Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Paris-Roubaix
08. april 2018 00:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Når det kommer til drama, myter og legender, står en klassiker over alle de øvrige: Paris-Roubaix. På søndag er det igen tid til at entrere Helvedet i Nord i den klassiske kamp mod brosten, vejret, træthed, støv og mudder på den lange, brutale rejse fra Compiegne til den berømte velodrom i Roubaix.

Løbets rolle og historie

Brostenssæsonen er næsten udelukkende en flamsk affære, men til den store finale flytter cirkusset til Frankrig. Paris-Roubaix afslutter en helt unik del af cykelsæsonen, og det gøres på den meste storslåede og dramatiske facon. De flamske klassikere er forrygende spændende cykelløb, men der tilføjes et ekstra touch af myte og symbolik, når rytterne ender deres forårssæson på de franske brosten.

 

Det er ikke nogen tilfældighed, at Paris-Roubaix går under navnet Klassikernes Dronning. Siden den første udgave i 1896 har det leveret nogle af de mest ikoniske billeder fra vores nådesløs sport, og mængden af braste drømme i Roubaix-velodromen har gjort det berømte brostenstrofæ til det mest eftertragtede og ikoniske klassikersymbol.

 

Løbet blev oprindeligt skabt af to lokale tekstilproducenter fra Roubaix, der havde stået bag opførelsen af byens velodrom. De fik ideen til at skabe et cykelløb mellem landets nærliggende hovedstad Paris og den nye bygning. De havde imidlertid ingen planer om at gøre løbet særligt brutalt ved at bruge brostenveje, men dengang var alle veje i så dårlig forfatning, at det automatisk blev en nødvendig ingrediens i løbet.

 

Første Verdenskrig var særligt hård ved området og efterlod mange veje i endnu dårligere stand. Det gjorde blot løbet hårdere, og langsomt blev legenden skabt. Efter Anden Verdenskrig fik man imidlertid de samme udfordringer som arrangørerne af de flamske klassikere. De lokale myndigheder begyndte at forbedre vejkvaliteten, og det løb, der allerede dengang var blevet et af de vigtigste på kalenderen, havde pludselig udsigt til at blive et halvkedeligt sprinterløb. Som de flamske kolleger måtte Pais-Roubaix-ledelsen droppe den oprindelige rute og i stedet gå på intensiv jagt efter nye veje, som ikke fandtes på de almindelige landkort. Igennem årene udviklede man herigennem en unik rute, der nu er rammen om et legendarisk cykelløb og indtager nogle af de mest ydmyge veje, som nu er blevet ikoniske i cykelsporten.

 

Udover den lange historie er det de helt unikke karakteristika, der gør Paris-Roubaix til noget specielt. Mens de øvrige monumenter, Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, alle har forudgående, meget lignende løb, der kan betragtes som perfekt forberedelse, skiller Paris-Roubaix sig ud som noget helt unikt på kalenderen. Milano-Sanremo er bare en længere udgave af andre italienske endagsløb, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia er bare de største af mange lignende løb i deres respektive regioner, og Flandern Rundt er kulminationen på en lang række af semiklassikere, der holdes på de samme veje. I modsætning hertil benyttes de nordfranske pavéer kun denne ene søndag i april.

 

Som en konsekvens er det ikke overraskende, at der er mange ryttere, der kun excellerer i denne ene begivenhed. Selvom løbet naturligvis er domineret af de sædvanlige brostensstjerner, der også imponerer på de flamske veje, skal de pludselig til at slås med en gruppe af kraftfulde hjælperyttere, der for en sjælden gangs skyld glemmer alt om deres uselviske natur og tager kampen op med giganterne. I Roubaix’ velodrom belønnes rå kraft, brutal styrke og fremragende udholdenhed, og det er præcis, hvad nogle af feltets højt skattede arbejdsheste har til overflod. Johan Vansummerens stribe af topresultater på de franske brosten, der kulminerede med sejren i 2011, er et nyligt eksempel på en utrættelig hjælper, der altid imponerede i Helvedet i Nord, og Mathew Haymans sejr i 2016 er et andet. Også en mand Bert De Backer, der aldrig laver resultater i andre løb, har i de senere år været en af de allerbedste på de nordfranske brosten.

 

I en enestående begivenhed er det ikke overraskende, at erfaring er en af nøglerne til succes. I intet andet løb er forhåndskendskab til udfordringerne så vigtigt, som det er i Klassikernes Dronning, og vinderlisten er fyldt med kraftfulde veteraner, der har fundet deres niche på de franske brosten. Selv den stærkeste og mest erfarne rytter kommer imidlertid ingen vegne uden held, og en dårligt timet punktering eller et dramatisk styrt har været kilden til utallige braste drømme i Nordfrankrig.

 

Hvad der får Paris-Roubaix til at skille sig ud, er også det forhold, at udskilningen alene skabes af det dårlige underlag, og rytternes evne til at håndtere det konstant stress, det giver at køre på nogle af Europas mest ukomfortable veje. I alle andre løb er hovedudfordringerne stigninger og vejret, men Helvedet i Nord er anderledes. Den næsten helt flade rute ville normalt få enhver sprinter til at slikke sig om munden med udsigt til en stor massespurt, men Paris-Roubaix kunne ikke være fjernere fra et traditionelt sprinterløb. Tværtimod er det et af de mest selektive løb på kalenderen, og al form for eksplosivitet og punch er næsten helt ubrugeligt på de franske pavéer, der er langt værre end dem, der findes i Flandern. Hvad der belønnes, er rå kraft og evnen til at blive ved og ved.

 

Løbet er blevet vundet af mange af sportens giganter, men på grund af dets unikke natur har selv nogle af de allerbedste haft det svært på de franske brosten. Man skal være en helt speciel rytter for at brillere i dette terræn, og de egenskaber, der er så nyttige i de fleste andre løb, spiller sjældent en rolle på vejen mod Roubaix. I stedet er det de stærke mænd Roger De Vlaeminck og Tom Boonen, der har rekorden med flest sejre efter begge at have hævet trofæet fire gange. Sidste år havde Boonen en allersidste chance for at slå sin landsmand og sikre sig rekorden helt alene, men den belgiske stjerne endte en glorværdig karriere uden at spille en nævneværdig rolle på sin sidste dag som cykelrytter.

 

Sammen med Flandern Rundt er Paris-Roubaix højdepunktet i brostenssæsonen, og enhver rytter har sin egen mening om, hvilket af de to monumenter der er det største. Hvis de selv kunne vælge, synes de fleste imidlertid at foretrække at have det franske løb på generaliebladet. Mens de flamske løb er omgivet af en helt særlig passion, placerer legenden og myterne Roubaix på toppen af de flestes liste.

 

I den senere år har løbet haft et helt særligt element, fordi Tour de France flere gange har gjort brug af de nordfranske brosten. I år er der igen pavéer på programmet til sommer, og mange vil have sommerens Tour-etape i tankerne undervejs. De store klassementsryttere tør imidlertid aldrig at stille op i en begivenhed, der betragtes som alt for farlig for ryttere, der ambitioner i grand tours, og de ryttere, der har brug for at teste sig selv på brostenene inden juli foretrækker i stedet at gøre brug af de knap så farlige flamske klassikere, som det i år har været tilfældet for Romain Bardet, Vincenzo Nibali, Mikel Landa, Nairo Quintana og Alejandro Valverde.

 

Sidste års udgave udviklede sig som altid til et stort drama, hvor alle øjne var på Boonen i dennes sidste løb. En stribe favoritter, herunder specielt Peter Sagan, der punkterede to gange på nøgletidspunkter, blev sat ud af spillet, og i stedet etableredes en lille frontgruppe, hvorfra Greg Van Avermaet, Zdenek Stybar og Sebastian Langeveld kørte væk, efter at en storslået Daniel Oss havde ofret sig for sin belgiske kaptajn Van Avermaet. Trioen blev på selve velodromen hentet af Jasper Stuyven og Gianni Moscon, der prøvede at overraske, men Van Avermaet var opmærksom og kronede en mindeværdig klassikersejr ved at tage sin første monumentsejr foran Stybar og Langeveld. Efter en hidtil lidt mislykket klassikerkampagne vil Van Avermaet forsøge at reddet det hele ved at forsvare sin titel, mens Stybar vender tilbage som en af de mange spydspidser på det suveræne Quick-Step-mandskab. Langeveld, Stuyven og Moscon er også med igen, førstnævnte som hjælper for Sep Vanmarcke og de to sidstnævnte som en af flere kaptajner på hhv. Trek og Sky.

 

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, når man tilføjer nye sektorer og fjerner andre. Nogle får en pause, mens de istandsættes, og vender senere tilbage, mens andre tages ud for at skabe lidt naturlig variation. Samtidig er der endda en helt speciel forening, der har til formål at tage sig af de berømte pavéer samt finde nye brostensveje, der kan benyttes i fremtidige udgaver.

 

Trods variationerne har ruten altid et helt ensartet format, og nøglesektorerne er altid de samme. Løbet indledes med et langt fladt stykke uden pavéer, inden det langsomt gør løs, når de første brosten rammes efter ca. 100 km. Herefter kommer sektorerne hurtigt efter hinanden, og der er meget lidt tid til at komme sig undervejs. De mest berømte og sværeste pavéer, Carefour de l’Arbre, Mons-en-Pevele og Arenberg-skoven, spiller altid en nøglerolle i løbet, der bevarer dets forbindelse til historien ved stadig at slutte på velodromen i Robaix, der var selve årsagen til løbets skabelse. I år skal der tilbagelægges 257 km, og i alt inkluderer løbet 29 pavéer med en samlet længde på 54,5 km. Sammenlignet med sidste år er distancen den samme, antallet af pavéer uforandret, og der skal køres 500 m mindre på brosten. Ændringerne er introduceret først i løbet og vil derfor næppe spille en nøglerolle.

 

Som de fleste andre historiske løb, hvis navn udgøres af de oprindelige start- og målbyer, starter Paris-Roubaix ikke længere i den franske hovedstad. Nu om dage lyder startskuddet i Compiegne nord for den franske metropol, og herfra bevæger rytterne sig ad store, flade veje mod nordøst. Denne del af løbet er terrænmæssigt meget nem og har primært til formål at akkumulere træthed.

 

Taktiske overvejelser spiller imidlertid altid en nøglerolle. Det kan være helt afgørende at have en holdkammerat i udbrud, og historien viser, at tidligere udbrydere kan komme meget langt i dette løb - bare husk, hvordan Imanol Erviti kørte sig til top 10-placering i både Flandern og Roubaix i 2016r ved at være en del af morgenudbruddet. Derfor er den første time som regel en vanvittig krig i opskruet tempo, indtil den rette gruppe endelig kommer fri. Når det sker, får feltet den eneste chance i hele løbet for for alvor at trække vejret. Efterhånden som man nærmer sig dagens første pavé, der starter efter 93,5 km, indledes positionskampen imidlertid, farten går op, og herefter er det en næsten uafbrudt kamp for hele tiden at befinde sig forrest i feltet.

 

Som altid er første sektor Troisvilles, der har en sværhedsgrad på 3 stjerner ud af de maksimale 5. Blandt de første ni pavéer er det kun den fjerde, Quievy, der har fire stjerner, mens de øvrige er enten to- eller trestjernede. Historien viser, at disse tidlige brosten sjældent spiler en afgørende rolle, da de store hold hovedsageligt holder et jævnt tempo forrest i feltet, men den gradvise udskilning starter med det samme. Herfra sendes der konstant ryttere ud af bagdøren, indtil kun de stærkeste er tilbage.

 

Selvom denne del af løbet stadig kommer for tidligt til, at man kan angribe, kan den stadig spille en afgørende rolle. Løbet er som regel meget begivenhedsrigt på grund af de mange styrt og punkteringer, og når rytterne når frem til det første nøglepunkt, er én favorit som regel ramt af et større tilbageslag. I 2016 skete det store styrt, der endte med at afgøre løbet, også allerede her, og det forklarer, hvorfor man altid skal sidde fremme i det franske løb.

 

Den første store kamp starter som regel, når feltet nærmer sig Haveluy (4 stjerner), der indledes med 103,5 km til mål. Det er en ganske svær passage, og det er som regel en lille spurt, der skal sikre, at man rammer brostenene i den bedst mulige position. Igen er det for tidligt for favoritterne at spille ud, men tidligere har det været en ganske lille gruppe, der er kommet ud på asfalten igen. I de seneste år har specielt Sky ofte øget farten markant på denne pavé.

 

Der sker som regel en regruppering efter Haveluy, men nu er krigen startet. Når den ender, er der således kun seks kilometer til den berømte Arenberg-skov (5 stjerner), løbets mest legendariske pavé. Det er her, den første store udskilning sker, og det er derfor en decideret massespurt, der leder frem til starten. Et styrt eller en punktering her betyder som regel enden på løbet, da der ikke er mange chancer for at komme tilbage efterfølgende. I de senere år er der imidlertid blevet kørt lidt mere konservativt i denne tidlige fase, og vi har set en ganske stor regruppering efter skoven. Alligevel viser favoritterne sig altid helt fremme uden at lave et decideret angreb, og når man kommer ud på den anden side, er det ofte en ganske lille gruppe, der er tilbage, inden regrupperingen finder sted. Den første alvorlige udskilning er altid sket her.

 

Umiddelbart efter Arenberg har favoritterne ofte ikke mange hjælperyttere, og inden der igen skabes lidt samling, er der masser af muligheder for at tikke af. Det åbner døren for det taktiske spil, der er en afgørende del af brostensløbene. I løbet af de næste syv pavéer har man en perfekt chance til at komme de store favoritter i forkøbet. Mange ryttere ved, at de ikke kan følge med, når stjernerne åbner op på de sværeste pavéer, men hvis man er foran, når de skaber udskilningen, kan man meget vel have sikret sig en billet til finalen. Derfor er denne fase som regel meget aggressiv med konstante angreb, og holdstøtte spiller en afgørende rolle for favoritterne. Samtidig sker der hele tiden udskilning bagfra.

 

Det er svært at sige, hvornår de store favoritter spiller ud igen, da det afhænger af mange forhold - herunder antallet af hjælperyttere, vinden og eventuelle udbrud - og der kan altid ske noget, når man ikke venter det. Det næste nøglepunkt er imidlertid som regel Mons-en-Pevele (5 stjerner), der indledes med 48,5 km til mål. Den er en af kun tre pavéer med den højeste sværhedsgrad og er det perfekte sted at skabe den næste store udskilning. Efter denne sektor har vi som regel kun en yderst eksklusiv gruppe af favoritter tilbage, og herfra er det et løb for de virkeligt hårde drenge.

 

De næste sektorer er betydeligt nemmere, men det betyder ikke, at løbet er mindre aggressivt. I stedet på at vente til Carrefour de l’Arbre tager mange af outsiderne ofte chancen for at angribe, specielt hvis favoritterne er relativt isolerede. I 2014 kørte en stærk gruppe med Tom Boonen, Geraint Thomas og Thor Hushovd eksempelvis væk allerede her og fik et ganske stort forspring, og det tvang Trek i defensiven i deres forsøg på at vinde med Fabian Cancellara. For tre år siden iværksatte Bradley Wiggins sin store offensiv i sit afskedsløb for Sky i denne fase, og sidste år gik Peter Sagan i offensiven allerede her.

 

I de sidste 30 km bliver det igen mere udfordrende, når man når frem til dobbeltsektoren bestående af Cysoing-Bourghelles (3 stjerner) og Bourghelle-Wannehain (3 stjerner), der indledes med bare 26,5 km til mål, samt den efterfølgende Champhin-en-Pevele (4 stjerner), der kommer 19, 5km fra stregen. Den helt afgørende sektor er imidlertid Carrefour de l’Arbre (5 stjerner), der indledes 16,5 km fra velodromen i Roubaix. De 2100 m brutale brosten har været rammen om nogle af de mest legendariske momenter i løbets historie. Dette er stedet, hvor de sidste angreb skal sættes ind, og bare i de senere år vil enhver cykelfan kunne erindre adskillige helt afgørende styrt. I 2015 meddelte arrangørerne, at pavéen nu er i så dårlig stand, at den næsten er lige så vanskelig som den legendarisk Arenberg-skov.

 

Efter Carrefour de l’Arbre er der fortsat tre pavéer tilbage, men de er alle ret nemme og sjældent nok til i sig selv at gøre en forskel. Gruson (2 stjerner) kommer med 14,5 km til mål, mens Hem (3 stjerner) indledes 8 km fra stregen. Som noget nyt stillede man sidste år barrierer op på sidstnævnte, og det tvinger rytterne til at køre på de vanskelige passager midt på vejen, hvorfor den nu har fået en højere sværhedsgrad. Den største risiko på disse brosten er risikoen for punkteringer, og mange vil huske, hvordan Johan Musseuw i sit sidste Roubaix blev ramt af defekt netop her. I stedet er det ofte en ganske lille bakke med ca. 5 km til mål, der har været det perfekte sted at iværksætte det sidste angreb.

 

På dette tidspunkt er der som regel ryttere spredt ud over det meste af Nordfrankrig, og fronten af løbet er ofte rammen om en hård forfølgelse mellem smågrupper eller enlige ryttere. Da trætheden nu for alvor har sat ind, forbliver tingene ofte, som de er, hele vejen til mål på den berømte velodrom i Roubaix. Hvis en lille gruppe stadig er samlet, er der imidlertid ofte tale om et interessant taktisk spil som i 2014, hvor Niki Terpstra udnyttede Quick-Steps kollektive styrke til at stikke af.

 

Umiddelbart inden man rammer velodromen skal rytterne henover den sidste pavé, der blev skabt for et par siden som en hyldest til løbets eneste lokale vinder. Den er enstjernet og spiller overhovedet ingen rolle for selve løbet.

 

Rytterne slutter med at køre halvanden omgang på banen. Hvis der stadig er flere ryttere sammen, er det altid en vanskelig spurt, der afgøres af en kombination af fart, friskhed og baneerfaring i en afslutning, der er helt unik i cykelsporten. I spurten er der intet, der er som normalt, og som det senest var tilfældet i 2016, ser man ofte store overraskelser, når rytterne slås om sejen i cykelsportens vigtigste endagsløb. Hvis en rytter er alene, er de sidste meter på velodromen den smukkest tænkelige måde at fejre en fantastisk præstation, der med ét skriver den pågældende rytter ind i legenderne.

 

 

 

 

 

Vejret

Støv eller mudder? Forskellen mellem en solrig og en regnfuld dag i Helvedet i Nord er kolossal. Hvis det har været tørt i et par dage, hvirvler støvet fra pavéerne op, og rytterne når velodromen i Roubaix med ansigtet dækket af et tykt lag. På regnfulde dage har man til gengæld fået nogle af de mest episke cykelløb og ikoniske billeder af ryttere, der er nået velodromen fuldstændig indsmurt i mudder, som får det til at ligne et cykelcross- mere end et landevejsløb.

 

Vi har imidlertid ikke haft et rigtigt mudderhelvede i adskillige år, og end ikke en erfaren mand som Fabian Cancellara kørte nogensinde Paris-Roubaix i regnvejr. Mange ryttere havde chancen for at teste sig selv på våde pavéer i 2014-udgaven af Tour de France, men intet tyder på, at de får en tilsvarende oplevelse i årets udgave af Helvedet i Nord. Det så længe ud til, at søndag ville blive våd, men de nyeste meldinger siger nu, at søndag bliver relativt skyet, at det vil klare op i løbet af eftermiddagen, og at temperaturen vil nå hele 20 grader. Pavéerne har dog været i meget dårlig og mudret stand på det seneste, og det er uklart, hvor meget de vil nå at tørre inden søndag.

 

Også vinden spiller altid en nøglerolle i Paris-Roubaix, men i år er der næsten ingen blæst. Der vil således kun være en svag til let vind fra syd, og dermed vil der sandsynligvis blive tale om et hurtigt løb med medvind og sidemedvind langt det meste af tiden. Undervejs vil der være korte side- og modvindsstykker, men hovedsageligt vil vinden være gunstig. Der vil være sidevind på Carrefour de l’Arbre og Gruson, men derefter vil der være medvind hele vejen til velodromen.

 

Favoritterne

Søndagens løb er det sidste og største slag i en serie af løb, der alle er blevet domineret af de samme ryttere, og derfor ved vi nu, hvem der i form, og hvem der har haft en klassikersæson, de helst vil glemme. De fleste har imidlertid været på deres topniveau siden Milano-Sanremo, og derfor er trætheden begyndt at melde sig.

 

Derudover er Paris-Roubaix som sagt et helt anderledes løb end de flamske klassikere, og derfor er der variationer i listen over ryttere, der kan gøre det godt i de to typer begivenheder. Ryttere, der aldrig er med fremme i Flandern, kan spille en stor rolle i Roubaix, hvor de mere eksplosive typer har det meget vanskeligere på en dag, hvor det er den store motor, der er mest afgørende. Derudover skal man aldrig undervurdere holdtaktik i den nordfranske klassiker, og selvom de stærkeste oftest vinder i Roubaix, er 2011-, 2013- og 2014-udgaverne nylige eksempler på, hvordan den bedste rytter kan få det svært, hvis han er isoleret i finalen.

 

Uanset forskellene på løbene vil temaet imidlertid være det samme, som det har været i alle de hidtidige brostensklassikere i år: hvordan i alverden skal man slå Quick-Step? Kun i Gent-Wevelgem, hvor holdet satsede på en spurt med Elia Viviani, har man kunnet undgå en situation, hvor belgierne har kunnet fremprovokere en overtalssituation, angribe på skift, indtil en af kaptajnerne kommer fri og herefter effektivt blokere ethvert forsøg på at organisere en effektiv jagt. I E3 og Flandern Rundt var det Niki Terpstra, der lukrerede på situationen til at vinde, og i Dwars door Vlaanderen udnyttede Yves Lampaert chancen til at tage en stor sejr.

 

Indtil nu har det været umuligt at finde nøglen til at undgå en sådan situation, og rivalerne håber formentlig på, at den anderledes natur af søndagens løb kan svække belgierne. Det er der imidlertid ikke meget, der tyder på. Terpstra er langt bedre på den flade franske pavéer end på de eksplosive flamske stigninger, og Stybar har sine bedste resultater i Roubaix. Også Lampaert er langt mere skabt til det franske løb, hvor han fik sit store gennembrud i 2015. Kun Gilbert vil være dårligere stillet i det franske løb, som han kun én gang tidligere har kørt - endda helt tilbage i 2007 - men den belgiske veteran er som bekendt en klasserytter, der utvivlsomt har styrken til at sidde med i finalen.

 

Én faktor kan dog ændre situationen. Lykkens gudinde er sjældent nådig i Roubaix, hvor der altid er mindst et par favoritter, der sættes ud af spillet af uheld. I de seneste to år er Terpstra eksempelvis styrtet ud af løbet. I Roubaix er der simpelthen endnu mere brug for held, og det kan måske fjerne et eller to af Quick-Steps stærke kort inden finalen. Tilfældigheder og held kan som regel knække selv den stærkeste rytter og det stærkeste hold og kan måske skabe sprækker i panseret. På den anden side er Quick-Step også det eneste hold, der er så stærkt, at de kan tåle at have uheld.

 

Den første strategi for Bora, BMC og EF, der på papiret har de tre største rivaler til belgierne, vil være at få en rytter med i det tidlige udbrud for dermed at have ekstra muskelkraft til at jagte Quick-Step-stjernerne i finalen. Problemet er, at Quick-Step aldrig vil tillade det. Tværtimod vil de jagte alt, der rører sig i den første time. I søndags så vi, hvordan de ved at lukke samtlige udbrud ned i de første 50 km bidrog til at gøre løbet knaldhårdt. Med de brølstærke Tim Declercq og Iljo Keisse vil de utvivlsomt bruge samme taktik denne gang, og vi kan derfor vente os mere end en time med uafbrudte angreb - alt sammen til belgiernes fordel. I de seneste år har det generelt taget meget langt tid for det tidlige udbrud at blive etableret, og det vil med stor sandsynlighed gentage sig denne.

 

Rivalerne har det problem, at det er svært at se, hvordan nødden skal knækkes. Det hjælper ikke at åbne løbet tidligt, for det vil kun være til Quick-Steps fordel, at kaptajnerne isoleres så tidligt som muligt. Sagan, Van Avermaet, Vanmarcke og co. skal i virkeligheden håbe på et kedeligt, defensivt løb, men det vil Quick-Step aldrig lade ske. De vil endda få hjælp af medvinden, der kun vil gøre løbet endnu hurtigere og hårdere.

 

Det er ikke, fordi man ikke har stærke folk til at hjælpe. Van Avermaet kan sende Jurgen Roelandts eller Stefan Küng med, når Quick-Step angriber, Sagan kan bruge Daniel Oss og Marcus Burghardt, og Vanmarcke kan spille Sebastian Langeveld-kortet. Problemet er, at alle tre hold er så hierarkisk opbygget, at de aldrig vil tro på, at deres hjælpere kan slå Quick-Steps stjerner. Det kan godt være, at det fritager dem for føringsarbejdet bagude, men lige lidt hjælper det, hvis Terpstra, Gilbert, Stybar eller Lampaert alligevel kører fra deres løjtnanter på Carrefour de l’Arbre.

 

Konklusionen er derfor åbenlys: med mindre Quick-Step rammes af væsentligt uheld, eller en af de øvrige ryttere finder en form, de hidtil ikke har haft i de flamske klassikere, ligner det endnu et Quick-Step-show. Det store spørgsmål kan som i de foregående løb derfor meget vel være hvem af de fire kaptajner, der har held og dygtighed til at slå det afgørende hul, og det kan let komme til at bero en smule på tilfældigheder. Spiller man en flad tier på hver af de fire kort, er der imidlertid gode chancer for, at man rammer rigtigt.

 

Trods den rolle, tilfældighederne spiller, kan man ikke komme udenom, at Niki Terpstra må være belgiernes topfavorit. Efter mareridtssæsonen 2017, hvor intet gik hollænderens vej, har 2018 været et sandt jubelår for Terpstra, der aldrig har været stærkere. Lidt færre desserter i løbet af vinteren har betyder et lille vægttab, som har givet de ekstra procent, der har gjort Terpstra til forårets dominerende rytter. På listen står allerede de to sværeste af de flamske klassikere, og begge blev erobret efter storslåede soloridt, som fremkaldte den dybeste respekt fra samtlige rivaler. Van Avermaet sagde det meget klart i søndags: måske kunne han være blevet nummer 2, men Terpstra var i en liga for sig.

 

Det skræmmende for rivalerne er, at Terpstra i virkeligheden passer meget bedre til Roubaix end til de flamske klassikere. Han har nemlig hverken punch eller eksplosivitet, og han har derfor aldrig været den bedste på de flamske stigninger. Det er da heller ingen tilfældighed, at han i søndags slog hullet ved at snige sig væk på den lange udmarvende Kruisberg og ikke ved at angribe på de traditionelle nøglestigninger, hvor de ”rigtige” klassikerspecialister som regel sætter deres angreb ind. I Roubaix handler det imidlertid om slidstyrke, hårdførhed, udholdenhed og power, og på de områder er der ingen, der i øjeblikket kan matche den hollandske supermand. Naturligvis har Terpstra den ulempe, at han i en spurt er slået af stort set samtlige af de øvrige favoritter, men har man det problem, er løsningen ligefor. I den situation må man bare være så stærk, at man kører fra de andre. Det har Terpstra gjort tre gange i år, og det kan han gøre igen søndag. Når hullet er slået, bakker hans holdkammerater effektivt af, og så er løbet lukket. Opskriften på hollandsk historieskrivning er enkel, og vi tror, at den vil blive bragt effektivt til udnyttelse på søndag.

 

Hidtil har Zdenek Stybar været den af Quick-Step-stjernerne, der har fået mindst ud af anstrengelserne. Det er faktisk lidt synd. Tjekken har nemlig været langt bedre end i de seneste sæsoner, men gang på gang er han blevet fanget af holdets taktik. Ofte har det faktisk været ham, der som den første har slået hullet, men desværre en postgang for tidligt. Herefter har holdkammeraterne slået kontra, er kørt væk og har efterladt Stybar i rollen som effektiv stopklods.

 

Heldigvis betyder det også, at han forud for løbet i Roubaix flyver lidt under radaren. Det var også tilfældet sidste år, hvor han udnyttede det store fokus på Boonen til at angribe tidligt og herigennem sikre sig en fornem andenplads. Hans muligheder i Roubaix synes endda at være endnu bedre end i Flandern, hvilket egentlig er lidt paradoksalt, da den flamske klassiker på papiret passer bedre til en eksplosiv, klatrestærk fyr som ham. Alligevel vidner hans to 2. pladser, en femte- og en sjetteplads i bare fem optrædender på de nordfranske pavéer om en særlig evne i netop dette løb. Efter så loyalt holdarbejde fortjener formstærke Stybar at få sin belønning, og den kan meget vel komme på søndag.

 

Som nævnt er der næppe nogen klassiker, hvor erfaring spiller så stor en rolle som denne. Derfor virker det meningsløst at pege på en rytter, der kun én gang tidligere har kørt løbet - endda for 11 år siden - som en af løbets topfavoritter. Når det drejer sig om Philippe Gilbert, er der imidlertid grundlag for en undtagelse. I sin #StriveForFive-kampagne, der gerne skulle munde ud i sejre i alle cykelsportens monumenter, har den belgiske veteran gjort netop Roubaix til sæsonens helt store mål. Problemet er bare, at hans store fokus på Ardennerne har betydet, at der aldrig har været plads i kalenderen til også at køre Roubaix, der som regel tager meget lang tid at komme sig efter. Samtidig er Gilbert, der netop excellerer i kraft af sin eksplosivitet på korte, stejle stigninger, ikke just prototypen på den slidstærke dieselmotor, der som regel brillerer i Roubaix.

 

Gilbert har imidlertid ændret sig i de senere år. Han er slet ikke så klatrestærk som tidligere - eksempelvis vil det nu nærmest være utænkeligt for ham blot at nærme sig en sejr i Lombardiet - men til gengæld er der blevet mere ”diesel” over ham på sine gamle dage. Derfor har han også haft så stor succes på brostenene i de seneste sæsoner, og det giver ham al mulig grund til at drømme om sejr i sit comeback i Roubaix. Gilbert vinder ikke, hvis han skal køre med Sep Vanmarcke, når den belgiske specialist åbner for sluserne på Carrefour de l’Arbre, men han har andre muligheder. Denne gang håber han at være den Quick-Step-rytter, der får slået det rette hul, og han vil ikke være bange for at åbne tidligt. Gilbert er snu som få, og mens alle har øjnene rettet mod Terpstra, skulle det ikke undre, om Gilbert får sneget sig væk og sikret sig sejren i det monument, han troede ville blive sværest at vinde.

 

Der er næppe nogen tvivl om, at Sep Vanmarcke har været stærkeste mand på de belgiske hellingen i denne sæson. Gang på gang har det været ham, der har forceret og skabt den afgørende udskilning på stigningerne, men heldet har ikke tilsmilet den ulykkesramte EF-stjerne. I Omloop slog en orkanagtig modvind hans stærke ryk på Muren ihjel, i E3 blev han fanget bag det store styrt, Gent-Wevelgem udvikledes sig til at være historisk let, og i søndags betød uheld, at han havde brugt for mange kræfter inden finalen. Alligevel var den brølstærke Vanmarcke en af de toneangivende i finalen, men anstrengelserne havde kostet ham det punch, der skulle gøre forskellen.

 

De nordfranske pavéer er anderledes end de belgiske hellingen, men Vanmarcke er ikke meget ringere på de flade brosten. Det vidner en andenplads og to fjerdepladser i Helvedet om, og enhver, der har set Vanmarckes ryk på pavéerne, vil vide, at han meget vel atter kan vise sig som stærkeste mand i løbets nøglemomenter. Som alle andre skal han finde en vej uden om Quick-Step-overtallet, men er der en rytter, der kan slå dem på ren styrke, er det Vanmarcke. Hans ulempe er naturligvis, at flere af favoritterne er hurtigere end ham, men Vanmarcke har i det seneste år arbejdet målrettet på sin spurt, og som han tidligere har vist, er han faktisk ganske hurtig efter et hårdt løb.

 

Yves Lampaert er ”den lille” i Quick-Step-kvartetten, men det vil være en grusom fejl af rivalerne at undervurdere belgieren. Man skal nemlig ikke tænke længe for at erindre, hvem det var, der i sit første Roubaix som Quick-Step-rytter sad med i den gruppe, der spurtede om sejren. Det var såmænd selvsamme Lampaert, der dog hin søndag i 2015 måtte ofre sig for holdets mere sikre kort, Stybar. Det vidner imidlertid om Lampaerts potentiale i dette løb, og det kan faktisk ingenlunde undre, at det var her, han fik sit gennembrud. Lampaert er nemlig en meget tung rytter, og det ligger ingenlunde i kortene, at han kan køre finaler i de flamske klassikere - men det kan han! I de helt hårde løb bliver antallet af højdemeter for stort - det så vi i E3 og Flandern - men det problem eksisterer ikke i det nordfranske helvede. Her handler det om power og en stor motor, og en sådan er Lampaert blevet udstyret med fra naturens hånd. Alle vil kigge på Terpstra, Gilbert og Stybar på søndag, mens Lampaert, der hele foråret har været mindst dobbelt så stærk som tidligere, efter søndagens ”fiasko” er gledet under radaren. Jeg ville imidlertid ikke turde at give tempospecialisten en lillefinger i finalen. Så kan man meget vel ende uden en hel hånd og atter se Quick-Step hæve trofæet på velodromen.

 

Hvem var stærkest i 2017-udgaven af løbet? Mange vil sige Greg Van Avermaet eller måske den uheldige Peter Sagan, men svaret er formentlig et helt andet. Oliver Naesen kørte et mindeværdigt løb, men der var bare ingen, der opdagede. Det er svært at huske præcis, hvor mange punkteringer og styrt han var ramt af, men én hånd rækker formentlig ikke. Alle havde glemt Ag2r-kaptajnen i den sidste halvdel af løbet og regnede med, at hans mange uheld for længst havde sendt ham i tidligt bad - lige indtil han pludselig angreb i finalen! En fuldstændig vanvittig jagt havde sendt belgieren tilbage i front, hvor han pludselig havde en chance igen - indtil han selvfølgelig punkterede! Det vidner imidlertid om Naesens fabelagtige niveau, ikke mindst fordi det kom efter et forrygende Flandern Rundt, hvor kun Sagans styrt og en hollandsk tilskuerjakke snød ham for et topresultat. Desværre er den endeløse række af uheld i år fortsat for Naesen, der senest styrtede i både Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt. Derfor er der ingen, der aner, hvor han står. Men tag jer i agt! Er Naesen lige så stærk som sidste år - og er der en ende på Egyptens syv plager, som han selv har brugt som betegnelse for sit uheld - kan han blive livsfarlig på søndag.

 

Sidste år tog Greg Van Avermaet sin første monumentsejr i Roubaix, men det kom faktisk som en overraskelse for ham selv. Han har nemlig altid betegnet løbet som uegnet for en eksplosiv fyr som ham, og i mange år skippede han da også helt det nordfranske løb. Faktisk kom det fuldstændig bag på ham, da han i 2013 vendte tilbage og straks tog en fornem fjerdeplads. Siden da har han med en sejr og en tredjeplads bekræftet, at han sagtens kan blande sig i dette løb, også selvom det passer ham dårligere end de flamske løb. Havde løbet været 200 km, havde det nok været svært for den belgiske klassikerstjerne, men over 257 km er der meget få, der har en motor som Van Avermaet. Samtidig har han den fordel, at han er skræmmende hurtig efter et hårdt løb - en egenskab, han viste så sent som i søndags, hvor han besejrede Sagan i spurten om femtepladsen - og det giver ham et afgørende våben til slut. Nu skal han bare finde en nøgle til at kontrollere Quick-Step, og her kan en meget formstærk Stefan Küng, hvis potentiale i dette løb burde være enormt, blive vigtig. Lykkes det, er det titelforsvar muligt for Van Avermaet, der måske ikke har samme niveau som sidste år, men stadig indiskutabelt er en af de stærkeste.

 

På mange måder situationen den samme for Peter Sagan. Verdensmesteren skippede i flere år Paris-Roubaix, der ikke passer specielt godt til en rytter, hvis absolutte force er en skræmmende eksplosivitet på stigningerne. I de seneste fire år har han imidlertid satset på den nordfranske klassiker, men det er meget afslørende, at hans bedste resultat er en sjetteplads. Sagan og hans stab ved alt om, at dette løb ikke er ideelt for ham, og at han skal bruge held og snilde for at matche de bedste på de nordfranske pavéer. Alligevel vil han naturligt altid høre til blandt favoritterne. Ingen ved, hvad det kunne være blevet til sidste år, hvis ikke han i to nøglemomenter var blevet ramt af punkteringer, eller hvad resultatet var blevet, hvis ikke han i 2016 var blevet fanget bag det tidlige styrt. Sagan er ikke uden grund tredobbelt verdensmester, og naturligvis kan han vinde i Roubaix. Hans problem er bare, at han altid er et fikspunkt for alle rivalerne, og at han skal være betydeligt stærkere end dem for at vinde. I år er det samtidig helt indlysende, at han slet ikke er på samme niveau som sidste år, og selvom formkurven helt klart har været stigende, har vi endnu ikke set 2017-udgaven af Sagan. Verdensmesterens bedste våben er hans spurt, der gør ham til den hurtigste af de hidtil nævnte, og skal der spurtes på velodromen, vil han i de fleste tilfælde være manden, der skal slås.

 

Frankrig vil stå stille, hvis den franske trikolore krydser stregen først på søndag. Er det realistisk? I mange år ville svaret have været nej, men denne gang er det et rungende ja. Arnaud Demare har særligt i de seneste to sæsoner udviklet en hidtil uset holdbarhed, og i år har han lagt et ekstra niveau på. Det vidner en andenplads i Kuurne og to tredjepladser i Wevelgem og Sanremo om. I de hårdeste flamske klassikere er han kommet til kort, men det er ikke uventet. De belgiske hellingen er nemlig for hårde for den franske mester, men på de franske pavéer er situationen anderledes. Man skal ikke tænke længe for at ihukomme, hvem der vandt spurten om sjettepladsen i anden gruppe sidste år - og havde det ikke været for Daniel Oss, kunne gruppen meget vel have endt med at spurte om sejren. Var det sket, havde Demare stået med brostenen over armene i Roubaix! I år er han endnu stærkere, og selvom Sagan på papiret er hurtigere efter et langt løb - det så vi i Wevelgem - vil Demare altid være blandt de absolutte favoritter, hvis han stadig er der på velodromen. I år har han bedre muligheder for at være det end nogensinde tidligere.

 

Til Flandern Rundt bragte Sky Michal Kwiatkowski ind som løbets joker. På søndag er det Geraint Thomas, der pludselig dukker op uden at have kørt ét eneste af de hidtidige brostensløb. Det betyder, at hans navn knap er blevet nævnt, men rivalerne skal tage sig i agt. Thomas var angiveligt som et lille barn, da træner Tim Kerrison med Tour-brostensetapen som undskyldning gav ham lov til at inkludere sit favoritløb i sin kalender. Thomas har i de senere år måttet ofre brostensløbene for sine etapeløbsambitioner, men nu vender han altså tilbage til den scene, der gjorde ham til en stjerne. Og han er farlig! Mange har sikkert glemt det, men i 2015 var han efter sejren i E3 bookmakernes favorit til Flandern Rundt og manden på alles læber. Det siger noget om hans evner i disse løb, og i Roubaix har han ligeledes siddet med i den absolutte finale. Samtidig ved vi alle, at Thomas i dag er en langt bedre cykelrytter end for få år siden. Det er klart, at han ikke har trænet specifikt frem mod dette løb, men ingen skal give Thomas bare få meter i finalen. Så ser man næppe den stærkeste - men meget uheldige - rytter i årets Tirreno og Algarve igen. Watch out!

 

Kan han gøre det igen? Et tilbagevendende tema dette forår har været, hvordan Wout Van Aert gang på gang har fået alle til at pudse brillerne en ekstra gang. Den ene gang efter den anden har crossverdensmesteren overgået forventningerne i klassikerne. Først var det den flotte præstation i Omloop, så var det tredjepladsen i Strade Bianche, og senest har han været der HVER gang i de flamske klassikere. Hidtil har det store spørgsmål været, om han kunne overleve efter 260 km, men også den boks blev tjekket af i søndags. Al logik tilsiger endda, at Roubaix burde passe ham endnu bedre, og mudderet på brostenene vil kun være en yderligere forår for det tekniske geni. Efter det, vi har set i år, har Van Aert bevist, at han kan vinde Roubaix i fremtiden, og kan han holde den form, han nu har haft siden oktober, bare én uge endnu, kan det med lidt held ske allerede i år.

 

Inden det forfærdelige træningsstyrt i 2016 var John Degenkolb verdens bedste på flade brosten - punktum! I årene 2014 og 2015 var der aldrig nogen, der kørte fra ham på en nordfranske pavé, og havde det ikke været for et taktisk spil og et smart angreb fra Terpstra, havde han vundet løbet begge år. Desværre har han ikke genfundet samme niveau siden uheldet. Sidste år manglede han fortsat en del - alligevel kørte han i top 10 - og i år har han jagtet formen efter sin sygdom i Paris-Nice. Hurtigt indså han, at han var nødt til at fokusere på Roubaix og glemme de flamske klassikere, og stille og roligt er han blevet bedre og bedre. Vi har bare endnu ikke fået bekræftelsen på, at han har nået det i tide. I søndags manglede han fortsat en del, men sandheden er også, at han skal være på 110% for at vinde i de flamske klasssikere. Roubaix er hans løb, og her vil han lettere kunne være med fremme. Samtidig har han den fordel, at han er en af de hurtigste efter et hårdt løb. Spørgsmål er bare, om vi nogensinde får den gamle Degenkolb at se igen. Lidt klogere bliver vi søndag eftermiddag.

 

Hvis ikke Degenkolb slår til, har Trek Jasper Stuyven. Sidste år sluttede han et elendigt forår af med en fjerdeplads i Roubaix og fik dermed vist sine evner i dette løb. I år har han været langt bedre i de flamske klassikere, og dermed tilsiger logikken naturligvis også, at han burde være endnu bedre i Roubaix. Desværre er det svært ikke at sidde tilbage med en fornemmelse af, at Stuyven hele tiden har manglet et par procent for at følge de bedste. Det er ingenlunde tilfældigt, at han er endt med at køre alle løb bagfra, også selvom han har siddet med i finalen. Stuyven er næppe stærk nok til at vinde løbet i direkte dyst med de bedste, men kan han komme dem i forkøbet, er hans spurt på velodromen et stærkt våben.

 

Stortalentet Gianni Moscon, der synes at mestre alt i denne verden, har været en af forårets skuffelser. Efter hans stor efterår i 2017 var forventningerne skruet op til det helt store, men Moscon har halset efter i hver eneste klassiker indtil videre. Det er helt tydeligt, at formopbygningen ikke har været optimal for sportens måske mest alsidige talent, men det betyder ikke, at han ikke kan nå at redde det hele til sidst. Sidste år var han nemlig også usynlig på de flamske brosten, men endte alligevel som nr. 5 i Roubaix. Egentlig er han for spinkel til at matche de bedste i den franske klassiker, men i sine to hidtidige optrædender har han vist, at der er et eller andet, der rimer mellem de flade pavéer og den italienske ”traktor”. Måske har Moscon ikke vist det store i år, men er der én ting, der står mejslet i granit, er det, at det er sportens største talenter, der oftest overrasker - og Moscon er en af de allermest lysende stjerner!

 

Det skulle have været så, men det endte skidt. Matteo Trentin havde efter sit store efterår set frem til endelig at være klassikerkaptajn, men det er slet ikke gået som ønsket. Uheldene er regnet ned over italieneren, der senest blev sat tilbage i Flandern Rundt. Hver eneste gang, der er blevet forceret på de belgiske hellingen, har han imidlertid været en af de allerstærkeste, og trods de manglende resultater har Trentin derfor til fulde bekræftet sit potentiale i disse løb. Desværre er Roubaix på papiret den af brostensklassikerne, der passer ham dårligst, og han mangler stadig at vise sin holdbarhed over 260 km. Derfor er der en vis usikkerhed om italieneren, men hans form tilsiger, at han har potentialet til noget stort.

 

Klassikersæsonens største overraskelse blev leveret i søndags, og den var dansk! Mads Pedersen skrev historie ved at blive nummer 2 i sit første Flandern Rundt, og det skaber naturligvis store forventninger forud for søndagens løb. Faktisk burde den nordfranske klassiker endda passe ham endnu bedre, og da han samtidig har dokumenteret sin exceptionelle form, og at han sin unge alder til trods allerede har motoren til at overleve efter 260 km, burde det igen kunne blive til noget stort. Man skal imidlertid passe på med at rejse barren alt for højt. Pedersen er stadig meget ung, og han gravede voldsomt dybt i sit livs hårdeste cykelløb for bare en uge siden. Ingen ved, om han vil være i stand til at køre på samme niveau allerede på søndag igen. Samtidig vil han denne gang have betydeligt mere opmærksomhed fra rivalerne, der ikke igen lader ham få et tilsvarende forspring. Alligevel har han stadig den luksus, at han kan gemme sig lidt i ly af Stuyven og Degenkolb, der er holdets kaptajner og beskyttede ryttere. Pedersen har en fri rolle, og de fleste regner ham stadig som lidt af en underdog. Den position har han nu én gang udnyttet på fornemste vis, og med den motor, han synes at have, vil han kunne gøre det igen bare én uge senere.

 

Sunweb kører på papiret for Edward Theuns, men belgieren synes ikke at have ramt formen og blev endda sat tilbage af sygdom i søndags. Bedre chancer synes Mike Teunissen at have. Efter en lovende U23-karriere var forventningerne store, men det tog en del år for hollænderen at leve op til sit potentiale. Det har han imidlertid gjort i år. Et flot Paris-Nice blev fulgt op af en andenplads i Dwars door Vlaanderen, og han kørte også finale i søndags, selvom han var ramt af uheld. På papiret passer søndagens løb ham endnu bedre - U23-udgaven står da også allerede på sejrslisten - og alt tyder på, at han har timet formen perfekt. Han har tilsyneladende motoren, er hurtig på stregen og kan lukrere på sin rolle som underdog.

 

Intet har fungeret for Alexander Kristoff i et forår, der er blevet ødelagt af sygdom. Stille og roligt er han imidlertid blevet bedre og bedre, og det store spørgsmål er derfor, om han når det i tide til årets sidste klassiker. På papiret burde Roubaix faktisk være det løb, der passer ham bedst, da han aldrig har været eksplosiv nok til at matche de bedste på stigningerne, men til gengæld har en motor, der gør, at han altid sidder der efter 260 km. Alligevel har han aldrig haft de store resultater i Nordfrankrig, ofte som følge af uheld og aftagende form. Denne gang er formkurven imidlertid opadgående, og selvom han næppe er på 100%, kan han måske nu have nået et niveau, der gør ham konkurrencedygtig. Ingen skal afskrive løbets største motor efter 260 km - specielt ikke fordi han i en spurt efter den distance altid vil være favorit.

 

Endelig vil vi pege på Bert De Backer. Belgieren er en anonym hjælper, der én gang om året får en plads i rampelyset. Det sker netop i dette løb, hvor han har helt særlige evner. Særligt i 2015 var han helt forrygende og spillede i den absolutte finale en nøglerolle i Degenkolbs sejr. I år har han ikke vist meget og har også skuffet i de løb, hvor han har fået chancen. Alligevel kan han sagtens være der på søndag. Paris-Roubaix er det eneste løb, der virkelig passer ham, og når han har været i form, har han altid siddet med langt fremme. Roubaix er kendt for at give de uopslidelige hjælpere en plads i forreste geled. De Backer har fortjent endelig at blive belønnet med et topresultat på den største scene.

 

***** Niki Terpstra

**** Zdenek Stybar, Philippe Gilbert

*** Sep Vanmarcke, Yves Lampaert, Oliver Naesen, Greg Van Avermaet, Peter Sagan, Arnaud Demare

** Geraint Thomas, Wout Van Aert, John Degenkolb, Jasper Stuyven, Gianni Moscon, Matteo Trentin, Mads Pedersen, Mike Teunissen, Alexander Kristoff, Bert De Backer

* Edvald Boasson Hagen, Edward Theuns, Magnus Cort, Jens Debusschere, Søren Kragh, Jurgen Roelandts, Dylan Van Baarle, Sebastian Langeveld, Tony Martin, Luke Durbridge, Stefan Küng, Ian Stannard, Damien Gaudin, Adrien Petit, Timo Roosen, Christophe Laporte, Luka Mezgec, Ramon Sinkeldam, Daniel Oss, Luke Rowe, Marcel Sieberg, Heinrich Haussler, Imanol Erviti, Jasha Sütterlin, Nils Politt, Sylvain Chavanel, Alex Kirsch

 

Danskerne

Efter den vanvittige præstation i søndags er der som nævnt ovenfor grund til at have forventninger til endnu en stor præstation af Mads Pedersen, der har en fri rolle på et Trek-hold ledet af John Degenkolb og Jasper Stuyven. Magnus Cort vil også kunne køre sin egen chance som kaptajn for Astana, mens Søren Kragh, der stadig leder efter sin bedste forn, har en beskyttet rolle som løjtnant for Edward Theuns på Sunweb. Matti Breschel er med som en vigtig mand for formstærke Sep Vanmarcke, mens Mads Würtz  Lars Bak utvivlsomt håber på at ramme det tidlige udbrud for hhv. Katusha og Lotto Soudal, der begge er til start med hold uden en klar favorit og med et relativt fladt hierarki. Endelig skal Michael Carbel samle erfaring og se, om han kan gennemføre i sit første møde med Helvedet i Nord.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Mathew Haymans sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Niki Terpstras sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »