Optakt: Colorado Classic
10. august 2017 14:59 af Emil AxelgaardFoto: ©Tim De Waele/TDWsport.com

Mange amerikanske etapeløb har været ude af stand til at overleve efter bare få år på højeste UCI-niveau, og antallet af store UCI-løb, der er forsvundet efter bare få år, bliver længere og længere. Senest var det det ellers ambitiøse og meget lovende USA Pro Challenge, der efter bare få år igen blev lagt i graven, men nu gøres der et nyt forsøg på at bygge videre på arven fra løbet i Colorado, når første udgave af det nye, lige så ambitiøse Colorado Classic køres for første gang fra torsdag til søndag med et ganske fornemt felt samlet til fire dages cykelløb i højderne.

Løbets rolle og historie

I mange år har amerikanske ryttere været blandt de bedst i verden, men landets internationale løbsscene har ikke været i stand til at matche udviklingen hos landets atleter. Kombinationen af den lange distance til cykelsportens europæiske kernelande og en kalender fyldt med traditionelle, veletablerede løb i cykelsportens traditionelle topnationer har gjort det svært for mange amerikanske løb at tiltrække stærke internationale startfelter.

 

Det skyldes nu ikke mangel på forsøg. Coors Classic var en stor begivenhed i 1980erne, men forsvandt fra kalenderen efter 1988-udgaven. Tour de Georgia syntes at have etableret sig selv som en årligt tilbagevendende begivenhed i april, indtil det pludselig forsvandt i 2008. Tour of Missouri havde store succes i et par år, men heller ikke det kunne sikre den nødvendige finansiering til at overleve. Som det seneste eksempel havde USA Pro Challenge virkelig slået sit navn fast på allerhøjeste niveau og var klar til at udfordre Tour of California som landets største løb, men 2015-udgaven blev den sidste.

 

Den store succeshistorie er naturligvis Tour of California, der hurtigt etablerede sig som Nordamerikas største løb og nu endda er blevet en del af WorldTouren. Derudover er det kun det lidt mindre Tour of Utah, der med en mere gradvis og langsom vækst end mange af de andre løb, som er startet ud med brask og bram på meget højt niveau, har haft held til at finde en levedygtig model.

 

Nu gøres der imidlertid endnu et forsøg på at stable et nyt løb på benene, og igen kaster man sig med det samme ud på dybt vand ved at forsøge straks fra start at etablere sig på højeste niveau. Som hjemsted for både Coors Classic og USA Pro Challenge og med et terræn, der er som skabt til spændende cykelløb, er det rimeligt at betragte Colorado som USA's cykelstart nummer 1. Derfor er der mange lokale, der er af den overbevisning, at der skal være et stort etapeløb i området, og det er en ambitiøs investorgruppe enige i.

 

Allerede kort efter det endegyldige kollaps af USA Pro Challenge begyndte de første rygter om et nyt løb at svirre, og sidste efterår blev det så bekræftet, at 2017 vil blive debutåret for det nye Colorado Classic, der skulle finde sted næsten på samme tid som USA Pro Challenge, dog i en kortere, fire dage lang udgave. Oprindeligt var det planen, at der efter samme model senere i august skulle afvikles et lignende løb i Virginia, men de planer er i første omgang blevet udsat til 2018.

 

Håbet er, at et nyt koncept kan gøre det nye løb mere levedygtigt end sine forgængere. I stedet for det klassiske format for etapeløb, hvor de fleste etaper udgøres til af punkt-til-punkt-ruter, er ideen i det nye løb, at man i højere grad vil bruge et rundstrækningsformat med start og mål i samme by. Herved håber man at kunne skabe en mere publikumsvenlig oplevelse, hvor man kan skabe en daglang cykelfest i målbyerne, hvor rytterne kan ses flere gange. Det er klart, at dette format gør det vanskeligere at gøre brug af den type store bjergetaper, der ellers tidligere har kendetegnet de store løb i Colorado, men man håber alligevel, at terrænet i staten er så hårdt, at man med brug af rundstrækninger kan skabe et cykelløb, der både er seværdigt for publikum og TV-seere og dermed i bedre stand til også at overleve økonomisk i et svært klima.

 

Løbet er blevet vel modtaget af særligt hold med amerikanske interesser, og de har i vidt omfang givet det høj prioritet i en ellers meget travl tid, hvor der i de sidste to uger har været hele syv øvrige store etapeløb samt flere endagsløb på programmet. Mange hold har en interesse i at bibeholde så stærk en amerikansk løbsscene som muligt, og det har fået dem til ikke blot at deltage, men også sende ganske stærke trupper. Således er det lykkedes at tiltrække de fire WorldTour-hold UAE, BMC, Trek og Cannondale, og specielt sidstnævnte bringer et par store navne. Rigoberto Uran og i mindre grad Taylor Phinney vil kaste stjernestøv over arrangementet, og BMC kommer med det meget homogene hold med Brent Bookwalter i spidsen, der kørte et fornemt og aggressivt Tour of Utah. Derudover vil også Israel Cycling Academy, Caja Rural og Nippo-Vini Fantini komme fra Europa, og de får selskab af Novo Nordisk og Unitedhealthcare samt en stribe amerikanske kontinentalhold.

 

Det nye format betyder som omtalt, at løbet ikke som tidligere er et bjergløb, men man har alligevel anstrengt sig for at sammensætte nogle ganske kuperede rundstrækninger. Derfor ligner det på forhånd et løb, hvor gode klatreben er nødvendige, og eksplosive puncheurs burde kunne finde sig til rette. Alle etaperne har dog flade finaler. Derudover har løbene i Colorado altid været kendetegnet ved at finde sted i højderne, og evnen til at tilpasse sig til de vanskelige forhold, vil være helt afgørende for mulighederne for at begå sig.

 

I den forstand spiller løbet fint sammen med Tour of Utah, der afvikles en uge tidligere. Også det løb finder sted i højderne, og dermed er det en oplagt mulighed for også europæiske ryttere at kombinere de to løb i en amerikansk løbsblok, der kan bruges som forberedelse mod senere mål. Med udsigt til etableringen af et løb i Virginia og med de canadiske klassikere og Tour of Alberta om ganske få uger kan man med det nye løb i Colorado nu tilbringe halvanden måneds tid på den anden side af Atlanten, og den synergieffekt bør gøre dem alle mere attraktive. På den måde er kimen til en varig succes lagt. Nu er det op til arrangørerne at vise, at deres nye model også er økonomisk bæredygtig.

 

Ruten

Grundtanken med det nye løb er som sagt, at det skal opbygges af rundstrækningsløb i flere af de store byer i staten Colorado. Til den første udgave har man besluttet sig for at besøge Colorado Springs, Breckenridge samt Denver, der alle var regelmæssige værter for USA Pro Challenge også. 1., 2. og 4. etape afvikles på rundstrækninger, men da man tilbringer de sidste to dage i Denver, afviger man fra formatet på 3. etape. Her venter i stedet en rute, der fører feltet ud i de høje bjerge, inden man venter tilbage til start- og målområdet i centrum af storbyen.

 

Med et rundstrækningsformat som grundtanke er det klart, at der er grænser for, hvor lange stigninger man kan benytte. Derfor er der også tale om et helt andet løb end det hedengangne USA Pro Challenge, der bød på bjergetaper og enkeltstarter. Her er i højere grad tale om et løb for puncheurs og sprintere. Klassementet synes at skulle afgøres på de første to etaper, der byder på ganske kuperede ruter. 1. etapes stigning er næppe hård nok til at gøre den helt store forskel, og det er derfor 2. etapes ti passager af den korte, stejle Moonstone-stigning, der sandsynligvis vil være altafgørende. Den har tidligere spillet en afgørende rolle i USA Pro Challenge og har gang på gang vist sig at være hård nok til, at de stærkeste ryttere kan køre fra. De sidste to etaper synes til gengæld at være reserveret til sprinterne. Ganske vist bevæger man sig på 3. etape ind i bjergene, men med mere end 50 km fra toppen af sidste stigning til mål bliver det svært at bruge terrænet til at komme afgørende væk. Løbet afsluttes med et fladt rundstrækningsløb i Denver, hvor sprinterne ventes at slås om sejren, mens en klatrestærk puncheur ventes at kunne krones som den samlede vinder af løbets første udgave.

 

1. etape

Colorado Classic vil som sagt i løbet af de fire dage besøge fire af de vigtigste cykelsportsbyer i den amerikanske stat, og der lægges ud med et besøg hos Colorado Springs, der også var en næsten fast inventar på rutekortet for det nu hedengangne USA Pro Challenge. I overensstemmelse med løbets grundide er der tale om et rundstrækningsløb, hvor det er lykkedes at finde en svær stigning nær sandstensformationerne i den ikoniske Garden of the Gods, der vil være den spektakulære ramme om åbningsetapen.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 150,4 km bestående af seks omgange på en 25,1 km lang rundstrækning, der løber mellem centrum af Colorado Springs samt Garden of the Gods. Fra starten i bymidten bevæger man sig mod nordvest ud mod haven gennem svagt stigende terræn terræn. I Garden of the Gods kører man en omgang på en rundstrækning, der inkluderer stigningen Ridge Road, der vil give bjergpoint ved anden og fjerde passage. Toppen nås, når der resterer 17,5 km, og herefter venter en lille kontrabakke, inden man via samme vej kører tilbage til bymidten. Her kører man en lille omgang på en lille rundstrækning, der fører feltet op af en lille bakke, der leder direkte op til målstregen. Der vil være indlagte spurter efter 1. og 3. omgang.

 

Desværre lader informationsniveauet fra arrangørerne meget tilbage at ønske, og det er derfor umuligt at opdrive megen viden om sværhedsgraden af stigningerne. Ridge Road fører imidlertid feltet fra 1800 til 2000 m over havets overflade over knap 8 km, og der synes derfor at være tale om en klassisk amerikansk stigning, der er mere jævn, end den er stejl. Derfor synes det usandsynligt, at den vil være svær nok til at sætte de mest hårdføre af sprinterne, og selvom vi kan vente os et aggressivt løb, kunne det ligne en etape, der vil ende i en reduceret massespurt.

 

Colorado Springs var tre gange målby for USA Pro Challenge. I 2011 vandt Patrick Gretsch prologen i byen, inden Tyler Farrar året efter vandt en massespurt. U 2014 var det Elia Viviani, der var den hurtigste af de spurtstærke folk, der kæmpede om sejren.

 

 

 

2. etape

Efter en dag i Colorado Spring er det Breckenridge, der er udset til at få besøg af det nye løb. Her venter en svær rundstrækning med den frygtede Moonstone-stigning, der gang på gang spillede en afgørende rolle i USA Pro Challenge. Der er tale om en kort, stejl sag, der skal passeres hele 10 gange, og det gør det til en dag, der kan vise sig at blive helt afgørende i kampen om den samlede stilling.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 103 km fordelt på 10 omgange på den 10,3 km lange rundstrækning. Starten går i byens centrum, hvorefter man via en ganske teknisk indledning bevæger sig mod øst ud af byen, hvor Moonstone-stigningen venter. Den stiger med 8,8% over 1 km og har top, når der resterer 5,6 km. Herefter får det via en jævn nedkørsel nedad resten af vejen. Først fortsætter man videre mod sydøst ud til en vendepunkt, hvorefter det går tilbage mod bymidten, hvor etapen afsluttes med en teknisk finale med tre skarpe sving på den sidste kilometer. Der er bjergpoint ved 5. og 8. passage af stigningen og indlagte spurter ved afslutningen af 3. og 6. omgang.

 

Etapen byder på ganske mange højdemeter og stort set ikke noget fladt terræn, og da der er tale om en ganske stejl stigning, bør etapen ende som et benhårdt udskilningsløb. Dette er dagen, hvor de eksplosive puncheurs og de klatrestærke folk har den bedste mulighed for at gøre en forskel, og det vil sandsynligvis være disse typer, der skal slås om sejren på en hæsblæsende sidste omgang, hvor kun de stærkeste vil være tilbage. Samtidig vil taktiske overvejelser og stærke mandskaber altid kunne spille en afgørende rolle på etaper som denne.

 

Breckenridge blev ofte besøgt af USA Pro Challenge. I 2011 vandt Elia Viviani en massespurt i byen, mens Mathias Frank vandt en knaldhård etape til byen i 2013. I 2014 lykkedes det Laurent Didier at tage en udbrudssejr på endnu en meget svær etape, inden Rohan Dennis i 2015 tog en solosejr på en hård 4. etape, inden han dagen efter slog Rob Britton og holdkammeraten Brent Bookwalter på løbets enkeltstart. I 2013, 2014 og 2015 indgik Moonstone-stigningen i den absolutte finale, der var identisk med den, der venter i årets løb, og den var sågar også en del af enkeltstarten for to år siden.

 

 

 

3. etape

De sidste to dage tilbringes i byen Denver, hvor man på sidste etape har endnu et rundstrækningsløb, der er løbets DNA. Dagen inden afviger man imidlertid på 3. etape fra løbets grundlæggende koncept, idet man på denne dag har sammensat den eneste etape, der ikke køres på en rundstrækning. Det gør det muligt for en gangs skyld at bevæge sig ud i de højere bjerge, men da etapen slutter med en lang nedkørsel, er det næppe en dag, der vil gøre den helt store forskel.

 

I alt skal der tilbagelægges 127,8 km på en rute, der har både start og mål i centrum af Denver. Fra starten bevæger man sig via svagt stigende veje ud af byen mod vest og passerer undervejs den første indlagte spurt efter 9,5 km. I udkanten af byen venter en omgang på en stor rundstrækning i bjergområdet, der ligger vest for Denver. Man følger Peak to Peak Highway mod nordvest og ledes derefter op af stigningen Gap Road, der er dagens væsentligste udfordring. Der er tale om en meget lang opkørsel, der har top efter 50,5 km. Herefter venter en kuperet sektion, der byder på både grusveje og små bakker, herunder Golden Gate, der efter 76 km giver point til bjergkonkurrencen. Herefter går det nedad mod sydøst gennem Golden Gate Canyon State Park, hvorefter man afslutter rundstrækningen. Afslutningsvis følges samme flade vej tilbage mod centrum af Denver, og den byder igen på en spurt efter 114 km. Til slut venter en helt flad finale, hvor man afslutter etapen med at køre en omgang op en helt flad, rektangulær rundstrækning, der byder på fire skarpe sving.

 

Den lange stigning fører helt op i 2750 m højde, men der er mere tale om en typisk amerikansk stigning end et bjerg i europæisk forstand. Det betyder, at det næppe er muligt at gøre den helt store forskel, og selvom terrænet midt på etapen indbyder til angreb, vil det være svært at bibeholde forskellene over de sidste 50 km. Det kan ikke udelukkes, at en stærk gruppe måske kan gøre en forskel, men det vil være en overraskelse, hvis etapen ikke skal afgøres i en massespurt.

 

USA Pro Challenge sluttede altid i Denver, oftest med et fladt rundstrækningsløb. Det var tilfældet i 2011, hvor Daniel Oss og Elia Viviani sikrede Liquigas en dobbeltsejr, inden Taylor Phinney vandt en flad enkeltstart i 2012. Året efter var Peter Sagan den hurtigste i en massespurt, mens den ære tilfaldt Alex Howes på en betydeligt hårdere etape i 2014. I 2015 var det igen de rene sprintere, der fik det sidste ord, og her vandt John Murphy det, der skulle vise sig at blive den sidste etape i det nu hedengangne løb.

 

 

 

4. etape

USA Pro Challenge sluttede ofte i Denver, og det er naturligt, at Colorado Classic gør det samme. Efter på den forrige etape at have afveget kraftigt fra løbets grundide har man til sidstedagen igen fundet frem til en rundstrækning, der vil udgøre rammen om sidste etape. Den indeholder ganske vist en meget lille stigning, men da den er af begrænset sværhedsgrad kunne det ligne en dag for de hurtige afsluttere, der meget ofte har fået det sidste ord i den amerikanske storby.

 

I alt skal der tilbagelægges 120,7 km fordel på 10 omgang på en 12 km lang rundstrækning. Starten går ved Velorama Festival Grounds, hvorefter det går op af den ganske lille bakke, der byder på bare 20 højdemeter, mod sydøst ud mod City Park. Her kørte man en omgang på en lille rundstrækning rundt om en af parkens to søer gennem hovedsageligt fladt terræn, inden man igen kører tilbage mod centrum via en rute, der løber helt parallelt med den, der blev benyttet først på etapen. Det falder ganske let frem mod de sidste tre skarpe sving, der sender feltet rundt om målområdet, inden man rammer den flade opløbsstrækning i bydelen RiNo. Der er indlagte spurter efter 3. 6 og 8. omgang.

 

Profilen ser dramatisk ud, men etapen byder på ganske få højdemeter. Der er tale om et helt klassisk rundstrækningsløb på sidste etape af et etapeløb, og som det som regel er tilfældet i Denver, er det de rene sprintere, der kan se frem til at slås om den sidste etapesejr i det nye løb og dermed bringe den første udgave til en forhåbentlig succesrig og spektakulær afslutning.

 

USA Pro Challenge sluttede altid i Denver, oftest med et fladt rundstrækningsløb. Det var tilfældet i 2011, hvor Daniel Oss og Elia Viviani sikrede Liquigas en dobbeltsejr, inden Taylor Phinney vandt en flad enkeltstart i 2012. Året efter var Peter Sagan den hurtigste i en massespurt, mens den ære tilfaldt Alex Howes på en betydeligt hårdere etape i 2014. I 2015 var det igen de rene sprintere, der fik det sidste ord, og her vandt John Murphy det, der skulle vise sig at blive den sidste etape i det nu hedengangne løb.

 

 

 

Favoritterne

Et nyt løb kan altid være svært at spå om, ikke mindst når arrangørerne har været så lidt meddelsomme om sværhedsgraden af ruten. Derfor vil der være nogen usikkerhed om, hvad vi kan forvente af den første udgave af løbet, og mange hold vil også have en relativt åben tilgang.

 

Heldigvis kender vi Moonstone-stigningen fra USA Pro Challenge, og her har vi set, at den er alt rigeligt til at få feltet splittet. Dengang kom den ganske vist efter en hård dag med store bjergpas først på etapen, og derfor kan etaperne ikke helt sammenlignes, men da man denne gang skal op over stigningen hele ti gange, kan etapen sagtens vise sig at være endda endnu hårdere, end de gamle etaper fra det nu hedengangne løb. Derfor må vi formode, at 2. etape er ganske hård, og vi kan forvente, at man skal være en meget god klatrer for at have den mindste chance for at være med på denne etape og dermed deltage i kampen om den samlede sejr.

 

Det er dog værd at bemærke, at etapens natur er væsensforskellig fra det, vi kender fra USA Pro Challenge eller det netop overståede Tour of Utah, der er den bedste målestok for formniveau hos mange af favoritterne. Her var der tale om lange stigninger, mens 2. etape i dette løb afvikles på en rigtig puncheur-rute. Det er således ikke nødvendigvis de klassiske etapeløbsryttere, der har den bedste chance her. For at vinde dette løb skal man have punch og gerne besidde en god spurt til de flade finaler.

 

De to sidste etaper må formodes at skulle afgøres i massespurter, og derfor vil de næppe spille den store rolle i klassementet. Det er mere uklart, hvor svær 1. etape er. Der er næppe tvivl om, at den vil skabe en vis udskilning, men umiddelbart kunne det se ud til, at de store favoritter alle vil slutte i samme tid. Dermed ser det ud til, at det er en kombination af bonussekunder og 2. etape, der vil afgøre den første udgave af Colorado Classic, der i øvrigt kan blive en våd affære med regn både torsdag, lørdag og søndag.

 

Det får os til at pege på tre favoritter til den samlede sejr. Brent Bookwalter, Marco Canola og Rigoberto Uran skiller sig ud som de tre stærkeste i terræn som dette, og af disse vil vi pege på amerikaneren som vores vinderbud. I de seneste år har Bookwalter udviklet sig til den førende specialist i de amerikanske etapeløb, og han ender stort set i top 10 hver eneste gang. Oprindeligt var han ikke kendt som klatrer, men han har udviklet så gode klatreevner med årene, at han nu kan slutte helt fremme selv på kongeetapen i Tour of California, hvor man ender på Mount Baldy, der er en meget svær stigning. Bookwalter er dog ikke en naturlig bjergged, og hans force er i stedet styrken på korte bakker, hvor han kan bruge sit punch. Derfor var det ikke overraskende, at han kom lidt til kort i Tour of Utah, men han viste sin eksplosivitet ved at vinde 2. etape, der sluttede på en relativt let stigning. Netop de karakteristika gør ham skabt til 2. etape i dette løb, og det er svært at se, at han kan sættes på Moonstone. Samtidig er han hurtig i en spurt og vil have gode chancer for at blande sig i kampen om sejren på de to første etaper. Med tanke på den fine form, han viste i Utah, og at BMC kommer med løbets stærkeste hold, ligner Bookwalter manden, der skal slås.

 

En rytter, der kan gøre det, er Marco Canola, hvis muligheder vi har meget svært ved at vurdere. Italieneren har virkelig udviklet sig til en fabelagtig puncheur, der er specialist i at vinde enten flade eller stigende spurter efter hårde dage. Det viste han senest med sejren på den kuperede sidste etape i Utah, hvor han var i særklasse på den lille bakke op til mål. Det gør ham naturligt til favorit på 1. etape, og han er samtidig så hurtig, at han kan blande sig i massespurterne på de to sidste etaper også og dermed måske sikre sig lidt ekstra bonussekunder. Det store spørgsmål er, om 2. etape trods alt bliver for hård for Canola, der ikke er klatrer. Kommer han med over Moonstone sidste gang, vil han være storfavorit til at vinde både etapen og tage den samlede sejr, men der er en betydelig risiko for, at han falder fra undervejs. Vi tror, at det bliver for svært, men det kan ikke ændre på, at Canola er en af løbets topfavoritter.

 

Det samme er Rigoberto Uran, der på papiret er løbets i særklasse bedste klatrer. Samtidig er han glimrende på korte, stejle stigninger, og selvom han ikke er helt lige så hurtig som Bookwalter og Canola, er han også en glimrende afslutter. Umiddelbart er 2. etape så svær, at en formstærk Uran ville være i stand til at køre alene hjem til en samlet sejr, men der hersker nogen usikkerhed om hans niveau. Han må formodes at have holdt pause siden San Sebastian, da hans næste mål er de italienske efterårsklassikere, og derfor vil han sandsynligvis bruge løbet til at finde benene. Det betyder, at han næppe er så stærk, at han kan sætte Bookwalter, men det er klart, at Uran alene i kraft af sine naturlige evner hører til blandt de mest sandsynlige vindere på en rute, der passer ham.

 

UAE stiller med et meget stærkt mandskab med flere gode klatrere. Til en eksplosiv rute som denne må man tilskrive Valerio Conti de bedste chancer. Italieneren er en glimrende puncheur og samtidig en god afslutter, og dermed har han præcis de karakteristika, der skal til for at gøre det godt. Han kørte ganske glimrende i Polen Rundt, hvor han med et smart angreb var tæt på at vinde 3. etape, og derfor er formen bestemt ikke dårlig. Om den rækker til at matche de bedste, er lidt uvist, specielt fordi vi ikke ved, hvordan han klarer højderne, men på papiret er dette et løb, Conti kan vinde. Holdet har også Simone Petilli og Edward Ravasi, der bør være blandt de bedste på stigningerne, men de er mere rendyrkede klatrere, der mangler det punch, som kan blive nødvendigt for at vinde. Vegard Stake Laengen kan måske også gære sig gældende, hvis han har samme ben som i Californien.

 

BMC stiller med et fabelagtigt hold, der naturligvis har Bookwlater som kaptajn, men som helt sikkert vil forsøge at udnytte deres bredde til at sætte rivalerne under pres. Det kan åbne muligheder for Joey Rosskopf, der kørte fabelagtigt i Tour of Utah, hvor han var i angreb konstant og samtidig kørte en forrygende enkeltstart. Rosskopf bliver bare stærkere og stærkere og vil være en oplagt mand at sende i angreb i terræn, der passer ham glimrende. Han er ikke så hurtig som mange af de øvrige favoritter, men han er næsten umulig at hente, hvis først han kommer fri. Formen fejler intet, og derfor har Rosskopf glimrende muligheder for at vinde.

 

Det samme har holdkammeraten Silvan Dillier. På papiret er ruten nok en anelse for hård, men den stærke schweizer overrasker gang på gang i svært terræn. Han vandt således bjergløbet Route du Sud ved at køre offensivt, og det vil han helt sikkert forsøge igen i dette løb. Terrænet her passer ham bedre, end det gjorde i Utah, og seksmandshold kan få meget svært ved at hente ham igen. Med sin gode spurt har han samtidig gode muligheder for at gå efter bonussekunder undervejs, og det gør ham til en oplagt vinderkandidat. BMCs sidste mulighed er Manuel Senni, der kørte fremragende i Utah, men han er en ren klatrer, der mangler det sidste punch til for alvor at være en trussel.

 

Efter sit katastrofale ophold i Europa viste Sergh ei Tvetcov i Tour of Utah, at han for alvor er tilbage. EN samlet tredjeplads viser, at formen er i top for moldoveren, der burde have glimrende muligheder i dette løb også. Således er han ganske spurtstærk, og det er vigtigt i et løb, hvor alle finaler er relativt flade. Selvom han på stigningerne ikke er voldsomt eksplosiv, viste han i Tour of Utah, at han er en af de stærkeste klatrere. Derfor bør han kunne være med helt fremme i dette løb også.

 

Rob Britton tog den samlede sejr i Utah og viste dermed igen, at han klatrer bedre og bedre. Desværre passer dette løb dårligere til den canadiske dieselmotor, der hverken er hurtig eller eksplosiv. For at vinde skal han sætte rivalerne til vægs på 2. etape, og det er tvivlsomt, om det er muligt for ham på en kort stigning, der ikke passer ham. Dog er han så brølstærk, at man ikke skal afskrive ham i et løb, hvor taktisk snilde og timing sagtens kan blive afgørende. Holdets plan B er stortalentet Brandon McNulty, der af mange betragtes som den næste store amerikanske grand tour-rytter. En tredjeplads i Tour Alsace vidner om form, men det er spørgsmålet, om niveauet her er en anelse for høj for den blot 19-årige multikunstner.

 

Cannondale har flere muligheder end blot Uran. Alex Howes har før været meget tæt på at vinde på Moonstone, og selvom han aldrig siden har klatret, som han gjorde netop den dag, er det muligt, at han kan være med på 2. etape. Umiddelbart ser det ud til, at etapen vil være en anelse for svær, men hvis Howes, der ikke har kørt i et par uger og altid er i fremragende form til disse augustløb i USA, har passet træningen, kan det lade sig gøre for ham at være med. Med sin spurtstyrke kan han potentielt gå efter bonussekunder på alle etaper. Holdet har også Lawson Craddock, der faktisk er ganske eksplosiv og spurtstærk og derfor burde kunne begå sig her. Det kræver dog, at han er kommet over de helbredsproblemer, der har ødelagt hans sæson. Klatreren Hugh Carthy mangler til gengæld nok eksplosiviteten til at gøre sig gældende.

 

Holowesko stiller med Robin Carpenter, der gang på gang overrasker ved at være mere holdbar end ventet. Han blev eksempelvis en overraskende nummer 6 på den hårde 2. etape i Utah, og dette løb burde passe ham langt, langt bedre, specielt fordi han også er hurtig i en spurt. Han udgik dog i Utah, og det udestår stadig at se, om han er tilbage på 100%. Derudover er der en betydelig risiko for, at løbet trods alt bliver for hårdt. Man har også Taylor Eisenhart, der stille og roligt fandt sine ben i Utah, og burde nærme sig det niveau, der har udmærket ham som et af de største amerikanske talenter.

 

 

Den har til gengæld Daniel Jaramillo, der står i spidsen for Unitedhealthcare. Colombianeren havde ikke det bedste Tour of Utah, men han viste dog fornuftige takter undervejs. Han er aldrig blevet så stærk, som man havde forventet, men med sit punch på korte stigninger har han muligheder på denne rute. Holdet har også Janier Acevedo, men han skuffede stort i Utah, og formstærke Jonathan Clarke, der til gengæld mangler eksplosiviteten. I den ideelle verden ville Travis McCabe, der imponerede stort på stigningerne i Utah, kunne overleve Moonstone, men det vil trods alt være en mindre sensation. Til gengæld kan han i princippet vinde de øvrige tre etaper.

 

Trek stiller med Peter Stetina, der på papiret er en af de bedste klatrere, men som mangler eksplosivitet til at være en reel vinderkandidat. Bedre muligheder har måske Axeons talent Jhonatan Narvaez, der er som skabt til dette terræn, er spurtstærk og viste form i Utah, samt

 

OPDATERING: Gavin Mannion er en sen tilføjelse til startlisten og må efter andenpladsen i Utah anses som bedste bud på Unitedheathcare. Det samme gælder Sepp Kuss, der ligner bedste bud for Rally.

 

***** Brent Bookwalter

**** Marco Canola, Rigoberto Uran

*** Valerio Conti, Sepp Kuss, Joey Rosskopf, Serghei Tvetcov, Silvan Dillier, Gavin Mannion

** Brandon McNulty, Jhonatan Narvaez, Alex Howes, Rob Britton, Lawson Craddock, Robin Carpenter, Daniel Jaramillo, Chris Butler, Peter Stetina, Manuel Senni, Simone Petilli, Taylor EIsenhart

* James Piccoli, Hugh Carthy, Vegard Stake Laengen, Janier Acevedo, Jonathan Clarke, Eder Frayre, Nigel Ellsay, Edward Ravasi, Antonio Molina, Travis McCabe

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »