Optakt: Tour de Wallonie

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Løbets rolle og historie

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer. Østrig Rundt bryder trenden og finder altid sted under Touren, selvom det midlertidigt er sendt til tælling, men derudover handler juli stort set kun om verdens største cykelløb.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

En anden begivenhed, der tør udfordre Touren, er dog Tour de Wallonie. På denne tid af året er mange ryttere på jagt efter muligheder for at forberede sig til anden del af sæsonen, og det belgiske etapeløb har udviklet sig til en foretrukken og også eneste chance for disse ryttere. Løbet slutter bare tre dage inden den næste store klassiker, Clasica San Sebastian, og det har derfor været den ideelle lejlighed til at genfinde løbsrytmen, inden der igen har været WorldTour-point på spil.

Løbet har positioneret sig selv fint på kalenderen. De første to etaper er traditionelt blevet afviklet i løbet af Tourens sidste weekend og har derfor ikke fået megen opmærksomhed. De tre sidste etaper er imidlertid blevet afviklet på en tid, hvor der ikke sker andet i cykelverdenen, og de er endda blevet sendt direkte på både belgisk tv og Eurosport. På den måde er der blevet taget både hensyn til arrangørernes behov for opmærksomhed og rytternes ønske om at kunne bruge begivenheden som forberedelse til lørdagens løb i San Sebastian.

Belgien er et land, der er mest kendt for sine endagsløb, og etapeløb har aldrig spillet en store rolle i landet. De har dog stadig et af verdens ældste etapeløb, Belgium Tour, men det får langt mindre opmærksomhed end de store klassikere. Mens der ikke er et stort etapeløb i Flandern, bryder Vallonien dog trenden ved også at have sin egen rundtur.

Løbet blev første gang afviklet i 1974 og har haft adskillige forskellige navne, inden det officielt blev det regionale etapeløb i 1994. De første 22 udgaver var kun for amatører, men i 1996 blev det en professionel begivenhed på UCI-kalenderen. Det har været et 2.HC-løb, siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005 - en status, det har fasthold med indførelsen af den nye ProSeries - og fik dets nuværende navn tre år senere efter tidligere at have været kendt som Tour de la Region Wallonne.

Vallonien er primært kendt for klassikerne Liege-Bastogne-Liege og Fleche Wallonne, men etapeløbet er knap så hårdt. Det består typisk af adskillige sprinteretaper og et par hårdere dage, hvor de eksplosive puncheurs kan gøre en forskel. Der er dog ingen lange stigninger, og derfor har bonussekunder næsten altid spillet en afgørende rolle, ligesom sværhedsgraden har varieret betydeligt. I 2012, 2014 og 2020 var det de stærke sprintere Giacomo Nizzolom Gianni Meersman og Arnaud Demare, der løb med sejren, mens Greg Van Avermaet vandt de hårdere udgaver i 2011 og 2013, ligesom Dries Devenyns, Dylan Teuns, Tim Wellens og Loic Vliegen vandt sværere udgaver i hhv. 2016, 2017, 2018 og 2019. Niki Terpstra udnyttede et udbrud til at tage en overraskende sejr i 2015.

Sidste års udgave var ikke den hårdeste i historien, men selvom fire af etaperne endte i massespurter, blev sprinterne snydt. På løbets kongeetape kørte Quinn Simmons og Stan Dewulf væk i en taktisk finale, inden amerikaneren slog sin belgiske rival, og det var efter de sidste to etaper nok til at tage den samlede sejr med 4 sekunder ned til Dewulf og 20 sekunder ned til Renard. Simmons og Dewulf kører i år Tour de France, og de vender derfor ikke tilbage, og da Renard er ude med hjerteproblemer, bliver der ingen gengangere fra sidste års podium.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Det giver sig selv, at et etapeløb i Vallonien naturligvis er en kuperet sag, der byder på mange af den type stigninger, man kender fra Liege-Bastogne-Liege. Hårdhedsgraden varierer imidlertid betydeligt fra år til år, og det er generelt et løb, der kan vindes af to typer ryttere. I visse sæsoner er alle finaler relativt flade, og det har givet klatrestærke sprintere muligheder for at tage sejren i en hård kamp om bonussekunder, mens det i andre år har været et løb for ardennerspecialister og puncheurs, når man har haft finaler med eksplosive stigninger. I fraværet af en enkeltstart og uden store stigninger afgøres løbet altid på marginaler, og bonussekunder spiller næsten altid en afgørende rolle.

I 2016 og 2018 var ruterne relativt nemme, mens man i 2017 havde en historisk svær rute med hele tre puncheurfinaler, hvoraf to havde mål på toppen af en mur. Det gjorde det til en lækkerbisken for en puncheur som Dylan Teuns, der vandt løbet i suveræn stil. I 2018 lykkedes det trods den lette rute alligevel for Tim Wellens at sejre med det yderste af neglene, og i 2019 havde man en mellemting, hvor det gav puncheursejr til Loic Vliegen, mens den coronaramte version i 2020 var relativt let og gav den første sejr til en sprinter siden 2013, da Arnaud Demare sikrede sig den samlede med et flot comeback på kongeetapen. Samme finale blev benyttet på kongeetapen i 2021, hvor ruten også var usædvanligt let, men det lykkedes alligevel Quinn Simmons og Stan Dewulf at sikre, at der blev gjort forskelle på den eneste etape, som ikke endte i en spurt.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Vi har altså haft to relativt lette udgaver i træk, men sådan er det bestemt ikke i år, hvor man har designet den hårdeste rute siden Teuns’ sejr i 2017. Det skyldes først og fremmest, at løbets åbnes med en miniudgave af Fleche Wallonne, hvor der skal sluttes på ikoniske Mur de Huy, og selvom det meget vel kan være den altafgørende etape, kan ardennertyperne køre klassement på ikke færre end tre af etaperne. Sprinterne får ikke meget foræret, men de mest hårdføre kan øjne en chance mandag, og så slutter løbet ganske usædvanligt med en meget flad etape, der dog har en del pavéer, som måske kan skabe lidt udskilning inden en forventet spurt.

Ganske usædvanligt for et etapeløb starter man med den hårdeste etape, hvor der skal sluttes på brutale Mur de Huy, som skal forceres to gange. Resten af ruten er dog relativt let, og det ligner derfor er stensikkert opgør mellem murspecialisterne. I det hele taget er den første weekend uhyre afgørende, for dagen efter venter en voldsom etape med flere rigtige ardennerstigninger, herunder ikoniske Cote de la Redoute. De kommer dog langt fra mål, og et stærkt hold vil kunne sikre, at det formentlig skal afgøres på en puncheurbakke, der har top knap 2 km fra mål.

Sprinterne kan håbe at få deres chance på mandagens etape, som ganske vist har næsten 3000 højdemeter, men som igen har vanskelighederne samlet tidligt. Mod slutningen er der dog to bakker inden for de sidste 10 km, som måske kan bruges til sene angreb og i hvert fald rydde ud i feltet. Det sidste store klassementsslag ventes tirsdag med endnu en dag for puncheurtyperne, når en stejl stigning på 8-9% inden for de sidste 10 km vil tvinge klassementsrytterne frem inden en lettere afslutning, der kan blive svær at kontrollere. Det vil formentlig afgøre løbet, hvis ikke pavéerne på den lange, men flade sidste etape onsdag kan skabe drama forud for det, der bør være en eller anden form for spurtafgørelse.

1. etape

Løbet er typisk blevet indledt med en sprinteretape, og i de seneste år er den tradition kun blevet brudt i den uhørt hårde udgave i 2017. I år starter man imidlertid højst usædvanligt for et etapeløb med den absolut vigtigste etape, når løbet besøger en af Valloniens mest kendte stigninger, som man ellers aldrig har gjort brug af. Løbet skydes nemlig i med et sandt brag i en miniudgave af Fleche Wallonne, hvor man to gange skal over ikoniske Mur de Huy, hvor der naturligvis også er mål. Nok er den samlede etape slet ikke så hård som den belgiske klassiker, men i et løb, der ofte afgøres med meget små forskelle, taler meget for, at den brutale måske allerede efter førstedagen kan fortælle os, hvem der onsdag skal hyldes som samlet vinder af løbet.

I alt skal der tilbagelægges 174,4 km, der fører feltet fra Temploux til toppen af Mur de Huy i byen Huy. Starten er ganske tilforladelig, idet det kun er ganske let kuperet, når man lægger ud med at køre mod syd, sydvest og sydøst ned til etapens sydligste punkt, inden man kører ad en let faldende vej mod nordøst. Den leder frem til bunden af kategori 2-stigningen Cote d’Evrehailles (3,0 km, 5,2%), der starter med en kilometer med 7,1%, men ellers er ganske let.

Toppen rundes efter 64,1 km, hvorefter man snor sig mod sydøst, øst og nord igennem småkuperet terræn frem mod dagens første spurt, som kommer efter 86,0 km. Et kort stykke leder nu mod nordvest, inden man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Tienne de Vincon (1,2 km, 5,4%), som er en jævn stigning med top efter 94,1 km, inden man igennem let faldende terræn snor sig skiftevis mod nordøst og nordvest.

Etapen tager fat igen, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Groynne (2,0 km, 3,2%), der har en kilometer med 4-6%, men ellers er næsten flad. Toppen rundes efter 119,6 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordøst ned til Andenne. Herfra fortsætter man mod nord op ad en bakke, på hvis top dagens anden spurt kommer efter 127,4 km, hvorefter det falder let, mens man kører mod nordøst, øst og sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 140,5 km lige i bunden af kategori 1-stigningen Mur de Huy (1,1 km, 10,8%), på hvis top stregen passeres efter 141,3 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 33,2 km lange rundstrækning. De indledes med et faldt stykke, der leder mod sydøst og nordøst, inden man kører mod nordvest ad et længere let faldende stykke ned til byen Amay. Herfra fortsætter man mod nord op ad en bakke (1,8 km, 6,2%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 162,1 km. Nu falder det igen let, mens man kører mod nord, sydvest og syd ned mod Huy, hvor man igennem let stigende terræn kører mod sydvest ind gennem byen. Det hele slutter med, at man for anden gang kører op ad Mur de Huy (1,1 km, 10,8%), hvor der denne gang ikke er en bjergspurt, og hvor man denne gang kun kører de sidste 800 m af stigningen. Den starter blødt ud, men når de nærmer sig toppen, vil rytterne blive udfordret af procenter op til 25%. Man tager et skarpt sving med 800 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 2257 højdemeter.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Vi kender Mur de Huy til hudløshed, og derfor ved vi, hvilke ryttertyper der vil dominere. Det er en stigning for de sande murspecialister, og selvom man kun kører de sidste 800 m af stigningen, får man hele den stejle del med. Denne gang er resten af løbet dog noget lettere end Fleche Wallonne, og det vil derfor formentlig være et relativt stort felt, der kan ventes at skulle udkæmpe det allervigtigste slag allerede på dag 1.

Huy er naturligvis mest kendt som det faste mål for Fleche Wallonne, der senest blev vundet af Dylan Teuns foran Alejandro Valverde og Aleksandr Vlasov. Derudover har byen været mål for ét stort cykelløb i dette årtusinde, nemlig en etape i Belgien Rundt i 2006, hvor Niki Terpstra kørte alene til sejr fra et udbrud foran Nico Sijmens og Nick Nuyens.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

2. etape

Det vigtigste slag er slået på dag 1, men også på andendagen venter der væsentlige udfordringer. Her skal man nemlig en tur ind i Ardennernes vanskeligste terræn, blandt andet med en tur op ad ikoniske Cote de la Redoute, men de væsentligste stigninger kommer relativt langt fra mål. Det hele slutter med en rundstrækning med nogle blødere bakker, men til allersidste skal man over en lille bakke med top bare 2000 m fra stregen, og dermed burde der være basis for, at puncheurtyper igen skal slås om sejren.

I alt skal der tilbagelægges 176,8 km, der fører feltet fra Verviers til Herve. Der er tale om to nabobyer nord for de rigtige Ardenner, og derfor består etapen af en tur mod syd ned til bakkerne, inden man kører mod nord tilbage til afslutningen i lidt lettere terræn. Starten er nem, idet det kun er let kuperet, mens man kører mod nordøst, nordvest og sydvest ned til den første spurt, som kommer efter 23,3 km. Herfra sno man sig igennem relativt kuperet terræn mod og kører øst om målbyen, Herve, inden man kører mod sydvest og syd ned til kategori 2-stigningen Cote de Trasenster (3,5 km, 5,1%), der er en jævn stigning med top efter 51,4 km.

Herfra kommer stigningerne, som perler på en snor. En nedkørsel leder mod syd, inden man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Hautregard (4,8 km, 4,6%), der er jævn og har top efter 66,5 km. Et fladt stykke og en nedkørsel fører mod nord, øst og sydvest, inden det gør mod øst op ad kategori 2-stigningen Cote de Maquisard (1,4 km, 5,5%), som har top efter 83,3 km. En kort nedkørsel fører mod øst, hvorefter man med det samme kører mod syd op ad kategori 1-stigningen Cote de Winamplanche (4,6 km, 6,0%), hvis top rundes efter 91,7 km.

En længere nedkørsel fører mod syd og nordvest, hvorefter det med det samme går mod ves op ad kategori 1-stigningen Cote de Lorcé (4,2 km, 5,6%), hvis top passeres efter 106,0 km. Endnu en nedkørsel sender feltet mod nordvest og nord ned til Aywaille, hvorfra man kører et kort fladt stykke mod nordøst, inden det går mod nord op ad den ikoniske kategori 1-stigning Cote de la Redoute (1,6 km, 9,2%).

Toppen rundes efter 120,6 km, og herefter er de sidste 56,2 km lettere. Efter en kort nedkørsel, som fører mod nordøst, går det mod nord og nordøst igennem småkuperet terræn, inden man kører mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Cote de Cornesse (1,2 km, 10,1%), der er en stejl og jævn mur med top efter 137,9 km. De sidste 38,9 km indledes en nedkørsel og en bakke (1,2 km, 4,2%), på hvis top dagens anden spurt kommer efter 142,1 km, og umiddelbart herefter rammer man den afsluttende rundstrækning, inden man efter 147,9 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 28,4 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod nord ad en vej, der første er relativt flad og siden faldende, inden man kører mod nordøst og sydøst ad et kort, fladt stykke. Herfra går det mod syd op ad en bakke (2,6 km, 4,3%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 164,8 km, hvorefter de sidste 12,0 km i alt væsentligt består af et faldende stykke, der leder mod sydøst, syd og vest. Med 3 km igen rammer man dog en bakke (1,1 km, 5,9%), der har top lige efter 2 km-mærket, hvorfra det går helt fladt ind til stregen. Der er et skarpt sving med 3,1 km igen og igen på toppen af bakken, inden er sluttes med to skarpe sving med 800 m og 600 m igen.

Etapen har i alt 2748 højdemeter.

Etapen er ikke helt let at blive klog på. Terrænet midtvejs er meget vanskeligt, men finalen er betydeligt lettere. Hvis det førende hold er svagt, kan man skabe et løb, der bliver meget svært at kontrollere, men et stærkt hold burde kunne sikre, at det skal afgøres på rundstrækningen. Her er de to bakker relativt lette, og selvom den sidste er lidt stejlere, vil det ikke være uoverkommeligt for de allermest holdbare sprintere. I lyset af etapens generelle sværhedsgrad må man dog tro, at det for anden dag i træk vil være de eksplosive puncheurs, der skal i aktion på den sidste bakke og den flade afslutning.

Hervé har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

3. etape

Efter to svære dage kan rytterne se frem til en lettere dag. Ganske vist går det op og ned det meste af dagen, så man i alt når op på næsten 3000 højdemeter, men denne gang er bakkerne blødere, og de første kommer atter meget tidligt. Til slut er der dog to små bakker inden for de sidste 3 km, og de kan bruges som afsæt for angreb. De er dog relativt bløde, og meget kunne tale for, at de holdbare sprintere skal have en chance.

I alt skal der tilbagelægges hele 195,6 km, der fører feltet fra Visé til Rochefort. Starten går nordøst for Liege, hvorfra man kører mod syd ad en generelt stigende vej frem til den første spurt, som kommer efter 21,0 km. En kort nedkørsel leder mod syd, inden det går mod sydvest op og ned ad en lang bakke (7,7 km, 2,6%), hvis top passeres efter 37,5 km.

Efter nedkørslen går det mod syd op ad kategori 1-stigningen Cote de Chambrailles (1,8 km, 7,1%), hvis top rundes efter 50,9 km, hvorefter endnu en nedkørsel fører videre mod sydvest. Kort efter går det mod øst op ad kategori 2-stigningen Cote de Malboutée (5,1 km, 2,6%), hvis top rundes efter 73,1 km. Herefter bliver det meget lettere, idet en nedkørsel leder mod sydvest, hvorefter det går mod sydvest ad et langt, let kuperet stykke, hvis vanskeligste udfordring er en bakke (2,1 km, 5,1%) med top efter 98,5 km. Efter 131,9 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 1,1 km senere krydses stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 62,6 km lange rundstrækning, der er placeret syd for byen. Med det samme kører man mod nordøst op ad en bakke (1,3 km, 5,1%), på hvis top den anden spurt kommer efter 136,4 km. Et kort, småkuperet stykke leder mod nordøst, inden det går mod syd op kategori 2-stigningen Cote d’Ambly (1,7 km, 5,6%), hvis top passeres efter 147,6 km. Herfra går det mod syd og sydvest ad et generelt faldende stykke, inden man kører mod nord ad en flad vej frem til udkanten af målbyen.

Her drejer man mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote du Fays (3,5 km, 3,5%), hvis top rundes efter 161,9 km. De sidste 33,8 km indledes nu med et fladt stykke og en nedkørsel, som fører mod nordvest og sydvest ned til den sidste spurt, som passeres efter 171,6 km. Derfra er den næsten fladt, når man kører mod sydvest, vest og nordvest, inden man drejer mod vest for at køre ind til målbyen. Her skal man over to små bakker med top hhv. 8,5 km (1,1 km, 5,0%) og 5,0 km (1,8 km, 4,7%) igen, inden en nedkørsel leder ned til de sidste 3 km, der er stort set flade, dog med en let stigende tendens over de sidste 500 m. Over de sidste 5 km er der ingen sving, men på den sidste kilometer bugter vejen sig en del gennem nogle bløde kurver.

Etapen byder på i alt 2850 højdemeter.

Igen skal der klatres ganske mange højdemeter, men som på den foregående etape kommer udfordringerne tidligt. Det burde være en etape, der kan kontrolleres frem mod de sidste to bakker, der kan bruges som ramper for angreb. De er dog nok en anelse for bløde til at skabe forskelle i klassementet, og i stedet kan de mest holdbare afsluttere formentlig se frem til en spurtafgørelse.

Rochefort har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var de belgiske mesterskaber i 2000, hvor Axel Merckx vandt foran Franck Vandenbroucke og Rik Verbrugghe.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

4. etape

Efter den lidt lettere etape mandag kan klassementet komme i spil en sidste gang tirsdag. Her venter en solid etape med mere end 3000 højdemeter over mere end 200 km, men de fleste af disse findes igen tidligt og på bløde bakker. Til allersidste venter dog en eksplosiv finale med en ganske stejl bakke inden for de sidste 10 km, og her vil de eksplosive puncheurs nok engang forsøge at gøre forskelle i et sidste forsøg på at vende det billede, der har tegnet sig indtil nu.

I alt skal der tilbagelægges 200,9 km mellem Durbuy og Couvin, og de indledes med et let stigende stykke, der fører mod sydøst. Herefter drejer man mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote d’Amonines (1,8 km, 4,8%), hvis top rundes efter 18,8 km, hvorfra en kort nedkørsel leder mod sydvest ned til dagens første spurt, som er placeret efter 25,4 km. Nu venter et længere og let kuperet stykke, der fører mod sydvest, hvor væsentligste udfordring er en bakke (1,3 km, 6,5%) med top efter 42,0 km.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Etapen tager fat igen, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Fourneau Saint-Michel (6,4 km, 4,0%), hvis top passeres efter 51,9 km, Derefter er det generelt faldende, mens man kører mod syd, vest og nordvest, inden det går mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Cote de Daverdisse (2,3 km, 6,9%), hvis top passeres efter 81,7 km. Derfra venter endnu et let kuperet stykke, som fører mod nordvest og sydvest direkte ind til målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning og efter 147,8 km krydser stregen i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 53,1 km lange runde. Med det samme kører man mod syd og sydøst op ad kategori 2-stigningen Cote de l’Ermitage (6,0 km, 2,9%), hvis første 1,7 km stiger med 6,1%. Toppen rundes efter 155,8 km, hvorefter det er stort set fladt, mens man kører mod syd, sydvest, vest og nord frem til en bakke (1,6 km, 5,5%), på hvis top den sidste spurt kommer efter 176,9 km.

De sidste 24,0 km indledes nu med et først faldende og siden let kuperet stykker, der fører mod nordøst og sydøst, inden det går løs, nå man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote du Barrage du Ry de Rome (5,2 km, 3,1%), hvis data snyder. De første 1,7 km stiger således med 8,5%, inden der venter en flad kilometer og en faldende kilometer, hvorefter de sidste 1300 m stiger med 3,8% frem mod toppen, som rundes efter 195,2 km. De sidste 5,7 km indledes nu med et fladt stykke, inden man med 4 km igen rammer en nedkørsel, som fører ned til de sidste 2 km, der er let faldende. Nedkørslen har et par hårnålesving, men de sidste 2 km går ad en lige vej, der kun bugter sig ganske let.

Etapen byder på i alt 3289 højdemeter.

Igen ventes det at være ardennertyperne, der vil excellere. Den stejle del af sidste stigning bør kunne bruges til et opgør mellem klassementsrytterne, og herfra kan der skabes så megen udskilning, at det kan ende i en ganske taktisk finale på det lettere stykke til sidst. Det kan skabe et interessant løb, der kan være svært at kontrollere, og hvor det kan ende i en spurt mellem løbets bedste ardennerryttere, men også i et taktisk spil, hvor man måske kan snige sig væk.

Couvin har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2001, hvor Glenn D’Hollander snød sprinterne ved at køre alene hjem, inden Aliaksandr Usau vandt feltets spurt foran Jean-Patrick Nazon.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

5. etape

Tour de Wallonie har ofte forsøgt at bevare spændingen til allersidst ved at have en klassementsetape som afslutning. Særligt finalen med Mur de Thuin er blevet lidt af en klassiker, men i år er det andre udfordringer, der venter til sidst. Her gælder det nemlig den fladeste af de fem etaper, men mens terrænet er overkommeligt, skal man over flere pavéer undervejs, den sidste endda inden for de sidste 10 km. Det kan måske skabe nogle forskelle, men da de ikke synes alt for vanskelige, kan en del tyde på, at sprinterne får det sidste ord, som de også gjorde i sidste års udgave.

Med en distance på 214,8 km er der tale om løbets længste etape, som fører feltet fra Le Roulx til Chapelle-lez-Herlaimont. Fra start går det mod nordvest igennem fladt terræn, inden man drejer mod syd for at passere den første pavé (2300 m), der rammes efter 21,6 km. Herfra snor man sig mod nord, sydøst, øst og nord igennem helt fladt terræn, inden man drejer mod vest for at køre op ad løbet sidste stigning, kategori 2-stigningen Cote du Point du Jour (1,4 km, 5,8%), hvis top passeres efter 73,5 km. Nu går det videre mod nordøst med retning mod Waterloo, i hvis udkant man kører mod syd for siden at køre mod øst over den anden pavé (2600 m), som rammes efter 107,9 km.

Det flade terræn fortsætter, når man kører mod øst, sydvest og øst, inden det går mod sydøst over den tredje pavé (3500 m), som rames efter 136,2 km. Derfra fortsætter man mod syd og sydvest ned gennem fladlandet, inden man snor sig mod syd og vest over den fjerde (2480 m) og femte pavé (1900 m), der kommer lige i rap og rammes efter hhv. 152,9 km og 161,3 km. Umiddelbart herefter kommer den første spurt efter 163,0 km, og 2,0 km senere rammer man den afsluttende rundstrækning. Her kører man dagens sidste pavé (1800 m) for første gang efter 172,1 km, og umiddelbart herefter venter den anden spurt efter 174,2 km. Nu går det fladt frem til stregen, som krydses efter 183,2 km.

Etapen afsluttes med en omgang på den 31,6 km lange rundstrækning, der i alt væsentligt er flad. Først går det mod øst frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 191,0 km, inden man fortsætter mod øst og nord frem til dagens syvende pavé (400 m), som rammes efter 196,2 km, dvs. med 18,6 km igen. Herfra kører man den del, man allerede har kørt én gang, når man snor sig mod nordvest og sydvest frem til den sidste pavé (1800 m), som rammes efter 204,2 km, dvs. med 10,6 km igen. Herefter går det mod nordvest og syd igennem ganske let kuperet terræn, idet de sidste 4 km er let stigende, den sidste kilometer med 0,9% i snit. Det sidste sving kommer med 4,3 km igen, og derefter bugter vejen sig kun let.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Etapen byder på i alt 1703 højdemeter.

Erfaringen med pavéerne i dette område er, at de sjældent er svære, og det er tvivlsomt, om de vil skabe nogen væsentlig udskilning, andet end den, der vil komme som følge af nervøsitet, styrt og punkteringer. Det ligner en stressende dag, hvor man ikke kan udelukke, at der kan skabes forskydninger i klassementet, men meget taler for, at sprinterne her skal have deres chance.

Chapelle-les-Herlaimont har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Favoritterne

Tour de Wallonie er altid et lidt kompliceret løb at spå om. I virkeligheden minder det meget om sæsonens første løb, fordi det for mange ryttere er første konkurrence efter en pause. Mange har været på træningslejr i juli og bruger løbet til at finde benene inden de større mål. De fleste har ikke kørt siden de nationale mesterskaber, og derfor er det svært at vide, hvem der har ramt formen, og hvem der stadig har arbejde at gøre.

Læs også

Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads

Lettere bliver det ikke af, at ruten altid er uhyre vanskelig at læse. Det er den slags kuperede etaper, hvis hårdhed i højere grad bestemmes af, hvordan de køres, end af terrænets præcise udfordring, og derfor kan man ofte blive slemt overrasket. Det er i dette løb altid let både at over- og undervurdere etapers sværhedsgrad, og det gør det til et løb, der altid er meget svært at blive helt klog på.

Som nævnt ovenfor er det altid et løb, der kan vindes af både puncheurs og stærke sprintere. I de fleste år har løbet haft så vanskelige puncheurfinaler i Ardennerne, at det med sikkerhed har været en sag for ardennerspecialister, og det er da også disse, der har vundet hovedparten af udgaverne. Tidligere var det dog meget almindeligt, at vi fik sejre til holdbare sprintere. Det fik vi i 2012 og 2014 med hhv. Giacomo Nizzolo og Gianni Meersman og igen i 2020 med Arnaud Demare, men også i 2016, 2018, 2019 og 2021 havde vi ruter, der kunne give sejre til begge ryttertyper. Faktisk var det kun den meget hårde 2017-udgave, der helt entydigt var uden for rækkevidde for sprinterne.

I år er det imidlertid enkelt. Her har vi utvivlsomt den hårdeste rute siden 2017, og det er lukket land for sprinterne. Det sørger afslutningen på Mur de Huy naturligvis for, for det er en finale, vi kender til hudløshed. Her er det murspecialisterne, der excellerer, og selvom forskellene mellem de bedste altid er relativt små, vindes der i top 20 i Fleche Wallonne så megen tid, at det meget vel kan være afgørende i et løb, der som dette næsten altid afgøres af marginaler. Det er dog værd at bemærke, at selve etapen er betydeligt lettere end den belgiske klassiker, og at man til slut kun kører de sidste 800 og stejleste meter af muren, og det vil trods alt tale for, at forskellene måske vil være mindre, end vi ser det i april. Omvendt er feltets kvalitet også betydeligt lavere, og i det ret stjernebesatte felt vil de største navne nok kunne gøre nogen skade.

De øvrige nøgleetaper tiltaler de samme ryttertyper. Jeg synes, at 2. etape er svær at blive klog på. Selve finalen er så let, at en meget hårdfør sprinter nok kunne klare den sidste bakke, men resten af etapen er knaldhård. Der kan virkelig blive kørt cykelløb fra distancen som på kongeetapen i Belgium Tour, men et stærkt hold vil kunne kontrollere det. Herefter vil vi formentlig se hovedaktørerne fra 1. etape være med fremme igen, for den samlede etape er nok for hård for sprinterne, men med en flad finale belønnes afslutterevner i kampen om bonussekunder.

Den sidste nøgleetape er 4. etape, som også er tricky. Den stejle del af sidste stigning bør gøre det muligt for bedste mand måske at køre alene hjem, og det er således igen en afslutning for rytterne fra Mur de Huy. Til gengæld kan det blive kompliceret til sidst, hvor et taktisk spil kan finde sted. Bedste puncheur kan køre alene hjem, favoritterne kan spurte om det, og vi kan se en taktisk finale, hvor man kan vinde tid, hvis den førende rytter er isoleret og ikke kan svare på alt.

Endelig er der 3. og 5. etape. Baseret på erfaringerne fra området tror jeg ikke, at pavéerner på 5. etape bliver afgørende, og jeg vil tro, at det ender i en massespurt. Det er dog en potentielt tricky etape, hvor stærke hold måske kan vinde lidt tid. På 3. etape vil jeg forvente en reduceret massespurt, for de to små bakker burde ikke være svære nok til succesrige angreb. En hurtig klassementsrytter vil imidlertid kunne gå efter bonussekunder.

Vejret synes ikke at blive afgørende, da der venter fint sommervejr med temperaturer mellem 22 og 27 grader samt lette vinde. Det er dog værd at bemærke, at der vil være fuld modvind i finalen på 2. etape, og det kan gøre det vanskeligt at gøre forskelle i en afslutning, der i forvejen ikke er alt for svær. Til gengæld vil der være medvind på Mur de Huy, mens der vil være sidevind i finalen på 4. etape.

Det ligner altså entydigt et løb for ardennerspecialisterne, der med deres punch kan gøre forskelle på hele tre etaper, men spurtstyrke er også vigtig i de flade finaler søndag og tirsdag. Det er den også i de indlagte spurter, hvoraf nogle ligger på bakker. Dette løb er før blevet afgjort på bonussekunder i de indlagte spurter, og det kan det meget vel blive igen. Endelig er et godt hold formentlig en vigtig forudsætning, måske til brostensetapen, men i hvert fald til at kontrollere særligt 2. etape. Endelig kan man i den taktiske finale på 2. og 4. etape måske vinde lidt tid, selvom man ikke nødvendigvis er alt for spurtstærk.

Jeg forudser således, at vi får det klassiske opgør på bonussekunder og de forskelle, der kan gøres på 1. og måske 4. etape, mens det er tvivlsomt, om de bedste vil blive adskilt på 2. etape. Man skal således kunne være med langt fremme på Mur de Huy, men det kan også blive et svært løb at vinde, hvis ikke man også kan score bonussekunder i de flade finaler søndag og tirsdag og i de indlagte spurter. Endelig kan holdet blive afgørende.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Feltet er i år sjældent stærkt, og derfor er det ikke med den store overbevisning, at jeg peger på Julian Alaphilippe. Verdensmesteren blev fravalgt til Touren, men nu har han trænet i højderne frem mod San Sebastian og Vueltaen, og han skulle være på et fornuftigt niveau. Det var han også allerede ved de franske mesterskaber, for selvom ruten var let, var han trods alt med fremme, selvom han ikke havde kørt løb i to måneder. Om formen rækker til at vinde her, ved vi ikke, men med et godt udgangspunkt ved mesterskaberne og en solid højdetræningslejr forventer jeg at se en konkurrencedygtig Alaphilippe.

Med afslutningen på Muren i Huy er løbet skræddersyet til kongen af Fleche Wallonne, der vil være storfavorit til at vinde 1. etape. Her vil han også kunne vinde en del tid på alle sine rivaler, og han har et brølstærkt hold til at forsvare trøjen. Han burde også køre med om sejrene på 2. og 4. etape, hvor han vil kunne deltage i spurterne til sidst og på 4. etape måske igen køre fra alt og alle. De indlagte spurter mester han også, og han har en gylden løjtnant i Ilan van Wilder til at kontrollere de taktiske finaler på 2. og 4. etape. Ruten passer ham ganske perfekt, og jeg tror på, at formen rækker allerede nu. Van Wilder er også et alternativ, men han har ikke Alaphilippes punch. Han vil formentlig kunne vinde på Muren, hvis han er i form, men han mangler spurtstyrken til de øvrige etaper. Skal han vinde, skal det formentlig skyldes det taktiske spil, hvis Quick-Step får brug for at udnytte overtallet. Holdet har også den tidligere vinder Dries Devenyns, men han burde være hjælper, når Alaphilippe er på holdet.

Jeg var dog meget, meget tæt på at pege på Biniam Girmay. Eritreerens form er også ukendt, men min frygt er, at han ikke er på Alaphilippes niveau. Hans mål er nemlig VM, og han skal ikke køre Vuelta, og mit gæt vil være, at han ikke er så langt fremme som verdensmesteren. Han synes dog efterhånden at have så højt et bundniveau, at jeg ikke bliver overrasket, hvis han er brølstærk. Han er ret uprøvet på stejle mure, men han burde ikke kunne matche en formstærk Alaphilippe på 25%. Til gengæld burde han kunne begrænse tabet, og i princippet kan han herefter vinde alle de øvrige etaper. Det vil give ham en del bonussekunder, måske også i de indlagte spurter, men problemet er, at Alaphilippe formentlig også får bonus på 2. og 4. etape, og at han får det svært mod en fyr som Arnaud de Lie i de to massespurter. Hans hold kan måske også få det svært mod Quick-Step, men det har nu en betydelig kvalitet, hvor risikoen først er, at han isoleres i finalerne søndag og tirsdag. Det største spørgsmål er dog, om han kan hente nok i bonus til at indhente tabet på Muren. Med tanke på, at Alaphilippe typisk vinder 15-20 sekunder i Fleche Wallonne på nogle af verdens bedste ardennerryttere frygter jeg, at det kommer til at knibe. Holdet har et alternativ i 2019-vinderen Loic Vliegen, der i år har rejst sig og vil have løbet som mål, men Muren burde være lidt for svær. Det er den også for erfarne Jan Bakelants, der dog stadig burde kunne køre et hæderligt klassement.

EF har en forrygende kandidat i Odd Christian Eiking. Sidste år var det i dette løb, at han fandt den form, der kulminerede med hans flotte Vuelta, og efter et sygdomsramt forår så han ud til at være på rette kurs i Occitanie. Han er som skabt til muren, og derfor må han være en af de tunge favoritter. Han ledsages af James Shaw, der burde passe til løbet, men har skuffet i år.

Den tredje oplagte kandidat er Alessandro Covi, men med ham kan det blive både fugl og fisk. Han er nemlig uhyre svingende, men der er håb i, at han sidste år kom stærkt ud fra sommerpausen, blandt andet med meget stærk kørsel i San Sebastian, der således kunne være et mål. Han er ikke testet på Mur de Huy, men hans sejr på muren i Andalusien i februar var uhyre lovende, og i en flad spurt er han vel mindst lige så hurtig som Alaphilippe, hvilket er løfterigt på 2. og 4. etape. Hans største problem er, at hans hold består af tunge folk, og han vil være meget alene i de svære finaler. Det kan gøre det meget svært faktisk at vinde, selvom han skulle vise sig stærkest, men han kan håbe, at han kan erobre trøjen efter 4. etape via en god spurt her. Det kræver dog, at han har den form, som han ikke altid har.

Movistar kommer med Alex Aranburu, der burde passe storartet til dette løb, men også hans form er usikker. Han er nemlig svingende, men vi så ved de spanske mesterskaber, at han var fornemt kørende. Han kunne også have San Sebastian som et mål frem mod Vueltaen, og det kunne tale for god form. Vi kender ikke hans evner på stejle mure, men desværre vil mit gæt nok være, at han er en anelse for tung til at være med helt i front. Han bør dog kunne begrænse tabet, og derefter skal han slå til på 2. og 4. etape, hvor han har sin hurtighed. Hans hold er relativt fornuftigt, da det tæller klatrestærke folk som Will Barta og Sergio Samitier, men de har været skuffende i år. Også Oier Lazkano , der ligeledes har skuffet i år, bør kunne begå sig, hvis han er i form, men ingen af dem har det punch og den spurtstyrke, der gør dem reelle kandidater i dette løb, hvor det bør handle om Aranburu.

Cofidis kommer med Jesus Herrada, der nok er et stykke fra sin storhedstid, men sluttede stærkt af med podiepladser ved mesterskaberne og i Occitanie. Vi ved fra Fleche Wallonne, at muren er for stejl for ham, men i dette felt bør han være langt fremme og begrænse tabet til Alaphilippe. Han har desværre ikke fordums hurtighed, og derfor kan han få det svært i kampen om bonussekunderne, men helt langsom er han ikke. Ellers må han spille det taktiske spil til sidst. Mindst lige så interessant er kometen Axel Zingle, der modsat Herrada kan blande sig i spurterne på 2. og 4. etape. På baggrund af det, vi har set i år, vil jeg dog tro, at han får det lidt for svært på muren, og derudover er hans niveau også en anelse svingende. I gamle dage kunne Sander Armee ende langt fremme, men det kan ikke længere.

Hos Trek bliver det spændende at følge Mattias Skjelmose, der jo flere gange i år har vist, at han er god i eksplosive finaler. Mur de Huy burde derfor passe ham udmærket, men han slår næppe Alaphilippe. Hans problem er, at han ikke er verdens hurtigste i en flad spurt, og derfor skal han satse på, at han kan snige sig væk i en af de taktiske finaler, hvis han skal vinde løbet. Det samme kan siges om lottokuponen Antonio Tiberi, der dog slet ikke har Skjelmoses punch og derfor nok ikke er skabt til muren. Mere interessant er Filippo Baroncini, der inden pausen endelig begyndte at vise sit potentiale, blandt andet med en samlet 16. plads i Occitanie og en 5. plads ved de italienske mesterskaber. Jeg vil tro, at han er lidt for tung til muren, men han har med sit punch og sin fart virkelig potentiale til at overraske. Han har i år klatret bedre, end jeg havde troet, og klarer han sig fornuftigt på muren, kan han også være med på 2. og 4. etape - og så kan det blive rigtigt godt.

Ineos kommer med Eddie Dunbar, der allerede har vundet to etapeløb i år. Muren passer ham faktisk slet ikke så ringe, og han er en af løbets bedste klatrere. Han får dog svært ved at slå Alaphilippe, og da han ikke er hurtig, er han afhængig af taktik for at vinde løbet. Holdet har også Omar Fraile, der kan gøre det godt på muren, men han vil være for tung og har skuffet fælt i år. Til gengæld har han noget fart. Kometen Ben Turner har også imponeret stort med sin klatring, senest i Ungarn, men han bør være for tung til muren. Kan han begrænse tabet, er han dog hurtig og kan køre de taktiske finaler.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Alpecin har en stærk kandidat i Nicola Conci, der er ganske eksplosiv og med den kørsel, han viste i Slovenien og Coppi e Bartali bør være med meget langt fremme på muren. Han har også en vis fart, men der er lidt for mange favoritter, der er hurtigere end ham. Holdet har også en joker i Robert Stannard, men han er skræmmende ustabil. Han har skuffet næsten hele året, men hans 17. plads i Liege vidner om potentialet i dette terræn. Han har de helt rette puncheurevner, hvis han er i form, men han vil være lidt for tung til muren. Til gengæld har han farten til de øvrige etaper. Tillige er der Xandro Meurisse, der passer godt til dette løb, da han er en halvhurtig puncheur, og han viste med 19. pladsen i Liege, at han stadig kan lidt. I de seneste sæsoner har han dog som regel været meget langt fra det niveau, og det er han formentlig igen efter en pause. Jeg glæder mig også meget til at se Stefano Oldani, der jo er hurtig og har klatret som en drøm i år, særligt da han vandt i Giroen. Muren og formentlig også 4. etape kan dog være lidt for svær, men han har potentiale til at overraske. Muren bør til gengæld være for svær for Dries de Bondt.

Ag2r kommer med Clement Champoussin. Han er bestemt ikke skabt til løbet, der er for eksplosivt, og derfor vinder han næppe, men på muren burde han levere et hæderligt resultat, hvis han er i form. Holdet har også Greg van Avermaet, men muren har altid været lidt for stejl, og det må særligt gælde i dag. Måske kan Valentin Paret-Peintre gøre det hæderligt.

Arkea kommer med den uhyre lovende Kevin Vauquelin, der burde passe godt til dette løb med sin fart og sit punch. Hans klatring i Asturien og Oman taler for, at han burde kunne gøre det fornuftigt på muren, men efter hans lidt skuffende kørsel i Belgium skal vi måske dæmpe forventningerne en anelse. Han har dog potentiale til at overraske. Holdet har også den meget ustabile Alessandro Verre, der dog som klatrer ikke synes helt skabt til dette eksplosive løb, og i da er løbet for svært for Benjamin Declercq, Laurent Pichon og Romain Hardy.

Israel-PT har en på papiret god kandidat i Patrick Bevin. Muren er helt sikkert for stejl, men kan han begrænse tabet der, burde han måske kunne være med på de øvrige etaper, hvis han har Tyrkiet-formen, og han kan hente bonus. Holdet har dog proklameret, at han er der som støtte, og derfor er hans form nok usikker. Muren bør være for stejl for Sep Vanmarcke og Tom van Asbroeck, mens unge Derek Gee og Omer Goldstein kan gøre det hæderligt.

Lotto kommer med to kort i Harm Vanhoucke og Victor Campenaerts . Efter et svært forår var der gevinst på lottokuponen Vanhoucke i det nylige Sibiu Tour, og har han bevaret formen, bør han gøre det godt på muren. Han er dog slet ikke eksplosiv nok til at være med helt fremme. Campenaerts har forbedret sin klatring så meget, at han bør kunne begrænse tabet på muren, men den er for stejl. Herefter skal han forsøge at snige sig væk med offensiv kørsel, da han er spurtsvag. Endelig er der Arnaud de Lie, men vi så i Belgium Tour, at han har sine begrænsninger på holdbarhed.

Bora kommer med Ide Schelling, men det er svært at være alt for optimistisk. Hollænderen har haft et katastrofeår forårsaget af sygdom, og i forvejen er muren nok en anelse for svær. Han er dog spurtstærk og en rigtig puncheurtype, og klarer han muren, passer 2. og 4. etape ham, ligesom han kan jagte bonussekunder. Holdet har også Cian Uijtdebroeks, der har bekræftet sit potentiale igen og igen. Jeg bliver overrasket, hvis ikke han med sin stabilitet er god på muren, men han er slet ikke eksplosiv nok. Han skal væk i en taktisk finale for at vinde. Holdet har også Anton Palzer og Frederik Wandahl, der kan gøre det pænt på muren, men helt fremme kan de ikke være.

Jeg har svært ved at tro på de øvrige hold. Hos FDJ er Jake Stewart en holdbar sprinter, men han bør få det svært i disse ardennerfinaler. Anthony Roux er en skygge af sig selv, Tobias Ludvigsson passer ikke rigtigt til de eksplosive finaler, og Lars van den Berg mår være overmatchet. DSM kommer med et sprinterhold, hvor Joris Nieuwenhuis og Jonas Hvideberg bør være for tunge. Hos B&B er jeg lidt spændt på mountainbikeren Victor Koretzky, der nu har fået sin første sejr på 2.2-niveau. Han burde passe storartet til muren, men han synes at mangle for meget til dette niveau. Thibault Ferasse har været god i år, men dette bør være for svært, mens Alan Boileau og Axel Laurance ikke har vist meget i år. Bingoal er her med et hold af tunge folk, hvor terrænet er for svært for Milan Menten . Hos Sport Vlaanderen har man Jenno Berckmoes, Julian Mertens, der imponerede i Belgium Tour, og altid stabile Kenneth van Rooy, men for de to førstnævnte viste Belgium Tour begrænsningerne i ardennerterræn, mens Van Rooy nok er en anelse for tung til muren. Total er her med et hold med næsten udelukkende tunge folk, og Dries van Gestel vil finde muren for svær, mens Fabien Doubey slet ikke har klatret godt på det sidste.

Endelig er der kontinentalholdene. Tarteletto vil forsøge med Lennert Teugels og Gianni Marchand, men de er overmatchet her. Mere interesse er der om Thibau Nys, men efter de skuffende præstationer i endagsløbene for nogle uger siden og ikke mindst i Belgium Tour, må forventningerne være afdæmpede, også fordi muren nok alligevel er for hård.

BEMÆRK: Dette er work in progress. Vi aner ikke, hvem EF, Ag2r og Israel-PTstiller med, og ingen hold er udtaget endeligt, ligesom særligt Girmays deltagelse er usikker. Optakten vil blive opdateret løbende i det omfang, tiden og Touren tillader det, og i hvert fald fredag, når vi kender den endelige startliste.

OPDATERING: Den endelige startliste er komme, og der har som ventet været et hav af ændringer. Vigtigst er det, at Covi ikke stiller til start. UAE stiller i stedet med Matteo Trentin, men løbet må være en anelse for hårdt for ham. DSM har udtaget Romain Combaud i stedet for Hvideberg og Nieuwenhuis, men selvom han vil være deres klassementsmand, er hans muligheder små. Bingoal stiller med Remy Mertz og Luc Wirtgen som deres klassementsryttere, men deres potentiale er også begrænset. Mere interessant er det, at Lotto stiller med Maxim van Gils, der burde passe storartet til muren, og hvis han endelig har fundet formen, som han havde på denne tid sidste år, er han meget interessant. Boa er uden Schelling, og Alpecin er uden Oldani. Sidstnævnte har til gengæld Gianni Vermeersch, men muren er nok lidt for svær for ham. Intermarché har et fremragende alternativ til Girmay i form af Lorenzo Rota, der også burde være en af de allerbedste, mens muren nok er for hårdt for Aime de Gendt samt for Ben Swift, der er udtaget for Ineos. Cofidis har et meget interessant navn i Guillaume Martin, der burde være god på muren, men vi ved ikke, hvordan han har det efter sin covidinfektion. Han erstatter Armee. Quick-Step er uden Van Wilder, mens Trek er uden Tiberi, der til gengæld erstattes af Markus Hoelgaard, der burde være et godt bud, hvis han endelig har fundet den form, han ikke har haft hele året. Endelig kender vi nu trupperne fra EF, Ag2r og Israel-PT, hvorfor der er tilføjet afsnit om den ovenfor.

***** Julian Alaphilippe

**** Biniam Girmay, Odd Christian Eiking

*** Alex Aranburu, Lorenzo Rota, Jesus Herrada, Guillaume Martin, Maxim van Gils

** Filippo Baroncini, Mattias Skjelmose, Eddie Dunbar, Nicola Conci, Clement Champoussin, Axel Zingle, Kevin Vauquelin, Robert Stannard, Patrick Bevin, Harm Vanhoucke, Cian Uijtdebroeks, Xandro Meurisse, Markus Hoelgaard, Loic Vliegen, Gianni Vermeersch, Victor Campenaerts, Omar Fraile, James Shaw, Ben Turner, Thibau Nys

* Jake Stewart, Matteo Trentin, Victor Koretzky, Julian Mertens, Jan Bakelants, Dries Devenyns, Oier Lazkano, Sergio Samitier, Will Barta, Aime de Gendt, Dries de Bondt, Greg van Avermaet, Romain Hardy, Laurent Pichon, Benjamin Declercq, Arnaud de Lie, Sep Vanmarcke, Tom van Asbroeck, Omer Goldstein, Derek Gee, Anton Palzer, Frederik Wandahl, Anthony Roux, Lars van den Berg, Tobias Ludvigsson, Axel Laurance, Alan Boileau, Thibault Ferasse, Kenneth van Rooy, Jenno Berckmoes, Romain Combaud, Remy Mertz, Luc Wirtgen, Dries van Gestel, Fabien Doubey, Gianni Marchand, Lennert Teugels

Danskerne

Mattias Skjelmose må være en af kaptajnerne på Trek og er omtalt ovenfor. Hos DSM er Frederik Rodenberg, Casper Pedersen og resten af holdet lidt på udebane i dette hårde løb, men de kan køre offensivt og forhåbentlig hjælpe Sam Welsford i en spurt på sidste etape. Endelig kan Frederik Wandahl på Boa måske køre sin egen chance, selvom holdets kaptajn må være Uijtdebroeks.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER