Optakt: Fleche Wallonne

Løbets rolle og historie

Fleche Wallonne er måske ikke den mest prestigiøse af klassikerne, og det vallonske løb er end ikke et af cykelsportens fem monumenter. Alligevel findes der næppe noget endagsløb - det skulle da lige være Paris-Roubaix - der har en så ikonisk afslutning, som den mindste af de tre ardennerklassikere, og det er præcis denne finale, der giver løbets dets plads blandt de store. Fleche Wallonne er i dag kun kendt for én ting: den ekstremt stejle Mur de Huy.

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage til 1936, har løbet altid været en hård sag med flere vanskelige stigninger i Ardennerne, men uden den samme lange historie som Liege-Bastogne-Liege så løbet aldrig ud til at blive andet og mere en mindre version af den anden belgiske klassiker i regionen. Det ændredes i 1983, da løbet for første gang sluttede på den 1,3 km lange stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3%, hvorved begivenheden fik sit helt eget kendetegn og en mere markant profil på den internationale kalender.

Siden da har stigningen været løbets vartegn og gjort det en helt unik begivenhed i klassikersæsonen. Det er æren ved at have erobret de stejle skråninger, der gør løbet attraktivt for de største ryttere og betyder, at selv de største navne føler, at Fleche Wallonne har en helt særlig tiltrækningskraft.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Ikke desto mindre betragtes løbet som den mindst prestigiøse af ardennerklassikerne. Med dets position i ugen mellem Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege betragtes det fortsat af mange som en mulighed for at holde benene i gang mellem de to større mål, og da det største løb i Liege finder sted bare få dage senere, er nogle ryttere ikke villige til at gå alt for dybt så tæt på den største af ardennerklassikerne. Da løbet er for sande specialister med en langt kortere liste af vindekandidater, vælger mange endda helt at droppe løbet for at restituere til det største slag på søndag. På den anden side åbner løbets særegne karakteristika og korte distance døren til ryttere, der ellers har det svært i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og for disse specialiser er det næsten ugens højdepunkt.

Engang blev Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege afviklet på hinanden følgende dage i den såkaldte Weekend Ardennais, men i dag er Fleche Wallonne et midtugeløb. Som alle andre sådanne ondagsklassikere er det kortere end de helt store weekendklassikere, herunder Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og med bare 198,5 km er det bestemt ikke distancen, der gør løbet hårdt. Det lykkedes overraskende ikke at blive en del af World Cuppen, da denne blev introduceret i 1989, og i mange år lå det klart nederst i ardennerhierarkiet, da de to længere begivenheder begge tilbød vigtige point til den sæsongående løbsserie. Med introduktionen af ProTouren i 2005 fik det imidlertid igen samme officielle status som de øvrige klassikere, og i de senere år synes det at have vundet terræn i kampen mod specielt den hollandske klassiker. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de to løb nu nyder samme anseelse.

Med dets nære forbindelse til Liege-Bastogne-Liege er det ikke noget under, at løbet er blevet vundet af mange af sportens helt store navne, og det fik international anseelse næsten fra begyndelsen. Allerede i 1950 vandt Fausto Coppi løbet, og selvom værtsnationen naturligvis har domineret i lange perioder, har det været en meget multinational affære siden 1976, idet kun seks udgaver er blevet vundet af belgiere siden da. Sejrsrekorden indehaves af en af nutiden stjerner, idet Alejandro Valverde sidste år tog sin femte sejr, og dermed nu klart overgår Marcel Kint (i de helt tidlige år), Eddy Merckx (selvfølgelig), Moreno Argentin og Davide Rebellin, der alle har stået øverst på podiet tre gange. Løbet har også en fin dansk historie, idet både Kim Andersen og Bo Hamburger har vundet det.

Mens Liege-Bastogne-Liege og Amstel Gold Race har utallige vinderkandidater, betyder den helt specielle afslutning i Fleche Wallonne, at det er et løb for absolutte specialister. Kun en yderst eksklusiv gruppe af puncheurs har egenskaberne til at vinde på så stejl en stigning, og det gør det til langt den mest forudsigelige af samtlige klassikere. Mens udholdenhed, taktik og angrebslyst spiller en stor rolle i de to øvrige ardennerløb, er Fleche Wallonne som regel et yderst låst løb, hvor alt kan koges ned til, hvem der har benene på Mur de Huy. Ikke desto mindre er det et fantastisk spektakulært skue at se rytterne slås om sejren på Muren, og det er denne form for eksklusivitet, der giver det en speciel betydning for mange af feltets store navne.

I 2015 forsøgte arrangørerne at skabe mere drama i finalen ved at inkludere den stejle Cote de Cherave-stigning mindre end 10 km fra mål. Det har givet anledning til en mere animeret afslutning med flere angreb og betydet, at det har været et mindre helt, der har ramt Muren. Det er imidlertid ikke ændret løbets natur, og selvom den nye finale ser ud til definitivt at have vundet indpas, handler Fleche Wallonne stadig stort set kun om spurten op ad den stejle stigning.

Løbet markerer næste fase i den gradvise udskiftning af klassikerfeltet, der blev indledt ved sidste ondags Brabantse Pijl. Mens naturen af Amstel Gold Race gjorde det velegnet til nogle af de stærke folk fra brostensklassikerne, og mange hold endda valgte at stille til start med nogle af heltene fra de flamske løb for at hjælpe til i positionskampen, gør de længere stigninger Fleche Wallonne til et mere udpræget klatreløb. Derfor vil der kun være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag, og når vi når frem til søndagens Liege-Bastogne-Liege, vil det store antal højdemeter fuldende transformationen. Til den tid vil stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere være samlet på startstregen i Liege, mens brostensspecialisterne nu alle nyder en velfortjent pause, og dermed er scenen sat til næste fase på cykelkalenderen, de store grand tours.

Sidste år gik Alejandro Valverde efter at skrive historie endnu en gang ved at blive den første til at sejre fem gange i den belgiske klassiker, og efter et fuldstændigt suverænt forår var spanieren tårnhøj favorit. Han lod da heller ikke nogen tvivl om udfaldet, da det atter skulle afgøres i en spurt på den spektakulære mur. Spanieren viste atter, at han i øjeblikket er i en klasse for sig på Mur de Huy, da han med en fuldstændig suveræn præstation satte en frustreret Dan Martin, der for tredje gang på fire år måtte sig henvist til en sekundær podieplads, til vægs med sit velkendte antrit efter at have kontrolleret opkørslen med kolossal autoritet. Dylan Teuns leverede en stor overraskelse ved at blive nummer 3 og sendte dermed et signal om det gennembrud, der ville komme den følgende sommer. Efter en måske endnu mere imponerende sæsonstart end sidste år vender Valverde i år tilbage i håb om  at tage en historisk sjette sejr, og han er igen oppe mod Martin, der endelig drømmer om at slå spanieren i den klassiker, han elsker så højt, samt Teuns, der efter en yderst lovende sæsonstart går efter at bekræfte at sidste års flotte resultat bestemt ikke var noget tilfælde.

Ruten

Mur de Huy er ikke bare den sidste udfordring i Fleche Wallonne, den er også referencepunktet gennem hele dagen. Som det er tilfældet med Cauberg i Amstel Gold Race, skal stigningen forceres flere gange, inden den mod slutningen spiller en nøglerolle i finalen.

Tidligere har løbet haft flere forskellige formater, men siden man introducerede Mur de Huy som løbets vartegn, har man fulgt et ret ensartet mønster. Startbyen varierer ganske vist en del, men løbet har haft den samme opbygning. Første del består af en lang, småkuperet rejse fra startområdet til Huy, hvor Muren bestiges for første gang. Løbet afsluttes herefter med to forskellige rundstrækninger omkring målbyen, en stor og en lille, der begge slutter på toppen af Muren.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

De to sidste rundstrækninger er blevet ændret fra år til år, men benytter som regel de samme veje og stigninger. Tidligere kørte man den korte rundstrækning først, men for at få bragt de to sidste passager af Muren tættere på hinanden, byttede man i 2011 rundt på rækkefølgen. Selvom det har givet næstsidste passage af Muren større betydning, har det også givet anledning til en letter finale, idet de sidste kilometer ikke længere var så hårde som tidligere.

I 2015 gjorde man den sidste rundstrækning sværere ved at lægge en ekstra stigning ind meget tættere på mål, og det ændrede løbets dynamik en anelse. Ganske vist betød det, at næstsidste passage af Muren kom med 29 km igen mod tidligere 23,5 km, men nu skulle man op over den stejle Cote de Cherave bare 5,5 km fra mål. Det forhindrede som omtalt ovenfor ikke en spurtafgørelse, men det gav anledning til betydeligt større udskilning.

Sidste år nytænkte man ruten en anelse ved at droppe ideen om en lang og en kort rundstrækning. I stedet benyttede man den samme 29 km lange rundstrækning, som i de seneste to år er blevet benyttet i finalen, to gange, og der var således ikke nogen lang rundstrækning. Det betød, at man forlængede det indledende, relativt flade stykke, men til gengæld blev finalen mere intens, idet de tre passager af Muren nu alle kom inden for de sidste 60 km, og Cote de Cherave skulle asseres to gange. Antallet af stigninger blev reduceret fra 11 til 9, men distancen forlænget fra 196 km til 204,5 km. Den model genbruges i år, men man har atter gjort det indledende stykke hårdere, så der igen er 11 stigninger på programmet i løbet af de nu 198,5 km, og som noget nyt skal man blandt andet over Cote de La Redoute, der er kendt som den meste ikoniske stigning i Liege-Bastogne-Liege.

Som sagt varierer startbyen fra år til år, og denne gang er det Seraing, der har fået æren af at lægge asfalt til de første kilometer. Den er placeret ganske tæt på Huy og Ardennerne, og derfor består de første del af løbet af en stor sløjfe ud i terrænet sydøst for startbyen. Terrænet bliver aldrig helt fladt, men der er er ingen væsentlige stigninger i de første 50 km, og der er således tale om en klassisk, relativt nem indledning på en klassiker. Når man vender rundt for at køre tilbage mod nordvest melder de første udfordringer sig imidlertid, når man som noget nyt skal over flere af stigningerne, der er kendt fra Liege-Bastogne-Liege. Først gælder det Cote de La Vecquee (6,7 km, 4,9%) efter 65 og derefter berømte Cote de La Redoute (2 km, 8,9%), der er placeret efter 82 km. Til slut skal man over Cote de Mont (2,4 km, 4,8%) efter 100 km, inden man afslutter sløjfen og sætter kursen mod Huy.

Denne første del er betydeligt hårdere end tidligere, men med tanke på det, der venter senere i løbet, tjener denprimært det formål at akkumulere træthed. Det tidlige udbrud spiller sjældent en stor rolle i Fleche Wallonne, og derfor kommer det ofte hurtigt afsted. Det vil få et fornuftigt forspring, inden de store hold begynder at kontrollere situationen, og herefter vil det være en gradvis jagt op opbygning frem mod finalen.

Efter sløjfen går det mod nordvest og siden sydvest frem mod Huy, og man rammer her ruten fra sidste år, hvorefter den sidste del af løbet kun er svagt forandret. Først gælder det her Cote d’Amay (1,4 km, 6,7%), der markerer starten på løbets næste fase efter 126,5 km, og herefter går det direkte mod centrum af Huy, hvor første passage af Mur de Huy (1,2 km, 9,3%) venter med bare 58 km igen.

Tidligere har første passage af Muren primært tjent som formål at give rytterne mulighed for at genopfriske kendskabet til stigningen, men nu kommer den så tæt på mål, at betydningen kan blive større. I stedet for den vanlige gradvise udskillelse på de første stigninger, kan nogle hold nu føle sig ansporet til at starte angrebene lidt tidligere. Selvom disse tidlige forsøg sjældent har haft succes, og afstandene altid holdes på et minimum, er håbet, at mange hold vil forsøge at sætte specielt Movistar under pres ved at gøre løbet hårdt og sende folk ud foran med det håb at undgå den forventede afsluttende spurt op ad Muren.

Løbet afsluttes nu med to omgange på den 29 km lange rundstrækning i området sydøst for Huy, som er blevet benyttet som afslutning i de seneste tre udgaver. Udover Muren består den af to stigninger. Først kommer Cote d’Ereffe (2,1 km, 5%) med 16,5 km til mål, men selvom terrænet ikke er fladt i denne indledende fase, favoriserer det klart feltet i forhold til eventuelle udbrydere. Til gengæld betyder inklusionen af Cote de Cherave (1,3 km, 8,1%) med bare 5,5 km til mål, at løbet har fået et interessant twist. Indløbet til stigningen er hurtigt og på en smal vej, og der er endda lidt brosten i bunden. Det giver angribere en meget bedre chance for at iværksætte et sent fremstød, inden de rammer den 1,5 km lange nedkørsel og derefter kører ad flade veje frem til bunden af Muren, der starter med bare 1,3 km igen.

Traditionelt er angrebslysten blevet intensiveret, jo tættere vi er kommet på næstsidste passage af Muren, der er en perfekt mulighed for at foregribe favoritterne. Da løbet er for sande specialister, har de fleste - herunder flere af verdens bedste klatrere - ikke en chance i en afsluttende spurt. Deres eneste mulighed er at angribe de store favoritter før sidste stigning, og da næstsidste passage af Muren igen i år krydres med en ekstra passage af Cote de Cherave, har mulighederne næppe været bedre end nu. Specielt ser man tit løjtnanter angribe i denne fase, men Movistar har ofte klogt sendt ryttere med i fremstødene for at undgå at komme i defensiven. Selv hvis angrebene på Muren ikke lykkes, giver Cote de Cherave en sidste chance for at komme favoritterne i forkøbet, og der vil utvivlsomt være kolossal udskilning i denne fase. I de sidste tre år er angrebene først blevet neutraliseret på den nedre del af Muren, og det viser, at det kan lade sig gøre at skabe overraskelsen, selvom vi ikke har set en udbrudssejr, siden Mario Aerts vandt i 2002.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Alligevel er det mest sandsynligt, at det ender i en spurt på Muren. Det giver altid anledning til en helt vanvittig positionskamp, da positionering på så kort en stigning er altafgørende. Hvis ikke man er helt fremme i bunden af bakken, er man helt uden chance, og det giver anledning til et vanvittigt tempo. Selve stigningen har ganske vist kun en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,6, men har meget stejlere passager på helt op til 25%. Den starter blødt ud, men når de nærmer sig toppen, vil rytterne blive udfordret af den sværeste del af samtlige de stigninger, de skal forcere i ardennerklassikerne, og det betyder, at det altid er en helt fortjent vinder, der krones i den mindste af de tre Ardennerklassikere. Starten på stigningen markeres af en rundkørsel efter 2 km kørsel på en lige, flad vej langs Meuse-floden og herefter venter tre sving, inden man når til de sidste 500 m, hvor vejen kun bugter let.

I alt har løbet 3257 højdemeter.

Vejret

Mens Liege-Bastogne-Liege flere gange i de senere år har været ramt af elendigt vejr synes Fleche Wallonne altid at gå fri. Det gælder også i år, hvor der venter en regulær sommerdag onsdag. Solen vil nemlig skinne fra en skyfri himmel, og temperaturen vil nå hele 24 grader. Det vil dog være halvblæsende med en jævn til frisk vind fra øst, hvilket giver modvind i første del af løbet og med- og sidemedvind på det lange stykke fra kort før La Redoute frem til første passage af Muren. På den sidste rundstrækning vil der først være modvind og så sidemedvind frem til bunden af Cote de Cherave. Her vil der være medvind på stigningen, så sidevind og til slut mod- og sidevind på stykket frem mod Muren. Til slut vil der være sidemodvind på selve målstigningen.

Favoritterne

Af Ardennerklassikerne er Fleche Wallonne klart den mest kontrollerede, og det har i mere end 10 år trods diverse ruteændringer været umuligt at undgå en afsluttende spurt op af Muren. Terrænet er ganske vist svært og udfordrende, men det er ikke den samme form for konstante op- og nedkørsler på smalle veje som i Amstel Gold Race, og løbet er slet ikke så hårdt som Liege-Bastogne-Liege. Derudover betyder den kortere distance, at løbet er nemmere at kontrollere, og derfor har favoritterne som regel greb om tingene.

Samtidig er løbet som sagt klart det mest specialiserede af de tre klassikere og derfor det løb med klart den korteste liste over potentielle vindere. Som regel er der en håndfuld specialister, der alle tror på, at de har en stor chance for at vinde i denne særlige finale, og det betyder, at der som regel er flere hold med en klar interesse i at skabe samling i bunden af Muren. De fleste hold har ikke en chance i en afslutning for sande specialister, men da det ofte er de stærkeste hold, der forsøger at kontrollere, er det meget vanskeligt at bryde deres dominans. Alle disse faktorer betyder, at vi skal helt tilbage til 2002 for at finde den seneste udbrudssejr, og der har været en generel konsensus om, at det sandsynligvis kræver meget dårligt vejr, hvis vi skal undgå det forudsigelige scenarium. Onsdag byder imidlertid på smukt solskin, og det gør det ikke nemmere at undgå en spurtafgørelse.

Tilføjelsen af Cote de Cherave i finalen var et ganske interessant twist fra arrangørernes side, og det har helt klart øget mulighederne for, at der kan ske overraskelse. Stigningen er ganske vist ikke lang, men den er så stejl, at det er en ganske god affyringsrampe. Toppen kommer samtidig så tæt på mål, at den har givet anledning til angreb i 2015, 2016 og 2017, hvor særligt Tim Wellens har gjort det sin helt egen legeplads. Alligevel har det hverken i de tre hidtidige udgaver eller i Tour-etapen fra 2015 med samme finale været muligt at narre favoritterne.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

I 2018 er der alligevel måske en større chance for, at vi kan se et mere animeret løb. For det første betyder ruteændringen fra sidste år, at der Muren og Cote de Cherave begge kommer to gange inden målbakken, og i alle tilfælde kommer de relativt tæt på mål. Det giver bedre muligheder for at skabe splittelse. Mest afgørende er det imidlertid, at det i år meget vel kunne ende som alle mod Movistar. Listen over potentielle vindere har altid været kort, men i år er flere af favoritterne usikre på formen. Det gælder særligt Sergio Henao, Michal Kwiatkowski og Michael Woods, og derfor er det usikkert, hvor meget kontrol deres hold vil tage. Samtidig har hold som Sky, Quick-Step og Bahrain mange kort at spille, og derfor vil de næppe satse 100% på at slå Valverde i en spurt på Muren.

Det sætter scenen for et mere aggressivt løb end vanligt, og derfor tror vi på, at det bliver en af de mere underholdende udgaver af den ellers som regel ganske kontrollerede klassikere. Alligevel tror vi på, at det ender i en spurt på Muren. For det første har Movistar et fremragende hold. Særligt Mikel Landa bliver en nøglerytter, men også en genfødt Carlos Betancur kan blive helt afgørende i finalen. Derudover har de i de senere år kørt klogt ved at lade særligt Betancur gå med i angrebene, og det har været en yderst effektiv strategi til at kontrollere løbet.

Derudover vil de formentlig få hjælp. Det kan godt være, at de ikke for alvor tror, at de kan slå Valverde, men Dan Martin, Julian Alaphilippe, Dylan Teuns og Michael Woods elsker alle den type finale. For dem vil en podieplads trods alt være et stort resultat, og de vil næppe blot lade et udbrud sejle væk. Alene positionskampen frem mod Muren vil til slut være nok til at hente eventuelle udbrydere, der ligeledes vil have modvind på det sidste stykke mellem de to afsluttende stigninger, som altid har favoriseret feltet.

Dermed tror vi trods et mere animeret løb på endnu en spurt på Muren, selvom vi forventer, at det vil være et mindre og mere udmattet felt, end vi har set i de senere år, ikke mindst fordi ruten i år er hårdere. I selve spurten er der to nøgleegenskaber. Den første er evnen til at positionere sig selv. Selvom vi venter et mindre felt, har man ingen chance, hvis man er for langt tilbage i bunden af bakken. I 2016 startede Michael Woods eksempelvis langt tilbage, og selvom han klart var en af de hurtigste på Muren, blev det ikke til mere end en beskeden 12. plads.

Den anden nøgleegenskab er erfaring og tålmodighed. År efter år ser vi ryttere, der åbner deres spurt alt for tidligt for siden at eksplodere på dramatisk vis og slet ikke komme i nærheden af top 10. Fleche Wallonne kræver evnen til at disponere kræfterne og afmåle sin indsats for derved at gemme kræfter til en perfekt timet acceleration fra det punkt, hvor man ved, at man kan holde farten hele vejen til stregen. Kun ganske få ved, hvordan man gør det perfekt, og derfor kræver det ofte mindst ét forsøg, inden man for alvor er konkurrencedygtig i en finale, hvor kun en sand specialist kan løbe med trofæet.

Netop erfaringen har løbets helt store favorit Alejandro Valverde. På Muren er der ingen over og ingen ved siden af den spanske konge af Fleche Wallonne. Ingen har som den spanske veteran vist, at han kan time sin spurt på Mur de Huy til perfektion, og spanieren har i de seneste fire år været i en klasse for sig på den stejle stigning. Selv i 2016, hvor han mødte op til løbet med alt andet end ideel forberedelse og med Giroen som sit store mål, var ingen i nærheden af at matche ham, og han kørte med en nærmest uhyggelig autoritet på stigningen, hvor han kontrollerede alle angreb, inden han satte sit afgørende fremstød ind med fantastisk præcision. Sidste år var han endnu mere skræmmende, og Teuns, der blev en ganske imponerende nr. 3, har i de senere dage fortalt om, hvor rystende suveræn Valverde var den dag i april 2017.

Den dårlige nyhed for rivalerne er, at Valverde i år er endnu bedre end i 2017. Den slemme knæskade har blot motiveret ham til at arbejde endnu hårdere i løbet af vinteren, og han har været decideret skræmmende i år. I de kuperede løb, han har kørt, har han hver eneste gang været den i særklasse stærkeste, og hvis man havde drømt om, at han havde toppet for tidligt, led den tese et knæk i søndagens Amstel Gold Race. Her var Valverde atter den klart stærkeste på stigningerne, og det var ham, der først skabte den vigtigste udskilning med sit slangehug på Geulhemmerweg, inden kun en jætteindsats fra Alaphilippe forhindrede ham i at køre væk på Bemelerberg, hvor han i et snuptag lukkede hullet til Jakob Fuglsang.

I Holland var stigningerne lidt for lette for Valverde, der derfor ikke kunne gøre forskellen, men onsdag har han ikke den slags problemer. Muren passer ham som fod i hose, og bliver det samlet til en spurt, er det næsten umuligt at se, hvem der skal kunne slå spanieren. Klassikerne er generelt kendetegnet ved at have ret brede favoritfelter, men årets Fleche Wallonne skiller sig ud. Valverde er TÅRNHØJ favorit og vil med store sandsynlighed indskrive sig dybere i historien med en sjette sejr.

Manden, der måske kan true ham, er Julian Alaphilippe. Den unge franskmand har bare kørt løbet to gange og er begge gange blevet nr. 2 bag Valverde. Det siger noget om hans potentiale i en afslutning som denne, og det er indlysende, at han står som den naturlige arvtager til Valverde, hvis han da nogensinde abdicerer. I år er Alaphilippe endda endnu skarpere end tidligere. I hvert kørte han fremragende på de stejle mure på de to første etaper i Baskerlandet, som han begge vandt med stor autoritet.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Den gode form bekræftede han i Amstel, hvor han efter Valverde var den stærkeste på stigningerne, og havde han ikke været så god, var Valverde og Fuglsang formentlig kørt hjem efter Bemelerberg. Alaphilippe har alle de ingredienser, der skal til i Fleche Wallonne. Han er fremragende i positionskampen og har nu to gange tidligere vist, at han kan time sin spurt på Muren til perfektion. Hidtil har han ikke kunnet matche Kongen af Mur de Huy, men hvis nogen kan gøre det, må det være formstærke Alaphilippe.

Daniel Martin har ikke lagt skjul på, at Fleche Wallonne står hans hjerte nær, og det skyldes en finale, der er som skræddersyet til den eksplosive irer. Det er bestemt ingen tilfældighed, at han har været i top 5 hvert år siden 2013, hvis man ser bort fra 2015-udgaven, hvor han styrtede. I år møder han ganske vist op til løbet med begrænset selvtillid efter et forår, der efter en fin start i Algarve blev ødelagt af sygdom i Paris-Nice. Derfor har han heller ingen resultater hidtil, og senest måtte han endda udgå af Amstel Gold Race. Den hollandske klassiker har imidlertid aldrig passet Martin, og man skal derfor intet lægge i den tamme præstation i Holland. Hvert eneste år har Martin timet formen til Fleche Wallonne, og det har han formentlig også i år.

Martins store problem har altid været positioneringen i bunden af stigningen, men her er han godt hjulpet af, at Rui Costa og Diego Ulissi kan hjælpe ham i finalen. Det bliver ikke nemt at slå Valverde, men Martin er en af de få, der kan gøre det. Hans to andenpladser, en tredje- og en fjerdeplads vidner i hvert fald om evnerne.

Det har i mange år været klart, at Dylan Teuns er et af sportens helt store talenter til ardennerklassikerne. Alligevel kom det som en overraskelse, at den unge belgier allerede sidste år kunne blive nummer 3 i dette løb. Det markerede starten på et gennembrud, der kom med en drømmesommer, hvor han vandt hele tre etapeløb på en måned, herunder WorldTour-løbet Tour de Pologne foran nogle af verdens allerbedste klatrere. I år har han blot bekræftet potentialet, ikke mindst i Paris-Nice, hvor han overgik sine egne forventninger ved pludselig at kunne klatre med de bedste også på lange stigninger. Forberedelsen i Baskerlandet startede lidt rustent, men på kongeetapen til slut fik han vist, at formen er timet godt. Det bekræftede han i Amstel, hvor han kørte offensivt på stigninger, der var lidt for lette til at passe ham, og han ærgrede sig efterfølgende over at have sovet totalt i timen med en dårlig position, da Valverde splittede gruppen på Geulhemmerweg. En spurt på en mur som denne er den type finale, der passer Teuns allerbedst, og dette er derfor den klassiker, hvor han har allerstørst chance for at levere et topresultat.

Vi glæder os allermest til at se Michael Woods i denne finale. På papiret har den eksplosive canadier alt, hvad der skal til for at vinde dette løb. Efter sine imponerende præstationer i Nordamerika og den fantastiske start for Cannondale i 2016 blev det meste af sidste sæson ødelagt af sygdom og skader. Han leverede imidlertid ét topresultat i et ellers ødelagt forår, og det kom med 12. pladsen i netop dette løb. Faktisk kunne det være blevet til langt mere, hvis ikke han havde været så elendigt positioneret i bunden af stigningen, og han overhalede adskillige ryttere på selve Muren. Det vidner om, at det kunne være blevet til noget stort, hvis han havde været i topform. Sidste år blev han desværre syg op til løbet, hvor han derfor kun blev nr. 11, men han viste senere på året sin høje klasse, da han kørte i top 10 i Vueltaen. Den tidligere løber kom sent ind i sporten og udvikler sig med stormskridt, så han vil være endnu bedre i 2018. Desværre er foråret blevet ødelagt af sygdom, men der var yderst lovende takter i Amstel, hvor han for første gang i år kørte finalen. Derfor nærmer han sig topformen på rette tid. Den store udfordring for den tidligere løber, der ikke har meget cykelerfaring, bliver igen positioneringen. Lykkes det at starte helt fremme, kan det blive til hvad som helst for den talentfulde canadier.

Vi er lidt spændte på at se Tim Wellens i denne finale. Belgieren er relativt stor, og derfor er Muren egentlig lidt for stejl for ham. Det forklarer også, hvorfor han i tidligere udgaver altid har angrebet på Cote de Cherave. Siden sidste efterår, hvor han var skræmmende stærk og blandt andet satte verdenseliten til vægs på kongeetapen i BinckBank Tour og i Tour of Guangxi, har han imidlertid fået en helt ny selvtillid, der i år har båret frugt med en overraskende samlet sejr i Ruta del Sol og en overraskende god præstation på selv lange stigninger i Paris-Nice. For første gang har han endda timet formen perfekt til Ardennerne, hvilket sejren i Brabantse Pijl og den fine præstation i Amstel vidner om. Det betyder også, at han formentlig nu vil køre rigtig finale på Muren og se, hvor langt det rækker. Han har den rette eksplosivitet, men Muren er dog nok en anelse for stejl til, at han kan slå de helt store specialister.

Efter nogle meget lovende præstationer i de italienske klassikere i 2016 besluttede Rigoberto Uran sig for at satse 100% på Ardennerne. Desværre blev det første forsøg ødelagt af sygdom, og i år var der derfor lagt op til revanche. Desværre er Uran blevet sat tilbage af først sygdom forud for Catalonien Rundt og siden et styrt på sidste etape i Baskerlandet, hvor det var tydeligt, at han var på rette vej, men fortsat manglede de sidste par procent. Hvor han står nu, er derfor usikkert, men det spanske etapeløb gav dog visse løfter om, at han kan finde formen i tide. Et styrt i Amstel forhindrede ham i at teste benene, men heldigvis er han sluppet uden mærkbare konsekvenser. Uran har den rette erfaring og eksplosivitet til at begå sig i en spurt på Muren, og sammen med Woods vil han udgøre en livsfarlig duo for EF Education.

For nogle år siden var Sergio Henao skræmmende stærk i spurter på brutalt stejle mure. Det har han vist utallige gange i Baskerlandet Rundt, hvor han igennem de seneste fem år har været den bedste, selvom enkeltstarten har forhindret ham i at vinde samlet. Senest viste han det ved at sætte en ekstremt formstærk Julian Alaphilippe til vægs på Mur de Fayence i Paris-Nice sidste år, og Mur de Huy passer ham endda med sine endnu stejlere procenter endnu bedre.

Desværre har Henao siden sejren i Paris-Nice været en skygge af sig selv. Han skuffede stort i Touren og efterårsklassikerne sidste år, og striben af nedture er i år bare fortsat i Paris-Nice og Catalonien. Heldigvis var der fremgang at spore i Amstel Gold Race, hvor han vel kørte sit bedste løb siden marts sidste år. Desværre er han nok stadig ikke god nok til for alvor at indfri det store potentiale, han har i denne type afslutninger.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Hvad er der galt med Michal Kwiatkowski? Polakken kom flyvende fra start i år, hvor han i Tirreno-Adriatico var bedre end nogensinde tidligere. Alt var lagt an til en stor ardennerkampagne, hans helt store mål for i år, men intet tyder på, at han har timet formen. Først skuffede han stort i Flandern Rundt, så var han helt anonym i Baskerlandet, og senest kørte han et meget pauvert Amstel Gold Race, hvor Sky ellers havde sat det hele perfekt op for ham. Kwiatkowski har tidligere været på podiet i dette løb, men umiddelbart er afslutningen lidt for stejl til at passe ham helt perfekt. Derfor skal han være på toppen for at blande sig i kampen om sejren, og det er desværre meget, der tyder på, at han ikke er.

En spændende kandidat er Romain Bardet. Efter et skuffende løb i Baskerlandet, der blev ødelagt af sygdom, kom han tilbage på sporet i lørdags med en andenplads i den eksplosive finale i Tour du Finistere, som burde have været alt for let for franskmanden. Hans store mål er Liege, men i sidste øjeblik har han besluttet også at køre onsdagens løb. Det er klart, at han ikke er prototypen på en eksplosiv puncheur, men blandt klatrerne har han faktisk et ganske fornuftigt punch. Ingen kan bestride, at han er en af de bedste på stejle stigninger, og han burde derfor kunne blande sig helt fremme.

I år har Jakob Fuglsang til fulde bekræftet den store fremgang, han gjorde i 2017. Danskeren har været blandt de allerbedste i alle de løb, han har kørt, og senest viste han storform ved at køre en fremragende og aggressiv finale i Amstel Gold Race. Ingen kan derfor bestride, at Fuglsang er en af de mest formstærke og bedste klatrere i dette felt, men desværre mangler han det nødvendige punch til at kunne true specialisterne i en så eksplosiv finale. Fuglsang står derfor over for et valg. Skal han sætte alt på et bræt ved at gå efter sejren med et angreb på en af de tidligere stigninger, eller skal han satse på en top 10 i en spurt på Muren? Med sin nuværende styrke burde han med sikkerhed kunne køre med blandt de bedste, hvis han satser på sidstnævnte.

Sidste år overraskede Rudy Molard positivt ved at køre i top 10 i løbet. Helt uventet var det nu ikke, idet franskmanden altid har været specialist på mure som disse, men aldrig tidligere havde han været på det niveau. I år har han så taget et kvantespring frem med etapesejr i Paris-Nice og senest en fantastisk præstation på netop denne type mure i Baskerlandet. Desværre satte et styrt ham ud af spillet, og han var i søndags bange for, at hans ardennerkampagne var ødelagt. Han overraskede dog sig selv positivt ved at kunne sidde med i den absolutte finale i Amstel, og havde han ikke brændt sine tændstikker sammen med Van Avermaet inden Geulhemmerweg, havde han måske kunnet sidde med helt til sidst. Dette er den klassiker, der passer ham allerbedst, så noget stort burde være i vente fra Molard.

Alexis Vuillermoz’ karriere var gået lidt i stå, men sidste år bragte Touren ham tilbage på sporet. Han kørte et fremragende efterår, der kulminerede med en fjerdeplads i Lombardiet, og det skabte store forventninger til 2018, hvor han lagde fint ud i Paris-Nice. Desværre har han ikke timet formen perfekt, og han skuffede stort i både Baskerlandet og Amstel. Dette er imidlertid præcis den type finale, han elsker mere end noget andet, og det er ikke uden grund, at han blev nummer 6 i 2015 og nummer 3 på Tour-etapen på Muren i 2016. Lige nu tyder det ikke på, at han har formen til at indfri potentialet, men i denne type finale skal man altid holde øje med en specialist som Vuillermoz.

Ion Izagirre er ikke prototypen på en klassikerrytter, og derfor overraskede det mange, at han sidste år kørte med om sejren i alle tre ardennerløb. I år har han endda klatret endnu bedre, hvilket han særligt viste med 3. pladsen i Baskerlandet, hvor det vel kun var Primoz Roglic og Mikel Landa, der var bedre på stigningerne. Også i Amstel viste han god form med et stærkt soloangreb, der dog kostede ham de sidste kræfter til at køre finale. Det er klart, at han ikke er specielt eksplosiv og derfor ikke skabt til denne afslutning, men hans mange gode resultater i Baskerlandet viser, at han ikke er dårlig i disse afslutninger. Han vinder næppe, men burde kunne være med helt fremme.

Michael Albasini har mest været hjælperytter for Orica-Scott i klassikerne, men i netop Fleche Wallonne har han fået lov at køre sin egen chance. Det har givet pote, idet han to gange har været på podiet og hele syv gange i top 10. Der er derfor ingen tvivl om, at Albasini er en af de virkelige specialister til netop denne finale, men desværre er han i år blevet sat tilbage af sygdom. Derfor har han været en skygge af sig selv hele foråret, og hans præstation i Amstel tyder desværre på, at han ikke har nået at finde formen. I netop Fleche er Albasini dog ufatteligt stabil, og helt afskrive en specialist som ham kan man ikke.

Bora har sendt Peter Sagan på ferie, men til gengæld har man hentet Rafal Majka og Emanuel Buchmann ind. Ingen af de to klatrere er skabt til en finale som denne, men derfor kan de sagtens køre i top 10 alligevel. Særligt Majka har nemlig i Polen Rundt flere gange vist, at han er god på denne type finaler, og vi skal ikke glemme, at han sidste år blev nr. 3 på en mur i sit hjemland på den etape, der lagde grunden til Teuns’ samlede sejr. I år har han endda kørt bedre end længe med meget lovende præstationer i både Abu Dhabi og Tirreno. Buchmann har mindre punch, men overraskede meget positivt på de eksplosive mure i Baskerlandet, hvor han til fulde fortsatte den lynfremgang, han har leveret på det seneste.

Veteranen Jelle Vanendert er tidligere blevet nr. 4 i dette løb, hvilket vidner om hans evner på Muren. Siden har han dog været en skygge af sig selv, men i år synes veteranen at være genfødt. I hvert fald har han været brølstærk i Baskerlandet, Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, men han har dog primært ageret hjælper. På onsdag burde han kunne køre sin egen chance sammen med Wellens, og han synes at have formen til atter at blande sig helt fremme.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Man må også pege på supertalentet David Gaudu. Den tidligere Tour de l’Avenir-vinder har været hypet stort, siden han på Planches des Belles Filles-stigningen kørte en hurtigere træningstid, end Romain Bardet havde gjort under Touren, og siden da har han bekræftet talentet. Det skete ikke mindst i dette løb sidste år, hvor han trods et tidligt angreb på Muren alligevel kørte i top 10. I år har han satset alt på dette løb, hvor de stejle procenter passer ham perfekt, men desværre har han skuffet stort i løbet af foråret, særligt i Catalonien. Senest var han bag om dansen i Tour du Finistere, og han synes derfor ikke at have timet formen. Han har en stor fremtid i dette løb, men det er spørgsmålet, om det er er i pr, at han for alvor viser potentialet.

Gorka Izagirre har i år gjort stormskridt mod verdenstoppen. Han har kørt som en motorcykel hele foråret, særligt i Paris-Nice, hvor han tog en imponerende podieplads. I Baskerlandet kom han også lovende fra start, men pludselig gik gassen af ballonen for den ellers så stærke basker. I Amstel var han bedre, men stadig ikke på samme niveau som tidligere. I teorien burde han dog have et fint punch til en finale som denne.

To spændende outsidere er Jack Haig og Enric Mas. Begge er de blandt sportens allerstørste klatretalenter, og begge synes de at have timet formen ganske fint efter en sløv sæsonstart. Haig fandt stille og roligt benene i Baskerlandet, hvor han blev bedre og bedre, mens Mas var blandt de allerstærkeste i det spanske løb, som han kronede med en sejr på kongeetapen, hvor end ikke Landa kunne vinde tid på ham på sidste stigning. Begge er de her som hjælpere, og ingen af dem har det rette punch til denne stigning, men de er dog begge i stand til at skabe en overraskelse.

Alt var lagt an til noget stort for Tiesj Benoot i disse ardennerklassikere. I år har den unge belgier endelig fået det gennembrud en hel cykelverden har ventet på. Tilsyneladende fandt han opskriften på succes sidste sommer, hvor en højdetræningslejr forud for Touren efterlod ham med stjerneben, der lod ham chokere en hel cykelverden ved at klatre uventet godt i både Dauphiné og Touren. Den model har han genbrugt forud for årets klassikere, hvor han har været i særklasse en af de stærkeste. Klarest på nethinden står naturligvis den episke solosejr i Strade Bianche - paradoksalt nok den hidtil eneste professionelle gevinst - men også den højst overraskende 4. plads i Tirreno-Adriatico samt den ene demonstration af sin styrke efter den anden i brostensklassikerne. Sammen med Vanmarcke og Terpstra var han gennemgående den bedste rytter i de flamske løb, og det var kun omstændighederne og heldet, der forhindrede ham i at opnå bedre resultater. En ny højdetræningslejr og en fin præstation i Brabantse Pijl gav løfter om noget stort her, men pludselig løb han tør for kræfter i finalen i Amstel. Det store spørgsmål er derfor, om han er træt efter en meget lang sæson, og det er derfor uklart, om han skipper onsdagens løb for at satse 100% på Liege. Muren i Huy er nemlig til den stejle side for en stor fyr som Benoot, hvis bedste chance derfor er at foregribe favoritterne.

Endelig vil vi pege på Floris De Tier og Guillaume Martin. De Tier har de rette puncheuregenskaber til en finale som denne, hvilket han viste med sin fremragende præstation på 4. etape i Ruta del Sol i år. Desværre tydede Brabantse Pijl på, at han havde mistimet formen til Ardennerne, men en overraskende god indsats i Amstel, hvor han angreb stærkt sidste gang op ad Cauberg fik vendt op og ned på den antagelse. Derfor bliver De Tier spændende at følge her. Det samme gør stortalentet Martin, der med den samlede sejr i Sarthe atter fik bekræftet, at sidste års Tour har gjort underværker for ham. Sidste efterår vandt han hele to etapeløb, og den gode tendens er fortsat i år, hvor Fleche og Liege er de første store mål. En tredjeplads i Finistere vidner om, at formen fortsat er god, og selvom han måske mangel den sidste eksplosivitet, har han et glimrende punch til denne afslutning.

***** Alejandro Valverde                              

**** Julian Alaphilippe, Dan Martin

*** Dylan Teuns, Michael Woods, Tim Wellens, Rigoberto Uran, Sergio Henao

** Michal Kwiatkowski, Romain Bardet, Jakob Fuglsang, Rudy Molard, Alexis Vuillermoz, Ion Izagirre, Michael Albasini, Rafal Majka, Jelle Vanendert, David Gaudu, Emanuel Buchmann, Gorka Izagirre, Enric Mas, Jack Haig, Tiesj Benoot, Guillaume Martin, Floris De Tier

* Roman Kreuziger, Patrick Konrad, Sam Oomen, Pierre Latour, Bauke Mollema, Warren Barguil, Vincenzo Nibali, Enrico Gasparotto, Mikel Landa, Rui Costa, Wout Poels, Ilnur Zakarin, Michael Valgren, Philippe Gilbert, Robert Power, Valentina Madouas

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Jakob Fuglsang, der blev nummer 8 i 2015, men desværre er danskeren ikke skræddersyet til den meget eksplosive finale. Michael Valgren er også til start for Astana efter den store sejr i Amstel Gold Race, men han må formodes at være for tung til Muren og skal derfor forsøge at angribe fra distancen. Christopher Juul skal arbejde for Michael Albasini, Roman Kreuziger og Jack Haig på Mitchelton-Scott

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alejandro Valverdes sejre fra 2017, 2016, 2015 og 2014 samt Daniel Morenos sejr fra 2013.