Optakt: Tour de Yorkshire

Løbets rolle og historie

I de senere år har folk som Mark Cavendish, Chris, Froome, Bradley Wiggins og Geraint Thomas gjort Storbritannien til et af cykelsportens absolutte kraftcentre, men de store stjerner har ikke haft mange muligheder for at vise sig frem for hjemmepublikummet med jævne mellemrum. I adskillige år var det eneste store løb i landet således Tour of Britain, der i 00erne etablerede sig som en god forberedelse til VM.

Tiderne ændrer sig imidlertid. Efter det meget succesfulde landevejsløb ved OL i 2012, skabte man RideLondon Classic som en måde, hvorpå man kunne bygge videre på arven, og bare to år senere var landet vært for den måske mest succesfulde grand depart i Tour de France-historien, da kolossale tilskuermængder bød rytterne velkommen til to dages cykelløb i Yorkshire og en tredje etape med mål i London.

Den grand depart blev muliggjort af en meget ambitiøse lokal komite med Gary Veity i spidsen, og de var meget ivrige efter at holde momentum i live og gøre regionen til et cykelmekka. Det vigtigste middel var det tre dage lange Tour de Yorkshire, og de havde endda held til at overtale ASO til at gå ind i projektet.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

I 2015 gjorde løbet sin debut, og det var en kolossal succes. Igen kom kolossale tilskuermængder ud på gaderne for at byde et meget stærkt felt velkommen, og det blev belønnet med aggressivt cykelløb. Den positive modtagelse viste, at løbet har stort potentiale, og arrangørerne har store planer om at gøre det til et WorldTour-løb over fire dage. Planerne om at udvide løbet med en dag blev først udsat, da British Cycling modsatte sig det, men fra i år er det lykkedes at få den ekstra dag på programmet.

Formålet med arrangementet er at promovere Yorkshire som en af de bedste cykelregioner i Europa og opmuntre flere englændere til at begynde at cykle. Det kuperede terræn i området er perfekt til cykelløb og skabte fantastisk og aggressiv kørsel på 2. etape af Touren i 2014 og i de tre første udgaver af løbet.

Der er naturligvis ingen høje bjerge i Yorkshire, men de mange korte, stejle stigninger gør det til et perfekt løb for stærke klassikerryttere, og med dets position på kalenderen sidst i april og fra og med 2018 først i mah er det en god mulighed for ardennerspecialisterne til at udnytte deres gode form en sidste gang, inden de tager en pause. Samtidig er der nok fladt terræn til at give sprinterne muligheder, og det betyder, at det hidtil har været en god option for de hurtige folk til at gøre sig klar til Giroen. I år afvikles løbet dog under den italienske grand tour, og det har betydet, at løbet i stedet for mange sprintere er en chance for at komme i gange igen efter klassikerne.

Som det store britiske hold vil Sky naturligvis altid være de store favoritter, og det lykkedes også for dem at vinde den første udgave med Lars Petter Nordhaug. I 2016 måtte de imidlertid se sig slået, da Thomas Voeckler besejrede Nicolas Roche i en tomandsspurt på kongeetapen og derved tog den samlede sejr seks sekunder foran ireren.

Sidste år var det et helt andet hold, der dominerede. Dimension Data fik oprejsning efter et skidt forår, da Serge Pauwels og Omar Fraile efter fornemt holdarbejde sikrede sydafrikanerne en dobbeltsejr på kongeetapen, hvor belgieren fik lov at krydse stregen først. Det omsattes også til de to første pladser i det samlede klassement, hvor Pauwels sejrede seks sekunder foran Fraile og syv sekunder foran Jonathan Hivert. Pauwels vender tilbage i et forsøg på atter at redde en skidt sæsonstart for Dimension Data, men må denne gang klare sig uden Fraile, der er skiftet til Astana og skipper løbet. Hivert er til gengæld med igen efter et forrygende forår og håber at fortsætte succesen på de britiske landeveje.

Ruten

Som et relativt nyt løb eksperimenterer man stadig med ruten for at finde det ideelle format, men man synes at have en model, der fungerer, idet de seneste to udgaver har været relativt ensartede med to sprinteretaper efterfulgt af en savtakket kongeetape med et hav af de korte, stejle mure, der kendetegner regionen. I år har udvidelsen med en ekstra dag betydet, at man har kunnet dele terrænet ligeligt mellem klassementsrytterne og sprinterne, der hver vil have udsigt til at kunne gå efter sejren på to af fire etaper.

Løbets store nyskabelse er, at man for første gang nogensinde har mål på toppen af en stigning, når der på 2. etape sluttes på den stejle Cow and Calf-bakke, der over 1,8 km stiger med 8,2%. Det betyder, at årets løb vil kunne blive mindre taktisk, og at stærkeste mand vil have lettere ved at gøre forskellen. Han vil dog fortsat skulle forsvare sig på den svære afsluttende etape, der er en typisk Yorkshire-etape med kuperet terræn og mange stejle bakker. I år er afslutningen dog ikke helt så svær som tidligere, og et stærkt hold vil formentlig kunne holde det under kontrol. 1. og 3. etape synes derimod som skabt til massespurter, men man skal som altid tage sig i agt for vinden og ikke mindst det berygtede britisk vejr, der altid kan spille en stor rolle i området.

1. etape

I 2015 lagde man som sagt ud med den hårdeste etape, men den model har man nu opgivet for at bibeholde spændingen lidt længere. Som i 2016 og 2017 lægger man derfor ud med en relativt flad etape, og da der denne gang er tale om en for løbet usædvanligt let sag vil det være en mindre sensation, hvis ikke sprinterne skal slås om den første førertrøje.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

I alt skal der tilbagelægges 182 km mellem Berverly og Doncaster, der ligger i en flad del af den kuperede region. Fra starten kører man en omgang på en helt flad 41,5 km lang rundstrækning i området øst for startbyen, hvor man kører ud til kysten, vender rundt og derefter kører tilbage til startområdet. Herfra kører man gennem fladt terræn mod sydvest og nord, inden man drejer mod vest for ta køre op ad dagens eneste stigning, Cote de Baggaby Hill (1,9 km, 4,6%), der kommer efter 89,5 km. Herfra kører man ned til den sidste spurt, der er placeret efter 92,5 km.

Derefter er etapen stort set helt flad, men man kører mod sydvest direkte ned mod Doncaster. Undervejs passerer man den sidste spurt, der kommer efter 125,5 km. Til slut slår man en lille sløjfe mod syd for til slut at nærme sig målbyen fra sydøst. Her venter en helt enkel finale, der er helt flad og helt uden sving de sidste 5 km. Der er en rundkørsel med 750 m igen, hvorefter man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 608 højdemeter.

Etaperne i Yorkshire byder som regel på et par stigninger, og derfor er denne etape usædvanligt let. Samtidig er der ganske mange sprintere til start, og de har alle sat kryds ved denne etape. Vinden er altid en trussel i England, men med mindre det blæser kraftigt, bør det hele ende i en massespurt i en let finale, der er skabt til de helt rene sprintere.

Doncaster var senest målby i 2016, hvor Danny Van Poppel besejrede Dylan Groenewegen og Nikias Arndt i en tæt spurt.

2. etape

De første udgave af Tour de Yorkshire har budt på nogle knaldhårde etaper med masser af kuperet terræn, stort set ingen flad vej og et hav af stejle mure. Aldrig før er man imidlertid sluttet på toppen af en stigning, men der vil der blive lave om på i 2018. For første gang nogensinde slutter løbets kongeetape nemlig med en rigtig puncheurfinale, hvor en typisk savtagget Yorkshire-profil kulminerer til slut med den 1,8 km lange Cow and Calf-stigning i Ilkley, hvis stigningsprocent på 8,2% vil være nok til at gøre markante forskelle og formentlig bringe etapevinderen ganske langt i jagten på den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges bare 149 mellem Barnsley og Cow and Calf-stigningen i udkanten af Ilkley. Starten går på grænsen mellem det flade øst og det kuperede vest i Yorkshire-regionen, og fra begyndelsen slår man en lille sløjfe ind i bakkerne vest for startbyen. Det betyder, at der venter en ikke-kategoriseret stigning med top efter 10,5 km, inden man kører ned til Blacker Hill (1,6 km, 5,8%), der har top efter 29 km. Herfra forsætter man mod sydøst og øst forbi den første spurt, der kommer efter 41,5 km. Det bringer dem tilbage til den flade del af regionen, hvor man kort inden 1. etapes målby Doncaster drejer mod nord. Herefter følger man det meste af dagen vejen mod nord på kanten mellem bakkerne og fladlandet. Det betyder, at der undervejs ikke er meget helt fladt terræn, men der er heller ingen væsentlige stigninger.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Efter 104 km kommer dagens anden spurt, og kort efter indledes finalen, når man drejer mod vest for atter at køre ind i bakkerne lige nord for Leeds. Det gør straks terrænet vanskeligere, inden man rammer Old Pool Bank (1 km, 10%), der har top bare 17,5 km fra mål. Derefter fører en nedkørsel og en lille bakke mod vest, inden man vender rundt for at køre mod sydøst direkte ind på Cow and Calf-stigningen. Sving med 2800 og 2000 m igen leder ind på bakken, der stiger med 8,2% over 1,8 km og følger en stort set helt lige vej, der kun bugter svagt, inden man rammer den 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1763 højdemeter.

Denne nyskabelse vil give klatrere og puncheurs en historisk god chance for at gøre forskelle og sikre, at løbet i år handler mere om gode ben og punch end om taktik og koldblodighed. Igen kan vejret og vinden komme i spil, men man må formode, at favoritholdene vil forsøge at holde det samlet til en direkte kamp mellem de bedste puncheurs på målstigningen. Den er ganske stejl og alt for svær for mange af rytterne, og det vil derfor være en blanding af ardennerspecialister og relativt lette klatrere, der skal slås om helt afgørende tid i kampen om den samlede sejr.

Cow and Calf-stigningen har aldrig tidligere været benyttet som mål for et stort cykelløb. Det er hellet ikke tilfældet for målbyen Ilkley tidligere i dette årtusinde.

3. etape

Sprinterne har som regel altid haft to chancer i Yorkshire, og det vil også være tilfældet i år. Ganske vist er der på tredje etape flere stigninger på programmet end på den meget lette 1. etape, men det ændrer ikke på, at de hurtige folk ventes at få det sidste ord i Scarborough, der har udviklet sig til et fast besøgssted i det unge løbs korte historie.

I alt skal der tilbagelægges 181 km mellem Richmond og Scarborough. Startbyen er placeret i udkanten af bakkerne i den vestlige del af Yorkshire, mens Scarborough er placeret ved østkysten på grænsen mellem det kuperede nord og det flade syd. Fra start slår man en lille sløjfe mod sydvest i det bakkede terræn, og det betyder, at man fra start skal op af en lille bakke. Herfra kører man imidlertid mod øst direkte ud mod fladlandet, som nås i Bedale efter 29,5 km. Herefter går det mod nordøst og siden sydøst gennem fladt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 38 km.

Efter59 km drejer man mod øst for akkurat at kysse bakkerne i den nordlige del af regionen. Det sker via stigningen Sutton Bank (1,4 km, 12%), en stejl mur, der har top efter 66,5 km. Et plateau efter af en nedkørsel fører videre mod øst tilbage mod fladlandet, og herfra kører man igennem helt fladt terræn videre mod øst forbi den sidste spurt, der kommer efter 99,5 km.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Efter 123 km har man nået udkanten af Scarborough, men i stedet for at køre direkte ind til mål slår man en lille sløjfe ind i bakkerne nord for byen. Derfor skal man op over Silpho-stigningen (1,5 km, 8,2%), der har top efter 129,5 km, inden man kører ned til kysten. Herfra følger man den flade kystvej ned til målbyen, der nås efter 139 km.

Man krydser dog ikke stregen denne gang og kører i stedet ud på en 42 km lang rundstrækning i området syd for byen. Fra starten følger man den let kuperede kystvej mod sydøst, inden man kører mod vest ind i landet og til slut mod nord tilbage til Scarborough. Der er nogle mindre bakker undervejs, men ingen væsentlige udfordringer. Til slut fører en lille nedkørsel tilbage til kysten, der rammes i et skarpt sving med 3,2 km igen. Den bugtende og helt flade vej følges herefter hele vejen til mål, hvor en blød kurve leder ind på den 500 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1429 højdemeter.

Scarborough har svært terræn i nærheden, men ligesom sidste år har man denne gang valgt at designe en let finale. Som på de foregående etaper kan vinden være en fare, særligt i den sidste fase langs kysten, men hvis ikke det blæser væsentligt, vil sprinterne elske at gribe deres sidste mulighed i endnu en meget enkel finale i Scarborugh.

Scarborough har været målby for kongeetapen i de to første år, men her var ruterne betydeligt hårdere. I 2016 slog Thomas Voeckler Nicolas Roche i en tomandsspurt, mens Lars Petter Nordhaug i 2015 var hurtigere end Voeckler, Stephane Rossetto, Samuel Sanchez og Philip Deignan, da disse 5 nåede mål 1.10 foran en lille gruppe, der blev anført af Greg Van Avermaet. Sidste år fik sprinterne chancen i byen på 1. etape, hvor Dylan Groenewegen slog Caleb Ewan og Chris Opie.

4. etape

I de seneste to år har man gemt løbets kongeetape til sidstedagen, og selvom der i år også er en afslutning på en stigning på programmet allerede på 2. etape, kan man ikke komme uden om, at sidste etape i år igen er den hårdeste. Der venter nemlig en helt typisk Yorkshire-profil som afslutning søndag, hvor rytterne skal testes af Yorkshires vanskeligste terræn med et hav af korte stejle stigninger, smalle og snoede veje og tekniske nedkørsler. Modsat 2. etape er finalen dog flad, og det betyder, at chancerne for at gøre forskelle er mindre, men det ændrer ikke på, at der venter en etape, der bliver meget svær at kontrollere, og hvor der kan vendes op og ned på klassementet til allersidste i løbet.

I alt skal der tilbagelægges 189,5 km mellem Halifax og Leeds, der ligger ganske tæt på hinanden midt i det mest kuperede terræn i den vestlige del af regionen. Etapen består derfor af en stor sløjfe mod nord igennem den vanskeligste del af området, og det betyder, at det går løs straks fra start. Her kører man først mod nordvest ud af startbyen, inden man kører direkte mod nord op gennem alle bakkerne. De kommer som perler på en snor med Hebden Bridge (7 km, 4%) efter 16 km, Goose Eye (1,5 km, 10%) efter 31 km og  Barden Moor (1 km, 9,5%) efter 47 km samt flere mindre stigninger. Herefter flader det ud, inden man kører frem til Park Rash (2,2 km, 10%), der har top efter 77 km, hvorefter en lang nedlørsel leder ned til Moddleham, hvor forplejningszonen kommer i det nordligste punkt efter 95,5 km.

Læs også

Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg

Efter frokosten vender man rundt for at køre tilbage mod sydøst og siden syd. Denne gang kører man på grænsen mellem bakkerne og fladlandet, og det betyder, at den følgende strækning er relativt flad. Kort efter kører man imidlertid atter mod vest ind i bakkerne og op ad Greenhow Hill (3,3 km, 8,2%), hvis top rundes med 51,5 km igen. Herfra går det hovedsageligt nedad via en lille kontrabakke mod sydøst ned tiil byen Otley.

Finalen indledes her, når man kaster sig over dagens sidste stigning Otley Chevin (1,4 km, 10,3%), hvis top rundes med 25 km igen. Herefter går det mod øst ned til dagens sidste bakke, der fører op til den sidste spurt, som kommer med 16,5 km igen. Herefter går det mod syd og sydøst ind til centrum af Leeds i en lettere finale, hvor der kun venter to småbakker undervejs. De sidste 5 km falder først let, inden det flader ud på de sidste 2300 m. Der er et skarpt sving med 2 km, men derefter bugter den 6 m brede vej stig kun ganske let. De sidste 500 m stiger svagt med 1,6%.

Etapen byder på i alt 2888 højdemeter.

Den savtakkede etape minder meget om kongeetaperne fra de foregående år, hvor det har vært rigtigt indianercykelløb med mange angreb, og hvor det har været muligt at gøre forskelle i meget taktiske finaler. I år synes etapen dog at være en anelse lettere end tidligere, især fordi de væsentligste udfordringer kommer først i løbet. Derfor vil et meget stærkt hold formentlig være i stand til at kontrollere det og sikre samling til en spurt i en lille gruppe - eller lade et ufarligt udbrud køre hjem - men er det førende hold svagt, kan det blive et meget taktisk og intenst drama, der kan ende i snart sagt hvad som helst. Samtidig vil bonussekunderne både på stregen og i den indlagte spurt kunne komme i spil, og det betyder, at intet vil være afgjort før til allersidst.

Leeds var senest målby for sidste etape i 2015, hvor Ben Hermans tog en solosejr med 9 sekunder ned en 18-mand stor forfølgergruppe, hvis spurt blev vundet af Greg Van Avermaet. Derudover har man ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde, men Tour de France startede i byen i forbindelse med den britiske grand depart i 2014.

Favoritterne

Tour de Yorkshire minder på mange måder om Tour of Britain, når det gælder terræn. Løbet har således hidtil budt på to sprinteretaper samt én hård etape, hvor der stort set ikke har været noget fladt, og hvor det har gået op eller ned hele dagen. Det har gjort det til et meget åbent løb, hvor antallet af vinderkandidater er stort, og hvor aggression ofte belønner sig. Det har været et løb præget af, at der ikke har været en oplagt favorit og ikke et superhold, der har kunnet kontrollere løbet.

I år vil løbets dynamik blive ændret af det forhold, at der vil være en afslutning på en stigning. I tidligere udgaver har taktik og kollektiv styrke spillet en stor rolle på en ukontrollerbar kongeetape, hvor det ikke nødvendigvis har været muligt for stærkeste mand at sætte sig igennem. Det vil være meget lettere i år, hvor Cow and Calf-stigningen på 2. etape er så svær, at den stærkeste rytter vil kunne slå til og på ren styrke sætte sig på løbets førertrøje.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Stigningen er lidt svær at vurdere. På den ene side er den relativt kort og derfor god for ardennerryttere med et godt punch. På den anden side er den lang og særligt stejl nok til, at man skal være en ganske god klatrer for at gøre sig gældende. Det er klart, at der ikke er tale om en Mur de Huy-agtig sag, men stigningen skal bestemt ikke undervurderes. Vi vil derfor formentlig se en blanding af ardennerspecialister og klatrere blande sig fremme på 2. etape.

Efter fredagens store slag vil der være muligheder for også at skabe forskydninger på sidste etape, der minder langt mere om kongeetaperne fra de foregående udgaver. Denne gang er de værste stigninger dog koncentreret i løbets første del, og umiddelbart synes etapen ikke at være så svær som tidligere. Et stærkt hold vil formentlig være i stand til at holde det nogenlunde under kontrol, men er det et svagere mandskab, der er i front, kan det blive næsten umuligt for en isoleret kaptajn at holde styr på tingene. Derfor kan et stærkt hold med flere gode kort efter den første udskilning på 2. etape måske vende op og ned på tingene på sidste etape, hvor bonussekunderne i den sidste indlagte spurt og på stregen også kan blive vigtige. En god spurt er derfor også en vigtig egenskab i løbet.

I ethvert engelsk løb er det lunefulde britiske vejr naturligvis en faktor, men det ser ud til, at man slipper nådigt i år. De to første dage vil ganske vist være overskyede, men det vil holde tørt, og vinden synes ikke kraftig nok til at kunne gøre en forskel. Weekenden vil blive decideret sommerlig, dog med lidt mere vind søndag. Heller ikke her ventes det dog at spille nogen stor rolle. 1. og 3. etape må derfor ventes at blive afgjort af sprinterne, og det vil derfor formentlig være en kombination af klatreben på 2. etape, taktik på 4. etape samt bonussekunder, der vil afgøre løbet.

Igen i år er der tale om et meget jævnbyrdigt felt uden en oplagt favorit, og der er flere mulige vinderkandidater. Derfor er der lagt op til et ret åbent slag, hvor mange hold vil have en realistisk chance for at drømme om noget stort.

Efter nogen overvejelse vil vi pege på Serge Pauwels som vores favorit. Sidste år tog den belgiske klatrer endelig karrierens første sejr, da han sejrede både på kongeetapen og samlet, og han har igen i år gjort løbet til et af forårets store mål. Pauwels skal altid bruge nogen tid på at finde sin bedste form, men langt er motoren nu ved at være varm. Han kørte fornuftigt i Ardennerne, hvor han blev nr. 17 i Fleche Wallonne, og senest var han ganske aggressiv i Rund um den Finanzplatz, der blev brugt til at finpudse formen inden dette løb.

Pauwels er ikke en klassisk puncheur, men 2. etape er svær nok til, at han kan sætte sig igennem med sine klatreevner. Han viste sidste år, at han er god i dette terræn, og han vil have meget gode chancer for at vinde løbets vigtigste etape. Den stor udfordring vil derefter være at forsvare trøjen på den ret svære 4. etape, hvor han ikke vil være bakket op af et stærkt hold. Unge Scott Davies burde dog kunne spille den afgørende rolle for Pauwels, der også selv burde være stærk nok til at holde det nogenlunde under kontrol på en etape, der ikke er så svær som tidligere. Derfor tror vi, at han gentager sidste års sejr.

Hans værste rival er i vores øjne Pieter Weening . Det tager altid lidt tid for den hollandske dieselmotor at blive varm, men nu er den ved at være der. I hvert fald kørte han fremragende i Tour of Croatia, hvor han efter en nervepirrende veteranduel blev nr. 2 bag Kanstantsin Siutsou, og det vil have givet ham masser af motivation til at gå efter sejren i dette løb. Tidligere har løbet slet ikke passet ham, men den nye finale på 2. etape betyder, at en klatrer som Weening kan gå efter sejren. Det er klart, at stigningen umiddelbart er for kort og for eksplosiv til at passe ham ideelt, men den burde være stejl nok til, at en formstærk Weening kan slå til. Herefter bliver udfordringen for det ikke så stærke Roompot at forsvare trøjen på 4. etape, men med Weenings egen motor og Pim Ligthart og Nick van der Lijke kan hollænderne forhåbentlig klare det.

BMC stiller med det måske stærkeste mandskab, men mens det meste fokus vil være rettet mod Greg Van Avermaet, tror vi, at Brent Bookwalter har den bedste chance. Allerede sidste år var amerikaneren ikke langt fra at vinde løbet, og årets rute burde passe ham endnu bedre. Han har ganske vist ikke kørt løb længe, men har i stedet trænet frem mod Tour of California, der er et stort mål. Formen kan derfor ikke være dårlig, og han burde være ganske glimrende på en eksplosiv stigning som den, der venter på 2. etape. Dertil kommer, at han som bekendt er ganske hurtig og kan gå efter bonussekunder på 4. etape, hvor han samtidig vil kunne lukrere på at have et fremragende hold til at støtte sig.

Løbets helt store spørgsmålstegn er Greg Van Avermaet. Belgieren gør comeback efter en lille pause, og derfor er han næppe i topform. Havde han været det, ville han utvivlsomt have været favorit, men nu har vi vores tvivl. Stigningen på 2. etape er i forvejen til den svære side for en relativt stor fyr som Van Avermaet, og han vil skulle være i ganske god form for at matche de lettere folk. På den anden side synes han bare at blive bedre og bedre på stigningerne, ligesom han som bekendt har den fordel, at han vil kunne score mange bonussekunder undervejs, særligt på 4. etape, hvor han er den oplagte favorit. Da han senest kørte løbet i 2015, var han et stykke fra formen, men er det anderledes denne gang, vil han sagtens kunne vinde.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Løbet er egentlig skræddersyet til Jonathan Hivert, der sidste år blev nr. 3, men vi aner simpelthen ikke, hvad vi skal mene om den stærke franskmand. På vanlig ustabil maner har han haft et mildt sagt uforudsigeligt forår, hvor han den ene dag har været flyvende og den næste dag meget skuffende. Han vandt helt suverænt i Haut-Var og tog en stor etapesejr i Paris-Nice for siden at forsvinde ned i et hul. Pludselig var formen tilbage, da han vandt Tour du Finistere, hvorefter han atter var helt væk i Ardennerne. Hvor han står nu, aner vi simpelthen ikke, men er han på toppen, er han livsfarlig. Den eksplosive stigning på 2. etape passer ham helt perfekt, og med sin spurtstyrke kan han score masser af bonussekunder og sagtens vinde 4. etape også.

Løbets helt store joker er Yevgeniy Gidich . Kasakken, der hidtil har været kendt som en holdbar sprinter, skabte en mindre sensation, da han blev samlet nr. 3 i Tour of Croatia, som bød på hele to regulære bjergfinaler. Præstationen vidner om, at han klatrer langt, langt bedre, end vi vidste, og i teorien burde han være endnu bedre i et løb som dette, hvor han kan gøre brug af sit gode punch. Vi ved, at formen er god, og derfor kan sagtens overraske igen ved at vinde 2. etape - og så skal vi ikke glemme, at hans spurtstyrke giver ham fremragende muligheder for at gå efter bonussekunder undervejs. Astana har endda endnu en joker i Moreno Moser, der som eksplosiv puncheur med en god spurt er perfekt skabt til dette løb. Desværre har den evigt skuffende italiener igen været langt fra formen i de seneste uger, og intet tyder på, at han er konkurrencedygtig her. Men med Moser ved man jo aldrig, som han senest viste, da han i februar vandt Trofeo Laigueglia.

Sunweb stiller med to af sportens helt store talenter i Michael Storer og Jai Hindley . Begge har de dog haft en ganske svær start på deres professionelle karriere, og de har ikke vist meget hidtil. Storer viste dog lovende takter i Romandiet, hvor han kørte en flot bjergenkeltstart og tillige var del af et brølstærkt udbrud på sidste etape. Har han endelig fundet formen, burde han kunne sætte sine klatreevner igennem i dette løb. Det samme kan Hindley, der ligeledes er et af sportens mest lovende klatretalenter, men som ikke just har imponeret i sin første tid som professionel.

Euskadi-mandskabet har længe kredset om en sejr med Eduard Prades, der har været tæt på i Baskerlandet, Castilla y Leon og Asturien. Baskeren er i fremragende form og har i sine mange spanske løb på det seneste vist, at han kan matche de bedste på eksplosive stigninger som disse. Han kan måske få svært ved at være helt fremme i front på 2. etape, men så kan han måske kompensere for et tidstab vil at spurte sig til bonussekunder undervejs. Holdet har også Garikoitz Bravo, men han synes desværre ikke at have i topform efter en gang maveonde for nylig.

Sky kommer langt fra i deres stærkeste opstilling til hjemmebaneløbet, hvor man håber, at Owain Doull kan gøre sig gældende. Med sin 3. plads i Tour of Britain i 2015 viste han egentlig evner i terræn som dette, men som professionel har han slet ikke vist samme klatreben. Ganske vist er han blevet stærkere i år, men vi tvivler på, at han kan blande sig helt fremme på en stejl stigning som denne. Til gengæld kan han med sin gode spurt måske indhente lidt af det tabte i form af bonussekunder.

Aqua Blue har løbet som et stort mål, og de har flere gode kort. Det bedste er unge Mark Christian, der sidste år var med helt fremme og har et glimrende punch til disse stigninger. Formen er lidt usikker, men da løbet er et mål, burde han være velforberedt. Det samme er helt sikkert Larry Warbasse , der gjorde det fint i Ardennerne, men nok er en anelse for stor til for alvor at blande sig helt fremme. Den formstærke klatrer Dan Pearson, der var blandt de stærkeste i Kroatien burde helt sikkert være med i front, men han mangler nok den fornødne eksplosivitet. Og så kan man ikke helt afvise, at talentfulde Eddie Dunbar kan blande sig, selvom stigningen på 2. etape formentlig er for svær.

BMC har mange kort at spille. Udover Bookwalter og Van Avermaet kan det være en god ide at holde øje med Patrick Bevin. Newzealænderen var nemlig før sin tid som professionel ganske stærk i finaler som den, der venter på 2. etape, og han vandt blandt andet på Arthur’s Seat-stigningen i Herald Sun Tour. I Europa har han imidlertid ikke just imponeret på stigningerne, og det er derfor tvivlsomt, om han overhovedet vil forsøge sig. Gør han, kan han imidlertid blive spændende, ikke mindst fordi han også kan spurte sig til bonussekunder undervejs.

Katusha kommer ikke just med A-holdet, men de har dog et par solide klatrere. Det gælder særligt stortalentet Stef Cras, der har haft en svær start, men så bedre ud i Frankfurt tirsdag. Han mangler dog den fornødne eksplosivitet. Det samme gør Robert Kiserlovski, der ikke just har imponeret i de senere år, men dog burde være en af de bedste klatrere her. Mere tvivl er der om Tiago Machado, der længe har været en skygge af sig selv.

Cofidis har i Anthony Perez en spændende outsider. Franskmanden viste potentialet i eksplosive finaler, da han slog selveste Van Avermaet på kongeetapen i Luxebourg sidste år. Siden da har han ikke helt kunne finde samme niveau, og formentlig er 2. etape for svær for ham. Han viste dog med aggressiv kørsel lovende takter i Ardennerne, og han kan derfor overraske. Holdet har også den talentfulde klatrer Matias Le Turnier samt altid stærke Luis Angel Mate, men de mangler nok den fornødne eksplosivitet.

OPDATERING: Yevgenoy Gidich stiller ikke til start

***** Serge Pauwels

**** Pieter Weening, Brent Bookwalter

*** Greg Van Avermaet, Jonathan Hivert, Michael Storer, Eduard Prades

** Owain Doull, Mark Christian, Larry Warbasse, Jai Hindley, Moreno Moser, Patrick Bevin, Dan Pearson, Stef Cras, Robert Kiserlovski, Anthony Perez, Scott Davies

* Tom Pidcock, Kyle Murphy, Matias Le Turnier, Luis Angel Mate, Gabriel Cullaigh, Garikoitz Bravo, Tiago Machado, Nick van der Lijke, Edward Dunbar, Stephane Rossetto, Dylan Van Baarle, Magnus Cort, Mike Teunissen, Pim Ligthart, Erick Rowsell, Ridhard Handley, Ian Bibby, James Oram, Dorian Godon, Seid Lizde, Emerson Oronte

Danskerne

Magnus Cort gør efter en lille pause comeback og skal sammen med Riccardo Minali fordele de to sprinteretaper imellem sig samt støtte Yevgeniy Gidich og Moreno Moser i klassementet.