Optakt: GP Miguel Indurain

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fuldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

Ikke overraskende afvikles de fleste af de tilbageværende løb i det cykelgale Baskerlandet, der har en serie af endagsløb i sensommeren, hvor det hele kulminerer med Clasica San Sebastian. Dets største begivenhed er imidlertid Itzulia Basque Country i april, og det regionale etapeløb er både et af forårets helt store etapeløb på WorldTouren samt den vigtigste begivenhed i den største løbsserie på den spanske kalender.

Etapeløbet kommer som det helt store højdepunkt midt i en lille løbsserie, der traditionelt er blevet afsluttet med det lille endagsløb Klasika Amorebieta den efterfølgende søndag - et løb, der grundet corona desværre er aflyst i år. Denne weekend byder på endnu et endagsløb, der giver muligheder for klatrerne til at teste formen før næste uges store løb. Indtil i 2017 kunne sprinterne gå efter guldet i søndagens Vuelta a la Rioja, mens det klatrerne og de eksplosive puncheurs jagtede sejren i lørdagens GP Miguel Indurain, der traditionelt er en nøgleindikator på, hvad vi kan forvente i næste uges Baskerlandet Rundt. Igen i år er førstnævnte desværre aflyst, men det ændrer ikke på, at lørdagens løb i Indurains hjemegn fortsat vil afsløre nogle af de navne, vi skal holde øje med i den kommende uge.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

GP Miguel Indurain blev første gang afviklet i 1951, men dengang var det kun et lokalt løb. I 1998 fik det sit nye brand, da det blev navngivet efter den femdobbelte Tour de France-vinder, og i 2005 blev det et 1.1-løb på UCI Europe Tour. Tidligere har det endda nydt status som 1.HC-løb, men i 2013 rykkedes det igen ned til den lidt lavere status. Ikke desto mindre er det et meget prestigiøst løb med en vinderliste, der må gøre de fleste arrangører misundelige, og i det lys er det godt at se, at løbet i 2021 har genvundet sin gamle status, da det er blevet en del af den ProSeries, der erstatter HC-serien.

Løbet afvikles ikke i Baskerlandet, men i den nærliggende by Estella i Navarra-regionen. Det er ofte sluttet på stigningen op til det ikoniske Basilica de Puy, og det har gjort det til en perfekt test for puncheurs og ardennerspecialister, der er som skabt til denne finale og det kuperede terræn. Det afspejles i listen af vindere, der inkluderer navne som Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Samuel Sanchez, Daniel Moreno, Rinaldo Nocentini og Fabian Wegmann, der alle er eller var specialister i kuperede endagsløb. I dag er finalen flyttet, så der ikke længere er mål på en stigning, men løbets karakter som et ardenneragtigt løb er uforandret.

Meget ofte fortsætter hovedaktørerne fra dette løb videre til Baskerlandet, hvor de ofte spiller en nøglerolle i Itzulia Basque Country, og det gør netop dette løb til den helt perfekte indikation på, hvem der er i form til det store WorldTour-løb. Samtidig har GP Miguel Indurain nydt godt af dets storebror, der har betydet, at mange af sportens stjerner er i landet, og derfor har man kunnet tiltrække et meget stærkere felt end mange andre spanske endagsløb. Desværre er der en tendens til, at holdene sparer deres største navne - således også i år - men synergien med WorldTour-løbet sikrer deltagelse af ni af de 19 WorldTour-hold.

Grundet coronavirus skal vi tilbage til 2019 for at finde den seneste udgave, og her blev de fleste af favoritterne snydt af et stort udbrud, der fik lov at køre om sejren. Det gav en aggressiv finale, der ændrede karakter flere gange, men efter et angreb fra Tadej Pogacar var det højst overraskende en i optakten formsvag Jonathan Hivert, der som skudt ud af en kanon kørte fra alt og alle på den sidste lille stigning og sejrede med 9 sekunder ned til seks mand, hvis spurt blev vundet af Luis Leon Sanchez og Sergio Higuita. Hivert forsvarer ikke titlen, da hans nye B&B-mandskab ikke deltager, og det gør heller ikke Higuita og EF. Dermed er Sanchez eneste genganger fra podiet fra 2019.

Ruten

Ruten til GP Miguel Indurain har varieret lidt fra år til år, men det er primært den første flade del, der ændres. Finalen med de vigtigste stigninger, herunder den flotte afslutning på stigningen til Basilica de Puy, har været den samme i mange år.

Det ændrede sig imidlertid i 2018. Hele løbet var stort set uforandret, men for første gang i umindelige tider havde man fjernet den ikoniske målstigning. I stedet var Alto Eraul, der tidligere var næstsidste udfordring, nu sidste længere stigning, inden et par små ramper ledte frem til den nye finale i centrum af Estella. Den model fastholdt man i 2019 og igen i 2021, hvor ruten i alt væsentligt har de samme hovedudfordringer som i de foregående to udgaver, og hvor de sidste to rundstrækninger og dermed de sidste knap 100 km er uforandrede.

Som altid starter og slutter også den 20. udgave af løbet i Estella, og i år skal de i alt tilbagelægge 203,4 km. Den første del er de nemmeste og består i år ikke af én, men af to relativt lette rundstrækninger. Den første af disse er 57,2 km lang og er meget enkel. Her hører man nemlig mod øst igennem småkuperet terræn til byen Puenta la Reina, hvor man efter 28,0 km kører en spurt, inden man kører en omgang på en lille rundstrækning, der går op og ned ad en bakke (2,8 km, 5,3%). Herfra følger man præcis samme vej mod vest tilbage til Estella, idet man man undervejs kører endnu en spurt efter 45,3 km i Villatuerta, hvorefter man skal over Alto de Grocin (4,4 km, 3,7%). Slutteligt kører man for første gang den lille finalerampe Alto Ibarra (600 m, 10%), inden det går ned til mål, hvor stregen krydses efter 57,2 km.

Den anden rundstrækning er 55,4 km lang og henlagt til det relativt flade område vest for byen. Først kører man dog mod sydvest op ad Alto de Irache (3,4 km, 4,1%), inden det går mod syd ned til Arroniz, hvor endnu en spurt venter efter 73,5 km på en lille småkuperet rundstrækning. Nu bliver det næsten helt fladt, når man kører mod nordvest og siden nordøst tilbage til udkanten af Estella, hvor man dog slår en sløjfe ved for første gang at køre mod nord op ad kategori 2-stigningen Alto de Eraul (3,8 km, 5,5%), der også findes i finalen. Faktisk kører man nu hele finalen, med den korte nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man kører mod syd op over Alto de Muru (1,6 km) og slutteligt videre ned til centrum af Estella, hvor Alto Ibarra (600 m, 10%) passeres for anden gang og siden også målstregen i forbindelse med en spurt efter 112,6 km.

Udfordringerne kommer først i løbets anden halvdel, hvor man kører omgange på de samme to rundstrækninger, som vi kender fra de to seneste udgaver, og som er placeret i bakkerne nord for Estella. Den første af disse er 62,6 km lang og indledes med et fladt stykke, der leder mod øst. Her drejer man mod nord op ad den lille Alto Embalsede Alloz (1,3 km, 5,7%), der har top efter 131,3 km og leder direkte mod syd ind på Alto de Arradia (2,1 km, 5,9%), der har top efter 135,2 km. Nu går en lille nedkørsel mod nord, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Alto Guirguillano (2,8 km, 5,9%), der er en helt jævn kategori 1-stigning med top efter 139,6 km.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Herfra leder en teknisk nedkørsel mod nordvest og nord ned til dalen, som følges igennem fladt terræn mod sydvest. Det flade terræn får en ende, når man drejer mod nordvest og nord for at passere kategori 2-stigningen Alto de Lezaun (3,9 km, 5,4%), der ligeledes er helt jævn og har top efter 157,4 km. Et plateau følges mod nord og nordvest, inden en ikke specielt svær nedkørsel fører mod syd ned til Estella, hvor finalen med Alto de Muru (1,6 km, 4,6%) og Alto Ibarra (600 m, 10%) gentages frem mod en tredje målpassage i forbindelse med en spurt efter 175,2 km

Løbet afsluttes nu med en omgang på den klassiske 28,0 km lange finalerundstrækning, der indledes med en lille sløjfe mod sydvest og nordvest, der sender feltet op og ned ad Alto de Irache (3,4 km, 4,1%) for anden gang, denne gang med top efter 180,0 km. Nu går det mod nordøst og nord frem til bunden af kategori 2-stigningen Alto de Eraul (3,8 km, 5,5%), der er helt jævn, passeres for anden gang og har top efter 193,2 km. Herfra resterer præcis 10,0 km, der indledes med en let nedkørsel, der leder mod nordøst, inden det går mod syd op ad den lille Alto de Muru (1,6 km, 4,6%), der har top med 5,4 km igen.

Herefter falder det mod syd ad en helt lige hovedvej ned til Estella, hvor man drejer ind på den kringlede rampe Alto Ibarra (600 m, 10%), hvis top passeres med bare 1,4 km igen. Derfra går det lynhurtigt mod syd ad en kringlet nedkørsel med to hårnålesving, indtil man når tilbage til hovedvejen, hvor man med 100 meter igen drejer skarpt i en rundkørsel, inden man med 50 m igen drejer skarpt til venstre ind på den korte og let faldende opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt 3445 højdemeter mod 2788 højdemeter i 2019.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Vejret

Estella ligger på grænsen til Baskerlandet, og det indebærer naturligvis en betydelig risiko for regn, som vi så det i de seneste to kolde udgaver. I år bliver vejret dog herligt med en skyfri himmel og en temperatur på 17 grader. Til gengæld vil det være meget blæsende med en frisk til hård vind (25-27 km/t) fra nordvest. Det giver vind fra alle retning på den kringlede rute, men det er værd at bemærke, at der vil være modvind på Lezaun og sidemodvind på Eraul. Efter toppen af sidstnævnte får man sidemedvind på stykket frem til Muru og derefter sidemedvind hele vejen hjem, indtil man får medvind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

For nogle år siden blev GP Miguel Indurain næsten altid afgjort i en spurt op ad den sidste rampe, hvor de bedste puncheurs har kunnet gøre en forskel. I de senere år har løbet imidlertid været mere selektivt, og vi har generelt set to scenarier. Simon Spilak og Alejandro Valverde har begge haft held og styrke til at iværksætte succesrige solooffensiver langt fra mål, mens det i årene mellem 2015 og 2018 var en ganske lille gruppe, der kørte fri på de sværeste stigninger, hvorefter de har afgjort det imellem sig på de sidste stigninger. I 2019 fik vi til gengæld et helt andet scenarium på en dag, hvor løbet ikke kunne kontrolleres og et stort og stærkt udbrud endte med at afgøre løbet og eliminere mange af favoritterne.

I 2018 og 2018 har det været en afgørende nyskabelse, at målet på Basilica de Puy-stigningen er blevet fjernet til fordel for en flad finale. I 2018 ændrede det ganske vist ikke på, at Alejandro Valverde alligevel kunne køre fra alt og alle, men det vil ændre løbets dynamik. Klatrerne har ikke længere en målstigning at gøre godt med. Derfor skal de væk allerede på Eraul, der dog ikke er verdens sværeste stigning. Man skal imidlertid heller ikke undervurdere den lille mur, Ibarra, der til allersidst udgør en perfekt rampe til at gøre en forskel, selvom den ganske vist er meget kort. Det så vi sidste gang, hvor Tadej Pogacars forsøg var neutraliseret, og hvor det i stedet var den lille superpuncheur Jonathan Hivert, der på den stejle rampe kørte fra alle andre i udbruddet.

Med ni WorldTour-hold er det et ganske stærkt felt, der er samlet i år, og selvom de fleste sparer deres Baskerlandet Rundt-kaptajner, er det for de flestes vedkommende nogle ganske stærke trupper, der er mødt op. Ligesom sidst er det dog de færreste, der har en entydig og klar kaptajn, og de fleste synes at gå til løbet med en lidt mere åben strategi. Faktisk er det vel kun Movistar og måske Trek, der kommer med en relativt entydig kaptajn i hhv. Alejandro Valverde og Bauke Mollema. Til gengæld møder ingen af de to hold op i deres stærkeste opstilling, og de er oppe mod nogle ret stærke og brede kollektiver fra UAE, Astana, Ineos og til dels Bahrain og Cofidis.

Netop bredden kan give et ret ukontrollerbart løb. For to år siden lykkedes det ikke Movistar at sætte Valverde i scene, da løbet gled dem af hænde, og det store udbrud endte med at afgøre sagen. Det kan bestemt ikke udelukkes, at noget tilsvarende sker igen. Årets rute er med sin meget vanskeligere start betydeligt hårdere end for to år siden med ca. 700 højdemeter ekstra, og den hårde indledning kan blive svær at kontrollere. Movistar kører formentlig helst for en formstærk Valverde, men de har ikke rigtigt holdet til at kontrollere denne gang heller. Kommer der en stærk gruppe fri, hvor de fleste hold vil være tilfredse, vil de formentlig kunne holde hjem igen.

Derfor ser jeg to mulige scenarier, nemlig en udbrudssejr som i 2019 eller et opgør mellem favoritterne som i 2018, og det kan for mig at se gå begge veje. Det ændrer dog ikke på, at man skal klatre fremragende for at vinde på en rute med 3500 højdemeter, og et udbrud holder kun hjem, hvis det som i 2019 indeholder mange af favoritterne/outsiderne. I det lys er det i vidt omfang de samme navne, der kan gøre sig gældende i de to scenarier.

Ruten har nok mange højdemeter, men man skal ikke overvurdere stigningerne. Ser man bort fra den stejle Ibarra-rampe inde i Estella, er der alene tale om jævne, bløde 5%-stigninger, hvor det kan være svært at gøre forskelle forfra. Det bliver bestemt ikke lettere af, at der er en ret kraftig modvind på både Lezaun og Eraul. Faktisk er vinden så kraftig, at man ikke kan udelukke, at der kan komme sidevindskørsel i den indledende lidt fladere del, selvom det formentlig ikke sker. I finalen vil det bidrage til at gøre løbet mindre selektivt, og det kan tale for, at det bliver en lidt større gruppe, der skal afgøre det på Muru og Ibarra til sidst - i hvert fald, hvis ikke vi får en udbrudssejr. I et udbrud vil det nok være en anelse lettere at gøre forskelle, fordi en mindre gruppe pr. definition er pokkers svær at kontrollere.

Modvinden får mig til at pege på Alex Aranburu som favorit. Jeg er lidt bekymret for, at højdemeterne kan blive for mange på den nye, hårdere rute, men her vil modvinden hjælpe med at holde ham inde i gamet. Hans form var i marts fremragende, da vi så ham imponere på muretapen i Tirreno, inden han fra en håbløs position for bunden af Poggio alligevel endte med at køre finale i Milano-Sanremo. Desværre er Aranburu en skrøbelig fyr, hvis form er svær at spå om, men man må formode, at han har satset stort på denne tid, hvor han har en vigtig opgave i sit hjemmebaneløb i næste uge. Ibarra-muren er som skabt til en eksplosiv puncheur som Aranburu, der ikke helt uden grund var flyvende på Tirreno-etapen, hvor etapen dog i sidste ende blev for hård mod klatrerne. Med modvind bør det ikke blive tilfældet her, og Aranburu har senest i Omloop og Sanremo vist sin hurtighed. Han er ikke entydig kaptajn på Astana, der vel er løbets stærkeste mandskab, og derfor kan han sagtens blive elimineret i det taktiske spil, men ender favoritterne med at afgøre det i den eksplosive finale, er Aranburu mit bedste bud på en vinder.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Jeg er dog ret spændt på, om han kan følge Alejandro Valverde. Den spanske veteran sendte nekrologerne i makulatoren med sin kørsel i Catalonien, hvor man kun kan ærgre sig over, at Movistar ikke forsøgte at sætte ham i scene til en etapesejr. Nu må man formode, at spanierne vil gøre meget for at vinde dette løb, der afvikles i deres hjemregion og har stor prioritet, men desværre kommer de ikke med det stærkeste mandskab, og det vil slet ikke undre, hvis de nok engang lader et udbrud med et par hjælperyttere køre finalen, som det skete for to år siden. Med Valverdes form burde det logiske dog være en entydig satsning på kaptajnen, og ender det med et opgør mellem favoritterne, er det svært at se, at Valverde kan sættes i denne eksplosive finale med en 600 m lang mur.

Spørgsmålet er, om Valverde stadig er god nok til at køre fra alt og alle, som han gjorde for tre år siden, men selv i en spurt står han ganske fornuftigt. Her er min bekymring dog den åbenlyst aftagende fart og stigende forsigtighed, særligt i en faldende finale, og det kan gøre det svært mod en fyr som Aranburu. En tredje sejr til Valverde er dog sandsynlig og vil falde på et tørt sted for Movistar. Kører der et udbrud, skal man holde øje med Carlos Verona, der blev nr. 4 i 2017, nr. 2 i 2018 og nr. 5 i 2019, og som viste fornem form i Catalonien, men han er ikke skabt til at gøre det færdigt i denne type finale. En anden option kunne være Sergio Samitier, men han har ikke vist nogen form, samt måske Jose Joaquin Rojas, der i sin storhedstid godt kunne køre dette løb, men som næppe er helt god nok længere.

Total vandt løbet med Hivert for to år siden, og denne gang står de også med en solid kandidat i Pierre Latour. Efter sin nærmest endeløse serie af uheld rejste han sig med et stærkt Paris-Nice, hvor han skuffede på kongeetapen, men virkede meget overbevisende på 4. etape. Han har masser af punch på denne slags stigninger, som vi har set i blandt andet Tour de Pologne, og først og fremmest er han lynhurtig, som han senest viste med 3. pladsen bag Magnus Cort og Christophe Laporte på sidste etape i Paris-Nice. Efter en pause ved man aldrig, hvor man har den svingende franskmand, men hans formkurve efter styrtet i Var er været konstant stigende. Har han forbedret sig yderligere siden Paris-Nice, er han med sin hurtighed livsfarlig i dette løb. Total har dog også en anden glimrende kandidat i Julien Simon, der vil elske selve den eksplosive finale. Spørgsmålet er bare, om ikke højdemeterne bliver lidt for mange efter en relativt lang periode, hvor han har været under niveau. Modvinden vil dog hjælpe den stærke afslutter og puncheur. Til gengæld passer løbet ikke rigtigt til holdets tre klatrere Victor de la Parte, Cristian Rodriguez og den formsvage Fabien Doubey, der alle skal angribe fra distancen.

Bahrain møder med Pello Bilbao, der har kørt en mærkeligt ustabil sæson. Han virkede ganske flyvende i Strade Bianche, men kørte et katastrofalt Tirreno. Nu melder han dog om god form frem mod hjemmebaneløbet i Baskerlandet, og han bruger dette løb som en vigtig test, inden han senere primært skal være plan B bag Mikel Landa. Her er han den klare kaptajn, og den nye, eksplosive finale burde passe ham aldeles glimrende, hvis han har sine bedste ben. Han har i hvert fald punch, men spørgsmålet er, hvor meget af hans gamle hurtighed, der er intakt. Det er nemlig lidt for sjældent, at han i dag deltager i en spurt, men i sin fjerne fortid har han sågar vundet en massespurt i Spanien. I det lys burde det være en ganske perfekt afslutning for baskeren, der her får en sjælden rolle som den entydige leder. Bahrain stiller også med Gino Mäder, der i Paris-Nice på dramatisk vis endelig fandt sit høje topniveau, men han er ikke skabt til denne finale og skal spilles ud fra distancen. Rafael Valls gør comeback efter styrtet i Touren, men trods meldinger om god form kommer løbet nok for tidligt, og Mark Padun er fortsat en skygge af sig selv.

Bauke Mollema har haft en fremragende sæson med sejre i Var og Laigueglia, og han var endda uhyre tæt på hattricket i Larciano. Kun Strade Bianche var en skuffelse, men ellers har den stabile hollænder været med overalt. Nu har han holdt en lille pause for at forberede sig til Ardennerne, og derfor er hans form lidt usikker, men solide Mollema skal nok spille en rolle, da han med blandt andet sejre i San Sebastian og Lombardiet har vist sine fremragende endagsevner. Hans sejr i Var vidner også om den store eksplosivitet, han har, og derfor er det slet ikke en ringe finale for ham. Desværre viste Larciano også, at han i en flad spurt ikke helt har den hurtighed, han havde som ung, og spørgsmålet er, om han på en dag med så megen modvind kan gøre det hårdt nok til at komme af med de hurtigere og bedre afsluttere. En joker hos Trek er formstærke Alexander Kamp, der burde elske selve finalen og kørte fornemt i Catalonien, men det samlede løb med næsten 3500 højdemeter bør være for hårdt. Det gælder nok også for den ligeledes eksplosive Toms Skujins, der ikke har vist megen form i år, og det har desværre heller ikke holdets tre klatrere Nicola Conci, Niklas Eg og Juan Pedro Lopez, hvoraf det dog kun er førstnævnte, der har punchet til dette løb.

Cofidis møder med et ganske interessant hold med flere kandidater, hvoraf den mest spændende nok er Jesus Herrada. Spanieren lagde som altid flyvende fra land i Provence, men desværre har han efterfølgende været betydeligt under sit vanlige niveau. Nu har han haft en måneds pause, og derfor aner vi ikke, hvor han står, men dette bør være et glimrende løb for en eksplosiv ardennertype som ham. Han er ikke en ørn på stejle procenter, og derfor frygter jeg lidt, at Ibarra ikke passer ham så godt, og samtidig har han ikke fordums hurtighed. Han må dog i kamp med mange klatrere stadig regnes som en af de bedre afsluttere og dermed også et reelt vinderbud. Mere garanti for formen er der hos stabile Guillaume Martin, der efter sin skade bare er blevet bedre og bedre og allerede kørte et fornuftigt Paris-Nice. Han vil formentlig være en af de bedste, men selvom han er ret eksplosiv på bakker, får han i en flad finale svært ved at vinde, særligt med den megen modvind. En tredje option er Simon Geschke, der stille og roligt fandt noget form i Paris-Nice, og som i Ardennerne sidste år viste, at hans topniveau er enormt højt. Også han burde elske denne eksplosive finale, men han har ikke helt fordums hurtighed. En fjerde mulighed kunne endda være puncheuren Anthony Perez, der vandt bjergtrøjen i Paris-Nice, men som trods alt nok vil finde ruten lidt for svær. De tre klatrere Remy Rochas, Victor Lafay og Fernando Barcelo synes formsvage og passer ikke til løbet.

En joker er Alexey Lutsenko. Kasakken er mit punch, sin spurt og nu også ganske sublime klatreevner som skabt til dette løb, men spørgsmålet er, hvor han står. Han har været helt ved siden af sig selv gennem hele sæsonen, og nu betød et styrt i Paris-Nice endda, at han måtte droppe Sanremo og hele brostenssæsonen. I det lys er det tvivlsomt, om han allerede er i form til at præstere her, og han vil i den kommende tid først og fremmest bruge disse løb til at forberede sig til Ardennerne. Derfor kan det blive både fugl og fisk for kasakken, men mest sandsynligt er det nok, at formen ikke helt rækker.

I det hele taget har Astana et hav af muligheder. Udover Aranburu og Lutsenko har de Omar Fraile og 2019-udgavens nr. 2 Luis Leon Sanchez, der begge er gode afsluttere. De kører dog nok ikke med de bedste i finalen efter et løb med 3500 højdemeter, men de kan sagtens spilles ud fra distancen, som de gjorde det i 2019, hvor de begge var ganske tæt på at vinde. Holdets stærkeste på stigningerne er dog utvivlsomt Ion Izagirre , der blev genfødt i Paris-Nice, og som må være i storform inden forårets store mål i næste uge. Med modvind er det dog svært for en fyr som ham at vinde, selvom han utvivlsomt bør være en af de stærkeste. Lige så interessant er den tidligere triatlet Javier Romo, der blev nr. 2 på kongeetapen i Coppi e Bartali og her viste fine puncheurevner og også en vis hurtighed. Han risikerer dog at være hjælper på dette stjernebesatte mandskab, præcis som det gælder for en ikke alt for formstærk Oscar Rodriguez, der ikke passer til løbet.

Og når vi er ved jokerne… Diego Ulissi kører sit første løb siden de karrieretruende hjerteproblemer, og det burde jo betyde, at han er uden chance allerede nu. Hans meldinger er dog overraskende optimistiske, og han indikerer, at han vil være i god form til løbet. Vi ved i forvejen, at han er en stærk starter, og efter det fremragende 2020, hvor han endte i verdensranglistens top 10, burde han måske være den største favorit til en eksplosiv finale efter et modvindsløb. Det vil dog stadig være temmelig overraskende, hvis han vitterligt vinder sit comebackløb, men hans udtalelser gør, at vi må regne det som en reel mulighed. Holdet har også Jan Polanc , der som hjælper for Pogacar har været fremragende i år, men som nok ikke er helt eksplosiv nok til at vinde. Det er Valerio Conti , der passer storartet til dette løb, men han har været uhyre formsvag i år. En måneds løbspause kan dog have hjulpet. Desværre er der ingen grund til forventninger til Andres Camil Ardila, der stadig er fælt skuffende.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Israel SUN kommer med en spændende duo i Krists Neilands og Ben Hermans, der begge har vist form i hhv. Paris-Nice og Coppi e Bartali. Hermans er utvivlsomt det sikre kort, der bør køre med de bedste, men han mangler desværre afslutterevnerne og punchet til at vinde, hvis ikke han angriber fra distancen. Her er Neilands nok en anelse hurtigere og mere eksplosiv, som han viste på 6. etape i Paris-Nice, men den ustabile lette kan også let falde helt igennem, særligt med en form, der også i år har været svingende. De lovende James Piccoli og Sebastian Berwick var helt væk i Coppi e Bartali.

For en gangs skyld er Ineos alene i en outsiderrolle med en trup uden deres stjerner, og det giver chancen til Eddie Dunbar. Efter en svag begyndelse rejste ireren sig i Larciano, men desværre betød et styrt, at han mistede chancen i Coppi e Bartali. Hvor han står efter uheldet, er tillige uklart, og selvom han har et vist punch, mangler han hurtigheden til at vinde. Det samme gælder for Laurens de Plus, der stadig har manglet meget efter sin pause. Derfor må Ineos skulle køre offensivt, også med Andrey Amador , der endelig vist form i Wevelgem, og Jonathan Castroviejo, der dog begge er spurtsvage. Normalt ville Ben Swift være en outsider, men han har været formsvag hele året.

BikeExchange kommer med et lille hold, der får det svært. Damien Howson var meget formsvag i Coppi e Bartali, hvor unge Kevin Colleoni gjorde det pænt, men ikke til at køre med om sejren. Tsgabu Grmay har ikke vist megen form i år, og løbet passer slet ikke til dieselmotoren Mikel Nieve, der endda gør sæsondebut.

Udover Total har jeg ikke de store forventninger til løbets ProTeams. Mest interessant er nok Arkeas Elie Gesbert, der efter skadespausen begyndte at vise form i Catalonien, og som passer til løbet, men stadig må ventes at mangle for meget. Ustabile Diego Rosa har desværre igen været helt fra den i år, og Winner Anacona og Dayer Quintana har ikke vist noget i lang tid. Jonathan Lastra på Caja Rural kan gøre det godt efter et fint Coppi e Bartali, men trods sit punch og sin hurtighed vinder han ikke. Kern Pharma har den spændende Roger Adria, der dog manglede meget i Catalonien, og hos Eolo må løbet være for hårdt for den ellers genfødte Luca Wackermann, der tillige gør sæsondebut efter en lang skadespause. Burgos satser på Carlos Canal og Pelayo Sanchez, der dog begge bør være overmatchede, mens Daniel Navarro gør sæsondebut i et løb, der ikke passer ham. Rally har klatreren Kyle Murphy, men det vil være højst uventet, hvis de er i form. Det er hos Euskaltel Mikel Bizkarra, der var fremragende i Catalonien, men som ikke passer til dette løb, ligesom en ellers velkørende Luis Angel Maté ikke gør det. Hos kontinentalholdene er en joker Frederico Figueiredo, der tidligere er blevet nr. 10, og som blev nr. 3i Volta a Portugal sidste år, men det vil undre, hvis han er i form i sæsondebuten, som det også gælder for holdkammeraten Antonio Carvalho, nu hvor den portugisiske sæson er blevet lagt ned af corona. Tilsvarende er Electro Hipers Miguel Angel Ballesteros en habil klatrer

OPDATERING: Movistar har i sidste øjeblik i stedet for Jose Joaquin Rojas udtaget Enric Mas, der viste stigende form i Catalonien. Løbet passer ham dårligt, men han øger chancen for, at Movistar kan kontrollere og undgå scenariet fra sidste år. Derudover giver han en mand, der kan spilles offensivt ud, hvis en stor gruppe kører tidligt, som den gjorde for et år siden.

***** Alex Aranburu

**** Alejandro Valverde, Pierre Latour

*** Pello Bilbao, Bauke Mollema, Jesus Herrada, Alexey Lutsenko, Diego Ulissi

** Ion Izagirre, Guillaume Martin, Simon Geschke, Eddie Dunbar, Omar Fraile, Luis Leon Sanchez, Krists Neilands, Ben Hermans, Enric Mas, Javier Romo, Julien Simon, Elie Gesbert

* Gino Mäder, Jan Polanc, Carlos Verona, Valerio Conti, Laurens de Plus, Jonathan Lastra, Diego Rosa, Mike Bizkarra, Cristian Rodriguez, Victor de la Parte, Federico Figueiredo, Mikel Nieve, Anthony Perez, Ben Swift, Andrey Amador, Jonathan Castroviejo,  Sergio Samitier, Kevin Colleoni, Alexander Kamp, Toms Skujins, Roger Adria, Kyle Murphy, Antonio Carvalho

Danskerne

En formstærk Alexander Kamp er til start for Trek, men selvom finalen passer ham, bliver løbet nok en anelse for hårdt. Trek stiller også med Niklas Eg, der med sin nuværende form må regnes som hjælper for Bauke Mollema.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jonathan Hiverts sejr fra 2019 i videoen til højre, Alejandro Valverdes sejre fra 2018 og 2014 Simon Yates’ sejr fra 2017, Ion Izagirres sejr fra 2016, Angel Viciosos sejr fra 2015, og Simon Spilaks sejr fra 2013.