Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Flandern Rundt

Optakt: Flandern Rundt

18. oktober 2020 13:00

Der var nærmest landesorg i Belgien, da Flandern Rundt, som nærmest har status som national folkefest, så ud til at blive aflyst i foråret. Heldigvis lykkedes det at redde løbet, som end ikke blev aflyst under 2. Verdenskrig, og selvom coronarestriktioner betyder, at der denne gang ikke er helt samme festival af brosten og stigninger, kulde, vind, øl og pommes frites, er der alligevel lagt på til belgisk fest, når den 104. udgave af Flanderns Smukkeste afvikles på søndag. Flandern Rundt er det mest ikoniske i den løbsserie, der udgør en helt unik form for cykelløb, som kun findes i den flamske region, og hvor kun de største specialister kan gøre sig gældende, og udgør som et af sportens monumenter et af sæsonens absolut største højdepunkter.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA

 

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

 

Ingen vil holde igen, når rytterne møder frem til starten i Antwerpen søndag morgen. Tradtionalt har ethvert brostensløb forud for Flandern Rundt haft et element af forberedelse over sig, men det er bestemt ikke tilfældet i søndagens Flandern Rundt. Det er endelig tid til at gå efter de store mål, og de største brostensspecialister vil i sidste ende få deres klassikersæson bedømt på, hvad der sker de næste to søndage - i 2020 endda mere end nogensinde, da serien af brostensklassikere er reduceret til bare tre løb.

 

Flandern Rundt indgår sammen med Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia på listen over cykelsportens fem monumenter - de mest ikoniske endagsløb - og dets rødder i den cykelgale flamske region gør det til et af de mest eftertragtede. Fansene skaber en helt særlig atmosfære, der ikke findes noget andet sted på cykelkalenderen.

 

Den første udgave af løbet blev holdt i 1913 og blev arrangeret af Karel Van Wijnendaele, der var en af grundlæggerne af sportsavisen Sportwereld. Som mange andre store historiske løb blev Flandern Rundt skabt ud fra ønsket om at promovere et medie, og det lagde grunden til en af sportens mest ikoniske begivenheder.

 

Før 2. Verdenskrig blev løbet typisk afviklet samme sag som Milano-Sanremo. De bedste italienske og franske ryttere foretrak sidstnævnte, hvilket forklarer, hvorfor der kun var én ikke-belgisk vinder i tiden før krigen. Efter at man besluttede at adskille de to løb på kalenderen, begyndte de begge at blomstre, og det gjorde dem til to af sportens største endagsløb.

 

Flandern Rundt er højdepunktet i Den Flamske Cykeluge og er toppen af kransekagen i den løbsserie, der tilbyder adskillige løb med et ens design. I løbet af nogle få uger sidst i marts og først i april kører rytterne adskillige løb på de samme smalle, brostensbelagte og stejle veje i et ganske lille område i De Flamske Ardenner, hvor de zigzagger sig gennem området for at komme op ad så mange af de kendte stigninger som muligt.

 

Løb som Omloop Het Nieuwsblad, Dwars door Vlaanderen, E3 Harelbeke og Flandern Rundt er alle designet på denne måde og giver dermed en helt speciel form for cykelløb, der karakteriserer denne helt unikke del af sæsonen. Af en eller anden grund er det stort set begrænset til dette korte tidsrum, og de berømte veje bruges kun sjældent i den øvrige del af sæsonen. I denne tid er de imidlertid det absolutte centrum for cykelsporten, og alle de foregående begivenheder har været én lang opbygning til søndagens store finale, et af de vigtigste øjeblikke i hele cykelsæsonen. Flandern Rundt er det eneste monument, der kan siges at have en hel løbsserie, der alene tjener som forberedelse til den store begivenhed.

 

Mens det andet brostensmonument, Paris-Roubaix, hovedsageligt er en flad sag, hvor forskellen alene gøres af det vanskelige underlag, og hvor de bedste ryttere baserer deres resultater på styrke og udholdenhed, er Flandern Rundt helt anderledes. Rutens væsentligste karakteristikum er de mange hellingen - korte, stejle, ofte brostensbelagte stigninger - og derfor kræver succes i Flandern, at man har et vist punch til at håndtere de stejle skråninger i De Flamske Ardenner.

 

Faktisk var det aldrig planen for arrangørerne at bruge dårlige veje. I løbets unge dage var det ganske enkelt de eneste, der var tilgængelige. I 1950erne begyndte man i Belgien af asfaltere vejene, men på det tidspunkt havde løbet allerede dets helt særlige natur. Da de første klassiske stigninger fik lagt asfalt, begyndte alarmklokkerne at ringe, og arrangørerne måtte i kontakt med de lokale folk på de mange barer for at finde de gemte veje, der kunne benyttes til deres løb. De er nu blevet en væsentlig del af løbet og nogle af de mest ikoniske steder i cykelverdenen.

 

Stigningerne er faktisk nu så berømte, at den præcise sammensætning af ruten er genstand for heftig debat. Flandern Rundt følger ganske vist en fast formel, men de finere detaljer af ruten varierer fra år til år. Distancen og antallet af stigninger kan være forskelligt, og start- og målbyerne har ikke været de samme. Efter oprindeligt at være startet i Gent er løbet i de senere år begyndt i Brugge, men i 2017 flyttede man startområdet til Antwerpen.

 

I mange år var finalen imidlertid den samme. Fra 1973 til 2011 sluttede løbet i Meerbeke og havde den velkendte afslutning med den berømte Muur van Geraardsbergen og Bosberg helt til sidst i løbet. Det er nu ændret. I stedet bød 2012- og 2013-udgaverne på et par omgange på en rundstrækning, der inkluderede to af regionens sværeste stigninger, Oude Kwaremont og Paterberg. Fjernelsen af Muren gav anledning til heftig debat, og mange cykelfans betragtede beslutningen som mangel på respekt for løbets historie.

 

Den generelle opfattelse var, at den nye rute var hårdere end den gamle, men tingene udviklede sig helt anderledes end forventet. Rundstrækningen, der blev brugt i 2012 og 2013, indeholdt ganske vist to brutale stigninger, men den havde også masser af lange, lige veje, der gjorde det umuligt at angribe udefra. I stedet blev favoritterne tvunget til at vente til sidste passage af Kwaremont-Paterberg-duoen, og det gav anledning til et kontrolleret og forudsigeligt løb.

 

I et forsøg på at undgå det scenarium ændrede arrangørerne igen ruten forud for 2014-udgaven. Mens Kwaremont og Paterberg forblev de to sidste stigninger, opgav man rundstrækningsformatet, og i stedet placerede man den frygtede Koppenberg-stigning, der kun benyttes i netop dette løb, meget tættere på mål end vanligt. Ændringerne blev hilst velkommen af de fleste klassikerstjerner, mens de hurtige afsluttere var mindre begejstrede for den nye, hårdere rute. Ændringen havde tilsyneladende den ønskede effekt, da 2014-løbet blev meget mere selektivt. Arrangørerne var begejstrede, og derfor har de bibeholdt samme finale lige siden. I 2017 vendte Muren endda tilbage for første gang siden 2011, denne gang dog i en forventet birolle som en af de tidligere stigninger. Helt overraskende viste det sig imidlertid, at Quick-Step åbnede løbet allerede der og lagde grunden til deres succes ved at tage favoritterne Greg Van Avermaet og Peter Sagan på sengen. Derfor er det ikke overraskende, at den berømte stigning er med igen i år.

 

Selvom begge brostensmonumenter i de senere år har været domineret af Fabian Cancellara og Tom Boonen, er det ingen overraskelse, at favoritlisten er forskellig i de to løb. Mens en rytter som Thor Hushovd aldrig var i spil til at vinde i Flandern, var han en af de mest stabile ryttere i Nordfrankrig. Med dets kombination af brosten og stigninger kan Flandern Rundt betragtes som en sammensmeltning af Paris-Roubaix og ardennerklassikerne, og derfor er det ikke mærkeligt, at visse ryttere kan begå sig i begge typer løb. Ryttere som Michal Kwiatkowski og Sonny Colbrelli har ofte kørt i Flandern, men skippet Paris-Roubaix, og tidligere brugte også Greg van Avermaet, Philippe Gilbert og Peter Sagan den model for derved at have en vis friskhed til et af flere af løbene i Ardennerne.

 

Trods forskellene domineres vinderlisterne i høj grad af de samme navne, og faktisk er dette årtusindes to store stjerner Boonen og Cancellara blandt de mest vindende i begge løb. Med sin tredje sejr i 2012 udlignede Boonen løbsrekorden, der indehaves af Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman og Johan Museeuw, og i 2014 tog også Cancellara sin tredje sejr i De Ronde. Begge fejlede dog i deres sidste forsøg på at tage den historiske fjerde sejr, og dermed er der nu fem ryttere, der deles om rekorden.

 

Sidste år var det imidlertid ikke et af sportens største navne, der sejrede. I stedet blev det Alberto Bettiol, der ikke blot tog sin første klassikersejr, men sin første professionelle sejr overhovedet. Efter stærke præstationer i optakten kørte italieneren slet og ret fra alt og alle på Oude Kwaremont, og herefter så den decimerede favoritgruppe, der ikke just imponerede med deres samarbejde, aldrig den stærke italiener igen. Bag ham lykkedes det uhyre stærk Kasper Asgreen trods en lang dag som arbejdshest og i udbrud at køre væk fra forhåndsfavoritterne og sikre sig en fornem 2. plads i sin debut, inden Alexander Kristoff ikke overraskende sikrede sig den sidste podieplads som den hurtigste i den lille gruppe. Bettiol vender tilbage for at forsvare titlen, og da også Asgreen og Kristoff er med igen, er hele podiet fra sidste år atter samlet.

 

Ruten

Som sagt har arrangørerne lyttet til de mange ryttere, der har kritiseret den rute, der blev introduceret i 2012 og 2013, for at skabe for konservativt cykelløb. Man har naturligvis levet op til kontrakten med den nye målby, Oudenaarde, og derfor er man ikke vendt tilbage til den gamle finale med Muren og Bosberg, men forud for 2014-udgaven gjorde man finalen meget hårdere. Rundstrækningsformatet var til gavn for tilskuerne, men ansporede ikke til aggressiv kørsel, og selvom man fra arrangørside har ønsket stadig at passere de sidste stigninger flere gange, har man nu sammensat en mere alsidig finale, indsat flere stigninger og givet færre muligheder for at komme sig. Det gav anledning til ganske underholdende cykelløb i årene mellem 2014 og 2019, og derfor har man valgt at bibeholde den samme finale i 2020.

 

Den store nyhed i 2017 var, at starten flyttedes fra Brugge til Antwerpen, og at Muren gjorde et velkomment comeback, men denne gang som en mere perifer stigning næsten 100 km fra målstregen. Alligevel var det allerede her, at grunden til Philippe Gilberts sejr blev lagt, og derfor kunne det ikke undre, at den ikoniske stigning har været med siden da. Sådan bliver det imidlertid ikke i 2020, selvom det oprindeligt var planen. Arrangørerne vurderede nemlig, at den travle kalender gjorde det hensigtsmæssigt ekstraordinært at forkorte løbet, og det lod sig åbenbart kun logistisk gøre ved at fjerne turen ud til Muren i Geraardsbergen. Ellers er der tale om næsten rent genbrug af sidste års rute, idet man dog atter udskifter Ledeuze med den mere kendte Eikenberg-stigning tidligt i løbet, ligesom også Ten Bosse falder ud som følge af den droppede sløjfe med Muren. I stedet passerer man Valkenberg, hvormed det samlede antal stigninger falder til 16 mod de 17 i 2019 og de 18 i 2017 og 2018.

 

Den afsluttende kombination af Oude Kwaremont og Paterberg er brutal, da begge stigninger er blandt regionens allerhårdeste. Faktisk er det en meget sværere finale end den gamle med Muren og Bosberg. Hvad der gjorde 2012- og 2013-udgaverne mindre aggressive var de mange kilometer på store, flade veje på den afsluttende rundstrækning, hvilket gjorde det svært at angribe fra distancen. Ved at opgive rundstrækningsformatet har man kunnet reducere afstanden mellem stigningerne og dermed gjort det sværere at organisere en jagt.

 

Rytterne skal fortsat op over Kwaremont tre gange og Paterberg to gange, men næstsidste passage af de to stigninger kommer længere fra mål, end den gjorde på den gamle rute. I stedet afsluttes løbet med en rundstrækning, der skiller sig ud ved at inkludere den frygtede Kopppenberg, der altid har været et nøglepunkt, men i det nye format kommer meget tættere på mål og er langt vigtigere. For sjette år i træk vil den signalere starten på den absolutte finale, og derefter er der reelt ingen chance for at komme sig.

 

Trods ændringerne følger løbet fortsat den formel, der karakteriserer de fleste flamske klassikere. Løbene starter alle med et langt, fladt stykke, før man bevæger sig ind i De Flamske Ardenner. Her snor man sig rundt i et meget lille område for at ramme så mange af de berømte stigninger som muligt. Efter at have været oppe over adskillige hellingen og henover flere flade pavéer bevæger man sig ad flade veje tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag gør typisk løbene til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun ganske få har overlevet, når man når målområdet. Forskellen på løb som Flandern Rundt, E3, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad udgøres af start- og målbyerne, antallet af stigninger og ikke mindst distancen, der gør Flandern Rundt til klart det længste.

 

Siden 1998 er løbet startet i Brugge, men i 2017 skrev man i stedet kontrakt med Antwerpen, der nu er rammen om indskrivningen. Nøjagtig som Brugge er havnebyen placeret langt fra De Flamske Ardenner, og derfor indledes den i år blot 240,6 km lange rejse - hvilket er ca. 27 km kortere end sidste år - med en lang, flad tur mod sydvest til byen Zottegem, der ligger på grænsen til det kuperede område, og som nås efter 80,4 km. Herefter rammer man de første brosten, Lippenhovestraat og Paddestraat, der kommer efter henholdsvis 84,8 og 86,2 km, inden man når frem til målbyen Oudenaarde efter ca. 100 km.

 

Herfra ændrer løbet karakter. I år er der ingen tidlige stigninger, og fra det øjeblik man rammer den første helling er der meget kort afstand mellem bakkerne. Det lange indledende stykke tjener som formål at akkumulere træthed og skabe et tidligt udbrud. I mange flamske klassikere kan tilstedeværelse i det tidlige udbrud være en billet til et topresultat - bare tænk på Imanol Erviti i 2016 - og derfor er løbet ofte meget aggressivt i den indledende fase. Det er ganske vist vanskeligere at holde hele vejen i dette løb end i de kortere klassikere som E3 og Dwars door Vlaanderen, men det ændrer ikke på, at der ofte er en brutal kamp fra start, og at det tager lang tid at få etableret udbruddet.

 

Efter passagen af Oudenaarde kører man mod syd ind i fjertet af De Flamske Ardenner. Den første udfordring kommer efter 117,2 km, og det er en af nøglestigningerne, der åbner ballet. Først gælder det således selveste Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten), og derfra går det hurtigt med stigningerne. Den maksimale afstand mellem to på hinanden følgende stigninger er 15,9 km, men i langt de fleste tilfælde er der mindre end 10 km, inden det igen går løs.

 

Ved indløbet til Kwaremont vil positionskampen for alvor starte. Det er stadig alt for tidligt for favoritterne at spille ud, men fra nu af skal man være fremme stort set hele tiden. Positionering betyder mindst lige så meget som power og klatreevner i Flandern Rundt, da det er næsten umuligt at passere ryttere på de smalle veje. At starte en stigning for langt tilbage kan sagtens være enden på løbet, specielt hvis man fanges bag et af de mange styrt, der utvivlsomt vil præge dramaet.

 

Rytterne er nu startet på den første store rundstrækning, der inkluderer yderligere 7 stigninger. Man fortsætter mod nordøst for at ramme Kortekeer efter 127,8 km, hvorefter det atter gælder Eikenberg (700 m, 6,7%), der efter 135,5 km gør comeback. Den fører til en af de stejle asfaltstigninger, Wolvenberg (1645 m, 7,9%, max. 17,3%), der kommer bare 2,9 km senere. Herefter rammer man Holleweg- og Haakhoek-pavéerne efter henholdsvis 138,5 og 144,2 km, inden man tager hul på de tre asfaltstigninger Leberg (950 m, 4,2%, max. 13,8%), Berendries (940 m, 7%, max. 12,3%) og Valkenberg (500 m, 7,6%), der kommer hurtigt efter hinanden mellem 147,1 km- og 156,5 km-mærkerne. Det var nu, rytterne skulle have været oppe over Muren, men den sløjfe droppes. I stedet får man efter Valkenberg 13,1 km til at komme sig, inden man rammer den gamle rute og skal over Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%), der også kommer temmelig isoleret med præcis 71,0 km igen.

 

Disse første stigninger tjener flere formål. Først og fremmest sætter de sig i benene og bidrager afgørende til at gøre løbet hårdt og skabe gradvis udskilning. Fra starten af den kuperede zone sker der konstant en udtynding af feltet. I tillæg til den stadige positionskamp, der automatisk øger farten, er der altid flere hold, der prøver at sætte et solidt tempo på stigningerne for at gøre løbet selektivt.

 

Vigtigere er det imidlertid, at denne fase ofte er domineret af mange angreb. Det er stadig for tidligt for podiekandidaterne at røre på sig, men det kan være rette tid til at sende holdkammerater ud foran. Kaptajnerne fra de mindre hold er også ofte ivrige efter at vise sig selv frem i denne fase og med et angreb måske sikre sig en genvej til finalen. Angrebene kan komme på stigningerne, men meget ofte udnytter man en kortvarig stilstand på de større, bredere veje til at snige sig afsted.

 

Efter Kanarieberg følger igen det længste flade stykke mellem to stigninger, hvor der kan ske en formsamling, og derfor kan det være et relativt stort felt, der rammer de sidste 60 km. Denne fase kan imidlertid give anledning til lidt ro og derfor være en oplagt chance for at stikke af og derved foregribe favoritternes angreb.

 

Er det ikke sket tidligere, vil løbet start for alvor, når der resterer 55,1 km, hvor rytterne rammer Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten) for anden gang. Den efterfølges direkte af en anden af de sværeste stigninger, Paterberg (360 m, 12,9%, max. 20,3%, 360 m brosten), og dermed kommer den afsluttende duo her for første gang sammen. Når de igen rammes 40 km senere, vil de være de sidste udfordringer i løbet.

 

Rytterne tager nu hul på den afsluttende rundstrækning, der blev introduceret i 2014, og den er som sagt meget hårdere end den, der blev benyttet i 2012 og 2013. Den mest markante nyskabelse er introduktionen af den berømte Koppenberg (600 m, 11,6%, max. 22%, 600 m brosten), der kommer med bare 45,0 km til mål. I de senere år har denne helling, der ikke indgår i de øvrige klassikere og efter Jesper Skibbys berømte uheld i flere år blev vurderet til at være for farlig at benytte, for alvor skabt ravage, og selvom underlaget er forbedret siden 90erne, er det stadig løbets måske sværeste stigning.

 

At køre op ad Kwaremont, Paterberg og Koppenberg inden for bare 10 km er ganske enkelt brutalt, og derfor er det nu tid for favoritterne til at spille ud. Efter Koppenberg rammer man den 2000 m lange pavé Mariaborrestraat, og 5,4 km efter den berømte stigning gælder det Steenbeekdries (700 m, 5,3%, max. 6,7%). Derefter venter endnu en af Flanderns sværeste stigninger. Som det har været tilfældet siden 2014 kommer Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%, 500 m brosten) - Tom Boonens favoritstigning, der ofte har været rammen om hans angreb - dybt inde i finalen med bare 37,1 km til mål, og derfor vil den igen spille en nøglerolle. Her har de store navne i de øvrige udgaver spillet med musklerne på alle disse fire svære stigninger, og selvom ingen af angrebene har været løbsafgørende, har de skabt en meget lille gruppe af favoritter relativt langt fra mål.

 

Efter Taaienberg bliver det lidt nemmere, og det kan være det, der forhindrer alt for tidlige angreb fra favoritterne. I de næste 20,4 km er den eneste udfordring den lange, jævne stigning Kruisberg (2500 m, 5%, max. 9%, 450 m brosten), der kommer med 26,5 km igen, men denne sektion har alligevel vist sig at spille en vigtig rolle. Det var her Jurgen Roelandts sikrede sig en podieplads ved at angribe i 2013, og i 2014 sikrede Stijn Vandenbergh og Greg Van Avermaet sig en billet til finalen ved at stikke af netop her på et tidspunkt, hvor storfavoritterne Cancellara og Sagan var isolerede og selv skulle jagte. I 2015 satte Alexander Kristoff og Niki Terpstra det afgørende fremstød ind netop her, og i 2016 overraskede Sagan ved sammen med Michal Kwiatkowski og Sep Vanmarcke at tage Cancellara på sengen. I 2018 var det også her, Terpstra kom med sit sejrsgivende angreb. Det er således her, at alle de podiekandidater, der ikke kan følge de absolutte favoritter, skal foregribe de sværeste angreb. Hvis udskilningen har været voldsomt i den svære fase lidt tidligere, vil der ikke være mange hjælperyttere, og denne del er derfor enormt aggressiv og svær at kontrollere.

 

Som det har været tilfældet siden 2012, skal det hele afgøres på Kwaremont-Paterberg-duoen. Den første af disse stigninger kommer med 16,7 km til mål, mens den sidste afslutter vanskelighederne bare 13,2 km fra stregen. Disse to stigninger er nogle af de hårdeste i løbet, men de er meget forskellige. Kwaremont er en lang, jævn stigning, der handler mere om power og udholdenhed end acceleration, mens Paterberg er kort og brutalt stejl og dermed perfekt til at spurte hele vejen fra bund til top. I 2014 angreb Cancellara på førstnævnte, og det var kun Vanmarcke, der kunne følge ham. De forsøgte begge at angribe på Paterberg, men kunne ikke ryste hinanden. I 2015 var Kristoff og Terpstra allerede kommet fri før disse stigninger, mens det i 2016 var på Paterberg, at Sagan satte Vanmarcke og kørte alene hjem. Og sidste år var det på Kwaremont, at Bettiol kørte fra alt og alle. Det er her de sidste angreb skal sættes ind, og det er her de stærkeste skal gøre forskellen.

 

De sidste 13,2 km består af en lang tur mod nordøst til Oudenaarde langs flade, store og brede veje. Som regel er det på dette tidspunkt et stort forfølgelsesløb mellem flere mindre grupper, men det kan også være rammen om et fascinerende taktisk spil, hvis flere ryttere er sammen i front. I 2012 og 2013 var der en relativt stor forfølgergruppe bag de tre bedste ryttere, men siden 2014 har løbet været meget mere selektivt. Det sidste sving kommer 8 km fra mål, og herefter er det ligeud hele vejen til stregen på den flade Minderbroederstraat, hvor en fortjent vinder af Flandern Rundt skal kåres efter 240,6 brutale kilometer i noget af det værste terræn, Flandern kan byde på.

 

Løbet byder på i alt 2003 højdemeter, hvilket er ca. 150 færre end sidste år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA

 

 

Vejret

Det er ikke mange løb, der afhænger så kraftigt af vejret som Flandern Rundt. Selvom ruten er hård og selektiv, øges vanskeligheden dramatisk, hvis forholdene er blæsende, kolde og regnfulde. Hvis vejret er brutalt, bliver det ren overlevelse, mens flere ryttere har en chance, hvis det er en flot solskinsdag. I nyere tid viser specielt 2015-udgaven af Gent-Wevelgem, hvordan dårligt vejr dramatisk kan forandre en flamsk klassiker, og mens de hurtige folk håber på en smukdag, satser de hårde drenge på rigtigt belgiervejr. Mange cykelfans betragter det ikke som et rigtigt Flandern Rundt, hvis ikke rytterne har set lidt til den belgiske kulde og regn.

 

Hvis nogen troede, at sen oktober betød dårligt vejr, må de tro om. Ligesom i Danmark har Belgien nemlig pæne betingelser, og søndag ventes at blive en hæderlig dag. Ganske vist vil der næppe være megen sol - slet ikke til løbet anden halvdel - men bygerisikoen er beskeden på kun 10-15%. Temperaturen ventes at nå 14 grader, og der vil bare være en svag til let vind (10-11 km/t) fra vest. Det giver naturligvis vind fra alle retninger på den sindrige rute, men i finalen vil der være sidevind på Kwaremont, modvind på Paterberg og derefter først side- og siden sidemodvind. Kort efter drejer man dog ind i sidemedvind, der varer ved hele vejen ind til Oudenaarde, herunder på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

I de senere år har Flandern Rundt været helt åbent. Efter årene med Tom Boonen og Fabian Cancellara som evige favoritter fulgte en tid, hvor der altid var en eller anden, der havde skilt sig ud. I 2012 var Tom Boonen i særklasse, i 2013 og 2014 var alle øjne rettet mod Fabian Cancellara og Peter Sagan, i 2015 var Alexander Kristoff ustoppelig, i 2016 talte alle atter om Sagan og Cancellara, i 2017 var det Sagan og Greg Van Avermaet, der stjal de fleste overskrifter, men i både 2018 og 2019 var der meget stor diskussion om, hvem der gik ind til løbet med de bedste kort på hånden.

 

I år - og måske de næste mange år? - føler man sig dog hensat til de gode, gamle Boonen-Cancellara-dage. Lige nu taler alle om Mathieu van der Poel og Wout van Aert, og det er kun blevet yderligere intensiveret efter et Gent-Wevelgem, hvor crossstjernerne på Kemmelberg ikke uventet viste sig som værende et niveau over rivalerne. Til gengæld viste opvarmningsklassikeren også, at der er håb for konkurrenterne, for de to rivaler endte med til slut at ødelægge løbet for hinanden - eller måske var det mest Van der Poel, der ødelagde det for Van Aert - og det betød, at de isolerede storfavoritter måtte se outsiderne snige sig væk, mens de stod tomhændede tilbage.

 

I den forstand blev Gent-Wevelgem en påmindelse om, at bedste mand ikke altid vinder en brostensklassiker, selvom nyere Flandern Rundt-historie viser, at det oftest går sådan. Taktik er altid en nøglekomponent, og den jævnbyrdighed og interne rivalisering, der blev så åbenbar forleden, kan meget vel betyde, at en af de to favoritter heller ikke vinder denne gang. Søndagen afslørede tydeligt, at de bliver svære at slå, hvis det alene kommer til at handle om styrke, men hvis de to stjerner kan isoleres, kan meget lade sig gøre i et løb, hvor stort set alle brostensstjernerne er samlet.

 

I virkeligheden er vi i en lidt paradoksal situation, hvor Van Aert og Van der Poel begge kan bruge både et knaldhårdt og et let løb, men til gengæld for alt i verden skal undgå den bløde mellemvare. Selvom det er risikabelt, kan man sagtens forestille sig et scenarium, hvor de to slet og ret kører væk fra alt og alle meget tidligt i det, der så vil blive et blodbad - det kunne eksempelvis allerede være på Koppenberg, der er løbets sværeste stigning - og at de herefter afgør det mellem sig, enten på Kwaremont-Paterberg til sidst eller i en spurt. Det vil formentlig være et scenarium, de begge vil have det fint med, for de har for vane begge at tro både på deres styrke og deres spurt. Nok har Van Aert været lynhurtig i år, men Van der Poel har i cross slået Van Aert på stregen så mange gange, at han nok vil tro på, at han kan gøre det igen.

 

Den anden mulighed er et kontrolleret løb, hvor de holder hjælperne hos sig helt frem til Kwaremont-Paterberg, så det er en lidt større favoritgruppe, der rammer de to nøglestigninger samlet. Sker det, taler meget for, at de to vil køre væk og herefter afgøre det i en spurt - hvis altså ikke den ene (formentlig Van Aert) viser sig stærkere end den anden. Det er i hvert fald et scenarium, de andre skal undgå, for vi så på Kemmelberg, at det bliver svært for rivalerne at følge med, når de åbner for gassen.

 

Nej, drømmen er mellemscenariet, som vi fik i Wevelgem. Her var Van Aert og Van der Poel om ikke isolerede, så kørt så tynde, at de kun havde hhv. Mike Teunissen og Gianni Vermeersch hos sig. Det kunne de ikke kontrollere - og de sendte endda løjtnanterne med i den gruppe, der kørte - og det betød, at en stribe ryttere havde et forspring, inden Van Aert åbnede for gassen på Kemmelberg. På den måde fik vi til slut en stor gruppe i en flad finale, der var helt umulig at kontrollere for Van Aert, især fordi en træt Van der Poel kun var fokuseret på ikke at lade Jumbo-rytteren komme væk.

 

Det er i forvejen velkendt, at man ved at anticipere favoritterne kan komme meget langt - bare se på Mads Pedersens og Kaspers Asgreens 2. pladser de seneste år - for har man et forspring inden de værste bakker, slipper man for at skulle følge de to kraftkarle, når de åbner for gassen. Og kommer man først over Kwaremont-Paterberg, har vi jo en Wevelgem-agtig finale, hvor alt kan ske, og hvor vi så sent som sidste år så Asgreen snige sig væk, dog ganske vist kun til en 2. plads bag suveræne Alberto Bettiol.

 

Det må derfor være ønsket for de fleste hold at gøre løbet hårdt, så Van Aert og Van der Poel kan isoleres. Særligt Deceuninck, der jo har ikke færre end fem kaptajner på et hold bestående af syv mand, må drømme om at skabe den overtalssituation, der har givet dem 117 brostenssejre, og som nær havde givet en ny forleden, da Florian Senechal blev nr. 2. Derfor burde der være en klar interesse i at åbne løbet relativt tidligt, som Deceuninck gjorde med mesterstykket i 2017. Dengang tog de alle på sengen på Muren, som i år desværre er fraværende, men jeg vil tro, at vi relativt tidligt vil se, at det lægges pres, og at man begynder at angribe på skift for igen at gøre de to topkandidater sårbare. Det skal dog også ske ad den vej, for vejret kommer ikke til at bidrage til vanskelighederne.

 

Det indebærer naturligvis en risiko. Van der Poel er kendt for at køre tidligt - han kan som bekendt ikke holde sig i ro - og det er Van Aert næppe heller bange for. Som sagt kan jeg sagtens forestille mig, at de kører væk måske allerede på Koppenberg, hvis de er isolerede, men selv de har deres grænser. Sidder Deceuninck med mange mand, burde der være en reel chance for at hente dem. Og kører de ikke tidligt, må målet være at isolere dem, så de kan angribe inden Kwaremont, gerne på stykket omkring Kruisberg, der ofte har vist sig som det ideelle sted at slå til, mens alle fortsat venter på de to afgørende stigninger.

 

Alligevel er det umuligt ikke at pege på Wout van Aert som favorit. Det kan godt være, at han blev slået af taktikken forleden, men forinden lignede han en mand, der var i særklasse. Hans forcering på Kemmelberg var så voldsom, at Van der Poel måtte grave meget dybt for at gå med, og i finalen kontrollerede han ene mand alt med stor autoritet, indtil Van der Poels mandsopdækning til sidst blev for meget. I det lys er det svært at se, at Van Aert bliver slået, hvis det bliver en ren styrkeprøve, også fordi han i år har spurtet så sublimt, at der næppe er nogen af favoritterne - med undtagelse af Alexander Kristoff og måske Mads Pedersen - der har den store chance mod ham på stregen.

 

Udfordringen er naturligvis det taktiske spil, men heldigvis for Van Aert er Flandern Rundt et meget mere ærligt løb end Gent-Wevelgem. Oftest vinder stærkeste mand på den meget hårdere rute, og hans hold er trods alt ikke ringe. Mike Teunissen kørte finale i Wevelem og bør komme langt, og finder han benene efter Touren sidder Amund Grøndahl Jansen normalt også fremme dybt inde i finalen. Som sagt kan Van Aert både vinde fra et scenarium, hvor der åbnes tidligt, eller ved en ren finaleafgørelse på Kwaremont-Paterberg. Får han et af de scenarier, er jeg meget usikker på, om Van der Poel overhovedet vil være i stand til at gå med. Uanset om det bliver en solosejr, eller han skal stole på sin spurt, ligner Van Aert en mand, der kun bliver slået på taktikken. I et mere ærligt løb er han derfor min favorit.

 

Manden, der kan slå ham, er i første omgang den evige rival, Mathieu van der Poel. Det kan godt være, at hollænderen på det seneste har haft den klare overhånd på crosscyklen, men i søndags var det åbenlyst, at han på landevejen lige nu er den lille. Dels gravede han dybt for at overleve Kemmelberg, dels måtte han tømme sig selv så meget for at lukke Van Aert i finalen, at han efterfølgende måtte indrømme, at han var helt færdig.

 

Det betyder dog ikke, at han er uden chance. Van der Poel var fabelagtig i dette løb sidste år, hvor han selv med sit uheld leverede et vanvidscomeback så overbevisende, at det er svært at tro, at en uheldsfri Van der Poel ikke havde vundet løbet. Udfordringen er, at han er lige så overvåget som Van Aert, og derfor vinder han kun løbet, hvis han vitterligt er bedste mand. I søndags så han ud til at være den lille af de to, men vi ved fra cross, at Van der Poel gang på gang har vist sig som den hurtigste af de to. En spurt efter 250 km er noget andet end en massespurt, hvor Van Aert åbenlyst har overhånden lige nu. Van der Poel vil utvivlsomt tro på, at han igen kan slå sin rival på stregen, og det synes da heller ikke utænkeligt. Og har Van Aert en eller anden form for uheld, som Van der Poel selv havde det sidste år, står hollænderen klar på sidelinjen til at overtage rollen som stærkeste mand - den rolle, han selv havde sidste år, men som akkurat ikke udmøntede sig i sejr.

 

Noget af det mest opløftende ved Gent-Wevelgem var at se Alberto Bettiol. Sidste år kørte han et fabelagtigt Flandern Rundt, hvor det kun var Van der Poel, der kunne måle sig med den suveræne italiener, men det store spørgsmål har været, om den svingende italiener har kunnet genfinde det niveau. I søndags så han ud til at være mindst lige så god, for som den eneste var han tæt på at kunne følge de to crossstjerner på Kemmelberg. Det kommer efter et VM, hvor han overraskede stort med en 18. plads på en for ham alt for svær rute, og et Strade Bianche, hvor han var en af de allerstærkeste, og Bettiol har således til fulde etableret sig som en af de førende endagsryttere - og han er endda i form.

 

Bettiols udfordring er, at han trods en pæn spurt er langsommere end de fleste andre favoritter, og derfor stod han også ret svagt i Gent-Wevelgem. Han står langt stærkere på denne rute, hvor det i højere grad er benene, der taler. Han har udfordringen, at han skal af med de to crossryttere, men han ligner den mand, der lige nu har størst chance for at gøre duoen til en trio. I det scenarium ved vi fra i søndags, at der er to kamphaner, der meget vel kan kigge så meget på hinanden, at tredjemanden kører væk. Ellers må han anticipere, som det så fornemt blev gjort fra andre forleden, og lykkes det, ligner Bettiol det stærkeste bud på en mand, der kan gøre det færdigt, og således vinde løbet for andet år i træk.

 

Nu er dette en afspejling af vinderpotentiale, og derfor placerer jeg Julian Alaphilippe som nr. 4. Franskmanden er nemlig løbets store joker, fordi han er stort set helt uprøvet på brostenene. Forud for Brabantse Pijl var jeg ret overbevist om, at han ville være for let til at tage kampen op mod de tunge drenge, men her overraskede han stort ved at sætte Van der Poel under pres på den korte, stejle Moskesstraat. Det viser, at brostenene i sig selv ikke er en forhindring, og hans kørsel ved VM samt i Liege og Brabantse Pijl viser, at han er i fremragende form.

 

Alligevel er der reservationer. Brostenene på Moskesstraat ligger betydeligt pænere end de værste bakker her, og på de grimmeste stykker vil hans vægt være en ulempe. Læg dertil, at Moskesstraat er en kort stigning, hvor han kunne spurte hele vejen fra bund til top og overleve alene på sit punch. Det kan han også gøre på Paterberg og Taaienberg, men på en stigning som Kwaremont, hvor det er et langt sejtrækkeri, er det ikke svært at forestille sig, at lille Alaphilippe får det svært mod de mere kraftfulde ryttere. Alligevel vidner hans kørsel forleden om, at han bestemt ikke skal undervurderes, især ikke når han kører for et hold, der meget vel kan befinde sig i overtal. Og selvom han på papiret nok er lidt langsommere end de to topfavoritter - det så vi i Sanremo i år - viser sejren i netop Sanremo i 2019, at han aldrig skal afskrives efter et hårdt løb.

 

Forud for sæsonen var jeg ret overbevist om, at Stefan Küng stod foran et klassikergennembrud. Hans kørsel ved VM var det endegyldige bevis på, at han nu skal regnes som en kandidat i de lange, opslidende endagsløb, men det var Paris-Roubaix, jeg havde i kikkerten. De flamske løb anså jeg som værende for eksplosive og kuperede, men Küng har overrasket mig stort med sin kørsel i BinckBank Tour og senest i Gent-Wevelgem. I begge løb var han en af de stærkeste på bakkerne, og han lignede ingenlunde en mand, der var hæmmet af kropsvægt eller manglende acceleration. Det er klart, at Küng har det problem, at han under ingen omstændigheder vinder en spurt, men til gengæld er han også den rytter, der næstefter Van Aert har de bedste forudsætninger for at køre alene hjem. Hans VM-bronze lige bag netop Van Aert er blot et vidnesbyrd om, at han ikke skal have én mm, og vi så med hans mange angreb i Wevelgem, at han var ganske god til at komme med veltimede forsøg på at overraske favoritterne. Van Aert sagde efterfølgende, at han var helt opmærksom på, at netop Küng ikke måtte komme afsted, og den opmærksomhed fra favoritterne kan blive et problem. I en finale på et hårdt løb skal der dog ikke megen tøven til, før hullet bliver slået, og så er brøl- og formstærke Küng manden, der bliver helt umulig at hente igen.

 

Efter Gent-Wevelgem vil mange danskere nok pege på Mads Pedersen som vores bedste kort, men jeg mener, at Søren Kragh står stærkere. Løbet her er betydeligt vanskeligere end Gent-Wevelgem, og vi så i BinckBank Tour, at Kragh havde overhånden i forhold til vores tidligere verdensmester. Faktisk var Sunweb-rytteren dybt imponerende på kongeetapen, hvor han sammen med Küng var klart i egen liga bag den dog overlegne Van der Poel. I lyset af den udvikling, vi også så i Touren, er der grund til at antage, at Kragh er blandt de bedste på en rute, der passer ham fremragende. Styrtet i Tours skulle heldigvis ikke have sat ham nævneværdigt tilbage, og selvom han ikke slår Van Aert og Van der Poel har han masser af kort at spille. Han er hurtig, og han kan køre alene, og vi så to gange i Touren, at han er en mester i at gribe momentet og snige sig væk fra favoritterne. Det er præcis det, der skal til, hvis de to stjerner skal slå, og Kragh kan endda sammen med Tiesj Benoot sidde med to mand i finalen. Det skal flaske sig, men Kragh er et god bud på en mand, der kan snyde de to storfavoritter.

 

Deceuninck har som sagt fem kaptajner, men hvor tre af rytterne synes at mangel nogle procent, er der udover Alaphilippe én, der synes velkørende. Florian Senechal har aldrig fået chancen som Deceuninck-kaptajn i dette løb - faktisk var det ham, der sidste år sent blev fravalgt til fordel for Asgreen - men i år ligner han bedste bud næstefter Alaphilippe. Han var allerede velkørende i BinckBank, hvor han som den eneste forsøgte at gå med Van der Poel - en beslutning, der dog blev lidt for dyr - og i Gent-Wevelgem var det kun ham og Bettiol, der kunne matche crossrytterne ved anden passage af Kemmelberg. Senechal har alle de rette kvaliteter med sit punch og sin gode spurt, der er god nok til at blande sig i massespurter, og han har i Roubaix vist, at distancen passer ham. Også han skal være smart for at vinde, men i et Deceuninck-overtal ligner han en god mand, der kan komme favoritterne i forkøbet.

 

Noget af det mest ærgerlige ved Gent-Wevelgem var, at Tiesj Benoot blev sat i karantæne grundet coronavirus og derfor ikke kunne deltage. I det lys aner vi ikke, hvor han står, men hans kørsel som hjælper ved VM og hans 8. plads i Liege var ganske lovende for en fyr som ham. Dette løb passer ham bedre, og det var da også her han som nyprofessionel fik et vildt gennembrud med en 5. plads. Han har ikke samme punch som de bedste, men han er uopslidelig på en lang og hård dag. En udfordring er, at han ikke er den hurtigste af favoritterne, men til gengæld virker Sunweb-duoen sammen med Kragh potent. Kan de skabe en finalesituation med overtal, er også han farlig.

 

Mads Pedersen fik den perfekt opvarmning til løbet med sin sejr i Gent-Wevelgem, men desværre passer Flandern Rundt ham dårligere. Vi så på kongeetapen i BinckBank Tour, at han er en anelse for tung til de hårdeste af de flamske løb, og derfor får han det svært, hvis han skal køre lige op med de bedste på stigningerne. Heldigvis for ham kender han opskriften, for han har brugt den to gange, senest i Wevelgem. For ham handler det om at komme favoritterne i forkøbet, som han gjorde så flot med den chokerende 2. plads i 2018. Det bliver sværere nu, hvor han med sejren ved VM og i søndags har fået et favoritmærke på skulderen, men skulle det lykkes, ved vi, at hans motor over lange distancer er enorm. Og så har han en spurt, der gør, at det nok kun er Van Aert og Kristoff, han skal være bekymret over at slæbe med til stregen.

 

Han vil ikke bekymre sig om Matteo Trentin, som han altid slår i disse spurter, men det betyder ikke, at italieneren ikke kan vinde. Faktisk var Trentin en af de positive overraskelser i søndags, for efter et skuffende Branbantse Pijl var forventningerne begrænsede. Trentin var imidlertid uhyre overbevisende med masser af aggression, og da de ramte Kemmelberg for sidste gang, var det ham og Küng, der kørte stærkest blandt de ryttere, der var kommet crossdrengene i forkøbet. Han har altid skuffet i de flamske løb, der traditionelt har været for hårde, men hans kørsel i Amstel Gold Race viser, at det ikke burde være tilfældet. Kørslen forleden giver i hvert fald optimisme, og hvis han bare slipper for de allerhurtigste, kan han slå de fleste på stregen.

 

Desværre viste Gent-Wevelgem, at Kasper Asgreen ikke helt var, hvor han skulle være. Han var stadig god nok til at spille en rolle i finalen, men det hele handlede mest om overlevelse. Forhåbentlig var det bare lidt rust, der skulle bankes af, for Flandern Rundt passer ham langt bedre. Det er ikke tilfældigt, at han chokerede med 2. pladsen sidste år i et løb, hvor hans store motor kommer til sin ret, og han er overraskende eksplosiv på de stejle hellingen. Som alle andre skal han favoritterne i forkøbet, men han er med sine tempoevner også en mand, der ikke skal have mange meter - og så er hans spurt ganske god. Det helt store spørgsmål er, om han har fundet de procent, der manglede forleden.

 

Foreløbig har denne sæson for Sep Vanmarcke været et spørgsmål om catch-up. Han har hele tiden manglet de sidste procent i forhold til de bedste, både i BinckBank Tour og senest i Wevelgem. Der var dog synlig fremgang mellem de to løb, og man kan håbe, at de manglende løbskilometer i år efterhånden er så meget indhentet, at han kan leve op til sit tårnhøje niveau. Vanmarcke viste sidste år sin klasse, da han i skadet tilstand spillede en nøglerolle for Bettiol, og uden uheld kunne han meget vel have vundet i Roubaix. Han er skabt til dette løb, som han har mange topplaceringer, men ingen sejr i, og han har også en hurtighed, der er et vigtigt våben. Sammen med Bettiol udgør han en uhyggelig duo, men først skal han have lukket det hul til topformen, som hidtil har manglet.

 

Lidt af det samme kan siges om Oliver Naesen. Belgieren har gang på gang vist, at han er en af verdens bedste i denne slags løb - ikke mindst i 2017, hvor den berømte jakkeepisode satte ham ud af spillet - men han har altid været forfulgt af uheld. I år synes det imidlertid at knibe med formen, for han har virket et stykke fra sit bedste lige siden genstarten den 1. august. Det så ellers kortvarigt lidt lovende ud i BinckBank Tour, selvom han var svagere end både Kragh og Küng, men i Wevelgem skuffede han, og det synes ikke kun at kunne forklares af styrt. Uheldet var dog et setback, og nu kommer han til et løb, der passer ham betydeligt bedre. Naesen er en sand motor i disse løb, og han kan afslutte efter en hård dag, men også for ham gælder, at han skal forbedre sig, hvis han skal tage den klassikersejr, han mangler.

 

Vi fortsætter listen over ryttere, der synes at mangle nogle procent. Jasper Stuyven var en skuffelse i Gent-Wevelgem, hvor han ligesom Naesen aldrig spillede en rolle, og hans sidste angreb på Kemmelberg virkede en smule desperat. Det var imidlertid også det første løb efter en lang pause, og ligesom for Asgreen kan man håbe, at han med et løb i benene nu er bedre. Hans sejr i Omloop i foråret indikerede i hvert fald, at han har taget det sidste skridt op i eliten, hvis han finder de ben, han manglede i søndags. Og også han har en spurt, der kan gøre de fleste bange, hvis de skulle få ham med til stregen.

 

Efter BinckBank Tour var der virkelig grund til at have forhåbninger til Sonny Colbrelli, der allerede i debuten i 2017 kørte i top 10. Generelt har de flamske løb været for hårde, men kongeetapen i BinckBank indikerede, at det måske er anderledes nu. Derfor var kørslen i Wevelgem svært nedslående, især fordi kombinationen af meget svære stigninger og den lange distance taler for, at Flandern Rundt nok stadig er en anelse for svært for ham. Han har dog generelt, også i Brabantse Pijl, været så overbevisende, at Wevelgem måske bare var en offday. Han har i hvert fald den klare fordel, at han på den rette dag kan slå hele banden i en spurt.

 

Kongen over spurter i klassikerne er dog Alexander Kristoff. Sidste år vandt nordmanden spurten i sin gruppe ved VM og EM samt i Sanremo og i dette løb, hvor det rakte til en 3. plads bag Bettiol og Asgreen. Desværre er Kristoff nu om dage så tung, at han ikke kan køre væk, som han gjorde, da han i 2015 vandt løbet, og hans eneste chance er, at det samles til en spurt i en større gruppe. Det er ikke sket i de seneste mange år, men det var ikke langt fra, da han blev nr. 4 i 2013, nr. 5 i 2015, nr. 4 i 2016, nr. 5 i 2017 og altså nr. 3 i 2018. Alene det forhold, at han siden 2013 har været i top 5 alle gange undtagen én, siger alt om, hvor stærk Kristoffs enorme motor er i dette løb. Problemet er bare, at han kun vinder, hvis det netop bliver en spurt, og derfor taler meget for, at det igen ender med, at Kristoff vinder spurten om en flot placering i den første større gruppe bag de allerbedste.

 

Som den diametrale modsætning til store Kristoff har vi spinkle Dylan Teuns, der jo egentlig er ardenner- og ikke brostensrytter. Han har dog i Omloop og senest i Wevelgem vist, at han har overraskende meget flair for disse løb, og dette, som han aldrig har kørt tidligere, burde passe ham langt bedre end de to øvrige. Han har slet ikke fundet formen i år, men i Brabantse Pijl og senest altså i Wevelgem var der pludselig hul igennem. Han har den udfordring, at han her formentlig skal alene hjem for at vinde, og det virker måske lidt svært i selskab med så mange specialister. Omvendt var han så god i søndags og så tæt på sejren i Omloop sidste år, at det vil være dumt at afskrive ham.

 

Endelig vil jeg pege på Dylan van Baarle, med hvem det kan blive både fugl og fisk. Han har nemlig siden VM kun kørt et Scheldeprijs, der ikke passede ham, og derfor aner vi ikke, hvor han står. Han er imidlertid pludselig blevet sendt til Vueltaen, angiveligt fordi Ineos var imponeret over hans form, og hvis det er rigtigt, burde han køre et godt løb. Som sagt handler det for de fleste om at komme de to favoritter i forkøbet, og den evne har Van Baarle. Den strategi gav ham nemlig en 4. plads i 2017 og en 6. plads i 2016, og i dag er han endnu stærkere. Til gengæld har han den udfordring, at han ikke slår mange i en spurt.

 

BEMÆRK: Jasper Stuyven punkterede i søndags, hvorfor hans form formentlig er betydeligt bedre end antaget. Hans lange pause gør, at han er et usikkert element, men hans kørsel i Omloop viser, at han skal regnes om en af de bedste i et løb som dette.

 

OPDATERING: Desværre har Mike Teunissen været styrtet, hvilket koster Wout van Aert sin vigtigste hjælper. Er Amund Grøndahl Jansen ikke på toppen, bliver favoritten let at isolere. Det svækker hans chance, men øger sandsynligheden for, at han og Mathieu van der Poel åbner løbet tidligt, måske allerede på Koppenberg, så han undgår at komme på bagkant.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA
 

***** Wout van Aert

**** Mathieu van der Poel, Alberto Bettiol

*** Julian Alaphilippe, Stefan Küng, Søren Kragh, Florian Senechal, Tiesj Benoot

** Mads Pedersen, Matteo Trentin, Kasper Asgreen, Sep Vanmarcke, Oliver Naesen, Jasper Stuyven, Sonny Colbrelli, Alexander Kristoff, Dylan Teuns, Dylan van Baarle

* Yves Lampaert, John Degenkolb, Zdenek Stybar, Maximilian Schachmann, Michal Kwiatkowski, Michael Valgren, Luke Rowe, Gianni Vermeersch, Florian Vermeersch, Stefan Bissegger, Nils Politt, Tim Wellens, Jempy Drucker, Jens Keukeleire, Stan Dewulf, Daniel Oss, Anthony Turgis, Valentin Madouas

 

Danskerne

Søren Kragh, Mads Pedersen og Kasper Asgreen hører alle til blandt favoritterne og er omtalt ovenfor. Michael Valgren er tidligere blevet nr. 4, men efter skuffende præstationer i de seneste to løb er det svært at tro på en gentagelse, selvom hans VM viser, at formen kan komme meget pludseligt. Christopher Juul skal på Mitchelton støtte først og fremmest Luke Durbridge, men kan måske køre offensivt på et hold uden favoritter.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alberto Bettiols sejr fra 2019, Niki Terpstras sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejr fra 2017, Peter Sagans sejr fra 2016, Alexander Kristoffs sejr fra 2015 samt Fabian Cancellaras sejre fra 2014 og 2013.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

EF Pro Cycling: Bettiol og Vanmarcke ligner de bedste bud. Jens Keukeleire har før gjort det godt, men viste intet i Wevelgem, og Sebastian Langeveld synes at være ovre sit bedste i et løb, der altid har været lidt for eksplosivt. Til gengæld varunge Stefan Bissegger trods styrt dybt imponerende i BinckBank og skal blive interessant at følge i sin første klassiker, selvom han utvivlsomt bare er hjælper.

 

Deceuninck-Quick Step: Holdet har fem kaptajner, hvoraf Alaphilippe, Senechal og Asgreen er nævnt ovenfor. Yves Lampaert og Zdenek Stybar har begge manglet lidt for meget på det sidste, men i topform har de begge klassen til at køre med helt i front. Dries Devenyns er denne gang ren hjælper.

 

Lotto Soudal: Den positive overraskelse i søndags var John Degenkolb, men tyskeren har altid haft det lidt for svært i Flandern Rundt. Tim Wellens har været helt ude af form, og løbet passer ham ikke perfekt. Florian Vermeersch overraskede stort forleden, og det kan han gøre igen. Også Stan Dewulf kan komme langt med de ben, han viste i Brabantse Pijl, hvor også Jasper de Buyst gav håb om et hæderligt resultat.

 

Ag2r-La Mondiale: Naesen er den klare kaptajn, men det skal blive spændende at se, hvor langt Romain Bardet, der gjorde det godt i Tours, kommer. Silvan Dillier og Alexis Gougeard er lidt for unge.

 

Team Jumbo-Visma: Med løbets store favorit er det svært at se, at der bliver plads til andre end Van Aert, der får rigeligt at gøre med at kontrollere. Hvis han har fundet benene efter Touren, bør Amund Grøndahl Jansen også sidde længe hos kaptajnen.

 

Alpecin-Fenix: Det handler 100% om Van der Poel, men Gianni Vermeersch bekræftede forleden indtil sin punktering, at han kan sidde hos kaptajnen dybt inde i finalen. Petr Vakoc er også i fornem form, og det samme er Alexander Krieger, der dog er uprøvether.

 

BORA-hansgrohe: Holdet kommer med jokeren Maximilian Schachmann, der burde passe til løbet, men hans Liege indikerer, at han er træt og færdig. Jempy Drucker har været meget velkørende, men han kan trods alt ikke vinde. Marcus Burghardt, Daniel Oss og Lukas Pöstlberger er stærke, men også de skal kæmpe hårdt for et absolut topresultat. Løbet burde ikke passe rigtigt til Gregor Mühlberger.

 

CCC Team: Uden Van Avermaet er det alle mand for Trentin.

 

Trek-Segafredo: Pedersen og Stuyven er omtalt ovenfor. Løbet har traditionelt været lidt for hårdt for Edward Theuns og Alex Kirsch,og Toms Skujins har aldrig vist noget på brostenene.

 

Groupama-FDJ: Küng ligner en topkandidat, men Valentin Madouas burde kunne gøre det hæderligt med den form, han viste i Tours, selvom han er helt uerfaren i disse løb. Til gengæld bør det ikke rigtigt passe til en ellers velkørende Rudy Molard.

 

Israel Start-Up Nation: Nils Politt har altid været lidt tung til disse løb, men han endte alligevel helt fremme sidste år. Han har dog slet ikke ramt formen denne gang. Løbet er for hårdt for Hugo Hofstetter og Tom van Asbroeck.

 

Bahrain-McLaren: Det handler 100% om Colbrelli og Teuns efter Ivan Garcia Cortinas skadesafbud.

 

Mitchelton-Scott: Luke Durbridge og Jack Bauer har tidligere været gode i disse løb, men de har slet intet vist i optakten, som Alex Edmondson heller ikke har det. Luka Mezgec er aldrig slået til på brosten.

 

Movistar Team: Johan Jacobs overraskede positivt i Wevelgem. Eduard Prades og Lluis Mas kan måske gøre det hæderligt.

 

NTT Pro Cycling: Holdet skal håbe, at Michael Valgren igen finder VM-formen og kan gentage 4. pladsen fra tidligere, men han har skuffet siden styrtet i Liege. Edvald Boasson Hagen er ikke længere god nok, og Michael Gogl synes formsvag.

 

INEOS Grenadiers: Van Baarle ligner bedste bud. Michal Kwiatkowski synes nemlig langt om længe at være blevet træt efter en vild sæson. Luke Rowe var god i søndags og kan komme langt, men næppe vinde.

 

Team Sunweb: Det handler om Kragh og Benoot. Løbet er for hårdt for Cees Bol og Nils Eekhoff synes formsvag. Joris Nieuwenhuis var god i Tours, men her bør han være overmatchet.

 

Astana Pro Team: Hugo Houle er solid, men ikke mere end det, og derfor bliver det svært efter Alexey Lutsenkos afbud.

 

UAE-Team Emirates: Det handler 100% om, at Kristoff skal spurte, måske med hjælp fra Sven Erik Bystrøm og Marco Marcato forud for de sidste stgininger.

 

Cofidis: Løbet har altid været for hårdt for Christophe Laporte. Dimitri Claeys var flyvende i BinckBank, men det er usikker, hvor han står efter styrtet i søndags. Damien Touze vil ogå finde det for svært.

 

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Arjen Livyns viste form i Brabantse Pijl og burde kunne gøre det hæderligt.

 

Circus-Wanty Gobert: Bedste bud er Andrea Pasqualon, der gjorde det pænt i søndags, men løbet er for svært til, at han er med helt i front, og løbet bør være for hårdt for Danny van Poppel. Xandro Meurisse er stadig formsvag, og trods et fint Paris-Tours er Maurits Lammertink ikke god nok her.

 

Sport Vlaanderen-Baloise: Amaury Capiot har potentiale, men løbet er nok en anelse for svært til et absolut topresultat.

 

B&B Hotels-Vital Concept: Bryan Coquard synes slet ikke at have nogen form for holdbarhed lige nu, løbet er for svært for Jens Debusschere, og Frederik Backaert er faldet helt sammen.

 

Team Total Direct Energie: Niki Terpstra er desværre stadig en skygge afsig selv. Bedste bud er Anthony Turgis, der er velkørende, men nok overmatchet. Dries van Gestel har ikke samme superform, hvor han blev en overraskende nr. 13.

Wout van Aert
Mathieu van der Poel, Alberto Bettiol
Julian Alaphilippe, Stefan Küng, Søren Kragh, Florian Senechal, Tiesj Benoot
Mads Pedersen, Matteo Trentin, Kasper Asgreen, Sep Vanmarcke, Oliver Naesen, Jasper Stuyven, Sonny Colbrelli, Alexander Kristoff, Dylan Teuns, Dylan van Baarle
Yves Lampaert, John Degenkolb, Zdenek Stybar, Maximilian Schachmann, Michal Kwiatkowski, Michael Valgren, Luke Rowe, Gianni Vermeersch, Florian Vermeersch, Stefan Bissegger, Nils Politt, Tim Wellens, Jempy Drucker, Jens Keukeleire, Stan Dewulf, Daniel Oss, Anthony Turgis, Valentin Madouas
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Ronde van Vlaanderen
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Chongming Island ...(2.WWT) 23/10-25/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 25/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 25/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE