Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Østrig Rundt
06. juli 2018 19:16 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I juli måned har cykelverdenen alle øjne rettet mod Tour de France, og derfor er der meget lidt plads til andre cykelløb på denne tid af året. Der er dog én markant undtagelse, da Østrig Rundt, som afvikles fra lørdag til lørdag, altid giver en chance for rytterne til at holde sig i gang i løbet af sommeren og ryttere, der ikke fik plads på Tour-holdet, en mulighed for at bruge den gode form, de havde håbet på at udnytte på de franske landeveje.

Løbets rolle og historie

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

 

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer.

 

Ét løb har brudt trenden. Siden 2005 har Østrig Rundt fundet sted i løbet af Tourens første uge, og løbet synes endda at trives i den position. Juni måned er som regel en af de tider på året, hvor feltets niveau er allerhøjest, fordi mange ryttere forsøger at blive udtaget til Touren. Mange bliver ladt skuffede tilbage og har brug for et andet løb til at udnytte den gode form. Østrig Rundt er det perfekte sted at høste frugterne af det hårde arbejde og vise holdledelsen, at de tog fejl i deres udtagelse.

 

Løbet har dog ikke altid haft den rolle. Som et af de mest bjergrige lande i Europa har Østrig altid haft noget af kontinentets bedste cykelterræn, og derfor er det ingen overraskelse, at landets nationale etapeløb er en ældre sag. Det blev første gang afviklet i 1949 som et amatørløb, der hovedsageligt domineredes af lokale ryttere og hollændere. I 1996 blev det et løb for professionelle, og da det fandt sted i juni og havde masser af bjerge, blev det anset som perfekt Tour-forberedelse. Det var et alternativ til Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse og havde altid gode startfeltrt. Franck Vandenbroucke vandt den første udgave, og en ung Cadel Evans sejrede to gange.

 

I 2005 traf arrangørerne imidlertid det modige valg at flytte løbet til juli, og dermed ændredes dets status med det samme. Det var nu ikke længere et forberedelsesløb, og det tjener i dag som revanchescene for ryttere, der ikke blev udtaget til Touren. For andre - ofte ryttere, der har kørt Giroen - er det et perfekt sted at få gang i benene efter en kort pause, og for mange er det starten på en vej, der fører frem til klassikerne eller VM.

 

Det er ikke noget tilfælde, at løbet har fungeret som det optimale sted at få revanche for skuffede Tour-kandidater. Med Alpernes prominente rolle i landet byder det nu igen otte dage lange løb på en lille grand tour. Ofte har det haft et par meget svære bjergetaper - afslutningen på Kitzbüheler Horn er lidt af en klassiker - en lang enkeltstart og et par sprinteretaper. I den forstand er det som et tre uger langt etapeløb kogt ned til en uge og dermed et godt sted at bruge de klatreben, der havde gjort sig klar til verdens største cykelløb. I de seneste år har ryttere som Jakob Fuglsang, Kevin Seeldraeyers, Peter Kennaugh og Michael Albasini fremstået som gode eksempler på frustrerede ryttere, der med deres gode Tour-form har haft succes i Østrig.

 

Som 2.HC-løb (man er nu degraderet til 2.1-status) har man ofte været i stand til at tiltrække adskillige WorldTour-hold, men i 2016 betød den nye dato for Tour de Pologne, der var blevet flyttet på grund af OL, at de fleste droppede det østrigske løb. Det betød, at Astana var det eneste WorldTour-hold til start, men heldigvis har man siden været i stand til at genvinde sin status. Således havde man sidste år fire hold fra højeste niveau med, og dertil skulle lægges et italiensk landshold, der førtes an af selveste Elia Viviani. I pr er feltet med Bahrain-Merida, EF Education, Astana og Dimension Data på mindst samme niveau, ikke fordi de fleste europæiske professionelle kontinentalhold ligeledes at finde i feltet.

 

Sidste år lykkedes det den ellers ofte så skadesplagede Stefan Denifl endelig at tage den helt store sejr, endda i sit hjemmebaneløb. Det skete, da han udnyttede sidevinden til at vinde tid på storfavoritten Miguel Angel Lopez, og selvom han ikke kunne følge colombianeren på kongeetapen til Kitzbüheler Horn, var det nok til at tage den samlede sejr foran Delio Fernandez og Lopez. Desværre styrtede Denifl i denne uge og må som følge heraf opgive sommerens store mål, og heller ikke Lopez er efter en hård Giro med denne gang. Da Fernandez ikke er udtaget af Delko, skal der således findes et helt nyt podium i 2018.

 

Ruten

Østrig, Schweiz og Frankrig er alle kendt for deres alpestigninger, men der er stor forskel på bjergene i de tre lande. Mens stigningerne i de to sidstnævnte lande ofte er lange og regulære, er de i Østrig ofte enormt stejle. Landet er måske ikke vært for de største løb, og derfor er stigningerne mindre kendte, men Østrig har altså nogle af de hårdeste bjerge i Europa. Derfor har Østrig Rundt ofte nogle af de mest brutale bjergafslutninger, og det har traditionelt været et perfekt løb for rene klatrere.

 

Dette års udgave er bestemt ingen undtagelse. For fjerde år i træk har man valgt helt at udelade en lang enkeltstart, og der er heller ingen holdprolog som i 2015. Der er heller ingen prolog denne gang, og derfor er løbet måske mere end nogensinde et løb for de reneste af de rene klatrere. Faktisk er ruten historisk hård, for kun løbets sidste etape er relativt flad og kan give en chance til sprinterne. De øvrige syv dage byder alle på ganske hårde stigninger, og derfor skal man i den grad tage klatrebenene med sig til Østrig.

 

Løbets to nøgleetaper er 3. og 5. etape, der har mål på Østrigs to kendteste stigninger, der også er blandt Europas sværeste. Der lægges ud med den klassiske finale på den ekstremt stejle Kitzbüheler Horn, mens der to dage senere skal sluttes langt oppe ad den mægtige Grossglockner-stigning i 2500 m højde. Klassementsrytterne får en sidste chance for at finpudse klassementet på næstsidste etape, hvor den korte, men meget stejle Sonntagberg vil være rammen om det sidste slag mellem favoritterne.

 

De øvrige etaper ligner en gave til udbryderne. 1. etape kunne være en dag for de meget hårdføre sprintere, idet en reduceret massespurt er et oplagt scenarium, mens 2. etape med en kort rampe op til mål og flere lette stigninger til slut ligner en sag for puncheurs. 4. og 6. etape er så svære, at de er helt uden for rækkevidde for sprinterne, men de er samtidig ikke hårde nok til klassementet, og derfor burde klatrestærke udbrydere have i hvert fald to gode chancer i en historisk hård udgave af Østrig Rundt.

 

 

1. etape

Østrig Rundt har ofte eksperimenteret med nogle meget opfindsomme åbningsetaper. Tidligere har man haft meget korte holdprologer, og i de seneste to år har man haft en helt unik bjergprolog, hvor man i 2016 skulle spurte bare 600 m op ad den berømte Kitzbüheler Horn-stigning. I år er man imidlertid fået tilbage til et mere traditionelt format, og i stedet er det sprinterne, der ventes at få den ene af deres bare to chancer på løbets første dag. Et par bakker i finalen betyder dog, at man skal klatre ganske pænt for at holde sig til.

 

I alt skal der tilbagelægges 152,8 km omkring byen Feldkirch. Etapen består af fire omgange på en 38,4 km lang rundstrækning i området øst for byen, der ligger midt i bjergene. Man holder sig imidlertid til dalen og rører kun kortvarigt det kuperede terræn i anden del. Første halvdel består af en tur mod sydøst gennem den flade dal frem til byen Nenzing, hvor der skal spurtes om point på 2., 3. og 4. runde.

 

Ved etapens østligste punkt kører man mod nord op ad Schnifs-stigningen (1,7 km, 6,8%), hvor der vil være en kategori 3-bjergspurt på de to midterste omgange. Herefter går det mod vest tilbage mod Feldkirch vira stigningen Schwarzer See (1,7 km, 4,6%), der har top med bare 8,6 km til stregen, og hvor der også er en kategori 3-bjergspurt på de sidste to omgange. Til slut venter endda en ikke-kategoriseret bakke, der har top bare 4 km fra mål, hvorefter det falder ned til den sidste kilometer, der er flad. Finalen er teknisk med en U-vending og et skarpt sving på den sidste kilometer.

 

I alt er der 2257 højdemeter på menuen.

 

Etapen hører til blandt de letteste i løbet, men det betyder bestemt ikke, at den er let. Tværtimod er den for svær for sprinterne, især fordi stigningerne kommer ganske tæt på mål. Det kan bestemt ikke udelukke, at en puncheur faktisk kan køre væk på en af bakkerne til slut, men mest sandsynligt er det, at det ender i en reduceret massespurt.

 

Feldkirch har ikke tidligere været målby i dette årtusinde.

 

 

 

2. etape

Allerede på 2. etape venter de første seriøse bjerge, når feltet skal op i næsten 18 m højde på toppen af Arlberg-stigningen. Den kommer imidlertid tidligt på etapen, men også finalen er ganske kuperet med et par kortere bakker. Til slut venter en eksplosiv stigning op mod mål, og selvom det er en etape for puncheurs, er det første lille test for klassesmentsrytterne.

 

I alt skal der tilbagelægges 180,5 km mellem Feldkirch og Fulpmes/Telfes. På stort set hele etapen går det stik øst, men det meste af dagen holder man sig i den dal, der leder frem til Innsbruck, hvor VM i år skal afvikles. Etapen indledes derfor fladt, indtil man langsomt begynder at klatre let op mod den første spurt, der kommer efter 42,1 km. Herefter rammer man kategori 1-stigningen Arlberg (11,4 km, 6,2%, max. 12,4%), der har top efter 53,5 km, hvorefter en lang, jævn nedkørsel leder ned til den anden spurt, der kommer efter 90,1 km.

 

Den følgende del er ganske let, idet man følger den stort set flade dalvej mod øst. Der er enkelte rynker undervejs, herunder kategori 3-stigningen Imsterberg (2,4 km, 4,4%, max. 5.5%), der har top efter 103,6 km, samt en sidste indlagt spurt efter 123,8 km, men det er først efter ca. 150 km, at etapen igen ændrer karakter. Det sker, når man skal op ad kategori 2-stigningen Axams (3,7 km, 4,3%, max. 7%), der har top med 26,3 km igen. Herefter følger et plateau og en nedkørsel, inden man drejer mod syd for at køre op ad den ikke-kategoriserede Schonberg (7,2 km, 4,3%), der har top bare 6,5 km fra stregen. Herefter går det mo sydvest ned til målbyen, hvor man under den røde flamme drejer ind på en 1 km lang rampe, der stiger med ca. 5% og leder op til mål. Finalen er teknisk med en U-vending i bunden af rampen.

 

I alt bydes der på 2722 højdemeter.

 

Etapen er den første lille prøve for klassementsrytterne, men de to sidste stigninger er for lange til at gøre en forskel. Det betyder ikke, at der ikke kan komme angreb, og at en puncheurtype eller en god nedkørsel (som Matej Mohoric) måske kan køre alene hjem, men det ligner en etape for klatrestærke puncheurs, der kan afslutte en lille rampe.

 

Fulpmes har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

3. etape

Efter et par dage, der har handlet om overlevelse er det endelig tid for klassementsrytterne til at komme i aktion. Det sker på løbets traditionelle kongeetape til toppen af Kitzbüheler Horn, der igen i år er tilbage som en rigtig bjergfinale, efter at den i 2016 lagde asfalt til den meget specielle bjergprolog. Det sker på en kort, flad etape, der slutter med en af Europas sværeste klatreture, hvor det måske vigtigste slag i kampen om den samlede sejr skal slås.

 

I alt skal der tilbagelægges 133,6 km mellem Kufstein og Kitzbüheler Horn, og der er tale om en todelt affære. Fra starten i den berømte grænseby kører man gennem den flade dal mod sydvest ned til en lille rundstrækning, hvor der køres en omgang, inden man begiver sig tilbage mod Kufstein. Her kører man efter 65,6 km om point i den første spurt, inden man fortsætter mod nordøst og siden øst gennem dalen. Undervejs skal man over kategori 3-stigningen Walchsee (4,6 km, 5,7%, max. 5,2%), der har top efter 79,5 km, forbi den anden spurt efter 83,8 km og over katefori 3-stigningen Schwendt (2,9 km, 3,9%, max. 4,8%) med top efter 92,5 km. Herefter går det fladt mod syd frem mod Kitzbühel, hvor den sidste spurt kommer med bare 11,9 km igen.

 

Herfra drejer man mod øst for at køre frem til det frygtede HC-bjerg Kitzbüheler Horn, der er en af Europas stejleste stigninger. Den stiger med hele 12,3% i gennemsnit over 7,6 km og når undervejs op på hele 23%. Der er adskillige hårnålesving undervejs, særligt i finalen.

 

Etapen byder på i alt 2244 højdemeter.

 

Kitzbüheler Horn er kendt som et af Europas sværeste bjerge, og her er det altid de bedste klatrere, der slås om sejren. Stigningen er ganske vist relativt kort, men den er så stejl, at det er de hele rene bjerggeder, der har en fordel. Her skal det vigtigste slag om den samlede sejr slås i en stor kamp mellem løbets favoritter!

 

Kitzbüheler Horn er med hvert år. Sidste år levede Miguel Angel Lopez op til sin status som storfavorit ved at besejre den senere vinder Stefan Denifl med et flot soloridt. I 2016 sejrede William Clarke på den specielle bjergprolog, men ellers har der været tale om rigtige bjergfinaler hver gang. De seneste vindere er Victor De La Parte (2015), Dayer Quintana (2014), Kevin Seeldraeyers (2013), Danilo Di Luca (2012), Fredrik Kessiakoff (2011), Riccardo Ricco (2010), Michael Albasini (2009), Chris Anker Sørensen (2008), Thomas Rohregger (2007), Christian Pfannberger (2006), Gerhard Trampusch (på en bjergenkeltstart i 2005), Cadel Evans (2001 og 2004), Gerrit Glomser (2003), Hans-Peter Obwaller (2002) og Georg Totschnig (2000).

 

 

 

4. etape

Efter løbets kongeetape bliver det hele lidt lettere, men det betyder ikke, at man kan skrue bjergbenene af. Også på løbets fjerde etape har arrangørerne nemlig fundet et par svære stigninger frem, men som det var tilfældet på 2. etape kommer de værste udfordringer på første del. Det hele slutter dog på toppen af en ganske lang, men meget let stigning, hvor et udbrud meget vel kunne løbe med sejren.

 

I alt skal der tilbagelægges 143,0 km mellem Kitzbühel og Prägraten. Fra starten kører man mod syd direkte ind i bjergene, hvor man efter et let stigende stykke når frem til den første spurt efter 6,8 km. Herefter skal man over kategori 3-stigningen Pass Thurn (4,3 km, 5,4%, max. 8%), inden man kører ned til den anden spurt, der er placeret efter 26,8 km. Den er placeret i bunden af dagens værste udfordring, kategori 1-stigningen Felbertauern (15,1 km, 5,5%, max. 8,1%), der har top efter 41,9 km.

 

Herefter ændrer etapen karakter, idet en lang nedkørsel leder mod syd ned til dalen. Den flade dalvej følges mod sydøst ned til Lienz, hvor den sidste spurt kommer efter 99,2 km. Herefter vender man rundt for at følge samme flade dalvej mod nordvest, inden man til slut drejer mod vest ind i bjergene. Her skal man op ad kategori 2-stigen Prägraten (11,7 km, 3%, max. 12%). Man skal ikke lade sig snyde af procenterne, for de første 6 km er meget stejle. De sidste 6 km er imidlertid stort set flade med blot et par mindre bakker, inden en lille rampe leder op til mål. Finalen Er uden tekniske komplikationer.

 

Etapen byder på i alt 2295 højdemeter.

 

Den første del af sidste stigning er bestemt stejl nok til at blive brugt til en klassementskamp, men det er usikkert, hvor store risici man vil tage, når der til slut venter seks relativt flade kilometer. Den lidt specielle finale betyder, at det formentlig er en dag for et udbrud, ikke mindst fordi starten er hård, men bagude kan der godt opstå visse forskelle mellem favoritterne.

 

Prägraten er ofte besøgt af løbet. I 2011 vandt Jens Keukeleire en spurt foran Daryl Impey og Jonas Aaen, mens Pieter Weening kørte alene hjem fra en favoritgruppe to år tidligere. I 2008 leverede Ruslan Pignornyy samme bedrift, mens Björn Leukemans tog en klar solosejr i 2007. I 2006 var Pieter Ghyllebert bedste mand i et udbrud, der blandt andet talte en ung Vincenzo Nibali.

 

 

 

5. etape

Kitzbüheler Horn-etapen betegnes traditionelt som løbets kongeetape, men denne gang kan man faktisk diskutere, om ikke 5. etape er sværere. Hvert år figurerer Grossglockner, Østrigs højeste bjerg, på menuen, men som regel er den kommet midtvejs på etaperne. I de senere år har man dog også brugt dele af den som målbjerg, og det gør man igen i år, når der på 5. etape skal sluttes helt oppe i 2428 m højde. Dermed er der lagt op til endnu et brag af et klatreslag, hvor alt atter kan vendes på hovedet.

 

Etapen byder på bare 92,9 km mellem Matrei og Grossglockner. Allerede fra start bliver det hårdt, når man kører mod nord op ad kategori 1-stigningen Felbertauern (15,6 km, 4,3%, 5,8%), der har top efter 15,6 km. Herefter fortsætter man mod nord ned i dalen, hvor man drejer mod øst for at følge den helt flade dalvej forbi den første spurt, der kommer efter 44,0 km. Kort efter drejer man mod syd for at følge den flade dalvej frem til Fusch, hvor den sidste spurt kommer efter 70,2 km.

 

Kort efter ændrer etapen igen karakter, når man kører ind på målstigningen, der er uden for kategori. Den stiger med 8,9% i gennemsnit over 17,3 km og er en modbydelig sag. Efter 5 relativt lette kilometer stiger den nemlig jævnt med 9-10% resten af vejen. Stigningen byder på en del hårnålesving, også på den sidste kilometer.

 

Etapen byder på i alt 2495 højdemeter.

 

Kitzbüheler Horn er kendt for sin ekstreme stejlhed, men Grossglockner hører også til i eliten, hvad stejlhed angår. Samtidig er den meget længere end målbjerget på 3. etape, og derfor kan denne etape måske i virkeligheden gøre endnu større skade. I hvert fald er der lagt op til endnu et slag mellem de helt rene klatrere, der atter skal slås om vigtig tid i kampen om den samlede sejr.

 

Der var senest mål på Grossglockner i 2010, da Riccardo Ricco kørte sig til en suveræn solosejr. Året efter kom Giroen forbi, og her sejrede Jose Rujano foran Alberto Contador.

 

 

 

6. etape

Hvis sprinterne havde troet, at det efter et par hårde dage var tid til at teste deres ben, må de tro om. Selvom 6. etape ”kun” bevæger sig op i 1250 m højde, er der nemlig et hav af mindre stigninger på programmet undervejs, og den sidste af disse har top ganske tæt på mål. Derfor ligner det en dag for et udbrud, mens favoritterne kan få en chance for at komme sig lidt efter et par hårde dage.

 

I alt skal der tilbagelægges 176,9 km mellem Knittelfeld og Wenigzell. Staretn er noget af det nemmeste i årets Østrig Rundt, for her kører man ad en helt flad dalvej mod nordøst frem til den første spurt, der kommer efter 67,6 km. Her drejer man imidlertid mod øst for at køre ind i bjergene via kategori 1-stigningen Schanzsattel (10,3 km, 6,1%, max. 13%), inden en nedkørsel leder tilbage til dalen. Her kører man mod nordøst frem til den anden spurt, der kommer efter 97,6 km, hvorefter man atter drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Buhlhofer (4,2 km, 8,1%, max. 10%), der har top efter 107,7 km.

 

Efter stigningen går det mod syd via en nedkørsel, inden man slår en sløjfe mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Riegersberg (2,4 km, 9,2%, max. 10%), der har top med 50,4 km til mål. Herefter venter den ikke-kategoriserede Kreuzbuhel (4,4 km, 7,5%), inden man kører ned til et let stigende stykke, der leder op til målstregen, som efter 141,9 km krydses i forbindelse med den sidste spurt.

 

Etapen afsluttes med en omgang på en 35,0 km lang rundstrækning i området sydvest for målbyen. Den indledes med Wetterkreuz-stigningen (5,6 km, 5,8%), der har top efter 144,5 km, hvorefter man kører via en skarp nedkørsel ned til et kort dalstykke. Til slut skal man op ad den ikke-kategoriserede Kreuzwirt (11 km, 4,3%), en jævn stigning, der kun bliver stejl på den sidste kilometer, hvor den stiger med 8,6%). Toppen rundes med 7 km igen, hvorefter en nedkørsel leder ned til de sidste 3 km, der byder på to mindre bakker, herunder en 500 m lang rampe op til mål. Finalen er uden tekniske komplikationer.

 

Etapen byder på i alt 3181 højdemeter.

 

Etapen ser ikke skræmmende ud på papiret, men har faktisk flere højdemeter end alle de foregående. Derfor skal den bestemt ikke undervurderes, og flere af stigningerne er endda meget stejle. Den sidste stigning er dog for let til at kunne bruges af klassementsrytterne, og da det bliver en meget svær dag at kontrollerne ligner det en helt oplagt dag for et stærkt udbrud.

 

Wenigzell har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

 

 

 

7. etape

I 2012 opfandt arrangørerne en ny finale på den korte, stejle Sonntagberg-stigning, og det skulle vise sig at være en populær sag. I hvert fald er man siden dengang vendt tilbage yderligere tre gange, og efter et års fravær er den eksplosive afslutning atter på programmet i årets udgave. Det sker på løbets næstsidste etape, hvor den vil være ramme om det sidste slag mellem favoritterne inden den afsluttende sprinteretape.

 

Igen er der tale om en meget kort etape, denne gang på bare 129,3 km, der fører feltet fra Waidhofen/Ybbs til Sonntagberg. Faktisk er der tale om et rundstrækningsløb, hvor startbyen ligger midt på omgangen. Derfor lægger man ud med at køre frem til målstigningen, der forceres første gang med top efter 10 km, hvorefter løbet afsluttes med tre omgange på den i alt 29,8 km lange runde.

 

Den første del er let kuperet og kulminerer på toppen af den ikke-kategoriserede St. Leonard am Wald (1,9 km, 7,1%), der har top 21,5 km fra stregen. Herefter leder en nedkørsel ned til starbyen, hvorefter en flad dalvej fører frem til bunden af den afsluttende stigning, der er i kategori 2 og byder på bjergpoint ved de tre sidste af de fire passager. I alt stiger den med hele 9,3% over 3,6 km og når et maksimum på 14% undervejs. Den første kilometer er let, men herefter følger to kilometer med hhv. 11,3% og 8,8%, inden de sidste 800 m stiger med hele 14,2%.

 

Etapen byder på i alt 2873 højdemeter.

 

De tidligere besøg har tydeligt vist, at Sonntagberg er rigeligt hård til at gøre forskelle mellem favoritterne. Den begrænsede længde betyder, at man ikke vinder minutter, som man kan gøre det på de to store bjergetaper, men er klassementet tæt kan der sagtens ske ting og sager på den korte, meget stejle rampe op til mål. Sandsynligt er det dog også, at et udbrud skal slås om sejren, selvom det ikke kan udelukkes, at et par sultne favoritter vil gå efter en sidste triumf.

 

Stigningen blev senest besøgt i 2016, hvor Brendan Canty kørte sig til en solosejr i en kamp mellem favoritterne. To år tidligere lagde Peter Kennaugh grunden til sin samlede sejr ved at vinde 1. etape her, mens Mathias Frank slog Rafal Majka på stigningen i 2013. Ved første besøg i 2012 tog Fabio Taborre en solosejr fra et udbrud.

 

 

 

 

 

8. etape

Årets Østrig Rundt er bestem ikke en sprintervenlig affære, men de hurtige folk burde i det mindst få en chance på løbets sidste etape. Her venter nemlig den eneste reelt flade etape, men den er til gengæld også næsten flad som en pandekage. Vinden har før spillet en rolle i Østrig, men mon ikke det er de få hurtige folk, der har overlevet løbets mange stigninger, som skal afgøre kampen om sejren på løbets sidste dag?

 

I alt skal der tilbagelægges 163,2 km mellem Scheibbs og Wels. Stort set hele dagen kører man mod vest i en af de få flade dele af Østrig. Undervejs skal man over de to kategori 3-stigninger Luft (4,1 km, 6,0%, max. 7,6%) og Wiesenhöhe (1,6 km, 7,7%, max. 8,8%) efter hhv. 15,1 og 41,9 km, inden man når frem til den første spurt efter 50,1 km. Herefter går det videre gennem fladlandet frem til den sidste stigning i løbet, kategori 3-stigningen Kremsmünster (1,4 km, 2,1%, max. 2,6%), der har top efter 99,5 km.

 

Det flade terræn fortsætter, inden man drejer mod nord og siden vest for igennem tilsvarende fladt terræn at køre frem til målbyen, hvor målstregen krydses for første gang i forbindelse med den første spurt efter 147 km. Etapen afsluttes nu med to omgange på en 8,2 km lang rundstrækning. Den er helt flad og byder på en ganske teknisk finale med et skarpt sving bare få hundrede meter fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 1670 højdemeter.

 

Der er ikke mange sprintere med i løbet, for dette kan meget vel føre den eneste chance for at få noget som helst med hjem. EF-mandskabet kommer dog med et så stærkt sprintertog, at denne etape må være et af deres helt store mål. Derfor er det nærliggende at tro, at det amerikanske mandskab vil holde tingene samlet, men man skal huske at tage sig i agt for vinden, så man ikke ligesom Miguel Angel Lopez sidste år smider den samlede sejr på en tilsyneladende uskyldig etape.

 

Wels gjorde debut som målby sidste år, hvor Clement Venturini vandt en reduceret massespurt på sidste etape.

 

 

 

Favoritterne

Østrig Rundt har som sagt tidligere været lidt som en lille grand tour, hvor man har skullet magte lidt af det hele for at være i spil til sejren. Med fraværet af en lang enkeltstart er balancen nu tippet i retning af klatrerne, og i de seneste tre år har det været de rene bjerggeder, der har skullet slås om sejren på de ekstremt stejle stigninger. Det vil helt sikkert også været tilfældet i år, hvor ruten som sagt er historisk bjergrig og nærmest uhørt hård, og derfor kan vi se frem til et åbent slag mellem de ryttere, der elsker de sværeste af de svære stigninger.

 

Som udgangspunkt ser det ud til, at løbet skal afgøres på 3. og 5. etape, hvis målbjerge som bekendt er blandt de sværeste i Europa. Kitzbüheler Horn er en regulær klassiker, hvor de ekstremt stejle procenter passer bjerggederne helt perfekt, og de vil også være i deres es på Grossglockner, der er betydeligt længere og samtidig meget stejl og regulært på de sidste 10 km. Med andre ord er der tale om to bjergfinaler, der kan skabe så store forskelle, at det virker usandsynligt, at ikke de to etaper vil afgøre løbet.

 

Er klassementet tæt, vil Sonntagberg på 7. etaope give en sidste mulighed, for selvom den er kort og mere eksplosiv, viser historien, at den er rigeligt stejl til at splitte feltet. Samlet set er det derfor et løb, der formentlig skal vindes af den bedste klatrer. 4. og 6. etape er hårde, men mangler vanskeligheder i finalerne og ligner derfor gode udbryderetaper. De to første dage er perfekte for klassikertyper og puncheurs med et godt kick og vil næppe spille en rolle i en klassementet. Endelig er sidste etape en sag for sprinterne, men alle dag skal man dog tage sig i agt for den sidevind, der sidste år kostede Miguel Angel Lopez den samlede sejr.

 

Udsigten til, at løbet skal vindes af en klatrer, får os til at pege på Mark Padun som vores favorit. Bahrain-Merida har ganske vist peget på Hermann Pernsteiner som deres kaptajn, men baseret på sæsonens hidtidige resultater, ligner Padun bedste mand. Det ukrainske fænomen har i hvert fald fået en drømmedebut som professionel og har imponeret i det ene løb efter det andet. Han viste sig først frem med fantastisk kørsel for Ion Izagirre i Baskerlandet og fulgte det op med en store etapesejr i det meget stærk besatte Tour of the Alps, hvor han med et smart angreb sneg sig væk fra alle favoritterne på årets VM-rute. I Hammer Series kørte han alle sønder og sammen, og selvom han ikke helt nåede sit højeste niveau i Tour de Suisse, har han vist, at han er et af tidens største klatretalenter. Hans form er en anelse usikker efter en lille pause afbrudt af de ukrainske mesterskaber, men har han nogenlunde samme ben som for en måneds tid siden, burde han være stærkeste mand.

 

Hans værste rival kunne meget vel være Hugh Carthy. Den ranglede brite blev efter sin fantastiske 2016-sæson udråbt til et af sportens supertalenter, men tiden på WorldTouren har været overraskende svær. Han har dog i år vist glimt af sin klasse, særligt i Catalonien, hvor det kun var et styrt på sidste etape, der berøvede ham et topresultat. Senest viste han gode ben i Tour de Suisse, hvor han dog fik løbet ødelagt af enkeltstarten. Man kan frygte, at han er ved at brænde sammen efter en lang sæson, der også har budt på Giroen, men denne meget bjergrige rute er simpelthen skabt til en ren klatrer som Carthy, der på papiret er en af feltets stærkeste på stigningerne.

 

Det er efterhånden fem år siden, at Riccardo Zoidl fik sit helt store gennembrud ved at vinde dette løb, men siden skiftet til Trek har der ikke været meget at råbe hurra for. Nu er han henfaldet til en anonym tilværelse som kontinentalrytter, men noget kunne tyde på, at han måske er ved at blive genfødt. I hvert fald var han i særklasse i det meget bjergrige Tour de Savoie, som han vandt i overlegen stil, og senest blev han en flot nr. 4 i kampen mod Bora-overmagten ved de østrigske mesterskaber. Dett har hele tiden været mål nr. 1 for den lokale helt, der burde være en af de allerbedste på stigningerne, hvis han har bevaret niveauet fra Frankrig.

 

Som sagt er Bahrain-Meridas officielle kaptajn Hermann Pernsteiner, og det er bestemt ikke umuligt, at den talentfulde mountainbikerytter løber med sejren på sin hjemmebane. Han har nu i ganske mange år vist lovende evner i bjergene og tog i år den helt store triumf, da han udnyttede Bahrain-mandskabets kollektive styrke til at vinde det knaldhårde GP Lugano. Han var også bedste mand på Mount Fuji i Tour of Japan, hvor han dog ikke fik fanget en tidlig udbryder, og han burde være i sit es på en helt ren klatreruet som denne. Han har ikke helt vist Paduns klasse endnu, men løbets stærkeste mandskab vil gøre meget for at hjælpe deres lokale stjerne.

 

Det har ikke været en god sæson for Ben Hermans, der slet ikke har fået det til at fungere i sin rolle som kaptajn på Israel Cycling Academy. Sygdom har dog været en del af forklaringen, og mod slutningen af Giroen begyndte Hermans atter at ligne sig selv. At han er tilbage i topform, viste han med en 3. plads på Passo Giau i Adriatica Ionica Race, hvor han blandede sig med klatrerne på en stigning, der egentlig burde være for hård for ham. Det burde bjergene her også være, men når han kan overraske i Italien, kan den stærke belgier naturligvis også gøre det her.

 

Erfarne Pieter Weening er altid lidt af lottokupon, for man ved aldrig, hvor man har ham. I foråret kom hans form ud af det blå, da han var meget tæt på at vinde et hårdt Tour of Croatia, men siden da har han ikke været på toppen. Han skuffede en anelse i Adriatica Ionica Race, men en femteplads på kongeetapen vidnede om formfremgang. Er den fortsat siden da, klatrer Weening godt nok til at vinde et bjergløb som dette.

 

Ildar Arslanov fik første del af sæsonen ødelagt af sygdom, men nu er han i gang med at vise de evner, der gav ham et gennembrud i Tyrkiet sidste år. I Slovenien Rundt var det vel i virkeligheden kun Primoz Roglic, der var stærkere på stigningerne, men han overvurderede til gengæld sig selv en anelse på kongeetapen i Adriatica Ionica Race, hvor han forsøgte at følge Ivan Sosa og Giulio Ciccone. Det kostede lidt til slut, og i det hele taget mangler den ivrige russer evnen til at holde lidt igen. Det er desværre nødvendigt i så svære bjerge som her, men der er ingen tvivl om, at Arslanov har klatreevnerne til at køre med om sejren.

Hans hold har også klatrerne Artem Nych og Alexander Foliforov, men de burde ikke kunne køre med om sejren.

 

Løbets store stjerne er Louis Meintjes, men der hersker en del usikkerhed om hans form efter et mareridtsår. Han har ikke kørt løbet siden det tidlige exit fra Giroen, hvor sygdom tog livet af ham, og Dimension Data har da heller ikke meldt ud, at de er kommet til Østrig for at vinde med deres kaptajn. Derfor er Meintjes nok ikke i form til at vinde, men man skal aldrig sige aldrig. De meget stejle stigninger er nemlig skabt til den helt rene klatrer, og er han i form, burde han være feltets bedste mand. Som plan B har holdet Jacques Janse Van Rensburg, mens Lachlan Morton efter sit nylige styrt næppe har den nødvendige form.

 

Efter det uheldige styrt fra den forsvarende mester Stefan Denifl er det op til Dan Pearson at bære fanen højt for Aqua Blue Sport. Han er desværre enormt ustabil og har ikke vist storform på det seneste. I Tour of Oman stillede han imidlertid klatreevnerne til skue, og er formen kommet, burde han elske denne bjergrute. Holdet har også Mark Christian, men han er næppe god nok til at vinde.

 

Bahrain-Merida har et drømmehold, der også tæller erfarne Giovanni Visconti. Andenpladsen ved de italienske mesterskaber vidner om form, men spørgsmålet er, om ikke denne rute trods alt er for hård. Samtidig har han to kaptajner at køre for, men man skal ikke udelukke, at holdets kollektive styrke kan åbne muligheder for en aggressiv Visconti. Til gengæld er stærke Kanstantsin Siutsou efter sin skade næppe i form til at køre med om sejren.

 

Fra kontinentalscenen er der flere interessant navne. Det gælder specielt Zoidls formstærke løjtnant Stephan Rabitsch, der vandt Oberösterreich Rundfahrt og klatrer glimrende. Matteo Badilatti blev nr. 2 bag Zoidl i Frankrig og burde være i sit es på en bjergrig rute som denne. Hans holdkammerat Patrick Schelling vandt to etaper i det franske bjergløb og blev nr. 3 samlet i dette løb i 2016. Dertil kommer erfarne Markus Eibegger, der dog ikke helt synes at være ved fordums styrke, samt en delvist genfødt Janez Brajkovic, der dog nok finder ruten lidt for hård.

 

Andre kandidater til gode placeringer er Carthys løjtnant Brendan Canty, der tidligere har vundet en bjergetape i dette løb, men som siden er gået i stå, Astana-kvartetten Dario Cataldo, Alexey Lutsenko, Andrey Zeits og Yevgeniy Gidich, der dog nok får det svært på en så svær rute, de to CCC-klatrere Michal Schlegel og Pawel Cieslik, Delko-duoen Javier Moreno og Mauro Finetto, der dog heller ikke er i deres es på så svære bjerge, Bardianis lottokupon Simone Sterbini samt Wanty-duoen Odd-Christian Eiking og Fabien Doubey, for hvem terrænet dog nok også bliver lidt for svært

 

OPDATERING: EF stiller alligevel ikke til start med Hugh Carthy, ligesom de også har taget deres to topsprintere Sacha Modolo og Dan McLay af holdkortet

 

***** Mark Padun

**** Riccardo Zoidl, Hermann Pernsteiner

*** Ben Hermans, Pieter Weening, Ildar Arslanov, Louis Meintjes, Dan Pearson

** Giovanni Visconti, Stephan Rabitsch, Matteo Badilatti, Patrick Schelling, Brendan Canty, Andrey Zeits

* Dario Cataldo, Andrey Zeits, Alexey Lutsenko, Yevgeniy Gidich, Mark Christian, Jacques van Rensburg, Lachlan Morton, Michal Schlegel, Pawel Cieslik, Javier Moreno, Mauro Finetto, Odd-Christian Eiking, Fabien Doubey, Huub Duijn, Simone Sterbini, Javier Moreno, Artem Nych, Nathan Earle, Markus Eibegger. Janez Brajkovic, Jure Golcer

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 22/07-04/08

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

Grand Prix Cerami(1.1) 26/07

Niedersachsen-Rundfahrt d...(2.1) 27/07-29/07

Prudential RideLondon Cla...(1.WWT) 28/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 28/07-01/08

Prudential RideLondon-Sur...(1.UWT) 29/07

La Route des Géants(1.1) 29/07

Rad am Ring(1.1) 29/07

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »