Optakt: PostNord Danmark Rundt

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT

Løbets rolle og historie

Danmark kan måske ikke regnes som et af cykelsportens kraftcentre, men cykling er ikke desto mindre en af de mest populære sportsgrene herhjemme. I løbet af 1990erne nåede hypen nye højder, da Bjarne Riis og Rolf Sørensen etablerede sig i den absolutte verdenselite, og selvom vi i en lange periode ikke helt nåede samme højder, før den nuværende supergeneration slog igennem, har ikke mindst det forhold, at vi i mange år var hjemsted for verdens bedste cykelhold, betydet, at mange danskere, der ellers ikke følger cykelsporten regelmæssigt, anser Tour de France som et af sportskalenderens absolutte højdepunkter.

Som det er tilfældet i mange andre europæiske lande, har sportens popularitet resulteret i skabelsen af et nationalt etapeløb. PostNord Danmark Rundt blev første gang afviklet i 1985 på et tidspunkt, hvor sporten var i vækst, men efter bare fire udgaver forsvandt løbet allerede igen. Riis’ og Sørensens succes i de tidlige 90ere skabte imidlertid grobund for, at DCU i 1995 kunne genskabe løbet, og ved at sejre på hjemmebane bidrog Riis i høj grad til at gøre det til en umiddelbar succes. Han forsvarende ganske vist ikke titlen som nykåret Tour-vinder året efter, men hans resultater bidrog til, at løbet siden da har etableret sig som et af vores sportslige højdepunkter, der hvert år umiddelbart efter Touren har bygget videre på den massive interesse om cykelsporten, der altid skabes af verdens største cykelløb.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Selvom løbet fra et tilskuersynspunkt har været en kolossal succes, har det imidlertid ikke altid haft samme sportslige værdi. Startfeltet har været af temmelig svingende kvalitet, og det har derfor ofte været domineret af de bedste danskere samt unge talenter, der har taget en første stor sejr her. I deres storhedstid var CSC ofte totalt dominerende med deres mange stjerner, men efter at det hold nu er opløst, har man i de senere år ikke været i stand til at tiltrække mange store navne. Det forklarer, hvorfor det i høj grad har været danskerne, der har været dominerende, da det for vores lokale helte er et sæsonhøjdepunkt.

Alligevel har løbet spillet en vigtig rolle. I juli har mange ryttere ofte svært ved at finde løb, der kan bruges til at opbygge formen frem mod anden halvdel af sæsonen. Måneden er kendetegnet ved et fattigt løbsprogram, men umiddelbart efter Touren er der mange korte etapeløb, der kan bruges som forberedelse til Vueltaen og efterårets klassikere. Med en relativt flad rute har Danmark Rundt derfor ofte virket i fin synergi med Benelux Tour (det tidligere BinckBank Tour) og endagsløbene Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic, til hvilket det har været et godt forberedelsesløb.

Alligevel har det knebet med at tiltrække mange stjerner, og derfor indså man i 2017, at det var svært at konkurrere med de mange etapeløb efter Touren, særligt Polen Rundt, der som WorldTour-løb har krav på deltagelse af alle de store hold. I stedet forsøgte man sig dengang med en ny kalenderplacering i september, hvor løbet skulle tjene som forberedelse til VM og som alternativ til Vueltaen, Tour of Britain og de canadiske WorldTour-løb. Derved mistede man muligheden for at bygge videre på Tour-hypen, men det havde i første omgang den ønskede effekt. Således var man i stand at tiltrække større navne end tidligere, og selvom de fleste VM-favoritter foretrak de klassiske optaktsløb, kastede specielt John Degenkolb, Jasper Stuyven og Nacer Bouhanni glans over løbet.

Overordnet set var flytningen imidlertid ikke den ønskede succes. Stjernerne ankom ikke i ventet antal, og man måtte samtidig slås med dårligt vejr, der betød, at en etape måtte aflyses på grund af kraftig blæst. Derfor vendte man i 2018 tilbage til den klassiske kalenderplacering, men atter måtte man sande, at konkurrencen på det tidspunkt er for stor. Ikke én eneste af de danske Tour-ryttere var med, og det var kun Wout van Aert, der dengang stadig var et mindre navn, Bryan Coquard og måske Andrea Guardini, der kastede lidt internationalt stjernestøv over foretagendet.

I 2019 prøvede man så noget helt nyt. Løbet blev for første gang rykket til samme uge som Vuelta-starten, hvor der normalt ikke køres mange større løb i Europa. Alligevel tabte løbet kampen om stjernerne, for ikke blot afvikledes det sammen med Vueltaen og WorldTour-løbet i Hamburg, det kom også efter en uge, hvor der var hele fem store etapeløb på programmet. Resultatet var bare tre WorldTour-hold, et fravær af de største danske stjerner og kun ét større stjernenavn i form af Tiesj Benoot.

Al den tristesse er imidlertid forsvundet i år. Efter aflysningen i 2020 fastholder løbet sit overlap med Vueltaen, og da Tour de Pologne grundet OL endda afvikles i samme uge, burde løbet jo have endnu vanskeligere vilkår end for to år siden. Alligevel må DCU knibe sig i armen over et felt, der er det stærkeste i mange år. Antallet af WorldTour-hold er fordoblet til seks, stjernesprintere som Dylan Groenewegen, Giacomo Nizzolo og Mark Cavendish møder op - formentlig fordi løbet i Polen er sjældent sprinterfjendtligt, og Benelux Tour afvikles senere end normalt - og fænomenet Remco Evenepoel kaster ekstra stjernestøv over begivenheden, efter at hans hold ønskede at beskytte ham for det pres, en deltagelse som forsvarende mester i Polen ville skabe. Alt samme krydres det med flere af de største danske navne i form af Mads Pedersen, Søren Kragh, Michael Mørkøv, Alexander Kamp og Casper Pedersen, og det står klart, at vi taler om det stærkest besatte Danmark Rundt i mange, mange år.

Danmark har ganske vist fostret store klatrere, men vores terræn er hovedsageligt fladt. Derfor er det ikke overraskende, at løbet er meget lig et typisk belgisk etapeløb. Der er mange muligheder for sprinterne, og derudover er der en kuperet etape og en helt afgørende enkeltstart - nøjagtigt som man tit ser det i Belgien. Den traditionsrige kongeetape i Vejle, der med en enkelt undtagelse i 2018 altid afvikles på tredjedagen, inkluderer 21%-stigningen Kiddesvej meget tæt på mål, og derfor er det en kombination af eksplosive klatreben samt tempoevner, der er nøglen til succes. Med andre ord er det et løb for en enkeltstartsspecialist, der kan klatre rimeligt på korte stigninger, og som gerne har den gode spurt, der kan sikre bonussekunder.

Den beskrivelse passer perfekt på Niklas Larsen, og den unge dansker viste sit enorme potentiale ved at vinde den seneste udgave i 2019. Et opmærksomt angreb på åbningsdagen i Aalborg, en god enkeltart på andendagen og en tredjeplads på kongeetapen var nok til at sikre ham en relativt sikker samlet sejr med 11 sekunder ned til Jonas Vingegaard, der kom til løbet med en frisk sejr fra Polen i benene, og 12 sekunder ned til Rasmus Quaade og Lasse Norman. Larsen vover sig i år ud i et titelforsvar, selvom han kommer direkte til løbet med jetlag fra Japan, og han får igen modstand fra Quaade og Norman, der ligeledes er med på flyet fra Fjernøsten. Til gengæld er Vingegaard ikke frisk på et etapeløb så kort tid efter Tour-succesen, og derfor må det danske publikum se langt efter den største danske cykelgiraf i den kommende uge.

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ruten

I de senere år har Danmark Rundt fulgt et helt fast mønster. De første to etaper har som regel været relativt flade, men de smalle veje og sidevinden har af og til kunnet skabe lidt splittelse. Derefter har man afviklet løbets kongeetape i Vejle på tredjedagen, hvor den stejle Kiddesvej altid har spillet en nøglerolle i det endelige udkomme. Fjerdedagen har som regel været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og den vigtige enkeltstart om aftenen, inden det hele er sluttet med en stor massespurt på Frederiksberg Allé.

I 2016 droppede man formiddagsetapen på fjerdedagen og forlængede i stedet enkeltstarten. Den model fastholdt man i 2017, 2018 og 2019, der begge også afveg yderligere fra det gamle format. I 2017 eksperimenterede man med at vende ”løbet rundt”, så det havde start på Frederiksberg og mål i Aarhus, hvis status som europæisk kulturhovedstad skulle markeres. I 2018 var den store nyskabelse, at kongeetapen denne gang kom om torsdagen, men ellers var alt ved det gamle med en enkeltstart om lørdagen og derudover tre relativt flade etaper. Sådan var det også i 2019, hvor eksperimentet var en flytning af enkeltstarten allerede til andendagen, så den nu kom før kongeetapen, og derudover var også to af de tre flade etaper hårdere, end man normalt ser det i Danmark Rundt - faktisk så hårde, at kun Frederiksberg-etapen endte i en massespurt.

I år er formatet grundlæggende det samme, men for tredje gang i træk eksperimenteres der med rækkefølgen. Nyskabelsen er beslutningen om at bevare spændende til allersidste øjeblik og for første gang afvikle løbets klart vigtigste etape, enkeltstarten, som den store finale på Frederiksberg. Dermed bliver det ikke sprinterne, der får det sidste ord, og i stedet vil det være kampen om den samlede sejr, der vil være centrum for finaledagen.

