Optakt: Paris-Nice

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og har draget fordel af de varme og solrige forhold i områder som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløvsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb.

Det er ikke mærkeligt, at Paris-Nice er et nøgleløb på den europæiske cykelscene. Da den første udgave blev afviklet allerede i 1933, er det en begivenhed med en lang historie, og dets position på kalenderen er både symbolsk og velvalgt. Efter oprindeligt at være blevet etableret som et træningsløb efter banesæsonen forsvandt det under Anden Verdenskrig, og et mindre succesfuldt forsøg på at genoplive det i 1946 blev hurtigt opgivet igen. Det var imidlertid tilbage på kalenderen i 1951, inden det i 1954 igen fik navnet Paris-Nice, og det var i 50erne, at dets status voksede. Således udviklede det sig fra at være et forberedelsesløb til at være en stor begivenhed i sig selv. Den fantastiske duel mellem Jacques Anquetil og Raymond Poulidor i 1966 delte Frankrig, og siden da har løbet tilhørt sportens absolut vigtigste løb. Lige fra start havde det stor international appel, og mange af sportens største navne findes blandt vinderne. Eddy Merckx vandt således tre gange i træk fra 1969 til 1971, Anquetil tog i alt fem sejre, og Miguel Indurain var øverst på podiet to gange. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Sean Kelly, der vandt løbet hele syv gange i træk mellem 1982 og 1988, inden Indurain brød stimen.

Det, der gør løbet så specielt, er den symbolske natur. Intet signalerer forårets komme bedre end Løbet mod Solen, der starter i Nordfrankrig, hvor rytterne ofte er pakket ind i tykt tøj for at overleve de kolde og blæsende betingelser. Denne del har som regel tilgodeset sprinterne og klassikerrytterne, og der er ofte mindst én etape, der er blevet afgjort af heftig sidevind. Efterhånden som rytterne bevæger sig mod syd og nærmer sig Nice, forbedres vejret gradvist, og typisk ender løbet i solrige betingelser på den franske Cote d’Azur. Samtidig ændres terrænet, og det bliver tid for klatrerne at afgøre kampen om den samlede sejr i det prestigefulde løb.

Den dobbelte natur betyder, at løbet har lidt for enhver smag. Det er ofte startet med en prolog og er tit endt med den berømte enkeltstart op af Col d’Eze i udkanten af Nice, og derfor har der været klare mål for enkeltstartsspecialisterne. På grund af den tidlige kalenderplacering kommer løbet aldrig op ad de højeste bjerge, og man undgår altid Alperne fuldstændig, hvor det ikke er et løb for de sande klatrere. I stedet er det en begivenhed for alsidige ryttere, der kan klare lidt af det hele, og det afspejles klart i listen over vindere.

Traditionelt har løbet været det rette sted at være for de store etapeløbsryttere, der er blevet tiltrukket af den alsidige rute, et slags mini Tour de France. I de senere år har det imidlertid ændret sig en smule. I flere år var mængden af enkeltstartskilometer begrænset til denne relativt korte prolog, og kun 2011-udgaven, den nylige tilbagevenden af Col d’Eze-enkeltstarten samt sidste års løb stikker ud som markante undtagelser. Samtidig har mange udgaver været helt uden væsentlige bjergafslutninger.

I 2014 traf arrangørerne fra ASO, der har haft ansvaret siden 2002, den modige beslutning fuldstændig af ændre løbets karakter. Man sammensatte en rute helt uden enkeltstarter eller store stigninger, og i stedet var løbet at betragte som otte klassikere. Det ændrede feltet fuldstændigt. Da det blev afsløret, hvordan ruten var sammensat, skiftede næsten alle etapeløbsryttere mening og foretrak Tirreno-Adriatico i stedet for det franske løb, der i stedet blev et stort mål for klassikerryttere.

Den udvikling var interessant, fordi Tirreno-Adriatico gik i den modsatte retning. Traditionelt har de to etapeløb været i hård kamp om at få de bedste ryttere til start, og i mange år syntes de at have fundet en arbejdsdeling. Da det italienske løb bestod af en blanding af flade og småkuperede etaper og ofte blev vundet af klassikerryttere, tog endagsspecialisterne til Italien, men etapeløbsrytterne drog til Frankrig. Da Tirreno-arrangørerne RCS ændrede formatet og begyndte at inkludere flere enkeltstartskilometer samt større bjerge, udviklede det italienske løb sig imidlertid til en mini-grand tour, mens Paris-Nice i højere grad har været tilpasset klatretyper med mere punch.

ASOs beslutning fra 2014 fungerede slet ikke, og man kunne bare se til, mens alle stjernerne tog til Italien, mens deres eget løb ikke fik den sædvanlige opmærksomhed. I et forsøge på at genvinde sin position er ASO nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. I 2015 kom Col d’Eze-enkeltstarten og prologen tilbage, og man havde endda en bjergafslutning. Faktisk var det en af de hårdeste udgaver i mange år. I 2016 år var løbet knap så selektivt, men det var stadig et løb for etapeløbsryttere og ikke klassikerspecialister. I både 2017 og 2018 har man med en relativt lang enkeltstart og en decideret bjergafslutning forsøgt for alvor atter at udfordre Paris-Nice i kampen om etapeløbsstjernerne.

Alligevel synes løbet i de senere år at have tabt kampen til Tirreno, der har haft langt større appel til De Fantastiske Fire, Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, der i en årrække var kendt som de stærkeste grand tour-ryttere. Usikkerheden om ruten har fået mange af de bedste etapeløbsryttere til at droppe det franske løb, og det har taget tid for ASO igen at genvinde tilliden til, at de vil lave en rute, der passer grand tour-ryttere.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Sidste år syntes man at have nærmet sig tidligere tiders popularitet blandt etapeløbsryttere, og det skyldtes i høj grad, at man havde designet en rute, der var den hårdeste i mange år. Selvom man i år har gentaget det format, har man lidt overraskende fået ganske gevaldige klø af italienerne igen. Således kan man se på, mens Chris Froome, Richie Porte, Tom Dumoulin, Vincenzo Nibali, Geraint Thomas, Mikel Landa, Fabio Aru, Mugle Angel Lopez, Rigoberto Uran og sågar den lokale helt, Romain Bardet, slås om sejren i Tirreno-Adriatico. En startliste med navne som Ilnur Zakarin, Bauke Mollema, Dan Martin, Simon Yates, Rui Costa, Tim Wellens, Tejay van Garderen, Ion Izagirre, Wout Poels, Jakob Fuglsang, Julian Alaphilippe, Segio Henao, og Warren Barguil er selvsagt ikke dårlig, men det er svært at komme udenom, at man i år vil mangle det stjernestøv, der vil præge det italienske løb.

De to løb har også kæmpet om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo. Meningerne har været delte, da det franske løb giver mulighed for mere hvile forud for den italienske klassiker, mens Tirreno ofte har tilbudt længere etaper og bedre vejr. I dette århundrede har Sanremo-vinderen som regel kørt i Italien, men i de senere år er trenden ændret, idet Simon Gerrans, Matthew Goss, Alexander Kristoff, John Degenkolb og Arnaud Demare alle forberedte sig i Frankrig. Igen i år er der en god chance for, at Sanremo-triumfatoren er at finde i Paris-Nice, da Kristoff, Degenkolb, Demare, André Greipel, Marcel Kittel, Elia Viviani Edward Theuns, Dylan Groenewegen, Nacer Bouhanni, Sam Bennett, Matteo Trentin, Jempy Drucker, Mahnus Cort, Ben Swift, Phil Bauhaus, Dan McLay og Thomas Boudat udgør et fantastisk sprinterfelt, mens Tim Wellens, Oliver Naesen, Tony Gallopin, Alaphilippe, Michael Valgren og Dylan Teuns er nogle af de deltagende klassikerryttere.

Sidste års løb var udset til at skulle være en duel mellem Richie Porte og Alberto Contador, men det blev i stedet Sergio Henao, der løb med sejren efter en drabelig dyst med den spanske veteran. Henao vandt tid på Contador på et par brutale sidevindsetaper først i løbet, hvor Porte faldt helt ud af klassementet, inden Alaphilippe overtog rollen som favorit med en imponerende sejr på enkeltstarten. En klassepræstation af Henao på den stejle Mur de Fayence sendte ham imidlertid tilbage i kampen, inden han overtog førertrøjen på kongeetapen, som blev vundet af en genfødt Porte. Contador forsøgte at vende det hele med et storslået angreb på sidste etape, men han vandt akkurat ikke nok tid og måtte se sig henvist til andenpladsen bare 2 sekunder efter Henao og 28 sekunder foran Dan Martin på tredjepladsen. Henao vender tilbage for at forsvare titlen, ligesom også Martin er med igen, men Contador, der nu er cykelpensionist, stiller naturligvis ikke til start denne gang.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD!
 

