Optakt: Grand Prix de Quebec
08. september 2017 18:17 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I denne weekend når forberedelserne til VM et helt nyt niveau, når de to canadiske WorldTour-løb Grand Prix Cycliste de Quebec og Grand Prix Cycliste de Montreal finder sted. Med kuperede ruter og distancer på mere end 200 km er løbene og deres rundstrækningsformat helt perfekte som en sidste formtest bare få uger inden kampen om regnbuetrøjer. Da årets VM i Bergen byder på en kuperet rute med korte stigninger, forholder det sig bestemt ikke anderledes til årets ottende udgave af de populære løb, og de har derfor igen tiltrukket en helt fabelagtig startliste af klassikereksperter og puncheurs, der alle hører til blandt favoritterne til at slås om den helt store hæder i Norge om et par uger

Løbets rolle og historie

I mange år lignede det næsten en uundgåelig udvikling, at det første nordamerikanske løb på WorldTouren ville blive det konstant voksende og meget ambitiøse Tour of California. Med UCIs konstante fokus på at globalisere sporten og udvide den fineste kalender til flere kontinenter syntes det klart, at det bare var et spørgsmål om tid, inden det amerikanske etapeløb ville placere Nordamerika på det højeste niveau.

 

Det blev imidlertid ikke det californiske løb, der fik øren af at blive kontinentets første begivenhed i den eksklusive klub af WorldTour-løb. Canadiske Serge Arsenault, der har en lang tradition for at arrangere cykelløb, havde store planer om at placere Canada i cykelsportens rampelys ved at arrangere to endagsløb på WorldTouren, og i 2009 blev der lynhurtigt lavet en aftale med UCI om, at hans nye løb i Quebec og Montreal skulle have femårige licenser som WorldTour-begivenheder. Trods adskillige europæiske løbs mangeårige ønske om at komme på den fineste kalender fik Arsenaulrs helt nye projekt med det samme UCIs godkendelse i endnu et markant forsøg på at brede sporten ud til større dele af verden.

 

De første udgaver blev afviklet i 2010, men fik ikke megen opmærksomhed. For mange hold var den lange rejse til Nordamerika en byrde på en tid af året, hvor mange ryttere er kørt i sænk og bare ser frem til en pause.

 

Det har siden ændret sig markant, og nu har løbene en vigtig, velfortjent og veltimet placering på kalenderen. Med deres fantastiske organisering og distancer på over 200 km har rundstrækningsformatet gjort dem til den måske bedst mulige forberedelse til VM for de ryttere, der ikke er i aktion i Vuelta a Espana. Med et format, der gør dem til en slags mini-VM tilbyder de VM-kandidaterne en helt perfekt lille løbsblok bare to uger før den store begivenhed, og det har gjort det muligt for arrangørerne i de senere år at tiltrække et stjernespækket felt, der overgår det, man ser i mange europæiske WorldTour-løb.

 

Den store ulempe er naturligvis den lange rejse til Nordamerika. Med Tour of Utah og det nye Colorado Classic i USA i august og Tour of Alberta på canadisk grund bare en uge inden de to store endagsløb er det imidlertid nu muligt at sammensætte en ganske fin løbskalender bestående af nordamerikanske løb, og rytterne kan ny tilbringe en længere periode på den anden side af Atlanten, hvor man kan kombinere træning i højderne med flere løb på højeste niveau. Den model var i flere år ganske populær, som vi så det i 2013, hvor blandt andre Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan både var på højdetræningslejr og kørte løb i USA og Canada som led i deres forberedelse til det store efterårsmål. I de senere år har modellen imidlertid tabt popularitet, og i dag er det kun de to canadiske endagsløb, der for alvor har appel til stjernerne, som altså foretrækker at blive i Europa inden en lille smuttur til den anden side af Atlanten.

 

De to klassikere har imidlertid bare fået større og større popularitet, og i de senere år har man været i stand til at tiltrække langt de fleste VM-favoritter, ikke mindst efter at Vueltaen har mistet sin rolle som VM-forberedelse på grund af alt for hårde ruter. Konkurrencen kommer nu i stedet fra det stadigt voksende Tour of Britain, der i år synes at kunne gøre de canadiske løb rangen stridig som den foretrukne vej til VM, men det ændrer ikke på, at mange af de største klassikereksperter vil fintune formen i Canada. Det skyldes ikke mindst ruternes karakter. Sidste år betød det flade VM i Qatar, at de canadiske løb ikke var at betragte som god forberedelse, og derfor spillede de primært en rolle i kraft af deres mange WorldTour-point, men i år er vi tilbage ved det normale. Ruten i Bergen er ikke så hård som dem, der venter i Canada, men lighederne er alligevel slående, og langt de fleste ardennerspecialister og klatrere, der ikke kører Vueltaen, vil også i år være at finde i Canada.

 

Løbene passer perfekt ind i den fine anatomi for anden halvdel af sæsonen, der domineres af endagsløb. Det hele starter med EuroEyes Cyclassics i Hamburg, og derfra bliver løbene bare gradvist hårdere og hårdere. Hvor det tyske løb er for sprintere, passer det næste løb i series, Bretagne Classic, både til hurtige folk og klassikerspecialister. De canadiske løb er endnu hårdere, og her har sprinterne det svært. I stedet er løbene skabt til puncheurs og ardennerspecialister, og i Montreal ser man endda også klatrerne blande sig.

 

På papiret er Grand Prix Cycliste de Quebec det nemmeste af de to løb, da stigningerne på den 12,6 km lange rundstrækning er lettere end dem, man finde i Montreal. På den anden side er selve afslutning i Quebec sværere, da de sidste 1500 m er stigende. Med Thomas Voeckler, Philippe Gilbert, Simon Gerrans (to gange), Robert Gesink, Rigoberto Uran og Peter Sagan som de tidligere vinder er det helt klart, at det er et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

 

I 2014 blev ruten modificeret, idet man gjorde rundstrækningen længere ved at tilføje et længere fladt stykke. Det betød færre omgange og dermed færre stigninger, hvilket gjorde løbet nemmere. I 2015 vendte man imidlertid tilbage til det oprindelige format, og det har været bibeholdt siden.

 

Sidste år var vi vidne til det klassiske aggressive cykelløb, hvor blandt andre den forsvarende vinde Rigoberto Uran forsøgte at kopiere sin strategi fra 2015 ved at lancere et sent angreb. Det lykkedes imidlertid ikke, og det hele endte i en spurt på bakken i Quebec. Her fortsatte Peter Sagan og Greg Van Avermaet deres rivalisering i endnu en knivskarp duel, som slovakken vandt, mens Anthony Roux tog en lidt overraskende tredjeplads. Sagan og Van Avermaet vender begge tilbage i år i jagten på VM-form og WorldTour-point, mens Roux er aktiv i Vueltaen og derfor ikke vil være med denne gang.

 

Ruten

Det er meget sjældent, at et WorldTour-løb afvikles fuldstændigt som et rundstrækningsløb, og det er det format, der i gør de to løb i Canada helt specielle. Da Bretagne Classic har droppet samme format, er de nu de eneste løb på højeste niveau med denne struktur, og det er i høj grad det, der gør dem så attraktive for VM-rytterne. Derudover gør deres kuperede natur dem sammenlignelige med hovedparten af VM-ruterne, og år efter år kan de derfor bruges som perfekt forberedelse, hvilket blot tillægger dem yderligere værdi.

 

I de første år fandt GP de Quebec sted over 16 omgange på en 12,6 km lang rundstrækning, men i 2014 lavede man en markant ændring. Runden blev forlænget til 18,1 km ved at tilføje et længere fladt stykke midtvejs, og derved blev antallet af omgange skøret ned fra 18 til 11. Derfor var det års udgave særligt let, men som sagt er man nu tilbage ved det oprindelige format.

 

Med de 16 omgange á 12,6 km er løbet i alt 201,6 km langt med i alt 2976 højdemeter, og det gør det til en hård sag, der dog er betydeligt kortere end et VM-løb. Rundstrækningen byder på tre små stigninger og et stigende opløb på Grande-Allée Ouest.

 

Løbet starter i 91 m højde i udkanten af Parc des Champs-de-Bataille i Quebec. Den første kilometer stiger svagt, mens rytterne tager to skarpe venstresving, inden de rammer parken. Her er terrænet let faldende frem til et højresving, der sender dem ind på en let kuperet vej, der gennemskærer parken. Efter 3,5 km forlader man samme park via et venstresving, der leder ud på Grande-Allee Ouest, og kort efter 4 km-mærket er der endnu et venstresving, der leder ind på en nedkørsel, som via et par hårnålesving fører feltet ned i havniveau.

 

Derfra kører feltet langs parken igennem helt fladt terræn i fire kilometer. Lige før 9 km-mærket er der et par sving, der fører dem ind på den første stigning, Cote de la Montagne (375 m, 10%) og op i 42 m højde på bare 375 m. Bakken efterfølges af en nedkørsel, og efter 10 km er man igen tilbage i havniveau. Via to venstresving kører man herefter op iver Cote de la Potasse (420 m, 9%), som har top i 47 m højde. Herfra fører en næsten umærkelig nedkørsel ned tilbunden af Montee de la Fabrique (190 m, 7%), der også har top i 47 m højde. Denne del er meget teknisk med adskillige sving. 100 m med fladt terræn fører nu frem til det stigende opløb mod mål, der ligger i 91 m højde. Der er to skarpe sving, inden man rammer opløbsstrækningen, der er 900 m lang og stigende. Den sidste kilometer har en gennemsnitlig stigningsprocent på 4.

 

Den eneste virkelig stejle stigning er Cote de la Montagne, men den er meget kort, og det er derfor den akkumulerede træthed mere end de enkelte stigning, der før forskellen. Modsat ved løbet i Montreal har de stærke sprintere en chance for at lave et resultat på denne rute, men det stigende opløb har traditionelt favoriseret ardennerspecialister og puncheurs.

 

Løbet er som regel meget aggressivt og enormt svært at kontrollere. Det tager som regel tid, inden det tidlige udbrud etableres, og derefter følger løbet det traditionelle scenarium med en organiseret jagt under ledelse af de stærkeste hold, der langsomt øger farten.

 

Udbrud har imidlertid en god chance i dette løb, og derfor køres der ofte aggressivt langt fra mål. De sidste 3-4 omgange er som regel en festival af angreb, hvor der konstant etableres nye grupper og andre hentes. Tilstedeværelsen af mange stærke puncheurs, der er skabt til en spurt som denne, er der mange, der har en interesse i et hårdt løb. Samtidig ser man altid favoritternes hold kæmpe hårdt for at holde tingene under kontrol, og det gør det til en konstant udskilningsløb.

 

I de to første udgaver lykkedes det små grupper at komme fri på næstsidste passage af stigningerne, og de afgjorde løbene i en hektisk i finale. I 2012 endte det i en spurt i en gruppe på ca. 40 mand. De mange angreb på sidste omgang er imidlertid altid svære at kontrollere og kan bære frugt. Det skete i 2013, da Simon Gerrans og Greg Van Avermaet drog fordel af Peter Sagans mangel på holdkammerater, og det skete igen i 2013, da Thomas Voeckeler lancerede et veltimet angreb, der snød Edvald Boasson Hagen for sejren. I 2011 kunne Philippe Gilbert kontrollere en lille gruppe på 10 ryttere, som han knuste i den stigende spurt. I 2013 kom en lille gruppe fri på sidste omgang, inden Robert Gesink højst overraskende slog blandt andre Sagan i spurten. Den lettere rute i 2013 betød, at en ret stor gruppe spurtede om sejren, og i 2015 lykkedes det Rigoberto Uran med et smart angreb til allersidst at snyde en stor gruppe for sejren. Sidste år spurtede mere end 50 mand om sejren.

 

Med andre ord kan alt ske i denne form for aggressivt og svært kontrollerbart løb, og derfor spiller taktik, holdstøtte og held en nøglerolle. Man skal være stærk for at sidde med i finalen, men som blandt andre Sagan kan bevidne, er det ikke altid den stærkeste rytter, der vinder i Quebec.

 

 

 

Vejret

De canadiske løb har ofte været præget af dårligt vejr, og det vil også være tilfældet i år. Hele dagen vil der være 30-50 risiko for byger, men der lurer en opklaring mod slutningen, hvor temperaturen vil nå sit maksimum på 16 grader. Der vil kun være en let vind fra sydvest. Det giver sidemodvind på første del af rundstrækningen og dernæst sidemedvind. På de sidste 2 km vil der primært være sidemodvind. Det gælder også på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Kan man lide cykelløb, er det svært ikke at elske de canadiske klassikere, der er blandt de klart mest underholdende løb på hele kalenderen. De to rundstrækninger har det nærmest perfekte design til aggressiv og offensiv kørsel, og derfor er de sidste par omgange altid spektakulære med utallige angreb og konstant skiftende frontgrupper. Der er dog en betydelig forskel på de to løb. De har identiske startfelter, og selvom der er et stort overlap mellem favoritterne, er der visse afvigelser. Løbet i Montreal er nemlig betydeligt hårdere og for svært for ryttere som Bryan Coquard og Alexander Kristoff, der ellers tidligere hat været med fremme i Quebec. Derfor er det søndagens løb, der er hovedfokus for de mere klatrestærke typer, mens de eksplosive og lidt tungere ryttere har udset sig fredag som dagen, der skal slås til.

 

Løbet i Quebec er imidlertid langt fra fladt, og i mange år betragtede selv en fyr som Kristoff det som værende for hårdt, indtil han for et par år siden overraskede sig selv ved at spurte sig til en tredjeplads. Tungere ryttere end Kristoff har imidlertid slet ingen chance. Der er virkelig tale om et hårdt løb med mange højdemeter, og man skal både klatre godt og være i stand til at håndtere en lang distance, hvis man vil gøre sig blot den mindste forhåbning om at være med. I år er Kristoff ikke til start, og i det hele taget er der ikke mange klassiske sprintere med. Arnaud Demare er ikke i form til at køre med om sejren, og blandt ryttere, der jævnligt begår sig i massespurter, er det kun Peter Sagan, Sonny Colbrelli, Michael Matthews og Jasper Stuyven, der kan have ambitioner i årets løb.

 

Grand Prix de Quebec har ændret lidt karakter i de senere år, efterhånden som det har fået mere prestige og tiltrukket stærkere felter. I de første år var det et ganske selektivt løb, hvor der meget ofte kørte et udbrud på de sidste omgange. I de senere udgaver har verdens førende puncheurs indset, at det er et løb, der er skræddersyet til dem, og betydningen af WorldTour-point er steget. Derfor møder de i stigende grad op med fabelagtige hold, der har det ene formål at holde det samlet til en spurt på bakken op til mål. Derfor har det i de senere år været næsten umuligt at forhindre en spurt i et decimeret felt. Vi ser altid adskillige angreb på de sidste stigninger, men i et så stærkt felt har de ikke været svære nok til at gøre en forskel. Kun Urans meget snedige angreb til allersidst i 2015 har været i stand til at snyde de ryttere, der vil spurte om sejren.

 

Det, der for alvor kan ændre scenariet, er vejret. I år vil rytterne have bygevejr, men der vil ikke være meget vind. Derfor vil klimaet ikke bidrage til at gøre løbet specielt hårdt, men de våde veje vil gøre en forskel i den yderst tekniske finale.

 

I fraværet af vind må man forvente, at det igen ender i en spurt på bakken op til mål. Sunweb, BMC og Bora er her alle med ét mål: at sikre en spurtafgørelse. Specielt Sunweb og BMC har nogle meget stærke mandskaber, der sagtens kan kontrollere løbet. Også Bahrain vil måske give en hånd, og derfor bliver det meget svært for hold som Lotto, Quick-Step og Sky, der ellers alle har en interesse i offensiv kørsel, at gøre den afgørende forskel. Det bliver ikke nemmere af, at mange af de stærke ryttere vil spare kræfter til søndag, hvor de har bedre chancer for at snyde de bedre afsluttere.

 

Det betyder dog ikke, at løbet ikke vil blive aggressivt. Som sagt er der mange hold med en interesse i offensiv kørsel, men også BMC vil gerne have et hårdt løb. Derfor er det ikke utænkeligt, at de vil forsøge sig med en formstærk Dylan Teuns i de mange angreb i finalen, men man skal ikke tage fejl: det er kun for at sætte de andre hold under pres, for målet er at spurte om Van Avermaet. Derfor forventer vi den klassiske spurt på bakken op til mål - også selvom Uran helt sikkert for tredje år i træk vil forsøge sit klassiske angreb inden det sidste sving.

