Optakt: Tour de Slovenie

Løbets rolle og historie

Traditionelt har Tour de France-stjernerne draget til enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse for at færdiggøre Tour de France-forberedelserne. Der har imidlertid altid været et par alternativer for ryttere, der foretrækker letter og mindre stressende etapeløb før verdens største cykelbegivenhed. I adskillige år har det flade Ster ZLM Toer været den foretrukne formtest for de rene sprintere og deres tog, og i de senere år har det bjergrige Route du Sud fået øget opmærksomhed i kraft af Nairo Quintanas deltagelse i både 2015 og 2016.

Det mindst prestigiøse af de fem etapeløb, der afvikles i juni, er det fire dage lange Tour de Slovenie, der aldrig har været i stand til at få samme opmærksomhed eller stjernebesatte startfelt som konkurrenterne. Løbet tilbyder ellers en alsidig rute med bjerge, sprinteretaper og enkeltstarter, men det har aldrig haft samme appel som de mere berømte løb i Schweiz, Frankrig og Holland.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tale om et godt alternativ, og mange Tour de France-ryttere har før brugt det som en mere afslappet opbygning til deres mål. Hovedsageligt har det dog været comebackløb for italienere efter Giro d’Italia. Mange af de lokale stjerner vil også gerne drage fordel af deres gode form efter den store grand tour ved de italienske mesterskaber, og det relativt korte Tour de Slovenie er en solid chance for at genfinde løbsrytmen. Samtidig har det ofte været en god bro for ryttere, der satser på en Giro-Tour-double, da Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné er for hårde at køre som del af en sådan udfordring, og i den sammenhæng er det kortere og lette slovenske løb det perfekte alternativ.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Slovenien er en relativt ung nation, og derfor er det ikke overraskende, at Tour de Slovenie også er et nyt løb. Landet var en del af Jugoslavien, indtil det erklærede selvstændighed i 1992, og derfor kan Tour of Yogoslavia betragtes som dets forgænger. Det løb blev første gang afviklet i 1937 og var en årligt tilbagevendende begivenhed fra 1947 og frem til 1988, men blev grundet krigen ikke afviklet mellem 1989 og 1993. Efter at landet blev delt, blev løbet genoptaget i 1994, men det forsvandt fra kalenderen i 2000. Som de fleste andre østeuropæiske løb var det hovedsageligt en begivenhed for ryttere fra den østlige side af jerntæppet.

Med cykelsportens stigende popularitet i det tidligere Jugoslavien er det ikke en overraskelse, at de fleste af de nye lande har etableret deres egen nationale etapeløb. Slovenien var det første til at få deres egen rundtur i 1993, og det blev åbnet for professionelle i 1995. I de førte år blev det domineret af lokale ryttere samt russere, men i 2005 blev det rykket på som 2.1-løb, blev flyttet fra maj til juni og blev en international begivenhed. Listen over vindere inkluderer ryttere som Przemyslaw Niemiec, Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali, Diego Ulissi og Tiago Machado og ryttere som Franco Pellizotti, Domenico Pozzovivo, Chris Anker Sørensen, Giovanni Visconti, Ilnur Zakarin og Mikel Nieve har alle været på podiet. Efterhånden som Slovenien i stigende grad bliver et stort cykelland har de lokale ryttere også været i stand til at blande sig trods den hårdere konkurrence, og i de senere år har lokale helte som Janez Brajkovic og Primoz Roglic begge vundet.

Slovenien var de første, men nu er der faktisk nationale etapeløb i det meste af det tidligere Jugoslavien. Tour of Croatia er blevet en stor international begivenhed i løbet af sine første tre år og er perfekt forberedelse til Giroen. Tour of Serbia er et mindre etapeløb, og der er desuden flere mindre endagsløb i Kroatien og Slovenien.

