Optakt: Grand Prix de Montreal

Løbets rolle og historie

I mange år lignede det næsten en uundgåelig udvikling, at det første nordamerikanske løb på WorldTouren ville blive det konstant voksende og meget ambitiøse Tour of California. Med UCIs konstante fokus på at globalisere sporten og udvide den fineste kalender til flere kontinenter syntes det klart, at det bare var et spørgsmål om tid, inden det amerikanske etapeløb ville placere Nordamerika på det højeste niveau.

Det blev imidlertid ikke det californiske løb, der fik øren af at blive kontinentets første begivenhed i den eksklusive klub af WorldTour-løb. Canadiske Serge Arsenault, der har en lang tradition for at arrangere cykelløb, havde store planer om at placere Canada i cykelsportens rampelys ved at arrangere to endagsløb på WorldTouren, og i 2009 blev der lynhurtigt lavet en aftale med UCI om, at hans nye løb i Quebec og Montreal skulle have femårige licenser som WorldTour-begivenheder. Trods adskillige europæiske løbs mangeårige ønske om at komme på den fineste kalender fik Arsenaulrs helt nye projekt med det samme UCIs godkendelse i endnu et markant forsøg på at brede sporten ud til større dele af verden.

De første udgaver blev afviklet i 2010, men fik ikke megen opmærksomhed. For mange hold var den lange rejse til Nordamerika en byrde på en tid af året, hvor mange ryttere er kørt i sænk og bare ser frem til en pause.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det har siden ændret sig markant, og nu har løbene en vigtig, velfortjent og veltimet placering på kalenderen. Med deres fantastiske organisering og distancer på over 200 km har rundstrækningsformatet gjort dem til den måske bedst mulige forberedelse til VM for de ryttere, der ikke er i aktion i Vuelta a Espana. Med et format, der gør dem til en slags mini-VM tilbyder de VM-kandidaterne en helt perfekt lille løbsblok bare to uger før den store begivenhed, og det har gjort det muligt for arrangørerne i de senere år at tiltrække et stjernespækket felt, der overgår det, man ser i mange europæiske WorldTour-løb.

Den store ulempe er naturligvis den lange rejse til Nordamerika. Med Tour of Utah og det nye Colorado Classic i USA i august og Tour of Alberta på canadisk grund bare en uge inden de to store endagsløb er det imidlertid nu muligt at sammensætte en ganske fin løbskalender bestående af nordamerikanske løb, og rytterne kan ny tilbringe en længere periode på den anden side af Atlanten, hvor man kan kombinere træning i højderne med flere løb på højeste niveau. Den model var i flere år ganske populær, som vi så det i 2013, hvor blandt andre Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan både var på højdetræningslejr og kørte løb i USA og Canada som led i deres forberedelse til det store efterårsmål. I de senere år har modellen imidlertid tabt popularitet, og i dag er det kun de to canadiske endagsløb, der for alvor har appel til stjernerne, som altså foretrækker at blive i Europa inden en lille smuttur til den anden side af Atlanten.

De to klassikere har imidlertid bare fået større og større popularitet, og i de senere år har man været i stand til at tiltrække langt de fleste VM-favoritter, ikke mindst efter at Vueltaen har mistet sin rolle som VM-forberedelse på grund af alt for hårde ruter. Konkurrencen kommer nu i stedet fra det stadigt voksende Tour of Britain, der i år synes at kunne gøre de canadiske løb rangen stridig som den foretrukne vej til VM, men det ændrer ikke på, at mange af de største klassikereksperter vil fintune formen i Canada. Det skyldes ikke mindst ruternes karakter. Sidste år betød det flade VM i Qatar, at de canadiske løb ikke var at betragte som god forberedelse, og derfor spillede de primært en rolle i kraft af deres mange WorldTour-point, men i år er vi tilbage ved det normale. Ruten i Bergen er ikke så hård som dem, der venter i Canada, men lighederne er alligevel slående, og langt de fleste ardennerspecialister og klatrere, der ikke kører Vueltaen, vil også i år være at finde i Canada.

Løbene passer perfekt ind i den fine anatomi for anden halvdel af sæsonen, der domineres af endagsløb. Det hele starter med EuroEyes Cyclassics i Hamburg, og derfra bliver løbene bare gradvist hårdere og hårdere. Hvor det tyske løb er for sprintere, passer det næste løb i series, Bretagne Classic, både til hurtige folk og klassikerspecialister. De canadiske løb er endnu hårdere, og her har sprinterne det svært. I stedet er løbene skabt til puncheurs og ardennerspecialister, og i Montreal ser man endda også klatrerne blande sig.

På papiret er Grand Prix Cycliste de Montral det sværeste af de to løb, da løbets vigtigste stigning er langt hårdere end dem, man mødte i Quebec to dage tidligere. På den anden side findes den sværeste udfordring på første del af rundstrækningen, mens de sidste 10 km er langt lettere, og derfor kræver det enorm styrke at sikre sig en solosejr. Løbet er dog så hårdt, at sprinterne intet har at skulle have sagt på denne rute, der er for klatrere og ardennerspecialister, og en vinderliste, der består af navnene Robert Gesink, Rui Costa, Lars-Petter Nordhaug, Peter Sagan, Simon Gerrans, Tim Wellens og Greg Van Avermaet siger alt om, hvilken ryttertype man ser fremme. En god spurt en afgørende fordel i dette løb, men da der er tale om rå udskilning lurer selv klatrerne på en mulighed.

Sidste år viste Rui Costa sig som løbets stærkeste mand med et fornemt soloangreb på løbets sværeste stigning, men han kunne ikke holde en lille forfølgergruppe med blandt andre Peter Sagan og Greg Van Avermaet bag sig. Til allersidst fik også et større felt kontakt, og det endte derfor i en spurt i en usædvanligt stor gruppe, hvor Van Avermaet fik revanche for nederlaget i Quebec ved at slå Sagan. Diego Ulissi fulgte op på Costas angreb ved at sikre Lampre en tredjeplads. Sagan og Van Avermaet er i år klar til at fortsætte rivaliseringen, og også Ulissi er med igen.

Ruten

Det er meget sjældent, at et WorldTour-løb afvikles fuldstændigt som et rundstrækningsløb, og det er det format, der i gør de to løb i Canada helt specielle. Da Bretagne Classic har droppet samme format, er de nu de eneste løb på højeste niveau med denne struktur, og det er i høj grad det, der gør dem så attraktive for VM-rytterne. Derudover gør deres kuperede natur dem sammenlignelige med hovedparten af VM-ruterne, og år efter år kan de derfor bruges som perfekt forberedelse, hvilket blot tillægger dem yderligere værdi.

Mens ruten i Quebec to gange er blevet ændret, har den altid været det samme i Montreal, og i år vil det være præcis den samme rundstrækning, der vil være scene for den 8. udgave. Den 12,1 km lange rundstrækning skal køres i alt 17 gange, hvilket giver en samlet distance på 205,7 km og i alt 3893 højdemeter, hvormed der er tale om et brutalt løb, der dog er betydeligt kortere end et VM-løb. Ruten byder på to stigninger og en kort, 500 m lang rampe op til målet på Avenue du Parc.

Løbet starter i 79 m højde på Avenue du Parc nær universitetet i Montreal, og rundstrækningen består i alt væsentligt af en tur rundt om det store område, der ligger grund til den institution. Fra starten er der en lille nedkørsle på 200 m, før rytterne drejer til venstre ind på dagens væsentligste udfordring, Cote Camilien-Houde. Den 1800 m lange stigning har to hårnålesving og et højresving nær toppen, bringer feltet helt op i 211 m højde og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 8.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Stigning efterfølges af en lang, gradvis nedkørsel ad en let bugtende vej, der fører frem til 5 km-mærket. Her venter en flad kilometer med tre skarpe sving, der fører frem til bunden af den anden udfordring, Cote de la Polytechnique (780 m, 6%), der bringer feltet tilbage op i 158 m højde, har top efter 6,5 km og har en 200 m lang rampe på 11%. En kort, skarp nedkørsel med flere tekniske sving fører frem til den flade ottende kilometer. Den næste kilometer er let faldende med to skarpe sving, men herefter er vejene stort set lige og enten flade eller let faldende.