 

Spurten i sig selv er skabt til puncheurs, hvilket afspejles af de senere års resultater, hvor vi har set typer som Sagan, Van Avermaet og Gerrans blande sig helt fremme. Som sagt er også Kristoff kørt på podiet, men som udgangspunkt er løbet en anelse for hårdt for hans ryttertype. Stigningerne kommer meget tæt på mål, og den tekniske finale gør, at det er svært at bevæge sig frem. Derfor skal man være en god afslutter, der kan spurte på en stigning og samtidig klatre så godt, at man kan sidde helt fremme på de sidste stigninger.

 

Den beskrivelse indikerer, at det er en helt perfekt finale for Peter Sagan, og det er bestemt ikke uden grund, at han vandt løbet sidste år. Han er formentlig verdens bedste i en stigende spurt som denne, og han kan ikke sættes på stigninger som disse, hvor han også er ekstremt stærk. Den tekniske natur tiltaler ham også, og afslutningen kunne faktisk ikke designes meget bedre. Samtidig må man formode, at han er meget tæt på topformen, da han efter BinckBank Tour har trænet hårdt frem mod VM. Allerede i Holland og Belgien var han feltets stærkeste mand, og nu er han endnu stærkere.

 

I Touren viste han med sin sejr på 2. etape, at han i topform er næsten umulig at slå i en stigende spurt. Ganske vist er han i denne type finaler flere gange blevet slået af Greg Van Avermaet, men det kræver et hårdere og mere opslidende løb. Han har måske ikke det bedste hold til at støtte sig, men det betyder ikke det store, da det i finalen handler om at have benene til at sidde fremme på stigningerne, og da han er en mester i at positionere sig. Udfordringen er at holde det samlet, men her vil han få hjælp af BMC og Sunweb, der har brølstærke Dumoulin. Vi tror ikke, at Sagan kan slås i denne spurt, og derfor er han vores favorit.

 

Hans værste rival er i vores øjne Michael Matthews. Australieren har altid været specialist i at spurte op ad bakke - det er trods alt mange år siden, han tog suveræne sejre i Vueltaen og Giroen i endda endnu hårdere finaler - men i år synes han at have nået et nyt niveau. Alle, der så, hvordan han knuste rivalerne i Rodez i Touren, må have været dybt imponerede, og hvis han er på samme niveau her, har han gode muligheder for at slå Sagan. Han er ikke altid så god til at positionere sig, men han klatrer fremragende og drager derfor fordel af den hårde finale. Også han har forberedt sig målrettet til VM, og når han gør det, plejer han at være i storform. Han viste fin form i Plouay og er nu endnu stærkere. Heller ikke for ham kan løbet blive hårdt nok, og han har fordel af et fantastisk hold, hvor Dumoulin, Simon Geschke og en stadigt stærkere Nikias Arndt kan køre lead-out. Det kan gøre den sidste forskel, der giver Matthews sejren.

 

Greg Van Avermaet blev sidste år nummer bag Sagan og har generelt altid gjort det fremragende i dette løb. Det er ikke mærkeligt, da ruten med de eksplosive stigninger i finalen, den tekniske natur og et stigende opløb er skræddersyet til ham. Som bekendt har han mange gange slået Sagan i stigende spurter, senest sidste år i Montreal, men det var ikke mærkeligt, at det skete netop i Montreal og ikke i Quebec. Van Avermaet har nemlig kun slået Sagan efter svære løb, og selvom løbet i Quebec er svært, er det næppe helt hårdt nok. Sagan har de sidste to år i Touren tydeligt vist, at han i en spurt på en stigning er betydeligt hurtigere end sin belgiske ærkerival, og derfor bliver det svært for BMC-stjernen at få ram på verdensmesteren og Matthews, der har en højere topfart. Lykkes det BMC at gøre løbet hårdt, og kan han time sin spurt rigtigt, har Van Avermaet dog vist, at han kan slå dem, og han har derfor en reel chance.

 

Vi glæder os meget til at se Sonny Colbrelli i dette løb. Italieneren kunne næppe designe det bedre, men det er først nu, at han får chancen for at køre det. Han ser frem til at være en af Italiens VM-kaptajner og har forberedt sig knaldhårdt i højderne. Han viste storform med aggressiv kørsel i Hamburg, inden han spurtede sig til en tredjeplads i Plouay. Det viser, at han er skarp, og den hårdere rute i Quebec burde passe ham bedre. Specielt er det en fordel, at opløbet er stigende, idet det netop er hans specialitet. Han er blevet nummer 3 i Amstel Gold Race og kan sagtens overleve stigningerne, også selvom han ikke er helt så holdbar som vores tre favoritter. Han viste i Rodez i Touren, hvor han ikke var i topform, hvor farlig han er i disse finaler. Her var han helt ude af position, men sluttede helt fantastisk. Kan han holde sig helt fremme på stigningerne og starte spurten i en god position, er han hurtig nok til at slå dem alle.

 

En anden meget interessant rytter er Jasper Stuyven. Er finalen for hård til den talentfulde belgier, eller kan han også begå sig i et løb som dette? Når Kristoff kan, burde det ikke være et problem for Trek-rytteren, ikke mindst fordi han har vist fremragende form på det seneste, ikke mindst med etapesejren i BinckBank Tour. I det løb klarede han sig også overraskende godt på i Ardennerne, og det viser, at han generelt er blevet en langt, langt bedre klatrer. Finalen er nok en anelse for stejl efter hans smag, men med det, han har vist på det seneste, tror vi faktisk, at han måske kan køre med om sejren.

 

Sep Vanmarcke fik sig en spand koldt vand i hovedet, da han ikke blev udtaget til det belgiske VM-hold. Det er temmelig uforståeligt, da belgieren har været fremragende kørende siden Østrig Rundt. Faktisk var det vel kun i BinckBank Tour, at han skuffede en anelse. Senest var han stærk i Plouay, hvor han var aggressiv på stigningerne og til sidst slog adskillige topsprintere på stregen. I det hele taget har han i den seneste tid spurtet bedre end længe, specielt i Østrig Rundt, hvor han var overraskende god. Han har et fantastisk punch på korte, stejle stigninger, og finalen passer ham derfor ganske godt. Det bliver svært at slå specialisterne, men han er ikke uden chance.

 

Det er hans holdkammerat Alberto Bettiol heller ikke. Med den fabelagtige præstation i Plouay, hvor han først blev hentet på den sidste kilometer viste han i den grad, at han er kommet godt ud af Touren. Sidste år var han med et sent angreb tæt på at løbe med sejren i Montreal, og det viser, at disse løb passer ham. I år spurtede han sig til en top 5-placering i den knaldhårde finale på 2. etape af Touren, og det vidner om, hvor hurtig han er i disse afslutninger. Som Vanmarcke kan han både angreb og være konkurrencedygtig i spurten, og det gør ham til en farlig og meget formstærk herre.

 

Hvor står Nathan Haas? Det er svært at vurdere, da han har haft en længere løbspause, men han kørte godt og aggressivt i Plouay. Noget kunne tyde på, at han har ramt formen til et par løb, der passer ham godt, og hvor han sidste år fik et mindre gennembrud på WorldTour-niveau. I år har han nået helt nye højder, ikke mindst i starten af året og i Amstel Gold Race. Hvis det er lykkedes ham at finde samme form igen, kunne han ikke have designet en meget bedre finale end denne.

 

I gamle dage ville Diego Ulissi være en af topfavoritterne i en stigende spurt som denne. Han synes imidlertid i de senere år at have tabt lidt hurtighed i de finaler, der ellers er hans speciale. Han havde helt sikkert foretrukket en hårdere afslutning og er bedre skabt til Montreal, men man skal ikke afskrive ham. Det er således værd at huske, at han for et par år siden vandt en meget nemmere finale foran adskillige topsprintere i Giroen. Det viser om, hvor hurtig han kan være, hvis han timer det rigtigt, og specielt hvis løbet ha været hårdt burde det være en glimrende finale for ham, specielt hvis Valerio Conti kan give ham et godt lead-out.

 

Tony Gallopin måtte udgå af BinckBank Tour pga. træthed, og derfor er hans form et helt åbent spørgsmål. Han er imidlertid forhåndsudtaget til VM, og det må betyde, at det ikke kan stå helt skidt til. Franskmanden har mange gange været i top 10 og er generelt god til at spurte på en stigning som denne. Desværre vinder han sjældent, og det kræver formentlig, at han kan køre væk i finalen, hvis han vil på podiet.

 

Den evigt loyale Daryl Impey er steget så meget i graderne, at han har over halet Simon Gerrans og Michael Albasini i Oricas hierarki, og han er derfor den erklærede kaptajn til dette løb. Det er en stor chance for sydafrikaneren, der må se frem til sin chance i et løb, der passer ham. Han bliver ved med at imponere med sin holdbarhed på stigningerne, og finalen burde derfor ikke blive for hård til ham. Han er en glimrende sprinter, men han er hurtigere på flad vej og kan få det svært mod specialisterne.

 

I teorien er det en god finale for Fabio Felline, men hans form er et åbent spørgsmål. Han måtte udgå af Touren og er først på det seneste kommet i gang igen. Her har han primært arbejdet for holdet, og vi forventer derfor ikke, at han er i form til at gå efter sejren. Han vil formentlig arbejde for Stuyven, men skulle han få muligheden for at spurte, er han en af de få, der har hurtigheden til faktisk at vinde, også selvom han foretrækker en flad spurt.

 

Quick-Step stiller med et relativt svagt hold, men de bør have visse forhåbninger til Petr Vakoc. Desværre har han aldrig nået sidste års flyvende højder, men med aggressiv kørsel i de seneste uger har han vist, at formen ikke er helt dårlig. En spurt som denne burde passe ham som fod i hose. Nu skal han bare vise, at han kan ramme det niveay, han havde i 2016.

 

Oliver Naesen fortsætter sin gennembrudssæson med at stille til start i et par klassikere, der passer ham fint. Montreal er måske for hård, men her burde han kunne være med fremme. Han er ganske hurtig, og vi glæder os til at se, hvad han kan levere, hvis han virkelig fokuserer på spurten. Bedst chance har han dog nok, hvis han forsøger at angribe. Han skuffede en anelse i Plouay, og der er derfor desværre et lille spørgsmålstegn ved formen.

 

Endelig vil vi pege på Carlos Barbero som en joker. Spanieren er specialist i at spurte op ad bakke, hvilket han senest viste med sin fornemme etapesejr foran Alaphilippe og Moscon i Burgos. Han har imidlertid sjældent vist det uden for sit hjemland, og der er en vis sandsynlighed for, at distancen, positionskampen og stigningerne bliver for meget for ham. Er han i en god position i bunden af den sidste stigning, er han imidlertid manden, der kan levere den helt store overraskelse.

 

***** Peter Sagan

**** Michael Matthews, Greg Van Avermaet

*** Sonny Colbrelli, Jasper Stuyven, Sep Vanmarcke, Alberto Bettiol, Nathan Haas

** Diego Ulissi, Tony Gallopin, Daryl Impey, Fabio Felline, Petr Vakoc, Oliver Naesen, Carlos Barbero

* Tim Wellens, Tiesj Benoot, Enrico Battaglin, Jhonatan Restrepo, Sergio Henao, Alexis Vuillermoz, Rigoberto Uran, Jan Bakelants, Jesus Herrada, Mauris Lammertink, Enrico Gasparotto, Michael Albasini, Peter Kennaugh, Bauke Mollema, Dries Devenyns, Gianluca Brambilla, Pieter Serry, Tom Dumoulin, Moreno Moser.

 

Danskerne

Lars Bak skal agere trækdyr på et meget stærkt Lotto-mandskab, der i Tim Wellens, Tony Gallopin og Tiesj Benoot har hele tre vinderkandidater. Jakob Fuglsang er klar til sit comeback for Astana, men er næppe i form til at gøre andet end at støtte Moreno Moser, Dario Cataldo og Oscar Gatto på et hold, der bestemt ikke hører til blandt favoritterne.

VM(CM) 17/09-24/09

Omloop van het Houtland L...(1.1) 20/09-20/09

Tour of China II(2.1) 19/09-25/09

Omloop van het Houtland L...(1.1) 20/09-20/09

Duo Normand(1.1) 24/09-24/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 26/09-27/09

Coppa Sabatini - Gran Pre...(1.1) 28/09-28/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »