Optakt: Tour de Suisse

Løbets rolle og historie

Schweiz spiller en ganske særlig rolle i cykelkalenderens smukke anatomi. Selvom det naturligvis er alt for lille til at være vært for en grand tour, har alpelandet opbygget et ry som det perfekte sted at forberede sig til et tre uger langt løb. Traditionelt har landets to største etapeløb, Tour de Romandie og Tour de Suisse, været forberedelsesløb til henholdsvis Giro d’Italia og Tour de France, da de begge afvikles tæt på starten af de pågældende grand tours og tilbyder det ideelle bjergterræn for rytterne til at teste formen.

Den position er imidlertid i de senere år kommet under pres, og de schweiziske etapeløb betragtes ikke længere som de bedste til at varme op forud for Giroen og Touren. Mens Tour de Romandie synes at have tabt kampen mod Tour of the Alps og har ændret dets rolle til i stedet at være det sidste store mål i forårssæsonen for Tour-rytterne, har den nationale rundtur været involveret i en tæt kamp med Criterium du Dauphiné om at have titlen som den bedste forberedelse til Touren.

Det franske løb er klart kommet ud som vinder af den duel, og langt de fleste af Tour-stjernerne har igen i år foretrukket at drage til de franske alper i juni måned. Det ændrer imidlertid ikke det faktum, at Tour-rytterne som regel deler sig mellem de to løb, og selvom de største navne igen i år vil være til start i Frankrig, vil adskillige Tour-deltagere stadig teste formen på de schweiziske landeveje i løbet af de kommende 9 dage.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det kan dog ikke skjule det faktum, at dataene klart viser, at Dauphiné nu er den foretrukne bevgivenhed for de fleste klassementsryttere. Den sidste Tour-vinder, der forberedte sig til verdens største cykelløb i Schweiz, var Lance Armstrong, der i 2011 afveg fra sin vanlige forberedelse i Frankrig ved at køre (og vinde) det schweiziske etapeløb. Amerikaneren vendte siden kun tilbage til det alpelandets løb efter sit comeback, da han stillede til start i 2010, og siden 2011 har Tour-vinderen altid været til start i Dauphiné som forberedelse til løbet i juli. I 2012 sluttede Thibaut Pinot som nummer 10 i Touren og var den bedst placerede rytter, der havde kørt i Schweiz, mens Roman Kreuziger på femtepladsen var den højst rangerede rytter, der i 2013 havde været til start i den lille alpenation. I 2014 fortsatte den opmuntrende tendens, da Pinot gik fra en skuffende 15. plads i Schweiz til at slutte på podiet i Paris, mens Robert Gesink kom fra en niendeplads i Schweiz, inden han blev nummer 6 i Touren i 2015. Sidste år var det Geraint Thomas på 15. pladsen, der var den bedst placerede Schweiz Rundt-deltager.

Det er imidlertid i høj grad et spørgsmål om individuel præference, og mens enkelte ryttere foretrækker altid at benytte samme løb som forberedelse, synes de fleste at variere det en anelse fra år til år. Alberto Contador og Team Sky hører til blandt de hovedaktører, der prioriterer det franske løb højest, mens Schleck-brødrene var kendt for altid at køre Tour de Suisse. Løbet har endda haft nogen held med at tiltrække nogle af de bedste franske ryttere som Pinot, der ser er en fordel i at slippe væk fra mediepresset i hjemlandet. I år er alle de franske hovednavne med undtagelse af Pinot, der hviler efter Giroen, dog til start i Dauphiné.

Selvfølgelig er hovedproblemet for det schweiziske løb den geografiske placering. Det har ikke mange muligheder for at gøre brug af dele af Tour-ruten - noget Dauphiné har gjort i stor grad, siden ASO overtog ansvaret i 2010. På den anden side afvikles løbet en uge tættere på Touren end Dauphiné, og forskellige ryttere har forskellige præferencer, hvad angår placeringen af det sidste store forberedelsesløb. I år har Tour-arrangører imidlertid igen øget ligheden med Tour-ruten ved at besøge Mont det Chats og inkludere en enkeltstart, der er meget lig den, der findes på næstsidste dag i verdens største cykelløb, og det har utvivlsomt øget tiltrækningskraften.

Arrangørerne har dog også selv bidraget til deres lidt triste skæbne. 2009- og 2010-udgaverne af Tour de Suisse var alt for lette og tilbød ikke mange bjergetaper, hvor rytterne kunne teste benene. Faktisk kritiserede mange 2009-løbet for at være designet med det ene formål at sikre en samlet sejr til den nationale helt, Fabian Cancellara. I de senere år har man imidlertid brudt trenden, og 2013-udgaven var hårdere end længe. I 2014 og 2015 var ruterne igen lettere , men både i 2016 og 2017 har man vendt tingene helt på hovedet og designet løb, der er langt hårdere end vanligt.

Løbet har stadig en meget speciel rolle på cykelkalenderen, idet det er det længste løb uden for grand tour-kategorien. Det er én dag længere end Dauphiné og var tidligere kendt som det fjerdemest prestigefulde etapeløb i verden. Mens den position nu er tabt, giver dets rolle som en national rundtur det fortsat en særlig status, og det er stadig et løb, som alle drømmer om at vinde.

Grunden til den store prestige er en kombination af historien og sværhedsgraden. Med en historie, der rækker tilbage til 1933, er løbet ældre end Dauphiné, og da det afvikles i et af de mest bjergrige områder i Europa, er det intet under, at det er blandt de hårdeste løb på kalenderen. Selvom vinderlisten er imponerende, mangler den dog samme dybde som den, det franske modstykke kan prale af. Pasquale Fornara topper listen over succesfulde ryttere med fire sejre, mens to af de lokale helte Ferndinand Kübler og Hugo Koblet deler æren med Rui Costa som de eneste trefoldige vindere.

Udover at være et forberedelsesløb til Touren har løbet altid haft en fantastisk evne til at tiltrække rýttere fra Giroen. Det skyldes sandsynligvis den ekstra uges hvile, men mens Dauphiné kun har kunnet præsentere nogle få - dog ofte meget succesfulde - Giro-Dauphiné-doubler, har Tour de Suisse som regel adskillige Giro-ryttere på startlisten. I år er bestemt ingen undtagelse, idet Tom Dumoulin, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Rui Costa, PatrickKonrad, Joe Dombrowski, Hugh Carthy, Michael Woods, Maxime Monfort, Fernando Gaviria, Sacha Modolo og Jan Hirt alle afsluttede Giroen og nu forsøger at gøre brug af deres form i Schweiz.

Løbet har stadig overhånden i forhold til Dauphiné på ét område. Mens det franske løb afvikles i et område uden meget fladt terræn og derfor ikke har den store appel til sprinterne, er Tour de Suisse som nationalt etapeløb forpligtet til at besøge alle egne af Schweiz, der ikke alle er bjergrige. Det betyder, at løbet som regel har haft betydeligt flere muligheder for de hurtige folk. Det kuperede terræn i landet og arrangørernes hang til svære rundstrækninger betyder dog, at der ikke er meget at komme efter for de rene sprintere, men de mere hårdføre typer og klassikerspecialister vil altid finde kunne finde adskillige etaper, der behager dem. Det er ikke noget tilfælde, at Peter Sagan vandt to etaper i 2011, fire i 2012, yderligere to i 2013, en enkelt i 2014, to i 2015 samt to i 2016, og dette års rute burde igen give gode muligheder for den alsidig slovak. For andet år i træk er sprinterne ganske vist spredt lidt mere ligeligt mellem Frankrig og Schweiz - sandsynligvis grundet en mere sprintervenlig Dauphiné-rute og en hård udgave af det schweiziske løb - men Sagan skal stadig op mod folk som Fernando Gaviria, John Degenkolb, Elia Viviani, Sacha Modolo, Michael Matthews, Greg Van Avermaet. Sondre Holst Enger, Reinardt van Rensburg, Baptiste Planckaert, Jens Debusschere, Magnus Cort, Niccolo Bonifazio, Juan Jose Lobato Adam Blythe og Thomas Boudat, hvis han vil gøre sig håb om yderligere succes.

Sidste år tog Miguel Angel Lopez sin helt store gennembrudssejr, da han satte forhåndsfavoritterne Geraint Thomas og Tejay van Garderen eftertrykkeligt til vægs. Ganske vist kom colombianeren ikke imponerende fra start, men med en afslutning i den bjergrige sidste weekend vendte han tingene på hovedet. Efter tre bjergetaper så det ellers forud for næstsidste etapes enkeltstart ud til, at Andrew Talansky og Ion Izagirre skulle køre om sejren, men på tidskørslen chokerede Lopez ved som nummer 2 kun at tabe 18 sekunder til baskeren. Det gav ham førertrøjen, og da han på den sidste, forkortede bjergetape viste sig at være klart den stærkeste, sikrede han sig den samlede sejr med 12 sekunder ned til Izagirre og 18 sekunder ned til Warren Barguil. Efter et slemt styrt i november er colombianeren endelig klar til at gøre etapeløbsdebut i dette løb, men det synes usandsynligt, at han kan forsvare titlen med kun et enkelt endagsløb. I stedet jagter Izagirre den samlede sejr forud for sin første opgave som klassementsrytter i Touren, mens Barguil denne gang er til start i Dauphiné efter at have styrtet slemt i Romandiet for en måneds tid siden.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ruten

Som sagt har arrangørerne efter et par år, hvor den begrænsede sværhedsgrad gjorde løbet mindre spektakulært, i de senere år forsøgt at gøre løbet hårdere. Et første højdepunkt nåede man i 2013, hvor man havde tre svære bjergetaper og en bjergenkeltstart, inden man igen havde lettere ruter i 2014 og 2015. Sidste år sammensatte man imidlertid den klart sværeste rute i årevis, idet man havde hele tre meget svære bjergafslutninger, herunder en på den frygtede Rettenbachferner, i tillæg til de klassiske tidskørsler i form af en prolog og en længere enkeltstart.

Som regel har løbet haft to bjergafslutninger og en bjergetape med en afslutning efter en nedkørsel. Enkelstartsspecialisterne har haft chance på en prolog, der ofte har været meget kuperet og teknisk, og en lang, relativt kuperet enkeltstart. Stigningerne i Schweiz er typisk ikke særlig stejle, og derfor har bjergetaperne sjældent været meget selektive, hvilket har bevirket, at enkeltstarten typisk har været den vigtigste etape. Resten af løbet har været udgjort af klassiske Schweiz Rundt-etaper: kuperede etaper, som slutter på en rundstrækning, der meget ofte har en lille stigning tæt på mål. Disse etaper er ofte blevet afgjort i reducerede massespurter, og det har gjort løbet til lidt af en fest for stærke sprintere og klassikerryttere, hvilket forklarer, hvorfor Peter Sagan trods sin unge alder allerede er den rytter, der har vundet flest etaper i løbets historie.

Efter sidste års meget hårde udgave har arrangørerne fulgt op på den nye tendens ved igen at designe en usædvanligt svær rute i 2017. Først og fremmest er der igen tre svære bjergetaper på programmet, og selvom man i år ikke har tre meget vanskelige bjergafslutninger som sidste år, kan de alle gøre skade. Det gælder specielt fredagens kongeetape, der igen slutter i østrigske Sölden, hvor man har udskiftet den brutale Rettenbachferner, der er en af Europas absolut sværeste stigninger, med den helt nye Tiefenbachferner, der måske er en anelse lettere, men stadig hører til i den ekstreme kategori. Torsdag gælder det den klassiske finale med Albulapass og den efterfølgende tekniske nedkørsel til La Punt, som gang på gang har skabt stor splittelse. Endelig skal rytterne på 4. etape slutte med samme finale som på kongeetapen i sidste års Romandiet Rundt, hvor afstandene dog vil være mindre end på de to sværeste bjergetaper.

Sidste år havde enkelstartsrytterne ikke meget at gøre godt med, da tidskørslen var forkortet betydeligt. Denne gang kan de glæde sig over, at enkeltstarten igen er tilbage i ”normal” Schweiz Rundt-længde, og at den igen kommer på sidste etape, hvor de ved, hvor meget der skal vindes. Dertil kommer, at løbet som altid indledes med en prolog, som for andet år i træk er ganske flad og skabt til de store maskiner.

Sprinterne og klassikerrytterne kan glæde sig over, at der i år som altid er meget at se frem til. Efter prologen venter en kuperet rundstrækningsetape, der er som skabt til de mere hårdføre typer. Mandag slutter man med samme svære finale i Bern, som sidste år gav en Tour de France-etapesejr til Peter Sagan i en knivskarp duel med Alexander Kristoff, og også femte etape burde være for de hårdføre sprintere, selvom man undervejs skal over Simplonpass. Også den sidste weekend kan give en sidste mulighed for Sagan-typerne, idet der lørdag venter en kuperet rundstrækning i Schaffhausen, inden klassementsrytterne afgør kampen om den samlede sejr på i søndagens afsluttende kamp mod uret.

1. etape

Siden år 2000 er kun fire udgaver ikke startet med en kort enkeltstart. Sidste gang løbet blev indledt med en almindelig linjeløbsetape var helt tilbage i 2008, hvor Oscar Freire vandt en reduceret massespurt og således erobrede den første førertrøje. I år er åbningsetapen atter en enkeltstart, men som det var tilfældet i 2015 og 2016 har arrangørerne afveget fra det sædvanlige mønster med at have en ganske svær stigning og en teknisk nedkørsel på menuer. I de senere år har man ellers ofte benyttet samme, meget eksplosive etape i Lugano, hvor man i alt væsentligt skulle op over en lille stigning og ned ad en svær nedkørsel, men i 2013 havde man for første gang længe en mere traditionel prolog. I 2014 var åbningsetapen igen meget kuperet og eksplosiv med en svær stigning, men i de senere år har man tippet balancen og givet de mere traditionelle enkeltstartsspecialister muligheden for at gå efter den første førertrøje.

Med sin distance på beskedne 6,0 km er der tale om en indledende enkeltstart af ganske traditionel  Schweiz Rundt-længde, og den finder i år sted i byen Cham i den relativt flade nordlige del af landet. Etapen består af en lille tur ud i landskabet nord for byen og er helt usædvanligt for de klassiske Schweiz Rundt-prologer ikke særlig teknisk. Tværtimod er der bare to tidligere sving, inden man rammer en lang, lige vej, der fører mod nord. Efter to skarpe sving kører man kortvarigt mod nordvest, inden endnu et sving leder ud på endnu en lang, lige vej, der leder tilbage mod syd og centrum af Cham, hvor det hele afsluttes hele 2900 m fra sidste sving. Den første kilometer falder let, hvorefter det stiger ganske svagt over de næste 3 km. De sidste 2 km er igen let faldende, men da etapen byder på bare 46 højdemeter, er der ikke tale om væsentlige udfordringer.

Etapen er ganske vist ikke helt flad, men der er ikke tvivl om, at dette er en etape for specialisterne og de store motorer. De fleste kan håndtere de små bakker undervejs, og da der ikke er mange sving, er der masser af plads til, at de powerfulde maskiner kan give den gas. Normalt klarer sprintere sig fint på prologer, men med så få sving synes denne etape at være skabt til specialister, og det vil derfor med stor sandsynlighed være en rigtig ekspert, der ifører sig løbets første førertrøje.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Cham har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

2. etape

I de senere år har der været en tendens til, at arrangørerne laver en aftale med startbyen om, at de er vært for løbet de første to dage, hvor man dels kan afvikle en prolog og dels en linjeløbsetape på en rundstrækning. Det er også tilfældet i år, hvor Cham har fået æren af at være centrum for løbet i den indledende weekend. Efter den flade prolog byder de på en typisk Schweiz Rundt-etape, hvor man over fire omgange på en svær rundstrækning skal forcere en stigning fire gange, og dermed vil der blive ryddet ud i sprinterne på en dag, hvor klassikerrytterne og de hårdføre sprintere utvivlsomt lugter muligheden for igen at score en etapesejr i det schweiziske løb.

Den 172,7 km lange etape både starter og slutter i Cham og består af fire omgange på en 43,8 km lang rundstrækning i området nordvest for byen. Fra start bevæger man sig mod vest igennem let stigende terræn, indtil man sætter kursen od nord for at give sig i kast med Horben-stigningen (2 km, 11,4%), der -hvis dataene i løbsbogen er korrekte - er enormt stejl, tilbyder bjergpoint ved alle fire passager og har top med 22,8 km til mål. Herefter falder det jævnt over de næste ca. 13 km, mens man fortsætter mod nord, inden man igen kører mod sydøst og tilbage mod Cham. Det foregår i stort set helt fladt terræn, og man passerer undervejs med 7,8 km til stregen den indlagte spurt, hvor der vil være point og sekunder på spil på ved de tre sidste passager. Med 2,3 km igen rammer man en lille bakke, der stiger med 2,2% over 1 km, inden det falder let ned mod mål. Det sidste skarpe sving kommer med 1300 m til stregen. Etapen byder på i alt 2412 højdemeter.

Denne type rundstrækningsløb er klassiske for Schweiz Rundt og en af grundene til, at klassikerryttere og stærke sprintere har så gode muligheder. Hvis man kan stole på løbsbogen, er Horben en meget stejl stigning, der sidste gang helt sikkert vil være alt for svær for de rene sprintere. Den kommer imidlertid også så langt fra mål, at den ikke er specielt velegnet til store angreb, og da klassementet fortsat er tæt, synes det mest sandsynlige udkomme at være en reduceret massespurt. Bora-hansgrohe, Sunweb og Trek vil alle have udset sig denne etape som en mulighed for hhv. Peter Sagan, Michael Matthews og John Degenkolb, der alle er hurtige og hårdføre, og de vil sandsynligvis være blandt de ryttere, der skal spurte om sejren i Cham.

Cham har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

3. etape

Modsat de fleste nationale etapeløb, der ofte slutter i landets hovedstad, er Tour de Suisse ofte kørt uden om Bern. Når byen har været på programmet, har det imidlertid som i de fleste andre løb været på sidste etape, men det laves der om på i år. Her besøges byen allerede på 3. etape, hvor de stærke sprintere og klassikerryttere håber at få en chance for at tage en prestigiøs sejr i en finale, der er helt en identisk med den, der blev benyttet under sidste års Tour de France, hvor Peter Sagan med et perfekt timet cykelkast sikrede sig sin tredje etapesejr i en knivskarp dyst med en skuffet Alexander Kristoff.

I alt skal der tilbagelægges 159,3 km mellem Menziken og Bern. Indledningsvis kører man en omgang på en 29,5 km lang rundstrækning i området nord for startbyen, og den er langtfra flad. Således venter der en bakke straks fra start, inden en nedkørsel og et fladt stykke leder frem til bjergspurten i Leutwill (3,8 km, 6,2%), der kommer efter 20 km. Herefter kører man igen ned til Menziken, hvorfra man via en ukategoriseret stigning bevæger sig mod sydvest og siden sydøst igennem hovedsageligt fladt terræn. Herefter venter 73,8 km bjergspurten i Ebnet (4,4 km, 2,8%), inden det stiger let, mens man kører mod sydvest frem til det sydligste punkt.

Herfra begiver man sig mod nordvest via en lang, let faldende vej, idet man undervejs passerer dagens første spurt efter 106,4 km. Herefter går det mod sydvest og syd forbi dagens anden spurt efter 133,4 km ned til en lille bjergspurt (800 m, 8,9%), der kommer med bare 14,6 km til mål. Herfra slår man en lille sløjfe syd om Bern gennem småkuperet terræn, indtil man bevæger sig ind mod centrium. Her venter en lille bakke med 6 km til mål, inden det falder frem til der resterer bare 1800 m. Med 3 km rammer man samme finale, som blev benyttet i Touren sidste år, og det betyder, at man med 1,8 km igen skal over en brostensstigning, der over 600 m stiger med 6,5%. De sidste 1200 m er helt flade og følger en lang lige vej uden sving. I alt byder etapen på 1635 højdemeter.

Sidste års Tour de France-etape viste, at finalen var en anelse for svært for de rene sprintere, men helt perfekt for etapevinder Peter Sagan, Sondre Holst Enger, der blev nummer 3, John Degenkolb, der blev nummer 4, og Michael Matthews, der blev nummer 5. De er alle til start i dette løb, og der er derfor næppe nogen tvivl om, at de har udset sig denne etape som en mulighed for at gå efter en etapesejr. Derfor kan vi vente os, at deres hold vil kontrollere løbet stramt og sikre, at det hele bliver afgjort i en kamp mellem de hårdføre sprintere.

Bern var som sagt målby for 16. etape af sidste års Tour de France, hvor Peter Sagan besejrede Alexander Kristoff og Sondre Holst Enger i en tæt spurt. I 2015 kom Tour de Suisse senest forbi, da Alexey Lutsenko tog en flot udbrudssejr, og Tom Dumoulin vandt en enkeltstart i byen. I 2009 slog Fabian Cancellara Tony Martin på en kuperet enkeltstart på sidstedagen og sikrede sig derved den samlede sejr. Et år tidligere overraskede han sprinterne med et sent angreb på sidste etape og slog Philippe Gilbert i en tomnadsspurt. I 2007 vandt schweizeren endnu en enkeltstart på sidste etape, mens det i 2006 var Jan Ullrich, der afsluttede sin professionelle karriere ved i hovedstaden at vinde både den afsluttende enkeltstart og løbet samlet.

4. etape

Efter to dage, der har handlet om overlevelse, er det endelig tid for klassementsrytterne at komme i aktion og finde ud af, hvem der er klar til at gå efter den samlede sejr i årets Tour de Suisse. Det sker, når løbet efter to dage i relativt fladt terræn rammer den første af tre store bjergafslutninger i Villars-sur-Ollon, der sidste år lagde asfalt til Chris Froome sejr på kongeetapen i Romandiet Rundt. Den afsluttende stigning er ganske vist ikke den sværeste af dem, der vente i løbet, men den vil give den første indikation på, hvem der har taget bjergbenene med til Schweiz, og give bjergrytterne en første chance for at vinde tid inden den afsluttende enkeltstart.

Med en distance på 150,2 km, som fører feltet fra Bern til Villars-sur-Ollon, er der tale om en af de korte, intense bjergetaper, der er blevet så populære i de senere år. Det meste af etapen består af en lang rejse mod sydvest, hvor man bevæger sig fra hovedstaden ned mod Alperne. Terrænet er stort set helt fladt, og der er ingen nævneværdige udfordringer. Langsomt begynder det imidlertid at stige svagt frem til dagens første spurt, der kommer med 50,0 km til mål. 2,3 km senere kører man ind i bjergene, når man drejer mod sydvest og kører op over Col des Mosses (13,5 km, 4,0%), der har med 34,2 km til mål.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Der venter nu en lang nedkørsel mod sydvest til Aigle, hvor UCI har hovedkvarter. Her kommer dagens sidste spurt med 13,5 km igen, inden man drejer mod øst og kører direkte ind i bjergene op ad dagens sidste stigning. Den stiger med 6,4% over 13,5 km, men er stejlere på den nedre del, hvor det flere gange stiger med mere end 10%. Senere bliver stigningen nemmere, og i de sidste 2 km stiger det kun mellem 4,5 og 7,4%. Det sidste hårnålesving kommer lige inden den røde flamme, og herefter venter et skarpt sving bare 200 m fra stregen.

Klassementet er fortsat ganske tæt, og derfor vil der være mange, der fortsat tror på den samlede sejr. Således bør der være god interesse i at holde snor i et eventuelt udbrud, og derfor bør det blive favoritterne, der skal køre om etapesejren. Den afsluttende stigning er imidlertid ikke løbets sværeste, og som vi så, da den blev benyttet i sidste års Romandiet Rundt, skal vi ikke vente enorme tidsforskelle. Den vil dog give et første fingerpeg om, hvem der kan vinde løbet samlet.

Villars-sur-Ollon blev sidste år brugt som mål for kongeetapen i Romandiet Rundt. Her udnyttede Chris Froome, at han var ude af klassementet, til at angribe fra distancen og sikre sig en solosejr 4 sekunder foran en lille gruppe, hvis spurt blev vundet af Ion Izagirre foran Thibaut Pinot.

5. etape

Efter en dag uden for rampelyset håber sprinterne igen at komme i aktion på løbets 5. etape, der kortvarigt forlader bjergene for at bringe landet over i den østlige del af landet, hvor de to afgørende bjergetaper venter. På løbets midterste etape venter der således en helt flad finale, men for at komme i spil til etapesejren skal man have ganske solide klatreben, idet man undervejs skal over det mægtige Simplonpass i mere end 2000 m højde, en udfordring, der kan anspore lykkeriddere til at forsøge at snyde sprinterne.

I alt skal man på løbets længste etape tilbagelægge hele 222 km og forcere hele 2570 højdemeter på turen mellem Bex og Cevio. Fra starten bevæger man sig kortvarigt igennem helt fladt terræn, inden man sætter kursen mod nordøst, en retning man holder det meste af dagen. Det ændrer imidlertid ikke på terrænets karakter, idet den første del af etapen, der går forbi Sion og Visp er stort set helt flad.

Det ændrer efter ca. 100 km, når man forlader dalen for at køre mod syd op over det mægtige Simplonpass, der stiger med 6,5% over 20 km. Toppen kommer efter 120 km, hvorefter en nedkørsel leder mod øst og tilbage til fladlandet. Inden det igen flader ud skal man imidlertid ind i Italien og over Druogno-stigningen (6,7 km, 7,2%), der har top, når der resterer 54,5 km. De består af en jævn nedkørsel mod øst forbi dagens første spurt, der kommer efter 200 km, når man er tilbage i Schweiz. Herefter stiger den sidste del af etapen ganske let over de sidste 22 km, mens man kører mod nordvest op til målet i Cevio forbi den sidste spurt, der kommer med 12,7 km igen. Finalen er teknisk ukompliceret, idet det eneste sving i de sidste 4 km kommer kort før den røde flamme. Det stiger svagt frem til de sidste 2 km, hvorefter det er næsten helt fladt.

Dette kan vise sig at være sidste chance for sprinterne i løbet, og derfor må der være stor interesse i at få det samlet til en massespurt. De fleste af de hurtige folk i løbet er relativt hårdføre og bør kunne overleve Simplonpass, der kommer så tidligt, at tempoet vil være moderat. Stigningerne kan imidlertid gøre det svært at organisere en jagt, og historien viser, at stærke udbrud ofte har en chance i Schweiz Rundt. Det kan derfor ikke udelukkes, at en gruppe kan holde hjem på denne etape.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Cevio har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

6. etape

Efter en dag, hvor man har kunnet slikke sårene eller glæde sig over tidsgevinsterne, er det tid for klassementsrytterne for alvor at slås om den samlede sejr i det schweiziske etapeløb. Det sker på to bjergetaper torsdag og fredag, der begge vil give klatrerne en chance for at vinde tid inden den afsluttende enkeltstart. Der er ingen tvivl om, at fredagens 7. etape er langt den sværeste, men allerede torsdag er der mulighed for at vinde tid, når feltet vender tilbage til La Punt for første gang i fire år.

I alt skal der tilbagelægges 166,7 km og klatres hele 3950 højdemeter på turen fra Locarno til toppen af La Punt Chamues-ch. Fra start bevæger man sig langs søen mod øst igennem helt fladt terræn, men det ændrer sig efter ca. 35 km, når man drejer mod nord for at køre ind i bjergene. Her skal man op over San Bernardino-passet (30,5 km, 5,2%), der har top efter 66,5 km. Herfra går det mod nordøst og nord via en lang, gradvis nedkørsel, inden man igen når dalen, hvor man drejer mod øst.

Det går nu igennem svagt stigende terræn forbi dagens to spurter, der kommer efter henholdsvis 133,2 km og 142,5 km, videre frem mod bunden af dagens sidste stigning, men langsomt begynder det at stige mere og mere, og man befinder sig således allerede i ca. 1000 m højde, når man rammer bunden af den 17 km lange Albulapass med 26,3 km til mål. Den stiger med ca. 7,5% i gennemsnit, men er ganske ujævn. Således er den stejlest i bunden, hvor det i de første 9 km ofte stiger med 8-11%. Herefter følger en letter kilometer, inden det jævnt stiger med 6-8% over adskillige kilometer. Til slut bliver den irregulær med både meget stejle passager og letter stykker. Toppen kommer med 9,3 km til mål, hvorefter en nedkørsel leder ned til La Punt, hvor det først flader ud med 800 m igen. Nedkørslen er meget teknisk, og det sidste af mage hårnålesving kommer kun lige inden den røde flamme. Til slut venter to skarpe sving med ca. 400 m til stregen.

Afslutningen med Albulapass og den svære nedkørsel er velkendt og en klassiker i Schweiz Rundt. Historien viser, at det er muligt for de bedste klatrere at gøre en forskel på stigningen, og da der efterfølgende næsten intet fladt er, kan man sagtens holde til stregen. Nedkørslen kan imidlertid også gøre en forskel, som man så i 2013, hvor Thibaut Pinot blev sat af frontgruppen. Det er imidlertid slet ikke sikkert, at favoritterne skal køre om sejren på en dag, hvor et udbrud vil have ganske gode muligheder for at holde hjem.

La Punt har ofte været besøgt af løbet, og finalen er altid den samme. I 2013 slog Rui Costa Bauke Mollema og Tejay van Garderen i en tremandsspurt, mens Robert Gesink tog en solosejr i 2010. Det samme gjorde Koldo Gil i 2006 og Francesco Casagrande i 2003, mens Stefano Garzelli var hurtigst i en lille gruppe i 2000. 

BEMÆRK! Der er en fejl på den officielle profil. Etapen slutter ikke på toppen af stigningen.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

7. etape

For tredje år i træk er den østrigske skisportsby Sölden udset som vært for løbets kongeetape, men modsat de seneste to udgaver har man denne gang valgt en anden målstigning. Hvor man i 2015 og 2016 begge gange havde det vigtigste bjergslag på den frygtede og ekstremt stejle Rettenbachferner, sender man denne gang feltet op ad Tiefenbachferner, der ikke tidligere har været benyttet af et stort cykelløb. Den er måske ikke helt så stejl som sin mere berømte nabo, men er stadig vanvittigt svært, specielt på første halvdel. Derfor er der tale om en meget vanskelig bjergafslutning, der vil give klatrerne en fremragende mulighed for for alvor at distance temporytterne inden den afgørende enkeltstart og sikre, at de lette folk har en reel chance for at vinde årets Tour de Suisse.

Etapen fører feltet over 160,8 km fra Zernez til toppen af Tiefenbachferner uden for Sölden og er det meste af dagen meget enkel. Således bevæger feltet sig fra start kortvarigt mod nord, inden man i lang tid kører mod nordøst. Her falder det kun ganske let i det generelt meget lade terræn, der efter 43,3 km fører feltet ind i Østrig. Sådan fortsættes frem til etapens nordligste punkt, hvor man fortsætter mod øst, inden man drejer mod sydøst for at køre frem til Sölden. Det betyder, at det begynder at stige svagt, mens man bevæger sig forbi den første spurt efter 130,6 km.

Med 16,1 km passerer man igennem Sölden og dyster om point i den sidste spurt, og herefter lndrer etapen dramatisk karakter. Det sker, når man drejer mod vest for at køre op ad den 14,5 km lange Tiefenbackferner, der stiger med hele 10,2% i gennemsnit og har top i 2780 m højde. Stigningen er ganske brutal, idet stigningsprocenten i de første 10 km kun sjældent er under 10% og for det meste af tiden ligger på 11-12%. De sidst 4,5 km er lettere, idet stigningsprocenten gradvist falder til 7%, som holdes på de sidste 2 km, indtil man rammer en lille nedkørsel med 500 m til mål. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, og herefter er det en næsten lige vej, der leder frem til et skarpt 180 graders sving mindre ca. 100 m fra stregen.

Tiefenbachferner er måske ikke helt så modbydelig som Rettenbachferner, der har været benyttet som mål i de seneste to år, men det er stadig en af de sværeste stigninger, man kan finde i Europa. De første 10 km intet mindre end modbydelige, og samtidig foregår etapen i højderne, hvilket altid er en ekstra udfordring. Hvis man ser på de tidsforskelle, der er blevet skabt på Rettenbachferner i de senere år, er det klart, at feltet kan ventes at eksplodere til atomer, og man kan miste minutter på en dårlig en dag. Dette er en stigning for de rigtige klatrere og dagen, hvor der for alvor skal skabes afstande inden den afsluttende enkeltstart.

Tiefenbachferner har som sagt ikke tidligere været benyttet i et stort cykelløb. Det har i stedet Rettenbachferner, hvor Tejay van Garderen og Thibaut Pinot vandt kongeetaperne i hhv. 2016 og 2015. i 2007 vandt David Lopez kongeetapen i Deutschland Tour på samme stigning, mens Levi Leipheimer gjorde det samme to år tidligere.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

8. etape

Det er klassisk for Schweiz Rundt at slutte løbet med en weekend i samme by, hvor man om lørdagen kører et rundstrækningsløb på en kuperet runde, inden man om søndagen afslutter løbet med at køre en enkeltstart over en omgang på samme rundstrækning. Denne model blev senest benyttet i 2015, hvor Alexey Lutsenko vandt en etape i Bern, inden Tom Dumoulin vandt en neglebidende enkeltstart dagen efter. Byen Schaffhausen havde samme ære af at afslutte løbet på denne facon i 2011, og igen i år er det byen i den tysktalende del af landet, der får fornøjelsen. Denne gang har man imidlertid valgt to forskellige ruter til lørdagens rundstrækningsløb og søndagens enkeltstart, der finder sted henholdsvis syd og nord for byen.

Weekenden indledes med en kuperet etape i klassisk Schweiz Rundt-terræn, hvor der ikke er meget fladt, men heller ikke store stigninger. I alt skal der klatres 1064 højdemeter over bare 100 km, som består af 8 omgange på en 12,5 km lang rundstrækning i området syd for Schaffhausen. Fra starten køres der mod sydøst igennem relativt fladt terræn, inden en lille nedkørsel leder frem til floden, der gennemskærer byen. Her drejer man mod øst, inden man kort efter tager hul på rutens stigning op ad Alpenstrass, der stiger med 4,2% over 1600 m. Toppen nås med 6,6 km igen.

Herfra kører man mod nord, idet man bliver oppe på et lille plateau, inden man drejer mod vest for at køre ned ad en lille nedkørsel. Her rammer man den vej, man benyttede tidligere på etapen, og man kører derfra via fladt terræn mod nordøst tilbage mod målområdet. Her slår man imidlertid en lille sløjfe for at ramme målstregen fra den ”rigtige” side, inden man tager hul på næste omgang. Det fald let, indtil der resterer 2500 m, men herfra r det helt fladt. Der er en rundkørsel med 3 km til mål, to skarpe sving ved 2 km-mærket, og yderligere to 90-graderssving lige efter den røde flamme, inden man rammer den 700 m opløbsstrækning. Der er bjergspurt på stigningen alle 8 gang, mens der er pointspurt i bunden af bakken på de tre sidste omgange.

Rundstrækningen i sig selv er ikke voldsomt svær, og profilen ser mere voldsom ud, end den er. På den anden side betyder 8 ture op ad bakken på bare 100 km, at det kan blive en ret hård dag, der vil tære på sprinterne. Samtidig har udbrud som regel gode chancer så sent i et etapeløb, specielt på en kuperet, kort rute som denne. Der er dog så mange klatrestærke sprintere i feltet, at det mest sandsynlige er, at det kan holdes samlet til en spurt, men som Lutsenko viste for to år siden, kan det bestemt ikke udelukkes, at et udbrud kan løbe med sejren.

Schauffhausen var i 2011 også vært for de sidste to etaper. Dengang vandt Peter Sagan en reduceret massespurt på næstsidste dag, inden Fabian Cancellara slog Andreas Klöden og Levi Leipheimer på en dramatisk sidste enkeltstart, der gav amerikaneren den samlede sejr. I 2002 tog Eddy Lembo en udbrudssejr i byen.

9. etape

Et af kendetegnene ved Schweiz Rundt er, at man altid har en mellemlang enkeltstart på 30-40 km, der som regel finder sted på en relativt kuperet rute med en eller flere typiske schweiziske stigninger. I langt de fleste udgaver har enkeltstartsrytterne haft fordel af, at denne nøgleetape er kommet til sidst, hvor de ved, hvor meget tid der skal vindes. Af og til har man afviklet tidskørslen tidligere, som det senest skete sidste år, hvor man sluttede løbet med en bjergetape, men i år er enkeltstarten tilbage på sin vante plads som rosinen i pølseenden. Her venter der en relativt klassisk Schweiz Rundt-rute, hvor de 28,6 km måske er en anelse til den korte side, og hvor en blanding af fladt terræn og en hård stigning udfordrer forskellige sider af rytternes talenter.

I alt skal der køres 28,6 km med start og mål i Schaffhausen, hvor der undervejs skal klatres 399 højdemeter. Starten går i byens centrum ved floden, hvorfra man kører mod nordøst og øst igennem stort set helt fladt terræn frem til byen Dörflingen helt oppe ved den nordlige grænse. Herfra følger man grænsen mod nord forbi den første mellemtid, der kommer efter 9 km og op over en ganske lille bakke, inden man drejer mod nordvest for at skære igennem Thayngen. Den retning holder man, mens man fortsætter ad flade, ikke-tekniske veje frem mod etapens nordligste punkt.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Her rammer man dagens stigning, der bringer rytterne igennem et par hårnålesving mod vest og siden mod syd gennem Opfertshofner og videre op til toppen, hvor dagens sidste mellemtid taget med bare 5,7 km. I alt stiger det med 4,9% i gennemsnit over 3,8 km. Herefter venter en teknisk meget nem nedkørsel, der leder tilbage mod Schaffhausen, og den varer helt frem til den røde flamme, inden det flader ud på den sidste kilometer. Der venter to sene sving md 1300 og 700 m til stregen, inden man rammer den flade opløbsstrækning.

Ruten er helt klassisk for Schweiz Rundt. Den første del er som skabt til de store specialister og flad nok til, at klatrerne kan tabe masser af tid til de store maskiner. Stigningen mod slutningen er samtidig svær nok til, at de tungeste drenge får det svært, og derfor er det en perfekt etape for de alsidige klassementsryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart. Således kunne Tom Dumoulin, Rohan Dennis og til en vis grad Ion Izagirre ikke have designet en meget bedre rute, og de tre ryttere ventes at være helt fremme i kampen om etapesejren og muligvis også den samlede triumf, der først vil blive afgjort, når sidste mand har nået stregen efter ni hårde dage i noget af Europas vanskeligste terræn.

Favoritterne

Med sin status som det fjerdestørste etapeløb i verden har Tour de Suisse typisk været at betragte som en lille grand tour, hvor man møder lidt af hvert og testes i alle cykelsportens discipliner. Med et par store bjergetaper, en prolog og en længere enkeltstart har det typisk tilgodeset grand tour-specialister, der både kan klatre og køre tidskørsel, og som restituerer godt nok til at håndtere hele 9 hårde dage i vanskeligt terræn. Fra år til år er balancen varieret, hvor man i nogle udgaver har favoriseret tempostærke folk og i andre bjergryttere, men det er altid de alsidige typer, der har haft de bedste chancer.

I de senere år har tendensen været, at enkeltstartsstærke folk har haft en fordel. Et begrænset antal af ofte relativt lette bjergetaper har gjort det svært for klatrerne at gøre en forskel, mens en enkeltstart på 30-40 km altid skaber ret store afstande. Kun i år, hvor der har været en bjergenkeltstart på programmet, har balancen været tippet over til fordel for klatrerne. Selv i 2015, hvor man troede, at inklusionen af den meget vanskelige Rettenbachferner afgørende ville give klatrerne en fordel, endte det alligevel med, at enkeltstarten blev den vigtigste etape, og det blev de tempostærke Simon Spilak, Tom Dumoulin og Geraint Thomas, der fik skovlen under klatreren Thibaut Pinot (som dengang endnu ikke havde forbedret sin enkeltstart mærkbart).

Det hele ændredes imidlertid sidste år, hvor den usædvanligt hårde rute med hele tre store bjergetaper og den meget kort enkeltstart betød, at klatrerne havde en fordel. Derfor lykkedes det både Miguel Angel Lopez (som nu alligevel kørte sit livs enkeltstart) samt Warren Barguil at slutte på podiet. I år er ruten igen usædvanligt hård, specielt fordi Tiefenbachferner kan gøre uoprettelig skade på klassementsdrømmene for de relativt tunge folk. Bjergetaperne er dog lettere end sidste år, og enkeltstarten er længere, og derfor er det måske den mest helstøbte rute i mange år. Hvis en klatrer er flyvende, specielt på 6. og 7. etape, kan han sagtens vinde tid nok til at vinde løbet, men en god temporytter har også masser af terræn til at vinde tid på sidste etape, der har lange flade strækninger, hvor de lette folk vil lide.

Som udgangspunkt vil 2., 3., 5. og 8. etape blive afgjort af sprintere eller udbrud, og klassementet vil blive afgjort på 1., 4., 6., 7. og 9. etape. Afstandene på 4. etape vil nok være relativt små, men der kan gøres stor skade på de øvrige bjergetaper. Tilsvarende vil afstandene på prologen næppe spille nogen stor rolle, men den sidste enkeltstart vil få stor betydning.

En anden faktor, der ofte har spillet ind, er vejret. Vejrudsigten peger imidlertid på flot solskinsvejr i begge weekender, mens der på de fem midterste etaper kan være risiko for byger, specielt onsdag og torsdag. Der vil dog ikke været megen vind, og derfor ventes vejret ikke at spille den store rolle.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Udpegningen af favoritter til Tour de Suisse kompliceres af, at det på mange måder er et sammenstød mellem to verdener. Mange ryttere vender tilbage til konkurrence efter en lang træningsperiode, og ingen ved for alvor, hvor de står, og hvordan de har det i konkurrencetempo efter så lang en løbspause. For Giro-rytterne er det omvendt altid et spørgsmål, om de kan holde formen hele vejen til slutningen af løbet hele tre uger efter afslutningen på deres grand tour.

I år er feltet kendetegnet ved, at stort set alle Tour-favoritterne har valgt løbet fra, og i stedet er det Giro-rytterne, der dominerer feltet. Ion Izagirre er således den eneste Tour-kaptajn, der er til start i Schweiz, mens Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Domenico Pozzovivo, Tejay van Garderen, Michael Woods, Hugh Carthy, Joe Dombrowski, Sebastien Reichenbach, Rui Costa og Jan Hirt blot udgør nogle af de ryttere, der håber at bringe deres Giro-form videre til Schweiz. Da Tour-rytterne som regel har haft en fordel, ikke mindst fordi de svære etaper som regel kommer til sidst, hvor trætheden for alvor sætter ind, og da det i år er et nærmest historisk svagt felt af klassementsryttere, gør det årets udgave til en af de mest åbne og uforudsigelige.

Det relativt svage felt får os til at komme med et måske for mange overraskende bud på en samlet vinder. Siden det store gennembrud i 2013 og den kortvarige opblomstring i foråret 2014 har Carlos Betancur været godt på vej til at formøble et af sportens suverænt største talenter. Således har det været smertefuldt at se, hvordan han med alt for mange kilo på sidebenene har været langt fra det niveau, han viste for fire år siden, og hver eneste gang, han endelig nærmede sig en smule form, betød en ny tur hjem til Colombia, at flere kilo kom på, og at formen forsvandt igen.

Efter at have vist lovende takter i klassikerne tyder meget imidlertid nu på, at Betancur er tilbage. I stedet for at tage til Colombia har han trænet i Spanien under Movistars kyndige opsyn, og det har tilsyneladende givet resultater. I hvert fald var mere trimmet, end han har været siden 2013, da han stillede til start i Hammer Series, hvor han var den i særklasse stærkeste i Hammer Climb, der udviklede sig til et usædvanligt hårdt løb. Det kunne imidlertid ikke ses på Betancur, der var suveræn på stigningerne og i bakkespurterne og sluttede løbet af med at køre alene over stregen efter et flot angreb på sidste stigning.

Endelig lignede Betancur sig selv fra 2013, og hvis det vitterligt er sandt, at han er tilbage, bliver han livsfarlig i dette løb. Der er en udpræget mangel på topklatrere, og derfor kan Betancur gøre stor skade, specielt på Tiefenbachferner, hvor højden også taler til hans fordel. Albulapass er anden oplagt chance, og en Betancur i topform har generelt terræn nok til at vinde tid. Enkeltstarterne er en udfordring, idet træning på tempocyklen næppe har fået meget tid i en lang periode, hvor han har andre problemer at se til, men efter det vi så i Hammer Series, tror vi, at han kan vinde nok tid i bjergene. Er det en chance at pege på Betancur som vinder? Ja, det er alt, der drejer sig om det colombianske wildcard. Der er imidlertid tale om et så stort talent, at en trimmet Betancur sagtens kan vinde i dette felt. Derfor vover vi pelsen og peger på colombianeren.

Det oplagte vinderbud er Ion Izagirre. Allerede sidste år var han tæt på at sejre samlet, og dermed viste han, at han efterhånden klatrer godt nok til også at forsvare sig på selv de sværeste stigninger. I år passer ruten ham bedre, fordi stigningerne er lettere og enkeltstarten længere. Feltet er kendetegnet ved at have mange klatrere, der vil tabe masser af tid til Izagirre på sidste etape, og hvis baskeren klatrer lige så godt, som han har gjort det meste af året, vil han ikke tabe meget tid i bjergene, selvom Tiefenbachferner er til den svære side.

Formen kan der næppe stilles spørgsmål ved for en mand, der for første gang skal køre sin egen chance i Touren. Det kan der til gengæld ved enkeltstartsevnerne. Izagirre har i år ikke været på sit gamle niveau på tidskørslerne, og det er nødvendigt, hvis han skal vinde løbet. Den kuperede sidste etape passer ham imidlertid som fod i hose, og kan han brage en præstation af som på enkeltstarten sidste år, bliver han meget svær at slå her.

Løbets store stjerne er naturligvis Tom Dumoulin. Historien viser imidlertid, at kombinationen af Giroen og Schweiz Rundt er meget svær, og som regel ”dør” Giro-rytterne på de sidste etaper. Det bliver bestemt ikke nemmere af, at Dumoulin har haft nok at se til efter den samlede triumf og næppe har fået trænet helt optimalt. Han kørte dog fornemt i Hammer Climb, og hvis han har den form, han havde der, vil han være i spil til sejren.

Det er klart, at Dumoulin kan vinde masser af tid på de to tidskørsler, hvoraf den kuperede sidste etape er skræddersyet til ham. Det er Tiefenbachferner imidlertid ikke. Der er tale om så svær en stigning, at store Dumoulin skal køre det defensivt, som han fornemt gjorde på Rettenbachferner for to år siden. Nu er han klart en bedre klatrer, end han var dengang, men problemet er, at han skal være i topform for at klare sig på så stejlt et bjerg. Det er vi desværre lidt usikre på, om han er, og derfor hviler der mange spørgsmål over hovedet på hollænderen. Har han imidlertid restitueret optimalt, kan han sagtens vinde et løb som dette.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Et andet helt åbent spørgsmål er, hvordan Steven Kruijswijk vil klare sig. Hollænderen viste i 2016 så lovende takter i Giroen, og alt var på sporet til en gentagelse i år, indtil han brækkede et ribben i Yorkshire. Det betød, at det italienske etapeløb blev en lidelseskamp, og det hele faldt sammen, da sygdom til sidst tvang ham til at udgå. Heldigvis er han nu kommet sig, og han er klart til at gøre comeback. Ingen aner, hvor han står, men chancen for, at han er velkørende, er god. Således er han en dieselmotor, der bare bliver bedre og bedre, og han var klart i fremgang, indtil sygdom slog ham ud. Tidligere har han haft stor succes i dette løb efter Giroen, fordi han som en af de få restituerer tilstrækkeligt og bare bliver bedre og bedre. Han har forbedret sig meget i kampen mod uret og er nu i stand til at vinde tid på de fleste på en kuperet enkeltstart. Er hans klatreegenskaber på sit højeste, er han i høj grad et vinderbud.

Også Domenico Pozzovivo stiller til start efter en succesrig Giro, og han er faktisk en af de få, der før har haft succes med den svære double. Det var i 2014, hvor han så meget stærk ud i starten af løbet, inden han desværre blev syg. Hvad vigtigere er, at han var en af de stærkeste i den tredje uge, og han så ud til at slutte løbet meget friskere end rivalerne. Samtidig var han endelig tilbage på sit gamle niveau efter sit slemme styrt i 2015, og i den sidste uge var han en af de allerbedste på stigningerne. Den svære rute i dette løb og specielt den meget stejle Tiefenbachferner passer ham perfekt. Enkeltstarterne er et problem, men han er faktisk ikke dårlig på kuperede ruter - bare husk på, at han blev nummer 3 bag Cancellara og Martin på en meget tilsvarende tidskørsel i Vueltaen i 2014. Det største spørgsmål er, om han kan holde formen helt til slutningen. Kan han det, vil han køre med om sejren.

Trek stiller til start med Jarlinson Pantano , der sidste år fik sit store gennembrud ved at blive nummer 4 i dette løb og vinde sidste etape. Siden kørte han en fantastisk Tour, og i år har han virket endnu stærkere i de mange etapeløb, hvor han har arbejdet for Contador og splittet feltet til atomer. Dette er hans store chance for at køre for sig selv, og han har haft løbet som et stort mål hele året. Det er stadig lidt tvivlsomt, om han kan følge de allerbedste på stigningerne, men fortsætter han udviklingen, bør han kunne det. Samtidig kører han faktisk ganske gode enkeltstarter, hvilket han ikke mindst viste sidste år, og det giver ham den alsidighed, der er nødvendig på en rute som dette.

Havde dette været 2014 eller 2015, havde Simon Spilak været den store favorit. Dengang var sloveneren en af de meste stabile ryttere i ugelange etapeløb og tog bl.a. en fantastisk sejr i netop dette løb. I 2016 var han imidlertid ramt af sygdom, og selvom det i Tirreno kortvarigt så ud til, at han var på vej tilbage, har 2017 været fyldt med skuffelser. Han kørte imidlertid en overraskende god enkeltstart i Belgium Tour, hvilket kunne indikere, at han måske nærmer sig fordums styrke. Han har vist, at han kan forsvare sig i bjergene, når han rammer sit højeste niveau, og mens han altid kører dårligt på flade enkeltstarter, var han i sine velmagtsdage en af de allerbedste på kuperede ruter. Modsat mange andre har han Schweiz Rundt som sommerens store mål, og er han virkelig tilbage, vil han være svær at slå på en rute som denne.

Et andet kæmpestort spørgsmålstegn er Tejay van Garderen. Amerikaneren oplevede endnu en nærmest tragisk nedtur som grand tour-rytter i Giroen, men viste fightervilje med et flot comeback og sejr på en stor bjergetape i den sidste uge. Officielt er Damiano Caruso BMCs kaptajn, men det kan sagtens være et forsøg på at tage presset af amerikaneren. Hans ønske om at køre løbet har presset den lokale helt Silvan Dillier ud af truppen - noget, Dillier offentligt har brokket sig over - og det må betyde, at han tror på, at han kan levere et topresultat. Modsat de øvrige Giro-ryttere kørte han ikke fuld gas hver dag i Italien, og derfor er han sandsynligvis mere frisk. Sidste år vandt han kongeetapen, og er han på samme niveau i år, vil han være en af de bedste klatrere. Samtidig vil han være en af de bedste på enkeltstarten, men det kræver, at han har forbedret sig siden Giroen. Her slog han imidlertid en meget formstærk Landa på en bjergetape, og det giver i hvert fald håb om, at han møder op til løbet i god form.

Ingen har haft samme succes i dette løb som Rui Costa, der nærmest ejede det i flere år. Aldrig tidligere er han imidlertid stillet til start lige efter deltagelse i Giro d’Italia, og det gør det meget sværere for ham at vinde igen. Som sagt er denne double meget vanskelig at gennemføre, og det bliver ikke nemmere af, at ruten nok er for svær for Costa. Således er portugiseren ikke ren klatrer, og vi tror, at han vil tabe for meget tid på Tiefenbachferner til at kunne vinde samlet. Der er også bedre temporyttere end ham, og selvom han virkede frisk i sidste uge af Giroen, har hans forberedelse ikke været optimal. Historien viser, at Costa altid er stærk i schweiziske etapeløb, og derfor kan han aldrig afskrives, men det bliver ikke let at vinde her.

Sebastien Reichenbach var helt afgørende for Thibaut Pinot i Giroen, hvor han vel var løbets stærkeste løjtnant i bjergene. Modsat sin kaptajn skal han ikke køre Tour, men i stedet have sin egen chance i Vueltaen. Inden da vil han forsøge at udnytte Giro-formen på hjemmebane, og han må i hvert fald være topmotiveret. Den bjergrige rute med de svære stigninger passer ham perfekt, og hvis han har samme niveau som i Giroen, vil han være en af de bedste på stigningerne. Han har samtidig forbedret sig markant i kampen mod uret, og han bør kunne begrænse sit tidstab. Som for alle andre Giro-ryttere gælder imidlertid, at alt afhænger af, om han kan holde formen.

Sky stiller til start med Mikel Nieve, der får sin første chance for at føre storholdet an i et stort løb. Han må formodes at være i Tour de France-form, og er han vitterligt på sit topniveau, vil han måske være den allerstærkeste i bjergene. Tiefenbachferner passer ham perfekt, og ruten er hård nok til, at han har en reel chance for at vinde løbet. Desværre er han en af feltets dårligste i kampen mod uret, og vi frygter, at han vil tabe for meget tid på sidste etape til at tage den samlede sejr.

BMC har officielt udpeget Damiano Caruso som kaptajn, og dermed får italieneren en meget sjælden chance for at køre for sig selv. Han skal være nøglehjælper for Porte i Touren og meldes i topform. I år har han klatret ganske godt, og derfor burde han være i stand til at begå sig i bjergene. Om hans topniveau rækker til at blande sig i kampen om den samlede sejr er nok tvivlsomt, men han har før kørt i top 10 i grand tours og ved, hvad der skal til i et langt etapeløb. Enkeltstarterne er til gengæld et helt åbent spørgsmål for italieneren, der som regel ikke kan matche de bedste, men af og til har skabt sensation ved pludselig at køre op med de allerbedste.

For et par år siden var Mathias Frank altid med i kampen om podiepladserne i dette løb. Siden sin top 10 i Touren i 2015 har han imidlertid ikke ramt sit topniveau, og nu er han endda skiftet til Ag2r for at slippe for kaptajnansvaret. Han skal dog stadig køre sin egen chance i de schweiziske etapeløb, og han håber derfor på et godt resultat her. Desværre gik det galt for ham i Romandiet, hvor han havde en tilsvarende mulighed, og der er desværre ikke noget, der tyder på, at han er tilbage på sit topniveau, specielt fordi han måtte droppe Boucles de la Mayenne på grund af sygdom. På den anden side er det for tidligt at afskrive en mand, der så ofte har været en vigtig skikkelse i dette løb, og som på papiret har evnerne til at blande sig helt i front på bjergetaperne.

Quick-Step stiller igen til start med David de la Cruz som kaptajn. Spanieren fik sit gennembrud med sin top 10 og etapesejr i sidste års Vuelta, og det har været et springbræt til en fornem forårssæson, hvor han har vundet etaper i både Paris-Nice og Baskerlandet. Specielt imponerede han i sidstnævnte løb, hvor han kørte en fabelagtig enkeltstart, men desværre er han siden blevet sat tilbage af sygdom, som kostede ham deltagelsen i Tour of California. Hvordan han er kommet sig er usikkert, men er han lige så stærk som i Baskerlandet, vil han gøre det godt. Han klatrer næppe godt nok til at vinde, men kan han køre en enkeltstat som i Spanien, kan han komme langt.

Miguel Angel Lopez fortjener som forsvarende vinder også en kommentar. Der er ingen tvivl om, at han er en af løbet allerbedste ryttere, og ruten passer ham perfekt. Desværre styrtede han slemt i november, og efter utallige udsættelser gjorde han først sæsondebut i GP Kanton Aargau i denne uge. Her meldes han at have klaret sig fint, og hans form er generelt temmelig usikker, da Astana ikke er kommet med nogen udmeldinger om, hvor længe han har trænet. Det vil dog være overraskende, hvis han er i stand til at køre med om sejren.

Endelig vil vi pege på de fire klatrere Joe Dombrowski, Jan Hirt, Hugh Carthy og Michael Woods. Alle kommer de fra Giroen, og derfor er deres form et åbent spørgsmål. Er de imidlertid kommet sig, har de alle potentiale til at blande sig helt fremme på bjergetaperne. Desværre taber de alle for meget på enkeltstarterne til at have en reel chance for at vinde. Størst forhåbninger har vi til Dombrowski og Hirt, der sluttede løbet bedst.

***** Carlos Betancur

**** Ion Izagirre, Tom Dumoulin

*** Steven Kruijswijk, Domenico Pozzovivo, Jarlinson Pantano, Simon Spilak, Tejay van Garderen

** Rui Costa, Sebastien Reichenbach, Mikel Nieve, Damiano Caruso, Mathias Frank, David de la Cruz, Miguel Angel Lopez, Joe Dombrowski, Jan Hirt

* Hugh Carthy, Michael Woods, Louis Vervaeke, Marc Soler, Lilian Calmejane, Simone Petilli, Rein Taaramae, Fabio Felline, Tao Geoghegan Hart, Tim Wellens, Lachlan Morton, Philip Deignan, Sebastian Henao, Patrick Konrad, Victor De La Parte, Gianluca Brambilla, Robert Power, Rohan Dennis

Danskerne

Matti Breschel er til start for Astana, hvor han sammen med Oscar Gatto skal forsøge sig i nogle af spurterne. Det samme er Jesper Hansen, der i kraft af Miguel Angel Lopez’ lange skadespause sikkert kan få lov at køre sin egen chance. Magnus Cort stiller op for Orica-Scott, men om han allerede nu i sit første etapeløb efter sit brækkede kraveben kan blande sig i spurterne i så svært et løb, er usikkert. Lasse Norman er til start for Aqua Blue Sport og må have udset sig prologen som et mål efter den flotte præstation i Belgien.