Sprinterne har dog ikke grund til at græde alt for meget over den manglende Frederiksberg-etape. Resten af løbet følger nemlig det klassiske mønster, og den begrænsede danske geografi betyder, at der stadig er en god chance for tre spurtafgørelser i tillæg til den traditionelle kongeetape, der igen har sin faste plads på tredjedagen. Rækkefølgen er en anden, men ingredienserne de samme: tre sandsynlige sprinteretaper, en enkeltstart og kongeetapen.

Det hele indledes med en uhyre flad sag på tirsdag, hvor der skal køres fra Struer til Esbjerg ned langs den flade jyske vestkyst. Her drømmer alle cykelfans om en god solid dansk sommerstorm, der vil kunne skabe et stort sidevindsdrama, men mest sandsynligt er det, at sprinterne skal i aktion i det tekniske og stigende opløb i Danmarks femtestørste by. Mere kompliceret bliver det på onsdagens 2. etape, der går fra Ribe ned langs Vadehavet og hen langs grænsen til målet i Sønderborg, hvor der sluttes med en meget kringlet rundstrækning og den stigende spurt op mod Dybbøl Mølle, hvor Magnus Cort sejrede ved seneste besøg, og hvor de lidt tungere sprintere måske ikke vil være alt for begejstrede.

Torsdag gælder det nok engang kongeetapen, der igen består af en tur rundt i bakkerne omkring Vejle, inden man slutter på den klassiske rundstrækning med den eksplosive finale med mål umiddelbart efter den stejle Kiddesvej. Dernæst får sjællænderne besøg på fredagsetapen, der går fra Holbæk til Kalundborg, hvor der sluttes med en småkuperet og igen meget teknisk rundstrækning, der måske kan udfordre sprintertogene lidt i deres forsøg på at holde det samlet til en sidste massespurt. Det hele slutter på lørdag med enkeltstarten på Frederiksberg, der med en distance på bare 10,8 km er historisk kort og med hele otte sving og tre U-vendinger tillige en særdeles teknisk affære, der ikke nødvendigvis er helt så enkel, som de store wattmonstre kunne ønske sig. Det ændrer dog ikke på, at det igen i år er løbets formentlig vigtigste etape, og derfor vil kampen om den samlede efter al sandsynlighed være åben helt frem til slutfløjtet på Danmarks store cykelfest.

1. etape

Danmark Rundt indledes som regel med en sprinteretape, og meget taler for, at det også vil være tilfældet i år. Selv i Danmark skal man nemlig gøre sig umage med at designe en fladere etape end den, der åbner årets løb, men måske er det ikke helt så enkelt endda. Selvom årstiden ikke er ideel til formålet, håber arrangørerne nemlig utvivlsomt på, at en god solid vestenvind kan skabe langt mere drama, når feltet gennem hele dagen bevæger sig ned langs den flade jyske vestkyst fra starten i Struer og til målet i Esbjerg, der også lagde asfalt til åbningsetapen i 2016, hvor Daniele Bennati sejrede.

I alt skal der tilbagelægges 175,3 km, der fører feltet fra Struer til Esbjerg. Fra starten kører man mod sydvest igennem fladt terræn med retning mod kysten, idet der dog er en lille bakke i udkanten af Ulfborg, hvor man efter 29,2 km kører den første bakkespurt (300 m, 1,0%). Her forlader man kortvarigt hovedvejen for at køre mod vest, syd og sydøst ad mindre veje ind til Staby, hvor den første spurt kommer efter 35,0 km, og videre gennem Vedersø og Stadil, inden man efter 52,0 km igen rammer hovedvejen.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Herfra går det igennem fladlandet mod syd ned til Ringkøbing, hvor man kører mod nordvest rundt om fjorden, inden man drejer mod ad den flade kystvej, der adskiller Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet. Undervejs passerer man gennem Hvide Sande, hvor den anden spurt kommer efter 83,4 km, inden man forlader fjorden, når man fortsætter mod sydvest ned til Nymindegab, der nås efter 106,0 km.

Her forlader man igen de større veje og snor sig nu mod syd og senere sydøst rundt om Filsø ned til Oksbøl, der nås efter 134,8 km. Herfra går det ad en lille og snoet vej videre mod sydøst nær Ho Bugt frem til udkanten af Esbjerg, idet der undervejs er en bakkespurt (300 m, 1,2%) efter 141,8 km. Her kører man ad den helt flade og lige kystvej mod sydøst ned langs bugten ind til byens centrum, hvor man krydser stregen for første gang efter 164,5 km.

Etapen afsluttes nu med 3 omgange op en 3,6 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt er flad, men hvis sidste kilometer er let stigende. Der er sving med 3400, 2900 og 1800 m igen, inden der er en blød kurve 1200 m fra stregen. Ved den røde flamme drejer man skarpt til venstre, inden der følger endnu et sving med 600 m igen, hvorefter det stiger op ad en snoet vej, der leder frem til et sidste sving bare 300 m fra stegen.

Etapen byder på i alt bare 349 højdemeter.

Det er sjældent, at en sommerstorm er ønsket i Danmark, men lige netop på denne tirsdag vil lidt efterårsblæst være ønsket. Etapen bliver formentlig en ganske klassisk sprinteretape, hvor Jumbo og Deceuninck vil sætte deres supersprintere i scene, men skulle vestenvinden rase, er etapen perfekt designet til at skabe et stort sidevindsdrama. Mest sandsynligt er det dog, at vi får et brag af en massespurt, hvor den meget tekniske og let stigende finale dog vil stille ganske store krav til togenes timing og positionering.

Esbjerg har været målby for åbningsetapen tre gange i dette årtusinde. Det skete senest i 2016, vor Daniele Bennati og Mads Würtz Schmidt snød feltet og kørte hjem med et forspring på 16 sekunder, inden Bennati slog den unge dansker i spurten. I 2011 endte det i en spurt, som blev vundet af Sacha Modolo foran Matti Breschel og Michael Mørkøv, og det gjorde det også i 2004, hvor Stuart O’Grady sejrede foran Michel van Hacke og André Korff. Byen var også vært for DM i 2019, hvor Michael Mørkøv vandt linjeløbet og Kasper Asgreen enkeltstarten, samt i 2006, hvor Allan Johansen tog linjeløbssejren og Brian Vandborg triumfen på enkeltstarten.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

I Danmark skal man være lidt kreativ for at skabe variation i et løb, der ikke kan undgå at være meget sprintervenligt, men det vil måske lykkes med årets 2. etape. Ganske vist er turen mellem Ribe og Sønderborg i alt væsentligt flad, men først kan en tur ned langs Vadehavet skabe mulighed for sidevindskørsel, og ikke mindst skal der sluttes på samme tekniske og kuperede rundstrækning som i 2016. Dengang vandt Magnus Cort den hårde puncheurspurt op til Dybbøl Mølle, og meget taler for, at vi igen vil se en lignende spurt, der er hård nok til ikke bare at være den helt klassiske massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 189,8, der fører feltet ned langs Vadehavet og siden hen langs grænsen fra Ribe til Sønderborg. Sydvestjylland er fladere end en pandekage, og derfor er der ingen terrænmæssige udfordringer, når man fra start kører mod sydvest og syd ned til Skærbæk, hvor dagens første spurt kommer efter 21,5 km. Her kører man ud til kysten, hvorefter man følger den flade kystvej mod sydvest og sydøst hele vejen ned til grænsen.

Lige inden man når Tyskland, drejer feltet efter 59,1 km mod nordøst for at køre fladt parallelt med grænsen frem til Tønder. Herfra går det stik øst ad en helt lige vej, inden man snor sig mod sydøst og syd helt ned til grænse, der kysses, inden det går mød øst ind til Padborg, hvor dagens anden spurt kommer efter 113,5 km. Herfra kører man mod nordøst ad den flade vej langs Flensborg Fjord, der leder direkte ind til Sønderborg, idet det flade terræn dog afbrydes af bakkespurter i Sønderhav efter 127,1 km (1,8 km, 1,7%) og umiddelbart inden rundstrækningen i udkanten af Sønderborg efter 154,5 km (1,0 km, 2,3%).

Bare 200 m efter den sidste bakkespurt rammer man finalerundstrækningen, men i stedet for at køre ind til mål forlader man den hurtigt igen for at køre hele vejen rundt om Sønderborg. Det går mod nordøst og sydøst hen langs vandet, inden man drejer mod nord og senere sydvest for at køre tilbage mod centrum, idet man undervejs kører dagens anden spurt efter 165,3 km. Her krydser man for anden gang Chr. X’s Bro og derefter målstregen for første gang efter 169,8 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 6,7 km lange rundstrækning, der er en kringlet sag. Starten er relativt enkel, når det går ad samme vej som tidligere hen langs vandet, inden man krydser broen med 3,5 km igen. Herefter venter en ekstremt teknisk sektion med en endeløs serie af sving - helt præcist med 3200 m, 3000 m, 2600 m, 2500 og 2100 m igen, inden man med 2000 m igen drejer til højre ind på opløbstrækningen. Herefter går det hen over broen, hvorefter de sidste 1600 m stiger op mod målet - de sidste 700 m med 4,6% i snit.

Etapen byder på i alt 787 højdemeter.

Naturligvis kan man håbe, at sidevinden kan rase på den første del af etapen, men selv med en god solid vestenvind er det formentlig for tidligt til at gøre varig skade. I stedet taler meget for, at vi får endnu en spurt, som vi har gjort ved de tidligere besøg i Sønderborg, men den uhyre kringlede rundstrækning kan måske bruges til at snyde feltet eller som minimum teste sprintertogene inden den stigende spurt, der plejer at være hård nok til at favorisere lidt lettere typer mere end de helt klassiske sprintere.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Sønderborg blev senest besøgt i 2016, hvor Magnus Cort vandt den hårde spurt foran Moreno Hofland og den førende Daniele Bennati og med 2 sekunder ned til resten af feltet. I 2013 var Matti Breschel hurtigst foran holdkammeraten Marko Kump og Hofland, og Breschel sejrede også i 2008, denne gang foran Jürgen Roelandts og Markus Zberg. I 2002 kørte Jakob Piil hjem til en suveræn solosejr med 1.06 ned til feltet, hvis spurt vandtes af Steven de Jongh foran Michel van Hacke. Byen var også vært for DM i 2009, hvor Breschel vandt linjeløbet på en dag, hvor Saxo Bank ryddede podiet, og Lars Bak vandt enkeltstarten, hvor Saxo Bank satte sig på top 4.

3. etape

En af de helt faste traditioner i Danmark Rundt har været, at det på tredjedagen gælder løbets klassiske kongeetape i Vejle, hvor den samme rundstrækning med mål kort efter toppen af 21%-stigningen Kiddesvej år efter år skaber helt afgørende forskelle i klassementet. I 2018 ville man afvikle mere af løbet i Østdanmark, og derfor var den som noget nyt flyttet til andendagen, men den er nu tilbage på sin vante plads som 3. etape og igen inden enkeltstarten, hvilket ikke var tilfældet for to år siden. Som altid varmes der op med en tur rundt i Vejles bakker, men da man denne gang kommer sydfra og ikke fra Aarhus, er der knap så mange højdemeter som i de hårdeste udgaver. Det ændrer dog ikke på, at dette er chancen for løbets puncheurs og mere klatrestærke typer til at vinde tid på de tungere enkeltstartsspecialister og måske score et par bonussekunder inden det altafgørende opgør i Frederiksberg to dage senere.

Med en distance på 219,2 km er der tale om en for løbet sjældent lang etape, der fører feltet fra Tønder til Vejle. Starten går i det flade Sønderjylland, og der er derfor ingen terrænmæssige udfordringer, når man fra start kører mod nordøst frem til Løgumkloster, hvor dagens første spurt kommer allerede efter 14,0 km. Umiddelbart herefter drejer man mod øst for at køre videre mod øst og nordøst igennem fladlandet, idet der dog er en bakkespurt på Vongshøj (600 m, 4,7%) efter 18,2 km, frem til Vojens, hvor dagens anden spurt kommer 56,4 km.

Nu drejer man kortvarigt mod nord, hvorfra det går videre op mod Vamdrup, der passeres efter 92,0 km, inden man kører tæt forbi Kolding, stadig i terræn, der er relativt fladt. I Vester Nebel, der passeres efter 113,9 km, drejer man mod nordvest for at køre ind i bakkerne, der ligger sydvest for Vejle. Undervejs skal man over den første bakkespurt (400 m, 5,0%) efter 124,5 km i udkanten af Egtved, inden man efter 128,1 km drejer ind på en 18,2 km lang og kuperet rundstrækning, hvor man kører en omgang og skal over kendte stigninger som Blue Horse (700 m, 7,2%) og Tørskind (560 m, 9,5%).

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Herefter fortsætter man mod nord op til Ravning, hvor der efter 153,2 km er endnu en af områdets bakker (830 m, 6,3%), inden man kører mod nordøst frem til Bredsten, der passeres efter 156,2 km. Her drejer man mod øst for at følge hovedvejen ind mod Vejle, men i Skibet drejer man mod nord og nordøst for at passere Østengård-stigningen (900 m, 8,1%), hvor der efter 163,9 km er endnu en bakkespurt. Herfra går det mod nordøst, øst og sydøst ind til Vejle, hvor man skal over den stejle Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej (520 m, 12,9%), som efter 171,4 km byder på endnu en bakkespurt.

Nu forlader man igen Vejle for at køre mod nordvest og sydvest tilbage til Skibet, som nås efter 161,5 km for derfra at køre mod sydøst ned til endnu en rundstrækning, der nås efter 186,7 km. Den er 8,8 km og byder efter 184,6 km på stigningen på Skibetvej (700 m, 5,9%) og efter 187,1 km på stigningen op ad Højen Skovvej (930 m, 7,5%), som er ny i løbet, en passage gennem Gl. Højen og slutteligt dagens sidste spurt efter 195,3 km. Efter rundstrækningen kører man mod nordøst ad hovedvejen ind til Vejle, hvor man med det samme kører op ad de to finalebakker på Koldingvej og Kiddesvej, som rammes for første gang med 18,1 km, inden man kører op til målstregen, der krydses efter 202,1 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den klassiske 5,7 km lange rundstrækning, der indledes med knap 2 flade kilometer, hvor det går mod vest og nordvest, inden det falder mod nordøst ad en lige vej over 1 km. Med 2,4 km igen drejer man ind på en mindre og snoet vej, der er stigende (600 m, 6,4%), inden man med 2,0 km igen drejer ind på den store Koldingvej, hvorfra det falder ned til bunden af Kiddesvej. Den rammes i forbindelse med et højresving med præcis 1,0 km igen

Herefter følger 2 flade kilometer, inden man med 800 m igen drejer skarpt ind Kiddesvej (325 m, 13,2%, max. 21%). Efter toppen drejer først til højre med 500 m igen og siden til venstre ind på den 400 m lange, let stigende opløbsstrækning. I alt stiger de sidste 900 m med 6,4% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 1769 højdemeter, hvilket er ca. 300 flere end i 2019.

Etapen er velkendt, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente. Som regel intensiveres farten, når man rammer bakkerne omkring Vejle, og herefter bliver det et benhårdt udskilningsløb. Den første store udskilning vil formentlig komme på Chr. Winthersvej og derefter vil feltet kun blive mindre og mindre. Til slut vil et lille felt formentlig skulle afgøre det i en yderst aggressiv finale, hvor den korte afstand mellem passagerne af Kiddesvej giver god mulighed for at komme favoritterne i forkøbet, specielt hvis antallet af hjælperyttere er reduceret i det hårde terræn - en opskrift, der før har ført langt.

Vejle har været mål for kongeetapen hvert år siden 2004. I 2019 blev det er rent dansk opgør, da en dansk kvartet spurtede om sejren efter bakken med sejr til Lasse Norman foran Jonas Vingegaard, Niklas Larsen og Rasmus Quaade. I 2019 år lykkedes det Wout Van Aert at køre alene op og forbi et udbrud, der var lige ved at snyde favoritterne, så han sejrede med 2 sekunder ned til Alexander Kamp og 4 sekunder til Robin Carpenter, der sammen med Julius Johansen overlevede fra udbruddet. I 2017 tog Mads Pedersen en solosejr, da han på Kiddesvej kørte alene hjem med 3 sekunder ned til Michael Valgren og seks sekunder ned til Lennard Hofstede og Rasmus Guldhammer. I 2016 sejrede Valgren med 2 sekunder ned til de nærmeste forfølgere, mens Matti Breschel var stærkest i 2015. Manuele Boaro satte de nærmeste konkurrenter til vægs med 12 sekunder i 2014, og Breschel vandt en spurt i en lille gruppe i 2013. Det samme gjorde Lars Petter Nordhaug i 2012, mens Jakob Fuglsang sejrede 2 sekunder foran Simon Gerrans i 2011. Breschel krydsede stregen før holdkammeraten Fuglsang efter en Saxo Bank-magtdemonstration i 2010, og Fuglsang tog en klar solosejr i 2009. I 2009 var Breschel 2 sekunder bedre end Fuglsang og Tom Stamsnijder, efter at Kurt Asle Arvesen havde slået Lasse Bøchman i en spurt i 2007. Fabian Cancellara tog en solosejr i 2006, og det samme gjorde Ivan Basso i 2005, efter at Janek Tombak havde sejret i 2004. Arvesen vandt også i 2002, mens Nicola Loda sejrede helt tilbage i 1999.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

4. etape

I gamle dage var næstsidste dag som bekendt delt i en sprinteretape om formiddagen og den vigtige enkeltstart om eftermiddagen, men det format blev droppet i 2016. I de tre følgende år var dagen alene helliget enkeltstarten, inden man i 2019 eksperimenterede med at rykke tidskørslen til andendagen. I år er der et nyt eksperiment, hvor enkeltstarten afvikles som den store finale på Frederiksberg, og derfor er der plads til en sidste klassisk linjeløbsetape allerede 24 timer inden afslutningen. I en vis forstand er der således tale om en erstatning for den afsluttende sprinteretape i hjertet af København, og selvom etapen skærer tværs igennem de nordvestsjællandske bakker og slutter med en småkuperet og ikke mindst teknisk rundstrækning, taler meget for, at sprinterne skal have et sidste ord - hvis ikke vinden raser på samme måde som ved seneste besøg i Kalundborg, hvor en placering om efteråret dog bidrog kraftigt til de dramatiske betingelser.

I alt skal der køres 188,4 km, der fører feltet fra Holbæk til Kalundborg. Starten er ganske enkel, idet man kører ad en lige og flad vej mod sydøst ned mod Tølløse, som nås efter 14,2 km. Herfra snor man sig mod vest og senere nordvest ad mindre veje igennem mere kuperet terræn, der byder på et par bakker, herunder dagens første bakkespurt på Tjørnedevej (600 m, 4,2%), der kommer efter 19,6 km. Herefter bliver det igen lidt fladere, når man når frem til først Mørkøv efter 35,2 km og siden Jyderup efter 41,5 km, hvorefter man fortsætter mod vest ad de mindre og snoede veje frem til Svebølle, hvor dagens første spurt kommer efter 55,0 km. Herfra kører man mod nordvest op til hovedvejen, der rammes efter 66,6 km.

Efter 72,5 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og nu kører man de sidste 18,5 km af den 19,5 km lange runde. Her kører man med det samme op ad Møllebakken (500 m, 5,2%), inden man snor sig mod nordvest ud mod Røsnæs, hvor man med 13,2 km drejer ind på en smal og kuperet vej. Den følges i 3,9 km, inden man med 9,3 km igen drejer ind på en større vej, der leder mod sydøst tilbage mod centrum. Med 6,0 km igen drejer man ind på den stejle Bøgebakken (400 m, 6,0%), hvor der efter 85,4 km er en bakkespurt på toppen, der passeres med 5,6 km igen. Nu falder det let i en teknisk sektion, der byder på sving med 5,4 km, 3,4 km og 2,9 km igen, inden man med 2,4 km drejer ind på den flade Kystvejen. Herfra bliver det igen teknisk med sving med 1500 m og 1300 m igen, en rundkørsel med 900 m igen og slutteligt to sving med hhv. 600 m og 500 m igen.

Efter første målpassage efter 91,0 km afsluttes løbet med fem fulde omgange på rundstrækningen. Der er dog ingen bakkespurter på Bøgebakken på de fem sidste ture. Den sidste bonusspurt kommer efter 98,2 km knap midtvejs på den første af de fulde omgange.

Læs også

Følg enkeltstarten i Romandiet og kongeetapen i Tyrkiet

Etapen byder på i alt 1340 højdemeter.

De sjællandske etaper er i altovervejende grad endt i massespurter, og det vil denne formentlig også gøre. Arrangørerne har dog opsøgt en del af områdets højdemeter, og det er ikke helt fladt. Rundstrækningen er småkuperet, og først og fremmest har den en meget tekniske afslutning, som utvivlsomt vil anspore til angreb - måske særligt på Bøgebakken til allersidst. Vinden kan også komme i spil, som den gjorde i 2017, men dengang kørtes etapen om efteråret, hvor chancen for dårligt vejr var større. Der venter formentlig en aggressiv finale, men med tre af supersprintere til start vil interessen i en spurt formentlig være så stor, at den ikke kan undgås.

Kalundborg har kun én gang tidligere i dette årtusinde været brugt som målby. Det var på åbningsetape i 2017, hvor sidevinden rasede, og hvor det derfor lykkedes for en ung Casper Pedersen at køre alene hjem med 7 sekunder ned til et felt, hvis spurt blev vundet af Nacer Bouhanni foran Phil Bauhaus. Dengang var rundstrækningen dog en anden.

5. etape

Løbets vigtigste etape har altid været enkeltstarten, der som regel har ligget som en sen halvetape på næstsidste dag. I 2016 droppede man formiddagsetapen og forlængede i stedet tidskørslen, og den model har man fastholdt siden da. I år prøver man noget helt nyt ved at flytte enkeltstarten fra den traditionelle placering, og denne gang afvikles den derfor som den store finale på Frederiksberg, hvor sprinterne ellers plejer at få det sidste ord. Det bliver denne gang temporytternes privilegium, og de vil slikke sig om munden ved udsigten til helt fladt terræn i hjertet af København, men til gengæld må de leve med, at distancen er forkortet betydeligt og endda endnu kortere end årene med halvetaper, samt at ruten er ganske teknisk. Alligevel er der ingen tvivl om, at det er løbets absolutte nøgledag, og derfor vil vi denne gang først kende vinderen af Danmark Rundt til allersidst.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Den usædvanligt korte enkeltstart er bare 10,8 km lang og har både start og mål på Frederiksberg, hvorfor etapen er helt flad. Starten går på Frederiksberg Allé, hvorefter man via to hurtige sving efter 200 og 400 m rammer Gammel Kongevej/Peter Bangs Vej, der følges mod vest. Efter 2,5 km drejer man ned ad Dalgas Boulevard, som følges over 900 m, inden man foretager en U-vending. Herefter kører man tilbage til Peter Bangsvej, hvor man efter 4,4 km drejer til venstre for at køre yderligere en kilometer ud til etapens vestligste punkt.

Efter 5,4 km foretager man endnu en U-vending for derefter at køre tilbage ad Peter Bangs Vej. Tilbage ved Dalgas Boulevard drejer man igen op ad denne, men denne gang kører man 700 m til den anden side. Herefter foretager man den tredje og sidste U-vending, inden man kører de 700 m tilbage til Peter Bangs Vej. Man drejer igen ind på denne for nu at køre tilbage til de indledende sving, som tages igen med hhv. 600 og 400 m igen, inden man kører tilbage af Frederiksberg Allé frem til mål, der ligger 200 m længere oppe ad vejen end starten.

Etapen byder på i alt bare 24 højdemeter.

Terrænet kunne ikke være fladere, men alligevel er det ikke bare en sag for de store wattmonstre. Over den korte distance er der hele otte skarpe sving og tre U-vendinger, og det er derfor en rute, der stiller ganske store krav til både tekniske evner og accelerationsstyrke. Det gør det til en ganske interessant test, som med den korte distance måske også kan gøre det muligt for en sprinter som Giacomo Nizzolo, der ventes at være i spil til den samlede sejr, at begrænse tabet. Alt sammen sætter det scenen for en højintens og formentlig knivskarp afgørelse på årets Danmark Rundt.

Kun i 2017 og 2010 har Frederiksberg ikke lagt asfalt til sidste etape, men indtil i år har afslutningen været i form af en linjeløbsetape, der i altovervejende grad er endt i en massespurt. I dette årtusinde har Tim Merlier (2019 og 2018), Phil Bauhaus (2016), Michael Mørkøv (2015), Mark Cavendish (2013, 2012 og 2007), Theo Bos (2011), Sebastian Siedler (2009), Juan Jose Haedo (2008), Robert Förster (2006), André Greipel (2005), Jimmy Casper (2004), Jaan Kirsipuu (2003, 2001 og 2000) og Olaf Pollack (2002) alle vundet på denne måde. Den store undtagelse kom i 2014, hvor Nicola Boem vandt fra et udbrud, der helt overraskende betød, at Michael Valgren tog den samlede sejr for næsen af holdkammeraten Manuele Boaro.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT

Favoritterne

PostNord Danmark Rundt minder som sagt i sin opbygning på mange måder om et klassisk belgisk etapeløb, og det er derfor også de samme egenskaber, der typisk er udslagsgivende i Danmark som i verdens førende klassikernation. I løb som Belgium Tour og Benelux Tour (tidligere BinckBank Tour) er vinderen som regel først og fremmest en fremragende temporytter, der kan gøre en afgørende forskel på en som regel ret flad enkeltstart, og som kan begå sig på korte, stejle stigninger. Dertil kommer, at vinden ofte kan blive en betydende faktor, og at løbene ofte afgøres med små forskelle, hvorfor bonussekunder og spurtstyrke kan komme i spil.

Det er præcis de egenskaber, der også kendetegner en typisk vinder i Danmark. Løbets absolutte nøgleetape har altid været enkeltstarten, og det er sjældent, at den samlede vinder ikke har været med helt fremme i kampen mod uret også. Specielt Matti Breschel, der med ni etapesejre om nogen har været den dominerende skikkelse i Danmark Rundt i det seneste årti, vil kunne skrive under på, at selv den stærkeste rytter er uden chance, hvis ikke han besidder en rimelig enkeltstart. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at være en stærk temporytter. Kongeetapen i Vejle er så svær, at man kan tabe minutter, hvis man mister kontakten tidligt i løbet, og da enkeltstarten også er relativt kort, kan de sekunder, der som regel gør forskellen mellem de bedste i Vejle, være nok til at tippe den samlede balance- også selvom vi i de senere år har set en længere enkeltstart, der har gjort Vejle-etapen mindre vigtig. Derfor skal man være en ganske habil klatrer på korte stejle stigninger, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at stå øverst på podiet i Frederiksberg på søndag.

De øvrige tre etaper har som udgangspunkt været skabt til sprinterne, og det sådan vil det formentlig også være i år. Turen ned langs vestkysten på 1. etape bliver kun farlig, hvis der er vind, og ellers skal der gå meget galt, hvis ikke løbets stærkt besatte sprinterhold skal sikre en spurt i Esbjerg. Mere tricky er 2. og 4. etape. Her har arrangørerne gjort sig umage med at designe både kuperede og tekniske rundstrækninger, der har det rette format til, at man kan forsøge at snyde sprinterholdene. Særligt de tekniske elementer er ret markante i begge finaler, og det kan gøre det både ekstremt nervøst og aggressivt.

Som nævnt i det historiske afsnit ovenfor er årets felt det stærkeste i mange, mange år. Det er naturligvis en gave til alle danske cykelfans, at løbet kan præsentere tre supersprintere i form af Mark Cavendish, Dylan Groenewegen og Giacomo Nizzolo og et af sportens store fænomener, Remco Evenepoel, men særligt tilstedeværelsen af de tre sprintere kommer med en pris. Det betyder nemlig, at styringen bliver langt mere stram, og det bliver svært at bryde Deceunincks og Jumbos jerngreb på de tre sprinteretaper. Dertil skal lægges et Trek-hold, der formentlig vil være meget opsatte på, at Mads Pedersen skal spurte sig til bonussekunder, og det kan gøre det svært at skabe de store forskelle i de helt sikkert aggressive finaler.

Helt udelukkes kan det dog ikke. Særligt Deceuninck er også kommet for at vinde løbet samlet, og det er velkendt, at Evenepoel har svært ved at holde sig i ro. Hvis han og Yves Lampaert, der begge kører klassement, har lidt frihed, er det ikke helt givet, at 2. og 4. etaper vil ende i massespurter, men et spurtscenarium er stadig langt det mest sandsynlige udkomme. Nok er rundstrækningerne småkuperede, men det er ikke bakker, der kan ryste et internationalt felt, og det er mere de tekniske passager end bakkerne, der skal gøre det svært for sprinterholdene. Til gengæld ved vi også fra de tidligere spurter i Sønderborg, at bakken op til målet ved Dybbøl Mølle ikke er helt enkel, og selvom sprinterne sagtens kan være med i denne afslutning, vil sprinterhierarkiet være anderledes på 2. etape, end det vil være i Esbjerg og Kalundborg.

Den anden væsentlige ændring er, at enkeltstarten denne gang er historisk kort. Over 10,8 km vil forskellene være mindre, end de plejer, men det ændrer ikke på, at det er løbets klart vigtigste etape. Til forskel fra den seneste udgave i 2019 er de tre flade etaper nemlig også lettere, og hvor vi for to år siden faktisk kun fik en rigtig massespurt i Frederiksberg, taler meget som sagt for, at det denne gang alene vil være enkeltstarten, kongeetapen og bonussekunderne, der vil gøre forskellen - særligt grundet feltets store styrke. Til gengæld er enkeltstarten denne gang uhyre teknisk, og med hele otte sving og tre U-vendinger over bare 10,8 km er det alt andet end den klassiske tonserenkeltstart i stil med det, vi så i Grindsted for to år siden. Det er rigeligt teknisk til, at hierarkiet vil være anderledes end på en mere traditionel enkeltstart - og desværre betyder det også, at et skift mellem tørre og våde veje reelt kan afgøre hele løbet.

Dermed er vi tilbage ved vejret, der jo i Danmark som i Belgien er nøglekomponenten over dem alle. Optakten er skrevet tidligt med fare for, at forholdene ændrer sig, men som det ser ud til nu, venter der en typisk dansk sommeruge med bygevejr og ikke særligt høje temperaturer. Tirsdagen ser ud til at byde på hæderligt solskinsvejr og faktisk også en pæn vind, men den vil i starten nok være lidt for meget i sydvest og senere aftage, når den drejer mod vest, og jeg er derfor ikke helt sikker på, at den kan splitte feltet. Styrken er lige på grænsen, og selvom mit bedste bud er, at det ikke vil ske, vil jeg ikke helt udelukke, at vi kan få lidt indledende sidevindskørsel.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Det gør vi til gengæld nok ikke på 2. etape, hvor vinden ikke vil være stærk nok på et etapens sidste del. Det vil på en mest tør bygedag blæse lidt ned langs Vadehavet, men den fase kommer for tidligt til, at det kan bruges til at skabe varige forskelle. Torsdagens kongeetape vil finde sted på endnu en ikke specielt blæsende dag med en beskeden risiko for byger, og her vil der være fuld modvind fra bunden af Kiddesvej og frem til mål - dårligt nyt for dem, der vil skabe forskelle, selvom der heldigvis er en del læ inde i Vejle.

Fredagsetapen kan være mere farlig. Her ser vejret pænt ud, men det ventes at blive mere blæsende med sidevind på turen tværs gennem Sjælland og på kystvejen inde i Kalundborg. Her kan det heller ikke udelukkes, at vinden kommer i spil, som den gjorde på Kalundborg-etapen i 2017, men igen må det regnes som mest sandsynligt, at det ikke sker - i hvert fald ikke med varig skade. Den mest blæsende dag synes at blive lørdag, der lige nu ser meget blæsende ud, men vinden vil være konstant for alle de startende. Det afgørende her er den heldigvis beskedne bygerisiko på 25%, der som sagt betyder, at vi risikerer, at der kan blive et element af lotteri over løbet, hvis forskellene efter de første fire dage er så små, at der vil være længere tid mellem starttidspunkterne for de ryttere, der stadig kan vinde løbet samlet.

Med andre ord ser det ud til, at løbet skal afgøres af de vanlige elementer. Vigtigst er enkeltstarten, der i år stiller særligt store tekniske krav. Dernæst følger klatreevnerne på Kiddesvej, men også bonussekunderne i indlagte spurter og de første fire finaler kan blive særdeles afgørende i et løb, der altid er tæt. Sidevinden er en joker på 1. og 4. etape, men det er tvivlsomt, om den bliver aktuel, og derudover kan man ikke udelukke, at det på de tekniske rundstrækninger på 2. og 4. etape mod forventning måske kan lade sig gøre at snyde de stærke sprinterholds jerngreb, men det vil formentlig kræve, at Deceuninck vil andet og mere end at spurte med Cavendish.

Feltet er som sagt historisk stærkt, og det har to væsentlige konsekvenser. Den ene er den omtalte kontrol, der kan gøre det betydeligt vanskeligere at bryde sprinterholdenes jerngreb, end det var tilfældet i det svage felt i 2019. Den anden er, at vi denne gang faktisk har tempospecialister i feltet. For to år siden var det mildt sagt fattigt på den front, og det betød, at det pludselig ikke var helt så afgørende at være en specialist i kampen mod uret. I år tæller feltet navne som Evenepoel, Yves Lampaert, Søren Kragh, Mads Pedersen, Victor Campenaerts, Edoardo Affini, Ilan van Wilder og Jannik Steimle, der alle har vundet eller været med helt fremme på enkeltstarter på højeste niveau, og det betyder, at det bliver sværere for temposvage folk at være med i kampen om podiet, end det har været tilfældet i de seneste udgaver. Samtidig betyder det stærkere felt, at det ikke i år bare er en dansk forestilling, og det er i den grad tiltrængt. I de seneste fire udgaver er Wout van Aert den eneste udenlandske rytter, der har taget en af de i alt 12 podiepladser, og vi skal helt tilbage til 2012 for at finde en udgave, hvor der har været mere end én udlænding blandt de første tre!

Sidst betød fraværet af store navne, at løbet var ekstremt åbent. I år er løbet trods tilstedeværelsen af flere stjerner mindst lige så åbent, og selvom Remco Evenepoel hurtigt i offentligheden blev udpeget som storfavorit, da hans deltagelse blev bekræftet, anser jeg det som meget mere spændende end som så. I mine øjne står Evenepoel, Yves Lampaert, Giacomo Nizzolo, Søren Kragh og Mads Pedersen alle med en storartet chance, og uanset hvem af de fem, der måtte vinde, vil det være alt andet end overraskende.

Derfor er det også med megen usikkerhed, at jeg alligevel peger på Remco Evenepoel. Da jeg så ruten til enkeltstarten, kom jeg ellers til den konklusion, at den bliver svær at vinde for det belgiske vidunderbarn. Den er både for kort, for flad og for teknisk til at passe ham, og vi så ved de belgiske mesterskaber, at han blev slået klart af Lampaert på en teknisk og flad rute, der bare kan kaldes en forlænget udgave af denne. Evenepoel er som bekendt ikke noget teknisk vidunder eller specielt accelerationsstærk, og på denne rute ligger derfor umiddelbart bedre til folk som Lampaert og Søren Kragh.

Det betyder ikke, at han vil gøre det ringe. Han slog Lampaert på den korte, flade enkeltstart i Belgium Tour, og selvom det netop var en ikke-teknisk tonserrute, vidner det om, at han skam ikke er ringe på korte, flade enkeltstarter. Hans Giro-åbning var også pæn uden at være prangende, og Evenepoel vil utvivlsomt være med helt fremme på Frederiksberg.

Jeg tror dog, at det er i Vejle, at han skal vinde løbet, og spørgsmålet er, om ruten er hård nok til det. De eksplosive stigninger er ikke ideelle, og selvom han er den i særklasse bedste klatrer, er det ikke sikkert, at det er tilstrækkeligt til, at spurtsvage Evenepoel kan køre fra alle tempospecialisterne - særligt ikke Kragh og den så uhyre formstærke Nizzolo. Alligevel tror jeg, at det kan lykkes. Deceuninck virker meget opsatte på at få lidt selvtillid fyldt på knægten igen, og de vil derfor formentlig gøre meget for, at han skal vinde.

Jeg tror derfor, at vi vil se løbets stærkeste hold lægge et voldsomt tryk på Vejle-etapen i det håb, at Evenepoel kan køre væk fra distancen. Det kan blive svært bare på sidste tur op ad Kiddesvej, men på en af de tidligere omgange kan han være uhyggelig. Det kan godt være, at han er en skygge af sig selv, men ikke mere skygge, end at han i Belgium Tour i betydeligt lettere terræn kørte et stærkt felt midt over - endda så meget, at han slet og ret kørte Victor Campenaerts ud af løbet. Skulle det mislykkes der, ved man heller aldrig, hvad Evenepoel kan finde på bakkerne i Kalundborg, og han har derfor to skud i bøssen. Det er dog efter al sandsynlighed i Vejle, at han skal vinde løbet, når enkeltstarten har et for ham ugunstigt design. Med et stærkt hold i ryggen tror jeg på, at vidunderknægten kan gøre som i Belgium Tour. Til gengæld tvivler jeg på, at han vinder, hvis han ikke vinder tid på særligt Kragh og Lampaert i Vejle.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Jeg var dog meget, meget tæt på at pege på Søren Kragh. Danskeren er slet og ret skabt til dette løb - ikke mindst med årets tekniske enkeltstart. Det er svært at designe en flad enkeltstart bedre end denne, for selvom han havde foretrukket nogle bakker, er han kendt for at elske tekniske udfordringer, som da han vandt i BinckBank Tour eller Paris-Nice. Desværre har han efter DSMs cykelskifte ikke kørt sine bedste enkeltstarter, men han blev trods alt nr. 5 i Paris-Nice. Kiddesvej burde også passe ham ideelt, særligt fordi han er hurtig nok til også at vinde en spurt, og han kan tillige gå efter bonus i de indlagte spurter og måske endda i Sønderborg, hvis Cees Bol giver ham plads.

De tekniske rundstrækninger i Sønderborg og Kalundborg er også gode til et Kragh-angreb, men mest af alt er det i Frederiksberg, at han skal vinde løbet. Her bør han have en ganske god chance for at vinde etapen, og hvis han gør det, skal han bare sørge for at sikre sig to ting de første par dage: undgå, at Evenepoel kører fra alt og alle i Vejle og undgå, at Nizzolo får alt for mange bonussekunder i de første spurter. Lykkes det to missioner, så han kommer til København uden væsentlige tidstab, kan det meget vel blive til sejr. Alt sammen kræver det dog, at formen er god, og det er stadig usikkert efter en Tour, hvor han efter en knap så god start var i fremgang, men så blev sat tilbage af hjernerystelse.

Da jeg stod op i søndags, anså jeg ikke Giacomo Nizzolo som nogen sandsynlig vinder, men så fik jeg æren af at liveopdatere fra Circuito de Getxo. Det løb ændrede totalt perspektivet. Her viste europamesteren nemlig, at han efter et forår, hvor hans fokus på spurter betød, at han knap kunne klatre, nu har rettet sin træning så meget ind efter de store mål ved EM og VM, at han er blevet et sandt uhyre. Det baskiske løb blev kørt benhårdt, og det blev alt andet end den massespurt, der skulle være Nizzolos vej til sejr. Alligevel hang europamesteren på, og da de ramte den sene og meget vanskelige mur, kørte han minsandten næsten lige op med en vis Giulio Ciccone, inden han let lukkede alle huller i finalen og suverænt vandt puncheurspurten.

Med de ben bliver Nizzolo livsfarlig. Hvis ikke Evenepoel kører fra alt og alle, er mit bedste bud, at Nizzolo står stærkest i kampen om Vejle-etapen, der klatremæssigt er betydeligt lettere end det, han var udsat for i Getxo. Lægger man dertil, at han er en af løbets tre hurtigste og kan køre med om sejren på alle fire linjeløbsetaper, kan det blive til mange bonussekunder - også i de indlagte spurter. Det er et stort problem for ham, at Groenewegen og Cavendish er til start, for vi så i Vallonien, at hans klatring nok har kostet noget på spurten, men de tekniske finaler passer ham, og umiddelbart burde han have en fremragende chance for at vinde i puncheurspurten i Sønderborg.

Problemet er enkeltstarten. Nizzolo kører aldrig enkeltstarter på fuld knald, men han er faktisk ikke helt ringe til det. Sidst han jagtede en førertrøje i en grand tour og derfor gav den gas, var i Giroen i 2016. Her tabte han 27 sekunder til Tom Dumoulin over 9,8 km. Denne enkeltstart er lige så flad og en anelse længere, men til gengæld er den meget mere teknisk, hvilket er en gave for en accelerationsstærk og teknisk dygtig sprinter. Taber han mellem 20 og 30 sekunder til de bedste, er det bestemt muligt, at han har fået så megen tidsbonus, at han kan vinde løbet!

Deceunincks andet kort er Yves Lampaert. Det har knebet lidt med hans enkeltstarter siden sejren i Tour de Suisse i 2019, men nu er han i den grad tilbage. Han blev kun slået med Evenepoel med det yderste af neglene i Belgium Tour, inden han gav vidunderbarnet bøllebank på den tekniske rute ved de belgiske mesterskaber. 5. etape er som sagt næsten bare end forkortet udgave af denne, og det vidner om, at Lampaert vil være en af de helt tunge favoritter. Resten af løbet passer ham også godt, og han har utvivlsomt farten til at jagte bonussekunder i de indlagte spurter. I teorien kunne han også vinde på Kiddesvej, men jeg er lidt bekymret for, at missionen her er, at det skal gøres så hårdt, at Evenepoel kan vinde. Det kan koste for Lampaert, der nok også vil finde Kiddesvej så stejl, at han måske kan få lidt svært ved at køre med de allerbedste. Umuligt er det dog ikke, hvis han får friheden, og formen synes ganske fornem, efter at han er kommet sig over den sygdom, der slog ham ud i Vallonien. Det gik i hvert fald fint i Heistse Pijl forleden - så fint at en enkeltstartssejr meget vel kan omsættes til samlet sejr, hvis holdet holder ham i spil.

Den sidste af de fem store favoritter er Mads Pedersen. Det er aldrig rigtigt lykkedes ham at finde sin bedste form i år, men det sker altid først om efteråret. Han plejer at komme flyvende ud af Touren, og hans kørsel - i forslået og syg tilstand - i den tredje uge tyder på, at motoren også i år er blevet varm. Han har flere gange i Tirreno vist, at han er fremragende på korte, flade enkeltstarter, og de tekniske elementer burde heller ikke være til hans ulempe. Der er måske bedre temporyttere end ham, men han vil være meget tæt på de bedste, hvis han har sin bedste form.

Pedersen har også den fordel, at han kan gå efter bonussekunder i massespurterne. Matteo Moschetti er til start, men som i BinckBank Tour vil de formentlig køre for Pedersen, der skal bruge sekunderne i klassementet. Også han har dog det problem, at sprinterfeltet er så stærkt, at han kan få svært ved at få den bonus, han skal bruge. Når han ender som nr. 5 på min liste, skyldes det dog mest Vejle-etapen. Ganske vist har han tidligere vundet den, men det var i et betydeligt svagere felt. Siden dengang er han ikke blevet lettere på bakkerne, og jeg er alvorligt bange for, at han får svært ved at følge de bedste, hvis Deceuninck gør det hårdt, og Evenepoel åbner op. Hvis det lykkes, og kan han køre tre gode spurter med masser af bonus til følge, kan han dog sagtens ende med at vinde for anden gang.

Deceuninck har et tredje meget stærkt kort i Jannik Steimle, men jeg frygter ligesom for Lampaert, at han bliver ofret. Han er ellers skabt til dette løb, da han er hurtig og kan jagte bonus i de indlagte spurter, ligesom han har så fremragende en enkeltstart, at han var i top 10 i BinckBank Tour og Tour de Suisse, ligesom han vandt i Slovakiet. Den tekniske rute burde endda passe perfekt til manden, der i tiden som amatør vandt den tekniske prolog i Østrig. Udfordringen er Vejle-etapen, hvor klatringen kan blive for hård, men da han chokerede mig med sin klatring i Ain i sidste uge, virker det ikke længere umuligt, at han kan begrænse sit tab. Den største udfordring er nok snarere, at Steimle formentlig desværre ender som ren hjælper for både Cavendish og Evenepoel.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

DSMs kaptajn er utvivlsomt Kragh, men de har et udmærket kort i Ilan van Wilder. Belgieren har i år kørt nogle fremragende enkeltstarter i Romandiet og Dauphiné, hvor han på højeste niveau blev hhv. nr. 4 og 5, og det vidner om hans eminente tempoevner. Desværre var det på kuperede ruter, og vi så ved de belgiske mesterskaber, at han ikke kunne matche Lampaert og Evenepoel i fladt terræn. Til gengæld har han et andet våben, nemlig Vejle-etapen. Sammen med Evenepoel er han løbets bedste klatrer, og hvis Deceuninck gør løbet knaldhårdt, burde han være en af de ryttere, der kan drage fordel af et meget selektivt løb. Lykkes det ham at vinde tid på mange af de tungere folk, er han også på denne rute så god en temporytter, at han kan køre med om sejren. Hans store problem er Evenepoel, der formentlig slår ham i København, og det virker ikke helt oplagt, at Van Wilder kan sætte vidunderknægten. Samtidig skal han bevise sin form efter en DNF i San Sebastian og angiveligt en kontrovers med holdet, der synes at have kørt ham lidt ud på et sidespor. Hvis vejret var forklaringen på den baskiske præstation, kan han imidlertid sagtens være flyvende her.

Jumbo kommer primært for at køre spurter med Groenewegen, men de vil utvivlsomt også køre klassement med Mike Teunissen . Han får ikke lov at deltage i massespurterne, men han er rigeligt hurtig til at jagte bonussekunder i de indlagte spurter. Det er dog i Vejle, at han får alvor skal slå til, men det er bestemt også muligt i en finale, der passer ham. Han vandt som bekendt Dunkerque i en lignende finale, og med sit punch og sin gode spurt er han velegnet til denne form for finale. Han så ud til at blive stærkere og stærkere i Touren, og han burde have en reel chance for at vinde i Vejle. Udfordringen er enkeltstarten. Han har tabt sine tempoevner, men glem ikke, at Teunissen tidligere var prologspecialist og har vundet prologen i Ain samt er blevet nr. 2 i ZLM Toer og i Mayenne. På denne tekniske rute bør han gøre det fornuftigt, og så lugter det pludselig af et godt klassement også.

I gamle dage havde Victor Campenaerts været en indlysende kandidat. Dengang var han nemlig en af verdens førende temporyttere, men det har ændret sig, efter at han skiftede fokus. I år har hans enkeltstarter mildt sagt været pauvre, og da denne tekniske rute heller ikke passer ham, vil han som alt andet end eksplosiv og spurtstærk på linjeløbsetaperne får svært ved at vinde. Omvendt viste han ved de belgiske mesterskaber, at hans enkeltstart trods alt ikke er gået fløjten totalt, og han burde stadig være en af de bedre ryttere. Hans ændrede fokus har til gengæld forbedret evnerne i linjeløbene, som vi så med etapesejren i Giroen. Kiddesvej er for stejl til, at han kører med de bedste, men som vi så, da han vandt i Ardennerne i Belgium Tour, kan han med sin motor komme langt, hvis det bliver en tidlig og opslidende finale. I det tilfælde er han en aggressiv fyr, der kan udnytte manglende kontrol til at køre væk, som han gjorde det i Giroen. Alt sammen kræver det dog, at han er i form, efter at han i udkørt tilstand efter to grand tours forlod Touren tidligt.

DSMs tredje kort er Casper Pedersen, der tidligere har været på podiet. Det var dog i en betydeligt svagere besat udgave, og han får vanskeligt ved at gentage det i dette selskab. Til gengæld er han meget stærkere, og hans kørsel på 19. etape vidner om, at han er kommet ud af Touren i fremragende form. Nærmer han sig det niveau, der gav sejr i Paris-Tours burde gøre ham farlig på en Vejle-etape, hvor stigningen nok er lidt for stejl, men ikke uoverkommelig, og hvis løbet åbnes tidligt, kan han sammen med Kragh og Van Wilder udgøre et overtal, der kan angribe på skift. Han kan tillige jagte bonussekunder i de indlagte spurter, men det er klart, at enkeltstarten er et problem. Han blev nr. 8 i 2017, da han gik på podiet, men det var i et svagere felt, og selvom en 14. plads i BinckBank Tour viser, at han - særligt på denne tekniske rute - formentlig vil gøre det godt, vil han tabe så meget tid til de bedste, at han skal være kreativ tidligere i løbet, hvis han faktisk skal vinde. DSMs fjerde kort er Joris Nieuwenhuis, der passer godt til Vejle, men her må regnes som hjælper, især fordi han er temposvag og ikke er dansker.

Lotto kommer med et ret svagt mandskab, men de har en meget interessant joker i Harry Sweeny. Australieren blev udtaget til Touren som en del af Caleb Ewans tog, men viste sig at være langt stærkere end ventet, da supersprinteren udgik. Han var således ikke langt fra at vinde Nimes-etapen fra et stærkt udbrud, og endnu vigtigere var det, at de tempoevner, han pludselig fandt i Dauphiné, førte ham til en 18. plads på den sidste tidskørsel. Kører han en lignende enkeltstart her, ender han meget langt fremme, og så er spørgsmålet, om han kan hænge på i Vejle. Det virker slet ikke umuligt efter en nylig 39. plads i San Sebastian - et resultat, der for en stor fyr som ham vidner om fremragende form. Bakkerne i Vejle passer ham langt bedre, men desværre mangler han nok topniveauet på alle parametre til at vinde, også fordi han ikke er hurtig og derfor ikke kan jagte bonussekunder. Lotto har også Tosh van der Sande , der passer fremragende til Vejle-etapen, Matthew Holmes og unge Xandres Vervloesem , der alle kan gøre det godt i Vejle, men hvis tempoevner sender dem ud af spillet om klassementet.

Niklas Larsen vender tilbage som forsvarende mester, men det er med en helt anden forberedelse til et løb med et meget stærkere felt. Ingen kan være i tvivl om, at han er storform, men det er klart, at der er stor forskel på at forberede sig til et forfølgelsesløb på bane og til at være klar til et etapeløb - særligt når skader og banefokus betyder, at han har leveret meget få resultater siden sejren i 2019. Dertil skal lægges, at han kommer til løbet direkte fra Japan med sandsynligt jetlag, og dermed står det klart, at vi næppe skal vente os samme Larsen som for to år siden. Til gengæld passer han godt til løbet. Selvom Kristoffer Halvorsen er holdets sprinter, kan han gå efter bonus i de indlagte spurter, og han har vist, at han kan hænge på i Vejle - i hvert fald med det felt, der var i 2019. Hans tempoevner er også så gode, at han for to år siden blev nr. 4 på enkeltstarten bag Martin Toft. Problemet er bare, at forberedelsen har været en anden, og at feltet denne gang har en kaliber, at niveauet fra 2019 næppe havde rakt til sejr. Derfor bliver det svært at forsvare titlen, selvom OL-formen kan bringe ham langt.

Jumbo har også et stærkt kort i Timo Roosen, der på mange måder minder om Teunissen. Der er dog én væsentlig forskel, nemlig at Roosen ikke har Teunissens tempoevner. Det er naturligvis en gigantisk ulempe i dette løb, men til gengæld vil han med sit punch og sin hurtighed, som gav ham sejren på Vamberg ved de hollandske mesterskaber, passe ganske fint til Vejle-etapen. Han kan også jagte bonussekunder i de indlagte spurter, selvom han ikke får lov at køre de afsluttende spurter, og så skal hans tempoevner altså ikke undervurderes. I 2017 blev han nr. 12 på den korte flade enkeltstart i BinckBank Tour, hvor tempofeltet altid er skræmmende stærkt, og han er tidligere blevet nr. 5 på prologen i ZLM Toer og nr. 8 på prologen i Ain. Det vidner om, at han godt kan køre denne korte, tekniske enkeltstart, men skal det række virkelig langt, skal han være mere formstærk end i Vallonien, hvor hans skuffede en anelse.

Ser man på årets enkeltstarter, er det Edoardo Affini, der har kørt de bedste enkeltstarter. Det gjorde han i Giroen, hvor han efter et trist 2020 viste, at evnerne fra det flotte 2019, hvor han vandt EM-bronze og vandt i England, bestemt ikke er forsvundet. Han var nærmest til at true Filippo Ganna i Torino, han var med helt fremme i Milano, og på imponerende vis vandt han sølv - foran blandt andre Ganna - ved de italienske mesterskaber, hvor ruten ellers var for hård for ham. Desværre er heller ikke ruten på Frederiksberg ideel, og den er nok en anelse for teknisk til, at han for alvor kan drage fordel af sin power. Det ændrer dog ikke på, at han vil være en af de helt tunge favoritter til at vinde sidste etape, og lykkes det, kan det også blive godt i klassementet. Problemet er naturligvis Vejle-etapen, der efter al sandsynlighed er for hård, og det vil derfor undre, hvis Affini vitterligt ender langt fremme. Affini har dog udviklet sin holdbarhed meget og blev blandt andet via et udbrud nr. 7 ved de italienske mesterskaber på VM-ruten i Imola. Man ser af og til, at tungere folk overrasker på Kiddesvej, der jo trods alt ikke er noget Alpe d’Huez. Lykkes det Affini at begrænse tabet til sekunder, vil han være livsfarlig i København.

Med en 3. plads i 2018 og en 4. plads i 2019 har Lasse Norman efterhånden bevist, at han er blevet stærk og holdbar nok til at køre klassement i dette løb, og han har sågar bevist, at han kan vinde Vejle-etapen. Også for ham gælder dog, at resultaterne blev opnået i betydeligt svagere felter, og han får i den grad kamp til sit hård, hvis han skal gentage det i år. Ligesom Larsen kommer han også til løbet med en alt andet end ideel forberedelse, idet starten i Struer går bare godt tre døgn efter afslutningen af parløbet i Japan. Også han er naturligvis i fremragende form, men fokus har ikke været på landevejen, hvor han i øvrigt også har haft nogle svære sæsoner. Han har dog genfundet lidt af sine tempoevner med en 9. plads i Poitou-Charentes i 2020 og ikke mindst årets 7. plads på enkeltstarten i Belgium Tour, og det lover godt forud for sidste etape. Om han så klatrer godt nok til at hænge på i Vejle i dette stærke felt, er noget mere tvivlsomt - også fordi han i år er på hold med mere oplagte kaptajner i Nizzolo og til dels Campenaerts - men de han har for vane at overgå sig selv i dette løb, kan han ikke afskrives.

Læs også

Se Lunds reaktion på ny sejr

Treks primære kandidat er Mads Pedersen, men de har en plan B i Mattias Skjelmose. Den unge dansker kommer til løbet i god form med sin nylige 5. plads i Ain, hvor han gav udtryk for, at han har løbene i Danmark og Luxembourg som de kommende store mål. Vejle-etapen passer ham ikke ideelt, men han vist i Ain, at han skal regnes som en af løbets bedste klatrere, og hvis det lykkes Deceuninck at gøre løbet knaldhårdt, vil han være en af de ryttere, der vil kunne lukrere på det. Alligevel kan det blive svært at vinde, for han er ikke rigtigt i spil til kampen om bonussekunder, og den fine enkeltstart, han havde som junior, er mere eller mindre forsvundet. Han viste klar fremgang i Dauphiné, men det var på en kuperet rute, og meget taler for, at han vil tabe lidt for meget på denne flade rute i København. Treks tredje option burde være Alexander Kamp, der jo er skabt til Vejle-etapen, men han er på vej tilbage fra en covidsygdom og er efter eget udsagn i så skidt form, at han er reduceret til en ren hjælperrolle.

Rasmus Quaade er næppe stærkeste mand på et Riwal-hold, der tæller den uhyre formstærke Lucas Eriksson, men grundet enkeltstarten er han formentlig deres eneste chance for et virkeligt topresultat. I mange år var danskeren ellers for tung til Kiddesvej, men i de senere år har klatreevnerne rakt meget længere - faktisk så langt, at han endte som en samlet nr. 2 i 2018 og nr. 3 i 2019. Desværre lider også han under, at niveauet i år er langt højere, og han kan få svært ved at følge de bedste i Vejle i år. Han har heller ikke haft nogen stor sæson, og trods stor synlighed virkede han ikke knivskarp i Vallonien, ligesom hans enkeltstart ved DM ikke var noget at skrive hjem om. Det har den dog ikke været i flere år, og alligevel har han kørt gode enkeltstarter i Danmark Rundt. Den korte, tekniske rute passer ham dårligere, og det er derfor endnu sværere at se ham med helt fremme i år, men i kraft af sin enkeltstart er han stadig Riwals mest sandsynlige topkandidat, hvis han forsvarer sig i Vejle.

Jeg glæder mig meget til at se Rasmus Tiller, der efter nogle anonyme år på WorldTouren pludseli er blomstret gevaldigt op. En 2. plads i Le Samyn, en 3. plads i Finistere, en 5 plads i Tro-Bro Leon og ikke mindst sejren i Hageland vidner om, at han har været flyvende i år. Særligt præstationen i Finistere tyder på, at han vil kunne gøre det godt i Vejle, selvom bakkerne måske er en anelse for stejle til at passe ham ideelt. Desværre har han slet ikke nogen stor tempohistorik, og han vil tabe megen tid i København. Det skal han kompensere for med bonussekunder via sin hurtighed i de indlagte spurter og med en god Vejle-etape, der skal være knaldhård, men det er næppe nok til at vinde - slet ikke hvis han ikke har forbedret sig siden Vallonien, hvor han var skuffende.

Uno-X har også en lige nu meget formstærk Morten Hulgaard samt stortalentet Athon Charmig, der begge skal blive spændende at følge. Hulgaard er tidligere blevet nr. 12 på enkeltstarten, men desværre tror jeg, at Vejle-etapen igen bliver for svær. Charmig kan meget vel være en af de stærkeste i Vejle, men hidtil har hans enkeltstart været for begrænset. Han kørte dog en fornem tidskørsel på en flad rute i Baby-Giroen, og det kan måske være et tegn på, at han kan begå sig bedre nu. Desværre er enkeltstarten nok for vigtig til, at han kan være med helt i front, men har han benene fra Tyrkiet, kommer han langt i Vejle, hvor han skal håbe på et hårdt løb.

Jumbos sidste kort er Chris Harper, der som klatrer ikke er prototypen på en vinder af dette løb. Han har endda fået ødelagt det meste af året af en øjeninfektion, som kostede ham Giroen, men heldigvis er han i gang igen. Hvor han står formmæssigt, kan være svært at sige, men han arbejdede stærkt for Vingegaard i San Sebastian, og som en af løbets bedre klatrere kan han gøre det godt i Vejle, hvis det bliver en meget hård og selektiv udgave. Vigtigst er det, at han efter skiftet til Jumbo, der altid udvikler deres rytteres tempoevner markant, har fået en hæderlig enkeltstart, som var med til at sikre ham den samlede sejr i UAE Tour. På et hold, der tæller Teunissen, Roosen og Groenewegen, frygter jeg, at han ender som ren hjælper, men får han chancen, burde han kunne gøre det pænt. Det samme gælder egentlig for unge Tim van Dijke, der kørte i top 2 ved begge de hollandske U23-mesterskaber, men han vil utvivlsomt bare skulle jagte udbrud for Groenewegen.

Det er sjældent, at Qhubeka har mere end én kandidat i et løb, men her stiller de til start med en stor del af A-truppen. Også Michael Gogl er værd at holde øje med, hvis han har fundet lidt form efter den skade, der sendte ham ud af Touren. Han er ikke nogen stor puncheur, men i dette felt burde han komme langt i Vejle, hvis ikke han reduceres til ren hjælper for Nizzolo. Hans klatring har i hvert fald to år i træk ført ham i top 10 i Strade Bianche, og selvom vi ser for lidt af det i andre løb, burde han være en af de bedre på Kiddesvej. Desværre er hans tempoevner slet ikke værd at skrive hjem om, men hans 5. plads på enkeltstarten i Poitou-Charentes vidner om, at han måske kan gøre det bedre end som så, hvis han pludselig befinder sig i en situation, hvor det faktisk betyder noget. Mest af alt tror jeg dog, at formen efter pausen kun rækker til at hjælpe Nizzolo. Holdet har også Giro-etapevinderen Mauro Schmid, men selvom Vejle-etapen passer ham, elimineres han af sine tempoevner.

Riwal har et andet godt kort i Lucas Eriksson. Det er en skam, at enkeltstarten er så vigtig, for jeg tror, at den lovende svensker vil komme meget langt i Vejle. Han var slet og ret flyvende på bakkerne i Vallonien, hvor han lignede en af de allerstærkeste, og han er som type perfekt skabt til det terræn, der venter på torsdag. Desværre skal han også til København, og her vil han desværre få så store klø, at han nok ikke kan drømme om mere end en yderlig top 10. Alt sammen kræver det i hvert fald en knaldhård kongeetape, men her kan han drømme om, at Deceuninck bliver en allieret. Riwals tredje kort er Nick van der Lijke, der kommer med en samlet sejr fra Bretagne i benene, men vi så i Vallonien, at han ikke havde Erikssons styrke på bakkerne, og han enkeltstart gør ham til en usandsynlig topkandidat. Det samme gælder for Jesper Hansen , der ikke har klatret på et niveau, der synes tilstrækkeligt til en Vejle-etape, der heller ikke passer ham ideelt.

Endelig er der Magnus Bak Klaris. Den unge dansker blev nr. 16 i 2018 og er nu tilbage i fuld vigør med en række stærke præstationer i år. Han har imidlertid ikke kørt udenlandske UCI-løb siden 2019, og derfor er det meget svært at vurdere, hvor han står i dette felt. Hans styrke er Vejle-etapen, men han forsvarede sig også hæderligt på enkeltstarten for tre år siden. Desværre for ham er feltet denne gang af en helt anden kaliber. Landsholdet har også Louis Bendixen , der viste god form i Heistse Pijl forleden, men han får det formentlig for svært i Vejle.

De øvrige hold får svært ved at blande sig - primært på grund af enkeltstarten, der altid er en stor ulempe for små hold. Hos Bardiani kan Enrico Battaglin, Filippo Fiorelli og måske Samuel Zoccarato køre godt i Vejle, men enkeltstarten ødelægger det for dem. Det samme gælder for formstærke Milan Menten hos Bingoal. Hos Rally kan Colin Joyce i teorien gøre det godt på nøgleetaperne, mens hans enkeltstart har i år været yderst skuffende, Robin Carpenter og Adam de Vos er ikke den ryttere, de engang var, og formstærke Nick Zukowsky lider på enkeltstarten. Hos Sport Vlaanderen skal der satses på Kenneth van Rooy, Jordi Warlop og den i år så skuffende Thomas Sprengers, men også de er temposvage, og Vini-mandskabet kommer med et nærmest rent sprinterhold, der dog har en velkørende Davide Orrico og Etienne van Empel til Vejle-etapen. Novo Nordisk er chanceløse, men vil prøve med David Lozano, mens Mazowsze består af lutter tunge folk.

Hos de øvrige danske hold skal det blive meget interessant at se, hvor langt Magnus Bak Klaris kommer efter 16. pladsen i 2018, og han burde kunne gå efter en top 20, selvom feltet er betydeligt stærkere. ColoQuick vil prøve med Jeppe Aaskov Pallesen, der gjorde det så fint i Slovenien, samt Mads Østergaard, mens BHS satser på Mads Rahbek i klassementet. Restaurant Suri får svært ved at blande sig i klassementet.

BEMÆRK: Optakten er skrevet tidligt og baseret på vejrudsigten på udgivelsestidspunktet. Skulle den ændre sig, vil der blive tilføjet en opdatering her.

OPDATERING: Der var været en række sene afbud fra en syg Van Wilder, Campenaerts, Holmes og Vervloesem. Mandag aften har vejrudsigten ikke ændret sig væsentligt. Kun de sidste to dage bliver relativt blæsende, og med sydvestenvind fredag er det kun på rundstrækningen, at den måske kan splitte op. Det vil kræve, at der ikke er megen læ, så det er tvivlsomt, om det sker, men ikke helt umuligt, da vinden vil være relativt stærk. Desværre er der også en 30% bygerisiko på lørdag, hvilket kan gøre enkeltstarten til et lotteri.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT

***** Remco Evenepoel

**** Søren Kragh, Giacomo Nizzolo                                

*** Yves Lampaert, Mads Pedersen, Jannik Steimle, Mike Teunissen, Casper Pedersen

** Harry Sweeny, Niklas Larsen, Timo Roosen, Edoardo Affini, Lasse Norman, Mattias Skjelmose, Rasmus Quaade, Rasmus Tiller, Chris Harper, Michael Gogl, Lucas Eriksson, Anthon Charmig

* Milan Menten, Tosh van der Sande, Nick van der Lijke, Mauro Schmid, Morten Hulgaard, Colin Joyce, Robin Carpenter, Filippo Fiorelli, Enrico Battaglin, Joris Nieuwenhuis, Julien Bernard, Kenneth van Rooy, Jordi Warlop, Davide Orrico, Jesper Hansen, Jeppe Aaskov Pallesen, Mads Østergaard, Louis Bendixen, Mads Rahbek

Danskerne

I et løb, hvor godt en tredjedel af feltet udgøres af danskere, giver det ikke mening at opliste dem alle. I stedet henviser jeg til favoritvurderingen.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT