Optakt: Omloop Het Nieuwsblad

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede mange løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser i egne som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtilliden, er det imidlertid alt sammen blot opvarmning og forberedelse til de store begivenheder senere på året.

Det hele ændrer sig med et slag denne weekend, når den professionelle cykelkalender træder ind i sin næste fase med den belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

Det sker på lørdag, når Omloop Het Nieuwsblad indleder kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at score resultater. For etapeløbsrytterne bliver det alvor under Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der for de fleste er de første vigtige mål på sæsonen, mens klassikerrytterne har sat kryds ved lørdag som den første afgørende dato i 2018. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, bliver det nu rigtigt alvor.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Omloop Het Nieuwsblad er ikke bare starten på den seriøse del af den europæiske sæson, det er også indledningen på en helt unik del af den internationale kalender: den belgiske klassikersæson. I løbet af den næste halvanden måned vil rytterne køre adskillige meget prestigiøse løb i et ganske lille hjørne af Europa, hvor de samme veje og de samme stigninger bliver benyttet igen og igen. Af en eller anden grund bliver disse veje sjældent benyttet resten af året, men i de næste 40 dage vil de være rammen om gentagne slag i en af de mest spændingsmættede dele af sæsonen.

De mange løb har alle en helt unik natur. I Flandern er der ingen store bjerge eller enkeltstarter. I stedet er løbene kendetegnet af de legendariske hellingen - korte, stejle stigninger, der ofte er belagt med brosten - paveer, vind, regn og en brutal positionskamp. I disse løb er der ikke plads til folk som Chris Froome eller Nairo Quintana. Dette er legepladsen for de stærke drenge som Alexander Kristoff, John Degenkolb, Sep Vanmarcke, Greg Van Avermaet og Peter Sagan.

Omloop Het Nieuwsblad har den store ære af at starte det hele og udgør i forening med Kuurne-Bruxelles-Kuurne den traditionelle åbningsweekend. Kombinationen er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byder på brosten og hellingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to felter. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

Kuurne er en af de få klassikere, som en sprinter realistisk kan sætte sig som mål, men Omloop Het Nieuwsblad er af en helt anden art. Som E3 Harelbeke - og i mindre omfang Dwars door Vlaanderen - er det som en miniudgave af Flandern Rundt. I disse løb gøres forskellen på de mange hellingen og brosten samt af det ofte dårlige vejr, og det hele ender som et sandt udskilningsløb og en kamp på overlevelse. Til sidst er kun de stærkeste tilbage.

Omloop er ikke så hårdt som E3 og Flandern Rundt, men to faktorer gør, at det ofte er lige så selektivt. Først of fremmest betyder kalenderplaceringen, at der er brug for færre udfordringer for at skabe udskilning, end der er i april, hvor alle er på det maksimale af deres ydeevne. For det andet er vejrforholdene ofte meget værre på denne tid af året, og det har givet anledning til legendariske slag i løbet af den lange historie. Hvis vejret er forårsagtigt, har de sidste udfordringer så langt fra mål, at større grupper har afgjort løbet, senest i 2009 hvor Thor Hushovd tog sejren. Det hører imidlertid til sjældenhederne, da højst tre ryttere er sluttet i samme tid i de seneste otte udgaver.

Løbet, der tidligere var kendt som Omloop Het Volk, blev første gang afviklet i 1945 - samme år som Kuurne-Bruxelles-Kuurne gjorde sit indtog på kalenderen - og siden da har det startet den belgiske sæson. Grundet kalenderplaceringen har vejret ofte spillet en afgørende rolle, og løbet blev helt aflyst i 1986 og 2004 på grund af sne. I 2013 blev det afviklet som planlagt, men forværret vejr betød, at andendagsgildet i Kuurne måtte droppes. De fleste af de største belgiske klassikerryttere har vundet løbet mindst en gang, og navne som Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Johan Museeuw og Peter Van Petegem er alle at finde på listen over vindere. Ikke overraskende har det altid været domineret af belgiere, og hvis man ser bort fra Seamus McGraths sejr i 1959, var vinderen fra enten Belgien eller Holland, indtil Andreas Kappes brød dominansen i 1991. Ganske bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det er det eneste større flamske løb, som Tom Boonen aldrig har vundet.

Løbet har i mange år været at betragte som et af de største endagsløb, men af uvisse årsager har det aldrig været en del af de fineste løbsserier, World Cuppen, ProTouren eller WorldTouren. Det blev der imidlertid ændret på sidste år, hvor det kun var helt naturligt, at det var blandt de mange nye løb, der blev en del af den nye, udvidede WorldTour. Det har gjort det muligt at øge kvoten af WorldTour-hold, og efter at der sidste år var tre hold fra det fineste selskab, der skippede løbet, er det i år kun Movistar, der har fravalgt kampen på de belgiske brosten. Dermed er der tale om et meget konkurrencedygtigt felt.

Selvom Omloop Het Nieuwsblad er et prestigiøst løb, ligger det stadig under de største klassikere, og det kommer på en tid af året, hvor stjernerne fortsat er i gang med forberedelserne. Derfor er der også forskellige holdninger til, hvorvidt det passer ind i sæsonplanlægningen, og om man allerede nu skal være i topform. John Degenkolb har eksempelvis for vane altid at droppe åbningsweekenden, og i år betyder sponsorforpligtelser i Abu Dhabi, at hellere ikke Alexander Kristoff er med. Mest markant er det dog, at Peter Sagan for første gang i et par år skipper løbet og fortsætter med at træne i højderne i Sierra Nevada i et forsøg på at bevare ekstra friskhed til den knaldhårde VM sidst på året. Også Gianni Moscon har foretrukket træning i bjergene, men derudover vil stort set alle de ryttere, der ventes at præge årets brostensløb være at finde i feltet.

De bliver i år mødt af en rute, der er den hårdeste i mange år. Lige siden den meget kontroversielle beslutning om i Flandern Rundt at droppe den klassiske finale med Muur van Geraardsbergen og Bosberg kort inden målet i Ninove har mange drømt om, at man vil vende tilbage til det klassiske format for det belgiske monument. Det synes ikke at skulle ske, men i stedet har Flanders Classics, der står for begge løb, forud for 2018-sæsonen valgt at gøre brug af netop den afslutning til Omloop Het Nieuwsblad i et forsøg på at give løbet en mere klar karakter i det store mylder af flamske storløb. Det har vakt begejstring hos mange fans og ryttere og ventes at gøre løbet hårdere og mere selektivt end tidligere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det var nu ikke, fordi løbet manglede hårdhed sidste år. Her kørte Peter Sagan som en motorcykel og kørte det meste af feltet sønder og sammen. Han kunne imidlertid ikke komme af med Greg Van Avermaet og Sep Vanmarcke, der akkurat kunne hænge på verdensmesteren, og så endte det hele som i 2016 med, at Van Avermaet vandt løbet foran Sagan og Vanmarcke i en tæt spurt. Sagan skipper som sagt løbet denne gang og får derfor ikke mulighed for endelig at vinde den første klassiker, men Van Avermaet er med igen i jagten på sit hattrick. Også Vanmarcke stiller op med det mål at gentage sejren i den eneste store klassiker, han har vundet.

Ruten

Omloop Het Nieuwsblad er en sand flask klassiker, da den er designet på samme måde som de fleste af de belgiske endagsløb. Rutekortet er en yderst kompliceret affære, hvor rytterne snor sig frem og tilbage i et lille område i De Flamske Ardenner, kører på kryds og tværs og bruger de samme veje igen og igen. Alle de berømte hellingen fra Flandern Rundt findes på dette lille areal, og det er let for arrangørerne at ændre ruten fra år til år ved at variere hvilke stigninger, der besøges.

Dette er mønstret for de ruter, der anvendes i E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt, og derfor er det ikke overraskende, at disse tre løb deler mange af de samme karakteristika med Omloop Het Nieuwsblad. Løbene starter alle med en lang, flad del, inden man rammer rækken af hellingen og brostensstykker i løbets anden halvdel. Det er her, udskilningen foregår, inden løbene slutter med endnu en flad strækning. Hvad der adskiller løbene er distancen og start- og målbyerne, og det er disse forhold, der i sidste ende afgør de enkelte løbs sværhedsgrad.

Omloop Het Nieuwsblad har som regel haft Gent som sit centrum, og løbet både startede og sluttede der fra 1945 til 1995. Fra 1996 til 2007 flyttede man målet til den nærliggende by Lokeren, men siden 2008 har løbet været tilbage, hvor det rettelig hører til: i Gent, hvor man er sluttet på den stigende opløbsstrækning på Charles de Kerchovelaan foran Citadelparken. Da Gent ligger lidt længere væk fra stigningerne end Oudenaarde, der er målby for Flandern Rundt, er åbningsløbet endt med en længere flad strækning end det største flamske løb, og i dette løb er det derfor rækken af flade paveer i finalen, der typisk har skabt den afgørende udskilning.

I mange år har Taaienberg og Molenberg været kendt som løbets to nøglestigninger inden den flade finale med tre pavéer som afslutning på et hårdt udskilningsløb. Som sagt har løbet i år fået en overhaling i et forsøg på at give det en mere klar og entydig identitet. Man dropper Gent som målby og flytter i stedet til Ninove, hvor Flandern Rundt sluttede i mange år. Her vil man gøre brug af finalen fra det flamske monument, og dermed skal feltet over Tenbosse, Muur van Geraardsbergen og Bosberg i den absolutte finale. Muren er en af Flanderns vanskeligste stigninger, og da de sidste bakker samtidig nu kommer langt tættere på mål end tidligere, er der almindelig enighed om, at det vil gøre et allerede selektivt løb endnu hårdere end tidligere.

Med en distance på 196,2 km er den nye rute stort set lige så lang som de tidligere og fører feltet fra det klassiske centrum i Gent til den nye afslutning i Ninove. I alt er der 13 hellingen på programmet, hvilket er det samme som sidste år, men til gengæld er antallet af flade pavéer reduceret fra 10 til 8. Den store foranding er, at pavéerne kommer tidligere og de afgørende stigninger senere i løbet.

Som sagt indledes de fleste flamske klassikere med et længere fladt stykke, og da Gent som nævnt ligger ganske langt nord for De Flamske Ardenner, er det også tilfældet med den nye rute. Fra starten i centrum af storbyen bevæger man sig ud til forstanden Merelbeke i den sydlige udkant, hvor starten gives. Herfra går det gennem stort set helt fladt terræn mod syd og sydøst ned til Steenhuize-Wijnhusize. Her vender man rundt for at køre tilbage mod mordvest og siden vest for endelig at afslutte den flade indledning med at køre stik syd ned i De Flamsek Ardenner.

Her melder de første udfordringer sig, når feltet for første gang skal over den berømte Haaghoek-pavé efter 61,1 km, inden man 3 km senere rammer den første stigning, Leberg. De tjener imidlertid kun dom opvarmning, idet man herfra begiver sig ud på en 54 km lang rundstrækning i den vestlige del af De Flamske Ardenner. Den indledes med en længere flad strækning, der fører mod vest gennem Oudenaarde, målbyen for Flandern Rundt, inden man i Wortegem vender rundt for at køre tilbage mod løbets centrium. Her skal man over de to pavéer Huisepontweg og Lange Aststraat efter henholdsvis 92,1 og 97,8 km, og de er adskilt af dagens anden stigning, Den Ast, der kommer efter 97,8 km. Katteberg følger 105,9 km, hvorefter Holleweg-pavéen følger efter 106,6 km. Rundstrækningen afsluttes med endnu en passage af Haaghoek og Leberg efter hhv. 115,3 og 118,3 km.

Næste udfordring er en ny rundstrækning på 36,1 km, der er betydeligt sværere end den foregående og vil markere starten på finalen. Den fører atter mod vest mod Ourdenaarde, men inden man når til Flandern Rundt-målbyen kærer man mod nord for at ramme et par stigninger. Første udfordring er Kokkerelle-stigningen, der kommer efter 131,4 km, efterfulgt af Wolvenberg efter 134,5 km. Derefter følger det to små pavéer Ruiterstraat og Jagerij efter hhv. 1346 og 137,3 km.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det er imidlertid, når der resterer 52,7 km, at løbet for alvor ventes at gå ind i den afgørende fase. Det sker, når feltet rammer den korte, stejle Molenberg-stigning, der er en af de sværeste i Flandern og tidligere var den afgørende sidste klatreudfordring i løbet. Den vil formentlig skabe den første alvorlige udskilning, inden man afslutter rundstrækningen med en tredje og sidste passage af Haaghoek og Leberg med hhv. 44,8 og 41,8 km til mål.

Finalen er nu for alvor i gang, og herfra er der ikke mange muligheder for at kommer sig på den afsluttende strækning, der hovedsageligt fører stik øst mod målet i Ninove. Først slår man en lille krølle i De Flamske Ardenner for at køre op over Berendries, Valkenberg og Tenbosse med hhv. 37,7, 32,4 og 26,1 km igen. Ingen af dem hører til blandt områdets sværeste stigninger, men alle vil de kunne skabe udskilning og bruges som afsæt for angreb efter et langt, hårdt løb.

Herfra går det direkte mod øst frem til dagens to sidste og vigtigste udfordringer. Allersværest er den berømte Muur van Geraardsbergen, der altid var nøglepunktet i den gamle udgave af Flandern Rundt, hører til blandt de allersværeste stigninger i Flanden og skal passeres med bare 15,8 km igen. Derefter venter som på klassisk Flandern Rundt-maner Bosberg, der ligeledes er en meget svær stigning og kommer med bare 11,9 km. Til slut venter der imidlertid ikke flere udfordringer, når man kører gennem ganske let faldende terræn først mod øst og til slut mod nord frem mod Ninove. Her drejer man til sidst mod øst og sydøst for at køre ind mod mål, hvor der venter en enkel finale. Der følger to sving kort inden 4 km-mærket, og herefter faldet let ad en lang, lige ved, der fører mod nord frem til den røde flamme. Her drejer man til højre ad en flad vej, inden et blødt højresving leder ind på den ca. 300 m lange, ganske let stigende opløbsstrækning. Her er utallige udgaver af Flandern Rundt blevet afgjort, men i år vil det være vinderen af den 73. udgave af Omloop Het Nieuwsblad, der skal krones på et ikonisk sted i cykelsporten efter det, der utvivlsomt vil have været et dramatisk og selektivt udskilningsløb.

Vejret

Enhver forårsklassiker kan ændre karakter på grund af vejret, og specielt Omloop Het Nieuwsblad er grundet kalenderplaceringen meget bestemt af de klimatiske forhold. Blæst, kulde og regn giver et hårdt selektivt løb, mens forårsagtige forhold giver mindre udskilning. Samtidig vil vindretningen på det sidste flade stykke mod Ninove være af afgørende betydning.

Det ser ud til at 2017-udgaven bliver relativt mild, men ganske blæsende. Der vil være helt skyfrit og temperaturen vil kravle op på 6 grader sidst på eftermiddagen. Vigtigst er det, at der vil være en frisk til hård vind fra øst. Det giver sidemodvind og medvind på den flade første del og derefter primært med- og modvind på rundstrækningerne midtvejs. I finalen vil der være direkte modvind fra kort efter Valkenberg og helt frem til de sidste 5 km. Derefter vil der være sidevind, indtil man 900 m igen drejer ind i modvind og til slut sidemodvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Omloop Het Nieuwsblad er på mange måder en sjov størrelse. Selvom dets format giver mindelser om hårde, selektive løb som E3 Harelbeke og Flandern Rundt, og det grundlæggende er et løb af samme type, bliver man altid overrasket over, hvor selektivt det er. I åbningsklassikeren er der således færre stigninger end i de store løb senere på sæsonen, og de sidste udfordringer er traditionelt kommet længere fra mål. Almindelig logik tilsiger derfor, at der burde være en relativt stor sandsynlighed for en afsluttende regruppering, og at stærke sprintere vil have en rimelig chance.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Trods rutens på papiret begrænsede hårdhed har løbet altid udviklet sig meget selektivt, og som sagt skal vi helt tilbage til 2009 for at finde en situation, hvor en større gruppe spurtede om sejren. Siden da har der aldrig været mere end en håndfuld ryttere tilbage, når løbet har skullet afgøres i Gent, og det siger en del om betydningen af dets kalenderplacering. På denne tid af året skal der ganske enkelt færre stigninger og brosten til for at skabe den nødvendige udskilning, men endnu vigtigere er det, at vejret i februar spiller en afgørende rolle. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste større brostensløb, Tom Boonen aldrig har vundet, idet det er en slet skjult hemmelighed, at den ellers så stærke belgier har haft det vanskeligt med kulde.

I 2016 var vi ganske tæt på at få en spurt i en større gruppe, men de fem forreste holdt akkurat feltet bag sig. At vi var tæt på en mindre selektiv udgave, skyldtes i høj grad to forhold. For det første havde Quick-Step, der altid er det mandskabsmæssigt stærkeste, misset den afgørende udskilning, og derfor var der masser af muskelkraft til at organisere jagten i det første store felt. For det andet var Molenberg ikke på programmet, og den noget nemmere Boembekeberg kunne slet ikke gøre det ud for den sædvanligvis afgørende stigning.

Sidste år var løbet mere selektivt og forskellen større. Molenberg var tilbage, men hovedårsagen var, at Peter Sagan var ekstremt stærk og angreb allerede efter Taaienberg. Dermed blev der skabt en fronttrio, der sejrede med næsten et minut ned til den første store gruppe, og som hurtigt viste sig som værende de klart stærkeste.

I år betyder den nye rute naturligvis et ekstra lag af uforudsigelighed. Det er nu ikke, fordi den er ukendt, da finalen som sagt har været benyttet mange gange i Flandern Rundt. Den har dog aldrig været benyttet på denne tid af året, ligesom igen aner, hvordan rytterne vil reagere på ændringen. Der er almindelig enighed om, at den er meget hårdere og mere selektiv end den foregående, men det kan som bekendt også føre til et mindre aggressivt og mere afventende løb af respekt for finalens sværhedsgrad.

Vejret spiller som altid en nøglerolle. Denne gang vil der være solskin, men også meget kraftig vind, der vil få det til at føles voldsomt koldt. Vinden vil samtidig i sagens natur bidrage til at gøre løbet meget hårdere, da risikoen for sidevind altid er en faktor i regionen. Derfor vil det gøre den indledende del langt hårdere, men til gengæld vil det gøre det sværere at gøre en forskel i finalen. Der vil nemlig være knaldhård modvind på de sidste tre stigninger og hovedparten af den flade finale. Derfor vil det ikke blive let for en enlig rytter at køre alene hjem, og de betingelser vil altid favorisere en større gruppe.

Alligevel bør kombinationen af sidevind og den nye rute gøre løbet til en meget selektiv affære. Favoritterne vil formentlig første gang røre på sig på Molenberg, hvor den indledende udskilning vil blive foretaget, og herefter vil det sandsynligvis på typisk Omloop-maner blive er udskilningsløb. En lille gruppe af favoritter vil herefter formentlig skulle afgøre det på Muren og Bosberg, men som sagt betyder vinden, at det kan blive svært for de stærkeste at komme fri og måske specielt at holde et forspring.

I lyset af ovenstående forventer vi et hårdt løb for de sande klassikerspecialister, men en god spurt kan meget vil vise sig at være helt afgørende med en sådan modvindsfinale. Man skal være brølstærk for at sidde med til sidst, men gode afslutterevner kan være helt nødvendige for at vinde.

Det er altid en delikat affære at skulle udpege de mest formstærke ryttere til Omloop Het Nieuwsblad. Ganske vist har de fleste af favoritterne alle kørt løb for nylig, men Omloop er noget helt andet end Tour of Oman og Volta ao Algarve. Det siger således intet om Oliver Naesens styrke, at han smider mange minutter på en stigning i Ruta del Sol, og man kan ikke aflæse meget af, hvordan Sep Vanmarcke begår sig på en bjergetape i Algarve. Løbene kan bruges til at forudsige, hvem der med sikkerhed er i form, men de siger meget lidt om, hvem der vil skuffe, når man rammer brostenene.

Der er dog i hvert fald én rytter, der har vist fremragende form. Den dobbelte vinder Greg Van Avermaet har været flyvende lige siden sæsonstart. Han lagde ud med en dybt imponerende præstation i bjergene i Valencia, hvor terrænet burde have været alt, alt for svært, og han fulgte det op med suveræn kørsel i Oman. Det kneb lidt i de flade spurter, hvor han måske ikke viste samme spurtstyrke som tidligere, men på stigningerne var han fremragende. Specielt i puncheurfinalen på 3. etape var han en klasse eller to over rivalerne og slog med en voldsom forcering et kolossalt hul, der gav ham en suveræn sejr.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Van Avermaet har som regel altid kørt stærkt i Oman, men han har aldrig tidligere været på dette niveau. Det er ikke uden grund, at han selv beskriver sig selv som værende i bedre form end tidligere, og det er skræmmende nyt for rivalerne, når man betænker, at han allerede to gange har vundet løbet. Dertil skal lægges, at den nye, hårdere rute vil gøre det lettere for de stærkeste at gøre en forskel, og det er naturligvis en fordel for Van Avermaet, der er en af verdens bedste på de stejle hellingen. Naturligvis er modvinden ikke til hans fordel, men han har vist, at han kan slå alle i en spurt efter et hårdt løb. I de to seneste udgaver har han besejret selveste Sagan, og derfor skal han ikke frygte nogen. Naturligvis er det en ulempe, at det nye opløb ikke stiger som det gamle, men også i en flad spurt er han ganske hurtig. Derfor er Van Avermaet den oplagte favorit.

Sep Vanmarcke er altid flyvende i Omloop Het Nieuwsblad. Det var også tilfældet sidste år, hvor han sammen med Sagan og Van Avermaet skulle spurte om sejren. I det hele taget har han meget ofte vist sig at være den allerstærkeste på de belgiske hellingen, og efter at sygdom og styrt ødelagde sidste forår synes han at være tilbage på sporet. Han kørte et flot efterår, og i år har han virket enormt overbevisende. Det var således dybt imponerende, at han på 4. etape i Andalusien kunne følge Andrey Amador og Guillaume Martin på svære stigninger, og han efterlod derfor ingen tvivl om, at formen også denne gang er fremragende.

Også Vanmarcke drager fordel af den nye, hårdere rute, ikke mindst fordi han har vist, at han er en af de allermest eksplosive på stejle hellingen, når han er i form - ikke mindst i februar. Han er måske ikke helt så hurtig som Van Avermaet, men han er ganske hurtig på stregen. Mange vil huske, hvordan han besejrede Tom Boonen, da han som ung rytter vandt dette løb, og han har i hvert fald en reel chance for også at slå BMC-kaptajnen på stregen. En formstærk Vanmarcke har en glimrende chance for endelig at tage sin anden store klassikersejr.

Matteo Trentin er skiftet til Mitchelton-Scott for at køre som kaptajn, og han har udsigt til endelig at få sit gennembrud i klassikerne. Han tog et helt kolossalt skridt op sidste efterår, hvor han vandt fire etaper i Vueltaen, blev nr. 4 til VM og vandt Paris-Tours. Meget tydede på, at hans forår var ødelagt, da han i januar brækkede et ribben, men da han blev nummer 4 i en historisk hård udgave af Vuelta a Murica i bjergrigt terræn, der bestemt ikke var hans, viste han, at han har ramt formen i tide. Måske er han ikke helt så stærk som Van Avermaet og Vanmarcke på stigningerne, men han er stærk nok til at sidde med i finalen. Samtidig er modvinden til hans fordel, da det øger chancer for, at en mindre gruppe skal spurte om sejren, og her kan det blive meget svært at finde en rytter, der kan slå Trentin.

Quick-Step stiller som sædvanlig med det stærkeste hold, men atter er de uden en helt klar favorit. Bedst chancer har Niki Terpstra , der ser ud til at være i helt fantastisk form. I Oman sad han med på stigninger, der normalt burde være alt, alt for svære, og han havde endda overskud til at angribe. Han er måske fløjet under radaren, men tag ikke fejl: Terpstra ser ud til at være mere end klar. Han er helt klart en af de stærkeste på stigningerne og har fordel af den nye, hårdere rute. Hans problem er, at næsten alle vil slå ham i en spurt, men han har til gengæld den fordel, at han meget vel kan have holdkammerater i finalen. Alle ved, at man ikke skal give Terpstra en mm, og hvis Quick-Step angriber på skift til slut, vil hollænderen kunne gøre det færdigt på samme vis som ved Paris-Roubaix i 2014.

Sammen med Van Avermaet og Vanmarcke er Oliver Naesen den bedste på brostensstigningerne. Det viste han i gennembrudsåret 2017, hvor han fulgte Van Avermaet og Sagan til dørs i Flandern Rundt, indtil et styrt ødelagde det hele. Han så ud til at være i storform i Valencia, men blev siden ramt af sygdom og brækkede tillige næsen i Ruta del Sol. Selvom han siger, at det ikke har sat ham tilbage, vil det have en effekt, og sygdommen så i hvert fald ud til i Valencia at have kostet lidt af formen. Det ændrer dog ikke på, at Naesen er en klasserytter, der drager fordel af en hårdere rute. Han er langsommere end Van Avermaet på stregen, men har før vist, at han kan slå mange i en spurt efter et hårdt løb.

Nu må det endelig være på tide for Tiesj Benoot at undgå uheld i klassikerne. Siden gennembruddet i Flandern Rundt i 2015 har han været ramt af det ene uheld efter det andet. I etapeløbene har han imidlertid vist, at han bliver stærkere og stærkere, og for to år siden viste han sine evner i dette løb, da han var den eneste, der kunne følge Sagan og Van Avermaet. Han er altid i fremragende form fra sæsonstart, hvilket han bekræftede i San Juan, hvor han klatrede overraskende godt, selvom han var temmelig uforberedt. Siden har han trænet frem mod dette løb, og han kan derfor ventes at være på et meget højt niveau. Den nye rute er til hans fordel, men også han har det problem, at han trods en ganske god spurt, kan få det svært mod en mand som Van Avermaet til slut.

Sonny Colbrelli fik sit år for første gang smag for brostenene, og det gik over al forventning med en top 10 i Flandern Rundt. Al logik tilsiger, at han vil være endnu stærkere i år, og noget tyder på, at han er velforberedt. I hvert fald vandt han i suveræn stil kongeetapen i Dubai, endda selvom hans gear ikke fungerede. Det vidner om form, og at han er klar til at være med fremme. Han er måske ikke så stærk som de bedste på stigningerne, men han bør kunne sidde med dybt inde i finalen. Hvis modvinden betyder, at en mindre gruppe skal spurte om sejren, kan han meget vel vise sig at være den allerhurtigste, også hurtigere end Trentin.

Quick-Steps næstbedste kort er Zdenek Stybar. Han havde en svær 2017-sæson, men blev trods alt alligevel nr. 2 i Roubaix. Det vidner om hans høje klasse på brostenene, og hans flotte præstation på kongeetapen i Algarve, hvor han først blev hentet 1500 m fra mål, tyder på, at han er i form. På sine bedste dage har han været en af bedste på stigningerne, og han drager også fordel af den hårde rute. Som Terpstra kan han drage fordel af en eventuel overtalssituation, og modsat hollænderen har han også en chance i en spurt, også selvom han får det svært mod folk som Van Avermaet og Trentin.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Trek er uden John Degenkolb, og det betyder, at Jasper Stuyven er den klare kaptajn, ikke mindst fordi Fabio Felline synes at mangle en del. Belgieren så stærk ud i Algarve og synes at være lige så godt forberedt som sidste år. Her var han en af de stærkeste på de første stigninger, men kom til at spille alt for meget med musklerne. I to år har han imidlertid nu været en af de bedste i åbningsweekenden, og det vil han sandsynligvis være igen. Han mangler måske stadig det sidste for at følge de bedste på stigningerne, men til gengæld er han i teorien så hurtig på stregen, at han måske endda kan true en mand som Trentin.

Bora er uden Peter Sagan, men det betyder ikke, at man ikke har en chance. Daniel Oss har i mange år været en af verdens bedste klassikerryttere, men han har været en loyal hjælper for Van Avermaet. Nu er han endelig den klare kaptajn i dette løb, og han ser ud til at være i skræmmende form. Havde det ikke været for en brølstærk Oss, der sad med klatrerne på en alt for stejl stigning, havde Jay McCarthy næppe vundet Cadel Evans’ løb. Siden har han trænet med Sagan i højderne, og derfor er formen næppe ringere nu. Det er skræmmende nyt for rivalerne. Desværre mangler han lidt punch på de helt stejle stigninger, og selvom han ofte blander sig i massespurter, har det altid knebet med at spurte i klassikerne.

Tim Wellens er efter sejren i Ruta del Sol helt åbenlyst i fremragende form. Nu skal han så for første gang nogensinde forsøge sig i et brostensløb, og det burde egentlig passe ham fint. Han er god i positionskampen og eksplosiv på stigningerne, og han drager fordel af den nye, hårdere rute. Til gengæld har det problem, at han er betydeligt lettere end de sande specialister, og det har været tydeligt i BinckBank Tour, hvor han altid har haft det svært på Muren. Han har et formmæssigt overskud i forhold til mange, men han er ikke en født brostensrytter, og selvom han er hurtig, er der mange, der er hurtigere i en flad spurt.

Philippe Gilbert har to gange vundet dette løb, men det er efterhånden ganske længe siden. I de senere år har han været en lidt langsom starter, og det synes også at være tilfældet i år. Han kørte ganske vist godt i Murcia, hvor han blev nr. 3 i et meget hårdt løb, men han skuffede på kongeetapen i Algarve, hvor han ellers havde en stor chance for et topresultat. Sidste år manglede han en del i dette løb, og det tror vi vil være tilfældet igen. Han har dog stor erfaring og vil helt sikkert komme langt. Sidder Quick-Step med overtal i finalen, vil Gilbert vide, hvordan det skal udnyttes, og han har som bekendt en god spurt.

Alexey Lutsenko har længe drømt om klassikersucces, men det er aldrig blevet til det helt store. Han har været alt for ustabil og alt for lidt holdbar. Nu tyder meget imidlertid på, at han nået et helt nyt niveau. Han vandt ganske overraskende Tour of Oman, hvor han klatrede chokerende godt på Green Mountain, og ingen kan derfor diskutere hans form. Man skal heller ikke glemme, at han med en podieplads i sidste års Dwars door Vlaanderen samt flot kørsel på kongeetapen i De Panne har vist sine evner på brostenene. Han er hurtig på stregen, hvilket han senest viste i Oman. Kan han holde sig til i positionskampen, kan han komme langt.

Endelig får vi Fernando Gaviria at se i en af de hårde brostensklassikere, der på sigt burde passe ham fremragende. Vi tvivler dog lidt på, at han allerede nu er tilstrækkeligt holdbar på så svær en rute. I de tidligere brostensløb har han været god i starten for siden at dø mod slutningen, og det kan man frygte igen. Han blev samtidig sat tilbage af styrtet i San Juan, selvom han viste fornuftig form i Colombia Oro y Paz. Måske har han mere kig på løbet i Kuurne, men skulle modvinden betyde, at en større gruppe samles til slut, vil Gaviria helt sikkert kunne være med og gøre det færdigt.

Det samme kan Arnaud Demare, der stadig drømmer om det helt store gennembrud på brostenene. Hidtil har det ladet vente på sig, men igennem hele 2017 blev han bare stærkere og stærkere. Det hele kulminerende med en top 10 i Roubaix, men det synes samtidig klart, at han stadig mangler lidt i de flamske klassikere. Samtidig har han i år haft en mere stille start for at bevare mere friskhed til Touren, og selvom han var fint kørende i Algarve, er han næppe god nok til at sidde med helt fremme. Betyder modvinden, at en gruppe skal afgøre det, vil han dog sammen med Gaviria være den naturlige favorit.

Michael Matthews har lidt overraskende kun stiftet begrænset kendskab med brostenene, men det skal der ændres på i år, hvor han vil køre flere brostensløb. Han viste sidste år i Gent-Wevelgem, at han har evnerne, men han mangler fortsat en del erfaring. Samtidig er hans form en anelse usikker, da han endnu ikke har kørt løb. Han plejer altid at komme flyvende ind i sæsonen til Paris-Nice, og da han også denne gang har trænet i højderne, er der ingen tvivl om, at han allerede nu er i god form. Spørgsmålet er dog, om det rækker i så svært et løb. Som Gaviria og Demare har han nok sin bedste chance i en spurt i en gruppe, selvom han i teorien også kan være med i et mere selektivt løb.

Med top 6-placeringer i Tour Down Under, Cadel Evans Great Ocean Road Race og Tour of Oman har Dries Devenyns været sæsonstartens mand. Han har ganske enkelt været flyvende på stigningerne, og det lover godt forud for dette løb. Man skal ikke glemme, at han i tiden hos Giant-Shimano sad med fremme med de allerbedst i de flamske klassikere, og han har derfor evnerne i disse løb. Siden er det gået i stå, men nu synes han at være tilbage. Han har helt sikkert formen til at sidde med fremme i et så hårdt løb, men er umiddelbart kun nr. 5 i hierarkiet på et meget stærkt Quick-Step-mandskab. Det er en ulempe, men sidder holdet i overtal i finalen, er det måske ham, der har mest frihed til at angribe.

Endelig vil vi pege på Lukas Pöstlberger. Den unge østriger viste med 5. pladsen i sidste års E3, at han har potentialet til at køre med i de helt store klassikere. Siden er han blot blevet endnu stærkere, og han viste storform med en fremragende præstation på sidste etape i Algarve. Uden Sagan vil han have relativt frie tøjler. Måske mangler han den sidste holdbarhed for at sidde med til allersidst, ligesom han ikke er specielt hurtig på stregen, men han har potentialet til at overraske.

***** Greg Van Avermaet

**** Sep Vanmarcke, Matteo Trentin

*** Niki Terpstra, Oliver Naesen, Tiesj Benoot, Sonny Colbrelli, Zdenek Stybar, Jasper Stuyven, Daniel Oss,

** Tim Wellens, Phillippe Gilbert, Alexey Lutsenko, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Michael Matthews, Dries Devenyns, Lukas Pöstlberger

* Jens Keukeleire, Søren Kragh Andersen, Magnus Cort, Dylan Van Baarle, Edward Theuns, Fabio Felline, Wout Van Aert, Yves Lampaert, Sacha Modolo, Stefan Küng, Michael Valgren, Edvald Boasson Hagen, Jasper De Buyst, Timo Roosen, Jurgen Roelandts, Oscar Gatto, Thomas Sprengers

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Søren Kragh, der sammen med Edward Theuns og Michael Matthews er kaptajn på Sunweb. Også Michael Valgren og Magnus Cort burde imidlertid også kunne køre deres egen chance på et ganske stærkt Astana-mandskab, der med Oscar Gatto og Alexey Lutsenko har yderligere to kort at spille. Lars Bak skal hjælpe Tiesj Benoot, Jens Keukeleire, Tim Wellens og Jasper De Buyst på Lotto Soudal, og Christopher Juul skal støtte Matteo Trentin på Mitchelton-Scott. Matti Breschel skal bruge sin erfaring til hjælpe Sep Vanmarcke, mens Mads Würtz er til start på et Katusha-mandskab, der formentlig håber på en overraskelse fra Viacheslav Kuznetsov eller Nils Politt. Mads Pedersen er en nøglehjælper for Jasper Stuyven og Fabio Felline. Endelig er Michael Carbel til start for Fortuneo og skal samle erfaring, samtidig med at han støtter Pierre-Luc Perichon.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Greg Van Avermaets sejre fra 2017 og 2016, Ian Stannards sejre fra 2015 og 2014, Luca Paolinis sejr fra 2013 og Sep Vanmarckes sejr fra 2012.