Optakt: Liege-Bastogne-Liege

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ LIEGE-BASTOGNE-LIEGE

Løbets rolle og historie

En sejr i en ardennerklassiker kan gøre en forskel i enhver rytters karriere, men kun ét af løbene har en status, der skaber legender og indskriver vinderen dybt i cykelsportens historie. Amstel Gold Race og Fleche Wallonne har begge masser af prestige med deres helt egne karakteristika, men manglen på en dyb historie betyder, at de ikke for alvor hører til blandt sportens kronjuveler. Det er bestemt ikke tilfældet for seriens sidste løb, der er øverst på listen for alle ardennerspecialister. Liege-Bastogne-Liege er et af sportens allervigtigste og smukkeste løb!

Det er bestemt ikke noget tilfælde, at næsten alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere i disse dage rejser til den belgiske by Liege for at slå sig til de klassikerspecialister, der har kæmpet på stigningerne i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Mens de første to kuperede klassikere er skabt til ryttere af en eksplosiv natur, er det sidste af de tre løb i Holland og Belgien i højere grad en sag for klatrerne.

Det, der karakteriserer de fleste etapeløbsryttere, er deres styrke på stigningerne og fantastiske udholdenhed, og det er præcis de egenskaber, der skal i spil, hvis man skal krydse stregen først i søndagens Liege-Bastogne-Liege. For en gangs skyld er nøgleegenskaberne i en stor klassiker ikke evnen til at håndtere positionskampen eller at spurte op ad korte, stejle stigninger. På søndag er der brug for evnen til at holde motoren gående og slide konkurrenterne ned på en lang, hård dag med masser af stigninger, der er længere end det, man ser i de andre ardennerklassikere, og hvor den lange distance gradvist tærer på kræfterne.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Disse faktorer giver Liege-Bastogne-Liege en helt særlig position på kalenderen. Det er den eneste gang på året, men set så stærk en opstilling af både klassikerspecialister og grand tour-ryttere i en dyst på stort set lige vilkår. Il Lombardia har ganske vist mange af de samme kendetegn, men den italienske klassiker afvikles på et tidspunkt, hvor mange ryttere har kørt cyklen i garagen, og startlisten er aldrig nær så imponerende som den, man finder i søndagens løb. Mens mange ryttere venter til sent på sæsonen med at beslutte, om man starter i Lombardiet, er løbet i Liege et stort mål for stort set enhver rytter med gode klatreevner.

En af årsagerne til løbets anseelse er dets natur og karakteristika. Den anden grund er den lange historie. La Doyenne blev første gang afviklet i 1892 og er dermed den ældste af klassikerne med en ganske imponerende vinderliste. Som mange andre gamle løb blev det oprindeligt arrangeret af en avis, L’Expresse, der opfandt det for at få opmærksomhed. Leon Hua vandt de første tre udgaver, indtil løbet forsvandt og først blev genetableret i 1908 for hurtigt igen at forsvinde under 1. Verdenskrig.

Da løbet igen vendte tilbage på kalenderen, var det stadig primært en belgisk affære, og der var kun én udenlandsk vinder i mellemkrigstiden. Det ændrede sig efter 2. Verdenskrig, og siden da har det været blandt de mest prestigiøse løb for enhver ambitiøs cykelrytter. Det er et næsten gudsgivent faktum, at den største af dem alle, Eddy Merckz, med fem triumfer topper sejrslisten, men med nu fire sejre i Liege og fem i Fleche Wallonne truer Alejandro Valverde kraftigt belgieren som alletiders bedste ardennerrytter. Også Moreno Argentin har i de senere år med sine fire triumfer i La Doyenne og tre sejre i Fleche Wallonne etableret sig som en af alle tiders bedste ryttere til disse løbet. Løbet har også en enkelt dansk vinder, da Rolf Sørensen tog en af sine to monumentsejre her i 1993.

Løbet er det fjerde af cykelsportens fem monumenter, de vigtigste endagsløb, og det er uden tvivl et af de mest prestigiøse i den eksklusive klub. Det spiller også en særlig rolle for den vigtigste sport i et af verdens mest opdelte lande. Mens flamlændingene anser Flandern Rundt som klassikersæsonens højdepunkt, mener deres vallonske landsmænd ikke, at noget bare nærmer sig den status, som ardennerløbet har.

Tidligere blev Liege-Bastogne-Liege afviklet dagen efter Fleche Wallonne som en del af den såkaldte La Weekend Ardennais. Nu om dage giver det ikke mening at afvikle to af de største endagsløb på to på hinanden følgende dage, og derfor er den ide nu droppet, men sammen med Amstel Gold Race og Fleche Wallonne udgør man nu i stedet serien af ardennerklassikere, der afvikles over bare 8 dage. Kun syv ryttere har lavet den fornemme Fleche-Liege double, mens Davide Rebellin og Philippe Gilbert som de eneste har lavet the triple - og Gilbert vandt endda også Brabantse Pijl i sit jubelår 2011.

Som den hårdeste forårsklassiker passer Liege-Bastogne-Liege perfekt ind i den overordnede struktur i cykelsæsonen og i ardennerklassikernes anatomi. De kuperede endagsløb har en gradvis udskiftning af feltet, hvor der hele tiden ankommer flere og flere klatrere, mens flere og flere brostensspecialister tager på ferie. Hvor de stærke folk fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix stadig kunne spille en rolle på de smalle hollandske veje og korte stigninger i Amstel Gold Race, har de intet at gøre i Liege på søndag. Og da de hårde stigninger skaber en meget mere naturlig selektion og gradvis udskilning i La Doyenne, spiller positionering slet ikke samme rolle som i de tidligere løb. Derfor har favoritterne mere brug for klatrehjælpere end stærke ryttere, og derfor består feltet stort set kun af ryttere, der har stigninger som speciale.

Derudover markerer løbet den perfekte overgang fra klassikersæsonen til de store grand tours, der starter om to uger med Giro d’Italia. Med etapeløbsryttere og klassikerspecialister samlet på samme startstreg er løbet det perfekt eksempel på kalenderens smukke anatomi, der har bragt os fra sprinterne i Milano-Sanremo over de tunge drenge i brostensløbene og de eksplosive puncheurs i de første ardennerløb til klatrerne i søndagens sidste klassiker og majs Giro d’Italia.

2012- og 2013-udgaverne viste, at en af løbets skønheder er, at vinderen ikke altid er blandt forhåndsfavoritterne. Efter Maxim Iglinskiys overraskende sejr i 2012 var det en ung Dan Martin, der slog alle de store navne i 2013. I 2014 var den en anden outsider, Simon Gerrans, der vandt et løb, han altid havde troet var for hårdt for ham, og i 2016 overraskede Wout Poels, der kun var outsider. Liege-Bastogne-Liege er ganske vist så brutalt, at kun de stærkeste overlever, men det taktiske element betyder, at listen over potentielle vinder er meget længere end i Fleche Wallonne, der er et løb for en eksklusiv gruppe af specialister.

Sidste år var der dog ikke antydningen af overraskelse, da en fuldstændig suveræn Alejandro Valverde efter en helt fantastisk sæsonstart, hvor han havde vundet alt, han havde rørt ved, kronede foråret ved ned vanlig autoritet at tage sin fjerde sejr og dermed komme et stort skridt nærmere Merckx’ rekord. Dan Martin havde ellers med sit klassiske angreb på målbakken i Ans sejren inden for rækkevidde og kunne kortvarigt drømme om en anden sejr i klassikeren, da han drejede ind på opløbsstrækningen. Men vanlig klinisk præcision havde Valverde dog timet det hele perfekt, og han kørte på den sidste del af bakken let fra rivalerne, inden han uden problemer gik forbi Martin, der for anden gang på fem dage måtte se sig henvist til andenpladsen af sin ærkerival. Kort efter sejrede Michal Kwiatkowski i en spurt om tredjepladsen i en lille gruppe foran en overraskende stærk Michael Matthews, der aldrig tidligere havde været i nærheden af et sådant resultat i løbet. Valverde vender efter en om muligt endnu bedre sæsonstart i 2018 tilbage for endelig at tangere Merckx’ sejrsrekord i sportens ældste klassiker, og han er atter oppe mod Martin, der jagter sin anden sejr i løbet, Kwiatkowski, der efter to tredjepladser endelig håber at vinde det løb, han drømmer allermest om, samt Matthews, der efter sidste års overraskelse har fået smag på mere.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Ruten

Liege-Bastogne-Lige er en af de få klassikere - Milano-Sanremo er en anden - der faktisk lever op til sit navn ved at forbinde de byer, der udgør dets titel. Selvom ruten varierer fra år til år, betyder de historiske rødder, at man har benyttet de samme veje og stigninger i adskillige år. Modsat løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og specielt Il Lombardia, der ofte undergår betydelige forandringer, er der i Liege som regel kun tale om mindre modifikationer.

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke har forandret sig. Tidligere var det løbets nøglestigning Cote de la Redoute, der altid var scenen for det store slag mellem favoritterne. Moderne cykelsport er imidlertid meget mere kontrolleret, og da stigningen langsomt tabte sin betydning, var arrangørerne nødt til at komme med en ny løsning, der igen kunne gøre løbet mere selektivt. Løbets vartegn ligger ganske enkelt så langt fra Liege, at det ikke længere er velegnet til angreb.

Ideen blev at introducere stigningen Cote de La Roche-aux-Faucons, der er placeret meget tættere på målbyen og kommer bare 20 km fra mål. Den blev første gang benyttet i 2009, og siden da har den typisk været nøglepunktet i løbet. På grund af vejarbejde var den imidlertid ikke med i 2013, hvor man derfor fik et helt usædvanligt nemt løb. I 2014 var den tilbage, og sammen med Redoute og den korte, stejle Cote de Saint-Nicolas samt den lille bakke op til målet i Liege-forstaden Ans, har den siden da udgjort den hårde finale.

I de senere år har også den imidlertid gradvist tabt sin betydning, og det har været ganske kontrolleret og afventede indtil Saint-Nicolas bare 6 km fra mål. Det ansporede i 2016 arrangørerne til at opfinde en ny stigning. Efter Saint-Nicolas skulle man op over den 600 m lange Rue de Hal, der var brostensbelagt og steg med 10,5% i gennemsnit, bare 2,5 km fra mål. Det gav imidlertid anledning til et helt anderledes løb end ventet. De lette klatrere kunne slet ikke håndtere brostenene, og i stedet var det de mere robuste typer, der kunne gøre en forskel. Derfor fik ændringen en del kritik, og man valgte igen at droppe ideen efter bare en enkelt udgave.

Det betød imidlertid ikke, at der ikke var tale om nytænkning i 2017. Faktisk valgte man at ændre en del på ruten i den hårde fase på vejen tilbage til Liege, hvor de mange stigninger typisk bruges til at skabe gradvis udskilning. Således ugik nogle af de mest ikoniske stigninger, idet Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee alle blev forbigået. I stedet skulle man op over de langt mindre kendte Cote de Pont, Cote de Bellevaux og Cote de la Ferme Libert, inden man ramte den klassiske rute forud for løbets længste stigning Col du Rosier. Herefter var der tale om den helt klassiske finale, der har været den samme siden 2009 bortset fra i 2013 og 2016. De nye stigninger var kortere, men stejlere end de foregående, og ændringen havde ikke den store betydning. Antallet af stigninger var fortsat 10, og distancen blev øget fra 253 til 258 km.

I år har man valgt at genbruge samme model, og ruten er i alt væsentligt uændret. Den tidligere Cote de La Roche-en-Ardenne udskiftes med Cote de Bonnerue, og derudover lægges Cote de Mont-le-Soie ind som en ekstra stigning efter 152 km. Dermed øges antallet af stigninger på den nu 258,5 km lange rute til 11, men de sidste ca. 100 km er de samme som sidste år.

Som vanligt starter løbet i industribyen Liege, hvorfra man begiver sig mod syd mod hjertet af Ardennerne. Som det er tilfældet i de fleste klassikere, er den første halvdel imidlertid ikke særlig svær, og selvom det er umuligt at bevæge sig rundt i regionen uden at køre op eller ned det meste af tiden, byder de 98,5 km fra Liege til vendepunktet i Bastogne kun på én kategoriseret stigning, den nye Cote de Bonnerue  (2,4 km, 5,8%) efter 72 km. Denne del af løbet spiller derfor samme rolle som i alle øvrige klassikere, idet den giver mulighed for, at der etableres et tidligt udbrud og samtidig akkumulerer træthed i feltet. De tidlige udbrydere har imidlertid aldrig en chance i så stort og prestigiøst et løb, men taktik kan spille en vigtig rolle, og derfor er det ikke en dårlig ide at have en rytter ude foran. Derfor tager det ofte nogen tid at få udbruddet etableret, og vi kan derfor forvente en hurtig start. I så langt et løb bliver forspringet herefter ofte ganske stort, mens løbet finder ind i en rolig rytme.

Når rytterne når Bastogne, vender de rundt og bevæger sig tilbage mod Liege, men denne gang benytter de en meget længere og hårdere rute. Efter at have været oppe over den stejle Cote de Saint-Roch (1,0 km, 11,1%) efter 109 km, plejer løbet for alvor at blive åbnet, når man rammer Cote de Wanne. I år er det i stedet den nye Cote de Mont-le-Soie (4 km, 6,1%), der åbner ballet med 106,5 km igen. 16 km senere følger Cote de Pont (1,0 km, 10,5%), herefter de syv resterende stigninger følger relativt hurtigt efter hinanden, hvorfor der er ikke mange muligheder for at komme sig i resten af løbet. Næste udfordring er den siden sidste år nye Cote de Bellevaux (1,1 km, 6.8%), der har top bare 4 km senere, og herefter er der bare 8 km til toppen af en anden nyskabelse fra 2017, den ultrastejle Cot de la Ferme Libert (1,2 km, 12,1%), der har top med 78,5 km til mål. Herefter venter et lidt lettere stykke, inden man rammer man den klassiske rute med Col du Rosier (4,4 km, 5,9%), der altid er den længste stigning. Toppen kommer med 60,5 km til mål og efterfølges af Col du Macquisard (2,5 km, 5%), der passeres med 47,5 km igen.

Denne hårde del med adskillige stigninger er typisk stedet, hvor de store hold begynder at lægge pres på, og herfra er det et gradvist udskilningsløb, hvor ryttere konstant må opgive at følge med. Samtidig er løbet ofte enormt aggressivt i denne fase. Det er ikke usædvanligt, at man får skabt en gruppe af stærke klatrere fra nogle af de store hold, og mange af disse kan komme meget langt med et sådant fremstød. Ved at sende ryttere afsted kan man både gøre løbet hårdt og sikre sig, at man har folk ude foran, der kan hjælpe senere i løbet. Løbssituationen ændres ofte hurtigt i denne del, når folk i udbruddene falder fra, og andre angriber bagfra. Det er her favoritholdenes evne til at kontrollere løbet for alvor testes.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Løbet når sin mest ikoniske stigning, Cote de La Redoute (2,0 km, 8,9%), med 36 km til mål. Som sagt er den ikke længere det afgørende punkt i løbet, men den spiller stadig en vigtig rolle. Det er her den første afgørende udskilning skabes, og derfor er der tale om en vanvittig positionskamp, når man nærmer sig bunden. Den første kilometer stiger med ca. 8%, mens de næste 500 m med sine 13% er de vanskeligste, inden den flader ud mod toppen. Her er antallet af mulige vindere typisk reduceret markant, og stigningen er en god mulighed for outsidere til at komme favoritterne i forkøbet.

Desværre er stykket efter Cote de la Redoute meget bedre for et jagtende felt end for angribere, og det betyder, at det ofte sker en betydelig regruppering i denne fase. Det var det, arrangørerne forsøgte at undgå, da man i 2014 introducerede en ny stigning, men det fungerede ikke. Derfor er det ikke usædvanligt, at favoritholdene har fået hentet alle udbrydere, når man rammer Cote de la Roche-aux-Faucons (1,5 km, 9,3%), hvis top kommer med 19 km til mål. Efter en hård start med en stigningsprocent på 9 bliver den lidt lettere på det midterste stykke, inden den når sit stejleste punkt med 10,8% mod slutningen.

Siden den blev introduceret i 2009 har Cote de la Roche-aux-Faucons altid spillet en nøglerolle i løbet, og det har ofte været her, favoritterne har sat deres fremstød ind. I 2009 kørte Andy Schleck alene væk og tog herefter en imponerende solosejr, i 2011 blev det afgørende udbrud med Philippe Gilbert og Schleck-brødrene etableret her, og i 2012 kørte Vincenzo Nibali fra alt og alle i det, der længe lignede det afgørende fremstød. Siden 2013 har stigningen imidlertid ikke kunnet skabe samme udskilning.

På toppen af Roche-aux-Faucons er der typisk etableret en lille gruppe af favoritter, men hvis ikke kortene er givet rigtigt, vil der ske en regruppering. Selvom terrænet efterfølgende ikke er meget svært, skal man imidlertid ikke undervurdere denne del, da der aldrig er mange hjælperyttere tilbage. Det udnyttede Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev eksempelvis i 2010, hvor de benyttede netop dette stykke til at køre væk og siden afgøre løbet mellem sig. I de senere år er der også blevet etableret stærke fremstød med folk som Julian Arredondo, Roman Kreuziger, Jakob Fuglsang, Domenico Pozzovivo og Giampaolo Caruso i denne fase. Man kommer imidlertid hurtigt ud på en større vej, hvor en jagt kan organiseres, og derfor er der ofte igen samling i en gruppe af favoritter, når man nærmer sig udkanten af Liege.

Som altid får rytterne en stor og vigtig chance for at komme af med rivalerne, når de rammer Cote de Saint-Nicolas (1,2 km, 8.6%) i den absolutte finale. Den er stejlest i bunden, hvor den stiger med 10,9% i gennemsnit over de første 500 m, men derefter bliver den noget lettere. Toppen kommer med bare 5,5 km til mål, og det er typisk her, man ser det afgørende slag mellem favoritterne, idet de stejle skråninger kan gøre en stor forskel så sent i et langt, hårdt løb. Meget ofte er der på toppen kun en håndfuld ryttere tilbage, og i 2014 så det endda ud til at Pozzovivo og Caruso havde sat det afgørende fremstød ind her. Selvom der er tid til, at ryttere kan komme tilbage, ser man ofte, at den gruppe, der er etableret her, ender med at afgøre løbet.

I år skal man ikke over Rue de Hal, og derfor er der tale om den klassiske finale med et hurtigt indløb til afslutningen i Liege-forstaden Ans bestående af en nedkørsel og et kort, fladt stykke, der leder frem til den sidste bakke op mod mål. Den er ganske vist ikke en af de kategoriserede stigninger, men den sidste kilometer stiger med 4,6% i gennemsnit, og det kan gøre ganske ondt til sidst i et allerede meget hårdt løb. Normalt kan sådanne procenter ikke gøre nogen forskel for verdens bedste klatrere, men efter næsten 260 km i kuperet terræn, kan der slås huller, og frontgruppen bliver som regel splittet, enten ved at en rytter kører solo, eller at der sker udskilning bagfra. Til sidst tager man det berømte højresving, hvor Dan Martin så dramatisk styrtede i 2014, med få hundrede meter til mål, og herefter stiger det svagt det sidste stykke op mod mål. Det er ikke altid den hurtigste, der vinder i Ans, men derimod ham med mest power i benene efter 260 km - bare spørg Wout Poels, der i 2016 slog en hurtig mand som Michael Albasini i spurten - og dermed er det en passende afslutning på et af de meste prestigiøse og sandsynligvis det hårdeste endagsløb på kalenderen.

I alt har løbet 4029 højdemeter.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Vejret

I 2016 var vejret det helt store samtaleemne, fordi der blev lovet kulde og endda sne på toppen af stigningerne. Det endte med at få stor indflydelse på løbet, idet mange af de magre klatrere havde det svært i de kolde betingelser.

I år er situationen den diametralt modsatte. Nordeuropa er ramt af historisk varme betingelser, der fik en ganske klar indflydelse på Fleche Wallonne, hvor mange led i de uvante temperaturer. Ligesom i Danmark er varmen på retur, men den hænger dog ved søndag, hvor der ventes temperaturer i Liege på 25 grader. Det er dog ikke hele fortællingen, idet der efter en solrig morgen er risiko for tordenbyger om eftermiddagen som led i overgangen til køligere vejr. Der vil blot være en let til jævn vind fra sydvest, hvilket giver sidemodvind på turen ned til Bastogne, sidemedvind på første del af hjemturen og hovedsageligt sidevind efter toppen af Ferme-Libert. Efter Roche-aux-Faucons vil der være sidemedvind stort set hele vejen hjem, dog med sidevind på de sidste 2 km og modvind på den meget korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Selvom Liege-Bastogne-Liege afvikles i samme uge som Amstel Gold Race og Fleche Wallonne og betragtes som en del af samme løbsserie, er det farligt at drage for mange sammenligninger med de to forrige ardennerklassikerne. Mange af de store navne er ganske vist de samme i de tre løb, men der er flere faktorer, der gør, at helt nye navne kan blande sig i kampen om sejren, og man kan på ingen måde overføre det samme hierarki fra de forrige løb til Liege.

Først og fremmest er løbenes natur forskellige. I Amstel og Fleche handler det i høj grad om eksplosivitet og punch, og med den begrænsede udskilning er positionering en nøgle til succes. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad de store motorers løb, hvor udholdenhed og klatreegenskaber betyder langt mere. Den naturlige selektion er større, og derfor er det mindre væsentligt at holde sig fremme undervejs. Selvom en god spurt bestemt er en fordel, handler det mere om friskhed og styrke, når man efter 200 km rammer løbets finale - eksempelvis vil Wout Poels kun 1 gang ud af 100 slå Michael Albasini i en spurt, men det gjorde han uden problemer i 2016. Amstel mangler hårdheden og Fleche Wallonne distancen, og kombinationen af de to faktorer gør Liege helt anderledes.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Derudover er La Doyenne det store mål for de fleste ardennerryttere, og mange ryttere har holdt lidt igen i de foregående løb for at være helt på toppen på søndag. Det er ikke usædvanligt at se ryttere, der intet har vist i de foregående løb, pludselig være med dybt inde i finalen. Derudover ankommer der som regel en gruppe klatrere fra Tour of the Alps eller træningslejre, og det giver det hidtil mest stjernebesatte felt, et felt, der ofte kun overgås af det, man normalt ser i Tour de France.

I de seneste fem år har løbet imidlertid været mindre selektivt end tidligere, og det har været en ganske stor gruppe, der har været samlet i bunden af Saint-Nicolas. I 2013 skyldtes det delvist fraværet af Roche-aux-Faucons, men heller ikke i 2014, 2015, 2016 eller 2017 har den nye nøglestigning været i stand til at skabe den udskilning, den gjorde i de første år. I det hele taget har løbet været meget mere kontrolleret, og tendensen har været, at favoritterne har ventet til Saint-Nicolas med at angribe. Ganske vist er der blevet kørt aggressivt tidligere, specielt på stykket umiddelbart efter Roche-aux-Faucons, men hver gang er det blevet samlet igen inden Saint-Nicolas. Herefter er en gruppe af varierende størrelse kommet fri, og de har afgjort slaget på bakken op til målet i Ans. Kun i 2014, hvor Pozzovivo og Caruso næsten snød favoritterne, samt i 2016, hvor den nye Rue Naniot-stigning ændrede løbets dynamik, har vi set andre scenarier. Det betyder imidlertid ikke, at favoritten altid har vundet, tværtimod. Efter 260 km kan alt ske på den sidste bakke. Martin og Gerrans var overraskende vindere i henholdsvis 2013 og 2014, og det var kun i 2015 og 2017, at løbets store favorit Valverde også viste sig at være den stærkeste i finalen.

I år kan det imidlertid blive anderledes. Efter nu i flere år at have serveret alt på et sølvfad til Valverde i Fleche Wallonne lykkedes det i år endelig rivalerne at sætte Movistar under pres. Forklaringen var delvist en hårdere rute, men også det forhold, at stort set alle de rivaliserende hold gik ind med en tosidet strategi om både at angribe og have en mand til finalen. Eksempelvis spillede Quick-Step en risikabel gang poker ved at satse på Maximilan Schachmann til slut - et sats, der kunne have kostet sejren til Julian Alaphilippe. Faktisk var Movistar så meget på hælene, at de aldrig havde hentet de forreste, hvis ikke Lotto uheldigvis havde misset den stærke gruppe og med en voldsom føring af først Tiesj Benoot og en vanvidsføring af Jelle Vanendert på selve Muren fik lukket store dele af hullet.

Det har helt sikkert give mod på mere. Samtidig har utallige hold flere formstærke ryttere, men kun meget få har en chance i en spurt mod Valverde og Alaphilippe. Derfor vil Movistar virkelig blive sat under pres, særligt fra Roche-aux-Faucons og frem, hvor vi meget vel kan se formstærke klatrere som Roman Kreuziger, Jakob Fuglsang, Geraint Thomas, Vincenzo Nibali, Tom Dumoulin, Romain Bardet, Ion Izagirre, Domencio Pozzovivo, Bauke Mollema, Tim Wellens, Jelle Vanendert og Tiesj Benoot spille ud. Kan en stærk gruppe samarbejde, kan de meget vel køre hjem, ikke mindst fordi der vil være medvind mod slutningen. I år er det mindre oplagt, at vi vil få den ventede Valverde-Alaphilippe-duel på bakken i Ans.

Særligt to forhold vil spille ind i forhold til chancerne for en sådan gruppe. Først og fremmest er der Movistars taktik. I de tidligere år har de haft stort held med at sende en mand med i disse udbrud i både Fleche og Liege, og det har reelt neutraliseret dem. Det glippede i onsdags, men det vil de være meget opmærksomme på ikke at lade ske igen. Særligt Mikel Landa bliver helt afgørende, for han kan bruges langt bedre i denne rolle. Kommer han med i en gruppe og sætter sig på hjul, kan han have en dræbende effekt på ethvert udbrud, for hvem vil slæbe en frisk Landa med frem til bunden af Saint-Nicolas?

Den anden vigtige faktor er Quick-Steps tro på Alaphilippe. Belgierne er kendt for at køre aggressivt, men måske vil det være anderledes søndag. Efter sejren i Fleche må man for alvor tro på, at Alaphilippe kan slå Valverde i en direkte duel, og derfor kan de meget vel tænkes at køre mere defensivt end vanligt. Med navne som Bob Jungels, Philippe Gilbert, Enric Mas, Maximilian Schachmann og Pieter Serry har de ubetinget et af de stærkeste hold, og de kan derfor være en helt afgørende allieret for Movistar. Det samme kan UAE, der stadig tror fuldt og fast på Dan Martin, som atter var svært uheldig i Fleche Wallonne, hvor et styrt satte ham ud af spillet.

Med andre ord er der lagt op til et mere underholdende og aggressivt Liege end i de senere år, hvor løbet helt berettiget har fået kritik for at være alt for kedeligt. Det bliver det helt sikkert ikke denne gang, og for første gang i mange år er det ikke umuligt, at en gruppe kan køre hjem fra distancen. Det gør det usædvanligt åbent. Alligevel tror vi mest på, at det er et større felt, der er samlet i bunden af Saint-Nicolas - det er trods alt det, historien sandsynliggør, ikke mindst fordi stykket mellem de to sidste stigninger afgørende favoriserer feltet - primært fordi Quick-Step formentlig vil lave en ret klar alliance med Movistar.

Det er derfor med større tvivl end vanligt, at vi gør Alejandro Valverde til vores favorit. For første gang i mange år viste den spanske veteran sårbarhed på Mur de Huy, og han kørte slet ikke med sin vanlige autoritet. Alligevel kan man med nogen ret hævde, at spanieren var den stærkeste rytter, og at hans nederlag primært skyldtes en sjælden fejl. Valverde sad ganske enkelt for langt tilbage i bunden af Muren, formentlig i den tro, at det som vanligt ville gå i stå undervejs, og at han derfor ville få mulighed for at bevæge sig frem senere. Det skete imidlertid aldrig, da en overraskende stærk Jelle Vanendert viste sig i stand til at føre stort set fra bund til top, og farten var derfor så høj, at Valverde aldrig fik mulighed for at bevæge sig frem. Derfor måtte han brænde den ene tændstik, man har på Muren, på at lukke hullet til Julian Alaphilippe, da franskmanden åbnede op. Det lykkedes da også for Valverde, men kræfterne rakte ikke til at gå forbi.

Al logik siger da også, at Valverde burde være stærkest. Det har han i hvert fald været i hvert eneste klatreløb, han har kørt i denne sæson, og faktisk har han som regel virket nærmest ubesværet, når han har sat verdens bedste klatrere til vægs med skræmmende styrke. Senest var han klart bedste mand på stigningerne i Amstel Gold Race, hvor det var ham, der skabte udskilningen på både Geulhemmerweg og Bemelerberg og formentlig havde vundet, hvis ikke en presset Alaphilippe akkurat fik lukket hullet på sidstnævnte. Den form er helt sikkert ikke forsvundet, og Valverde burde være sit vanlige suveræne selv igen på lørdag.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Samtidig har Valverde flere fordel. For det første har han erfaringen, og det kan vise sig helt afgørende i kampen mod Alaphilippe. Samtidig burde det større antal højdemeter og de længere stigninger i teorien favorisere spanieren i forhold til sin franske rival, der aldrig har været helt så stærk i det hårdeste terræn. Endelig har Valverde den klare fordel, at han i en relativt flad spurt som denne er den hurtigste af alle favoritter undtagen Michael Matthews, også hurtigere end Alaphilippe. Sidder han med fremme i det sidste sving, vil han være meget svær at slå.

Lige siden han nærmest sensationelt fik en andenplads i sin debut i både Fleche Wallonne og Liege for tre år siden, har det været klart, at Julian Alaphilippe er den naturlige tronfølger til Valverde, når den spanske veteran - sikkert om mange, mange år - endelig abdicerer. Onsdagens sejr viser, at tronskiftet måske allerede kan komme i år. Efter sidste års klassikersæson blev ødelagt af en knæskade har vi alle med spænding set frem til at se Alaphilippe i disse løb, ikke mindst fordi hans suveræne præstation ved sidste års VM vidner om, at franskmanden er blevet endnu bedre end sidst, han kørte i Ardennerne.

Onsdagens triumf viser, at Alaphilippe har nærmet sig Valverde, og han vil have en reel tro på, at han kan matche spanieren i en direkte duel i finalen. Det vil formentlig derfor også være hans strategi, og er der en rytter, der kan slå ardennerkongen i Ans, er det Alaphilippe, der er skræddersyet til en finale som denne. Umiddelbart er han dog dårligere stillet i Liege end i Fleche. Først og fremmest er løbet hårdere, og det kan gøre det vanskeligere for Alaphilippe, hvis force er hans punch. For det andet er Valverde som sagt hurtigere i en afslutning som denne. For det tredje har Alaphilippe ikke samme erfaring som Valverde, der altid timer sin spurt med klinisk præcision - helt modsat Alaphilippe, der senest på 1. etape i Baskerlandet var tæt på at smide en sikker sejr væk ved at åbne for tidligt. Det ændrer dog ikke på, at det formentlig blot er et spørgsmål om tid, inden Alaphilippe også slår Valverde i Liege, og når det kan ske i Fleche, kan det ske allerede i år.

Det kræver noget helt særligt at vinde de helt store endagsløb og stort set altid slå til på den rette dag. En af de få, der besidder den helt specielle evne er Dan Martin. Ireren vinder ikke mange cykelløb, men det siger alt om hans klasse, at han sammen med Philippe Gilbert er den eneste aktive rytter, der har vundet begge de to kuperede monumenter. Faktisk havde han formentlig haft to Liege-sejre på sit CV, hvis ikke han var skredet ud i sidste sving i 2014, og hans klasse blev bekræftet sidste år, hvor det kun var et fantastisk comeback af Valverde, der forhindrede ham i at vinde igen.

Alligevel er der denne gang ingen, der taler om Martin, men det er formentlig en stor fejl. Når han missede ud i Fleche, skyldtes det nemlig alene, at han blev fanget i et styrt på Muren, og det gjorde det umuligt at komme tilbage. Desværre skete det efter et forår, der er blevet ødelagt af sygdom, og derfor har det været let at afskrive ireren. Martin insisterer imidlertid på, at formen er god, og da han som meget få altid er i stand til at time sin forberedelse til Ardennerne, er der absolut ingen grund til at betvivle en rytter, hvis fornemste evne er at peake på dagen. Sammen med Alaphilippe og Valverde er han den største specialist i en finale som denne, og sidste år viste han atter, at han ved at angribe tidligt på bakken i Ans har punchet til at køre hjem, som han gjorde det i 2013 og var på vej til at gøre det i 2014, inden han styrtede. Sidste år fangede Valverde ham, men det gør han næppe i år, hvis han og Alaphilippe kigger for meget på hinanden. Derfor kan Martin meget vel tage sin anden sejr i Liege.

Liege byder som sagt tit på overraskelser, men sjældent er de lige så store som den, Michael Matthews leverede sidste år. Australieren stillede til start i den sikre forvisning, at løbet ville være for hårdt, men han overgik både sine og holdets forventninger ved at sikre sig en fjerdeplads. Det har givet ham mod på mere, og i år har han derfor forberedt sig helt specifikt på klassikerne. Sunweb-staben har haft mindre fokus på eksplosivitet og spurtstyrke og mere fokus på ernæring, vægttab og klatreevner. En brækket skulder i Omloop Het Nieuwsblad betød desværre, at han jagtede formen gennem hele foråret, og efter en skuffende præstation i Baskerlandet var der ikke meget, der tydede på, at australieren var klar til klassikerne.

Det skulle imidlertid vise sig at være helt forkert. Nu kommer den langsomme start tilsyneladende Matthews til gode. I hvert fald han har aldrig klatret bedre. I Amstel så han ud til at være i kolossalt overskud, indtil en dum punktering satte ham ud af spillet, men det var i Fleche, at den helt store sensation kom. På Muren, der altid har været alt, alt for stejl for Matthews, kørte han sig til en chokerende femteplads - en præstation, der ikke uden grund blev betegnet som historisk af Sunweb-sportsdirektør Aike Visbeek, som fremhævede det særegne, at den regerende vinder af pointtrøjen i Touren kunne løre i top 5 på Mur de Huy! Det gør Matthews livsfarlig i Liege, der umiddelbart passer ham langt, langt bedre. På Muren vil han altid få svært ved at slå de lettere folk, men på målbakken i Ans er der i teorien ingen grund til, at han ikke kan slå Valverde og Alaphilippe. Kommer de ikke af med ham inden sidste sving, er Matthews i teorien den hurtigste i en spurt, og i år har han sit livs chance for at sidde med hele vejen frem til de sidste meter.

Det holdt hårdt, men i år er det endelig lykkedes for Tim Wellens at time formen til ardennerklassikerne. Endnu bedre er det, at det sker i et år, hvor han har været stærkere end nogensinde tidligere. Allerede sidste efterår var han nærmest skræmmende, ikke mindst da han vandt kongeetapen i BinckBank Tour, som netop fandt sted i dette terræn. I år er succesen fortsat med den overraskende sejr i Ruta del Sol og den uventet gode indsats også i høje bjerge, der førte til en uventet femteplads i Paris-Nice. Senest viste han stor styrke i Brabantse Pijl, som han vandt i overlegen stil.

Wellens var med fremme i Amstel Gold Race, hvor han måske ikke kunne matche Alaphilippe og Valverde på stigningerne, men ikke var langt efter. I Fleche Wallonne gjorde han det glimrende på en stigning, der er en anelse for stejl for ham, og derfor er han utvilsomt klar til den af klassikerne, der umiddelbart passer ham bedst. Wellens store styrke er hans evne til at udse sig momentet til at angribe, og hans talrige solosejre viser, at han er stort set umulig at fange, når han først har fået hullet. Derfor er udsigten til en aggressiv finale helt perfekt for Wellens, der samtidig har den fordel, at han modsat mange af klatrerne er en glimrende afslutter. Hans problem er, at alle kender hans styrke, hvilket var tydeligt i Amstel, hvor Valverde ikke tillod ham at få en millimeter. Lykkes det ham at få hullet på søndag, ser man ham dog næppe igen.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Der er formentlig mange, der havde afskrevet Roman Kreuziger som et falleret talent, der nu var tilfreds med en rolle som hjælper for Mitcheltons mange klatretalenter. I denne uge har han imidlertid vist, at der fortsat er liv i de endnu ikke specielt gamle ben. Tjekken har ganske vist altid gjort det godt i ardennerklassikerne, men aldrig har han været så stærk som i år. I Amstel var han i stand til at køre væk i finalen, selvom han sammen med Enrico Gasparotto havde været foran i en lang periode, og i onsdags skabte han en lille sensation ved at blive nummer 4 i en eksplosiv finale, der på ingen måde passer til den tjekkiske dieselmotor.

Den gode nyhed for Kreuziger er, at Liege med sine lange stigninger passer langt bedte til hans slidstyrke, og det er derfor med god grund, at Michelton møder op med et hold, der kører 100% for deres tjekkiske kaptajn. Naturligvis er Kreuziger den ulempe, at han i en spurt er slået af de fleste, men på målbakken i Ans handler det altid om, hvem der har mest i benene. I en aggressiv finale er der en god chance for, at Kreuziger vil kunne køre med i en stærk gruppe og herefter gøre det færdigt på den afsluttende stigning i udkanten af Liege.

Der er ingen, der taler om Geraint Thomas, og det kan man godt undre sig over. Waliseren har måske vendt blikket mod etapeløbene, men hans gennembrud kom i klassikerne, som fortsat har hans store kærlighed. Hidtil har han fokuseret på brostenene, og derfor har han paradoksalt nok aldrig kørt i Liege. Det gør han imidlertid i år, og han har længe set frem til at gøre debut i et løb, der står hans hjerte nær. Med hans øgede fokus på klatring tilsiger al logik da også, at det nu er den klassiker, der passer ham bedst.

Kombinationen af evnen til at peake i et endagsløb, hans store klassikererfaring og fremragende klatreben burde være en skræmmende kombination. Man skal nemlig ikke glemme, at Thomas i de seneste halvandet år har forbedret sig voldsomt i bjergene, hvor han særligt i sidste års Tour of the Alps var nærmest skræmmende stærk. I år havde han da også utvivlsomt vundet i både Algarve og Tirreno, hvis det ikke havde været for hhv. en sær Sky-taktik og et dårligt timet uheld. Hans sidste store forårsmål inden Touren er Liege og Romandiet, og han må efter træning i højderne ventes at være knivskarp. Også han drager fordel af en aggressiv finale, og han har samtidig en glimrende afslutterevne i en knaldhård afslutning som denne. Der er al mulig grund til at holde et skarpt øje med Thomas, der er sulten efter revanche so følge af styrtet i Roubaix.

En anden rytter, der hentes ind til lejligheden, er Tom Dumoulin. Også han er fløjet under radaren, men der er al mulig grund til at frygte hollænderen, der er skabt til dette løb. Vi ved alle, hvor fremragende en klatrer han er blevet, og man skal ikke glemme, at han i starten af sin karriere havde stor fokus på endagsløb som disse. Han har en stor motor til et klatreløb som dette, og han er samtidig lynhurtig på stregen, ikke mindst i en stigende spurt som denne. Samtidig er han en aggressiv type, der ligesom Thomas, Wellens og Kreuziger vil kunne drage fordel af en aggressiv finale.

Dumoulin har haft et uheldsramt forår med sygdom, styrt og defekter og har derfor ingen resultater hidtil. Samtidig har han ikke kørt løb siden Sanremo, men han har ikke ligget på den lade side. Tværtimod har han trænet i højderne frem mod Giroen, og han burde være meget tæt på topformen. Det er klart, at han mangler løbsrytme, men sidste år kom han fra en lignende situation til San Sebastian, hvor han endte med at køre med om sejren i den spanske klassiker. Sidste år brugte han primært dette løb som forberedelse, men i år er meldingerne, at han har ambitioner. Det gør ham til en livsfarlig rival i et løb, der passer ham

Vincenzo Nibali er måske mest kendt for sine meritter i grand tours, men han har en særlig kærlighed til endagsløbene. I år er hans allerstørste mål at blive verdensmester, og derfor har klassikerne i år et særligt fokus. Det har givet plads til, at han har kunnet give prioritet til at indfri drømmen om at vinde i Liege - en sejr, der på hjerteskærende vis blev ham frarøvet af en næppe helt ren Maxim Iglinskiy i 2012. Derfor har han lagt hele foråret til rette efter at toppe til søndagens løb, og alt har været gearet ind på denne weekend. Faktisk kom hans sejr i Sanremo som et kæmpe chok for ham selv og holdet, da han ikke var i nærheden af sin topform.

Desværre er der noget, der tyder på, at det heller ikke er tilfældet nu. Nibali manglede nemlig en del i Flandern og Baskerlandet, og særligt i Amstel og Fleche, hvor han ellers animerede finalen, men overraskende måtte slippe til sidst, viste han overraskende svaghedstegn. Desværre viser historien, at det ikke altid lykkes Nibali at peake, når han skal, og noget kunne tyde på, at han denne gang har mistimet det en anelse. At afskrive Hajen i et løb, der formentlig vil være aggressivt, kan dog være livsfarligt. Hans præstation ved OL, hvor formen kom en anelse ud af det blå, viser, at han kan have spillet poker med os i de foregående løb. Sejren i Sanremo viser, at Nibali med sit killerinstinkt kan vinde løb på ren snilde, selvom han ikke er i topform. Måske bider hajen derfor alligevel igen på søndag.

Ligesom for Kreuziger var vi sikkert mange, der havde afskrevet Jelle Vanendert. Efter storhedstiden i begyndelsen af dette årti var belgieren gledet ind i anonym hjælperrolle, og han har i de senere år ikke opnået væsentlige resultater. I år har alt imidlertid været forandret. Allerede i Ruta del Sol var det bemærkelsesværdigt, at manden, der aldrig har fundet benene før april, pludselig blev nr. 10 på løbets kongeetape, og siden da er han fortsat med at imponere. I Baskerlandet kørte han brølstærkt på 1. etape, der egentlig burde have været for svær, inden han spillede en nøglerolle for Wellens i Brabantse Pijl. Efter 10. pladsen i Amstel kom så den helt store præstation i onsdags, hvor hans monsterføring på Muren vel nærmest må gå over i historien. Han kørte endda så stærkt, at kaptajn Wellens efterfølgende blev halvsur over, at hjælperen nærmest havde været for god. Den form før ham livsfarlig i et aggressivt Liege, hvor han sammen med Wellens og Tiesj Benoot vil udgøre en stærk trio, der kan drage fordel af det vanskelige terræn til at angribe på skift. Med den form, han har i øjeblikket, har Vanendert sit livs chance for at vinde en klassiker, da han allerede har vist, at han har motoren til at begå sig i de helt lange løb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Romain Bardet er cykelromantiker, og derfor elsker han klassikerne. Særligt Liege står hans hjerte nær, og heldigvis har han også gode evner i det belgiske løb. To sjettepladser, senest i 2017 vidner om potentialet, ligesom han også flere gange har været blandt de stærkeste i det andet klatremonument, Il Lombardia. Bardet viste sine evner som endagsrytter med tredjepladsen i Strade Bianche, men er siden blevet sat tilbage af sygdom, der gav anledning til bekymring i Baskerlandet. Nu har han alligevel nået at finde formen med en 2. plads i Tour du Finistere fulgt op af en sjetteplads på Muren, selvom han endda havde brugt kræfter på at komme tilbage efter styrtet forud for anden passage af stigningen i Huy. Bardet er en rigtig slider, der er stærk over 260 km, og han har samtidig næsen for at gribe momentet i det, der kan blive en svært kontrollerbar finale. Ingen kan betvivle, at han er en af feltets klatrere, og han har endda et glimrende punch på korte stigninger som dem, der venter på søndag.

Jakob Fuglsang har gjort kvantespring i det seneste års tid. Sejren i Dauphiné markerede et vendepunkt for danskeren, der siden da har været som forvandlet. Også i år har han været flyvende, blandt andet i Paris-Nice, hvor kun en taktisk disposition forhindrede ham i at køre med om sejren på kongeetapen. Med en stærk præstation i Amstel viste han, at han har timet formen til Ardennerne perfekt, og selvom der nok var større forventninger til ham i Fleche burde han have benene til at gøre sig gældende i Liege, som passer den danske dieselmotor langt bedre. En niendeplads er det bedste resultat i løbet, men hans sølvmedalje ved OL og femtepladsen i Amstel vidner om, at han er en glimrende endagsrytter. Han er desværre en svær afslutter, men han har motoren til at gøre forskellen og gribe momentet i det, der kan blive et meget aggressivt løb.

Den helt store skuffelse i Fleche Wallonne var Dylan Teuns. Efter en stærk præstation i Paris-Nice og Baskerlandet forventede de fleste, at belgieren ville være i stand til at køre med om topplaceringerne og måske forbedre sidste års tredjeplads, men han løb desværre helt tør for kræfter på den sidste halvdel af Muren. Han insisterer dog på, at formen er ganske glimrende, og han efterlod da også et glimrende indtryk i Amstel, hvor det kun var uopmærksomhed og dårlig positionering, der kostede ham deltagelse i finalen. Desværre passer Liege ham ikke helt så godt som Fleche, hvor han er som skabt til den eksplosive mur, ligesom han fortsat mangler for alvor at bevise sig selv over 260 km. Der er dog ikke tvivl om, at Teuns er en af fremtidens helt store ardennerryttere, og efter hans præstation i dette forår er der al mulig grund til at tro, at han vil kunne rejse sig efter onsdagens skuffelse.

Det kræver noget helt særligt at komme direkte fra Tour of the Alps og alligevel køre finale i Liege. Der er dog én rytter, der mestrer kunsten bedre end nogen anden. Domenico Pozzovivo gjorde første gang forsøget i 2014, hvor han endte som nummer 5 og var ganske få meter fra at løbe med det hele. Året efter blev han nummer 8, og sidste år viste han atter evnerne med en 12. plads. Kun i 2016 kiksede det helt, men det var i den periode, hvor han efter styrtet i 2015-udgaven befandt sig i et hul, han kun langsomt kom ud af. Det gjorde han i løbet af foråret 2017, og sidste år var han i den sidste uge af Giroen vel stærkere end nogensinde. Hans nylige andenplads i Tour of the Alps, hvor han klart var en af de stærkeste på stigningerne, vidner om, at formen er helt i top, og det gør ham farlig. Pozzovivo er måske ikke prototypen på en endagsrytter, men han har nu allerede én gang været ufatteligt tæt på at snyde alle favoritterne. Derfor bør man holde øje med italieneren, der på Bahrain-Merida er en nøgledel af løbets måske bredeste hold.

Efter et drømmeforår havde Tiesj Benoot skabt kolossale forventninger forud for ardennerklassikerne. Belgieren så da også ud til at være på sporet til mere succes, da han kørte sig til en tredjeplads i Brabantse Pijl. Desværre løb han tør for kræfter i Amstel Gold Race og det skabte tvivl hos både ham selv og holdet om, hvorvidt sæsonen alligevel var blevet en anelse for lang for belgieren, der har kørt stærkt siden Omloop Het Nieuwsblad. I Fleche Wallonne efterlod han dog et særdeles positivt indtryk, da han med en vild føring spillede en nøglerolle i at hente Nibali-gruppen. Det har givet anledning til en vis optimisme i Lotto-lejren, der håber på, at der alene var tale om en offday i Amstel. Benoot selv føler sig da også fint kørende, og Liege burde på papiret passe ham fremragende, ikke mindst med den klatrestyrke, han viste i Tirreno, og den motor, vi alle ved han har. Sammen med Wellens og Vanendert vil han kunne udgøre en stærk trio, der kan spille mange kort i en aggressiv finale.

For et par år siden var Bauke Mollema stort set altid i top 10 i ardennerklassikerne, men i de senere par år har han nedprioriteret de store endagsløb. I år har han imidlertid atter givet dem fuld fokus og det med god grund. Man skal nemlig huske, at hollænderen med sine mange topplaceringer, herunder en sejr, i Clasica San Sebastian, har vist sin evne for de kuperede endagsløb, og selvom han måske er mest kendt som grand tour-rytter har han faktisk et glimrende punch. Efter sygdom under Paris-Nice har han stille og roligt bygget formen op med en solid præstation i Baskerlandet, men et skuffende Amstel efterlod alligevel tvivl om timingen. En stærk sjetteplads i Fleche vidner dog om, at fremgangen er fortsat, og nu står han foran det løb, der passer hans motor bedst. Mollema har givet små indikationer på at stå foran en stor sæson, og han kan passende fortsætte ved at sikre sig en første sejr i sportens ældste klassiker.

Egentlig burde Liege have for mange højdemeter til, at Michael Valgren kan blande sig i kampen om sejren, men efter hans meget overbevisende præstation i Amstel, har der åbnet sig helt nye muligheder for danskeren. Da Valverde angreb på Geulhemmerweg i Holland, var Valgren sammen med Sagan og Alaphilippe den eneste, der aldrig slap spanieren, og selvom han i finalen lukrerede en del på sin rolle som underdog og havde mere frihed end favoritterne, kan ingen benægte, at han efterlod et særdeles positivt indtryk i finalen. Han har nu igennem flere løb dokumenteret sin næse for at køre klogt og økonomisere med kræfterne i de helt lange løb, og han er trods alt tidligere blevet nr. 14 i dette løb. Det er klart, at han umiddelbart kommer til kort på de stejle stigninger i forhold til de lettere ryttere, men med hans store motor, lidt held og taktisk snilde kan han måske atter skabe en overraskelse.

Hvis man har set GP Miguel Indurain, Baskerlandet Rundt, Brabantse Pijl og Fleche Wallonne har man ikke kunnet undgå at bemærke ét fællestræk: Jack Haig har været i udbrud. Den unge australier har længe været regnet som et af sportens supertalenter, og sidste år tog han med etapesejren i Polen Rundt og en stærk Vuelta det næste store skridt. I år har det taget lidt tid at finde formen, men en solid præstation i Baskerlandet lagde grunden til, at han var bare få meter fra at vinde sin første store klassiker i onsdags. Som klatrer burde han være endnu mere komfortabel på de længere stigninger i Liege, og hans evigt aggressive kørsel har vist, at han om nogen har både evnerne til og næsen for at drage fordel af en aggressiv finale.

Er der nogen, der kan huske, hvem der sidste år angreb på Saint-Nicolas og kun blev hentet ganske tæt på stregen? Det var såmænd stortalentet Davide Formolo, der ellers i de seneste to år er gået totalt i stå, Faktisk var præstationen i netop Liege det eneste, der kan berettige, at han har været udskreget som den næste italienske grand tour-vinder, men vi skal ikke glemme, at han i sine to første år har vist, at han er et sjældent klatretalent. I den første del af denne sæson har der været klare tegn på, at skiftet til Bora har gjort ham godt, og han kan nu stå foran endelig at indfri sit kolossale potentiale. I den seneste måned har han forberedt sig på Giroen i højderne, og derfor ved vi ikke helt, hvor han står. Han vil formentlig mangle noget løbsrytme, men har han været i stand til at bygge videre på sin meget lovende sæsonstart kan han være en af de helt store overraskelser i søndagens løb.

***** Alejandro Valverde

**** Julian Alaphilippe, Dan Martin

*** Michael Matthews, Tim Wellens, Roman Kreuziger, Geraint Thomas, Tom Dumoulin

** Vincenzo Nibali, Jelle Vanendert, Romain Bardet, Jakob Fuglsang, Dylan Teuns, Domenico Pozzovivo, Tiesj Benoot, Bauke Mollema, Michael Valgren, Jack Haig, Davide Formolo

* Mikel Landa, Patrick Konrad, Rui Costa, Rudy Molard, Ilnur Zakarin, Michael Woods, Rigoberto Uran, Michal Kwiatkowski, Enrico Gasparotto, Sergio Henao, Rafal Majka, Robert Gesink, Lilian Calmejane, Enric Mas, Daryl Impey, Diego Ulissi, Philippe Gilbert, Carlos Verona, Tanel Kangert, Ion Izagirre

Danskerne

Jakob Fuglsang og Michael Valgren udgør en stærk kaptajnduo på et bredt Astana-mandskab, der har mange kort at spille, og har begge en reel mulighed for at køre med om sejren. Christopher Juul-Jensen skal være en solid hjælper for formstærke Roman Kreuziger, mens Lasse Norman Hansen og Casper Pedersen kan håbe at ramme det tidlige udbrud i et løb, der desværre er for kuperet til, at de kan gøre sig gældende.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Wout Poels’ sejr fra 2016, Simon Gerrans’ sejr fra 2014 samt Dan Martins sejr fra 2013.