Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Iri Greco / BrakeThrough Media

Optakt: Hammer Series Limburg

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

02.06.2017 kl. 15:48 af Emil Axelgaard.

Cykelsporten er kendt som en relativt konservativ sportsgren, hvor specielt landevejsdelen gør en dyd ud af at respektere traditionerne. Det laves der imidlertid grundigt om på fra fredag til søndag, hvor et helt nyt og revolutionerende koncept afprøves i den første udgave af Hammer Series, hvor nogle af cykelsportens stærkeste mandskaber over tre dage testes i tre forskellige discipliner, inden en samlet vinder kåres efter et afsluttende holdløb søndag. For en gangs skyld er det altså et hold og ikke en enkelt rytter, der vil stå øverst på podiet, når Limburg kroner den første vinder af en løbsserie, der på sigt skal være med til at sikre større økonomisk stabilitet for de professionelle hold.

Løbets rolle og historie

I de senere år har der været mange overvejelser om, hvordan man kan styrke det meget skrøbelige grundlag under cykelsportens mandskaber, der som bekendt kan leve en ganske usikker tilværelse. Specielt har mange managere haft blik på de bugnende tv-indtægter fra de største løb, men ikke overraskende har de magtfulde arrangører ikke været villige til at åbne for kasserne.

 

I erkendelse af deres relativt svage magtposition har holdene forsøgt at forene kræfterne. Det er mest tydeligt kommet til udtryk i organisationen Velon, der har forenet et flertal af WorldTour-hold og allerede har haft en del succes. Initiativer som live-data fra løbene samt samarbejder med løbsarrangører om at garantere startfelter af en vis kvalitet har allerede bidraget til at etablere organisationen som en vis magtfaktor, der på sigt håber at kunne etablere et solidt økonomisk fundament over mandskaberne og gøre dem mindre afhængige af de til tider ret flygtige sponsorindtægter.

 

Hidtil har Velon imidlertid primært ageret som samarbejdspartner for allerede etablerede begivenheder. Det laves der om på i denne weekend, hvor organisationen springer ud som selvstændig arrangør. Det sker med afviklingen af den første udgave af Hammer Series, som man på sigt håber kan udvikle sig til en større løbsserie, der over flere afdelinger både kan revolutionere den ellers så konservative landevejscykling og samtidig bidrage med indtægter, der vil skæppe godt i kassen hos de deltagende mandskaber.

 

Det kræver blot et enkelt blik på UCI-kalenderen at indse, hvor lidt eksperimenterende landevejssporten er. Samtlige begivenheder på den internationale terminsliste afvikles efter det samme grundlæggende koncept, der i det store hele har været uforandret siden sportens helt spæde start for mere end hundrede år siden. Der har været meget få forsøg med alternative løbsformer eller regler, og grundlæggende er sporten baseret på det basale koncept, at det enten handler om at komme først i et linjeløb eller køre hurtigst på en enkeltstart eller et holdløb.

 

Velon vil med den nye serie forsøge at nytænke sporten og introducere et helt nyt koncept. Ideen er, at de forskellige afdelinger i Hammer Series skal afvikles efter samme model, hvor holdene over tre dage testes i tre forskellige discipliner, inden en samlet vinder kåres. Over de to første dage handler det om at score point i to rundstrækningsløb, hvor der den ene dag dystes i bakkespurter på en kuperet rute, mens sprinterne kommer til fadet den anden dag, hvor spurterne ligger på en helt flad rute. De optjente point omregnes herefter til et forspring til det afsluttende holdløb, der afvikles som et forfølgelsesløb. Det skulle gerne give anledning til en medrivende finale, hvor første hold over stregen kan krones som samlet vinder af begivenheden.

 

Da holdene selv er arrangører, er det ikke overraskende, at der er blevet gjort meget for at skabe en hype om arrangementet. De fleste mandskaber møder op med flere stjerner, og det er nærmest uhørt, at en helt ny begivenhed kan tiltrække et så stærkt felt. Samtidig er der på de sociale medier ført massiv kampagne for begivenheden, der har fået stor opmærksomhed. Håbet er, at mange vil følge med, når der på nettet ganske gratis live-streames fra løbet.

 

Debuten foregår i den hollandske Limburg-provins, der er kendt som et af Europas cykelsportsmekkaer, og mens der i år kun er en afdeling på programmet, er håbet, at man allerede fra 2018 vil have flere afdelinger. Således har man allerede slået pjalterne sammen med det norske etapeløb Tour des Fjords, der næste år vil blive afviklet som en del af series og efter det nye koncept i Stavanger. I de oprindelige planer taltes om tre årlige løb, men det er fortsat uklart, hvorvidt der vil være tale om faste lokationer, eller om løbene vil gå på tur mellem forskellige lande og regioner.

 

I første omgang er man imidlertid blevet budt velkommen fra officielt hold af UCI, der lynhurtigt gav den nye begivenhed 2.1-status på den internationale kalender, og det vidner om, at også det internationale forbund er klar til nytænkning. Et så nyt koncept må imidlertid formodes at skulle undergå nogen forandring, inden det finder sit rette format, og denne weekends debut vil således utvivlsomt have karakter af et eksperiment. Reglerne vil sikkert blive justeret fremover, men Velon håber, at den første weekend i juni 2017 vil markere starten på en nyskabelse, der vil være med til for altid at forandre sporten og på sigt styrke det alt for skrøbelige fundament under de hold, der udgør cykelsportens base.

 

Ruten og reglerne

Hammer Series afvikles efter et helt nyt koncept, der i sin essens bryder grundlæggende med det, vi kender fra mere end 100 års landevejscykling. Ved at kombinere et point- og et tidsbaseret system har an etableret et regelsæt, der i højere grad minder om det, der kendes fra banen. En af banesportens udfordringer har imidlertid været, at regelsættet ofte har været kompliceret og gjort sporten mindre tilgængelig for et bredere publikum. Det er en oplagt risiko, at noget tilsvarende kan ske for den nye løbsserie, der har forsøgt at designe et helt nyt koncept, som helt sikkert kræver en del tilvænning for såvel ryttere og hold som publikum.

 

Løbet afvikles over tre dage. Fredag gælder det det såkaldte Hammer Climb, der afvikles som et rundstrækningsløb på en kuperet rute, hvor der skal scores point i diverse bakkespurter. Dagen efter gælder det Hammer Sprint, hvor den grundlæggende ide er den samme, men hvor ruten og dermed spurterne er flade. Det hele afsluttes i søndagens Hammer Chase, der er et forfølgelsesløb mellem holdene, hvor tidsforskellene er baseret på de point, der er opnået de første to dage. Herefter er ideen simpel: første hold over stregen har vundet konkurrencen.

 

Holdene har på forhånd udtaget trupper på syv ryttere. Herfra skal de hver dag udvælge fem mand, der skal repræsentere holdet i dagens disciplin. Det betyder, at man skal sammensætte en alsidig bruttotrup, der både har eksplosive puncheurs, som kan spurte på bakkerne om fredagen, sprintere, der kan score point om lørdagen, og temporyttere, der kan sikre, at man kan tage den samlede sejr i det afsluttende forfølgelsesløb.

 

Dag 1: Hammer Climb

Hammer Climb afvikles som et rundstrækningsløb på en 7 km lang rundstrækning, der skal køres i alt 11 gange i det 77 km lange løb. Løbet afvikles i Vaals, der ligger, hvor grænserne mellem Holland, Belgien og Tyskland mødes. Den indeholder to stigninger: en første, der stiger med 4,2% over 900 m, og som når et maksimum på 8%, samt en anden, der stiger med 5,3% over 2000 m og når et maksimum på 8,5%. Den første bakke starter efter 3 km, mens den anden udgør de sidste 2 km af den 7 km lange rundstrækning. Den er stejlest i bunden og flader ud mod toppen.

 

Efter hver omgang vil der være point til de 10 første ryttere over stregen efter følgende skala:

 

  1. 10 point
  2. 8,1 point
  3. 6,6 point
  4. 5,3 point
  5. 4,3 point
  6. 3,5 point
  7. 2,8 point
  8. 2,3 point
  9. 1,9 point
  10. 1,5 point

 

Der vil være dobbelt antal point på spil efter 3., 7. og 11. omgang. Det vindende hold er det, der har scoret flest point ved løbets afslutning.

 

 

 

 

Dag 2: Hammer Sprint

Lørdag gælder det Hammer Sprint, der afvikles efter helt samme regler som Hammer Climb. Den eneste forskel er, at ruten er ændret, og at løbet i stedet afvikles på en 12,4 km lang rundstrækning, der skal køres i alt 8 gange og er næsten helt flad. Den er henlagt til Sittard-Geelen og har i alt 8 sving, det sidste med 600 m til stregen. Denne gang er det dobbelte antal point på spil efter 2., 5. og 8. omgang.

 

 

 

Dag 3: Hammer Chase

Søndag gælder det den afgørende disciplin, Hammer Chase, der er et 44,7 km langt holdløb. Det afvikles over 3 omgange på en 14,9 km lang rundstrækning i Sitard-Geelen. Der er blot tale om en forlænget udgave af den rundstrækning, der vil blive benyttet til Hammer Sprint, og ruten er derfor næsten helt flad, men ganske teknisk med hele 12 sving pr. omgang.

 

Etapen afvikles som et forfølgelsesløb, hvor rækkefølgen og tidsforskellene bestemmes af resultaterne fra de foregående dage. Først fastlægges en grundrækkefølge på baggrund af summen af placeringerne i Hammer Climb og Hammer Sprint, og det er således det hold, der har den laveste sum, der får lov til at starte sidst. Er der pointlighed, afgøres rækkefølgen af det hold, der scoret flest point sammenlagt i alle spurter i de to discipliner.

 

Dernæst fastlægges tidsforskellene. På baggrund af den etablerede rækkefølge fastlægges i første omgang afstande baseret på den såkaldte basistabel. Dertil lægges bonusser, idet de 10 bedste hold i Hammer Climb og Hammer Sprint får henholdsvis 15-12-10-8-6-5-4-3-2-1 sekund tilføjet basisforskellen.

 

Efter denne udregning inddeles holdene i to grupper på hver otte. Kun de 8 bedste er med i kampen om den samlede sejr i Hammer Series, men de øvrige hold er stadig md i kampen om etapesejren, der afgøres efter de almindelige regler for en holdtidskørsel. Vinderen af Hammer Series er imidlertid det hold, der først når stregen i forfølgelsesløbet.

 

 

 

Favoritterne

Et helt nyt koncept, et helt ny løbsform og helt nye regler betyder, at ingen aner, hvad der kommer til at ske, og hvilken taktik der er mest hensigtsmæssig. Derfor har alle hold også været noget famlende og usikre ved udtagelsen af deres hold. Det er klart, at løbet i sidste ende afgøres af Hammer Chase, der derfor fremstår som den vigtigste disciplin. Men hvad hjælper et stærkt hold af temporyttere, hvis man end ikke kommer i top 8 og således kvalificerer sig til finalen? Ellers hvis man scorer så få point i de to spurtdiscipliner, at man har alt for meget tid at hente på søndag? Og er det nok at kunne sig begå sig i den ene af de to indledende løb, eller skal man være med fremme i begge?

 

Dertil kommer, at det er svært at vide, hvad der kommer til at ske i både Hammer Climb og Hammer Sprint. Kan det lade sig gøre at køre med i hver eneste spurt? Det er måske nok muligt i Hammer Sprint, men bliver meget svært i Hammer Climb, hvor der er flere spurter og en hårdere rute. Kan det lade sig gøre at kontrollere løbene, elle kan man med udbrud og aggressiv kørsel score point? Og er det en fordel at satse på samme mand i hver spurt, eller kan der vindes noget ved at møde op med flere afsluttere?

 

Usikkerheden om taktik og holdudtagelse betyder naturligvis også, at første udgave har karakter af en slags test, hvor det er svært at vide, hvem der er bedst stillet, og hvem der har fundet den rette balance i forsøget på at sammensætte en alsidig trup. Det er klart, at man ingen vegne kommer uden at kunne begå sig i Hammer Chase, og derfor vil der utvivlsomt være meget gode temporyttere på det vindende hold. Selvom man sniger sig ind i top 8, kan man imidlertid være sat mere end to minutter tilbage i forhold til det bedst placerede hold, og selvom der er tale om et 45 km langt holdløb, bliver det svært at hente så meget tid. Derfor er der som minimum brug for en halvgod sprinter og/eller en stærk puncheur, der kan score point de første dage, og da det hovedsageligt er placeringen og ikke antallet af point, der hovedsageligt er bestemmende for positionen inden Hammer Chase, skal man være temmeligt konkurrencedygtig minimum en af dagene.

 

Der er ingen tvivl om, at BMC har det i særklasse bedste hold til Hammer Chase, og de stiller op med et mandskab næsten udelukkende bestående af temporyttere. Desværre har de imidlertid ingen sprinter, og de vil få det meget svært i Hammer Sprint. I Hammer Climb er de med Samuel Sanchez og Dylan Teuns betydeligt bedre stillede, men det er tvivlsomt om deres to gode klatrere er eksplosive nok til for alvor at begå sig, specielt fordi Teuns kørte en ganske skidt Giro.

 

Derfor tvivler vi på, at den forventede sejr i Hammer Chase er nok for amerikanerne. I stedet vil vi pege på Quick-Step som løbets favoritter. Med Fernando Gaviria til start har man feltets vel nok hurtigste og mest formstærke sprinter, og det betyder, at der er noget nær garanti for, at man vil være at finde helt i top i Hammer Sprint. Til Hammer Climb har man i Philippe Gilbert løbets måske bedste puncheur, og da også Gianluca Brambilla, Dries Devenyns og Gaviria er gode i en spurt op ad bakke, har man flere kort at spille og kan således aflaste Gilbert. Dertil kommer, at man har et stærkt hold til at forsøge at kontrollere løbene, og man har gode chancer for som minimum at køre på podiet begge dage. Til slut har man et fornuftigt hold til Hammer Chase med specielt Yves Lampaert, Remi Cavagna og Maximilian Schachmann, men også gode temporyttere i Gilbert, Devenyns og endda Gaviria selv. Det er næppe nok til at vinde holdløbet, men det bør være nok til at forsvare det, der kan være en ganske komfortabel føring. Derfor peger vi på belgierne som de første vindere af løbet.

 

Deres værste rivaler må være LottoNL-Jumbo. Med Jos Van Emden, Lars Boom og Victor Campenaerts som de store motorer har man det hold, der har størst chance for at udfordre BMC i Hammer Chase. Dertil kommer, at man i Dylan Groenwegen har en af løbets fire bedste sprintere, og da man tillige har en back-up plan i Juan Jose Lobato, må man være i stand til at køre med om sejren i Hammer Sprint. Den store udfordring er Hammer Climb, hvor man kun kan håbe af Lobato måske kan begå sig i nogle af spurterne tidligt i løbet. Med en mulig topplacering i Hammer Sprint og et meget stærkt hold til Hammer Chase, er der imidlertid plads til en dårlig disciplin for LottoNL-Jumbo, der bør kunne køre med om sejren på hjemmebane.

 

Som sagt er der ikke tvivl om, at BMC har det bedste hold til Hammer Chase. Opstillingen med Manuel Quinziato, Daniel Oss, Miles Scotson, Tom Bohli og Stefan Küng er intet mindre end skræmmende, og det vil være en overraskelse, hvis ikke de sætter den hurtigste tid søndag. Problemet er Hammer Sprint. Her må Oss forsøge at score så mange point som muligt ved at køre klogt, men det bliver meget svært for BMC at blande sig i topstriden. Heller ikke Hammer Climb ligger på den flade, selvom Samuel Sanchez og Dylan Teuns vil være i stand til at score point. Man må håbe, at løbet bliver virkelig hårdt, og at Sanchez kan sidde med helt fremme i et udskilningsløb. Sker det, kan man komme fint fra disciplinen, og de vil så være nogenlunde placeret inden Hammer Chase. Spørgsmålet er, om der er for meget tid, der skal hentes, til, at det kan lykkes for deres superstærke mandskab.

 

Også Orica-Scott har med Michael Hepburn, Luke Durbridge, Alexander Edmondson og Roger Kluge et af de tre stærkeste hold til Hammer Chase. Med Caleb Ewan og et meget stærkt lead-out har de endda det måske allerbedste hold til Hammer Sprint, som de meget vel kan vinde, hvis Ewan er i stand til at køre så mange spurter på en så relativt kort distance. Problemer er, at de har meget lidt at komme med i Hammer Climb, hvor de utvivlsomt vil ende med meget få point. Derfor vil de med nogen sandsynlighed starte et stykke efter Quick-Step og lidt efter LottoNL-Jumbo og BMC i Hammer Chase. Det kan blive svært at hente, men de er et af de få hold, der har truppen til at gøre det.

 

Sunweb stiller med den nykårede Giro-vinder Tom Dumoulin i dennes baghave og vil derfor få enorm opbakning. Hvis ikke de seneste dages festligheder har tæret for voldsomt på kræfterne, bør de også være konkurrencedygtige. Med Dumoulin og Lennard Kämna som motorer har man et ganske fint hold til holdløbet, og i Max Walscheid, Zico Waeytens og Ramon Sinkeldam har man så mange sprintere, at det burde være muligt at gøre det godt i Hammer Sprint. I Hammer Climb vil det specielt være op til Dumoulin, der imidlertid er ganske god til at spurte op ad bakke, men også en formstærk Kämna kan gøre det godt. Alt afhænger af Dumoulins form, men hvis han kan finde motivationen, kan Sunweb køre med om podiet.

 

Med André Greipel, en formstærk Jens Debusschere, Moeno Hofland og Marcel Sieberg er Lotto Soudal helt klart en af de helt store favoritter til Hammer Sprint, hvor man ikke blot har et meget stærkt tog, men også flere sprintere, der alle kan score point. Det gør dem måske til de største favoritter til lørdagens løb. Samtidig har man med Tim Wellens og Louis Vervaeke en fornuftig duo til Hammer Climb, men her vil alt afhænge af formen hos den altid ustabile Wellens, der gør comeback efter en lang pause. Er han på toppen, kan man gå ind til Hammer Chase i en topposition, men her får man nok svært ved at holde skansen. Selvom de mange sprintere som regel gør det godt i holdløb, er det næppe nok til, at man kan vinde samlet.

 

Endelig vil vi pege på Sky. Holdet stiller til start uden deres store stjerner, men de har et fremragende hold til Hammer Sprint, hvor Elia Viviani og Danny Van Poppel vil få støtte fra Jonathan Dibben og Owain Doull. Til gengæld bliver det svært for de ikke specielt eksplosive Ian Boswell og Tao Geoghegan Hart at score mange point i Hammer Climb, hvor man helt sikkert vil ende langt nede. Til gengæld vil man kunne forsvare sig hæderligt i Hammer Chase, hvor de mange hurtige folk vil være ganske kraftfulde. Det rækker ikke til at vinde, men hvis alt flasker sig, kan man snige sig ind i top 5.

 

***** Quick-Step

**** LottoNL-Jumbo, BMC

*** Orica-Scott, Sunweb

** Lotto Soudal, Sky

* Trek, Movistar, Cannondale

 

Danskerne

Mads Pedersen stiller til start for Trek, der imidlertid må nøjes med en outsiderrolle.

SENESTE

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk