Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: LaPresse

Optakt: Onsdagens bjergetaper i Tour of the Alps og Tour of Croatia

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

19.04.2017 kl. 12:25 af Emil Axelgaard.

Den tredje uge af april er altid en todelt affære, hvor der på en gang er klassikere i Holland og Belgien samt vigtige forbedelsesløb til Giro d’Italia i det sydlige Europa. Det er således også tilfældet i år, hvor mange af de største favoritter varmer op til den italienske grand tour i Tour of the Alps (indtil i år kendt som Giro del Trentino), der afvikles fra mandag til fredag med blandt andre Mikel Landa, Geraint Thomas og Thibaut Pinot i felt, samt Tour of Croatia, der køres fra tirsdag til fredag og har Vincenzo Nibali til start. Hver dag vil vi bringe optakter til etaperne i begge løb.

Onsdag gælder det 3. etape af Tour of the Alps og 2. etape i Tour of Croatia.

 

Du kan læse overordnede optakter til Tour of the Alps og Tour of Croatia.

 

Husk, at du hver dag hele ugen kan følge løbene på www.feltet.dk/live. Du kan finde vores tidsplan her.

 

Tour of the Alps - 3. etape

Ruten

Fjerde og femte etape indeholder nogle gevaldige bjerge, men da ingen af dem slutter opad, er det usikkert, hvor meget de bedste klatrere kan få ud af udfordringerne. Derfor skal de have det maksimale ud af løbets tredje etape, der byder på løbets hårdeste bjergafslutning, og da der forinden er to kolossale bjerge, er det rimeligt at betragte onsdagen som løbets vigtigste dag. Ganske vist er der ikke tale om en finale af en sværhedsgrad, som man ofte har set det i tidligere udgaver af løbet, men det ændrer ikke på, at der er tale om en afslutning, hvor der kan skabes afgørende forskelle.

 

I alt skal de tilbagelægges bare 143,1 km mellem Villabassa-Niederderof og Funes-Villnoss, hvor der sluttes på toppen af San Pietro-stigningen, og undervejs skal der klatres hele 3723 højdemeter over den ellers relativt beskedne distance. Starten på etapen skjuler imidlertid, hvad der venter senere, idet man fra startområdet bevæger sig mod vest gennem dalen ad en svagt faldende vej. Den begynder senere langsomt at stige og bliver gradvist stejlere og stejlere, når man sætter kursen mod sydøst, men det er først, når man drejer mod syd og siden vest for at forlade dalen, at det bliver alvor. Her rammer man bunden af kategori 1-stigningen Passo delle Erbe, der over 16,8 km stiger med 6% i gennemsnit. Da der midtvejs er en lille nedkørsel, snyder dataene imidlertid, og bjerget er således langt sværere. Faktisk stiger det relativt konstant med 9-12% over de sidste 6 km, og også de første 4 km er relativt stejle med 7-11%.

 

Toppen nås efter 55,4 km, og herefter venter en længere nedkørsel, der efterfølges af et ganske kort dalstykke, der stiger let og indeholder dagens spurt efter 92,1 km. Her bevæger man sig mod nord, inden man drejer mod vest for igen at begive sig ind i bjergene. Det foregår via kategori 1-stigningen Alpe Rodengo Zumis, der stiger med 7% over 12,7 km, men også disse data snyder. Således stiger det mellem kilometer 3 og 8 uafbrudt med mellem 8,8 og 12,1%, inden en lille nedkørsel følges op af tre relativt lette kilometer mod toppen, der nås, når der resterer 39,5 km. De består først af en nedkørsel, der bringer feltet tilbage til dalen, som man følger i en sydlig retning frem til bunden af målstigningen San Pietro. Den er 8,7 km lang, stiger med 6,5% og er mere regulær end de to tidligere bjerge. Således følges en start med 5-6% op af tre kilometer midtvejs, hvor det stiger med mellem 7,3 og 8,2%. Herefter bliver det lettere md 4-6% over to kilometer, inden det i de sidste 700 m stiger med 6,2%. I de sidste 5 km føler man en let bugtende vej mod vest, indtil man tager et skarpt sving ca. 300 m fra stregen.

 

San Pietro-stigniningen har ikke været benyttet som mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

OPDATERING: Grundet sne på ruten har man igen været tvunget til at ændre etapen. Den går stadig mellem Villabasse og Funes San Pietro, men man reducerer afstanden til 135,6 km ved at ændre første del. Man kører således uden om Passo delle Erbe og i stedet over den lettere kategori 1-stigning Terento, der har top efter 42 km. Herfra fortsætter man ved i dalen, hvor man kører en omgang på en rundstrækning med den planlagte Alpe Rodengo Zomis og fortsætter helt som efter den oprindelige plan til sidste stigning. Etapen er således uforandret fra forplejningszonen og frem til mål.

 

 

 

Vejret

Som det har været lovet siden starten af løbet, vil det dårlige vejr bliver afløst af solskin fra onsdag, og det synes at holde stik. Således ventes der til kongeetapen at være smukt vejr, men det vil være holdt med en temperatur på bare 2 grader i Funes. Det vil samtidig være blæsende med en frisk vind fra nord. Det giver primært sidevind i den indledende del og på første stigning, mens der vil være modvind på anden stigning. Herefter leder medvind frem til sidste stigning, hvor der vil være sidevind.

 

Favoritterne

Som ventet skabte 2. etape ikke forskelle mellem favoritterne, der for de flestes vedkommende foretrak at køre afventende. Thibaut Pinot og Geraint Thomas, der begge er kendt som relativt hurtige afsluttere valgte dog at køre spurten, og det lykkedes førstnævnte at sikre sig seks vigtige bonussekunder, der kan vise sig at blive afgørende i et løb, hvor de relativt lette finaler betyder, at forskellene mellem de bedste næppe bliver meget store.

 

Pinot fik imidlertid også førertrøjen, og det er ikke nødvendigvis nogen fordel, specielt ikke, hvis han har den efter morgendagens etape også. Fjerde og femte etape er som skabt til at isolere franskmanden, der bestemt ikke er omgivet af et stærkt bjerghold, og derefter angribe ham på skift på det flade. Det var præcis, hvad der sidste år skete for Mikel Landa, der imidlertid var så suveræn på stigningerne, at han stort set ene mand kunne kontrollere løbet alligevel. Pinot har ikke samme overlegenhed og er oppe imod langt stærkere hold, og derfor må der være grundlag for lidt bekymring i den franske lejr.

 

Inden han når så langt, skal han dog igennem onsdagens kongeetape. Desværre betyder dagens snefald, at den sværeste stigning udgår, og det gør etapen betydeligt lettere. Heldigvis bibeholdes finalen, og specielt er det vigtigt, at den meget vanskelige Alpe Rodengo ikke udgår. Målstigningen i sig selv er nemlig så nem, at den alene ikke kan gøre den store forskel. Skal klatrerne virkelig excellere og skabe afstande, har de brug for at mørne rivalerne tidligere.

 

Bjergetaper er altid gode til udbrud, men det er næppe tilfældet denne gang. Bonussekunder kan vise sig at være vigtige, og der er ingen tvivl om, at specielt Sky har blik på etapesejren. Det ved de fleste, og da fjerde og femte etape samtidig er som skabt til udbrud, må man formode, at mange vil vælge at spare på kræfterne. Derfor forventer, at vi en relativt lille gruppe kommer afsted relativt hurtigt, og at FDJ derefter tager kontrol på dagens første stigning.

 

Ret hurtigt formoder vi, at Sky vil tage over. Holdet har ganske vist kun seks ryttere til start, men på 1. etape viste de, at de har seks af de stærkeste. Den sidste stigning er så let, at Thomas har brug for at skabe udskilning allerede på dagens sværeste stigning. Derfor venter vi, at briterne vil sætte et morderisk tempo, der vil reducer feltet betragteligt. Det vil også gøre det meget svært at komme med et tidligt fremstød, og da de store favoritter ikke kan røre på sig tidligt grundet det relativt lange dalstykke, regner vi med, at et ganske lille felt skal slås om sejren på sidste stigning.

 

Målstigningen er relativt let, og hvis ikke man kommer fri på det stejleste stykke i midten, kan det meget vel tænkes, at en lille gruppe af favoritter skal spurte om sejren. Derfor kan spurtstyrke komme i spil, men det betyder også, at vi kan vente, at kampen mellem favoritterne åbnes relativt tidligt. Specielt vil det ikke undre, hvis Sky sender Mikel Landa ud foran for at lægge pres på rivalerne. Baskeren er kendt for sin aggressive kørsel, og efter sit tidstab på 1. etape har han ikke meget at miste ved at angribe fra distancen. Samtidig er han så tæt på i klassementet, at man ikke kan lade ham køre, og specielt Thibaut Pinot kan derfor blive tvunget i defensiven, hvilket kan gøre det svært for franskmanden, der meget hurtigt kan isoleres. Hans vigtigste bjerghjælper, Steve Morabito, synes ikke at være i topform, og selvom Tobias Ludvigsson virker stærk, er der grænser for, hvad man kan forvente af svenskeren. Derfor kan det blive en svær dag for løbets førende rytter.

 

Et angreb fra Landa vil være det perfekte scenarium for Geraint Thomas. Briten gav på 1. etape klart indtryk af at være feltets stærkeste rytter. Det var ham, der skabte den afgørende udskilning, og trods modvinden stod han for langt det meste føringsarbejde i finalen. Alligevel havde han overskud til at blive nummer 2 i spurten, og det vidner om stor styrke. På denne etape kan han med Landa som et offensivt kort køre afventende og tvinge de andre til at arbejde. De relativt bløde stigningsprocenter er som skabt til en powerklatrer som ham, og han kunne næppe have designet en bedre målstigning. Han har i år i Tirreno vist, hvor fantastisk stærk han er blevet, og nu må han ventes at være endnu bedre. I marts satte han alle sine værste rivaler i dette løb til vægs, og der er ingen grund til, at han ikke kan gøre det igen. Hvis Landa angriber og bliver kørt ind, vil Thomas være klar til at køre kontra, og vi tvivler på, at nogen kan følge ham. Da han samtidig er hurtig i en spurt op ad bakke, har han alle forudsætningerne for at vinde, og derfor er han vores favorit.

 

På papiret er Thibaut Pinot vel løbets bedste klatrer, men som sagt kan han få en svær dag, hvor han hovedsageligt skal være i defensiven. Han imponerede ikke på 1. etape, hvor han først sent fik lukket hullet til de forreste, men det skal man ikke nødvendigvis lægge meget i. Han er aldrig stærk på 1. etape i et etapeløb og bliver som regel bedre efter et par dage. Samtidig passer denne mere udmarvende etape ham langt, langt bedre, og derfor vil må han formodes at være langt mere konkurrencedygtig. Samtidig er han en mester i at afmåle sin indsats og ikke gå for dybt for tidligt, som vi så da han passerede Contador på kongeetapen i Ruta del Sol. Derfor er der ingen grund til bekymring, hvis han tidligt lader sig sætte, for han kan sagtens senere komme tilbage. Samtidig viste han i dag, at han er hurtig i en spurt, og det kan være vigtigt på denne stigning. Derfor er Pinot umiddelbart Thomas værste rival.

 

På 1. etape var vi meget imponerede over Davide Formolo. Ganske vist kom han ikke med, da Thomas angreb, men det skyldtes alene dårlig positionering. Da først han kom frem, kørte han vanvittigt stærkt og angreb også i finalen. Det tyder på, at han er i storform, hvilket er helt forventeligt efter hans hårde træning frem mod Giroen. Han viste i Paris-Nice, at han er klar til at tage endnu et skridt i 2017, og det er kun uheld, der betyder, at han ingen resultater har. Han har altid været et af verdens allerstørste klatretalenter og kan sagtens matche alle i dette felt. Hans store problem er, at han ikke er en stærk afslutter, men han er så god, at han kan køre alene hjem.

 

Mikel Landa skuffede stort på 1. etape, men i dag viste han en imponerende trodsreaktion, der indikerer, at formen ikke nødvendigvis er dårlig. Ofte ser man, at ryttere har det svært den første dag efter hård træning, og Landa kan sagtens ende med at blive bedre og bedre. På papiret er han sammen med Pinot løbets bedste klatrer, og han er ikke dårlig på en stigning, der som denne kræver et vist punch. Vi tror som sagt, at han angriber langt udefra, og hvis de øvrige favoritter isoleres og er bange for at blotte sig, kan han meget vel ende med at holde hele vejen til stregen.

 

Det måske mest opløftende på 1. etape var at se, at Domenico Pozzovivo er på vej tilbage. Desværre er Pozzovivo ikke den fantastiske rytter, han var inden det forfærdelige styrt i Giroen i 2015, og han kæmper stadig med at finde sit tidligere niveau. Der var imidlertid lovende takter i Tirreno, hvor han kørte top 10 på kongeetapen, og i mandags så det endnu bedre ud. Sammen med Thomas var han klart den mest aktive, og denne etape passer ham endda langt bedre. Hans problem er, at han ikke er hurtig på stregen, men er han vitterligt sit gamle jeg, kan han sagtens ende med at køre alene hjem.

 

Michele Scarponi vandt første etape og overraskede mange ved at være meget bedre i dette løb, end han traditionelt har været. Sejren i sig selv er imidlertid ikke overraskende, da Scarponi sidste år i Giroen viste, at han stadig er en af verdens bedste klatrere. Sejren blev imidlertid i høj grad skabt på kløgt, og vi føler os ikke helt overbeviste om, at han kan matche de bedste på denne lidt hårdere etape. Afskrives kan han imidlertid ikke, specielt ikke fordi han har dokumenteret, at han kan vinde en spurt på procenter som disse.

 

Cannondale har klart et af de stærkeste hold, og de må skulle udnytte deres overtal til at angribe på skift. Specielt Hugh Carthy ligner et godt bud på en mand, der kan overraske favoritterne. Den britiske dieselmotor startede stigningen allerbagerst, men kæmpede sig langsomt frem og endte på en ottendeplads. De længere stigninger passer ham langt bedre, og han viste i 2016, at han har potentialet til at blande sig med de allerbedste. Han kan ikke spurte, men vil være mindre overvåget end Formolo og kan derfor få mere frihed.

 

Androni stiller med et fantastisk hold med Egan Bernal, Rodolfo Torres og Mattia Cattaneo. Bernal og Torres skuffede lidt på 1. etape, men burde være langt bedre på længere stigninger som disse. Specielt Bernal har været godt kørende i år, men han skal køre med mere kølighed og ikke lade sig rive med i det omfang, han synes at have tendens til. Cattaneo var til gengæld imponerende på 1. etape, men han har været bedst på kortere stigninger, og kan måske få det lidt sværere på denne lidt vanskeligere etape.

 

Dario Cataldo var ganske imponerende på 1. etape, hvor han kørte en helt fantastisk sidste kilometer. Det tyder på, at italieneren er i fremragende form, og han kan måske få frihed til at angribe fra distancen. Historien viser, at han i så fald er svær at fange. Endelig vil vi også pege på Danilo Celano, der med sejren i Giro dell’Appennino viste, at han er en af de mest forstærke klatrere. Han kunne ikke helt leve op til forventningerne på 1. etape, men også han burde være mere komfortabel på denne sværere etape.

 

Feltet.dks vinderbud: Geraint Thomas

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Davide Formolo

Outsidere: Mikel Landa, Domenico Pozzovivo, Michele Scarponi

Jokers: Hugh Carthy, Egan Bernal, Mattia Cattaneo, Dario Cataldo, Rodolfo Torres, Danilo Celano

 

Tour of Croatia - 2. etape

Ruten

Efter en første etape for sprinterne kastes klassementsrytterne ud i det første af deres to store slag på den korte, intense anden etape. Rytterne skal ganske vist kun tilbagelægge 123 km med start i Trogir, men da målstregen er placeret på toppen af den kolossale stigning Biokovo i knap 2000 m højde, er der bestemt ikke tale om en let etape.

 

Fra starten ved kysten køres først en lille rundstrækning omkring Trogir under den neutraliserede del, inden man vender tilbage til startområdet. Herefter følger man den relativt flade kystvej mod sydøst stort set hele dagen. Undervejs skal man forbi den første indlagte spurt efter 46,8 km, og der venter en 5,8 km lang kategori 2-stigning med top efter 66 km. Herefter er det igen hovedsageligt fladt, bortset fra de små bakker, der som regel er, når man følger Adriaterhavskysten i dette område. Den sidste spurt kommer efter 83,7 km, og kort efter ændrer etapen karakter, når man rammer bunden af den 30 km lange målstigning. Stigningen er ikke særlig velbeskrevet, men umiddelbart synes den at være relativt regulær med en stigningsprocent på 5-6%. Med 3 km til mål flader den ud, inden en lille bakke med 1500 m igen leder frem til de sidste 700 m, der kun stiger svagt. Der er hele fem hårnålesving på de sidste 1500 m, det sidste med bare 300 m til stregen.

 

Biokovo har ikke tidligere været benyttet af løbet.

 

 

 

 

Vejret

Det blev en våd start på løbet, men heldigvis ventes det at regne af i løbet af natten. Onsdag skulle der være smukt solskin og en temperatur på 14 grader i bunden af sidste stigning. Det vil imidlertid være blæsende med en jævn til frisk vind fra nordvest, og det giver medvind stort set hele dagen. Man får imidlertid modvind på målstigningen.

 

Favoritterne

Første etape endte med at blive næsten nemmere end mange havde forestillet sig. Ganske vist blev det en lang dag, men modvinden gjorde, at tempoet var moderat, og det lette indløb til mål gjorde, at der ikke var de store risici. Derfor kom alle de store favoritter helskindet til mål og er nu klar til at teste sig i den første store bjergafslutning.

 

Som ventet blev det en massespurt, der afgjorde etapen, og her blev det tydeligt, at Giacomo Nizzolo ikke løj, da han hævdede, at hans form svarer til, hvad den normalt er i november måned. Sjældent har vi set den italienske mester glide så markant baglæns efter et ellers helt perfekt lead-out, og det er tydeligt, at der er meget lang vej, hvis han skal have en realistisk chance for at vinde pointtrøjen i Giroen for tredje gang i træk. Det italienske løb starter med et par vigtige sprinteretaper på Sardinien, og med den lektion, han i dag fik af Sacha Modolo, synes det mest realistiske for Nizzolo at være, at han kan bruge løbet til at bygge formen op og håbe på etapesejre mod slutningen, hvor André Greipel er taget hjem, og unge folk som Fernando Gaviria og Caleb Ewan er ved at vise træthedstegn. Til gengæld var det opløftende at se Modolo endelig få en fortjent belønning efter et flot forår, at se Eduard Grosu fortsætte de fantastiske fremskridt, han har vist i år, og at se den lynhurtige Nicolas Marini, der ellers er kendt for ikke at have megen holdbarhed, kunne spurte med efter næsten 230 km.

 

Nu drejes fokus imidlertid mod bjergrytterne.Dette er klassementsrytternes første chance for at teste sig selv, og vi kan derfor vente et stort slag mellem løbets favoritter på den sidste stigning. Trods de manglende data synes der at være tale om ganske svær stigning for et så langt bjerg, og derfor kan der skabes store afstande. En venlig Feltet.dk-bruger, Mikkel Christiansen, har oplyst, at stigningen på den første del hat 7-8 km med 7-9%, hvorefter der venter et plateau. I finalen er der en stejl sektion på mere end 12%. Dermed er det udsigt til en meget brutal afslutning, hvor både længde og stejlhed vil få feltet til at eksplodere og gøre det mulighed for de helt rene klatrere at træde i karakter. Der er dog modvind på stigningen, og det kan lægge en dæmper på angrebslysten og reducere de forskelle, der kan skabes.

 

Tour of Croatia har virkelig overtaget rollen fra Tyrkiet Rundt i den forstand, at det er sprinternes forberelsesløb til Giroen, og at klassementet primært skal udkæmpes blandt de unge løver. Ét navn skiller sig imidlertid markant ud. Vincenzo Nibali har i kraft af Bahrain-Meridas sponsorinteresser i Kroatien valgt at bruge løbet til at blive klar til sit store mål og har derfor vendt Tour of the Alps ryggen. På papiret er hans løbets i særklasse bedste klatrer, men det betyder på ingen måde, at det er en given ting, at han vinder. Frem til og med 2013 havde han tradition for altid at være flyvende i sit sidste løb inden grand tours, men det har i den grad ændret sig. I de seneste tre år har han mildt sagt været elendigt kørende i sine forberedelsesløb, og mange vil sikkert huske hans svage præstation i Trentino sidste år og i Dauphiné i 2015 og 2014.

 

Alligevel tror vi, at Nibali vinder. Det skyldes første og fremmest, at Giroen i år starter hårdt ud med en bjergafslutning på Etna allerede på 4. etape. Nibalis træner Paolo Slongo fortalte for nylig La Gazzetta dello Sport, at den italienske stjerne vil gå efter sejren allerede her. Det skyldes dels, at man i år ikke kan tillade sig at være på 90% ved løbets begyndelse, da man på Etna kan risikere at tabe det hele, dels at han meget gerne vil vinde på sin hjemø Sicilien. Derfor er han angiveligt længere fremme i forberedelserne, og Slongo gjorde det klart, at Nibali ventes at være konkurrencedygtig allerede i Kroatien. I et felt uden helt store navne er han så suveræn, at han bør kunne vinde, også selvom han næppe er helt i topform endnu. I dag udtrykte han efter etapen stor selvtillid, og det gør ham til vores favorit.

 

Sidste år var Riccardo Zoidl meget tæt på at vinde samlet efter en fantastisk opvisning på kongeetapen. Det hele gik galt på holdløbet, og desværre endte det med, at sejren i Kroatien blev den eneste store triumf for Zoidl hos Trek. Nu er han tilbage på kontinentalniveau, men han håber stadig at vende tilbage til WorldTouren. For at gøre det skal han være fremme i et løb som dette, og det må være et af hans store mål. Han viste fremragende form i Circuit des Ardennes, hvor han tog en flot solosejr på sidste etape, og han synes at være særdeles velforberedt. Sammen med den forsvarende vinder Matija Kvasina udgør han en skarp duo, der kan udfordre Nibali, og Zoidl har klassen til at give den store stjerne kam til sit hår.

 

Caja Rural stiller med supertalentet Jaime Roson, der sidste år vandt kongeetapen i Tyrkiet Rundt. Spanieren har i år bekræftet potentialet og har i de seneste uger været flyvende. Han var måske den bedste på stigningerne i Coppi e Bartali, hvor de imidlertid ikke var lange nok til en ren klatrer som ham, og siden viste han god form mod alle stjernerne i Baskerlandet Rundt. Nu kommer han endelig til et rigtigt bjergløb med en lang stigning, og den er som skabt til hans dieselmotor. Han synes at være et niveau bedre i år end sidste år, og han har helt sikkert klassen til at vinde her.

 

Det samme har et andet supertalent, Jan Hirt. Den unge tjekke fik sit store gennembrud, da han blandede sig med alle stjernerne på Rettenbachferner-stigningen i Schweiz Rundt i 2015, og sidste år gentog han den bedrift, inden han tog den samlede sejr i bjergløbet Østrig Rundt. Hirt er en af de mest talentfulde rene klatrere, men han er samtidig uhyre ustabil. I langt de fleste løb kører han rundt langt fra de bedste, og det er kun i korte perioder, han er i form. Han kommer direkte fra en højdetræningslejr, der skal gøre ham klar til Giroen, så det er et helt åbent spørgsmål, hvordan han reagerer på det. Hvis responsen er positiv, har han talentet til at vinde. CCC har også Felix Grossschartner og Michal Schlegel, der bør kunne blande sig i klassementet, men de vinder næppe.

 

Jesper Hansen blev sidste år nummer 2 i dette løb, først og fremmest i kraft af Tinkoffs gode holdtidskørsel. Nu er han tilbage og får en sjælden chance for at køre som Astana-kaptajn. Da han vandt Tour of Norway i 2015, viste han, hvor højt et niveau han har, men desværre har der siden været lidt langt mellem snapsene. Også han kommer imidlertid direkte fra højderne og forbereder sig til Giroen, så han må formodes at være tæt på topformen. Det er imidlertid lidt tvivlsomt, om han har topniveauet til at matche de allerbedste.

 

Sidste år tog Matija Kvasina en yderst populær hjemmebanesejr, og der er ingen tvivl om, at veteranen håber på at forsvare titlen. Han har haft en helt anonym forberedelse og har ikke givet antydninger af, at han skulle være tæt på topformen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at dette er sæsonens allerstørste mål, og derfor vil det være en stor overraskelse, hvis ikke han er med blandt de bedste. Om han stadig har klassen til at slå et felt, der i år er stærkere, er et åbent spørgsmål, men måske kan han drage fordel af, at Felbermayr vil sidde i overtal på stigningen. Udover Zoidl og Kvasina har man således også Markus Eibegger og Stephan Rabitsch, der kan ventes at køre med, hvor det er rigtig sjovt, men de kommer måske til kort på så lang en stigning

 

UAE er her primært for at køre spurter med Sacha Modolo, men de vil også gå efter klassementet med Jan Polanc, Kristijan Durasek og Przemyslaw Niemiec. Umiddelbart synes Polanc at være deres bedste bud. Den unge slovener er tidligere etapevinder i Giroen, men er uhyre ustabil. Han skal som regel bruge lang tid på at komme i form, men da han forbereder sig til Giroen, må han være langt fremme. Dette er hans første løb i lang tid, så det er helt åbent, hvordan han vil præstere. Durasek har ikke ramt topformen siden Schweiz Rundt i 2015, og det udestår at se, om veteranen stadig har, hvad der skal til. Han er imidlertid på hjemmebane og må være motiveret. Heller ikke Niemiec er den rytter, han tidligere var, og der er desværre ikke meget, der tyder på, at han stadig kan vinde et bjergløb som dette, selvom han helt sikkert vil være med fremme.

 

Adria Mobil stiller til start med veteranen Radoslav Rogina, der sidste år blev nummer 5 og må være meget motiveret til sit hjemmebaneløb. Tidligere var han en sikker mand helt fremme i kampen om den samlede sejr, men han er ikke længere helt så stærk som i sine unge dage. Også han har haft en relativt anonym formopbygning, men som kroat må han formodes at være helt klar. Holdet kan også satse på en anden veteran, Jure Golcer, men heller ikke han er længere den rytter, han tidligere var, og han må formodes at satse mere på Slovenien Rundt.

 

Løbets største klatretalent er nok Giolio Ciccone, der sidste år vandt en bjergetape i Giroen. Han er imidlertid netop kommet tilbage efter en lang skadespause, og intet tyder på, at han allerede nu er i form til at køre med om sejren. Man skal dog aldrig sige aldrig for en så talentfuld rytter.

 

Endelig vil vi pege på den 31-årige colombianer Oscar Sanchez fra det lille Bicicletas Strongman-hold. Han har i mange år været blandt de bedste på den sydamerikanske scene og viste i Giro dell’Appennino, at han er i god for. Han bør kunne gøre det godt i et bjergløb som dette.

 

Feltet.dks vinderbud: Vincenzo Nibali

Øvrige vinderkandidater: Riccardo Zoidl, Jaime Roson

Outsidere: Jan Hirt, Jesper Hansen, Matija Kvasina, Jan Polanc, Kristijan Durasek

Jokers: Radoslav Rogina, Przemyslaw Niemiec, Markus Eibegger, Giulio Ciccone, Felix Grossschartner, Oscar Sanchez

 

SENESTE

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk