Optakt: EM linjeløb

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor har de professionelle hidtil ikke haft chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de Europæiske Mountainbike Mesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da sommerens terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

Sidste år skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. I 2017 fandt man en position i august to uger efter Touren, men på denne tid af året er konkurrencen stor. Således afvikles der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hviler fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det betyder samtidig, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men sidste år betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren.

I år har UEC taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Man er nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det har ganske vist betyder, at der ikke er blevet plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken er, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten er også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skal booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow har fået æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikles over 10 dage med hele 800 atleter.

Om det er dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff nu igennem et år har givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet denne gang er betydeligt stærkere, end det var i Herning sidste år. Både enkeltstarterne og landevejsløbene har tiltrukket en stribe ganske store navne, og selvom der har været en del konflikter med holdene, der nødigt har villet give rytterne fri i en periode, hvor der afvikles to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, der appellerer til samme ryttertyper, synes EM i sit nye format at have etableret sig som en begivenhed, der er kommet for at blive.

Det hele startede med kvindernes linjeløb sidste søndag og fortsatte i onsdags med enkeltstarterne, og søndag slutter festlighederne af med arrangementets højdepunkt, herrernes linjeløb. Efter sidste års lidt stjernefattige forestilling i Herning er det denne gang svært ikke at slikke sig om munden ved udsigten til det brag, der venter. Den øgede prestige kombineret med en rute, der giver muligheder for flere ryttertyper end sidste års sprinterfest i Herning, har fået navne som Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Wout Van Aert, Jasper Stuyven, Bryan Coquard, John Degenkolb, André Greipel, Mark Cavendish, Matteo Trentin, Elia Viviani, Mathieu van der Poel samt den forsvarende mester Alexander Kristoff til alle at tage turen til Skotland. Dermed er der tale om et felt, der er en stor forårsklassiker værdigt, og det er præcis samme type cykelløb, vi kan vente os søndag eftermiddag.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Sidste år endte det hele i den forventede massespurt i Herning, hvor der på forhånd var lagt op til en duel mellem Elia Viviani og Alexander Kristoff, og det var præcis, hvad vi fik. Den store nordmand kom akkurat forbi italieneren og blev dermed den blot anden europamester i historien. Moreno Hofland sikrede med en tredjeplads hollandsk medaljesucces også. Alle tre er de med igen denne gang, hvor Kristoff drømmer om at forsvare sin titel, og Viviani og Hofland håber at gøre det en smule bedre end i 2017 på en rute, der dog ikke er helt så enkel som den foregående

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at rytterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet bød på den omtalte afslutning på den berømte Cote de Cadoudal-stigning. Den slags udfordringer havde man ikke sidste år. Herning er flad som en pandekage, og arrangørerne havde designet en rute, der ikke kunne været meget nemmere, og der var i den grad tale om rent guf for sprinterne.

I år er begivenheden som sagt henlagt til Glasgow, og det kuperede skotske terræn, som vi kender lidt til fra Tour of Britain, er som skabt til at skabe cykelløb, der minder om de nordlige klassikere. Det er da også den form for løb, der lægges op til, på en rute, der synes at være en mellemting mellem de to foregående. Hvor løbet i Plumelec var for ardennerspecialister og puncheurs og løbet i Herning for de rene sprintere, er årets EM-brag en sag for ryttere, der med punch kan begå sig i brostensklassikerne, samt hårdføre sprintertyper.

Det er fast kutyme, at de store endagsløb skal være relativt lange, uanset om der er tale om mesterskabsløs eller klassikere. Sådan vil det naturligvis også være denne gang, hvor der skal tilbagelægges intet mindre end 234,5 km. Som de fleste øvrige mesterskaber er der tillige tale om et rundstrækningsløb, og modsat den nyere VM-tradition vil der ikke være en indledende strækning som opvarmning. Hele løbet vil finde sted på rundstrækningen, der er henlagt til den nordlige del af Glasgow.

Rundstrækningen er i alt ca. 14,5 km lang og skal tilbagelægges i alt 16 gange og er ikke helt let at blive klog på. Fra start kører man mod nordvest via en let stigende vej, der byder på enkelte relativt skarpe sving. Efter 2 km begynder det i stedet at falde let, indtil man når frem til løbets sværeste fase i Kelvingrove Park. Her følger nemlig midtvejs på rundstrækningen tre mindre bakker, der kun er adskilt af nedkørsler, men man når aldrig op i mere end 50 m højde. Samtidig er det her ganske teknisk med adskillige sving og blæde kurver.

Efter 8 km går det tilbage mod sydøst, og herfra er terrænet generelt faldende. Undervejs venter der dog to mindre bakker, hvoraf den sidste, der har op med ca. 3 km igen er den værste. Igen er der relativt mange sving, og særligt den sidste del synes meget teknisk. Efter den sidste bakke falder det let ned til de sidste 2 km, der er flade og består af en tur rundt om People’s Palance. Det betyder også, at den sidste del er knap så teknisk med kun et par bløde sving. Der kommer dog et skarp højresving bare 2 km fra stregen. Bortset fra en ganske lille bakke med 3,5 km igen og en efterfølgende nedkørsel er det helt fladt til sidst.

Løbet byder på i alt 2142 højdemeter.

Vejret

Efter den seneste hedebølge ser det ud til, at den forrygende nordeuropæiske sommer har sagt ”tak for nu”, og i stedet venter der klassisk britisk sommervejr. Heldigvis skal rytterne ikke køre på en meget våd lørdag, men også søndag kan blive halvvåd med en konstant risiko på 30-40% for byger. Temperaturen vil være beherskede 18 grader, og det vil lufte pænt med en jævn vind fra syd. Det giver sidemedvind på rundstrækningens første del og sidemodvind på anden del. Til slut vil der være sidemedvind mellem de to sidste sving og direkte sidevind på opløbsstrækningen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Favoritterne

Mesterskabsløb er alt ganske svære størrelser at læse. For det første afvikles de på som regel helt ukendte ruter, som både ryttere og trænere har et begrænset forhåndskendskab til, og hvor usikkerheden om løbets karakter derfor får lov at trives, ofte med ugers eller måneders spekulation forud for begivenheden. For det andet afvikles de med landshold, og det skaber alt en helt særlig dynamik, når normale modstandere skal indordne sig under en overordnet plan.

Også til dette EM-løb har der mildt sagt været delte meninger om rutens beskaffenhed. For nogle måneder siden taltes der i den belgiske presse meget om en slags flamsk klassiker, hvilket fik Wout Van Aert til at gøre løbet til det sidste store landevejsmål og Greg Van Avermaet til at tage en konflikt med BMC-mandskabet, der ikke havde til sinds at lade ham stille til start bare 24 timer inden 1. etape af BinckBank Tour. Andre lande har imidlertid talt om en næsten sikker massespurt. Sandt er det da også, at det bestemt ikke er en rute, der er let at læse, især fordi de mange små bakker i Glasgow er meget dårligt beskrevet i det tilgængelige materiale.

Kvinders løb kan måske bruges som en slags pejlemærke - man skal ellers være meget varsom med at sammenligne løbene for de to køn - og her endte det i en spurt i en gruppe på knap 20 ryttere, efter at en duo først til sidste var blevet hentet. Her blev det ret klart, at det ikke så meget er bakkerne, men mere den voldsomt tekniske natur og den deraf følgende konstante positionskamp, der kan gøre løbet hårdt - dog ikke hårdere end at det altså endte i en spurt i en relativt stor gruppe.

2142 højdemeter over 234,5 km er da heller ikke alverden, og umiddelbart må man vurdere ruten til at være nemmere, end der i hvert fald gik rygter om i Belgien for et par måneder siden. Skal man sammenligne det med en nylig mesterskabsrute, er det svært ikke at slå ned på VM-løbet i Richmond i 2015, hvor Peter Sagan tog den første af sine tre sejre.

Der er imidlertid markante forskelle. I USA var der et par ret stejle brostensbakker i den absolutte finale, hvor Sagan kunne køre fra alt og alle, og opløbet var tillige stigende. Her er bakkerne og den tekniske natur ikke væsensforskellig fra det, vi så på den anden side af Atlanten, men stigningerne komme alle på rundstrækningens første del. Der mangler en Sagan-rampe i finalen, hvor afslutningen også er flad og endda udgør den mindst tekniske rute. Alt sammen taler det for, at det bliver sværere at gøre en forskel end i Richmond, hvor det endda var meget tæt på at ende i en spurt i en ganske stor gruppe.

Vejret vil kunne spille en rolle, for især de varslede våde veje vil bidrage til hårdheden. Især er risikoen for styrt på den meget tekniske rute stor. Til gengæld vil den ellers ret kraftige vind næppe komme i spil, da hele ruten er henlagt til byzone, hvor huse, tilskuere og andet vil give en del læ.

Lige så vigtig for løbets udfald som ruten er naturligvis holdenes taktiske oplæg, og her kan der være megen information at hente ved at se på holdudtagelserne, der fortæller, hvem der vil spurte, og hvem der vil i offensiven. Mest markant er det, at i hvert fald Belgien er kommet til Skotland for at gøre løbet så hårdt som muligt. De kommer med en eminent klassikertrup med Van Aert og Van Avermaet som de erklærede kaptajner, og selvom man har Jasper Stuyven som en plan B i tilfælde af en eller anden form for spurt, må missionen være klar: belgierne skal have løbet til at eksplodere.

Det samme skal hollænderne, der primært satser på fænomenet Mathieu van der Poel, mens man har Moreno Hofland som plan B i tilfælde af en spurt. Til gengæld kommer nordmændene kun med ét mål: at tage endnu en spurtsejr med den forsvarende vinder Alexander Kristoff. Det samme vil formentlig være tilfældet for tyskerne, der kommer med et urutineret hold anført af John Degenkolb, der ganske vist kan gøre sig gældende i de fleste scenarier og generelt har interesse i et ret hårdt løb, men som skal finde ud af, hvordan han vil spille sine kort undervejs: skal der satses på spurten, eller skal der køres offensivt?

Samme dilemma har som altid Peter Sagan, der både er den bedste på bakkerne og en af favoritterne i en spurt. Han er som altid omgivet af et ret svagt slovakisk mandskab, hvor han denne gang endda er den eneste professionelle, og han skal derfor i vidt omfang klare ærterne selv. Først undervejs vil han formentlig beslutte sig for, hvordan han griber det an - om han angriber som i Richmond eller gambler stort ved at vente på en spurt som i Bergen sidste efterår. Lidt samme dilemma som Degenkolb og Sagan har danskerne, der i Magnus Cort har en kaptajn, der kan lidt af det hele, men som sammenlignet med de to andre nok har den mindste chance i en spurt og derfor kan anspores til mere offensiv kørsel.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Sammen med belgierne er det ubetinget det italienske mandskab, der er det stærkeste, og det ligger lidt i kortene, at de ligesom sidste år skal gå 100% efter en spurt med Elia Viviani. Holdet har imidlertid et par ganske kapable ”angribere” i Sonny Colbrelli og Matteo Trentin, der burde kunne få en vis frihed til at følge de belgiske forsøg. Det skal blive ganske interessant at se, om de i et sådant fremstød får lov at samarbejde, eller om de alene skal agere ”spoilere”, der kan sikre, at det hele samles til den store Viviani-spurt. Det synes ikke på forhånd helt givet.

 Mest af alt tror vi dog på en spurt. Selvom belgierne og hollænderne vil gøre alt for at få det til at eksplodere, vil det på en så relativt tilforladelig rute skulle en del til for at skabe den nødvendige splittelse. Det betyder ikke, at der ikke vil ske udskilning, for 235 km i kuperet terræn vil betyde, at en spurt vil komme efter en ret lang og opslidende dag. Derudover vil den konstante risiko for styrt på de våde, snørklede veje betyde, at positionskampen er uhyre vigtighed, og man kan sagtens ende med at blive sat ud af spillet, hvis man sidder på den forkerte side af et sent uheld. Det ændrer dog ikke på, at langt de fleste lande har så stor en interesse i en spurt, og at de fleste lande har en kapabel sprinter, at der næsten altid vil være en interesse i at jagte, og da især italienerne og nordmændene formentlig vil gøre alt for, at det ender sådan, har de hurtige folk gode chancer.

Selve spurten vil være karakteriseret ved, at den kommer efter en lang og opslidende dag, og derfor er der mere tale om en klassikerspurt for de hårde drenge end om en Tour-spurt for de rene fartpiloter. Samtidig er selve afslutningen modsat det meste af ruten ikke specielt teknisk, og det er derfor en finale, hvor ryttere med en høj topfart kan sætte sig igennem - hvis de vel at mærke er friske nok.

Med en tro på en spurt vil vi pege på Elia Viviani som vores favorit. Italieneren har været årets mest succesrige sprinter. Det skyldes egentlig ikke så meget hans egen spurtstyrke, for både i Giroen og de fleste andre af forårets løb har han været oppe mod hurtigere folk. Alligevel er det blevet til et hav af sejre, og det skyldes hans fabelagtige Quick-Step-tog.

Når han er vores favorit her, skyldes det da heller ikke så meget Viviani selv, men mere at han også her har et sublimt tog, selvom han skal klare sig uden sine vanlige tropper. Det er nemlig påfaldende hvor mange af verdens gode lead-out-ryttere, der har italiensk pas, og mange af dem er taget med til Skotland. Det gælder først og fremmest Jacopo Guarnieri, der er en af verdens allerbedste i positionen som næstsidste mand - en status han senest beviste, da han forærede Arnaud Demare en Tour-etapesejr på et sølvfad - og Matteo Trentin, der i tiden på Quick-Step viste sig som en af de allerskarpeste i positionen som tredjesidste mand. Også Davide Cimolai har i positionen som fjerdesidste mand i Demares tog - han var dog ikke med til Touren - vist sin klasse, og lægger man dertil lynhurtige folk som Marco Canola, Sonny Colbrelli og Davide Ballerini, peger alt på, at italienerne vil sidde tungt på finalen.

Herefter er det så op til Viviani selv at gøre det færdigt. Det har han gjort ved de fleste lejligheder, men efter lange løb har han vist sig som lidt af en lottokupon. I hvert fald stod hans ben totalt af i de seneste to udgaver af Sanremo. Til gengæld viste han med sejrene i Hamburg og især i det hårde løb i Plouay sidste år, at han nu er blevet så holdbar, at han sagtens kan slå de bedste efter lange, svære dage. Også hans knebne nederlag til Sagan i Gent-Wevelgem er vidnesbyrd om dette. Bakkerne burde ikke være et problem for en mand, der holdt hjul på Pozzovivo på den sidste bakke ved de italienske mesterskaber, og distancen er det heller ikke. Viviani er altid i form, især på denne tid af året, og selvom deltagelse ved bane-EM næppe er den allerbedste forberedelse, vil han formentlig være knivskarp. Kombinerer man det med det sublime tog, bliver Viviani vores favorit.

Peter Sagan har i EM-sammenhæng en hit rate på 100% og vender nu efter et års fravær tilbage for at generobre sin titel. Han har faktisk ikke tabt et internationalt mesterskabsløb siden 2014, og det siger alt om hans evne til at præstere ved disse lejligheder. Som nævnt ovenfor skal han nøje vurdere, hvordan han griber løbet an, og den største risiko for ham er, at han spiller på den forkerte hest. Han kan nemlig både vinde fra en spurt eller ved offensiv kørsel, men satser han forkert, kan han enten brænde sine tændstikker for tidligt, som han har gjort det i mange tidligere løb, eller misse båden, når den lægger fra land, som det var meget tæt på at ske i Bergen i september.

Sagan har imidlertid udviklet en ret god næse for at læse løbet, og han plejer altid at ramme rigtigt. Som sagt kan han vinde fra alle scenarier, men da vi tror mest på en spurt, er det her, han formentlig skal vise sit værd. Han er som bekendt ikke en ren sprinter, men efter en Tour, hvor han tog kampen op med de rene fartpiloter er det igen dokumenteret, at slovakken kan slå stort set alle på stregen. I forhold til Viviani øges han chancer kun af, at det har været hårdt. Tidligere havde han problemer med sin spurt efter klassikerdistancer, men den kedelige tendens har hans seneste to VM-sejre klart modbevist. Naturligvis vil han til sidste skulle klare sig på egen hånd, men heldigvis mestrer Sagan positionskampen som ingen anden. Formentlig vil det være ham, der sidder på bagsmækken af det italienske tog til sidst, og så er det op til ham selv at vise, at han kan slå sin gode ven, Viviani, på stregen.

Ligesom Sagan har Alexander Kristoff en hit rate på 100%, for den store nordmand slog til i Herning sidste år i sit allerførste forsøg. Han drømmer om at gentage succesen her, og han kommer til løbet sprængfyldt med selvtillid efter at have taget en af karrierens allerstørste sejr i Paris for to uger siden. Sammenlignet med sidste års lette løb i Herning passer ruten i Glasgow langt bedre til Kristoff, og faktisk er det svært for ham at designe det meget bedre - ud over at han gerne havde set en distance på 280 km. Kristoffs spidskompetence er nemlig at spurte efter de længste og hårdeste dage, og i en periode i årene 2013-2015 var han helt umulig at slå i spurterne i de lange klassikere.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Helt så suveræn er Kristoff ikke længere, men han er stadig fremragende efter 235 km i regnvejr. De fleste husker millimeternederlaget til Sagan på hjemmebanen i Bergen, ligesom han i de seneste to udgaver af Sanremo er blevet hhv. nr. 1 og 3 i feltets spurt om de sekundære placeringer. Han har ikke det stærkeste hold til at støtte sig, men det plejer ikke at være et stort problem for Kristoff, der er næsten lige så god som Sagan i positionskampen. Faktisk vandt han kampen om Demares hjul mod netop slovakken på 13. etape i årets Tour, og det viser, at han er stærk nok til at bokse mod hvem som helst. Kombinationen af distance, hårdhed, fart efter et langt løb og god positionering gør endnu en Kristoff-sejr til en ganske realistisk mulighed.

For et par år siden var John Degenkolb sammen med Kristoff ”the man” til spurterne efter de lange og hårde klassikere. Det vidner hans spurtsejre i løb som Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Vattenfall Cyclassics om, men siden det grimme træningsstyrt i 2016 har Degenkolb været en helt, helt anden rytter. Siden de tyske mesterskaber har der imidlertid været tale om en renæssance, og i Touren var der igen tegn på den gamle klasserytter, der har to monumenter på sit cv. Han vandt brostensetapen og var med fremme i næsten alle spurter. Desværre blev det også ret klart, at det måske især er på hurtigheden, at han fortsat mangler mest. Omvendt var han bare ganske få centimeter fra at vinde den store etape i Paris, og det viser, at Degenkolb stadig kan true de bedste på stregen. Vi mangler fortsat at se ham spurte efter 235 km, og det har som bekendt alt været hans spidskompetence. Hans store problem har altid været positioneringen, og den bliver ikke lettere i Glasgow, hvor han er omgivet af en hel stribe hurtige, men også meget unge og uerfarne tyskere. Til gengæld har Degenkolb også den option, at han er stærk nok til at køre offensivt og næppe satser 100% på en spurt. Kommer han med i den rette gruppe, vil han med meget stor sandsynlighed være den hurtigste.

Kan en kontinentalrytter blive europamester? Logikken siger nej, men når vi taler om fænomenet Mathieu van der Poel, er al logik sat ud af spillet. Hollænderen satser fortsat primært på cross og mountainbike og har mest landevejen som en fritidsfornøjelse. Set i det lys er det temmelig imponerende, at han i juni slog hele den hollandske elite - og den er som bekendt ikke at kimse ad - ved de nationale mesterskaber, og dermed fik han vist, at han ligesom ærkerivalen Van Aert kan blive en fremragende klassikerrytter. Sejren kom nemlig efter 221 km i en spurt, hvor han slog en vis Danny Van Poppel, og det viser ikke blot, at han kan klare de lange distancer, men også at han er hurtig nok til at slå sprinterne. Han har da også vundet deciderede massespurter i Boucles de la Mayenne, og dermed går han ind til dette løb med mange muligheder. Formentlig vil han køre offensivt som hollandsk kaptajn på en teknisk rute, der burde passe eminent til hans ekvilibristiske færdigheder, og i en lille gruppe vil han være en af de hurtigste. Selv i en spurt kan man bestemt ikke udelukke, at han kan vinde, og det gør ham til en livsfarlig kandidat i dette løb.

Danmark stiller med Magnus Cort, og han har en reel chance for at løbe med titlen og dermed få oprejsning for fiaskoen i Herning sidste år. Danskeren kommer til løbet efter en fantastisk Tour, hvor han vandt en etape og klatrede på et helt nyt niveau. Han er derfor stærk nok til at forsøge sig med offensiv kørsel i terræn, der passer ham, men han er også hurtig nok til at blande sig i en spurt. Han har nemlig ved flere lejligheder vist, at han har farten til at true selv de bedste - blandt andet var han meget tæt på at slå Kristoff i RideLondon Classic sidste år - men desværre har han en kæmpe akilleshæl, der for alvor vil blive udstillet på denne rute. I både klassikerne og Touren tabte Cort gang på gang sine chancer på gulvet på grund af håbløs positionering, og selvom han i Michael Mørkøv har en fremragende lead-out man og dermed mere støtte end normalt, kan man frygte, at han igen vil skulle starte for langt tilbage. I givert fald bliver det svært i så skrapt et sprinterselskab som dette.

Belgierne har ganske vist meldt ud, at de kører for Van Aert og Van Avermaet, men i virkeligheden ligner Jasper Stuyven det bedste kort. Belgieren kørte nemlig som en motorcykel i den sidste del af Touren, hvor han var tæt på at overvinde tyngdekraften og sejre i Mende. Her vil han formentlig få en vis frihed til at forsøge sig i terræn, der passer ham fint, og han vil måske være knap så overvåget som især Van Avermaet. Samtidig er han den hurtigste belgier i en spurt, og dermed har han den største chance for at kunne gøre arbejdet færdigt i en lille gruppe. Selv i en massespurt vil han kunne forsøge sig, selvom det dog nok bliver lidt for svært mod de mange, der på papiret er hurtigere.

På samme måde er det værd at fremhæve Sonny Colbrelli. Som sagt er det formentlig alle mand for Viviani på det italienske landshold, men for ikke at havne i defensiven kan italienerne vælge at sende Colbrelli med i diverse fremstød. Her vil han have et legitimt alibi for at sidde på hjul, og det gør ham livsfarlig i en spurt. Han er nemlig knivskarp i terræn som dette og har tidligere i både Paris-Nice og Tour de Suisse vist, at han kan slå selv folk som Sagan og Kristoff efter en lang og hård dag. Samtidig var han i den første del af Touren bedre end nogensinde, og har han genfundet den form efter en lille pause, kan han blive farlig.

Det samme kan Matteo Trentin, der formentlig kan få samme jokerrolle som Colbrelli. Vi husker alle, hvor flyvende han var sidste efterår, og selvom det i Tour de Pologne, hvor han faldt lidt igennem efter et stort forarbejde fra sit hold på 5. etape, blev klart, at han ikke er på samme niveau denne gang, kan han stadig blive farlig på en rute, der passer ham. Også Trentin er nemlig hurtig i en lille gruppe, hvilket hans etapesejre i Vueltaen og Touren samt fjerdepladsen ved sidste års VM vidner om, og ligesom Colbrelli har han i Viviani det perfekte alibi for at sidde på hjul.

Greg Van Avermaet er den belgiske kaptajn, men han er formentlig blevet lidt skuffet over rutens beskaffenhed. Det bliver nemlig svært for belgieren at få et tilstrækkeligt hårdt løb, og i en stor spurt har han ikke mange chancer. Samtidig er han som altid en ret overvåget mand, og derfor kan det blive meget svært for den belgiske stjerne at løbe med sejren. Helt afskrive ham kan man dog ikke, for Van Avermaet viste i San Sebastian, at han er kommet ud af Touren i storform - det spanske løb er nemlig normalt en anelse for svært for ham - og selvom det efterhånden er længe siden, har han flere gange slået selveste Sagan i en spurt efter et hårdt løb.

Franskmændene er uden både Demare og Nacer Bouhanni, og det kan gøre det svært for dem. Det er ikke umiddelbart klart, om de kører for Christophe Laporte eller Bryan Coquard i en spurt, men efter at have set sidstnævnte i Danmark Rundt ligner førstnævnte det bedste bud. Selvom han fik en andenplads på en af de sene Tour-etaper, er han dog ikke i nærheden af at være hurtig nok til at vinde i det skrappe selskab her. Til gengæld er han en ret holdbar rytter, der kan køre offensivt, og kommer han med hjem i en lille gruppe vil han altid være blandt de hurtigste.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Coquard er stadig ikke i nærheden af at være den rytter, han engang var, og efter en kortvarig opblomstring i maj, så han igen tam ud i Danmark Rundt. I forvejen har flade spurter ikke været hans kop te, og selvom han før har vundet dem og på papiret vel stadig må regnes som en af de hurtigste, er han formentlig overmatchet. Positionering har heller aldrig været hans stærke side, men får han rollen som fransk sprinter, kan han dog glæder sig over et ret stærkt tog, der tæller navne som Laporte, Samuel Dumoulin, Hugo Hofstetter (der måske endda selv kan få lov at spurte) samt talentfulde Damien Touze. Det kan måske gøre den forskel, der alligevel kan give ham et topresultat.

Wout Van Aert er den anden belgiske kaptajn, og efter sejren i Danmark Rundt kommer han til løbet i god form. Han har det da også som et stort mål, men som Van Avermaet kan han få svært ved at gøre den tilstrækkelige forskel. Terrænet er næppe hårdt nok, og selvom han sætter pris på den tekniske natur, er det næppe nok. Han er faktisk ganske hurtig på stregen i en lille gruppe og kan slå ganske mange, men risikoen for, at han vil være oppe mod en hurtigere mand, er relativt stor.

Slovenien kommer med et ret stærkt hold, men uden en helt oplagt vinder. Især to navne skiller sig dog ud. Det gælder holdets sprinter Luka Mezgec, der måske ikke er det helt oplagt bud i en spurt, men måske alligevel kan overraske. Han er nemlig langt mere holdbar end de fleste, positionerer sig bedre end mange og har i folk som Borut Bozic og Grega Bole et ganske stærkt lead-out. Bedst chance har han dog nok ved offensiv kørsel, for han er stærk nok til at sidde med i en lille gruppe, og her vil han være en af de hurtigste.

Mindst lige så interessant er tilsyneladende ustoppelige Matej Mohoric, der bare bliver bedre og bedre. Ruten her er ikke ideel, for det kan blive lidt svært for ham at gøre en forskel, men det betyder ikke, at han er uden chance. Med sine tekniske færdigheder vil han nemlig elske den tekniske natur, og han plejer at have ret god næse for at time sine angreb. Han er heller ikke langsom på stregen, selvom han nok skal alene hjem for at vide sig sikker på en sejr.

Danmark har i Mads Pedersen en glimrende plan B. Det vil være farligt at satse alt på en spurt med Cort, og det kan give Pedersen en vis form for frihed. Den tidligere danske mester fik sig ganske vist lidt en lussing o Danmark Rundt, men rejste sig på enkeltstarten. Dermed kan formen ikke være helt dårlig, og denne rute burde passe Pedersen, der i Flandern Rundt viste, at lange distancer i den grad passer ham. Hans spurt vil gøre det muligt at gøre arbejdet færdigt fra en lille gruppe.

Endelig vil vi pege på Zdenek Stybar og Toms Skujins. Begge er angrebslystne ryttere, der som kaptajner har fuld frihed til at angribe. Stybars form er usikker efter en lang pause, men han vil elske den tekniske natur af ruten og har i sin næse for angreb en uovertruffen evne til at udse sig momenterne. Skujins imponerer ved bare at blive stærkere og stærkere, er halvhurtig på stregen og kunne være et friskt bud på en underdog, der kan overraske på en rute som denne.

OPDATERING: Skujins stiller ikke til start.

***** Elia Viviani

**** Peter Sagan, Alexander Kristoff

*** John Degenkolb, Mathieu van der Poel, Magnus Cort, Jasper Stuyven, Sonny Colbrelli

** Matteo Trentin, Greg Van Avermaet, Christophe Laporte, Bryan Coquard, Wout Van Aert, Luka Mezgec, Matej Mohoric, Mads Pedersen, Zdenek Stybar

* Adam Blythe, Moreno Hofland, Tosh van der Sande, Ben Swift, Owain Doull, Ivan Garcia Cortina, Jose Goncalves, Michael Albasini, Viacheslav Kuznetsov, Marco Canola, Hugo Hofstetter,  Ramunas Navardauskas, Luke Rowe, Jesus Herrada, Mihkel Raim

Danskerne

Som nævnt ovenfor Danmark stiller til start med en reel vinderkandidat i Magnus Cort og en stærk joker i Mads Pedersen. De bakkes op af et stærkt hold bestående af Michael Mørkøv, der vil spille en nøglerolle i en spurt, formstærke Lasse Norman Hansen , hurtigere Michael Carbel og Casper Pedersen samt de solide arbejdsheste Kasper Asgreen og Alexander Kamp, hvoraf særligt sidstnævnte er i storform.