Optakt: Tour des Fjords

Løbets rolle og historie

Knut Knudsen, Dag Otto Lauritzen, Dag Erik Pedersen… Norge har aldrig været et af sportens kraftcentre, men de har tidligere haft store navne. Med seks etapesejre i Giroen og en samlet sejr i Tirreno-Adriatico lagde Knudsen grunden for sine landsmænd, og Lauritzen blev senere den første norske etapevinder i Touren. Deres bedrifter skabte nogen interesse for sporten, men i et land, der altid har været blandt de bedste inden for vintersport har det altid været svært for cykelsport at få megen opmærksomhed.

Det ændredes i 00erne. Thor Hushovds store succes i Toure de France og klassikerne og ved VM skabte et stort cykelboom, der pludselig fik mane børn til at fokusere på cykling. Resultatet er åbenlyst. Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff er nu topnavne på den internationale scene, landet udvikler masser af talenter på de mange kontinentalhold, og sporten får nu masser af opmærksomhed i de nationale medier, der har massiv dækning af de store cykelløb.

Boomet har også fuldstændig forandret løbsscenen. Tidligere havde man et par mindre UCI-løb, først og fremmest Ringerike Grand Prix, men som konsekvens af den store interesse er den norske løbskalender sandsynligvis den i verden, der har oplevet den største vækst. På bare få år har arrangører klaret at tiltrække så mange sponsorkroner, at man nu har tre store etapeløb med deltagelse af WorldTour-hold. Tour of Norway lagde grunden i 2011, og siden da er både Tour des Fjords og Arctic Race of Norway, der endda arrangeres i samarbejde med ASO, fulgt efter. Alle tre løb vises på nationalt tv, og derfor er cykling nu en af de helt store sportsgrene hos vore nordlige venner og landet et af cykelsportens kraftcentre.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Som den nationale rundtur spiller Tour of Norway en speciel rolle, og Arctic Race o Norway har i kraft af sine forbindelser til ASO klart det bedste felt. Tour des Fjords er klart det mindste af de tre løb, men det gør det ikke mindre spektakulært. Norge er kendt for sine smukke fjorde, og det er præcis dem, løbet gerne vil hylde. Omgivelserne er fantastiske, og løbet er velorganiseret. Det mangler måske de store stigninger, der præger de to øvrige løb, men med de mange små, stejle bakker er det det perfekte løb for klassikerryttere og stærke sprintere.

Løbet er en fortsættelse af Rogaland Grand Prix, der blev skabt i 2008. I 2013 blev det omdannet til et etapeløb og fik sit nuværende navn. Det arrangeres nu af en selvstændig organisation, der ejes af Stavanger Cykelklub og Norsjørittet, og siden det fik sit nuværende format, har det været et 2.1-løb på UCI-kalederen.

Modsat de to andre store løb i Norge har det haft svært ved at finde sin plads på kalenderen. I det første år blev det afviklet i august, hvor mange store navne alligevel var i landet i forbindelse med Arctic Race of Norway. I 2014 og 2015 forsøgte man at skabe synergi med Tour of Norway ved at flytte det til sidst i maj, men sidste år vendte man tilbage til en termin i slutningen af august og først i september. Nu er man så igen tilbage ved maj-terminen, hvor man ganske vist kolliderer med både Giroen og Belgium Tour, men det er i kraft af flytningen lykkedes at tiltrække et stærkere felt med tre WorldTour-hold, Dimension Data, LottoNL-Jumbo og Sunweb, og man har været i stand til at drage god fordel af at blive afviklet så tæt på Tour of Norway. Derudover har man fået deltagelse af et stort antal professionelle kontinentalhold, og løbet er naturligvis et sæsonhøjdepunkt for de mange norske kontinentalhold. I det hele taget har man sikret sig et mere internationalt felt end sidste år, hvor der var meget kraftig dominans fra hjemmebanenationen.

I de senere år har de to andre norske løb inkluderet længere stigninger, og det har gjort dem mere velegnede for klatrere. Tour des Fjords er anderledes. I kystregionen er der ikke mange bjerge, men der er heller ikke meget fladt terræn. Derfor er det blevet til et løb for klassikerryttere, puncheurs og stærke sprintere, og det ender altid i en fascinerende kamp om bonussekunder. Med små seksmandshold er det samtidig et løb, der er svært at kontrollere, og det har givet anledning til aggressiv kørsel, hvor det har været muligt at gøre en forskel på de mange små bakker i regionen.

Løbets profil betyder, at der står Alexander Kristoff skrevet med fed ud over det hele, og det er heller ingen overraskelse, at den store nordmand vandt samlet i både 2014 og 2016. Sidste år var han ellers på hælene, men med en fantastisk præstation lykkedes det ham at køre op til en farlig gruppe i finalen af den meget svære 2. etape, og med hele tre etapesejre var det nok til at tage den samlede sejr foran Michael Schär og Nick van der Lijke. I år har Kristoff imidlertid valgt at skippe løbet, og han forsvarer således ikke titlen. Schär og hans BMC-hold vender heller ikke tilbage, men det gør van der Lijke, der håber at gøre det endnu bedre end sidste år

Ruten

I det første år havde Tour des Fjords en holdtidskørsel, men den ide droppede man hurtigt. I stedet er løbet siden blevet udgjort af 4-5 linjeløbsetaper, hvoraf nogle er for sprinterne og andre for stærke klassikerryttere og puncheurs. Det format er uforandret i 2017, der på mange måder minder om 2016-udgaven, selvom man har fjernet den hårdeste etape, der sidste år satte Alexander Kristoff under pres. Første og tredje etape byder på store stigninger langt fra mål og ligner oplagte muligheder for sprinterne. På anden etape venter en stor stigning med 45 km til mål, og den vil skabe nogen udskilning på en dag, der synes at skulle afgøres i en reduceret massespurt.

De to nøgleetaper er de to afsluttende dage i Sandnes og Stavanger, der for tredje år i træk udgør en eksplosiv weekend for puncheurs og stærke sprintere. Begge dage venter der en svær rundstrækning med en stigning tæt på mål, hvor de eksplosive folk traditionelt har kunnet gøre en forskel. Det gælder specielt på 4. etape til Sandnes, mens der er lidt længere til mål på den afsluttende Stavanger-etape. Under alle omstændigheder vil disse etaper skabe noget udskilning og sikre, at det er ryttere med et punch på korte stigninger, der skal køre om den samlede sig.

1. etape

I 2016 sendte man feltet over nogle ganske store stigninger, men de kom alle så langt fra mål, at de ikke gjorde nogen stor forskel. Den model forsøger man sig med igen i år, hvor man på 1. etape skal over Gaularfjellet i hele 763 m højde i den indledende fase, men da anden halvdel af ruten er stort set helt flad, ventes det, at sprinterne kommer til fadet. En hård bakke på en afsluttende rundstrækning kan imidlertid skabe overraskelser og vil gøre det af med de tungeste folk

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I alt skal der tilbagelægges 189,8 km mellem Balestrand og Førde. Efter en flad start, hvor man kører mod nord langs vandet, drejer man mod vest for at køre op over Gaularfjellet, der er 7,8 km langt og har top efter 36 km. Herefter venter en nedkørsel, idet man kører mod nord op over Rørvikfjellet, der er 2,1 km langt og har top efter 75,7 km. Efter nedkørslen kører man mod vest mod Førde, men slår en stor, flad slølfe rundt om søen Jolstravtnet, inden man kører frem til mål. Undervejs kommer de to første spurter i hver sin ende af søen efter henholdsvis 99,9 km og 124,6 km.

Efter turen rundt om søen fortsætter man mod vest frem til Førde, hvor man efter 165,9 km rammer den afsluttende 10,3 km lange rundstrækning. Kort efter krydser man stregen for første gang og kører her om dagens sidste spurt. Til slut skal der tilbagelægges to omgange på den hovedsageligt flade runde, men der venter en grim overraskelse i finalen. Således kommer der med 2500 m igen en 1,5 km lang bakke, der stiger med 2,7% i gennemsnit. Herefter venter en nedkørsel til de sidste 500 flade meter. Det sidste skarpe sving kommer med 1800 m til mål, og derefter er der kun en blød kurve med 200 m igen.

Sprinterne vil være ivrige efter at komme til fadet straks fra start, og det må de formodes at få chancen for. Stigningerne kommer alt for tidligt til at gøre en forskel, og der vil være rigeligt med tid til at skabe samling. I finalen vil den lille bakke kunne bruges som afsæt til angreb, men den synes ikke at være hård nok til at gøre en forskel. Derfor venter vi en spurt, der vil afgøre, hvem der skal bære den første førertrøje.

Førde har ikke tidligere været brugt som målby for et stort cykelløb.

2. etape

Efter en relativt flad første etape venter der på andendagen lidt større udfordringer. Ganske vist bydes deres denne gang på en flader finale, men med en passage af Kvamskogen i 462 m højde 45 km fra stregen er der mulighed for denne gang at skabe lidt større udskilning og forsøge at komme af med nogle af de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 185,1 km mellem Gulen og Norheimsund. Fra start bevæger man sig i småkuperet terræn mod frem til den 7,1 km lange kategori 2-stigning Haukelandsdalen, der har top efter 21,4 km. Herefter bliver det hovedsageligt fladt, mens man slår et lille smut mod nord op til dagens første spurt, der kommer efter 46,6 km, inden man fortsætter gennem fladt terræn mod syd frem mod målbyen. Kun den lille kategori 3-stigning Vaksdal efter 79,6 km bryder monotonien.

Mod slutning drejer man mod øst for at bevæge sig mod målbyen, der ligger ved en fjord, og for at nå frem skal man over kategori 2-stigningen Kvamskogen, er er 10,9 km lang og har top med 44,3 km igen. Herefter falder det hele vejen ned til mål, hvor stregen krydses i den ”forkerte” retning og sidste pointspurt er placeret efter 153,8 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 31,6 km lang rundstrækning i området øst for målbyen. Den byder på to mindre bakker i den første del, men er ellers stort set helt flad. De sidste 4 km er helt flade, og eneste tekniske udfordring på de sidste 3 km er en rundkørsel med 2 km igen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Der er næppe tvivl om, at der er hold, der har en interesse i at angribe på Kvamskogen. Selvom data om stigningen er begrænsede, tyder det ikke på, at den er særlig stejl, og den vil derfor nok snarere skabe en vis udskilning. Efterfølgende er der god tid til, at der kan ske en regruppering, og da stigningen under ingen omstændigheder er hård nok at ryste Edvald Boasson Hagen, vil interessen i, at et lille udbrud skulle køre hjem, nok være begrænset. Derfor ligner det en reduceret massespurt i Norheimsund.

Norheimsund var vært for 1. etape i 2015, hvor Alexander Kristoff slog holdkammeraten Marco Haller og Daryl Impey i en reduceret massespurt.

3. etape

Hvis sprinterne synes, at de første to etaper bød på lidt for mange stigninger, vil de med glæde se frem mod fredagens rute. Ganske vist venter der igen på 3. etape en hård stigning i den indledende fase, men da de sidste 160 km er stort set helt flade, kunne de næppe have drømt om en bedre mulighed for at vise deres høje topfart.

Etapen er i alt 180,2 km lag og fører feltet fra Odda til Karmøy. Den indledes med, at man kører mod syd op over den 5,8 km lange kategori 2-stigning Skare. Herefter er det hele meget simpelt, idet man holder en konstant sydvestlig kurs med retning mod kysten hele dagen. Terrænet er stort set helt fladt, idet kun lille kategori 3-stigning i Fikse efter 77,4 km vil udfordre feltet. Undervejs er der indlagte spurter efter 71,3, 103,1 km og 145,8 km.

Efter at have nået Karmøy rammer man rundstrækningen efter 150,3 km, og 7,3 km senere krydses målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 22,6 km lange runde, der er helt flad. Det gælder også finalen, der byder på to skarpe sving på de sidste 2 km, det sidste lige efter den røde flamme. Derefter snor vejen sig kun ganske let og falder svagt ned mod mål.

Den sidste del af etapen finder sted langs kysten, hvor vinden kan blive en fare. Blæser det, vil det kunne skabe nogen udskilning, men i modsat fald har den helt flade etape alt, hvad et sprinterhjerte kan begære, og det ligner derfor en stor massespurt i Karmøy.

Karmøy har ikke tidligere været vært for et af Norges store cykelløb.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

4. etape

En af løbets klassikere er finalen i Sandnes, der har været benyttet i de seneste to år og har vist sig at være en af nøgleetaperne. Begge gange er det lykkedes små grupper at køre væk på en hård bakke i finalen, og det er såmænd de to Kragh Andersen-brødre, der har vundet de to udgaver. Igen i år vender samme afslutning tilbage og giver de eksplosive puncheurs, deres bedste mulighed for at skabe noget udskilning.

I alt byder etapen på 162,4 km mellem Stavanger og Sandnes. Første del består af en smuk, helt flad tur langs kysten forbi dagens første spurt, der kommer efter 29,1 km. Herefter kører man ind i lande mod sydøst og øst, og det gør terrænet mere kuperet. Således venter der en kategori 3-stigning i Fjermestad med top efter 65,4 km, inden man kommer til dagens sidste spurt efter 77,5 km. Kort efter sætter man kursen mod nord ud mod vandet, og derfor skal man over kategori 2-stigningen Seldal efter 99,6 km.

Mod slutningen følger man igen den flade kyst hele vejen frem til Sannes, hvor rundstrækningen rammes efter 134,4 km. Her skal man over den 800 m lange kategori 3-stigning Bakken for første gang - ganske vist er der ikke bjergpoint denne gang - inden man efter 139,4 km krydser målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 11,45 km lange rundstrækning. Den er stort set flad, men den inkluderer den lille stigning, der har top 3,8 km fra stregen. Herefter venter en skarp nedkørsel frem til de sidste 2,2 km, der er helt flade. Man skal lige igennem to rundkørsler på den sidste kilometer, inden man drejer til højre i en tredje med 200 m til stregen. Der er bjergpoint på spil ved anden passage af stigningen.

Da dette er tredje besøg i Sandnes ved vi nu, hvad vi skal forvente. Det er endnu ikke lykkedes at holde det samlet til en spurt, og derfor peger alt på, at en lille gruppe vil køre væk i finalen. Stigningen er stejl, men relativt kort. Det siger meget om sværhedsgraden, at en stærk sprinter som Alexander Kristoff sidste å kunne følge de bedste, men blev sat for to år siden. Etapen har imidlertid Edvald Boasson Hagen skrevet ud over det hele, idet nordmanden kan køre alene hjem, vinde i en spurt fra en lille gruppe eller tage sejren i en reduceret massespurt. Under alle omstændigheder scenen sat til en aggressiv finale.

Finalen blev første gang brugt i 2015, hvor det lykkedes en lille gruppe på 6 mand med at køre væk på stigningen, inden Søren Kragh Andersen vandt spurten foran Amets Txurruka og Michael Olsson. Sidste år lykkedes det bror Asbjørn at gentage bedriften ved i finalen sammen med Bjørn Tore Hoem at køre væk fra en lille gruppe, der havde skilt sig ud på bakken. I 2009 blev Kurt Asle Arvesen norsk mester i Sandnes, mens Steffen Kjergaard tog enkeltstartstitlen samme sted i 2003.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

5. etape

Løbet slutter altid i Stavanger, men hvis sprinterne havde håbet på en procession gennem byen, bliver de skuffede. Igen i år skal løbet afsluttes på en svær rundstrækning, der inkluderer den vanskelige Sørmarksbakken, og selvom der er længere fra toppen til mål end på 4. etape, viser historien, at det er muligt for eksplosive ryttere at gøre en forskel helt frem til allersidste øjeblik.

I alt skal der tilbagelægges 163 km mellem Hinna Park og Stavanger. Startområdet ligger lige syd for målbyen, og derfor består hovedparten af etapen i en lang sløjfe mod syd. Fra start kører man igennem fladt terræn frem til toppen af kategori 3-stigning Åslandsbakken, der har top efter 15 km. Herefter kører man kortvarigt mod vest, inden man sætter kursen mod sydøst frem mod det sydligste punkt. Undervejs kommer dagens første spurt efter 29,3 km i det stort set flade terræn. Kort efter vender man rundt og køre mod nordvest ud mod kysten, mens man undervejs efter 67,6 km dyster om point i den sidste indlagte spurt. Herefter følger man vandet hele vejen op til Stavanger. Den sidste spurt kommer i Sola efter 108,3 km.

Efter 114 km rammer man rundstrækningen, der er placeret i området syd for målbyen, og straks skal man over Sørmarksbakken for første gang, når der resterer 47,8 km. Målstregen krydses efter 125,5 km, og derefter afsluttes etapen med to omgange på den 18,7 km lange runde. Den er hovedsageligt flad, men inkluderer den 1,2 km lange Sørmarksbakken, der har top med 8,7 km igen og giver bjergpoint på anden omgang. Derefter falder det let, indtil der resterer 3,5 hovedsageligt flade kilometer. Finalen er teknisk med to skarpe sving og to rundkørsler ved den røde flamme og derefter to sving med bare 300 m til mål. Der er bjergpoint på bakken ved anden passage.

I de senere år er der på denne etape kørt en gruppe væk på bakken. Som regel har det været 10-20 mand, men i 2015 lykkedes det en kvartet at gøre forskellen. Det viser, at det ikke er en dag for de rene sprintere, men derimod en dag for de stærkeste af de hurtige folk eller de eksplosive puncheurs, der kan angribe på bakken. Kort sagt er det endnu en perfekt rute for Edvald Boasson Hagen, der kan vinde i alle tænkelige scenarier. Under alle omstændigheder vil der blive kørt aggressivt på en etape, der kan ændre klassementet helt frem til sidste øjeblik.

Sidste år kørte en lille gruppe væk på bakken, og Alexander Kristoff og Michael Mørkøv sikrede Katusha en dobbeltsejr i den 14 mand store spurt. I 2015 kørte Edvald Boasson Hagen, Daryl Impey, Marco Haller og Sven Erik Bystrøm væk og krydsede stregen i den rækkefølge. I 2014 var man vært for to etaper. Først slog Kristoff Magnus Cort og Sondre Holst Enger i en spurt i en gruppe på 15 mand, der var kørt væk på bakken, inden han dagen efter vandt en ”rigtig” massespurt foran Nikolai Trusov og Tom Van Asbroeck. I 2013 var man mål for hele tre etaper. Først gav det en overraskende solosejr til Sergey Chenetskiy, der angreb fra en kvartet, og dernæst vandt Katusha en holdtidskørsel. På sidste dag snød Angelo Tulik Van Asbroeck og Kristoff med et sent angreb.

Favoritterne

Det er ikke mærkeligt, at Alexander Kristoff har været den dominerende skikkelse i Tour des Fjords. Etaperne er som skabt til stærke sprintere, og den store nordmand har derfor vundet utallige etaper. Det har samtidig sikret ham et utal af bonussekunder, der har givet ham to samlede sejre.

For at vinde samlet skal han man imidlertid enten være meget dominerende i spurterne og således score enormt mange bonussekunder, eller også skal man være en ganske god klatrer. Hidtil er der hvert år kørt en lille gruppe hjem på Sandnes-etapen, og kun én af de to gange kunne Kristoff sidde med. Derfor er det ikke et løb, der kan vindes af en hvilken som helst sprinter. Det kræver, at man kører ganske godt opad.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Årets rute mener meget om det, vi tidligere har set. Umiddelbart bør 1. og 3. etape ende i massespurter, mens 2. etape vil stå for en første udskilning. Den svære stigning kommer imidlertid så langt fra mål, at det må formodes, at etapen ender i en reduceret massespurt. Igen vil det derfor være 4. og 5. etape, der vil være afgørende, og her vil de bedste puncheurs kunne gøre en forskel. Sammen med bonussekunder vil de sandsynligvis afgøre løbet, der således sandsynligvis bliver vundet af den hurtigste rytter blandt de, der kan sidde med på de to svære etaper.

Vejret er altid en faktor i de norske løb, hvor vinden langs kysten kan komme i spil. I år bliver det imidlertid ikke blæsende, og efter to småvåde dage ventes der til de tre sidste etaper fint solskinsvejr. Derfor regner vi ikke med, at vejret vil spille en rolle.

Årets felt er ikke specielt stærkt, og end ikke på sprintersiden er der mange topnavne. Derfor har løbet også en klokkeklar favorit. Edvald Boasson Hagen stiller til start bar få dage efter sin store sejr i Tour of Norway, og også i dette hjemmebaneløb er han manden, der skal slås. Ganske vist er løbet slet ikke så hårdt, som det han senest vandt, men det passer ham stadig fremragende. Således er han skræddersyet til de sidste to etaper, hvor han med statsgaranti vil være en af de stærkeste på de to stigninger i finalen - endda så stærk, at han på 4. etape måske kan tage en solosejr. Selvom han ikke er ren sprinter, vil han i dette felt endda være en af favoritterne i massespurterne, og han kan potentielt vinde alle fem etaper. Den stor udfordring bliver for et lille seksmandshold at kontrollere løbet, men Dimension Data er til start med et fornuftigt hold med specielt Serge Pauwels. Derfor vil vi blive meget overraskede, hvis ikke det bliver til endnu en samlet sejr til Boasson Hagen.

Hans værste rival må være August Jensen. Med en samlet femteplads og top 9-placeringer på alle etaper bekræftede den unge nordmand i Tour of Norway sit store potentiale, og dette løb passer ham endda endnu bedre. Således er hans styrke hans gode spurt efter en hård dag, og det gør specielt fjerde og femte etape helt ideelle. Når han kan overleve stigningerne i Tour of Norway, får han ingen problemer på bakkerne her. Han er ganske vist ikke helt så hurtig som Boasson Hagen, men han viste i den forgangne uge, at han kan tage kampen op med sin mere berømte landsmand.

Sunweb stiller med en beskeden trup på bare fire mand, og det gør det svært. Til gengæld har man en ganske god kandidat til sejren i Zico Waeytens. Den unge belgier har ganske vist haft en skuffende sæson, men han har tidligere i brostensklassikerne vist sit store potentiale. Han er ikke ren sprinter, men efter en hård dag er han hurtig, som han viste, da han sidste år vandt en spurt i Belgium Tour. Stigningerne på 4. og 5. etape passer ham glimrende, og han er klar til at udfordre Boasson Hagen på stregen. Spørgsmålet er hans form, da han ikke har kørt løb i nogen tid.

LottoNL-Jumbo stiller til start uden en topsprinter. Til gengæld har man Paul Martens, der i år har genfundet sit topniveau efter et par skuffende sæsoner. I teorien betyder det, at han bør være en af de to-tre stærkeste på bakkerne, og han er samtidig i besiddelse af en ganske fin spurt. Han er en af de få, der kan håbe på en solosejr på 4. etape, og han vil også være klar til at udfordre Boasson Hagen på stregen.

Serge Pauwels er her som udgangspunkt for at hjælpe Boasson Hagen, men på et lille seksmandshold, der har svært ved at kontrollere tingene, er bedste forsvar som bekendt ofte et angreb. Derfor kunne man forestille sig, at Dimension Data måske vil spille deres belgiske klatrer ud. Han vandt for nylig Tour de Yorkshire samlet, og selvom han siden har holdt lidt pause, må formen være ganske god. I teorien er han en af de bedste på stigningerne og kan måske tag en solosejr på 4. etape.

Løbets bedste klatrer er nok Andreas Vangstad, der imponerede stort på kongeetapen i Tour of Norway. Desværre er dette løb nok en anelse for let for den talentfulde nordmand, der får svært ved at gøre en forskel i dette terræn og ikke er specielt hurtig på stregen. Til gengæld er han en af de få, der kan håbe på måske at køre alene hjem på 4. etape og derved sikre sig en samlet sejr.

Lars Boom har haft et skidt år, men han viste faktisk fin form i Tour of Norway, hvor han arbejdede for holdet. I det løb var stigningerne for svære, men det bør de ikke være her. Tværtimod er de som skabt til den stærke hollænder, der som bekendt heller ikke er langsom på stregen. Kan han og Martens isolere Boasson Hagen på de to sidste etaper, har de nogle taktiske muligheder, der kan give en af dem sejren.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Roompot stiller til start med både Nick van der Lijke og Pieter Weening. Efter præstationen i Tour of Norway er der ingen tvivl om, at Weening er den stærkeste, men han har slet ikke det rette punch til dette løb, der er alt for nemt for ham. For at vinde skal han snyde rivalerne med et taktisk angreb, men det viste han trods alt i forrige uge, at han kan. Løbet passer bedre til van der Lijke, der er hurtig på stregen, men mangler topfarten til at matche de bedste.

Wanty kommer med Jerome Baugnies , der på papiret har alle egenskaber til at gøre det godt. Han er således stærk på korte stigninger og hurtig på stregen. Han er imidlertid meget ofte langt fra sit topniveau, og det har også været tilfældet i år. På den anden side synes formen altid at komme ud af det blå for belgieren.

Manzana Postobon har Jetse Bol, der er som skabt til dette løb. Han kørte en imponerende kongeetape i Sarthe tidligere på året og bør derfor kunne være med på de svære etaper. Samtidig er han ganske hurtig på stregen. Holdet har også Wilmar Paredes, der trods et fornuftigt punch dog ikke er helt så hurtig.

Blandt de lokale ryttere finder vi også Markus Hoelgaard, der har vist fremragende form i år og har den rette kombination af spurtstyrke og punch på stigninger. Også Kristoffer Skjerping kan gøre det godt i dette terræn.

Endelig vil vi pege på Lluis Mas. Spanieren er brølstærk og er faktisk heller ikke langsom på stregen. Han viste, at han efter lidt skadesproblemer er tilbage i form, da han kørte et flot Vuelta al Pais Vasco. På papret burde de to sidste etaper passe ham fint, selvom der er mange ryttere, der er lidt hurtigere end ham.

OPDATERING: Wanty har i sidste øjeblik tilføjet Andrea Pasqualon til startlisten. Den hurtige og klatrestærke italiener er en af de store favoritter.

***** Edvald Boasson Hagen

**** August Jensen, Zico Waeytens

*** Andrea Pasqualon, Paul Martens, Serge Pauwels, Andreas Vangstad, Lars Boom

** Nick van der Lijke, Jetse Bol, Jerome Baugnies, Wilmar Paredes, Luis Mas, Pieter Weening

* Amund Grøndahl Jansen, Eliot Lietaer, Lennard Kämna, Daniel Turek, Jeroen Meijers, Audun Fløtten, Kristoffer Skjerping, Øivind Lukkedahl, Patrick Clausen, Jonas Vingegaard Rasmussen, Niklas Eg, Preben Van Hecke, Krists Neilands

Danskerne

Der er massiv dansk deltagelse. Riwal stiller med Patrick Clausen, Jonas Gregaard, Rasmus Mygind, Jesper Mørkøv, Chris Anker Sørensen og Andreas Stokbro. ColoQuick er til start med Rune Almindsø, Christian Moberg, Rasmus Bøgh Wallin, Jonas Vingegaard Rasmussen, Jesper Schultz og Torkil Veyhe. Endelig stiller Veloconcept med Kasper Asgreen, Niklas Larsen, Mads Rahbek, Mark Sehested, Michael Carbel og Niklas Eg.