Opdateret optakt: Prudential RideLondon-Surrey Classic

Løbets rolle og historie

I de senere år har folk som Mark Cavendish, Chris Froome, Bradley Wiggins, Geraint Thomas, Stephen Cummings og Yates-brødrene gjort Storbritannien til et af cykelsportens absolutte kraftcentre, men de mange stjerner har ikke haft mange muligheder for på årlig basis at konkurrere foran hjemmepublikummet. I adskillige år var den eneste større begivenhed i landet Tour of Britain, der mest havde status som et forberedelsesløb til VM.

Tiderne er imidlertid i gang med at skifte. Efter det meget succesrige landevejsløb ved OL i London i 2012 blev RideLondon Classic skabt som et middel til at bygge videre på arven fra den begivenhed, og bare to år senere var landet vært for en af de mest succesfulde og velbesøgte grand departs i Tour de France-historien, da utallige tilskuere samledes til to dages cykelfest i Yorkshire efterfulgt af et besøg i London. Det arrangement blev muliggjort af en meget ambitiøs lokal komite, der blev anført af Gary Verity, og de havde planer om at benytte det skabte momentum til at gøre Yorkshire-regionen til et af Europas cykelmekkaer. Midlet hertil var det nu fire dage lange Tour de Yorkshire, der med det samme fik støtte fra ASO og nu allerede med succes er afviklet fire gange.

Det var imidlertid RideLondon Classic, der banede vejen og viste, hvordan et nyt løb lynhurtigt kan stige i graderne i UCI-hierarkiet, hvis betingelserne er rigtige. Siden den første udgave i 2013 er løbet vokset hurtigt og blevet enormt populært. Med en rute, der er nært beslægtet med den, der blev benyttet ved OL, og med samme flotte afslutning foran Buckingham Palace har det en solid blanding af både sportslige udfordringer og eksterne forhold, der har gjort det muligt at etablere sig som et nøgleløb, og det er hidtil blevet afviklet på et perfekt tidspunkt bare en uge efter afslutningen på Tour de France, hvor det har været muligt at bygge på den kolossale hype, der følger efter verdens største cykelløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var derfor ikke overraskende, at det lynhurtigt blev anerkendt som et 1.HC-løb - en status, det har haft siden 2014 - og man lagde aldrig skjul på, at målet var at blive en del af WorldTouren. Da UCI annoncerede planerne om at udvide kalenderen for den fineste løbsserie, var det derfor ikke overraskende, at de ambitiøse briter lagde billet ind på en plads, og da afsløringen af de nye løb kom i efteråret 2016, havde man sikret sig en position allerøverst i hierarkiet. Det var ingen overraskelse, idet kvindeløbet, der afvikles dagen inden herreløbet, allerede havde etableret sig på kvindernes WorldTour, og sidste år gjorde løbet således debut på højeste niveau. Dermed har man overhalet Tour of Britain, der i mange år har været anset som den førende kandidat til at blive det første britiske løb på WorldTouren, men som fortsat ikke har fået plads på kalenderen.

Løbet har haft stor succes med at tiltrække udenlandske stjerner, hvilket blandt andet skyldes dets samarbejde med den magtfulde Velon-organisation af storhold samt et ry som verdens rigeste løb med cykelsportens største præmiesum, men af forskellige årsager har man haft sværere ved at få de lokale helte til at komme hjem. Mark Cavendish gjorde sin debut i 2015, Bradley Wiggins har først kørt løbet efter afslutningen på sin WorldTour-karriere, men i 2016 fik man et mindre gennembrud. Her brugte Chris Froome og Geraint Thomas begge løbet som en sidste opvarmning forud for OL, der afvikledes blot en uge senere, og sidstnævnte endte endda med at være ganske tæt på at vinde løbet.

Som et af de nye løb på WorldTouren har man ikke den luksus, at WorldTour-holdene er forpligtede til at deltage, men det var nu svært at aflæse af startlisten sidste år. Således havde man tiltrukket ikke færre end 14 af de 18 hold fra det fineste selskab, og det var således kun Movistar, Bahrain-Merida, Astana og FDJ, der ikke var at finde på startstregen. Samtidig kunne man ny tilbyde WorldTour-point, og det betød, at feltet var det i særklasse stærkeste, man hidtil kan kunnet præstere. Således havde man tiltrukket adskillige topsprintere fra årets Tour de France, og således var navne som Alexander Kristoff, Michael Matthews, Elia Viviani og Sam Bennett at finde i feltet.

