Optakt: Giro dell’Emilia
30. september 2017 11:56 af Emil AxelgaardFoto: Unipublic

Da årets VM-rute ikke tilgodese dem, er der nogle af klatrerne der allerede har afsluttet sæsonen, men i år har langt de fleste bevaret motivationen til at gå efter sæsonens sidste helt store mål, næste uges Il Lombardia. Lørdag får de chancen for at teste benene o Giro dell’Emilia, der heldigvis har genvundet sin prestige efter en restrukturering af kalenderen sidste år. Efter et par år med et relativt svagt felt er der i år samlet en fabelagtig liste af stjerner, der er klar til at slås om sejren på den legendariske San Luca-stigning i Bologna - en ikonisk stigning, som enhver klatrer drømmer om at tæmme.

Løbets rolle og historie

Mens sprinterne efter VM enten har endt sæsonen eller har blikket rettet mod Paris-Tours, har langt de fleste klatrere blikket stift rettet mod Il Lombardia, der er det sidste store, kuperede løb på europæisk grund og årets sidste monument. Mange har brugt de canadiske klassikere til at teste formen, og nogle har sågar været et smut i Bergen til VM, men det er i de kommende to uger, at forberedelserne for alvor intensiveres i en række af italienske endagsløb, der tjener som en sidste opvarmning til den største efterårsklassiker. Sammen med Milano-Torino er Giro dell’Emilia traditionelt det bedste sted at gøre sig klar til De Faldende Blades Løb. Denne klassiker er samtidig et af de ældste løb på den italienske kalender, og den spektakulære afslutning på toppen af den stejle San Luca-stigning i Bologna gør det til et af de meste prestigiøse løb i det cykelgale land.

 

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage i 1909, har løbet været afviklet næsten hvert eneste år i mere end et århundrede, og det er kun sølle ni gange, at løbet af forskellige årsager er blevet aflyst. I år fejrer man sågar den 100. udgave. Det har altid haft Bologna som sit centrum, og med ganske få undtagelser har det altid været afviklet i erfteråret.

 

Efter at det i de tidligere år primært var en italiensk affære, udviklede den sig med tiden til en vigtig og prestigiøs begivenhed på den internationale kalender. Den første udenlandske vinder var ingen ringere end Eddy Merckx, der sejrede i 1972, og siden da har de mange italienske sejrherrer fået selskab af store internationale profiler som Roger De Vlaeminck, Tony Rominger, Michael Boogerd, Jan Ullrich, Frank Schleck, Robert Gesink, Carlos Betancur, Nairo Quintana og Esteban Chaves på sejrslisten. Faktisk var det en ganske lang tørke for italienerne fra Danilo Di Lucas sejr i 2008, indtil det endelig lykkedes Diego Ulissi igen at sejre for hjemlandet i 2013.

 

Giro dell’Emilia kendes næsten udelukkende for den legendariske San Luca-stigning, der fører op til helligdommen Madonna Di San Luca. Den 2,1 km lange opkørsel har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,7 og et maksimum på 16 og er et brutalt bæst, der er skabt til rene klatrere, helst med et godt punch. Med adskillige passager af stigningen og mål på toppen er det ikke noget under, at løbet er blevet domineret af ryttere, der stråler på de stejleste stigninger.

 

Uheldigvis tabte løbet enormt meget prestige i forbindelse med den restrukturering af efterårskalenderen, som UCI gennemførte forud for 2012-sæsonen, og her var løbet formentlig den største taber af dem alle. Indtil da havde det været afviklet om lørdagen efter VM, mens Paris-Tours og det andet italienske løb, GP Beghelli, fandt sted dagen efter, og Il Lombardia blev først afviklet den efterfølgende lørdag. Mens sprinterne således sluttede deres sæson i Frankrig, rejste klatrerne til Italien og brugte løbet i Bologna som en vigtig test og opvarmning forud for det store monument i Lombardiet.

