Optakt: Tour of Croatia

Løbets rolle og historie

Cykling har altid været et perfekt redskab til at promovere et land som turistdestination. Ingen anden sport giver mulighed for at fremvise hovedattraktionerne og naturen på samme måde som denne sportsgren, specielt hvis man kan sikre sig international tv-dækning.

I de senere år har flere og flere lande uden for sportens traditionelle kerneområde introduceret nationale rundture, der har handlet både om promovering og om at afvikle et sportsligt arrangement. Der er nu adskillige løb i Mellemøsten, Tour of Turkey har i de senere år oplevet en opblomstring (der desværre er blevet bremset i år) og er nu en stor begivenhed med international tv-dækning, og der er blevet etableret flere kortere etapeløb i Norge.

I 2015 skrev Kroatien sig på listen ved at arrangere den første udgave af Tour of Croatia. Selvom man ikke kunne tiltrække ét eneste WorldTour-hold, sikrede 2.1-løbet sig tv-dækning på Eurosport, og det viste sig at blive en ganske stor succes ud fra både sportslige og kommercielle perspektiver. Det har givet vokseværk, og allerede i 2016 kunne man derfor byde de første WorldTour-hold velkommen. Den positive udvikling er fortsat forud for den tredje udgave, der klart bliver den hidtil største.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Med en kalenderplacering midt i april har man fundet en ganske god position. Der er ikke mange andre etapeløb i denne tid, og det afholdes på et perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til Giroen. Det var præcis denne opskrift, der gjorde Tour of Turkey stort, og nu prøver man i Kroatien at kopiere de succesfulde tyrkiske model.

På mange måder er løbet sammenligneligt med Tour of Turkey. For mange sprintere er de traditionelle forberedelsesløb Tour de Romandie og Giro del Trentino (fra i år kendt som Tour of the Alps) ikke velegnede som forberedelse, da de stort set ikke byder på sprinteretaper. I de senere år har Tour of Turkey med stor succes tiltrukket nogle af verdens bedste sprintere ved at tilbyde adskillige sprinteretaper og kun ganske få bjergetaper, der har afgjort kampen om den samlede sejr. Da de store klassementsryttere stadig foretrækker de bjergrige løb i Trentino og i mindre grad Romandiet, har løbet været en fremragende chance for unge klatrere til at vise sig selv frem.

Det er præcis denne formel, man også vil benytte til Tour of Croatia. Sidste år tilbød man således adskillige sprinteretaper samt en holdtidskørsel og en bjergetape til at afgøre kampen om sejren. Det var en model, der appellerede til de store hold, og man kunne således byde de fem WorldTour-hold Astana, Dimension Data, Tinkoff, IAM og Trek velkommen. Ingen mødte op med deres bedste klatrere, men med Andrea Guardini, Mark Cavendish, Erik Baska, Matto Pelucchi og Giacomo Nizzolo samlet på startstregen var der basis for massespurter på højeste niveau. Også Bardiani og Gazprom-Rusvelo brugte løbet til at fintune formen forud for Giroen.

Som bekendt er den enes død den andens brød, og Tour of Croatia havde en dramatisk effekt på Tour of Turkey, der i 2016 falmede til en skygge af sit tidligere selv. Mens Tour of Croatia blomstrede, kunne man i Tyrkiet således kun præsentere ét WorldTour-hold, og da det i år trods WorldTour-status igen kun kunne præsentere ét hold fra det højeste niveau, er det nu blevet udskudt til oktober. Det har naturligvis ikke gjort det vanskeligere for Tour of Croatia at appellere til storholdene, men alligevel kan man i år kun præsentere Bahrain-Meida, Astana, Trek og UAE fra den fineste række.

