Optakt: EM enkeltstart

SE EM PÅ EUROSPORT PLAYER

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor har de professionelle hidtil ikke haft chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de Europæiske Mountainbike Mesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da sommerens terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

Sidste år skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. I 2017 fandt man en position i august to uger efter Touren, men på denne tid af året er konkurrencen stor. Således afvikles der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hviler fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det betyder samtidig, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men sidste år betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren.

I år har UEC taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Man er nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det har ganske vist betyder, at der ikke er blevet plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken er, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten er også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skal booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow har fået æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikles over 10 dage med hele 800 atleter.

Om det er dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff nu igennem et år har givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet denne gang er betydeligt stærkere, end det var i Herning sidste år. Både enkeltstarterne og landevejsløbene har tiltrukket en stribe ganske store navne, og selvom der har været en del konflikter med holdene, der nødigt har villet give rytterne fri i en periode, hvor der afvikles to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, der appellerer til samme ryttertyper, synes EM i sit nye format at have etableret sig som en begivenhed, der er kommet for at blive.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Inden det gælder linjeløbet, er det imidlertid enkeltstarten, der vil stjæle opmærksomheden på Glasgosws landeveje, og selvom EM-titlen her fortsat slet ikke synes at have samme prestige som linjeløbet, er der tale om et klart bedre felt end i de første to udgaver. Måske savner vi navne som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Tony Martin (der nok havde være til start, hvis ikke han havde været skadet), Geraint Thomas og Chris Froome på startstregen, men det betyder ikke, at der er tale om en svag besætning. Således vil store specialister som den forsvarende mester Victor Campenaerts, 2016-mesteren Jonathan Castroviejo, Stefan Küng, Jos Van Emden, Matthias Brändle, Yves Lampaert, Alex Dowset og Ryan Mullen sikre, at det bliver en på alle måder værdig mester, der vil kunne trække den eftertragtede trikot over hovedet onsdag eftermiddag.

Sidste år lykkedes det Victor Campenaerts at indfri et af sæsonens helt store mål, da han sejrede i den neglebidende enkeltstart i Vejle. Belgieren var bare 2 sekunder hurtigere end Maciej Bodnar, der kom med en frisk Tour-etapesejr i bagagen, 4 sekunder hurtigere end Ryan Mullen og 9 sekunder hurtigere end Matthias Brändle, der endte som den store taber i det knivskarpe opgør om medaljerne. Med undtagelse af Bodnar, der tager sig en pause efter Touren, er top 4 fra sidste års løb alle til start igen denne gang, hvor der dermed i den grad er lagt op til et revancheopgør.

Ruten

I 201t blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at enkeltstartsspecialisterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet betød, at man skulle op over den berømte Cote de Cadoudal-stigning. Den slags bekymringer behøvede de ikke gøre sig sidste år. Herning er flad som en pandekage, og arrangørerne havde designet en rute, der ikke kunne været meget nemmere. Lange lige strækninger i fladt terræn prægede ruten i det midtjyske højland, og der var dermed tale om guf for de sande specialister.

Årets rute i Glasgow er en mellemting. Den er ikke så flad som tonserruten i Danmark, men den har heller ikke Plumelecs stejle og mange stigninger. Der er et par mindre bakker på programmet og en del (dog ikke specielt svære sving), men grundlæggende er terrænet relativt fladt og skabt til specialister.

Med sine 45,5 km har løbet nogenlunde samme distance som i tidligere år. Der er både start og mål i Glasgow. Fra start bevæger man sig gennem let stigende terræn mod nord ud gennem byen på en strækning, hvor der er en del sving. Efter ca. 4 km bliver det fladere og mindre teknisk, når man kører mod nordvest og nord ud gennem Glasgows forstæder, indtil man rammer et længere let stigende stykke i det åbne skotske højland, der fører frem til rutens nordligste punkt.

Her drejer man skarpt til højre og fortsætter herfra igennem ganske let faldende terræn mod øst og sydøst til byen Lennoxtown. Her bliver igen helt fladt, mens rytterne tonser mod syd, sydvest og til sidst igen syd med retning mod Glasgow. Der er en ganske lille bakke, inden man i fladlandet rammer storbyens forstæder, hvorefter det falder let ad en lang, lige strækning uden sving. Til slut flader det igen ud inde i Glasgows centrum, hvor der på de sidste kilometer venter en meget teknisk finale med adskillige skarpe sving på de sidste 5 km.

Løbet byder på i alt 347 højdemeter.

Vejret

Sidste års enkeltstart i Herning druknede næsten i regn, men heldigvis burde det være bedre i år. Kvinderne har ganske vist en risiko for byger til deres formiddagsløb, men når mændene starter, burde det være klaret op med kun enkelte skyer og en temperatur på 18 grader. Det vil være halvblæsende med en jævn vind fra sydvest, der burde være nogenlunde den samme for alle ryttere. Det giver sidemedvind på stykket ud til Lennoxtown og sidemodvind på turen tilbage til Glasgow.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Favoritterne

Mens linjeløbene som sagt fra start har tiltrukket en vis interesse fra også de største navne - ikke mindst I Plumelec i 2016 - har det knebet lidt mere på enkeltstarten. Her har de allerstørste navne med Tom Dumoulin i spidsen endnu ikke kunnet overtales til at gå efter stjernetrøjen, men man mærker heldigvis en klart større interesse nu. År for år er feltet blevet stærkere og stærkere, og der er ikke tvivl om, at Glasgow i 2018 kan præsentere det hidtil stærkeste felt af specialister.

Og netop specialisterne har god grund til at drage til Skotland. Årets rute er som sagt en blanding af den ganske kuperede strækning i Plumelec og sidste års tonserterræn i Herning, men overordnet set er det en dag for de store motorer. Der er ganske vist et par bakker på programmet, men det bliver aldrig så stejlt, at der er brug for den lille klinge. De tungeste vil måske være en anelse handicappet af de trods alt ikke helt få højdemeter, men de fleste specialister vil kunne mose op ad de skotske bakker i høj fart. Samtidig har Victor Campenaerts oplyst, at svingene heller ikke er specielt tekniske, og at man kun ganske gå gange skal ned i fart. Med andre ord er det for de store tempospecialister, der ikke lider alt for meget, når de ser en lille bakke.

Heldigvis ser det ud til, at vejrforholdene bliver relativt ensartede. Kvinderne har trukket nitten, for deres formiddagsstart betyder, at de meget vel kan blive ramt af byger, men herrerne burde have relativt ens betingelser. Der er en risiko for, at vejene ikke vil være helt tørre for de allerførst startende, men det burde blive en helt regulær styrkeudmåling.

Som sagt er feltet stærkt og tæller flere af Europas førende specialister, men det er svært at komme uden om, at Stefan Küng må være favorit. Den store schweizer har i de seneste to sæsoner, hvor det er blevet til andenpladser bag Rohan Dennis i Tour de Suisse, en andenplads bag Geraint Thomas i Touren, sejr i det stærkt besatte BinckBank Tour samt senest sejr på enkeltstarten i Tour de Suisse dokumenteret, at han er et af tidens allerstørste tempotalenter. Ingen i dette felt har en lignende rekordliste, og den ros, han fik efter BMCs holdløbssejr i Schweiz og Touren er blot et ekstra vidnesbyrd om, hvor brølstærk Küng er.

Ruten burde også passe ham fint, for selvom han er en stor fyr, klarer han sig fint i halvkuperet terræn. Han elsker lange distancer, og det er faktisk svært at designe en meget bedre rute til ham. Naturligvis hersker der altid en vis usikkerhed om formen for en rytter, der har gennemført Touren, men Küng virkede ingenlunde træt i den sidste del. 12. pladsen på den sidste enkeltstart, der slet ikke passede ham, var ganske fin, og modsat sidste år, hvor han meldte afbud i sidste øjeblik, er han valgt at gå efter titlen. Det vidner om en vis friskhed, og derfor er Küng vores favorit.

Sidste år erobrede Victor Campenaerts titlen i et neglebidende opgør mellem fire mand, og han har gjort titelforsvaret til et af sæsonens helt store mål. Lige siden det tidlige exit fra Giroen har han haft blikket stift rettet mod denne onsdag, og ligesom sidste år har han forberedt sig på en højdetræningslejr i Livigno. Han melder om god form og burde derfor kører med om sejren på en rute, der passer ham. Han er nemlig bedst, når distancen er lang, og det er en anelse småkuperet, og ruten i Glasgow ligger derfor lige til højrebenet. Han har i år kørt nogle glimrende korte enkeltstarter i Algarve, Romandiet og Giroen, og det er ellers ikke hans kop te. Særligt 3. pladsen på 1. etape i Giroen vidner om den høje klasse, for her var han ”the best of the rest” bag giganterne Dumoulin og Dennis. Desværre er Campenaerts også meget uforudsigelig i sine enkeltstarter, hvilket især de svage præstationer på den lange Giro-enkeltstart samt tidskørslen i Tirreno vidner om, og derfor ved man aldrig helt, hvor man har ham. Rammer han dagen, kan han sagtens forsvare sin titel.

Jos Van Emden har i de seneste år udviklet sig til en af verdens førende specialister, og var det ikke for Rohan Dennis, der er skyld i hans mange andenpladser, ville han have et ganske imponerende cv. Hidtil har hans styrke imidlertid været korte, helt flade enkeltstarter, men i de seneste godt to år har han også udviklet sig over lange distancer. Særligt hans sejr over Dumoulin på sidste etape i Giroen sidste år var imponerende, og i år blev han også nr. 4 på den lange Giro-enkeltstart. Van Emden er imidlertid fortsat bedst, når det er helt fladt, og ruten her har nok lidt for mange højdemeter til, at han kan være helt tilfreds, især fordi distancen også er så lang. Samtidig hersker der en del usikkerhed om formen, da han ikke har kørt løb siden det tidlige exit fra Dauphiné.

Jonathan Castroviejo var den første, der havde æren af at bære stjernetrøjen, da han erobrede den i suveræn stil i Plumelec i 2016. Det skete imidlertid også i hans drømmesæson, hvor han også vandt bronze ved VM, blev nr. 4 til OL og blev nr. 2 bag Froome på den lange Vuelta-enkeltstart. Desværre har han som temporytter ikke været på samme niveau siden dengang - hans klatring har til gengæld noget nye højder - og selvom han slet ikke kører så katastrofalt som i 2017, er det tydeligt, at hans fokus på evnerne i bjergene har haft en pris. Anden- og tredjepladserne i Abu Dhabi og Tirreno, hvor den flade rute ellers ikke passede ham, tydede på en renæssance, men siden dengang har han skuffet i Romandiet, Baskerlandet, Dauphiné og senest i Touren. Heldigvis kan han glæde sig over en ganske kuperet enkeltstart, der passer ham fint, og hans Tour-form var som bekendt fremragende. Er den intakt, og kan han genfinde takterne fra de første måneder af sæsonen, er endnu en Castroviejo-sejr ikke en umulighed.

Manden, der kan levere overraskelsen, må være Dylan Van Baarle. Hollænderen var som U23-rytter kendt som tempospecialist, men gik helt i stå som professionel, hvor han i stedet har fokuseret på klassikerne. Efter skiftet til Sky har han imidlertid igen helliget sig sin gamle favoritdisciplin, og det har givet resultat. Det kom nemlig som en stor overraskelse, da han i ganske suveræn stil blev hollandsk mestr på en helt flad tonserrute. Det gav ham en plads ved dette løb, og den nationale titel må have givet ham smag på mere. Den kuperede rute passer ham langt bedre end det hollandske fladland, han kørte i tilbage i juni, men der er usikkerhed om, hvor god formen er, efter at han fik sig en lille nedtur sidste i juni, da Sky ikke udtog ham til Tour-truppen.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Sidste år blev Ryan Mullen nr. 3, og i år går ireren efter at gøre det endnu bedre. Desværre havde han en bedre chance sidste år, hvor det helt flade herningensiske terræn lå lige til hans højreben. Det mere kuperede skotske højland passer ham slet ikke lige så godt, men bakkerne er dog ikke af en karakter, så en formstærk Mullen ikke kan håndtere dem, ikke mindst fordi han i de senere år er blevet meget mere holdbar. Ser man bort fra sejren i San Juan i januar, har hans 2018-resultater desværre været en hel serie af skuffelser, men han synes altid at kunne rejse sig til de store mesterskaber. EM har været et klart mål, og hans kærlighed til de længste distancer er en af forklaringerne på, at det altid er i disse sammenhænge, at han præsterer allerbedst.

Det tætteste, skotterne kommer på en lokal helt, er Alex Dowsett. Briten er desværre slet ikke den tempomaskine, han var engang, men han har en evne til at hive en kanin op af hatten, når man mindst venter det. Det skete, da han knuste alle i Polen for et par år siden, da han vandt Commonwealth Games i netop Skotland og senest, da han efter en hel serie elendige enkeltstarter, pludselig blev hhv. nr. 5 og 6 i Giroen. Desværre var han igen sit gamle halvtamme selv i Slovenien og ved de nationale mesterskaber, og derfor ved vi reelt ikke, hvad vi skal forvente af Dowsett, der ikke har kørt løb i lang tid. Distancen passer ham fint, men det kuperede terræn er heller ikke til hans fordel.

Sidste år blev Matthias Brändle den store taber i kampen om medaljerne, da han trods et tidstab på bare 9 sekunder til Campenaerts endte med sorteper og den utaknemmelige 4. plads. Nu går han efter oprejsning oven på en sæson, der har været lige til skraldespanden. Han kørte katastrofalt i årets første måneder og styrtede forud for Giroen, der var det første store mål. Han viste de første livstegn med en fin 6. plads på prologen og et godt holdløb i Dauphiné, men led derefter et overraskende nederlag ved de østrigske mesterskaber. For et par år siden var Brändle fremragende på korte, flade enkeltstarter, hvor han tilhørte den absolutte elite, men han har tabt voldsomt niveau i de seneste år, dog med enkelte momentvise oprejsninger. Desværre har han aldrig været god over lange distancer, og det var formentlig kun, fordi sidste års rute var så flad, at han var med i medaljekampen sidste år. Denne gang betyder kombinationen af bakker og distance, at det ikke er ideelt for den uheldige østriger.

Egentlig burde Yves Lampaert stå højt på listen over favoritter. Han har nemlig kørt nogle fremragende enkeltstarter i 2016 og 2017, især over lange distancer, og sidste år besejrede han endda Campenaerts ved de belgiske mesterskaber. Af uransagelige årsager er det imidlertid gået ned ad bakke i år, hvor han har skuffet på alle sine enkeltstarter, senest ved de belgiske mesterskaber, hvor distance og rute ellers passede ham. Normalt er han heller ikke til de skotske bakker, men i år har han klatret bedre end tidligere, og derfor passer terræn og rute ham måske egentlig ganske fint. Han kom godt ud af Touren, men har stadig til gode at bevise, at han kan genfinde fordums evner i kampen mod uret.

Det bliver spændende at se Maximilan Schachmann folde sig ud. Den dobbelte sølvmedaljevinder ved U23-VM er en af sportens supertalenter, der så sent som i Giroen vandt en stor bjergetape. Også tempotalentet er blevet bekræftet, særligt på sidste års Romandiet-prolog og på 1. etape af årets Giro. Desværre har han endnu til gode at køre sin første gode lange enkeltstarter som professionel, og han skuffede da også på 16. etape i Giroen, hvor formen ellers var god. Efter en lang pause ved vi heller ikke, hvor han står nu, men har han absorberet sin grand tour-debut godt, er det ikke utænkeligt, at et så stort talent som Schachmann pludselig kan komme flyvende ind til denne enkeltstart.

Endelig vil vi pege på Martin Toft Madsen. Den danske mester viste særligt ved VM i Doha, men også ved EM sidste år, hvor han desværre blev ramt af defekt, at han er i stand til at blande sig med stjernerne på disse lange mesterskabsenkeltstarter. Forberedelsen med timerekordforsøget er ikke nødvendigvis helt dum til en udfordring som denne, selvom han i den sammenhæng nok havde foretrukket sidste års danske tonserrute. Toft klatrer imidlertid ganske pænt, og han kan normalt sagtens klare bakkerne i Skotland. Hans 3. plads på enkeltstarten var dog en mindre skuffelse, og skal han for alvor gøre sig gældende i dette klasseselskab, skulle han nok have gjort det bedre i det svagere besatte løb på hjemmebanen.

***** Stefan Küng

**** Victor Campenaerts, Jos Van Emden

*** Jonathan Castroviejo, Dylan Van Baarle, Ryan Mullen, Alex Dowsett

** Matthias Brändle, Yves Lampaert, Maximilan Schachmann, Martin Toft Madsen

* Tobias Ludvigsson, Filippo Ganna, Jos Goncalves, Ramunas Navardauskas, Yoann Paillot, Artem Ovechkin

Danskerne

Vi kan have visse forhåbninger til et fint resultat til Martin Toft Madsen, hvis chancer er beskrevet nærmere ovenfor. Selvom han har vist en vis fremgang både ved DM og PostNord Danmark Rundt, får Rasmus Quaade nok svært ved at blande sig i så skrapt set selskab.

SE EM PÅ EUROSPORT PLAYER