Optakt: RideLondon Classic

Løbets rolle og historie

I de senere år har folk som Mark Cavendish, Chris Froome, Bradley Wiggins, Geraint Thomas, Stephen Cummings og Yates-brødrene gjort Storbritannien til et af cykelsportens absolutte kraftcentre, men de mange stjerner har ikke haft mange muligheder for på årlig basis at konkurrere foran hjemmepublikummet. I adskillige år var den eneste større begivenhed i landet Tour of Britain, der mest havde status som et forberedelsesløb til VM.

Tiderne er imidlertid i gang med at skifte. Efter det meget succesrige landevejsløb ved OL i London i 2012 blev RideLondon Classic skabt som et middel til at bygge videre på arven fra den begivenhed, og bare to år senere var landet vært for en af de mest succesfulde og velbesøgte grand departs i Tour de France-historien, da utallige tilskuere samledes til to dages cykelfest i Yorkshire efterfulgt af et besøg i London. Det arrangement blev muliggjort af en meget ambitiøs lokal komite, der blev anført af Gary Verity, og de havde planer om at benytte det skabte momentum til at gøre Yorkshire-regionen til et af Europas cykelmekkaer. Midlet hertil var det tre dage lange Tour de Yorkshire, der med det samme fik støtte fra ASO og nu allerede med succes er afviklet tre gange.

Det var imidlertid RideLondon Classic, der banede vejen og viste, hvordan et nyt løb lynhurtigt kan stige i graderne i UCI-hierarkiet, hvis betingelserne er rigtige. Siden den første udgave i 2013 er løbet vokset hurtigt og blevet enormt populært. Med en rute, der er nært beslægtet med den, der blev benyttet ved OL og med samme flotte afslutning foran Buckingham Palace har det en solid blanding af både sportslige udfordringer og eksterne forhold, der har gjort det muligt at etablere sig som et nøgleløb, og det afvikles på et perfekt tidspunkt bare en uge efter afslutningen på Tour de France, hvor det har været muligt at bygge på den kolossale hype, der følger efter verdens største cykelløb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det var derfor ikke overraskende, at det lynhurtigt blev anerkendt som et 1.HC-løb - en status, det har haft siden 2014 - og man lagde aldrig skjul på, at målet var at blive en del af WorldTouren. Da UCI annoncerede planerne om at udvide kalenderen for den fineste løbsserie, var det derfor ikke overraskende, at de ambitiøse briter lagde billet ind på en plads, og da afsløringen af de nye løb kom sidste år, havde man sikret sig en position allerøverst i hierarkiet. Det var ingen overraskelse, idet kvindeløbet, der afvikles dagen inden herreløbet, allerede havde etableret sig på kvindernes WorldTour, og i år gør løbet således debut på højeste niveau. Dermed har man overhalet Tour of Britain, der i mange år har været anset som den førende kandidat til at blive det første britiske løb på WorldTouren, men som fortsat ikke har fået plads på kalenderen.

Løbet har haft stor succes med at tiltrække udenlandske stjerner, hvilket blandt andet skyldes dets samarbejde med den magtfulde Velon-organisation af storhold samt et ry som verdens rigeste løb med cykelsportens største præmiesum, men af forskellige årsager har man haft sværere ved at få de lokale helte til at komme hjem. Mark Cavendish gjorde sin debut i 2015, Bradley Wiggins har først kørt løbet efter afslutningen på sin WorldTour-karriere, men sidste år fik man et mindre gennembrud. Her brugte Chris Froome og Geraint Thomas begge løbet som en sidste opvarmning forud for OL, der afvikledes blot en uge senere, og sidstnævnte endte en dag med at være ganske tæt på at vinde løbet.

Som et af de nye løb på WorldTouren har man ikke den luksus, at WorldTour-holdene er forpligtede til at deltage, men det er nu svært at aflæse af startlisten. Således har man tiltrukket ikke færre end 14 af de 18 hold fra det fineste selskab, og det er således kun Movistar, Bahrain-Merida, Astana og FDJ, der ikke vil være at finde på startstregen søndag. Samtidig kan man ny tilbyde WorldTour-point, og det har betydet, at feltet er det i særklasse stærkeste, man hidtil kan kunnet præstere. Således har man tiltrukket adskillige topsprintere fra årets Tour de France, og således vil navne som André Greipel, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Michael Matthews, Elia Viviani, Jempy Drucker, Sam Bennett, Magnus Cort og Ben Swift alle være at finde i søndagens felt.

Med en afslutning i den flade by, London, har løbet ry som et sprinterløb, nøjagtigt som man sagde om OL-løbet på næsten samme rute. Begivenheden har imidlertid i den grad levet op til arven fra OL i den forstand, at sprinterne som regel er blevet snydt. I 2012 vandt Alexandre Veinokourov som bekendt guldmedaljen, efter at det britiske hold ikke havde haft held med at holde løbet under kontrol, og på tilsvarende vis er kun to af de hidtidige fire udgaver blevet afgjort af sprinterne. Arnaud Demare vandt den første udgave i 2013, men i 2014 og 2015 lykkedes det en lille gruppe at gøre en afgørende forskel i bakkerne uden for London. I 2014 vandt Adam Blythe spurten i en lille gruppe, og året efter var det Jempy Drucker, der udnyttede de vanskeligheder, de små seksmandshold har, til at vinde spurten i et tilsvarende scenarium.

Sidste år lykkedes det næsten for Geraint Thomas at tage den første solosejr efter en storslået Sky-offensiv af ham og holdkammeraten Ian Stannard. Den lokale helt blev imidlertid hentet på de sidste kilometer, og i stedet endte det i en reduceret massespurt. Her fortsatte Tom Boonen sin gode sommer ved at krydse stregen først foran Mark Renshaw og Michael Matthews. Cykelpensionsisten Boonen vender naturligvis ikke tilbage for at forsvare titlen, men både Renshaw og Matthews vil være med igen, når løbet for første gang er en del af WorldTouren i år.

Ruten

Det kan godt være, at løbet er kommet på WorldTouren, men det har ikke fået arrangørerne til afgørende at ændre på formatet eller distancen i et forsøg på at gøre det hårdere. Tværtimod har man fastholdt en rute, der er meget lig den, der har været benyttet i tidligere år, og selvom der ingenlunde er tale om en kopi, er ligheden med OL-løbet i 2012 stadig slående. Den mest markante forskel er den reducerede distance, og man har i år ikke valgt at øge den og bringe den op på WorldTour-standard. Således skal der kun tilbagelægges 183 km, og dermed hører løbet til blandt de korteste på den fineste kalender.

Som altid befinder både start og mål sig i centrum af London, hvor starten gives ved Hors Guards Parade bare få meter fra Buckingham Palace. Herfra går det igennem fladt terræn ud af byen mod sydvest, hvor løbets værst udfordringer venter i Surrey-regionen. Undervejs venter der en pointspurt ved Hampton Court efter 20,5 km.

Det flade terræn bliver gradvist skiftet ud med flere vanskeligheder. Først får rytterne chancen for at varme klatrebenene op på Staple Lane-stigningen (2,2 km, 4,2%, max. 13,3%), der har top efter 54 km. Herfra får det vider mod syd ned til de rundstrækninger, der vil udgøre de sværeste udfordringer, og hvor de afgærende forskelle skal etableres. Efter 67,5 km kører man for først gang gennem Dorking, der kan betragtes som centrum for denne del af løbet. Herefter tilbagelægger mand en omgang på en 19 km lang rundstrækning, der betyder, at man efter 76,5 km når toppen af Leith Hill (2,3 km, 6,5%, max. 12,4%). Tilbage i Dorking køres der en pointspurt, og derefter gælder det to omgange på en anden 19 km lang rundstrækning, der inkluderer stigningen Ranmore Common (2,4 km, 4,9%, max. 16,8%). Den passeres således to gange efter hhv. 93 og 112 km, mens der er pointspurt i Dorking ved afslutningen af begge omgang efter hhv. 106 og 125 km.

Efter afslutningen på anden omgang går det tilbage mod nordøst og Londons centrum. Undervejs skal man op over den berømte Box Hill (2,5 km, 5%, max. 8%), der var den væsentligste udfordring på OL-ruten, hvor den indgik hele ni gange. Dens top runder efter 131 km, men herefter er de resterende 52 km hovedsageligt flade. De bringer først feltet mod nord og siden mod nordøst tilbage mod hovedstaden og foregår hovedsagelige af store, brede boulevarder. Med ca. 30 og 13 km til mål venter der et par mindre bakker, men ellers er der ingen terrænmæssige udfordringer Undervejs venter der en spurt i Wimbledon Village i bunden af den sidste bakke med 15 km igen. De sidste 10 km er helt flade, og det hele afsluttes i en teknisk ukompliceret finale, hvor man føler en lang let bugtende vej langs Themsen frem til et sidste venstresving med 600 m til mål, hvorefter det går via The Mall ned til målstregen, der er placeret lige foran Buckingham Palace.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Sammenlignet med sidste år er ruten forkortet ved, at man denne gang kun kører to og ikke tre omgange på rundstrækningen med Ranmore Common-stigningen.

Vejret

England er kendt for sine regnfulde somre, men heldigvis loves der efter en meget våd lørdag flot vejr til søndagens løb. Således ventes der kun at være enkelte skyer på en dag, der byder på temperaturer på 22 grader. Det vil dog være ganske blæsende med en frisk vind fra sydvest, hvilket hovedsageligt giver modvind på turen ud mod bakkerne og medvind på turen tilbage til centrum af London. Der vil dog også være flere sidevindsstykker undervejs. Der vil være modvind på Ranmore Common og medvind på Leith Hill og Box Hill. I finalen vil der være sidemedvind på det lange stykke langs Themsen, indtil man drejer ind i modvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Et første blik på ruten vil tilsige, at RideLondon Classic ni ud af ti gange bør ende i en massespurt. De enkelte stigninger er i sig selv ikke specielt svære, og der er meget langt fra toppen af Box Hill til målet på The Mall.

Historien fortæller os imidlertid noget andet. Af de foregående fire udgaver er det kun to, der er endt i en spurt, og sidste år var det endda kun på et hængende hår, at man fik hentet Geraint Thomas i finalen. Med andre ord viser erfaringen, at stigningerne har en sværhedsgrad, der gør det muligt at gøre en afgørende forskel, og en spurt er derfor på ingen måde et givent udkomme.

I år er situationen imidlertid anderledes. Feltet er meget stærkere end tidligere i kraft af løbets status som WorldTour-løb, og antallet af sprintere, der kan begå sig på en kuperet rute som denne er langt større end tidligere. Et stærkere felt betyder altid, at det er langt sværere at undgå en spurt, og det bliver bestemt ikke nemmere af, at det denne gang er hovedparten af de stærkeste hold, der vil satse på en spurt. Således kan vi vente os, at hold som Sunweb, Katusha, Trek, Lotto, Bora og måske Orica kun har et mål: at det skal ende i et slag mellem sprinterne på The Mall.

Det betyder imidlertid ikke, at det bliver et kedeligt løb - tværtimod. Sky har ganske vist Elia Viviani til start, men det vil ligne dem dårligt ikke at køre offensivt foran hjemmepublikummet. For Matthews kan løbet ikke blive hårdt nok, og derfor vil Sunweb gøre alt for at trætte rivalerne. Også Trek og UAE har interesse i, at de hurtige folk er trætte, når vi når frem til stregen, og BMC har allerede erklæret, at de vil køre offensivt med brølstærke Stefan Küng.

Med andre ord er der masser af interesse i at skabe underholdende cykelløb på stigningerne midtvejs i løbet. Samtidig vil det være ganske blæsende, og der vil undervejs være sidevindsstykker, hvor der muligvis endda kan ske lidt splittelse - selvom der næppe vil opstå løbsafgørende huller. Det vil alt sammen bidrage til at gøre løbet hårdere, og det vil helt sikkert ikke være et intakt felt, der når frem til stregen i London.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I finalen kan vi utvivlsomt vente os det klassiske scenarium, hvor et udbrud forsøger at holde feltet stangen. Som sagt betyder det stærkere felt dog, at det bliver svært at undgå en spurtafgørelse. Interesserne hos sprinterne er for massive, og det vil kræve en kraftpræstation at holde feltet bag sig. Det er imidlertid et åbent spørgsmål, hvor mange af sprinterne der vil have overlevet undervejs.

I sidste ende regner vi altså med, at løbet skal afgøres i en reduceret massespurt. Selve spurten er med sin brede vej og mangel på tekniske udfordringer relativt ukompliceret og skabt til rene sprintere. Forud er imidlertid gået et hårdt løb, og friskhed vil være meget afgørende.

De fleste af løbets favoritter har kørt Tour de France, men specielt et navn skiller sig ud fra den gruppe. Efter en fantastisk Giro, hvor han flere gange var ufatteligt tæt på en etapesejr, stiller Sam Bennett til start i sit først løb siden Slovenien Rundt, hvor han var den dominerende sprinter og bl.a. slog Mark Cavendish i en direkte duel. Ireren har flere gange vist, at han er i stand til at slå de allerhurtigste, men ofte er det ikke blevet til noget, fordi hans positioneringsevne har været for dårlig. I Giroen fik han imidlertid for alvor samarbejdet med Rudiger Selig til at fungere, og Bora-hansgrohe var i stand til at dominere langt de fleste sprinterfinaler.

I dette løb har Bennet igen en formstærk Selig ved sin side og kan også regne med støtte fra hurtige folk som Pascal Ackermann, Michael Schwarzmann og Michal Kolar, hvoraf i hvert fald de to førstnævnte burde have gode chancer for at overleve stigningerne. Bennett selv har i år klatret fremragende og er i kraft af sin klejne statur ikke nogen dårlig klatrer. Faktisk fik han sit gennembrud ved at vinde en meget svær etape i Tour of Britain, og i år har han igen haft fokus på sin klatring. Hans form er usikker efter en længere pause, men er han på toppen tvivler vi på, at han kan slås i en spurt som denne, i hvert fald hvis Selig igen leverer et af sine bedste lead-outs.

André Greipel tager typisk en relativt lang pause efter Touren, men det gør han ikke denne gang. Tværtimod vil han allerede søndag være tilbage i aktion i et forsøg på at tage den sejr, han akkurat missede i Paris. Ganske vist tog tyskeren ikke en sejr i Frankrig, men han klatrede fint i den tredje uge, og spurten på sidste etape viste, at han er kommet frisk ud af løbet. Når han er i form, har han ingen problemer med at overleve stigningerne i dette løb, og han bør utvivlsomt være med hjem til stregen. Med Jasper De Buyst, Nikolas Maes, Moreno Hofland, Marcel Sieberg og Jurgen Roelandts har han endda et af løbets tre stærkeste tog, og de fleste af disse bør også kunne overleve stigningerne. Powerspurten i London passer ham perfekt, og når det kommer til topfart er det kun Bennett og Elia Viviani, der kan matche ham. Derfor er Greipel en af de helt store favoritter.

Det samme er Alexander Kristoff. Nordmanden blev bedre og bedre gennem Touren, men fik sidste del af løbet ødelagt af et dumt styrt. Alligevel kørte han sig til en imponerende top 5 i Paris, og der burde derfor være gode chancer for, at han er kommet sig 100%. Kristoff har ofte vist, at han er verdens bedste til at spurte efter et hårdt løb, og derfor burde dette løb passe ham som fod i hose. Samtidig stiller han med et fabelagtigt tog bestående af Marco Haller, Michael Mørkøv og Rick Zabel. De er istand til at tage kampen op med de stærke tog fra Trek og Lotto, og kan de aflevere Kristoff godt efter et løb, der har været hårdt og opslidende, er nordmanden næsten umulig at slå.

Vi er meget spændte på at se Elia Viviani i dette løb. Efter en lidt famlende start har han spurtet fremragende i Tour de Romandie, Route du Sud og Tour of Austria og klart vist, at han er tilbage ved tidligere tiders styrke. Nu er han klar til EM, der er hans næste store mål, og han må derfor formodes at være i topform. Det store spørgsmål er, om han kan overleve stigningerne, der kan vise sig at være for hårde. I Milano-Sanremo viste han dog imponerende holdbarhed, og er han i samme form her, bør han være med hjem. I Sanremo kostede bakkerne imidlertid for meget på hans hurtighed, og selvom han på papiret sammen med Bennett og Greipel er feltets hurtigste mand, kan han være for træt til at træde sine sædvanlige watt. Han er også hæmmet af, at hans trods støtte fra Jon Dibben og Owain Doull ikke har et tog som Greipel, Kristoff og John Degenkolb.

Netop John Degenkolb jagter stadig årets første WorldTour-sejr, og han vil elske, hvis den kommer i centrum af London. Det var tydeligt, at han kom godt ud af Touren, men desværre fik vi ikke set ham i aktion i Paris, hvor han punkterede bare 500 m fra stregen. Som Kristoff er han specialist i at spurte efter et hårdt løb, og da han klatrer bedre end snart sagt alle sprintere, kan løbet ikke blive hårdt nok for tyskeren. Samtidig har han med Jasper Stuyven, Edward Theuns, Mads Pedersen og Koen De Kort ved sin side et fabelagtigt lead-out, der i muskelkraft kan matche både Lotto og Katusha. Degenkolb har desværre ikke spurtet så godt efter sit slemme styrt i 2016, men efter et hårdt løb kan han med et sådant lead-out stadig vinde i dette felt.

Løbets måske mest formstærke sprinter er Michael Matthews. Australieren havde en drømme-Tour og må være sprængfyldt med selvtillid forud for dette løb. Han er imidlertid normalt ikke hurtig nok til at vinde en boulevardspurt som denne, og derfor har han og Sunweb brug for at gøre løbet så hårdt som muligt. Lykkes det for alvor at mærke sprinterne, er han bestemt ikke uden chance, som han viste, da han vandt 16. etape i Touren. Hans lead-out med Nikias Arndt, Ramon Sinkeldam, Phil Bauhaus, Søren Kragh og Mike Teunissen er på papiret fremragende, men desværre fungerede det ikke særlig godt i Frankrig. Vi tvivler på, at de kan matche de bedste tog, men er der efter et hårdt løb ryddet ud i rækkerne, er duoen Arndt-Matthews livsfarlig.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

BMC stiller til start med en tosidet strategi, hvor Küng skal i angreb, og den tidligere vinder Jempy Drucker skal vente til spurten. Med sin etapesejr i tirsdags i Vallonien viste luxembourgeren, at han har passet sin sommertræning, og han har generelt virket enormt stærk i sine første løb. Derfor vil han være en af de sprintere, der virkelig kan komme til sin ret, hvis løbet bliver hårdt og selektivt, og sidste år i Vueltaen har han vist, at han kan vinde spurter på højt niveau. Hans største styrke er imidlertid positioneringen, og den spiller ikke så stor en rolle i en ukompliceret finale som denne.

For Magnus Cort er dette første chance for at køre som kaptajn, siden han brækkede kravebenet sidst i april. At det så ovenikøbet sker i et WorldTour-løb, der passer ham perfekt, er optimalt for danskeren, der forbereder sig til EM i Herning. Med et soloudbrud i tirsdagens benhårde Klasika Ordizia viste han, at formen er fremragende, og han har støtte fra et stærkt Orica-Scott-tog. Desværre er der en vis risiko for, at kun Daryl Impey og Alexander Edmondson vil overleve stigningerne, men det er også nok til at tage kampen op i dette felt. Cort har vist, at han efter et hårdt løb kan slå de fleste, og selvom der på papiret er flere ryttere, der er hurtigere, er han bestemt ikke uden chance.

Quick-Step stiller uden Fernando Gaviria, der er blevet skadet, og derfor er det op til Matteo Trentin eller Maximilano Richeze at forsvare holdet i en spurt. Ingen af dem er rene sprintere, men efter et hårdt løb er de begge mere holdbare end de fleste. De drager fordel af at have hinanden af støtte sig til, men det er uklart, hvem der vil have den beskyttede rolle. Umiddelbart har Trentin været bedst kørende på det seneste og ligner manden, der skal satses på.

Dimension Data har det unge talent Ryan Gibbons til start. Han viste i Giro d'Italia, at han både kan klatre og spurte, og derfor passer denne rute ham godt. Senest var han godt kørende i Østrig og synes at være i god form. Han har Mark Renshaw til at køre lead-out og er dermed godt stillet. Det kan ikke udelukkes, at Renshaw selv får chancen efter sin andenplads sidste år, men et hårdt løb som dette er ikke ideelt for australieren.

UAE føres an af Ben Swift, der er på hjemmebane og tidligere har haft succes i løbet. Desværre er han ikke hurtig nok til at vinde en boulevardspurt som denne, og hans bedste chance er derfor at køre aggressivt. Han er imidlertid stærk nok til at angribe i dette terræn, og lykkes det ham at komme med en gruppe hjem, er han hurtig nok til at vinde. I en spurt gør holdet imidlertid klogt i at satse på Marko Kump eller Simone Consonni. Løbet kan være for hårdt for Kump, men han har i år vist forøget holdbarhed, samtidig med at han har spurtet bedre end tidligere. Er han med hjem, er han en reel podiekandidat. Consonni er endnu mere holdbar og har i sin første sæson som professionel allerede flere gange givet prøver på potentialet, specielt i De Panne og Californien. Han vil være i stand til at levere en overraskelse i en spurt.

Som sagt er det usandsynligt, at det lykkes for en gruppe at holde hjem, men skulle det mod forventning lykkes at forhindre en spurtafgørelse, er det folk, som Swift, Oliver Naesen, Jasper Stuyven, Sep Vanmarcke,  Jack Bauer,Stefan Küng, Alberto Bettiol Dylan Van Baarle, Daryl Impey, Peter Kennaugh, Scott Thwaites og Francesco Gavazzi, der har styrken til at gøre det.

OPDATERING: Der er indløbet et sent afbud fra John Degenkolb. Det kan give chancen for Edward Theuns eller måske Jasper Stuyven

***** Sam Bennett

**** André Greipel, Alexander Kristoff

*** Elia Viviani, Michael Matthews, Edwatd Theuns

** Jempy Drycker, Magnus Cort, Matteo Trentin, Ryan Gibbons, Jasper Stuyven, Marko Kump, Simone Consonni

* Maximilano Richeze, Ben Swift,  Mark Renshaw, Manuel Belletti, Andrea Palini, Oliver Naesen, Sep Vanmarcke, Jack Bauer, Stefan Küng, Alberto Bettiol Dylan Van Baarle, Daryl Impey, Peter Kennaugh, Francesco Gavazzi, Scott Thwaites, Rudy Barbier, Bert Van Lerberghe, Jakub Mareczko, Jason Lowndes, Wouter Wippert

Danskerne

Magnus Cort er den erklærede kaptajn på Orica-Scott og er blandt favoritterne på en rute, der passer ham godt. Mads Pedersen er til start for Trek, hvor han må ventes at skulle støtte John Degenkolb. Michael Mørkøv er efter Touren tilbage i sin rolle som lead-out man for Alexander Kristoff, der også vil få støtte af Mads Würtz Schmidt. Endelig er Søren Kragh Andersen med som hjælperytter for Michael Matthews.