Optakt: Tour du Limousin

Løbets rolle og historie

Italien, Frankrig, Belgien og Spanien betragtes traditionelt som sportens kernelande, men de fire nationer har en meget forskellig kultur. Mens man i Italien og Belgien hovedsageligt har haft endagsløb, handler det stort set udelukkende om etapeløb i Spanien. Frankrig har derimod lidt af det hele på en meget alsidig kalender.

Som det er tilfældet i Spanien har mange regioner deres egne etapeløb, og modsat det store land på Den Iberiske Halvø har landet været i stand til at redde de fleste af dem igennem den økonomiske krise. Mange er relativt små 2.2-løb på UCI-kalenderen, men enkelte skiller sig ud med deres 2.1-status. Tour de l’Ain, Tour du Poitou-Charentes, Tour du Limousin og Tour du Gevaudan afvikles i den anden halvdel af året, Tour du Haut Var og Tour La Provence holdes i februar, og i maj har man traditionelt haft Tour de Picardie og Circuit de Lorraine, der nu begge er forsvundet.

Sammen med løbene i Ain og Poitou-Charentes udgør Tour du Limousin en fremragende løbsblok i august, hvor ryttere af alle typer kan finde noget til deres smag. Klatrerne stjæler rampelyset i den bjergrige Ain-region, mens sprinterne og enkeltstartseksperterne er i fokus i det flade terræn i Poitou-Charentes. Tour du Limousin er mere blandet. Terrænet er mere kuperet end i Poitou-Chanrentes, men der er ikke store bjerge som i Ain. De mange korte, stejle stigninger gør det til gengæld til et perfekt løb for puncheurs, der typisk slås om den samlede sejr.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Tour du Limousin blev første gang afviklet i 1968 og var for amatører indtil 1974. I 1975 blev det en professionel begivenhed, og siden da er det blevet afviklet hvert år. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, blev det et 2.1-løb, men det var kortvarigt i 2.HC-kategorien i 2011 og 2012. Siden 2013 har det imidlertid igen haft den lavere 2.1-status.

Vinderlisten er imponerende, inkluderer mange af de store navne og fortæller meget om løbets status i Frankrig. Bernard Hinault vandt to gange tidligt i sin karriere, og siden da har folk som Marc Madiot, Thierry Marie, Charly Mottet, Andrei Tchmil, Laurent Brochard, Patrice Halgand, Pierrick Fedrigo, Björn Leukemans og Martin Elmiger alle sejret. I de tidlige år var det primært en fransk affære, da kun to udgaver havde udenlandske vindere, indtil Jens Heppner sejrede i 1994. Det har imidlertid ændret sig meget i de senere år, og faktisk skal vi tilbage til 2009 for at finde den sidste franske vinder, Mathieu Perget. I de seneste fire år er kun fire af de tolv podiepladser taget af en lokal rytter.

Løbet er traditionelt blevet afviklet over fire dage i august og har givet muligheder både for sprintere og puncheurs. Af og til har der været en enkeltstart, senest i 2010 hvor Gustav Larsson tog sejren. En sådan etape har imidlertid typisk afgjort klassementet fuldstændigt, da terrænet ikke er hårdt nok til at skabe store forskelle, og derfor har arrangørerne generelt foretrukket at holde sig til fire linjeløbsetaper, hvilket har gjort det til et slag om bonussekunder for de stærkeste sprintere og de bedste puncheurs.

Sidste år blev det manuskript imidlertid brudt, da et udbrud holdt hjem på 1. etape. Her sejrede Joey Rosskopf, men han kom virkelig under pres på de sidste etaper, hvor den forsvarende vinder, Sonny Colbrelli, scorede masser af bonussekunder. I sidste ende var det imidlertid nok til at besejre italieneren med et sekund, mens Hubert Dupont var fire sekunder efter på tredjepladsen. Hverken BMC eller Bahrain er til start i år, og derfor er Rosskopf og Colbrelli ikke med denne gang. Det er til gengæld Dupont, der dog næppe kan gentage bedriften i et løb, der slet ikke passer den klejne klatrer.

Ruten

Som sagt har løbet før haft en enkeltstart, men det er ikke længere tilfældet. I stedet består det typisk af en blanding af relativt flade sprinteretaper og kuperede etaper med afslutninger på korte, stejle stigninger, hvor puncheurs og klassiskerspecialister samt stærke sprintere kan vise sig frem. I det hele taget har man en forkærlighed for bakker op til mål, og etaperne afsluttes som regel med stigende spurter.

I år synes man at give løbets sværhedsgrad en ekstra tand, og der er slet ikke én eneste klassisk sprinteretape. Tværtimod er finalerne så svære, at det synes udelukket, at sprinterne i år kan blande sig i kampen om den samlede sejr. I stedet er det et perfekt løb for puncheurs og klassikerryttere, der har deres to bedste muligheder for at gøre forskelle på de to første dage. Her sluttes først på en kort mur, der stiger med helt på til 15% og dagen efter på den klassiske stigning i Gueret, hvor mere end 3 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på over 6 er rigeligt til at sikre, at kun de stærkeste kan klare sig. Torsdag byder på den samlet set mest kuperede etape, men dog en relativt flad finale, hvor en spurt i en mindre gruppe synes at være det sandsynlige udkomme. Som altid slutter løbet på den klassiske rundstrækning i Limoges, hvor man typisk ser de stærke sprintere og de hurtigste puncheurs slås om sejren på den lange bakke op til mål, og hvor de sidste bonussekunder ofte har afgjort klassementet.

1. etape

Det er ikke sjældent, at løbet er startet med en af de hårdeste etaper, men det er ikke tilfældet i år. Faktisk lægges der ud med den fladeste etape i løbet. Det betyder dog ikke, at der er tale om en sprinteretape. Tværtimod kan det vise sig at blive en af de helt afgørende etaper, da der venter en yderst stejl mur i finalen.

I alt skal der tilbagelægges 168 km mellem Panazol og Rochechouart, og de byder på noget af de letteste terræn, man finder i regionen. Fra starten bevæger man sig gennem let terræn mod sydvest og syd forbi kategori 3-stigningen Cote de l’Aihuille (1,3 km, 5,5%) efter 14,6 km og den første spurt 28 km frem til et vendepunkt. Herefter går det mod nordvest frem mod målbyen. Undervejs venter kategori 3-stigningerne Cote de Courbefy (3,1 km, 4,2%) og Cote du Grand Puyconnieux (2,7 km, 5,5%) efter hhv. 74,1 og 92,6 km samt den anden indlagte spurt efter 107,5 km. Efter 126,5 km krydser man målstregen, og derefter afsluttes løbet med en omgang på en 43,4 km rundstrækning i området sydvest for målbyen. Den er stort set helt flad og byder på den sidste spurt med 32,1 km igen. Til slut venter en 200 m lang, 6 m bred opløbsstrækning, der stiger voldsomt med stykker på helt på til 15%. I alt byder etapen på 2765 højdemeter

Vinden er altid en risiko i Limousin, men som udgangspunkt burde det være nemt at kontrollere etape. Terrænet er relativt let, og der burde være sprinterhold nok til at holde det samlet. Desværre byder løbsbogen ikke på megen information om den sidste bakke. Den ser ud til at være kort, men med stigningsprocenter på op til 15 ligner det en helt perfekt dag for puncheurs.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Rochechouart var senest målby i 2013, hvor Martin Elmiger tog en sjælden udbrudssejr ved at slå Yukiya Arashiro i spurten. Også i 2007 lykkedes det et udbrud at sejre, denne gang med Lilian Jegou som første mand over stregen. Det samme skete i 2002, hvor etapegevinsten gik til Robert Sassone.

2. etape

De eksplosive puncheurs havde allerede deres første chance på 1. etape, og de får endnu en mulighed, når det onsdag gælder en af løbets klassikere, der traditionelt har været en af de hårdeste afslutninger i løbet. Det sker, når man efter to års fravær endelig vender tilbage til stigningen Monts de Gueret i byen Gueret, hvor klassiker- og ardennerspecialister kan se frem til at slås om sejren.

I alt skal der tilbagelægges 185,8 km mellem  Fursac og Les Monts de Gueret, og de byder på sværere stigninger og mere kuperet terræn end 1. etape. Fra starten kører man en omgang på en kuperet 64 km lang rundstrækning i området sydøst for startbyen. Undervejs skal man forbi den første spurt efter 33,3 km og kategori 2-stigningn Cot de Saint-Goussaud (5,1 km, 5,5%) efter 42,4 km. Herefter går det mod nordøst gennem klassisk kuperet Limousin-terræn forbi den anden spurt efter 90,8 km og kategori 3-stigningen Cote du Bourg d’Hem (1,7 km, 5%), der kommer efter 103,6 km. Til slut kører man mod syd ned til den afsluttende rundstrækning, hvor man dyster om point i den sidste spurt efter 1212 km, inden man for første gang skal forcere kategori 2-stigningen Monts de Gueret (3,4 km, 6,45%), der leder op til mål. Til slut afsluttes etapen med en omgang på en 52,8 km lang rundstrækning i området nordøst for Gueret. Den byder på et par mindre bakker, men den væsentligste udfordring er stigningen op til mål, hvor de sidste km altså stiger med %. Opløbsstrækningen er 200 m lang og bare 5 m bred. Etapen byder på i alt 3490 højdemeter.

Gueret var senest målby i 2014, hvor Mauro Finetto slog Julien Simon og Davide Rebellin i en storslået dyst mellem de bedste puncheurs. I 2011 lykkedes det Björn Leukemans at slå Florian Guillou i en tomandsspurt, mens Nicolas Roche var stærkeste mand i spurten i 2008. I 2003 tog Cedric Vasseur en solosejr, og Patrice Halgand slog Guido Trentin i en duel i 2002. I 1999 vandt selveste Alexandre Vinokourov en solosejr. Touren var forbi i 2004, hvor Robbie McEwen vandt en massespurt.

3. etape

Efter to svære dage for puncheurs venter løbets eneste etape med en finale, der ikke er placeret på toppen af en længere bakke. Det betyder imidlertid ikke, at der på tredjedagen er tale om en nem rute. Tværtimod venter der tre omgange på en svær rundstrækning med en hele 6,3 km lang stigning, og i alt skal der klatres hele 4658 højdemeter, hvilket samlet set gør det til løbets måske sværeste etape.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

I alt skal der tilbagelægges 184,7 km mellem Saint-Pantaleon de Larche og Chaumeil. Den første halvdel af ruten består af en tur mod nordøst op af en lang stigning til et plateau, hvor de to første spurter kommer på den nemmeste del af etapen efter hhv. 31,6 km og 50,5 km. Herefter kører man mod sydøst frem den sidste spurt efter 76,2 km, inden man bevæger sig mod nord øst op til stigningerne i området omkring målbyen. Herefter er der ikke meget fladt terræn. Først gælder det kategori 2-stigningerne Cote de la Vaysse (2,2 km, 8,6%) efter 94 km og Cote de Lestards (4,8 km, 4,2%) efter 101,2 km, inden man kører ned til målstregen, der krydses for første gang efter 120,2 km. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 21,5 km lange rundstrækning, der byder på kategori 2-stigningen Cote des Geants (6,3 km, 3,9%) med top 16 km fra stregen. Herefter går det ned til mål, hvor en lille bakke venter, inden det igen falder. Til slut rammer man opløbsstrækningen, der bare er 150 m lang og 5 m bred og stiger svagt. Der er bjergpoint ved anden passage af stigningen.

Dette er samlet set helt klart løbets hårdeste etape, der af arrangørerne beskrives som kongeetapen. Der er ingen tvivl om, at stigningen på rundstrækningen vil skabe betydelig udskilning, men den er ikke for stejl for de mest hårdføre sprintere. Der vil utvivlsomt komme angreb, og det kan ikke udelukkes, at en lille gruppe kan køre hjem fra bakken, men det mest sandsynlige er dog en reduceret massespurt.

Chaumeil har ikke været målby for løbet i dette årtusinde, men var altid mål for sidste etape af det hedengangne Paris-Correze. Her var de seneste vindere Kenny Elissonde (2012), Bert De Waele (2011), Arthur Vichot (2010), Wesley Sulzberger (2009), Lloyd Mondory (2008), Edvald Boasson Hagen (2007), Marcus Ljungqvist (2006) og Frederic Finot (2005).

4. etape

Én ting er altid sikkert i Tour du Limousin: løbet slutter på den klassiske rundstrækning i Limoges, hvor et stigende opløb giver perfekte muligheder for stærke sprintere og puncheurs til at score afgørende bonussekunder. Løbet er altid tæt, og derfor bliver det som regel først afgjort i allersidste spurt, hvilket sandsynligvis vil være tilfældet igen i år.

Mens finalen altid er den samme, varierer resten af etapen fra år til år. I 2017 bydes der på 168,9 km mellem Saint-Junien og Limoges. Fra starten slår man en lille sløjfe syd om startbyen gennem relativt fladt terræn, inden man kører mod nord fobi den første spurt efter 33,1 km, kategori 3-stigningen Cote de Saint-Victurnien (2,7 km, 4,4%) efter 40,5 km samt kategori 2-stigningen Cote de Vellerajouze (2 km, 6,9%) efter 59,4 km. Herefter går det mod øst gennem klassisk småkuperet LImousin-terræn forbi de sidste spurter efter hvv. 78,5 og 93,2 km, inden man kører mod sydvest ned mod rundstrækning. Undervejs skal man over kategori 3-stigningen Cote de la Lande du Haut (2,9 km, 4,2%) efter 119,4 km, inden man krydser målstregen efter 132,9 km. Der skal nu køres tre omgange på den småkuperede 12 km lange rundstrækningen, hvor etapen som altid slutter med den lange powerspurt på den 1000 m lange, 7 m brede stigende opløbsstrækning i hjertet af Limoges. Etapen byder på i alt 3021 højdemeter.

Dette er en sand klassiker i Tour du Limousin, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente. Ganske vist er det før lykkedes udbrydere at holde hjem, men som regel ender det hele i en ganske hård spurt i løbets hovedby. Her har man både set puncheurs og stærke sprintere sejre, og de vil igen have blikket rettet mod endnu en spurtafgørelse i år. Det samme vil være tilfældet for klassementsrytterne, der håber, at finalen er hård nok til, at de måske kan forbedre deres position ved at score bonussekunder, og som regel afgøres løbet først i sidste øjeblik, når alle bonussekunder er gjort op.

Løbet slutter som sagt altid i Limoges med samme finale. Sidste år slog Sonny Colbrelli Francesco Gavazzi og Romain Feillu i den hårde spurt. I 2015 vandt Maurits Lammertink foran Colbrelli og Thomas Sprengers, mens Manuel Belletti var hurtigste i 2014. I 2013 viste Stephane Rossetto at et udbrud kan holde hjem, og det samme gjorde Jeremy Roy i 2013. Matthieu Ladagnous, Davide Appollonio og Romain Feillu vandt spurter i hhv. 2012, 2011 og 2010. Benoit Vaugrenard snød sprinterne i 2009, og Aliaksandr Usau (2008), Sebastien Hinault (2007), Thor Hushovd (2006) og Pierrick Fedrigo (2005) har også alle taget spurtsejre. Inden det sejrede Cedric Vasseur (2004), Bernhard Eisel (2003), Fedrigo (2002) Gilles Boivard (2001), Felix Cardenas (2000) og Laurent Desbiens (1999). Touren var forbi i 2016, hvor Marcel Kittel tog sin eneste etapesejr det år, og i 2000, hvor Christophe Agnolutto vandt. William Bonnet og Franco Pellizotti har vundet Paris-Nice-etaper i byen i hhv. 2010 og 2007.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Favoritterne

Tour du Limousin ender som sagt næsten altid i en dyst på bonussekunder mellem puncheurs og stærke sprintere, der elsker de mange spurter i stigende finaler. Sværhedsgraden af løbet har dog varieret en del fra år til år. I nogle udgaver - eksempelvis sidste år - havde sprinterne gode chancer på de fleste af etaperne, men i andre udgaver har terrænet været så kuperet, at det reelt kun har været puncheurs og ardennerspecialister, der har haft en chance.

2017-udgaven synes at ville falde i sidstnævnte kategori. Det er meget svært at erindre, at man tidligere har haft så svær en rute, og reelt er der ikke én eneste sprinteretape i et løb, der som regel har været ganske venligt over for de hurtige afsluttere. Det afspejler sig i den grad i startlisten, der ikke byder på mange klassiske sprintere, og hvis det ikke var for at samle løbskilometer, kan man undre sig over, at en fyr som Jakub Mareczko, der ikke kan klare mange stigninger, overhovedet stiller op. Til gengæld er feltet af puncheurs ganske enkelt fabelagtigt, og listen over potentielle vindere, der excellerer i denne type terræn, er alenlang. Da det for mange samtidig er første løb efter Tour de France, betyder usikkerheden om formniveauet samtidig, at der er tale om et uhyre åbent løb med utallige sejrskandidater.

Den hårdere rute betyder, at bonussekunder vil blive mindre afgørende end tidligere, og vi bør se større forskelle end vanligt. Det skyldes specielt den svære 2. etape, der altid skaber ret store afstande i toppen. Den sidste stigning her er som skabt til puncheurs, og de ventes her at skulle slås om sejren. Også 1. etape bør være for denne ryttertype, men oplysningerne om rampen op til mål er desværre yderst begrænsede. Stigningen er kortere og stejlere end den, der findes på 2. etape, men det er muligt, at den er så kort, at en fyr som Bryan Coquard være med. Under alle omstændigheder bør forskellene være begrænsede. 3. etape vil sandsynligvis blive afgjort i en reduceret massespurt, men det kan måske lade sig gøre for de bedste klatrere at vinde tid på stigningen og herefter spurte sig til vigtige bonussekunder. Det samme er tilfældet på sidste etape, hvor de har en chance, men hvor de også skal slås med de stærke sprintere, og derfor er det ikke sandsynligt, at denne etape for alvor vil spille nogen rolle.

Vejret bliver blandet med lidt tirsdag og fredag og ellers en blanding af skyer, solskin og ganske høje temperaturer. Der vil dog ikke være meget vind, og derfor vil det ikke spille en rolle. Umiddelbart ser det ud til, at løbet hovedsageligt skal afgøres på de første to etaper, hvor specielt 2. etape vil blive afgørende, samt af de bonussekunder, der måske kan samles de sidste to dage.

Som sagt er feltet af puncheurs fremragende, og det er umuligt at pege på en klar favorit. Skal vi fremhæve ét navn, må det dog være Alexis Vuillermoz. Franskmanden er en fremragende puncheur, og han syntes i Touren at have nået et helt nyt niveau. Dette er imidlertid hans første løb siden Touren, og som for alle andre er det derfor usikkert, hvordan han er kommet sig. Hvis han er så stærk, som han var i Tourens tredje uge, burde han imidlertid være med i kampen om sejren i dette løb. På en lettere rute ville han ikke have haft mange muligheder, men på den hårde rute her har han gode chancer. Han foretrækker ganske vist stejlere stigninger, men har flere gange i GP Plumelec vist, at han er stærk i en finale som den, der venter på 2. etape. De stejle procenter tirsdag burde også tiltale ham, og selvom han ikke helt kan være med i de flade spurter, tror vi, at han muligvis kan vinde de to første etaper. Er han i form, burde han være den stærkeste, og derfor tror vi på franskmanden som vinder.

Hans værste rival kunne være supertalentet David Gaudu. Modsat mange af rivalerne har Gaudu vist, at han er i storform. Således vandt han den første bjergetape i Tour de l’Ain efter en magtdemonstration sammen med kaptajnen Thibaut Pinot, og han sluttede endda som nr. 2 samlet. Dette løb passer ham dog langt, langt dårligere, og det kræver et hårdt løb for, at han kan vinde. På en mere klassisk rute havde han ikke haft mange chancer, men i år er specielt finalen på 2. etape så svær, at Gaudu kan være med. Han viste i Fleche Wallonne, at han har et godt punch, og selvom stigningen i Gueret er betydeligt nemmere end Muren i Huy, kan den være hård nok til, at han kan slå rivalerne. Var alle i topform, ville løbet være for let, men da han kan være den eneste mand på 100%, har han en fordel, der kan give ham sejren.

Vi har været meget i tvivl om, hvad vi skal mene om Mathieu van der Poel. Hollænderen er en fremragende puncheur, der senest vandt det hårde Dwars door het Hageland efter en duel med Wout Van Aert og derfor er i form. Han er imidlertid ikke klatrer, og vi kan have vores frygt for, at finalen på 2. etape kan være for svær for ham. Det samme kan være tilfældet med de meget stejle procenter på 1. etape. Van der Poel har dog vist, at han kan håndtere det meste og slå WorldTour-ryttere på højeste niveau. Han er langt hurtigere end vores tre største favoritter og kan være med i kampen om sejren også på de to sidste etaper. Det kan give ham de bonussekunder, der skal til for at vinde, også selvom han måske taber et par sekunder på 2. etape.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Løbet passer også ganske glimrende til Lilian Calmejane. Han er ikke en puncheur af samme type som Vuillermoz, og han har slet ikke en chance i de fladere spurter på de sidste to etaper. Han har dog en ganske fin spurt på hårdere stigninger som dem, der venter på de første to etaper. Også for ham gælder, at hans form er et helt åbent spørgsmål efter Touren, men han har året igennem kørt som en motorcykel i disse kortere etapeløb, hvor han ikke er bange for at tage initiativet og angribe favoritterne fra distancen. Det har givet ham hele tre etapeløbssejre i foråret, og han kan tage en fjerde i dette løb. Det kræver dog, at han er i topform efter Touren, da han er oppe mod hurtigere folk.

Løbet passer også fremragende til Julien Simon, der imidlertid også har holdt pause efter Touren, og derfor befinder sig i en ukendt tilstand. Når han er i form, er han imidlertid specialist i at spurte på en bakke, og de to første etaper passer ham derfor som fod i hose. Desværre er han meget ustabil, og vi frygter, at han skal bruge mere tid efter Touren for at ramme topformen. Holdet har også Nicolas Edet, der ikke er helt så eksplosiv, men altid føre det godt i dette løb. Florian Senechal og Clement Venturini er også specialister i at spurte op ad bakke og er begge i form. Vi frygter dog, at 2. etape vil vise sig at være en anelse for svær for duoen. Til gengæld vil Venturini kunne score bonussekunder på de sidste to etaper.

Mere formstærk burde den tidligere vinder Mauro Finetto være. At han allerede én gang har sejret, viser, at løbet passer ham perfekt, og det er klart til hans fordel, at vi igen har finalen på 2. etape, som han tidligere har vundet. Desværre synes han ikke helt at være på samme niveau som for tre år siden, og han ikke imponeret i stigende spurter på det seneste. Han viste dog stigende form i Vuelta a Burgos. Delko har også yderst formstærke Angel Madrazo, der med andenpladsen i Getxo viste, at han kan spurte op af bakke. Han mangler dog nok eksplosiviteten til at blande sig med de allerhurtigste.

Francesco Gavazzi har altid gjort det godt i dette løb, der passer ham fremragende, og det er specielt tilfældet i år, hvor de hårdere finaler burde tiltale ham. Han har dog haft et halvskidt år, hvor han ganske ofte har været et stykke fra formen, og han har ikke været så konkurrencedygtig som tidligere. Han har netop kørt Tour de lAin, hvor ruten dog var for svær, og derfor er det svært at sige, hvad vi skal forvente. På papiret kan han dog blande sig på alle fire etaper. Holdet har også stortalentet Andrea Vendrame, der ha vist sig fremragende til at spurte op af bakke, men vi frygter at 2. etape er for svær.

På papiret burde det være et godt løb for Romain Hardy, der også er specialist i puncheurfinaler. Efter en fremragende start på året har han dog ikke været på helt samme niveau på det seneste, og han har flere gange skuffet. Også han kommer fra Touren, og hans form er derfor ukendt, men vi frygter, at 2. etape er lidt for svær, hvis ikke han er på 100%. Fortuneo har også talentet Kevin Ledanois, der viste fremragende form i Ain og også er ganske hurtig. Også Florian Vachon, Anthony Delaplace og Elie Gesbert kan måske begå sig, men ruten er nok enten for svær eller for eksplosiv til, at de kan vinde.

Ag2r satser på Vuillermoz, men det kunne også være en mulighed for Cyril Gautier, der før har vist, at han kan spurte på en stigning. Det samme kan Thomas Sprengers, Maxime Vantomme og Eduard Prades, men vi frygter, at terrænet er lidt for svært. Det gælder også for Sergey Lagutin, Sjoerd Van Ginneken og Nick van der Lijke, der endda netop er på vej tilbage efter lidt skadesproblemer.

Wanty stiller med et godt hold af formstærke klatrere, men Guillaume Martin, Thomas Degand, Marco Minnaard, Fabien Doubey og Guillaume Levarlet mangler alle spurtstyrke til for alvor at blande sig. Det samme er tilfældet for Bardiani-klatrerne Simone Sterbini og Giulio Ciccone , der ellers viste storform ved totalt at dominere kongeetapen i Utah. Matteo Busato er bedre stillet, men hans form er usikker efter en lang pause.

Endelig er der Bryan Coquard. Al logik tilsiger, at 2. etape er for svær og 1. etape for stejl for ham, specielt fordi han i år ikke har klatret så godt som sidste år. Når han imidlertid sidst højeste niveau, kan han begrænse tabet, og kan han vinde de to sidste etaper, kan det være nok til at tage den samlede sejr.

***** Alexis Vuillermoz

**** David Gaudu, Mathieu van der Poel

*** Lilian Calmejane, Julien Simon, Mauro Finetto, Francesco Gavazzi, Romain Hardy

** Angel Madrazo, Nicolas Edet, Cyril Gautier, Clement Venturini, Matteo Busato, Maxime Vantomme. Kevin Ledanois, Florian Senechal, Bryan Coquard, Simone Sterbini, Thomas Sprengers

* Andrea Vendrame, Guillaume Martin, Guillaume Levarlet, Nick van der Lijke, Sjoerd Van Ginneken, Florian Vachon, Eduard Prades, Julien Loubet, Garikoitz Bravo, Anthony Delaplace, Giulio Ciccone, Luca Wackermann, Dimitri Peyskens, Francois Bidard, Romain Sicard, Julien El Fares

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.