Optakt: Østrig Rundt

Løbets rolle og historie

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer.

Ét løb har brudt trenden. Siden 2005 har Østrig Rundt fundet sted i løbet af Tourens første uge, og løbet synes endda at trives i den position. Juni måned er som regel en af de tider på året, hvor feltets niveau er allerhøjest, fordi mange ryttere forsøger at blive udtaget til Touren. Mange bliver ladt skuffede tilbage og har brug for et andet løb til at udnytte den gode form. Østrig Rundt er det perfekte sted at høste frugterne af det hårde arbejde og vise holdledelsen, at de tog fejl i deres udtagelse.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Løbet har dog ikke altid haft den rolle. Som et af de mest bjergrige lande i Europa har Østrig altid haft noget af kontinentets bedste cykelterræn, og derfor er det ingen overraskelse, at landets nationale etapeløb er en ældre sag. Det blev første gang afviklet i 1949 som et amatørløb, der hovedsageligt domineredes af lokale ryttere og hollændere. I 1996 blev det et løb for professionelle, og da det fandt sted i juni og havde masser af bjerge, blev det anset som perfekt Tour-forberedelse. Det var et alternativ til Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse og havde altid gode startfeltet. Franck Vandenbroucke vandt den første udgave, og en ung Cadel Evans sejrede to gange.

I 2005 traf arrangørerne imidlertid det modige valg at flytte løbet til juli, og dermed ændredes dets status med det samme. Det var nu ikke længere et forberedelsesløb og tjener i dag som revanchescene for ryttere, der ikke blev udtaget til Touren. For andre - ofte ryttere, der har kørt Giroen - er det et perfekt sted at få gang i benene efter en kort pause, og for mange er det starten på en vej, der fører frem til klassikerne eller VM.

Det er ikke noget tilfælde, at løbet har fungeret som det perfekte sted at få revanche for skuffede Tour-kandidater. Med Alpernes prominente rolle i landet byder det nu syv dage lange løb på en lille grand tour. Ofte har det haft et par meget svære bjergetaper - afslutningen på Kitzbüheler Horn er lidt af en klassiker - en lang enkeltstart og et par sprinteretaper. I den forstand er det som et tre uger langt etapeløb kogt ned til en uge og dermed et perfekt sted at bruge de klatreben, der havde gjort sig klar til verdens største cykelløb. I de seneste år har ryttere som Jakob Fuglsang, Kevin Seeldraeyers, Peter Kennaugh og Michael Albasini fremstået som gode eksempler på frustrerede ryttere, der med deres gode Tour-form har haft succes i Østrig.

Som et 2.HC-løb har man ofte været i stand til at tiltrække adskillige WorldTour-hold, men sidste år betød den nye dato for Tour de Pologne, der var blevet flyttet på grund af OL, at de fleste droppede det østrigske løb. Det betød, at Astana var det eneste WorldTour-hold til start, men heldigvis har man i år været i stand til at genvinde sin status. Således vil man denne gang have fire hold fra højeste niveau med, og dertil skal lægges et italiensk landshold, der føres an af selveste Elia Viviani. Samtidig er de fleste europæiske professionelle kontinentalhold ligeledes at finde i feltet, og det gør det til et meget konkurrencedygtigt felt.

Sidst år bekræftede stortalentet Jan Hirt sit kolossale potentiale ved at tage en ganske suveræn sejr med 1.17 ned til Guillaume Martin og 1.29 ned til Patrick Schelling. Efter en stærk Giro vender tjekken ikke tilbage for at forsvare sin titel, og Martin er i år til start i Touren. Til gengæld er Schelling med igen for det lokale Vorarlberg-mandskab.

Ruten

Østrig, Schweiz og Frankrig er alle kendt for deres alpestigninger, men der er stor forskel på bjergene i de tre lande. Mens stigningerne i de to sidstnævnte lande ofte er lange og regulære, er de i Østrig ofte enormt stejle. Landet er måske ikke vært for de største løb, og derfor er stigningerne mindre kendt, men Østrig har altså nogle af de hårdeste bjerge i Europa. Derfor har Østrig Rundt ofte nogle af de mest brutale bjergafslutninger, og det har traditionelt været et perfekt løb for rene klatrere.

Dette års udgave er bestemt ingen undtagelse. For tredje år i træk har man valgt helt at udelade en lang enkeltstart, og der er heller ingen holdprolog som i 2015. I stedet er den eneste enkeltstart for andet år i træk en helt usædvanlig bjergprolog, hvor man skal spurte bare 800 m op ad den meget stejle Schlossberg-stigning, der stiger med mere end 10% i gennemsnit. Forskellene vil her være ret små, og derfor vil det helt store slag skulle slås på den traditionelle kongeetape til Kitzbüheler Horn, der ventes at afgøre klassementet som den eneste rigtige klassementsdag på løbets tredjesidste dag. Derudover er der en stor bjergetape på fredagens næstsidste etape, men her kommer stigningerne så langt fra mål, at der næppe kan gøres store forskelle.

Resten af løbet udgøres af relativt flade etaper. Sprinterne ventes at dyste om sejren på 1. etape, mens man skal være lidt mere hårdfør for at overleve stigningerne på 3. etape. 2. etape er med en sen stigning perfekt for klassikerryttere og de allerstærkeste af sprinterne, og derudover kan de hurtige folk drømme om at spurte om sejren på sidste etape, hvor et udbrud dog også har gode muligheder for at løbe med sejren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Prolog

Østrig Rundt har ofte eksperimenteret med nogle meget opfindsomme åbningsetaper. Tidligere har man haft meget korte holdprologer, og sidste år havde man en helt unik bjergprolog, hvor man skulle spurte bare 600 m op ad den berømte Kitzbüheler Horn-stigning. Den ide var åbenbart populær, idet man i år har designet en prolog, der minder meget om den, der blev brugt sidste år.

Denne gang har man udset sig Schlossberg-stigningen i byen Graz som scene for prologen. Bare 800 m skal tilbagelægges, men de er til gengæld ganske brutale. I gennemsnit stiger det således med hele 10,4%, og dermed er der tale om en regulær spurt på ad en meget stejl stigning. Da det endda er relativt fladt fra mellem 200 m- og 600 m-mærkerne, er det indlysende, at ramperne i bunden og nær toppen er meget stejle.

En så kort spurt op ad bakke er en meget speciel affære, hvis lige ikke findes mange andre steder. Sidste år vandt prologspecialister Simon Clarke på Kitzbüheler Horn, men generelt var det sprinterne, der var stærkest. Således blev Nicolas Ruffoni nummer 4, Andrea Pasqualon nummer 6 og Gerald Ciolek nummer 13, og således kan det igen ventes, at det er de hurtige folk, der vil slås om sejren - også selvom der er tale om en vanvittigt stejl stigning. For de virkelige klatrere handler det derimod om at begrænse tabet på en etape, hvor der kan skabes overraskende store tidsforskelle.

Graz blev sidst besøgt i 2006, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt. Michael Barry vandt i byen i 2005, Nico Sijmens vandt en spurt i 2003, Scott Sunderland tog en udbrudssejr for Team Fakta i 2002.

1. etape

Løbet har ofte ramt de høje bjerge tidligt, og meget tit har den store kongeetape til Kitzbüheler Horn ligget allerede på andendagen. I år udskyder man imidlertid de svære etaper til senere i løbet, og i stedet er det sprinterne, der kommer i aktion, når løbet usædvanligt tidligt besøger Wien allerede på 1. etape.

I alt skal der tilbagelægges 196 km mellem Graz og Wien, men da de kun byder på 799 højdemeter, er der tale om en relativt nem dag. Det meste af dagen køres i fladt terræn mod nordøst og nord, og kun midtvejs venter der en udfordring. Det er i form af kategori 2-stigningen Mönichkirchen (12 km, 3,7%), der har top allerede efter 87,1 km. Derefter venter en nedkørsel, inden det går helt fladt ind mod Wien. Her venter en ikke specielt teknisk finale med et sidste sving 2 km fra mål. Der er indlagte spurter efter 51,6, 119,6 og 163,6 km.

Med et relativt stærkt sprinterfelt og en helt flad etape, der ovenikøbet ender med en prestigiøs afslutning i landets hovedstad, er der næppe tvivl om, at denne etape ender i en massespurt. Vinden spiller sjældent en rolle i det østrigske etapeløb, og vi kan derfor som så ofte før vente en stor kamp mellem de hurtigste i Wiens gader, hvor det som regel er de rene sprintere, der sejrer.

Wien er med på ruten hvert år, oftest som afslutning på sidste etape. Sidste år sluttede man på Kahlenberg i udkanten af byen, hvor Frederik Backaert sejrede. Året inde vandt Katusha en kort holdprolog, men inden da var det altid en massespurt i bymidten, der afsluttede løbet. De seneste vindere er Marco Haller (2014), Omar Bertazzo (2013), Daniele Colli (2012), Daniele Bennati (2011), Graeme Brown (2010), André Greipel (2009), Tom Boonen (2008), Gerald Ciolek (2007), Fabrizio Guidi (2006), Jochen Summer (2005), Ludo Dierckxens (2004) og Tom Steels (2003).

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

2. etape

Efter en dag for de rene sprinter håber klassikerrytterne og de hårdføre afsluttere at komme i spil på 2. etape, der slutter med en vanskelig rundstækning, hvor en lille stigning skal forceres. Den kommer som afslutning på en ellers relativt flad 199,6 km lang etape mellem Wien og Pöggstall. Fra start køres mod nord gennem helt fladt terræn, inden flade veje fører videre mod vest og sydvest frem mod målbyen forbi de indlagte spurter, der kommer efter hhv. 36,7 og 133,4 km. Med 34 km igen rammer man den afslutende rundstrækning, hvilket betyder, at man 1900 m senere runder toppen af kategori 2-stigningen Jasenegg (2,0 km, 4,7%), inden man kører ned til mål. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 13,1 km lange runde, og derfor skal man i alt over bakken tre gange med bjergpoint på spil ved to første passager. Toppen nås, når der resterer bare 4,2 km, og derfra falder det næsten hele vejen ned til mål, hvor det sidste sving venter bare 200 m fra stregen.

Den sidste stigning er svær nok til, at de rene sprintere falder fra, men den er bestemt ikke uoverkommelig for de mest hårdføre af de hurtige folk. De håber at holde det samlet til en reduceret massespurt, men stigningen er samtidig den perfekte rampe til et sent angreb. Derfor kan ventes en hæsblæsende jagt mellem aggressive puncheurs og et reduceret felt, og udfaldet kan gå begge veje.

Pögstall har ikke været vært for løbet tidligere.

3. etape

Anden etape var for svær for sprinterne, men de håber at være tilbage i aktion dagen efter. 3. etape byder ganske vist på hele 226,2 km mellem Wieselburg og Altheim, men de byder ikke på de store udfordringer, og derfor er der udsigt til en massespurt. Hele dagen køres næsten direkte mod vest. I starten er det helt fladt, men efterhånden som man nærmer sig mål, bliver terrænet langsomt vanskeligere. Således venter kategori 3-stigningerne Turmberg (2,8 km, 5,9%), Schnaidt (1,4 km, 9,5%) og Maria Schmolln (1,0 km, 9,9%) efter hhv. 149,3, 182,4 og 194,1 km. Derefter går det ned mod mål, hvor målstregen krydses efter 215,7 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 10,5 km lang helt flad rundstrækning, der har hele to skarpe sving på den sidste kilometer, det sidste bare 300 m fra stregen. De indlagte spurter kommer efter 123,3 km og ved første passage af målstregen.

De tre stigninger er ikke helt nemme og kan benyttes til at komme at komme af med de mest hårdføre sprintere. Det er ikke utænkeligt, at visse hold vil forsøge at lægge pres på for at komme af med Elia Viviani, og derfor er det ikke sikkert, at et fuldt felt skal spurte om sejren. Med mange sprintere til start og et tæt klassement vil det dog være en overraskelse, hvis det ikke ender i en eller form for spurt.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Altheim har ikke tidligere været vært for løbet, men er ofte med på ruten i Oberösterreichrundfahrt. Her vandt Phil Bauhaus i 2016, Lars van der Haar i 2015 og Florian Bissinger i 2014.

4. etape

Efter et par dage, der har handlet om overlevelse er det endelig tid for klassementsrytterne til at komme i aktion. Det sker på løbets traditionelle kongeetape til toppen af Kitzbüheler Horn, der i år er tilbage som en rigtig bjergfinale, efter at man sidste år lagde asfalt til den meget specielle bjergprolog. Det sker på en kort 82,7 km lang etape, der byder på i alt 1054 højdemeter og går mellem Salzburg og det berømte bjerg. Hele dagen køres mod sydvest gennem fladt terræn, hvor det kun er kategori 3-stignigen Steinpass (6 km, 4,0%) med top efter 18 km, der udgør en udfordring. Efter den første spurt, der er placeret efter 30,3 km, fortsætter det flade terræn frem til byen Kitzühel, hvor den sidste spurt venter med 12 km til stregen. Kort efter rammer man det frygtede HC-bjerg, der stiger med hele 12,3% i gennemsnit over 7,6 km over inkluderer et stejlt stykke på hele 23%.

Kitzbüheler Horn er kendt som et af Europas sværeste bjerge, og her er det altid de bedste klatrere, der slås om sejren. Stigningen er ganske vist relativt kort, men den er så stejl, at det er de hele rene bjerggeder, der har en fordel. Her skal det vigtigste slag om den samlede sejr slås i en stor kamp mellem løbets favoritter!

Kitzbüheler Horn er med hvert år. Sidste år sejrede William Clarke på den specielle bjergprolog, men ellers har der været tale om rigtige bjergfinaler hver gang. De seneste vindere er Victor De La Parte (2015), Dayer Quintana (2014), Kevin Seeldraeyers (2013), Danilo Di Luca (2012), Fredrik Kessiakoff (2011), Riccardo Ricco (2010), Michael Albasini (2009), Chris Anker Sørensen (2008), Thomas Rohregger (2007), Christian Pfannberger (2006), Gerhard Trampusch (på en bjergenkeltstart i 2005), Cadel Evans (2001 og 2004), Gerrit Glomser (2003), Hans-Peter Obwaller (2002) og Georg Totschnig (2000).

5. etape

Efter løbets kongeetape venter endnu en stor dag i bjergene på løbets kongeetape, hvor der skal tilbagelægges hele 212,5 km mellem Kitzbühel og St. Johann Alpendorf og klatres intet mindre end 3258 højdemeter. Modsat på den foregående dag er det imidlertid næppe en etape for klassementsrytterne, idet den sidste stigning kommer langt fra mål, og det er således kun en lille rampe op til mål, der måske vil kunne gøre en forskel.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Fra start bevæger man sig mod syd over en ikke-kategoriseret stigning, inden man kører ned til den første spurt, der kommer efter 25,2 km. Herefter venter kategori 1-stigningen Felbertauern (14,0 km, 6,4%), der har top efter 40,2 km. En lang nedkørsel fører herefter ned til fladt terræn, hvor man rammer rutens sydligste punkt. Herefter går det tilbage mod nord via den lille kategori 2-stigning Iselberg (7,0 km, 5,2%), der har top efter 100,2 km. Efter en kort nedkørsel og et lille fladt stykke med den sidste spurt efter 120,1 km gælder det dagens sværeste udfordring, HC-bjerget Hochtor (17,4 km, 8,3%), hvis top kommer efter 143,2 km. Efter en kort nedkørsel venter kategori 2-stigning Fuscher Thörl (1,9 km, 8,4%), men herefter resterer stadig 63,2 km. De består af en nedkørsel, inden man kører mod vest gennem svagt faldende terræn til målet i St. Johann Alpendorf. Her venter en eksplosiv finale på en 2,7 km lang ikke-kategoriseret stigning, der indeholder stigningsprocenter på 8-10% og har et sidste sving på toppen af stigningen 800 m fra stregen.

Der er tale om en svær bjergetape med mange højdemeter, men de kommer for tidligt til, at de for alvor kan gøre en forskel. Der vil helt sikkert opstå små huller på den sidste stigning, men det ligner en dag, hvor et udbrud skal køre om sejren.

St. Johann Alpendorf var senest målby i 2011, hvor Alexandre Geniez tog en solosejr. Det samme gjorde Alessandro Bertolini i 2000, mens Gianluca Bortolami vandt en spurt i en lille gruppe i 1999.

6. etape

Årets Østrig Rundt er generelt en sprintervenlig affære, og de hurtige folk håber at komme i spil igen på løbets sidste etape. Her skal tilbagelægges 203,9 km mellem St. Johann Alpendorf og Wels på en ganske blandet rute. Hele dagen går det mod nordvest, men derudover kan etapen inddeles i to dele. Første halvdel er relativt kuperet med kategori 3-stigningene St. Martin vor der Kirche (17,8 km, 2,2%) og Pass Gschütt (2,9 km, 6,1%) samt kategori 2-stigningen Hochlecken (7 km, 6,0%) efter hhv. 27,5, 55,9 og 114 km, men derefter flader terrænet ud, og den sidste halvdel er næsten helt flad. Målstregen krydses for første gang efter 187,7 km, og løbet afsluttes derefter med to omgange på en 8,1 km lang, helt flad rundstrækning, hvor der venter en tænkes finale med sving 1000, 700 og 500 m fra stregen. De indlagte spurter er placeret efter 85,9 km og ved de to første passager af målstregen.

Med en relativt kuperet start kan det ventes, at der vil blive angrebet hektisk fra start. Jagten kan først for alvor organiseres efter den sidste stigning, og derfor kan det meget vel ende med en udbrudssejr. Der er imidlertid også mange sprintere til start, og hvis de kommer godt over stigningerne, er der næsten 100 km til at få det hele samlet til en stor afsluttende massespurt.

Wels har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Favoritterne

Østrig Rundt har som sagt tidligere været lidt som en lille grand tour, hvor man har skullet magte lidt af det hele for at være i spil til sejren. Med fraværet af en lang enkeltstart er balancen nu tippet i retning af klatrerne, og i de seneste to år har det været de rene bjerggeder, der har skullet slås om sejren på de ekstremt stejle stigninger. Det vil helt sikkert også været tilfældet i år, hvor det ser ud til, at klassementet næsten udelukkende vil blive afgjort af udfaldet af kongeetapen til Kitzbüheler Horn.

Stigningen i Kitzbühel er så lang og stejl, at det er for de helt rene klatrere, hvilket også afspejles af vinderlisten. Derudover vil der kunne gøres forskelle på bakken op til mål på 5. etape, hvor de mere eksplosive typer vil have en fordel, men med mindre det er meget tæt, vil det næppe være udslagsgivende. Også bjergprologen vil skabe mindre afstande, og vi så sidste år, at de rene klatrere slet ikke var eksplosive nok til at matche sprinterne trods de voldsomme stigningsprocenter. Alligevel vil afstandene være så beskedne, at den bedste klatrer let kan opveje det i Kitzbühel. Da de øvrige etaper enten ventes at blive afgjort i massespurter eller af udbrud, ser det ud til, at den bedste klatrer vil løbe med sejren.

Løbets klart bedste klatrer er Miguel Angel Lopez. Efter sit slemme styrt i efteråret har han misset stort set hele sæsonen, men han var på et overraskende højt niveau, da han endelig gjorde debut i Tour de Suisse. Desværre måtte han igen udgå efter et styrt, men da det kun resulterede i en brækket tommelfinger, kan han ikke have tabt specielt meget form. Tværtimod er han sikkert bare bedre, end han var i Schweiz, hvor han gjorde det flot på den første bjergetape. Den meget stejle stigning i Kitzbühel er som skabt til ham, og hvis han nærmer sig sit bedste niveau, bør han vinde den etape. Han er samtidig ganske eksplosiv og derfor heller ikke dårlig på prologen og 5. etape. Udfordringen bliver for det ikke specielt klatrestærke Astana-mandskab at kontrollere den svære 5. etape, men lykkes det, tror vi, at Lopez vinder løbet.

Hans værste rival må være Rein Taaramae . Esteren har haft en rædselsfuld sæson, og det så ikke ud til at have ændret sig i Tour de Suisse. Pludselig kom formen imidlertid ud af det blå, da han på løbets kongeetape, der sluttede på Rettenbachferner, en stigning, der er meget sammenlignelig med den i Kitzbühel, kørte feltet sønder og sammen. Da han slog ud efter at have ført for kaptajn Simon Spilak, hang kun sloveneren og Joe Dombrowski stadig på, og Taaramae endte trods det hårde arbejde alligevel som nummer 4. Det vidner om, at formen nu er god, og hvis han vitterligt er på sit højeste niveau, er han fuldstændig ustoppelig. Derfor skal Lopez være helt skarp for at slå ham. Holdet er også til start med Ilnur Zakarin , men den russiske stjerne gør comeback efter Giroen, og selvom han vandt det russiske mesterskab i enkeltstart er han næppe på 100%, specielt fordi han efter sejren på tidskørslen sagde, at han havde taget en del på.

Riccardo Zoidl sikrede sig en WorldTour-kontrak ved blandt andet at vinde dette løb i 2013, men desværre levede han aldrig op til forventningerne hos Trek. I år har han imidlertid kørt med om sejren i de fleste af sine etapeløb, og han nærmer sig stille og roligt fordums styrke. Dette løb må være hans helt store sæsonhøjdepunkt, og vi må formode, at han er i absolut topform. Han kørte allerede stærkt i begyndelsen af måneden og var også med fremme ved de nationale mesterskaber. Han har før vist, at han kan begå sig på Kitzbüheler Horn, og det gør ham til en oplagt vinderkandidat.

Er Giulio Ciccone endelig tilbage? Supertalentet vandt som bekendt en stor bjergetape i Giroen i sin første sæson som professionel, men desværre har år 2 været ødelagt af sygdom. Det lykkedes ham imidlertid at gennemføre Giroen, og derfor er der nu gode muligheder for, at han nærmer sig sit højeste niveau. Er han kommet godt ud af det italienske løb, kan han med sin status som et af Italiens allerstørste klatretalenter sagtens løbe med sejren. Det italienske landshold har også et andet talent, Iuri Filosi, men mon ikke stigningen er lidt for svær for ham?

På papiret burde stigningen i Kitzbühel passe fint til Pieter Weening , men hans form er en anelse usikker. Således skuffede han stort i Schweiz Rundt, hvor han aldrig var i nærheden af de bedste. Han viste sig imidlertid frem i de hollandskabe mesterskaber og kørte stærkt i Norge i maj. Hvis han endelig har ramt sit højeste niveau, bør han køre med om sejren.

Dimension Data stiller med et meget interessant hold med Igor Anton, Mekseb Debesay og Ben O’Connor, der alle kan levere et resultat. Anton kommer fra Giroen, og hans form er derfor et spørgsmål, men Kitzbüheler Horn burde passe ham. Debesay blev sidste år nummer 3 på kongeetapen i Abu Dhabi og har siden vist, at han kan blande sig med de bedste klatrere i verden og er måske holdets mest sikre bud. O’Connor er et stort talent, men det er måske for tidligt for ham at køre med om sejren her.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det store talent Hermann Pernsteiner er en af Østrigs mest lovende klatrere. Allerede sidste år blev han nummer 6, og med den nylige sjetteplads i Slovenien Rundt har han vist, at han i år er endnu stærkere. Som ren klatrer burde han være i sit es i Kitzbühel, og han vil være klar til at udfordre favoritterne.

Det samme vil Gazprom-Rusvelo, der stiller med tre kandidater. Bedst mulighed har nok Sergey Firsanov, der har udtrykt visse ambitioner. Han har imidlertid haft en skidt sæson, og han mangler endnu at vise, at han er lige så stærk som sidste år. Alexander Foliforov burde kunne lide ruten, men han var ikke flyvende i Slovenien. Derudover kan også unge Alexander Rybalkin og måske Artem Nych vise sig frem.

Cannondale er til start med Brendan Canty, der sidste år vandt en bjergetape i løbet. Desværre har han haft en meget svær første sæson på WorldTouren, og han mangler endnu at genfinde sidste års form. Lykkes det, har han imidlertid alle forudsætninger for at gøre det godt på denne bjergrute.

Endelig bør man også holde øje med de stærke kontinentalryttere Markus Eibegger, Matija Kvasina, Stephan Rabitsch, Sebastian Schönberger, Patrick Schelling og Daniel Gaismayr, hvor man især kan have forventninger til de tre førstnævnte, samt talenterne Michal Schlegel og Felix Grosschartner. Også de mere etablerede navne Yoann Bagot, Stephane Rossetto, Delio Fernandez og måske Daniel Diaz kan være at finde langt fremme.

***** Miguel Angel Lopez

**** Rein Taaramae, Riccardo Zoidl

*** Guilio Ciccone, Pieter Weening, Mekseb Debesay, Igor Anton, Hermann Pernsteiner, Sergey Firsanov

** Brendan Canty, Ilnur Zakarin, Stephane Rossetto, Markus Eibegger, Matija Kvasina, Stephan Rabitsch, Ben O’Connor, Michal Schlegel, Alexey Rybalkin

* Delio Fernandez, Patrick Schelling, Sebastian Schönberger, Stefan Denifl, Alexander Foliforov, Yoann Bagot, Felix Grossschartner, Pavel Kochetkov, Iuri Filosi, Daniel Pearson, Daniel Diaz, Daniel Geissmayr

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.