Da CCC, Bardiani og Gazprom-Rusvelo alle også vil være til start, har man imidlertid yderligere tre Giro-hold i feltet, og løbet har fået et kolossalt boost af at agere som væsentlig samarbejdspartner med Bahrain-Merida. Det har betydet, at holdet har valgt at foretrække Tour of Croatia og ikke hjemmebaneløbet Tour of the Alps som Vincenzo Nibalis sidste Giro-forberedelse, og det vil naturligvis sikre, at der bliver hidtil uset interesse om løbet. For at imødekomme den italienske stjerne har man gjort ruten hårdere, og der vil således i år være to bjergetaper på menuen mod tidligere én. Man har imidlertid ikke haft megen appel til andre klatrere, og Nibali vil således primært være oppe mod mindre navne. Samtidig har man ikke helt kunne bibeholde sin appel til sprinterne, og blandt de store navne er det således kun Giacomo Nizzolo og Sacha Modolo, der vil være til start, idet førstnævnte er i desperat jagt på løbskilometer forud for Giroen, efter at en knæskade har ødelagt første del af sæsonen for den dobbelte vinder af Giroens røde trøje.

Sidste år så det ud til, at Riccardo Zoidl endelig skulle vinde et stort etapeløb med Trek, efter at han sejrede på løbets kongeetape og havde udsigt til at tage førertrøjen fra Matija Kvasina på holdtidskørslen. Trek skuffede imidlertid stort på det våde holdløb, og således endt Kvasina med at tage en meget populær hjemmebanesejr, 24 sekunder foran danske Jesper Hansen og 32 sekunder foran Victor De La Parte. Kvasina vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang som Zoidls holdkammerat, og også Hansen vil være med igen. Til gengæld kører De La Parte nu for Movistar og vil derfor ikke gå efter at forbedre sidste års resultat.

Ruten

Som sagt har arrangørerne med nogen held forsøgt at kopiere formatet fra Tour of Turkey ved at have adskillige sprinteretaper samt en stor bjergetape til at afgøre klassementet. For at imødekomme Vincenzo Nibalis ønsker forud for Giroen har man i år tilføjet en ekstra bjergetape, men til gengæld har man droppet det usædvanligt lange holdløb, der spillede en helt afgørende rolle sidste år. Derved bliver der tale om den klart hårdeste af de tre hidtidige udgaver og et løb, der i høj grad appellerer til klatrerne.

Det betyder imidlertid ikke, at man har glemt sine rødder som et sprinterløb, og det er fortsat primært som Giro-forberedelse for de hurtige folk, at løbet har sin berettigelse, ikke mindst efter udskydelsen af Tour of Turkey. Således vil de resterende fire etaper etablere til folk, der kan afslutte, og de burde komme til fadet på 1., 3., 4. og 6. etape. Af disse er de to midterste dog relativt kuperede og kunne inspirere til udbrudssejre, ikke mindst fordi et første klassement vil blive sat på anden etapes bjergafslutning. Det endelige slag om den samlede sejr skal slås på lørdagens kongeetape, inden det hele afrundet med den klassiske etape til Zagreb, hvor der venter en finale for de stærkeste af sprinterne samt de eksplosive puncheurs.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

1. etape

Løbet har som sagt først og fremmest haft sin berettigelse som et Giro-forberedelsesløb for sprintere, og det afspejles til fulde af den rute, der bydes på på løbets første etape. I alt skal der tilbagelægges ikke færre end 227 km mellem Osijek og Koprivnicka, men de kunne ikke have været meget fladere. Dagen består således af en lang tur mod nordvest langs grænsen til Ungarn, og da denne del af Kroatien er helt flad, er der ingen terrænmæssige udfordringer. Højdepunkterne er de indlagte spurter efter hhv. 22,5 og 154,5 km. Efter 180,7 km krydser man målstregen, og løbet afsluttes herefter med en omgang på en 46,3 km lang rundstrækningen sydvest for byen. Den indeholder en 2,3 km lang kategori 3-stigning med top 21,5 km fra mål, men herefter er det igen helt fladt. Faktisk falder det en anelse i de sidste 3 km, der følger en lang vej, der kun har ganske få, helt bløde sving.

Der er relativt mange sprintere til start i årets løb, og der bør derfor være interesse i at holde det samlet til en spurt. Der er imidlertid en lille chance for, at udbruddet kan holde hjem, hvis alle kigger på Giacomo Nizzolo og Trek. Italieneren er netop kommet tilbage efter en skade, og det kan betyde, at det amerikanske mandskab nægter at jagte. Hvis det giver anledning til et taktisk spil, er det før set, at et udbrud har overrasket på første etape af et etapeløb, men det mest sandsynlige er, at sprinterne skal slås om den første førertrøje.

Koprivnicka har ikke før været benyttet som målby.

2. etape

Efter en første etape for sprinterne kastes klassementsrytterne ud i det første af deres to store slag på den korte, intense anden etape. Rytterne skal ganske vist kun tilbagelægge 123 km med start i Trogir, men da målstregen er placeret på toppen af den kolossale stigning Biokovo i knap 2000 m højde, er der bestemt ikke tale om en let etape.

Fra starten ved kysten køres først en lille rundstrækning omkring Trogir under den neutraliserede del, inden man vender tilbage til startområdet. Herefter følger man den relativt flade kystvej mod sydøst stort set hele dagen. Undervejs skal man forbi den første indlagte spurt efter 46,8 km, og der kender en 5,8 km lang kategori 2-stigning med top efter 66 km. Herefter er det igen hovedsageligt fladt, bortset fra de små bakker, der som regel er, når man følger Adriaterhavskysten i dette område. Den sidste spurt kommer efter 83,7 km, og kort efter ændrer etapen karakter, når man rammer bunden af den 30 km lange målstigning. Stigningen er ikke særlig velbeskrevet, men umiddelbart synes den at være relativt regulær med en stigningsprocent på 5-6%. Med 3 km til mål flader den ud, inden en lille bakke med 1500 m igen leder frem til de sidste 700 m, der kun stiger svagt. Der er hele fem hårnålesving på de sidste 1500 m, det sidste med bare 300 m til stregen.

Dette er klassementsrytternes første chance for at teste sig selv, og vi kan derfor vente et stort slag mellem løbets favoritter på den sidste stigning. Trods de manglende data synes der at være tale om ganske svær stigning for et så langt bjerg, og derfor kan der skabes store afstande. Ganske vist er den angiveligt aldrig meget stejl, men en så lang opkørsel med stigningsprocenter omkring 6 vil altid skabe forskelle. Stigningen er imidlertid også af en karakter, så en lille gruppe på en håndfuld ryttere kan ende med at spurte om sejren, men under alle omstændigheder vil listen over potentielle vindere være meget kortere efter denne etape.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Biokovo har ikke tidligere været benyttet af løbet.

3. etape

Efter deres første slag i bjergene kan klassementsrytterne igen træde i baggrunden på torsdagens etape, der burde give sprinterne endnu en dag i rampelyset. Som det efterhånden er blevet en tradition i det kroatiske løb, er der igen tale om en uhyre lang etape, når rytterne tilbagelægger de 236,8 mellem Imotski og Zadar. Startbyen er placeret inde i landet i et relativt kuperet område, og derfor er starten hård. Faktisk er der en svær stigning allerede i den neutraliserede zone, og allerede efter 6,2 km reel kørsel rammer man bunden af en 9,8 km lang kategori 2-stigning, der leder mod vest og ud mod vandet. Nedkørslen fører til et småkuperet stykke, inden en relativt let kategori 3-stigning på 1500 m med top efter 61 km efterfølges af den sidste nedkørsel til kysten.

Herefter tilbringer man stort set hele dagen på den relativt flade kystvej, men midtvejs skærer man et hjørne af, hvilket betyder, at man skal op af en 4,8 km lang kategori 2-stigning, der har top efter 112,1 km. Efter nedkørslen foregår de sidste ca. 100 km imidlertid på den flade kystvej, og de eneste højdepunkter er de to indlagte spurter, der komme efter hhv. 150,8 og 199,8 km. Byen Zadar nås med 7,5 km igen, og det hele afsluttes med en omgang på en 5,5 km lang rundstrækning i den gamle bydel. Den er helt flad, men ganske teknisk og på meget smalle veje. Der er to skarpe sving på næstsidste kilometer og endnu et sving umiddelbart efter den røde flamme, hvorefter det går ligeud resten af vejen.

Etapen er lang og har en meget vanskelig start, og da klassementet er sat, kunne det meget vel være en dag for et stærkt udbrud, der kører væk på de første stigninger. Hvis sprinterne vil det, er der imidlertid også god tid til at organisere en jagt i løbets anden halvdel, og det kan derfor lige så vel ende i en massespurt. Det gør det til en ganske åben etape, hvor både lykkeriddere og sprintere kan komme til faldet, og hvor man skal tage sig i agt for eventuel sidevind.

Zadar var også målby i 2015, hvor Marku Kump slog Pawel Franczak og Roman Maikin i en massespurt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

4. etape

Hvis de missede chancen på tredje etape, kan sprinterne håbe på at spurte om sejren fredag, hvor der venter en tilsvarende etape. Således er første halvdel relativt kuperet, men en flad anden halvdel giver tid til at organisere en jagt.

I alt skal der tilbagelægges 170,8 km mellem Crikvenica og Umag. Fra starten kører man kortvarigt langs den flade kystvej mod sydøst, indtil man når den første indlagte spurt efter 8,5 km. Herefter vender man rund for at køre mod nordvest det meste af dagen, men denne gang holder man sig et par kilometer inde i landet. Det betyder, at terrænet er betydeligt mere udfordrende, og der venter således tre ikke-kategoriserede stigninger i løbet af de første 50 km, der ikke har mange flade stykker. Herefter rammer man imidlertid den flade kystvej i et par kilometer, inden man vender ryggen til havet og bevæger sig ind i landet mod vest. Det betyder, at man midtvejs skal op over en 10,2 km lang kategori 2-stigning, der har top efter 76 km, og den efterfølges af en lang nedkørsel til dagens sidste spurt, der kommer efter 105 km.

Rytterne når her en helt flad del af landet, og derfor er der ingen terrænmæssige udfordringer, mens man fortsætter mod vest og siden nordvest frem til Umag, hvor målstregen krydses efter 154,6 km. Løbet afsluttes herefter med en omgang på en 16,2 km lang rundstrækning nord for byen. I den første halvdel stiger det svagt, mens den anden halvdel falder let helt frem til de sidste næsten helt flade 1500 m. Der er ikke mange tekniske udfordringer, og det sidste, bløde sving kommer med 1600 m til stregen.

Igen er der tale om en hård indledning, som kan give feltet anledning til at lade et stærkt udbrud køre hjem. Som på den foregående etape er der imidlertid så meget flad vej til sidst, at det sagtens kan samles igen, hvormed det hele kan ende i en massespurt på den relativt flade rundstrækning. Klassementsrytterne vil forsøge at spare på kræfterne og undgå problemer inden lørdagens kongeetape.

Umag var sidste år vært for holdløbet, der blev vundet af Tinkoff foran Gazprom-Rusvelo og CCC, mens Dimitri Claeys vandt en udbrudssejr i 2015. Derudover er byen stort set hvert år vært for det mindre etapeløb Istrian Spring Trophy, senest for en måned siden, hvor Alex Frame vandt prologen og senere også den sidste sprinteretape i byen. Derudover er man vært for sprinterløbet Trofej Umag, der i år blev vundet af Rok Korosec.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

5. etape

Efter et par dage, der har handlet om overlevelse, er det tid til at afgøre løbet på den traditionelle kongeetape. Begge de to foregående udgaver har inkluderet en bjergafslutning på Ucka, et af landets mest berømte cykelbjerge, og den finale vender naturligvis tilbage i 2017.

Som altid er der på de kroatiske bjergetaper tale om en meget kort distance, idet der skal tilbagelægges bare 141 km mellem Porec og Ucka. Starten foregår ved Adriaterhavskysten, og første del af etapen består af en tur mod øst tværs gennem landet. De første 20 km stiger svagt, men dernæst flader det ud, inden man kører ned til Ucka-stigningen, der skal bestiges to gange, første gang fra den vestlige side. Her er opkørslen af HC-bjerget 8,8 km lang og stiger med 7-8% i gennemsnit, og toppen rundes efter 64,7 km.

En længere nedkørsel leder nu ned mod kysten, men inden man når helt ned til vandt, drejer man mod nordøst for at køre op af en længere stigning, der slutter med en kategori 3-stigning, der officielt er bare 500 m lang. Toppen kommer efter 89 km, og bare 3,5 km senere venter dagens første spurt, inden man endelig tager den sidste del af turen ned mod kysten. Herfra følger med den flade kystvej mod vest og sydvest for at komme tilbage til Ucka. Undervejs passerer man storbyen Rijeka, hvor dagens sidste stigning kommer efter 108,7 km. Etapen afsluttes herefter med det 15,5 km lange målbjerg, der er af HC-kategori. Der er tale om en svær stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på ca. 6. Den første halvdel er relativt nem, men mod slutningen ligger stigningsprocenten som regel mellem 7 og 8. De sidste ca. 2500  stiger med 7,8% i gennemsnit, og målstregen kommer for enden af den lang vej, der bugter svagt.

Denne etape er stort set identisk med den, der blev benyttet sidste år, og her blev det klart, at Ucka er svær nok til at gøre stor skade. Ganske vist er det meste af stigningen relativt nem, men feltet ventes at eksplodere på den sidste svære del. Dette er sidste chance for at vinde løbet samlet, og derfor kan vi vente, at de bedste klatrere både vil kæmpe om etapesejren samt den overordnede triumf i den tredje udgave af løbet.

Sidste år kørte Riccardo Zoidl sig til en solosejr 28 sekunder foran Matija Kvasina og Victor de la Parte, mens Jens Hansen var yderligere 6 sekunder efter på fjerdepladsen. I 2015 var Maciej Paterski stærkest, idet han slog Primox Roglic med 18 sekunder, mens Sylwester Szmyd kom i top 3 ved at krydse stregen 33 sekunder efter sin holdkammerat.

6. etape

De fleste nationale etapeløb slutter i landets hovedstad, og den tradition har det relativt nye Tour of Croatia holdt i hævd. For tredje år i træk ender det hele med en stor finale i Zagreb efter en relativt flad 145,3 km lang etape, der starter i Samobor. Startbyen ligger bare få kilometer vest for Zagreb og fra starten kører man faktisk mod vest helt hen til udkanten af hovedstaden, inden man kører mod nord for at slå en stor sløjfe omkring storbyen. Området er imidlertid helt fladt, og det ændrer sig ikke, når man efter et par kilometer sætter kursen mod øst. Her venter dagens første spurt efter 69,2 km i bunden af en 1,8 km lang kategori 3 stigning, der kortvarigt bryder den flade monotoni. Herefter fortsætter man lidt mid vest, inden man drejer mod syd, hvor en 1 km lang kategori 3-stigning venter med top efter 98,1 km. Efter yderligere et par kilometer mod syd, drejer man til slut mod øst for at køre ind i centrum af Zagreb., hvor løbet afsluttes med 3 omgange på en 3,3 km lang rundstrækning. Den er teknisk ganske kompliceret og samtidig alt andet end flad. Således falder det let i den første halvdel, inden et fladt stykke leder frem til en ganske stejl 500 m lang bakke, der fører op til mål. De er hele fem skarpe sving på de sidste to kilometer med henholdsvis 1800, 1000, 600, 500 og bare 100 m til stregen.

Læs også

Ny sølvmedalje for VM-favorit: Sidste år var mere en sejr

Den samme rundstrækning har været benyttet i de to tidligere udgaver og har vist sig at være ganske vanskelig. Dette er bestemt ikke en dag for de rene sprintere, og sidste år kom eksempelvis Mark Cavendish til kort i den vanskelige finale. I stedet er det en perfekt etape for puncheurs og mere holdbare sprintertyper, der samtidig skal kunne håndtere den meget tekniske finale. Det kan heller ikke udelukkes, at et udbrud vil holde hjem på en dag, hvor mange er usikre på, om finalen er for hård. For klassementsrytterne handler det om at være opmærksom, da der med sikkerhed opstår huller i feltet i en finale som denne.

Sidste år var det Sondre Holst Enger, der med en fantastisk spurt slog Edward Theuns, som ellers havde lignet en sejrherre. Timothy Dupont var 2 sekunder efter på tredjepladsen, mens der var hele 9 sekunder ned til den første større gruppe med de mest opmærksomme klassementsryttere. Året forinden kørr en lille gruppe hjem, og her vandt Maciej Paterski foran Felix Grossschartner, Roman Maikin og Olivier Pardini, mens feltet ankom 17 sekunder for sent.

Favoritterne

Med beslutningen om at droppe den næsten helt urimeligt lange holdtidskørsel er Tour of Croatia blevet et rigtigt bjergløb. Ganske vist fungerer løbet først og fremmest som et opvarmningsløb for sprinterne - det er tydeligt, at de hold, der både kører i Kroatien og i Tour of the Alps har sendt de tunge drenge til Balkan og det lette kavaleri til Alperne - men når det gælder kampen om den samlede sejr, er det for de rene klatrere. Der er ingen tidskørsler til at forstyrre dem, og man må formode, at løbet stort set alene skal afgøres af de to bjergetaper på 2. og 5. etape.

Et element, der altid kan komme i spil, er naturligvis vinden. De to første dage ser ud til at blive halvvåde, men vinden vil ikke være kraftig. Derefter skulle der vente tre dage med solskin, hvor vinden dog kan komme i spil på torsdag, der vil være meget blæsende. Det vil imidlertid primært være sidemodvind, så vi tvivler på, at det er en dag, hvor der kan skabes splittelser.

Det kan der imidlertid på sidste etape. Rundstrækningen i Zagreb er kendt fra tidligere år, og den er både teknisk og kuperet. Der er lovet ret kraftigt regnvejr på søndag, og ligesom sidste år vil der med garanti opstå huller i finalen. Derfor vil der være ekstremt vigtigt at være velplaceret her, og hvis klassementet er meget tæt kan der ske forskydninger. Overordnet kan det derfor konkluderes, at løbet sandsynligvis vil blive vundet af den bedste klatrer, men at opmærksomhed i de hektiske finaler, specielt på 6. etape, også er påkrævet, hvis det er tæt.

De to stigninger er begge meget lange, men der er næppe tvivl om, at det er 5. etape, der vil skabe mest ravage. Bjerget på 2. etape bliver aldrig rigtig stejlt, og da der ovenikøbet er lovet modvind, kan det meget vel være, at det er en mindre gruppe, der skal spurte om sejren. Ucka-stigningen har imidlertid i de tidligere år vist, at den er så hård i finalen, at de bedste klatrere her kan gøre en forskel.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Tour of Croatia har virkelig overtaget rollen fra Tyrkiet Rundt i den forstand, at det er sprinternes forberelsesløb til Giroen, og at klassementet primært skal udkæmpes blandt de unge løver. Ét navn skiller sig imidlertid markant ud. Vincenzo Nibali har i kraft af Bahrain-Meridas sponsorinteresser i Kroatien valgt at bruge løbet til at blive klar til sit store mål og har derfor vendt Tour of the Alps ryggen. På papiret er hans løbets i særklasse bedste klatrer, men det betyder på ingen måde, at det er en given ting, at han vinder. Frem til og med 2013 havde han tradition for altid at være flyvende i sit sidste løb inden grand tours, men det har i den grad ændret sig. I de seneste tre år har han mildt sagt været elendigt kørende i sine forberedelsesløb, og mange vil sikkert huske hans svage præstation i Trentino sidste år og i Dauphiné i 2015 og 2014.

Alligevel tror vi, at Nibali vinder. Det skyldes første og fremmest, at Giroen i år starter hårdt ud med en bjergafslutning på Etna allerede på 4. etape. Nibalis træner Paolo Slongo fortalte for nylig La Gazzetta dello Sport, at den italienske stjerne vil gå efter sejren allerede her. Det skyldes dels, at man i år ikke kan tillade sig at være på 90% ved løbets begyndelse, da man på Etna kan risikere at tabe det hele, dels at han meget gerne vil vinde på sin hjemø Sicilien. Derfor er han angiveligt længere fremme i forberedelserne, og Slongo gjorde det klart, at Nibali ventes at være konkurrencedygtig allerede i Kroatien. I et felt uden helt store navne er han så suveræn, at han bør kunne vinde, også selvom han næppe er helt i topform endnu. Måske vinder han ikke 2. etape, men på lørdag er stigningen så svær, at han kan gøre forskellen. Da han samtidig er en mester i at placere sig og næppe taber tid på de øvrige etaper, tror vi på sejr til Nibali.

Sidste år var Riccardo Zoidl meget tæt på at vinde samlet efter en fantastisk opvisning på kongeetapen. Det hele gik galt på holdløbet, og desværre endte det med, at sejren i Kroatien blev den eneste store triumf for Zoidl hos Trek. Nu er han tilbage på kontinentalniveau, men han håber stadig at vende tilbage til WorldTouren. For at gøre det skal han være fremme i et løb som dette, og det må være et af hans store mål. Han viste fremragende form i Circuit des Ardennes, hvor han tog en flot solosejr på sidste etape, og han synes at være særdeles velforberedt. Sammen med den forsvarende vinder Matija Kvasina udgør han en skarp duo, der kan udfordre Nibali, og Zoidl har klassen til at give den store stjerne kam til sit hård. Zoidl kan således sagtens ende med at tage den sejr, han missede sidste år, men han skal ikke dumme sig på sidste etape, der kan blive en udfordring for en rytter, der er kendt for at være bange på nedkørsler og i regnvejr.

Caja Rural stiller med supertalentet Jaime Roson, der sidste år vandt kongeetapen i Tyrkiet Rundt. Spanieren har i år bekræftet potentialet og har i de seneste uger været flyvende. Han var måske den bedste på stigningerne i Coppi e Bartali, hvor de imidlertid ikke var lange nok til en ren klatrer som ham, og siden viste han god form mod alle stjernerne i Baskerlandet Rundt. Nu kommer han endelig til et rigtigt bjergløb med lange stigninger, og de er som skabt til hans dieselmotor. Han synes at være et niveau bedre i år end sidste år, og han har helt sikkert klassen til at vinde her.

Det samme har et andet supertalent, Jan Hirt. Den unge tjekke fik sit store gennembrud, da han blandede sig med alle stjernerne på Rettenbachferner-stigningen i Schweiz Rundt i 2015, og sidste år gentog han den bedrift, inden han tog den samlede sejr i bjergløbet Østrig Rundt. Hirt er en af de mest talentfulde rene klatrere, men han er samtidig uhyre ustabil. I langt de fleste løb kører han rundt langt fra de bedste, og det er kun i korte perioder, han er i form. Han kommer direkte fra en højdetræningslejr, der skal gøre ham klar til Giroen, så det er et helt åbent spørgsmål, hvordan han reagerer på det. Hvis responsen er positiv, har han talentet til at vinde. CCC har også Felix Grossschartner og Michael Schlegel, der bør kunne blande sig i klassementet, men de vinder næppe.

Jesper Hansen blev sidste år nummer 2 i dette løb, først og fremmest i kraft af Tinkoffs gode holdtidskørsel. Nu er han tilbage og får en sjælden chance for at køre som Astana-kaptajn. Da han vandt Tour of Norway i 2015, viste han, hvor højt et niveau han har, men desværre har der siden været lidt langt mellem snapsene. Også han kommer imidlertid direkte fra højderne og forbereder sig til Giroen, så han må formodes at være tæt på topformen. Det er imidlertid lidt tvivlsomt, om han har topniveauet til at matche de allerbedste.

Sidste år tog Matija Kvasina en yderst populær hjemmebanesejr, og der er ingen tvivl om, at veteranen håber på at forsvare titlen. Han har haft en helt anonym forberedelse og har ikke givet antydninger af, at han skulle være tæt på topformen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at dette er sæsonens allerstørste mål, og derfor vil det være en stor overraskelse, hvis ikke han er med blandt de bedste. Om han stadig har klassen til at slå et felt, der i år er stærkere, er et åbent spørgsmål, men måske kan han drage fordel af, at Felbermayr vil sidde i overtal på stigningerne. Udover Zoidl og Kvasina har man således også Markus Eibegger og Stephan Rabitsch, der kan ventes at køre med, hvor det er rigtig sjovt.

UAE er her primært for at køre spurter med Sacha Modolo, men de vil også gå efter klassementet med Jan Polanc, Kristijan Durasek og Przemyslaw Niemiec. Umiddelbart synes Polanc at være deres bedste bud. Den unge slovener er tidligere etapevinder i Giroen, men er uhyre ustabil. Han skal som regel bruge lang tid på at komme i form, men da han forbereder sig til Giroen, må han være langt fremme. Dette er hans første løb i lang tid, så det er helt åbent, hvordan han vil præstere. Durasek har ikke ramt topformen siden Schweiz Rundt i 2015, og det udestår at se, om veteranen stadig har, hvad der skal til. Han er imidlertid på hjemmebane og må være motiveret. Heller ikke Niemiec er den rytter, han tidligere var, og der er desværre ikke meget, der tyder på, at han stadig kan vinde et bjergløb som dette, selvom han helt sikkert vil være med fremme.

Adria Mobil stiller til start med veteranen Radoslav Rogina, der sidste år blev nummer 5 og må være meget motiveret til sit hjemmebaneløb. Tidligere var han en sikker mand helt fremme i kampen om den samlede sejr, men han er ikke længere helt så stærk som i sine unge dage. Også han har haft en relativt anonym formopbygning, men som kroat må han formodes at være helt klar. Holdet kan også satse på en anden veteran, Jure Golcer, men heller ikke han er længere den rytter, han tidligere var, og han må formodes at satse mere på Slovenien Rundt.

Løbets største klatretalent er nok Giolio Ciccone, der sidste år vandt en bjergetape i Giroen. Han er imidlertid netop kommet tilbage efter en lang skadespause, og intet tyder på, at han allerede nu er i form til at køre med om sejren. Man skal dog aldrig sige aldrig for en så talentfuld rytter..

Endelig vil vi pege på den 31-årige colombianer Oscar Sanchez fra det lille Bicicletas Strongman-hold. Han har i mange år været blandt de bedste på den sydamerikanske scene og viste i Giro dell’Appennino, at han er i god for. Han bør kunne gøre det godt i et bjergløb som dette.

***** Vincenzo Nibali

**** Riccardo Zoidl, Jaime Roson

*** Jan Hirt, Jesper Hansen, Matija Kvasina, Jan Polanc

** Kristijan Durasek, Przemyslaw Niemiec, Michal Schlegel, Markus Eibegger, Radoslav Rogina, Giulio Ciccone, Oscar Sanchez, Kanstantsin Siutsou, Felix Grossschartner

* Julien Bernard, Jure Golcer, Franco Pellizotti, Alex Aranburu, Mustafa Sayar, Davide Mucelli, Artem Nych, James Knox, Stephan Rabitsch, Davide Pacchiardo, Sebastian Rybalkin, Jonathan Fumeaux

Danskerne

Jesper Hansen er som sagt en af løbets favoritter og den klare kaptajn på Astana. Sebastian Lander er til start for FM Europa, hvor han skal støtte Davide Pacchiardo på de hårde etaper og Antonion Parrinello og Marco Tizza i spurterne.