Efter 10,6 km tager man et blødt højresving ind på Avenue du Parc, og 500 m senere rammer man en 500 m lang nedkørsel. I bunden laver man e U-vending for at køre 580 m tilbage op ad samme vej til målstregen. Denne opløbsstrækning stiger i gennemsnit med 4%.

Cote Camilien-Houde er en meget svær stigning, der udelukker, at sprinterne kan komme i spil og i stedet bringer klatrerne og ardennerspecialisterne i spil. Stigningen er så svær, at man sagtens kan gøre en forskel, men i kraft af den tidligere placering er det svært for klatrerne at holde hele vejen til stregen, da de sidste 10 km hovedsageligt er faldende. Cote de la Polyntechnique giver en sidste mulighed for at angribe, men de sidste 5,6 km er igen primært faldende eller flade. En alsidig klatrer med en god spurt er med andre ord den perfekte ryttertype til denne rute.

Løbet er typisk meget aggressivt og svært at kontrollere. Det tager som regel tid for det tidlige udbrud at blive etableret, og derefter følger løbet det klassiske mønster med en organiseret jagt, hvor de stærke hold langsomt øger farten.

Udbrud har imidlertid en god chance i dette løb, og derfor køres der ofte aggressivt langt fra mål. De sidste 3-4 omgange er som regel en festival af angreb, hvor der konstant etableres nye grupper og andre hentes. Favoritternes hold må kæmpe hårdt for at holde tingene under kontrol, og det gør det til en konstant udskilningsløb. Sammenlignet med Quebec er udskilningen meget større, og mod slutningen er feltet som regel betydeligt mindre.

I den første udgave viste Robert Gesink, at det kan lade sig gøre at køre alene hjem fra sidste passage af Camilien-Houde i det, der var den hidtil mest selektive udgave af løbet, hvor han blev jagtet af fem forfølgere og længere tilbage en gruppe på 22 mand. De mindst selektive udgaver fandt sted i 2011, 2014 og 2016, hvor grupper på mere end 30 mand blev samlet til sidst - i 2016 var der endda mere end 50 - og sjovt nok var der i to af tilfældene tale om, at et sent fremstød fra Rui Costa blev neutraliseret. I 2011 lykkedes det dog Costa, Stefan Denifl og Pierrick Fedrigo at snige sig væk til sidst. I 2012 var mønstret det samme, men den sidste gruppe var meget mindre. I 2013 gjorde et stærkt klatrefelt det betydeligt hårdere, og her var der kun 11 mand tilbage, da Sagan satte sit afgørende angreb ind. I 2015 gjorde ekstrem regn det til en episk udgave, hvor Adam Yates og Tim Wellens kunne køre væk på Camilien-Houde og holde den lille forfølgergruppe bag sig.

Med andre ord kan alt ske i denne form for aggressivt og svært kontrollerbart løb, og derfor spiller taktik, holdstøtte og held en nøglerolle. Man skal være stærk for at sidde med i finalen, men som blandt andre Sagan kan bevidne, er det ikke altid den stærkeste rytter, der vinder i Quebec.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vejret

For to år siden var vejret så elendigt, at man ikke kunne producere tv-billeder fra løbet. Det sker ikke i år, hvor man næppe kunne have ønsket sig bedre betingelser. Søndag byder på solskin og 21 grader samt kun en svag vind fra nordvest og vest. Det giver modvind på Camilien.Houde og de første fem kilometer af rundstrækningen og dernæst medvind og sidemedvind over Polytechnique og frem til den sidste kilometer. Herefter vil der være sidemedvind frem til U-vendingen og sidemodvind på opløbsstrækningen.

Vejret

For to år siden var vejret så elendigt, at man ikke kunne producere tv-billeder fra løbet. Det sker ikke i år, hvor man næppe kunne have ønsket sig bedre betingelser. Søndag byder på solskin og 21 grader samt kun en svag vind fra nordvest og vest. Det giver modvind på Camilien.Houde og de første fem kilometer af rundstrækningen og dernæst medvind og sidemedvind over Polytechnique og frem til den sidste kilometer. Herefter vil der være sidemedvind frem til U-vendingen og sidemodvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Der er ofte en tendens til, at man slår de to canadiske endagsløb over én kam og betragter favoritfeltet som værende det samme. Det er da også sandt, at der er et stort overlap mellem vinderkandidaterne i de to løb, - det afspejler sig tydeligt i vores favoritvurdering - men der er trods alt betydelige forskelle. Hvor man kan sammenligne løbet i Quebec med en hård brostensklassiker eller Amstel Gold Race, er løbet i Montreal i højere grad at betragte som en ardennerklassiker. Camilien-Houde er så svær en stigning, at udskilningen bliver langt større end i Quebec, og det giver klatrerne en langt bedre mulighed for at være med fremme. Det er ikke uden grund, at en mand som Alexander Kristoff har været på podiet i Quebec, men aldrig har været bare tæt på et resultat i Montreal.

Camilien-Houde er ikke i sig selv så svær, at den ikke kan overleves at et ret bredt spektrum af ryttere, men de mange passager og det store antal akkumulerede højdemeter betyder, at løbet bliver alt for hårdt for de tunge ryttere. I forbindelse med sidste passage af løbets sværeste stigning, er det altid de bedste klatrere, der sidder med helt fremme, og der er aldrig mere end 10 mand med i første gruppe, når man runder toppen. Meget ofte har stærkeste mand endda været i stand til køre væk, som vi så sidste år, hvor Lampre forberedte et fornemt soloangreb fra en brølstærk Rui Costa.

Problemet er, at der fortsat er ret langt hjem efter stigningen, og derfor sker der som regel en ganske betydelig regruppering. Derfor er de fleste udgaver endt i en spurt i gruppe af en vis størrelse, men man kan slet ikke sammenligne situationen med den, man ser i Quebec. Her er det ofte en decimeret massespurt, der afgøre løbet, mens det i Montreal oftest er en mindre gruppe, der når stregen.

Over de senere år har man set samme tendens som i Quebec. Hvor det i de første år var mere almindeligt at se små grupper og stor udskilning, har de stærkere felter betydet, at det hele er blevet mere kontrolleret og mindre selektivt. Derfor er chancen for en spurtafgørelse på det seneste blevet øget, og den tendens må man formode vil fortsætte i år.

Det skyldes for det første det ekstremt gode vejr, der stort set ikke byder på vind - og den vind, der er, giver modvind på stigningen, hvilket gør det svært at skabe en forskel. For det andet møder Bora, BMC og Sunweb op med hold, der har én plan: at sikre en spurt. Med så mange hold med en ambition om at kontrollere bliver det vanskeligere at skabe kaos.

Historien viser dog, at det kan lade sig gøre. Stykket efter Camilien-Houde kan være meget svært at kontrollere. Tidligere har specielt Peter Sagan været i en svær situation her, fordi han har været isoleret og uden hjælp fra rivalerne, der ikke vil spurte med ham. Derfor har hans bedste forsvar som regel været et angreb.

Denne gang er hans hold igen relativt svagt, og risikoen for, at han er alene, er stor. I år har han imidlertid måske lidt bedre muligheder. Det skyldes først og fremmest Sunweb. Hvis Michael Matthews kan sidde med på stigningen, må man formode, at han har brølstærke Tom Dumoulin ved sin side. Hollænderen vil være fremragende til at holde styr på tingene og sikre en spurtafgørelse i en mindre gruppe. Greg Van Avermaet tror også på, at han kan slå Sagan i en spurt, og har han Dylan Teuns hos sig, er der gode allierede for Sagan.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Derfor tror vi også på en spurtafgørelse på det stigende opløb, men i en betydeligt mindre gruppe end i Quebec. Vi forventer det klassiske scenarium med masser af angreb på de sidste omgange, men Sunweb, BMC og Bora vil formentlig skabe samling i bunden af Camilien-Houde for sidste gang. Herefter venter de sædvanlige angreb fra de gode klatrere, og det kan ikke udelukkes, at et par stykker kan slå et hul. Man må dog formode, at Sunweb og BMC kan få det samlet i finalen, og at vi får den ventede spurtafgørelse.