 

Forud for 2012 blev de to weekender imidlertid byttet rundt for at skabe bedre synergi mellem VM og Il Lombardia. Mens monumentet helt klart vandt stort på ændringen og pludselig kunne tiltrække et meget stærkere felt, var Giro dell’Emilia den store taber. Det er nu ikke længere nødvendigt at bruge løbet til at holde benene i gang forud for efterårets største klassiker, og mange ryttere besluttede at skippe begivenheden i Bologna på et tidspunkt af sæsonen, hvor der stort set kun er ferie på hjernen. Allerede i 2012 så man et markant mindre internationalt felt, og siden blev det kun værre og værre. I 2013 havde man bare fem WorldTour-hold til start, i 2014 var man nede på kun tre, og i 2015 nåede man bunden. Her betød fremkomsten af den konkurrerende Abu Dhabi Tour, at de stakkes arrangører kun kunne tiltrække Ag2r og Lampre-Merida fra det fineste selskab, og dermed var løbet reduceret til en skygge af den glorværdige begivenhed, det var tidligere.

 

Sidste år genvandt løbet imidlertid sin prestige. Den meget sene afvikling af VM i Qatar skabte en åben plads i kalenderen i ugen inden Il Lombardia, og den chance greb arrangørerne prompte. Sammen med Coppa Sabatini, der i mange år er blevet afviklet to dage inden, og GP Beghelli, der finder sted dagen efter, blev løbet flyttet til den sidste weekend forud for monumentet i Lombardiet. Da Giro della Toscana også blev tilføjet til samme uges program og afvikledes over to dage, havde rytterne pludselig mulighed for at vælge mellem fem dages kvalitetscykelløb, inden den følgende uges Tre Valli Varesine, Milano-Torino og GranPiemonte gav en sidste chance for at fintune formen. Dermed havde den rige italienske serie af efterårsklassikere pludselig nået et nyt højdepunkt, og da støvlelandet var eneste nation med kuperede løb sidst på sæsonen, fik alle løb et kolossalt boost.

 

Måske havde man ventet, at det var en engangsforestilling, men UCI har i 2017 valgt at gå tilbage til den gamle model, hvor samme travle uge har fået lov at sætte sig på pladsen umiddelbart efter VM, mens Il Lombardia igen finder sted to uger efter slaget om regnbuetrøjen. Dermed er kalenderen næsten ført tilbage til det, den var frem til 2011, idet eneste ændring er, at Paris-Tours ikke er flyttet med, har bevaret sin hidtidige placering og dermed nu finder sted dagen efter Il Lombardia. Arrangørerne af Giro dell’Emilia må knibe sig selv i armen over den effekt, det har haft, idet man i år endda med længder har overgået sidste års stærke startfelt. I år har man tiltrukket ikke færre end 12 af de 18 WorldTour-hold i tillæg til mange af de stærkeste prokontinentalhold. Og ikke nok med det: man har tiltrukket en stjerneparade, hvis lige slet ikke er set i mange år, og for første gang længe er der tillige live-dækning på TV - og for første gang ikke kun i Italien.

 

Sammen med Milano-Torino og Il Lombardia er Giro dell’Emilia det eneste løb, der er skabt til klatrere, og det afspejles i startlisten. Listen over stjerner inkluderer således en stor del af cremen af klatrere, idet usædvanligt mange af sportens store navne i år har valgt at holde den gående hele vejen frem til Il Lombardia. Det har gavnet Giro dell’Emilia kolossalt, og de kan i år præstere stjerner som Vincenzo Nibali, Esteban Chaves, Rigoberto Uran, Fabio Aru, Adam Yates oh Thibaut Pinot der er klar til at slås om sejren i det, der ubetinget er den stærkest besatte udgave i mange, mange år.

 

Sidste år udviklede løbet sig til en fascinerende dyst mellem de fire forhåndsfavoritter Esteban Chaves, Romain Bardet, Rigoberto Uran og Fabio Aru. Uran begik en dyr fejl, i sidste ende havde Chaves et ekstra gear. Colombianeren udmærkede sig med en flot solosejr som favorit til Il Lombardia - et løb, han også endte med at vinde - mens Bardet og Uran måtte tage til takke med de sekundære podieplaceringer. Chaves vender i år tilbage i et forsøg på at forsvare titlen, og Uran er også med igen, mens Bardet til gengæld har brug for hvile efter en hård sæson, der har budt på både Touren og Vueltaen.

 

Ruten

Ruten til Giro dell’Emilia er typisk varieret lidt fra år til år, men har grundlæggende fulgt et fast mønster med en ensartet finale. Første del består typisk af en tur ud i det kuperede område syd for Bologna, hvor benene trættes inden finalen. Afgørelsen falder imidlertid altid på de fire omgang på den afsluttende 9,3 km lange rundstrækning og de i alt fem passager af den omtalte og meget frygtede San Luca-stigning, hvor de stejle procenter altid lader stærkeste mand sejre.

 

Løbet har haft en relativt fast distance på ca. 200 km i de seneste år, og ruten har kun undergået ganske få modifikationer. Kun 2013-udgaven afveg en anelse, idet starten blev flyttet fra Bologna til den nærliggende by Modena, men det betød blot, at den første flade del fandt sted på andre veje end tidligere. Sidste år gennemførte man igen et par justeringer i første fase, hvor man passerede nye stigninger på turen gennem det kuperede terræn syd for Bologna, men med en uforandret afslutning var der grundlæggende tale om det samme løb. I år er de to første af de tre indledende stigninger de samme, mens man har fundet en ny sidste bakke inden finalen i Bologna, men i store træk er der tale om et løb, der er stort set identisk med sidste års udgave.

 

Med en samlet distance på 223,3 km er løbet igen forlænget med 10 km, og der er dermed tale om den længste udgave længe. Som i langt de fleste år finder starten sted i Bologna, hvorfra man begiver sig mod syd langs flade veje frem til dagens første udfordring. Mongardino stiger med 7% over 1,9 km, når et maksimum på 10% og kommer efter 22 km.

 

Efter nedkørslen fortsætter feltet mod syd igennem svagt stigende terræn, indtil de når bunden af løbets længste stigning, Passo Zanchetto (19,7 km, 5%, max. 8%), der har top efter 88,1 km. Den markerer løbets sydligste punkt og starten på en lang nedkørsel, inden flade veje igen leder mod nord og nordøst tilbage mod Bologna. Undervejs kører man en omgang på en lille flad rundstrækning umiddelbart syd for Bologna, inden man slår en lille sløjfe mod øst for at køre op over den nye Ganzole-stigning (2,0 km, 8%, max. 18%), hvis top rundes efter 141,9 km. Herefter fuldendes den lille sløjfe igennem fladt terræn, idet man undervejs kører en omgang på endnu en flad rundstrækning.

 

Mod slutningen når man endelig tilbage til Bologna, der rammes fra øst, hvorefter man kører direkte ud til San Luca-stigningen (2,1 km, 10%, max. 18%), der ligger i den sydvestlige udkant. Den rammes første gang, når der resterer 39,3 km, hvorefter målstregen krydses på toppen. Det markerer starten på de fire omgange på den 9,3 km lange afsluttende rundstrækning, der består af en nedkørsel, der slet ikke er så stejl som opkørslen, og et kort, fladt stykke, der leder frem til bunden af stigningen. Løbet når sin dramatiske og spektakulære afslutning, når rytterne når toppen af den frygtede mur for femte og sidste gang efter en finale, der kun byder på bløde kurver på den sidste kilometer.

