Optakt: Etoile de Besseges

Løbets rolle og historie

Inden nye løb begyndt at dukke op i varmere områder, var Sydeuropa stedet, hvor man indledte sæsonen. Derfor er det ingen overraskelse, at den traditionelle sæsonåbning i Europa har bestået af to sydfranske løb, GP La Marseillaise og Etoile de Besseges. For tredje år i træk blev der imidlertid første gang trampet i pedalerne på europæisk grund i Mallorca i den forløbne uge, men det ændrer ikke på, at mange ryttere holder fast i, at de to franske begivenheder er det bedste sted at komme i gang.

Igen i år er Volta a la Comunitat Valecniana tilbage på kalenderen og afvikles i samme uge, og derfor har Etoile de Besseges nu hårdere konkurrence, da også Dubai Tour og Herald Sun Tour er programmet i de samme dage. Det har desværre kostet lidt for det franske etapeløb, idet folk i stigende grad søger mod Mellemøsten og Den Iberiske Halvø. De franske hold foretrækker imidlertid fortsat deres hjemmebaneløb, og selvom La Mediterraneenne i år har aflyst, betyder det nye etapeløb Tour La Provence, der afvikles senere på måneden, at Frankrig kan tilbyde en imponerende flot januar/februar-kalender, der består af GP La Marseillaise, Etoile de Besseges, Tour du Haut-Var og endageløbene Classic Sud-Ardeche og Drome Classic.

Mens GP La Marseillaise har mistest sin status som det første europæiske endagesløb, er Etoile de Besseges fortsat det første etapeløb på sportens hovedkontinent - nu sammen med Volta a la Comunitat Valenciana. Selvom det afvikles i Sydfrankrig, har det imidlertid ofte været plaget af dårligt vejr, og etaper er før blevet aflyst eller forkortet. I 2015 protesterede rytterne endda på anden etape, hvor de kørte i bidende kulde. Terrænet er imidlertid perfekt til et løb på denne tid af sæsonen, idet det er uden helt store udfordringerne. Arrangørerne sammensætter ofte et program bestående af korte etaper, der domineres af sprintere, som har masser af muligheder i løbet af de fem dage. Et par mere kuperede etaper gør det muligt at få lidt udskilning, og det er før lykkedes udbrydere at tage den samlede sejr, specielt hvis vejret har været dårligt. I de senere år har arrangørerne imidlertid indført en enkeltstart på sidstedagen, og den velkendte rute med den hårde bakke i Alés har allerede udviklet sig til lidt af en klassiker. Den har samtidig tippet balancen væk fra sprinterne, og det er nu enkeltstartsrytterne, der dominerer.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Løbet blev første gang afviklet i 1971 på initaitiv af Fangille Roland. I 1974 blev det et etapeløb, og allerede tidligt lykkedes det at tiltrække udenlandske stjerne. Således var folk som Barry Hoban, Gerrie Kneteman, Willy Planckaert, Sean Kelly, Dietrick Thurau og Leo Van Vliet alle på podiet i løbet af de første 10 år, og faktisk var der i årene 1981-1984 end ikke en fransman på podiet. Ronan Pensec vandt i 1987, men bortset fra hans sejr lykkedes det ikke en franskmand at vinde i årene mellem 1979 og 1993, hvor Armand de Las Cuevas brød den udenlandske dominans. Det fortsatte op gennem 1990erne og de tidligere 00ere, hvor blandt andre Robbie McEwen og Fabio Baldato vandt samlet. Efterhånden som der er kommet flere alternativer til de franske løb, er det imidlertid i stigende grad blev en fransk affære, og i årene 2009-2016 er det kun lykkedes Bob Jungels og Tobias Ludvigsson at bryde en fransk stime, der inkluderer vindere som Thomas Voeckler, Samuel Dumoulin, Jerome Coppel, Jonathan Hivert og Anthony Ravard.

Det er ingen hemmelighed, at mange løb kæmper med økonomiske problemer, og selvom Frankrig har været ramt mildere end andre lande, er man ikke gået fri. Desværre er Etoile de Besseges nu også ramt, og arrangørerne afvikler årets udgave med et betydeligt underskud. Hvis ikke der findes ny kapital, vil der til næste år ske ændringer. En af mulighederne er at reducere løbets længde til to dage, mens et andet alternativ er at flytte løbet permanent til området omkring Alés, hvor bystyret er villige til at investere i begivenheden. Det er en skam, at problemerne kommer netop nu, hvor aflysningen af Tour of Qatar har givet et boost, der blandt andet betyder, at Alexander Kristoff med sent varsel har valgt at inkludere løbet på sin kalender.

Sidste år lykkedes det Jerome Coppel at tage sin anden samlede sejr i løbet. Franskmanden overlevede de to første flade etaper, som blev vundet af Bryan Coquard, og fulgte dernæste de bedste på kongeetapen, som Sylvain Chavanel vandt. Med en sejr på den afsluttende enkeltstart tog han den samlede triumf foran Tony Gallopin og Thibaut Pinot. Coppel har stoppet karrieren og kommer derfor ikke tilbage for at forsvare titlen, og Pinot foretrækker i år løbet i Valencia. Gallopin er imidlertid med igen og jagter nu den samlede sejr efter at være blevet nummer 2 to år i træk.

Ruten

I 2012 introducerede man som nævnt en enkeltstart og kom derved af med sin status som et sprinterløb. Dengang var det Jerome Coppel, der med en sublim præstation i kampen mod uret tog den første af to samlede sejre, og siden da har løbet haft det samme format, hvor mange etaper er blevet benyttet uforandret år efter år. Igen i år har arrangørerne valgt at følge den velkendte formel, og løbet er meget nært beslægtet med sidste års udgave.

Som sagt er terrænet i denne del af Frankrig ikke voldsomt vanskeligt, og arrangørerne vælger klogeligt at undgår de vanskeligste stigninger. Det giver masser af muligheder for sprinterne, men der er traditionelt mindst én mere kuperet etape, hvor en mindre gruppe afgør slaget, og hvor mere holdbarhed er nødvendigt. Den afvikles på en efterhånden velkendt rundstrækning omkring byen Besseges på tredjedagen, men har ikke altid skabt den store udskilning. Således var sidste års udgave den første i et par år, hvor en mindre gruppe af favoritter holdt hjem, og derfor har enkeltstarten været altafgørende.

Ruten følger det sædvanlige mønster med to indledende sprinteretaper, inden den lidt hårdere etape i Besseges venter. På fjerdedagen venter som vanligt den hårde spurt op ad muren i Laudun, hvor de hårdføre sprintere slås om sejren med de eksplosive puncheurs, inden det hele afgøres på søndagens korte enkeltstart, der slutter på toppen af en kort stigning i Alés.

1. etape

Løbet indledes med den helt klassiske etape, der har været benyttet hvert år siden 2013. Den fører feltet over 158,4 km fra Bellegarde til den nærliggende by Beaucaire efter en større rundtur i området nord for de to byer. Efter en indledende rundstrækning på 33,4 km, tager man hul på en større runde, der er 62,4 km lang. Den inkluderer kategori 2-stigning Cote de la Tour-stigning efter 35,8 km. Derefter køres til målbyen Beaucaire, idet man undervejs passerer stigningen igen - denne gang ved 98,2 km-mærket. Målstregen krydses første gang efter 132,6 km, og derefter afsluttes etapen med 3 omgange på en flad 8,6 km lang rundstrækning, hvor der igen væsentlige sving er i finalen.

Da etapen har været benyttet flere gange tidligere, er den velkendt af de fleste, og den ender stort set altid i en massespurt. Sidste år vandt Bryan Coquard, mens Kris Boeckmans og Michael van Staeyen var hurtigst i henholdsvis 2013 og 2015. I 2014 lykkedes det imidlertid et udbrud at holde hjem og Sander Helven at tage sejren. Med mindre vinden spiller en rolle, bør det imidlertid blive en dag for sprinterne.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

2. etape

Mens 1. etape stort set altid er den samme, varierer målet for 2. etape. Starten gør som regel fra Nimes, og det vil også være tilfældet i år, men denne gang sluttes der i Rodilhan, der er en forstad til storbyen. Fra starten bevæger man sig ud på en større tur i området nord for Nimes og passerer undervejs en kategori 2-stigning efter 28,5 km. Dernæst returnerer man til byen, hvor man passerer målstregen i forstaden efter 112,3 km. Dernæst venter fire omgange på en flad 10,1 km lang rundstrækning. Det siste sving kommer med 1400 m til mål.

Terrænet er om muligt endnu fladere end på 1. etape, og derfor er den eneste potentielle udfordring vinden. Den har før skabt ravage og kan skabe udskilning, men det mest sandsynlige er, at det hele skal afgøres i en stor massespurt.

Rodilhan har ikke været vært for løbet i mere end et årti.

3. etape

Efter to dage for sprinterne er det tid til den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Den afvikles på den samme 152,6 km lange rute, som har været blevet benyttet i adskillige gange. Den består af to rundstrækningen, en stor og en lille. Den første er 44,4 km lang og inkluderer den hårde kategori 1-stigning Col de Trelis straks fra start, hvorefter en kort nedkørsel nedkørsel leder til Vol des Bousses, der imidlertid ikke er kategoriseret. Efter endnu en nedkørsel venter yderligere to små stigninger, inden man kører ned til Besseges. Rundstrækningen skal køres tre gange, inden løbet afsluttes med tre omgange på en kort 6,8 km lang omgang i Besseges, der er helt flad.

Etapen er som sagt lidt af en klassiker, og det har før været muligt for de bedste klatrere at gøre en forskel. Det skete senest sidste år, hvor Sylvain Chavanel vandt en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard imidlertid en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012. Det viser, at etapen har flere forskellige mulige udfald, og specielt hvis det er dårligt vejr, kan den skabe splittelse. Under alle omstændigheder er det her, at klatrerne skal forsøge at vinde tid inden enkeltstarten.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

4. etape

Det er blevet en tilbagevendende tradition, at lørdagsetapen slutter med et par omgange på den velkendte rundstrækning i Laudun, hvor man slutter halvvejs oppe af Mur de Laudun. Startbyen varierer imidlertid fra år til år, og derfor er ruten ikke helt den samme. I år er etapen 152,9 km lang og starter i Chusclan, der ligger blot få kilometer fra mål. Herfra kører man ud på en større rundstrækning, inden man når Laudun, hvor målstregen krydses første gang efter 46,8 km, og man fortsætter hele vejen til toppen af muren. Herefter kører man stort set samme rundstrækning igen. Den er ikke flad og indeholder en meget lang opkørsel over 20 km, der imidlertid aldrig bliver stejl, inden man tager en lang nedkørsel tilbage til Laudun. Etapen afsluttes med fire omgange på den hovedsageligt flade 15,6 km lange finalerundstrækning, der imidlertid inkluderer Muren. Målstregen er placeret 200 m fra toppen.

Som sagt er finalen velkendt, og det har vist sig, at det er vanskeligt at undgå en spurt på den hovedsageligt flade rundstrækning. Det lykkedes imidlertid sidste år, hvor Angel Madrazo tog en overraskende sejr. I de ørige år er det blevet afgjort i en hård spurt op ad bakken, hvor en blanding af sprintere og puncheurs har gjort det godt. Tony Gallopin vandt således i 2015, mens Bryan Coquard var hurtigst i 2013. Igen i år bliver det vanskeligt at snyde sprinterne, der vil forsøge at gå efter sejren en sidste gang inden enkeltstarten.

5. etape

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Den er 11,9 km lang og kan inddeles i to dele. De første 9 km er helt flade og består af en tur frem og tilbage langs floden, der gennemløber byen. Efter at være vendt tilbage til startområdet krydser man imidlertid floden og rammer herefter den 2,7 km lange Montee de l’Hermitage stigning. Målet er placeret på toppen. Sidste år gjorde man det flade stykke en anelse længere, og den ændring har man bibeholdt til i år.

Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Det er imidlertid specialisterne, der har haft overhånden, idet etapen er blevet vundet af henholdsvis Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Under alle omstændigheder er scene sat til endnu et stort slag mellem løbets favoritter på den etape, der i langt overvejende grad vil afgøre det samlede udfald.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Favoritterne

Siden enkeltstarten blev introduceret i 2012, har den vist sig at være stort set altafgørende, og i langt de fleste tilfælde, har vinderen af kampen mod uret også stået øverst på podiet. Således var det kun i 2013, det forhold sig anderledes. Dengang var Jonathan Hivert del af en lille 11-mandsgruppe, der havde vundet 36 sekunder på feltet på kongeetapen, og dermed havde han vundet tid på de fleste. Vinderen af enkeltstarten, Anthony Roux, var imidlertid også med i den gruppe, men da han havde tabt tid grundet et split på den flade første etape, var en niendeplads på sidste etapes kamp mod uret nok til, at Hivert kunne vinde samlet.

2013-udgaven viser således, hvad det er, der kan forhindre vinderen af enkeltstarten i også at vinde samlet. Hovedsageligt er det den hårde 3. etape, hvor der kan gøres forskelle, og kommer man ikke med i frontgruppen her, er chancerne for samlet sejr ødelagt. På den anden side er enkeltstarten med den sidste stigning så hård, at man skal være en god klatrer for at placere sig blandt de bedste. Derfor er det meget sjældent, at vinderen af sidste etape ikke har været blandt de stærkeste på stigningerne. Samtidig er det værd at bemærke, at 3. etape trods alt ikke er vanvittig hård. Således vandt Bryan Coquard i både 2014 og 2015, og ofte er etapen blevet afgjort i en reduceret massespurt.

Det øvrige element, der kommer i spil, er bonussekunderne. En dominerende sprinter kan på landevejsetaerne opbygge et ganske solid forspring. I 2014 vandt John Degenkolb således flere etaper, og selvom han ikke kunne matche de bedste på den afsluttende enkeltstart, endte han som nummer 3 samlet. I 2015 blev Edward Theuns nummer fem samlet, selvom han kun blev nummer 25 på enkeltstarten. Det er samtidig værd at bemærke, at spurten på 4. etape er hård, og at det giver mulighed for en puncheur som Tony Gallopin, der kan betragtes som klassementsrytter, at score vigtig bonus. Således vandt han denne etape i 2015.

Det sidste element, der kan komme i spil, er sidevinden, der før har splittet feltet. I skrivende stund ser det ud til at årets udgave af løbet bliver en våd affære, idet det er regn på menuen alle fem dage. Specielt torsdag ser ud til at blive ganske forfærdelig, og det er også den eneste dag, hvor der er relativt meget vind. Der er bestemt mulighed for, at der kan ske udskilning her, og det er derfor vigtigt at have et stærkt hold til at beskytte sig.

Samlet set kan det konkluderes, at enkeltstarten spiller en nøglerolle og i høj grad vil afgøre løbet. Udskilning på 3. etape og i sidevinden på 2. etape samt bonussekunder på de fire første etaper - både i mål og i de indlagte spurter - kan komme i spil.

I år er der meget få udprægede enkeltstartsspecialister til start, og det gør løbet til en åben affære. Enkeltstarten er imidlertid samtidig meget speciel, idet den hårde stigning mod slutningen betyder, at den typisk passer godt til eksplosive ryttertyper, der ikke nødvendigvis excellerer i kampen mod uret. Således ender Ardennerspecialister ofte meget langt fremme, idet de kan forcere den korte, stejle stigning hurtigere end nogen anden. Samtidig har de helt tunge specialister ingen chance på den kuperede rute.

I mangel af en decideret superspecialist fremstår Tony Gallopin som vores favorit. Franskmanden er de seneste to år blevet nummer 2 og må være motiveret til endelig at få den forløsende sejr. Han er i de senere år blevet henholdsvis nummer 7, 2 og 4 på enkelstarten og har dermed vist, at den passer ham godt. Han er naturligvis ikke specialist i kampen mod uret, men har før kørt relativt gode enkeltstarter, specielt på korte, kuperede ruter. Det gør ham naturligt til en af de store favoritter til at vinde sidste etape.

Vigtigt er det samtidig, at Gallopin er i god form. Han viste således stor styrke i søndagens GP La Marseillaise, hvor kun Thibaut Pinot og Hubert Dupont var bedre på stigningerne. Han kiksede fuldstændigt i spurten og måtte nøjes med femtepladsen, men det viser, at han er bedre kørende end sidste år, hvor han trods alt blev nummer 2.

Endelig er Gallopin meget hurtig i en spurt, og det giver ham muligheder for at vinde 4. etape, som han tidligere har sejret på, samt 3. etape, hvis der sker udskilning. Han har også tidligere gået efter de indlagte spurter. Lotto Soudal har samtidig et stærkt hold til at splitte tingene i sidevinden, og her har han dermed også mulighed for at vinde tid. Det gør Gallopin til vores favorit.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Den værste rival til franskmanden må være Sylvain Chavanel, der ganske overraskende aldrig har vundet et løb, der passer ham som fod i hose. Veteranen har i mere end et årti været en af Frankrigs bedste enkeltstartsryttere, og han er specielt stærk, når distancen er mellem 10 og 20 km. Han er endvidere meget stærk på korte stigninger, og dermed har han den rette kombination af power og klatrestyrke til at vinde kampen mod uret.

Desværre er Chavanel en dieselmotor, der skal bruge et par løb på at komme i gang. Sidste år vandt han således den hård 3. etape, men skuffede på enkeltstarten. I år har han endnu ikke kørt løb, og hans form er derfor usikker, men han er altid rimelig skarp straks fra start. Han bør ikke få problemer i sidevinden eller på stigningerne, og som han viste sidste år, er han hurtig, hvis en mindre gruppe skal afgøre 3. etape. På papiret er han den bedste enkeltstartsrytter i løbet, og det gør ham til en oplagt kandidat.

En af få specialister, der er til start, er Reto Hollenstein , der gør debut for Katusha. Schweizeren har udviklet sig til en fremragende enkelstartsrytter, hvilken 9. pladsen ved VM og 3. pladsen på prologen i Belgium Tour vidner om. Samtidig synes han stadig at blive bedre og bedre, og han er traditionelt stærk fra sæsonstart. Han klatrer samtidig fornuftigt og burde ikke komme i vanskeligheder i dette terræn. Desværre er han ikke hurtig i en spurt, og det gør det vanskeligt at score bonussekunder undervejs. Samtidig er han ikke en eksplosiv klatretype, og han får det måske vanskeligt på stigningen i forhold til en rytter som Gallopin. Det ændrer imidlertid ikke på, at hans fremragende egenskaber i kampen mod uret gør ham til en indlysende vinderkandidat.

Vi skal blankt indrømme, at vi ikke havde megen fidus til Arthur Vichot i GP La Marseillaise. Løbet er ganske vist skræddersyet til franskmanden, men da han ikke havde kørt løb siden sit styrt i San Sebastian, troede vi ikke, at han var forberedt godt nok. Sejren viste imidlertid, at han som vanligt er flyvende fra sæsonstart, og det gør ham til en oplagt kandidat til dette løb også. Han er normalt slet ikke god på enkelstarter, men denne meget specielle rute passer godt til hans egenskaber som Ardennerspeicalist. Han blev således nummer 4 i 2013, 6 i 2014 og 7 sidste år. Det er klart, at han ikke er så stærk som Gallopin og Chavenel, man han er ikke langt fra. Samtidig er han hurtig og har dermed mulighed for at gå efter bonussekunder undervejs og sejre på de hårde 3. og 4. etaper. Det kræver sandsynligvis nogle sekunder undervejs, men den formstærke Vichot kan bestemt vinde løbet.

Feltets absolutte topsprinter er Alexander Kristoff, og der er stor sandsynlighed for, at han kan ende med at vinde alle fire landevejsetaper. Sker det, er han også i spil til den samlede sejr. Således er nordmanden ikke dårlig på enkeltstarter - husk blot på, hvordan han vandt 3 Dage ved Panne ved at køre i top 3 på den afsluttende enkeltstart. Samtidig er han traditionelt i forrygende form straks fra sæsonstart, og hvis han kan sikre sig en buffer inden enkeltstarten, er det bestemt muligt at vinde samlet. Desværre er sidste etape nok en anelse for hård for ham, og han skal således bruge et betydeligt forspring, hvis han skal gøre sig håb om den samlede sejr.

Vi er yderst spændte på at se supertalentet Pierre Latour i aktion. Franskmanden er måske feltets bedste klatrer, og han er heller ikke elendig på enkeltstarter. Specielt passer denne kuperede rute ham godt, og det er ikke uden grund, at han tidligere er blevet nummer 5 og 8 på den afsluttende etape. Han brækkede imidlertid en finger i december, og det har sat ham lidt tilbage i forberedelserne. Derfor formodes han ikke at være i topform i sin sæsondebut, og da der er bedre enkeltstartsryttere til start, kan de blive svært at vinde.

Mads Würtz Schmidt gør debut for Katusha og bør på papiret være blandt de bedste enkeltstartsryttere i løbet. Den korte, kuperede rute burde ligge fint til ham, og specielt på det flade stykke bør han være en af de stærkeste. Desværre er hans form meget usikker, idet han endnu ikke har kørt i år, og da hvovedmålet er at køre efter etapesejre for Kristoff, kan hans personlige muligheder bliver nedspillet, specielt hvis han ikke er i topform. Det ændrer imidlertid ikke på, at han er en af de få, der faktisk kan vinde enkeltstarten og dermed samlet.

Arnaud Demare er den anden topsprinter til start, og franskmanden kan muligvis komme i spil til den samlede sejr. Han er ikke så hurtig som Kristoff og langt fra lige så stabil i spurterne. I år har han imidlertid et meget bedre tog, og det kan muligvis betyde, at han kan blive den dominerende sprinter. Når han er i form, kører han samtidig gode korte enkeltstarter, som han gjorde det i sidste års Route du Sud. Denne rute er naturligvis for hård, men kan han som Kristoff sikre sig et stort forspring, er det ikke umuligt at vinde samlet.

Mauro Finetto fik en fin start for Delko med sin syvendeplads i Marseille, og der er ingen tvivl om, at han vil være blandt de stærkeste på stigningerne. Samtidig er han hurtig i en spurt, og det gør ham til en kandidat til bonussekunder på 3. og 4. etape. Desværre er han ikke enkeltstartsspecialist, og det gør det svært at vinde samlet. På den anden side har han før kørt gode korte enkeltstarter, og denne rute er faktisk skræddersyet til ham. Derfor bør han ende i top 10 - spørgsmålet er, hvor langt frem han kan komme.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Katushas unge talent Nils Politt er en anden enkeltstartsspecialist. Tyskeren var imponerende stærk i sin debutsæson, og han kørte undervejs nogle fine enkeltstarter. Han er imidlertid ikke blandt de allerbedste i kampen mod uret, og denne rute er nok for hård til, at han realistisk kan drømme om sejren.

Supertalentet Lilian Calmejane viste med tredjepladsen i GP La Marseillaise, at han igen er flyvende fra sæsonstart. Der er ingen tvivl om, at han vil være blandt de bedste på stigningerne, men desværre er han en relativt dårlig enkeltstartsrytter. Historien viser imidlertid, at de gode klatrere alligevel ender langt fremme, og Calmejane har bestemt rum til forbedring i kampen mod uret. Han vinder næppe, men hvis alt flasker sig, er en podieplads inden for rækkevidde.

Endelig vil vi pege på Olivier Pardini, der er lidt af en specialist på korte enkeltstarter. Samtidig er han god på korte stigninger og hurtig i en spurt. Dermed har han alt, hvad der skal til for at føre det godt. Desværre sad ikke med langt fremme i Marseille, og det tyder på, at han formmæssigt ikke er på toppen.

***** Tony Gallopin

**** Sylvain Chavanel, Reto Hollenstein

*** Arthur Vichot, Maxime Bouet, , Rein Taaramae, Alexander Kristoff, Pierre Latour, Mads Würtz Schmidt

** Arnaud Demare, Mauro Finetto, Nils Politt, Lilian Calmejane, Olivier Pardini

* Huub Duijn, Anthony Delaplace, Julien El Fares, Damien Gaudin, Maxime Monfort, Guillaume Van Keirsbulck, Ignatas Konovalovas, Florian Senechal, Anthony Turgis

OBS! Vi vil opdatere favoritvurderingen, når den endelige startliste er kendt tirsdag eftermiddag