Optakt: EuroEyes Cyclassics (Vattenfall Cyclassic)

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu EuroEyes Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hård af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2916, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Sunweb og Bora-hansgrohe er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet havde endda tiltrukket sig Tour-starten sidste år, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern genopstår Deutschland Tour i næste uge i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked.

Der er dog ét løb, der synes at have upåvirket af al tumulten. Trods en meget kort historie har EuroEyes Cyclassics etableret sig selv solidt på WorldTour-kalenderen som et af de største endagsløb i sensommeren og kombinerer et professionelt løb med et motionsløb, der har udviklet sig til at være et af de største og mest populære i Europa. På en stor søndag i august samles tusinder af amatører for at teste sig selv på de samme veje, som udgør scenen for et af verdens allerstørste løb.

Med en placering i den nordlige metropol Hamburg blev løbet skabt i 1996, og dermed finder det sted i en af de allerfladeste egne af Tyskland. På det tidspunkt var cykelsporten i Tyskland på sit højeste, da Ullrich vandt Tour de France bare et år senere, og Erik Zabel netop havde indledt sin totale dominans af Tourens pointkonkurrence. Ullrich gjorde sit hjemmebaneløb ære ved at tage sejren samme år, som han vandt løbet i Frankrig, og bare et år senere havde det nye løb fået plads på kalenderen for verdens største endagsløb, World Cuppen.

Det forblev en del af den løbsserie, indtil den forsvandt efter 2004-sæsonen og blev derefter med det samme en del af den nyskabte ProTour, der blev etableret fra næste sæson. Siden da har det været en del af sportens fineste kalender og er forblevet et af de allerstørste mål i anden halvdel af sæsonen for mange af verdens bedste sprintere.

Området omkring Hamburg er pandekagefladt, og terrænet giver stort set ingen muligheder for at skabe et selektivt cykelløb. Hvad der gør løbet hårdere end mange andre flade løb er distancen på ca. 220 km og løbets mest ikoniske stigning. Den 800 m lange Waseberg er en lille rampe i det vestlige Hamburg, der byder på stigningsprocenter på op til 15, og den sætter altid krydderi på finalen. Som det er normalt i cykelløb, har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere og hårdere ved gradvist at tilføje flere passager af de stejle skråninger, og i de senere år har sprinterne skullet overleve stigningen tre eller fire gange - sidste gang med bare 15,5 km til mål - for at få en chance for at kæmpe om sejren i den lynhurtige finale på Mönckebergstrasse i det central Hamburg.

Waseberg og distancen betyder, at løbet ikke er for alle sprintere. Kun de stærkere folk har en chance for at vinde Tysklands største endagsløb, og det er ikke overraskende, at færre end 30 ryttere er sluttet i samme tid som vinderen i både 2011 og 2012. Konstante angreb er en del af ordenen på Waseberg i en typisk svært kontrollerbar finale, og det kræver en dedikeret indsats af sprinterholdene at få det hele samlet til det, der typisk er en meget forvirrende spurt.

Mange har forsøgt at snyde sprinterne, men kun få har haft succes. Alessandro Ballan er den seneste angriber, der vandt i Hamburg, men det skete helt tilbage i 2007. Inden da skal vi tilbage til 2003-udgaven, hvor en formstærk Jan Ullrich sprængte feltet på Waseberg, hvorefter Paolo Bettini tog sejren fra et lille udbrud. De seneste ti udgaver er alle endt i massespurter med hhv. Robbie McEwen, Tyler Farrar (to gange), Edvald Boasson Hagen, Arnaud Demare, John Degenkolb, Aleksander Kristoff, André Greipel, Caleb Ewan og Elia Viviani som sejrherrer.

Oprindeligt blev løbet holdt bare en uge efter Tour de France og tiltrak derfor mange af de formstærke Tour-sprintere. I de senere år er løbet dog blevet flyttet til samme weekend, som Vueltaen starter, og imens har Clasica San Sebastian overtaget den gamle placering, så de kan drage fordel af muligheden for at tiltrække formstærke klatrere fra Touren. Ganske overraskende har det boostet startlisten for begge løb. Tidligere var sprinterne ofte for trætte efter tre ugers overlevelse, men nu om dage har de haft adskillige uger til at hvile sig og endda få løbskilometer i benene i BinckBank Tour inden løbet. Derfor har startlisten i de senere år været helt fantastisk, ikke mindst fordi stort set alle topsprinterne nu skipper Vueltaen.

I har man imidlertid lidt uforståeligt valgt ikke at følge resten af kalenderen, der er blevet rykket en uge som følge af VM i fodbold. Det betyder, at løbet i år afvikles i samme weekend som BinckBank Tour, der traditionelt har udgjort første del af en løbsblok sammen med løbet i Hamburg. Det betyder, at topsprinterne i år har skullet vælge imellem de to løb, og det betyder, at feltet er svækket begge steder. I år må løbet i Hamburg således klare sig uden sprintere som Marcel Kittel, Caleb Ewan og Dylan Groenewegen, ligesom stort set alle de klassikerspecialister, der som regel skaber krydderi finalen i stedet kører i Holland og Belgien.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

EuroEyes indleder nu en vigtig serie af europæiske efterårsklassikere, der passer en bestemt ryttertype, og som også inkluderer Bretagne Classic (det tidligere GP Plouay) og Brussels Cycling Classic (det tidligere Paris-Bruxelles). Sammen med BinckBank Tour, der som sagt ofte har haft næsten det samme felt til start giver disse løb sprinterne og klassikerspecialisterne mange muligheder for at score vigtige point i sensommeren og det tidligere efterår, og da Vueltaen stort set er renset for sprinteretaper, fokuserer de fleste af dem på denne vigtige løbsblok i Nordeuropa. Da årets VM i år slet ikke har interesse for disse ryttere, har perioden bestemt ikke tabt sin betydning i 2018, hvor den er det sidste store mål for de fleste af de hurtige folk.

Sidste år endte løbet som vanligt i en massespurt efter en hektisk finale, og her indledte Elia Viviani det, der skulle blive en fantastisk klassikerperiode ved at tage den første af to store WorldTour-sejre på bare en uge. Han slog i spurten den tidligere vinder Arnaud Demare samt Dylan Groenewegen. Efter EM vender Viviani tilbage for at forsvare sin titel og er igen oppe mod Demare, der ligeledes går efter sin anden sejr i løbet. Til gengæld skal de ikke slås med Groenewegen, der i stedet er til start i BinckBank Tour.

Ruten

Med de ganske få topografiske udfordringer i området omkring Hamburg er det ikke overraskende, at EuroEyes Cyclassics er et løb for sprintere. Da løbet slutter i byens centrum, der er pandekageflad, er det helt umuligt for arrangørerne at sammensætte en hård rute, der for alvor kan skabe udskilning. Heldigvis ligger den korte, stejle Waseberg ikke langt fra målstregen, og stigningen er blevet løbets kendetegn. Som sagt har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af den frygtede stigning, men indtil nu har det ikke været nok til at undgå en spurtafgørelse. Det har dog haft en effekt på løbets hårdhed, og vi har set ganske små felter spurte om sejren i de fleste af de seneste udgaver.

Efter et par år, hvor arrangører forsøgte at ændre tingenes tilstand for at finde den bedste model for løbet, synes de nu at have fundet en rute de er tilfredse med. Mellem 2012 og 2014 brugte man stort set den helt samme rute, men i 2015 indførte man en nyskabelse. I stedet for den traditionelle start i Hamburg indledte man løbet i Kiel, hvilket betød, at distancen samtidig blev reduceret fra 247,2 km til 221,3 km. Dermed ændrede man den flade indledning, og finalen blev også modificeret ved at skippe en passage af Waseberg, hvormed man kun skulle forcere stigningen tre gange.

I 2016 år vendte man tilbage til starten i Hamburg og førte ruten tilbage til noget, der lignede den, der blev benyttet i årene forinden. Waseberg skulle igen bestiges fire gange, men man fastholdt den kortere distance. Det gjorde man dog hovedsageligt ved at reducere afstanden mellem anden og tredje passage af stigningen, og derfor blev løbet måske endda hårdere end nogensinde tidligere. Sidste år tog man igen en passage af stigningen af programmet, og den model fastholdes i år, hvor man dog har nytænkt ruten fuldstændig ved helt at lave om på den lange flade indledning. Samtidig har man øget afstandene mellem de to sidste passager af stigningen, så den nu blot kommer én gang i finalen. Dermed er der tale om et lette løb end i mange år.

I år er løbet 216,4 km langt og starter som sagt i det centrale Hamburg, hvorfra man som noget nyt lægger ud med at begive sig ud på en stor runstrækning i det flade terrænøst for byen. Her vil der blive etableret der her et tidligt udbrud, hvorefter løbet finder sin rytme. Udbruddet får typisk et relativt stort forspring, og sprinterholdene tager kontrol. Feltet vil ikke skulle forcere nævneværdige stigninger tidligt i løbet, men hovedformålet med denne tidligere del er at akkumulere kilometer og trætte rytterne. Hvis det er blæsende, kan det være nervøst, men ellers udvikler det sig som regel som et klassisk sprinterløb. Der er en indlagt spurt efter 58,5 km.

Når man er tilbage i Hamburg, krydser man ikke målstregen, men begiver sig i stedet ud på en anden stor rundstrækning, der er placeret i området vest for byen. Den er tilsvarende flad og byder på en spurt efter 138,3 km, men når feltet når Elben for at begive sig tilbage mod centrum langs den bred, kan man se frem til at passere Waseberg for første gang. Der resterer her stadig 68,7 km, og vi skal derfor ikke forvente al for megen action på det tidlige tidspunkt i løbet. Passagen tjener primært som en opvarmning forud for finalen. Det er dog sandsynligt, at et par hold vil forsøge at øge tempoet for at trætte de rene sprinter, ikke mindst fordi det i år er den hårdeste del af løbet. Efter første passage kører man nemlig en omgang på den 12,8 km lange rundstrækning, der i de senere år er indgået i finalen, og derfor skal man atter over Waseberg med 55,9 km igen. Derfra følger man den traditionelle rute tilbage til målområdet, hvor man krydser stregen for første gang efter 176,0 km.

Efter målpassagen vender man rundt og kører en omgang på en 40,4 km lange rundstrækningi området vest for byen. Den sender feltet langs Elben tilbage i Waseberg, men med den store forskel fra tidligere år er, at man ikke kører omgange på Waseberg-rundstrækningen. Det har man ellers gjort tidligere, hvor der har været helt op til tre sene passager af bakken, men denne gang skal man bare over den for tredje og sidste gang med 15,5 km igen. Her vil tempoet blive øget, og positionskampen på de relativt smalle veje bliver brutal i indløbet til bakken.

Det er her, der for alvor kommer liv i løbet. Som regel er udbruddet her blevet hentet eller meget tæt på at blive fanget, og det er blevet tid for klassikerrytterne at træde i karakter. De kan angribe på Waseberg selv, men meget ofte er det bedste tidspunkt at forsøge sig lige efter toppen, hvor alle er på grænsen. Typisk etableres der en lille gruppe, mens sprinterholdene forsøger at blive reorganiseret. Det kræver en determineret indsats at holde udbruddene under kontrol, samtidig med at sprinterne selv skal forsøge ikke at miste kontakten på stigningen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Efter bakken sætter feltet kursen mod centrum via de helt flade veje langs Elben. Det er altid rammen om en hektisk jagt, hvor feltet desperat prøver at hente de sidste udbrydere. Vejene er imidlertid helt flade og ikke specielt tekniske, og derfor favoriserer finalen klart feltet i forhold til udbryderne, der også skal spare kræfter til finalen.

Det sidste sving kommer med 1,9 km igen, og derefter bøjer vejen kun svagt, men den indsnævres omkring den røde flamme. Det falder svagt frem til den sidste kilometer, mens de sidste 500 m på den berømte Mönckebergstrasse er svagt stigende. Spurten er ikke nogen klassisk massespurt, da der typisk er begrænsede hjælperytterressourcer efter et langt og hårdt løb. Anarki hersker ofte, og derfor spiller held og positionering en betydelig rolle, da ingen kan forvente at få et perfekt lead-out. Mange ryttere har fået knust deres drømme ved at være lukket inde, og det er derfor ikke altid den hurtigste, der vinder EuroEyes Cyclassics.

Løbet byder på i alt 2255 højdemeter.

EFTERÅRSSPILLET STARTER MED EUROEYES CYCLASSICS - TILMELD DIT HOLD!

Vejret

Vejret i Nordtyskland kan være temmelig uforudsigeligt. Nogle udgaver har været præget af regn og vind, men af og til har man også haft helt usædvanlige forhold. For seks år siden fandt det endda sted i en regulær hedebølge. Det er klart, at et løb med så flad en rute i høj grad får sin hårdhedsgrad bestemt af vejrforholdene.

De seneste to udgaver har været våde, men i år ser det ud til at holde tørt. Det vil imidlertid være en overskyet dag med kun enkelte kig til solen og en temperatur på ganske pæne 24 grader. Der vil være en jævn vind fra vest. Det giver med- eller modvind det meste af dagen. Der vil være modvind på vej ud til Waseberg og medvind på vej hjem. Det vil også være en medvindsspurt.

Favoritterne

I teorien er Waseberg den perfekte affyringsrampe for et sent angreb, og efter 220 km med tidligere tre sene passager af den stejle stigning, kan det synes overraskende, at sprinterne har domineret i det omfang, de har. Tilføjelsen af flere passager af bakken har reduceret feltets størrelse, men det har ikke forhindret dem i at dominere i Hamburg.

Løbets rygte som et sprinterløb har imidlertid gjort en massespurt til en selvopfyldende profeti. Ingen hold møder til start uden en sprinter i truppen, og alle er forberedt på en massespurt. Mange af holdene stiller til start med det ene formål at sikre sig en spurtafgørelse, og selvom en del hold også er på udkig efter angrebsmuligheder, har de altid en sprinter som plan B. Derfor giver de gerne en hånd med i jagten, hvis de misser et udbrud i finalen, og dermed er der næsten altid flere hold til at jagte. Derfor har det historisk set været næsten umuligt at undgå en massespurt, selvom udbruddet i 2016 kun blev hentet ganske få hundrede meter fra stregen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I år er det mere usandsynligt end længe, at det ikke vil blive en spurt. Den nye rute er betydeligt lettere, og for første gang i umindelige tider kommer Waseberg blot én gang i finalen. Selv med de tre sene passager, viste det sig næsten umuligt at undgå en spurt, og selv relativt rene sprintere kunne sidde med hjem. Det må i den grad forventes også at være tilfældet denne gang, og vi kan forvent et betydeligt større felt end tidligere. Håbet om, at vejret kunne skabe lidt drama, synes heller ikke at være reelt, for selvom det ikke vil være helt stille, vil der være med- eller modvind stort set hele tiden, og selvom medvinden hjem fra Waseberg i teorien skulle favorisere udbrydere, har det sjældent været nok til at snyde feltet.

Samtidig er der mange hold, der vil arbejde dedikeret for en spurt. Det gælder især Quick-Step, Bora-hansgrohe, UAE, Lotto Soudal og FDJ. Samtidig betyder sammenfaldet med BinckBank Tour, at de fleste af de klassikerryttere med evne til eventuelt at splitte feltet ikke er til start, og det er derfor endnu vanskelige at udpege ryttere, der er gode nok til at køre væk og samtidig holde feltet bag sig.

Dermed forventer vi, at det igen vil blive en spurt, og i år vil det formentlig være et større felt end tidligere. Distancen vil sætte sit præg på løbet, men i år vil det minde mere om en sprinteretape i en grand tour end en hård klassiker. Det passer derfor bedre til mere ren sprintertyper, der tillige har glæde af den lange opløbsstrækning uden mange sving. Historisk har spurten været meget kaotisk, men i år vil der formentlig være flere lead-out-ressourcer til rådighed, og det kan blive mere organiseret, men samtidig også meget hektisk i et større felt.

Lidt overraskende har tre af holdene med flere sprintere valgt ikke at dele dem mellem BinckBank Tour og dette løb, og det betyder, at der på Bora, Quick-Step og Trek kan herske lidt tvivl om, hvem der skal køres for. Det tyske hjemmebanehold har både formstærke Pascal Ackermann og stjernen Peter Sagan, Quick-Step stiller for en sjælden gangs skyld med begge deres sprinterstjerner, Fernando Gaviria og Elia Viviani, og Trek har begge de genfødte sprintere, John Degenkolb og Giacomo Nizzolo, med i Hamburg. Særligt for de to første hold skaber det en del forvirring, fordi de samtidig har løbets måske største favoritter.

Det er derfor med en del tøven, at vi peger på Pascal Ackermann som vores favorit. Bora befinder sig nemlig i et dilemma i et løb, der betyder meget for det tyske hold. På den ene side vil det være stort at sejre med den tyske mester, men på den anden side vil omtalen formentlig blive betydeligt større med Sagan som vinder. Verdensmesteren lider imidlertid både under sygdom og sit styrt i Touren og havde en svær dag ved EM. Samtidig er Ackermann flyvende i øjeblikket, hvor han har været totalt dominerende i både RideLondon Classic og Tour de Pologne, og det kunne derfor ligne, at Sagan bare skal bruge løbet som forberedelse til Vueltaen, mens Ackermann skal have en chance for at fortsætte sin drømmesommer.

Ackermann viste i London, at han er hurtig nok til at slå Viviani efter et relativt langt løb, og i Polen var han i en klasse for sig. Trods begrænset støtte fra et svagt tog manøvrerede han perfekt i finalerne og havde ingen problemer med at klare både positionering og spurt. Her var feltet imidlertid også svagere, end det vil være i Hamburg, hvor han er oppe mod et fabelagtigt Quick-Step-hold, og han vil derfor være afhængig af mere støtte.

I London vandt han suverænt i kraft af er forrygende lead-out fra Rudiger Selig, som han imidlertid savner i dette løb. Til gengæld har han en fuldgod Sagan som erstatning, og selvom slovakken ikke er på toppen, finder han næppe en bedre mand til at støtte sig. Ackermann skal blot holde sig til verdensmestern hjul pg vil så være stort set sikker på at spurte i en god position. Med den fart, han har vist på det seneste, gør det Ackermann til vores favorit.

Quick-Step skal beslutte, om der skal køres for Elia Viviani eller Gaviria, men logikken siger, at det handler om italieneren. Dels er han forsvarende mester, dels har han modsat Gaviria løbskilometer i benene. Gaviria kører nemlig sit første løb siden Touren, mens Viviani både var aktiv i London og ved EM på både bane og landevej. Derfor virker det nærliggende at tro, at Gaviria skal bruge løbet til at finde løbsrytme, mens Viviani skal forsøge at forsvare titlen.

Det burde der også være gode muligheder for, for italieneren er til start med hele sit sædvanlige tog. Han kan således regne med både Michael Mørkøv og Fabio Sabatini i finalen, ligesom Gavria og Davide Martinelli også må formodes at skulle spille en rolle. Dermed ser det som sædvanlig ud til, at Quick-Steo har det bedste tog og formentlig vil de igen dominere finalen, som de har gjort det i snart sagt enhver spurt i år. Viviani viste samtidig sidste år, at han kan vinde spurter efter mere end 200 km, da han sejrede i både Hamburg og Plouay, og selvom det også igennem sæsonen er blevet tydeligt, at han har fået mange af sine sejre mere på grund af holdet end egen topfart, er han en af de hurtigste. Måske er Ackermann, André Greipel og Arnaud Demare på papiret en anelse hurtigere, men en formstærk Viviani, der ligesom sidste år formodes at være kommet flyvende ud af sommerpausen, kan med et godt lead-out sagtens gentage sidste års triumf.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Arnaud Demare er tidligere vinder af løbet, og han sluttede også på podiet sidste år. Det skete endda, selvom han på det tidspunkt erkendte, at han var langt fra formen og temmelig umotiveret, og det siger alt om hans evner som afslutter i klassikerne. Det er ikke uden grund, at han har vundet i Hamburg og Sanremo og i år har været på podiet i både Gent-Wevelgem og Milano-Sanremo. Selvom det kniber med holdbarheden i etapeløb, er Demare stærk mod slutningen af en klassiker, og faktisk kan han derfor ku begræde, at ruten i år er meget lettere.

Som altid på denne tid af året kan der herske lidt tvivl om Demares form, for franskmanden var tydeligvis meget træt efter Touren og har helt sikkert haft brug for en god pause. Ligesom sidste år forventes han i sit comeback derfor at være et stykke fra topformen, men som sagt forhindrede det ham ikke i sidste år at ende på podiet. I den sammenhæng er det måske slet ikke så skidt, at løbet i år ventes at blive en let affære. Hans største force er samtidig hans gode tog med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, der i Touren klart var det næstbedste efter de suveræne drenge fra Quick-Step. Måske kan de heller ikke her slå belgierne, men de bør være i stand til at bringe Demare i en god position. Så skal han blot gøre som i Tour de Suisse, hvor han trods halvsvag form overspurtede selveste Gaviria.

André Greipel lykkedes endelig med at vinde sit hjemmebaneløb i 2015b efter at være blevet nr. 2 i både 2012 og 2013, og nu drømmer han om at gøre det igen i et af sine sidste løb for Lotto Soudal. Med nogle fremragende spurter i Touren viste han, at han fortsat har farten til at true selv de a1llerbedste, og det viste han igen med en flot, men meget lang spurt på 3. etape i Polen. Desværre viste både Touren og Tour de Pologne også, at Greipel fortsat er hæmmet af positionskampen, og at hans Lotto-tog slet ikke er så stærkt som i gamle dage. Med Adam Hansen, Moreno Hofland og Marel Sieberg er det dog ikke helt skidt i dette løb, og derfor har han en chance for at komme hæderligt frem til en stigende spurt, der passer ham. Det større og mere hektiske felt er næppe til hans fordel og mindsker hans chancer, men lykkes det at manøvrere i finalen, er Greipel fortsat en af feltets allerhurtigste.

Listen over tidligere vindere tæller også Alexander Kristoff , der også er blevet både nr. 2 og 3. Det er ingen tilfældighed, for nordmandens speciale er netop at spurte efter lange og hårde løb. Løbet i Hamburg har dog aldrig været hans favorit, for det har altid været en anelse for let efter hans smag. Derfor er han også en af de store tabere ved ruteændringen, for denne gang skal han formentlig slås med flere og mere friske sprintere. Til gengæld er Kristoff god til at manøvrere i kaos, og hans evner i positionskampen har altid gjort ham god i den tekniske finale. Han sluttede Touren fremragende af og viste, at han stadig kan tage kampen op med de bedste, og selvom EM ikke gik hans vej, synes han fortsat at have god form. Hans tog i dette løb er endda bedre end længe, fordi han kan regne med både Simone Consonni og Roberto Ferrari, og han elsker en stigende powerspurt som denne. Løbet er for let til, at Kristoff er topfavorit, men hans evner i positionskampen efter 220 km gør ham altid farlig.

Som sagt stiller Quick-Step også med Fernando Gaviria, og selv om logikken siger, at der skal satses på Viviani, kan man ikke udelukke, at det alligevel bliver colombianeren. Måske tages beslutningen endda først under selve løbet, og bliver Gaviria kaptajnen, er det ham, der har fordel af løbets bedste tog. Hvor han står formmæssigt efter en langs løbspause er usikker, men i et let løb som dette kan Gaviria altid vinde, ikke mindst med så stærkt et tog. Den let stigende spurt er ikke dum for ham, og han er ubetinget en af løbets allerhurtigste. Intet er sikkert, for han blev i Tour de Suisse regulært overspurtet af Demare efter et ellers perfekt lead-out, men bliver han kaptajn, vil Gaviria formentlig være manden, der skal slås.

Lidt det samme kan siges om Peter Sagan. Som sagt tror vi, at slovakken primært er her for at køre for Ackermann, men man ved aldrig. Der vil være ret stor markedsføringsværdi i for et tysk hold at vinde i Tyskland med deres store stjerne, og selvom Sagan ikke er på toppen, er løbet så let, at han altid vil kunne blande sig i en spurt. Til gengæld er det ikke en fordel for ham, at alle sprintere vil være relativt friske, for på papiret er der flere, der er hurtigere end ham. Som vi så i Touren, kan Sagan dog nu om dage godt vinde også ret nemme sprinterløb, for han synes at have en hurtighed og timing, han ikke havde tidligere. En hektisk spurt med positionskamp er i hvert fald ikke så dårlig. Nu skal vi bare se, om han overhovedet vil forsøge sig.

Trek er et af de hold, der stiller med to sprintere, og det er måske dem, der har det mest åbne hierarki. Løbet foregår dog i Tyskland, og da han er tidligere vinder, må man formode, at John Degenkolb skal have chancen. Den store tysker blev genfødt i Touren, hvor han ikke blot vandt brostensetapen, men også var ganske god i spurterne, ikke mindst sidst i løbet, hvor hans holdbarhed blandt andet gav ham en 2. plads i Paris. Ganske vist er det også tydeligt, at han slet ikke er så hurtig, som da han vandt løbet i Hamburg for efterhånden mange år siden, men efter et langt løb er han stadig en glimrende afslutter. Han var blandt de mange, der missede bussen ved EM, men formen burde være ganske god. Den stigende powerspurt passer ham. Efter et let løb er han dog meget afhængig af en godt lead-out, men med navne som Koen De Kort, Giacomo Nizzolo og Kiel Reijnen hos sig, burde det også være muligt. Med lidt held kan han vinde igen.

Objektivt set burde man dog nok køre for Giacomo Nizzolo, for på papiret er han den hurtigste af de to. Italiener er kommet flot tilbage efter sit skadesmareridt og har med podieplaceringen i London samt de flotte spurter i Polen vist, at han nærmer sig fordums styrke. Han er stadig ikke så hurtig som tidligere og ikke den hurtigste i løbet, men han er ikke langt fra. Hans stabilitet i Polen er endnu et vidnesbyrd om hans fantastiske positionering, og her vil  han - hvis han bliver kaptajn - kunne lukrere på det stærke Trek-tog. I gamle dage var han som bekendt hurtigere også end Viviani, og efterhånden som han kommer sig, mp man tro på, at han kan nærme sig fordums styrke. Det gør ham farlig, selvom også han havde foretrukket et hårdere løb.

LottoNL-Jumbo er uden Groenewegen, men har dog en kaptabel erstatning i Danny Van Poppel. Hollænderen var sidste år flyvende på denne tid af året, hvor han var klart den hurtigste i Polen Rundt, selvom han var oppe mod navne som Sagan og Ewan. I det hele taget har han haft tradition for altid at være stærk på denne tid af året, men desværre så han ikke alt for godt ud i årets udgave af det polske løb, hvor det kneb en del med farten. Han kom ellers med sejren i Halle-Ingooigem godt ud af en fornuftig Giro, og når han er i form, er han en stærk rytter, der burde have glæde af den lange distance. Desværre har han et ret svagt tog med kun Enrico Battaglin og Tom Leezer i finalen, og med den ikke alt for imponerende fart i Polen kan man frygte, at han ikke kan vise det potentiale, vi ved, han har.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

EF Education kommer med en ganske spændende duo med Dan McLay og Sacha Modolo. I Polen kørte de for Modolo, men på 3. etape mistede de hinanden, og det gav McLay chancen. Selvom Modolo kørte sin spurt og gjorde det godt, åbnede briten også op, og han kom flyvende med næsten dobbelt hastighed af alle andre. Dermed fik han vist, at han fortsat er lynhurtig, og når det ikke er blevet til mange resultater, skyldtes det den ringe positionering. Samtidig er han slet ikke holdbar, og selv dette løb kan være så svært, at han må afgive kaptajnrollen til Modolo, der til gengæld har fordel af distancen. Kommer McLay med hjem, er han ikke for træt, og kan Modolo føre ham godt frem, har han dog potentialet til at overraske. Alternativt skal man køre for Modolo, der som sagt er god over lange løb, men som i år tydeligvis har vist, at farten ikke rækker - også selvom han på 3. etape i Polen kørte sin måske bedste spurt i år.

Bahrain-Merida er et andet hold, der har hele to kandidater, og det er ikke helt klart, om der skal satses på Sonny Colbrelli eller Niccolo Bonifazio. Normalt vil sidstnævnte være bedst i en nem spurt som denne, men efter Colbrellis flotte kørsel i Touren tror vi, at de satser på ham. Desværre er han en af de store tabere som følge af ruteomlægningen, for han har i den grad brug for et hårdt løb. Får han det, har han vist i både Tour de Suisse og Paris-Nice, at han kan slå de fleste, men her er det hele nok trods alt for nemt for ham. Distancen taler dog til hans fordel, og har han genfundet formen efter Touren, kan man ikke helt afskrive ham.

Holdet kan også køre for Bonifazio, men han har ikke set helt skarp ud på det seneste. Den lille italiener er temmelig ustabil, og efter en skuffende præstation I London valgte han i Polen endda en enkelt dag at afgivesprinterrollen til Ivan Garcia, der også er med her. Det polske løb har imidlertid formentlig forbedret hans form, og selvom også han har bedst af et hårdere løb, viste han trods alt i Giroen, at han stadig sagtens kan begå sig i lettere sprinterløb også. Han er god til at positionere sig og har i Colbrelli og Garcia gode folk til at støtte ham. Det gør ham til en god kandidat til et topresultat, men om det ligefrem kan række til sejr, er mere tvivlsomt.

Matteo Trentin kommer til start som nykåret europamester og har efter en ellers lidt skuffende indsats på 5. etape i Polen vist, at formen igen nærmer sig toppen til anden halvdel af sæsonen. Motivationen til at starte godt ud i den nye trøje er helt sikkert stort, men dette løb er ikke ideelt for italieneren, der bestemt ikke er ren sprinter. Selvom han med sit gode tog og sin gode positionering gjorde det ganske pænt i Polens massespurter, så man også tydeligt, at han ikke har farten til at matche de bedste. Til gengæld har han et fremragende tog med Daryl Impey og ikke mindst Luka Mezgec, og et godt lead-out gav ham en 3. plads i Polen. Kan de gentage det, kan det godt blive til endnu et topresultat, selvom det næppe bliver til sejr. Mezgec kunne også være en kandidat, men i Polen var hierarkiet helt klart, og det vil formentlig være det samme her. Mezgecs 4. plads på 2. etape i Polen skyldtes nemlig alene, at han tabte Trentin i finalen.

BMC er denne gang til start uden Greg Van Avermaet, og det betyder, at der i stedet skal satses på Jurgen Roelandts. Belgieren er bestemt ikke ren sprinter og har slet ikke farten til at tage kampen op med de bedste, men han har en god næse for positionering og er ret hurtigt efter et langt løb. Således er han de seneste to år blevet hhv. nr. 3 og 5 i Milano-Sanremo, og det vidner om, at han efter lange distancer kan blande sig med hurtigere folk. Dette løb er dog nok trods alt for nemt for ham, men med sin gode positioneringsevne kan det måske blive til endnu et topresulat.

Sunweb har Phil Bauhaus , men da han har været syg og havde et forfærdeligt løb i Polen, har de meldt ud, at det denne gang handler om Nikias Arndt. Han får imidlertid svært ved at vinde, for han har i de seneste år primært ageret lead-out, og da han i Touren fik chancen, blev det tydeligt, at han fortsat mangler en del hurtighed i rene spurter. Derfor er dette løb også lidt for let for ham, og da hans tog er ikke-eksisterende, vil det være en overraskelse med sejr til det andet af de to tyske hold.

Andre kandidater til en spurt er Yevgeniy Gidich , Clement Venturini, Carlos Barbero, Jose Joaquin Rojas, Mark Renshaw, Marko Kump, Pawel Franczak,  Jenthe Biermans, Jose Goncalves, Sergey Shilov og Alexander Porsev, men de får svært ved at vinde.

Skal man pege på ryttere med potentiale til at angribe i finalen, er det oplagt at pege på Michael Albasini, Tiesj Benoot, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin, Alexey Lutsenko, Jose Joaquin Rojas, Jan Bakelants, Jose Goncalves, Daryl Impey, Dylan Teuns, Alessandro De Marchi, Enrico Battaglin og Jan Tratnik, men det bliver som sagt meget svært at snyde feltet.

OPDATERING: Fernando Gaviria stiller ikke til start, og Quick-Step kører derfor med sikkerhed for Viviani. Samtidig har Bahrain meldt ud, at de kører for Colbrelli og ikke Bonifazio. Endelig er Lottos lead-out for Greipel styrket markant med tilføjelsen af Jasper De Buyst som sidste mand foran tyskeren.

***** Pascal Ackermann

**** Elia Viviani, Arnaud Demare

*** André Greipel, Alexander Kristoff, Peter Sagan, John Degenkolb, Giacomo Nizzolo

** Danny Van Poppel, Dan McLay, Sacha Modolo, Sonny Colbrelli, Niccolo Bonifazio, Matteo Trentin, Nikias Arndt, Jurgen Roelandts

* Clement Venturini, Luka Mezgec, Mark Renshaw, Marko Kump, Enrico Battaglin, Alexey Lutsenko, Jose Joaquin Rojas, Daryl Impey, Michael Albasini, Tiesj Benoot, Simon Gerrans,  Pawel Franczak, Yevgeniy Gidich, Alexander Porsev, Carlos Barbero

Danskerne

Michael Mørkøv kommer som altid til at spille en nøglerolle i toget for Elia Viviani, mens Kasper Asgreen formentlig skal hjælpe italieneren med det tidlige føringsarbejde. Lars Bak skal igen forsøge at hjælpe André Greipel til sejr.

EFTERÅRSSPILLET STARTER MED EUROEYES CYCLASSICS - TILMELD DIT HOLD NU!