 

Den første del af løbet anvendes altid som afsæt for et tidligt udbrud, der får lidt tid i rampelyset, og tjener primært til at trætte benene, men det virkelige løb indledes først, når man rammer rundstrækningen. Som regel er der tale om et udskilningsløb, hvor feltet gradvist tyndes ud for hver passage af stigningen, og da der ikke er meget fladt terræn, er der faktisk plads til, at favoritterne kan gøre en forskel endda inden sidste tur op ad stigningen. Løbet er derfor typisk ret aggressivt, og det kræver et stærkt hold at holde styr på tingene i et typisk ganske lille felt. Alligevel er det som regel ved sidste passage, at det hele skal afgøres mellem favoritterne, men det er før sket, at forskellen er gjort tidligere. I 2011 var det et tidligt angreb af Carlos Betancur, som overraskede favoritterne, og den efterfølgende kamp om andenpladsen mellem Bauke Mollema og Rigoberto Uran var derfor kun om andenpladsen. I 2014 var en overraskende stærk Angel Madrazo tæt på at snyde de store navne, og hans indsats blev belønnet med en andenplads, idet kun Davide Rebellin kunne gå forbi. I 2015 lykkedes det Jan Bakelants at foregribe favoritterne og herigennem sikre sig sejren på en sjælden regnvejrsdag. Uanset hvad er én ting givet: kun en stærk klatrer har en chance for at stå øverst på podiet i den 100. udgave af Giro dell’Emilia.

 

 

 

 

Vejret

Giro dell’Emilia afvikles næsten altid i glimrende vejr, men for to år siden bidrog forfærdeligt regnvejr til at skabe et helt anderledes løb end vanligt. Det bliver der imidlertid intet af i år, hvor rytterne kan se frem til en næsten skyfri himmel og temperaturer på 23 grader. Der vil kun være en svag til let vind fra nordøst, hvilket giver medvind først på dagen og modvind på turen tilbage til Bologna. På den sidste rundstrækning vil der være medvind på stigningen og første del af nedkørslen og herefter modvind på det meste af den resterende del.

 

Favoritterne

For de fleste cykelelskere har det været smertefuldt at se, hvordan en så hæderkronet klassiker som Giro dell’Emilia i 2015 nærmest var reduceret til et lokalt italiensk løb næsten uden international deltagelse. Løbet har altid været et af efterårets højdepunkter, men nu var det pludselig en parentes, som nærmest blev bemærket, og som de færreste hold overhovedet overvejede at stille op i.

 

Set i det lys er det en fornøjelse at skulle skrive optakt til den 100. udgave i løbet, der i sandhed er jubilæet og den glorværdige historie. Et blik ned over startlisten må få arrangøren til at knibe sig i armen over at have tiltrukket et felt, der på alle måder er en grand tour værdig. Af flere årsager er der usædvanligt mange af sportens store navne, der i år har valgt at fortsætte hele vejen til Il Lombardia, og med den nye kalenderplacering er Giro dell’Emilia et logisk stop på vejen. I år er det samtidig de færreste klatrere, der har være til VM, og det gør det kun endnu mere logisk at stille op.

 

Det stærke felt gør det imidlertid ikke nemmere at skulle udpege favoritterne. I tidligere år har favoritfeltet været begrænset til en god håndfuld - sidste år var det eksempelvis ikke svært at indse, at vinderen ville være enten Chaves, Bardet, Aru eller Uran - men i år er listen over ryttere, der i hvert fald på papiret har evnerne til at sejre på stejle San Luca, alenlang. Samtidig er der mange mandskaber, der kommer med veritable superhold, hvor de har adskillige vinderkandidater.

 

At udpege favoritter bliver yderligere kompliceret af, at vi befinder os på tærsklen til oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Det afspejles også i det forhold, at der i skrivende stund mindre end 48 timer inden starten i Bologna kun er udtaget ganske få hold. Først i de sidste dage inden løbet finder man nemlig ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb.

 

Lettere bliver det ikke, at der ikke har været ét eneste klatreløb siden Vueltaen. Med andre ord er det nu tre uger siden, vi sidst så, hvad bjergrytterne kunne på en stigning, og derfor er der reelt ingen, der aner, hvilken form de enkelte favoritter har. Nogle har forsøgt at holde den gående siden Vueltaen - det gælder eksempelvis Vincenzo Nibali, Esteban Chaves, Miguel Angel Lopez, Fabio Aru, Adam Yates og Nicolas Roche - mens andre som Rigoberto Uran, Thibaut Pinot og Sergio Henao har Il Lombardia som mål og derfor er i gang med at opbygge formen, selvom de i mange uger slet ikke har kunnet teste formen på en stigning.

 

Med andre ord befinder vi os lidt i det uvisse, når vi skal udpege favoritterne, og meget må derfor baseres på historik, mavefornemmelser, de få løbsdeltagelser og de sparsomme udmeldinger, rytterne er kommet med. Vi skal dog under ingen omstændigheder regne med, at det bliver i år, at vi ser en gentagelse af de succesfulde overraskelsesangreb, der før har givet sejre til Jan Bakelants og Carlos Betancur. I år er der så mange favoritter, der tror på, at de kan vinde, at vi må forvente et relativt kontrolleret løb. Naturligvis vil der være et tidligt udbrud og angreb på rundstrækningen, men vi forventer, at specielt Bahrain-Merida, Cannondale, Astana og Orica-Scott vil sikre, at favoritterne skal slås om det på sidste tur op ad San Luca. Undervejs vil de samtidig forsøge at gøre det hårdt, og det vil formentlig være et reduceret felt, der rammer stigningen sidste gang.

 

San Luca er en speciel stigning. Den er meget stejl, men også relativt kort. Stejlheden betyder, at man kan udelukke alle tunge ryttere, og man skal være en god klatrer for at have blot den mindste chance. Man ser imidlertid af og til lidt overraskende ryttere blande sig fremme. Det skyldes selvfølgelig tidspunktet på sæsonen, men også stigningens længde. Der er tale om en bakke, der er bedre for mere eksplosive puncheurs end rene klatrere, der vil have større chancer i Milano-Torino og Il Lombardia i den kommende uge.

 

Mest af alt afhænger dette lotteri dog af form, og det får os til at pege på Vincenzo Nibali som vores favorit. Nej, Nibali er ikke skabt til en kort, eksplosiv stigning som denne, men det betyder mindre nu. Vinderen vil være den klatrer, der har mest friskhed, og her skiller den italienske grand tour-stjerne sig positivt ud. Han brækkede et par ribben i Vueltaen, og der var nogen usikkerhed om, hvorvidt han ville kunne genfinde formen til Il Lombardia. I de senere år er der imidlertid ét markant kendetegn ved Nibali: hvor han kæmper med at finde formen først på året, sidder den som regel lige i skabet til allersidst. Sidste år var han sat tilbage af en skade, men for to år siden var han helt ustyrlig, smadrede feltet i flere italienske efterårsklassikere og kronede det hele med en sejr i Lombardiet. I år håber han på at gøre det samme.

 

Nibali var tilbage i aktion i Giro della Toscana, hvor han chokerede alle ved at rive en stærk kvartet fri på 1. etape, der ellers skulle have været en sag for sprinterne. Det vidner om den ekstraordinært gode form, som han ikke helt kunne vise på onsdagens kongeetape, hvor han lod Giovanni Visconti få en sjælden chance. Alligevel lykkedes det ham i finalen at sætte ekstremt formstærke Egan Bernal på den sidste meget lette stigning, der ikke passede ham, og det er yderligere en indikation på, at formen er fremragende. Han har heller ikke selv kunnet skjule sin optimisme. Alt tyder på, at Nibali er flyvende, og derfor er han vores favorit.

 

For et år siden så det ud til, at Rigoberto Uran var ved at forsvinde som et spildt talent, men det hele ændrede sig i de italienske efterårsklassikere. Det var andenpladsen i Emilia, der signalerede hans genkomst, og han fulgte det op med podiepladser senere i både Milano-Torino og Il Lombardia. Faktisk var det de præstationer, der fik os på Feltet.dk til som et af de få medier at udpege Uran som podiekandidat i årets Tour, og i det franske løb fik han som bekendt vist, at hans resultater sidste år ikke var en tilfældighed. Efter Touren har han igen rettet fokus mos de italienske efterårsklassikere, og efter en solid, men lidt anonym indsats i Canada og en fin hjælpeindsats for Gaviria ved VM, hvor han sad med de bedste hjem, synes han igen at have timet formen. Vi har ikke fået en endelig bekræftelse, men tegnene er gode og motivationen stor. En kort, eksplosiv stigning passer Uran perfekt, og derfor kunne han meget vel ende med den sejr, han missede sidste år.

 

Sky stiller til start med Gianni Moscon, der bliver ved med at imponere. Havde dette været inden Vueltaen, havde vi formentlig afskrevet ham som værende en anelse for tung til denne stigning, men det tør vi slet ikke gøre længere. Når man trods hårdt arbejde for Froome kan blive nr. 13 på Angliru og på flere etaper splitte feltet til atomer på korte, eksplosive stigninger, er man også i stand til at være med på San Luca, hvis punchy karakter faktisk burde passe Moscon som fod i hose. Vigtigere er det, at Moscon ved VM viste, at han fortsat er i helt forrygende form, da han var den eneste, der kunne følge Alaphilippe på sidste tur op ad Laksebakken og tillige kørte sit livs enkeltstart. Med det Moscon har vist på det seneste, er der ingen tvivl om, at han er en af feltets allerbedste ryttere lige nu, og så kan han også være med i kampen om sejren på San Luca.

 

Moscon er imidlertid ikke eneste kort, Sky kan spille. Sergio Henao er på jagt efter revanche efter en skuffende Tour, hvor han slet ikke fandt benene. Siden har han bygget formen op mod disse klassikere, og han viste i Canada, hvor han sammen med Tim Wellens viste sig at være stærkeste mand i feltet, da man satte efter det udbrud, der endte med at afgøre løbet, at det ser lovende ud. Den gode form har ikke ladet sig afspejle i resultaterne, der løbene hidtil har været alt for nemme, men nu rammer vi hans terræn. Der er ikke mange i denne verden, der er bedre end Henao på korte, stejle stigninger - bare husk, hvordan han knuste konkurrenterne må Muren i Fayence i årets Paris-Nice - og San Luca burde passe ham fremragende. Vi har stadig lidt tvivl som følge af hans generelt skuffende præstationer siden marts, men er han på toppen, er han næsten umulig at slå i denne finale.

 

Sidste år vandt Esteban Chaves, og det drømmer han om at gøre igen. Al historik tilsiger, at colombianeren altid kommer flyvende ud af sine grand tours - man behøver blot at kaste et blik på hans resultater efter Vueltaen i 2014, 2015 og 2016 - og sidste år tog han det til nye højder, da han sejrede både her og i Lombardiet. Denne gang er der imidlertid grund til at have lidt mere tvivl, idet han har kørt både Tour og Vuelta og tydeligvis var meget træt mod slutningen af den spanske grand tour. Ingen ved, om han er i stand til at holde sin stærke efterårstradition i hævd efter så svær en sæson, og derfor kan det blive både fugl og fisk for den colombianske stjerne, der ellers passer glimrende til afslutningen på San Luca.

 

Hvor har vi Thibaut Pinot? Heller ikke det er der mange, der kan svare på. Franskmanden havde egentlig tænkt sig at slutte sin sæson efter Touren, men ændrede holdning efter sejren i Tour de l’Ain. Siden har han gjort Lombardiet til sit store mål, og han har tidligere vist, at han er i stand til at finde formen til det italienske monument. Han har bygget formen op i Tour du Doubs og Tour de Wallonie, hvor meldingen var, at han var på rette vej, men stadig et stykke fra den bedste form. Vi må formode, at han nu er tæt på toppen, idet han modsat mange af rivalerne har kunnet fokusere målrettet på Lombardiet og burde være relativt frisk. Stigningen er en anelse for eksplosiv til at passe ham perfekt, og han mangler formentlig de sidste procent, men han burde være med fremme.

 

Et andet spørgsmålstegn står ud for Domenico Pozzovivo. Italieneren har i år været tilbage på det niveau, han havde før sit grimme styrt i 2015, og specielt i den sidste uge af Giroen og i Schweiz Rundt var han flyvende. Det så også godt ud i Vueltaen, indtil det hele blev ødelagt af et styrt, og netop det uheld betød, at han måtte forlade løbet. Siden da har han ikke haft én eneste start, og vi ved derfor ikke, hvor han står. Han fik imidlertid ikke alvorlige skader, og det har aldrig kendetegnet Pozzovivo, at han meget sjældent er i dårlig form. Han har ofte været god helt til sidst og er motiveret for at slutte godt at på Ag2r. Vi forventer os derfor en god præstation, selvom han næppe helt har niveauet til at vinde, heller ikke selvom San Luca faktisk passer ham fint.

 

Vi glæder os meget til at se Egan Bernal i dette løb. Tour de l’Avenir-vinderen har været stærkeste mand på stigningerne i Coppa Agostoni og Memorial Marco Pantani, og i Giro della Toscana var det kun Nibali, der var stærkere. Nu stiller han endelig op i et løb, der passer ham, og vi får derfor en udmåling af, hvad han kan overfor verdens bedste. I foråret manglede han stadig det sidste, men siden Tour de l’Avenir, hvor han var helt suveræn, synes han at have nået et nyt niveau. I morgen får vi svaret på, hvor langt det rækker mod de skarpeste klatrere.

 

Et andet helt åbent spørgsmål er Fabio Aru. Det er imponerende, at den italienske mester stadig er med efter så hård en sæson, men de mange løb betyder også, at silken formentlig er slidt af. I hvert fald var Aru meget træt mod slutningen af Vueltaen, og selvom hans dieselmotor aldrig går helt død, er det tvivlsomt, om han stadig har kræfterne til at slås med de allerbedste. Der burde være garanti for, at han ikke falder helt igennem, men vi tvivler på, at Aru stadig har formen til at slå de bedste.

 

Orica-Scott satser formentlig mest på Chaves, men de har yderligere et par ryttere, der kan blande sig. På papiret er San Luca helt perfekt for eksplosive Adam Yates, der før har vist, at hans potentiale i kuperede endagsløb er kolossalt. Desværre har han haft en mildt sagt elendig sæson, og han kom skidt ud af Vueltaen. Traditionelt kniber det med formen først og sidst på sæsonen, og selvom evnerne rækker til sejr, tvivler vi på, at formen gør det. Måske har Jack Haig bedre chancer. I hvert fald har han været helt fantastisk i dette efterår og kørte seneste et flot VM, men man må have sin tvivl om, hvor frisk han fortsat er.

 

Nicolas Roche døde lidt i den sidste del af Vueltaen, hvor stigninegrne blev for lange og for svære. Han viste imidlertid med et brag en enkeltstart ved VM, at formen stadig er god, og typisk er han altid stærk sidst på sæsonen. En kort stigning som San Luca er samtidig god form, men topniveauet rækker næppe til sejr. Holdet har også Dylan Teuns, der er skræddersyet til denne stigning, men desværre synes han at være et stykke fra den superform, han havde tidligere på sæsonen.

 

En anden dark horse er Davide Formolo. En skade kostede ham deltagelse i Vueltaen, og siden da har han kun været til start i Tour of Britain, der i år var et regulært sprinterløb. Vi aner derfor intet om, hvordan han står formmæssigt, men han må være frisk og har været tilbage på cyklen så længe, at han ikke kan være helt væk. Desværre er stigningen nok for stejl til, at han kan vinde.

 

Det er velkendt, at den første grand tour som regel giver unge ryttere et boost. Hvis nogen kan skrive under på det, må det være Guillaume Martin. Da han nåede Paris, havde han ikke vundet ét eneste cykelløb, men nu har han allerede fem sejre på CVet. Senest vandt han både kongeetapen og samlet i såvel det bjergrige Tour du Gevaudan som det stærkt besatte Giro della Toscana, og der er derfor ingen tvivl om, at han er bedre end nogensinde. I Toscana vandt han dog først og fremmest, fordi Nibali og Bernal lod ham køre, og det kræver trods alt et lidt højere niveau at vinde her. Han mangler formentlig stadig det sidste.

 

Ag2r har en meget spændende fyr i Alexis Vuillermoz, der i Touren viste, at han har taget endnu et skridt som klatrer. Det gav ham en selvtillid, som han tog med sig til Limousin, hvor han var den i særklasse stærkeste rytter. En eksplosiv stigning som San Luca er skræddersyet til den hans puncheuregenskaber, men desværre skuffede han lidt i Canada, hvor han ikke helt kunne leve op til takterne fra Limousin.

 

Udover Henao og Moscon kan Sky satse på Diego Rosa. Egentlig er der intet, der tyder på, at italieneren er i form, idet han skuffede i Vueltaen. Sidste år var det imidlertid samme billede, og her var han formentlig stærkeste mand i Lombardiet. For to år siden var han også flyvende på denne tid, hvor han sejrede i Milano-Torino, og derfor tør vi ikke afskrive ham, heller ikke selvom dette løb ikke passer ham helt så godt som det mere opslidende Il Lombardia.

 

Diego Ulissi er tidligere vinder af løbet og har netop taget sit livs største endagssejr i Montreal. Det skete dog ved at foregribe favoritterne, og ved VM skuffede han en anelse. Da han vandt løbet, var feltet knap så stærkt, og vi tror desværre, at San Luca er lidt for svær til at Ulissi kan besejre så mange topklatrere.

 

Endelig vil vi pege på Sebastien Reichenbach. En skade kostede ham kaptajnrollen i Vueltaen, men han overraskede ved at være i god form allerede i Canada. Det fik FDJ til at udpege ham som en stærk kandidat til de italienske klassikere, og det er nu, han skal vise sit værd. Han har en friskhed som de færreste og har siden skiftet til FDJ flere gange vist, at han kan klatre med de allerbedste. Stigningen er for eksplosiv til, at han kan vinde, men han kan måske endda gøre det bedre end kaptajn Pinot. Holdet har også unge David Gaudu, men hans seneste præstation tyder desværre på, at han er træt efter en hård sæson.

 

***** Vincenzo Nibali

**** Rigoberto Uran, Gianni Moscon

*** Sergio Henao, Esteban Chaves, Thibaut Pinot, Domenico Pozzovivo, Egan Bernal

** Fabio Aru, Jack Haig, Adam Yates, Nicolas Roche, Davide Formolo, Guillaume Martin, Alexis Vuillermoz, Diego Rosa, Diego Ulissi, Sebastien Reichenbach

* Dylan Teuns, Giulio Ciccone, David Gaudu, Pello Bilbao, Jan Bakelants, Tom-Jelte Slagter, Peter Stetina, Roman Kreuziger, Mattia Cattaneo, Simone Petilli, Pierpaolo Ficara, Sergio Pardilla, Davide Villella, Lachlan Morton, Valerio Conti

 

Danskerne

Jesper Hansen stiller til start for Astana, hvor han skal arbejde for Fabio Aru.

 

Sidste års løb

Er du interesseret i at gense Esteban Chaves' sejr fra sidste år, finder du Rai Sports dækning af de sidste kilometer her.

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »