Optakt: EM linjeløb

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historie løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor har de professionelle hidtil ikke haft chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de Europæiske Mountaibike Mesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. Sidste år tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da sidste sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

I år skal der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. Sidste år blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. I år har man fundet en position i august to uger efter Touren, men på denne tid af året er konkurrencen stor. Således afvikles der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne samt det traditionsrige Vuelta a Burgos og Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hviler fortsat ud efter Touren. Det har gjort det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som sidste år, og specielt er det påfaldende, at det har været meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark er udset som landet, der skal forsøge at fastholde momentum, og det betyder samtidig, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. Sidste år var der således tale om et løb for puncheurs, men i år vil den helt flade rute i Herning gøre det meget svært at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren.

Det hele startede med enkeltstarterne, og søndag slutter festlighederne af med arrangementets højdepunkt, herrernes linjeløb. Ikke overraskende har den tætpakkede kalender gjort det vanskeligt at tiltrække et felt på samme niveau som sidste år, men for flere topsprintere - specielt dem, der ikke var til start i Touren - er løbet blevet udpeget som det første store mål i sæsonen. Ikke overraskende er det specielt de hurtige folk og deres lead-out men, der er blevet udset til at forsvare de enkelte nationers ære, og selvom man stadig frustreres over det sene afbud fra den forsvarende vinder, Peter Sagan, kan man glæde sig over udsigten til et brag af en massespurt med deltagelse af store navne som Alexander Kristoff, Bryan Coquard, Elia Viviani, Sam Bennett, Jens Debusschere og danske Magnus Cort.

Sidste år lykkedes det Peter Sagan at tage den første titel efter en suveræn opvisning på den korte, stejle Cote de Cadoudal i Plumelec. Efter at have lukreret på, at de store nationer fik skabt samling, var han i en klasse for sig på stigningen og vandt let foran Julian Alaphilippe og Daniel Moreno. Sagan er i øjeblikket travlt optaget af at score WorldTour-point for Bora i Polen, Belgien og Holland og forsvarer derfor ikke titlen, og da Alaphilippe og Moreno på ingen måde er tiltrukket af den flade rute og derfor skipper løbet, skal der findes et helt nyt podium.

Ruten

Sidste år blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at rytterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet bød på den omtalte afslutning på den berømte Cote de Cadoudal-stigning. Den slags udfordringer venter ikke i år. Herning er flad som en pandekage, og arrangørerne har designet en rute, der ikke kunne været meget nemmere. Lange lige strækninger i fladt terræn præger ruten i det midtjyske højland, og der er dermed tale om guf for sprinterne.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Som sidste år er der tale om et rundstrækningsløb, der denne gang skal afvikles over 12 omgange på en 20,1 km lang runde, hvormed der bliver tale om et hele 241,2 km langt løb. Starten går i området omkring Herning Messecenter i udkanten af byen, hvorfra det går mod sydvest ad en lang, lige vej. Efter et par kilometer rammer man et lidt mindre vej, der fører mod sydøst og byder på lidt flere tekniske udfordringer.

Efter ca. 7 km når man rundstrækningens sydligste punkt, og kort efter rammer man den lange, lige Lind Hovedgade, der fører tilbage mod nord og mod centrum af Herning. Man fortsætter tæt forbi målområdet indtil bykernen, hvor en rektangulær rundstrækning tilbagelægges, inden man igen rammer store, brede veje efter godt 15 km. Til slut går det via store boulevarder tilbage mod syd og mod målområdet. Der venter skarpe sving i rundkørsler efter ca. 17 og 19,5 km, og derefter buer det let mod højre, indtil man rammer opløbsstrækningen. Ruten byder kun på en ganske, ganske lille bakke midtvejs, men er ellers stort set helt flad.

Vejret

Der har været megen snak om risikoen for sidevind, men det ser ikke ud til, at den for alvor kan komme i spil. Faktisk bliver søndag den mindst blæsende af de fem dage, arrangementet varer. Der vil være en jævn vind fra vest, hvilket ellers giver sidevind på en stor del af rundstrækningen. Til slut vil der være side- og sidemedvind på de sidste kilometer, indtil man rammer opløbsstrækningen, hvor der vil være modvind. Der vil være sol fra morgenstunden, men som dagen skrider frem ventes det at sky til, og mod slutningen er der 50% risiko for en byge. Temperaturen vil være ca. 18 grader.

Favoritterne

Det var ikke mærkeligt, at sprinterne slikkede sig om munden, da årets rute blev offentliggjort. Terrænet omkring Herning er fladt som en pandekage, og ved at sammensætte en rute, der ligger nær byens centrum, har man ikke opsøgt de bakker, der ellers ligger i området. Sjældent har et stort mesterskabsløb været fladere, og det kan bedst sammenlignes med VM-løbene i Qatar sidste år. Herrernes løb kan ikke bruges som en målestok, da man der tilbragte en stor del af tiden i den forblæste ørken, men ruten i Herning er til gengæld meget nært beslægtet med den byrundstrækning i Doha, der blev brugt til de øvrige linjeløb. Ikke overraskende sluttede de næsten alle i massespurter, og det er meget svært at se et andet udkomme af søndagens løb.

På forhånd var der megen snak om, hvorvidt sidevind ville kunne få indflydelse, men det har hele tiden været ganske usandsynligt. På en byrundstrækning som denne skal det blæse ganske kraftigt, hvis der skal skabes splittelse, og vinden vil slet ikke være stærk nok til at skabe ravage. Dermed er det kun de tekniske elementer samt risikoen for en byge mod slutningen, der kan præsentere visse udfordringer.

For fans, der ønsker selektivt cykelløb, er problemet, at løbet med det samme er blevet udråbt til at være et sprinterløb. Det betyder, at stort set alle nationer er mødt op med sprintere og det bedste tog, de har kunnet sammensætte, og stort set alle de store nationer vil være tilfredse med en spurtafgørelse. Specielt italienerne, franskmændene og nordmændene vil være meget ivrige efter en afgørelse blandt de hurtige folk, og selvom vi utvivlsomt vil se visse forsøg på at skabe lidt splittelse - måske endda et sidevindsangreb eller to - men de tre nationer bør være stærke nok til at kontrollere det. Naturligvis vil der blive kørt en anelse mere aggressivt, men løbet kunne meget vel udvikle sig på samme vis som en klassisk sprinteretape i en grand tour, hvor et tidligt udbrud og et par sene angreb kontrolleres af de tre store sprinternationer

Dermed vil det være en stor overraskelse, hvis ikke det hele skal afgøres i en massespurt. Her vil der være flere forhold at tage i betragtning. Først og fremmest er der distancen. Ganske vist er løbet ikke terrænmæssigt svært, men rytterne skal stadig tilbringe mange timer i sadlen. Det tilgodeser de mere hårdføre sprintertyper. Derudover er der risikoen for regn i finalen, der vil komplicere situationen. Selve finalen er ikke voldsomt teknisk, men der er et sent sving, som kræver god positionering. Det betyder, at et godt lead-out også er vigtigt.

Disse iagttagelser får os til at pege på Elia Viviani som vores favorit. Når det kommer til topfart, er det i dette felt kun Sam Bennett, der kan matche italieneren, men der er stor forskel på deres form. Hvor Bennett viste klare svaghedstegn i RideLondon Classic, kørte Viviani et fabelagtigt løb. Trods det hårde tempo sad han med helt fremme på stigningerne, og det var tydeligt, at hans hårde træning henover sommeren havde båret frugt. I sidste ende glippede det i spurten pga. en elendig positionering, men Viviani efterlod klar det indtryk, at han var i storform.

Hans største styrke i dette løb imidlertid holdet. Stort set alle de bedste lead-out men i verden er italienere, og de står alle til Vivianis rådighed søndag. Således kan han regne med støtte fra folk som Davide Cimolai, Simon Consonni, Roberto Ferrari, Jacopo Guarnieri og Fabio Sabatini, og det udgør et tog, der er KLASSER bedre end rivalernes. Det vil være en mindre sensation, hvis ikke italienerne fuldstændigt dominerer finalen og sikrer, at Viviani er første sprinter igennem sidste sving. Han har i år vist en større holdbarhed end tidligere og overlevede eksempelvis Poggio i Milano-Sanremo. En spurt efter 240 km bør derfor ikke være et stort problem. Når man har den hurtigste mand bag det bedste lead-out, er det klart, at Viviani må være løbets klare favorit.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Hans værste rival vil utvivlsomt være Alexander Kristoff. Nordmanden er kendt som verdens måske bedste afslutter efter et langt løb, og det er bestemt ikke uden grund, at han allerede har vundet utallige spurter om de sekundære placeringer i de største klassikere. Det skete senest i årets Flandern Rundt og Milano-Sanremo. Desværre har han generelt ikke spurtet på sit højeste niveau i år og synes ikke at være ved fordums styrke. Specielt i juni og maj så det skidt ud, men han blev gradvist bedre og bedre i løbet af Touren, indtil et styrt satte ham tilbage. Med sejren i RideLondon Classic viste han imidlertid, at han er tilbage.

Distancen og det halvdårlige vejr passer Kristoff, der samtidig er kendt for sin gode positioneringsevne. Han savner naturligvis sit gode Katusha-tog, men med Edvald Boasson Hagen, Daniel Hoelgaard, August Jensen og Amund Grøndahl har han ingen grund til at klage. Det bør være rigeligt til at være i en god position i sidste sving, og så ved alle, at Kristoff er svær at have med at gøre efter 240 km.

Franskmændene har ladet Arnaud Demare og Nacer Bouhanni blive hjemme og i stedet givet chancen til Bryan Coquard, der var den store taber ved sidste års VM, hvor han blev forbigået af den daværende landstræner. Dette har været hans store mål, siden han blev fravalgt til Touren, og han vil være topmotiveret. Distancen passer ham, og han har vist, at han kan være konkurrencedygtig i de lange løb. Desværre er han normalt bedre i mere kuperet terræn, og han havde helt sikkert foretrukket en vanskeligere rute eller et stigende opløb.

Når det er sagt, har Coquard dog gode muligheder. Han er holdbar og har også i flade spurter vist, at han har farten til at matche de bedste. Med Clement Venturini, Anthony Roux, Hugo Hofstetter og specielt erfarne Mickael Delage har han et fint tog, der kan hjælpe ham med hans store svaghed, positioneringen. Andenpladsen på den svære sidste etape i Vallonien viste, at formen efter lidt tid endelig er fundet. Lykkes det ham at være langt fremme i svinget, har han en god chance for at vinde.

Havde dette været maj måned, havde Sam Bennett sandsynligvis været vores favorit til at vinde. Nu forholder det sig imidlertid anderledes. Ireren har haft en lang pause og gjorde comeback i RideLondon Classic. Her led han mere end ventet på stigningerne, og i spurten blev det helt tydeligt, at formen ikke er i top. Selvom han fik et godt lead-out af Selig, stod han nærmest stille i spurten (hvor han også led af krampe), og han måtte nøjes med en 8. plads. I dette løb er samtidig uden megen holdstøtte, og det kan blive dyrt i positionskampen, der altid har været hans store svaghed. Med den nuværende form taler distancen imod ham, men da han sammen med Viviani er feltets hurtigste rytter, kan man ikke udelukke irsk sejr.

Danmark stiller med en reel vinderkandidat i Magnus Cort. Danskeren viste sidste år i Vueltaen og i starten af året, at han kan slå mange habile sprintere, når han er i form. Det er han helt tydeligt efter sin flotte andenplads i London, hvor kun Kristoff var marginalt hurtigere. Cort er mere holdbare end langt de fleste sprintere, og derfor er distancen kun til hans fordel. Naturligvis er der flere ryttere, der på papiret har en højere topfart, men meget kan være forandret efter så langt et løb. Da han samtidig i Michael Mørkøv har en kompetent og erfaren lead-out man og selv er god til at positionere sig, har Cort en klar vindechance.

Belgien stiller med et stærkt hold med mange hurtige folk, men de har endnu ikke meldt ud, om der skal køres for Jens Debusschere eller Edward Theuns i en spurt. De er på papiret nogenlunde lige hurtige og er begge klassikerryttere, der elsker lange løb i dårligt vejr. Dagsformen vil helt sikkert være afgørende, og det taler til Debusscheres fordel. Således har han netop gennemført de fleste etaper i Polen Rundt og vist solid form, selvom manglen på holdstøtte var et problem i finalerne. I Herning vil han imidlertid have et fremragende tog bestående af Theuns, Bert Van Lerberghe, Nikolas Maes, Jens Keukeleire og Jasper De Buyst, og belgierne er reelt de eneste, der har poweren til at true italienerne. Debusschere fik i maj igen gang i sejrsstimen, men der er desværre flere ryttere, der på papiret er hurtigere. Med et godt lead-out efter et langt løb er han dog i stand til at vinde.

Det samme er Theuns, men han viste ikke storform i RideLondo Classic, hvor han kom tilbage efter en meget lang pause. Han sad med i finalen og var klar til at spurte, men havde slet ikke benene til sidst. Det var en personlig skuffelse og har muligvis kostet en kaptajnrolle her. Det kan dog ikke udelukkes, at holdet alligevel satser på belgieren, der i det seneste års tide har spurtet bedre end Debusschere.

Desværre kommer Holland uden Dylan Groenewegen, og derfor skal ansvaret løftet af Moreno Hofland eller Wouter Wippert. Wippert har haft en svær tid på Cannondale, men har med andenpladsen ved de hollandske mesterskaber og femtepladsen i London fået gang i benene. Han er normalt meget lidt holdbar, men i London viste han faktisk stor styrke. For et par år siden havde han farten til at udfordre de bedste og har eksempelvis været tæt på at slå Cavendish. Det er tvivlsomt, om han kan det efter 250 km, men han ligner holdets kaptajn, hvis han er med hjem. Hofland er langt mere holdbar, men efter skiftet til Lotto har han kun sjældent fået lov til at spurte. Han synes ikke at have samme fart som sidste år, hvor det faktisk så ganske lovende ud. Han får svært ved at vinde, hvis han får sin chance, men med et godt lead-out er en medalje en mulighed. Wim Stroetinga kan måske få chancen, men det vil være en overraskelse, hvis den hurtige banespecialist bliver kaptajn efter så langt et løb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er en stor skuffelse, at tyskerne ikke møder med hverken Kittel eller Greipel, men det kan så give Pascal Ackermann chancen for at vise potentialet. Efter andenpladsen ved U23 VM sidste år har han i år ved flere lejligheder vist potentialet også på højeste niveau. I teorien er han en ganske holdbar sprinter, men 240 km er et meget langt løb for så ung en rytter. Dertil kommer, at han er omgivet af et meget ungt hold, og han kan få det svært i positionskampen. Farten er imidlertid god nok til, at han kan skabe en overraskelse.

Slovenerne stiller med et powerfuldt mandskab med mange hurtige folk. Deres bedste kandidat til en sejr er Marko Kump , der efter et svært år i år har både klatret og spurtet bedre end længe. Han viste dog ikke storform i London, og det er lidt usikkert, hvordan han er kørende, specielt i så langt et løb. Hvis han er med, kan han imidlertid drage fordel af et meget stærkt tog. Alternativet er Luka Mezgec, der i Slovenien Rundt viste, at han stadig kan spurte, selvom han nu om dage mest er lead-out man. Han viste god form i Polen Rundt, hvor han sad godt med på stigningerne, men han er bedst efter et hårdt løb med mere udskilning. Denne rute er nok for flad for ham.

Det samme er tilfældet for Juan Jose Lobato, der eller si Vallonien fik vist, at han endelig har fundet den form, han har jagtet hele året. Han er mest kendt for evne til at spurte op af bakke, men han har faktisk også en god topfart på flad vej, specielt efter så langt et løb. Han har medaljepotentiale, men som altid kan det hele meget vel gå galt forinden, fordi han er så elendig til at positionere sig. Spanien har ikke det bedste tog, og det kan gøre det svært for en rytter, der også er kendt for sin ustabilitet.

Til slut vil vi pege på Alexander Porsev og Erik Baska. Porsev har altid haft et stort potentiale, som han sidst år syntes at have genfundet. I år er det imidlertid gået elendigt, senest i Polen Rundt, hvor han ikke var i nærheden af meget. Derfor tvivler vi på, at han kan levere et resultat, som talentet egentlig berettiger til Baska skal løfte arven efter Sagan, og hans sejr i sidste års Handzame Classic bekræftede, at han har god topfart. Siden da er det imidlertid ikke blevet til meget, og selvom potentialet er stort, er han kun en outsider i et løb, der burde være for langt for ham.

***** Elia Viviani

**** Alexander Kristoff, Bryan Coquard

*** Sam Bennett, Magnus Cort, Jens Debusschere

** Edward Theuns, Wouter Wippert, Moreno Hofland, Marko Kump, Luka Mezgec, Alexander Porsev, Juan Jose Lobato, Erik Baska

* Sergey Shilov, Eduard Grosu, Michal Kolar, Jose Joaquin Rojas, Wim Stroetinga, Ahmet Orken, Edvald Boasson Hagen, Alois Kankovsky

Danskerne

Danmark stiller til start med en reel vinderkandidat i Magnus Cort. Han får støtte af Lars Bak, Matti Breschel, Nicolai Brøchner, Christopher Juul, Alexander Kamp, Michael Mørkøv, Torkil Veyhe og Mads Würtz.