Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Optakt: Milano-Torino
05. oktober 2017 10:45 af Emil AxelgaardFoto: Unipublic

Den italienske klassikerscene er ikke længere, hvad den engang var, men der er én del af kalenderen, der stadig blomstrer. Den berømte serie af efterårsklassikere i Italien er stadig rig, og i tiden frem til 9. oktober afvikles ikke færre end 9 store endagsløb samt det to dage lange Giro della Toscana i landet. Efter den hektiske start, en uges pause på grund af VM og sidste uges meget travle kalender når det forberedelsen til Il Lombardia sit klimaks i den sidste store test forud for det italienske monument, torsdagens Milano-Torino, der giver et stjernebesat felt af klatrere en chance for at slås om sejren på den berygtede stigning Colle della Superga i udkanten af Torino.

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

 

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er GP Costa degli Etruschi og Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Trofeo Matteotti afvikles som et af de få løb under Touren i juli, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

 

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 9 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og Worldour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt er det sidste løb i series. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket kløbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. Sidste år blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model fastholdes i år, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 7. oktober. Dermed afvikles der hele 9 endagsløb samt det to dage lange Giro della Toscana i perioden mellem d. 13. september og den 7. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

 

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i en travl uge med meget kuperede løb, hvor Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte - hvoraf Gran Piemonte i år kørtes som italiensk mesterskab i juni og derfor ikke afvikles i år - er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end series øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

 

For tre uger siden blev serien indledt med Coppa Agostoni, Coppa Bernocchi og Memorial Marco Pantani, og sidste uge blev det endnu mere intenst med store løb hver dag bortset fra mandag og fredag. Den sidste uge har naturligvis lørdagens Il Lombardia som det helt store højdepunkt, men inden vi når til den store finale, tjener to af de største og ældste løb i Italien som den sidste opvarmning. Tirsdag kom klassikerrytterne og de stærke sprintere i spil i Tre Valli Varesine, inden klatrerne tager over torsdag i Milano-Torino.

 

Milano-Sanremo og Il Lombardia er de to største italienske endagsløb, men de er ikke de ældste. Den ære tilfalder Milano-Torino, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1876, da 8 ryttere begav sig iud på turen mellem to af Italiens største byer. Kun fire af dem nåede Torino, og tilsyneladende var denne første udgave ingen succes. I hvert fald tog det 18 år, inden man forsøgte sig igen, og de første år blev løbet derudover kun afviklet i 1986, 1903, 1905 og 1911. Fra 1913 var der endelig nogen kontinuitet, og i resten af århundredet blev løbet afviklet næsten hvert år med kun nogle få afbrydelser under verdenskrigerne, i 1920erne og i 1986

 

I de tidlige år var det det indledende løb i den italienske sæson og fandt sted i marts syv dage før Milano-Sanremo, men i 1987 blev det rykket til anden halvdel af sæsonen, hvor det blev afviklet enten sent i september eller først i august, så man kunne undgå det uforudsigelige italienske forårsvejr. Enkelte gange flyttede arrangørerne det tilbage til foråret, men i dag er det kendt som et af de allerstørste løb mod slutningen af året. Som et af Italiens største løb er det naturligvis blevet vundet af mange af de største stjerner, og på vinderlisten finder man navne som Fiorenzo Magni, Ferdi Kubler, Miguel Poblet, Gianni Motta, Roger De Vlaeminck, Giuseppe Saronni, Francesco Moser, Phil Anderson, Gianni Bugo, Rolf Sørensen, Laurent Jalabert, Michele Bartoli og Alberto Contado. Faktisk er det det eneste endagsløb, som Contador vandt i løbet af sin glorværdige karriere.

 

Uheldigvis kom løbet i økonomiske vanskeligheder i 2000erne, og efter kortvarigt er være flyttet tilbage til foråret fra 2005 til 2007, forsvandt det fra kalenderen i 2008. Det blev ikke afviklet, før Giro-arrangørerne fra RCS Sport greb ind og nåede en aftale med de hidtidige arrangører, Associazione Ciclistica Arona, om at stå for afviklingen i de følgende tre år.

 

Med RCS ombord har løbet i de senere år oplevet en genopblomstring, og det er i dag et reelt mål for mange af verdens bedste klatrere. Sammen med Il Lombardia og GranPiemonte (der i år ikke afvikles, idet det udgjorde det italienske mesterskab i juni) udgør det RCS’ store efterårsserie Trittico dei Autunno, der normalt afvikles over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, GranPiemonte om torsdagen og Il Lombardia om lørdagen. Da det kommer bare få dage inden Lombardiet og ligeledes er et løb for klatrere, er det den perfekt sidste test forud for det store italienske monument. Derudover har RCS’ engagement betydet, at feltet er blevet voldsomt forstærket og langt mere internationalt, og nu er det placeret lige under WorldTouren som et meget vigtigt 1.HC-løb.

 

Milano og Torino ligger begge på Posletten, der er den fladeste del af Italien, og derfor har det traditionelt været en af de hurtigste italienske klassikere og skabt til sprintere. Løbet har imidlertid fuldstændig ændret natur, siden man inkluderede Colle de Superga-stigningen. I de første år rundede man toppen med 16 km igen og kørte derefter ned til målet på Fausto Coppi-velodromen i Torino. I 2012 blev målstregen imidlertid flyttet til toppen af stigningen, der nu om dage forceres to gange i den absolutte finale, og det har gjort løbet til et af de få endagsløb, som de rene klatrere kan gå efter, og faktisk har den type ryttere en endnu bedre chance her, end de har i Lombardiet, hvor målstregen aldrig ligger på toppen og de sidste stigninger ofte er korte og eksplosive.

 

Ændringen kan klart aflæses af vinderlisten, idet Contador, Diego Ulissi, Giampaolo Caruso, Diego Rosa og senest Miguel Angel Lopez har vundet, siden man flyttede målet til toppen. Sidste år var det Lopez, der tog sin første store endagssejr, selvom han ikke var i topform. Han greb muligheden ved at gå med i en stærk gruppe, der blev etableret på det flade stykke mellem de to passager af Superga, og herfra stak han sammen med Michael Woods af på sidste stigning. De endte med at slås om sejren på sidste stigning, hvor colombianeren sejrede, mens en frustreret Rigoberto Uran måtte nøjes med en tredjeplads efter at have været loyal holdkammerat for Woods og derfor ikke havde angrebet, før det var for sent. Astana meddelte mandag, at de overraskende allerede har sendt Lopez på ferie, og da også Woods har afsluttet sin sæson, er ingen af de to duellanter fra 2016 med denne gang. Det er til gengæld Uran, der efter den fine tredjeplads i Emilia er en af de helt store favoritter.

 

Ruten

Den 98. udgave af Milano-Torino vil blive afviklet på den helt samme 186 km lange rute, der også blev benyttet i 2015 og 2016. Det betyder, at der igen er tale om et meget specielt løb, der er delt i to vidt forskellige dele, som passer til to helt forskellige ryttertyper.

 

Starten går i Milano-forstaden San Giuliano Milanese, og derfra sætter man kursen mod sydvest langt over den helt flade Poslette. Efterhånden som man nærmer sig Torino, der ikke ligger langt fra Alperne, bliver terrænet en anelse mere udfordrende med enkelte meget små bakker, men grundlæggende er de første 162 skabt til høj fart og store motorer.

 

Det ændrer sig totalt med 23,8 km igen. Her rammer rytterne bunden af Colle di Superga (4,9 km, 9,1%, max. 14%), der er en yderst regulær stigning med en meget konstant stigningsprocent. Første gang skipper man de sidste 600 m for i stedet med 19,5 km at tage hul på en teknisk nedkørsel, der fører tilbage til Torino. Her venter et kort fladt stykke, der leder frem til bunden af stigningen, som derefter skal forceres for anden gang. Denne gang fortsætter man hele vejen til toppen og tager et U-sving ind på den sidste del med 600 m igen. Derefter stiger det med 8,2% i gennemsnit i en ukompliceret finale, der dog byder på et sidste sving 50 m fra stregen på den 7 m brede vej.

 

 

 

 

 

Vejret

Det er ikke svært at huske, hvordan Il Lombardia ofte har været plaget af rædselsfuldt vejr, men i år har de italienske efterårsklassikere i den grad nydt godt af vejrgudernes nåde. Det vil også være tilfældet for Milano-Torino, der vil blive afviklet på en flot solskinsdag, der vil byde på en lidt kølig, men behagelig temperatur på 19 grader. Der vil være næsten helt vindstille med kun en meget svag vind fra øst, hvilket betyder, at rytterne vil have sidemedvind på den lange rejse mellem Milano og Torino. Der vil være modvind på stigningen, sidevind på nedkørslen og sidemedvind på det flade stykke mellem de to passager af Colle de Superga.

 

Favoritterne

Milano-Torino er på mange måder et sjovt og helt særligt løb. I grand tours er det ikke usædvanligt at finde helt flade etaper, der slutter med et reelt bjerg i finalen, men endagsløb er som regel enten kuperede eller relativt flade. Verdens ældste klassiker skiller sig imidlertid i sin nye udformning ud som noget, der i højere grad minder om en bjergetape i en grand tour. Langt hovedparten af løbet er så flad, at det kan karakteriseres som den letteste del af noget større italiensk endagsløb, men finalen er til gengæld måske den hårdeste, der overhovedet findes i et større endagsløb på hele UCI-kalenderen. Det afspejles i holdudtagelserne, der er kendetegnet ved, at de fleste hold kommer med det helt lette kavaleri som kaptajner samt et par store motorer, der skal beskytte de spinkle klatrere i den lynhurtige indledning, der ofte tilbagelægges med lynets hast.

 

Den flade del spiller absolut ingen rolle i det overordnede billede - kun hvis det blæser - og handler alene om at undgå uheld og spare så meget som muligt på kræfterne. Med de ventede vindforhold er der heller ikke i år nogen risiko for dramatik, og derfor vil vi i starten være vidne til det klassiske scenarium, hvor et tidligt udbrud jagtes af favoritholdene. Man må formode, at Cannondale og FDJ vil tage hovedparten af ansvaret, måske med hjælp fra Sky, Sunweb, Movistar og Quick-Step, og under alle omstændigheder vil der altid til et løb som dette være så mange ambitiøse favoritter, at det tidlige udbrud ingen chance har.

 

Det vil for alvor gå løs, når vi rammer det sidste stykke frem mod stigningen. Her er positionskampen altid brutal, og det er her, det er særligt nyttigt at have udtaget et par store maskiner, der kan føre kaptajnerne frem. Derefter ser man som regel en byge af angreb eller et favorithold, der med hårdt tempo skaber markant udskilning på stigningen.

 

Første passage, nedkørslen samt det efterfølgende flade stykke er ganske farligt for favoritterne. I de første fire udgaver med den nye finale blev det hele afgjort på sidste stigning, men sidste år så vi, at et tidligt angreb kan bære frugt. Det samme så vi i lørdagens Giro dell’Emilia, og derfor skal favoritholdene være på stikkerne. Det kan ikke udelukkes, at vi kan se en gentagelse af sidste års overraskende scenarium, hvor en gruppe kommer fri og ender med at køre om sejren. Der er mange hold, der har flere muligheder, og får de den rette mand med i et fremstød, er der al mulig grund til at se, hvor langt det kan bære,

 

Cannondale er imidlertid opsatte på ikke at gentage sidste års brøler, og også FDJ har formentlig en helt klar kaptajn. Også Sunweb, Movistar og Quick-Step kan tænkes at tage et vist ansvar for at holde det samlet, og derfor vil det igen i år formentlig være favoritterne, der skal slås om det på sidste tur op ad Colle de Superga.

 

Selve stigningen er meget stejl, men den er ikke voldsomt lang. Det er derfor ikke en drømmefinale for de helt rene klatrere, men den er dog stadig så lang og svær, at de sagtens kan sejre. Den er dog ikke længere, end at den stadig favoriserer ryttere med lidt mere punch, specielt fordi resten af løbet er meget let. Det afspejles af, at en relativt eksplosiv type som Ulissi har vundet, mens Contadors sejr viser, at også klatrerne kan gøre det færdigt. Sammenlignet med lørdagens løb i Emilia er der dog tale om en længere og sværere stigning, og derfor skal man være en betydeligt bedre klatrer for at kunne være med her.

 

At udpege favoritter bliver kompliceret af, at vi befinder os på tærsklen til oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Det afspejles også i det forhold, at der i skrivende stund mindre end 48 timer inden starten kun er udtaget ganske få hold. Først i de sidste dage inden løbet finder man nemlig ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb.

 

Sammenlignet med løbet i Emilia er vi dog lidt klogere. I lørdags var der nemlig tale om første klatreløb siden Vueltaen, men på San Luca fik vi en første udmåling af styrkeforhold mellem mange af Lombardiet-favoritterne. Også Tre Valli Varesine gav visse indikationer af formniveauet, selvom ruten i Varese slet ikke passede til klatrerne. I forhold til løbet i Emilia er der imidlertid sket en vis udskiftning i feltet, og det er specielt værd at notere sig, at stærke hold fra Sunweb, Quick-Step og Movistar er stødt til, samt at lørdagens klart stærkeste mand, Vincenzo Nibali, skipper løbet. For rytterne fra de tre ovennævnte mandskaber er der tale om første klatrefinale i en evighed, og derfor er deres form næsten et helt åbent spørgsmål.

 

Det er dog ryttere fra disse mandskaber, vi har størst forventninger til, selvom der på baggrund af den sparsomme løbsdeltagelse er tale om en del spekulation baseret på fornemmelse, historik og enkelte indikationer fra de seneste løb. Vi peger på  Julian Alaphilippe som vores favorit til at stå øverst på podiet i Torino lørdag eftermiddag. Han blev ganske vist ikke verdensmester, men der kan næppe være mange delte meninger om, hvem der var stærkeste mand ved VM. Kun Moscon kunne følge ham sidste gang op ad Laksebakken, men italieneren måtte siden slippe den flyvende franskmand på en beskeden lille brostensbakke i Bergen.

 

Det vidner om, at han er kommet flyvende ud af Vueltaen, hvilket ikke kan være den store overraskelse. Hans knæskade betød nemlig, at han var langt fra topformen ved starten af løbet, men han blev gradvist bedre og bedre. Allerede sidste år viste han, at han kommer forrygende ud af grand tours, da han efter Touren satte selveste Chris Froome på stigningerne ved OL - et løb, han formentlig havde vundet, hvis ikke han havde sovet, da det rette udbrud kørte. Efter en skuffende sæson er han formentlig stadig topmotiveret, og der er ingen grund til at tro, at han ikke stadig er flyvende. Den sidste stigning er en anelse for lang for ham, men den er dog ikke længere, end at den burde passe ham fint. Han har et punch på korte, stejle stigninger som ingen anden, og er han med ved den røde flamme, bliver han umulig at slå, nøjagtig som han var det på den meget lignende stigning Xorret de Cati i Vueltaen. Vi tror, at Alaphilippe endelig får årets første store klassikersejr, og at han ikke kan besejres.

 

Det skulle da lige være af Tom Dumoulin. Hollænderen havde ganske vist VM som sit store mål, men han synes motiveret til at drage fordel af sin fremragende form også i årets sidste klassikere. Og formen kan der ikke være tvivl om. Dumoulin havde et drømme-VM, hvor han knuste konkurrenterne og nærmest ydmygede Chris Froome ved næsten af hente ham på enkeltstarten samt var den drivende kraft bag Sunwebs flotte sejr i holdløbet.

 

Og netop sejren på enkeltstarten viser, at han er godt forberedt også til et løb som dette. Den sluttede nemlig på toppen af Mount Fløyen, der på mange måder er sammenlignelig med Colle di Superga. Dumoulin grundlagde ganske vist sejren på det flade, men på stigningen var det kun Primoz Roglic, der var hurtigere - og han kørte modsat Dumoulin på landevejscykel. Det viser, at Dumoulin også har fundet klatrebenene frem til sæsonfinalen, og det gør ham livsfarlig. Den sidste stigning er nemlig af den type, Dumoulin elsker. Hans sejre på Cumbre del Sol i Vueltaen og Oropa i Giroen viser, at han er specialist i at afslutte på en relativt kort, meget stejl stigning efter en hel dag i fladt terræn. Selvfølgelig er han ikke ren klatrer, men det var absolut ingen hindring på Oropa, hvor han var skræmmende stærk. Det store spørgsmål er, om han har kunnet bevare motivationen efter den store succes i Bergen. Han skuffede lidt i Varese, men han var stadig med langt fremme. Har han banket rusten af, kan han være flyvende i Torino.

 

Sidste års løb endte som en frustrerende oplevelse for Rigoberto Uran, der blev låst i et taktisk spil og derfor ikke fik noget ud af at være stærkeste mand i løbet. Nu er han på jagt efter revanche, og alt tyder på, at han er velforberedt. Sidste år var det andenpladsen i Emilia, der signalerede hans genkomst, og han fulgte det op med podiepladser senere i både Milano-Torino og Il Lombardia. Faktisk var det de præstationer, der fik os på Feltet.dk til som et af de få medier at udpege Uran som podiekandidat i årets Tour, og i det franske løb fik han som bekendt vist, at hans resultater sidste år ikke var en tilfældighed. Efter Touren har han igen rettet fokus mod de italienske efterårsklassikere, og efter en solid, men lidt anonym indsats i Canada og en fin hjælpeindsats for Gaviria ved VM, hvor han sad med de bedste hjem, synes han igen at have timet formen. Det så vi med tredjepladsen i Emilia, hvor kun Nibali var stærkere. Denne finale passer ham endnu bedre, og også han har den helt rette eksplosivitet til en stigning som denne.

 

Løbets helt store joker er Nairo Quintana. På papiret er han løbets bedste klatrer, og taler vi om en Quintana i topform, er der normalt ingen i dette felt, der kan slå ham i en finale som denne, heller ikke selvom stigningen er for kort til at passe ham ideelt. Problemet er bare, at ingen aner noget om, hvordan han er kørende. Vi ved kun, at han efter Touren tog tilbage til Colombia, og at han hele tiden har haft planer om at komme tilbage til Europa til VM og de italienske klassikere. Hvor meget han har trænet, ved vi ikke, men kender man Quintana ret, er han ikke dårlig. Han har et højt bundniveau, og efter en sæson, der har budt på mange skuffelser, vil han formentlig ikke være kommet, hvis han bare stod til endnu en ydmygelse. Han var langt efter ved både VM og i Varese, men de løb passede ham ikke og blev formentlig bare brugt som træning. Det bliver ikke let at kæmpe mod formstærke ryttere med mere løbsrytme, men er han i form, kan han sagtens vinde.

 

Thibaut Pinot havde egentlig tænkt sig at slutte sin sæson efter Touren, men ændrede holdning efter sejren i Tour de l’Ain. Siden har han gjort Lombardiet til sit store mål, og han har tidligere vist, at han er i stand til at finde formen til det italienske monument. Han har bygget formen op i Tour du Doubs og Tour de Wallonie, hvor meldingen var, at han var på rette vej, men stadig et stykke fra den bedste form. I Emilia manglede han stadig en del, men det så meget bedre ud i Varese, hvor han var eneste mand, der kunne følge den i øjeblikket helt suveræne Nibali. Det viser klart, at formen er på rette vej, og han er formentlig endnu bedre i dette løb, der passer ham langt bedre end de hidtidige. Stigningen er ganske vist ikke ideel for ham, men har han lagt endnu et lag på i forhold til tirsdag, vil han være helt fremme.

 

Et andet helt åbent spørgsmål er Dan Martin. Der står ”Martin” skrevet med store, fede bogstaver ud over en eksplosiv stigning som denne, men hans form efterlader flere spørgsmål end svar. Han brækkede som bekendt ryggen under Touren og holdt en længere pause, inden han arbejdede for holdet i det sprintervenlige Tour of Britain. Han havde ikke de store forventninger til VM, men overgik alle sine forventninger ved at sidde med favoritterne hjem. Der er naturligvis en verden til forskel på Colle di Superga og Laksebakken, men det viser trods alt, at formen ikke er ringe og formentlig nu blot er endnu bedre. Lombardiet er altid et stort spørgsmål for Martin, der i år har haft et ufatteligt højt bundniveau og været bedre end tidligere. Spørgsmålet er, om løbet kommer for tidligt, men Martin er en af de ryttere, der har en reel chance for at vinde.

 

Dumoulin er ikke eneste kort på et meget stærkt Sunweb-mandskab. Der er god grund til at have store forventninger til Warren Barguil også. Franskmanden blev som bekendt smidt ud af Vueltaen, men han tabte ikke motivationen. Tværtimod trænede han stenhårdt frem mod VM og blev belønnet med en udtagelse. Han så brølstærk ud på den norske rute, der slet ikke passede ham, og han leverede et formidabelt arbejde for Alaphilippe. Nu er han udset til en ledende rolle i sine sidste sæsonmål, og han så fin ud i tirsdagens løb i Varese, der var for let for ham. Også han er faktisk ganske god på korte, stejle stigninger, og han må derfor forventes at være helt fremme.

 

En stor joker er Primoz Roglic. Forud for VM var der ikke meget, der tydede på, at han havde timet formen, men tvivlen blev i den grad gjort til skamme, da han fløj op af Fløyen på enkeltstarten hurtigere end nogen anden. Det helt store spørgsmål er, om han har kunnet bevare motivationen frem mod de italienske klassikere også. Han mangler stadig at vise, at han kan slå verdenseliten på en stigning, men hans etapesejr i Touren vidner i hvert fald om, at potentialet er der. Hvis det skal lykkes, skal det netop ske på en kort, stejl stigning som denne, der burde passe ham glimrende.

 

Listen af spørgsmålstegn inkluderer også et ud for Bauke Mollema. Hollænderen har haft en hård sæson med to grand tours, men han er som regel motiveret til at vise sig frem sidst på sæsonen også, hvor Lombardiet ofte er et mål. Tit har han været stærk i Canada for så at løbe tør for kræfter i Lombardiet, og spørgsmålet er, om det gentager sig denne gang. I hvert fald var han blandt de stærkeste på den anden side af Atlanten, men vi så ikke meget til ham i et VM-løb, der ikke passede ham. Hans virkelige mål har dog hele tiden været de italienske løb, og i teorien burde en stigning som denne passe ham. Rammer han sit topniveau og bryder sin historik, vil han være med fremme.

 

I lørdags missede vi muligheden for at se Egan Bernal i direkte dyst med verdens bedste, da han blev bremset af Chaves’ grimme styrt. Nu får vi forhåbentlig chancen. Tour de l’Avenir-vinderen var stærkeste mand på stigningerne i Coppa Agostoni og Memorial Marco Pantani, og i Giro della Toscana var det kun Nibali, der var stærkere. Nu stiller han op i et løb, der passer ham, og vi får derfor en udmåling af, hvad han kan. I foråret manglede han stadig det sidste, men siden Tour de l’Avenir, hvor han var helt suveræn, synes han at have nået et nyt niveau. I morgen får vi svaret på, hvor langt det rækker mod de skarpeste klatrere.

 

Egentlig troede vi, at Fabio Aru var træt, og den opfattelse blev kun styrket efter den svage præstation i Emilia. Han overraskede imidlertid meget positivt i Varese, hvor han gjorde det fremragende i et løb, der passede ham ufatteligt dårligt. Man skal ikke glemme, at Aru har en stor motor, der gør ham i stand til at restituere godt også sidst på sæsonen, og kan han fortsætte fremgangen, kan man ikke udelukke et topresultat. En sejr bliver det næppe til, men han kan sagtens ende med at være blandt de bedste.

 

Ag2r stiller med Alexis Vuillermoz, der i Touren viste, at han har taget endnu et skridt som klatrer. Det gav ham en selvtillid, som han tog med sig til Limousin, hvor han var den i særklasse stærkeste rytter. Han bekræftede den gode form med en fremragende præstation i Emilia, og også denne stigning burde passe ham. Den kortere og mere eksplosive finale i lørdags passede ham bedre, men det er bestemt en afslutning, hvor den formstærke franskmand kan bekræfte sit kvantespring.

 

Listen over gode bud på Sunweb-succes tæller også Wilco Kelderman. Hollænderen havde en fremragende Vuelta, hvor han klatrede bedre end nogensinde, og Superga er en kort, jævn stigning, der burde passe hans relativt eksplosive type. Han skuffede måske en anelse på VM-enkeltstarten, men kørte trods alt stadig i top 10, og han var virkelig i hopla tirsdag, hvor han angreb utrætteligt. Meget tyder på, at han har bevaret motivationen, og efter en skadesplaget sæson har han også friskheden. Det er måske svært at se ham vinde i direkte duel med de bedste, men han kan meget vel lukrere på Sunweb-mandskabets kollektive styrke i stil med det, vi så med Lopez sidste år. Det samme kan Sam Oomen, der bare bliver bedre og bedre og kørte fremragende i Varese.

 

Sky stiller med et supermandskab, men desværre er der noget, der tyder på, at de er stærkere på papiret end i virkeligheden. Mikel Landa burde være favorit, men har selv indrømmet, at det bliver svært at lave resultater i de kommende løb og må formodes at være milevidt fra formen. Michal Kwiatkowski udgik i Varese og skuffede til VM og ser slet ikke ud til at have timet den denne gang. Derfor skal man håbe på Wout Poels og Sergio Henao, der begge har potentialet til noget stort, men som samtidig begge ser ud til at være et stykke fra deres bedste. Henao var god i Canada, men skuffede i Emilia. Finalen passer ham dog helt perfekt og var der bare tale om en dårlig dag sidste weekend, skal man tage sig i agt. Den korte, stejle stigning passer også perfekt til Poels, der som bekendt sluttede Vueltaen i storform. Desværre kørte han mildt sagt skidt ved både VM og Tre Valli Varesine, og han er formentlig langt fra sit bedste. Man skal dog altid passe på med Poels: han er om nogen en humørrytter, der kan veksle mellem sublime og katastrofale præstationer. Diego Rosa er en dark horse, der som regel finder formen id af det rene ingenting til Milano-Torino og Il Lombardia, og han så faktisk ganske god ud i lørdags, hvor han arbejdede for holdet.

 

Det er værd at fremhæve Steven Kruijswijk. Hans dieselmotor passer ikke specielt godt til en eksplosiv finale som denne, og han er slet ikke en mand til endagsløb. Han er dog en fremragende klatrer, og på denne tid af året handler det mere om friskhed end om evner. Han sluttede Vueltaen godt af, og har han bevaret motivationen siden da, kan han levere et godt resultat, selvom han ikke vinder. Derudover er det.

 

Endelig forventer vi fine præstationer af Jack Haig, Giovanni Visconti, Daniel Martinez og Laurens De Plus, men en podieplads vil dog være en overraskelse.

 

OPDATERING: Formstærke Gianni Moscon er en sen tilføjelse til startlisten og er naturligvis en af de store favoritter.

 

***** Julian Alaphilippe

**** Tom Dumoulin, Rigoberto Uran

*** Nairo Quintana, Thibaut Pinot, Daniel Martin, Gianni Moscon, Warren Barguil

** Primoz Roglic, Bauke Mollema, Egan Bernal, Fabio Aru, Alexis Vuillermoz, Wilco Kelderman, Sam Oomen, Wout Poels, Sergio Henao, Diego Rosa, Steven Kruijswijk

* Jack Haig, Giovanni Visconti, Laurens De Plus, Daniel Martinez, Adam Yates, Marc Soler, Michal Kwiatkowski, Mikel Nieve, Giulio Ciccone

 

Danskerne

Jakob Fuglsang kører sit første europæiske løb siden Touren, men trods sejren i Kazakhstan må man formode, at formen ikke rækker til meget andet end en støtterolle for Fabio Aru. Formstærke Christopher Juul-Jensen skal hjælpe Adam Yates og Jack Haig på Orica-Scott.

 

Sidste års løb

Du kan gense sidste års fascinerende duel mellem Lopez og Woods her (Eurosports dækning).

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »