Optakt: Tour of Beijing

Tour of Beijing er et spædbarn af UCI-bureaukraters fantasi, og har ikke gjort sig fortjent til sin status som WorldTour-løb. Men, men, men: Løbet køres i år som et WorldTour-løb, hvilket gør løbet interessant på papiret, mestendels fordi vinderen kan tilskrabe sig 100 WorldTour-point.

Både Alberto Contador og Alejandro Valverde havde inden Lombardiet Rundt italesat deres mål om at vinde WorldTouren og det sidste, afgørende slag skulle altså slås i Kina. Dette var i sig selv en sejr for UCIs ellers meget udskældte ranglistesystem, nemlig at cykelsportens største ryttere faktisk tager æren alvorligt nok til at forlænge sæsonen og rejse kloden rundt så sent på sæsonen.

(For slet ikke snakke om den anselige risici der er ved at indtage madvarer i den del af verden, særligt det forbudte stof clenbuterol, hvilket især er farligt, når man som Valverde og Contador har det med vinde, hvilket er ensbetydende med at blive testet).

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Inden Alberto Contador styrtede under lørdagens Il Lombardia - cykelsportsæsonens metaforiske og traditionelle, hvis ikke faktiske afslutning - så tydede det altså faktisk på, at årets Tour of Beijing ville blive helt igennem spændende sportsligt. Nu har Alberto Contador afsluttet sin sæson for at slikke sine sår. Dermed var Valverdes WorldTour-sejr de facto en realitet, og det varede da heller ikke længe, inden Valverde meldte ud, at han altså alligevel ikke tog turen til Kina.

Her er vi altså. I Kina, i et løb uden historie, og hvor dets betydning mest af alt ligger i den værdi, som UCI havde oppustet løbet med, som nu altså betyder noget mindre, nu hvor der ’kun’ er selve Tour of Beijing at køre om. Hvad er der så tilbage, spørger du?

Først det positive. Beijing og det omkringlæggende landskab er smukt, og kinesiske bjerge har en særlig underskøn tåge, som man ikke finder i Europa. Tour of Beijing er et WorldTour-løb og feltet er relativt anstændigt, selv uden Alberto Contador og Alejandro Valverde, om end vi indtil godt 24 timer før løbets start, kun var bekendte med godt 50 % af de startende ryttere, og det fra uofficielle kilder.

Det negative er, at ruten er forudsigelig og det er temmelig sandsynligt, at resultatet bliver fire massespurter og en semihård bjergetape, hvor denne kommer til at afgøre hele klassementet. Samtidig er der visheden om, at dette formentlig bliver sidste afdeling af løbet, i hvert fald som WorldTour-løb, hvilket får én en til at spørge, hvordan Tour of Beijing er endt, som det er.

Tour of Beijing og UCIs globaliserende mission

Inden løbets start har UCI-præsident Brian Cookson bekræftet, at UCI’s private, kommercielle og umiddelbart kun semiautonome løbsarrangerende arm, selskabet World Cycling Promotions, lukker efter denne sæson. Tour of Beijing er det eneste løb, som selskabet har været med til at arrangere. Med selskabets udfasning lukker Tour of Beijing også, forudsat altså, at de lokale aktører i Kina ikke formår at samle ressourcerne - særligt pengene - til at fortsætte hele foretagendet på egen hånd.

Hvorfor lukker Cookson og UCI deres selskab World Cycling Promotions? Cookson fremhæver i et interview med Cyclingnews et par hovedgrunde, som det er værd at dvæle ved. For det første har selskabet (og løbet) ikke levet op til sine mål. For det andet, så bragte selskabet ifølge Cookson ud i nogle situationer, hvor UCI kunne fremstå som inhabile. For det tredje, så var World Cycling Promotions den tidligere præsident Pat McQuaids vision og projekt - Tour of Beijing repræsenterer så at sige en ideologi og en fremtidsvision for cykelsporten, som Cookson på ikke deler.

Hvordan har Tour of Beijing fejlet? Det har løbet på nærmest alle de kriterier, som UCI og World Cycling Promotions kunne have sat i sin tid. Hvad var World Cycling Promotions mission? Ifølge selskabets LinkedIn-profil, så var det at ”assistere udviklingen af nye begivenheder i strategiske markeder med henblik på udviklingen af cykling”. Og Kina var et oplagt strategisk marked: Et land med mange cyklister, et kommercielt stort og voksende marked samt en (efter europæiske standarder) underudviklet kultur for cykling som konkurrencesport. Hvis World Cycling Promotions kunne hæve interessen for cykelsport i Kina, var det klart noget, som kunne gavne cykelsporten globalt, og ikke mindst UCI selv.

Strategien bag World Cycling Promotions indtog i Kina var således det, man i den akademiske litteratur indenfor fx management og udviklingspolitik kalder ’capacity building’ eller kapacitetsunderstøttelse. Med andre ord, så skulle World Cycling Promotions opbygge kapacitet i Kina til at afholde store, professionelle cykelløb. Denne støtte, som man gav særligt til lokale arrangører, i dette tilfælde Tian Tan Sports Center, tog sig bl.a. ud som ’knowhow’ - personificeret i Alain Rumpf, World Cycling Promotions direktør og hans medarbejdere. Derudover hjalp World Cycling Promotions selvfølgelig løbet og arrangørerne ved at indskyde penge i projektet.

Alt det er naturligvis godt nok, og i sig selv et positivt projekt. Problemet er så, at viljen til at fortsætte med at bygge kapacitet, er stoppet med tilgangen af Cookson, ud fra den fortolkning, at løbet (og dermed firmaet) ikke har opnået sine mål; den nødvendige kapacitet ikke er blevet opbygget. Trods flotte seertal, så har løbet alle dage været en minusforretning for Global Cycling Promotions og dermed UCI. Samtidig er der nogle andre kendsgerninger, nemlig i det tilfælde, at løbet lukker nu, hvor UCI trækker sig, så har projektet fejlet; der er tydeligvis ikke blevet opbygget hverken kapacitet, vilje eller appetit for et stort cykelløb i Beijing og Kina mere generelt. Pengene til World Cycling Promotions kommer fra UCIs andre indtægtskilder, særligt diverse licenser; fra cykelsporten selv, som altså mest ligger forankret i den vestlige verden. Penge er blevet overført fra den udviklede cykelsportsverden til Kina.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det andet problem, som Cookson fremhævede, var at World Cycling Promotions på nogen måder gjorde UCI inhabile - det gav dem det, som man på engelsk kalder en ’conflict of interest’. Det er måske det letteste at forklare. I teorien, så burde kriterierne og processen bag tildelingen af WorldTour-licenser være objektiv og rimelig, med beslutningen taget af uvildige skikkelser, som vurderer fx løbslicenser på baggrund af det foreliggende data. Som kløgtige observatører tidligt påpegede, så er det svært at forestille sig, at Tour of Beijings WorldTour-ansøgning er blevet set på med helt objektive øjne; UCI har skullet tage stilling til deres egne ansattes ansøgning.

Så er der det mere ideologiske, hvilket kræver, vi hopper et stykke tilbage i cykelsportens politiske historie. Grobunden for Tour of Beijings skabelse ligger hos Hein Verbruggen, UCI-præsident i perioden 1991 til 2005. Det var Verbruggen, der lancerede ProTouren, der senere udviklede sig til WorldTouren. Rationalet bag indførelsen af ProTouren var, at globalisere cykelsporten ved at amerikanisere den: I stedet for et hierarkisk ligasystem - cykelsportens gamle divisioner - så ville ProTouren være en lukket liga. Alle hold, der havde sponsorerne og økonomien i orden, kunne være med, og var sikret deltagelse i de store løb.

Denne lukkede liga, ProTour-modellen, skulle skabe sikkerhed og fundament for holdene, særligt deres sponsorer, men det var også et angreb på løbsarrangørernes autonomi: Pludselig kunne ASO og diverse løbsarrangører i mindre grad selv afgøre, hvilke hold der skulle deltage i deres cykelløb. Færre WildCards, med andre ord. Det skabte i særdeles splid i de første mange år. ProTour-hold skulle dermed være større for at deltage i alle løbene, og samtidig opfordrede modellen holdene til at tænke globalt; de måtte køre alle løb. Spanske hold skulle køre Paris-Roubaix. Samtidig skulle den automatiske deltagelse i særligt Tour de France gøre ProTour-licensen mere værdifuld, og skulle samtidig sikre holdenes økonomiske fundament: sponsorerne VIDSTE, at deres hold ville blive set i Touren. Større hold med et bredere udsyn skulle gøre cykelhold appellerende for større og ikke mindst ikke-europæiske sponsorer, hvilket dermed ville være med til at globalisere cykelsporten.

Pat McQuaid var Hein Verbruggens protegé, hans udkårne tronfølger, og ved at skabe World Cycling Promotions, viste McQuaid, at han delte Verbruggens globaliserende mission; en vision om, at UCI skulle gå hinsides, hvad det traditionelt har gjort - sat sportens regler og arrangeret VM og World Cups.

Sådan er det ikke med Cookson, der i sin tid på tronen har fokuseret på at bringe UCI tilbage til de gamle dyder. I det ovennævnte interview er Cookson således citeret for at sige, at ”Visionen bag Global Cycling Promotions tilhørte den tidligere præsident, og er ikke en jeg deler, og vi [UCI] kommer til at gøre tingene anderledes i fremtiden”. Cookson uddyber, at han ikke mener, at UCI skal være en stor arrangør af løb med undtagelse af World Cups og VM. ”Det er de ting, som jeg synes, vi skal fokusere på”, slutter Cookson.

Under Cookson bevæger UCI sig altså væk fra den politiske linje, som Pat McQuaid og Hein Verbruggen har ført. Tilbage til UCIs måske mere traditionelle rolle, selvom det endnu ikke forbi med WorldTouren. Det har fx betydet, at UCI og Cookson har forsøgt at bringe interesse tilbage til en traditionel cykeltradition: Timerekorden, hvis regler er blevet opdateret og moderniseret, umiddelbart med god effekt.

Vi har de seneste år set, hvordan den europæiske sportsmodel langsomt er blevet trukket tilbage ind over cykelsporten. Selvom det stadig er en meget ugennemsigtig proces, så er der atter nedrykning og oprykning i cykelsporten - UCIs licenskomité skal særligt kigge på hvilke ’value points’ et hold besidder, når de vurderer en ansøgning. En sådan ordning er langt fra Verbruggens vision om ProTouren, og således kan man se, hvordan de europæiske idealer langsomt fortrænger ProTourens semiamerikanske model.

Et kig på de nuværende WorldTour-hold viser, at cykelsporten umiddelbart er blevet globaliseret, i hvert fald i toppen. Hvor ProTouren i starten var fyldt med franske, spanske og italienske hold, så er billedet nu noget mere varieret. Hvad Verbruggen nok ikke havde set komme, var at de store multinationale korporationer for det meste ville blive væk - særligt på grund af dopingproblemet - og cykelsporten i stedet ville se en indtræden af ’nationale’ hold støttet af regeringer, særligt Kasakhstan og Rusland. Derudover viser statistikken, at topholdenes nationale sammensætning i højere og højere grad bliver diversificeret.

Globaliseringen er kommet cykelsportens vej, og den vil blive ved med at komme - forhåbentlig. Cykelsporten er for dejlig til, at vi holder den helt for os selv her i Vesteuropa. Det er umuligt at bevise, at globaliseringseffekten kan tilskrives ProTouren eller WorldTouren. Men globaliseringen er kommet, den er undervejs, og den vil sikkert fortsætte længe endnu, nærmest ligegyldigt hvad UCI finder på i forhold til, hvordan de sammensætter kalenderen. Cykelsportens vækstpotentiale ligger i, at millioner af små drenge og piger, mænd og kvinder, får øjnene op for Tour de France og Flandern Rundt, og lader sig inspirere. Det cykelforladte England er nu Tour-besatte; cykelsporten kan og vil blive ved med at sprede sig. At cykelsporten giver folk mulighed for at lade sig forelske. Cykelsportens største trussel bliver aldrig UCI-bureaukrater, der tænker stort, men hvis alle cykelsportens beslutningstagere glemmer, cykelsportens sande dæmon stadig er dopingdjævelen, og hvordan denne håndteres.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Ruten

Årets rute minder i sin struktur meget om den fra 2013, og reelt er de tre sidste etaper identiske med dem fra i fjor. Således kan man groft sagt forvente fire sprinteretaper og en bjergafslutning, hvor klassementet afgøres.

Første etape har start i Chong Li og mål i Zhangiakou. Der er nogle små stigninger i starten af etapen, men det meste af dagen går det let nedad mod målstregen, og det ender garanteret i årets første massespurt. Dagens næste etaper starter også i Chong Li og er på papiret en anelse hårdere. Der er således en kategori-3 stigning efter 110 kilometer, men da der er mere end 35 kilometer til mål efter stigningen, ender det sikkert i endnu en massespurt. Tredje etape er mere åben, da der fra den sidste stigning Huang Tu Liang (2 km, 4,3 %) kun er 11 kilometer til målstregen. Der er en del dygtige sprintere til start, så disse etaper skal nok blive interessante i den optik.

Fjerde etape er årets kongeetape og er mere eller mindre identisk med den fra i fjor. Der er adskillige stigninger undervejs på den 157 kilometer lange etape, men det hele vil garanteret være temmelig samlet, når de når til målbjerget, Mentougou (12,6 km, 5,7 %). Efter europæiske standarder er det ikke den hårdeste stigning, og som i fjor vil etapen blive vundet med sekunder rettere end minutter, men set i lyset af, at det formentlig bliver den eneste etape, hvor der køres klassement, så vil stigningen blive altafgørende.

Dagen efter står den på paradeetape ved Bejjings mest kendte monomenter. Starter således ved Den Himmelske Freds Plads, hvilket mest er interessant, hvis man har de nuværende protester i Hong Kong in mente. I Beijing Centrum køres der en række flade omgange, hvor målstregen ligger ved det smukke og ejendommelige olympiske stadion fra legene i 2008. Det ender i endnu en massespurt.

Rutevurdering       

1. etape (10/10): Chong Li - Zhangiakou, 167 km, (*)

2. etape (11/10): Chong Li - Yanqing, 147.5 km (**)

3. etape (12/10): Yanqing - Qianjiadian Chao Yang Temple, 176 km (**)

4. etape (13/10): Yanqing -Mentougou Miaofeng Mountain, 157 km (*****)

5. etape (14/10): Tiananmen Square - Bird’s Nest Piazza, 117 km (*)

Favoritterne

På denne tid af året har langt de fleste stjerner valgt at holde ferie. Derudover er der simpelthen ganske få ryttere, som bærer rundt på nogen nævneværdig form.  Samtidig er der en del ryttere, som foretrækker at køre et af årets smukkeste - og formentlig hårdeste - endagsløb samme weekend, nemlig den billedskønne semiklassiker Giro dell Emilia. Ja, og så er der også lige Paris-Tours, som længe var en del af WorldCuppen og senest WolrdTouren.

Der er to store profiler til start, som begge har vist ganske fornem form på det sidste. Den ene store favorit er Daniel Martin (Garmin-Sharp), der så sent som sidste søndag vandt Lombardiet Rundt. Martin sluttede i fjor som nummer to i Tour of Beijing og gør det generelt godt i løbet. Formen virker perfekt, og afslutningen passer ham fint, i den forstand, at stigningen ikke er al for hård. Hvis Martin næppe nogensinde bliver den store GrandTour-rytter, så kan man ikke fornægte, at han kan så meget andet i endagsløbene og de ugelange etapeløb, og at han faktisk har en ganske fornem sejrsliste. Tour of Beijing kunne meget vel blive hans næste store triumf.

Den anden store formstærke profil er den nu tidligere verdensmester, Rui Costa (Lampre-Merida), der altid slutter sæsonen fornemt. Til både VM og i Lombardiet viste Costa, at formen er god nok til at køre med om sejren i Beijing, og som det er tilfældet med Martin, så passer stigningerne Costa ganske fint.

Rui Costa og Daniel Martin er dog ikke nødvendigvis de bedste klatrere, der er til start; de er bare de ryttere, der umiddelbart er mest formstærke. Den velsagtens stærkeste klatrer til start er Rigoberto Uran (Omega Pharma-QuickStep), hvis form virker anstændig, men ikke imponerende. Samuel Sanchez (BMC) har de seneste par uger kørt bedre, end han har gjort tidligere på sæsonen, og kan sagtens tænkes at tilkøre sig endnu et topresultat, selvom den samlede sejr måske er ønsketænkning. Sidste års vinder, Beñat Intxausti (Movistar), har efter Valverdes afbud frihed til at gå efter sejren, men formen virker dårlig. Det samme var omvendt også tilfældet i fjor, så Intxausti skal på ingen måde afskrives.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Blandt outsiderne vil vi fremhæve veteranen Rinaldo Nocentini (Ag2r La Mondiale), der har kørt aldeles fremragende de seneste par uger, men som af natur er bedre egnet til endagsløbene. Tilbagevendte Roman Kreuziger (Tinkoff-Saxo) har stille kørt nogle solide løb, men vil formentlig mangle løbsform til virkelig at gøre sig gældende i topstriden. Warren Barguil (Giant-Shimano) har stadig fart i benene efter Vueltaen og kan overraske. Ellers er både Tejay Van Garderen (BMC) og Ryder Hesjedal (Garmin-Sharp) farlige, hvis de ellers er i nogenlunde form, men det er der så heller ikke meget der tyder på, at de er.

Der er to formstærke unge danskere til start i form af Michael Valgren og Christopher Juul-Jensen (Tinkoff-Saxo), men ingen af etaperne passer dem specielt godt. Dog bliver det spændende at følge Valgren på kongeetapen. En placering omkring top-20 er ikke utænkelig.

Favoritvurdering

*****: Daniel Martin

****: Rui Costa

***: Samuel Sanchez, Beñat Intxausti, Rigoberto Uran

**: Roman Kreuziger, Tejay van Garderen, Warren Barguil, Rinaldo Nocentini

*: Alexandre Geniez, Sergei Chernetckii, Steven Kruijswijk, Carlos Betancur, Ryder Hesjedal, Jesús Hernández