Tour de Slovenie er et meget alsidigt løb og lidt som en lille grand tour. Som regel har det haft en flad enkeltstart og en stor bjergetape, der i kombination har afgjort klassementet. Derudover har der været en flad etape for de rene sprintere, og løbet har ofte haft en første linjeløbsetape, der har været for stærke sprintere med gode klatreben.

Sidste år brugte Rein Taaramae sin gode Giro-form til at tage en efterhånden sjælden etapeløbssejr. Efter en duel med Jack Haig vandt kongeetapen, og selvom han med lille margin blev slået af Diego Ulissi på enkeltstarten var det nok til at tage den samlede sejr med hele 1.42 ned til Haig og 2.38 ned til Jan Barta, der overraskede stort ved at klare sig fint i bjergene. Taaramae og Katusha vender imidlertid ikke tilbage for at forsvare titlen, men Haig håber denne gang at tage den sejr, han ikke fik sidste år. Heller ikke Barta er md denne gang.

Ruten

Som sagt er Tour de Slovenie et alsidigt løb, der typisk har haft lidt af det hele i løbet af de fire dage. I de seneste år har det foretrukne format været en flad enkeltstart på første dag, en kuperet linjeløbsetape om fredagen, en stor bjergetape om lørdagen og en flad sprinteretape om søndag. Det ændrede man på sidst år, hvor man byttede rundt på rækkefølgen og gjorde enkeltstarten længere, meget hårdere og betydeligt mere afgørende.

I år har man igen givet ruten en overhaling og ændret formatet betydeligt. Mest markant er det, at enkeltstarten helt er sløjfet, og i stedet er løbet gjort betydeligt mere sprintervenligt. Således er der udover den traditionelle flade etape til Nove Meste på sidstedagen lagt flade finaler ind på både torsdagens og fredagens etaper. Begge inkluderer også stigninger, men de kommer så tidligt, at det kunne ligne dage for sprinterne. Til gengæld er der lagt op til et brag af et slag mellem klatrerne på løbets kongeetape, der ventes nærmest alene at forme det endelige klassement.

1. etape

I mange år lagde man næsten altid ud med en kort, flad enkeltstart, men i år er der slet ikke nogen tidskørsel. Som det var tilfældet sidst år starter man i stedet med en kuperet etape, men modsat det typiske scenarium på disse etaper i Slovenien kommer de værste udfordringer denne gang så tidligt, at det kunne se ud til, at sprinterne skal til fadet fra start.

I alt skal der tilbagelægges bare 159,4 km mellem Koper og Kocevje. Fra starten ved vestkysten bevæger man sig kortvarigt igennem fladt terræn mod øst, inden man sætter kursen mod nordøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Crni Kal (8 km, 4,8%), der har top efter 18 km. Den leder op til et fladt plateau, hvor man vil tilbringe resten af dagen. Ganske vist er der nogle småbakker undervejs, mens man bevæger sig mod nordøst, siden øst og til sidst sydøst mod Kocevje, men ingen af dem er svære. Højdepunkterne r i stedet de to pointspurter efter 45,3 og 134,7 km. De sidste 45 km er stort set helt flade, og det hele slutter med en omgang på en 4.9 km lang ikke specielt teknisk kompliceret og helt flad rundstrøkning.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det kan godt være, at etapen har en hård start, men det meste af dagen foregår i fladt terræn. Det må have gjort sprinterne sultne, og med mindre det blæser, hvilket sjældent har været tilfældet i løbet, bør det ende i et brag af en massespurt, der er skabt til de helt hurtige folk.

Kocevje var sidst målby i 2015, hvor Sonny Colbelli slog Michael Matthews og Grega Bole i en reduceret massespurt, og i 2014, hvor Pierpaolo De Negri var hurtigere end Antonino Parrinello og Simone Ponzi en lignende afgørelse.

2. etape

Årets rute er usædvanligt sprintervenlig, og det kommer til udtryk på 2. etape, hvor feltet efter et års fravær vender tilbage til hovedstaden Ljubljana, der typisk har været vært for løbets enkeltstart. I år har man imidlertid valgt at sende rytterne ud på en småkuperet rundstrækning i området omkring byen, men som på 1. etape kommer stigningerne også her så langt fra mål, at sprinterne må lugte blot.

I alt byder etapen på 169,9 km med både start og mål i Ljubljana, og de i alt væsentligt af en omgang på en stor rundstrækning i området øst for storbyen, der er placeret lige syd og sydøst for landets høje bjerge. Derfor er der heller ikke mange udfordringer i det hovedsageligt flade terræn. Det stiger svag de førstee 40 km, og herefter falder det jævnt ned mod dagens første forhindring, kategori 3-stigningen Slivna (2,5 km, 5.9%), der har top efter 86,3 km. Efter en nedkørsel og et kort fladt stykke venter kategori 3-stigningen Bogensperk (3,4 km, 5,8%), hvis top kommer efter 107,2 km. Herefter flader terrænet imidlertid igen ud, og kun en lille bakke kort før dagens eneste spurt, der er placeret efter 137,2 km, afbryder monotonien. Etapen slutter med en omgang på en flad, teknisk ukompliceret 4,7 km lang rundstrækning.

De to små stigninger er ikke svære og kommer alt for langt fra mål til at kunne ryste sprinterne. Derfor bør de hurtige folk også have udset sig denne etape som mål, og for anden dag i træk er finalen skabt til sprinterne. Derfor må det forventes, at en massespurt igen vil afgøre sejren på denne etape.

Ljubljana har som sagt som regel lagt asfalt til enkeltstarten. Artem Ovechkin vandt i 2015, Michael Matthews i 2014, Svein Tuft i 2013, Kristijan Koren i 2012 og Robert Vrecer i 2011. Sidste linjeløbsetape i byen var i 2009, hvor Giovanni Visconti snød sprinterne og tog sejren. I 2007 vandt Stefano Garzelli en spurt i en lille gruppe, mens Aldo Ino Ilesic (2003), Filippo Pozzato (2002), Dean Podgornik (2001) og Uros Murn (2000) er de øvrige vindere i dette årtusinde.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

3. etape

Løbets kongeetape har som regel været afviklet om lørdagen, hvor den sammen med enkeltstarten typisk har været afgørende for klassementet. Efter sidste år at have været afviklet allerede fredag er den i år tilbage på sin vante plads, og med fraværet af en tidskørsel ventes den i år helt at afgøre løbet. Vinderen skal således med stor sandsynlighed findes på Rogla-stigningen, der for første gang siden 2001 er tilbage på ruten og vil give de rigtige klatrere en chance for at gøre en forskel.

Etapen byder på i alt 167,7 km mellem Celje og Rogla. Først kørte man en omgang på en 31,3 km lang rundtrækning i det hele flade terræn i området vest for startbyen. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod øst, inden man drejer mod nord for at køre ind i bjergene. Her snor man sig rundt i et kompliceret system af rundstrækninger for at komme op over kategori 2-stigningen Padeski Vrh (7,1 km, 6,7%), der har top efter 90,2 km, for siden via fladt terræn at køre frem til kategori 3-stigningen Veliko Tinje (5,2 km, 6,5%), hvor top kommer med 42 km igen. En nedkørsel og et fladt stykke leder herefter frem til bunden af den sidste kategori 1-stigning, Rogla, efter at man har kørt om pointspurter efter hhv. 118,1 og 146,6 km. Målbjerget stiger md 7,5% over 13,7 km, hvoraf de sidste 3 km stiger med 6,8% i gennemsnit.

Rogla er et solidt bjerg, der helt sikkert vil kunne gøre stor skade. De første stigninger kommer så tidligt, at de hovedsageligt vil blive brugt til at trætte rivalerne, mens de store favoritter gør sig klar til et afgærende slag på det sidste bjerg. Her vil de bedste klatrere slås om sejren på både etapesejren og med stor sandsynlighed også samlet.

Rogla blev senest besøgt i 2001 på en bjergenkelstart, der blev vundet af Faat Zakirov.

4. etape

I de senere år er det blevet en tradition, at løbet slutter med en flad etape til Novo Mesto, og det ændres der ikke på i år. Igen i 2017 vil byen, der ligger i den flade del af landet sydøst for Ljubljana være rammen om afslutningen, og derfor ventes det, at sprinterne igen vil få det sidste ord.

Etapen byder på 160 km mellem Rogaska Slatina og Novo Mesto og ikke mage udfordringer. Først kører man igennem helt fladt terræn mod vest frem til byen Celje med pointspurter efter 21,2 og 28,2 km. Her sætter man kursen mod syd og kører kortvarigt igennem et kuperet område, som betyder, at man efter 64,6 km når toppen af kategori 3-stigningen Budna Vas (5,1 km, 6,6%). Herefter når man igen ud af bjergene, og terrænet bliver igen helt fladt, mens man fortsætter mod syd frem til målbyen. Her krydses stregen for første gang efter 118,2 km, hvorefter man kører en omgang på en stor, flad 25 km lang rundstrækning i området vest for byen. Den inkluderer en pointspurt efter 135,3 km. Herefter vender man tilbage til mål, og etapen afsluttes nu med tre omgange på en helt flad 5 km lang rundstrækning, der heller ikke byder på mange tekniske udfordringer.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Afslutningen i Novo Meste er efterhånden blevet en klassiker, og det ender altid i en massespurt. Det er usandsynligt, at det vil forholde sig anderledes denne gang, og der er lagt op til et helt klassisk slag mellem sprinterne, inden årets vinder af Tour de Slovenie endeligt kan krones.

Novo Mesto er målby for en etape hvert år og meget ofte den sidste. De seneste vindere er Alexander Porsev i 2016, Marko Kump i 2015 og 2009, Elia Viviani i 2014, Brett Lancaster i 2013, Simone Ponzi i 2012, Andrea Guardini i 2011, Francesco Chicchi i 2010 og 2008, Enrico Rossi i 2007, Borut Bozic i 2006 og Bostjan Mervar i 2005, og hver eneste gang er det endt i en massespurt. 

Favoritterne

Tour de Slovenie har altid været et løb for klatrere, idet kongeetapen som regel har været langt den vigtigste. Sidste år spillede en usædvanligt lang enkeltstart en større rolle, mens det i mere traditionelle udgaver for klatrerne tillige har været nødvendigt at begrænse tidstabet på en relativt kort, flad enkeltstart. Det har kunnet give forskydningerne i forhold til udfaldet på kongeetapen og krævet en vis alsidighed af vinderne.

2017-udgaven er imidlertid usædvanligt enkel. Med et format bestående af tre flade etaper og en bjergetape følger man i år samme model som Abu Dhabi Tour og et typisk Route du Sud, og det betyder, at klassementet i alt væsentligt bør kunne koges ned til lørdagens etape. Der kan naturligvis altid opstå huller som følge af styrt eller andre uforudsete begivenheder, men det synes usandsynligt, at de tre flade etaper ikke skal afgøres af de hurtige folk. Derfor vil udfaldet af kongeetapen med stor sandsynlighed blive afspejlet i klassementet.

Den størst trussel mod klatrerne er risikoen for vind. Vejrudsigten byder imidlertid på flot sommervejr med sol og varme og næsten ingen vind. Fredag vil ganske vist blive præget af risikoen for tordenbyger, men ellers vil vejret ikke spiller nogen rolle.

Dermed er det som udgangspunkt løbets bedste klatrer, der vil vinde løbet. Det er dog værd at bemærke, at der vil være modvind på Rogla-stigningen i kongeetapens finale. Da der i forvejen ikke er tale om et voldsomt stejlt bjerg, kan det gøre det mere taktisk, end man umiddelbart skulle tro, reducere udskilningen og øge betydningen af et godt punch og en god spurt.

Alligevel vil vi pege på Rafal Majka som løbets klare favorit. Polakken har ganske overraskende valgt det korte etapeløb som sin sidste forberedelse til Touren, og han stiller op som løbets store stjerne. Ganske vist har han ikke altid kørt meget stærkt i optakten til sine grand tours, mn han er aldrig helt væk. Det vil han næppe være denne gang heller, hvor han har haft en sæson, der har været lagt fuldt til rette med henblik på juli måned. Derfor er han også startet relativt langsomt ud, men i de senere måneder har formen været stigende. I april nærmede han sig endelig topniveauet med en top 10 i Liege, og han var om muligt endnu stærkere i Tour of California, hvor det kun var en dårlig enkeltstart, der frarøvede ham den samlede sejr.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Siden har han forberedt sig til Touren, og derfor kan han være lidt rusten. Han har imidlertid to dage til at finde løbsrytmen, inden det store slag i bjergene, og her bør han være den stærkeste. Modvinden er ikke til hans fordel, men da han faktisk har et fint punch og en god spurt, tror vi, at det bliver til polsk sejr inden Touren.

Sidste år blev Jack Haig nummer 2 samlet i det eneste løb, hvor han som nyprofessionel fik sin egen chance. Det vidner om talentet hos den tidligere nummer 2 i Tour de l’Avenir, der i år bare er blevet endnu stærkere. Måske er det ikke blevet til mange topresultater, men det skyldes alene, at han har kørt som hjælper. Han har været meget synlig i bjergene i Tour de Romandie og senest i Dauphiné, hvor han imponerede ved at sidde med langt fremme på de hårdeste etaper. Det vidner om, at formen er god, og han er klart stærkere, end han var sidste år. Denne klatrerute er helt ideel for ham, og han har klart motivationen til at gå efter et topresultat. Derfor betragter vi ham som Majkas værste rival.

Slovenerne håber på, at det bliver til sejr til Jan Polanc, og det er ikke uden grund, at de drømmer om en hjemmesejr. Således har sloveneren i år fået sit store gennembrud med en 11. plads og en stor etapesejr i Giroen. Ganske vist har det længe været kendt, at Polanc er et stort talent, ikke mindst efter den store Giro-etapesejr i 2015. Det er imidlertid aldrig tidligere blevet til klassementsresultater, først og fremmest i kraft af stor ustabilitet, men det synes han nu at være kommet sig over. Det store spørgsmål er naturligvis, hvordan han er kommet sig efter Giroen. Han var tydeligvis træt mod slutningen, men med en suveræn sejr ved de slovenske enkeltstartsmesterskaber indikerede han, at han stadig har lidt at skyde med. Denne klatrerute passer ham perfekt, så hvis han vitterligt er kommet sig, vil han være en af de bedste på Rogla.

En anden rytter, der kommer fra Giroen, er Kanstantsin Siutsou. Hviderusseren så imidlertid meget skidt ud mod slutningen efter en lovende start, og han lignede en mand, der trængte til pause. Derfor er hans form også et stort spørgsmålstegn, og det er helt usikkert, hvad vi kan forvente. Så sent som i Tour of Croatia var han imidlertid blandt de allerbedste i et meget lignende løb, og det vil han være igen, hvis han er udhvilet og er kommet sig godt efter de tre uger i Italien. Holdet har også Giovanni Visconti, men han har lidt af tendonitis og bruger nok primært løbet til at finde form frem mod de nationale mesterskaber. Holdets officielle kaptajn er talentet Domen Novak , men han er næppe god nok til at vinde.

Dimension Data møder på med klatreren Jacques van Rensburg, der hører til blandt de mere ustabile karakterer i feltet. På sine gode dage er han flyvende, hvilket en ungdomstrøje i Tour of Oman blandt andet vidner om. I Giroen fandt han endelig formen og kørte nogle meget flotte bjergetaper. Han så lidt træt ud mod slutningen, men hvis han er restitueret, er dette et løb, der passer ham.

Mattia Cattaneo, der slog Fabio Aru i Bay-Giroen som ung, var gået helt i stå, men han er som genfødt i år. Han vandt kongeetapen i Tour La Provence og var senest med helt fremme i Slovakiet Rundt. Han har været med fremme i stort set alle de løb, han har kørt i år, og den nylige præstation tyder på, at formen stadig er god. Han bør være en af de bedste klatrere i dette løb.

En depression var meget tæt på at ødelægge karrieren for stortalentet Manuel Bongiorno, der var så tæt på at vinde Giro-etapen til Monte Zoncolan i 2014. I sidste øjeblik fik han kastet en livline af det lille Sangemini-mandskab, og det to lidt tid at inde formen. Den nylige sejr i Albanien Rundt indikerer imidlertid, at der måske er lys for enden af tunnelen for rytteren, der engang blev betragtet som den næste italienske topklatrer. Måske får vi svaret i denne uge på en klatrerute, der passer ham.

Alexander Foliforov er som altid en joker. Russeren er på sine bedste dage en stærk klatrer, men det meste af sæsonen tilbringer han i gruppettoen. Han ramte aldrig formen i Giroen, men viste dog fremgang i den tredje uge, og alt afhænger af, om han har kunnet holde det momentum i sin træning. Sidste år kørte han en skidt bjergetape og en god enkeltstart, men i år er det bjergene, der skal afgøre det. Det bør egentlig passe ham fint, men som altid kan det ende med hvad som helst - desværre oftest med negativt udfald.

Nippo stiller med tre kaptajner, hvoraf Matteo Busato er det bedste bud. Han havde ikke den bedste Giro og er heller ikke ren klatrer, men normalt burde han være en af de bedste i et løb som dette. Alt afhænger af, hvordan han er kommet sig efter Giroen. Den var til gengæld rigtig skidt for de to klatrere Daniel Martinez og Ilya Koshevoy, der endte langt tilbage på alle bjergetaper. Det giver ikke de store forhåbninger forud for dette løb, men da man aldrig ved, hvordan de har absorberet den store løbsmængde, er der en chance for, at de har fundet formen.

Edward Ravasi og Gregor Mühlberger er begge store klatretalenter, der netop har kørt Giro. Desværre er de låst af at skulle arbejde for hhv. Polanc og Majka, men skulle kaptajnerne falme kan de få chancn. Mühlberger viste med sejren i Köln, at han er i god form, mens Ravasi efter en knæskade og en grand tour-debut måske nu endelig er klar til at indfri de store forventninger, der følger af en andenplads i Tour de l’Avenir.

Radoslav Rogina er altid med fremme i dette løb, men de dage, hvor han kan vinde, er nok ovre. Det samme er tilfældet for Ivan Santaromita, der ikke for alvor har fået gang i karrieren igen efter skiftet til Nippo. Mere spændende er det at se, hvad talentet Pawel Cieslik, der gav prøver på evnerne i Schweiz og Polen Rundt sidste år, kan, efter at karrieren i sidste øjeblik er blevet reddet.

***** Rafal Majka

**** Jack Haig, Jan Polanc

*** Kanstantsin Siutsou, Jacques van Rensburg, Mattia Cattaneo, Francesco Bongiorno, Alexander Foliforov,

** Matteo Busato, Edward Ravasi, Daniel Martinez, Gregor Mühlberger, Radoslav Rogina, Domen Novak, Giovanni Visconti, Ilya Koshevoy, Pawel Cieslik, Ivan Santaromita

* Damiano Cunego, Christopher Juul, Hermann Pernsteiner, Benjamin Brkic, Andrea Vendrame, Ivan Rovny, Nathan Haas, Egeny Shalunov, Matteo Rabottini, Jure Golcer, Christian Mager

Danskerne

Christopher Juul er til start for Orica-Scott, hvor han sammen med Jack Haig har fået lov at gå efter en topplacering i klassementet.