Optakt: Criterium du Dauphiné

Løbets rolle og historie

Mens mange af verdens bedste etapeløbsryttere har været involveret i en hård kamp om den eftertragtede maglia rosa på de italienske veje, har de fleste af de øvrige ryttere fra den eksklusive kategori af stjerner med omhu forberedt sig på deres store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, Tour de France, der starter om mindre end en måned. Nogle er allerede vendt tilbage til konkurrence i løb som Tour of California, Tour of Norway, Belgium Tour, Tour des Fjords og Tour de Luxembourg, men det er søndagens start på Criterium du Dauphiné, der for alvor markerer begyndelsen på den stribe af afgørende etapeløb, som tjener som den vigtigste forberedelse frem mod sommerens store begivenhed.

Criterium du Dauphiné spiller en helt unik rolle blandt de mange forberedelsesløb. Med sin placering i de franske Alper er det et af kun to løb - det mindre Route du Sud i Pyrenæerne er det andet - der kan tilbyde rytterne en chance for at teste sig selv i det terræn, som de vil møde igen til juli. På den facon er løbet den franske analog til det italienske Giro del Trentino og det spanske Vuelta a Burgos, idet de ale tre fungerer som opvarmning til deres hjemlands grand tour. Alle afvikles de et par uger inden starten på det tre uger lange løb, og alle finder de sted i en af de mest bjergrige egne af det land, der er hjemsted for den pågældende grand tour.

Mens rytterne dyster på landevejene, er arrangørerne involveret i en helt anden kamp. I mange år har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse begge hævdet, at netop deres løb er det bedste sted at forberede sig til Touren, og mens det naturligvis altid hovedsageligt er et spørgsmål om individuel præference, hvad der foretrækkes, er det et hyppigt diskussionsemne. Det schweiziske løb er en dag længere en dets franske modstykke og finder sted en uge tættere på Tour-starten, og rytterne har alle forskellige ideer om hvilket af de to, der indgår i den ideelle opbygning. I den forstand er kampen meget sammenlignelig med den, der finder sted mellem Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der også begge hævder, at netop de er den bedste forberedelse til Milano-Sanremo og de senere klassikere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I de senere år er der imidlertid ingen tvivl om, at Criterium du Dauphiné har vundet duellen. Løbet blev første gang afviklet i 1947, da den lokale avis Dauphiné Libéré besluttede at arrangere et løb i Dauphiné-regionen under navnet Criterium du Dauphiné Libéré. Med sin placering i Alperne bare et par uger inden Tour-starten opnåede det hurtigt stor berømmelse og anerkendelse som et vigtigt forberedelsesløb, og dets forbindelse til La Grande Boucle har været nær lige siden starten. Det er således ingen overraskelse, at de fire femfoldige vinder af Touren alle har vundet Dauphiné, inden de senere på sommeren har stået øverst på podiet i Paris.

I mange år var Criterium du Dauphiné det sidste store franske løb, der holdt sig fri af Tour de France-arrangørerne ASO, som ellers har sat sig tungt på den franske kalender. Til sidst tvang økonomiske problemer imidlertid avisen til at overgive ansvaret til den franske sportsgigant i 2010, hvor navnet blev ændret og forkortet til det nuværende Criterium du Dauphiné.

Ikke overraskende har ASO forsøgt at øge synergien mellem Criterium du Dauphiné og Touen i et forsøg på at tiltrække flere Tour-favoritter, og den tilgang har givet pote. Selvom løbet altid har forsøgt at inkludere nogle nøglesektioner fra Tour-ruten for at give rytterne en chance for at teste strækningen under løbsbetingelser, har ASO taget det et skridt videre. I 2011 inkluderede de præcis den samme enkeltstart i Grenoble, som en måned senere var en del af Touren, og i 2012 besteg man Grand Colombier, der senere den sommer gjorde sin Tour-debut. I 2013 var hovedattraktionen muligheden for at klatre op til Alpe d’Huez og videre op ad den helt nye Col de Sarenne, som senere samme år var en afgørende del af 18. etape af Touren.

Kun i 2014 og 2016 havde man meget lidt forbindelse mellem de to løb, men i 2015 genoptog man ideen. Her var der således hele tre etaper, der havde direkte forbindelse til Tour-ruten: en holdtidskørsel, der i natur og distance mindede om den, der var på programmet i Touren, en bjergetape med en finale i Pra Loup, der var helt identisk med en tilsvarende etape i Touren, og et første møde med den smukke Montvernier-stigning, der også var med i Touren. I år er der to ligheder med Touren: en enkeltstart af nogenlunde samme distance som den, der venter i Marseille på 20. etape til juli, samt et møde med den stejle Mont du Chat, der også skal bestiges senere på sommeren på 9. etape.

Disse initiativer har fået flere og flere ryttere til at foretrække Criterium du Dauphiné, og samtidig har Tour de Suisse tabt lidt af sin status. Det franske løb kan nu prale af, at Tour-vinderen hvert eneste år siden 2009 er sluttet i top 10 i deres løb bare en måned inden hyldesten i Paris (2009: Alberto Contador sluttede som nummer 3, 2010: Alberto Contador sluttede som nummer 2 (og blev senere frataget sin Tour-sejr), 2011: Cadel Evans blev nummer 2, 2012: Bradley Wiggins vandt, 2013: Chris Froome vandt, 2014: Vincenzo Nibali blev nummer 7, 2015: Chris Froome vandt, 2016: Chris Froome vandt). Faktisk er den seneste Tour-vinder, der slet ikke kørte Dauphiné, Lance Armstrong, der i 2001 afveg fra sin faste kalender ved at deltage i (og vinde) Tour de Suisse, inden han senere på sommeren slog Jan Ullrich i Frankrig.

I år fortsætter tendensen, idet Dauphiné har tiltrukket fem største Tour-favroitter, og således vil det franske løb være rammen om et stort slag mellem Chris Froome, Richie Porte, Alberto Contador og Alejandro Valverde. Helt generelt har det franske løb suverænt slået deres schweiziske rivaler, idet også Romain Bardet, Dan Martin, Andrew Talansky, Daniel Navarro, Leopold König, Esteban Chaves, Simon Yates, Fabio Aru, Jakob Fuglsang, Warren Barguil og Louis Meintjes, der alle ventes at spille ledende roller i Touren, vil benytte Criterium du Dauphiné som den store generalprøve. Samtidig må man i Schweiz stille sig tilfredse med en startliste, hvor det i skrivende stund blandt klassementsryttere er Ion Izagirre og Miguel Angel Lopez, der kan håbe på at spille kaptajnroller både her og i Touren senere på sommeren. Derudover er der ryttere som Nairo Quintana, Thibaut Pinot og Rafal Majka, der foretrækker en helt anderledes tilgang, og slet ikke stiller til start i nogen af de to løb, de to førstnævnte på grund af deres deltagelse i Giroen.

Mens Criterium du Dauphiné er et godt forberedelsesløb, der giver megen information om formen hos de vigtigste Tour-favoritter, er det ofte også afgørende ikke at være for god for tidligt. Den tidlige termin betyder, at vinderen af Dauphiné ganske sjældent er endt øverst på podiet i Touren, og udover Wiggins og Froome, der i nyere tid har brudt tendensen i 2012, 2013, 2015 og 2016, er det kun Louison Bobet (1955), Jacques Anquetil (1963), Eddy Merckx (1971), Luis Ocana (1973), Bernard Thevenet (1975), Bernard Hinault (1979, 1981), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2002 og 2003), der har lavet the double - en ganske stjernespækket liste, der viser, at det kræver noget helt specielt at levere denne bedrift.

Criterium du Dauphiné er imidlertid mere end Tour-forberedelse, og som et WorldTour-løb med vigtige point på spil er dets selvstændige betydning endda vokset i de senere år. I de seneste sæsoner har vi endda set nogle af de bedste klatrere fra Giroen rejse direkte til Frankrig for at drage maksimal fordel af deres gode post-Giro-form. I 2011 kom Joaquim Rodriguez direkte fra en 4. plads i Giroen og endte med at vinde to etaper og slutte som nummer 5 i Frankrig, og året efter var det hans holdkammerat Daniel Moreno, der efter en 20. plads i Giroen tog to sejre i Dauphiné. I 2013 var det Elia Viviani og Samuel Sanchez, der benyttede Giro-formen til at vinde etaper i Frankrig, og i 2014 kom Wilco Kelderman direkte fra Giroen, da han sluttede som nummer 4. I 2015 blev Benat Intxausti nummer 5 efter at have kørt et fornemt løb i Italien, men sidste år blev tendensen brudt. Heller ikke i år er der mange, der kommer direkte fra Giroen, og det er således mere perifære ryttere som Franco Pellizotti, Stef Clement og Luis Leon Sanchez, der vil forsøge at bære momentum fra Italien videre til Frankrig. Nu om dage synes Giro-rytterne tilsyneladende at foretrække Tour de Suisse, hvilket giver lidt mere hvile inden starten.

Mens Criterium du Dauphiné har haft overhånden, hvad klassementsryttere angår, har det været anderledes for sprinterne. Løbet har ganske vist som regel mindst to muligheder for de hurtige folk, men Tour de Suisses mange småkuperede rundstrækninger har altid haft en større appel. Ingen af løbene passer til de rene sprintere, og derfor har folk som Marcel Kittel og André Greipel typisk foretrukket det flade Ster ZLM Toer. I Dauphiné sprinterfeltet som regel været domineret af folk fra Giroen og de franske stjerner, men i de seneste to år har man haft større appel. Det afspejles i en startliste, der udover de franske topnavne Nacer Bouhanni, Arnaud Demare og Bryan Coquard tæller folk som Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli, Edward Theuns, Edvald Boasson Hagen og Ben Swift, og selvom det fortsat er Tour de Suisse, der har den største tiltrækningskraft, er sprinterne nu mere ligeligt fordelt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sidste år fortsatte Chris Froome sin dominans i løbet ved at tage sin tredje sejr. Efter en lidt skuffende tredjeplads på bjergprologen viste han klassen på den første bjergetape, hvor Richie Porte kun kunne følge med med det yderste af neglene, og herefter var det let for briten at kontrollere de mange angreb fra Alberto Contador og sikre sig en komfortabel sejr, ikke mindst efter en dårlig dag for Porte på næstsidste etape. Efter et dumt styrt fightede Romain Bardet sig tilbage i kampen om den samlede sejr på kongeetapen og endte som nummer 2 foran Dan Martin, Porte og Contador. I år er Froome tilbage i et forsøg på at lave hattrick, og han får igen konkurrence fra sine fire nærmeste rivaler fra sidste års løb, Bardet, Martin, Porte og Contador.

Ruten

Da løbet blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, var ruten altid bygget op efter en helt fast model. Man lagde ud med en kort prolog, hvorefter der ventede to lettere etaper, hvoraf den ene var for sprinterne og den anden en smule mere kuperet. Onsdag var rammen om en ofte meget lang enkeltstart på mere end 40 km, inden løbet afsluttedes med fire hårde bjergetaper. Ofte var der mål på toppen af en stigning om torsdagen og på lørdagens kongeetape, mens fredags- og søndagsetaperne var som skabte til udbrud.

Da ASO overtog ansvaret, begyndte de at fravige denne formel, og selvom man i starten oftest holdt fast i traditionen med en prolog og en lang enkeltstart, har man i stil med udviklingen i Touren stille og roligt bevæget sig i retning af færre og færre kilometer i kamp mod uret, samtidig med at man har varieret linjeløbsetaperne betydeligt. I 2013 og 2015 var prologen helt udeladt, og den seneste lange enkeltstart fandt sted helt tilbage i 2013. I 2015 var der pludselig et holdløb på programmet, og nu om dage er bjergetaperne spredt langt mere ud over alle 8 dage, end det tidligere var tilfældet.

I år har ASO imidlertid bevæget sig tilbage mod den model, man kendte fra tidligere. Ganske vist skipper man igen i år prologen og lægger i stedet ud med en ganske uforudsigelig etape, hvor en kuperet rundstrækning giver håb for sprintere, klassikerryttere og aggressive typer, men herefter ligner løbet igen sig selv. Mandag og tirsdag burde være gode muligheder for sprinterne, og for første gang siden 2013 er der på onsdagens etape igen en længere enkeltstart på programmet - selvom de 23,5 km er beskedne sammenlignet med de distancer, man typisk havde tidligere. Sprinterne får denne gang en ekstra mulighed på torsdagens etape, inden der i klassisk Dauphiné-ånd er bjerge overalt på de sidste tre etaper.

Det hele starter fredag, hvor man får chance for at teste den for Frankrig nærmest uhørt stejle Mont du Chat, der også skal bestiges på 9. etape af Touren, inden der venter en 15 km lang nedkørsel til mål. Dagen efter venter an afslutning i Alpe d’Huez, men som noget helt nyt kører man denne gang op til skisportsmekkaet via den meget mindre kendte Col de Sarenne. Man har dog gemt det sværeste til allersidst, idet løbets kongeetape først afvikles søndag. Her venter hele fire store bjerge i løbet af bare 115 km på en meget intens bjergetape, der endda slutter med endnu en ekstremt stejl stigning, der er usædvanligt svær efter franske forhold. Dermed kan der som altid i Dauphiné vendes op og ned på det hele helt frem til målstregen, og dermed er scenen sat til den helt perfekte Tour de France-generalprøve.

1. etape

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 skippede man prologen til fordel for et kuperet rundstrækningsløb, der med et sent angreb blev vundet af Peter Kennaugh. Sidste år var prologen tilbage som en helt unik bjergprolog, men i år vender man tilbage til den model, man benyttede for to år siden. Således indledes løbet igen i år med en almindelig etape, der med sin kuperede rundstrækning omkring Saint-Etienne giver klare mindelser om åbningsetapen i 2015.

I alt skal der tilbagelægges 170,5 km med start og mål i Saint-Etienne, og de kan inddeles i to dele. Første del af etapen består af en omgang på en stor rundstrækning i området nordvest for storbyen, der ligger i en ganske kuperet del af Frankrig. Derfor er der heller ikke meget fladt terræn, og det stiger således med det samme, når man mod nord bevæger sig ud af byen. Toppen af kategori 3-stigningen Col du Pilon (4,8 km, 5,1%) venter allerede efter 11,5 km, hvorefter en nedkørsel leder til det eneste relativt flade stykke på etapen, mens man kører mod vest. Stigningerne starter imidlertid igen, når man sætter kursen mod syd og skal op over kategori 4-stigningerne Cote de la Roche (2,2 km, 6%) og Cote de Perigneux (1,3 km, 5,8%) efter henholdsvis 57 og 61,5 km. Herfra fortsætter man mod sydvest frem til dagens svæeste stigning Cote de Saint-Romain-les-Atheux (6,8 km, 5,2%), der passeres efter 94,5 km. Herefter venter kategori 4-stigningen Cote de Tarentaise (2,4 km, 5,8%) efter 110,5 km, når man bevæger sig mod nord tilbage mod Saint-Etienne.

Efter en længere nedkørsel rammer man efter 119 km den afsluttende rundstrækning, der er placeret syd for Saint-Etienne, og 7 km senere krydses stregen for første gang. Anden del af etapen består nu af tre omgang på den 15 km lange runde, der har to stigninger. Først er der en lille ikke-kategoriseret bakke, inden man efter en lille nedkørsel skal op ad kategori 3-stigningen Cote de Rochetaillée (3,4 km, 5,4%). Den har top 7 km fra stregen, hvorefter det falder hele vejen frem til den røde flamme, hvorefter det stiger ganske let de sidste 500 m. Der er et skarp sving med 3 km til mål og herefter to sving umiddelbart fter hinanden med hhv. 800 og 700 m til stregen, der er placeret for enden af en 500 m lang, 6 m bred opløbsstrækning.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det er meget nærliggende at sammenligne etapen med åbningsetapen i 2005, hvor man også sluttede på en kuperet rundstrækning, og hvor Peter Kennaugh med et sent angreb forhindrede en reduceret massespurt. Etaper som disse kan være ganske farlige, fordi sprinterne er usikre på, om de kan overleve stigningen og derfor ikke nødvendigvis er villige til at kontrollere. Det kan skabe et vakuum, som giver udbrud gode muligheder for succes. Der er imidlertid mange klatrestærke sprintertyper i dette løb, og specielt Bryan Coquard og Sonny Colbrelli bør ikke have problemer med at komme over stigningen. Hvis der lægges pres på og køres aggressivt, er det imidlertid ikke umuligt, at det kan lykkes at gentage Kennaughs bedrift, eller at det bliver så hårdt, at en klassementsrytter som Alejandro Valverde kan gå efter vigtige bonussekunder i en spurt.

Saint-Etienne var sidst målby i 2009, hvor Niki Terpstra tog en overraskende udbrudssejr. Det samme gjorde Christophe Moreau i 2007, mens Jose Enrique Gutierrez akkurat holdt feltet bag sig i 2004. Jacky Durand tog endnu en sejr fra et udbrud i 2002, nøjagtig Fabrice Gougot gjorde i 2000. Byen er også ofte blevet besøgt af Touren, senest i 2014, hvor Alexander Kristoff vandt, i 2008, hvor Marcus Burghardt sejrede, i 2005, hvor Lance Armstrong vandt en enkeltstart, og i 1999, hvor Ludo Dierckxsens var først over stregen. Derudover er byen meget ofte med på Paris-Nice-ruten.

2. etape

Criterium du Dauphiné byder altid på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte kommer den første af disse på mandagens etape. I år har de stærkeste måske allerede haft en chance på førstedagen, men uanset udfaldet af søndagsetapen, bør de alle være klar til at gribe ud efter muligheden på 2. etape, hvor der venter en relativt flad finale.

I alt skal der tilbagelægges 171 km mellem Saint-Chamond, de ligger nordvest for Saint-Etienne, og Arland, der ligger i en fladere del af Massif Central. Fra start rammer man imidlertid det kuperede terræn, der kendetegner regionen, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Cote de Croix Blanche (4,6 km, 4,1%), hvorefter en nedkørsel leder ned til et fladere stykke, mens man indleder rejsen mod vest. Det lette terræn varer ved frem til bunden af kategori 2-stigningen Col de Verrieres-en-Forez (9 km, 4,8%), hvis top nås efter 79,5 km og leder direkte over i kategori 3-stigningen Col de Baracuchet (6,2 km, 4,9%), der har top efter 91 km. Samlet set stiger det uafbrudt i mere end 20 km, og der venter fortsat ingen nedkørsel, mens man fortsætter frem til den lille kategori 4-stigning Col des Supeyres (2,9 km, 5,9%), hvis top rundes efter 100,5 km.

Nu er den svære del af etapen imidlertid overstået, og efter en længere, relativt teknisk nedkørsel rammer man fladlandet. Her forsætter man mod syd frem til Arlanc, hvor man rammer finalerundstrækningen efter 135 km, inden man krydser stregen 4,5 km senere. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 31,5 km lang rundstrækning i området vest for byen. Den stiger let i de første 10 km, flader derefter ud og falder til sidst tilbage mod Arlanc. De sidste 5 km er stort set flade og foregår hovedsageligt på en hele 4,6 km lang, 6 m bred opløbsstrækning. Det begynder imidlertid at stige ganske let, hvilket tager til den sidste kilometer, der stiger med 2,5% i gennemsnit, men er betydeligt stejlere på de sidste 500 m.

Sprinterne har i alt tre relativt sikre muligheder i dette løb, og da der er ganske mange topnavne til start, bør det ikke være et problem for Katusha, Direct Energie, FDJ og Cofidis at kontrollere denne etape. Der er ganske vist mange stigninger på programmet, men de kommer så tidligt, at de næppe vil skabe megen udskilning. Derfor bør det hele ende i en massespurt i en teknisk ukompliceret finale, hvor den lille rampe op til mål er som skabt til ryttere, der har deres styrke i at spurte op ad bakke.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Arlanc har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

Med relativt mange sprintere til start kan det ikke undgås, at der efter to dage er relativt mange frustrerede og skuffede ryttere. Heldigvis kan de glæde sig over, at de allerede på 3. etape får endnu en chance for at opnå den forløsende sejr, når feltet tirsdag begiver sig ud på løbets måske nemmeste etape. Det sker på en transportdag, hvor man vender rundt og bevæger sig tilbage mod Alperne, hvor de store klassementsslag skal slås på løbets sidste 3 etaper.

I alt skal rytterne køre 184 km mellem Le Chambon-sur-Lignon og Tullins på en dag, hvor man krøller sig rundt i det relativt flade terræn nord for Valence, mens man i alt overvejende grad bevæger sig mod nordøst på hele etapen. Starten finder sted på et plateau i hele 975 m højde, og derfor venter der efter 6,5 km flad kørsel en lang nedkørsel ned til fladlandet. Herefter flader etapen ud, og det er kun de små kategori 4-stigninger Cote de Saint-Felicien (2,1 km, 4,5%) og Col de Fontayes (2,1 km, 5,2%) efter hhv. 51,5 og 55,5 km, der kortvarigt bryder monotonien. Herefter venter en længere nedkørsel, inden terrænet igen bliver fladt.

Efterhånden som man nærmer sig Tullins begynder det at stige jævnt, og det kulminerer på toppen af kategori 3-stigningen Cote des Sarrets (2,9 km, 4,9%) og kategori 4-stigningen Cote de Roybon (1,4 km, 5,8%), der har top efter hhv. 137 km og 144,5 km. Derfra falder igen jævnt, indtil man rammer de sidste 20 km, der er stort set helt flade. Der venter en teknisk ukompliceret finale med et skarpt sving 4 km fra mål, inden man skal igennem rundkørsler med hhv. 2200 og 1000 m til stregen. Herefter rammer man den 6 m brede opløbsstrækning, der stiger meget svagt med bare 0,8%.

De mange sprintere er allerede ved at løbe tør for muligheder, og dette er faktisk allerede næstsidste chance for at teste Tour de France-formen, inden det bliver alvor til juli. Derfor vil de fire store sprinterhold Katusha, Direct Energie, FDJ og Cofidis sikre, at det hele holdes samlet til en rigtig powerspurt på den lange, lige opløbsstrækning i Tullins.

Tullins har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

4. etape

Efter 3 dages overlevelse skal klassementsrytterne onsdag endelig ud i deres første slag. Før ASOs magtovertagelse var der altid en meget lang enkeltstart på onsdagsetapen, og den spillede altid en helt afgørende rolle i kampen om den samlede sejr. Siden ejerskiftet er der imidlertid blevet skåret voldsomt ned på antallet af kilometer i ensom kamp mod uret, og faktisk har der ikke været en længere enkeltstart i løbet siden 2013. Det ændres der på i 2017, hvor man på 4. etape skal ud i et 23,5 km langt soloridt, og selvom der slet ikke er tale om en tilbagevenden til tidligere tiders meget lange distancer, giver det enkeltstartsrytterne deres bedste mulighed for at vinde tid i mange år. Etapen er nøje designet, så den giver mindelser om den afgørende Tour de France-enkeltstart i Marseille på næstsidste dag af den franske grand tour, og den har således fungeret som et af trækplastrene i forsøget på at sikre sig det stærkest mulige felt.

I alt skal der tilbagelægges 23,5 km mellem La Tour-du-Pin og Bourgoin-Jalieu. Først slår man en lille sløjfe i den nordvestlige udkant af startbyen, hvor der venter et par sving, inden man sætter kursen mod nordvest, en retning, der holdes det meste af dagen. De første 5 stiger svagt, hvorefter en lang, lige let faldende vej leder frem til byen Laval, hvor mellemtiden tages efter 12,5 km.

Herefter fortsætter den let faldende strækning frem til udkanten af byen Saint Savin, hvor man skifter retning for at bevæge sig mod sydvest på den resterende del af etapen. Det sker, når man kører op ad en 2 km lang stigning, der stiger med 5,1% og inkluderer adskillige hårnålesving. Fra toppen resterer 6 km, hvoraf de første tre er relativt flade og helt uden tekniske udfordringer. Herefter venter en ca. 1500 m lang nedkørsel ad en vej med et par bløde sving De sidste 1500 m er næsten helt flade og inkluderer hele fire meget skarpe sving.

Etapen inkluderer ganske vist en 2 km lang stigning, der skulle give klatrerne mulighed for at indhente lidt af det tabte, men overordnet er der tale om en etape for specialister. Således består den midterste del af en lang, lige, let faldende vej, hvor de store maskiner for alvor kan gøre en forskel, og også de sidste kilometer er perfekte til de store motorer. Derfor er der næppe tvivl om, at tempomonstrene vil slås om sejren på en etape, der samtidig vil sætte klatrerne voldsomt tilbage i jagten på den samlede sejr. Mens Tony Martin drømmer om en etapesejr, og Chris Froome og Richie Porte håber at vinde afgørende tid på rivalerne, vil lette folk som Dan Martin, Romain Bardet og Simon Yates prise sig lykkelig, hvis de har sat mindre end et minut til i forhold til Froome på en etape, der ikke giver dem mange fordele, og som vil give de første indikationer på, hvem der kan vinde årets Criterium du Dauphiné.

Bourgoin-Jalieu har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tidligere Trek-rytter forsvarer Quintana og López: UCI er en mafia

5. etape

Efter det første klassementsslag bliver der en lille chance for at slikke sårene eller fejre tidsgevinsterne fra enkeltstarten, inden det går løs i bjergene på de sidste tre etaper. Den lille pause vil sprinterne forsøge at udnytte til for sidste gang at teste sig selv af i en massespurt, inden det går løs i sommerens Tour de France, når en småkuperet etape afsluttes med en flad og teknisk finale i Macon, der er som skabt til de hurtige afsluttere.

Torsdag skal rytterne ud på i alt 175,5 km, der bringer dem fra La Tour-de-Salvagny til Macon, der er placeret i den flade Rhone-dal. Starten er ganske hård, idet det med det samme går op ad kategori 3-stigningen Cote de Belmont-d’Azergues (1,4 km, 8,6%), der har top efter 1,5 km. Herefter venter en nedkørsel, inden man fortsætter mod nord ad en let stigende vej. Herefter flader det ud frem til kategori 4-stigningen Cote de Regnie-Durette (1,4 km, 5,4%), der har top efter 50 km.

Efter ca. 55 km drejer man mod nordvest for at slå en sløjfe i det mere kuperede terræn vest for Rhone-dalen. Den indledes med kategori 2-stigningen Col du Fut d’Avenas (8,8 km, 5,1%), hvis top nås efter 64 km. Kort efter venter kategori 4-stigningerne Cote d’Ouroux (2,5 km, 4,6%) og Col de Champ Juin (2,8 km, 5,2%), der kommer efter hhv. 69,5 og 80,5 km. En længere nedkørsel leder nu frem til forplejningszonen, der efter 98,5 km markerer etapens vestligste punkt.

Herfra bevæger man sig mod nordøst igennem først let stigende og siden let faldende terræn frem til kategori 4-stigningen Col du Bois Clair (3,6km, 3,9%), hvis top nås efter 142,5 km. Herfra går det hovedsageligt mod syd og sydøst gennem stort set helt fladt terræn frem til målet i Macon. Her venter en meget teknisk finale med adskillige sving på de sidste 3 km. De kommer imidlertid alle, inden man rammer de sidste 1500 m, hvorefter der kun er en rundkørsel på den 6 m brede vej. Det falder ganske let frem til den røde flamme, og herefter stiger det med 0,6% i gennemsnit.

Sprinterne har efter denne etape intet at komme efter, så det bør være endnu en stensikker massespurt. Der er ganske vist svære stigninger undervejs, men de kommer alle alt for langt fra mål til at spille en rolle. I stedet er den største udfordring for sprinterne de mange sving i finalen, hvor det handler om at holde sig fremme, inden den sidste store generalprøve inden Touren ender med et brag en massespurt på de lange, lige opløbsstrækning i Macon.

Macon var senest vært for løbet i 2011, hvor en ung John Degenkolb vandt en massespurt foran Edvald Boasson Hagen og Juan Jose Haedo. Touren lagde vejen forbi i 2006, hvor Matteo Tosatto tog en udbrudssejr, og i 2002, hvor Lance Armstrong knuste rivalerne på en 50 km lang enkeltstart.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

6. etape

Criterium du Dauphiné er kendt som et bjergløb, men i år skal man vente ganske længe, inden man endelig rammer de rigtige bjerg. Det sker først på fredagens 6. etape, men den signalerer til gengæld indledningen på en brutal afslutning, hvor der i løbet af de sidste tre dage venter et utal af voldsomme stigninger. Det hele indledes med en af de Tour-generalprøver, der har været så effektive, når det handler om at tiltrække Tour de France-stjerner til løbet. I år skal man i Touren på 9. etape for første gang forcere den ekstremt stejle Mont du Chat, og den får feltet en mulighed for at teste under løbsfart i finalen på 6. etape af Criterium du Dauphiné, hvor dens modbydelige skråninger repræsenterer den første seriøse bjergudfordring i løbet, inden en teknisk nedkørsel leder ned til mål bare 15,5 km fra toppen.

Som så ofte før i ASO-løb er de tre bjergetaper i årets Dauphiné kendetegnet ved at være relativt korte, og således skal der fredag tilbagelægges bare 147,5 km mellem Par des Oiseaux Villas-les-Dombes og La Motte-Servolex. Starten er henlagt til det helt flade område vest for Alperne og derfor er de første kilometer helt ukomplicerede, når man begiver sig mod øst og nordøst igennem fladt terræn med direkte kurs mod de mægtige tinder. Terrænet ændrer først karakter, når man rammer bunden af kategori 3-stigningen Cote de Corlier (6,4 km, 5,4%), der har top efter 46,5 km. Herfra ændrer man retning for at køre langs et plateau mod sydøst, indtil man endelig rammer en længere nedkørsel, der først afsluttes efter 81 km. Herfra forsætter man gennem fladt terræn frem til byen Culoz, hvor Jarlinson Pantano sidste år vandt sin store Tour-etape.

I Culoz sætter man kursen mod syd for at følge floden Les Usses, der først forlades, når man rammer kategori 4-stigningen Cote de Jongieux (3,3 km, 5%). Herefter venter en lille nedkørsel til byen Saint-Jean-de-Chevelu, der markerer begyndelsen på helvede for feltet. Her drejer man nemlig mod øst for at skære direkte igennem bjergmassivet via kategori 1-stigningen Mont du Chat. Den er usædvanlig stejl efter franske forhold, idet den stiger med hele 10,3% over 8,7 km, og mellem kilometer 4 og 8 holder den sig endda konstant over 10%. Den flader aldrig ud og stiger over den sidste kilometer med 9,5%, inden toppen endelig rundes med bare 15,5 km til stregen. De består af en teknisk svær nedkørsel, der først ender med 2 km til stegen. Herefter er der en lille bakke, inden det flader ud på de sidste 1500 m, der byder på tre rundkørsler, inden vejen bugter til venstre med 500 m igen, indtil man rammer den 250 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Mont du Chat er helt uprøvet i Tour-sammenhæng, og derfor er denne etape den store generalprøve forud for 9. etape i La Grande Boucle, hvor afstanden fra toppen til mål dog er længere, end den er i dette løb. Her repræsenterer den en første tor bjergtest, og da der er tale om en nærmest uhørt svær stigning i Frankrig, vil der kunne skabes store forskelle, selvom der ikke er tale om en bjergafslutning. Da der reelt ikke er megen flad vej efter toppen, vil forskellene sagtens kunne bibeholdes hele vejen til mål, men også den svære nedkørsel vil i sig selv kunne bruges til angreb, selvom mange næppe vil tage store risici i et forberedelsesløb. Under alle omstændigheder kan vi vente, at de bedste bjergryttere vil kaste sig ud i det første store slag, og når etapen er slut, vil vi vide meget om, hvem der kan vinde årets Dauphiné.

La Motte-Servolex har ikke været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

7. etape

Hver eneste gang Alpe d’Huez, sportens måske allermest berømte stigning, er på programmet, tiltrækker det sig altid stor opmærksomhed. Da årets Dauphiné-rute blev præsenteret, var interessen om 7. etape imidlertid ekstra stor. Det skyldtes nemlig, at man på lørdagens næstsidste etape for første gang i cykelsportens historie vil nå det berømte skisportsmekka via den mindre kendte opkørsel ad Col de Sarenne. Den blev første gang taget i anvendelse i 2013, hvor man brugte den som nedkørsel i det historiske eksperiment med at forcere den kendte Alpe d’Huez-stigning to gange på samme etape, og i den forbindelse indgik den også som en slags generalprøve i Dauphiné. Denne gang har man imidlertid vendt det hele på hovedet og vil således bruge Col de Sarenne som opkørsel frem mod Alpe d’Huez, der således vil blive besøgt på en helt ny måde på 7. etape af årets Criterium du Dauphiné.

Med en rute på bare 168 km er der igen tale om en ganske kort etape, der fører feltet fra Aoste til Alpe d’Huez. Startbyen ligger i udkanten af Alperne, og derfor er terrænet helt fladt, når man fra start bevæger sig mod sydøst. Her rammer man et lille bjergmassiv, der betyder, at man efter 27,5 km når toppen af kategori 4-stigningen Cote de Berland (1,2 km, 8,1%), hvorefter man kører mod syd op over kategori 2-stigningen Col du Cucheron (7,7 km, 6,1%), hvis top passeres efter 44 km, og kategori 1-stigningen Col de Porte (7,5 km, 6,7%). Toppen kommer efter 56,5 km, og herefter venter en længere nedkørsel til Grenoble, hvorfra man forsætter mod syd gennem den flade dal.

Efter 95 km sætter man kursen mod øst og direkte mod Alperne, hvilket betyder, at det begynder at stige jævnt. Man holder sig imidlertid i dalen, der fører mod nordøst og siden sydøst frem til Bourg d’Oissans, der er kendt som startby for den klassiske Alpe d’Huez stigning. Denne gang fortsætter man imidlertid lige igennem byen for i stedet at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Garcin (3,5 km, 6,4%), hvorefter man forsætter gennem den svagt stigende dal mod nordøst.

Etapen ændrer karakter, når man drejer mod nord for at køre op ad HC-bjerget Col de Sarenne, der stiger med 6,9% over 15,3 km. De første 8 km er ganske ujævne, med to flade plateauer og nogle stejle passager undervejs, men i den sidste halvdel tager den for alvor fat. Her ligger stigningsprocenten konstant på mellem 7,5 og 10,5%, og det er endda den sidste kilometer, der med sin stigningsprocent på 10,3 er den stejleste. Fra toppen resterer bare 14,5 km, der bringer feltet mod vest og rundt om Alpe d’Huez ind på den afsluttende del af den klassiske opstigning. Efter en lille nedkørsel stiger det svagt over 4 km, inden 4 km nedkørsel leder frem til den sidste kategori 2-stigning på til målet. Den stiger med 7,2% over 3,7 km, men er stejlest i bunden, mens de sidste 3 km kun holder sig på 5-5,5%. Det sidste af de klassiske hårnålesving kommer lige inden den røde flamme, hvorefter der venter et skarpt sving, en rundkørsel og til sidste et venstresving i en rundkørsel, inden man rammer den 280 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Col de Sarenne er egentlig en sværere stigning end den klassiske opstigning til Alpe d’Huez, hovedsageligt fordi den i modsætning til sin berømte bror er stejlest nær toppen. Denne gang kommer toppen imidlertid så langt fra mål, at der er tid til en regruppering, og herefter resterer kun den letteste del af den klassiske stigning. Der er ingen tvivl om, at der vil udbryde krig mellem klatrerne på Col de Sarenne, men der burde komme lidt samling på tropperne på det efterfølgende stykke. Hvis ikke en enlig rytter kan gøre en forskel, kan det derfor meget vel ende med, at en lille gruppe skal spurte om sejren i den berømte målby - et scenarium, der vil være perfekt for folk som Alejandro Valverde og Dan Martin.

Alpe d’Huez er som sagt sportens mest ikoniske bjergmålby, der i de senere år som regel har været besøgt af Touren hvert andet år, men aldrig fra denne side. I nyere tid har den kun været målby i Dauphiné én gang. Det skete i 2010, hvor Alberto Contador slog Janez Brajkovic i en fascinerende duel, hvor sloveneren forsvarende sin samlede føring. I Tour-sammenhæng er de seneste vindere Thibaut Pinot (2015), Christophe Riblon (2013), Pierre Rolland (2011), Carlos Sastre (2008), Frank Schleck (2006), Lance Armstrong (2004, enkeltstart), Iban Mayo (2003), Lance Armstrong (2001), Giuseppe Guerini (1999) og Marco Pantani (1997, 1995).

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

8. etape

Et af kendetegnene ved Criterium du Dauphiné er, at kampen om den samlede sejr aldrig er ovre før til allersidst, da der som regel venter en skrap bjergetape på sidste dag. Det er måske endnu mere udtalt i år, hvor løbets kongeetape venter som den store finale. Ikke blot byder etapen på fire høje bjerge på bare 115 km, den byder også på den sværeste bjergafslutning i løbet, og dermed har klatrerne deres måske allerbedste chance for at skabe ravage i løbet i allersidste del af de 8 dage lange udfordringer.

Med sine bare 115 km er sidste etape en af de korte, intense bjergetaper, der er blevet så populære i de senere år. Starten går i skisportsmekkaet Albertville i hjertet af Alperne, og derfor er der ingen vej uden om, at man straks fra start skal ind i de høje bjerge. Man bevæger sig indledningsvis mod nordøst ad en svagt stigende vej, indtil man rammer bunden af kategori 1-stigningen Col des Saisies (15,1 km, 6,4%), hvis top nås efter 30 km. Herfra er der ikke megen flad vej, når man fortsættermod nord. Nedkørslen leder således direkte ind på kategori 2-stigningen Col des Aravis (6,6 km, 6,9%), der har top efter 56 km, og derefter venter endnu en kort nedkørsel, inden man tager hul på den berømte kategori 1-stigning Col de la Colombiere (11,3 km, 6,1%). Toppen nås, når der resterer bare 29,5 km, hvorefter en lang nedkørsel mod nordøst leder ned til dalen vest for byen Cluses.

Her venter endelig nogle få flade kilometer, idet man kortvarigt følger det flade terræn mod vest frem til bunden af det afsluttende HC-bjerg, der leder op til målet på Plateau de Solaison, og som tackles fra den nordlige side. Den stiger med hele 9,2% over 11,3 km, og der er således tale om en usædvanligt stejl stigning efter franske forhold. Specielt de først 4 km er vanskelige, idet tre af disse i gennemsnit stiger med mere end 10%. Herefter ligger stigningsprocenten på 8-10 over de næste 6 km, inden den næste kilometer stiger med mere menneskelige 7,7% og de sidste 300 m med bare 6,6%. De sidste to hårnålesving kommer med 1500 m igen, og derefter leder en lige vej fem til det sidste sving med bae 300 m til mål. Opløbsstrækningen er 6 m bred.

Der er ikke mange bjergfinaler i Frankrig, der er så stejl som den relativt uprøvede opkørsel til Plateau de Solaison, og derfor kan der vendes op og ned på alt på den sidste dag. Der er ingen tvivl om, at dette er den etape, der har potentiale til at gøre mest skade, og i teorien er hele etapen så svær og kort, at man sagtens kan angribe fra distancen. På grund af sværhedsgraden af den sidste stigning vil favoritterne dog nok foretrække at vente til et sidste afgørende slag på målbjerget. Samtidig er det sandsynligt, at et udbrud kan holde hjem på en svær dag, der ikke er nem at kontrollere.

Plateau de Solaison har været benyttet som målby i Tour de l’Avenir i 2014, hvor Sam Oomen tog en solosejr (den oprindelige vinder Ilya Davidenok testede siden positiv) og i 2013- og 2012-udgaverne af Tour des Pays de Savoie, hvor Jesus Del Pino og Stephane Rossetto kronedes som vindere.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Favoritterne

Criterium du Dauphiné er altid et af årets mest imødesete løb, fordi det giver en første mulighed for at vurdere formen på Tour-favoritterne. I år er spændingen bestemt ikke mindre, da det blandt de helt store kandidater til den samlede ser i Paris i slutningen af juli vel kun er Nairo Quintana, der ikke vil være at finde på startstregen i Saint-Etienne på lørdag. Ganske vist har Dauphiné i de senere år haft en større og større appel til de største navne, men det er sjældent, at listen over Tour-kandidater har været så omfattende som i år.

Det er ikke nogen ny situation, at de største favoritter støder sammen i Dauphiné, men betydning af et godt resultat allerede i juni har været lidt forskellig over årene. Tidligere syntes der at være en meget klar tendens til, at løbet hovedsageligt var forberedelse, og mange af favoritterne var ofte meget langt fter de bedste. Det er eksempelvis sigende, at Alberto Contador selv i de år, hvor han var totalt dominerende, aldrig vandt det franske løb. Det har imidlertid ændret sig, siden Sky i 2011 satte sig på løbet. Siden da er Dauphiné i stigende grad blevet betragtet om et sted, man går efter sejren, og ikke mindst et betydeligt selvtillidsboost på veje mod juli.

Dauphiné er ganske vist et bjergløb, men det er ikke altid blevet vundet af den stærkeste klatrer. I stedet har traditionen med altid at inkludere enormt lang enkeltstart - typisk den længste i et WorldTour-løb uden for grand tour-kategorien - gjort det til et løb for de meget alsidige etapløbsryttere. Det er afspejlet i vinderlisten, og faktisk var det i en del år kun i 2009, hvor Alejandro Valverde lavede et fantastisk comeback, at vinderen ikke var i top 10 på enkeltstarten.

Med de nylige ruteændringer, hvor man ikke siden 2013 har haft en lang enkeltstart, har det naturligvis forandret sig. Allerede i 2014 var de stort set ingen enkeltstartskilometer på programmet, og selvom den senere vinder Andrew Talansky var blandt de bedste på den indledende prolog, var det ikke i kraft af den præstation, at han tog den samlede sejr. I 2015 var der slet ingen enkeltstart, og sidste år bestod den eneste tidskørsel af en regulær bjergprolog.

I år vender man delvist tilbage til tidligere tiders tradition, og selvom enkeltstarten på 4. etapen kun er ca. halvt så lang som de tidskørsler, der tidligere spillede så afgørende en rolle, er de lange, lige strækninger så velegnede til specialister, at de lette klatrere vil få et markant tilbageslag, allerede inden vi har ramt bjergene. Heldigvis kan de glæde sig over, at de sidste stigninger på de tre bjergetaper er så svære, at man hurtigt kan miste minutter på en dårlig dag, men det ændrer ikke ved, at klatreniveauet i Dauphiné ofte er så lige, at det bliver svært at vinde tiden tilbage. På den anden side er specielt stigningerne på 6. og 8. etape så stejle, at man ikke vinder Dauphiné, hvis man ikke er en af løbets allerbedste i bjergene.

På papiret skal løbet afgøres på 4., 6., 7. og 8. etape. 1. etape er relativt åben, men ikke hård nok til, at den vil gøre en forskel mellem de bedste. Det kan dog ikke udelukkes, at Alejandro Valverde vil kunne spurte sig til bonussekunder. Også 7. etape passer den hurtige spanier som fod i hose, mens 6. og specielt 8. etape er for de virkelige klatrere. 2., 3. og 5. etape vil kun spille en rolle, hvis vinden kommer i spil, og det er der intet, der tyder på. Der er lovet regnvejr de første tre dage og herefter flot solskin onsdag, torsdag og fredag, hvor der venter en helt afgørende nedkørsel, der er så svær, at også den kan komme i spil, specielt hvis vejene alligevel viser sig at være våde. Det er ikke helt utænkeligt, da der igen meldes regnvejr til de sidste to etaper, og det kan naturligvis sagtens komme tidligere, end det ventes på nuværende tidspunkt.

I kraft af at løbet skal afgøres på en kombination af en relativt flad enkeltstart og et par meget svære bjerge, tyder alt på, at det bliver en duel mellem Chris Froome og Richie Porte, og det er et nærmest historisk åbent opgør. Ganske vist har Froome i de senere år været den dominerende skikkelse i Dauphiné, som han nu har vundet tre gange på fire år, men han har ikke været så suveræn, som han senere har været det i Touren. Tværtimod var det specielt i 2015 meget tæt på, at han var blevet slået af Tejay van Garderen, der havde fået sig et forspring på holdløbet og faktisk overhalede Froome i finalen på den første bjergetape. Hvis man dertil lægger, at Porte har været den suverænt stærkeste klatrer i de få løb, han hidtil har kørt, er det klart, at duellen er historisk åben.

Det er med nogen usikkerhed, at vi alligevel peger på Chris Froome som vores vinderbud. Det skyldes hovedsageligt enkeltstarten. Ganske vist er Porte en ganske habil rytter i kampen mod uret, men han har sin største styrke på mere kuperede ruter. Denne enkeltstarter kræver en anelse mere power, og i lyset af de enkeltstarter, Froome har kørt efter sit pludselige dyk i kampen mod uret i 2014 og 2015, burde han være i stand til at opbygge et forspring til sin tidligere holdkammerat. Det vil gøre ham i stand til at køre mere defensivt i bjergene, og hans respekt over for vennen er stor nok til, at han ved, at han skal passe på med at spille alt for meget med musklerne.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Froome har i år haft en historisk svag sæsonstart, hvor det helt uvant for ham ikke er blevet til én eneste sejr. Det har naturligvis skabt nogen usikkerhed, men man skal passe på med at overtolke krisen. I Herald Sun Tour var ruten alt for nem til, at han som løbets mest markerede rytter havde mange chancer for at gøre en forskel, og faktisk var han i Volta a Catalunya bedre end nogensinde. Her overraskede han sig selv med en helt uventet god præstation på den usædvanligt svære kongeetape, hvor han endda slog Alberto Contador, og det var kun uopmærksomhed på en nedkørsel, der kostede ham den samlede andenplads i løbet.

Straks værre var det, at han skuffede stort i Romandiet, hvor han helt tydeligt havde regnet med at køre med om sejren, men heller ikke det er nødvendigvis stærkt ildevarslende. Således skuffede han i samme løb i 2015, og alligevel endte han med at vinde både Dauphiné og Touren. Sammenlignet med dengang har han endda bevidst satset på en mere stille start en mere fokuseret form top frem mod Touren og Vueltaen.

Froome hævder selv, at han er på nogenlunde samme niveau som sidste år, hvor han var løbets stærkeste rytter. Vi er ingenlunde sikker på, at han vil være i stand til at sætte Porte, og faktisk vil vi være overraskede, hvis det sker. Han bør dog være i stand til at følge BMC-kaptajnen, og med udsigt til et forspring på enkeltstarten vil det være nok til at sikre den samlede sejr. I virkeligheden kan den største svaghed være, at Sky stiller med ganske svagt hold, der ikke får let ved at kontrollere den eksplosive sidste etape. På den anden side kan der meget vel opstå en alliance mellem Sky og BMC, der vil være interesserede i, at det hele skal afgøres i en duel mellem de to kaptajner. Her tror vi på, at Froome er stærk nok til at matche Porte, og derfor peger vi på briten som vores bud på en samlet vinder.

Som det fremgår, er det helt oplagt Richie Porte, der er hovedrivalen. Australieren dummede sig i sidevinden i Paris-Nice, men derudover har han haft en forrygende sæson. Sejren i Tour Down Under kan måske tilskrives forskellen i formniveau så tidligt på sæsonen, men hans suveræne opvisning på kongeetapen i Paris-Nice var i høj klasse. Mest imponerende er dog hans præstation i Romandiet, hvor hans magtdemonstration på den ellers meget lette kongeetape var noget af det vildeste, man har set i et ugelangt etapeløb i et par år. På ganske få kilometer distancerede han flere af verdens allerbedste med et helt minut, og efterfølgende bekræftede han klasseforskellen på enkeltstarten. Alt tyder på, at han i dette løb er endnu bedre, og det er skræmmende nyt for rivalerne.

Det store spørgsmål er, om han kan matche Froome på enkeltstarten. Som ung var han også sublim på helt flade tidskørsler, men efterhånden som han har forbedret sin klatring synes han at have tabt lidt af sin power. Det blev specielt tydeligt i sidste års Tour, hvor han kunne matche Froome på stigningerne, men blev sat eftertrykkeligt til vægs på enkeltstarterne. Man kan også her frygte, at han skal vinde tid i bjergene, og det bliver ikke let mod Froome, der altid er enormt stærk i dette løb. På den anden side har Porte været så stærk i år, at der nærmest ikke synes at være grænser for, hvad han kan præstere. Det vil være afgørende for ham, at det ikke blæser på onsdagens enkeltstart, idet han er notorisk kendt for at have det svært i vindblæste betingelser. Lykkes det ham at holde snor i Froome på 4. etape, er der ingen grund til, at han ikke kan true sin tidligere læremester.

Hvem kan udfordre de to favoritter? Normalt vil man betragte dette løb som værende for svært for Alejandro Valverde, men 2017 har lært os, at intet er umuligt for den spanske veteran. Således har han i år vundet næsten alt, hvad han har rørt ved, og der synes ingen grænser at være for hans muligheder. I denne sammenhæng er det mest bemærkelsesværdigt, at han tog den samlede sejr i Catalonien. Også her var der tale om en meget svær kongeetape, hvor Lo Port-stigningen normalt burde være for stejl og lang for Valverde, der ikke er ren klatrer. Alligevel lykkedes det ham at slå både Froome og Contador, og dermed har han vist, at han i år også kan udfordre de bedste i de høje bjerge.

Det store spørgsmål er, hvilken form han møder op i. I de senere år har han typisk været noget under sit topniveau i dette løb, og det er der en betydelig risiko for igen vil være tilfældet. I virkeligheden kan han have to forskellige tilgange til løbet. Han har udsigt til at skulle spille andenviolin i Touren og har ikke lagt skjul på, at hans store mål er Vueltaen, hvor han går efter sin anden sejr. Det kan betyde, at han bevidst holder lidt igen på nuværende tidspunkt og derfor igen er et stykke fra topformen på nuværende tidspunkt. Omvendt er det også en glimrende chance for at jagte et topresultat, inden han stiller sig bag Quintana i Touren, og det er velkendt, at Valverde har meget svært ved ikke at gå efter sejren hver eneste gang, han har et nummer på ryggen.

Hvis det er hans tilgang, kan det ikke udelukkes, at han kan matche Porte og Froome. Han har i år kørt fremragende enkeltstarter og kan derfor begrænse det forventede tab på 3. etape. Han har gode chancer for at vinde 7. etape, der er skræddersyet til ham, og der kan også vente bonussekunder allerede på 1. etape. 6. etape kan i lyset af hans forbedrede klatring og fremragende nedkørselsegenskaber også blive en mulighed, og lykkes det på alle disse etaper, er det muligt, at han kan tillade sig at køre defensivt på 8. etape, der bliver hans sværeste udfordring. Det bliver svært for Valverde, men 2017 har lært os, at intet er umuligt for veteranen.

I gale dage gjorde Alberto Contador nærmest en dyd ud af aldrig at være i topform i Dauphiné, og selv i sine velmagtsdage havde han altid en meget defensiv tilgang til løbet, hvor han endda i 2009 nærmest agerede hjælperytter for Valverde. I de senere år har den interne rivalisering med Froome imidlertid betydet, at han er endt med at grave langt dybere, end han egentlig havde planlagt. I år har han imidlertid givet udtryk for, at han vil forsøge at vende tilbage til den klassiske model og helt bevidst holde mere igen for ikke unødigt at kompromittere den friskhed, han ønsker at bevare frem mod Touren. Da han allerede i de senere år har haft vanskeligt ved at matche Froome i Dauphiné, og da det er helt tydeligt, at Contador ikke længere er den rytter, han var engang, vil vi blive overraskede, hvis han kan køre med om sejren.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

På den anden side er Contador jo Contador, og han er en af de få, der har topniveauet til at true de to giganter. Specielt er han en af de få, der ikke vil tabe for meget tid på enkeltstarten til, at han reelt kan komme i spil til sejren. Hans bedste chance er dog at udnytte det kaos, der opstår, hvis det svage Sky-hold ikke kan kontrollere 8. etape. Enhver ved, at Contador kan se muligheder, hvor de færreste aner dem, og hans aggressive kørsel kan være det, der knækker det langt fra imponerende britiske mandskab.

Der er utvivlsomt mange, der begræder beslutningen om at genindføre den lange enkeltstart. En af dem er Romain Bardet, der helt sikkert kommer til at lide et voldsomt tidstab i de 23,5 km i kamp mod uret. Egentlig var der tegn på, at han havde forbedret sig betydeligt, men efter den katastrofale præstation i Baskerlandet har han desværre gjort de tendenser til skamme. Desværre er denne rute endnu værre for Bardet, og han vil skulle vinde betydeligt med tid i bjergene. Det har han imidlertid vist sig at være stand til i både 2015 og 2016, hvor han har kørt enormt aggressivt i bjergene, og han er en mester i at udnytte uventede muligheder. Specielt 6. etapes sene nedkørsel og 8. etapes mange stigninger er perfekt Bardet-terræn, og hvis Sky som ventet har svært ved at kontrollere løbet, vil han være klar til at slå til. Han har tradition for altid at være stærk i dette løb, og det giver ham gode muligheder for at blande sig med de bedste klatrere.

Vi glæder os enormt meget til at se Louis Meintjes i aktion. Med stille og gradvis progression har den sydafrikanske dieselmotor bevæget sig op i den absolutte verdenselite, og han er nu endt i top 10 i de to seneste grand tours, hvor han har kørt efter klassementet. Udviklingen er helt tydeligt ikke toppet endnu, og derfor vil han utvivlsomt være endnu bedre i år. Normalt har han været meget anonym i foråret, men i år har han faktisk indkørt resultater, specielt med en flot præstation på kongeetapen i Baskerlandet. Han burde være i sit es på de meget stejle stigninger her, og det er typisk i dette løb, han nærmer sig topformen for alvor. Enkeltstarten er en udfordring, men på sine gode dage forsvarer han sig faktisk fint, og derfor kan han sagtens være på vej mod et topresultat.

Sidste år sluttede Dan Martin på podiet i dette løb, men hvis der er nogen, der har grund til at begræde inklusionen af en lang enkeltstat, er det ham. Således er ireren blandt klassementsrytterne den måske dårligste på en flad enkeltstart, og han vil have et stort efterslæb allerede efter 4. etape. Omvendt har han flytning af base fra Girona til Andorra, hvor han i det sidste års tid har trænet meget mere i høje bjerge, forbedret hans klatring helt kolossalt, og alt tyder på, at han i år har taget det endnu et skridt. Dertil kommer, at han foretrækker, at det bliver rigtigt stejlt, og at han burde samtidig kunne lide den eksplosive finale på 7. etape. Vi er ikke i tvivl om, at Martin vil være helt fremme på bjergetaperne. Spørgsmålet er, om det er nok til at udligne tabet fra enkeltstarten.

For et års tid siden så det ud til, at Andrew Talansky var et tabt talent. Personlige problemer og lidt sygdom havde gravet ham ned i et dybt hul, men efter sidste års Tour de Suisse, hvor han var tæt på at tage den samlede sejr, er han igen kravlet op til jordoverfladen. Sidste år kulminerede det hele med en femteplads i Vueltaen, og han ligner nu igen det stortalent, han engang var. Han er stadig ikke på sit 2014-niveau, men han viste i det netop afviklede Tour of California, at han stadig er på vej frem. Modsat mange af klatrerne har han i dette løb den fordel, at han ikke bør miste meget tid til Porte og Froome på enkeltstarten, og hvis han klatrer, som han gjorde i Californien, kan han også forsvare sig i bjergene. Desværre bliver stigningerne måske en anelse for stejle for ham, og da han samtidig er bedst i grand tours, kan dette løb vise sig at være en anelse for svært og for kort for den amerikanske dieselmotor.

Egentlig skulle Simon Yates slet ikke have været til start i dette løb, men på grund af Esteban Chaves’ knæskade blev han pludselig kaldt ind som plan B til Tour de France. Det har betydet, at han har måttet ændre fokus totalt efter et lidt skuffende forår, hvor han blev syg under Paris-Nice og ikke levede op til forventningerne i Baskerlandet. Han leverede ganske vist et topresultat i Romandiet, men det skyldtes i højere grad et smart angreb end reel styrke. Ingen kan bestride Yates’ kolossale talent, og han ha tidligere kørt med i toppen af dette løb. Det er dog svært ikke at sidde tilbage med en fornemmelse af, at han i år ikke helt er på sit topniveau, og hans beslutning om sent at ændre planer har næppe gjort det nemmere. Enkeltstarten er samtidig en stor hæmsko, og stigningerne er måske lidt for lange og svære for den relativt eksplosive klatrer. På den anden ide har Yates vist så stort et potentiale, at han har mulighed for at overraske, hvis han vitterligt har ramt sit topniveau.

Et af løbets store spørgsmål er Leopold König. Tjekken viste så sent som i sidste års Vuelta, hvor det kun var en dårlig dag, der kostede ham en mulig podieplads, at han er en stærkt undervurderet etapeløbsrytter med et uhørt potentiale. Han kan køre enkeltstart mod de bedste, og samtidig er han en yderst habil klatrer. I år skulle han imidlertid have satset på Giroen, som han føst sent måtte droppe på grund af en dum knæskade, og derfor er det usikkert, hvor langt han er kommet. Han er sandsynligvis ikke på 100%, men hvis han er, kan han komme meget langt.

Movistar stiller med Valverde som kaptajn, men som sagt kan det ikke udelukkes, at den spanske veteran ikke er på 100%. Det kan åbne døren for Ruben Fernandez. Spanieren er yderst ustabil, men hans fantastiske Vuelta viste, hvor stort hans potentiale virkelig er. I år har han haft en svær sæson, men det er først til Touren, at han for alvor ventes at toppe. Enkeltstarten vil altid være en udfordring, men er han på samme niveau som under Vueltaen, kan han blande sig med de bedste i bjergene.

På papiret er Fabio Aru naturligvis en af de bedste klatrere, men det vil være en overraskelse, hvis han er i topform. Således måtte han skippe Giroen med en knæskade, og selvom han nu har trænet i en måneds tid, må han formodes at være et stykke fra sit bedste. På den anden side håber han at køre med om sejren i Touren, og det kræver, at han allerede nu er på et fornuftigt niveau. Enkeltstarten betyder, at han ikke kan vinde, men hvis han nærmer sig sit bedste i bjergene, vil han naturligvis være en trussel i så hårdt et løb.

Endelig vil vi pege på supertalentet David Gaudu. I mange år har han været hypet som den næste store franske klatrer, men alligevel var det de færreste, der havde ventet, at han kunne blande sig med Valverde, Froome og Contado på den meget svære kongeetape i Catalonien. Siden da har han bekræftet formatet i Fleche Wallonne, og han har i det hele taget vist, at han kan matche de store, når det bliver rigtig stejlt. Det gør ham meget interessant på de meget svære stigninger i dette løb, hvor han endda har den fordel, at han ikke skal bekymre sig om Touren. Naturligvis er det for tidligt for ham at vinde, specielt fordi han taber alt for meget på enkeltstarten, men han kan sagtens levere endnu en solid overraskelse.

***** Chris Froome

**** Richie Porte, Alejandro Valverde

*** Alberto Contador, Romain Bardet, Louis Meintjes, Dan Martin, Andrew Talansky

** Simon Yates, Leopold König, Ruben Fernandez, Fabio Aru, David Gaudu

* Roman Kreuziger, Jakob Fuglsang, Daniel Navarro, Davide Formolo, Emanuel Buchmann, Pierre Latour, Esteban Chaves, Rafael Valls, Tony Gallopin, Diego Ulissi, Sam Oomen, Damien Howson, Daniel Moreno, Stef Clement, Franco Pellizotti, Serge Pauwels, Jack Haig