Efter den suveræne sejr i Quebec er det svært ikke at have Peter Sagan som løbets store favorit. Slovakken var i særklasse den stærkeste i fredagens løb, hvor Greg Van Avermaet end ikke kunne forsøge at gå forbi, selvom han sad i den ideelle position på hjul af verdensmesteren. Samtidig er det værd at bemærke, at der var tale om modvind, og at Sagan kørte en meget lang spurt, hvilket blot vidner om, hvor suveræn han er i disse finaler. Chancen for, at han bliver slået, er naturligvis større efter et hårdt løb. Van Avermaet har flere gange vist, at han efter en svær dag kan slå Sagan i en stigende spurt, bl.a. sidste år. Det er samtidig helt givet, at en isoleret Sagan i finalen vil være tvunget til at bruge langt flere kræfter end i Quebec, hvor han efter en let dag nærmest blev båret til stregen. Derfor bliver det utvivlsomt mere udfordrende for slovakken, der vil være mere slidt i finalen. Med den overlegne styrke, han viste i fredags, og med den større kølighed, han med tiden har udviklet i disse finaler, tror vi dog, at han stadig vil være stærk nok til at vinde, ikke mindst fordi han kan lukrere på Sunweb og BMC til at kontrollere finalen. Derfor peger vi igen på Sagan som favorit.

Quebec endte som en skuffelse for Michael Matthews, der ikke var tæt på at slå sine to værste rivaler. Han havde imidlertid god fart til sidst, og en bedre position kunne have givet et bedre resultat. Løbet i Montreal kan vise sig at være lidt for hårdt for ham, men efter fjerdepladsen i Liege har han vist, at det ikke er tilfældet, hvis formen er god. Efter en højdetræningslejr frem mod VM må han være tæt på toppen, og man må formode, at han sidder med hjem. Med Tom Dumoulin hos sig vil han have verdens bedste lead-out man i det, der kan være en relativt lille gruppe, og derfor burde han have en positionsmæssig fordel, han ikke havde i Quebec. Også han drager fordel af et hårdere løb, og kan han finde de ben, han havde i Rodez i sommer, er der ingen grund til, at han ikke kan slå Sagan.

Greg Van Avermaet vandt løbet i 2017, og det drømmer han om at gøre igen. Han fik sig imidlertid lidt en lektion i Quebec, hvor han trods en perfekt position end ikke var i nærheden af at gå forbi Sagan. Denne gang har han imidlertid en betydeligt bedre chance. Det er ikke tilfældigt, at det netop var i dette løb, han sidste år fik ram på Sagan. Som sagt har han flere gange slået Sagan i stigende spurter efter hårde løb, og det er netop det, der venter i Montreal. BMC skal denne gang virkelig lægge pres på og forsøge at isolere verdensmesteren, så han selv skal lukke huller i finalen. Lykkes det for amerikanerne, har Van Avermaet en god chance for at slå sin ærkerival igen.

Den store overraskelse i Quebec var Alexis Vuillermoz. Franskmanden burde slet ikke være hurtig i så nem en finale, men han endte som en overraskende nummer 4. Det vidner igen om, at han i år har taget et fantastisk skridt op - noget, der blev tydeligt i Touren og fortsatte med den samlede sejr i Limousin. Dette løb er hårdere og passer ham langt, langt bedre. Med den nuværende form er der al mulig grund til at tro, at han måske endda vil være en af de allerbedste på Camilien-Houde, og lykkes det de bedste klatrere at køre hjem, er han en oplagt kandidat til at være iblandt dem. Dertil kommer, at han ikke er uden chance i en spurt, specielt efter et hårdt løb.

Diego Ulissi havde et skuffende løb i Quebec, men det var ikke helt uventet. Løbet gik slet ikke hans vej og udviklede sig til at blive alt for nemt. Montreal passer ham langt, langt bedre. For det første har han langt større chance i en spurt efter et hårdt løb, og for det andet betyder hans knap så gode positioneringsevner mindre. Han synes ikke at være helt så hurtig som tidligere, men han blev trods alt nummer 3 sidste år, hvilket vidner om, at han stadig er specialist i disse spurter. Han har ikke vist megen form, men hævder selv, at den er god, og derfor burde han igen være med fremme i en finale, der passer ham.

Tom Dumoulin er her som udgangspunkt for at støtte Matthews, men modsat i Quebec vil taktikken her være anderledes. Dumoulin vil formentlig få til opgave at følge de bedste klatrere, og efter det, han viste i BinckBank Tour og San Sebastian, bør han være en af de allerstærkeste. Ender de stærkeste med at køre hjem uden sprinterne har Dumoulin endda Matthews som alibi for at sidde på hjul. Han har før været i top 5 i disse løb og har en god spurt på en bakke som denne. I et hårdt løb vil Dumoulin derfor være en af favoritterne.

I BinckBank Tour var Tim Wellens stærkeste mand, også stærkere end Dumoulin. Siden har der været stille om ham, men det var også tilfældet for to år siden, hvor han efter sejr i det hollandsk-belgiske etapeløb vandt i Montreal. Med en femteplads mod langt hurtigere folk i Quebec tyder alt på, at han igen har timet formen helt rigtigt, og han kan meget vel vise sig som stærkeste mand. Er der én, der kan køre alene hjem fra Camilien-Houde, er det formentlig Wellens. Han vinder ikke en spurt over de tre favoritter, men i en mindre gruppe er han bestemt ikke uden chance

Nathan Haas var i en god position i Quebec, indtil det gik galt til allersidst. Derfor blev han en skuffende nummer 13, men han efterlod både her og i Plouay et positivt indtryk. Han synes ikke at være langt fra forårets fantastiske form, og han er i år generelt meget bedre end tidligere. Løbet her passer ham i teoiren endnu bedre end det i Quebec, da det er hårdere og handler mindre om positionering. Han viste med etapesejren i Burgos sidste år, at han er ekspert i at spurte op ad bakke og burde være en af de hurtigste i finalen.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Petr Vakoc fik i Quebec endelig efterladt et positivt indtryk efter en svær sæson. Han var klart en af de stærkeste i finalen, og selvom han kørte en alt for lang spurt i modvinden, spurtede han sig til en fornem syvendeplads. I teorien burde han have endnu bedre chancer i dette løb, hvor det hårde terræn vil slide lidt på de stærkeste. Han har før vist sig at være skræmmende stærk i disse afslutninger, og kan han time det lidt bedre, er der ingen grund til, at han ikke kan blande sig i kampen om podiet.

Tony Gallopin kørte en lidt skuffende spurt i Quebec, men det var til at forvente efter et løb, der havde været alt, alt for nemt. Hans form er lidt usikker, men Lotto melder, at han er stærk, og han burde derfor have betydeligt bedre muligheder i det hårdere løb i Montreal. Problemet er, at der umiddelbart er hurtigere folk, og han har ikke i år efterladt et indtryk, der giver grund til at tro, at han vil være en af de bedste på stigningerne.

Tiesj Benoot fandt løbet i Quebec for nemt, men han burde være med fremme i Montreal. Finder han sine bedste ben, har han styrken til måske at køre væk på Camilien-Houde, og heller ikke han er langsom i en stigende spurt. Hans form er usikker, men efter en højdetræningslejr er der al mulig grund til at tro, at han nærmer sig sit topniveau.

Sonny Colbrelli er i teorien en af de få, der kan slå Sagan i en stigende spurt som denne, hvilket han blandt andet viste i Rodez i Touren, hvor han kom langt bagfra og sluttede næsten helt fremme. Problemet er, at løbet i Montreal formentlig er en anelse for hårdt for ham, ikke mindst fordi han skuffede i Quebec, hvor terrænet passede ham bedre. Han klatrede imidlertid overraskende godt ved de italienske mesterskaber, og har han samme ben her, kan han komme med hjem. Lykkes det, kan han sagtens ende som vinder, da han er meget hurtig efter et hårdt løb, specielt på et stigende opløb.

Rigoberto Uran forsøgte sig med et sent angreb i Quebec på samme sted som i både 2015 og 2016, men det er i Montreal, han for alvor har en chance. Sidste år kørte han ekstremt stærkt på denne tid af året, og det er meget muligt, at det er tilfældet igen, da Lombardiet er et stort mål. Nærmer han sig sin bedste form, vil han være at finde i en lille gruppe, der kan køre væk på Camilien-Houde, og i et sådant scenarium har han gode chancer i en spurt.

Sergio Henao er en af feltets allerbedste på korte, eksplosive stigninger, og han efterlod efter en lang pause et ganske positivt indtryk i det alt for lette Quebec. Også løbet i Montrea er formentlig en anelse for let for ham, men man skal passe på med at undervurdere colombianeren. Rammer han sin allerbedste form, er han en af de få, der kan køre alene hjem fra Camilien-Houde, og han er faktisk heller ikke helt langsom i en stigende spurt, hvis han får et par mand med sig. Derfor er han en potentiel vinder, selvom han ikke bliver noget i en større spurt.

Bauke Mollema er på mange måder i samme båd som Uran og Henao. Selvom han er god i en stigende spurt og ofte er kommet i top 10 i dette løb, slår han ikke de hurtigste. Til gengæld vil han, hvis han efter pausen er i form, være blandt de bedste på stigningerne. Også han er derfor en kandidat til at gøre en forskel på Camilien-Houde, og han er i en spurt i en gruppe på 3-4 mand ikke uden chance. Det store spørgsmål er formen, da han kørte som hjælperytter i fredags.

Alberto Bettiol kørte meget stærkt i Plouay, men fik et skuffende resultat i Quebec. Nu håber han på revanche i Montreal, hvor ruten burde passe ham bedre. Han klatrer ikke godt nok til at køre væk på Camilien-Houde, men han burde være en af de stærkeste i en stigende spurt. Denne gang vil positionering betyde mindre, og det bør være til fordel for manden, der viste klassen i denne type spurter på 3. etape i Touren.

Cannondale har også Tom-Jelte Slagter, der i de seneste uger har vist, at han måske nærmer sig fordums styrke. I gamle dage ville dette løb have været perfekt for ham, da han er lynhurtig i en stigende spurt. Desværre tror vi ikke helt på, at formen er tilbage på det gamle niveau, og det er derfor svært at se ham som en potentiel vinder.

Jasper Stuyven, Sep Vanmarckle og Daryl Impey er alle i samme både. De er alle ekstremt formstærke og blandt de hurtigste i en spurt. Til gengæld kan ruten vise sig at være en anelse for hård for dem, da ingen af dem er rene klatrere. De skal derfor håbe på et let løb, men ender det i en spurt i en relativt stor gruppe, vil de alle have gode muligheder for at blande sig helt fremme.

Endelig vil vi pege på Enrico Gasparotto. Som udgangspunkt skal han køre for Colbrelli, men falder landsmanden fra, vil han tage over. Hans form er lidt usikker, men han så stærk ud i Quebec. Finder han endelig sine bedste ben efter en skaderamt sæson, burde han kunne være med fremme i en spurt i en mindre gruppe.

***** Peter Sagan

**** Michael Matthews, Greg Van Avermaet

*** Alexis Vuillermoz, Diego Ulissi, Tom Dumoulin, Tim Wellens, Nathan Haas,

** Petr Vakoc, Tony Gallopin, Tiesj Benoot, Sonny Colbrelli, Rigoberto Uran, Sergio Henao, Tiesj Benoot, Bauke Mollema, Alberto Bettiol, Tom-Jelte Slagter, Jasper Stuyven, Sep Vanmarcke, Daryl Impey, Enrico Gasparotto,

* Jan Bakelants, Oliver Naesen, Roman Kreuziger, Michael Albasini, Ruben Guerreiro, Valerio Conti, Peter Kennaugh, Jesus Herrada, Dylan Teuns, Gianluca Brambilla, Pieter Serry, Dries Devenyns, Simon Spilak

Danskerne

Lars Bak skal agere trækdyr på et meget stærkt Lotto-mandskab, der i Tim Wellens, Tony Gallopin og Tiesj Benoot har hele tre vinderkandidater. Jakob Fuglsang er klar til sit comeback for Astana, men er næppe i form til at gøre andet end at støtte Moreno Moser, Dario Cataldo og Oscar Gatto på et hold, der bestemt ikke hører til blandt favoritterne.