Optakt: Route du Sud

Løbets rolle og historie

Det har været en generel regel, at klatrerne altid har foretrukket at forberede sig til Tour de France i enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse. Der har været meget diskussion om, hvilket af de to der er at foretrække, men for de internationale stjerner har der aldrig været megen tvivl om, at et af de to løb tjener som en nøgledel af enhver succesfuld opbygning til verdens største løb.

I skyggen af WorldTour-løbene har det mindre Route du Sud i Pyrenæerne tilbud en anden mulighed. Med dets placering i samme uge som Tour de Suisse inkluderer det mange af de mest berømte Tour de France-bjerge, og derfor er det et helt oplagt sted at forberede sig til juli måned. Løbet er kortere og får meget mindre opmærksomhed, og det gør det til en mindre stressende model.

Løbet er imidlertid hovedsageligt blevet domineret af franskmænd, der enten har brugt det som deres eneste forberedelse eller kørt det et par dage efter Dauphiné. For internationale ryttere har det hovedsageligt været brugt af folk, der kommer fra Giroen, og har brug for at genfinde løbsfarten uden at skulle kaste sig ud i et WorldTour-løb.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Siden 2015 har løbet ændret sin status. For to år siden skulle Giro-vinder Alberto Contador netop genfinde løbsrytmen efter sin sejr i Italien ved det franske løb, og da Nairo Quintana, der aldrig kører mange løb inden sine store mål, foretrak det som sin eneste Tour de France-opvarmning efter træningen i Colombia, blev det pludselig en stor begivenhed med international tv-dækning på Eurosport. Sidste år var det igen Quintanas eneste løb inden Touren, og derfor var det igen i rampelyset, og det har tilsyneladende fået flere hold til at opdage værdien af det. I hvert vil der i år være ikke færre end syv WorldTour-hold til start, herunder storhold som BMC, Sky, Movistar og Astana, og selvom der i år mangler en Tour-favorit på startstregen, vil det få stor opmærksomhed i kraft af dets rolle som den store Tour-test for Froomes nøglehjælpere Geraint Thomas og den længe knæskadede Wout Poels.

Løbet blev skabt i 1977 under navnet Tour du Tarn, inden det fik et nyt navn Tour Midi-Pyrenees i 1982. Det fik sit nuværende navn i 1988, men formatet har trods de mange titler altid været det samme. Det finder altid sted over fire eller fem dage i samme uge som Tour de Suisse og har haft mange store navn som vindere. Gilbert Duclos-Lassalle, Francesco Moser, Stephen Roche, Ronan Pensec, Laurent Dufaux OG Laurent Jalabert figurerer all på vinderlisten, og inden for de senere år er det blevet vundet af ryttere som Michael Rogers, Thomas Voeckler, Oscar Sevilla, Dan Martin, Przemyslaw Niemiec, Vasil Kiryienka, David Moncoutie, Nairo Quintana, Nicolas Roche, Alberto Contador og Nairo Quintana.

Vinderlisten siger meget om løbets natur. Med dets placering i Pyrenæerne og med passage af nogle af de mest mytiske bjerge er det et løb for klatrere, og da der kun sjældent har været en enkeltstart, er det et løb som de rene bjerggeder har kunnet få efter. Løbet har typisk haft tre småkuperede sprinteretaper samt en stor etape i de høje bjerge, hvor klassementet var er blevet afgjort.

Sidste år fik løbet som sagt stor opmærksomhed i kraft af Quintanas deltagelse, og colombianeren levede op til forventningerne ved at tage en suveræn sejr. Efter at have været i et overraskende indianerudbrud på 1. etape viste han formen ved at slå specialisten Sylvain Chavanel på den ellers relativt flade enkeltstart. PÅ kongeetapen lod han hjælperytteren Marc Soler tage sejren, og det gav samlet set en dobbetlsejr, idet Quintana vandt 36 sekunder foran sin holdkammerat og 1.06 foran Nicolas Edet. Quintana hviler efter Giroen, og Soler kører Schweiz Rundt, men Edet vender tilbage i 2017 som eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Som sagt har løbet haft et relativt fast format med tre småkuperede sprinteretaper - ofte med stigende opløb - og en stor kongeetape i Pyrenæerne. Sidste år var arrangørerne lidt innovative ved at afvikle en enkeltstart om fredagen, hvor der var to etaper på menuen. I år er man imidlertid vendt tilbage til det klassiske format og har sløjfet enkeltstarten. Det har givet anledning til en mere traditionel rute med de typiske sprinteretaper fredag og søndag samt den store kongeetape lørdag, hvor Col du Tourmalet som så ofte før er på programmet. Til gengæld har man denne gang også lagt mere seriøse stigninger ind på torsdagens etape, der næppe vil blive afgørende, men kan skabe en første udskilning.

1. etape

Det har været en næsten ubrydelig tradition, at løbet er startet med en sprinteretape, men det bliver der lavet om på i 2017. I en afvigelse fra det klassiske manuskript vil man denne gang berører udkanten af Pyrenæerne allerede mod slutningen af en ellers flad første etape, og med hele tre relativt store stigninger i sidste halvdel vil der derfor blive skabt en første grovsortering i klassementet straks fra start.

I alt skal der tilbagelægges 176,6 km mellem Villeveyrac og Saint-Pons-de-Thomieres, og de kan i høj grad inddeles i to dele. Starten går i et fladt område, og derfor går det i starten igennem fladt terræn mod vest frem til dagens første spurt, der kommer efter 46,2 km. Herfra begiver man sig mod nord fem mod et mere kuperet område, og derfor ender det flade terræn ved den anden spurt efter 86.

Etapen ændrer karakter, når man rammer bunden af kategori 2-stigningen Col de l’Espinouse (23,7 km, 3,9 km), der i 1100 m har top efter 109,7 km. Her bliver man oppe på et plateau, mens man fortsætter igennem let faldende terræn mod sydvest frem til kategori 2-stigningen Col de la Bane (3,6 km, 6,0%), der har top med 45 km. Herfra fører en længere nedkørsel videre ned til målbyen, men i stedet for at køre til stregen kører man en lille runde i området vest for Saint-Pons-de-Thomieres. Det betyder, at man skal ovr kategori 3-stigningen Col de Sainte-Colombe (4,2 km, 4,9%), der har top med 11,8 km. Herfra går det nedad stort set hele vejen til stregen, idet kun de sidste ca. 3 km er relativt flade.

Det er svært at få megen information om sværhedsgraden af den sidste stigning, men den synes ikke at være hård nok til for alvor at skabe udskilning. Der er imidlertid så mange ryttere, der skal teste Tour-formen, at klatrerne sikkert allerede ved angribe hinanden. Derfor kan vi allerede fra start vente en ganske betydelig udskilning, og selvom stigningen næppe er hård nok til at adskille de bedste, og det mest sandsynlige er en spurt i en mindre gruppe, bør etapen give en indikation på, hvem der kan køre med om den samlede sejr.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Saint-Pons-de-Thomieres har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

2. etape

Fredagen har typisk været helliget sprinterne, selvom man sidst år krydrede dagen ved både at have en etape for de hurtige folk og en enkeltstart. I år kan specialisterne i de hurtige finaler glæde sig over, at hele dagen er helliget dem på en etape, der synes skabt til en massespurt, og det vil være velkomment efter den usædvanligt hårde 1. etape.

Etapen byder på i alt 173,8 km mellem byerne Espace Loisirs sor et Agout og Saramon, og de er ikke særligt vanskelige. Fra start bevæger man sig mod vest, men slår en lille indledende sløjfe omkring startbyen for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning straks fra begyndelsen. Herefter kører man ned til kategori 3-stigningen Cote de Cambos-les-Lavaer, der har top efter 26,5 km, men herefter flader det ud, mens man forsætter mod vest forbi storbyen Toulouse. Den første spurt kommer efter 63,6 km, inden man efter 89,8 km sætter kursen mod sydvest. Den retning holdes frem til den sidste spurt, der kommer efter149,8 km.

Finalen bliver krydret af, at man ikke kører direkte til mål, men i stedet slår en lille sløjfe i området nord for Saramon. Det betyder, at man med 25,4 km igen, når toppen af den lille kategori 3-stigning Cote de Bezeril, der imidlertid ikke er nogen nævneværdig udfordring. Herefter venter lidt småbakker, inden det i de sidste 10-15 km stiger ganske svagt op mod målbyen. Mod slutningen bliver det dog stejlere, og der venter derfor en spurt op ad bakke på den 150 m lange opløbsstrækning i Saramon.

Sprinterne havde ikke chancen på 1. etape, og de vil derfor være ivrige efter at gribe denne mulighed. Vinden kan være en udfordring, men etapen bør ende i en finale for de hurtige folk. Den stigende opløbsstrækning betyder imidlertid, at det er en afslutning, der passer til de lidt lettere sprintere og puncheurs, som ofte har haft mange muligheder i dette løb.

Saramon har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

3. etape

Lørdag er altid dagen for løbets kongeetape, og det ændres der ikke på i år. Typisk skal man undervejs op over Col du Tourmalet, og heller ikke den tradition brydes i 2017. Resten af ruten varierer imidlertid fra år til år, og det er ikke altid, at etapen har budt på en bjergafslutning. Det gør den dog denne gang, hvor rytterne skal slutte på toppen af den ikke specielt kendte stigning Gavarnie-Gèdre, som utvivlsomt vil afgøre, hvem der skal vinde årets løb.

I alt bydes der på 167 km mellem Saint-Gaudens og Gavarnie-Gèdre. Starten går nord for Pyrenæerne, og derfor er første del af etapen flad. Her bevæger sig mod øst igennem lt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 50,7 km og videre frem til den kendte by Bagneres-de-Bigorre, der ofte har været benyttet som mål for Tour-etaper. Her ændrer etapen imidlertid brat karakter, idet man drejer mod syd direkte ind i hjertet af Pyrenæerne og kører op over det mægtige kategori 1-bjerg Col du Tourmalet (17,2 km, 7,4%). Toppen kommer efter 99,7 km, hvorfra man følger nedkørslen mod sydvest tilbage til dagen. Her slår man en lille sløjfe ved at køre op ad kategori 2-stigningen RF de Gaborisse (), der har top efter 132,7 km, inden man vender tilbage til dalen.

Resten af etapen består af, at man kører mod syd ad let stigende veje, og det gør faktisk opad de sidste 25 km. Den sidste spurt kommer med 19 km igen, og herefter stiger det med 4,6% i gennemsnit frem til målstregen, der kommer på toppen af kategori 1-stigningen. Der er ikke megen information om stigningen, men den synes at blive stejlere mod toppen, hvor de sidste 5,8 km stiger med 6,6% i gennemsnit, inden man rammer den 150 m lange opløbsstrækning.

Dette er dagen, der skal afgøre løbet, og hvor klatrerne skal dyste om den samlede sejr. Historien viser, at der i dette løb typisk udbryder krig allerede på Col du Tourmalet, og det vil der med stor sandsynlighed ske igen i år. Det stærkere felt betyder dog også, at udskilningen nok vil være mindre end vanligt, og vi kan i sidste ende se frem til et stort slag mellem klatrerne på den sidste stigning. Det er svært at finde megen information om sværhedsgraden, og noget kunne tyde på, at det ikke er den stejleste stigning. Den er dog hård nok til, at vi kan se frem til en dyst mellem de bedste klatrere i løbet.

Gavarnie-Gèdre har ikke været været for et stort cykelløb i dette årtusinde.

4. etape

Route du Sud er kendt som et bjergløb, men en af traditionerne er alligevel, at sprinterne får det sidste ord. Det vil de også gøre i 2017, hvor der på søndagens etape venter en næsten helt flad rute, og med en afslutning på motorsportsbanen Paul Armagnac, må de hurtige afsluttere næsten automatisk føle sig inspireret til at gå efter sejren.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

I alt skal der tilbagelægges 154,8 km mellem Grs-Astarac Arros en Gascogne og motorsportsbanen Paul Armagnac i Nogaro. Den første halvdel af etapen består af, at man kører mod nordvest igennem næsten helt fladt terræn forbi den første spurt efter 39,1 km og frem til toppen af den lille kategori 3-stigning Cote de Saint-Mont, der kommer efter 71,4 km. Herfra forsætter man mod nord frem til motorsports banen, hvor man krydser stegen efter 97 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 57,8 km lang rundstrækning i det flade område nord for Nogaro. Der venter en indlagt spurt efter 116 km og kategori 3-stigningen Cote du Pin efter 121,7 km, men ellers er der ingen nævneværdige udfordringer. Med 3,1 km igen rammer man igen motorsportsbanen, og herefter er det helt fladt. Opløbsstrækningen er 300 m lang.

Det kan godt være, at der ikke er mange topsprintere i årets løb, men de, der er her, vil uden tvivl elske at spurte om sejren på en motorsportsbane. Klassementet er sat, og kun hvis det er blæsende, kan det ventes, at der evt. kan skabes ravage. Det er dog ikke sandsynligt, og det ventes derfor, at 2017-udgaven af Route du Sud afsluttes med et brag af en massespurt.

Nogaro har ikke været været for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Favoritterne

Route du Sud har altid været et bjergløb og som sagt et af de få løb, de rene klatrere kunne vinde. Sidste år blev der højst usædvanligt introduceret en enkeltstart, der gjorde det en anelse mere alsidigt, men i år er løbet tilbage ved rødderne. Denne gang vil det igen blive afgjort alene i bjergene, og det vil være bjerggederne, der skal slås om sejren.

På papiret er 2. og 4. etape klare sprinteretaper, hvor kun uheld kan betyde, at favoritterne mister tid. Der kan måske gøres små forskelle på 1. etape, men det mest sandsynlige er, at alle de bedste her slutter i samme tid. Derfor må man formode, at klassementet i høj grad skal afgøres af kongeetapen, de er en sag for de rene klatrere. Col du Tourmalet er en modbydelig stigning, der vil kunne skabe en solid grovsortering, inden de stærkeste formodes at slås om sejren på stigningen op til mål. Den er ganske vist ikke voldsomt svær, men da den kommer som rosinen i pølseenden på en meget hård dag, kan vi forvente, at der vil blive skabt ganske betydelig udskilning i et felt, der trods alt ikke er på WorldTour-niveau.

Som altid er vejret en faktor, specielt i et løb, der er kendt for voldsom varme. Det vil også være tilfældet i år, hvor der vil være temperaturer på over 30 grader hver dag og lidt risiko for regn torsdag. Derudover kan vinden måske komme i spil på 1. etape, hvor det vil være ganske blæsende, og her kan der kræves nogen opmærksomhed. Derudover er det værd at bemærke, at der vil være medvind på sidste stigning på kongeetapen, hvilket vil hjælpe klatrerne til at gøre en forskel.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Løbet er kendetegnet ved, at Sky møder op med et veritabelt superhold, der bør være i stand til at dominere løbet totalt. Med adskillige topklatrere i formodet Tour de France-form vil briterne være i stand til at dominere løbet totalt, og de må formodes at sætte sig tungt på kongeetapen, hvor de vil forsøge at skabe sig en overtalssituation, hvorfra de kan angribe. Deres styrke er så markant, at det vil være en overraskelse, hvis ikke de vinder, og det bliver meget svært for rivalerne at mandsopdække dem alle.

De tre store navne på holdet er Geraint Thomas, Sergio Henao og Wout Poels, og det kan i virkeligheden afhænge lidt af tilfældigheder, hvem af dem der vinder, hvis det udvikler sig til en taktisk affære, hvor de kan angribe på skift, og rivalerne ikke kan følge dem alle. Vi tror imidlertid mest på Thomas. Briten har været helt forrygende kørende hele året, hvor han har vist, at han som klatrer har nået et helt nyt niveau. I Tirreno var han næsten i stand til at matche en ellers suveræn Quintana, og i Tour of the Alps var han i særklasse den stærkeste rytter i et meget stærkt felt. Desværre ødelagde det berømte styrt hans Giro, men nu er han tilbage på sporet, klar til at hjælpe Froome i Touren. Der går rygter om, at han skal være plan B for det britiske hold, der har forhåbninger om, at han har samme niveau som i Giroen. Hvis det er tilfældet, bør han være stærkeste mand i dette løb, specielt på en stigning som den, der vil afgøre det her. Den passer ham helt perfekt, og vi tror ikke, at nogen kan matche ham, hvis han er på 100%.

Det skulle da lige være holdkammeraten Sergio Henao. Colombianeren var sidste år Froomes stærkeste hjælper i den første halvdel af Touren, og i år må han formodes at være endnu stærkere. Det skyldes, at han sidste år stadig var på vej tilbage efter en knæskade, mens han denne gang har et år mere i benene. Han vandt Paris-Nice, men derefter havde han et lidt skuffende forår, hvor han ikke ramte formen til klassikerne. Siden da har han trænet i Colombia, og det gør hans form lidt usikker. Sidste år var han ikke flyvende i Dauphiné, og hvis han igen skal bruge et par løb til at finde benene, vil han næppe kunne vinde her. Er han imidlertid på sit højeste, kan han meget vel være stærkeste mand.

Holdets værste rival vil sandsynligvis være Rigoberto Uran , der har udset sig dette løb som sidste forberedelse til Touren. Colombianeren har siden sit fremragende efterår, hvor han var meget tæt på at vinde Il Lombardia, været på sit bedste niveau i mange år, og i det tidlige forår klatrede han generelt fremragende. Han havde en skuffende klassikersæson, men nu må han formodes at være tæt på topformen igen. Han plejer at være meget god til at træne sig i form, og derfor kan han meget vel stille til start på et meget højt niveau. På papiret ligner han manden, der kan true Skys dominans.

Skys tredje topmand er Wout Poels. I kraft af sine præstationer i Touren i de seneste to år burde han måske være løbets største favorit. Desværre har han misset hele foråret med en skade, og han er i et kapløb med tiden for at blive klar til Touren. I dette løb skal han bevise, at han kan nå det, og håbet er, at han er langt fremme. Der er dog meget usikkerhed om ham, og han har helt sikkert ikke haft samme forberedelse som Thomas og Henao.

BMC stiller med Samuel Sanchez, men siger samtidig, at man stiller uden leder. Det kunne tyde på, at spanieren ikke er i topform, og derfor er det usikkert, hvad vi skal forvente. Han var ikke på sit højeste niveau i Californien og har måske haft en lille pause efterfølgende, inden han skal bygge form op mod Vueltaen. Han viste imidlertid inden sit styrt i Baskerlandet, at han stadig er at regne for en af verdens bedste klatrere, og han er en af de få, der på papiret kan true Sky. Holdet har også unge Manuel Senni, der får lov at køre sin egen chance, men alt afhænger af formen efter Giroen, hvor han aldrig ramte sit højeste niveau.

Cannondales anden kaptajn er Pierre Rolland, der bruger løbet som bro mellem Giroen og Touren. Han kører efter etapesejre til juli, men her vil han sikkert gå efter klassementet. Den bjergrige rute passer ham i hvert fald, og han burde være en af de bedste på lange, udmarvende stigninger som disse. Det er dog tvivlsomt, om han har trænet voldsomt meget mellem de to grand tours, og det vil være lidt en overraskelse, hvis han har formen til at slå det stærke Sky-mandskab.

Sergio Pardilla har ikke haft sit nemmeste år, men han er altid farlig i et løb som dette. Sidste år viste han i Vuelta a Burgos, hvor god han kan være, da han vandt kongeetapen foran Alberto Contador. Han har i år ikke helt været på samme niveau, men hvis han rammer sit topniveau kunne han næppe have ønsket sig en bedre rute.

Ag2r kommer med veteranen Hubert Dupont , der altid er god i dette klatreløb, der passer ham som fod i hose. Han fandt aldrig helt sine bedste ben i Giroen, men i Tour of the Alps kørte han fremragende. Historien viser, at han ofte kører stærkt her efter den italienske grand tour. Holdet har unge Francois Bidard som plan B.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Astana stiller med altid stærke Andrey Zeits, der er kendt som en fantastisk hjælperytter. Sidste år ved OL viste han imidlertid, at han også kan køre sin egen chance, og det vil han være klar til her. Hans form er usikker efter et skidt forår, men hvis han nærmer sig Tour-formen, kan han komme langt. Sergey Chernetskiy, der på papiret er holdets kaptajn, så til gengæld ikke godt ud i Dauphiné.

Sky har også Gianni Moscon , der er tilbage efter sin racismekarantæne, og Kenny Elissonde , der havde en skuffende Giro. De må formodes at skulle agere hjælpere, men som led i et taktisk spil kan de måske får en chance.

Cofidis stiller med et alsidigt hold med mange gode klatrere. Det gælder specielt Nicolas Edet og Luis Angel Maté, der begger sluttede lige uden for top 10 i Californien og var blandt de bedste i Luxembourg. Begge burde være mere komfortable i dette løb og synes generelt i år at have nået et helt nyt niveau.

Movistar stiller uden deres største navne. Daniel Moreno ligner kaptajnen, men han skuffede i Dauphiné. Det kan give unge Richard Carapaz  chancen. Han har givet store prøver på sit talent, men det er nok for tidligt at køre med om sejren.

Fortuneo-Vital Concept stiller med Tour-kaptajnen Eduardo Sepulveda. Han har imidlertid haft en skidt sæson, og intet tyder på, at han er tilbage på sporet. Til gengæld kan Armees Julien Loubet måske overraske i sit hjemmebaneløb, selvom det nok er en anelse for hårdt.

***** Geraint Thomas

**** Sergio Henao, Rigoberto Uran

*** Wout Poels, Samuel Sanchez, Pierre Rolland, Sergio Pardilla, Daniel Moreno

** Hubert Dupont, Andrey Zeits, Nicolas Edet, Luis Angel Maté, EDuardo Sepulveda, Ricard Carapaz, Manuel Senni, Gianni Moscon, Kenny Elissonde, Julien Loubet

* Jose Herrada, Yoann Bagot, Garikoitz Bravo, Sergey Chernetskiy, Arnold eannesson, Francois Bidard, Stephane Rossetto, Leo Vincent, Dylan Teuns, David Arroyo

Danskerne

Michael Valgren er til start for Astana, hvor han må formodes at skulle arbejde for Sergey Chernetsky og Andrey Zeits.