Optakt: Paris-Nice inkl. startliste

At to så store WorldTour-etapeløb fortsat køres overlappende, er i sig selv en skandale, men det er ikke, hvad denne optakt skal handle om. Faktum er blot, at Paris-Nice for tredje år i træk har tiltrukket den - med margen! - ringeste startliste af de to løb, på trods af at den faktisk er noget flottere end sidste år. Hvor Tirreno-Adriatico bliver et decideret clash of the titans med Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana - ja, selv franske Pierre Rolland har foretrukket det italienske løb - og sandsynligvis den stærkeste startliste samlet til et etapeløb inden Tour de France, så bliver Paris-Nice endnu engang en kamp mellem de næstbedste klassementsryttere som Richie Porte, Wilco Kelderman, Rui Costa og Fabio Aru. Og det skal også nok blive spændende!

Løbet i sig selv er der ikke noget galt med. Det er et klassisk mini-Tour de France med en prolog, et par flade etaper, et par afgørende kuperede etaper og en afsluttende enkeltstart. Sidste år forsøgte arrangørerne sig med noget nyt, da de lavede en rute, der appellerede mere til klassikerrytterne med korte, stejle afslutninger og den ikoniske enkeltstart op ad Col d’Èze skrottet. Den korte konklusion var, at succesen var til at overse.

I år er arrangørerne vendt tilbage til den klassiske opskrift, men det har altså ikke haft nogen betydning for de bedste ryttere, der endnu engang har valgt Frankrig fra og Italien til, og det er vel efterhånden kun franskmændene, der kan få sig til at sige, at Paris-Nice stadig er det største løb.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Til gengæld er det en god nyhed, hvis man har klaphat på. Det åbner nemlig muligheden for, at Danmarks bedste etapeløbsrytter, Jakob Fuglsang, kan få chancen for at køre sig til et godt resultat på både etaper og i den samlede stilling. Eneste problem for Fuglsang er, at en af hans største konkurrenter kører på hans eget hold, nemlig Fabio Aru.

Ruten

Som nævnt er ASO i år vendt tilbage til den klassiske opskrift for Paris-Nice. Løbet starter med prolog i Maurepas på 6,7 km uden de helt store udfordringer. Det er en prolog for powerspecialisterne mere end sprinterne, men sprinterne har dog mulighed for at tage førertrøjen på de kommende etaper ved hjælp af bonussekunder, så alle skal holde sig til.

Dagen efter byder på pandekagefladt terræn fra udkanten af Paris til Contres 196,5 km længere sydpå. 2. etape ligner til forveksling, bortset fra at rytterne starter i en zoologisk have, og 172 km senere bliver det med sikkerhed endnu en sprinter, der sejrer. Selvom 3. etape sender rytterne ud i lidt mere udfordrende terræn, og det stiger svagt på de sidste par hundrede meter, så ligner det endnu en massespurt. Potentialet for sidevind og komplet kaos er naturligvis til stede på alle flade etaper, som vi har set i mange udgaver af Paris-Nice.

Fra 4. etape er sprinterfesten overstået, for her bliver feltet sendt på bjergtogt. Etapen slutter på Croix de Chaubouret (10 km, 6,7 %), som er en jævn stigning uden de store udfald. De rene bjergryttere skal gøre alt, hvad de kan for at vinde tid her, men profilen for den afsluttende stigning ligner på papiret guf for de tempostærke bjergryttere som Richie Porte og Tejay van Garderen, og selvom etapen indeholder otte kategoriserede stigninger, så kan det vise sig svært at gøre den afgørende forskel.

Den følgende dag er særdeles svær at forudsige. Etapen starter direkte på kategori 1-stigningen Col de la République (12,2 km, 4,5 %), men derfra er terrænet ikke så udfordrende. De sidste 500 meter stiger lidt, og enten bliver det et udbrud eller måske endnu en massespurt blandet med de mere bakkestærke folk, der afgør etapen.

På 6. etape har arrangørerne fundet det tunge skyts frem: Seks kategoriserede stigninger, herunder tre i kategori 1, skal sætte klassementet på plads inden den afgørende enkeltstart. ’Problemet’ med udformningen af etapen er dog, at det sidste bjerg, Côte de Peille (6,6 km, 6,8 %), topper med 26 km til mål, og der skal sidde en bjergrytter med voldsomt gode ben, før etapen bliver sprængt til atomer. Sidste vandt Arthur Vichot spurten i Nice foran José Joaquin Rojas i et 22 mand stort felt, og selvom etapen i år er lidt sværere, bliver det sandsynligvis stadig en gruppe, der skal spurte om det.

Sidste etape er den helt klassiske bjergenkeltstart op ad Col d’Èze (9,6 km, 4,7 %), og selvom bjerget langt fra er det sværeste af sin art, så er tidsforskellene ofte ganske store. Det er mange gange løbets stærkeste rytter og samlede vinder, der sejrer på Col d’Èze, senest vist ved Richie Porte, som i 2013 vandt etapen med 23 sekunder til Andrew Talansky.

Rutevurdering:

Prolog (8/3): Maurepas - Maurepas, 6,7 km (enkeltstart) (**)

1. etape (9/3): Saint-Rémy-lès-Chevreuse - Contres, 196,5 km (*)

2. etape (10/3): ZooParc de Beuval/Saint-Aignan - Saint-Amand-Montrond, 172 km (*)

3. etape (11/3): Saint-Amand-Montrond - Saint-Pourcain-sur-Sioule, 179 km (*)

4. etape (12/3): Varennes-sur-Allier - Croix de Chaubouret, 204 km (****)

5. etape (13/3): Saint-Étienne - Rasteau, 192,5 km (*)

6. etape (14/3): Vence - Nice, 180,5 km (***)

7. etape (15/3): Nice - Col d’Èze, 9,5 km (enkeltstart) (****)

Favoritterne

Sæsonen er stadig kun lige begyndt, og nogle ryttere har slet ikke været i aktion endnu. Alligevel er der begyndt at tegne sig et billede af, hvem der er kommet ud fra vinterpausen i god form, og ét navn stikker signifikant ud blandt alle de andre.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Richie Porte (Team Sky) har været flyvende fra sæsonstart og indledte 2015 med at blive australsk mester i enkelstart foran Rohan Dennis og Jack Bobridge, der begge var i gang med at træne op til deres timerekordforsøg. Porte har siden da taget to sejre på kongeetaperne i både Tour Down Under og Volta ao Algarve, hvor kun en skuffende enkeltstart afholdt ham fra også at tage den samlede sejr.

Ruten til Paris-Nice ligner til forveksling den, som Porte vandt på i 2013, og med australierens gode form er det svært at se, hvem der skal slå ham. På papiret er han en af de bedste enkeltstartsryttere og kommer derfor hverken til at tabe tid på prologen eller bjergenkeltstarten, mens hans evner i bjergene tydeligvis er hævet endnu et niveau i år.

Førsteudfordreren er fuldstændig samme ryttertype som Porte. Tejay van Garderen (BMC) har endnu til gode at vise verden, hvordan hans enkeltstartsevner har udviklet sig hen over vinteren, men han gav allerede i Tour of Oman eksempel på, at bjergbenene er, hvor de skal være, da han blev nummer to, kun slået af overraskelsen Rafael Valls.

Amerikaneren bliver aldrig prologspecialist, men denne passer ham ganske fint, da der er sparet på svingene, og bjergenkeltstarten burde være skræddersyet til ham. I 2013, hvor han var den store favorit, skuffede han dog og blev kun nummer fem på Col d’Èze, så han skal måske ud og finde angrebsbenene frem på Croix de Chaubouret for at sikre sig sejren.

Rui Costa (Lampre-Merida) har endnu til gode at vise, at han stadig har potentialet til at køre med om topplaceringerne i de største etapeløb. Han har vundet Schweiz Rundt tre år i træk og vist fremragende evner både i bjerge og på enkeltstarter, men han skal til at vise, at det ikke kun er i de schweiziske alper, han kan præstere. Paris-Nice er på papiret skræddersyet til portugiseren, da stigningerne hverken er alt for stejle eller alt for lange, mens bjergenkeltstarten burde passe ham perfekt. Han blev kun nummer seks på Green Mountain i Tour of Oman, og han skal have hævet niveau siden da, hvis han skal slå Porte og van Garderen. Lampre-Merida har desuden løbets største joker med i form af Rafael Valls, der overraskede alt og alle på føromtalte bjerg i Oman, og spørgsmålet er, om det var en enlig svale, eller om han kommer til at udvide sit palmarés.

Nummer to bag Porte på kongeetapen i Volta ao Algarve var Michal Kwiatkowski (Etixx-QuickStep), men det er især på enkeltstarterne, at den polske verdensmester været rigtig stærkt kørende indtil videre i 2015. Han blev kørt agterud i bjergene i Tour de San Luis, men blev nummer to på enkeltstarten, og niveauet på stigningerne var blevet hævet til Volta ao Algarve, hvor han blev samlet nummer to. De helt lange stigninger er ikke at finde i Paris-Nice, og det passer ham glimrende. Polakken er desuden en fabelagtig prologrytter og dygtig på bjergenkelstarterne, hvorfor han bør have en rigtig god chance for at sejre i det franske løb.

Nummer to i 2013, Andrew Talansky (Cannondale-Garmin), har endnu sin første løbsdag i 2015 til gode, og derfor er det meget usikkert, hvordan hans form er til Paris-Nice. Historien viser, at amerikaneren er rigtig god til at træne sig i form, og han er derudover en af verdens bedste på bjergenkeltstarter. Mon ikke Talansky, der virkelig tog et skridt op i 2014, er helt klar til at køre med om sejren den kommende uge.

En anden, der også imponerede i 2014, var Wilco Kelderman (Lotto NL-Jumbo). Den unge hollænder viste i Andalusien i år, at enkeltstartsevnerne stadig er helt i top, mens han var lidt under de bedste på stigningerne. Har han fundet sine bedste bjergben frem til dette løb, så har han topniveauet til at være blandt de allerbedste både på bjergenkeltstarten og på Croix de Chaubouret.

Endnu en, der ikke har kørt løb i 2015, er Fabio Aru, og italieneren kommer til Frankrig som en del af et mangehovedet monster på Astana, som trods den store tumult, der rumsterer i kulissen, har valgt at sende alle sine næstbedste etapeløbsryttere til Paris-Nice. Aru, Jakob Fuglsang, særdeles formstærke Rein Taaramäe og altid uforudsigelige Luis Leon Sanchez. Sidstnævnte er en tidligere vinder af Paris-Nice og viste i Algarve, at formen er glimrende, hvor også Taaramäe imponerede, og esteren har fået en glimrende start på tilværelsen som Astana-rytter med sejren på Mallorca.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Holdets stærkeste mand er stadig Aru, som på papiret er løbets bedste bjergrytter. Hans form er dog noget usikker, og han vil desuden tabe tid på den indledende prolog, mens bjergenkeltstarten bør passe ham glimrende. Viser det sig, at italieneren ikke har evnerne, står Fuglsang klar til at overtage kaptajnrollen. Danskeren satte ikke verden i brand i Tour of Oman, men hans alsidige evner på bjerge og enkeltstarter passer glimrende til Paris-Nice-profilen, og han har potentialet til at gøre det godt i Frankrig.

Tinkoff-Saxo stiller til start med fire danskere, og Matti Breschel, Michael Valgren, Michael Mørkøv og Chris Anker Sørensen har i princippet alle sammen muligheder for at gøre det godt på enkelte etaper, hvis ikke det var, fordi det russiske hold havde valgt at tage Rafal Majka med til Frankrig. Polakken er kaptajnen, og han viste sidste sæson, at hans evner på enkeltstarterne er forbedret så meget, at han nu er blandt de bedste af næstbedste etapeløbsryttere i verden. Han kommer til at tabe tid på prologen sammenlignet med Porte og van Garderen, men formen ser rigtig god ud, og det kan ikke udelukkes, at polakken overrasker de store favoritter.

Favoritvurdering:

*****: Richie Porte

****: Tejay van Garderen, Rui Costa

***: Michal Kwiatkowski, Andrew Talansky, Wilco Kelderman, Fabio Aru, Rafal Majka

**: Beñat Intxausti, Jakob Fuglsang, Tiago Machado, Bob Jungels, Romain Bardet

*: Tom Dumoulin, Sylvain Chavanel, Geraint Thomas, Tom-Jelte Slagter, Rafael Valls, Simon Spilak, Tony Martin