Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Optakt: Tour Down Under

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

16.01.2017 kl. 13:45 af Emil Axelgaard.

Den tid, hvor de første måneder af den nye cykelsæson kan benyttes til stille og roligt at genfinde løbsrytmen, er for længst ovre. Nu om dage er der vigtige WorldTour-point på spil straks fra start. For mange ryttere er Tour Down Under årets første løb, men den australske begivenhed repræsenterer samtidig en stor chance for at sætte de første point i banken. Det gør automatisk løbet til en særdeles højspændt affære, og da tiden, hvor sprinterne kan vinde årets første WorldTour-løb for længst er ovre, er scenen sat til en fascinerende dyst mellem de bedste puncheurs, klatrere og klassikerspecialister.

Løbets rolle og historie

2017 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.


Denne udvikling har ansporet skabelsen af af en ny åbningsweekend, der finder sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I de senere år har Tour Down Under og Tour de San Luis slået pjalterne sammen og splittet feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere er rejst til Australien og etapeløbsrytterne er draget til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge i januar.


Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsports stigende globalisering, at selv de største stjerne nu rejser til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.


Det er ganske vist tidligt på året, men der er ingen mulighed for gradvist at finde løbsformen, hvis man vil være med helt i front. Nu om dage er holdene i en konstant kamp om værdifulde UCI-point - og det bliver ingenlunde mindre intenst ved udsigten til færre hold på højeste niveau fra 2019-sæsonen - og da Tour Down Under er del af WorldTouren, er der mange af disse på spil. Enkelte ryttere tager stadig til Australien for primært at træne, men alle hold tager nu løbet meget seriøst og har sikret sig, at de har et par ryttere, der kan kæmpe med om både etapesejre og den samlede sejr.

 

Når man ser, hvordan sportens største stjerner nu slås om sejren, er det tydeligt, hvor langt løbet er kommet siden begyndelsen i 1999. Oprindeligt blev begivenheden skabt for at promovere South Australia som turistmål, og selvom den første udgave tiltrak enkelte europæiske hold, var de første år domineret af australiere. Den lokale helt Stuart O'Grady blev første mand øverst på podiet, og senere sikrede O'Grady igen, Michael Rogers og Patrick Jonker, at fire af de første seks løb blev vundet af hjemlige ryttere.

 

Løbet blev imidlertid gradvist mere og mere internationalt, og det blev vanskeligere og vanskeligere for de lokale helte at dominere. Da ProTouren blev skabt i 2005, indledte løbsdirektør Mike Turtur en dedikeret lobbyindsats for at sikre løbet status som det første ikke-europæiske WorldTour-løb. Da UCI var ivrige efter at internationalisere deres fineste løbsseries, overhalede løbet adskillige historiske europæiske arrangementer, da det blev inkluderet i det fornemme selskab fra 2008-sæsonen.

 

Selvom den nye status garanterede tilstedeværelsen af alle ProTour-hold og gav startfeltet et massivt boost, gav det også anledning til visse udfordringer. Indtil da havde Willunga Hill med den efterfølgende afslutning i byen Willunga og det småkuperede terræn i området været tilstrækkeligt til at splitte feltet og skabe uforudsigelige og underholdende løb - ofte lykkedes det et udbrud overraskende at distancere feltet afgørende på en af de indledende etaper - men løbet var for nemt at kontrollere for sportens stærkeste hold. Løbet udviklede sig således i de første år på WorldTouren til en forudsigelige sprinterfest, hvor André Greipel og Allan Davis vandt i henholdsvis 2008 og 2009.

 

For at udfordre stjernerne yderlige besluttede arrangørerne at tilføje en ekstra passage af Willunga Hill til kongeetapen. Det gav anledning til et fantastisk løb i 2010, hvor stjerner som den nykårede verdensmester Cadel Evans, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og den nyeprofessionelle sensation Peter Sagan excellerede, men det var ikke nok til at forhindre Greipel i at vinde løbet for anden gang i kraft af bonussekunder. I 2011 fik løbet sin første ikke-sprinter som vinder, men Cameron Meyers overraskende sejr var mere et resultat af, at feltet undervurderede et udbrud bestående af Meyer, Thomas De Gendt og Laurens Ten Dam, end det var et resultat af en udfordrende rute.

 

Forud for 2012-udgaven indså arrangørerne, at noget skulle gøres for at ændre løbets ry som en sprinterfestival. For første gang nogensinde inkluderede det års løb således et etapemål på toppen af Willunga Hill, og det tippede balancen til fordel for de eksplosive puncheurs. Simon Gerrans tog sejren efter en intens duel med Alejandro Valverde, mens sprinterne nu måtte tage til takke med at kæmpe om etapesejre. I 2013 blev løbet gjort endnu hårdere med tilføjelsen af en etape med den hårde Corkscrew-stigning tæt på mål, og således var den nye, balancerede formel med tre sprinteretaper, to etaper for klassementsrytterne og den hårde spurt opad bakken i Stirling fundet.

 

Den blev gentaget i 2014, hvor Corkscrew og Willunga var rammen om et fantastisk slag mellem de bedste australske klatrere. I 2015 blev en lignende rute, hvor Corkscrew-etapen var erstattet med en ny, hård etape til Paracombe, benyttet, og sidste år var det igen Corkscrew og Willunga, der afgjorde løbet.

 

Den udvikling har ændret løbets dynamik. Hvor der tidligere ingen grund var til at komme med andet end et sprintermandskab, består feltet nu af en fornuftig blanding af puncheurs og sprinters. Selvom løbet stadig ikke er for de rene klatrere og grand tour-specialister, er feltet nu langt mere alsidigt end tidligere, og de fleste hold møder op med en rytter, der kan klatre fornuftigt.

 

Løbet har traditionelt kæmpet med Tour de San Luis om at tiltrække det stærkeste felt. Da det argentinske løb har tilbudt en slags mini-grand tour med enkeltstarter, holdtidskørsler og deciderede bjergetaper, har feltet delt sig i to. Sprinterne and klassikerrytterne er hovedsageligt draget til Australien, mens etapeløbsrytterne har foretrukket Argentina. I år er Tour de San Luis blevet aflyst, og derfor er konkurrencen mindre intens, men da Tour de San Juan, der indledes dagens efter afslutningen på Tour Down Under, har overtaget rollen som et argentinsk alternativ til WorldTourens åbningsløb, går tendensen igen i 2017. Således er de lokale helte Richie Porte og Rohan Dennis, Esteban Chaves, Wilco Kelderman, Sergio Henao, Geraint Thomas, Rafael Valls, Robert Gesink og Louis Meintjes de eneste deciderede grand tour-ryttere til start i Australien, hvor Caleb Ewan, Peter Sagan, Sam Bennett, Nikias Arndt, Phil Bauhaus, Owain Doull, Danny Van Poppel, Mark Renshaw, Niccolo Bonifazio, Oscar Gatto, Baptiste Planckaert, Carlos Barbero, Robert Wagner, Ben Swift, Marko Kump og Edward Theuns omvendt sikrer, at en stjerneparade af sprintere er samlet. Én markant sprinter glimrer imidlertid med sit fravær, idet Greipel, der har rekorden for fleste etapesejre, for tredje år i træk bliver i Europa vinteren over. Samtidig er det ingen overraskelse, at et løb, der tilgodeser puncheurs, har tiltrukket et fremragende felt af Ardennerspecialister anført af den firefoldige vinder og lokale helt Simon Gerrans.


Grundet dets lavere status har Tour de San Luis kunnet tilbyde mindre stress og færre medier, og det har givet det dets helt egen appel. Således har visse sprintere som Sagan, Fernando Gavirira, Elia Viviani, Sacha Modolo og Tom Boonen ofte foretrukket den argentinske begivenhed. Det gør sig delvist gældende igen i 2017, hvor Viviani, Boonen og Gaviria har foretrukket Tour de San Juan. På den anden side betyder den større prestige, at niveauet i Tour Down Under er ekstremt højt, mens kampen om den samlede sejr i San Luis har været domineret af lokale ryttere, mens de internationale stjerner hovedsageligt har været i Argentina for at træne.

 

Sidste år lykkedes det Simon Gerrans at sikre sig sin fjerde sejr efter en veldisponeret indsats, hvor han maksimerede udbyttet af sine styrker. Efter med held at have forhindret Sergio Henao og Michael Woods i at vinde afgørende tid på Corkscrew-etapen, spurtede han sig til afgørende bonussekunder på dette det første store klassementsslag, og dagen efter udnyttede han Sky- og BMC-holdenes store arbejdsindsats til at komme af med sprinterne og sikre sig sin anden etapesejr i træk i en reduceret massespurt. Selvom han ikke kunne følge Richie Porte på Willunga Hill på kongeetapen, begrænsede han sit tidstab tilstrækkeligt til at sikre sig den samlede sejr foran netop Porte og Henao. Gerrans vil i år forsøge at vinde løbet for anden gang i træk - noget, der aldrig tidligere er lykkedes for løbets dominerende skikkelse - men også i år får han hård konkurrence af Porte og Henao, der begge vil forsøge at gøre det bedre end sidste år.
 

Ruten

Siden det blev en del af WorldTouren, har løbet gradvist udviklet sig i fra at være et sprinterløb til at være en mere alsidig affære. I de seneste fire år har løbet fundet et fast format med tre sprinteretaper, hvoraf én ofte har været for de mest hårdføre afsluttere, den hårde puncheurfinale i Stirling samt to etaper for klassementsrytterne.

 

Netop som man troede, at løbet havde fundet sit format, har arrangørerne valgt at ændre en smule på tingenes tilstand. Årets rute er på den ene side den mest sprintervenlige siden 2012, idet intet mindre end fire af etaperne synes at tilgodese de hurtige afsluttere. På den anden side er de to klassementsetaper hårdere end nogensinde før, og det bliver lettere end tidligere for de bedste klatrere at gøre en forskel. De store tabere er de hårdføre sprintere og de powerfulde puncheurs, idet årets etaper enten tilgodeser sprinterne eller de klatrestærke ryttere. Således er etapen til Stirling blevet sløjfet, og der er en ingen etape, hvor en sen stigning kan rydde ud i sprinterne og sætte scenen for en reducete massespurt.

 

Som vanligt indledes løbet med en sprinteretape, men allerede på andendagen får vi et helt afgørende fingerpeg om, hvem der vil vinde løbet. Etapen til Paracombe, der spillede en afgørende rolle ved sin debut i 2015, er tilbage, men denne gang i n endnu hårdere udgave. I år skal rytterne således køre flere omgange på den hårde rundstrækning i Stirling og køre opad i ca. 10 km, inden de rammer den korte, men stejle Mount Torrens Road, der vil være rammen om det første store klassementsslag. Dernæst kommer sprinterne i aktion på 3. og 4. etape - hvis ikke vinden skaber udskilning på torsdagens kystrute - inden klassementet sættes på den klassiske kongeetape til toppen af Willunga Hill, der er fuldstændig uforandret sammenlignet med de seneste sæsoner. Som vanligt afsluttes løbet med et gadeløb i Adelaide, hvor bonussekunder kan komme i spil i kampen om den samlede sejr.

 

Arrangørerne er bevidste om, at deres løb afvikles tidligt på sæsonen og fjernt fra Europa, og det spiller en afgørende rolle i designet af ruten. Mens de logistiske udfordringer i at bringe enkeltstartsudstyr om på den anden side af kloden udelukker muligheden for en enkeltstart, betyder tidspunktet på sæsonen, at løbet ikke må være for hårdt. Derfor er der ingen store stigninger, og alle etaper er meget korte. Samtidig tilbydes der perfekte betingelser for rytterne, der bor på det samme hotel i Adelaide under hele løbet, idet alle etaper afvikles tæt på regionens storby. Varmen er imidlertid ofte en udfordring, der gør løbet til en tider udfordrende affære.

 

Som vanligt vil rytterne varme op i søndagens gadeløb, People's Choice Classic, i Adelaide. Oprindeligt var løbet på den hurtige rundstrækning en del af selve løbet, men siden 2006 er det blevet afviklet som et ikke-UCI løb med deltagelse af det samme felt, som findes i Tour Down Under. Det giver rytterne en chance for at få lidt løbsfart, inden det for alvor gør løs på tirsdag, og samtidig får publikum en chance for at få feltet præsenteret på en ofte solrig sommeraften.

 

OBS: Vi vil senere have en optakt til People's Choice Classic.

 

 

1. etape

Løbet er traditionelt blevet indledt med en relativt flad etape (ofte vundet af André Greipel), og efter at løbet kortvarigt eksperimenterede med en hårdere indledning i 2014, er det igen de hurtige afsluttere, der kan forventes at dyste om den første førertrøje. For andet år i træk er byen Lyndoch valgt som scene for det første sprinterslag, hvor den samme finale, som sidste år gav Caleb Ewan løbets første etapesejr, vil blive benyttet.

 

1. etape er som altid en relativt kort affære, der over sine 145 km fører rytterne fra Adelaide-forstaden Unley - en hyppigt besøgt by af Tour Down Under-feltet - til Lyndoch nordøst for storbyen. Efter en flad indledning stiger det jævnt over 20 km, inden toppen af dagens eneste kategoriserede stigning, Humbug Scrub, nås efter 38,5 km. Herfra går den gennem let faldende terræn til den 26,5 km lange finalerundstrækning, der en svagt modifceret udgave af den, der blev benyttet for 12 måneder siden.

 

Målstregen passeres første gang efter 65,5 km, og etapen afsluttes nu med tre omgange. Første halvdel af rundstrækningen er svagt stigende, mens det i den sidste halvdel går relativt konstant nedad. Således er også de sidste 3 km svagt faldende i en teknisk ukompliceret finale, der afsluttes for enden af en flere kilometer lang, lige vej. Der er indlagte spurter på Williamstown Road på 1. og 2. omgang efter henholdsvis 74,3 og 100,8 km.

 

Etapen byder ikke på mange terrænmæssige udfordringer, og det bør således kun være vinden, der kan forhindre de hurtige afsluttere i at komme til fadet. Feltet mistimede deres jagt for to år siden, og med et fuldt sprinterkoppel sultne efter årets første sejr vil de være meget opmærksomme på ikke at begå samme fejl i år. Med stor sandsynlighed vil det således være sprinterne, der dyster om den første førertrøje i, hvad der vil være en meget hurtig finale på den faldende opløbsstrækning.

 

Lyndoch har kun én gang tidligere været benyttet som målby. Det skete sidste år, hvor Caleb Ewan vandt massespurten.

 

 

 

 

2. etape

Et af løbets faste kendetegn har været spurten opad den hårde bakke i Stirling, der har været et fast indslag siden 2009. I år er der imidlertid vendt rundt på tingene, og i stedet for at fungere som etapemål vil Stirling være startby på 2. etape, der er det første af to store klassementsslag. Siden 2013 har der været to etaper for klassementsrytterne, og i år er ingen undtagelse. I 2015 testede løbet nyt terræn, da feltet for første gang benyttede den hårde afslutning i byen Paracombe med den stejle Torrens Hill Road i den absolutte finale, og efter et års fravær er den tilbage på programmet, denne gang i en ny og hårdere udgave.

 

De 148,5 mellem Stirling og Paracombe er yderst kuperede og indledes med 5 omgange på den 21,1 km lange rundstrækning, der været benyttet som afslutning på Stirling-etapen i de sidste mange år. Det er en ganske vanskelig sag, hvor de første 10 km hovedsageligt er faldende, mens de sidste 10 km op mod startområdet i Stirling stiger jævnt. Undervejs vil der være pointspurter umiddelbart efter passagen af startområdet ved afslutnigen på 1. og 3. omgang.

 

Efter 5. omgang bevæger rytterne sig nordpå mod Adelaide-forstaden Paracombe gennem hovedsageligt faldende terræn. Med c. 20 km til mål afsluttes nedkørslen, og efter et kort, fladt stykke begynder det at stige jævnt. Stigningsprocenterne bliver gradvist vanskeligere og vanskeligere, inden bunden af Mount Torrens Hill Road nås. Det er en 1200 m lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9%, og den har top bare 400 m fra mål. 50 m længere nede ad vejen drejes til venstre, hvorefter vejen er svagt stigende resten af vejen mod målet.

 

Finalen i Paracombe blev første gang benyttet i 2015, hvor Richie Porte, Cadel Evans, Domenico Pozzovivo og Tom Dumoulin slap fri på stigningen. Samarbejdet var imidlertid dårligt, og derfor fik en forfølgergruppe kontakt henover toppen. Rohan Dennis angreb med det samme og udnyttede den manglende enighed blandt resten af favoritterne til at sikre sig en solosejr. For at gøre dagen endnu bedre angreb Evans i finalen og sikrede dermed en dobbeltsejr for BMC.

 

2015-udgaven af etapen viste, at finalestigningen er hård nok til, at de bedste klatrere kan gøre en forskel. I år bliver etapen imidlertid endnu mere selektiv og er om muligt endnu hårdere end Willunga-etapen. Modsat for to år angribes stigningen fra den modsatte retning, og det betyder, at det stiger i adskillige kilometer, inden bunden rammes. Lægges dertil, at rytterne har tilbagelagt fem omgange på den meget kuperede rundstrækning i Stirling, er scenen sat til en usædvanligt hård etape i Tour Down Under-sammenhæng. Målstregen kommer så tæt på toppen, at den stærkeste og mest eksplosive klatrer har mulighed for at sikre sig en solosejr, og i alle tilfælde vil det første store slag mellem klassementsrytterne give os en klar indikation af, hvem der vil vinde samlet.

 

 

 

 

3. etape

I de senere år har tendensen været, at sprinterne har haft færre og færre muligheder i løbet, men i år er tendensen brudt. Således kan de hurtige afsluttere igen ventes at komme i spil i den traditionelle afslutning i Victor Harbor - hvis de vel at mærke har overlevet udskilningen i sidevinden, der ofte har spillet en afgørende rolle i kystbyen.

 

De 144 km på 3. etape fører rytterne fra Adelaide-forstaden Glenelg syd for storbyen til Victor Harbor på den vindblæste Fleurieu-halvø. Med en hård bakke ud ad byen indledes etapen brutalt, men derefter er terrænet relativt fladt, indtil bunden af dagens eneste kategoriserede stigning, den relativt fredsommelige Selloks Hill, rammes. Toppen kommer efter 43,3 km, og derefter gælder det en ikke-kategoriseret stigning, inden faldende terræn fører feltet til første passage af målstregen efter 92,3 km. Undervejs er der indlagte spurter efter henholdsvis 46,6 og 73,1 km.

 

Etapen afsluttes med fire omgange på en 12,9 km lang rundstrækning. Efter en indledende strækning langs kysten er der to mindre bakker på programmet. De sidste 3 km er imidlertid relativt flade. Finalen er dog teknisk kompliceret, idet to sving med henholdsvis 600 og 500 m til mål kommer i rap, inden opløbsstrækningen rammes.

 

Etapen til Victor Harbor har vanligvis været en sag for sprinterne, og efter sidste års eksperiment, hvor en hård stigning i finalen satte mange af de hurtige afsluttere ud af spillet, burde årets etape have et mere traditionelt format. Sidevinden på den vindblæste halvø har imidlertid før skabt kaos, og det kan ske igen. Således kan etapen udvikle sig til en traditonel sprinteretape eller til en begivenhedsrig dag, hvor man ikke kan vinde, men helt sikker kan tabe løbet.

 

I de første år var Victor Harbor vært for løbet stort set hver gang, men siden 2010 er byen kun blevet besøgt i 2016, hvor Simon Gerrans vandt en usædvanligt hård etape i en reduceret massespurt, i 2014, hvor André Greipel vandt en reduceret massespurt efter en hård sidevindsetape, og i 2012, hvor Greipel også var hurtigt. Graeme Brown og Allan Davis vandt i henholdsvis 2009 og 2008, mens Baden Cooke, Luis Leon Sanchez, Philippe Gilbert, Robbie McEwen, Alessio Galletti og Stuart O'Grady alle vandt her, inden løbet blev en del af WorldTouren.

 

 

 

 

4. etape

Som sagt er 2016-udgaven usædvanligt sprintervenlig, og det afspejles igen på 4. etape, hvor den anden massespurt i træk kan ventes at være på menuen. Igen i år er Campbelltown vært for en etapeafslutning, men modsat tidligere skal den berygtede Corkscrew-stigning ikke forceres i finalen, ig det betyder, at sprinterne burde komme til fadet.

 

Med sine 149,5 km er 4. etape løbets næstlængste, og den fører rytterne fra Adelaide-forstaden Norwood til den nærliggende forstad Campbelltown, ligeledes syd for storbyen. Etapen består af en stor sløjfe i området øst for Adelaide, og det går hovedsageligt igennem fladt terræn. Starten er imidlertid hård, idet de første 10 km er svagt stigende, men derefter er den eneste nævneværdige udfordring den kategoriserede stigning Checker Hill, hvis top nås efter bare 25,1 km. Undervejs vil der tillige være spurter efter henholdsvis 37,1 og 90,6 km.

 

Efter en dag i fladt terræn rammer rytterne finalen, hvor det falder svagt over de sidste ca. 25 km. Inden for de sidste 3 km er der imidlertid to mindre stigninger, og på den sidste kilometer stiger det svagt med ca. 1,5% i gennemsnit. Der er ingen væsentlige tekniske udfordringer, idet det eneste sving på de sidste 8 km kommer med 1200 m til mål.

 

Hvis der ses bort fra det sidste gadeløb i Adelaide, er 4. etape løbets nemmeste, og det vil således være en overraskelse, hvis ikke det ender i en massespurt. Som vanligt kan vinden spille en rolle i det flade terræn, men det er mindre sandsynligt end på 3. etape. Den stigende opløbsstrækning betyder imidlertid, at de tungere drenge vil været sat tilbage sammenlignet med ryttere, der excellerer i at spurte op ad relativt lette stigningsprocenter.

 

Campbelltown har været benyttet som målby hvert år siden 2013. I de første to år skulle Corkscrew-stigningen forceres i finalen, og her var det henholdsvis Geraint Thomas og Cadel Evans, der benyttede bakken til at sikre sig en solosejr. I 2016 var stigningen også på programmet, men her var det en lille gruppe, der spurtede om sejren. Simon Gerrans sikrede sig en vigtig sejr og afgørende bonussekunder. I 2015 var finalen mere lig den, der benyttes i år. Jack Bobridge overraskede imidlertid sprinterne og sikrede sig sejren som del af et succesfuldt udbrud.

 

 

 

 

5. etape

Som vanligt er lørdag dagen for kongeetapen, hvor det samlede klassement vanligvis afgøres på toppen af den berømte Willinga Hill. Mens stigningen har været på programmet hvert år siden 2002, blev en ekstra passage tilføjet i 2010, og siden 2012 har løbets afgørende etape sluttet på toppen af den frygtede stigning. Det vil igen i år være tilfældet på årets kongeetape, der er en identisk kopi af den, der har været benyttet i de foregående fem udgaver.

 

De 151,5 m starter i McLaren Vale, og herfra påbegynde rytterne en 39,7 km lang rundstrækning, der fører dem ud til kysten og tilbage til startbyen. Den skal tilbagelægges tre gange, hvorefter rytterne endda påbegynder en 4. omgang. Undervejs vil de dyste om bonussekunder i de indlagte spurter efter henholdvis 63,4 og 103,4 km.

 

Når de passerer igennem byen Willunga for fjerde gang, drejer feltet imidlertid til venstre og rammer stigningen for første gang. Efter bjergspurten forbliver de på et plateau i ca. 10 km, inden de rammer den hurtige nedkørsel, der fører dem tilbage til den oprindelige rundstrækning. Herfra kører de tilbage til Willunga, hvor de påbegynder stigningen for anden og sidste gang. Alt i alt er den sidste rundstrækning 22,4 km lang.

 

Kategori 1-stigningen har en længde på 3,0 km og en gennemsnitlig stigning på 7,5%. Den er stejlest i bunden, hvor det stiger med mellem 7,9% og 9,1% over de første 1300 m. Derfra bliver det lettere, og i de sidste 1200 m er stigningsprocenten mellem 5,5 og 6,5.

 

Den første del af etapen er vanligvis ikke specielt spændende, men af og til har vinden spillet en rolle. Favoritterne sparer som regel på kræfterne til en afsluttende spurt op ad stigningen, men de sidste 30 km er ofte meget aggressive. Ofte bliver der angrebet på første passage af stigningen, og selvom det sjældent fører til noget, betyder den hårde fart altid, at der er stor udskilning. På toppen rammer feltet en meget vindblæst strækning, hvor Astana og BMC for to år siden splittede feltet og næsten kørte Richie Porte ud af spillet. Sky fik imidlertid bragt samling igen, men det viser, at det er afgørende at være i en god position, når målstregen passeres for første gang.

 

Hvert eneste år er det blevet afgjort i et slag mellem favoritterne på stigningen. I 2012 slog Alejandro Valverde Simon Gerrans i en knivskarp afslutning, mens australieren fik revanche året efter ved at slå den senere vinder Tom-Jelte Slagter. I 2014, 2015 og 2016 er det imidlertid Richie Porte, der har etableret sig som kongen af Willunga ved at sikre sig solosejre. 

 

Finalen er skabt til puncheurs og Ardennerspecialister mere end virkelige klatrere, og afstandene er aldrig store. Sidste år sluttede 33 ryttere inden for ét minut af vindertiden, og top 12 var adskilt at mindre end 20 sekunder. Det betyder, at bonussekunder på både denne og de foregående etaper kan komme i spil. Ikke desto mindre viser historien, at det er Willunga-etapen, der ofte er den meste afgørende, og selvom Paracombe-etapen i år måske er den hårdeste, kan man ikke vinde løbet, hvis ikke man er med helt i front her.

 

 

 

 

6. etape

Afslutningen på løbet har altid været inspireret af Tour de France, og sidste etape er således altid et gadeløb i Adelaide. Efter adskillige år med den samme rundstrækning var det imidlertid tid til forandring i 2014, hvor arrangørerne introducerede en ny 4,75 km lang omgang. Den blev kun benyttet én gang, og siden 2015 har det is stedet været en 4,5 km lang rundstrækning, der har lagt asfalt til sidste etape.

 

Modsat 2014-ruten, der var helt flad og meget teknisk, er den nye rute uden de store tekniske udfordringer. Rytterne bevæger sig af en lang, lige vej, inden de vender rundt og kører mod området omkring Adelaide Golf Club. Her venter den lille stigning Montefiore Hill, men den er ikke nok til at spille feltet, selvom den kommer bare 1200 m fra mål. På 10. og 15. omgang vil der imidlertid være bjergpoint på højkant. Efter en lille omgang i parken rammer rytterne opløbsstrækningen, der er den sandsynlige ramme om en forrygende massespurt. I alt skal 20 omgange tilbagelægges, hvilket giver en samlet distance på 90 km, og der vil være bonussekunder på højkant i indlagte spurter ved målpassagen efter 8. og 12. omgang.

 

Sprinterne vil være ivrige efter at udbytte denne mulighed, så intet kan forhindre en stor massespurt. Klassementet kan imidlertid være meget tæt forud for sidste etape, og det betyder, at bonussekunder kan komme i spil. Mens klassementsrytterne næppe spiller en rolle i den afsluttende spurt, kan de to indlagte spurter få en afgørende rolle i kampen om den samlede sejr. Samtidig er etapen ofte blevet plaget af styrt, der kan ødelægge alt for rytterne i top 10.

 

Siden løbet kom på WorldTouren, er det lykkedes Francesco Chicchi, Chris Sutton og Ben Swift at vinde i Adelaide, men den dominerende skikkelse har selvfølgelig været André Greipel, der vandt i 2008, 2012, 2013 og 2014. Han har imidlertid været fraværende i de sidste to år, og det har henholdsvis Wouter Wippert og Caleb Ewan benyttet sig til at sikre sig nogle af de største sejre i deres respektive karrierer.

 

 

 

Favoritterne

Det er generelt en vanskelig affære at spå om udfaldet af løb tidligt på sæsonen. Da kun ganske få løb har været kørt i Australien, er der ikke mange - end ikke rytterne selv - der har megen ide om, hvordan det indbyrdes styrkeforhold er. Lægges dertil, at ingen af stjernerne kan tillade sig at være på deres højeste niveau endnu, er det klart, at januar måned langt hyppigere domineres af overraskelser end de største begivenheder senere på sæsonen. Selvom Tom-Jelte Slagter længe har været anset som en stærk puncheur, var der således ikke mange, der havde ham som en reel vinderkandidat for fire år siden, og generelt kan man med en god træningsindsats henover vinteren sikre sig et fantastisk resultat på WorldTour-niveau ved Tour Down Under.

 

På den anden har de seneste tre udgaver af løbet været langt nemmere at forudsige. Flere og flere australiere synes at udpege løbet som et reelt sæsonmål og kommer til Adelaide med det klare mål at vinde. I 2014 levede Simon Gerrans, Cadel Evans og Richie Porte op til deres status som storfavoritter ved at være en klasse over de fleste af deres europæiske rivaler, og Porte og Evans var igen med i kampen om toppositionerne i 2015, hvor det ganske vist var en anden australier Rohan Dennis, der løb med en overraskende sejr. Sidste år var det igen Gerrans og Porte, der sluttede på de to øverste pladser, selvom det denne gang kom som en overraskelse for sidstnævnte, der gik ind til løbet i den overbevisning, at han ikke var i løbsform. I år er løbet også et stort mål for både Gerrans og Porte, og det er ligeledes tilfældet for australierne Nathan Haas og Jay McCarthy. Hvem af de europæiske, nordamerikanske og sydamerikanske ryttere, der ender som deres største konkurrenter, er imidlertid mere åbent.

 

Den tid, hvor en sprinter kan vinde løbet, er for længst ovre, og i stedet er det sandsynligt, at vinderen er en type, der excellerer på korte, stejle stigninger og har et solidt punch, mens en god spurt bestemt heller ikke er nogen ulempe. Selvom der i år er flere etaper til sprinterne, er de afgørende etaper imidlertid overordnet set hårdere end vanligt, og det betyder, at klatrerne vil have en større chance. Willunga-etapen er velkendt, men den nye, hårdere Paracombe-etape betyder, at de stærkeste på stigningerne har en endnu bedre chance for at gøre en forskel. Fraværet af Stirling-etapen betyder samtidig, at de eksplosive puncheurs som Gerrans har mistet en vigtig mulighed for at vinde bonussekunder, og den forsvarende vinder sættes også tilbage af det faktum, at ingen af sprinteretaperne har en sen stigning, der kan gøre det af med de hurtige afsluttere. Dermed kan løbet forventes at blive afgjort mellem klatrerne og Ardennerspecialisterne på 2. og 5. etape samt af bonussekunder fra de resterende etaper. Endelig kan det ikke udelukkes, at sidevinden på 3. etape kan skabe splittelse.

 

På papiret er australierne favoritter i deres hjemmebaneløb, men de får det ikke helt for dem selv. Også sydamerikanerne drager fordel af godt vejr i den europæiske vinder, og de er vant til den varme, der ofte plager løbet. Det er derfor ingen undtagelse, at de ofte er flyvende fra sæsonstart, og det er således helt naturligt, at vi ser løbet som en duel mellem to ryttere: Richie Porte og Sergio Henao.

 

Richie Porte begyndte først for alvor at satse på sit hjemmebaneløb i 2014, og siden da har han vundet kongeetapen til Willunga hvert eneste år. Det har skabt grundlaget for topresultater hver gang, og efter en fjerdeplads i 2014 og to efterfølgende andenpladser er 2017 året, hvor han vil have den sejr, der indtil nu er undsluppet ham. 

 

I 2014 og 2015 var løbet et midtvejsmål på vejen mod større ting i Europa, men sidste år havde han en anderledes tilgang. I sit første år som holdkaptajn på BMC var han usikker på, om han kunne holde formen hele vejen til slutningen af juli, og derfor var han helt bevidst langt fra topformen i januar. Han forventede således ingenlunde at køre med om den samlede sejr, og det er derfor vidnesbyrd om hans ekstremt høje klasse, at han alligevel endte på den samlede andenplads.

 

Belært af erfaringerne fra sidste år har Porte nu lært, at han kan tillade sig at gå efter resultater tidligt på sæsonen og stadig være i form til Touren. Derfor vil han i år gå efter sejre i ugelange etapeløb på WorldTouren, og han har ikke lagt skjul på, at Tour Down Under er det første store mål. Han har i år skippet de australske mesterskaber for at være 100% fokuseret på løbet i Adelaide, og det er skræmmende nyt for konkurrenterne. Historien viser, at Porte altid er i forrygende form i januar, så man tør slet ikke tænke på, hvor stærk han vil være, når løbet for første gang er et reelt mål.

 

Porte er helt indiskutabelt løbets bedste klatrer, men han er ikke den mest eksplosive af slagsen. Derfor er løbet ikke skræddersyet til ham, og han havde foretrukket længere stigninger. Ikke desto mindre viser hans tre sejre på Willunga, at han har det rette punch til at gøre sig gældende på løbets traditionelle nøgleetape. Samtidig er det en klar fordel for ham, at Paracombe-etapen er blevet hårdere, og det gør det endnu mere sandsynligt, at han kan gøre en forskel der. Hvis der er modvind på Willunga, bliver det betydeligt vanskeligere at vinde, men det ændrer ikke på, at en Porte i form er den klare favorit til at vinde sit hjemlands største etapeløb.

 

Sidste år var Sergio Henao tæt på at følge Porte hele vejen til toppen af Willunga Hill, men måtte som sidste mand slippe et par hundrede meter fra stregen. På Corkscrew-etapen var imidlertid sammen med Michael Woods den stærkeste, og han havde fortjent mere end den samlede andenplads og løbets bjergtrøje. Hans gode præstation er ingen overraskelse, idet han traditionelt altid har været flyvende fra sæsonstart, og det vil være en overraskelse, hvis det forholder sig anderledes i 2017.

 

I år er omstændighederne endda endnu bedre for Henao. Sidste år var han stadig på vej tilbage efter sit forfærdelige styrt i 2014-udgaven af Schweiz Rundt, og selvom han denne gang også kommer tilbage efter en skadespause - han styrtede som bekendt på dramatisk vis i OL-løbet - har han denne gang haft en langt kortere pause. Han må således formodes at være i ganske forrygende form, og da løbet samtidig passer han fremragende, fremstår han som Portes største konkurrent. Henao er en af verdens allerbedste på korte, stejle stigninger, og selvom han havde foretrukket større stigningsprocenter, er han ganske eksplosive på stigninger som dem i Paracombe og Willunga. I 2016 klatrede han på et helt nyt niveau, og han kan føre de takter med sig ind i 2017, kan han være i stand til at slå Porte på en rute, der passer bedre til ham end til BMC-kaptajnen.

 

Hjemmebaneheltene fra Orica-Scott har det måske stærkeste hold nogensinde til et løb, der betyder ufatteligt meget for dem. Hvor de tidligere har kørt 100% for Simon Gerrans, har de i år to kort at spille. Således opfylder Esteban Chaves i år et stort ønske fra de australske fans om at gøre debut i holdets hjemland, og han er en af løbets store jokere.

 

Chaves har traditionelt altid været dårligt kørende fra sæsonstart, og derfor er vi ikke 100% overbevist om hans niveau. I år kan det imidlertid forholde sig anderledes end vanligt. Først og fremmest har Orica endnu ikke annonceret hans løbsprogram, og det er fortsat uafklaret, om han satser på Giroen eller Touren. Beslutningen er imidlertid utvivlsomt allerede taget, og hvis han satser på det franske etapeløb, kan han tillade sig at have en usædvanlig formtop i foråret. Derfor er det muligt, at han rent faktisk vil være i form til Tour Down Under, og hvis det er tilfældet, er han en af de helt store favoritter.

 

Næst efter Porte er Chaves klart løbets bedste klatrer, og da han samtidig er mere eksplosiv end australieren, har han forudsætningerne for at vinde. Alt afhænger af, hvor han står formmæssigt, men meldingerne fra holdet tyder på, at de tror på deres stjerne. Vi er stadig ikke overbeviste, om han allerede i januar har Portes niveau, men da han er en af de få, der reelt har en chance for at følge Porte og Henao på stigningerne, er han en af løbets vinderkandidater.

 

Ingen har en bedre historik i løbet end den forsvarende vinder Simon Gerrans, men i år får han vanskeligere end nogensinde tidligere ved at vinde. For det første passer ruten ham mindre godt end vanligt. Dels mangler han Stirling-etapen og en etape med en reduceret massespurt til at sikre sig bonussekunder, dels gør den hårdere 2. etape, at han får vanskeliger ved at følge klatrerne. Lægger man dertil, at Gerrans ikke længere synes at have det niveau, han havde for få år siden, er det klart, at forholdene er vanskeligere for den lokale helt. For at gøre det hele værre var han syg mellem jul og nytår, og det kostede værdifuld træning. Ikke desto mindre viste han god form i de australske mesterskaber, hvor han var en af de stærkeste på den sidste stigning, og da han endda beklagede sig over dårlige ben, kan formen ikke være helt skidt. Hvis han kan sikre sig bonussekunder på de fire flade etaper og i de indlagte spurter, kan det således ikke udelukkes, at han kan begrænse tidstabet tilstrækkeligt til at tage en femte sejr.

 

Løbets store joker er Peter Sagan. Fandt løbet sted på snart sagt et hvilket som helst andet tidspunkt af året, ville slovakken være storfavorit. Dels kan han modsat de øvrige klassementsryttere sikre sig bonussekunder i massespurterne, og dels er han blandt de bedste i verden på de relativt korte stigninger, der karakteriserer løbet. Traditionen viser imidlertid, at Sagan aldrig er i form i januar, og det er således endnu ikke lykkedes ham at vinde en etape i Tour de San Luis, der er hans traditionelle sæsonåbning. Vi tvivler på, at han ser nogen grund til at ændre på sin forberedelse, og derfor er han næppe i form til at køre med om sejren. Faktisk tvivler vi på, at han overhovedet gør forsøget, og han vil højst sandsynligt blot teste sig i et par spurter. På den anden side er løbet skræddersyet til ham, og er han rent faktisk i form, bliver han meget svær at slå.

 

For folk, der har fulgt den nordamerikanske cykelscene, kom det ikke som nogen overraskelse, at Michael Woods sidste år var den tredjestærkeste i løbet efter Porte og Henao. Således er canadieren, der tidligere var en succesfuld løber og først for nyligt er begyndt at køre på cykel, tidligere blevet nummer 2 i Tour of Utah, som er kendt som et løb for klatrere. Samtidig har han et forrygende punch, der gør ham skræddersyet til Tour Down Under. Desværre blev resten af året ødelagt af skader, men med andenpladsen i Milano-Torino viste han mod slutningen af sæsonen, at han er tilbage. Igen i år er Tour Down Under et stort mål for ham, og han må formodes at være lige så stærk som sidste år - hvis ikke stærkere. Hvis han kan undgå at smide dumme sekunder i positionskampen og sidevinden, der består ikke hører til hans forcer, har han evnerne til at vinde et løb som dette.

 

Med en samlet tredjeplads i 2014 har Diego Ulissi vist, at han formår at være i form på denne tid af sæsonen. For tre år siden vandt han ligeledes den hårde spurt i Stirling, og han har ikke lagt skjul på, at han går efter et lignende topresultat i år. Ulissi er ingen ren klatrer, men han er blandt feltets allerbedste puncheurs. Således er det blandt de hidtil nævnte favoritter kun Gerrans, der kan slå ham i en spurt. Samtidig tog han i 2016 sin klatring til et nyt niveau, og han sluttede af med en fremragende præstation i Abu Dhabi Tour, hvor stigningerne egentlig skulle være for lange for ham. Han mangler klart Stirling-etapen i årets løb, og modsat Gerrans er han ikke hurtig nok til at begå sig i større spurter. Kan han imidlertid hænge på de bedste klatrere, kan han med sin gode spurt stadig vinde løbet samlet.

 

Movistar kommer med et hold med adskillige gode klatrere, men den eneste, der reelt kan vinde på en rute som denne, er Jesus Herrada. Spanieren har langsomt udviklet sig, og i 2016 var han bedre end nogensinde før. Han bliver aldrig en ren klatrer, men han har potentialet til at blive en af verdens bedste puncheurs. Således vil mange huske, hvordan han satte hele verdenseliten til vægs med en fantastisk spurt på 2. etape af Criterium du Dauphiné. Det er tvivlsomt, om han kan hænge på de allerbedste klatrere - specielt fordi han næppe er i topform - men hvis han har lagt yderligere et niveau til det, han viste i 2016, kan han blive løbets store overraskelse.

 

En anden 2016-åbenbaring var Petr Vakoc, der med sejren i Boucles du Sud-Ardeche, Drome Classic og Brabantse Pijl viste, at han har potentialet til at blive en fremragende Ardennerrytter. Han er bestemt ikke klatrer, og der er en risiko for, at årets rute er en anelse for hård for ham, specielt i lyset af det skrappe selskab. På den anden side er han utvivlsomt endnu stærkere, end han var i 2016, og med sit solide punch og sin gode spurt har han alle forudsætningerne for at imponere på de australske landeveje.

 

Nathan Haas er tidligere blevet nummer 5 i løbet, og i år synes han at være bedre end nogensinde. Med sine to topresultater i de canadiske WorldTour-løb samt etapesejren i den hårde puncheurfinale i Vuelta a Burgos viste han, at han har taget endnu et skridt opad. Med tredjepladsen ved de australske mesterskaber viste han, at han formen er ganske god, hvilket ikke er nogen overraskelse, idet Tour Down Under er et kolossalt mål for ham. Om han kører godt nok opad til at følge de bedste, er fortsat tvivlsomt, men med sin fremragende spurt har han som Gerrans mulighed for at samle nødvendige bonussekunder op undervejs.

 

Sidste år fik Jay McCarthy endelig bekræftet det potentiale, vi alle vidste, at han havde. Australieren vandt ikke bare etapen til Stirling, han endte også på den samlede fjerdeplads. Resten af året blev ødelagt af helbredsproblemer, men nu er han tilbage på 100%. Det viste han med en stærk præstation ved de australske mesterskaber, hvor han efter en hel dag i udbrud stadig havde kræfter til at følge de bedste. Som Haas og Gerrans er han hurtig i en spurt, og sidste år viste han, at han kan hænge på på stigninger som disse. For at vinde løbet skal han forbedre sin klatring, men i lyset af hans alder er det bestemt muligt, at han i år er stærkere, end han var for 12 måneder siden.

 

Endelig vil vi pege på Jarlinson Pantano. Med etapesejre i Tour de France og Tour de Suisse samt en samlet fjerdeplads i sidstnævnte havde han et regulært gennembrudsår i 2016. Nu er han klar til at tage endnu et skridt, og selvom hans hovedmål er at støtte Alberto Contador i Touren, håber han også at gøre sig gældende i Ardennerklassikerne og ugelange etapeløb, Han har tidligere været i god form i januar, og hvis det igen er tilfældet, burde han gøre det godt på en rute, der passer ham fremragende. Han er en god klatrer med et solidt punch, og samtidig er han hurtig i en spurt. Hvorvidt formen er god nok til at køre med om sejren, er et åbent spørgsmål, men han har egenskaberne til at vinde et løb som dette.

 

***** Richie Porte

**** Sergio Henao, Esteban Chaves

*** Simon Gerrans, Peter Sagan, Michael Woods, Diego Ulissi

** Jesus Herrada, Petr Vakoc, Nathan Haas, Jay McCarthy, Jarlinson Pantano

* Giovanni Visconti, Robert Gesink, Tom-Jelte Slagter, Gianluca Brambilla, Domenico Pozzovivo, Rafael Valls, Rohan Dennis, Wilco Kelderman,  Luis Leon Sanchez, Jan Bakelants, Cameron Meyer, Maurits Lammertink, Dries Devenyns, Marc Soler, José Goncalves, Geraint Thomas, Brendan Canty, Lucas Hamilton, Michael Storer

 

For overblikkets skyld bringer vi her en oversigt, hvem der evt. kan tænkes at køre efter klassementet på de enkelte hold:

Orica-Scott: Simon Gerrans og Esteban Chaves

Bora-hansgrohe: Peter Sagan, Jay McCarthy og måske Gregor Mühlberger

BMC: Richie Porte (men en god placering til Rohan Dennis kan ikke udelukkes)

Sunweb: Wilco Kelderman, Chris Hamilton og Simon Geschke (Lennard Hofstede kan overraske)

Sky: Sergio Henao, Geraint Thomas og Sebastian Henao

Dimension Data: Nathan Haas og Lachlan Morton (Jacques van Rensburg og Ben O'Connor kan overraske)

Lotto Soudal: Rafael Valls og måske Sander Armee

Cannondale: Michael Woods, Tom-Jelte Slagter, Patick Bevin og Brendan Canty

Bahrain-Merida: Giovanni Visconti (Tsgabu Grmay og Janez Brajkovic vil måske også forsøge sig)

Ag2r: Domenico Pozzovivo og Jan Bakelants (Francois Bidard kan overraske)

Astana: Lui Leon Sanchez og Michael Valgren

Katusha: Maurits Lammertink, Jose Goncalves og Tiago Machado

FDJ: Anthony Roux og Odd Christian Eiking (Jeremy Maison kan overraske

Movistar: Jesus Herrada, Gorka Izagirre, Marc Soler og Victor De La Parte

Quick-Step: Petr Vakoc, Gianluca Brambilla og Dries Devenyns (Eros Capecchi og Enric Mas kan overraske)

LottoNL-Jumbo: Robert Gesink (Enrico Battaglin og Koen Bouwman kan overraske)

UAE Abu Dhabi: Diego Ulissi, Marco Marcato og Louis Meintjes

Trek-Segafredo: Jarlinson Pantano, Peter Stetina og Ruben Guerreiro

UniSA: Cameron Meyer, Lucas Hamilton, Nathan Earle, Jay Hindley og Michael Storer (holdet består næsten udelukkende af unge klatrere samt Earle og Meyer)

 

SENESTE

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

ONSDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk