Optakt: Tour of Britain

Løbets rolle og historie

I de senere år har folk som Mark Cavendish, Chris Froome, Bradley Wiggins, Geraint Thomas, Stephen Cummings og Yates-brødrene gjort Storbritannien til et af cykelsportens absolutte kraftcentre, men de mange stjerner har ikke haft mange muligheder for på årlig basis at konkurrere foran hjemmepublikummet. I adskillige år var den eneste større begivenhed i landet Tour of Britain, der mest havde status som et forberedelsesløb til VM.

Tiderne er imidlertid i gang med at skifte. Efter det meget succesrige landevejsløb ved OL i London i 2012 blev RideLondon Classic skabt som et middel til at bygge videre på arven fra den begivenhed, og bare to år senere var landet vært for en af de mest succesfulde og velbesøgte grand departs i Tour de France-historien, da utallige tilskuere samledes til to dages cykelfest i Yorkshire efterfulgt af et besøg i London. Det arrangement blev muliggjort af en meget ambitiøs lokal komite, der blev anført af Gary Verity, og de havde planer om at benytte det skabte momentum til at gøre Yorkshire-regionen til et af Europas cykelmekkaer. Midlet hertil var det tre dage lange Tour de Yorkshire, der med det samme fik støtte fra ASO og nu allerede med succes er afviklet tre gange.

Landet har imidlertid også et langt ældre løb. Selvom RideLondon Classic nu er blevet et WorldTour-løb, er Tour of Britain, det nationale etapeløb, stadig landets mest ikoniske løb. Dets lange historie er fuld af op- og nedture, men nu hvor cykelsporten trives som aldrig før hos de cykelgale briter, er det ingen overraskelse, at det har opnået en historisk høj status. Siden det vendte tilbage til kalenderen i 2004, er det vokset fra år til år og er nu et 2.HC-løb på UCI-kalenderen. Med en placering først i september under Vueltaens sidste uge, har det etableret sig selv som et perfekt forberedelsesløb til VM, og da VM-løbet i år byder på en rute skabt til stærke sprintere, som traditionelt har været skabt til det kuperede britiske terræn, er det i år måske mere sandt end nogensinde tidligere, og mange af de store favoritter til regnbuetrøjen har foretrukket det britiske løb på bekostning af den yderst bjergrige Vuelta og den lange rejse til WorldTour-løbene i Canada.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Løbets har rødder tilbage til de første britiske etapeløb, der blev holdt i årene efter Anden Verdenskrig, og det har haft flere forskelle navne. Dets historie starter i 1942, da The British League of Racing Cyclists blev skabt med det formål at etablere en britisk udgave af Tour de France. I 1944 blev Southern Grand Prix i Kent afviklet, og året efter fandt et større løb mellem Brighton og Glasgow sted. Arrangørerne kæmpede hårdt for at holde liv i begivenheden, men vi skulle frem til 1958, før gennembruddet kom. Her kom Milk Marketing Board ind som sponsor, og fra det år blev løbet kendt som Milk Race. Fra 1960 til 1984 var der kun adgang for amatører, men fra 1985 blev der åbnet op for professionelle også. Desværre forsvandt løbet i 1993, da Milk Marketing Board blev lukket ned.

I 1987 blev den første udgave af en nyt løb, Kellogg’s Tour, holdt som et professionelt arrangement, og i syv år havde landet derfor hele to nationale etapeløb. Løbet havde nogle ganske store navne på vinderlisten, men efter Maurizio Fondriests sejr i 1994 forsvandt sponsorerne, og også det løb forsvandt. Et nyt løb, The PruTour, blev afviklet i 1998 og 1999, men viste sig ikke at være levedygtigt.

Løbet var i mange år uden et stort etapeløb, indtil det nye Tour of Britain blev skabt i 2004. Løbet blev afviklet som en professionel begivenhed i september og tiltrak store hold som T-Mobile og US Postak. Mauricio Ardila vandt løbet, og siden da er det blevet afviklet hvert eneste år, samtidig med at det gradvist er steget i graderne. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, var det et 2.1-løb, men siden 2014 har man haft position som 2.HC-løb på Europe Tour.

Væksten skyldes hovedsageligt det boom, cykelsporten har oplevet i landet, men løbet får også større og større international betydning. I de senere år har mange været af den opfattelse, at den stadigt mere bjergrige Vuelta, der tidligere var den suverænt mest populære forberedelse til VM, er den ideelle vej frem mod kampen om regnbuetrøjen, specielt i de senere år, hvor VM-ruterne har været relativt flade. Det har gjort Tour of Britain til et af to endnu bedre alternativer - det andet er de canadiske World-Tour-løb - da man tilbyder ryttere otte dage med knaldhårdt cykelløb i kuperet, ujævnt terræn, og da både Michal Kwiatkowski og Mark Cavendish har taget regnbuetrøjen efter at have kørt i Storbritannien, synes feltet blot at blive stærkere og stærkere.

Storbritannien har ingen store bjerge, men det er bestemt heller ikke en flad region. Derfor er løbet blevet en sag for ardennerspecialister, stærke sprintere, klassikerryttere og klatrere med punch på korte stigninger. I de senere år har der tillige være en enkeltstart, og det har ofte været en nøgleetape i løbet.

Sidste år bød løbet både på en enkeltstart og en afslutning på toppen af en af landets sværeste stigninger, men det var på en mellemetape, at løbet blev afgjort. På en dag, hvor favoritterne havde isoleret sig selv langt fra mål, kørte Stephen Cummings hjem sammen med Julien Vermote, og efter at have forsvaret sig på løbets to store klassementsetaper, enkeltstarten og ”bjergetapen”, tog han den samlede sejr med hhv. 26 og 38 sekunder ned til løbets to forhåndsfavoritter Rohan Dennis og Tom Dumoulin. Cummings brækkede ryggen under Touren og er ikke kommet i gang i tide til at stille til start som forsvarende mester. Heller ikke Dennis eller Dumoulin, der er aktive i hhv. Vueltaen og de canadiske løb, er med denne gang.

Ruten

Tour of Britain har gradvist ændret sin natur. I de første år var der ingen afslutninger på toppen af stigninger, og løbet var karakteriseret ved mange kuperede etaper i det hårde britiske terræn samt adskillige sprinteretaper. Det gjorde det til en godt løb for klassikerryttere, men i de senere år er det i højere grad blevet et mere traditionelt etapeløb for alsidige ryttere, der kan klatre og køre enkeltstart. Siden 2013 har der hvert år været mål på toppen af en stigning, men da der ikke er lange bjerge i Storbritannien, har det aldrig været et løb for rene klatrere. Derudover har der typisk været en kort enkeltstart i tillæg til de sædvanlige sprinteretaper og stærkt kuperede etaper, der er som skabt til udbrud og har adskillige mulige udfald.

I 2017 er man imidlertid gået helt nye veje. I en tid, hvor tendensen er, at alle løb bliver hårdere og hårdere, bryder det britiske løb så fuldstændigt med den trend. Væk er afslutningen på toppen af en stigning, og også de meget kuperede etaper, der har givet anledning til aggressivt cykelløb er stort set helt væk. I stedet har man sammensat en sand lækkerbisken for sprinterne, der kan få mulighed for at spurte om sejren næsten hver dag - hvis altså ikke vinden skaber kaos. Da man samtidig har forlænget enkeltstarten betydeligt, og kun har én etape med en bakke i finalen, ligner det et løb for de stærke rouleurs, der kan gøre en forskel i kampen mod uret og overleve stigningerne på den sværeste etape.

Løbet indledes med en af de mest kuperede etaper, men den er næppe svær nok til at snyde sprinterne. Herefter følger tre næsten helt flade etape, hvor kun en lille bakke op til mål på 3. etape vil vise sig at være en anelse for hård for de rene sprintere. Løbets suverænt mest afgørende etape kommer torsdag, hvor der venter 16,2 km enkeltstart på en flad rute, der er skabt til de store specialister, inden sprinterne igen tager rampelyset på 6. og 8. etape. De adskilles af løbets kongeetape, der byder på en stigning med ca. 10 km igen og giver klassikerrytterne det, der ligner deres eneste mulighed for at distancere tempokongerne i en uhørt nem udgave af Tour of Britain, der synes at blive en sand sprinterfestival.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

1. etape

Tour of Britain er et godt løb for sprintere, specielt de af dem, der kan overleve lidt stigninger undervejs, og det afspejles som regel i løbets første etape, der traditionelt har været en sag for de hurtige folk. Det synes også at blive tilfældet i år, hvor man for andet år i træk starter i Skotland, denne gang i hovedstaden Edinburgh. Som altid i Storbritannien er der dog flere stigninger at overvinde undervejs, hvis man vil have chancen for at spurte om sejren.

I alt skal der tilbagelægges 190,1 km mellem Edinburgh og Kelso. Fra starten følger man kysten mod nordøst, inden man kører mod sydøst ind i landet forbi den første spurt efter 43,7 km, og op over dagens sværeste stigning, kategori 2-stigningen Redstone Rigg, der kommer efter 52,4 km. Herefter falder terrænet let ned til den anden spurt, der kommer efter 95 km, inden man via fladt terræn kører mod vest ind mod Kelso, hvor målstregen krydses efter 111,4 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 78,7 km lang rundstrækning i området nordvest for byen. Første del er kun småkuperet, men derefter venter de to kategori 2-stigninger Scott’s View og Dingleton med top hhv. 35,8 og 24 km fra mål, adskilt af den sidste spurt, der kommer efter 164,2 km. Efter en nedkørsel falder det let på vejen tilbage mod Kelso, indtil man rammer den sidste kilometer, der stiger ganske svagt. Finalen er teknisk, da der er skarpe sving med hhv. 1500, 1000, 600 og 300 m til stregen.

Som altid er arrangørerne mildt sagt ikke gode til at give informationer om sværhedsgraden af stigningerne, men traditionelt er kategori 2-stigninger i løbet håndterbare for mange af sprinterne. Alle vil være friske, og selvom der kun er små seksmandshold til start, må man formode, at de mange hurtige folk vil forsøge at samle det til en reduceret massespurt for de klatrestærkeste af de hurtige folk. Vinden er altid en fare, men som udgangspunkt forventer vi en spurtafgørelse i en yderst teknisk finale, hvor positionering som altid i løbet er helt afgørende.

Kelso har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

2. etape

Måske var 1. etape en anelse for svær for de tungeste af de hurtige folk, men de burde heldigvis kunne se frem til revanche på 2. etape, der ikke blot er løbets længste men også en af de fladeste. Alle de væsentlige stigninger findes først på etapen, og dermed er der udsigt til, at de hurtigste skal slås om sejren i en sprintervenlig udgave af det britiske løb.

Med hele 211,7 km er 2. etape en lang sag, der fører fra Kielder Water and Forest Park til Blyth på den engelske østkust. Starten går i smukke omgivelser i et naturskønt område et stykke fra kysten, og herfra bevæger man sig mod øst ud mod vandet. Terrænet er ganske kuperet og byder på kategori 2-stigningen Winter’s Gibbet efter 29,9 km, inden man fortsætter mod nordøst over kategori 2-stigningene Cragside og Corby’s Crags, der kommer efter hhv. 57,9 og 65,1 km. Herefter bliver terrænet betydeligt nemmere, mens man fortsætter mod nord og siden øst, indtil man rammer kysten ved den første spurt efter 118,8 km. Herefter går det stik syd gennem fladt terræn ned langs vandet forbi den anden spurt efter 160,2 km, inden man slår en lille flad sløjfe ind i landet, indtil man igen kører ud til kysten, hvor man krydser stregen efter 192,2 km. Etapen afslutter nu med en omgang på en 19,5 km lang, næsten helt flad rundstrækning, der byder på den sidste spurt 14,7 km fra stregen. Til slut venter endnu en teknisk finale, hvor man følger en lige vej frem til den røde flamme, hvorefter man skal igennem en rundkørsel og tage et sidste skarpt sving med 300 m igen. De sidste 3 km er næsten helt flade.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

En stor del af etapen finder sted langs kysten, og det gør det altid risikabelt i det lunefulde britiske vejr, men hvis ikke det blæser, er det en stensikker sprinteretape. Der er mange sprintere til start, og da mange af dem vil finde nogle af etaperne en anelse hårde, vil de være ivrige efter at slå til på en af de få, der har en helt flad sidste halvdel.

Blyth var senest målby for to år siden, hvor en ung Fernando Gaviria som stagiaire fik André Greipel, der netop havde vundet fire etaper i Touren, til nærmest at ligne en juniorsprinter, da han slog tyskeren i en reduceret massespurt.

3. etape

Der er ikke mange næsten helt helt flade etaper i Tour of Britain, men en sådan venter på tredjedagen, hvor rytterne kun skal over tre helt små kategori 3-stigninger undervejs. Det betyder imidlertid ikke, at sprinterne skal glæde sig for tidligt. Tværtimod venter der en ubehagelig overraskelse i finalen, hvor den 1,5 km lang bakke op til mål vil betyde, at det er en dag for de stærkeste af de hurtige afsluttere samt muligvis endda de lidt letter puncheurs.

I alt skal der tilbagelægges 176,9 km mellem Normanby Hall Country Park og Scunthorpe. Der er blot få kilometer mellem start, der ligger lige uden for Scunthorpe, og mål, og etapen består derfor af et sindrigt system af rundsrækninger. Fra starten kører man en omgang på en rundstrækning i området vest for målbyen, hvor det helt flade terræn er rammen om den første spurt efter 34 km. Derefter passere man syd om Scunthorpe centrum for at fortsatte ud på en større runde i området øst for byen. Den byder først på den anden spurt efter 79,5 km og derefter på kategori 3-stigningen Greetwell efter 87,8 km. Dernæst venter en spurt efter 103,6 km og kategori 3-stigningen Wrawby Hill efter 110,9 km, men der er kun tale om ganske små bakker. Det relativt flade terræn fortsætter på den sidste del af rundstrækningen og frem til den lille kategori 3-stigning Winterton, der kommer med 14,4 km til mål, mens man nærmer sig Scunthorpe centrum fra nordøst. Inde i byen venter en ubehagelig finale, idet de sidste 1500 m stiger. Der er ikke nogen information om stigningsprocenterne, men det ser ud til at det stiger med 4-5% fra bunden af bakken frem til 800 m-mærket. Derefter venter en lille nedkørsel, inden det stiger ganske let de sidste 400 m. Der er ikke mange tekniske udfordringer, kun et sidste sving i en rundkørsel med 2 km igen.

Som altid er der ikke megen information at hente i løbsbogen, men der er ingen tvivl om, at bakken i finalen vil være for hård for de rene sprintere. Der er dog ikke tale om en bakke, der er for svær for de hårdføre typer som Alexander Kristoff, og derfor burde specielt nordmanden være meget opsat på denne etape. Også en formstærk Elia Viviani vil tro på sine chancer i denne finale, og derfor kan vi - med mindre det blæser - se frem til endnu en spurtafgørelse.

Scunthorpe har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

4. etape

Det er ikke uden grund, at årets Tour of Britain er blevet beskrevet som værende usædvanligt sprintervenlig. Det er sjældent, at man finder mere end én etape, der er næsten helt flad, men i år er der mange godbidder for sprinterne. Der venter endnu en på løbets fjerde etape, hvor man modsat på den foregående etape ikke skal bekymre sig om en bakke op til mål.

De 164,7 km fører fra Mansfield til Newark-on-Trent, og består først af en lille rundtur i det flade område sydvest for startbyen. Herefter fortsætter man igennem helt fladt terræn mod nordvest og nord forbi den første spurt efter 59,0 km, indtil man når frem til etapens nordligste punkt. Her vender man rundt for igennem tilsvarende fladt terræn at køre mod sydøst ned mod målbyen. Undervejs passerer man den anden spurt efter 107,5 km og den ganske lille kategori 3-stigning Eaton Wood efter 122,5 km, inden man fortsætter mod syd ned til den sidste spurt, der kommer efter 147,7km. Her slår man en lille flad sløjfe mod øst, inden man fra nordøst nærmer sig mål byen. Her venter en helt flad, men yderst teknisk finale, men skarpe sving 1700, 1200 og 800 m fra stregen.

Med kun en enkelt kategori 3-stigning, der er så lille, at den knap kan mærkes, er dette en af løbets nemmeste etaper. Selvom udbrud traditionelt har haft gode betingelser i løbet, synes det derfor usandsynligt, at det ikke ender i endnu en massespurt. Som altid er vinden en fare, men ellers må de hurtigste skulle slås om sejren i den teknisk vanskelige afslutning.

Newark-on-Trent har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

5. etape

Efter fire relativt flade sprinteretaper er det tid til løbets absolutte nøgleetape. Med beslutningen om at skippe afslutningerne på toppene af de sværeste britiske stigninger, er enkeltstarten i år vigtigere end tidligere, og da den samtidig er den længste i flere år, er det en helt afgørende dag, der venter på rytterne om torsdagen, hvor de kan se frem til solokørsel i helt fladt terræn, der er som skabt til de store specialister. Faktisk er det første gang siden 2013, at man har en så lang enkeltstart, at der ikke er tale om en halvetape inden et rundstrækningsløb samme eftermiddag.

I alt skal der tilbagelægges 16,2 km med start og mål i kystbyen Clacton-on-Sea, der aldrig tidligere har haft besøg af løbet. Hele etapen er helt flad, og der venter kun en ganske, ganske lille bakke med top efter 8 km. Fra starten følger man kystvejen mod nordøst i ca. 4 km, inden man kører mod nord ind i landet. Kort før mellemtiden, der kommer midtvejs, drejer man mod øst, inden man sætter kursen mod syd tilbage mod vandet. Efter ca. 11 km drejer man til højre tilbage ud på kystvejen, som man følger hele vejen tilbage mod sydvest til målstregen uden at passere igennem ét eneste sving i de sidste ca. 5 km.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

I alt finder mere end halvdelen af etapen sted langs kysten, hvor der ikke er nogen sving overhovedet, og da heller ikke den resterende del af etapen er teknisk, og da terrænet konstant er helt fladt, er dette en sag for de absolutte specialiser med den størst mulige power. Etapen vil blive vundet af den rytter, der kan træde de fleste watt, og efter denne etape vil vi have fået skabt de første væsentlige tidsforskelle, der kan blive helt afgørende i kampen om den samlede sejr.

Clacton-on-Sea har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

6. etape

Tour of Britain er måske berygtet for sine mange ubehageligt kuperede etaper, men i år venter der ikke meget af det barske britiske terræn. Tværtimod kan sprinterne se frem til at få endnu en chance dagen efter enkeltstarten, hvor der venter en etape, der sammen med 4. etape kan dyste om titlen som løbets nemmeste og fladeste.

I alt skal der tilbagelægges 186,9 km mellem Newmarket og Aldeburgh, og de kunne ikke være meget enklere. Langt hovedparten af etapen går stor set stik mod øst gennem helt fladt terræn, og de eneste højdepunkter i denne indledende del er de indlagte spurter efter hhv. 51,8 og 89,3 km. Kort efter den sidste af disse kører man mod syd og sydvest ned til den sidste spurt, der er er placeret efter 143,1 km. Herefter går det mod nordøst ud mod kysten forbi den meget lille kategori 3-stgning Snape, der har top med 18 km igen, inden man vender rundt for at køre ud til vandet og målbyen, der rammes fra nordvest. Også finalen er helt flad, men igen venter en teknisk finale med to sving med hhv. 1200 og 500 m igen.

Dette er sidste chance for de rene sprintere, inden terrænet bliver mere kuperet i weekenden, og derfor må man formode, at de vil være opsatte på at gribe den. Igen er eneste reelle fare vinden, men det bør ende i en massespurt, hvor de hurtige folk igen skal være opmærksomme i den tekniske afslutning.

Aldeburgh har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

7. etape

Årets rute er som sagt yderst sprintervenlig, og derfor har de første seks dage været næsten helt flade. Rytterne snydes dog ikke for det svære britiske terræn, men i år er de fleste af udfordringerne bare samlet i den sidste weekend, hvor løbets kongeetape venter lørdag. Her gælder det en svær finale i Cheltenham, hvor den lille stigning Cleeve Hill vil skabe udskilning på de sidste 15 km.

I alt skal der tilbagelægges 185,1 km mellem Hemel Hempstead og Cheltenham, og de kan inddeles i to dele. Første del af etapen går i stik vestlig retning igennem typisk kuperet britisk terræn, hvor der ikke er meget fladt, men hvor den eneste kategoriserede stigning er i kategori 3 og hedder Brill Hill. Den passerer efter km og herefter fortsættes frem til den første spurt efter 124,7 km. Her sætter man kursen mod nord for at køre op til den anden spurt, der kommer efter 138,2 km, inden man når til den betydeligt mere kuperede finale. Her drejer man nemlig mod vest og sydvest for herved at sno sig igennem det bakkede terræn nær målbyen. Først skal man over kategori 3-stigningen Bourton-on-the-Hill efter 141,8 km, inden en nedkørsel leder ned til den sidste spurt efter 172,7 km. Den markerer starten på dagens væsentligste udfordring, kategori 2-stigningen Cleeve Hill, der har top med bare 8,9 km igen. Herfra går det ned mod Cheltenham, inden man rammer de sidste 5 km, der byder på en lille bakke, men derefter er helt flade. Der er på de sidste 3 km kun to helt skarpe sving umiddelbart efter hinanden med ca. 600 m igen.

Igen byder løbsbogen ikke på megen information om stigningen, men ifølge andre kilder er der tale om en ganske irregulær bakke på knap 2 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5 samt nogle meget stejle passager på op mod 20%. I sig selv lyder det ikke skræmmende, og det er derfor tvivlsomt, om der vil være den helt store udskilning. Det er imidlertid en af de få chancer i løbet for at gøre en forskel, og derfor vil der utvivlsomt blive angrebet fra klassementsrytterne. Det er muligt, at en lille gruppe kan gøre forskellen, men det kan også blive samlet til en spurt i en større gruppe, dog næppe med repræsentation af mange sprintere.

Cheltenham har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

8. etape

I de senere år er løbet sluttet med et fladt gadeløb i Londons centrum, men den tradition brydes i 2017. I stedet er den store finale henlagt til den walisiske by Cardiff, og det vil ændre på etapens karakter, der ikke denne gang vil være en helt nem sag for de reneste sprintere. Det ændrer dog ikke på, at der kun venter nogle relativt beskedne stigninger langt fra mål, og derfor kunne det meget passende se ud til, at sprinterne skal have det sidste ord i en yderst flad udgave af Tour of Britain.

Der skal tilbagelægges i alt 180,2 km mellem Worcester og Cardiff. Efter en lille sløjfe mod sydøst kører man stort set hele dagen mod vest og sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn. Kategori 2-stigningen British Camp kommer efter 28 km, men derefter flader det ud, mens man fortsætter forvin den første spurt efter 33 km. Kategori 2-stigningen Crossway bryder efter 84,3 km kortvarigt monotonien, men herefter bliver det igen fladt, mens man kører forbi den sidste spurt efter 116 km og frem til løbets sidste stigning, kategori 2-stigningen Belmont Hill, der har top med 50,7 km igen. Herefter kører man ned til vandet, og man følger herefter den flade kystvej mod sydvest ned til Cardiff, hvor man krydser målstregen efter 164,7 km. Etapen afsluttes med to omgange på en flad 7,6 km lang rundstrækning, der imidlertid er ganske teknisk med nærmest uhørt mange skarpe sving, specielt på sidste del. De sidste to kommer hurtigt efter hinanden med knap 500 m til mål. Den sidste spurt kommer ved anden passage af stregen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Udbrydere har traditionelt haft gode betingelser i Tour of Britain og skulle man pege på dage, hvor angrebslystne folk kan gøre en forskel, er dette en af mulighederne. Etapen er dog så flad, og der er så mange sprintere til start, at det ligner endnu en massespurt i en helt vanvittig finale, hvor det hele handler om positionering meget mere end topfart.

Cardiff var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med de britiske mesterskaber i 2001, hvor Jeremy Hunt tog titlen.

Favoritterne

I en tid, hvor alle løb bare bliver hårdere og hårdere, er det lidt af en sensation, at man i Tour of Britain er gået den stik modsatte vej. Netop som løbet var ved at etablere sig som en sag for de ”rigtige” klassementsryttere - altså folk, der kan klatre og køre enkeltstart - har man fuldstændig brudt trenden og skabt en rute, der gør det meget svært for klatrestærke typer at gøre en forskel. Ryttere som Daniel Martin kan på forhånd glemme alt om at vinde årets Tour of Britain, der synes primært at skulle afgøres på enkeltstarten.

Langt de fleste etaper ligner helt klassiske sprinteretaper, men det har dog i Tour of Britain med de små seksmandshold altid vist sig svært at holde samling på tingene. Derfor har man traditionelt set mange udbrudssejr i løbet, men det er tvivlsomt, om det også vil være tilfældet denne gang. De mange flade etaper betyder nemlig, at sprinterfeltet er ekstremt stærkt, og hold som Sky, Katusha, LototNL, Orica og Quick-Step har en interesse i at holde det samlet det fleste dage. Samtidig vil klassementet være så tæt, at også klassementsholdene vil have interesse i at jagte, og derfor kunne det se ud til, at vi skal have massespurter i hvert fald på 2., 3., 4., 6. og 8. etape. Der er en bakke i finalen på tirsdag, men den vil ikke betyde noget for klassementsrytterne.

De svære etaper er 1. og 7. etape, og her vil vi helt sikkert se mere aggressiv kørsel, da det er eneste chance for klatrerne til at gøre en forskel. Vi tvivler på, at det vil lykkes på 1. etape, men på 7. etape vil der helt sikkert ske en eller anden form for udskilning. Baseret på den beskedne tilgængelige information om den sidste stigning, vil det imidlertid ikke blive nemt for puncheurs at køre væk i finalen, og klatrer man rimeligt, tyder meget på, at man kan sidde med.

Det farlige er naturligvis som altid det lunefulde britiske vejr, og rytterne kan da også se frem til en del byger i de kommende dage, inden solen melder sin ankomst mod slutningen. Det er imidlertid vinden, der kan skabe splittelse, men det synes kun at være søndag og tirsdag, at der måske kan være fare på færde. V tvivler på, at det vil være nok til at skabe ravage, men da hold helt sikkert vil forsøge, kan det ikke helt udelukkes, at der bliver lidt sidevindskørsel.

Overordnet må man dog forvente, at det vil blive afgjort primært af enkeltstarten for de ryttere, der overlever bakken på 7. etape. Derudover kan bonussekunder sagtens komme i spil i et løb, der vil blive tæt, og sidevindskørsel kan som sagt ikke helt udelukkes. Enkeltstarten er som sagt ikke teknisk og helt flad, og der er med andre ord tale om en sag for de store specialister. Derfor ligner vinden en temporytter, der ikke er alt for tung.

Læs også

Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Med andre ord passer løbet helt perfekt til Stefan Küng. Med andenpladserne bag suveræne Rohan Dennis på begge enkeltstarter i Tour de Suisse, andenpladsen på første enkeltstart i Touren og senest sejren i det ekstremt stærke felt på enkeltstarten ved BinckBank Tour har den unge schweizer for at alvor vist, at han skal regnes som hørende til den absolutte elite på flade enkeltstarter som den, der venter i dette løb. Med det, han hidtil har vist, er det trods det ellers meget stærke felt, der er til start i Storbritannien, svært ikke at have ham som favorit til 5. etape, og det giver ham alle muligheder for også at tage den samlede sejr. Det store spørgsmål er, om han kan klare stigningen på 7. etape. På sine gode dage klatrer han imidlertid godt - eksempelvis er han tidligere vinder af det kuperede Volta Limburg Classic, der netop foregår i denne type terræn - og han har derfor aldeles gode muligheder for at klare den. Hans hold er stærkt i sidevinden, hvor Küng selv er en af de bedste, og han har derfor gode muligheder for at hænge på hver eneste dag. Knuser han rivalerne på enkeltstarten, bliver han derfor svær at slå, og derfor er han vores favorit.

Det er også et godt løb for Tony Martin . Det er klart, at tyskeren hele året har kørt temmelig skuffende enkeltstarter og ikke er ved fordums styrke, men man skal heller ikke være for hård ved ham. Hans to fjerdepladser på tidskørslerne i Touren vidner trods alt om, at han stadig hører til blandt verdens bedste, og selvom tidskørslen er lidt for kort for ham, er den ikke-teknisk og flade natur skræddersyet til ham. Han træner frem mod VM og må formodes at have arbejdet målrettet på disciplinen, og han viste fin form i BinckBank Tour, hvor han desværre styrtede på enkeltstarten. Stigningerne burde ikke været et problem for Martin, hvis han er i form, og han har et ganske stærkt hold til at støtte sig i sidevinden. Martin ligner favoritten til enkeltstarten på en powerrute som denne, og det gør ham til vores bud på en samlet vinder.

I Düsseldorf frygtede han Primoz Roglic , og det har han al mulig grund til at gøre igen. I hvert fald har sloveneren i år kørt fabelagtige enkeltstarter, også selvom han styrtede i Tyskland. Han er bedst på kuperede ruter, men har i Giroen og Ster ZLM Toer vist, at han også er blandt verdens bedste på korte, flade enkeltstarter. Stigningerne bliver heller ikke et problem, så det store spørgsmål er formen. Han har ikke kørt siden Touren, men da VM i enkeltstart er et mål, er han næppe langt fra sit højeste niveau.

Sky er som hjemmehold er under stort pres for at præstere. De har flere gode temporyttere, men deres bedste bud er formentlig Michal Kwiatkowski. I år har han ikke blot været stærkere end nogensinde tidligere på stigningerne, han har også kørt sine bedste enkeltstarter. I Touren blev han nummer 8 i Düsseldorf og 2 på den sidste enkeltstart, og han knust al modstand, herunder Bodnar, ved de nationale mesterskaber. Ruten her er lidt for flad for ham, men han har før vist, at han også kan præstere under disse forhold. Formen er lidt usikker, da han var skidt kørende i Bretagne, men da han træner frem mod VM, var der formentlig blot tale om lidt rust efter en løbspause. Han har endda en mulighed for at køre væk i finalen på 7. etape, hvor han har gode chancer for at vinde, og han kan gå efter bonussekunder i de indlagte spurter. Dermed er det en rute, der passer Kwiatkowski fint.

Sky kan også satse på Vasil Kiryienka , der i år for første gang for alvor har præsteret på enkeltstarter uden for VM. Specielt kørte han sig til en 3. plads i Düsseldorf, og det vidner om, at han i år faktisk har gjort det godt på korte enkeltstarter, som ellers tidligere har været hans svaghed. Derfor burde en powerenkeltstart som denne passe ham, og er han i form, klatrer han så fint, at stigningerne ikke burde volde store problemer. Spørgsmålet er, hvordan formen er, da han ikke har kørt siden Touren.

LottoNL-Jumbo kommer med mange kandidater. En af dem er den nykårede europamester Victor Campenaerts , der - selvom han foretrækker længere ruter - i Ruta del Sol har vist, at han også kan vinde på en enkeltstart af denne længde. Sejren ved EM vidner om klassen på flade powerruter, og hans offensive kørsel i de mange belgiske endagsløb på det seneste viser form. Han burde også klatre godt nok til at overleve stigningerne, og det gør ham til en farlig mand.

Det har Edvald Boasson Hagen til gengæld, og han kører altid stærkt i dette løb, som han to gange tidligere har vundet. Nordmanden træner frem mod VM og må formodes at være i fin form, også selvom han ikke gjorde det store væsen af sig i Plouay, hvor han blev nummer 7. Så sent som ved EM var han imidlertid flyvende. Hans seneste enkeltstarter har ikke været de bedste, men under Touren viste han tegn på, at han måske kan nærme sig fordums styrke. Den korte rute burde i hvert fald give ham en chance for at begrænse tabet. Da Cavendish gør comeback efter sin skade, ligner han endda Dimension Datas sprinter, og kan han score bonussekunder undervejs - og måske endda vinde 7. etape, der passer ham - kunne det sagtens ende med endnu en samlet sejr, også selvom han næppe er den bedste i kampen mod uret.

Havde dette været 2016, havde Jonathan Castroviejo været en af vores allerstørste favoritter. Nu har vi imidlertid lidt tvivl. Spanieren har i år skuffet på sine enkeltstarter, senest i Poitou-Charentes, hvor han blev sat godt og grundigt på plads af Mads Pedersen. Det følger desværre en generel tendens, hvilket er en skam, da han i 2016 for alvor etablerede sig som en af verdens bedste - også på flade enkeltstarter, hvilket tredjepladsen ved VM i Qatar vidner om. Kan han finde tilbage til fordums styrke, er løbet imidlertid perfekt for ham.

Lars Boom har siden BinckBank Tour endelig fundet formen og har kørt meget stærkt i den sidste måneds tid. Efter hjemkomsten til LottoNL er han også begyndt igen at køre gode enkeltstarter, og det gør ham til en kandidat på en rute som denne. Han havde foretrukket en mere teknisk rute, og han mangler måske det sidste til at vinde, men hans form giver ham i hvert fald en god mulighed for at blande sig - også selvom 7. etape måske er for hård.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Skulle Jos Van Emden designe en enkeltstart, ville han komme på med 5. etape. Distancen er perfekt, terrænet ideelt og de få sving perfekt. Van Emden har senest i Giroen vist sin klasse op ruter som disse, hvor han er en af verdens allerbedste. Formen var også god i BinckBank Tour, hvor han formentlig havde truet Stefan Küng, hvis ikke han havde misset et sving på enkeltstarten. Han kan sagtens vinde 5. etape, men vi frygter desværre, at han ikke kan følge de bedste på 7. etape, og det kan ødelægge hans klassement

BMC har Küng som bedste kort, men de har mere end det. Joey Rosskopf har virkelig udviklet sig til en stærk temporytter, hvilket han specielt viste med femtepladsen på den sidste enkeltstart i Giroen, sejren ved de amerikanske mesterskaber og den flotte bjergenkeltstart i Utah. Han klatrer samtidig bedre end sin kaptajn og burde i det hele taget være yderst begejstret for dette løb. Vi var imidlertid skuffede over hans enkeltstart i Poitou-Charentes og frygter, at tidskørslen måske er en smule for flad. Holdet har også ekstremt stærke Silvan Dillier , der har været skræmmende stærk i år, ikke mindst da han vandt Route du Sud. Senest kørte han stærkt i Plouay, men da han ikke er decideret specialist på enkeltstarterne, får han svært ved at vinde.

Hvad skal vi forvente af Geraint Thomas? Formentlig næppe alt for meget, da det er hans første løb efter styrtet i Touren, og han har selv nedspillet forventningerne voldsomt. Det er ingen hemmelighed, at han bærer rundt på flere kilo end tidligere, men det er måske ikke helt skidt på denne rute. Alle kan huske, hvor suveræn har var på enkeltstarten i Touren, og den minder meget om den, der venter på hans hjemmebane her. Kan han levere en bare halvt så god præstation, burde han kunne køre med om sejren, også selvom han ikke er i topform. Det kan dog også sagtens ende i det rene ingenting.

Vi har gang på gang rystet på hovedet over, at Alex Dowsett har insisteret på at køre klassement i et løb, der helt indlysende har været for hårdt for ham. I år har han imidlertid en chance på den meget lettere rute. Enkeltstarten passer ham fremragende, og selvom man aldrig ved, hvad man skal forvente af ustabile Dowsett, kan han på sin gode dage knuse rivalerne i Tendring. Vi frygter stadig, at 7. etape bliver for svær for ham, men denne gang har han virkelig en mulighed for faktisk at levere det ønskede topresultat. Holdet har også Gorka Izagirre, Imanol Erviti og Daniele Bennati , der alle kan køre enkeltstart, men som nok ikke helt kan matche de bedste.

Kan Jan Tratnik overraske? Sloveneren chokerede i Giroen med sine vanvittigt gode enkeltstarter, og kan han gentage det her, er han bestemt en kandidat. Han klatrer nemlig også glimrende og kan samtidig gå efter bonussekunder i de indlagte spurter. Han er næppe god nok til at vinde, men han kan levere et godt resultat.

Endelig vil vi fremhæve de formstærke sprintere Alexander Kristoff og Elia Viviani. Begge er de i storform og kan forsvare sig på en enkeltstart. Kan de virkelig dominere spurterne, kan de score masser af bonussekunder, og det kan give dem en chance. Vi tror stadig, at de taber for meget på en powerenkeltstart som denne, og at de bliver sat på 7. etape, men helt afskrives kan de ikke.

BEMÆRK: Startlisten er temmelig ufuldstændig. Vi vil forsøge at opdatere favoritoversigten, efterhånden som de sidste hold udtages.

***** Stefan Küng

**** Tony Martin, Primoz Roglic

*** Michal Kwiatkowski. Vasil Kiryienka, Victor Campenaerts, Edvald Boasson Hagen, Jonathan Castroviejo

** Lars Boom, Jos Van Emden, Joey Rosskopf, Geraint Thomas, Alex Dowsett, Silvan Dillier, Brent Bookwalter, Jan Tratnik, Alexander Kristoff, Elia Viviani

* Michael Hepburn, Dylan Van Baarle, Marcin Bialoblocki, Owain Doull, Imanol Erviti, Philippe Gilbert, Fernando Gaviria, Gorka Izagirre, Daniele Bennati, Mads Würtz, Luke Durbridge

Danskerne

Mads Würtz Schmidt skal hjælpe Alexander Kristoff og Tony Martin på Katusha og måske teste sig selv på enkeltstarten.