Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour Down Under
15. januar 2018 20:08 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Den tid, hvor de første måneder af den nye cykelsæson kan benyttes til stille og roligt at genfinde løbsrytmen, er for længst ovre. Nu om dage er der vigtige WorldTour-point på spil straks fra start. For mange ryttere er Tour Down Under årets første løb, men den australske begivenhed repræsenterer samtidig en stor chance for at sætte de første point i banken. Det gør automatisk løbet til en særdeles højspændt affære, og da tiden, hvor sprinterne kan vinde årets første WorldTour-løb, for længst er ovre, er scenen sat til en fascinerende dyst mellem de bedste puncheurs, klatrere og klassikerspecialister.

Løbets rolle og historie

2018 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.


Denne udvikling har ansporet til skabelsen af en ny åbningsweekend, der finder sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I de senere år har Tour Down Under og Tour de San Luis slået pjalterne sammen og splittet feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere er rejst til Australien og etapeløbsrytterne er draget til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge i januar.


Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportems stigende globalisering, at selv de største stjerner nu rejser til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.


Det er ganske vist tidligt på året, men der er ingen mulighed for gradvist at finde løbsformen, hvis man vil være med helt i front. Nu om dage er holdene i en konstant kamp om værdifulde UCI-point - og det bliver ingenlunde mindre intenst ved udsigten til færre hold på højeste niveau fra 2019-sæsonen - og da Tour Down Under er del af WorldTouren, er der mange af disse på spil. Enkelte ryttere tager stadig til Australien for primært at træne, men alle hold tager nu løbet meget seriøst og har sikret sig, at de har et par ryttere, der kan kæmpe med om både etapesejre og den samlede sejr.

 

Når man ser, hvordan sportens største stjerner nu slås om sejren, er det tydeligt, hvor langt løbet er kommet siden begyndelsen i 1999. Oprindeligt blev begivenheden skabt for at promovere South Australia som turistmål, og selvom den første udgave tiltrak enkelte europæiske hold, var de første år domineret af australiere. Den lokale helt Stuart O'Grady blev første mand øverst på podiet, og senere sikrede O'Grady igen, Michael Rogers og Patrick Jonker, at fire af de første seks løb blev vundet af hjemlige ryttere.

 

Løbet blev imidlertid gradvist mere og mere internationalt, og det blev vanskeligere og vanskeligere for de lokale helte at dominere. Da ProTouren blev skabt i 2005, indledte løbsdirektør Mike Turtur en dedikeret lobbyindsats for at sikre løbet status som det første ikke-europæiske WorldTour-løb. Da UCI var ivrige efter at internationalisere deres fineste løbsserie, overhalede løbet adskillige historiske europæiske arrangementer, da det blev inkluderet i det fornemme selskab fra 2008-sæsonen.

 

Selvom den nye status garanterede tilstedeværelsen af alle ProTour-hold og gav startfeltet et massivt boost, gav det også anledning til visse udfordringer. Indtil da havde Willunga Hill med den efterfølgende afslutning i byen Willunga og det småkuperede terræn i området været tilstrækkeligt til at splitte feltet og skabe uforudsigelige og underholdende løb - ofte lykkedes det et udbrud overraskende at distancere feltet afgørende på en af de indledende etaper - men løbet var for nemt at kontrollere for sportens stærkeste hold. Løbet udviklede sig således i de første år på WorldTouren til en forudsigelige sprinterfest, hvor André Greipel og Allan Davis vandt i henholdsvis 2008 og 2009.

 

For at udfordre stjernerne yderlige besluttede arrangørerne at tilføje en ekstra passage af Willunga Hill til kongeetapen. Det gav anledning til et fantastisk løb i 2010, hvor stjerner som den nykårede verdensmester Cadel Evans, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og den nyeprofessionelle sensation Peter Sagan excellerede, men det var ikke nok til at forhindre Greipel i i kraft af bonussekunder at vinde løbet for anden gang. I 2011 fik løbet sin første ikke-sprinter som vinder, men Cameron Meyers overraskende sejr var mere et resultat af, at feltet undervurderede et udbrud bestående af samme Meyer, Thomas De Gendt og Laurens Ten Dam, end det var et resultat af en udfordrende rute.

 

Forud for 2012-udgaven indså arrangørerne, at noget skulle gøres for at ændre løbets ry som en sprinterfestival. For første gang nogensinde inkluderede det års løb således et etapemål på toppen af Willunga Hill, og det tippede balancen til fordel for de eksplosive puncheurs. Simon Gerrans tog sejren efter en intens duel med Alejandro Valverde, mens sprinterne nu måtte tage til takke med at kæmpe om etapesejre. I 2013 blev løbet gjort endnu hårdere med tilføjelsen af en etape med den hårde Corkscrew-stigning tæt på mål, og således var den nye, balancerede formel med tre sprinteretaper, to etaper for klassementsrytterne og den hårde spurt opad bakken i Stirling fundet.



 

Den blev gentaget i 2014, hvor Corkscrew og Willunga var rammen om et fantastisk slag mellem de bedste australske klatrere. I 2015 blev en lignende rute, hvor Corkscrew-etapen var erstattet med en ny, hård etape til Paracombe, benyttet, i 2016 var det igen Corkscrew og Willunga, der afgjorde løbet, og sidste år atter kombinationen af Paracombe og Willunga.

 

Den udvikling har ændret løbets dynamik. Hvor der tidligere ingen grund var til at komme med andet end et sprintermandskab, består feltet nu af en fornuftig blanding af puncheurs og sprintere. Selvom løbet stadig ikke er for de rene klatrere og grand tour-specialister, er feltet nu langt mere alsidigt end tidligere, og de fleste hold møder op med en rytter, der kan klatre fornuftigt.

 

Løbet har traditionelt kæmpet med Tour de San Luis om at tiltrække det stærkeste felt. Da det argentinske løb har tilbudt en slags mini-grand tour med enkeltstarter, holdtidskørsler og deciderede bjergetaper, har feltet delt sig i to. Sprinterne and klassikerrytterne er hovedsageligt draget til Australien, mens etapeløbsrytterne har foretrukket Argentina. Sidste år blev Tour de San Luis blevet aflyst, og derfor blev konkurrencen mindre intens, men da Vuelta a San Juan, der indledtes dagens efter afslutningen på Tour Down Under, overtog rollen som et argentinsk alternativ til WorldTourens åbningsløb, gik tendensen igen i 2017.

 

Det vil også være tilfældet i 2018. Det er ikke lykkedes at genrejse løbet i San Luis, men Vuelta a San Juan udgør fortsat et stærkt alternativ i Sydamerika, der atter indledes dagen efter afslutningen i Australien. Således er de lokale helte Richie Porte og Rohan Dennis, Domenico Pozzovivo, Robert Gesink, Pierre Latour, Ruben Fernandez, Enric Mas, George Bennett, Egan Bernal og Sam Oomen de eneste deciderede grand tour-ryttere til start i Australien, hvor Caleb Ewan, Peter Sagan, Sam Bennett, André Greipel, Elia Viviani, Nikias Arndt, Phil Bauhaus, Kristoffer Halvorsen, Chris Lawless, Riccardo Minali og Carlos Barbero omvendt sikrer, at en stjerneparade af sprintere er samlet. Én markant sprinter vender endda tilbage efter flere års fravær, idet Greipel, der har rekorden for fleste etapesejre, for første gang siden 2014 ikke bliver i Europa vinteren over. Samtidig er det ingen overraskelse, at et løb, der tilgodeser puncheurs, har tiltrukket et fremragende felt af ardennerspecialister anført af den firfoldige vinder og lokale helt Simon Gerrans.


Grundet dets lavere status har Tour de San Luis kunnet tilbyde mindre stress og færre medier, og det har givet det dets helt egen appel. Således har visse sprintere som Sagan, Fernando Gavirira, Elia Viviani, Sacha Modolo og Tom Boonen ofte foretrukket den argentinske begivenhed, ligesom klatrerne helt naturligt har været langt mere tiltrukket af det bjergrige argentinske terræm. Det gør sig delvist gældende igen i 2017, hvor Gaviria, Giacomo Nizzolo, Niccolo Bonifazio og Matteo Pelucchi har foretrukket Vuelta a San Juan. På den anden side betyder den større prestige, at niveauet i Tour Down Under er ekstremt højt, mens kampen om den samlede sejr i San Luis har været domineret af lokale ryttere, mens de internationale stjerner hovedsageligt har været i Argentina for at træne. Det samme gør sig gældende i 2018, hvor grand tour-stjerner som Vincenzo Nibali og Rafal Majka, der begge vil indlede deres sæson væk i San Juan, langt fra mediernes intense spotlys, ikke har lagt skjul på, at de næppe vil være i stand til at slås om sejren i Argentina.

 

Sidste år lykkedes det Richie Porte endelig at få den sejr, der så mange gange var undsluppet ham, da han leverede en suveræn præstation i det, der skulle udviklede sig til en total hjemlig dominans af de australske ryttere. Porte var ganske enkelt i en klasse for sig og sejrede i suveræn stil på begge løbets to svære etaper - herunder vandt han for fjerde år i træk kongeetapen til Willunga Hill - mens Caleb Ewan i lige så overlegen stil vandt de fire sprinteretaper. Esteban Chaves repræsenterede for første gang hjemmeholdet Orica-Scott på den australske hjemmebane, men måtte se sig henvist til 2. pladsen, hele 48 sekunder efter Porte i et løb, der typisk er blevet afgjort på marginaler. Jay McCarthy spurtede sig til bonussekunder på sidste etape i Adelaide og fik dermed akkurat sikret sig 3. pladsen foran en anden australier, Nathan Haas. Porte vender tilbage for at forsvare titlen i det, der vil være hans første etapeløb siden styrtet i sidste års Tour de France, og McCarthy og Haas er også med igen denne gang. Det er Chaves til gengæld ikke, idet colombianeren vender tilbage til en mere traditionel sæsonplanlægning, hvor målet er Giroen, og hvor han som tidligere starter langt senere på året.
 

Ruten

Siden det blev en del af WorldTouren, har løbet som sagt gradvist udviklet sig i fra at være et sprinterløb til at være en mere alsidig affære med etaper, der giver muligheder for forskellige ryttertyper, og hvor der er langt større udskilning end tidligere. I fem år frem til og med 2016 havde løbet fundet et fast format med tre sprinteretaper, hvoraf én ofte har været for de mest hårdføre afsluttere, den hårde puncheurfinale i Stirling samt to etaper for klassementsrytterne.

 

Netop som man troede, at løbet havde fundet sit format, valgte arrangørerne sidste år at ændre en smule på tingenes tilstand. 2017-ruten var på den ene side den mest sprintervenlige siden 2012, idet intet mindre end fire af etaperne tilgodeså de hurtige afsluttere. På den anden side er de to klassementsetaper hårdere end nogensinde før, og der blev skabt større forskelle end tidligere. De store tabere var de hårdføre sprintere og de powerfulde puncheurs, idet etaperne enten tilgodeser sprinterne eller de klatrestærke ryttere. Således blev etapen til Stirling, der ellers har rammen om et årligt tilbagevendende slag mellem stærke sprintere og punchers, sløjfet, og der var ingen etape, hvor en sen stigning kunne rydde ud i sprinterne og sætte scenen for en reduceret massespurt.

 

I år vender man imidlertid tilbage til et mere klassisk format med etaper, der tilgodeser et mere varieret felt af ryttere, og ruten følger det format, vi har kendt fra tidligere. Således vil der igen være tre muligheder for sprinterne, og terrænet er ikke mere udfordrende, end at de alle burde kunne være med hver eneste dag. Derudover vender Stirling-etapen tilbage som en mulighed for de eksplosive puncheurs og specialister i at spurte op ad bakke, og som det har været traditionen siden 2012, er der igen i år to klassmentsetaper, hvor to relativt korte stigninger vil afgøre løbet og være rammen om det store slag om den samlede sejr mellem eksplosive ardennerspecialister og stærke klatrere. Som vanligt er det løbets kongeetape med afslutning på toppen af den ikoniske Willunga Hill lørdag, der tiltrækker mest opmærksomhed, men mindst lige så interessant er det, at den anden af de to klassementsetaper i år en nyskabelse. Efter i mange år at have benyttet de samme to etaper med hhv. Corkscrew- og Paracombe-stigningen i finalen, har man til den 20. udgave fundet en ny finale i byen Uraidla, hvor udskilningen umiddelbart kunne se ud til at blive en anelse mere markant end tidligere. Derudover er der lavet om på løbets anatomi, idet de to svære etaper nu begge kommer i løbets anden halvdel på hhv. fjerde- og femtedagen, og der skal derfor kæmpes mellem klassementsrytterne to dage i træk.

 

Som vanligt indledes løbet med en sprinteretape til Lyndock, der nu i flere år har været rammen om den første massespurt, men allerede på andendagen skal klassementsrytterne være klar. Her gælder det nemlig atter den hårde Stirling-etape, hvor de mest eksplosive kan vinde bonussekunder, og hvor der kan opstå vigtige huller i finalen. Derefter ventes sprinterne igen at tage over på den klassiske etape til Victor Harbor, hvor den frygtede sidevind imidlertid tidligere har spillet en rolle. De to store klassementsetaper til hhv. den nye stigning i Uraidla og toppen af Willunga Hill venter fredag og lørdag og ventes at afgøre kampen om den samlede sejr. Som vanligt afsluttes løbet med et gadeløb i Adelaide, hvor bonussekunder kan komme i spil, hvis det som i tidligere udgaver er helt tæt mellem de bedste.

 

Arrangørerne er bevidste om, at deres løb afvikles tidligt på sæsonen og fjernt fra Europa, og det spiller en afgørende rolle i designet af ruten. Mens de logistiske udfordringer i at bringe enkeltstartsudstyr om på den anden side af kloden udelukker muligheden for en tidskørsel, betyder tidspunktet på sæsonen, at løbet ikke må være for hårdt. Derfor er der ingen store stigninger, og alle etaper er meget korte. Samtidig tilbydes der perfekte betingelser for rytterne, der bor på det samme hotel i Adelaide under hele løbet, idet alle etaper afvikles tæt på regionens storby. Varmen er imidlertid ofte en udfordring, der gør løbet til en tider udfordrende affære, og man har flere gange oplevet, at etaper er blevet forkortet - nøjagtigt som vi så, at flere løb ved de netop afvikledes australske mesterskaber ikke kunne afvikles i fuld længde.

 

Som vanligt vil rytterne varme op i søndagens gadeløb, People's Choice Classic, i Adelaide. Oprindeligt var løbet på den hurtige rundstrækning en del af selve løbet, men siden 2006 er det blevet afviklet som et ikke-UCI løb med deltagelse af det samme felt, som findes i Tour Down Under. Det giver rytterne en chance for at få lidt løbsfart, inden det for alvor går løs på tirsdag, og samtidig får publikum en chance for at få feltet præsenteret på en ofte solrig sommeraften.

 

 

1. etape

Løbet er traditionelt blevet indledt med en relativt flad etape (ofte vundet af André Greipel), og efter at løbet kortvarigt eksperimenterede med en hårdere indledning i 2014, er det igen de hurtige afsluttere, der kan forventes at dyste om den første førertrøje. For tredje år i træk er byen Lyndoch valgt som scene for det første sprinterslag, hvor den samme finale, som nu i to år har givet Caleb Ewan løbets første etapesejr, vil blive benyttet. Faktisk er 1. etape denne gang næsten totalt identisk med åbningsetapen fra 2017, idet kun de allerførste kilometer er ændret.

 

1. etape er som altid en relativt kort affære, der over sine 145 km fører rytterne fra Port Adelaide - for første gang starter 1. etape i selve storbyen - til Lyndoch nordøst for byen, der udgør løbets centrum. Efter en flad indledning stiger det jævnt over 20 km, inden toppen af dagens eneste kategoriserede stigning, Humbug Scrub (6,3 km, 4%), nås efter 38,6 km. Herfra går det mod sydøst og siden nord gennem let faldende terræn til den 26,5 km lange finalerundstrækning, der også blev benyttet for 12 måneder siden, og som er placeret i det relativt flade terræn sydvest for Lyndoch.

 

Målstregen passeres første gang efter 65,5 km, og etapen afsluttes nu med tre omgange. Første halvdel af rundstrækningen er svagt stigende, mens det i den sidste halvdel går relativt konstant nedad. Således er også de sidste 3 km svagt faldende i en teknisk ukompliceret finale, der afsluttes for enden af en flere kilometer lang, lige vej. Der er indlagte spurter på Williamstown Road på 1. og 2. omgang efter henholdsvis 74,3 og 100,8 km.

 

Etapen byder ikke på mange terrænmæssige udfordringer, og det bør således kun være vinden, der kan forhindre de hurtige afsluttere i at komme til fadet. Feltet mistimede deres jagt for tre år siden, og med et fuldt sprinterkoppel sultne efter årets første sejr vil de være meget opmærksomme på ikke at begå samme fejl i år. Med stor sandsynlighed vil det således være sprinterne, der dyster om den første førertrøje i, hvad der vil være en meget hurtig finale på den faldende opløbsstrækning - en perfekt finale for de helt rene sprintere.

 

Lyndoch har kun to gange tidligere været benyttet som målby. Det var i 2016 og 2016, og begge gange vandt Caleb Ewan massespurten og sikrede sig derved løbets første førertrøje.

 

 

 

2. etape

Et af løbets faste kendetegn har været spurten opad den hårde bakke i Stirling, der har været et fast indslag siden 2009. Sidste år er der imidlertid vendt rundt på tingene, og i stedet for at fungere som etapemål var Stirling være startby på 2. etape, der var det første af to store klassementsslag. I år vender man tilbage til den klassiske finale på bakken op til målet i byen, der er placeret i en af de mere kuperede dele af regionen, og dermed er der på andendagen lagt op til, at der kan opstå de første mindre forskelle i det samlede klassement.

 

De 148,6 km bringer rytterne fra Adelaide-forstaden Unley, der ofte har ageret startby for løbet, og Stirling. Herfra bevæger feltet sig mod nord ud af byzonen, inden den reelle start gives. Det går nu mod øst op ad en ganske lang stigning, der efter 12,8 km kulminerer på toppen af kategori 2-stigningen Tea Tree Gully (2,5 km, 6,3%). Det går nu videre mod øst og siden syd gennem let kuperet terræn uden væsentlige udfordringer, hvor højdepunktet er den indlagte spurt efter 45,9 km. Det sydligste punkt nås efter ca. 65 km, hvorefter feltet fortsætter mod nordvest op til den afsluttende rundstrækning.

 

Den 21,1 km lange runde er en klassiker i Tour Down Under-sammenhæng. Feltet lægger ud med at tilbagelægge den sidste halvdel, der er den hårdeste og byder på den sidste indlagte spurt efter 77,3 km samt den vanskelige bakke op til mål. Herefter afsluttes etapen med tre fulde omgange, så man i alt skal klatre op til målstregen hele fire gang. Første halvdel fører feltet mod syd og siden øst gennem let falder terræn, inden det stiger de sidste ca. 7 km. Opløbet byder ikke på mange tekniske udfordringer, idet der i den sidste kilometer blot er et par bløde sving.

 

Der er som sagt tale om en helt klassisk etape, der dog har varieret i format fra år til år. Tidligere gjorde man den hårdere og hårdere ved at tilføje flere og flere omgange på rundstrækningen, og det kulminerede i 2013, hvor man skulle rundt hele fem gange. I 2014 og 2015 var der kun to omgange på programmet, inden der i 2016 atter skulle tilbagelægges fem runder. Det har haft en indflydelse på graden af udskilning, men etapen har altid haft det samme udfald, nemlig en hård spurt op ad den afsluttende bakke. Her har det typisk været en kamp mellem puncheurs og stærke sprintere, og ofte har et par af klassementsrytterne sikret sig vigtige bonussekunder. De mere rendyrkede har skullet tage sig i agt for de huller, der altid opstår i den lynhurtige finale, og etapen har ofte givet den første lille ide om, hvem der er i form. Det vil formentlig være tilfældet igen i 2018, hvor de mere hårdføre sprintere som Peter Sagan samt puncheurs som Simon Gerrans, Diego Ulissi, Nathan Haas og Jay McCarthy sikkert har udset sig etapen som et mål.

 

I 2009 slog Allan Davis Graeme Brown i spurten, mens Manuel Cardoso med en lang spurt fik ram på Alejandro Valverde og Cadel Evans in 2010. I 2011 viste en ung Michael Matthews sine evner i denne type finaler, da han sejrede foran André Greipel og Matthews Goss. Året efter var han igen den hurtigste i spurten, men desværre rakte det kun til en andenplads, da William Clarke tog en storslået solosejr efter et langt udbrud. I 2013 lagde Tom-Jelte Slagter grunden til sin samlede sejr ved at slå Goss og Philippe Gilbert, mens Diego Ulissi timede det hele perfekt i 2014, hvor han slog Simon Gerrans og Evans. I 2015 var Juan Jose Lobato hurtigere end Daryl Impey og Gorka Izagirre, mens Jay McCarthy sejrede foran Ulissi og Rohan Dennis, da finalen sidst blev benyttet i 2016.

 

 

 

3. etape

Frem til sidste år var tendensen, at sprinterne fik færre og færre muligheder i løbet, og i et par år var der kun to rene sprinteretaper. Sidste år blev trenden brudt med hele fire finaler for de allerhurtigste, og i år er der fundet en mellemvej med tre etaper, der synes at kunne ende i en massespurt. Efter at de hurtige afsluttere ventes at have dystet om sejren på 1. etape, kommer de formentlig atter i spil på 3. etape med den traditionelle afslutning i Victor Harbor - hvis de vel at mærke har overlevet udskilningen i sidevinden, der ofte har spillet en afgørende rolle i kystbyen.

 

De 146.5 km på 3. etape fører rytterne fra Adelaide-forstaden Glenelg syd for storbyen til Victor Harbor på den vindblæste Fleurieu-halvø. Med en bakke ud ad byen indledes etapen på hård, men derefter er terrænet relativt fladt, mens man bevæger sig mod syd frem bunden af dagens eneste kategoriserede stigning, Pennys Hill Road (2,8 km, 7,6%), der er i første kategori. Toppen kommer efter 38,0 km, og derefter gælder det let faldende terræn, der fører feltet mod sydvest forbi den første indlagte spurt efter 61,6 km. Det laveste punkt nås i byen Yankalilla, og herfra fortsætter man mod sydøst mod Victor Harbor op over en lille bakke og derefter igen gennem let faldende terræn forbi den sidste spurt efter 88,3 km og frem mod målbyen.

 

Her passeres målstregen for første gang efter 107,5 km, og etapen afsluttes med tre omgange på en 13 km lang rundstrækning. Efter en indledende strækning langs kysten er der to mindre bakker på programmet, når man bevæger sig ind i landet for at vende rundt og køre tilbage mod målbyen fra nordøst. De sidste 3 km er imidlertid relativt flade. Finalen er teknisk kompliceret, idet to sving med henholdsvis 600 og 500 m til mål kommer i rap, inden opløbsstrækningen rammes.

 

Etapen til Victor Harbor har vanligvis været en sag for sprinterne, og efter eksperimentet i 2016, hvor en hård stigning i finalen satte mange af de hurtige afsluttere ud af spillet, er man i år vendt tilbage til et helt traditionelt format med samme rundstrækning, som sidste år gav anledning til en massespurt. Sidevinden på den vindblæste halvø har imidlertid før skabt kaos, og det kan ske igen. Således kan etapen udvikle sig til en traditonel sprinteretape eller til en begivenhedsrig dag, hvor man ikke kan vinde, men helt sikker kan tabe løbet.

 

I de første år var Victor Harbor vært for løbet stort set hver gang, men siden 2010 er byen kun blevet besøgt sidste år, hvor Caleb Ewan tog sin anden af fire etapesejre, i 2016, hvor Simon Gerrans vandt en usædvanligt hård etape i en reduceret massespurt, i 2014, hvor André Greipel vandt en reduceret massespurt efter en hård sidevindsetape, og i 2012, hvor Greipel også var hurtigt. Graeme Brown og Allan Davis vandt i henholdsvis 2009 og 2008, mens Baden Cooke, Luis Leon Sanchez, Philippe Gilbert, Robbie McEwen, Alessio Galletti og Stuart O'Grady alle vandt her, inden løbet blev en del af WorldTouren.

 

 

 

4. etape

Siden 2012 har der hvert eneste år været to klassementsetaper på programmet, men hvor kongeetapen til Willunga Hill har været en klassiker, der i uændret format er blevet genbrugt hver eneste gang, har den anden af de to hårde dage været betydeligt mere varieret. I alt væsentligt har man dog vekslet mellem finaler, der inkluderede henholdsvis Corkscrew- og Paracombe-stigningerne, men det ændrer sig i år, hvor arrangørerne har fundet en helt ny og ganske svær afslutning i byen Uraidla. Her vil en relativt lang stigning i finalen blive rammen om det første slag mellem klatrerne og give det første klare billede på, hvem der skal slås om den samlede sejr dagen efter på Willunga-etapen. Samtidig er der introduceret endnu en nyskabelse, idet den første af de to svære etaper først kommer på fjerdedagen, hvormed klassementsrytterne skal vente helt frem til fredag, inden de får et reelt svar på, hvor de står.

 

Med sine bare 128,2 km er 4. etape usædvanligt kort selv efter den relativt beskedne Tour Down Under-standard og vil bringe feltet fra Norwood til Uraidla, der ligger ganske gå kilometer sydøst for startbyen. Derfor består hovedparten af etapen af en tur ud i det relativt flade landskab øst for de to byer, inden man venter tilbage til start- og målområdet, hvor den vanskelige finale venter. Som altid i Tour Down Under indledes etapen med en stigende del, hvor man klatrer ud af Adelaide-området, hvorefter det stiger let, mens man bevæger sig mod nordøst forbi den første indlagte spurt, der kommer efter 35,8 km. Efter ca. 45 km når man frem til byen Mount Pleasant, der markerer det nordøstligste punkt, hvorefter man fortsætter mod syd og sydøst gennem tilsvarende fladt terræn. Undervejs passeres den sidste spurt, der er placeret efter 70,6 km.

 

Efter forplejningszonen venter et længere let faldende stykke over næsten 30 km, der bringer feltet mod nord og siden sydvest tilbage mod startbyen Norwood. I udkanten af Norwood forlader man imidlertid den første del af ruten for i stedet at køre mod syd ind i det kuperede terræn omkring målbuen Uraidla. Efter et have passeret gennem Restrevor rammer man ca. 15 km igen kategori 1-stigningen Norton Summit Road, der stiger med 5% over 5,8 km. Den er meget regulær, men er stejlest i bunden, hvor det stiger med 7-8%. Derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, mens man passerer igennem en række hårnålesving, inden et lidt stejlere stykke leder frem til den sidste del, hvor det stiger med 3-4%. Toppen rundes med 7,4 km igen, men herefter fortsætter det med at stige, indtil der resterer ca. 3 km. Den sidste del er let faldende og følger en let snoet vej, indtil det sidste skarpe venstresving kommer med 1800 m igen. Det fortsætter med at falde svagt hele vejen frem til målstregen.

 

Finalen er som sagt helt ny, og det er svært at vurdere, hvor svær den er i forhold til de allerede kendte. Der er tale om en meget lang stigning efter vanlig Tour Down Under-standard, men til gengæld er den ikke nær så stejl som de kendte opkørsler Paracombe og Corkscrew. 5%-stigninger skaber sjældent den store udskilning, og havde etapen været afviklet i den europæiske højsæson var det formentlig endt i en spurt i en relativt stor gruppe. På denne tid af året skal der imidlertid ikke meget til at skabe splittelse, som de relativt selektive finaler på den ikke så svære WIllunga-stigning viser. Det vil formentlig kræve medvind og en meget stærk klatrer, hvis der for alvor skal gøres store forskelle, og det kan meget vel ende i en spurt i en gruppe på 5-10 eller med et veltimet angreb fra en sådan gruppe på det sidste faldende stykke. Under alle omstændigheder kan vi imidlertid vente det første store slag, der vil give klare svar på, hvem der kan vinde samlet, og har Richie Porte ramt samme form som sidste år, er stigningen svær nok til, at han kan tage endnu en knusende solosejr.

 

Uraidla har aldrig tidligere været benyttet som målby for et stort cykelløb.

 

 

 

5. etape

Som vanligt er lørdag dagen for kongeetapen, hvor det samlede klassement vanligvis afgøres på toppen af den berømte Willinga Hill. Mens stigningen har været på programmet hvert år siden 2002, blev en ekstra passage tilføjet i 2010, og siden 2012 har løbets afgørende etape sluttet på toppen af den frygtede stigning. Det vil igen i år være tilfældet på årets kongeetape, der er en identisk kopi af den, der har været benyttet i de foregående seks udgaver.

 

De 151,5 m starter i McLaren Vale, og herfra påbegynder rytterne en 39,7 km lang rundstrækning, der fører dem ud til kysten og tilbage til startbyen. Terrænet er stort set helt fladt og uden mange tekniske udfordringer. Den skal tilbagelægges tre gange, hvorefter rytterne endda påbegynder en 4. omgang. Undervejs vil de dyste om bonussekunder i de indlagte spurter efter henholdsvis 63,4 og 103,4 km.

 

Når de passerer igennem byen Willunga for fjerde gang, drejer feltet imidlertid til venstre og rammer stigningen for første gang. Efter bjergspurten forbliver de på et plateau i ca. 10 km, inden de rammer den hurtige nedkørsel, der fører dem tilbage til den oprindelige rundstrækning. Herfra kører de tilbage til Willunga, hvor de påbegynder stigningen for anden og sidste gang. Alt i alt er den sidste rundstrækning 22,4 km lang.

 

Kategori 1-stigningen har en længde på 3,0 km og en gennemsnitlig stigning på 7,5%. Den er stejlest i bunden, hvor det stiger med mellem 7,9% og 9,1% over de første 1300 m. Derfra bliver det lettere, og i de sidste 1200 m er stigningsprocenten mellem 5,5 og 6,5.

 

Den første del af etapen er vanligvis ikke specielt spændende, men af og til har vinden spillet en rolle. Favoritterne sparer som regel på kræfterne til en afsluttende spurt op ad stigningen, men de sidste 30 km er ofte meget aggressive. Ofte bliver der angrebet på første passage af stigningen, og selvom det sjældent fører til noget, betyder den hårde fart altid, at der er stor udskilning. På toppen rammer feltet en meget vindblæst strækning, hvor Astana og BMC for to år siden splittede feltet og næsten kørte Richie Porte ud af spillet. Sky fik imidlertid bragt samling igen, men det viser, at det er afgørende at være i en god position, når målstregen passeres for første gang. Stigningen byder ikke på et eneste sving, før man rammer en ganske blød venstrekurve med 100 m igen.

 

Hvert eneste år er etapen blevet afgjort i et slag mellem favoritterne på stigningen. I 2012 slog Alejandro Valverde Simon Gerrans i en knivskarp afslutning, mens australieren fik revanche året efter ved at slå den senere vinder Tom-Jelte Slagter. I 2014, 2015, 2016 og 2017 er det imidlertid Richie Porte, der har etableret sig som kongen af Willunga ved at sikre sig solosejre, mest imponerende sidste å, hvor han knuste konkurrenterne og sejrede med hele 20 sekunder ned til sine fire nærmeste forfølgere.

 

Finalen er skabt til puncheurs og ardennerspecialister mere end virkelige klatrere, og afstandene er aldrig store - med mindre Porte altså er så suveræn som sidste år. Eksempelvis sluttede 33 ryttere i 2016 inden for ét minut af vindertiden, og top 12 var adskilt at mindre end 20 sekunder. Meget afhænger også af vindretningen, idet modvind gør det meget mindre selektivt og kan betyde, at en relativt stor gruppe slutter inden for ganske få sekunder. Det betyder, at bonussekunder på både denne og de foregående etaper kan komme i spil. Ikke desto mindre viser historien, at det er Willunga-etapen, der ofte er den meste afgørende, og da stigningen er hårdere, og der er mål på toppen, vil den formentlig også i år være mere afgørende end den nye 4. etape.  Dette er dagen, klassementsrytterne har udset sig til at gøre den helt store forskel, og efter en indledende udskilning ved første passage af stigningen - og måske i sidevinden mellem de to opkørsler, som det var tilfældet for et par år siden - kan vi vente et brag af en kamp mellem løbets forhåndsfavoritter.

 

 

 

6. etape

Afslutningen på løbet har altid været inspireret af Tour de France, og sidste etape er således altid et gadeløb i Adelaide. Efter adskillige år med den samme rundstrækning var det imidlertid tid til forandring i 2014, hvor arrangørerne introducerede en ny 4,75 km lang omgang. Den blev kun benyttet én gang, og siden 2015 har det i stedet været en anden 4,5 km lang rundstrækning, der har lagt asfalt til sidste etape.

 

Modsat 2014-ruten, der var helt flad og meget teknisk, er den nye rute uden de store tekniske udfordringer. Rytterne bevæger sig ad en lang, lige vej, inden de vender rundt og kører mod området omkring Adelaide Golf Club. Her venter den lille stigning Montefiore Hill, men den er ikke i nærheden af at være nok til at splitte feltet, selvom den kommer bare 1200 m fra mål. På 10. og 15. omgang vil der imidlertid være bjergpoint på højkant. Efter en lille omgang i parken rammer rytterne opløbsstrækningen, der er den sandsynlige ramme om en forrygende massespurt og stiger ganske let. I alt skal 20 omgange tilbagelægges, hvilket giver en samlet distance på 90 km, og der vil være bonussekunder på højkant i indlagte spurter ved målpassagen efter 8. og 12. omgang.

 

Sprinterne vil være ivrige efter at udnytte denne mulighed, så intet kan forhindre en stor massespurt. Klassementet kan imidlertid være meget tæt forud for sidste etape, og det betyder, at bonussekunder kan komme i spil, som vi senest så det sidste år, hvor Jay McCarthy udnyttede etapen til at stjæle en podieplads fra Nathan Haas. Selvom klassementsrytterne næppe spiller en rolle i den afsluttende spurt, kan de to indlagte spurter således få en afgørende rolle i kampen om den samlede sejr. Samtidig er etapen ofte blevet plaget af styrt, der kan ødelægge alt for rytterne i top 10, og derfor har man før set en del ændringer. For de hurtige folk handler det om at holde sig ude af problemer, så de kan slås om en prestigiøs sejr i en finale, der er skabt til de helt rene sprintere.

 

Siden løbet kom på WorldTouren, lykkedes det i de første år for Francesco Chicchi, Chris Sutton og Ben Swift at vinde i Adelaide, men den dominerende skikkelse har selvfølgelig været André Greipel, der vandt i 2008, 2012, 2013 og 2014. Han har imidlertid været fraværende i de sidste tre år, og det har henholdsvis Wouter Wippert og i både 2016 og 2017 Caleb Ewan benyttet sig til at sikre sig flotte sejre.

 

 

 

Favoritterne

Det er generelt en vanskelig affære at spå om udfaldet af løb tidligt på sæsonen. Da kun ganske få løb har været kørt i Australien, er der ikke mange - end ikke rytterne selv - der har megen ide om, hvordan det indbyrdes styrkeforhold er. Lægges dertil, at ingen af stjernerne kan tillade sig at være på deres højeste niveau endnu, er det klart, at januar måned langt hyppigere domineres af overraskelser end de største begivenheder senere på sæsonen. Selvom Tom-Jelte Slagter længe har været anset som en stærk puncheur, var der således ikke mange, der havde ham som en reel vinderkandidat for fem år siden, og generelt kan man med en god træningsindsats henover vinteren sikre sig et fantastisk resultat på WorldTour-niveau ved Tour Down Under. Generelt betragtes løbet derfor som en god mulighed for at hente relativt ”billige” WorldTour-point. På denne tid af året kan man nemlig komme langt med en solid træningsindsats, og generelt betyder form her langt mere end generelle evner.

 

På den anden har de seneste fire udgaver af løbet været langt nemmere at forudsige. Flere og flere australiere synes at udpege løbet som et reelt sæsonmål og kommer til Adelaide med det klare mål at vinde. I 2014 levede Simon Gerrans, Cadel Evans og Richie Porte op til deres status som storfavoritter ved at være en klasse over de fleste af deres europæiske rivaler, og Porte og Evans var igen med i kampen om toppositionerne i 2015, hvor det ganske vist var en anden australier Rohan Dennis, der løb med en overraskende sejr. I 2016 var det igen Gerrans og Porte, der sluttede på de to øverste pladser, selvom det denne gang kom som en overraskelse for sidstnævnte, der gik ind til løbet i den overbevisning, at han ikke var i løbsform. Sidste år sejrede Porte endelig som øverste mand i en top 4, der bestod af hele tre australiere. Igen i år er løbet også et stort mål for Porte og landsmændene Nathan Haas og Jay McCarthy, som dermed alle må formodes at være i en for januar måned god form. Hvem af de europæiske, nordamerikanske og sydamerikanske ryttere, der ender som deres største konkurrenter, er imidlertid langt mere åbent, og man må langt hen af vejen basere vurderingerne på rytternes historik og de begrænsede udmeldinger, de er kommet med forud for løbet.

 

Den tid, hvor en sprinter kan vinde løbet, er for længst ovre, og i stedet er det sandsynligt, at vinderen er en type, der excellerer på korte stigninger og har et solidt punch, mens en god spurt bestemt heller ikke er nogen ulempe. Grundlæggende følger løbet det allerede kendte format med to klassementsetaper, der er kendetegnet ved relativt korte stigninger, men det forhold, at den ene af de to er helt ny, skaber en del mere usikkerhed.

 

Det må dog under alle omstændigheder formodes, at 4. og 5. etape bliver afgørende, idet de giver de eneste muligheder for at skabe forskelle. 1., 3. og 6. etape bør alle ende i massespurter og vil næppe gøre den store forskel. Vinden har før spillet en rolle i Victor Habor, og faktisk meldes der om hård vind på torsdag. Her vil der være et længere stykke med sidevind midtvejs, ligesom der vil være en del sidevind på rundstrækningen. Der er utvivlsomt hold, der vil være meget opmærksomme på at kunne udnytte disse omstændigheder, men historien viser, at det hører til sjældenhederne, at det faktisk lykkes at splitte feltet på denne etape, også selvom vejrudsigten har lagt op til aggressiv kørsel. Mest sandsynligt er det derfor, at heller ikke 3. etape vil spille en rolle, men det kan ikke helt udelukkes, at en eller flere ryttere uden stærk holdstøtte kan miste det hele, hvis et uventet drama indtræder.

 

Derudover har bonussekunder i de indlagte spurter samt ikke mindst på Stirling-etapen, hvor folk som McCarthy og Haas har gode chancer for i kraft af deres hurtighed at slutte i top 3, komme i spil. Med andre ord vil løbet blive afgjort af de forskelle, der kan gøres på de to klassementsetaper, evt. huller i spurten på 2. etaper, bonussekunder samt eventuelle forskelle gjort i sidevinden på 3. etape.

 

En anden væsentlig faktor er vindretningen på de to afgørende etaper. Ingen af de to stigninger er voldsomt stejle og er ikke skabt til at skabe store forskelle. Er der modvind, bliver det endnu vanskeligere, og i så fald vil chancerne være større for de hurtigere folk. Er der medvind, har de stærke klatrere som ikke mindst Porte bedre muligheder for med sine klatreevner at slå et afgørende hul. I år meldes der faktisk om relativt kraftig sidemodvind på begge stigninger samt modvind på det let stigende stykke efter toppen af stigningen på 4. etape. Alt sammen vil det bidrage til at gøre løbet mindre selektivt og øge chancerne for, at det bliver en af de mere eksplosive typer, der løber med sejren.

 

En anden faktor, der kan komme i spil, er det flade stykke på toppen af stigningen på 4. etape. Mange vil huske, hvordan Rohan Dennis netop udnyttede den flade finale på Paracombe-etapen til at snige sig væk i en meget taktisk finale for et par år, og det gav ham i sidste ende den samlede sejr, selvom han ikke var løbets stærkeste klatrer. På den måde kan taktik, held og timing komme i spil, hvis 4. etape udvikler sig til en ikke specielt selektiv, mere taktisk affære.

 

På papiret er australierne favoritter i deres hjemmebaneløb, men de får det ikke helt for dem selv. Også sydamerikanerne drager fordel af godt vejr i den europæiske vinter, og de er vant til den varme, der ofte plager løbet. Det er ingen tilfældighed, at navne som Sergio Henao og Esteban Chaves før har gjort det godt i løbet, men denne gang er der overraskende få deltagere fra det sydamerikanske kontinent. Hovedparten af favoritterne udgøres af australiere og europæere, og blandt disse viser al historik, at det hovedsageligt er førstnævnte, der er i form på denne tid af året.

 

Det er da også en af disse, der fremstår som løbets klare favorit. Efter tre gange forgæves at have sejret på kongeetapen lykkedes det sidste år endelig Richie Porte at omsætte en sejr på Willunga Hill til en førsteplads i det samlede klassement. Porte ikke blot vandt løbet, han knuste rivalerne på begge løbets to svære etaper og sejrede med en uhørt stor margin i et løb, der ellers siden optagelsen på WorldTouren altid er blevet afgjort på sekunder. Porte var ikke blot løbets på papiret bedste klatrer, han var også den i særklasse mest formstærke og efterlod aldrig tvivl om udfaldet.

 

Sidste år var første gang, hvor Porte udpegede Tour Down Under som et stort mål, og det var altså frugt på flotteste vis. Denne gang har han atter udset sig sit hjemlands største løb som sæsonens første store fikspunkt, men meget tyder desværre på, at han ikke er i helt samme form. Han meldte ellers tidligere ud, at han faktisk følte sig stærkere, end han gjorde for 12 måneder siden, men præstationen ved de australske mesterskaber var alt andet end overbevisende. Det var således yderst skuffende, at han på den kuperede enkeltstart, hvor han ellers tidligere har besejret Rohan Dennis, var kolossalt langt fra sin holdkammerat og endda blev henvist til tredjepladsen af Luke Durbridge. I linjeløbet kontrollerede BMC alt fra start til mål med det formål, at Porte skulle gøre den afgørende forskel på sidste stigning, men hans talrige angreb var så svage, at han end ikke kunne komme af med Caleb Ewan. Desværre deltog han sidste år ikke i mesterskaberne, og derfor har vi ikke et direkte sammenligningsgrundlag, men med tanke på den suverænitet, han udviste i Tour Down Under, er det svært at forestille sig, at han ikke havde været i stand til at få feltet til at eksplodere også på Mt. Buninyoung i kampen om den australske mesterskab.

 

Forklaringen på den skuffende form er naturligvis det grimme styrt i sidste års Tour de France, der betød, at han reelt ikke kørte et eneste løb i efteråret (selvom han stillede til start i årets allersidste opgave, Japan Cup). Situationen var imidlertid analog i 2017, hvor hans styrt ved OL også betød en tidlig afslutning på sæsonen, og det er derfor svært at se hans nuværende situation som væsentligt anderledes. Alligevel kan det konstateres, at meget peger på, at Porte ikke er helt så stærk denne gang.

 

Alligevel peger vi på Porte som løbets favorit. Det skyldes, at han på papiret er løbets i særklasse bedste klatrer, og i år er feltet svagere end tidligere. Sergio Henao, Esteban Chaves og Michael Woods hører til blandt verdens bedste på korte stigninger som disse og har alle i de senere år udgjort skræmmende stærk modstand. I år er der imidlertid ingen af verdens bedste puncheurs til start, og selvom Porte ikke selv kan betragtes som specialist på korte stigninger som disse, har hans dominans med fire sejre på Willunga-etapen trods alt understreget, at han har det nødvendige punch til at gøre en forskel, også selvom der i år er modvind på stigningen.

 

Der hersker en del usikkerhed om, hvor hård 4. etape er, og vi kan have en del tvivl om, hvorvidt Porte også vil være i stand til at vinde denne, specielt i lyset af modvinden. Hvis ikke det lykkes at komme fri, kan det blive vanskeligt at kontrollere finalen, men her kan Rohan Dennis vise sig som en afgørende brik, der evt. sammen med Patrick Bevin kan overleve stigningen. Sammen burde de kunne holde det hele nogenlunde samlet, så Porte, hvis han ikke selv kan slå et hul i Uraidla, kan koge det hele ned til kongeetapen. I Willunga har han vist sig usårlig, og trods den ikke helt prangende form vil det formentlig være tilfældet igen. Med yderligere et par løbsdage i benene har Porte helt sikkert forbedret sit niveau betragteligt, og vi tror, at endnu en sejr på Willunga vil lægge grunden til, at Porte sejrer igen.

 

Der er en stribe gode klatrere til start i årets udgave af Tour Down Under, men årets rute er ikke nødvendigvis skabt til de letteste folk. Willunga har altid været for kort til bjerggederne og bedre tilpasset eksplosive puncheurs, og det vil kun blive endnu mere tydeligt i år, hvis varslerne om hård modvind bliver til virkelighed. På samme vis synes den nye Uraidla-stigning på 4. etape trods sin længde at mangle stigningsprocenter, hvor der for alvor kan gøres forskelle, og heller ikke her vil modvinden gøre det lettere. Alt sammen peger det på, at det kunne blive et løb for de lidt tungere, mere eksplosive typer.

 

Det får os til at pege på to ryttere af denne type som de værste rivaler til Porte. Det tog lidt tid for Nathan Haas for alvor at finde sine ben i WorldTouren, men nu har han langt om længe fundet sin plads på højeste niveau. I de senere år har han gjort det til en god vane at starte sin sæson som lyn og torden i Tour Down Under, der er et løb skræddersyet til hans eksplosive punch. Hidtil har han skullet begrænse tidstabet på stigningerne og herefter vinde bonussekunder, men sidste år blev han nr. 2 på Willunga-etapen og viste dermed, at han nu kan betragte de svære etaper som sin force. Senere viste han sig endnu stærkere, da han blev nr. 9 på Green Mountain i Tour of Oman, en stigning, der egentlig burde være alt for svær for en puncheur som ham, og ikke mindst med 4. pladsen i Amstel Gold Race, hvor det faktisk kun var Philippe Gilbert og Michal Kwiatkowski, der var stærkere.

 

Efter skiftet til Katusha satser han endnu mere på de europæiske løb, og derfor er han en anelse mere usikker på formniveauet, men han så ganske glimrende ud i de australske mesterskaber. Modvinden på de to stigninger taler til hans fordel, da han blandt favoritterne sammen med Jay McCarthy formentlig er den mest spurtstærke, og dermed har han gode muligheder for at score bonussekunder på både 4. og 5. etape. Det samme er tilfældet på Stirling-etapen, hvor han ligeledes bør være blandt de stærkeste, og han kan tillige gå efter bonussekunder i de indlagte spurter. Med eksplosive puncheurs som Jhonatan Restrepo, Jose Goncalves og Maurits Lammertink, der alle er skabt til dette terræn, har Haas alle muligheder for at blive afleveret perfekt i de spurter, han skal køre. Alt sammen får det os til at udpege Haas som Portes største rival.

 

Det kan godt være, at Peter Sagan stjæler alle overskrifter på Bora-hansgrohe, men verdensmesteren har ikke lagt skjul på, at han er i Australien for at forberede sig og hjælpe sine holdkammerater. En af disse er sidste års nr. 3, Jay McCarthy, der på mange måde er samme ryttertype som Haas, og det er da heller ingen tilfældighed, at netop de to ryttere sidste år var involveret i en knivskarp duel på bonussekunder om den samlede 3. plads. Også McCarthy har haft svært ved at finde sig til rette på WorldTouren, og desværre har han endnu ikke nået Haas’ niveau i de store løb i Europa. Til gengæld har han nu to år i træk været blandt de allerstærkeste i Tour Down Under, der passer ham helt perfekt. De korte stigninger har hidtil været en anelse for svære, men sidste år viste han nøjagtigt som Haas, at han nu er i stand til at blande sig med de bedste i finaler som dem, der venter på 4. og 5. etape.

 

Faktisk er McCarthy formentlig stærkere end nogensinde tidligere. I hvert fald var det ham, der blandt klassementsrytterne efterlod det stærkeste indtryk ved de australske mesterskaber, hvor han ikke blot var blandt de stærkeste på stigningerne, men også imponerede stort ved at slå selveste Caleb Ewan i feltets spurt om andenpladsen. Meget tyder derfor på, at McCarthy også i Tour Down Under vil være i stand til at klatre med de bedste, og han har samtidig et dødbringende våben i et løb, der ofte afgøres på sekunder: hans spurt. Blandt klassementsrytterne er han formentlig den allerhurtigste, og han har endda Rudiger Selig og Peter Sagan til at køre sig frem i både de indlagte spurter og til afslutningen på Stirling-etapen, som han vandt for to år siden. Kan han vinde den igen, sikre sig bonussekunder flere andre steder også og måske lukrere lidt på modvinden til at være med helt fremme på både 4. og 5. etape kan det måske ende med en samlet sejr og et stort gennembrud for den ustabile australier.

 

I klassementssammenhæng er der ikke mange, der kan matche UAE Team Emirates, der møder til start med hele to af de allerstørste favoritter. Både Diego Ulissi og Rui Costa har begge et ganske glimrende punch på korte stigninger og er fremragende i terræn som dette. Faktisk er der ikke mange WorldTour-løb, der passer dem så godt, og de vil sammen kunne udgøre en dødbringende duo, specielt hvis det hele bliver lidt taktisk på toppen af stigningen på 4. etape, hvor de vil kunne udnytte en evt. overtalssituation.

 

Det er svært at sige hvem af de to, der har de bedste chancer, men pilen peger formentlig på Ulissi. Italieneren er nemlig den hurtigste og mest eksplosive af de to, og han har derfor bedre mulighed for dels at kunne lukrere på modvinden på nøgleetaperne, dels at kunne score bonussekunder undervejs, herunder specielt på Stirling-etapen, som han tidligere har vundet. Netop den sejr og hans generelt gode præstationer i løbet, hvor han eksempelvis sidste år blev nr. 5, vidner både om hans evner i løbet samt hans tradition for at starte sæsonen stærkt. Det vil han helt sikkert forsøge igen, ikke mindst fordi han utvivlsomt har ambitioner om at fortsætte det gode momentum efter sejren i Tour of Turkey sidst på året. Hidtil har Ulissi manglet det sidste, men i år passer ruten og vejrbetingelserne ham måske bedre end nogensinde, og derfor kan det denne gang blive rigtig godt.

 

Det er yderst interessant, at Rui Costa denne gang har tænkt sig at starte sæsonen i Australien. Som sin holdkammerat har den tidligere verdensmester nemlig tradition for at være ganske stærk fra sæsonstart, og han har ofte gjort det bedst i de tidligere måneder og foråret. Sidste år var han flyvende, vandt kongeetapen i både Vuelta a San Juan og Abu Dhabi Tour, sejrede sammenlagt i sidstnævnte og var blandt de stærkeste i Tour of Oman, hvor Green Mountain ellers normalt er lidt for svært. Denne gang har han ganske vist nedspillet forventningerne en del, men det vil alligevel ligne Costa dårligt ikke at være knivskarp. Han er ganske hurtig på stregen, men han er ikke nær så hurtig som Ulissi. Til gengæld er han en bedre klatrer og vil formentlig have en bedre chance for at kunne matche Porte på Willunga end sin italienske kollega. Hans største fordel kan imidlertid vise sig at være hans snilde og evne til at udse sig det rette moment. Hvis situationen udvikler sig taktisk på toppen af Uraidla-stigningen, er det ikke svært at forestille sig, at Costa vil være blandt de ryttere, der forstår at udnytte det.

 

Bahrain-Merida stiller med et veritabelt supermandskab med hele tre ryttere, der reelt kan køre med om de øverste placeringer i klassementet. Størst forventninger er der formentlig grund til at have til Domenico Pozzovivo. Den lille italiener er sammen med Porte formentlig løbets allerbedste klatrer, og selvom han naturligvis ikke er en eksplosiv type som Haas, McCarthy og Ulissi, har han faktisk et udmærket punch på korte stigninger. Det er ikke uden grund, at han før har været blandt de bedste i dette løb. Specielt imponerede han på Paracombe-etapen i 2015 i en tid, hvor han var stærkere end nogensinde og med fantastisk stabilitet kørte i top 10 i samtlige sine løb, uanset om der var tale om endags- eller etapeløb, eller om det var på WorldTouren eller på et lavere niveau. Desværre havde han efterfølgende en svær periode efter sit styrt i samme års Giro, men sidste år vendte han tilbage til sit topniveau, specielt i den sidste uge af Giroen, hvor han sammen med Ilnur Zakarin var stærkeste mand på stigningerne i de sidste dage, og i Tour de Suisse. Samtidig har han tradition for at starte stærkt og vil utvivlsomt være motiveret for at lægge stærkt ud for sit nye hold. Han er måske den rytter, der har den allerstørste chance for at matche Porte på Willunga Hill, men til gengæld hæmmes han af modvinden.

 

Løbets måske allermest spændende rytter er supertalentet Egan Bernal. Colombianeren, der tiltrak Androni-manager Gianni Savios interesse, da han i en ekstremt ung alder leverede fabelagtige tal i en række tests, har, selvom han i denne måned blot fylder 21 år, allerede kørt som professionel i to år, og her har han flere gange givet prøver på, hvorfor han formentlig er at regne som tidens allermest lovende klatrer. Det blev til en af de mest knusende sejre hidtil set i Tour de l’Avneir, hvor han af rivalerne blev beskrevet som værende på en anden planet, og han imponerede ligeledes stort med sin top 15-placeirng i Il Lombardia, den allerhårdest og mest bjergrige klassiker. Nu gør han debut i Sky-trøjen og får med det samme chancen for at køre som kaptajn i et WorldTour-løb. Som sagt er colombianere ofte i storform på denne tid af året, og meldingerne fra Oscar Sevilla, der har trænet med ham i de colombianske bjerge, er, at han kører fremragende. Bernal mangler formentlig stadig lidt for at kunne slås med de bedste i de stpre løb i Europa, men er han vitterligt i topform, kan han sagtens køre med om sejren allerede i sin første optræden som Sky-rytter.

 

Hvor bror Ion formentlig endnu ikke helt er på toppen i sit første løb efter sit grimme styrt i sidste års Tour de France, er Gorka Izagirre, der normalt ellers er den svageste af de to brødre, helt sikkert klar til at give den gas fra start. Sidste år imponerede han stort på Paracombe-etapen, hvor han var Portes nærmeste rival, men desværre gik det hele i vasken pga. et efterfølgende styrt. Den gode australske debut lagde imidlertid grund til en fabelagtig sæson, hvor han kørte i top 5 i Paris-Nice og vandt en etape i Giroen. Han har et glimrende punch på korte stigninger, og dette løb passer ham derfor ganske perfekt. Sammen med Ion og Pozzovivo har han samtidig nogle taktiske muligheder, der kan gøre det muligt at få skovlen under ryttere, der ellers er stærkere. Måske kan det give ham revanche for sidste års store nedtur.

 

Den lange række af talenter, der kan gøre sig gældende helt oppe i klassementet, inkluderer også Pierre Latour. Trods sin unge alder har franskmanden allerede etableret en tradition for at være fremragende kørende i årets første løb og har flere gange været med helt fremme i Etoile de Besseges, det første europæiske etapeløb. Alt peger på, at det vil gentage sig i dette løb. Således fik han ødelagt sit efterår af styrtet på enkeltstarten i Tour de France, men det lykkedes ham alligevel på rekordtid at komme tilbage i så god form, at han kunne gøre det godt i de italienske efterårsklassikere. De præstationer har lagt et godt fundament for hans sæsonstart, og den lange pause har helt sikkert givet ham ekstra motivation. Latour er måske mest kendt som klatrer, men han har faktisk en ganske god spurt på en stigning, en egenskab, der for to år siden gav ham en dag i førertrøjen i Tour de Suisse. Han har hidtil manglet det sidste i de store løb i Europa, men her burde han kunne være med helt i top.

 

Movistar stiller med to gode kandidater i Marc Soler og Ruben Fernandez. Efter sit store gennembrud i 2017 er førstnævnte nok at regne som det største talent, men sidstnævnte har et bedre punch og er umiddelbart bedre i et løb som dette. Samtidig har han en bedre tradition for at starte sæsonen stærkt og har bl.a. tidligere været i top 10 i dette løb. Det skete i 2016, hvor han med top 10-placeringer i Burgos og Polen samt en fabelagtig klatrepræstation i Vueltaen, der bl.a. gav ham en dag i den røde førertrøje, men siden har han uheldigvis været sat tilbage af skader. Nu melder han imidlertid selv, at han atter er tilbage, og han er topmotiveret til at vise, at han fortsat er at regne som en af Movistars mest talentfulde klatrere. Hvis han nærmer sig det niveau, han havde, da han erobrede den røde trøje på Ezaro-stigningen i Vueltaen, vil han vise sig som en af de allerstærkeste i dette løb.

 

Fernandez og Soler er ikke de eneste talentfulde spaniere, der er til start i dette løb. Også den måske mest lovende af dem alle, Enric Mas, er med igen, efter at han sidste år fik en lovende debut i netop dette løb, hvor han desværre gik lidt ned på kongeetapen. Siden fortsatte han til Europa, hvor han tog cykelverdenen med storm. Det skete først med et imponerende hjælpearbejde i Baskerlandet Rundt og siden med en fabelagtig præstation i Vuelta a Burgos, hvor han i meget skrapt selskab blev nr. 2 samlet. Hans form er et temmelig stort spørgsmålstegn, men sidste år var han ganske god i Australien, og han er formentlig motiveret efter at gribe en stor chance for at køre som kaptajn på WorldTouren. Han er ikke specielt eksplosiv og derfor ikke prototypen på en rytter til dette løb, men er han i bedre form end mange af rivalerne, vil hans klatreevner alene kunne bringe ham meget langt.

 

Naturligvis fortjener Ion Izagirre også at blive nævnt. Baskeren er en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb, først og fremmest i kraft af sine tempoegenskaber, men han er også ganske god på korte stigninger. Samtidig har han et højt bundniveau og er altid i god form, men denne gang er der alligevel nogen usikkerhed. Således er dette hans første konkurrenceoptræden siden det grimme styrt i Touren, og ingen ved derfor, hvordan han er kørende. I første omgang gælder det da også blot om at genfinde løbsrytmen og sin plads i feltet, men han siger selv, at han faktisk føler sig lidt bedre end på samme tid sidste år. Kan han vitterligt overføre de takter fra træning til løb, vil han helt sikkert være med, hvor det er rigtig sjovt.

 

En rytter, der sjældent begår sig i etapeløbssammenhæng, men ikke desto mindre før har været i top 10 i dette løb, er Daryl Impey. For første gang i umindelige tider stiller Mitchelton-Scott til start på hjemmebanen uden klassmentsambitioner, men der er ingen tvivl om, at man alligevel vil forsøge at holde Impey, Cameron Meyer og Damien Howson til. Blandt disse er det Impey, der har de største chancer. Som sagt har han tidligere været med fremme, og han har med chokerende præstationer i bjergerne i Tour de France vist, at han i dag klatrer langt bedre end dengang. Han klatrer dog ikke så godt som de bedste, og skal han køre med om podiet kræver det et let løb, hvor han kan gøre brug af sin hurtighed, hvis en mindre gruppe skal spurte om sejren på 4. etape, på 2. etape og i indlagte spurter. Modvinden taler til hans fordel, og betyder den, at løbet ender som en meget lidt selektiv affære, vil han være klar til at slå til.

 

For et par dage siden havde vi store forventninger til Peter Kennaugh, der tidligere har kørt meget stærkt på denne tid af året, hvor han har sejret i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Nu er han endda skiftet til Bora-hansgrohe for at få flere personlige muligheder, og hans motivation er derfor helt sikkert tårnhøj. Han er en ganske eksplosiv type, der burde være skabt til dette løb, men han er desværre en yderst ustabil type, hvis niveau er ekstremt svingende. Værre er det, at han som holdkammeraten Sam Bennett har været ramt af forkølelse, og det kan betyde, at han alligevel ikke har den nødvendige form til at blande sig helt fremme.

 

En af de tidligere vindere, der er til start i årets løb, er Tom-Jelte Slagter. Hollænderen tog hele cykelverdenen på sengen, da han sejrede for fem år siden, men desværre har han ikke siden hans fantastiske præstation i 2014-udgaven af Paris-Nice været i stand til at bygge videre på de lovende takter fra starten af sin karriere. Der har momentvist været glimt af klasse, og hans tredjeplads i Montreal sidste år kan måske være et varsel om bedring. Samtidig er han nu kommet til Dimension Data, og det miljøskifte kan måske have været den sidste ting, der skulle til. Han er en eksplosiv puncheur, der er skabt til dette løb, og kan køre med om sejren på 2., 4. og 5. etape, hvis han vitterligt kan nærme sig fordums styrke. Vi er ikke alt for optimistiske på hans vegne, men vil ikke udelukke en positiv overraskelse. Dimension Data har også Ben O’Connor, der viste god form i de nationale mesterskaber, men mangler eksplosivitet til at være med helt fremme. Det samme gælder for den tredje kandidat, Lachlan Morton, der dog ikke så stærk ud i sidste søndags løb.

 

Sunweb stiller med supertalentet Sam Oomen, der efter en lidt skuffende start på sin professionelle karriere tog et stort skridt sidste efterår, hvor han imponerede i Polen Rundt, i Vueltaen (indtil sygdom tvang ham ud af løbet) og ved VM i holdløb. Han er helt sikkert en af feltets bedste klatrere, ikke mindst fordi han helt sikkert blot bliver bedre og bedre. Vi er dog ikke helt sikre på, at han allerede nu er i topform og har på fornemmelsen, at han fortsat mangler de nødvendige sidste procent for at være med helt fremme. Samtidig er han ikke helt eksplosiv nok til dette løb. Sunweb stiller også med de talentfulde australiere Chris Hamilton og Michael Storer, der dog næppe kan være med helt fremme, selvom Hamilton så godt ud i søndags. Storer har desuden netop fået fjernet sin blindtarm og er næppe på 100%.

 

Endelig vil vi fremhæve Bjorg Lambrecht, der er en af de allermest lovende nyprofessionelle. Andenpladser i tre af de fire store U23-etapeløb, herunder i Tour de løAvneir, samt sejr i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege vidner om klasse, og meget peger på, at Belgien måske endelig har fundet deres kommende grand tour-stjerne. Dette er karrierens første WorldTour-løb, der kommer så tidligt på året, at han næppe er i topform endnu. Derfor har vi også en forventning om, at han næppe kan være med helt i front allerede nu. Omvendt har han så stort potentiale og er så eksplosiv også på korte stigninger, at han vitterligt kan levere en stor overraskelse, hvis han møder op i topform. Det kan blive i den kommende uge, at den bredere cykelverden for alvor lærer navnet Lambrecht at kende.

 

OPDATERING: Desværre kommer stortalentet Bjorg Lambrecht ikke til start grundet en administrativ fejl.

 

***** Richie Porte

**** Nathan Haas, Jay McCarthy

*** Diego Ulissi, Rui Costa, Domenico Pozzovivo, Gorka Izagirre, Egan Bernal

** Pierre Latour, Ruben Fernandez, Enric Mas, Ion Izagirre, Daryl Impey, Peter Kennaugh, Tom-Jelte Slagter, Sam Oomen

* George Bennett, Robert Gesink, Jhonatan Restrepo, Luis Leon Sanchez, Daniel Moreno, Ruben Guerreiro, Rohan Dennis, Nathan Earle, Ben O’Connor, Brendan Canty, Damien Howson, Michael Valgren, Lachlan Morton, Timothy Roe

 

Danskerne

Danskerne har sjældent gjort det godt i Tour Down Under, der for de flestes vedkommende primært er blevet brugt til træning. Størst forventninger er der denne gang grund til at have til Michael Valgren og Nicklas Eg. Valgren har denne gang antydet, at han i 2018 kunne tænke sig at starte lidt stærkere ud i Australien, og egentlig er det et løb, der burde passe ham, også selvom stigningerne nok alligevel er for svære til, at han kan blande sig helt fremme i kampen om top 10-placeringerne. Han burde dog kunne få sin egen chance på et hold, hvor det kun er Luis Leon Sanchez, der er den reelle klassementsrytter. Eg gør professionel debut, men da Trek ikke stiller med nogen af deres stjerner, kan han formentlig få lov at se, hvad han kan drive det til i klassementet, også selvom Ruben Guerreriro umiddelbart er holdets klassementsrytter. Hans form er ukendt, og man kan ikke forvente, at han kan være med helt fremme allerede nu, men han bliver alligevel spændende at følge. Mads Pedersen skal formentlig primært spille en rolle i lead-outet for Treks sprinter Alex Frame, men det kunne se ud til, at han måske kan få lov at køre efter en etapesejr på Stirling-etapen, der burde passe ham. Michael Mørkøv skal til gengæld arbejde på samarbejdet med Fabio Sabatini i Elia Vivianis tog og har gode chancer for at bidrage til en italiensk etapesejr. Endelig skal Mads Würtz Schmidt arbejde stenhårdt for Nathan Haas, og Lars Bak vil have samme job for André Greipel og Bjorg Lambrecht.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

Grand Prix Cerami(1.1) 26/07

Niedersachsen-Rundfahrt d...(2.1) 27/07-29/07

Prudential RideLondon Cla...(1.WWT) 28/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 28/07-01/08

Prudential RideLondon-Sur...(1.UWT) 29/07

La Route des Géants(1.1) 29/07

Rad am Ring(1.1) 29/07

Circuito de Getxo "Memori...(1.1) 31/07

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 01/08-05/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 01/08-12/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »