Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
August, september og oktober er fyldt med belgiske endagsløb, der er skabt til en blanding af sprintere og klassikerryttere, og nu har vi nået enden på den lange række. Efter sidste uges Famenne Ardenne Classic er der nu kun én chance tilbage. Hvert år slutter den belgiske sæson med en stor massespurt i Putte-Kapellen i forbindelse med afslutningsløbet Nationale Sluitingsprijs, og selvom det igen i år har knebet med at tiltrække de helt store stjerner, vil det være en stor overraskelse, hvis ikke samme scenarium også vil afslutte den europæiske 2017-sæson tirsdag eftermiddag.
Annonce
Løbets rolle og historie
Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler op etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer også historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.
I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt mangfoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.
Serien af semiklassikere startede i begyndelsen af august med Dwars door Het Hageland og blev intensiveret med fire løb i den anden halvdel af august. Den kulminerede først i september med Brussels Cycling Classic, det klart største løb, og efter en lille pause fortsatte man med en travl uge, der bød på GP de Wallonie, Kampioenschap van Vlaanderen og Primus Classic på bare fire dage. For to uger siden gjaldt det Omloop Eurometropole, Tour de l’Eurometropole Binche-Chimay-Binche, i onsdags gjorde den nye Famenne Ardenne Classic debut, og nu resterer blot den traditionelle finale, Nationale Sluitingsprijs, der heldigvis blev reddet i sidste øjeblik og runder året af den 17. oktober.
De sidste løb i serien har traditionelt været en chance for sprintere og klassikerryttere til at gøre brug af deres gode form efter VM og holde gang i benene forud for det sidste store mål, Paris-Tours. Sidste år var det anderledes, idet løbene i stedet havde karakter af en vigtig test forud for det usædvanligt sene VM, men i år er man tilbage i den traditionelle rolle som den måske vigtigste indikator forud for årets sidste klassiker. Det løb er imidlertid nu overstået, og dermed de sidste løb i serien er derfor mere et vedhæng til en allerede lang sæson, hvor man får en allersidste chance for at sikre sig et resultat, inden sæsonen går på hæld. Det kan aflæses af startlisterne, der er betydeligt svagere end i de foregående løb, idet langt de fleste ryttere indstillede sæsonen sidste søndags i Tours, mens de få, der endnu er aktive, hovedsageligt jagter WorldTour-point i enten Tyrkiet eller Kina i disse uger.
Rollen som vedhæng har Nationale Sluitingsprijs nu altid haft. Som navnet siger har det altid rundet den belgiske sæson, der startede helt tilbage i februar i Omloop Het Nieuwsblad, af, og det betyder, at løbet altid er kommet efter den sidste store klassiker, Paris-Tours. Det har naturligvis gjort det vanskeligt at få de største navne til at stille op, og i de senere år har det hørt til undtagelsen, at de bedste sprintere er fortsat efter det franske løb. Derfor har løbet også haft et meget markant belgisk præg, modsat mange af de andre belgiske endagsløb, der har haft flere internationale hold til start. Helt galt gik det sidste år, hvor løbet blev afviklet midt under VM, men i år har man datoen for sig selv og skal reelt kun konkurrere med løbene i Kina og Tyrkiet. Det har betydet, at man har to WorldTour-hold i feltet, idet både Lotto Soudal og LottoNL-Jumbo er med denne gang.
Det er lidt en skam, at løbet er blevet en anelse devalueret, da det er et gammelt løb, hvis historie rækker helt tilbage til 1929, hvor Alexander Maes tog den første sejr. Siden da har det altid været den belgiske sæsonfinale og er kun blevet aflyst under Anden Verdenskrig. Ligesom cykelcrossrytterne altid har deres Sluitingsprijs i februar i Oostmalle, er det altid i Putte-Kapellen, at de belgiske landevejsryttere kører cyklen i garagen.
Modsat mange andre belgiske løb har Nationale Sluitingsprijs altså aldrig været en stor international begivenhed, og det har altid været domineret af belgiske og hollandske ryttere. Kun i de senere år er dominansen blevet brudt in anelse, og faktisk var det først, da Denis Flahaut sejrede i 2009, at man fik den første vinder fra et andet land end de to Benelux-lande. Siden da har situationen været anderledes, idet kun fire af de senere otte udgaver er blevet vundet af ryttere fra de to dominerende lande.
Manglen på international opmærksomhed betyder også, at løbet er blandt de mindste på den belgiske kalender, og man har ikke samme stjernebesatte vinderliste som mange andre. Selvfølgelig har Eddy Merckx vundet i Putte-Kapellen, og Adrie van der Poel har også sejret tre gange, men de fleste af de belgiske giganter har ikke løbet på deres generalieblad. Det har naturligvis ikke ændret sig mærkbart, heller ikke selvom sæsonen nu om dage bare bliver længere og længere.
Sidste år blev man en del af den nye serie Napoleon Games Cycling Cup, der er en samling af 10 belgiske endagsløb. Den position sikrede blandt andet løbet international tv-dækning og gav rytterne et ekstra incitament til at stille op, men i år er man ikke kommet med på kalenderen. En væsentlig rolle har man dog stadig. Som det sidste løb på UCI Europe Tour sker det af og til, at den sæsongående konkurrence skal afgøres her. Det så man eksempelvis i 2015, hvor Nacer Bouhanni måtte forlænge sin sæson for med en sejr i Putte-Kapellen at forsvare sin førsteplads. I år er den individuelle konkurrence afgjort, men holdkonkurrencen er stadig tæt mellem Wanty og Cofidis. Da franskmændene imidlertid ikke stiller til start, og belgierne har en snæver føring, er også den konkurrence dog lukket for i år.
Tidligere i år så det ud til, at en lang tradition ville blive brudt. Økonomiske problemer truede nemlig løbet med aflysning, og de traditionelle arrangører kastede faktisk håndklædet i ringen. I sidste øjeblik kom Golazo, arrangørerne af blandt andet BinckBank Tour, dog det historiske løb til undsætning og sikrede, at der heldigvis også i år er sæsonfinale i Putte-Kapellen.
Mange belgiske løb er ret ens, idet de enten er flade sprinterløb eller småkuperede løb skabt til klassikerryttere. Nationale Sluitingsprijs hører til i førstnævnte kategori, da det afvikles på en helt flad rundstrækning i Putte-Kapellen. Det betyder, at det altid har været lidt af en sprinterfestival, og derfor afsluttes den belgiske sæson næsten altid med en stor massespurt.
Det skete også sidste, hvor Roy Jans reddede en ellers katastrofal sæson ved til allersidst at tage en stor 1.1-sejr. Belgieren besejrede i massespurten årets store oplevelse, Timothy Dupont, og Moreno Hofland. Jans vender tilbage for at forsvare titlen i sit sidste løb for Veranclassic, og også Dupont er på jagt efter et godt resultat efter en skidt sæson. Til gengæld er Hofland draget til Kina, og han er derfor ikke til start i år.
Ruten
Selvom der er kommet nye arrangører, har man ikke ændret på ruten, der er den samme som sidste år. Forud for det havde man brugt en lidt større rundstrækning, der sidste år blev afkortet en anelse, og det er altså denne nye rute, der genbruges i 2017. Således skal der også i år tilbagelægges 11 omgange på den velkendte 16,7 km lange rundstrækning i Putte-Kapellen, hvilket giver en samlet distance på 183,6 km. Starten går egentlig i Kapellen sydøst for Putte, hvorfra man med det samme kører op til sidstnævnte by, hvor man rammer rundstrækningen og krydser målstregen, hvor den reelle start gives. Rundstrækningen er henlagt til området vest for Putte og er helt flad. Den består i alt væsentlig af en tur mod vest, hvorefter man vender rundt og kører tilbage mod målbyen. Der er hverken terrænmæssige eller tekniske udfordringer, og til sidst venter en ukompliceret finale med et sidste sving umiddelbart efter den røde flamme. Opløbsstrækningen stiger ganske let.
Vejret
Det eneste, der kan true sprinterne i Nationale Sluitingsprijs, er vejret, men i år kunne rytterne ikke ønske sig bedre betingelser. Der vil kun være ganske få skyer, og temperaturen vil nå hele 20 grader. Samtidig vil det være næsten helt vindstille med kun en svag vind fra syd. Det giver sidevind på det meste af rundstrækningen og medvind på opløbsstrækningen.
Favoritterne
Nationale Sluitingsprijs er og har altid været et sprinterløb. Terrænet i området omkring Putte-Kapellen kunne ikke være meget fladere, og man har heller ikke sammensat en rute, der byder på tekniske udfordringer. Selvom belgiske cykelløb kan være ganske uforudsigelige, specielt når antallet af WorldTour-hold er lavt, og løb i oktober måned generelt byder på talrige overraskelser, er det tankevækkende, at vi skal helt tilbage til 2007 for at finde seneste udgave, der ikke sluttede i en massespurt. Selvom man har justeret rundstrækningen, gav det sidste år ikke anledning til et anderledes udfald, og intet tyder på, at vi vil se overraskelser i år heller.
Det eneste, der for alvor kan true sprinterne, er vejret. Set i den sammenhæng må sprinterne slikke sig om munden ved udsigten til, at de sommerlignende forhold, der også har præget Danmark i de seneste dage, i øjeblikket giver fremragende vejr i Belgien og Holland, som vi har set det i weekendens crossløb og lørdagens Tacx Pro Classic. Tirsdag bliver det tillige næsten vindstille, og der er derfor intet, der for alvor kan bidrage til, at aggressive hold kan splitte feltet.
Løbet bærer dog præg af, at der mangler en oplagt favorit, hvis hold kan holde samling på tropperne. Specielt er det bemærkelsesværdigt, at LottoNL og Lotto Soudal begge møder op uden deres sprintere, og det betyder, at de to WorldTour-hold formentlig vil have en relativt offensiv tilgang. Omvendt åbner det døren for, at specielt det i øjeblikket meget succesfulde Wanty-mandskab, der går efter den samlede Europe Tour-sejr samt Veranclassic med den forsvarende vinder Roy Jans og Veranda’s Willems ser muligheder. Uagtet er der helt sikkert vil blive kørt offensivt, burde det være umuligt på en så flot og vindstille solskinsdag at undgå en massespurt.
Spurten i sig selv er ikke voldsomt kompliceret, men der er dog et sent sving med 900 m til stregen, hvor det er vigtigt at være godt placeret. Derfor er et godt tog ikke uden betydning, og det er samtidig værd at notere sig, at opløbsstrækningen stiger svagt. Overordnet set betyder det gode vejr imidlertid formentlig, at alle vil kunne komme relativt friske frem til stregen, og det er derfor en finale, der passer til de helt rene sprintere.
Med et meget jævnbyrdigt sprinterfelt er det et meget åbent løb, men der er specielt ét navn, der skiller sig ud. Kenny Dehaes er den eneste af feltets sprintere, der regelmæssigt har kunnet blande sig i toppen af de belgiske 1.1-løb i denne sæson, og selvom den store sejr i år udeblevet har han efter en svær sæsonstart fundet formen til anden halvdel, hvor han specielt i august sikrede sig flere top 10-placeringer. Han viste senest ganske god form i Binche-Chimay-Binche, der dog i sidste ende udviklede sig til at være en anelse for hårdt for ham, samt ikke mindst i Tour de l’Eurometropole, hvor han viste god holdbarhed ved at overleve sidste stigning og spurte sig til andenpladsen. Han er en af de få sprintere i feltet, der regelmæssigt har vundet på dette niveau og er på papiret vel feltets hurtigste mand. Det lette løb og den stigende opløbsstrækning passer ham, og han har et godt hold til at støtte sig. Vi har visse forbehold for hans form, idet hans store mål var sejren i Napoleon Games Cycling Cup, og han er kendt som en humørrytter, der meget vel kan være faldet helt sammen i dagene efter løbet i Binche. Tankevækkende var det i hvert fald, at han måtte udgå i Holland i lørdags. Løbet her vil dog være så let, at det i sidste ende handler om fart, og den har Dehaes. Derfor sætter vi vores penge på Wanty-sprinteren.
Hans værste rival kunne meget vel være Timothy Dupont. Det har bestemt ikke været et godt år for belgieren, der ellers fik et kolossalt gennembrud og var på alles læber sidste år. I 2017 er det blot blevet til en enkelt sejr, men til gengæld talrige skuffelser. Det er dog i efteråret, at han har været bedst, og her har han flere top 10-placeringer, senest fra Paris-Bourges for knap to uger siden. Han har slet ikke haft samme holdbarhed og spurtstyrke som sidste år, men i dette felt bør han trods alt være en af de hurtigste. Opløbet passer ham, og han har i Aidis Kruopis en glimrende lead-out man, der selv kan køre spurten, hvis det kniber for belgieren.
Roompot var tæt på sejren i lørdags med Taco van der Hoorn og har generelt været godt kørende i årets sidste løb. Det bliver ganske sjældent til sejre, men man har en god chance for at levere en fornem sæsonafslutning. I Coen Vermeltfoort har man i hvert fald en af feltets bedste afsluttere, der efter en periode med dumme rygproblemer ser ud til at have genfundet formen. I lørdags var det kun de to forhåndsfavoritter Groenewegen og Hofland, der var hurtigere, og i det hele taget har han i år været fantastisk stabil i massespurterne. Det skyldes hans gode positioneringsevne, der kan blive vigtig i en formentlig temmelig uorganiseret spurt. Han er måske ikke helt så hurtig som Dehaes og Dupont, men netop evnen til at holde sig fremme samt den gode form giver ham gode muligheder. Holdet har også Andre Looij, men han er ikke hurtig nok til at vinde sit sidste løb i de orange farver.
Er Dehaes ikke på toppen, har man på Wanty en anden god kandidat. Tom Devriendt har i de første år af sin professionelle karriere primært ageret hjælperytter, men i de seneste uger er har han slået igennem. Det skete først og fremmest med den yderst imponerende tredjeplads i det knaldhårde Binche-Chimay-Binche og 11. pladsen i Paris-Tours, men også sejren efter udbrud i Lichtervelde og 3. pladsen i massespurten i Omloop Eurometropole viser klassen. Belgieren er med andre ord i god form sidst på sæsonen, og det kan anspore Wanty til at give ham chancen i stedet for holdets normale førstesprinter.
Sport Vlaanderen stiller med et ganske slagkraft sprinterhold med flere gode kandidater. Det er dog formentlig kun Bert Van Lerberghe, der har en chance for at sejre. Belgieren er ganske vist ikke ren sprinter og har aldrig vundet en massespurt i så stort et løb, simpelthen fordi han mangler den nødvendige topfart. Han er dog ganske stabil i de belgiske 1.1-løb, og med andenpladsen bag Greipel i Omloop Eurometropole viste han, at det måske kan lade sig gøre, hvos han rammer rigtigt. Holdet har også de unge talenter Christophe Noppe og Edward Planckaert , men det kræver et kvantespring, hvis de skal sejre på dette niveau.
Sidste år sejrede Roy Jans efter en ellers meget skidt sæson. I år har det hele været endnu værre, og der har været meget langt mellem snapsene for den forsvarende vinder, der står uden kontrakt og uden sejre. Han drømmer om igen at redde sit år i allersidste øjeblik, men det bliver bestemt ikke let. Selvom der har været små tegn på fremgang, har han generelt ikke været i nærheden af de bedste, heller ikke i de seneste massespurter. Helt afskrive ham i dette felt skal man dog ikke. I hvert fald bør han på papiret være en af de hurtigste.
LottoNL stiller til start uden Groenewegen, der er rejst til Kina, og det giver chancen for Amund Grøndahl Jansen, der har kørt fantastisk flot i dette efterår, hvor han har været fremme i talrige belgiske endagsløb. Han har vist sig at være en af tidens stærkeste, men det har til gengæld knebet i spurterne, hvor han ikke helt har kunnet leve op til forventningerne. Nu får han imidlertid et af feltets stærkeste mandskaber stillet til sin rådighed, og sammen med den gode form kan det måske tippe balancen i hans favør.
Den bedste belgiske sprinter på kontinentalniveau har i år været Joeri Stallaert, der har adskillige topresultater. Han har dog primært imponeret i lidt hårdere løb, mens han som regel er kommet til kort i de rene massespurter. I dette felt bør han dog kunne være med fremme, og det stigende opløb passer ham. Spørgsmålet er, om han har bevaret den gode form efter en lidt stille periode.
Lotto Soudal er ikke til start med deres bedste sprintere, og de vil derfor næppe satse 100% på en spurt Skulle det hele imidlertid blive samlet er det en chance for at give Kris Boeckmans en god afsked med holdet. Siden sit forfærdelige uheld i Vueltaen har han imidlertid ikke været i nærheden af fordums styrke, og der er ikke meget, der tyder på, at han komme tilbage på sit tidligere niveau. Ikke desto mindre er feltet her relativt svagt, og Lotto Soudal er trods alt et stærkt hold. Måske kan det give belgieren en chance.
Derudover kan man pege på Jelle Mannaerts, Arvid De Kleijn, Louis Verhelst og Barry Markus som sprintere, der måske kan blande sig.
Skal man udpege ryttere, der måske kan snyde sprinterne, er det specielt værd at fremhæve Taco van der Hoorn, Timo Roosen, Maarten Wynants, Sean De Bie, Dries Van Gestel, Twan Castelijns, Brian Van Goethem og Jesper Asselman
OPDATERING: Lotto Soudal har i sidste øjeblik tilføjet Jens Debusschere til startlisten. Han har været skidt kørende på det sidste, men i dette felt er han naturligvis en af de helt store favoritter.
***** Kenny Dehaes
**** Jens Debusschere, Timothy Dupont
*** Coen Vermeltfoort, Tom Devriendt, Bert Van Lerberghe
** Roy Jans, Amund Grøndahl Jansen, Joeri Stallaert, Aidis Kruopis, Christophe Noppe, Jelle Mannaerts
* Edward Planckaert, Andre Looij, Taco van der Hoorn, Timo Roosen, Maarten Wynants, Sean De Bie, Dries Van Gestel, Twan Castelijns, Brian Van Goethem, Jesper Asselman
Danskerne
Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce