Optakt: Dubai Tour

Løbets rolle og historie

Efter at Tour of Qatar og Tour of Oman havde vist, at løb i Mellemøsten kan være både spændende og tiltrækkende for feltets største stjerner, vat det klart, at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden det stenrige Dubai ville kaste sig over cykelsporten. Efter et par års planlægning var 2014 sæsonen, hvor deres store indtog blev lanceret for alvor, og således blev der skabt både et kontinentalhold og et stort UCI-løb.

Sidstnævnte går under navnet Dubai Tour og blev holdt for første gang det år. Mens det var Tour-arrangøren ASO, der tog den modige beslutning at arrangere det første store løb i Mellemøsten, da de skabte Tour of Qatar i 2002 og senere tilføjede Tour of Oman til deres stadigt voksende liste af løb, var det Giro-arrangørerne RCS Sport, der slog sig sammen med de lokale myndigheder i Dubai med henblik på at skabe den nye begivenhed.

I de senere år har blokken af løb i Mellemøsten udviklet sig til, hvad der vel kan betegnes som den vigtigste forberedelse for de fleste af cykelsportens stjerner. Selv om løbet i Qatar mest har været for sprintere og klassikerrytter, og begivenhed i Oman har givet klatrerne og etapeløbsrytterne en mulighed for at brillere, har mange ryttere kombineret de to og således sikret sig 12 solide løbsdage i fremragende vejr.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Med tilføjelsen af Dubai Tour blev serien med et slag fire dage længere, og det betød, at kun meget få deltog i alle tre løb. Tidligere startede Tour of Qatar endda dagen efter afslutning i Dubai, og det gjorde det vanskeligt at kombinere de to. Samtidig havde de to løb forskellige arrangører og således inviteret forskellige hold, og dermed var der ikke samme homogenitet som tidligere.

Løbene i Qatar og Oman har begge haft karakteristiske og spændende ruter, der har givet dem deres unikke brands. De vindblæste ørkenveje i Qatar har været perfekte som forberedelse til de høje hastigheder i brostensklassikerne, og den megen sidevind har forbedret rytternes evner i positionskampen. I modsætning hertil havde Oman en kort overgang ry som det første store slag mellem grand tour-rytterne.

Uden at have de samme særegne karakteristika som fællerne i Qatar og Oman har Dubai Tour haft den mindst spændende rute af de tre løb. Den massive TV-dækning har givet spektakulære billeder af storbyen, hvor rytterne har besøgt de vigtigste seværdigheder, men det har samtidig været en relativt ensidig sprinteraffære, hvor vinden slet ikke har spillet samme rolle som i Qatar.

For at skabe spænding i løbet inkluderede arrangørerne en enkeltstart i det første år, men som man kune forvente, afgjorde den fuldstændigt løbet, og bonussekunderne på de resterende etaper spillede slet ingen rolle. I 2015 ændredes manuskriptet således, da arrangørerne erstattede enkeltstarten med en mere kuperet tredje etape, der sluttede på en kort 200 m lang mur med stigningsprocenter på op til 17. Det skulle tippe balancen væk fra de store rouleurs, men i stedet var det alligevel en sprinter, der vandt, idet Mark Cavendish begrænsede sit tidstab tilstrækkeligt til, at bonussekunder i massespurterne kunne give ham den samlede sejr. Det samme gentog sig i 2016, hvor en stort set identisk rute blev benyttet, men denne gang var det Marcel Kittel, der hjemtog trofæet. Med skabelsen af Dubai Tour havde Mellemøsten imidlertid skabt en meget alsidig løbsserie med et løb både for klassikerryttere og sprintere, puncheurs og sprintere og klatrere.

Trods den lidet attraktive rute har løbet hver gang tiltrukket et fantastisk felt. Ganske vist faldt standarden en anelse i 2016 efter de to helt exceptionelle første udgaver, men det var stadig en stjerneparade, der drog til Dubai sidste år. Det samme er tilfældet i år, hvor man kan præsentere topsprintere som Marcel Kittel, Mark Cavendish, John Degenkolb, Dylan Groenewegen, Elia Viviani og Sacha Modolo, klassikerspecialister som Julian Alaphilippe, Sonny Colbrelli og Gianni Moscon og etapeløbsstjerner som Bob Jungels, Samuel Sanchez og Carlos Betancur. Hvor løbet i de første år syntes at have appel til grand tour-stjerner, der var tiltrukket af både det den gode organisering, lukrative starthonorar, RCS’ indlydelse og det gode vejr, synes de fleste etapeløbsryttere nu at foretrække at blive i Europa eller rejse til Mellemøsten til de senere løb, og derfor er feltet i stigende grad domineret af sprintere.

En del af denne udvikling kan delvis forklares med de ændringer, der er foretaget forud for 2017. Tour of Qatar er blevet aflyst, mens Abu Dhabi Tour er blevet rykket til februar og har fået WorldTour-status (det var i øvrigt overraskende, at det var det nyeste af RCS’ to løb, der blev en del af WorldTouren, mens Dubai Tour fortsat kun er et 2.HC-løb). Det har fuldstændig ændret anatomien af den mellemøstlige kalender, der før havde to løb for de hurtige folk og ét løb for etapeløbsrytterne. Nu er det klatrerne, der har overtaget, idet de i de sidste to uger af februar kan tilbringe to uger i ørkenen og samtidig gå efter sejren i Oman og Abu Dhabi. Dermed foretrækker de fleste denne kombination, og dermed skipper de løbet i Dubai. Sprinterne har fortsat masser af muligheder i alle tre løb, og mange vil være til stede i to eller tre af løbene. For ryttere, der specialiserer sig i brostensklassikerne, synes løbene i Mellemøsten imidlertid at have mistet sin appel, idet de har mistet deres foretrukne begivenhed i Qatar, og løbet i Abu Dhabi ikke kan kombineres med den belgiske åbningsweekend.

Det ændrer imidlertid ikke på, at scenen er sat til et stort slag i Dubai, hvor mange ryttere vil finpudse formen og få løbsfart i benene under den arabiske sol. Samtidig får arrangørerne en mulighed for at promovere Dubai og kapitalisere på tilstedeværelsen af nogle af sportens største navne, og dermed er det et perfekt match på denne tid af året. Måske har det været svært for selve løbet at leve op til den megen hype, men der er ingen tvivl om, at Dubai Tour er kommet for at blive som en vigtig del af den første del af sæsonen.

Efter Taylor Phinneys og Mark Cavendishs sejre i de to første udgaver var det sidste år Marcel Kittel, der fik en drømmestart på sin tid hos Quick-Step ved at vinde samlet. Tyskeren vandt suverænt 1. etape, og selvom det kiksede for holdet dagen efter, lykkedes det for den store sprinter at begrænse sit tidstab på kongeetapen til Hatta Dam tilstrækkeligt til fortsat være i spil til sejren forud for sidste etape. Juan Jose Lobato vandt i den eksplosive finale, men det var Giacomo Nizzolo, der gik ind til sidstedagen med førertrøjen på sine skuldre. Kittel sikrede sig imidlertid triumfen ved at vinde sidste etape og blev på podiet flankeret af Nizzolo og Lobato. Alle tre havde udsigt til at vende tilbage i 2017, men desværre har Nizzolo været tvunget til at melde afbud grundet tendonitis i det ene knæ.

Ruten

Dubai-området byder ikke på mange højdeforskelle, og derfor vil det aldrig blive muligt for RCS at sammensætte en specielt attraktiv rute til Dubai Tour, specielt fordi de kommercielle interesser tvinger dem til at tilbringe en stor del af tiden i storbyen. De stenrige støtter har kunnet sikre startfelter med adskillige topnavne, men end ikke den tykkeste pengepung kan ændre geografien i området. Da der ikke er bjerge som i Oman eller vind som i Qatar, er ruten først og fremmest spektakulær på grund af omgivelserne og de mange seværdige og knap så meget grundet det sportslige aspekt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Som nævnt bød debutudgaven på en indledende enkeltstart, to sprinteretaper og en lettere kuperet etape, der imidlertid også blev afgjort i en massespurt. Andenudgaven var endnu bedre for sprinterne, idet enkeltstarten var erstattet med en åbningsetape for de hurtige afsluttere. For at udfordre feltet n anelse bevægede man sig på tredjedagen ind i ørkenen, hvor man sluttede på toppen af den 200 m lange stigning til Hatta Dam, der sine steder stiger med hele 17%. I 2016 var ruten stort set uforandret.

I 2017 har arrangørerne imødekommet et rytterønske om at forlænge løbet til fem etaper, hvormed løbets effekt som forberedelse til større begivenheder bliver mere udtalt. Det vil imidlertid næppe have den store indvirkning på selve løbet, idet den ekstra etape blot er endnu en flad sprinteretape. Igen i år bliver højdepunktet etapen til Hatta Dam, der i år kommer på fjerdedagen. De øvrige fire etaper synes skabt til at ende i massspurter. Således indledes løbet med en 1. etape, der er en næsten tro kopi af sidste års 2. etape, mens andendagen byder på en helt ny rute. 3. etape er en forlænget udgave af sidste års åbningsetape, mens fjerdedagens kongeetape er helt uforandret. Løbet afsluttes med den sidste etape i centrum af Dubai, og også denne er helt uforandret.

1. etape

En af de mest spektakulære finaler i de første tre udgaver af Dubai Tour har været afslutningen på den kunstige ø, Palm Jumeirah, der allerede er blevet lidt af en klassiker for de store sprintere. I de forløbne år er etapen kommet på andendagen, men i år er den blevet flyttet til åbningen, hvor den vil markere en smuk indledning på løbet. Ruten er stort set uforandret i forhold til sidste år, og det meste foregår inde i storbyen. Kun kortvarigt bevæger man sig til udkanten for at besøge flere store sportsfaciliteter, og der er således ikke megen højdeforskel undervejs. For tredje år i træk vil etapen være relativt lang efter ønske fra rytterne.

Etapen går under navnet the Nakheel stage og starter som alle øvrige etaper foran Dubai International Marine Club i bykernen. De 181 km kan inddeles i to. Fra start begiver rytterne sig til udkanten af byen, hvor de besøger en række sportskomplekser og kortvarigt når ud i ørkenen. Undervejs dyster de om point i den indlagte spurt ved cykelbanen efter 77,3 km og ved Hamdan bin Mohammed bin Rashid sportskomplekser ved 105,6 km-mærket.

I anden del af etapen vender feltet tilbage til centrum, hvor de sidste kilometer holder sig inden for Dubai Marina. På vejen passerer de golfklubben, hvor den tredje spurt kommer efter 129,2 km, samt Dubai Motor City. Efter et par korte brostensstykker følger en stribe sving og nogle smalle passager, inden de når Palm Jumeirah-øen gennem den store tunnel. På selve øen kører rytterne mod øst, inden de foretager en U-vending med 3200 m til mål. De sidste 3 km foregår på en stor vej, der bøjer svagt til højre, og der er undervejs et par rundkørsler. Den sidste af disse kommer med 800 m, og herefter gælder det den 7 m brede opløbsstrækning, der som resten af etapen er helt flad.

Etapen blev sidste år forlænget, og det gør den en anelse mere udmarvende. Det ændrer imidlertid ikke på, at det er en klassisk storbyetape, der er helt flad og skabt til høje hastigheder. Det korte besøg i ørkenen kommer så tidligt, at vinden næppe spiller nogen rolle der. Derfor er der lagt an til en stor massespurt, men historien viser, at vinden kan spille en stor rolle i finalen. Det er således typisk en stor spurt mellem de forskellige tog, der leder frem til tunnelen, idet det er vigtigt at være helt fremme, hvis det blæser på øen. Her er der tit opstået huller, så hvis man har klassementsambitioner skal man holde sig til, mens sprinterne dyster om etapesejren.

I 2014 vandt Giant-Shimano kampen mellem de store tog og afleverede Marcel Kittel til sejr foran Peter Sagan og Taylor Phinney. I 2015 drog Elia Viviani fordel af et perfekt lead-out og slog Mark Cavendish i en duel, der gav ham sin første sejr for Sky. Viviani var igen hurtigst sidste år, hvor finalen i sidste øjelik blev ændret, og et styrt i den sidste tunnel satte Marcel Kittel ud af spillet.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

2. etape

Hvis man som sprinter fejlede på førstedagen, får man straks en chance for at tage revanche på 2. etape, der er løbets nyskabelse. Således er det helt en ny rute, der udfordrer rytterne på andendagen, men den er nøjagtig lige så flad som tre af de øvrige fire. Det meste af etapen foregår imidlertid langs kysten, og det kan åbne mulighed for lidt sidevind.

Med sine 186 km er etapen, der går under navnet The Ras al Khaimah stage, også relativt langt efter vanlig Dubai-standard. Som de øvrige starter den foran Dubai International Marine Club i bykernen, hvorfra rytterne straks bevæger sig ud ad byen mod nordøst ad store, brede veje. Her når de ørkenen, hvor de tilbringer et par kilometer, inden de kortvarigt bevæger sig tilbage mod byen, hvor de dyster om point i den første indlagte spurt i Dubais designdistrikt efter 19,8 km. Herefter går det tilbage til ørkenen, hvor rytterne følger lange, lige veje, og derefter drejer de mod kysten. Den når de efter 94,8 km i byerne Sharjah og Ajman, hvor den anden indlagte spurt er placeret. Herfra går det af den lang, lige kystvej mod målet i Ras Al Khaimah. Undervejs passerer de Marjan Island, som de kort besøger ved at tilbagelægge en 13 km lang rundstrækning.

Målbyen nås med ca. 5 km igen, og 1500 m forlader feltet kystvejen i en blød højrekurve. Herefter kommer der et skarpt sving med 1500 m til mål, hvorefter et par bløde sving leder frem til den 300 m lange og 7,5 m brede opløbsstrækning, der som resten af etape er helt flad.

Etapen er med sit besøg i ørkenen og lange stykker langs kysten mere udfordrende end 1. etape, og hvis det blæser, kan det blive dramatisk. Det er imidlertid ikke sandsynligt, og alt peger på, at vi skal have endnu en massespurt. Finalen er relativt ukompliceret og bør være skabt til de rene sprintere, der generelt trives i Dubai.

Ras Al Khaimah har aldrig tidligere været vært for løbet.

3. etape

Sprinterfestivalen fortsætter på 3. etape, der er en forlænget udgave af den etape, der har åbnet løbet i både 2015 og 2016. Modsat de foregående dage tilbringe rytterne imidlertid det meste af dagen i ørkenen, og det øger naturligvis risikoen for, at sidevind kan komme i spil. Derudover er der lidt flere højdemeter på denne etape, men det er ingenlunde noget, der ventes at udfordre sprinterne.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Med sine 200 km er etapen, der går under navnet Dubai Silicon Oasis Stage, den længste i Dubai Tours historie. Den starter som de øvrige foran Dubai International Marine Club og forbinder strandene ved Den Persiske Bugt med målbyen Al Aqah på den modsatte side af halvøen ved Det Indiske Ocean. Straks fra start bevæger rytterne sig ud i ørkenen, inden de passerer igennem området kendt som Silicon Oasis, hvor en lille rundstrækning med den første indlagte spurt, der kommer efter 38,6 km, venter. Herefter fortsættes længere ud i ørkenen ad lange, lige veje mod Hajar-bjergene, hvor terrænet bliver en anelse mere kuperet. Efter at have nået det højeste punkt mere end 300 m over havets overflade, køres ned til kystbyen Fujairah, der var rammen om mål sidste år. Herfra fortsættes nordpå af den lange, lige kystvej. Undervejs kommer den sidste indlagte spurt i Khor Fakkan med bare 18,1 km igen, inden den når frem til målet i Al Aqah.

Finalen er teknisk helt ukompliceret, idet rytterne følger den let bugtende kystvej. Undervejs drejer de til venstre i en rundkørsel med 3200 m til mål og kører lige gennem en anden ved 2 km-mærket. Vejen er helt lige i de sidste 500 m, men det er værd at bemærke, at de sidste 5 km ikke er helt flade. Der er nogle ganske små stigninger undervejs, og specielt er det værd at notere sig, at det stiger med 1-2% på den 500 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.

Udover kongeetapen er dette den dag, der potentielt kan gøre de største forskelle. Således er der risiko for sidevind både i ørkenen og langs kysten. I nu tre udgaver har vinden imidlertid aldrig gjort en forskel, og det er naturligvis usandsynligt, at det forholder sig anderledes i 2017. Rytterne skal fortsat være på vagt, men det mest sandsynlige er endnu en massespurt, hvor den svagt stigende opløbsstrækning måske kan give et lidt anderledes udfald end på de første dage.

Al Aqah har ikke tidligere været vært for løbet, men sidste år vandt Marcel Kittel åbningsetapen, der var en forkortet udgave af denne etape.

4. etape

Efter tre dage for sprinterne er det endelig tid til kongeetapen. For tredje år i træk skal rytterne på næstsidstedagen slutte på toppen af den 200 m stejle rampe op mod Hatta Dam på en etape, der tilbyder den største mulighed for at skabe forskelle. Samtidig er der undervejs et par stigninger på programmet, og de har før vist sig at kunne udfordre sprinterne.

Den 172 km lange etape, der går under navnet The Westin Stage, er en tro kopi af den, der sidste år blev vundet af Juan Jose Lobato. Fra starten foran Dubai International Marine Club. Straks fra start bevæger rytterne sig ud af byen og ud i ørkenen, hvor de som på den foregående dag begiver sig mod vest. I starten er terrænet helt fladt og vejene lige, og undervejs kommer de to første indlagte spurter i henholdsvis Labab og Al Malahia efter 57 og 109,9 km. Vejene er brede og i fremragende tilstand, indtil rytterne nærmer sig Hajar-bjergene.

Efter den anden indlagte spurt følger en lang, jævn stigning og dernæst en lang nedkørsel, der leder til byen Huwaylat med 18,3 km igen. Her starter finalen, når rytterne over 6,6 km bevæger sig opad en lang stigning, der stiger med 2,7% i gennemsnit, men når op på 7% mod toppen. Efter en lille nedkørsel venter en lille kontrabakke, der har top med 10 km til mål, men herefter returnerer feltet til en lang vej, der kun stiger meget svagt. Den leder efter et adskillige sving i byen Hatta frem til den stejle finalerampe, der er 200 m lang, stiger med mellem 12 og 17% og fører op til Hatta Dam. Det sidste sving kommer med 150 m igen og leder ind på den 5 m brede opløbstrækning.

Finalen har været benyttet to gange tidligere. I 2015 var der betydeligt flere stigninger inden den afsluttende rampe, og her havde Mark Cavendish allerede været i vanskeligheder. Han kom imidlertid tilbage i tide, og selvom han ikke kunne forhindre John Degenkolb i at slå Juan Jose Lobato og Alejandro Valverde i den hårde spurt, begrænsede han tidstabet nok til at vinde samlet. Sidste år var etapen betydeligt lettere, og det hele blev afgjort på den sidste bakke, hvor Lobato slog Giacomo Nizzolo med 2 sekunder og Silvan Dillier med fire sekunder. Marcel Kittel gravede dybt og begrænsede med sin sjetteplads tidstabet nok til at vinde sammenlagt.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Da etapen er identisk med den, der blev benyttet sidste år, ved vi, hvad vi skal forvente. Vinden i ørkenen kan komme i spil, men det har vist sig at være usandsynligt. Selvom der blev angrebet voldsomt på de første bakker, viste de sig i 2016 ikke at skabe samme udskilning som de hårdere stigninger i 2015, og derfor var det et næsten fuldt felt, der nåede bunden af den sidste stigning. Her kan vi forvente en benhård positionskamp, idet placeringen ved foden næsten er vigtigere end spurtstyrke. Historien viser, at de meget kraftfulde sprintere har en fordel over de lettere puncheurs, men det er typisk en blanding af disse, der vil slås om etapesejren og værdifulde sekunder.

5. etape

Som i de foregående år afsluttes løbet med en flad etape i Dubais gader. Det er således en typisk afslutning på et etapeløb, og terrænet, omgivelserne og distancen gør det på alle måder til en helt perfekt dag for sprinterne, der er ivrige efter at slås om sejren i noget, der med meget stor sandsynlighed vil være den fjerde massespurt i løbet. Etapen er næsten en tro kopi af den, der blev benyttet sidste år, men den er afkortet en anelse.

Etapen går under navnet The Meraas Stage og er 124 km lang. Den starter naturligvis ved havnen foran Dubai International Marine Club, hvorfra den bevæger sig igennem både den gamle og den nye bydel. Først tager feltet på en rundtur, der passerer Maydan Racecourse og Mushrif Park, inden de vender tilbage til kysten, hvor den første indlagte spurt kommer efter 73,1 km. Herefter følger rytterne kystvejen, inden de tager en lille afstikker ind i byen. Når de er tilbage ved kysten, fortsætter de ad den lige vej forbi den anden indlagte spurt foran det store Union Flag ved 97 km-mærket til Port Rashid, hvor de vender rundt foran Burj Al Arab-skyskraberen. Herefter går det tilbage ad kystvejen, som de forlader med 7,9 km til mål. Herefter følger de en lige, helt parallel vej, indtil de når den tekniske finale, hvor to skarpe sving venter med henholdsvis 1400 og 500 m til mål. Den korte opløbsstrækning er med sine 8,5 m meget bred og som den øvrige del af etapen helt flad.

Der er ikke megen mystik over en etape, der med statsgaranti ender i en massespurt. Det betyder imidlertid ikke, at den er uden drama, idet det i de to foregående år har været afgjort af bonussekunder. Det kan sætte scenen for et interessant taktisk spil, hvor både de to indlagte spurter og den afsluttende sprint kan komme i spil, når der skal kæmpes om den samlede sejr. I sidste ende er det imidlertid utvivlsomt sprinterne, der skal slås om etapesejren i den meget tekniske finale, hvor et godt lead-out er helt afgørende.

Marcel Kittel bekræftede sin dominans i 2014, hvor han vandt denne etape, der dengang havde en anden afslutning. I 2015 var Mark Cavendish hurtigt og rev derved trøjen af John Degenkolbs skuldre. Sidste år var Kittel igen hurtigt, og denne gang var sejren nok til at tage den samlede sejr for næsen af Giacomo Nizzolo, der var gået ind til etapen som løbets førende rytter.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Favoritterne

Ruten er stort set uforandret i forhold til 2015 og 2016, og dermed ved vi nogenlunde, hvad vi kan forvente. Historien viser, at typer som Mark Cavendish og Marcel Kittel kan begrænse tidstabet på etapen til Hatta Dam, og hvis de er i stand til at dominere massespurterne og vinde et par etaper, kan de med bonussekunder alligevel vinde løbet. Det har været opskriften på succes i de seneste to år.

Omvendt viser de to foregående udgaver også, at de stærke sprintere som John Degenkolb og Juan Jose Lobato, hvis speciale det er at spurte opad bakke, kan vinde sekunder på løbets kongeetape. Sidste år slog Lobato Kittel med 4 sekunder, og det var kun med nød og næppe, at tyskeren ikke blev registreret for et større tidstab. Han var således heldig med akkurat at få noteret samme tid som Silvan Dillier på tredjepladsen. Året inden vandt Degenkolb, mens Cavendish mistede 10 sekunder, og også han kunne have mistet mere tid, hvis ikke han var blevet registreret som del af en større gruppe. Begge gik ind til sidste etape med tid at hente på henholdsvis Giacomo Nizzolo og Degenkolb, men kunne med etapesejre på sidstedagen passere løbets førende rytter og sikre sig den samlede sejr.

De to foregående udgaver viser, at løbet afgøres af tre forhold: de tidsforskelle, der kan etableres på Hatta Dam-stigningen, bonussekunder i finalerne og de indlagte spurter samt risikoen for sidevind. Sidstnævnte forhold har imidlertid vist sig at være mere af teoretisk interesse, idet det aldrig er lykkedes et hold at skabe splittelse. I skrivende stund tyder det på, at der ikke bliver megen vind i løbet af ugen, men der kan være en risiko for sidevind i finalen på kongeetapen. Det kan potentielt gøre løbet en anelse mere selektivt og øge betydning af et stærkt hold, men som udgangspunkt må det formodes, at løbet skal afgøres i en dyst mellem de rene sprintere, der vil dominere massespurterne, og de bedste ryttere på kongeetapen.

I de foregående år har sprinterne akkurat haft overtaget, men det har kun været tilfældet, fordi Kittel og Cavendish har været suveræne. Havde bonussekunderne i massespurterne været mere jævnt fordelt på flere ryttere, ville henholdsvis Nizzolo og Degenkolb være løbet med sejren.

På papiret ligner det derfor endnu en knivskarp duel mellem de to ryttertyper, men det er værd at notere sig, at tilføjelsen af en ekstra etape giver sprinterne fire chancer for at score bonussekunder. Det øger deres mulighed for at kompensere for tidstabet, og dermed har de en større chance end de foregående år. Derudover er det værd at erindre, at kongeetapen i både 2016 og 2017 er lettere end i 2015, og også det favoriserer de rene sprintere.

I det lys ligner det en duel mellem løbets to bedste sprintere, Marcel Kittel og Mark Cavendish. De har begge vist, at de er i stand til at vinde løbet og er på papiret de to klart hurtigste. Begge gør sæsondebut i Dubai, og dermed er deres form et helt åbent spørgsmål.

Vi vil imidlertid pege på Marcel Kittel som favorit. Sidste år startede tyskeren som lyn og torden, motiveret af at gøre sine kritikere til skamme efter den elendige 2015-sæson. I år er han måske mindre ansporet af vrede, men der er ingen grund til, at han ikke skulle starte stærkt igen. Efter den flotte start på sæsonen havde han et svært Tour de France i 2016, og han har grund til at kæmpe for sin status i toppen af hierarkiet hos Quick-Step. Derfor vil det være en overraskelse, hvis han ikke igen er i god form.

Cavendish vandt ganske vist fire etaper i Touren, men det er stadig vanskeligt at argumentere imod, at Kittel er verdens hurtigste sprinter. Når det mislykkedes for ham i Frankrig, skyldtes det, at han havde det langt sværere end briten i de ekstremt kaotiske spurter. Han viste imidlertid i Giroen, at han er fuldstændig suveræn, når det alene handler om topfart, og selvom Cavendish ikke var til start der, fik han trods alt Greipel til at ligne en juniorrytter.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

De meget lette etaper i Dubai passer perfekt til Kittels status som ren sprinter, og de relativt ukomplicerede opløb gør det endnu bedre. Dertil kommer, at han md Davide Martinelli, Matteo Trentin og Fabio Sabatini har det løbets stærkeste tog. Endelig er spurterne langt mindre rodede på de store, brede veje og i det mindre felt, og dermed har Kittel alle forudsætningerne for at dominere spurterne. Heller ikke sidevinden burde være et stort problem for feltets bedste hold til disse forhold. Sidste år viste han med en sjetteplads samtidig, at han er endnu bedre end Cavendish på Hatta Dam, og dermed burde han kunne begrænse sit tidstab pænt. Det gør samlet set Kittel til vores vinderbud.

Mark Cavendish er den store konkurrent, men modsat Kittel kan han ikke ventes at være i storform. Det er således værd at huske, at han havde en meget lang sæson, der først endte i Abu Dhabi sidst i oktober, og derefter fortsatte han med at træne frem mod seksdagesløbet i Gent. Derfor startede han først sin ferie, da alle andre var tilbage på cyklen.

Omvendt viser historien, at Cavendish altid er skarp fra start, og dertil skal lægges, at den lange sæson også kan benyttes som en god basis for resten af året. Selvom spurterne i Dubai passer ham mindre godt, har han vist, at han stadig har farten til at slå Kittel. Hans tog er ikke så stærkt som tyskerens, men han har med Bernhard Eisel, Reinardt Van Rensburg, Scott Thwaites og specielt Mark Renshaw stadig et af de bedste lead-outs. På papiret er han en bedre klatrer end Kittel, og selvom tyskeren umiddelbart er mere kraftfuld på så kort en stigning, kan det ikke udelukkes, at Cavendish kan slå ham på Hatta Dam. Hvis han samtidig kan få ram på tyskeren i en eller flere spurter, er det bestemt muligt for Cavendish at vinde igen.

John Degenkolb var meget tæt på den samlede sejr i 2015, hvor han vandt på Hatta Dam med en fuldstændig suveræn spurt. Sidste år missede han løbet efter sit slemme træningsstyrt, men nu er han tilbage. Han viste i efteråret, at han er på vej tilbage på sit tidligere niveau, og det gør ham naturligt til en af de helt store favoritter på Hatta Dam. Han er således specialist i en rigtig powerspurt som denne.

Dertil skal lægges, at Degenkolb er den af Hatta-favoritterne, der har de bedste chancer i de rene massespurter. Han er ganske vist ikke så hurtig som Kittel og Cavendish, men han har bestemt top 3-potentiale. Hans store problem er, at han positionerer sig dårligt, og det er et handicap, da han her gør debut for sit nye hold. På den anden side er det fortsat Koen De Kort, der skal aflevere ham, og de kender hinanden til hudløshed. Hvis han kan klemme sig ind i top 3 på et par af de flade etaper og igen være blandt de bedste på Hatta Dam, kan Degenkolb tage den sejr, han missede i 2015.

Den anden tidligere vinder på Hatta Dam er Juan Jose Lobato. Spanieren er måske verdens bedste til at spurte opad bakke, og denne finale er skræddersyet til ham. Han blev nummer 2 i 2015 og vandt i 2016, og hvis det ikke havde været for hans katastrofale positioneringsevne, havde han vundet begge år. Netop positioneringsevnen er hans store handicap, men det kan i den sammenhæng være en stor fordel, at han er kommet til LottoNL-Jumbo, hvor han får støtte af et decideret tog. Det giver ham en endnu bedre chance for igen at vinde kongeetapen og sætte Degenkolb til vægs, som han gjorde det så eftertrykkeligt i tilsvarende spurter i Andalusien i 2015. Det store problem for Lobato er, at han ikke er holdets sprinter på de flade etaper - som han i øvrigt ikke er hurtig nok til at blande sig i - og derfor skal han gøre hele forskellen på kongeetapen. Det bliver ikke let i lyset af den ekstra sprinteretape.

Manden, der forhindrer Lobato i at køre de flade spurter, er Dylan Groenewegen. Hollænderen fik et regulært gennembrud i 2016, hvor han viste, at han er det næste store navn på sprinterscenen. I Eneco Tour viste han, at han kan vinde, selv når de bedste er til start, og i år er han oven i købet støttet af et endnu bedre tog. Det vil således ikke være en stor overraskelse, hvis han kan drille Cavendish og Kittel i de flade spurter, men det store spørgsmålstegn er, hvad han kan på Hatta Dam. Han viste sidste år i Tour of Britain, at han klatrer ganske fint, og umiddelbart er han mere holdbare end Kittel. Omvendt har tyskeren mere power til en så kort bakke som denne, og derfor får han svært ved helt at matche de to favoritter både her og på de flade etaper.

Vi er meget spændte på at se, hvad Sonny Colbrelli kan præstere i dette løb, hvor han gør debut for Bahrain-Merida. Italieneren tog et kæmpe skridt på ad stigen i 2016, hvor han blandt andet blev nummer 3 i Amstel Gold Race og fortsatte sin totale dominans af de italienske endagsløb. Også han er decideret specialist i en finale, som der venter på Hatta Dam, og det gør ham naturligt til en af de store favoritter til at vinde kongeetapen, specielt fordi han som regel er i god form fra sæsonstart. Desværre er han ikke ren sprinter, og selvom han bliver den beskyttede rytter på de flade etaper også, er han næppe hurtig nok til at blande sig med de bedste.

Hvis Kittel ikke er på toppen, kan Quick-Step spille et andet kort, Julian Alaphilippe. Det franske supertalent har tilsyneladende ingen grænser og viste sidste år i Criterium du Dauphiné, at han kan blande sig med de langt tungere sprintere i spurter opad bakke. Historien viser, at stigningen i Hatta Dam passer bedre til mere kraftfulde ryttere, men man kan aldrig afskrive et af sportens allerstørste talenter. Alaphilippes store problem er naturligvis, at han ikke kan blande sig i massespurterne, så hele forskellen skal gøres på Hatta Dam.

Sky stiller til start med Elia Viviani, der helt sikkert vil være blandt de allerbedste i de flade spurter. Historien viser imidlertid klart, at Hatta Dam er for hård til ham, så i stedet må de sætte deres lid til et andet af sportens supertalenter. Gianni Mosconer en af feltets allermest alsidige rytter og viste i debutsæsonen 2016, at han magter alle sportens facetter. Det gælder også at spurte opad en kort, stejl rampe. Der er ingen grund til, at han ikke bliver endnu bedre i 2016, og han kan starte året med et brag ved at vinde på Hatta Dam. Også for ham gælder det imidlertid, at han skal gøre hele forskellen på kongeetapen.

BMC stiller til start med et hold, hvor stort set alle ryttere kan gøre sig gældende på kongeetapen. To navne skiller sig imidlertid ud. Det gælder først og fremmest Silvan Dillier, der sidste år blev nummer 3 på Hatta Dam. Resten af året var han mest fokuseret på banen, men nu er han tilbage på landevejen. Schweizeren er et stort talent, der passer godt til finalen på kongeetapen, men han er nok en anelse for meget dieselmotor til helt at blande sig med de mere eksplosive typer. Dertil kommer, at heller ikke han skal blande sig i de flade spurter.

Det skal til gengæld holdets sprinter, Jempy Drucker. Luxembourgeren viste med etapesejren i Vueltaen, at han kan blande sig i massespurterne, og selvom selskabet her er skrappere og etaperne umiddelbart for nemme, kan han måske stikke næsen ind i top 3 et par gange. Samtidig har han i brostensklassikerne og Vuelta a Burgos vist, at han er god til at spurte op ad bakke, og han burde være en af de sprintere, der gør det bedst på 4. etape - i hvert fald hvis han allerede nu er i form.

Endelig vil vi pege på Carlos Barbero. Spanieren er som sin landsmand Lobato en sand specialist i at spurte opad bakke, og umiddelbart passer kongeetapen ham perfekt. Desværre er han ikke hurtig nok til at blande sig i de flade spurter, og han viste temmelig elendig form i Tour Down Under. På den anden side er han en af de få, der har løbskilometer i benene, og hvis han er kommet godt ud af det australske køb, kan han måske levere en god præstation på kongeetapen. Det er imidlertid næppe nok til at stryge helt til tops samlet.

***** Marcel Kittel

**** Mark Cavendish, John Degenkolb

*** Juan Jose Lobato, Dylan Groenewegen, Sonny Colbrelli

** Julian Alaphilippe, Gianni Moscon, Silvan Dillier, Jempy Drucker, Carlos Barbero

* Sacha Modolo, Elia Viviani, Matteo Trentin, Daniel Oss, Jonathan Dibben, Grega Bole, Jose Joaquin Rojas, Simone Consonni

OBS! Feltet vil have live-opdatering fra alle fem etaper af løbet