I år har arrangørerne lidt overraskende valgt at flytte løbet, så det nu afvikles på samme dag som Tourens sidste etape. Dermed undgår man ganske vist den travle weekend, hvor der også er WordlTour-løb i Polen og San Sebastian, men til gengæld mister man muligheden for at få deltagelse af Tour de France-ryttere. Det har da også haft den konsekvens, at kun ni af de 18 WorldTour-hold vil være at finde i feltet, men med ryttere som Elia Viviani, Sam Bennett og Michael Matthews, der forlod Touren i utide, kan man ikke være helt utilfredse med det felt, der vil rulle ud på ruten på søndag.

Med en afslutning i den flade by, London, har løbet ry som et sprinterløb, nøjagtigt som man sagde om OL-løbet på næsten samme rute. Begivenheden har imidlertid i den grad levet op til arven fra OL i den forstand, at sprinterne ofte er blevet snydt. I 2012 vandt Alexandre Veinokourov som bekendt guldmedaljen, efter at det britiske hold ikke havde haft held med at holde løbet under kontrol, og på tilsvarende vis er kun tre af de hidtidige dwm udgaver blevet afgjort af sprinterne. Arnaud Demare vandt den første udgave i 2013, men i 2014 og 2015 lykkedes det en lille gruppe at gøre en afgørende forskel i bakkerne uden for London. I 2014 vandt Adam Blythe spurten i en lille gruppe, og året efter var det Jempy Drucker, der udnyttede de vanskeligheder, de små seksmandshold har, til at vinde spurten i et tilsvarende scenarium. I 2016 lykkedes det først til allersidst at hente Thomas, inden Tom Boonen tog en af karrierens sidste store sejre i en spurt.

Sidste år var det også først ganske sent, at massespurten blev sikret, og her var det Alexander Kristoff, der med en sejr viste sine afslutterevner efter et hårdt løb. Den store nordmand slog akkurat Magnus Cort, der dermed gik glip af sin første store klassikersejr, mens Michael Matthews endte på podiets nederste trin. Kristoff og Cort kører i øjeblikket Tour og vender derfor ikke tilbage, men efter at sygdom tvang ham hjem fra Frankrig efter få dage, vender Matthews tilbage i håb om at gøre det bedre end sidste år

Ruten

Det kan godt være, at løbet er kommet på WorldTouren, men det har ikke fået arrangørerne til afgørende at ændre på formatet eller distancen i et forsøg på at gøre det hårdere. Tværtimod har man fastholdt en rute, der er meget lig den, der har været benyttet i tidligere år, og selvom der ingenlunde er tale om en kopi, er ligheden med OL-løbet i 2012 stadig slående. Den mest markante forskel er den reducerede distance, og man har heller ikke i år valgt at øge den og bringe den op på WorldTour-standard. Således skal der kun tilbagelægges 183 km, og dermed hører løbet til blandt de korteste på den fineste kalender.

Som altid befinder både start og mål sig i centrum af London, hvor starten gives ved Hors Guards Parade bare få meter fra Buckingham Palace. Herfra går det igennem fladt terræn ud af byen mod sydvest, hvor løbets værst udfordringer venter i Surrey-regionen. Undervejs venter der en pointspurt ved Hampton Court efter 20,5 km.

Det flade terræn bliver gradvist skiftet ud med flere vanskeligheder. Herfra kører rytterne mid sydvest ud gennem byens forstæder, inden man fortsætter mod sydvest og syd gennem fladlandet, der leder ned mod bakkerne i området sydvest for den britiske hovedstad, og forbi en pointspurt efter 24,5 km. Først får rytterne chancen for at varme klatrebenene op på Staple Lane-stigningen (2,2 km, 4,2%, max. 13,3%), der har top efter 54 km. Herfra går det vider mod syd ned til de rundstrækninger, der vil udgøre de sværeste udfordringer, og hvor de afgærende forskelle skal etableres.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Efter 67,5 km kører man for først gang gennem Dorking, der kan betragtes som centrum for denne del af løbet. Herefter tilbagelægger man en omgang på en 19 km lang rundstrækning, der betyder, at man efter 76,5 km når toppen af Leith Hill (2,3 km, 6,5%, max. 12,4%). Tilbage i Dorking køres der en pointspurt, og derefter gælder det to omgange på en anden 19 km lang rundstrækning, der inkluderer stigningen Ranmore Common (2,4 km, 4,9%, max. 16,8%). Den passeres således to gange efter hhv. 93 og 112 km, mens der er pointspurt i Dorking ved afslutningen af begge omgang efter hhv. 106 og 125 km.

Efter afslutningen på anden omgang går det tilbage mod nordøst og Londons centrum. Undervejs skal man op over den berømte Box Hill (2,5 km, 5%, max. 8%), der var den væsentligste udfordring på OL-ruten, hvor den indgik hele ni gange. Dens top rundes efter 131 km, men herefter er de resterende 52 km hovedsageligt flade. De bringer først feltet mod nord og siden mod nordøst tilbage mod hovedstaden og foregår hovedsageligt af store, brede boulevarder. Med ca. 30 og 13 km til mål venter der et par mindre bakker, men ellers er der ingen terrænmæssige udfordringer Undervejs venter der en spurt i Wimbledon Village i bunden af den sidste bakke med 15 km igen. De sidste 10 km er helt flade, og det hele afsluttes i en teknisk ukompliceret finale, hvor man følger en lang let bugtende vej langs Themsen frem til et sidste venstresving med 600 m til mål, hvorefter det går via The Mall ned til målstregen, der er placeret lige foran Buckingham Palace.

Løbet byder på i alt 1673 højdemeter.

Sammenlignet med 2016 er ruten forkortet ved, at man denne gang kun kører to og ikke tre omgange på rundstrækningen med Ranmore Common-stigningen. Ruten er den samme som sidste år.

Vejret

England er kendt for sine regnfulde somre, men har i år været ramt af samme hede som resten af Nordeuropa. Vejret slår imidlertid om på søndag, hvor der venter en skyet dag med kun en smule sol og en temperatur på beherskede 23 grader. Vigtigst er det, at det vil være meget blæsende med en frisk til hård vind fra sydvest. Det giver benhård modvind på turen ud til stigningerne, hvor vinden vil komme fra alle sider på rundstrækningerne. På Ranmore Common-rundstrækningen vil der dog primært være med- og modvind med modvind på stigningen. Derefter vil der være sidemed- og medvind på turen tilbage til London. I finalen vil der være sidemedvind på det lange stykke langs Themsen, indtil man drejer ind i modvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Et første blik på ruten vil tilsige, at RideLondon Classic ni ud af ti gange bør ende i en massespurt. De enkelte stigninger er i sig selv ikke specielt svære, og der er meget langt fra toppen af Box Hill til målet på The Mall.

Historien fortæller os imidlertid noget andet. Af de foregående fek udgaver er det kun tre, der er endt i en spurt, og for to år siden var det endda kun på et hængende hår, at man fik hentet Geraint Thomas i finalen. Med andre ord viser erfaringen, at stigningerne har en sværhedsgrad, der gør det muligt at gøre en afgørende forskel, og en spurt er derfor på ingen måde et givent udkomme.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Siden sidste år har situationen imidlertid været anderledes. Feltet er meget stærkere end tidligere i kraft af løbets status som WorldTour-løb, og antallet af sprintere, der kan begå sig på en kuperet rute som denne, er langt større end tidligere. Et stærkere felt betyder altid, at det er langt sværere at undgå en spurt, og det bliver bestemt ikke nemmere af, at det denne gang er hovedparten af de stærkeste hold, der vil satse på en spurt. Således kan vi vente os, at særligt Quick-Step og Bora og formentlig også Trek og EF Education kun har et mål: at det skal ende i et slag mellem sprinterne på The Mall.

Det betyder imidlertid ikke, at det bliver et kedeligt løb - tværtimod. Hold som LottoNL og Katusha har slet ingen rigtig sprinter, men et par gode puncheurs, og Astana, Bahrain og UAE har tillige nogle fremragende angrebstyper til dette terræn. Michael Matthews har før kørt offensivt på stigningerne, og det samme gør Sky som regel også i deres hjemmebaneløb.

Med andre ord er der masser af interesse i at skabe underholdende cykelløb på stigningerne midtvejs i løbet. Samtidig vil det være ganske blæsende, og der vil undervejs være sidevindsstykker, hvor der muligvis endda kan ske lidt splittelse - selvom der næppe vil opstå løbsafgørende huller. Medvinden hjem mod London vil tillige øge udbruddets chancer. Det vil alt sammen bidrage til at gøre løbet hårdere, og det vil helt sikkert ikke være et intakt felt, der når frem til stregen i London.

I finalen kan vi utvivlsomt vente os det klassiske scenarium, hvor et udbrud forsøger at holde feltet stangen. Som sagt betyder det stærkere felt dog, at det bliver svært at undgå en spurtafgørelse. Når Qiick-Step vil spurte, får de som regel deres vilje, og det vil de helt sikkert denne. Interesserne hos sprinterne er meget massive, og det vil kræve en kraftpræstation at holde feltet bag sig. Det er imidlertid et åbent spørgsmål, hvor mange af sprinterne der vil have overlevet undervejs.

I sidste ende regner vi altså med, at løbet skal afgøres i en reduceret massespurt. Selve spurten er med sin brede vej og mangel på tekniske udfordringer relativt ukompliceret og skabt til rene sprintere. Forud er imidlertid gået et hårdt løb, og friskhed vil være meget afgørende.

Det får os til at pege på Elia Viviani som vores favorit. Italieneren har haft en drømmesæson, hvor han har vundet stort set alt, hvad han har rørt ved, og ved nogle troede, at han var træt efter Giroen, måtte de tro om. Det blev til tre etapesejre i Adriatica Ionica Race i slutningen af juni, inden han kronede det hele ved på fantastisk vis at blive italiensk mester på en ganske hård rute. Nu har han haft en måneds pause, men det betyder næppe, at formen er væk. Sidste år var Viviani nemlig flyvende i efteråret, hvor han vandt to af de største klassikere, og mesterskabstrøjen gør ham næppe mindre motiveret for at lægge godt fra land.

Viviani viste senest ved mesterskaberne, at hans klatreevner har udviklet sig enormt og et halvhårdt sidevindsløb som dette passer ham ganske godt. Han er bakket op af et klassemandskab, de vil have gode chancer for at kontrollere løbet. I finalen har sit supertog med Florian Senechal, Michael Mørkøv og Fabio Sabatini, og denne gang kan endda også regne med hjælp fra talentfulde Fabio Jakobsen, der er holdets plan B, hvis noget skulle tilstøde Viviani undervejs. Måske er Sam Bennett hurtigere end Viviani, men italieneren er med 99% sikkerhed i bedre form. Med det bedste tog er det formentlig nok til at vinde igen.

I Giroen var Sam Bennett Vivianis store rival, og ireren viste igjen og igjen, at han var løbets hurtigste mand. Det er han helt sikkert også i dette løb, men hvor han står formmæssigt er mere usikkert. Sidste år blev han afleveret perfekt i dette løb, men han var slet ikke ved vanlig styrke og blev klart overspurtet. I det hele taget er Bennett en meget svingende fyr med store forskelle i form, og formodningen må være, at han efter en pause ikke er på toppen endnu. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan vinde, for han viste med fantastisk klatring i Giroen, at han er en langt bedre rytter end for 12 måneder siden. Den kuperede rute passer ham og med et ganske stærkt tog domineret af løbets bedste lead-out man, Rudiger Selig, er det faktisk ikke umuligt, at tyskerne kan slå Quick-Step i finalen. Så er det på til Bennett at vise, at han allerede nu er i form til igen at sætte Viviani til vægs.

Sunweb står med et luksusproblem: skal de køre for Phil Bauhaus, Max Walscheid eller Michael Matthews? Valget er faldet på Bauhaus, og det giver god mening. Walscheid er den hurtigste af de tre, men formentlig for tung til denne rute, og Matthews mangler farten til at vinde en ren spurt som denne. Bauhaus er også en tung fyr, som kan få problemer i det svære terræn, men han er dog mere holdbar en Walscheid. Sejren i Abu Dhabi, hvor han slog de hurtigste af de hurtige sprintere i en massespurt, var blot den seneste bekræftelse på, at han har farten til at true de allerbedste. Med Mike Teunissen, Matthews og måske Walscheid (hvis han overlever stigningerne) til at køre lead-out, står han slet ikke skidt. Det hele afhænger af, om han fortsat er frisk efter et ret hårdt løb, for Bauhaus har vist, at han er hurtig nok til at vinde også i dette skrappe selskab.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det har været to sæsoner til skraldespanden for Giacomo Nizzolo. Efter en knæskade og overtræning ødelagde 2017 for ham, havde han atter kurs mod topformen i april, indtil en knæskade atter satte ham ud af spillet. Hans comeback i Adratica Ionica Race i juni gik imidlertid langt bedre end ventet, for han spurtede sig blandt andet til en andenplads bag Elia Viviani og sad med hjem i en knaldhård finale på 2. etape. Nu er han formentlig endnu bedre, og han vil være virkelig motiveret til at vise sig frem. Han er som bekendt en klatrestærk type med smag på en rute som denne, og han har et hold, der vil være 100% dedikeret til sig. Det består af et ganske stærkt tog med særligt Alex Frame og Boy Van Poppel, og de vil være i stand til at udfordre selv Quick-Step og Bora. Matche dem kan de dog ikke, og Nizzolo skal derfor være i stand til at slå Viviani og Bennett på stregen. I modvinden handler det imidlertid meget om timing, og den plejer Nizzolo at have styr på. Tidligere var han klart hurtigere end Viviani, og kan han vitterligt komme tilbage, er han helt sikkert i stand til at vinde her.

Efter et fantastisk Østrig Rundt svæver Bahrain-Merida på en lyserød sky. Nu prøver de at tage momentum med sig videre til London, hvor Niccolo Bonifazio er manden, der skal levere varen. Det har ikke været en nem tid for den lille italiener, men med sejren i Tour of Croatia kom han tilbage på sporet. Også i Giroen var han en af de allerbedste, selvom han var overmatchet af både Bennett og Viviani. Det vil han formentlig være igen, men det er ikke umuligt, at han faktisk kan vinde. Han klatrer nemlig godt og er meget positioneringsstærk, ligesom han har et ganske godt tog med Giovanni Visconti, Ivan Garcia og Grega Bole. Man kan håbe, at en gennemført Giro måske har bragt ham tættere på det høje niveau, han havde for et par år siden. Er det tilfældet, vil Bonifazio med god timing i modvinden måske kunne tage den store klassikersejr.

EF Education kommer med et fremragende tog til at støtte deres to sprintere, Sacha Modolo og Dan McLay Hvem der er holdets kaptajn, er på forhånd uklart, men det logiske vil være, at McLay skal have sin chance på sin hjemmebane, mens Modolo er plan B, hvis ruten - og det kan meget vel være tilfældet for den tunge McLay - viser sig for svær for briten. Skulle McLay komme med over, har han ved flere lejligheder vist, at hans topfart er høj, men det har altid knebet med positionering. I en bred boulevardspurt som denne burde han imidlertid stå ganske fint, ikke mindst fordi toget med Modolo, Tom Van Asbroeck og Logan Owen vil være i stand til at føre ham frem. Ender Modolo i stedet som manden, bliver det nok en anelse sværere, for italieneren viste senest i Giroen, at han altså ikke er hurtig nok til at vinde spurter i dette selskab. Løbets hårdhed taler imidlertid til hans fordel, og det samme gør han gode tog. I en modvindsspurt handler meget om timing, så måske italieneren alligevel har en chance.

Simone Consonni overraskede mange ved at spurte sig til sejr i det stjernebesatte sprinterfelt i Slovenien, men det skete nu kun, fordi alle de store navne blev sat tilbage af uheld. Med en god spurt på 2. etape og igen i Adriatica Ionica Race fik vi imidlertid set, at han har forbedret sig voldsomt, og som en klatrestærk type burde han være begejstret for en rute som denne. Han har næse for positionering, men han mangler nok topfarten til for alvor at true de helt store navne. Holdet har også lokale Ben Swift, men han er ikke hurtig nok til at vinde rene massespurter og skal nok snarere køre offensivt og forsøge at komme hjem i en lille gruppe, som han tidligere har gjort det i dette løb.

Sky er på hjemmebane, men stiller med et ungt hold, der ikke er favoritter. De har i Kristoffer Halvorsen tidens måske mest hypede sprintertalent, men det har godt nok ikke været et godt debutår for nordmanden, der har været ude af position i snart sagt enhver spurt - hvis ikke han er blevet sat forinden. Forhåbentlig bliver han bedre, efterhånden som han får mere råstyrke, men om han allerede nu kan vinde på WorldTour-niveau er tvivlsomt. På den anden side har han allerede slået store sprinternavne i ganske store løb inden sit skifte til Sky, så talentet er helt ubestridt. Kommer han med hjem, og lykkes det ham endelig at finde en ordentlig position, skal man ikke udelukke en overraskelse fra Halvorsen. Falder han fra, vil fokus skifte til den mere holdbare Chris Lawless, men han er ikke hurtig nok til at vinde i så skrapt et selskab.

Mitchelton-Scott kommer med et stærkt hold, men uden Caleb Ewan. Derfor vil det være op til Luka Mezgec og Matteo Trentin at skulle spurte, og de får det trods alt svært i så skrapt et selskab. Formentlig vil man give Mezgec chancen, for han er trods alt en mere ren sprintertype end Trentin. Sloveneren har vist, at han kan være med fremme, når han en sjælden gang får chancen, men skal han slå til, skal løbet formentlig være knaldhårdt. Lykkes det med den kraftige vind at gøre det selektivt, vil han imidlertid i Trentin have en sublim lead-out man, og så kan han måske overraske. Det kan heller ikke udelukkes, at man satser på Trentin, som jo trods alt vandt massespurter i Vueltaen og i Mezgec vil have et sublimt lead-out. Han har bare slet ikke spurtet godt i år, og efter at have siddet ude i flere måneder med en skade vil hans bedste chance derfor nok være at gøre det, han gør bedst: at køre offensivt på stigningerne.

BMC er et andet hold med to hurtige folk i Jempy Drucker og Jurgen Roelandts. Heller ikke de har meldt ud, hvem der satses på, og det kan meget vel først blive aftalt undervejs, som duoen gjorde det under Giroen. Drucker er imidlertid en tidligere vinder af løbet, så logikken vil tilsige, at han skal have chancen igen. Han har imidlertid spurtet halvskidt gennem hele sæsonen og synes ikke at have fordums hurtighed. For at han skal have en reel chance, skal løbet være hårdt, men så kan han med et godt lead-out for Roelandts måske overraske. Kører man i stedet for Roelandts, bliver det endnu sværere, for han er på papiret ikke så hurtig som sin luxembourgske landsmand. Han har imidlertid i Sanremo vist sine evner som afslutter efter et hårdt løb, så efter en god gang sidevindstons står han måske med muligheder. Bedst chance har de dog begge, hvis de kører aggressivt og skal spurte i en lille gruppe, som de gjorde, da Drucker tog sejren for et par år siden.

Som en sidste sprinter vil vi pege på Riccardo Minali . Italieneren er formentlig for tung til dette løb, men sidste efterår viste han faktisk, at han godt kan overleve visse stigninger. Dette løb er trods alt ikke det hårdeste på kalenderen, og Minali viste seneste i Belgien Rundt, at han har en ganske høj topfart. Det kniber til gengæld med positioneringen, ligesom trætheden efter et hårdt løb nok vil være for stor, men det er svært alligevel ikke at fremhæve lynhurtige Minali som en outsider. Holdets plan B er den holdbare Yevgeniy Gidich , men han mangler farten til at vinde.

De øvrige sprintere tæller Rudy Barbier, Moreno Hofland Andrea Guardini, Paolo Simion, Pawel Franczak, Frantisek Sisr, Ryan Gibbons, Christophe Noppe, Nathan Haas og Enrico Battaglin, men de mangler entehn farten eller holdbarheden til reelt at have en vinderchance.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Skulle det lykkes for en gruppe at holde hjem, vil vi fremhæve særligt fire navne: Michael Matthews, Giovanni Visconti, Alexey Lutsenko og Matteo Trentin. Matthews er kommet sig efter den sygdom, der tvang ham ud af Touren, og han er udset til en rolle som en aggressiv faktor i dette løb. Det er et job, han elsker, og terrænet passer ham. Kommer han med hjem, er han ikke let at slå i en spurt. Visconti og Lutsenko kørte begge et fabelagtigt Østrig Rundt, der gav sejre til dem begge efter udbrud og aggressiv kørsel dag efter dag. Begge er de altså i form, bakkerne passer dem, og de kan spurte. Endelig er Trentin kommet sig over sin skade og har haft god til at træne i højderne, og har han tænkt sig at køre lige så stærkt som sidste efterår, er dette et løb, der passer ham glimrende.

En anden oplagt kandidat er Enrico Battaglin, der er skabt til dette terræn, men den ustabile og svingende italiener er næppe i form. Nathan Haas har været syg i foråret og skuffede senest i Tour de Suisse, men på papiret er det ikke en dårlig rute for ham. Ligeledes hurtige Jose Goncalves kunne efter et flot forår ligeledes være et bud, ligesom man aldrig skal afskrive Michael Albasini, der dog næppe er i topform efter en lang pause, da han som regel kræver en del løb for at finde benene. Alberto Bettiol har længe været ude med en skade, men er fremragende i dette terræn, ligesom han er hurtig, og det er heller ikke et dårligt løb for supertalentet Bjorg Lambrecht , der spurtede sig til etapesejr i Tour des Fjords, selvom ruten dog nok alt er lidt for let. Den spændende UAE-duo med Diego Ulissi og Rui Costa er også farlig, især Ulissi via sin hurtige spurt, mens Costa måske lige skal finde benene efter en lang pause med en knæskade. Endelig bliver Mike Teunissen bare bedre og bedre, ligesom Stephen Cummings i Østrig endelig viste lidt livstegn i Østrig Rundt.

OPDATERING: Desværre har sprinternes masseexit fra Touren samt (formodet) sygdom for Sam Bennett samt en sen tilføjelse af Caleb Ewan, betydet markante ændringer af startlisten i sidste øjeblik. Bennett bliver erstattet af Pascal Ackermann som Bora sprinter og derudover jagter Mark Cavendish og André Greipel nu oprejsning efter Touren.

Det ændrer løbets dynamik, og det stærkere sprinterfelt øger sandsynligheden for en massespurt. Desværre har jeg ikke tid til at skrive en helt ny analyse af løbet, men jeg vil give en overordnet vurdering.

Lotto Soudal, Dimension Data og Quick-Step vil nu formentlig køre 100% for en spurt, mens Mitchelton formentlig vil give Matteo Trentin et vist spilllerum og ikke kun satse alt på Ewan. Sammen med Michael Matthews er italieneren det bedste bud på en udbrudsvinder, men mest sandsynligt er det dog, at det bliver en spurt.

Her vil Quick-Step, Mitchelton-Scott og Bora have de bedste tog, mens Greipel med sine spurter i Touren viste, at han formentlig er den hurtigste. Hans tog er imidlertid ikke skræmmende stærkt, og han vil skulle vinde på sin fart. Det er bestemt også muligt i en ikke alt for teknisk finale.

Samlet set tror jeg dog, at Quick-Steps tog vil sætte sig igennem, så jeg holder fast i Viviani som favorit foran Ewan, der ganske vist ikke har spurtet godt i år, men stadig har et sublimt hold og på papiret er en af de hurtigste. Ackermann har gjort store fremskridt og har et godt tog, men han mangler stadig at vise, at han også kan slå så stærke sprintere som i dette felt. Cavendish viste til gengæld ikke storform i Touren, og det bliver svært for ham at vinde i så skrapt et felt - hvis han da overhovedet overlever bakkerne.

Det giver sammen med analysen af de øvrige sprintere i den oprindelige optakt anledning til følgende favoritvurdering (bemærk, at Giovanni Visconti og Alexey Lutsenko ikke stiller til start:

***** Elia Viviani

**** Caleb Ewan, André Greipel

*** Pascal Ackermann, Phil Bauhaus, Giacomo Nizzolo, Mark Cavendish, Niccolo Bonifazio,

** Dan McLay, Simone Consonni, Kristoffer Halvorsen, Sacha Modolo, Matteo Trentin, Michael Matthews, Jempy Drucker, Jurgen Roelandts, Riccardo Minali

* Alberto Bettiol, Fabio Jakobsen, Max Walscheid, Ben Swift, Michael Albasini, Peter Kennaugh, Mike Teunissen, Nathan Haas, Diego Ulissi, Rui Costa, Jose Goncalves, Luka Mezgec, Jan Bakelants, Maurits Lammertink, Enrico Battaglin, Bjorg Lambreht, Stephen Cummings, Owain Doull, Andrea Guardini, Rudy Barbier, Grega Bole, Yevgeniy Gidich

Danskerne

Michael Mørkøv gør debut i den danske mesterskabstrøje og skal spille en nøglerolle for Elia Viviani. Lars Bak skal arbejde for André Greiepl på Lotto Soudal, mens Christopher Juul formentlig skal hjælpe Caleb Ewan på Mitchelton-Scott. Matti Breschel er en del af toget for Dan McLay eller Sacha Modolo.