Ruten

Som anført ovenfor er arrangørerne ASO vendt tilbage til et mere traditionelt format efter det højst mærkværdige eksperiment i 2014, hvor ruten var udgjort af 8 små klassikere. I 2015 sammensatte man den hårdeste rute i mange år, inden man i 2016 år skruede man igen lidt ned for sværhedsgraden, idet den store bjergafslutning var relativt nem, og man igen skippede den klassiske enkeltstart på Col d’Eze. Sidste år fik løbet imidlertid atter et hårdere format med den længste enkeltstart i mange år, en stor bjergafslutning samt to kuperede etaper i den sydlige del af Frankrig, og det har derfor genfundet sin plads som et løb for etapeløbsryttere.

Grundet den tidlige kalenderplacering har løbet aldrig ramt de helt høje bjerge, og det har betydet, at løbet har passet bedre til mere eksplosive typer end de rene klatrere, der har haft svært ved at gøre en forskel på de kortere, ikke særligt stejle stigninger omkring Nice. I 2017 tog man imidlertid sværhedsgraden til et helt nyt niveau, og løbet bar helt klart det hårdest i adskillige år. Ikke blot indeholdt løbet en usædvanligt lang enkeltstart - den længste siden 2011 i en begivenhed, der som regel har været fattigt på kilometer i kampen mod uret - man inkluderede også en bjergafslutning på Col de la Couilole i 1678 m højde, den højeste i løbets lange historie. Hvis man dertil lægger, at man også vendte tilbage til en etapeafslutning på Muren i Fayence, der i 2014 var rammen om løbets kongeetape, og som så ofte før de en kort, kuperet etape omkring Nice, er det oplagt, at der var tale om et helt uhørt svært Paris-Nice, også selvom man for andet år i træk havde droppet Col d’Eze-enkeltstarten.

Samme model gentages i år, men der er skruet lidt ned for sværhedsgraden af stigningerne og til gengæld op for enkeltstartens betydning. For andet år i træk er der således en relativt lang enkeltstart på programmet, og selvom den er ganske kuperet, er den bedre for specialisterne end sidste års meget svære rute, der sluttede på toppen af den stejle Mont-Brouilly. Den tabte tid skal klatrerne forsøge at vinde tilbage på de tre sidste etaper, der alle byder på mange stigninger. Vigtigst er lørdagens kongeetape, der ligesom sidste år ender på en for Paris-Nice usædvanligt lang og ganske svær stigning, der dog ikke helt kan matche sidste års udfordring. Derudover for de mere eksplosive typer en chance i en puncheurfinale på fredagens etape, inden det hele afsluttes med den klassiske korte, kuperede etape omkring Nice, der i år har fået en helt ny finale med en ny stigning tættere på mål.

Løbet har bibeholdt sit traditionelle format og består således af en lang rejse fra Paris i det nordlige Frankrig til det kuperede terræn i det solbeskinnede Nice. Som så ofte før kan det i alt væsentligt inddeles i to dele: en første del for sprinterne og en sidste del for klatrerne. I år er der ingen prolog, og i stedet indledes løbet med en etape, der slutter på en kort stigning og derfor er en gave til de eksplosive puncheurs  - sikkert til frustration for sprinterne. Herefter følger to af de mest frygtede etaper gennem det flade Nordfrankrig, hvor sprinterne som regel kommer til fadet, men hvor styrt og sidevind meget ofte har ødelagt ambitionerne for håbefulde klassementsryttere. Allerede på 3. etape venter dog stigninger i finalen, der kan vise sig for hård for sprinterne, og i det hele taget er det en skuffende rute for de hurtige folk, der kun har en helt klassisk sprinterfinale på mandagens etape.

Klassementskampen indledes på onsdagens etape, hvor feltet testes på en meget svær 18,4 km lang enkeltstart, der afvikles på en meget kuperet rute omkring Saint-Etienne. Herefter får sprinterne en sidste chance, men da 5. etape byder på reelle bjerge i den første halvdel, er der ingen garanti for, at de hurtige folk overhovedet kommer til fade. Løbet skal afgøres med tre hårde etaper fredag, lørdag og søndag. Først gælder det 6. etape, der byder på en kort stejl stigning inden for de sidste 10 km af en klassisk ardennerrute. Lørdag er det tid til kongeetapen, hvor der venter en afslutning på den helt nye Valdeblore La Colmiane-stigning. Sammen med enkeltstarten er det løbets absolutte nøgleetape, men som altid er der en mulighed for at ændre på tingenes tilstand på sidste etape, der atter består af en kort, hidsig tur i bakkerne omkring Nice - som sagt med en modificeret finale - inden man til slut kører ned til målet i centrum af storbyen, hvor vinderen af den 76. udgave af Løbet mod Solen skal kåres.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

1. etape

Paris-Nice er oftest startet med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, men ved enkelte lejligheder har man åbnet festen med en linjeløbsetape, der har givet sprinterne en mulighed for at spurte sig til den første førertrøje. Faktisk har det været det foretrukne format i de senere år, og efter at prologen kortvarigt vendte tilbage i 2016, var det i 2017 igen de hurtige afsluttere, der havde udsigt til at få det første ord. Denne gang har arrangørerne imidlertid tilføjet et interessant krydderi til åbningsetapen, der med en afslutning på toppen af en brostensbelagt kategori 3-stigning er som skabt til, at de eksplosive puncheurs kan gå efter sejren.

Som det som regel er tilfældet, er åbningsetapen med sine bare 135 km en relativt kort sag, der afvikles mellem de to Paris-forstæder Chatou og Meudon i den sydvestlige udkant af storbyen. Start- og målbyen ligger ganske tæt på hinanden, og etapen består derfor af en tur ud i det let kuperede terræn sydvest for de to byer. Fra start bevæger man sig mod vest og sydvest gennem fladt terræn ud af byzonen, inden man sætter kursen mod syd og senere sydøst. Undervejs passerer man den første indlagte spurt, der er placeret efter 33 km.

Efter 58,5 km når man etapens sydligste punkter, hvorefter man kører mod nord og nordvest op mod lidt mere kuperet terræn. Herfra slår man en lille sløjfe mod sydøst for at ramme de to små kategori 3-stigninger Cote des 17 tournants (1,3 km, 6%) og Cote de Meridon (1,4 km, 5,2%), der kommer efter hhv. 79 km og 85,5 km. Herfra går det videre mod nord gennem relativt fladt terræn forbi den sidste spurt, der er placeret efter 96 km. Med ca. 20 km igen drejer man mod øst for at køre ind mod Paris gennem forstæderne. Til slut kører man det sidste stykke mod sydøst ned til målbyen Meudon, hvor den eksplosive finale venter. Det falder let de sidste knap 15 km, inden det atter flader ud med 5 km igen. Herfra følger man en lige, flad vej frem til en rundkørsel, hvor man med 2 km igen drejer til højre. Her rammer med den 1900 m lange afsluttende kategori 3-stigning Cote Meudon, der stiger med 5,4% i gennemsnit, og på hvis top målstregen er placeret. Den første del er stejlest, inden den sidste kilometer stiger med 4,8% i gennemsnit. Der er et sving ved den røde flamme og igen et blødt sving med 800 m til stregen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning, hvoraf de sidste 500 m er på brosten.

De første etaper i Paris-Nice er kendt for at kunne være enten meget rolige eller ekstremt nervøse og stressende. Det første er tilfældet, hvis vejret er godt, og det sidste gælder, hvis det som sidste år er blæsende. Meget vil derfor afhænge af vejret, og som vi så det sidste år, kan klassementsryttere tabe alt allerede den første dag, hvis betingelserne er de rette. Mest sandsynligt er det dog, at det ender med en spurt på bakken op til mål, hvor ardennerspecialister og puncheurs er klar til at slås om sejren. Mon ikke Julian Alaphilippe har blik på 10 bonussekunder i en finale, der er som skabt til den eksplosive franskmand?

Meudon har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

2. etape

Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydvest fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlige Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til endnu en dag for de hurtige folk, med mindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Rejsen mod solen indledes med en distance på 187,5 km, der fører rytterne fra Orsonville lidt syd for Paris til Vierzon. Stort set hele dagen bevæger man sig mod syd gennem fladt terræn. Der er ikke en eneste kategoriseret stigning på programmet, og antallet af højdemeter er tæt på 0. Den første indlagte spurt markerer et tidligt højdepunkt efter 63,5 km, men derefter er ruten i lang tid ganske monoton.

Efter at have passeret forplejningszonen vest for Orleans går det videre gennem det flade terræn mod syd, indtil man med 14 km igen når frem til dagens sidste spurt i Saint-Georiges-sur-la-Prée. Her drejer man mod sydøst for at køre ind mod målbyen Vierzon. Efter en ganske lille bakke flader det igen ud på de sidste 5 km, hvor der er mange tekniske udfordringer. Der er to rundkørsler på femtesidste kilometer, et skarpt højresving med ca. 3 km igen, en rundkørsel lige inden den røde flamme og til slut et skarpt højresving 800 m fra stregen, hvorefter man rammer den hele 8 m brede opløbsstrækning. De sidste 500 m stiger med 4-5%.

Dette er en helt klassisk anden etape i Paris-Nice, der indleder rejsen mod solen. I langt de fleste tilfælde ender de altid i en regulær massespurt, men de fleste cykelfans vil kunne huske eksempler på, at netop denne etape har udviklet sig til et sandt sidevindsdrama. Dette er således ikke en dag, hvor man kan vinde løbet, men mange klassementsryttere vil skrive under på, at man sagtens kan tabe det, ikke mindst fordi etaperne her ofte er præget af styrt. I sidste ende vil det hele blive afgjort i en eller anden form for spurt, hvor det komplicerede finale vil være udfordrende, og hvor det stigende opløb vil favorisere de stærkere sprintertyper.

Vierzon lagde asfalt til prologen i Tour de l’Avenir i 2010, hvor Taylor Phinney sejrede foran Alex Dowsett og Michael Matthews.

3. etape

Rejsen mod solen fortsætter som vanligt på tredjedagen, hvor man bevæger sig mod sydøst det meste af dagen, men som det er en tradition i Paris-Nice bliver terrænet gradvist mere kuperet efterhånden, som man nærmer sig syden. Det afspejles på årets tredje etape, hvor der i finalen venter et par faktisk ganske lange stigninger, der er usædvanligt svære for denne tidligere del af løbet. De vil kunne udfordre sprinterne lidt og sætte nogle af de tunge drenge af, inden det hele afsluttes i en ret svær finale med en hårdt bakke på de sidste 2 km.

Etapen er med sine i alt 210 km ganske lang efter løbets vanlige standard og fører fra Bourges til Chatel-Guyon. Etapen mindre i sin natur meget om den foregående, idet de første ca. 100 km består af en lang rejse mod sydøst og syd gennem helt fladt terræn. Det eneste, der bryder monotonien er den første indlagte spurt, der kommer efter 61 km.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Terrænet ændrer gradvist karakter, som man kommer frem, og efter en længere fase med ganske let stigende terræn efterfulgt af en lille nedkørsel rammer man kategori 3-stigningen Cote de la Bosse (2,3 km, 5,1%), der har top efter 123 km. Nedkørslen fører direkte til bunden af kategori 3-stigningen Cote des Boulards (4,8 km, 4,8%), hvis top rundes efter 143,5 km. Efter en lille nedkørsel bliver det igen helt fladt, mens man fortsætter mod syd, inden man til slut drejer mod sydvest og vest for at køre ind til målbyen. Her rammer man den afsluttende rundstrækning med 35,5 km igen, inden man kort efter krydser målstregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 30,5 km lange rundstrækning, der er placeret i det kuperede område sydvest for målbyen. Målstregen er placeret på den nedre del af kategori 3-stigningen Cote de Charonnieres, der officielt stiger med 4,7% over 4,6 km, men reelt går det op ad mode vest hele vejen fra stregen og til toppen, der rundes med 22 km igen. Herefter fortsætter det med at stige op til de sidste spurt, der er placeret 19,5 km fra stregen. Herefter venter en lang nedkørsel, der fører mod syd, sydøst og til slut nord. Det fortsætter med at falde helt frem til en rundkørsel med 2,7 km igen. Her drejer man til venstre ind på en bakke, der ifølge profilen synes at stige med 4-5% over ca. 1500 m. Ved den røde flamme flader det ud, hvorefter der venter en rundkørsel med 500 m igen, inden en blød kurve leder ind på den flade, 6 m brede og 200 m lange opløbsstrækning.

Det er sjældent, at der så tidligt i løbet findes en etape med så mange højdemeter, og med en ret lang stigning på rundstrækningen samt en bakke i finalen er dette bestemt ikke en etape for de rene sprintere. På den anden side er det heller ikke en dag for klassementsrytterne, med mindre den frygtede sidevind river feltet itu tidligt i løbet. Den sidste stigning vil kunne skabe en del udskilning, inden et reduceret felt skal afgøre det i den vanskelige finale. Her vil den lille bakke kunne bruges som afsæt for et angreb, ikke mindst for en type som Julian Alaphilippe, mens de stærke sprintere vil forsøge at hænge på og bevare lidt power. Det kunne ligne en perfekt afslutning for stærke sprintere som John Degenkolb og Alexander Kristoff, der utvivlsomt har sat kryds ved denne etape.

Chatel Guyon var senest målby for et stort cykelløb på 2. etape af Paris-Correze i 2004, hvor en unge Philippe Gilbert med en tredjeplads to førertrøjen på en dag, hvor Florent Brard spurtbesejrede Sylvain Chavanel i kampen om etapesejren.

4. etape

Efter 3 dage, hvor klassementsrytterne kunne tabe løbet, men ikke vinde det, er det endelig tid til for alvor at se, hvem der kan køre med om sejren i årets Paris-Nice. Efter i mange år enten at have været fattigt på enkeltstartskilometer eller have haft den afsluttende bjergenkeltstart på Col d’Eze som et nøglepunkt ændrede man sidste år løbets karakter ved at introducere en mellemlang enkeltstart med mål på toppen af den stejle stigning Mont-Brouilly. Modellen med en sådan enkeltstart gentages i 2018, hvor den atter kommer som løbets første rigtige klassementsetape på fjerdedagen. Denne gang skal man ganske vist ikke over så svær en stigning som sidste år, men da etapen afvikles med mål i Saint-Etienne, der ligger i en kuperet del af Frankrig er der atter tale om en kuperet sag, der dog overordnet set burde tiltale klatrestærke specialister.

Med sine 18,4 km er etapen den længste enkeltstart i løbet siden 2011, og den afvikles mellem La Fouillouse og Saint-Etienne, der ofte er besøgt af løbet. Fra starten går det mod øst og siden nordøst op ad en lang stigning, der først ender ved mellemtiden i det nordligste punkt i Saint-Heand efter 8,0 km. I alt stiger det med ca. 3,5% i gennemsnit hele vejen. Herefter får det mod syd via en relativt teknisk nedkørsel, inden vejen retter sig ud og fortsætter med at falde.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Med 14,5 km igen rammer man en lille bakke, der ifølge profilen stiger med ca. 8% over en kilometer i La Tour-en-Jarez, efterfulgt af en teknisk nedkørsel med to hårnålesving, der leder mod sydøst. Med 3 km igen bliver det igen næsten helt fladt, mens en lige vej leder mod syd. Der er en rundkørsel med 700 m igen og derefter en blød kurve, der leder ind på den 100 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Beslutningen om at inkludere en enkeltstart i et løb, der som regel afgøres med ganske små forskelle, tipper afgørende balancen til ugunst for klatrerne. Der er imidlertid tale om en ganske svær rute, der ikke byder på meget fladt terræn, og hvor der ikke er megen plads til, at specialisterne kan træde de store gear. Den første del passer til kraftfulde klassementsryttere, der kan køre enkeltstart, mens den teknisk fase med en eksplosiv stigning til slut burde være til fordel for typer som Julian Alaphilippe med et godt punch. Klatrerne vil være i stand til at begrænse tabet på en dag, hvor de etapeløbsryttere, der kører gode enkeltstarter og klatrer godt, formentlig vil fylde den øverste del af resultatlisten.

Saint-Etienne blev seneste besøgt i 2009, hvor Christian Vande Velde tog en overraskende solosejr. I 2008 tog Kjell Carlström en overraskende udbrudssejr, inden Patxi Vila spurtbesejrede Floyd Landis i 2006, hvor de to var kørt væk på sidste stigning. Davide Rebellin vandt en spurt blandt seks mand i 2003, og Laurent Jalabert var hurtigst i en trio et år tidligere. Peter Van Petegem vandt en spurt i en lille gruppe i 2001, mens Bo Hamburger såmænd tog en solosejr i 2000. Byen er også ofte blevet besøgt af Touren, senest i 2014, hvor Alexander Kristoff vandt, i 2008, hvor Marcus Burghardt sejrede, i 2005, hvor Lance Armstrong vandt en enkeltstart, og i 1999, hvor Ludo Dierckxsens var først over stregen. Endelig er den ofte blevet besøgt af Criterium du Dauphiné, senest sidste år, hvor Thomas De Gendt vandt 1. etape efter et udbrud.

5. etape

Efter det første klassementsslag bliver der en chance for at slikke sårene inden de afgørende kampe på stigningerne omkring Nice. Årets løb byder nemlig ikke på mange muligheder for sprinterne, så de vil se frem til at kunne gå efter en sejr på 5. etape. Det bliver dog ikke let, da vi nu er så langt mod syd, at de store stigninger har meldt deres ankomst, og man skal blandt over en 11 km lang stigning midtvejs på etapen. Da sidste halvdel hovedsageligt er flad, burde der dog være tid til at skabe samling og sikre en sidste spurt for sprinterne som forberedelse til Milano-Sanremo.

Med sine 165 km er 5. etape en relativt kort sag, der fører feltet fra Slon-de-Provence til Sisteron. Rytterne har afsluttet deres rejse mod syd, og starten går næsten helt nede ved Middelhavskysten. Herfra bevæger sig man ”den forkerte vej” mod nordøst op igennem det kuperede Massif Central. Efter en lille bakke helt fra start er den første del relativt flad, men efter ca. 40 km ændrer etapen karakter. Det sker, når man kører op over kategori 2-stigningen Col du Pointu (4 km, 5,1%), der har top efter 49 km. Den efterfølgende nedkørsel og et kort, fladt stykke leder herefter frem til dagens sværeste udfordring, kategori 1-stigningen Col de Lagarded’Apt (11 km, 7%), der har top efter 76,5 km. Derefter venter kun en ganske lille nedkørsel, inden det atter stiger frem mod den første spurt, der kommer efter 94,5 km. Herefter går det fortsat opad hele vejen frem til toppen af kategori 3-stigningen Col du Negron (5,9 km, 3%), der runder med 59 km igen.

Herefter ændrer etapen karakter, når man drejer mod øst for at kører frem til Sisteron. Efter en nedkørsel forsætter det med at falde let helt frem til km 140, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning. Seks kilometer senere krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 19 km lange runde. Først kører man mod nordvest ud af byen og op over kategori 3-stigningen Cote de la Marquise (1,3 km, 6,4%), der har top med 13 km igen. Herefter går det mod øst tilbage til Sisteron, hvor den sidste spurt kommer med 9 km igen. Herefter kører man en lille runde i den sydlige udkant af byen, der er helt flad. Der kommer et sidste sving med 3,2 km igen, og derefter bugter vejen sig kun let, mens man kører frem mod stregen, der kommer for enden af en 900 m lang, 6 m bred opløbsstrækning.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Ser man på antallet af højdemeter, er der tale om en meget svær etape, men stigningerne kommer alt for langt fra mål til, at det kan bruges af klassementsrytterne. Derfor vil sprinterne forsøge at overleve bjergene i første del og organisere en jagt i den flade afslutning. Det bliver imidlertid ikke let at skabe samling, og da enkeltstarten har skabt visse forskelle, kan et udbrud sagtens ende med at snyde feltet, der først for alvor kan skrue op for gassen med deres hold efter stigningerne. Etapen minder meget om 5. etape i 2016, hvor man tidligt skulle op over Mont-Ventoux, og hvor det tog sprinterne så lang tid at få sig organiseret, at de ikke kunne hente en stærk Alexey Lutsenko, der dermed tog en solosejr.

Sisteron blev senest besøgt i 2012, hvor Luis Leon Sanchez slog Jens Voigt i en spurt på en dag, hvor de to akkurat holdt feltet stangen. I 2008 var Carlos Barredo stærkeste mand i et udbrud, mens Alex Zülle slog Jose Azevedo i deres spurt i 2001. I 2000 vandt Matteo Tosatto med 2 sekunder ned til feltet, og Jacky Durand tog en solosejr i 1999. Byen er derudover blevet besøgt af Criterium du Dauphiné flere, senest i 2015, hvor Nacer Bouhanni vandt en massespurt, og i 2004, hvor Stuart O’Grady slog George Hincapie i en tomandsspurt.

6. etape

Efter 5 dage, der ventes at have været domineret af sprintere og puncheurs, er vi endelig nået frem til Middelhavskysten og dermed de berømte bakker i området omkring Nice, hvor de afgørende slag altid er blevet udkæmpet. Fredag markerer starten på tre helt afgørende klassementsdage, der vil give klatrerne mulighed for at slå tilbage efter enkeltstarten. Første chance kommer på fredagens lange kuperede etape, hvor de eksplosive puncheurs kan se frem at boltre sig, og hvor det er muligt at vinde lidt tid i kampen om den endelige sejr.

Sjette etape er med sine 198 km igen en relativt lang sag, der starter i torsdagens målby Sisteron og slutter i Vence, der ligger bare få kilometer vest for Nice et lille stykke inde i landet. Stort set hele dagen går det mod sydøst ud mod kysten, men der er stor forskel på vanskelighederne i etapens to halvdele. Indledningsvis er det nemlig relativt fladt, indtil det eft ca. 15 km begynder at stige ganske let over mere end 50 km frem til byen Saint-Andre-les-Alpes, der passeres efter 71 km. Undervejs kommer den første spurt efter 36,5 km. Herefter flader det ud, inden en lille nedkørsel leder frem til Castellane efter 91,5 km.

Etapen ænder nu karakter, efterhånden som man passerer syd om Alperne og berører det kuperede område. Først gælder det kategori 2-stigningen Col de Luens (6,6 km, 4,7%) med top efter 101 km, inden et let stigende stykke leder frem til kategori 2-stigningen Col Bas (1,7 km, 7,2%) i mere end 1000 m højde efter 121 km. Herefter følger en lang nedkørsel der over knap 70 km leder feltet ned i havniveau, men undervejs venter to korte kategori 2-stigningen, Cote de Cipieres (2,8 km, 5,6%) og Cote de Gourdon (3,8 km, 4,2%), der med top efter hhv. 149 og 159,5 km bryder det faldende terræn.

Nedkørslen afsluttes, når der resterer lidt mere end 10 km, hvor finalen indledes. Det sker i bunden af den stejle kategori 1-stigningen Cote de la Colle sur Loup (1,8 km, 10%), der har top med bare 8,5 km til stregen. En kort nedkørsel leder ned til den sidste spurt, der kommer med 5,5 km igen, hvorefter endnu en lille bakke venter 5 km fra mål. Over 2 km stiger den med ca. 5% i gennemsnit, inden det flader ud de sidste 3 km. Der er ingen skarpe sving på den bugtende vej i de sidste 5 km, hvor man skal gennem to rundkørsler på næstsidste kilometer, inden vejen buer ind på den 600 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Etapen byder på ganske mange højdemeter, men da anden halvdel hovedsageligt er faldende, vil det formentlig være et relativt stort felt, der rammer kategori 1-stigningen. Der er tale om en ganske stejl sag, der helt sikkert vil blive brug til angreb fra klassementsrytterne. Stigningen er kort og eksplosiv og vil passe til ardennertyper som Julian Alaphilippe, Sergio Henao og Tim Wellens og vil formentlig give anledning til, at der etableres en lille gruppe, der skal afgøre slaget til sidst. Den sidste bakke kan bruges som afsæt for et angreb i en finale, der ikke nødvendigvis bliver let at kontrollere, men det kunne ligne en dag, hvor en lille gruppe skal spurte om sejren, og hvor Alaphilippe vil have blikket rettet mod muligheden for at få 10 bonussekunder.

Vence har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

7. etape

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Enkelte gange har man dog brudt trenden og sendt feltet op ad længere stigninger med den risiko for sne, som det altid indebærer på denne tid af året. Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hvert eneste år siden 2015. I de første to år var stigningerne relativt lette, men sidste år bød man med målbjerget Col de la Couille på den sværeste bjergafslutning i mange år. Også i år har man fundet en relativt svær stigning til lørdagens kongeetape, når man for første gang i mange år skal forcere Valdeblote la Colmiane, og selvom der ikke er tale om Frankrigs stejleste stigning, vil den formentlig være nok til at skabe solide forskelle i marts måned og dermed give klatrerne en god chance for at vinde tid efter enkeltstarten.

I alt skal rytterne tilbagelægge 175 km, når de kører fra Nice, som rytterne endelig har nået efter seks dages rejse, og op på toppen af Valdeblore La Colmiane-stigningen, der aldrig tidligere har været rammen om mål for et stort cykelløb. Efter et indledende fladt stykke mod sydvest langs kysten bevæger feltet sig ad svagt stigende veje ind i landet og mod nord, indtil de når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Gattieres (4,5 km, 8,4%), der har top efter 10 km (i øvrigt er der tale om præcis samme indlednings som på sidste års kongeetape). Herefter forsættes videre mod nord og nordvest gennem relativt fladt terræn, inden man kører mod øst ad en smuk, snoet vej frem til byen Gilette, der nås efter 67,5 km.

Herefter ændrer etapen karakter, når man rammer kategori 1-stigningen Cote de la Sainte-Baume (16,7 km, 3,8%), der bestiges fra sydøst og har top efter 84,5 km. Nedkørslen leder mod nordvest og sydvest frem til forplejningszonen, hvorefter man kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Col Saint-Raphael (5,8 km, 4,2%), der har top efter 108 km. Efter nedkørslen drejer man mod øst og følger herefter en relativt flad vej, der kun kortvarigt bryder sin monotoni med kategori 2-stigningen Cote de Villars-sur-Var (2,1 km, 6,7%), hvis top rundes med 40,5 km igen. Med 31 km til mål passeres dagens sidste spurt, hvorefter man drejer mod nord for ad en flad vej at køre frem til dagens sidste stigning, kategori 1-bjerget Valdeblore La Colmaine.

Den 16,3 km lange stigning skal bestiges fra sydvest og byder på en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,2. Der er tale om en ganske regulær sag, der stort set hele vejen byder på stigningsprocenten på mellem 6 og 7. De første 2 km er med 8% en anelse stejlere, ligesom der på de første 11 km er 4 km, hvor stigningsprocenten ligger mellem 3,5 og 5. De sidste 6 km stiger helt stabilt med 6,5-7%. På de sidste 5 km er der tre nårnålesving, det sidste med 1700 m igen, hvorefter en let bugtende, 6 m bred vej leder frem til mål.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Som sagt er det relativt usædvanligt at møde et næsten 16 km langt bjerg i det franske etapeløb, der normalt har været kendetegnet af relativt korte stigninger, og det giver klatrerne en ganske god chance for at vinde tid på temporytterne. Stigningen kan i sværhedsgrad dog ikke helt måle sig med målbjerget for sidste års kongeetape, og specielt hvis der er modvind vil afstandene mellem de allerbedste ikke blive voldsomt store på et bjerg, der som dette aldrig for alvor blive stejlt. Stigningen er dog svær nok til, at de bedste klatrere burde kunne vinde tid på deres rivaler, og ikke mindst er det dagen, hvor Julian Alaphilippe, der i den øvrige del af løbet har masser af perfekt terræn, skal knækkes.

Valdeblore La Colmaine har ikke tidligere været målbjerg i et stort cykelløb i dette årtusinde.

8. etape

I de år, hvor man har skippet Col d’Eze-enkeltstarten, er løbet altid sluttet med en kort, meget kuperet etape i det vanskelige terræn omkring Nice. Det er igen tilfældet i år, hvor sidste etape er fyldt med de legendariske stigninger, der bestiges år efter år i de smykke omgivelser i regionen. Som vanligt afsluttes etapen med en lang nedkørsel til Nice, hvor man for andet år i træk - i lyset af det tragiske terrorangreb i byen 14. juli 2016 - har flyttet afslutningen væk fra den traditionsrige Promenade d’Anglais. Denne afslutning har ofte gjort det svært for de bedste klatrere for alvor at gøre en forskel på sidstedagen, men historien viser, at alt er muligt på en etape, der stort set altid er mættet af spænding - bare tænk på de seneste to års drama, hvor hhv. Geraint Thomas og Sergio Henao afværgede angreb fra Alberto Contador i sidste øjeblik. I år har man lagt en ny stigning ind efter det klassiske afslutningsbjerg Col d’Eze i et håb om herved at kunne skabe større udskilning end tidligere.

Årets etape, der både starter og slutter i Nice, er med sine 110 km endnu kortere end vanligt, og er en modificeret udgave af den afslutning, der har givet så flot cykelløb de seneste to år. De første ca. 80 km er således helt de samme som sidste år. Eneste ændring er, at man denne gang ikke kører ned til Nice til slut for at køre op ad Col d’Eze fra den klassiske side. I stedet kører man op over toppen fra den modsatte side, hvor stigningen er langt kortere, inden man kører ned til Nice for at slutte løbet med en helt ny stigning, Col des Quatre Chemins, der ligger tættere på mål, end Col d’Eze gjorde på den klassiske etape.

Fra starten i Nice bevæger man sig ad den flade kystvej mod sydvest ud af byen, inden man sætter kursen mod nord og ind i landet. Her begynder det at stige, indtil man når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Levens (6,2 km, 5,6%) efter 20,5 km kort før byen Levens, hvor den første indlagte spurt kommer bare 3,5 km senere. Herfra bevæger man sig i småkuperet terræn mod sydøst frem til kategori 2-stigningen Cote de Chateaneuf (5,3 km, 4,3%), der har top efter 36,5 km og efterfølges af en teknisk meget svær nedkørsel. Den leder direkte til bunden af kategori 2-stigningen Col de Calaison (6,3 km, 4,5%), hvis top kommer ved 51 km-mærket. Herfra fortsættes mod nord af en nemmere nedkørsel, inden man igen sætter kursen mod syd på et af de få fladere stykker på etapen.

Den absolutte finale ventes at blive indledt, når man drejer mod nordøst for at bestige kategori 1-stigningen Col de Peille, der stiger med 6,8% over 6,6 km og er dagens vanskeligste udfordring. Det var her, Contador overraskede konkurrenterne ved at sætte sine første store angreb ind i både 2016 og 2017. Toppen kommer imidlertid med hele 32,5 km til mål, og da den eftefølges af en lang, ikke særlig svær nedkørsel mod syd og sydvest og Middelhavskysten, er der masser af tid til, at der kan ske samling.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Efter 78,5 km passerer man den sidste spurt i La Turbie, inden man kort efter forlader kystvejen for at køre op over kategori 1-stigningen Col d’Eze (1,6 km, 8,1%), der altså denne gang angribes fra sydøst og ikke som vanligt fra sydvest. Toppen kommer med 26,5 km til mål, og herefter kører man via den gamle opkørsel mod sydvest ned til Nice. I stedet for at køre direkte frem til mål afslutter man imidlertid etapen med at køre en lille omgang på en ny rundstrækning. Den leder første mod nord og siden sydøst op over kategori 2-stigningen Col des Quatre chemins (5,5 km, 5,5%), hvis top rundes med bare 9 km igen. Den er stejlest i bunden, hvor den i over 2 km stiger med ca. 7%, inden den flader ud og byder på stigningsprocenter på knap 4 på de sidste 2 km.

Herefter rammer man igen den nedkørsel, der blev benyttet efter Col d’Eze, og som leder mod sydvest ned mod centrum af Nice. Denne gang fortsættes helt ind til mål, hvor nedkørslen slutter efter to hårnålesving og to skarpe sving med 1500 m til mål. Herefter vente en lille bakke, der fører op til den røde flamme. Denne gang fortsættes ikke ind på Promenade d’Anglais, da man i stedet drejer ind på den nærliggende Quai des Etats-Unis. Det sidste skarpe sving kommer med 900 m igen på en lille nedkørsel, og derefter følger en blød kurve 400 m senere, inden man rammer den 6 m brede, næsten helt flade opløbsstrækning.

Etapen består af de fleste af de velkendte stigninger fra området, og derfor kender de fleste ryttere terrænet og de tekniske nedkørsler. Stigningerne er ganske vist mange, men de bliver aldrig meget stejle, og derfor har det ofte været svært at gøre afgørende forskelle. Meget ofte er det lykkedes nogle af klassikerrytterne at følge de bedste klatrere. Det er imidlertid den sidste chance for at ændre klassementet, og derfor er der altid angreb fra favoritgruppen. Første del af etapen er ikke meget hård, og derfor skal slaget slås på de sidste tre stigninger. Contadors modige angreb på Col de Peille i de seneste to år viser, at man kan forsøge sig allerede her, men det mest oplagte er, at den endelige kamp vil udspille sig på den nye stigning i finalen. Den er ikke voldsomt svær, men da den kommer tættere på mål end tidligere, kan der skabes forskelle. Tidligere er det ofte lykkedes en lille gruppe af de bedste at komme fri, og hvis de kan samarbejde, kan forspringet holdes til stregen, som Contador og Richie Porte viste i 2016. En spurt i en lille gruppe af klassementsryttere er dog det mest sandsynlige udfald, selvom det faktisk også tidligere er lykkedes for udbrydere at holde hjem på en dag, der er svær at kontrollere, og hvor der ingen oplagt favorit er.

Sidste år angreb Contador som bekendt tidligt og hentede de to tidlige udbrydere David De La Cruz og Marc Soler, inden trioen spurtede om sejren, der gik til De La Cruz. Favoritgruppen, der også indeholdt navne som Sonny Colbrelli og Michael Matthews, nåede mål 21 sekunder senere, og det var akkurat nok til, at Sergio Henao kunne forsvare førertrøjen.

I 2016 angreb Contador på begge de to sidste stigninger, og efter at være blevet hentet én gang kom han til sidst afsted sammen med Richie Porte. De samlede Tim Wellens op fra det tidlige udbrud og havde held til at holde forfølgerne bag sig, inden Wellens let spurtede sig til sejren. Geraint Thomas var i krise på stigningen, men kom tilbage til favoritgruppen på nedkørslen og begrænsede tidstabet nok til at sikre sig den samlede sejr.

I 2015 blev løbet afviklet i episk regnvejr, og her kørte Tony Gallopin sig til en imponerende solosejr på en dag, hvor både Porte og Geraint Thomas styrtede på nedkørslen. I 2014 vandt Arthur Vichot etapen i en lille spurt i en gruppe af favoritter, og 12 måneder tidligere var Sylvain Chavanel den hurtigste i en usædvanligt stor gruppe. I 2012 vandt Thomas De Gendt fra et langt udbrud, og i 2011 var Thomas Voeckler den bedste i en udbrydergruppe. I 2010 var det Amael Moinard, der var den stærkeste af angriberne, mens Antonio Colom slog Contador og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2009, hvor etapen var mere selektiv end vanligt.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE!
 

Favoritterne

Hvor tidligere års Paris-Nice var lidt vanskeligt at forudsige grundet de relativt lette ruter med ganske lette stigninger, har arrangørerne fra ASO som sagt ændret tingenes tilstand i de sidste to år. Beslutningen om i begge tilfælde at indføre en relativt lang enkeltstart - begge gange i meget kuperet terræn - samt introduktionen af langt sværere bjergafslutninger end tidligere, har gjort det hele lidt lettere at forudsige. Løbet ligner nu et ”rigtigt” etapeløb, hvor det som udgangspunkt er kombinationen af tempoegenskaber og bjergben, der afgør udfaldet.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Paris-Nice har ofte været et lidt specielt løb. På den ene side har det været så kuperet, at etapeløbsrytterne og klatrerne har fundet sig fint til rette, men på den anden side har stigningerne også været så korte og relativt lette, at det har været muligt for klassikerryttere også at blande sig. Det vil stadig i nogen grad være tilfældet, da der fortsat ikke er tale om udfordringer som dem, der findes i sæsonens største løb, men Paris-Nice er nu et løb, der i højere grad passer til de virkelige etapeløbsryttere.

Det skyldes først og fremmest 7. etape, der er en rigtig bjergetape. Den sidste stigning er ikke historiens sværeste, men i marts måned vil den kunne skabe en del udskilning. På en stigning, der som denne aldrig blive rigtigt stejl, vil vinden altid spille en afgørende rolle. Selvom der fortsat er længe til, tyder det i skrivende stund på, at der vil være medvind, og det vil øge chancen for, at de rigtige klatrere kan gøre en forskel. I teorien er der tale om så lang en klatreudfordring, at det bør være lidt for svært for klassikerrytterne, men de bør være i stand til at begrænse tabet på rimelig vis, ikke mindst fordi etapen samlet set ikke er voldsomt svær.

Kongeetapen vil sammen med enkeltstarten være klart den vigtigste i årets løb, men der er næppe tvivl om, at tidskørslen vil være den vigtigste. 4. etape er den længste enkeltstart siden 2011, men den lidt specielle natur gør, at den ikke er helt nem at vurdere. Man lægger ud med 8 km stigning, og selvom der ikke er tale om en svær opkørsel, vil det klart tilgodese klatrerne. Den næste del er lettere, men inkluderer en stejl stigning og en teknisk nedkørsel. Det er med andre ord langt fra en klassisk enkeltstart for specialister, og selvom de rene klatrere fortsat vil tabe masser af tid, bør mere alsidige klassementsryttere kunne gøre det fremragende.

I tillæg til løbets to nøgleetaper vil også 6. og 8. etape, sidevinden i løbets første halvdel samt bonussekunder kunne komme i spil. Julian Alaphilippe er kendt som en af løbets bedste puncheurs og burde kunne vinde både 1. og 6. etape, der har ret eksplosive finaler. Ingen af etaperne vil næppe skabe de helt store forskelle mellem de bedste, men der kan opstå huller i spurten, ligesom en rytter som Alaphilippe vil kunne score vigtige bonussekunder.

Derudover er der sidste etape i Nice, der oftest ikke gør en forskel mellem de bedste, men som kan gøre det. Det har Alberto Contador vist de sidste to år, men disse to udgaver har også afsløret, at det kræver stor styrke at vinde tid her. På den anden side er terrænet perfekt til angreb, og det kan blive livsfarligt for en rytter at skulle forsvare sig, hvis ikke han har holdet til det. Mest sandsynligt er det, at etapen ender i en spurt i en mindre gruppe - hvor en rytter som Alaphilippe atter vil kunne score bonussekunder - men der kan blive tale om større forskelle.

Endelig er der den altid latente sidevindstrussel i løbets første halvdel, og den skal bestemt ikke undervurderes - bare spørg Richie Porte, der sidste år tabte alt i den meget blæsende indledende fase. I år ser det dog ikke ud til, at vinden kommer i spil. De første fire dage bliver ganske vist våde og kolde, men ikke specielt blæsende, og der vil i højere grad være tale om mod- end sidevind. Derfor tyder det ikke på, at 2., 3. og 5. etape vil spille nogen rolle i kampen om den samlede sejr.

Overordnet kan det konkluderes, at løbet formentlig vil blive vundet af den rytter, der samlet set gør det bedste på 4. og 7. etape, men eksplosive ryttere kan score vigtige bonussekunder på 1., 6. og 8. etape. Ingen vinder løbet, hvis man ikke kan køre med de bedste på en lang stigning, men rene klatrere får det samtidig svært i et løb, hvor enkeltstarten vil få en nøglerolle. Endelig kan holdets styrke komme i spil, ikke mindst på 8. etape, der traditionelt har været svær at kontrollere.

Som nævnt ovenfor har Paris-Nice i år fået klø af Tirreno-Adriatico i kampen om at tiltrække det stærkeste felt, og der er ingen af de allerbedste etapeløbsryttere til start i Frankrig - i hvert fald ikke ryttere, der med jævne mellemrum har vundet ugelange etapeløb med en vigtig enkeltstart. Det gør det til gengæld yderst interessant og helt åbent, og det er sjældent, at man ser et ugelangt etapeløb på WorldTouren med et så bredt felt af mulige vinderkandidater.

Det er derfor også med nogen tvivl, at vi peger på Wout Poels som vores favorit, men det skyldes mere den evige usikkerhed om hans form snarere end tvivl om hans evner. Er Poels på toppen, er der næppe tvivl om, at han er den stærkeste i denne type løb, men problemet med hollænderen er, at man aldrig aner, hvor man har ham. 2018-sæsonen har været en god illustration. Poels skuffede stort i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor han ellers lignede en af de helt store favoritter, men vandt siden kongeetapen i Ruta del Sol på ganske suveræn vis. Bare to dage senere skuffede han så igen i en eksplosiv finale, der ellers burde passe ham. Deet har generelt været tendensen gennem hele Poels’ karriere, at man aldrig ved, hvad man får.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Sejren i Andalusien viser dog, at formen i hvert fald er god, og derfor er der ingen tvivl om, at han er velforberedt. Dette er en stor chance for at stige i graderne i det interne hierarki ved at tage karrierens første etapeløbssejr i WorldTour-sammenhæng, og det bør være en stor motivation. Han har i Touren og Vueltaen vist, at han er en af verdens allerbedste klatrere, når han er på toppen, og kunne eksempelvis meget vel have vundet på Angliru sidste år, hvis ikke Sky havde ladet Contador køre på den regnvåde nedkørsel. Derfor burde han være i stand til at køre med om sejren på kongeetapen. Hans tempoevner har også forbedret sig markant, hvilket han særligt viste med en imponerende flot enkeltstart i Vueltaen sidste år. Han kørte også en fornuftig tidskørsel i Ruta del Sol, hvor han blev nr. 6, og den kuperede rute her burde passe ham langt, langt bedre. Faktisk har han tidligere vundet en kuperet enkeltstart i Valencia, og rammer han dagen, vil han faktisk også kunne vinde 4. etape. Lægger man dertil, at den eksplosive finale i Vence også passer ham, burde Poels være med helt fremme - hvis han altså kan holde sit højeste niveau alle 8 dage. Derfor peger vi på Poels som vores favorit.

Vi var meget tæt på at give Julian Alaphilippe fem stjerner, men i sidste ende blev usikkerheden trods alt for stor. Alt afhænger nemlig af, hvordan det går for franskmanden på 7. etape, der er hans helt store udfordring. Sidste år knuste han rivalerne på enkeltstarten og lignede en samlet vinder, indtil han knækkede på løbets kongeetape og røg ned på en lidt skuffende femteplads. Årets rute minder meget om sidste års udgave, og det i sig selv burde derfor være bevis på, at Alaphilippe kan blande sig med de bedste. Formen er i hvert fald god, efter at han imponerede ganske meget på kongeetapen i Abu Dhabi, hvor han blev nr. 3 og viste, at han kan forsvare sig på en lang stigning, når omstændighederne er de rette.

Alaphilippe er ikke temporytter, men som sidste års sejr viser er han fremragende på kuperede, tekniske enkeltstarter. 4. etape synes nærmest skræddersyet til en ryttertype som ham, og vi vil bestemt ikke blive overraskede, hvis han gentager sidste års sejr. Derudover kan han vinde 1., 6. og 8. etape og dermed score masser af bonussekunder, og dermed har han pludselig en solid buffer inden kongeetapen. Den er formentlig for svær til, at han kan vinde, men klatrer han lige så godt som i Abu Dhabi, vil han kunne begrænse sit tab. Lykkes det, kan han meget vel ende med den samlede sejr - hvis altså han ikke knækker på 8. etape, hvor han meget vel kan ende med at betale prisen for, at Quick-Step kommer med et sprinterhold, hvor kun Dries Devenyns vil være i stand til at hjælpe Alaphilippe med at kontrollere det, der vanligvis er en aggressiv affære.

Der hviler et stort pres på skuldrene af Bauke Mollema, der skal løfte arven efter Alberto Contador på Trek, men noget kunne tyde på, at han er klar til opgaven. I hvert fald kørte han fremragende i Algarve, og han ser ud til at være endnu bedre forberedt end tidligere. Han har arbejdet målrettet på sin enkeltstart, og det gav pote i Portugal, hvor han kørte en flot enkeltstart på en rute, der ikke passede ham. Dertil kommer, at han kørte fra favoritterne på kongeetapen, der som bekendt havde et meget specielt forløb med et udbrud, der løb med det hele. I klassementskampen var Mollema imidlertid den stærkeste, og det må fylde ham med selvtillid forud for årets første mål.

Mollema er på sine gode dage en sublim klatrer, der sågar var meget tæt på at ende på podiet i Touren for to år siden, hvis det ikke havde været for et dumt styrt. Nu tyder meget på, at han er på vej tilbage, og ruten her burde passe ham. Den store bjergetape har en stigning, der passer til den hollandske slider, der med tanke på hans gode enkeltstart i Algarve burde være fremragende på en kuperet rute som den, der venter på 4. etape. Han er tillige eksplosiv, og hans største svaghed synes at være et dårligt hold, der akkurat som for Alaphilippe måske kan koste ham sejren, hvis han ikke kan kontrollere 8. etape.

En anden genfødt rytter er Tejay van Garderen. Rygterne har længe fortalt, at amerikaneren har haft en fremragende vinter, men efter de mange skuffelser var det nødvendigt at få forbedringen bekræftet i løbssammenhæng. Det fik vi i Algarve, hvor van Garderen igen lignede sit gamle jeg. Han kørte en fremragende enkeltstart og var sammen med Mollema den bedste af klassementsrytterne på kongeetapen. Dermed burde han have formen til at blande sig i kampen om sejren på en rute, der passer ham. Han er en af feltets bedste temporyttere, ikke mindst på en kuperet rute som denne, der minder meget om den enkeltstart, han vandt i Ruta del Sol for et par år siden. En ikke alt for stejl stigning er også guf for van Garderen, der også har et ganske stærkt hold til at bakke sig op. Kan han brage en sublim enkeltstart af, burde han kunne forsvare sig fint på kongeetapen og dermed atter bekræfte, at han stadig er god i ugelange etapeløb, som han senest viste det med 6. pladsen i Romandiet sidste år.

Havde vi skullet skrive denne optakt for et par uger siden, havde vi udelukket Tim Wellens som en reel vinderkandidat. Belgieren har hidtil ikke været i stand til at klatre med de bedste på lange stigninger, men efter hans imponerende præstation på kongeetapen i Ruta del Sol har han atter understreget, at det kolossalt høje niveau, han havde sidste efterår, er udtryk for en generel forbedring. Dermed er det ikke længere umuligt at forestille sig, at han vil kunne køre med blandt de bedste på 7. etape og således er han pludselig en reel kandidat til den samlede sejr. Han er ikke en gudsbenådet temporytter, men kører af og til gode enkeltstarter, specielt på kuperede ruter. Samtidig viste enkeltstarten i Andalusien dog også, at han fortsat har visse begrænsninger i kampen mod uret. Mere usikkerhed kommer fra det faktum, at der her er tale om en betydeligt længere målstigning på 7. etape end i Andalusien, og det bør trods alt være en ulempe for Wellens. På den anden side passer 6. og 8. etape ham perfekt, og han vil sågar måske kunne score bonussekunder på 1. etape. Fortsætter han med at overraske i bjergene, og kan han køre en af sit livs enkeltstarter, kan han måske alligevel tage årets anden etapeløbssejr.

Det så ud til, at man aldrig igen skulle nævne Luis Leon Sanchez som en af topfavoritterne i et ugelangt etapeløb, men efter hans fabelagtige sæsonstart tyder meget på, at spanieren atter kan køre med om sejren i det eneste større etapeløb, han tidligere har vundet. Sanchez har overgået alle forventninger i årets første måneder, hvor han har vundet Vuelta a Murcia og først og fremmest imponeret stort på de to kongeetaper i Valencia og Andalusien, der burde have været alt, alt for svære for den ret store spanier. Han klatrer med andre ord bedre, end han har gjort i umindelige tider, også selvom han af en eller anden grund faldt lidt sammen på de sidste to etaper i Ruta del Sol. Kan han genfinde niveauet fra årets første måneder, er han imidlertid farlig på en rute som denne, hvor målstigningen på kongeetapen ikke er alt for svær, og hvor han kan gøre brug af sine fremragende tempoevner til at vinde afgørende tid på 4. etape. Man ved aldrig, hvor man har Sanchez på en enkeltstart - det så vi i Andalusien - men kører han et brag af en tidskørsel, er endnu en sejr inden for rækkevidde for den store spanier.

Ilnur Zakarin er sammen med Esteban Chaves løbets måske bedste grand tour-rytter, og modsat colombianeren har han endda også altid været god i ugelange løb. Han kommer imidlertid til Paris-Nice med stor usikkerhed om formen efter et Abu Dhabi Tour, der endte som en stor skuffelse. En overraskende god enkeltstart tydede ellers på storform, men på kongeetapen blev han sat tidligt og endte med en stor nedtur. Holdet har meldt ud, at han endnu ikke har planer om at være i topform, og noget kunne tyde på, at han ligesom sidste år endnu ikke er på sit bedste. Man skal imidlertid passe på med Zakarin, for hvem formen før er kommet ud af det blå, og enkeltstarten i Abu Dhabi vidner om, at han ikke kan være helt elendig. Han har før kørt fremragende kuperede enkeltstarter og burde i teorien være en af de bedste klassementsryttere på 4. etape, som han faktisk måske endda kan vinde, hvis han er i topform. Er han virkelig i form, bliver han også meget svær at gøre noget ved på kongeetapen. Havde han ikke kørt så svagt i Abu Dhabi, havde han været en af de helt store favoritter, men nu hersker der større usikkerhed.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Enkeltstartens store betydning gør, at det kan blive svært for de rene klatrere at blande sig helt fremme, men skal man pege på én, der måske alligevel kan vinde, må det være Dan Martin. Sidste år spillede tidskørslen også en nøglerolle, og her lykkedes det alligevel ireren at blive nummer 3. I tiden på Quick-Step udviklede han sig til en de allermest stabile i ugelange etapeløb, i hvilke han gang på gang sluttede i top 5, og derfor kan man ikke afskrive ham her. Enkeltstarten er stadig en stor udfordring, men han har givet små tegn på visse forbedringer. Den kuperede rute burde også tiltale ham, og kan han begrænse sit tab, vil han blive farlig. Han efterlod et ret stærkt indtryk på kongeetapen i Algarve og synes ligesom sidste år at være i god form. Han vil være en af de helt store favoritter på kongeetapen, og kan han derudover score bonussekunder på 1. og 6. etape, kan han blive meget farlig.

David De La Cruz overraskede alt og alle ved at vinde enkeltstarten i Andalusien, og dermed følger han i hælene på de mange, der har forbedret deres tempoevner efter at være skiftet til Sky. Desværre har han omvendt skuffet voldsomt på stigningerne både i Valencia og Andalusien, og det giver en vis usikkerhed. Kører han en enkeltstart som i Andalusien, er der ingen tvivl om, at han kan vinde 4. etape, men der er desværre meget, der tyder på, at han kan få de svært på kongeetapen. I 2017 nåede han ellers nye klatrehøjder i Vueltaen, så potentialet er der. Spørgsmålet er bare, om han når at finde bjergbenene i tide til at vinde så svært et løb.

Jesus Herrada har fået en drømmestart på tiden hos Cofidis, hvor han har klatret bedre end nogensinde tidligere. Han overraskede første gang på kongeetapen i Valencia, hvor han var helt fremme på en ellers alt for stejl stigning, og fulgte det siden op med en imponerende 3. plads på Green Mountain i Oman. Hvis man samtidig husker på, at han er en glimrende temporytter - også selvom han ikke helt har holdt niveauet i de seneste år - bliver han pludselig farlig i et løb, hvor stigningerne ikke er alt for svære, og hvor enkeltstarten er vigtig. Det store spørgsmål er nu blot, om han også har niveauet i et løb, der trods alt byder på betydeligt sværere konkurrence end hans hidtidige opgaver.

Løbet er en stor chance for Marc Soler til at køre som kaptajn på Movistar, og noget kunne tyde på, at han er klar til opgaven. I hvert fald viste han i Andalusien, at hans flotte præstationer i 2017 ikke var helt tilfældige. Specielt kørte han en voldsomt imponerende enkeltstart, og kan han gentage den bedrift her, burde han være i spil til de allerøverste placeringer. I Andalusien manglede han dog fortsat lidt for at følge de bedste på stigningerne, og derfor vil det trods alt være en overraskelse, hvis han sejrer i Paris-Nice.

Med sejren i Etoile de Besseges har Tony Gallopin fået en drømmestart på tiden hos Ag2r, og nu står han så over for sin første store opgave. Han har været i top 10 i Paris-Nice i de seneste mange udgaver og er i år måske endnu stærkere end tidligere. Uden at være specialist kører han gode enkeltstarter, når de er kuperede og ikke alt for lange, og han burde derfor gøre det fint på 4. etape, i hvert fald bedre end mange af klatrerne. Desværre er kongeetapen nok lidt for svær til, at Gallopin for alvor kan tro på en samlet podieplads.

Simon Yates må forbande enkeltstarten langt væk. Kongeetapen passer ham nemlig fint, og han har som regel altid været i god form i marts. Sidste år vandt han nemlig en etape i løbet, inden han blev syg i den sidste weekend. Desværre vil han trods en fin enkeltstart i Abu Dhabi formentlig tabe for meget tid på 4. etape til, at en samlet sejr er realistisk. Samtidig blev han syg med maveonde på kongeetapen i Abu Dhabi, og derfor er det uklart, hvor meget han er blevet sat tilbage. Yates burde køre med de bedste på stigningerne og slutte i top 10, men en sejr er svær at tro på.

Sergio Henao stiller til start som forsvarende mester, men han får svært ved at gentage sidste års triumf. Siden sejren i Nice sidste år har han nemlig af uransagelige årsager været langt fra sit tidligere niveau. Han kørte en elendig Tour og skuffede stort i efterårsklassikerne, ligesom han slet ikke var sig selv i favoritløbet Baskerlandet Rundt. I år genvandt han det colombianske mesterskab, men han skuffede på stigningerne i Colombia Oro y Paz, som han reelt set burde have vundet. Hvis man dertil lægger, at han vil tabe en del på enkeltstarten og i år ikke har Mur de Fayence til at gøre en forskel, men er henvist til kongeetapen, der ikke passer ham nær så godt, ser det svært ud for Henao.

Det gør det også for Esteban Chaves. Formen er ellers helt i top, og han har formentlig aldrig været bedre på denne tid af året. Han lignede stærkeste mand på stigningerne i Cadel Evans Great Ocean Road Race og vandt suverænt Herald Sun Tour efter et fantastisk soloridt på over 17 km. Han er måske feltets allerbedste klatrer, men desværre er han samtidig en af de ringeste temporyttere. Selvfølgelig betyder den kuperede rute, at hans tidstab måske ikke vil være helt så stort som vanligt, men det er svært at se, hvordan en ellers formstærk Chaves på kongeetapen, der trods alt ikke er voldsomt svær, skal kunne vinde det hele tilbage.

Normalt er Ion Izagirre den stærkeste af de to Izagirre-brødre, men denne gang er det formentlig Gorka Izagirre, der vil gøre det bedst. Sidstnævnte tog et voldsomt skridt op i 2017, hvor han blandt andet sluttede som nr. 4 i dette løb, og i år synes han at være blevet endnu bedre. Han var en af de allerstærkeste i Tour Down Under og bekræftede storformen med en 3. plads i Tour of Oman. Han er en glimrende temporytter, der på en kuperet rute som denne burde kunne køre i top 10, og han har som sagt klatret flot i år. Desværre er han nok stadig lidt for begrænset i bjergene til at kunne vinde samlet.

Desværre er der næppe grund til at have de store forhåbninger til Ion, der ellers er en af de allerbedste og mest stabile i ugelange etapeløb. Egentlig kunne han ikke have ønsket sig en bedre rute, da han traditionelt har været en af de bedste i verden på mellemlange, kuperede enkeltstarter. Desværre har han i 2017 kørt skuffende tidskørsler, og den tendens fortsatte i Abu Dhabi, hvor han kørte katastrofalt på 4. etape. Han er på vej tilbage efter sit grimme styrt i Touren, og der er intet, der tyder på, at han allerede nu har niveauet til at gentage fordums bedrifter på højeste niveau.

I Danmark er der store forventninger til Jakob Fuglsang¸ og det er ikke uden grund. Efter en flot sæsonstart er der nemlig ikke den store tvivl om, at han er en af feltets mest formstærke ryttere, og da han samtidig er temmelig stabil, vil det være meget overraskende, hvis ikke han slutter i top 10. Problemet er, at det er meget svært at se, hvordan han skal vinde løbet. Selvom han kørte sin bedste enkeltstart længe i Andalusien, har han nemlig i de senere år været blandt de klassementsryttere, der gør det dårligst på enkeltstarterne, og det er svært at se, hvordan han skal undgå et betydeligt tidstab på 4. etape. Han bør helt sikkert være blandt de bedste på 7. etape, men det er en stigning, hvor en dieselmotor som Fuglsang næppe kan vinde megen tid. Det ligner derfor et topresultat til Fuglsang, men næppe en podieplads.

Robert Gesink har i de senere år vendt ryggen til klassementerne og er i stedte begyndt at satse på etapesejre. Han har dog stadig ambitioner i ugelange etapeløb, og han kunne faktisk godt overraske i dette løb. Efter det grimme styrt i Touren sidste år overraskede han nemlig særdeles positivt i Australien, hvor han var ganske imponerende på stigningerne. Siden har han ikke været i konkurrence, og det er derfor svært at vide, hvor han står, men fortsætter de gode takter, burde kongeetapen passe ham. Desværre har han i de senere år skuffet meget på enkeltstarterne, og derfor er det som fro Fuglsang svært at se, hvordan han skal vinde.

Stortalentet Sam Oomen får her en chance som kaptajn, og han burde fortsætte sin langsomme opstigen mod stjernehimlen. Han har været solid i både Australien og Algarve, men han har ikke imponeret stort. Samtidig har han lidt lidt af rygproblemer, og han har generelt manglet det sidste for at følge de bedste. Hvis man dertil lægger, at han vil tabe tid på enkeltstarten, vil det formentlig ende med en fin, men ikke voldsomt spektakulær præstation af hollænderen.

Lilian Calmejane kan egentlig bedst lide at angribe og jagte etapesejre, men han har meldt ud, at han her vil forsøge at køre klassement. Sejren i Drome Classic og 3. pladsen i Classic de l’Ardeche bekræfter, at han har timet formen perfekt. Desværre viste Etoile de Besseges og Tour La Provence også, at han fortsat mangler en del som temporytter, og selvom den kuperede rute på 4. etape egentlig burde passe ham, vil han tabe tid. Samtidig har han endnu aldrig dystet med de allerbedste på så lang en stigning som den, der venter her, og derfor vil han nok endnu ikke kunne vinde så stor en begivenhed.

Endelig vil vi pege på Felix Grossschartner. Den unge østriger har længe været et talent, men det var alligevel overraskende, at han kørte så flot i Algarve. Specielt kørte han en ganske imponerende enkeltstart, og kan han gentage det her, har han udsigt til et ganske fint resultat. Han mangler formentlig fortsat for meget på stigningerne til at være en virkelig trussel, men det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme på dette niveau.

***** Wout Poels

**** Julian Alaphilippe, Bauke Mollema

*** Tejay van Garderen, Tim Wellens, Luis Leon Sanchez, Ilnur Zakarin, Dan Martin

** David De La Cruz, Jesus Herrada, Marc Soler, Tony Gallopin, Simon Yates, Sergio Henao, Esteban Chaves, Gorka Izagirre, Jakob Fuglsang, Robert Gesink, Sam Oomen, Lilian Calmejane, Ion Izagirre, Felix Grossschartner

* Rui Costa, Jarlinson Pantano, Patrick Konrad, Roman Kreuziger, Rudy Molard, Nicolas Roche, Warren Barguil, Alexis Vuillermoz, Eduardo Sepulveda, Richard Caparaz, Lawson Craddock, Louis Vervaeke, Jonathan Hivert

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE!
 

Danskerne

Mest spændende bliver det af følge Jakob Fuglsang, der har løbet som årets første mål, og som har vist god form tidligt på sæsonen. Han får støtte af Michael Valgren, der skal hjælpe ham i sidevinden, samtidig med at han forbereder sig til klassikerne. Magnus Cort er tredje dansker for Astana og skal forsøge at vinde en af de tre etaper, der kan ende i en massespurt, ligesom han muligvis vil forsøge sig på 1. etape. Lars Bak skal slide for André Greipel på de flade etaper og støtte Tim Wellens i klassementet, mens Matti Breschel måske kan få chance for at spurte, hvis Dan McLay falder fra på 3. og/eller 5. etape. Christopher Juul-Jensen flyver direkte ind fra Strade Bianche og skal primært hjælpe Simon Yates med at undgå problemer på de flade etaper. Endelig er Michael Mørkøv som altid en afgørende brik i Elia Vivianis forsøg på at tage flere sejre, ligesom han skal hjælpe Julian Alaphilippe i sidevinden.