Optakt: Milano-Sanremo

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico markerede i cykelmæssig forstand forårets komme, men det er ikke etapeløb, der inden for vores sport karakteriserer denne årstid. Foråret er nu en gang intimt forbundet med endagesløb, og selvom de to første store europæiske løb begge er del af en ganske imponerende etapeløbskalender på denne tid af året, handler de første måneder hovedsageligtom klassikerne. Kun ganske få etapeløbsryttere har deres allerstørste sæsonmål på denne tid af året, men for endagesrytterne er intet mere vigtigt end de kommende måneder.

Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne gav en første mulighed for at test formen i et virkeligt betydningsfuldt endagesløb, men begge havde stadig kun karakter af forberedelse. På lørdag er opvarmningsfasen imidlertid endegyldigt slut. Nu er der ikke længere nogen undskyldninger: klassikerrytterne skal være 100% til årets første store endagesløb, Milano-Sanremo.

Forårsklassikerne finder hovedsageligt sted i Nordeuropa, men det hele starter under - vanligvis - varmere himmelstrøg i det, der er et af to italienske monumenter. Den italienske endagesscene har traditionelt været ekstremt righoldig med mange legendariske og prestigiøse løb, men helt i top i hierarkiet er Milano-Sanremo og Il Lombardia, der spiller en helt særlig rolle. Som de eneste virkelig internationale endagesløb i et land, hvor de nationale hold spiller en stor rolle, er de begge blandt cykelsportens fem monumenter og har den helt specielle ære at henholdsvis starte og slutte klassikersæsonen (selvom en nylig kalenderændring betyder, at der nu afvikles et par relativt store endagesløb også efter løbet i Lombardiet.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Under navnene La Primavera og La Classicissima har Milano-Sanremo en helt specielt rolle i cykelsportens historie. Det blev første gang afviklet i 1907, og årets udgave vil således være nummer 108. Den lange rejse fra storbyen Milano til Middelhavet og den efterfølgende tur hen langs kysten er blevet domineret af de fleste af cykelsportens allerstørste navne.

Straks fra start var løbet ikke bare for de lokale ryttere, idet allerede den første vinder, franskmanden Lucin Petit-Breton, var af udenlandsk herkomst, og man skulle frem til 1909, før Luigi Ganna blev første italienske vinder. Ikke desto mindre blev de første år domineret af hjemlandet, og det lykkedes Constante Girardengo at vinde seks gange, Gino Bartali at tage fire sejr og Fausto Coppi at komme til Sanremo først tre gange.

Den dominerende skikkelse i løbet har imidlertid været Eddy Merckx, der vandt ikke færre end syv gange mellem 1966 og 1076 som led i en periode på 30 år, hvor italienerne vandt bare tre udgaver. I de senere år har hjemmebanenationen igen fået en mere prominent plads i det, der er deres vigtigste endageløsb, men siden Filippo Pozzatos sejr i 2006 er det ikke lykkedes de lokale helt at sejre.

Mange klassikere har navne, der er nært forbundet med deres historie og udgøres af navnene på start- og målbyerne. Grundet de kortere distancer i moderne cykling lever de færreste imidlertid op til deres navne, idet starten ofte er flyttet tættere på målbyen. Det er eksempelvis tilfældet for løb som Paris-Roubaix og Paris-Tours, der ikke længere starter i den franske hovedstad.

Milano-Sanremo er en af de få undtagelser, der stadig beærer traditionen ved faktisk at blive afviklet mellem de to byer, der udgør navnet. Løbet følger stadig den helt traditionelle rute fra storbyen Milano henover den flade Poslette og op over Turchino-passet, inden man rammer den kuperede Middelhavskyst. Adskillige små afvigelser fra den direkte rute betyder, at rytterne bliver sendt op ad en masse små stigninger langs kysten, hvilket gør det til en hård udfordring i særdeles smukke omgivelser. Denne loyalitet over for traditionen betyder, at løbet er cykelsportens længste, og igen i år skal der tilbagelægges ikke mindre end 291 km.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE FØR LØRDAG!
 

Det traditionelle design gør løbet helt unikt. Da det hovedsageligt er fladt, er det ikke mærkeligt, at det ofte vindes af en sprinter. De mange sene stigninger betyder imidlertid, at klassikerspecialister og puncheurs har de perfekte affyringsramper til angreb, og de to sidste udfordringer, de legendariske stigninger Cipressa og Poggio, kommer så tæt på mål, at det er muligt at holde hjem.

Der findes ingen anden klassiker, der på den måde appellerer til disse to ryttertyper. Mens Il Lombardia og Liege-Bastogne-Liege er fyldt med stigninger, betyder brostenene i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, at disse to monumenter er alt for hårde for de traditionelle sprintere. Hårdheden af disse løb betyder derfor, at listen over potentielle vindere er ganske kort, men i Sanremo er det uforudsigeligheden, der hersker, og langt flere ryttere har en realistisk mulighed for at vinde. Løbets natur skaber ofte en situation, hvor et reduceret felt forsøger at hente et sent udbrud, der ofte skabes på Poggio i den absolutte finale, og det er altid uhyre spændende, om det lykkes at skabe samling til en massespurt. På listen over klassikere, der kan vindes af en sprinter, har løbet kun selskab as Gent-Wevelgem, Scheldeprijs, Paris-Tours og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og her er det italienske løb i særklasse det største.

Efter at man for ca. 50 år siden introducerede Cipressa- og Poggio-stigningerne har løbet haft et helt fast format, men i 2008 gjorde man løbet hårdere ved at introducere den nye stigning Le Manie. Den kom ganske vist langt fra mål, men den gjorde det eget sværere for sprinterne. Således var den langt hårdere end de øvrige stigninger i løbet, og derfor blev den italienske klassiker betydeligt vanskeligere, hvilket gav sig udslag på listen over vindere. I årene med Le Manie var det kun i 2009 og 2010, at en større gruppe afgjorde løbet, mens Fabian Cancellara, Matthews Goss, Simon Gerrans og Gerald Ciolek alle tog sejre fra mindre grupper eller ved at nå mål alene.

Le Manie var imidlertid ikke nok for arrangørerne, der ønskede at gøre løbet mere attraktivt for klatrerne. Forud for 2014-udgaven planlagde man derfor at inkludere den nye stigning Pompeiana mellem Cipressa og Poggio. Forventningen var, at det ville gøre det helt umuligt for sprinterne, og derfor var folk som Mark Cavendish og André Greipel blandt de mange, der helt opgav den italienske klassiker. I stedet lagde folk som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde alle løbet ind i deres forårsplaner.

Sten- og jordskred reddede imidlertid sprinterne, idet de lokale myndigheder vurderede, at nedkørslen fra Pompeiana var for farlig, og RCS måtte derfor tage en sen beslutning om igen at droppe stigning. Det fik Cavendish og Greipel til at skifte mening, mens Valverde og Froome begge opgav at stille til start i Italien. Da det samtidig hele tiden havde været planen igen at køre uden om Le Manie, blev 2014-ruten pludselig den nemmeste siden 2007.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

RCS insisterede på, at Pompeiana ville blive inkluderet i fremtiden, og derfor ventedes det, at 2014-udgaven ville blive sprinternes sidste chance. Året efter var nedkørslen imidlertid stadig ikke brugbar, og nu synes man helt at have opgivet ideen. Da Le Manie heller ikke er vendt tilbage, er løbet pludselig vendt tilbage til sit helt klassiske format, hvor Passo del Turchino, de tre små capi-stigninger, Cipressa og til sidste Poggio er hovedudfordringerne,

I 2015 blev denne tilbagevenden til rødderne fuldendt, da man vendte tilbage til den oprindelige afslutning på Via Roma i Sanremo, der ikke havde været benyttet siden 2007. Det har reduceret afstanden fra toppen af Poggio til mål med ca. 1 km og øget chancerne for klassikerrytterne. Ikke desto mindre er det en ændring, der er blevet hilst velkommen af sprinterne, der alle drømmer om at vinde løbet på det sted, der historisk har karakteriseret løbet, og derfor er Milano-Sanremo i dag det løb, det traditionelt har været.

Sidste år lykkedes det ikke for alvor at gøre en forskel på Poggio, og efter at Michal Kwiatkowski var blevet kørt ind, og et par sene angreb fra bl.a. Edvald Boasson Hagen var blevet neutraliseret, var det en gruppe på ca. 40 mand, der spurtede om sejren. Finalen blev ekstremt dramatisk, da Fernando Gaviria først styrtede og Nacer Bouhanni siden tabte kæden, inden Arnaud Demare pludselig skød frem og tog den største sejr i karrieren ved at holde Ben Swift og Jurgen Roelandts bag sig. Den yderst formstærke franskmand vender tilbage for at forsvare titlen, og også Swift og Roelandts vil igen gå efter et topresultat, mens både Bouhanni og Gaviria er sultne efter revanche ovenpå sidste års monumentale skuffelse.

Ruten

Milano-Sanremo er som sagt et af de få løb, der fortsat lever op til sit navn i den forstand, at det faktisk starter i Milano og slutter i Sanremo. Da både Le Manie og Pompeiana er definitivt ude af billedet, er løbet igen i år tilbage i dets helt traditionelle format, som det har haft i det meste af de seneste årtier, og der er derfor absolut ingen overraskelser på den 291 km lange rejse fra Po-sletten til Sanremo på den italienske Middelhavskyst. Derfor kan løbet ventes at have dets helt sædvanlige forløb, som har gjort La Primavra til en værdsat del af cykelkalenderen og givet anledning til spændingsmættede finaler. Ruten er helt uforandret i forhold til sidste år.

Som vanligt starter man på Piazza Sempione i Milanos centrum, og derfra bevæger man sig mod sydøst og ned mod Middelhavet. Milano er placeret midt på Posletten, der er et af Europas fladeste områder. Derfor består de første 139 km af en fuldstændig flad rejse, der alene tjener det formål at akkumulere træthed og give et tidligt udbrud mulighed for at blive etableret.

Grundet distancen har udbryderne reelt ingen chance for at holde til mål, og de får derfor ofte nogle meget store forspring, der let når op på mere end 10 minutter. Løbet bliver langsomt mere seriøst, npr man nærmer sig bakkerne, der ligger gemt bag Middelhavskysten, og rytterne skal her op over Passo del Turchino, før de går det første glimt af havet. Stigningen fører op til løbets højeste punkt i 532 m højde, men er ikke vanvittigt svært. Ikke desto mindre er det første chance for de hold, der vil af med sprinterne, til at øge farten og gøre løbet så hårdt som muligt.

Turchino-passet efterfølges af en hurtig nedkørsel, der fører direkte ned til Middelhavskysten bare få kilometer vest for storbyen Genova. Så snart man har nået kystvejen, drejer man til højre, og herfra består resten af løbet af en lang tur langs vandet, kun afbrudt af nogle små ture ind i landet, hvor man udfordres af de mange stigninger, der kendetegner den smukke Liguriske kyst.

Som sagt har rytterne i de senere år oftest haft Le Manie på programmet på den første del af denne rejse, men stigningen er nu fjernet. Derfor er de første 80 af denne kysttur næsten fuldstændigt flad, og der kommer derfor ingen klatreudfordringer, før feltet når frem til 240 km-mærket. Ikke desto mindre vil det være vigtigt for mange hold at holde farten høj, da det handler om at gøre løbet så svært som muligt for sprinterne. Milano-Sanremo er altid et langt ventespil, hvor det er den lange distance, der langsomt trætter rytterne.

De første udfordringer er de tre små capi, Capo Mele, Capo Cervo og Capo Berta, der kommer hurtigt efter hinanden efter henholdsvis 239,6, 244,7 og 252,6 km. Det er vanligvis her, at det tidlige udbrud splittes op og gradvist hentes, mens klassikerspecialisternes hold øger farten markant. Stigningerne er aldrig hårde nok til at blive brugt til angreb, men nedkørslerne kan være farlige, og som det skete for to år siden kan de benyttes af en mindre gruppe til at slå et hul, specielt hvis vejene er våde.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Fra toppen af Capo Berta resterer der 38,4 km. Den første del er den korte nedkørsel, der leder frem til et fladt indløb til bunden af Cipressa-stigningen. Det er her, den virkelige finale starter, og derfor er positionering frem mod stigningen ekstremt afgørende. Det giver derfor anledning til en brutal krig, hvor rytterne nærmest spurter frem mod stigningen, og herfra er der ikke længere mulighed for at komme sig.

Med en længde på 5,6 km og en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,1% og et maksimum på 9% er Cipressa en relativt nem stigning. De første 3,85 km er ganske konstante med 4-5%, mens de sidste kilometer er nemmere med et gennemsnit på bare 2,1%. I stedet bliver stigningen gjort hård af det faktum, at den kommer efter hele 269,5 km i sadlen. Ofte etableres der en lille gruppe på stigningen, og de benytter ofte den meget tekniske nedkørsel til at øge forspringet.

Fra bunden af nedkørslen resterer der ca. 20 km. De første 9,1 km foregår langs den flade kystvej, og her er farten altid voldsomt høj. Det gør det vanskeligt for udbrydere at holde sig fri, og derfor er der oftest skabt samling, når man når bunden af Poggio med bare 9,7 km igen.

Løbets mest ikoniske stigning er bare 3,7 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 3,7 og et maksimum på 8%. De første 2,06 km stiger med 4,3% i gennemsnit og efterfølges af det sværeste stykke på 5,6%. Som på Cipressa bliver det nemmere nær toppen, idet de sidste 700 m stiger med bare 2,0%. Det er her de sidste angreb fra de eksplosive puncheurs skal sættes ind, og ofte er det en lille gruppe, der etableres hen over toppen. Sprinterne skal grave dybt for at hænge på, hvis de fortsat vil have en chance for at spurte om sejren.

Toppen af stigningen kommer med bare 5,4 km til mål og efterfølges af en ekstremt teknisk nedkørsel, der inkluderer adskillige hårnålesving. Det er ikke her, et felt kan organisere en jagt, og teknisk stærke nedkørere i et udbrud har gode chancer for at vinde tid.

Rytterne er tilbage på kystvejen, når der resterer 2,3 km, og herefter er vejen helt flad. Vejene gennem byen er samtidig lange og lige og således perfekte for en organiseret jagt. 850 m fra stregen er der et venstresving i en rundkørsel, mens det sidst sving kommer 750 m fra mål. Denne sidste del er ofte scenen for en fantastisk jagt mellem feltet og en lille frontgruppe, hvor udbryderne både skal holde høj fart og tage sig af det taktiske spil, der ofte har forhindret dem i at køre om sejren og i stedet givet plads til, at en reduceret massespurt har afgjort løbet på en af cykelsportens mest berømte veje, Via Roma.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Det er et velkendt faktum, at vejret altid spiller en kolossal rolle i klassikerne. Solrige og varme betingelser gør de store løb meget nemmere, mens regn og vind kan gøre det til en brutal overlevelseskamp. Traditionelt har Milano-Sanremo naturligvis haft meget bedre vejr end de nordlige klassikere, men af en eller anden grund var løbet nærmest lammet af elendige forhold i 2013, 2014 og 2015. I 2013 var kulden uudholdelig, og rytterne måtte fragtes i busser henover Tuchino-passet, mens det i 2014 regnede hele dagen. Også 2015-udgaven var en særdeles våd affære.

Sidste år havde rytterne dårligt vejr i både Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, men i Milano-Sanremo var forholdene i top. I år var Tirreno og sidste halvdel af Paris-Nice også præget af perfekte betingelser, og det samme bliver tilfældet for lørdagens klassiker. Starten i Milano vil finde sted under en relativt solrig himmel med kun enkelte skyer og en temperatur på 15 grader. Forholdene vil være de samme ved målet i Sanremo, hvor temperaturen vil være steget til 18 grader.

Vindretningen på stigningerne er yderst afgørende i Milano-Sanremo. I Milano vil der være en let vind fra sydvest, men efterhånden som man nærmer sig kysten, vil der i stedet være tale om en let vind fra syd og sydøst. Det giver sidemodvind stort set hele dagen. I finalen vil der dog være sidemedvind på Poggio og sidemodvind på nedkørslen. Der vil være sidevind på den flade kystvej, indtil man får sidemodvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Milano-Sanremo er kendt som den rutemæssigt letteste af de store klassikere, men samtidig den sværeste at vinde. Det er ikke uden grund. Hvor der i de hårdeste endagesløb sker en naturlig udskilning, der kun efterlader de stærkeste til at slås om sejren, kan stigningerne i Milano-Sanremo overleves af et stort antal ryttere. Det betyder, at listen over potentielle vindere i en spurt er relativt lang, specielt fordi en spurt efter 300 km er helt anderledes end en traditionel massespurt i Tour de France. Derfor sker der tit store overraskelser, når en større gruppe ender med at skulle afgøre løbet, hvilket bl.a. afspejles i sidste års podium, hvor både Ben Swift og Jurgen Roelandts figurerede, selvom ingen af disse vanligvis har meget at skulle have sagt mod de hurtigste folk i en ren spurt. Når man dertil lægger, at de sidste stigninger kommer så tæt på mål, at verdens bedste klassikerryttere, der alle må formodes nu at være i topform, samtidig reelt har en chance for at gøre en forskel i finalen, er det klart, at listen over vinderkandidater bliver nærmest alenlang.

Det er denne uforudsigelighed, der har fået mange til at beskrive Milano-Sanremo som et lotteri, og der er bestemt megen sandhed i, at held spiller en kolossal rolle i den italienske klassiker. Således var der næppe mange, der havde forudset sejrene til Gerald Ciolek og Simon Gerrans, og selvom både Matthew Goss og Arnaud Demare var på de flestes liste over mulige vindere, var det de færreste, der havde dem blandt deres fem topkandidater.

Det er altid et stort spørgsmål, om løbet skal afgøres i en spurt, eller om en gruppe kan holde hjem. Med Pompeiana og Le Manie ude er løbet imidlertid tilbage i dets helt traditionelle format, og her taler historien sit tydelige sprog. Da løbet benyttede denne rute i 1990erne og første del af 2000erne, lykkedes det kun for Filippo Pozzato i 2006, Paolo Bettini i 2033 og Gabriele Colombo i 1996 at snyde de hurtige folk i en æra, hvor La Primavera var stærkt domineret af sprintere. Efter den seneste tilbagevenden til den gamle rute i 2014 har scenariet været det samme, og end ikke det dårlige vejr i 2014 og 2015 kunne ændre på det forhold. Der er ganske vist tale om et langt løb, men manglen på klatring betyder, at balancen i den grad er tippet til fordel for sprinterne.

Vejret spiller altid en afgørende rolle i Sanremo, og med udsigten til en flot forårsdag og sidemodvind det meste af dagen, er der udsigt til, at 2017-udgaven bliver en af de lettere. Det vil blive en relativt langsom udgave, hvor det vil være nemmere at sidde på hjul, og der vil endda være sidemodvind på sidste del af det flade stykke i finalen.

Derfor kan vi vente os et relativt traditionelt løb med et tidligt udbrud, der kontrolleres af Katusha, Bora-hansgrohe, Trek, Quick-Step, FDJ og måske Sunweb. Farten vil kortvarigt blive øget i forbindelse med Passo del Turchino, men det er først ved de tre capi, at løbet for alvor starter. Her bliver positionskampen intens, og hold som Bora-hansgrohe, BMC, Sunweb og Bahrain-Merida vil sandsynligvis prøve at gøre det hårdt for sprinterne. Historien viser samtidig, at der i denne ekstremt hektiske fase altid er adskillige styrt, der sætter mindst én favorit ud af spillet, og det vil være underligt, om det ikke sker igen i år.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I de senere år er der typisk blevet angrebet på Cipressa, og der er ofte blevet dannet en frontgruppe, der imidlertid sjældent har holdt hele vejen til Poggio. Farten mellem de to stigninger er så høj, at det nu om dage er helt nyttesløst at forsøge sig længere udefra. Derfor vil det indtil Poggio alene handle om at holde sig ude af problemer, spare på energien og undgå styrt, inden favoritterne ventes at spille ud på sidste stigning.

Cykelnostalgikere vil huske, hvordan der i gamle dage altid blev angrebet voldsomt på Poggio, men i de senere år har det ikke været tilfældet. Faktisk er der blevet kørt enormt passivt, og faktisk har mange af klassikerspecialisterne slet ikke forsøgt sig i de senere år. Først på de allersidste meter er der blevet forsøgt væsentlige fremstød, og i stedet har det været den svære nedkørsel, der har været benyttet som angrebsrampe. Som Cancellara har sagt, har farten i de senere år været så høj, at det simpelthen ikke har givet mening at forsøge sig allerede på stigningen.

I lyset af modvinden og det gunstige vejr tvivler vi på, at det vil forholde sig anderledes i år. Der er så mange hold, der er interesserede i en spurt, at det bliver meget svært at undgå en afslutning i en større gruppe. Historien viser, at der sjældent sidder mere end 30-40 mand tilbage, men at komme fri i finalen har vist sig at være en umulighed. Den største chance for at snyde sprinterne kommer på nedkørslen eller det flade stykke ind mod mål, men da hold som Katusha, Trek, Quick-Step, Bora-hansgrohe, Sunweb, FDJ, Cofidis, FDJ og Bahrain-Merida alle vil spurte, vil vi blive overraskede, hvis ikke det igen bliver en større gruppe, der skal afgøre løbet i 2017.

Det gør det sandsynligt, at vinderen skal finde blandt de ryttere, der mestrer kunsten at spurte efter et langt løb. I de senere år har specielt to ryttere mestret dette bedre end nogen anden. Det drejer sig om Alexander Kristoff og John Degenkolb, der begge er tidligere vindere af løbet, og begge har vundet et utal af spurter - ofte om sekundære placeringer - i de allerlængste klassikere. Begge har de specialiseret sig i den helt specielle kunst at bevare evnen til at afslutte efter 300 km, og det gør Milano-Sanremo til det ideelle løb for dem begge.

I år vil vi pege på John Degenkolb som manden, der skal slås. Det kan synes modigt at satse på en mand, der missede hele klassikersæsonen i 2016 efter et dramatisk styrt, der kunne have endt hans karriere. Alt tyder imidlertid på, at tyskeren er tilbage ved fuld styrke. Det tog ganske vist lidt tid, men efter at have gennemført Touren, hvor han mod slutningen blev konkurrencedygtig i spurterne, har han været tilbage på topniveau. Det blev mest tydeligt ved VM, hvor han med vanlig sikkerhed klarede udskilningen i sidevinden, og det var således kun en ekstremt uheldig punktering, der forhindrede tyskeren i at være med i kampen om regnbuetrøjen.

Degenkolb har altid været ekstremt hurtig efter et langt, hårdt løb, mens han har haft det svært i de rene massespurter, hvor han ikke altid har mestret positionskampen optimalt. Det har imidlertid ændret sig efter skiftet til Trek, hvor han har glæde af et lead-out, der har fungeret ganske fantastisk. De var allerede gode i Dubai, hvor Degenkolb netop viste sin hurtighed efter et hårdt løb ved at vinde den vindblæste 3. etape foran folk, der normalt er meget hurtigere. Mest tydeligt blev det imidlertid på 4. etape i Algarve, hvor Trek leverede årets hidtil bedste lead-out, og det var kun på de sidste meter, at Degenkolb måtte se sig slået på målfoto af André Greipel.

Degenkolbs store styrke i årets løb er, at Fabio Felline og Jasper Stuyven begge må formodes at sidde med i finalen. Begge er meget hurtige og ekstremt formstærke, og umiddelbart er det kun Fernando Gaviria, der kan regne med at have den slags støtte i finalen. Et stærkt hold kan være ekstremt vigtigt efter 300 km - bare husk på den rolle, Luca Paolini spillede for Kristoff i 2014 og 2015 - og det giver automatisk Degenkolb de bedste kort på hånden. Normalt er det kun Kristoff, der har samme evne til at bevare topfarten efter så langt et løb, og derfor bliver det meget vanskeligt at slå Degenkolb, hvis han får det lead-out, vi forventer. Derfor tror vi på, at Degenkolb vinder Milano-Sanremo for anden gang.

Spil på Milano-Sanremo og få odds 12 på Degenkolb - og få 2000 kroner i bonus!
 

Der er stadig megen diskussion om, hvorvidt Fernando Gaviria havde vundet løbet i sin debut, hvis han ikke for 12 måneder siden var styrtet i opløbet. Svaret får vi naturligvis aldrig, men i lyset af det overskud, colombianeren havde på Poggio, er det svært at se, hvem der skulle have slået supertalentet. Forud for sidste års løb var der stor diskussion om, hvorvidt Gaviria allerede kunne håndtere så lang en distance, men den debat er med sidste års præstation lagt død. Derfor går Gaviria i år ind til løbet med den viden, at han kan være der i finalen, og det betyder, at han er den klare kaptajn på et meget stærkt Quick-Step-mandskab.

På papiret er det sandsynligvis kun Mark Cavendish, der kan matche Gavirias topfart, men en spurt efter 300 km er anderledes, og der er næppe tvivl om, at colombianeren vil være mindre frisk end folk som Degenkolb og Kristoff. Historien er således allerede fuld af eksempler på, at Gaviria er blevet slået af langsommere ryttere efter hårde løb - bare tænk på sidste års Dwars door Vlaanderen, Gent-Wevelgem, Kampioenschap van Vlaanderen og Gran Piemonte - og der er derfor slet ingen garanti for, at Gaviria vil vinde, selvom han sidder med i finalen og kan holde sig oprejst.

Alligevel er der gode chancer for colombiansk sejr. Tirreno-Adriatico viste klart, at Gaviria er i absolut topform. Han kørte med Sagan, da verdensmesteren angreb på 6. etape, og han klatrede imponerende på2. etape, der ellers var alt for hård for ham. Samtidig har han i finalen Tom Boonen og Matteo Trentin, der begge med sikkerhed overlever stigningerne, og det giver ham et helt formidabelt lead-out. Den store udfordring bliver ikke at bruge for meget energi, som han desværre har for vane. En god ide for Quick-Step vil være at placere ham på Boonens hjul gennem hele løbet og lade ham drage fordel af belgierens kolossale erfaring i at spare på kræfterne i en stor klassiker. Lykkes det Gaviria at komme frisk frem til Via Roma, bliver han meget svær at slå.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

For et par uger siden ville vi have sagt, at Peter Sagan ikke kan vinde Milano-Sanremo. Løbet har i de senere år favoriseret sprinterne, og selvom Sagan er hurtig, er han ikke på niveau med de bedste i en flad spurt. Sagan har imidlertid i de forløbne uger været på et niveau, der gør, at vi må æde vores ord. Verdensmesteren kan faktisk vinde Milano-Sanremo - også selvom det ender i en reduceret massespurt.

Sagan har i Omloop Het Nieuwsblad og Tirreno-Adriatico været vanvittigt imponerende på stigningerne, og specielt præstationen på 6. etape i det italienske etapeløb var vanvittig. Det er imidlertid hans spurtstyrke, der gør ham til en reel vinderkandidat i Sanremo. Således har Sagan i de forløbne 12 måneder opnået en bedre hurtighed, og han har været langt tættere på den normalt hurtigere folk som Kittel, Cavendish og Greipel også i de rene massespurter. Senest vandt han suverænt 3. etape i Tirreno, hvor den stigende afslutning ganske vist gjorde det til en speciel finale, og han var endda meget tæt på at få ram på Gaviria på 6. etape. Specielt sidstnævnte præstation viser, at han ikke behøver at frygte nogen på Via Roma.

Sagans store udfordring bliver ikke at spille for meget med musklerne. Han er stærk nok til at følge angrebene på Poggio, men det skal han passe på med. Desværre har han haft en tendens til at blive slået af normalt langsommere folk efter hårde løb - det er to gange sket i Omloop Het Nieuwsblad og én gang i E3 Harelbeke - og det er ikke uden grund, at han i 2013 blev sat på plads af Gerald Ciolek i et løb, han burde have vundet. Det er stadig Sagans største problem, og i et felt, hvor der er så mange, der normalt har en højere topfart, kan det blive svært for Sagan at ende som hurtigste mand. På den anden side bør han være friskere end de fleste, og hans fantastiske positioneringsevne gør ham til den perfekte mand i en spurt, hvor kaos som regel hersker. VM viste, at Sagan kan vinde spurter efter mere end 250 km, og det kan sagtens ske i Sanremo igen.

Som nævnt har Alexander Kristoff i et par år været manden, der skal slås efter et langt, hårdt løb. For blot få år siden vandt Kristoff SAMTLIGE spurter om de sekundære placeringer i de tre monumenter, han normalt deltager i, og det siger alt om, hvor fantastisk en evne, han har til at afslutte efter de længste løb. Derfor har Kristoff også været vores favorit til at vinde i Sanremo de seneste tre år, men det er ikke tilfældet i år. Desværre har Kristoff i hverken 2016 eller 2017 spurtet op til sit bedste, og han synes ikke at have den hurtighed, han havde for få år siden. Samtidig har han mistet den stabilitet, der gjorde, at han kom i top 5 i stort set hver eneste massespurt, og det er tydeligt, at Kristoff ikke er den rytter, han var for få år siden.

Alligevel er Kristoff en af løbets topfavoritter. I Tour of Oman viste han trods alt, at han stadig er i stand til at slå de fleste, og specielt hans præstation på den knaldhårde 4. etape vidner om form. Han slog også en meget formstærk Arnaud Demare på den vindblæste og hårde 2. etape af Etoile de Besseges, så han har stadig hurtigheden. Desværre er hans Katusha-hold ikke imponerende, og det bliver afgørende for ham, at Marco Haller kommer med over Poggio. Lykkes det, har han den nødvendige støtte til at køre sig frem efter bakken, da han må formodes at tabe en del placeringer på stigningen. Er han i en god position, når de rammer opløbsstrækningen, er Kristoff stadig en yderst giftig afslutter.

Arnaud Demare vender tilbage til Milano-Sanremo 12 måneder efter karrierens største triumf, og det sker efter en sæsonstart, der aldrig har været bedre. Allerede i Etoile de Besseges var han flyvende, og siden var han en af løbets allerstærkeste i Kuurne-Bruxelles-Kuurne efter næsten at have fået ram på alle giganterne trods en dårlig position på 4. etape af Volta ao Algarve. Specielt i Paris-Nice imponerede han, idet han var blandt de stærkeste i sidevinden, og på imponerende vis kunne lukke hullet til en meget formstærk Julian Alaphilippe på den sidste bakke på 1. etape.

Der er ikke tvivl om, at Demare møder op til Milano-Sanremo i sit livs form, og han bør sidde med i finalen. Desværre er han ikke en mester i at positionere sig, og en stor del af hans succes i år har været baseret på hans stærke lead-out. Det er højst usikkert, om Jacopo Guarnieri, der er hans nøglerytter, vil sidde med i finalen, og han kan ende op kun med Anthony Roux ved sin side. Sker det, bliver det svært for den ellers stærke Demare at navigere i en hektisk finale. Situationen er helt anderledes, hvis Davide Cimolai kommer med over Poggio. Lykkes det, har Demare den kvalitetsstøtte, der gør, at han kan bruge sin hurtighed til at vinde.

For et par uger siden ville vi have sagt, at Sonny Colbrelli ikke er hurtig nok til at vinde Milano-Sanremo, men vi har ændret holdning. Vores første tvivl kom, da han spurtede sig til en podieplacering i Oman, men den endegyldige bekræftelse kom, da han vandt den meget hårde 2. etape foran folk som Degenkolb og Kristoff, der normalt er mestre i sådanne afslutninger. Senest var han fuldstændig suveræn i spurten om 4. pladsen på 8. etape, hvor han demonstrerede storform, og han vandt også suverænt spurten om 3. pladsen i sidste års Amstel Gold Race. Alt dette vidner det om, at Colbrelli er ekstremt hurtig efter et langt løb, og han har adskillige hurtige, holdbare folk som Enrico Gasparotto, Grega Bole, Niccolo Bonifazio og Giovanni Visconti til at køre lead-out. Hvis man dertil lægger, at han sammen med Sagan, Matthews og Swift er den af sprinterne, der klatrer bedst, er det klart, at Colbrelli er et godt bud på en vinder.

Et af de store spørgsmål efter sidste års løb var, om Nacer Bouhanni havde vundet, hvis han ikke havde tabt kæden i spurten. Svaret får vi aldrig, men hans præstation vidner i hvert fald om, at han ingen problemer har med at være med i finalen efter et langt Milano-Sanremo. I år møder han imidlertid til start efter en sæson, der har været alt andet en ideel. Han havde det svært i de første løb, hvor han tydeligvis var langt fra topformen, og da han helt forfrossen måtte forlade Paris-Nice allerede på 2. etape, så det ud til at blive umuligt for ham at vinde årets første monument. Han var imidlertid hurtigt tilbage på cyklen, og med en fuldstændig suveræn sejr i onsdagens Nokere Koerse viste han, at det er alt for tidligt at afskrive franskmanden. I en flad spurt er han normalt en af de allerhurtigste, og han er mere holdbar end de rene sprintere. Samtidig elsker han en kaotisk spurt som den, der ventes på Via Roma, og hvis Bouhanni stadig er med, når de rammer det sidste flade stykke, er han en af løbets helt store favoritter.

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

På papiret er Mark Cavendish sammen med Gaviria og Caleb Ewan løbets hurtigste mand, men i år må briten alligevel nøjes med en rolle som outsider. Således har han haft en alt andet end ideel forberedelse til løbet. Han kom først sent i gang med at træne op til sæsonen efter et langt 2016, der strakte sig til slutningen af november, og netop som han var kommet i omdrejninger, blev han ramt af sygdom efter Abu Dhabi Tour. I Tirreno-Adriatico blev det tydeligt, at han er langt fra sit højeste niveau, da han blev sat på den ellers relativt beskedne bakke i finalen på 6. etape, og han har da også åbent indrømmet, at han ikke er en af de store favoritter. Det betyder imidlertid ikke, at man skal afskrive Cavendish, der er en mester i at præstere på de dage, han udser sig som mål. Sidste år blev han således nummer 2 til VM kort efter flere dages sygdom, og vi skal ikke mere end tre år tilbage for at finde seneste eksempel på, at han sad med i finalen i Sanremo, selvom han ikke havde imponeret forud for løbet. Historien viser, at han oftest kommer til kort på de sidste stigninger, men man skal aldrig afskrive Cavendish, der vil være favorit, hvis han kan få lov at boltre sig i den kaotiske spurt på Via Roman.

Sammen med Amstel Gold Race udgør dette løb forårets store mål for Michael Matthews, der tidligere har været på podiet. Desværre tror vi, at det bliver for australieren nogensinde at realisere sin drøm om at vinde i Sanremo. Matthews er ganske vist en mester i at håndtere lange løb, men dette er sandsynligvis for nemt til, at han kan vinde. Således er han slet ikke så hurtig som de bedste i en flad spurt som denne. Det blev senest stillet til skue ved VM, hvor han nærmest gled baglæns i spurten, og på sidste etape i Paris-Nice. På den anden side er Matthews langt mere holdbare end de fleste øvrige sprintere, og han har derfor end friskhed, hans rivaler mangler. Det har før gjort det muligt for ham at slå hurtigere folk, eksempelvis i sidste års Paris-Nice. Hans bedste mulighed er imidlertid nok at udnytte sine sublime klatreevner til at følge angrebene på Poggio.

UAE Team Emirates stiller til start med både Ben Swift og Sacha Modolo. Selvom det er briten, der to gange har været på podiet i løbet, er det italieneren, der har de bedste muligheder. Modolo viste med en fjerdeplads som nyprofessionel, at han har evnerne til at begå sig i en spurt efter et langt løb, og efter en sløj 2016-sæson har han faktisk været velkørende i 2017. Det kan ikke helt aflæses i resultaterne, men efter et par fine spurter i Mellemøsten så han meget stærk ud i Tirreno. Han kørte flot på 3. etape, på 4. etape førte han for Rui Costa på stigningen op til mål, og på 6. etape sad han med helt fremme på de sidste bakker, inden et ødelagt hjul spolerede hans spurt. Det er usikkert, om holdet bil køre spurten for Swift eller Modolo, men der er ingen tvivl om, at italieneren normalt er den hurtigste af de to, og han har tidligere vist, at han kan slå mange af de hurtige folk.

Sonny Colbrelli er umiddelbart Bahrain-Meridas kaptajn, men det vil være uklogt at afskrive Niccolo Bonifazio, der tidligere er blevet nummer 5 i dette løb. Italieneren er i en normal spurt hurtigere end Colbrelli, og han er faktisk meget hurtig efter et hårdt løb. Det viste han eksempelvis ved at slå Gaviria og Ewan i sidste års Polen Rundt og ved næsten at slå Kittel i Romandiet. Han er samtidig en mester i at positionere sig i kaos, og han vil have et fremragende hold til at støtte sig, hvis han får chancen. Hans form er lidt usikker, efter at kulden fik ram på ham i Paris-Nice, men han var velkørende, inden det gik galt. Han sidder som regel med i finalen i dette løb, og det bør han gøre igen. Spørgsmålet er, om han får lov at køre sin egen chance.

Endelig vil vi pege på Orica-Scott, der stiller til start med Magnus Cort og Caleb Ewan. Umiddelbart er Cort holdets kaptajn, men det er naturligvis Ewan, der er hurtigste mand. Australieren får lov til at se, om han kan overleve stigningerne. Umiddelbart peger alt på, at det bliver for hårdt, men vi vil ikke udelukke, at det kan lade sig gøre at hænge på. Ewan vandt således Vattenfall Cyclassics sidste år, og det viser, at han kan klare de lange distancer. Dette løb er naturligvis hårdere, og det mest sandsynlige er, at han falder fra. Selv hvis han overlever vil han mangle sin topfart, men han vil alligevel have en reel chance for at vinde, hvis man erindrer, hvor fantastisk han har spurtet i 2017.

For Cort burde løbet ikke blive for hårdt. Han mangler stadig at bevise sig i de lange løb, men den holdbarhed han har vist på stigningerne i 2016 og 2017 leder til den klare overbevisning, at han bør kunne være med i finalen. Han har vist, at han på sine gode dage kan slå en mand som Bouhanni, og han har dokumenteret gode evner til at positionere sig. Orica-Scott har et stærkt hold til at køre lead-out, og derfor har Cort reelt en chance for at overraske.

OBS! Efter færdiggørelsen af denne optakt har Fernando Gaviria været involveret i et styrt. Han stiller til start, men uheldet mindsker naturligvis hans chancer.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE FØR LØRDAG!
 

***** John Degenkolb

**** Fernando Gaviria, Peter Sagan

*** Alexander Kristoff, Arnaud Demare, Sonny Colbrelli, Nacer Bouhanni

** Mark Cavendish, Michael Matthews, Sacha Modolo, Niccolo Bonifazio, Magnus Cort, Caleb Ewan

* Tom Boonen, Ben Swift, Julian Alaphilippe, Jens Debusschere, Jurgen Roelandts, Matteo Trentin, Edvald Boasson Hagen, Danny Van Poppel, Juan Jose Lobato, Greg Van Avermaet, Jasper Stuyven, Fabio Felline, Michal Kwiatkowski, Elia Viviani, Manuel Belletti, Daniele Bennati, Jens Keukeleire, Sam Bennett,

Danskerne

Størst forhåbninger kan vi have til Magnus Cort, der må forventes at kunne køre sin egen chance for Orica-Scott, hvis løbet som ventet er for hårdt for Caleb Ewan. Matti Breschel og Michael Valgren bør også have en fri rolle på et Astana-hold, der har utallige gode kort, men ingen klar kaptajn. Michael Mørkøv skal forsøge at overleve Poggio, så han kan spille en rolle for Alexander Kristoff i finalen, mens en meget formstærk Søren Kragh har gode chancer for at kunne køre lead-out for Michael Matthews. Endelig skal Lars Bak  være arbejdsmand for et Lotto Soudal, der har hele fem kaptajner i Jurgen Roelandts, Jens Debusschere, Tim Wellens, Tiesj Benoot og Tony Gallopin.

Spil på Milano-Sanremo - og få 2000 kroner i velkomstbonus!