Optakt: Strade Bianche

Løbets rolle og historie

Ideen er så oplagt, at det måske betragtes som lidt af et mysterium, at det tog så lang tid for nogen at tage den op. De mange historiske grusveje i Siena-området og områdets kuperede terræn med mange korte, stejle stigninger nærmest trygler om at være scene for et stort cykelløb, men vi skulle alligevel helt frem til 2007, før Giro d’Italia-arrangørerne RC Sport besluttede at arrangere en stor begivenhed i området. Inspireret af et stort motionsløb afviklede man den første udgave af Strade Bianche i efteråret, hvor Alexandr Kolobnev slog Marcus Ljungqvist og således blev den første vinder af det, der snart skulle blive en nyklassiker, og som på det tidspunkt var kendt som Monte Piaschi Eroica.

RCS gjorde intet for at skjule, at deres ambition var at gøre løbet til en slags italiensk udgave af Paris-Roubaix, og det gjorde det fristende at flytte løbet fra dets oprindelige placering i efteråret og i stedet gøre det til et forårsløb. Flytningen kom allerede forud for den anden udgave, og arrangørerne kunne ikke have ønsket sig et bedre udkomme. De store klassikerstjerner Fabian Cancellara og Alessandro Ballan udkæmpede en fantastisk duel, som schweizeren trak sig sejrrigt ud af, og bare nogle få uger senere var netop den duo sammen med Tom Boonen med til at afgøre Helvedet i Nord på velodromen i Roubaix.

Den udgave gav det indtryk, at løbet var for brostensspecialister, men det har siden vist sig, at det er en langt mere alsidig affære, der er ganske unik. Dele af løbet finder sted på grusveje, men det andet væsentlige karakteristikum er de mange korte og til tider ekstremt stejle stigninger. Mange af disse er på grusveje, hvilket gør det vanskeligt for klatrerne at rejse sig fra sadlen, men det ændrer ikke på, at stejlheden af stigningerne og det totale antal højdemeter gør det til et løb, der passer til ardennerspecialisterne og grand tour-ryttere. Løbet slutter endda på den stejle stigning op til Piazza del Campo i Siena, og det gør det bare endnu mere udpræget til et løb for ryttere, der har deres force, når det går opad.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For at forstå hvor alsidigt løbet er, skal man bare kaste et blik på listen over vindere. Efter Cancellaras og Ballans duel i 2008 var det etapeløbsrytteren Thomas Löfkvist, der satte ardennerspecialisten Fabian Wegmann samt brostensrytterne Martin Elmiger og Edvald Boasson Hagen på den sidste bakke i 2010-udgaven, hvor top 10 også indeholdt grand tour-ryttere som Andy Schleck og Ryder Hesjedal. Et år senere var det ardennerspecialisten Maxim Iglinskiy, der slog Löfkvist, Michael Rogers, Filippo Pozzato og Hesjedal som del af en top 5, man svært kan forestille sig i noget andet løb. I 2011 - Philippe Gilberts magiske år - var løbet naturligvis bare et af mange, der blev vundet af Lotto-kaptajnen, som slog Ballan, Damiano Cunego, Jure Kocjan og Cancellara på bakken i Siena, inden Cancellara tog en suveræn solosejr i 2012. I 2013 blev det en mindeværdig 1-2 for Cannondale-holdets Moreno Moser og Peter Sagan, der leverede et taktisk mesterstykke, og i 2014 bekræftede Michal Kwiatkowski sin status som forårets åbenbaring ved at slå Sagan i Siena. I 2015 var det Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde, der spurtede om sejren i Siena, og her viste tjekken sig som klart den stærkeste, inden Cancellara tog en af sine sidste store sejre ved at besejre Stybar, Gianluca Brambilla og Sagan på bakken i 2016.

Det er denne slags alsidighed, der gør løbet fascinerende og åben for så mange forskellige scenarier. Det kan slutte i en spurt i en lille gruppe på den stejle bakke i Siena og dermed være perfekt for klatrere med et godt punch, eller en stærk rytter som Cancellara kan med sin rå muskelkraft på grusvejene køre alene til stregen. I Strade Bianche kan stort set alle - undtagen naturligvis sprintere og rene klatrere - gøre sig gældende, og rytterne er oppe mod rivaler, som de stort set ikke ser i deres andre hovedmål.

Løbet er helt unikt og har længe tiltrukket de bedste hold og ryttere, og det har i mange år været en vigtig begivenhed på kalenderen. Sammenlignet med de store klassikere er det imidlertid fortsat lidt af et forberedelsesløb. Mange har det som et delmål på vejen mod monumenterne, men det er meget få, der starter sæsonen med Strade Bianche som et af årets altoverskyggende hovedmål. For mange etapeløbsryttere er det hovedsageligt en lille test forud for Tirreno-Adriatico, mens andre tester formen inden Milano-Sanremo. Selvom alle drømmer om at vinde, bliver ingen knust over at tabe. For at blive en del af cykelsportens absolutte elite skal man have en lang historie, og det har Strade Bianche ikke.

Siden sidste år har løbet fået ekstra prestige ved at blive en del af WorldTouren. Det har i mange år reelt haft samme høje niveau som løbene på den fineste kalender, men man har ventet på en udvidelse af kalenderen, før man selv kunne blive en del af det fine selskab. Da det blev annonceret, at flere løb ville blive tilføjet i 2017, var der ikke megen tvivl om, at Strade Bianche ville være med, og det kom derfor ikke som noget chok, at det lykkedes for RCS. Selvom alle WorldTour-hold ikke er forpligtet til at starte, har de alle valgt det til både i 2017 og 2018, og det siger meget om dets prestige.

RCS forsøgte sig i 2013 med at skabe en meget interessant løbsweekend, hvor de samme hold dagen efter var til start i det traditionsrige Roma Maxima, der tidligere hed Giro del Lazio og sluttede i Rom. Det gjorde begge løb endnu mere attraktive og skabte en helt fantastisk mulighed for at forberede sig til Tirreno.Adriatico og klassikerne, og man tiltrak næsten alle hold fra WoldTouren. Desværre forsvandt løbet i Rom hurtigt igen, men i stedet er det mindre løb GP Industria & Artigianato steget gevaldigt i graderne og rykket til den efterfølgende søndag. Det tiltrækker ikke helt samme stærke felt, men sammen med Strade Bianche udgør det en helt perfekt løbsweekend på et meget afgørende tidspunkt af sæsonen. Det er også tilfældet i år, hvor de tilsammen udgør solid forberedelse til Tirreno-Adriatico, der starter onsdag.

Sidste års udgave af løbet endte som det vanlige udskilningsløb, hvor kun de stærkeste overlevede. Det viste sig at være Michael Kwiatkowski, Greg Van Avermaet, Tim Wellens og Zdenek Stybar, og det var polakken, der med et smart angreb på et fladt stykke slog det afgørende hul, der gav ham den anden solosejr i løbet. Van Avermaet vandt spurten om 2. pladsen foran Wellens og Stybar. Efter sin store sejr i Algarve vender Kwiatkowski tilbage for at forsvare titlen, og også Van Avermaet og Stybar har det atte som et stort mål. Wellens deltager imidlertid i år i Paris-Nice, der starter bare 24 timere og skipper derfor løbet.

NYE SPIL: SÆT DINE MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE, PARIS-NICE OG TIRRENO
 

Ruten

Trods den korte historie har arrangørerne fra RCS Sport allerede fundet et ret fast format for deres løb. I de første år varieredes ruten markant fra sæson til sæson, men i de senere år har den været stort set uforandret. Antallet af grusveje og sværhedsgraden af sektorerne har ændret sig lidt, men de vigtigste dele af finalen har været de samme. Ét forhold har været uforandret hvert eneste år: den smukke og spektakulære finale på den stejle stigning til Piazza del Campo i Siena.

Efter to år med helt identiske ruter ændrede man lidt på starten i 2016 og igen i 2017. Det har man atter gjort forud for det andet år på WorldTouren, men ændringerne kommer alle i de første 50 km, og de sidste mere end 120 km er helt identiske med sidste år. Formålet med ændringerne i de sidste to år var at gøre løbet en anelse hårdere, og det synes igen at være ideen bag årets ændringer. Således består ændringen i, at det andet grusvejsstykke, der består af en svær bakke, forlænges. Ligesom sidste år er der således 11 grusveje på programmet, men de udgør i år hele 63,0 km mod blot 61,9 km sidste år, den længste distance nogensinde. I 2016 forkortede man løbet fra 200 til 176 km, og i år er der kun 184 km på programmet, lidt flere end i de to foregående udgaver. Samtidig bibeholdes den nye start i Siena, der blev introduceret i 2016, og i det hele tager der er hovedsageligt tale om en gentagelse af ruterne fra 2016 og 2017.

Der er ikke meget fladt i området omkring Siena, der karakteriseres af kuperet terræn og stejle stigninger. Fra starten ved stadion i Siena bevæger man sig ad kuperede asfaltveje, indtil man når den første 2,1 km lange grusvejssektor efter 17,6 km. Den er helt lige og svagt stigende. Efter et par kilometer rammer man den forlængede sektor 2 (5,8 km), der kan betragtes som rutens første udfordring med dens korte nedkørsel og lange stigning, der sine steder stiger med mere end 10%. Herefter passerer man gennem Radi, hvor tredje sektor (4,4 km), der tidligere var den første sektor i løbet, venter. Derefter følger med det samme en af løbets klassikere, et 5,5 km langt grusvejsstykke, der har været på programmet hvert eneste år, og som er stort set fladt. Denne del af løbet er som regel meget aggressiv, da holdenes taktik spiller en nøglerolle i løbet, og derfor er det meget vigtigt, at de store hold ikke får en mand med i det tidlige udbrud.

Efter et par kilometer rammes dagens anden stigning, Montalcino (4 km, 5%), hvorefter sektor 5 (11,9 km) og 6 (8 km) venter, adskilt af bare én kilometer med asfalt. Begge er hårde og kuperede med mange sving, stigninger og nedkørsler. Herefter passerer man Buonconvento for anden gang og når så forplejningszonen. I Montoni d’Arbia starter efter 111,7 km nu sektor 7 (9,5 km), der er et langt grusvejsstykke med konstante bakker og nedkørsler på første halvdel og en snoet stigning mod slutningen. Disse dele blev introduceret i 2016 og bidrog til at gøre løbet hårdere. Det er imidlertid for tidligt for løbets favoritter at spille ud allerede her.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Efter sektor 7 starter finalen for alvor. Positionskampen intensiveres voldsomt, når man nærmer sig dagens nøglesektion, der starter med 54 km til mål. Med sine 11,5 km er Monte Sante Marie den længste i løbet, og det er den eneste, der har opnået fem stjerner i vurderingen af sværhedsgrad. Sektionen har adskillige korte, stejle stigninger, og det er typisk her, de første seriøse angreb kommer.

Efter grusvejen er der som regel etableret en lille gruppe af favoritter, og det er nu tid for de forskellige grupper at organisere sig og starte en jagt. Det afhænger af sammensætningen og graden af samarbejde, hvor meget regruppering der finder sted, men fra dette øjeblik er der vanligvis tale om et gradvist udskilningsløb.

De 17,8 km asfalt, der følger, er ganske nemme, men de er bare opvarmning til tre stykker grusvej, der alle er korte, men indeholder meget stejle stigninger, som er perfekte ramper for de afgørende angreb. Den første er 800 m lang, starter 24,8 km fra mål og stiger stort set hele vejen med tocifrede stigningsprocenter, før man når asfalten igen i Vico d’Arbia. Herefter fortsætter man kortvarigt på det behagelige underlag, inden man med 19,35 km til mål rammer den 2,4 km lange næstsidste sektor, der er firestjernet. Den stiger hele vejen, men efter et stykke med 10% og passager på helt op på 15%, stiger det hovedsageligt bare med 3-4%. Her blev Cancellara sat for et par år siden, og det er således ikke noget let stykke. Herefter følger 3,9 km asfaltvej, der både stiger og falder, inden man rammer Le Tolfe-sektoren, hvor den sidste udskilning kan ske. Den er bare 1,1 km lang, men efter en kort nedkørsel består anden halvdel af en brutal stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4% og et maksimum på hele 18%. På denne trestjernede sektor har Cancellara ofte lanceret sine afgørende angreb, og mange ryttere har mistet kontakten her.

Efter grusvejen mangler bare 12,05 km, og selvom det konstant går op eller ned, er der ingen stejle stigninger eller svære nedkørsler før til slut. Afhængig af løbssituationen kan der her ske en regruppering, men det er også en mulighed for at lancere et sent angreb. Det er usandsynligt, at der vil være mange hjælperyttere tilbage, og det åbner døren for et smart angreb i en hektisk finale, nøjagtig som Moser viste det i 2013 og Kwiatkowski i 2017.

Finalen er ganske teknisk, idet rytterne passerer gennem to hårnålesving i en let faldende sektion mellem 4 km- og 2 km-mærkerne. De drejer til venstre med 1,7 km til mål og bevæger sig så ad en svagt stigende vej, indtil de passerer den berømte port og rammer den specielle pavéagtige belægning lige før den sidste stigning, der fører op til Piazza del Campo. Efter 184 km er den 800m lange bakke ganske modbydelig, og selvom den kun i gennemsnit stiger med 6,5%, har den et stykke på 16% i bunden. Den stiger med mere end 10%, indtil der resterer bare 500 m. Efter det stejle stykke drejer rytterne til højre ad den ikoniske og smukke vej, der fører til den historiske bydel. 300 m fra stregen drejer de skarpt til venstre, og herefter går det nedad til mål. Vejen er smal og bøjer svagt til højre, inden man når de sidste skarpe højresving bare 150 m fra stregen. Denne 7% nedkørsel er ekstremt teknisk, og den reelle spurt kommer før det sidste sving, idet der ikke er plads til at komme forbi rivalerne på den korte opløbsstrækning.

Der er mulighed for adskillige scenarier, men typisk er det en lille gruppe på en håndfuld favoritter, der når bunden af stigningen sammen, og herefter afgøres det hele i en sidste brutal spurt og en voldsom positionskamp frem mod sidste sving. Den sidste stigning er så hård, at det typisk kun er én rytter, der når stregen som solovinder, men som Cancellara og Kwiatkowski har vist, kan man også køre væk meget tidligere. Én ting er sikkert: kun en lille gruppe af de allerstærkeste er stadig i spil til sejren, når rytterne når bakken, der leder til Piazza del Campo, og her vil bedste mand altid vinde.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Vejret

På denne tid af året plages mange løb typisk af elendigt vejr, men af en eller anden årsag synes Strade Bianche altid at undgå regn og kulde, som ellers kan gøre løbet til et mudderhelvede. Mange vil huske de legendariske billeder fra 2010-udgave af Giro d’Italia, hvor en fuldstændig tilmudret Cadel Evans i VM-trøjen sikrede sig en mindeværdig etapesejr på netop disse veje, men i Strade Bianche har vi ikke set lignende scenarier.

Noget kunne indikere, at traditionen bliver brudt i 2017. Også Italien har i de seneste dage været ramt af sibirisk kulde, og der har været sne og frost i de seneste dage. Kulden vil imidlertid langsomt forsvinde over de kommende, og selvom de 9 grader, rytterne vil opleve lørdag, bestemt ikke kan kaldes varmt vejr, er det for intet at regne mod de forhold, der har hersket i Siena i de seneste dage. Værre for rytterne err det formentlig, at det ventes at regne gennem hele løbet.

Den formildende omstændighed er, at det ikke vil være specielt blæsende med kun en let vind fra syd. Det betyder, at rytterne hovedsageligt vil have modvind i løbets første halvdel, men efter byen Montalcino kort før sektor 5 vil der være med- eller sidevind det meste af vejen. Der vil være medvind på nøglesektoren Monte Sante Marie samt de to sidste sektorer, og derudover vil der hovedsageligt være sidevind i de sidste 30-40 km. Når man nærmer sig Siena, drejer man ind i modvind, mens der vil være sidevind på bakken op til mål.

NYE SPIL: SÆT DINE MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE, PARIS-NICE OG TIRRENO
 

Favoritterne

At skulle udpege favoritter til Strade Bianche er altid en helt unik oplevelse, fordi man skal overveje navne, der normalt aldrig forekommer i toppen af listen i samme løb. På den ene side appellerer de mange stejle stigninger og den meget hårde finale til klatrerne. På den anden side gør grusvejene det vanskeligt for de lettere ryttere at drage maksimal fordel af deres klatreevner, mens de tungere typer kan kapitalisere på deres evne til at mose op ad en stigning med rå power, mens de forbliver siddende i sadlen.

Det er naturligt, at grusvejene betyder, at held eller manglen på samme altid spiller en helt afgørende rolle i løbet - husk bare på, hvordan en ung Peter Sagan i sin debut i 2012 mistede alle muligheder efter en dårligt timet punktering. Alligevel er det altid de bedste ryttere, der sidder med i finalen i et løb som dette, og det ender altid som en spektakulært udskilningsløb, indtil kun de stærkeste sidder tilbage.

I et løb som dette spiller taktik ofte en stor rolle, og derfor ser man ofte, at det tager lang tid, inden det tidlige udbrud etableres. Derefter starter udskilningen og den gradvise reduktion af størrelsen på feltet. Nøglemomentet kommer altid på Monte Sante Marie, hvorefter meget få hold har mere end én rytter med i front. Det kan åbne døren for et aggressivt løb, der er svært at kontrollere, og derfor kan det være vigtigt for favoritterne at have stærke hjælperyttere til at kontrollere en uregerlig affære. Eksempelvis vil mange huske, hvordan Liquigas sendte Moreno Moser afsted i et overraskende angreb i 2013, og hvordan Quick-Step i 2016 næsten vandt løbet ved at benytte Gianluca Brambilla i en lignende manøvre. Mens de to outsidere var ude foran, gav det samtidig holdets kaptajner, henholdsvis Sagan og Zdenek Stybar, mulighed for at sidde på hjul.

Mange sammenligner løbet med Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men antallet af højdemeter er betydeligt større end i de to brostensmonumenter. Derudover betyder den vanskelige finale i Siena, at de større drenge helst skal ankomme til mål alene for at undgå at skulle kæmpe med spurtstærke folk som Peter Sagan, Greg Van Avermaet og Zdenek Stybar i en finale som denne. Brostensspecialisterne er ganske vist i fremragende form, men dette løb er anderledes end en flamsk klassiker og passer umiddelbart bedre til ardennerryttere end folk, der specialiserer sig i de flamske løb.

Som i ethvert andet stort endagsløb ventes vejret at spille en afgørende rolle, og i år ser det ud til, at vejrguderne vil bidrage til at gøre løbet hårdt. Regnen og kulden vil bidrage til at gøre løbet selektivt. I finalen vil medvinden på nøglesektorerne samt et par solide sidevindsstykker gøre det ekstremt hurtigt og endnu nemmere for en enlig rytter at angribe fra distancen. Løbet vil således få endnu mere karakter af et udskilningsløb end i mange tidligere udgaver.

De regnvåde veje kan derudover yderligere ændre magtbalancen mellem de lette og de tunge ryttere. Det bliver ganske enkelt endnu vanskeligere for de lette folk at rejse sig fra sadlen, og der bliver mere brug for den power, som brostensspecialisterne har. Samtidig kan det være vanskeligt at holde varmen under disse forhold, og det er yderligere til gunst for de mere kraftfulde typer. En rytter som Alejandro Valverde har eksempelvis altid haft det svært med kulde.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Alt dette er til fordel for Peter Sagan, der fremstår som løbets store favorit. Ganske vist har verdensmesteren ikke kørt siden januar måned i Australien, da han i år skruer ned på aktiviteterne for at bevare ekstra friskhed til det knaldhårde VM sidst på året, men der er absolut ingen grund til at antage, at han ikke er meget tæt på sin allerbedste form. Ligesom sidste år har han nemlig tilbragt det meste af februar på højdetræningslejr i Sierra Nevada, og den tilgang gav ham et næsten skræmmende niveau sidste år. Da han kom ned fra højderne, var han ganske enkelt fabelagtig fra slutningen af februar og gennem hele marts. I Omloop Het Nieuwsblad kørte han feltet sønder og sammen, og det var kun i spurten, at det kiksede for dagens i særklasse stærkeste rytter. Dagen efter vandt han i Kuurne, inden han sejrede foran alle klatrerne på en brutal etape i Tirreno-Adriatico og sluttede periode af med at iværksætte det mest imponerende angreb på Poggio i Milano-Sanremo i mange, mange år. Hvis Sagan er kommet fra Spanien i nogenlunde samme form, bliver han uhyggelig lørdag.

Strade Bianche passer Sagan ganske fremragende, og når han ikke har været sat tilbage af uheld, har han altid været blandt de stærkeste. Slovakken er vel den bedste i verden på korte, stejle stigninger, og det samlede antal højdemeter favoriserer ham sammenlignet med de fleste af de øvrige brostensspecialister. Med sine fantastiske tekniske egenskaber er grusvejene også en klar fordel for Sagan, der tillige burde kunne udnytte de hårde vejrbetingelser, som sjældent har været til hans ulempe.

Sagan har altid haft den store udfordring, at han meget ofte har været isoleret i finalerne. Med tilgangen af Daniel Oss, der har været i fremragende form i Cadel Evans Great Ocean Road Race og åbningsweekenden, har han denne gang udsigt til at kunne have støtte langt ind i finalen. Som sagt kan det blive meget vanskeligt at kontrollere løbet, hvis han allerede sidder alene efter Monte Sante Marie, men det burde Oss kunne løse.

Det store spørgsmål er, om Sagan vil få hjælp af de få ryttere, der kan følge ham. I den sammenhæng er det en fordel, at han endnu ikke har vundet, og at han meget ofte har tabt spurter på bakker efter hårde løb. Specielt Greg Van Avermaet og Zdenek Stybar vil have troen på, at de kan sætte Sagan til vægs på bakken i Siena, og derfor tror vi faktisk, at der er interesse i et samarbejde.

Sagans andet problem er, at han skal økonomisere mere med kræfterne. Det er således ikke uden grund, at han ofte er blevet slået i spurter, ha burde have vundet - bare tænk på tidligere udgaver af Strade Bianche og Omloop i 2016 og 2017 samt E3 i 2015 og 2016. Her vil Oss kunne hjælpe betydeligt. Intet kan ændre på, at Sagan normalt er verdens stærkeste i en finale som denne, og da der må være interesse i at afgøre det på stigningen, tror vi på sejr til verdensmesteren i et afgørende slag i Siena - hvis Sagan da ikke er kørt alene langt tidligere.

Hans værste rival må være Zdenek Stybar. Hvor alle de øvrige klassikerspecialister taler om cykelsportens monumenter, er Stybar den eneste, der i flere måneder har talt om Strade Bianche. Den tidligere vinder er ganske enkelt dybt forelsket i det løb, der gav ham hans første store endagssejr, og han lægger ikke skjul på, at det er et af sæsonens helt store mål.

Det er bestemt ikke uden grund. Stybar er sammen med Sagan en mester i at styre en cykel, og det kommer ham i den grad til gode på de italienske grusveje. Dertil kommer, at han er en af de allerbedste klatrere blandt brostensspecialisterne, og han har et punch som få på denne type stigninger. Det betyder, at han har bedre muligheder for at gøre en forskel her end i de flamske klassikere. Samtidig er den hårde, tekniske finale skræddersyet til Stybar, der før har vist, at han kan sætte rivalerne til vægs i Siena.

Stybar har ikke tidligere haft den belgiske åbningsweekend, men har altid været brølstærk i Strade BIanche, hvor han efter sejren i debuten i 2015 er blevet nr. 2 i 2016 og nr. 4 i 2017. Selvom han i de seneste år generelt har skuffet i klassikerne, har han altid været knivskarp i dette løb, og i år kunne noget tyde på, at han vil være endnu bedre. I hvert fald kørte han sit hidtil bedste Omloop Het Nieuwsblad, hvor han sammen med Sep Vanmarcke var stærkeste mand på Muren i finalen, og hvis man tillige husker på hans flotte kørsel på kongeetapen i Algarve, tyder meget på, at Stybar står foran en stor lørdag. Det dårlige vejr burde ikke genere den tidligere crossstjerne, der både er stærk nok til at klare udskilningen og eksplosiv nok til at gøre det færdigt på bakken i Siena. Og så er han en mester i at time et angreb og måske gentage den bedrift, Kwiatkowski leverede sidste år.

Alejandro Valverde skulle egentlig ikke have været til start, men traf i Abu Dhabi en beslutning om at kapitalisere lidt ekstra på den gode form. Spanieren har været fuldstændig ustoppelig siden sæsonstart, og hans rivaler har ledt desperat efter måder, hvorpå den spanske veteran kan slås. Han vil dog næppe være helt så suveræn i Strade Bianche, hvor hans hidtil bedste resultat er en 3. plads. De mange højdemeter passer ham storartet, og hans tekniske egenskaber er i top, men han er betydeligt lettere end alle sine værste rivaler. Det er en stor ulempe på grusvejene, specielt hvis de våde forhold betyder, at det er svært at rejse sig fra sadlen. Dertil skal lægges, at Valverde ofte har haft det svært med kulde, og derfor er lørdagens betingelser ikke ideelle for spanieren.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Den største usikkerhed skyldes dog, at han blev ramt af et slemt maveonde på flyveturen hjem fra ørkenen - et maveonde, som ramte flere ryttere i det arabiske løb og blandt andet var forklaringen på Simon Yates' kollaps på kongeetapen. Man må formode, at han er kommet sig, siden han vælger at starte i Italien, men det skaber lidt ekstra tvivl om hans niveau. Hvis han undgår uheld, er der dog ingen tvivl om, at Mr Stabilitet selvfølgelig vil sidde med i finalen, og det er samtidig klart, at han er en af verdens allerbedste afsluttere på bakken i Siena. Kommer han først over grusvejene i god behold og uden at være for træt, bliver han svær at have med at gøre, også selvom mange af de værste rivaler også er specialister i netop den type afslutninger. Det helt stor spørgsmål er, hvor meget det koster at skulle matche de mere kraftfulde typer på en kold og våd dag med tunge grusveje.

Michal Kwiatkowski er sammen med Fabian Cancellera den eneste rytter, der har vundet løbet mere end én gang, og det siger en del om, hvor stærk han er i dette løb. Polakken er måske feltets allermest alsidige rytter, og det gør ham perfekt i et løb som dette, der netop kræver et hav af forskellige egenskaber. Han er teknisk eminent, brølstærk på flad vej, eksplosiv på korte, stejle bakker og har en glimrende evne til at læse et løb og time et angreb, som han gjorde det sidste år. Sejren i 2017 kom bag på ham, da han bevidst havde planlagt en lidt stille sæsonstart, men indledte en sæson, der sendte ham tilbage på sporet efter en svær tid, hvor han led af overtræning. Med sejre i San Sebastian og Sanremo og podiepladser i Amstel og Liege havde han sin hidtil bedste klassikersæson, og han er dermed atter at regne som den store rytter, han var i 2014.

Kwiatkowski havde igen i år planlagt en lidt stille start, men han var i Algarve alligevel endnu bedre end for 12 måneder siden. Han vandt begge løbets bjergetaper, og selvom hans samlede sejr primært skyldes Skys lidt specielle taktik, kan ingen være i tvivl om, at Kwiatkowski er klar. Ruten passer ham som sagt glimrende, og i 2014 viste han, at han er stærk nok til at slå selveste Sagan på bakken i Siena, der passer en eksplosiv afslutter som ham ganske glimrende. Sammen med Gianni Moscon kan han udgøre en livsfarlig Sky-duo i finalen, og det kan give ham den taktiske fordel, der kan give ham den tredje sejr i løbet.

Greg Van Avermaet har altid været blandt de bedste i dette løb, men han har endnu aldrig vundet. Det er vanskeligt at sige, om hans chancer er bedre i år, for hans form er meget svær at vurdere. I Oman var han fuldstændig suveræn i den eksplosive finale på 3. etape, og han klatrede overraskende godt på Green Mountain. Alt tydede derfor, at han var bedre forberedt end tidligere til åbningsweekenden, men her skuffede han en del. Naturligvis var han stadig blandt de stærkeste - det er meget svært at huske, hvornår Van Avermaet ikke har været blandt de bedste i denne type endagsløb - og formen er bestemt ikke dårlig, men både på Muren i Omloop og på Kwaremont i Kuurne var det tydeligt, at der var et par ryttere, specielt Stybar og Sep Vanmarcke, der var stærkere end ham.

Det er ildevarslende for Van Avermaet, der to gange er mødt til start i Siena efter en sejr i Omloop. Alligevel kunne han ikke følge de bedste, og han måtte tage til takke med hhv. en anden- og en sjetteplads. Det ændrer imidlertid ikke på, at Van Avermaet på papiret passer fint til dette løb. Blandt brostensspecialisterne er han en af de bedste klatrere, men sammenlignet med Sagan og Stybar er det store antal højdemeter måske en lille ulempe. Finalen i Siena passer ham imidlertid glimrende, og han har vist, at han er svær at slå i en spurt op ad bakke efter et hårdt løb. Specielt hans klatring i Oman og Valencia og hans præstation på 3. etape i Oman tyder på, at han måske i år vil være endnu bedre end tidligere i netop denne type finale. Han er omgivet af et af et af de stærkeste hold, hvilket kan give ham en taktisk fordel i finalen, og specielt en yderst formstærk Alberto Bettiol kan være guld værd, ligesom også Damiano Caruso og Stefan Küng kan side med langt inde i løbet. Vi er lidt usikre på, om Van Avermaet har formen til at vinde et så hårdt løb som dette, men hans resultater i de seneste to år viser, at belgieren kan vinde stort set alle de endagsløb, han vil.

Det er svært ikke at være begejstret over, at Gianni Moscon atter stiller til start i dette løb, hvor han allerede to gange har været i top 20. For første gang stiller han denne gang til start som en af kaptajnerne, og han kan meget vel ende med at løbe med sejren. Det italienske stortalent er ligesom holdkammeraten Kwiatkowski en af feltets mest alsidige ryttere, der både kan klatre med de bedste i de høje bjerge og køre i top 5 i Paris-Roubaix. Med andre ord burde et løb med masser af højdemeter og grusveje være skabt til den stærke italiener, der med 3. pladsen i sidste års Il Lombardia endegyldigt har cementeret sin rolle som en af verdens bedste endagsryttere. En solid start på Mallorca blev fulgt op af en lidt skuffende indsats i Valencia, men siden da har han trænet stenhårdt i højderne. Det betyder, at formentlig vender tilbage til feltet i storform, og det er skræmmende nyt for rivalerne. Mange vil huske, at han sammen med Alaphilippe sidste år var stærkeste mand ved VM, og derfor kan han sagtens vise sig også at være blandt de allerstærkeste her. Han er hurtig på stregen og kan sagtens vinde en spurt i Siena, ligesom han sammen med Kwiatkowski vil udgøre løbets måske allerstærkeste duo. Mens alle kigger på den forsvarende mester, kan det sagtens være Moscon, der løber med det hele.

Igen i år skipper Tom Dumoulin Paris-Nice, og det giver ham mulighed for at vende tilbage til Strade Bianche for anden gang siden det store gennembrud i 2015. Sidste år viste han, at det er et løb, der passer ham glimrende, og selvom han i finalen manglede det allersidste, blev det til en ganske fin 5. plads. Det er vanskeligt ikke at være begejstret over hollænderens deltagelse, idet han har alle forudsætningerne for at vinde. Han er helt oplagt en fremragende klatrer, der sagtens kan håndtere det store antal højdemeter, og han har i Vueltaen vist, at han er specialist på korte, stejle stigninger. Han har den perfekte motor til et langt, hårdt løb, og modsat de andre klatrere er han en stor fyr, der ikke får problemer på grusvejene. Dertil skal lægges, at han er ganske hurtig på stregen og eksplosiv på en stigning som den, der venter i Siena, og han kan sagtens slå selv de hurtigste med sin enorme power.

Endelig ser han ud til at være i endnu bedre form end sidste år. I Abu Dhabi havde han med to defekter masser af uheld, men hans enkeltstart, hvor han havde bedste mellemtid inden sin punktering, og den fornemme hjælperindsats for Kelderman på kongeetapen, vidner om glimrende form. Samtidig er han den af et fremragende Sunweb-hold, hvor også Michael Matthews og Søren Kragh har en chance for at køre finale. Hvis han kan undgå flere defekter, bliver Dumoulin farlig i dette løb.

Er det endelig tid for Tiesj Benoot at vinde et stort endagsløb? Det belgiske supertalent har i de seneste to år været ramt af en lang, lang serie af uheld, der har betydet, at han ikke har kunnet vise sine evner i de største løb. Nu håber han endelig at få fuldt udbytte af den kolossale styrke, han viste i bjergene i sidste års Tour og Dauphiné, og han er traditionelt stærk i årets første måneder. Han lagde overraskende godt ud i San Juan, hvor han ellers mødte op uden megen forudgående træning, og han kørte stærkt i åbningweekenden, hvor han imidlertid dummede sig voldsomt ved at iværksætte et håbløst soloangreb i modvinden inden Muren i Omloop. Det viste imidlertid, at han var stærk, men hans styrke kunne ikke aflæses i resultatlisten

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Benoot er ovenikøbet endnu mere interessant i Strade Bianche, end han er på de flamske brosten. Det skyldes han fantastiske klatreevner, som sidste år har fået endnu et nøk opad med de imponerende præstationer specielt i Dauphiné. Der er således ingen tvivl om, at Benoot blandt brostensspecialisterne er den allerbedste klatrer, og det er en stor fordel i et løb med så mange højdemeter. Han har samtidig motoren og de tekniske evner til at blande sig i finalen af så hårdt et løb. Den store udfordring er, at han ikke er så eksplosiv som de store favoritter, og at han af en eller anden grund altid mangler det allersidste. Heldigvis er finalen så hård, at Benoot sagtens kan vinde på ren styrke, hvis han vitterligt er så stærk som håbet.

Sunweb har flere gode kort på hånden. Et af dem er Michael Matthews, der i år gør debut i et løb, der burde passe ham glimrende. Australieren gjorde sæsondebut i Omloop Het Nieuwsblad, hvor han atter viste, at han er en af verdens bedste til at træne sig i form. Han lignede således en mand med stort overskud, indtil et styrt satte ham ud af spillet lige inden Muren. Heldigvis slog han sig ikke voldsomt, og han er klar til at gå efter sejren i dette løb. Det store antal højdemeter burde ikke være et stort problem for Matthews, der klatrer fremragende, og han har mange gange vist, at han er en af verdens allerbedste til at spurte på en bakke som den, der venter i Siena. Sammen med Dumoulin og Kragh kan han udgøre en meget stærk trio dybt inde i finalen, og det kan give ham en taktisk fordel i forhold til ryttere, der er bedre klatrere end Matthews. Ruten er måske en anelse til den hårde side for Matthews, men når man ser på, hvor svære etaper han tidligere har vundet i grand tours, burde han kunne sidde med her, hvis altså formen vitterligt tæt på toppen.

Da Sep Vanmarcke i 2015 gjorde debut i dette løb, havde han ikke de store forventninger. Han regnede således med, at løbet ville være for kuperet for en stor fyr som ham, men han overgik alle sine egne ambitioner ved at sikre sig en fjerdeplads. Faktisk måtte han først slippe de bedste i den absolutte finale, og det viser, at han kan begå sig i dette løb. I de senere år er han endda blevet en endnu bedre klatrer, og derfor bør hans chancer nu være endnu større. I Omloop Het Nieuwsblad viste han, at formen igen i år er helt i top, og der er således ingen grund til, at han ikke igen kan være med i finalen. Faktisk var han måske endnu bedre end tidligere, da han helt indiskutabelt var stærkeste mand i både Kuurne og Omloop. Finalen passer ham fint, da han er enormt eksplosiv på en kort stigning som denne. Vi føler os således overbeviste om, at en formstærk Vanmarcke vil komme langt i dette løb, men alligevel tvivler vi på, at han kan vinde et løb, der indeholder så megen klatring som dette.

En af løbets allermest spændende ryttere er Nathan Haas. Australieren fik en katastrofal sæsonstart i Australien, hvor hedeslag ødelagde hans krop i flere uger, men i Oman viste han, at han er kommet sig og bedre end nogensinde tidligere. Han slog Van Avermaet i spurten på den hårde 2. etape og leverede herefter sit livs klatrepræstation på Green Mountain, hvilket sikret ham en flot 4. plads i et løb, der burde være for svært for ham. Han er lettere end tidligere og klatrer bedre, og derfor burde han være i sit es på en hård rute som denne. Om hans teknik rækker til grusvejene, er imidlertid lidt tvivlsomt, ligesom det stadig er indiskutabelt, at han mangler lidt styrke i forhold til de allerbedste. Til gengæld passer finalen i Siena ham ganske perfekt, og er han lige så stærk som i Oman, har han en reel chance for i hvert fald at køre med om podiet.

Det har været en drømmestart på sæsonen for Alexey Lutsenko, der tog en nærmest chokerende samlet sejr i Tour of Oman. Han tog den gode form med sig til Europa, hvor han kørte et fremragende Omloop Het Nieuwsblad og var en afgørende brik i den overtalssituation, der til slut gav Michael Valgren sejren. Der er ingen tvivl om, at Lutsenko nu er stærkere end nogensinde tidligere, og at han står foran sit store gennembrud i klassikerne. I teorien burde dette løb passe ham bedre end de flamske løb, da han her kan kapitalisere på, at han klatrer bedre end mange af brostensspecialisterne, og han burde ligeledes være begejstret for en eksplosiv finale som denne. Han har fordel af stadig at være lidt af en underdog, og derfor kan han få lidt frihed, specielt hvis Astana igen kan få flere mand med i finalen, specielt Oscar Gatto og Moreno Moser. Vi tvivler stadig på, at Lutsenko er stærk nok til at vinde, men med lidt held og taktisk snilde kan han gentage Valgrens bedrift fra sidste lørdag.

Med en 8. og en 3. plads var Sonny Colbrelli en af de allermest succesfulde ryttere i åbningweekenden, og da han tillige vandt kongeetapen i Dubai Tour, er der ingen tvivl om, at han er i storform og står foran sit store klassikergennembrud - hvis han da ikke allerede har fået det. Han var en af de stærkeste på stigningerne i weekenden, hvor han også viste sin store motor ved at være nærmest uopslidelig. Med en podieplads i Amstel og sejr i Brabantse Pijl har han vist, at han kan køre med om sejren også i relativt kuperede løb, og han er en af verdens allerbedste afsluttere på stigninger, også selvom bakken i Siena nok er en anelse for stejl og lang til at passe ham ideelt. Vi frygter dog, at løbet bliver en anelse for hårdt for den ellers så stærke italiener, men er han stadig med, når de kommer tilbage til Siena, kan han blive meget farlig.

En meget spændende outsider er Daryl Impey. Mitchelton-Scotts kaptajn Luke Durbridge er endnu ikke på toppen efter sit kravebensbrud og næppe allerede nu i stand til at kæmpe med om sejren i så svært et løb, og det kan åbne døren for Impey. Sydafrikaneren havde en fabelagtig australsk sæson med sejr i Tour Down Under og en tredje plads i Cadel Evans Great Ocean Road Race, og siden da er det blevet til to sydafrikanske mesterskaber. Specielt hans klatrepræstation på Willunga Hill var imponerende og vidner om, at han nået et helt nyt niveau. I princippet burde dette være et glimrende løb for sydafrikaneren, der klatrer godt, men også er en stor, robust type skabt til forhold som disse. Han burde være stærk nok til at komme langt - i hvert fald, hvis han kan håndtere overgangen til kulden efter sin tid i Australien og Sydafrika - men han får nok alligevel svært ved at vinde, specielt da finalen er en anelse for stejl for den ellers hurtige sydafrikaner.

Der var stor skuffelse for Wout Van Aert, da han fik meddelelse om, at hans Veranda’s Willems-hold ikke havde opnået et wildcard til løbet. En ny VM-titel på crosscyklen fik dog arrangørerne til at skifte mening, og derfor fik han i sidste øjeblik en invitation. Egentlig havde han ikke de store forventninger så tæt på afslutningen af sin crosssæson, men han overgik alles og sine egne forventninger ved at køre med de bedste på Muren i Omloop. Dermed har han vist, at han allerede nu er blandt de allerstærkeste på korte, stejle stigninger, og at han har motoren til at være med i et hårdt løb. De tekniske egenskaber burde give ham en fordel på grusvejene, og han er stærk i kulden og regnen samt en glimrende afslutter på en bakke som den i Siena. Alligevel var det også tydeligt, at han var blandt de svageste i frontgruppen i lørdagens løb, og der mangler formentlig stadig lidt, inden han kan vinde et løb som dette.

I 2011 vandt Philippe Gilbert naturligvis dette løb, ligesom han vandt alt andet, han rørte ved. Siden da har han kun deltaget i 2012, men nu vender han tilbage. Alle ved, at den belgiske veteran efter skiftet til Quick-Step er genfødt, og dette løb burde med den eksplosive finale og de relativt mange højdemeter, men ikke for lange stigninger passe en ardenner- og brostensspecialist som Gilbert næsten ideelt. Han indrømmede dog forud for åbningsweekenden, at formen endnu ikke er i top, og det blev da også ganske tydeligt i Omloop, hvor han aldrig var synlig i løbets nøglemomenter, selvom det endte med en god spurt og en 5. plads. En 2. plads i Le Samyn bekræftede, at formen ikke er dårlig, men den er helt sikkert ikke god nok til, at han kan vinde på ren styrke. Gilbert er imidlertid aldrig bange for at spille ud langt udefra, og måske kan han udnytte Stybars tilstedeværelse til at snige sig væk og sikre sig sin anden sejr i løbet.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Diego Ulissi er tidligere blevet nr. 7 i dette løb, der burde passe ham udmærket. Han har vist god form i både Australien og Abu Dhabi, hvor han gjorde det ganske godt kongeetape, der ellers burde være til den svære side for en ryttertype som ham. De korte stigninger her passer ham langt bedre, men han er nok en anelse for let i forhold til de mere kraftfulde typer på grusvejene. Samtidig er han ikke den bedste i kolde betingelser, men til gengæld passer afslutningen i Siena ham perfekt. Kan han sidde med de bedste, bliver han farlig på bakken op til mål.

Endelig vil vi pege på Daniel Oss og Alberto Bettiol. De har egentlig rollen som løjtnanter for hhv. Sagan og Van Avermaet, men måske kan de alligevel komme i spil. Begge har nemlig vist storform fra sæsonstart og burde være gode på en rute som denne, også selvom der er lige vel mange højdemeter for en stor fyr som Oss. Vi så i 2016, hvordan Gianluca Brambilla som løjtnant pludselig var ved at løbe med det hele, nøjagtig som Moser lukrerede på Sagan til at vinde i 2013. For at undgå at skulle jagte kan de begge blive sendt i offensiven, og de er helt sikkert stærke nok til at gøre det færdigt.

Også Moreno Moser, Søren Kragh Andersen, Jasper Stuyven, Romain Bardet, Simon Clarke, Giovanni Visconti, Diego Rosa, Primoz Roglic, Andrey Amador, Luke Durbridge, Vincenzo Nibali, Oscar Gatto, Alexandre Geniez, Pierre Latour, Christopher Juul og Fernando Gaviria samt de spændende talenter Valentin Madouas, Michael Gogl, Floris De Tier og Maximilan Schachmann, kan alle ende med at køre finale, men vil næppe ende øverst på skamlen.

OPDATERING: En extra scanning har vist, at Michael Matthews har brækket skulderen ved sit styrt i lørdags. Han er derfor ude af løbet.

***** Peter Sagan

**** Zdenek Stybar, Alejandro Valverde

*** Michal Kwiatkowski, Greg Van Avermaet, Gianni Moscon, Tom Dumoulin

** Tiesj Benoot, Sep Vanmarcke, Nathan Haas, Alexey Lutsenko, Sonny Colbrelli, Daryl Impey, Wout Van Aert, Philippe Gilbert, Diego Ulissi, Daniel Oss, Alberto Bettiol

* Moreno Moser, Søren Kragh Andersen, Jasper Stuyven, Romain Bardet, Simon Clarke, Giovanni Visconti, Diego Rosa, Primoz Roglic, Andrey Amador, Luke Durbridge, Vincenzo Nibali, Oscar Gatto, Alexandre Geniez, Pierre Latour, Christopher Juul, Fernado Gaviria, Valentin Madouas, Michael Gogl, Floris De Tier, Maximilan Schachmann,

Danskerne

Løbet passer perfekt til Søren Kragh Andersen, der er en af tre beskyttede ryttere på Sunweb, men trods et godkendt Omloop synes han ikke helt at have fundet formen til at blande sig helt fremme i så stærkt besat et løb. Christopher Juul-Jensen blev sidste år nr. 7 og har en fri rolle på Mitchelton-Scott. Efter en solid åbningsweekend er endnu en top 10 mulig for den stærke dansker. Ruten burde også passe fint til Mads Pedersen , men heller ikke han synes endnu at være i topform, og han kan derfor ende som hjælper for Jasper Stuyven og Michael Gogl. Mads Würtz Scmidt er til start for Katusha, formentlig som hjælper for Nathan Haas.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michael Kwiatkowskis sejre fra 2017 og 2014, Fabian Cancellaras sejre fra 2016 og 2012, Zdenek Stybars sejr fra 2015, Moreno Mosers sejr fra 2013 samt Philippe Gilberts sejr fra 2011.

NYE SPIL: SÆT DINE MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE, PARIS-NICE OG TIRRENO