Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Dubai Tour
06. februar 2018 10:33 af Emil AxelgaardFoto: ANSA - PERI / Dal Zennaro

Tour Down Under og Vuelta a San Juan gav rytterne den første chance for at få de første løbskilometer i benene, og nu er det blevet tid til en af de vigtigste løbsblokke i den første del af sæsonen. I flere år har Tour of Qatar og Tour of Oman tilbudt feltet perfekte betingelser til at forberede sæsonen, og i 2014 blev løbsserien i Mellemøsten udvidet med den første udgave af Dubai Tour. Allerede i dets første lykkedes det arrangørerne at tiltrække en fantastisk stjerneparade af topnavne i et felt, der var nærmest uhørt for et løb i februar, og siden da har de været i stand til at fortsætte succesen. Løbet har måske ikke den mest udfordrende rute, men det gør intet for de mange ryttere, der er på jagt efter en mulighed for at bygge formen op frem mod mål senere på sæsonen, og specielt sprinterne elsker at komme til Dubai, hvor de har været totalt dominerende i de senere år.

Løbets rolle og historie

Efter at Tour of Qatar og Tour of Oman havde vist, at løb i Mellemøsten kan være både spændende og tiltrækkende for feltets største stjerner, vat det klart, at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden det stenrige Dubai ville kaste sig over cykelsporten. Efter et par års planlægning var 2014 sæsonen, hvor deres store indtog blev lanceret for alvor, og således blev der skabt både et kontinentalhold og et stort UCI-løb.

 

Sidstnævnte går under navnet Dubai Tour og blev holdt for første gang det år. Mens det var Tour-arrangøren ASO, der tog den modige beslutning at arrangere det første store løb i Mellemøsten, da de skabte Tour of Qatar i 2002 og senere tilføjede Tour of Oman til deres stadigt voksende liste af løb, var det Giro-arrangørerne RCS Sport, der slog sig sammen med de lokale myndigheder i Dubai med henblik på at skabe den nye begivenhed.

 

I de senere år har blokken af løb i Mellemøsten udviklet sig til, hvad der vel kan betegnes som den vigtigste forberedelse for mange af cykelsportens stjerner. Selv om løbet i Qatar mest har været for sprintere og klassikerrytter, og begivenheden i Oman har givet klatrerne og etapeløbsrytterne en mulighed for at brillere, har mange ryttere kombineret de to og således sikret sig 12 solide løbsdage i fremragende vejr.

 

Med tilføjelsen af Dubai Tour blev serien med et slag fire dage længere, og det betød, at kun meget få deltog i alle tre løb. Tidligere startede Tour of Qatar endda dagen efter afslutningen i Dubai, og det gjorde det vanskeligt at kombinere de to. Samtidig havde de to løb forskellige arrangører og således inviteret forskellige hold, og dermed var der ikke samme homogenitet som tidligere.

 

Løbene i Qatar og Oman har begge haft karakteristiske og spændende ruter, der har givet dem deres unikke brands. De vindblæste ørkenveje i Qatar har været perfekte som forberedelse til de høje hastigheder i brostensklassikerne, og den megen sidevind har forbedret rytternes evner i positionskampen. I modsætning hertil havde Oman en kort overgang ry som det første store slag mellem grand tour-rytterne med den berømte afslutning på Green Mountain.

 

Uden at have de samme særegne karakteristika som fællerne i Qatar og Oman har Dubai Tour haft den mindst spændende rute af de tre løb. Den massive tv-dækning har givet spektakulære billeder af storbyen, hvor rytterne har besøgt de vigtigste seværdigheder, men det har samtidig været en relativt ensidig sprinteraffære, hvor vinden slet ikke har spillet samme rolle som i Qatar.

 

For at skabe spænding i løbet inkluderede arrangørerne -en enkeltstart i det første år, men som man kunne forvente, afgjorde den fuldstændigt løbet, og bonussekunderne på de resterende etaper spillede slet ingen rolle. I 2015 ændredes manuskriptet således, da arrangørerne erstattede enkeltstarten med en mere kuperet tredje etape, der sluttede på en kort 200 m lang mur med stigningsprocenter på op til 17. Det skulle tippe balancen væk fra de store rouleurs, men i stedet var det alligevel en sprinter, der vandt, idet Mark Cavendish begrænsede sit tidstab tilstrækkeligt til, at bonussekunder i massespurterne kunne give ham den samlede sejr. Det samme gentog sig i 2016, h vor en stort set identisk rute blev benyttet, men denne gang var det Marcel Kittel, der hjemtog trofæet, og også sidste år, hvor kongeetapen desværre blev aflyst på grund af storm, lykkedes det Kittel at sejre samlet. Med skabelsen af Dubai Tour havde Mellemøsten imidlertid skabt en meget alsidig løbsserie med et løb både for klassikerryttere og sprintere, puncheurs og sprintere samt for klatrere.

 

Trods den lidet attraktive rute har løbet hver gang tiltrukket et fantastisk felt. Ganske vist faldt standarden en anelse i 2016 efter de to helt exceptionelle første udgaver, men det var stadig en stjerneparade, der drog til Dubai. Det samme er tilfældet i år, hvor man kan præsentere topsprintere som Marcel Kittel, Mark Cavendish, John Degenkolb, Dylan Groenewegen, Elia Viviani, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Giacomo Nizzolo og Nacer Bouhanni, klassikerspecialister som Sonny Colbrelli, Dylan Teuns og Niki Terpstra og etapeløbsstjerner som Vincenzo Nibali og Nicolas Roche. Hvor løbet i de første år syntes at have appel til grand tour-stjerner, der var tiltrukket af både det den gode organisering, lukrative starthonorar, RCS’ indlydelse og det gode vejr, synes de fleste etapeløbsryttere dog nu at foretrække at blive i Europa eller rejse til Mellemøsten til de senere løb, og derfor er feltet i stigende grad domineret af sprintere.

 

En del af denne udvikling kan delvis forklares med de ændringer, der blev foretaget forud for 2017. Tour of Qatar blev aflyst, mens Abu Dhabi Tour blev rykket til februar og fik WorldTour-status (det var i øvrigt overraskende, at det var det nyeste af RCS’ to løb, der blev en del af WorldTouren, mens Dubai Tour fortsat kun er et 2.HC-løb). Det har fuldstændig ændret anatomien af den mellemøstlige kalender, der før havde to løb for de hurtige folk og ét løb for etapeløbsrytterne. Nu er det klatrerne, der har overtaget, idet de i de sidste to uger af februar kan tilbringe to uger i ørkenen og samtidig gå efter sejren i både Oman og Abu Dhabi. Dermed foretrækker de fleste denne kombination, og dermed skipper de løbet i Dubai. Sprinterne har fortsat masser af muligheder i alle tre løb, og mange vil være til stede i to eller tre af løbene, ikke mindst i år, hvor løbet i Dubai har overtaget den ledige plads efter det forsvundne Tour of Qatar, hvormed de tre løb nu afvikles i tre på hinanden følgende uger. For ryttere, der specialiserer sig i brostensklassikerne, synes løbene i Mellemøsten imidlertid at have mistet sin appel, idet de har mistet deres foretrukne begivenhed i Qatar, og løbet i Abu Dhabi ikke kan kombineres med den belgiske åbningsweekend.

 

Det ændrer imidlertid ikke på, at scenen er sat til et stort slag i Dubai, hvor mange ryttere vil finpudse formen og få løbsfart i benene under den arabiske sol. Samtidig får arrangørerne en mulighed for at promovere Dubai og kapitalisere på tilstedeværelsen af nogle af sportens største navne, og dermed er det et perfekt match på denne tid af året. Måske har det været svært for selve løbet at leve op til den megen hype, men der er ingen tvivl om, at Dubai Tour er kommet for at blive som en vigtig del af den første del af sæsonen.

 

Efter Taylor Phinneys og Mark Cavendishs sejre i de to første år har Marcel Kittel siden siddet på løbet. Den tyske supersprinter gentog efter sejren i 2016 atter sin triumf sidste år, hvor han vandt tre af de fire flade etaper. Desværre forsvandt spændingen lidt, da kraftig vind tvang arrangørerne til at aflyse kongeetapen til Hatta Dam, og derfor vandt Kittel suverænt med 18 sekunder ned til Dylan Groenewegen og 20 sekunder ned til John Degenkolb. Kittel vinder i år tilbage i et forsøg på at score hattrick, og også Groenewegen og Degenkolb, der efter en forrygende sæsonstart dog skal dele ansvaret på Trek med Giacomo Nizzolo, er med igen.

 

Ruten

Dubai-området byder ikke på mange højdeforskelle, og derfor vil det aldrig blive muligt for RCS at sammensætte en specielt attraktiv rute til Dubai Tour, specielt fordi de kommercielle interesser tvinger dem til at tilbringe en stor del af tiden i storbyen. De stenrige støtter har kunnet sikre startfelter med adskillige topnavne, men end ikke den tykkeste pengepung kan ændre geografien i området. Da der ikke er bjerge som i Oman eller vind som i Qatar, er ruten først og fremmest spektakulær på grund af omgivelserne og de mange seværdigjeder og knap så meget grundet det sportslige aspekt.

 

Som nævnt bød debutudgaven på en indledende enkeltstart, to sprinteretaper og en lettere kuperet etape, der imidlertid også blev afgjort i en massespurt. Andenudgaven var endnu bedre for sprinterne, idet enkeltstarten var erstattet med en åbningsetape for de hurtige afsluttere. For at udfordre feltet en anelse bevægede man sig på tredjedagen ind i ørkenen, hvor man sluttede på toppen af den 200 m lange stigning til Hatta Dam, der sine steder stiger med hele 17%. I 2016 var ruten stort set uforandret.

 

I 2017 imødekom arrangørerne et rytterønske om at forlænge løbet til fem etaper, hvormed løbets effekt som forberedelse til større begivenheder blev mere udtalt. Det havde imidlertid ikke den store indvirkning på selve løbets anatomi, idet den ekstra etape blot var endnu en flad sprinteretape, og da kongeetapen til Hatta Dam endda blev aflyst, blev det mere end nogensinde tidligere et rigtigt sprinterløb.

 

I år genbruger man stort set sidste års rute, idet de fem etaper med enkelte modifikationer er stort set de samme. Igen i år bliver højdepunktet etapen til Hatta Dam, der atter kommer på fjerdedagen. De øvrige fire etaper synes skabt til at ende i massspurter. Således indledes løbet med en 1. etape, der hovedsageligt byder på en tur rundt i storbyen Dubai, mens andendagen byder på en potentielt vindblæst tur langs kysten. Det er dog 3. etape, der indebærer den største risiko for sidevind, da man her skal krydse ørkenen, og vi så sidste år, at det kan blive ganske dramatisk. Fjerdedagens kongeetape er helt uforandret i forhold til sidste år, hvor den altså blev aflyst, og løbet afsluttes som i hvert af de foregående med den sidste etape i centrum af Dubai, hvor en spektakulær finale venter.

 

 

1. etape

En af de mest spektakulære finaler i de første fire udgaver af Dubai Tour har været afslutningen på den kunstige ø, Palm Jumeirah, der allerede er blevet lidt af en klassiker for de store sprintere. I de første år kom etapen på andendagen, men allerede sidste år er den blevet flyttet til åbningen, hvor den markerede en smuk indledning på løbet, og den model vil blive gentaget i år. Ruten har de samme grundtræk som 2017-udgaven, men er modificeret en del og er forkortet en anelse, og det meste foregår inde i storbyen. Kun kortvarigt bevæger man sig til udkanten for at besøge flere store sportsfaciliteter, og der er således ikke megen højdeforskel undervejs. Også denne gang er etapen relativt lang efter ønske fra rytterne.

 

Etapen går under navnet the Nakheel stage og starter som alle øvrige etaper foran Skydive Dubai i bykernen. De 167 km kan inddeles i to. Fra start begiver rytterne sig mod nordøst lang havnefronten, inden man snor sig mod sydøst ind gennem byen og forbi motorsportsbanen udkanten af byen. Ganske kortvarigt når man ud af byzonen og bevæger sig herfra mod syd gennem ørkenen og ud til Al Qudra-cykelbanen, hvor man foretager en U-vending og efter 46,9 km dyster om point i den første indlagte spurt.

 

Efter vendingen kører man ad samme vej tilbage gennem ørkenen, inden man i udkanten af byen kører mod nordøst for ad snoede veje med mange sving og U-vendinger at besøge både Global Village og et sportskompleks, der efter 75,2 km er rammen om en anden indlagte spurt. Herefter går det mod sydvest gennem ørkenen i udkanten af byen, inden man sætter kursen mod vest ind gennem selve Dubai, forbi Expo 2020-området og frem til Jebel Ali ved havnefronten. Mod slutningen kører man mod nordøst ind gennem centrum af storbyen, hvor man snor sig rundt i en langt mere teknisk fase. Etapen afsluttes med den klassiske finale, der leder mod nordvest ud på Palm Jumeirah-øen gennem den store tunnel. På selve øen kører rytterne mod syd, inden de foretager en U-vending med 3200 m til mål. De sidste 3 km foregår på en stor vej, der bøjer svagt til højre, og der er undervejs et par rundkørsler. Den sidste af disse kommer med 800 m igen, og herefter gælder det den 7 m brede opløbsstrækning, der som resten af etapen er helt flad.

 

Selv i årets lidt kortere udgave er etapen længere, end den var i de første år, og det gør den en anelse mere udmarvende. Det ændrer imidlertid ikke på, at det er en klassisk storbyetape, der er helt flad og skabt til høje hastigheder. Det korte besøg i ørkenen kommer så tidligt, at vinden næppe spiller nogen rolle der. Derfor er der lagt an til en stor massespurt, men historien viser, at vinden kan spille en stor rolle i finalen. Det er således typisk en stor spurt mellem de forskellige tog, der leder frem til tunnelen, idet det er vigtigt at være helt fremme, hvis det blæser på øen. Her er der tit opstået huller, så hvis man har klassementsambitioner skal man holde sig til, mens sprinterne dyster om etapesejren.

 

I 2014 vandt Giant-Shimano kampen mellem de store tog og afleverede Marcel Kittel til sejr foran Peter Sagan og Taylor Phinney. I 2015 drog Elia Viviani fordel af et perfekt lead-out og slog Mark Cavendish i en duel, der gav ham sin første sejr for Sky. Viviani var igen hurtigst i 2016, hvor finalen i sidste øjeblik blev ændret, og et styrt i den sidste tunnel satte Marcel Kittel ud af spillet. Tyskeren fik imidlertid sin revanche sidste år, hvor han åbnede løbet med at besejre Dylan Groenewegen og Mark Cavendish.

 

 

 

 

2. etape

Hvis man som sprinter fejlede på førstedagen, får man straks en chance for at tage revanche på 2. etape, der forud for sidste års udgave var løbets nyskabelse, men som i år med undtagelse af en ganske lille ændring er en tro kopi af den etape, der også sidste år blev benyttet på andendagen. Den byder på en helt tur op langs kysten til Byen Ras al Khaimah lige nord for Dubai, og den er nøjagtig lige så flad som tre af de øvrige fire etaper. Det meste af etapen foregår som sagt langs vandet, og det kan åbne mulighed for lidt sidevind, men alt peger dog på, at det bliver en sag for sprinterne.

 

Med sine 190 km er etapen, der går under navnet The Ras al Khaimah stage, også relativt lang efter vanlig Dubai-standard. Som de øvrige starter den foran Skydive Dubai i bykernen, hvorfra rytterne straks bevæger sig ud ad byen mod nordøst ad store, brede veje forbi Dubai Design District. Her når de ørkenen, hvor de fortsætter et par kilometer, inden de kortvarigt bevæger sig tilbage mod byen, hvor de dyster om point i den første indlagte spurt i Dubais designdistrikt efter 19,3 km.

 

Herefter går det tilbage til ørkenen, hvor rytterne følger lange, lige veje mod nordøst, og derefter drejer de atter ud mod kysten. Den når de efter 94,9 km i byerne Sharjah og Ajman, hvor den anden indlagte spurt er placeret. Herfra går det ad den lange, lige kystvej mod nordøst og målet i Ras Al Khaimah. Sidste år slog man undervejs et lille smut ud på Marjan Island, som de kort besøgte ved at tilbagelægge en 13 km lang rundstrækning. Den tur er i år erstattet af en lille runde på ud til Umm-Al-Quwain, hvilket udgør den eneste ændringen i forhold til sidste år og forlænger etapen med 4 km.

 

Målbyen nås med ca. 5 km igen, og 1500 m senere forlader feltet kystvejen i en blød højrekurve. Herefter kommer der et skarpt sving med 1500 m til mål, hvorefter et par bløde sving leder frem til den 300 m lange og 7,5 m brede opløbsstrækning, der som resten af etape er helt flad.

 

Etapen er med sit besøg i ørkenen og lange stykker langs kysten mere udfordrende end 1. etape, og hvis det blæser, kan det blive dramatisk. Det er imidlertid ikke sandsynligt, og alt peger på, at vi skal have endnu en massespurt. Finalen er relativt ukompliceret og bør være skabt til de rene sprintere, der generelt trives i Dubai.

 

Det var netop en ren sprinter, der sejrede, da Ras Al Khaimah sidste år gjorde debut som målby. For anden dag i træk slog Marcel Kittel klart Dylan Groenewegen i massespurten, mens Jakub Mareczko måtte tage til takke med tredjepladsen.

 

 

 

 

3. etape

Sprinterfestivalen fortsætter på 3. etape, der er stort set identisk med de etaper, der åbnede løbet i 2016. I forhold til sidste år har man imidlertid fjernet et afsluttende stykke op langs halvøens østkyst og dermed forkortet distance. Modsat de foregående dage tilbringer rytterne det meste af dagen i ørkenen, og det øger naturligvis risikoen for, at sidevind kan komme i spil, som det var tilfældet på sidste års ganske dramatiske etaper. Derudover er der lidt flere højdemeter på denne etape, men det er ingenlunde noget, der ventes at udfordre sprinterne.

 

Med sine 180 km er etapen, der går under navnet Dubai Silicon Oasis Stage, den atter en af de længere i Dubai Tours historie, selvom man ikke kan matche sidste års 200 km rekordlange distance. Den starter som de øvrige foran Skydive Dubai og forbinder strandene ved Den Persiske Bugt med målbyen Fujairah på den modsatte side af halvøen ved Det Indiske Ocean. Straks fra start bevæger rytterne sig mod nordøst ud i ørkenen, inden de passerer igennem området kendt som Silicon Oasis, hvor en lille rundstrækning med den første indlagte spurt, der kommer efter 38,4 km, venter. Herefter fortsættes først mod nordøst og siden sydøst længere ud i ørkenen ad lange, lige veje mod Hajar-bjergene, hvor terrænet bliver en anelse mere kuperet, idet man i denne fase benytter en lidt anden rute end sidste år. Undervejs passeres den sidste spurt i Labhab efter 76,4 km. Herefter drejes atter mod nordøst, hvorefter man umiddelbart efter forplejningszonen rammer sidste års rute.

 

Herfra går det mod øst, hvilket igennem det let stigende terræn leder feltet ind i bjergene. Det bliver gradvist stejlere, indtil man efter ca. 150 km når det højeste punkt i ca. 350 m højde. Herefter venter en stejlere nedkørsel, der leder ned mod målbyen Fujairah, hvor det langsomt flader ud. Med 3 km igen rammer man kystvejen og tager herefter et skarpt venstresving, hvorefter der blot er en rundkørsel med 2 km til mål, inden det går ad en lang, lige, flad vej op til målstregen.

 

Udover kongeetapen er dette den dag, der potentielt kan gøre de største forskelle. Således er der risiko for sidevind i ørkenen, som det var tilfældet sidste år, hvor feltet kortvarigt var splittet til atomer, og hvor kampen var så heftig, at Andriy Grivko slog Marcel Kittel til blods. Der blev imidlertid atter skabt samling, og i de første tre udgaver har vinden aldrig gjort en forskel. Det er derfor mest sandsynligt, at der heller ikke denne gang bliver det voldsomme drama. Rytterne skal fortsat være på vagt, men en massespurt efter en lidt mere udmarvende dag er det sandsynlige udkomme.

 

Fujairah blev benyttet som målby for 1. etape i 2016, hvor Marcel Kittel vandt massespurten foran Mark Cavendish og Giacomo Nizzolo. Sidste år fortsatte man gennem byen op til Al Aqah, hvor John Degenkolb sejrede i en spurt efter en hård dag i sidevinden, som havde tømt storfavoritten Marcel Kittel for kræfter.

 

 

 

 

4. etape

Efter tre dage for sprinterne er det endelig tid til kongeetapen. For fjerde år i træk skal rytterne på næstsidste dag slutte på toppen af den 200 m stejle rampe op mod Hatta Dam på en etape, der tilbyder den største mulighed for at skabe forskelle. Samtidig er der undervejs et par stigninger på programmet, og de har før vist sig at kunne udfordre sprinterne.

 

Den 172 km lange etape, der går under navnet Dubai Municipality Stage, er en tro kopi af den, der også var på programmet i både 2016 og 2017 - selvom den grundet dårligt vejr blev aflyst for 12 måneder siden. Fra starten foran Skydive Dubai bevæger rytterne sig straks mod nordøst ud af byen og ud i ørkenen, hvor de som på den foregående dag begiver sig mod øst. I starten er terrænet helt fladt og vejene lige, og det ændrer sig ikke af, at man hurtigt sætter kursen mod sydøst. Undervejs kommer den første indlagte spurt i Al Madam efter 87,3 km, hvorefter man sætter kursen mod nord op til Al Malahia, hvor den sidste spurt er placeret efter 109,9 km. Vejene er brede og i fremragende tilstand, indtil rytterne nærmer sig Hajar-bjergene.

 

Efter den anden indlagte spurt drejer man mod sydøst og rammer en lang, jævn stigning og dernæst en lang nedkørsel, der leder til byen Huwaylat med 18,3 km igen. Her starter finalen, når rytterne over 6,6 km bevæger sig mod syd op ad en lang stigning, der stiger med 2,7% i gennemsnit, men når op på 7% mod toppen. Efter en lille nedkørsel venter en lille kontrabakke, der har top med 10 km til mål, men herefter returnerer feltet til en lang vej, der kun stiger meget svagt. Den leder efter adskillige sving i byen Hatta frem til den stejle finalerampe, der er 200 m lang, stiger med mellem 12 og 17% og fører op til Hatta Dam. Det sidste, meget skarpe sving kommer med 150 m igen og leder ind på den 5 m brede opløbstrækning.

 

Finalen har været benyttet to gange tidligere. I 2015 var der betydeligt flere stigninger inden den afsluttende rampe, og her havde Mark Cavendish allerede været i vanskeligheder. Han kom imidlertid tilbage i tide, og selvom han ikke kunne forhindre John Degenkolb i at slå Juan Jose Lobato og Alejandro Valverde i den hårde spurt, begrænsede han tidstabet tilstrækkeligt til at vinde samlet. I 2016 var etapen betydeligt lettere og en kopi af årets udgave, og det hele blev afgjort på den sidste bakke, hvor Lobato slog Giacomo Nizzolo med 2 sekunder og Silvan Dillier med 4 sekunder. Marcel Kittel gravede dybt og begrænsede med sin sjetteplads tidstabet nok til at vinde sammenlagt. Sidste år var nøjagtigt samme etape på programmet, men her betød meget kraftig vind desværre, at man efter i første omgang at have ændret løbet til et rundstrækningsløb helt måtte aflyse etapen.

 

Da etapen er identisk med den, der blev benyttet i 2016, ved vi, hvad vi skal forvente. Vinden i ørkenen kan komme i spil, men det har vist sig at være usandsynligt. Selvom der blev angrebet voldsomt på de første bakker, viste de sig i 2016 ikke at skabe samme udskilning som de hårdere stigninger i 2015, og derfor var det et næsten fuldt felt, der nåede bunden af den sidste stigning. Her kan vi forvente en benhård positionskamp, idet placeringen ved foden næsten er vigtigere end spurtstyrke. Historien viser, at de meget kraftfulde sprintere har en fordel over de lettere puncheurs, men det er typisk en blanding af disse ryttertyper, der vil slås om etapesejren og værdifulde sekunder, mens de store sprintere skal forsøge at begrænse tidstabet så meget, at de fortsat er i spil til den samlede sejr.

 

 

 

 

5. etape

Som i de foregående år afsluttes løbet med en flad etape i Dubais gader, og faktisk er der tale om en næsten tro kopi af de etaper, der blev benyttet i både 2016 og 2017. Det er således en typisk afslutning på et etapeløb, og terrænet, omgivelserne og distancen gør det på alle måder til en helt perfekt dag for sprinterne, der er ivrige efter at slås om sejren i noget, der med meget stor sandsynlighed vil være den fjerde massespurt i løbet. I forhold til sidste år er der kun ændret marginalt på ruten i første halvdel, inden de følger helt samme tur til den spektakulære finale foran City Walk i hjertet af storbyen

 

Etapen går under navnet The Meraas Stage og er 124 km lang. Den starter naturligvis ved havnen foran Skydive Dubai, hvorfra den bevæger sig igennem både den gamle og den nye bydel. Først kører feltet mod nordøst på en rundtur, der passerer Maydan Racecourse og Mushrif Park, inden de umiddelbart inden ørkenen vender rundt og kører mod nordvest tilbage til kysten, hvor den første indlagte spurt kommer efter 73,5 km. Herefter følger rytterne kystvejen, inden de tager en lille afstikker ind i byen, hvor der venter en meget teknisk fase.

 

Når feltet er tilbage ved kysten, fortsætter de ad den lige vej forbi den anden indlagte spurt foran det store Union Flag ved 104,8 km-mærket og videre til Port Rashid, hvor de vender rundt foran Burj Al Arab-skyskraberen. Herefter går det tilbage ad kystvejen, som de forlader med 7,9 km til mål. Herefter følger de en lige, helt parallel vej, indtil de når den tekniske finale, hvor to skarpe sving venter med henholdsvis 1400 og 500 m til mål. Den korte opløbsstrækning er med sine 8,5 m meget bred og som den øvrige del af etapen helt flad.

 

Der er ikke megen mystik over en etape, der med statsgaranti ender i en massespurt. Det betyder imidlertid ikke, at den er uden drama, idet det i tidligere år har været afgjort af bonussekunder. Det kan sætte scenen for et interessant taktisk spil, hvor både de to indlagte spurter og den afsluttende sprint kan blive afgørende, når der skal kæmpes om den samlede sejr. I sidste ende er det imidlertid utvivlsomt sprinterne, der skal slås om etapesejren i den meget tekniske finale, hvor et godt lead-out er helt afgørende.

 

Marcel Kittel bekræftede sin dominans i 2014, hvor han vandt den tilsvarende etape, der dengang havde en anden afslutning. I 2015 var Mark Cavendish hurtigt og rev derved trøjen af John Degenkolbs skuldre. I 2016 var Kittel igen hurtigt, og denne gang var sejren nok til at tage den samlede sejr for næsen af Giacomo Nizzolo, der var gået ind til etapen som løbets førende rytter. Sidste år havde Kittel allerede inden etapen et stort forspring, men det forhindrede ham ikke i at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Elia Viviani og Riccardo Minali.

 

 

 

 

Favoritterne

Ruten er stort set uforandret i forhold til 2015, 2016 og 2017 (hvor kongeetapen dog blev aflust), og dermed ved vi nogenlunde, hvad vi kan forvente. Historien viser, at typer som Mark Cavendish og Marcel Kittel kan begrænse tidstabet på etapen til Hatta Dam, og hvis de er i stand til at dominere massespurterne og vinde et par etaper, kan de med bonussekunder alligevel vinde løbet. Det har været opskriften på succes i 2015 og 2016, mens aflysningen af kongeetapen gjorde 2017-udgaven til et rent sprinterløb.

 

Omvendt viser de to foregående udgaver også, at de stærke sprintere som John Degenkolb og Juan Jose Lobato, hvis speciale det er at spurte opad bakke, kan vinde sekunder på løbets kongeetape. I 2016 slog Lobato Kittel med 4 sekunder, og det var kun med nød og næppe, at tyskeren ikke blev registreret for et større tidstab. Han var således heldig med akkurat at få noteret samme tid som Silvan Dillier på tredjepladsen. Året inden vandt Degenkolb, mens Cavendish mistede 10 sekunder, og også han kunne have mistet mere tid, hvis ikke han var blevet registreret som del af en større gruppe. Begge gik ind til sidste etape med tid at hente på henholdsvis Giacomo Nizzolo og Degenkolb, men kunne med etapesejre på sidstedagen passere løbets førende rytter og sikre sig den samlede sejr.

 

De to foregående udgaver viser, at løbet afgøres af tre forhold: de tidsforskelle, der kan etableres på Hatta Dam-stigningen, bonussekunder i finalerne og de indlagte spurter samt risikoen for sidevind. Sidstnævnte forhold har imidlertid vist sig at være mere af teoretisk interesse, idet det aldrig er lykkedes et hold at skabe splittelse. Sidste år udbrød der ganske vist kaos på 3. etape, men det lykkedes at skabe samling inden afslutningen. Kittel var så træt efter anstrengelser, at det blev den eneste etape, han ikke vandt, men forskelle i ørkenen kunne der ikke gøres.

 

I skrivende stund tyder det på, at der ikke bliver megen vind i løbet af ugen, og faktisk ligner vejrudsigten for de fem dage nærmest en kopi af sig selv. Der vil være solskin, temperaturer på ca. 25 grader og en let til jævn vind fra nordvest. Det betyder specielt, at der primært vil være medvind på de to ørkenetaper torsdag og fredag, der ellers byder på den største mulighed for at skabe lidt ravage. Det virker derfor usandsynligt, at vi i år vil se drama. Farligst er det umiddelbart op langs kysten på 2. etape, hvor der burde være direkte sidevind, men vindstyrken er næppe nok til at gøre den store forskel.

 

I de foregående år har sprinterne akkurat haft overtaget, men det har kun været tilfældet, fordi Kittel og Cavendish har været suveræne. Havde bonussekunderne i massespurterne været mere jævnt fordelt på flere ryttere, ville henholdsvis Nizzolo og Degenkolb være løbet med sejren i hhv. 2016 og 2015.

 

På papiret ligner det derfor endnu en knivskarp duel mellem de to ryttertyper, men det er værd at notere sig, at tilføjelsen af en ekstra etape i forhold til de to udgaver giver sprinterne chancer for at score bonussekunder. Det øger deres mulighed for at kompensere for tidstabet, og dermed har de en større chance end de foregående år. Derudover er det værd at erindre, at kongeetapen i 2016 og i år er lettere end i 2015, og også det favoriserer de rene sprintere.

 

I det lys ligner det en dyst mellem løbets hurtigste, Marcel Kittel, Elia Viviani, Dylan Groenewegen og Mark Cavendish. Af dem har Kittel og Cavendish allerede vist, at de kan vinde løbet og begrænse tidstabet på Hatta Dam, og med den form, Viviani har vist i Australien, har i hvert fald også han gode chancer. Den store rival er John Degenkolb, der har vist fremragende og allerede én gang har vundet på Hatta Dam. Da Kittel i år ikke har samme tog som tidligere, er sprinterfeltet mere åbent, og bonussekunderne kan blive spredt mere ud. Det giver Degenkolb bedre chancer og gør løbet mere åbent end tidligere.

 

Vi vil alligevel pege på Marcel Kittel som favorit. I de seneste to år er tyskeren startet som lyn og torden, i første omgang motiveret af at gøre sine kritikere til skamme efter den elendige 2015-sæson. I år er han atter kommet til et nyt hold, og det har helt sikkert efterladt med den rette motivation til også denne gang at starte stærkt. Der er ingen grund til, at han ikke skulle ankomme i superform, og dermed vil han utvivlsomt være den i særklasse hurtigste i feltet.

 

I forhold til tidligere er han dog markant svækket. På Quick-Step havde han det bedste tog, men det er ingenlunde tilfældet på Katusha, hvor han ovenikøbet først nu skal til at finde ind i et nyt samarbejde. Det vil gøre det betydeligt vanskeligere for ham at vinde spurterne, ikke mindst fordi han som bekendt er ret dårlig til at positionere sig.

 

Når vi alligevel peger på Kittel som favorit, skyldes det, at finalerne passer ham. Afslutningerne på 1., 2. og 3. etape er relativt enkle og dermed perfekte for en rytter med en høj topfart. Det er kun på 5. etape, at Kittel for alvor kan få problemer med positioneringen. I de øvrige afslutninger burde folk som Alex Dowsett, Marco Haller og hans nye lead-out man Rick Zabel kunne holde ham langt nok fremme til, at han selv kan gøre forskellen på de meget brede boulevarder. Sidevinden burde ikke blive et problem, og i 2016 viste han med en sjetteplads, at han kan forsvare sig på Hatta Dam. Har han samme form denne gang, burde det være nok til at vinde samlet.

 

Hans værste rival er i vores øjne Elia Viviani. Italieneren har tidligere gjort det godt i dette løb, men har ikke kunnet gøre sig gældende på kongeetapen. Den tid burde imidlertid nu være slut. Viviani er nemlig i det seneste års tid blevet ufatteligt holdbar, hvilket han senest viste med sin fremragende andenplads i Cadel Evans Great Ocean Road Race og 6. pladsen på Stirling-etapen i Tour Down Under. Sidste år kørte han en imponerende flot finale i Coppa Sabatini, der slutter på en svær stigning, og selvom han ikke vinder 4. etape, vil vi ikke blive overraskede, hvis han slutter i top 10 og også slår Kittel.

 

Det store spørgsmål er, hvad han kan præstere i spurterne. Han sendte ret blandede signaler i Australien, hvor det var tydeligt, at han manglede den sidste topfart i forhold til tidligere, hvor han har vundet de helt rene massespurter i de arabiske løb. Holdbarheden har formentlig kostet lidt på hurtigheden, men Viviani er fortsat en af verdens bedste sprintere. Han har et glimrende tog til sin rådighed, ikke mindst med Fabio Sabatini som sidste lead-out man. Selvom han ikke nødvendigvis vinder en etape, kan han score så mange bonussekunder, at han kan vinde samlet.

 

John Degenkolb var meget tæt på den samlede sejr i 2015, hvor han vandt på Hatta Dam med en fuldstændig suveræn spurt. I 2016 missede han løbet efter sit slemme træningsstyrt, og sidste år blev han hårdt ramt af aflysningen af kongeetapen efter ellers at have vundet spurten efter den hårde 3. etape. I år vender han tilbage i en endnu bedre forfatning efter et skuffende 2017. Han har således netop vundet to spurter på Mallorca, og selvom det relativt svage sprinterfelt i de løb gør det lidt svært at vurdere ham som sprinter, har han i hvert fald masser af selvtillid.

 

Degenkolb mangler stadig at vise, at han er lige så stærk som før sit styrt, men det ændrer ikke på, at han må være en af topfavoritterne til kongeetapen. Han vinder næppe en af massespurterne i så skrapt et selskab, men med et fornuftigt tog til sin rådighed burde han kunne få del i bonussekunderne undervejs. Holdet har ganske vist også Giacomo Nizzolo, der i 2016 med en andenplads på Hatta Dam viste, at også han er skabt til dette løb. Han er imidlertid på vej tilbage efter en svær sæson og er næppe i form til at vinde samlet. Derfor vil han formentlig stå til rådighed for Degenkolb, der med endnu en sejr på 4. etape samt et par gode spurter sagtens kan vinde samlet.

 

Hvor står Mark Cavendish? Det er der ikke mange, der ved, næppe heller briten selv. Efter en forfærdeligt 2017-sæson, der blev ødelagt af kyssesyge og et slemt styrt i Touren, sluttede han efteråret skidt af med den ene dårlige præstation efter den anden. Der er ingen grund til at tro, at Cavendish ikke vil genfinde niveauet, men spørgsmålet er, om han allerede kan gøre det i løbet i Dubai.

 

Cavendish vandt i 2017 bare ét løb, og vi ved derfor ikke, om han endnu har fordums hurtighed. På papiret er han dog en af de bedste i dette løb, og selvom Dimension Data ikke kommer med deres bedste tog, har han i Mark Renshaw og Bernhard Eisel erfarne støtter til at føre sig frem. Han havde foretrukket tekniske finaler, men er også god i powerspurter som disse. Han har tidligere vist, at han kan forsvare sig på Hatta Dam, men i hans nuværende forfatning vil han nok klare sig dårligst af topsprinterne. Han skal derfor vinde flere spurter for også at vinde samlet. Om det er muligt, skal blive spændende at se.

 

Mange glæder sig helt sikkert til at se Dylan Groenewegen i denne sæson. Hollænderen blev blot endnu bedre i 2017, hvor han vandt spurten i Paris og faktisk i Touren flere gange fik målt højere topfart end Kittel. Der er ingen tvivl om, at de rene massespurter i Dubai passer ham perfekt, og han har en reel mulighed for at slå selv Kittel. Hans tog har ikke altid været det skarpeste, men det betyder formentlig mindre i dette løb, hvor finalerne ikke er tekniske. Hans store udfordring er Hatta-etapen, hvor han trods øget holdbarhed vil tabe tid til de fleste sprintere. Derfor skal han virkelig være med fremme på de øvrige etaper for at kunne vinde samlet.

 

Alexander Kristoff har aldrig tidligere deltaget i dette løb, men det burde ikke passe ham helt dårligt. Han har tradition for altid at starte som lyn og torden og har vundet et hav af etaper i både Qatar og Oman. De to løb er imidlertid betydeligt hårdere, og Kristoff er normalt ikke helt hurtig nok til at vinde de helt rene massespurter som disse. Derudover stiller UAE ikke med det bedste tog, og skal Kristoff begå sig i disse spurter, er han trods den gode positioneringsevne formentlig afhængig af et godt forspring. Til gengæld burde kongeetapen ikke passe helt skidt til ham, selvom vi tvivler på, at han kan matche de allerbedste på så stejle procenter. En god kongeetape samt podiepladser i alle spurterne vil give ham en chance.

 

Vi er meget spændte på at se, hvad Sonny Colbrelli kan præstere i dette løb. Italieneren er på papiret en af de store favoritter til kongeetapen, der burde passe ham helt perfekt. Det store spørgsmål er, hvor langt formen rækker, da han ikke altid har været flyvende på denne tid af året. Derudover vil han formentlig få det svært i de meget rene massespurter, hvor hans topfart ikke rækker til at udfordre de bedste. Skal han vinde samlet, skal han vinde kongeetapen. Det er bestemt en mulighed, og kan han undervejs med en podieplacering eller to score lidt bonussekunder, har han bestemt muligheder.

 

En farlig outsider er Nacer Bouhanni, hvis præstation helt vil afhænge af formen. Er han på toppen, vil han nemlig formentlig gøre det så godt på kongeetapen, at han kan vinde. Han har tidligere vist, at han er meget stærk i denne type finaler, hvor han drager fordel af sin beskedne statur. Det store spørgsmål er, hvor han står formmæssigt efter en ikke helt let 2017-sæson. I de senere år har han ikke starte sæsonen specielt imponerende, og han har ofte manglet en del i spurterne. De meget ukomplicerede finaler er heller ikke helt ideelle, men det ændrer ikke på, at en Bouhanni i topform sagtens kan sejre samlet.

 

Skal man pege på en favorit uden for sprinterfeltet, falder Dylan Teuns i øjnene. Den unge belgier havde en fabelagtig sommer sidste år, hvor han vandt tre etapeløb og viste, at han er en af verdens bedste puncheurs. Det gør ham automatisk til en kandidat til sejren på Hatta Dam. Desværre har historien også vist, at den meget korte bakke er bedre for de lidt mere kraftfulde typer, og det kan blive svært for Teuns både at vinde og tage nok tid til også at tage den samlede sejr.

 

BMCs anden kandidat er Jempy Drucker. Luxembourgeren har med etapesejren i Vueltaen vist, at han kan blande sig i massespurterne, og selvom selskabet her er skrappere og etaperne alt for nemme, kan han måske stikke næsen ind i top 3 en gang eller to. Samtidig har han i brostensklassikerne og Vuelta a Burgos vist, at han er god til at spurte op ad bakke, og han burde være en af de sprintere, der gør det bedst på 4. etape - i hvert fald hvis han allerede nu er i form. Endelig har han tidligere vist, at han ikke er bleg for at jagte bonussekunder fra udbrud i dette løb, og gør han det igen kan han måske slutte langt fremme.

 

Endelig vil vi pege på Amund Grøndahl Jansen. Den unge nordmand er her umiddelbart for at køre for Groenewegen, men kan måske få carte blanche til at teste sig selv på Hatta Dam. Han viste i efteråret, at han efterhånden har opnået ganske stor holdbarhed i endagsløbene, og han er samtidig en eksplosiv, spurthurtig herre, der burde kunne gøre det godt i den type finale. Naturligvis vinder han ikke samlet, men en god præstation på 4. etape kan bringe ham langt.

 

***** Marcel Kittel

**** Elia Viviani, John Degenkolb

*** Mark Cavendish, Dylan Groenewegen, Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli

** Nacer Bouhanni, Dylan Teuns, Jempy Drucker, Amund Grøndahl Jansen

* Vincenzo Nibali, Giazomo Nizzolo, Nicolas Roche, Loic Vliegen, Yves Lampaert, Robin Carpenter, Magnus Cort, Nicolas Edet, Michel Kreder

 

Danskerne

Magnus Cort gør debut for Astana i et løb, der på papiret burde passe ham fint. Desværre er det hans første løb efter det brækkede kraveben, og han er derfor næppe i form til at gøre sig gældende. Han vil nok i stedet arbejde for Riccardo Minali på de flade etaper.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 16/08-19/08

Arctic Race of Norway(2.HC) 16/08-20/08

Colorado Classic(2.HC) 16/08-19/08

Tour de Hongrie(2.1) 14/08-19/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 17/08-26/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 17/08-26/08

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 19/08

Omloop der Vlaamse Gewesten(1.1) 19/08

GP Stad Zottegem(1.1) 21/08

Tour du Poitou Charentes(2.1) 21/08-24/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/08

Deutschland Tour(2.1) 23/08-26/08

Great War Remembrance Race(1.1) 24/08

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 25/08

Vuelta a España(2.UWT) 25/08-16/09

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 25/08

Trofeo Comune di Vertova(1.1) 25/08

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 26/08

Trofeo Emilio Paganessi(1.1) 26/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »