Optakt: Tour of Guangxi
18. oktober 2017 15:00 af Emil AxelgaardFoto: Unipublic

Trods fiaskoen med Tour of Beijing, der kun overlevede i fire år, nægter UCI at opgive missionen om at udbrede cykelsporten i det potentielle kinesiske vækstmarked, og bare tre år efter sidste udgave af det første mislykkede forsøg prøver man så igen med et nyt kinesisk cykelløb som afsluttende begivenhed i sportens fornemste serie, WorldTouren. Torsdag indledes første udgave af Tour of Guangxi, der fungerer som den store finale i sæsonen 2017, og via et samarbejde med den stærke Velon-holdsammenslutning er det lykkedes at tiltrække et ganske stjernespækket felt, der trods den lange rejse og sene kalenderplacering i sig selv vil sikre, at den nye begivenhed vil komme godt fra start.

Løbets rolle og historie

UCI har gjort store fremskridt i deres bestræbelser på at globalisere cykelsporten, og det har i mange år været en erklæret mission at udbrede sportens fineste serie, WorldTouren, til så mange kontinenter som muligt. Efter at have været et rent europæisk anliggende i de tidlige år forlod man for første gang sportens moderkontinent i 2008, hvor Tour Down Under gjorde sit indtog i den fornemste række. To år senere kom Nordamerika med, da de to canadiske løb GP Quebec og GP Montreal allerede i deres første sæson blev en del af det fine selskab, og UCI lagde allerede dengang op til, at også Asien stod foran en snarlig debut. Længe det så det ud til, at det veletablerede Tour de Langkawi ville blive indlemmet, men det var samtidig klart, at der var store økonomiske interesser i at få gjort den store kinesiske befolkning interesseret i sporten.

 

Resultatet blev, at det malaysiske løb i Langkawi blev overhalet indenom af UCI selv, der forud for 2011-sæsonen etablerede en selvstændig arrangørorganisation Global Cycling Promotion, der i samarbejde med de kinesiske myndigheder etablerede det helt nye Tour of Beijing, der med det samme blev en del af WorldTouren og ovenikøbet fik æren af at være den helt store finale, der i midten af oktober skulle krone den samlede vinder af serien. Modtagelsen fra holdene var mildt sagt behersket. Interessen fra rytterne for at skulle en tur til Kina på en tid af året, hvor alle kun drømmer om ferie, var i den grad til at overskue, og samtidig var det en bekostelig affære og tidskrævende affære at sende en delegation til den anden side af jorden på et tidspunkt, hvor man var på vej på vågeblus. I kraft af løbets placering på WorldTouren var man imidlertid tvunget til at deltage, og da WorldTour-point i den periode var livsvigtige for overlevelse, var man samtidig nødt til at tage det seriøst.

 

Det lykkedes faktisk løbet at tiltrække ganske stærke felter med mange stjerner, og selvom løbet var præget af frygt for luftforurening, mangel på tilskuere og temmelig mange kedelige sprinteretaper, var der også undervejs ganske underholdende cykelløb på fornemt niveau. Første udgave var ganske vist en kedsommelig affære, der blev afgjort på løbets enkeltstart, og som Tony Martin vandt i overlegen stil. I de følgende år sammensatte man imidlertid mere underholdende ruter med blandt andet en afslutning på en ganske hård stigning i 2013 og 2014. Martin sejrede igen samlet i 2012, da han med et soloangreb skabte sin egen enkeltstart, efter at arrangørerne efter fiaskoen i 2011 havde taget tidskørslen af programmet, og i de følgende år sejrede hhv. Benat Intxausti og Philippe Gilbert.

 

Kritikken af løbet fortsatte imidlertid igennem alle årene, og holdene kom aldrig til at elske begivenheden. Samtidig fik man aldrig for alvor økonomisk luft under vingerne. I 2013 og 2014 prøvede man to gange at stable et nyt løb, Tour of Hangzhou, på benene, der sammen med løbet i Beijing skulle udgøre en stor WorldTour-finale i Kina med hele to ugelange etapeløb, men begge gange blev løbet aflyst. Allerede da blev det klart, at projektet i Beijing ikke var bæredygtigt, og at UCIs rolle som løbsarrangør slet ikke fungerede, og derfor kom det ikke som nogen overraskelse, da man i 2014 annoncerede, at Bejing-begivenheden ikke ville vende tilbage i 2015.

 

Siden da har der ikke været gjort forsøg på at få WorldTouren tilbage til Kina, men det betyder ikke, at der har været stille på den kinesiske kalender. Tværtimod er der siden da skudt en hel stribe ganske stærkt besatte og ofte meget sprintervenlige etapeløb op i landets mange turistregioner. Tour of Quinghai Lake har i mange år været en stor begivenhed i juli, og i de senere år er Tour of Xingtai samt Tour of China I og II blevet fast etablerede begivenheder i anden halvdel af sæsonen. Flere af de europæiske prokontinentalhold slutter nu også sæsonen af i sprinterløbene Tour of Hainan og Tour of Taihu Lake, hvoraf førstnævnte faktisk også flere gange har haft deltagelse af WorldTour-hold.

 

Kun løbet i Hainen har imidlertid luftet interesse for at blive en del af WorldTouren, og der er siden kollapset i Beijing ikke gjort seriøse forsøg på igen at blive en del af det fine selskab. Det ændres der imidlertid på i år, hvor WorldTouren som bekendt er blevet udvidet mærkbart. Ganske vist blev Kina i første omgang forbigået, da den nye WorldTour-kalender blev annonceret i sommeren 2016, men helt usædvanligt udvidede UCI først på året, hvor sæsonen egentlig var i gang, den fine serie ved at tilføje det spritnye Tour of Guangxi som den store finale i anden halvdel af oktober. Ikke mange var bekendt med planerne, der kom ud af det blå, men UCI var ikke sene til at slå til, da chancen for igen at øge interessen for cykelsporten i Kina dukkede op.

 

Det er nærliggende at sammenligne Tour of Guangxi med Tour of Beijing, idet de begge er nyetablerede begivenheder, der i deres første udgave er kommet på WorldTouren som seriens sidste begivenhed. Der er imidlertid markante forskelle. Først og fremmest er UCI ikke længere involveret i arrangementet via Global Cycling Promotion, og der er dermed en helt klar adskillelse mellem arrangørgruppen og sportens ledende organ. Der er med andre ord tale om et kinesisk initiativ, der godt nok har fuld opbakning fra sportens top, men som ikke er lanceret af UCI selv.

 

Endnu vigtigere er det, at løbet arrangeres i samarbejde med den meget stærke Velon-organisation, der består af 10 af de største WorldTour-hold, og som arbejder for at sikre et mere bæredygtigt indtægtsgrundlag for sportens mandskaber ved blandt andet af arrangere den nye Hammer Series og etablere partnerskaber med andre løb. Det var blandt andet et sådant samarbejde, der gav Abu Dhabi Tour luft under vingerne, og håbet er, at det samme vil ske for Tour of Guangxi.

 

Betydningen af dette samarbejde kan næppe overvurderes. Som nyt WorldTour-løb har man i Kina ikke krav på deltagelse fra sportens 18 bedste mandskaber, og man skal derfor aktivt gøre en indsats for at sikre så stærkt et felt som muligt. Som det nyligt afviklede Tour of Turkey og Tour og Beijings triste skæbne viser, er det bestemt ikke let at overtale holdene og rytterne til på denne tid af året at rejse til et andet kontinent for at køre cykelløb - heller ikke selvom der er WorldTour-point på spil. Samarbejdet med Velon har imidlertid betydet, at de 10 medlemshold fra start har forpligtet sig til at deltage, og faktisk har man haft helt til at tiltrække seks af de otte resterende hold, hvormed det kun er de franske hold, FDJ og Ag2r, der ikke drager til østen i de kommende dage.

 

Velon-forbindelsen betyder imidlertid også, at medlemsholdene forpligter sig til at promovere løbet aktivt, blandt andet via sociale medier, og at holdene prioriterer at sende store stjerner. Resultatet er et mildest talt fremragende startfelt, der langt overgår, hvad man kunne forvente af et løb i anden halvdel af oktober. Julian Alaphilippe, Mikel Landa, Fernando Gaviria, Wout Poels, Bauke Mollema, Dylan Groenewegen, Michael Matthews, Wilco Kelderman, Caleb Ewan, Sonny Colbrelli, Jakob Fuglsang, Leopold König, Sep Vanmarcke, Tim Wellens, Lars Boom og Giacomo Nizzolo er blot et udpluk af de store navne, som man med held har kunnet overtale til at forlænge deres sæson med flere uger efter deres sidste store løb. Kombinationen af aktiv markedsføring og stjernenavne, der i sig selv vækker opsigt, har i hvert fald lagt et solidt fundament for en vis grad af succes.

 

Endelig er det slet ikke dumt for løbet at blive afviklet som sæsonfinale. Tidligere så vi, hvordan Alberto Contador og Alejandro Valverde i 2014 overvejede at stille til start i Beijing, fordi kampen om den samlede WorldTour-sejr stadig var knivskarp. I år har Greg Van Avermaet ganske vist sikret sig førstepladsen i den sæsongående konkurrence, men i de kommende år kan man slet ikke afvise, at kampen om den globale hæder kan have en effekt på startfeltet. Faktisk kan det ikke afvises, at det allerede i år har haft en betydning. Quick-Step og Sky er nemlig involveret i en tæt kamp om at være sæsonens bedste hold, og det er bestemt tænkeligt, at det forklarer, hvorfor de begge kommer med superhold, der inkluderer flere af deres største stjerner. Derudover kan udsigten til relativt ”billige” WorldTour-point ofte inspirere nogle af de mindre hold til at møde med slagkraftige mandskaber, som man ofte så det i Beijing - også selvom point opnået i nye WorldTour-løb ikke tæller i det regnskab, der skal fordele licenserne, når WorldTouren i de kommende år reduceres fra 18 til 16 hold.

 

Endelig har løbet overtaget rollen som vært for UCI Cycling Gala, den store hyldest til årets største stjerner, som UCI introducerede i 2015. Hidtil har den været afviklet i Abu Dhabi i forbindelse med Abu Dhabi Tour, men i de kommende år vil den finde sted i dagene efter afslutningen på Tour of Guangxi. Her vil verdensmestre, grand tour- og WorldTour-vindere hos både mænd og kvinder bliver hyldet, og det i sig selv betyder, at mange af sportens største stjerner vil være at finde i Kina i de kommende dage.

 

Som et nyt løb har man naturligvis ikke fundet et fast format, men det er klart, at der stilles visse krav til ruten i et løb på højeste niveau. Tour of Beijing blev i de tidlige år kritiseret for at være for nemt, hvilket man kompenserede for ved at introducere en bjergafslutning til de sidste to udgaver. Den kritik har man ønsket at undgå ved fra start ikke at falde for den ellers hyppige kinesiske fristelse til at afvikle alle etaperne i tæt befolkede, men helt flade byzoner. Til den første udgave er det kun tre af de seks etaper, der ligner stensikre spurtafgørelser, mens tre af etaperne byder på fornuftige stigninger i det moderat kuperede terræn i Guangxi, herunder en afslutning på toppen af en stigning. Naturligvis er der ikke tale om et løb af samme sværhedsgrad som de europæiske WorldTour-løb, men for et oktoberløb er det en fornuftig og alsidig rute, der sagtens kan konkurrere med det, man eksempelvis ser i Tour Down Under. Hvordan det vil udvikle sig i de kommende år, er stadig usikkert, men terrænet i området lægger i hvert fald op til, at der kan skabes underholdende cykelløb.

 

Ruten

Kinesiske etapeløb som Tour of Hainan, Tour of Quinghai Lake, Tour of Taihu Lake og Tour of China I og II er præget af talrige helt flade etaper i store kinesiske byer, hvor de helt rene sprintere har haft kronede dage. Det er ikke uden grund, at en rytter som Jakub Mareczko, der typisk falder af på selv den mindste motorvejsbro, før næsten har gjort rent bord i nogle af disse løb, der generelt er temmelig ensidige affærer, hvor de reneste af de rene sprintere dag efter dag spurter om sejren efter en kort, hektisk etape.

 

Den model fungerer naturligvis ikke for et WorldTour-løb, der naturligvis skal byde på både alsidighed og en vis sværhedsgrad - et forhold, man også langsomt indså i Beijing, hvor ruterne blev sværere og sværere år for år. Til den første udgave har man derfor sammensat et interessant løb, der umiddelbart byder på lidt af hvert, og hvor de fleste ryttere kan finde noget efter deres smag. Et bjergløb er der i sagens natur ikke tale om, og som altid afholder man sig af logistiske årsager fra at have enkeltstarter i disse fjerntliggende løb, men terrænet lægger i hvert fald op til, at løbet ikke bliver så ensidigt som mange af de andre kinesiske begivenheder.

 

Løbet kan groft sagt inddeles i to halvdele. De første tre etaper følger den typiske kinesiske skabelon, idet der er tale om korte, næsten helt flade ruter, der med statsgaranti lægger op til massespurter for det ekstremt stærke felt af sprintere, der er samlet i Kina. Dernæst følger løbets formentlig vigtigste etape på fjerdedagen, hvor man skal slutte på en kort stigning, der er som skabt til eksplosive puncheurtyper, og som vil spille en helt afgørende rolle i kampen om den samlede sejr. Løbet afsluttes derefter med to meget åbne etaper, der lægger op til flere mulige udfald. Begge er de længere end de foregående og byder på store stigninger i løbets anden halvdel. Begge dage er der imidlertid også et længere fladt stykke frem til mål, og derfor kunne det ligne dage for reducerede massespurter eller succesfulde udbrud for ryttere, der er ude af klassementet.

 

1. etape

Tour of Guangxi ville ikke være et rigtigt kinesisk etapeløb, hvis ikke det bød på mindst én etape af den type, der kendetegner de fleste øvrige løb i landet. De består af talrige korte, helt flade og meget lette sprinteretaper, der afvikles på rundstrækninger, og det er præcis en sådan etape, der indleder den allerførste udgave af landets største løb. To omgange på en flad rundstrækning med en ganske lille bakke og kun godt 100 km kørsel skulle give rytterne mulighed for at få trådt rejsen ud af benene og komme sig over deres jetlag, mens sprinterne drømmer om at sikre sig den første førertrøje i løbets historie.

 

I alt er der bare 107,4 km og 639,9 højdemeter på programmet på 1. etape, der har fået navnet Beihai Circuit Race og finder sted i byen Beihai, en havneby tæt på grænsen til Vietnam med et indbyggertal på beskedne 1,5 mio. Løbet består af to omgange på en 53,7 km lang rundstrækning på den lille odde, hvorpå byen er placeret. Fr start kører man gennem fladt terræn mod nordøst og nord tæt langs kysten, indtil man drejer mod vest. Her når man kystvejen på der på begge omgang venter en indlagt spurt efter hhv. 23,9 og 77,9 km.

 

Herfra forsætter man mod sydvest helt ud mod oddens spids, hvor dagens eneste lille stigning venter. Guantou Hill stiger med 4,2% over 1900 m, har top efter 40,2 km og giver bjergpoint ved begge passager. Herefter følger man kysten tilbage mod sydøst og ned til målet hele nede på Kinas sydspids. De sidste 3 km er helt flade og byder på sving med 3000 og 1800 m igen. Der er en indlagt spurt ved første passage af målstregen.

 

Etapen er helt flad og er en helt oplagt sag for sprinterne. Den lille bakke kan måske benyttes til at gøre løbet svært for nogle af de hurtige folk, men det vil være en overraskelse, hvis den kan bringe dem i vanskeligheder, specielt efter en så kort etape. Det ligner en let dag, der vil blive kontrolleret af Orica-Scott, Quick-Step og LottoNL-Jumbo, inden de tre store sprinter Caleb Ewan, Fernando Gaviria og Dylan Groenewegen kaster sig ud i en dyst på ren fart om den første førertrøje i løbet.

 

Beihai har aldrig tidligere været vært fort et stort cykelløb.

 

 

Ķ

 

 

 

2. etape

Det er er et kendetegn ved dem ikke-europæiske løb i begge ender af sæsonen, at de som regel er relativt sprintervenlige. Det er bestemt også tilfældet for årets Tour of Guangxi, der i klassisk kinesisk ånd byder på helt op til fem muligheder for de hurtige folk, hvoraf de tre bør være stensikre massespurt. Efter den korte, hektiske indledning får sprinterne med det samme chancen igen på løbets anden etape, der måske nok er en anelse længere og en smule mere kuperet end åbningsetapen, men igen er en kort, flad sag, der burde give anledning til en spurtafgørelse. Der venter dog en ubehagelig overraskelse til slut, hvor et stigende opløb kan blive for svært for de rene sprintere.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 156,7 km mellem Quinzhou og Nanning og klatres 1624 højdemeter på fredagens etape. Fra start kører man en lille sløjfe om startbyen i fladt terræn frem til dagens første spurt, der kommer efter 18,2 km. Herefter sætter man kursen mod nord og nordvest frem til dagens første kategori 3-bjergspurt, der har top efter 41,8 km og kommer på toppen af en 1 km lang stigning, der stiger med 3% i gennemsnit. Herfra går det videre mod nordvest gennem fladt terræn frem til dagens anden spurt efter 56,1 km.

 

Forplejningszonen kommer efter 73,5 km og signalerer en lidt mere kuperet fase, der byder på dagens anden kategori 3-stigning (4,2 km, 1,4%), der har top efter 77,7 km. Efter yderligere en lille bakke flader det igen ud, mens man fortsætter mod nord forbi den sidste spurt, der kommer efter 104,7 km. Til slut slår man en lille sløjfe øst om målbyen for at køre ind til mål fra nord. Man når det nordligste punkt med 3 km igen, og derefter venter bare ét skarpt sving med 2 km igen. Det er helt fladt frem til den røde flamme, hvorfra det stiger med 2,8% i gennemsnit.

 

Igen er der tale om en kort, flad etape, der har massespurt skrevet ud over sig med store, fede bogstaver. Man må formode, at Orica-Scott, Quick-Step og LottoNL-Jumbo igen vil kontroller etapen og sikre, at de hurtige folk skal slås om sejren. Det stigende opløb betyder imidlertid, at det bliver en lidt anderledes spurt, men specielt Caleb Ewan og Fernando Gaviria har vist, at de trives i en sådan finale, og det ligner derfor endnu en dyst mellem løbets mange topsprintere.

 

Nanning har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.


 


 


 

3. etape

På forhånd hersker der nogen usikkerhed om, hvor svære de to sidste etaper er, og derfor handler det for sprinterne om at slå til på løbets første tre etaper, da de ikke kan være sikre, om der vil dukke flere chancer op i løbets anden halvdel. Til gengæld kan de så glæde sig over, at også tredje etape burde være et sandt sprinterparadis, idet der også lørdag venter et klassisk kinesisk rundstrækningsløb, der er som skabt til en stor massespurt.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 125,4 km på en rundstrækning omkring fredagens målby Nanning, og undervejs skal der klatres bare 1328 højdemeter. De består af fire omgange på den 31,4 km lange runde, der er henlagt til området øst for byens centrum. Fra starten kører man langs floden mod sydøst ned til dagens eneste kategori 3-stigning, en ganske lille bakke, der byder på bare 13 højdemeter, har top efter 8,6 km og giver bjergpoint på 2. og 3. omgang. Herefter følger man floden videre mod øst, inden man sætter kursen mod nord og kører op over rutens sværeste bakke, der dog ikke er kategoriseret. Her når man frem til en lang, lige vej, som man følger mod vest i de sidste 8 kilometer. Målstregen er placeret næsten for enden, og det betyder, at der i de sidste 8 km ikke er ét eneste sving eller antydningen af terrænmæssige udfordringer. Der er indlagte spurter ved afslutningen på 1. og 3. omgang.

 

Etaper fås ikke meget nemmere end disse. Det er nærmest en joke, at der er bjergpoint på den helt lille bakke først på rundstrækningen, og bakken senere på ruten vil heller ikke volde vanskeligheder. Da de sidste 8 km består af en lang, lige, flad vej, må man i sandhed sige, at der er tale om et paradis for de helt rene sprintere, der alle vil være friske til slut og klar til at slås om sejren i en dyst på den højeste topfart.

 

Nanning har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.


 


 


 

4. etape

I de første to år blev det hedengangne Tour og Beijing voldsomt kritiseret for manglen på stigninger, og ikke mindst det faktum, at man ikke havde en bjergafslutning var ildeset. Det rettede man op på i de to sidste udgaver, og den erfaring har arrangørerne i Guangxi lært af. Således byder man allerede i debutudgaven op til dans med en etapeafslutning på en stigning, som er henlagt til løbets fjerde dag, og som med meget stor sandsynlighed vil være altafgørende i kampen om den samlede sejr. Der er dog tale om en kort, ikke specielt stejl sag, der kommer efter en let dag i fladt terræn, og etapen og dermed løbet som helhed er dermed i højere grad skabt til eksplosive puncheurs end til rene klatrere.

 

I alt skal der tilbagelægges 151 km mellem Nanning og Nongla og klatres 2056 højdemeter, men al spændingen er gemt til sidst på en etape, der ellers ikke byder på mangel udfordringer. Efter en lille sløjfe rundt i storbyen Nanning bevæger man sig mod nord op over dagens kategori 3-stigning (3,1 km, 2,8%), der har tpå efter 19.9 km. Herefter fortsætter man igennem fladlandet forbi den første spurt efter 44 km, inden man slår et lille smut mod nordøst for til slut at kører mod nordvest forbi de to sidste spurter efter 96,7 km og 126,6 km.

 

Med ca. 15 km til mål når man etapens nordligste punkt, og herfra drejer man mod sydøst for ad en lang, lige, let stigende vej at køre frem til bunden af dagens sidste stigning, den første i kategori 1. Med 3,3 km drejer man skarpt til venstre ind på bakken, og herefter stiger det i gennemsnit med 6,2%. Der er ikke mange informationer om stigningen i løbsbogen, men den ser ud til at være relativt regulær, dog med de stejleste passager i bunden. I starten er der flere hårnålesving, men på de sidste 2 km bugter vejen sig kun let. Bjergspurten er allerede placeret 1400 m fra toppen, hvorefter det flader ud i ca. 400 m. Den sidste kilometer stiger med 6,1%.

 

Dette kan meget vel vise sig at være den helt afgørende etape i løbet, og derfor er det den, alle klatrerne har set frem til. Det er dog ikke en stigning for de lette folk. Den er kort og kommer efter en dag uden forudgående bjerge og er ikke specielt stejl. Det er med andre ord end sag for puncheurs, og der står nærmest Julian Alaphilippe skrevet med fed ud over hele etapen. Havde han været i topform, ville Michael Matthews også have været en kandidat til at kunne slås om sejren, og det siger en del om, at de helt lette klatrere næppe kan matche de eksplosive typer på den etape, der kan ende med at afgøre det hele.

 

Nongla har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.


 


 


 

5. etape

Efter fire dage med relativt let fortolkelige ruter bliver det hele lidt mere kompliceret på femte etape, hvor arrangørerne sender feltet ind i det kuperede område i den nordlige del af Guangxi-regionen og samtidig skruer mærkbart op for de hidtil meget beskedne distancer. Selvom der ikke er tale om store stigninger, havde man kunnet åbne mulighed for et interessant slag mellem klassementsrytterne i kraft af tre stigninger, der kommer tæt på hinanden i anden halvdel af den mere end 200 km lange rute, men ved at indlægge et længere fladt stykke til sidste, er der lagt op til en etape, der meget vel kan ende i en reduceret massespurt.

 

I alt bydes der på hele 212,2 km mellem Louzhou og Guilin, hvilket er en sjældent lang distance på denne tid af året. I alt skal der klatres 2474,3 højdemeter, og de er stort set alle koncentreret i løbets anden halvdel. Fra starten snor man sig lidt rundt i det flade terræn nord for startbyen, inden man sætter kursen mod nordøst og i let stigende terræn kører forbi den første spurt, der kommer efter 29,2 km. Senere kører man mod nord op over dagens første kategori 3-stigning, der har top efter 72,7 k, og herefter fortsættes mod nord gennem let stigende terræn forbi den anden spurt, der er placeret efter 118,7 km.

 

Etapen ændrer karakter når man når frem til stigninger mod nord, hvor der følger tre mindre bakker i rap. Først gælder det en kategori 3-stigning, der har top efter 154,6 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre ned til et kort fladt stykke. Herefter fortsættes mod øst op over først en kategori 2- og siden en kategori 1-stigning, der er afskilt af bare en ganske kort nedkørsel og har top med henholdsvis 40,6 og 33,9 km til mål. Det er umuligt på baggrund af løbsbogen at udlede blot den mindste information om stigningernes stejlhed, men da den sidste og sværeste er relativt lang og har top i kun 470 m højde, er det klart, at der ikke er tale om store klatreudfordringer.

 

Efter toppen ventes en længer nedkørsel, der fører videre mod øst, inden man med ca. 23 km igen atter er nede i fladlandet. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod øst, inden man til slut kører mod nord ind til målbyen. Her venter en flad finale med skarpe sving med hhv. 3,1 og 1,6 km igen.

 

Det er meget sandsynligt, at Julian Alaphilippe på dette tidspunkt har sat sig på løbets førertrøje, men hans rivaler vil utvivlsomt ikke have givet op. Der er ingen tvivl om, at der på denne etape vil blive kørt aggressivt og lagt pres på fra mandskaber som Sky og BMC i den kuperede zone, men det synes usandsynligt, at man i terræn som dette kan komme af med en klatrestærk fyr som Alaphilippe. Formentlig vil det derfor ende med en betydelig regruppering mod slutningen og en reduceret massespurt, der giver gode muligheder for folk som Fernando Gaviria og Michael Matthews. Etapens sværhedsgrad er imidlertid ikke aflæselig af løbsbogen, og da ingen ryttere i feltet kender området, vil etapen først og fremmest være præget af stor usikkerhed om, hvad der kan forventes.

 

Guilin har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.


 


 


 

6. etape

Oftest sluttede Tour of Beijing som mange andre store etapeløb med en flad sprinteretape, men den model har man ikke valgt at følge i Guangxi, hvor man har gemt en af de tre sværeste etaper til løbets sidste dag. Til årets sidste kamp om WorldTour-point har man designet en rute, der på mange måder minder om den foregående, idet der også denne gang venter stigninger i løbets anden halvdel. Igen afsluttes dagens dog med et længere fladt stykke, og da distancen samtidig er kortere og etapen overordnet set nemmere end den foregående, er chancerne for en reduceret massespurt som afslutning på sæsonen ganske betydelige.

 

I alt skal der tilbagelægges 168,1 km med start og mål i mandagens målby Guilin, og i alt skal der klatres 1526,7 højdemeter, der stort set alle er koncentreret på de to kategoriserede stigninger i løbets anden halvdel. Rundstrækningen ligger i det småkuperede område syd for byen, og etapen består i alt væsentligt af en tur mod syd ned til et vendepunkt og herefter en tilbagerejse. På udturen holder man sig imidlertid i fladlandet, mens man på vej hjem skærer igennem de kuperede områder.

 

Fra start bevæger man sig mod sydøst gennem fladt terræn forbi dagens første spurt, der kommer efter 23,8 km. Kort efter den anden spurt, der er placeret efter 63,8 km vender man rundt og sætter igen kursen mod nord. Denne gang kører man dog igennem den mere kuperede, idet man holder en nordlig og nordvestlig retning i den resterende del af etapen. Første del af relativt flad, men herefter venter en kategori 3- og en kategori 2-stigning, der kun er adskilt af et kort, småkuperet stykke og har top med henholdsvis 52,3 og 41,2 km til mål. Igen er det på baggrund af løbsbogen svært at udlede meget om stigningernes sværhedsgrad. Herefter venter en længer nedkørsel, der slutter med ca. 20 igen, hvorefter man fortsætter mod nordvest igennem helt fladt terræn forbi den sidste spurt, der kommer med 19 km til stregen. De sidste tre kilometer stiger ganske, ganske let og byder på skarpe sving med 2,1, 1,7 og bare 0,5 km til stregen.

 

Heller ikke til denne etape har arrangørerne været behjælpelige med megen information om stigningernes sværhedsgrad, men baseret på antallet af højdemeter og længderne ser det ud til, at der formentlig er tale om relativt lette, jævne opkørsler på store veje. Det er sidste chance for at skabe forskydninger i klassementet, og det er derfor sandsynligt, at der vil blive forsøgt angreb i den kuperede zone, men det er næsten utænkeligt, at der vil kunne gøres afgørende forskelle. I stedet er det endnu en god for de hårdføre sprintere, og det ligner derfor en reduceret massespurt, sandsynligvis i et større felt end på den foregående etape.

 

Guilin har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.


 


 


 

Favoritterne

Hvis der er én ting, der kendetegner nye løb, er det usikkerhed. De klassiske løb i Europa er velkendte af hele feltet, og selvom ruterne varierer en del fra år til år, har som regel en god fornemmelse af, hvor selektivt det vil blive. Det forholder sig naturligvis anderledes, når man sendes ud i ukendt og hidtil utestet terræn, og effekten bliver mangedoblet, når det nye løb endda foregår på den anden side af kloden i Kina i et område, som ingen af rytterne - måske med undtagelse af Meiyin Wang - har blot det mindste kendskab til.

 

Lettere bliver det ikke af, at vi befinder os i oktober måned. På denne tid af året betyder evner langt mindre end friskhed og motivation, og det kræver derfor kendskab til rytternes aktuelle formniveau at finde ud af, hvilke chancer de har. For mange af rytterne er turen til Kina endda næsten lige så meget ferie og en chance for at opleve et nyt land, og derfor vil en stor del af feltet ankomme til Kina uden de store ambitioner om at gøre sig bemærket. Hvis man dertil lægger, at den lange rejse og jetlag som regel påvirker rytterne meget forskelligt, og at stort set alle favoritterne ikke har været i aktion siden Il Lombardia for nu snart to uger siden, er det klart, hvorfor det er usikkerhed og uforudsigelighed, der vil kendetegne løbet - nøjagtigt som det var tilfældet i Tour of Beijing.

 

Heldigvis var de fleste af topnavnene i aktion i de italienske klassikere, og derfor har vi alligevel en rimelig fornemmelse af, hvem der er i form. På denne tid af året kommer topformen ikke længere pludselig ud af det blå - det giver simpelthen ikke mening for rytterne at træne intensivt på denne tid af året - og det eneste, der kan være sket siden løbene i Italien, er, at gassen kan være gået af ballonen, og at de gode ben er forsvundet. Derfor må vi forvente, at løbet skal afgøres af de ryttere, der også var fremme i klassikerne, og som har været i stand til at fastholde motivationen i de mellemliggende uger.

 

Ruten er som sagt præget af usikkerhed, men den synes nu ikke at være voldsomt svær at fortolke. De første tre etaper er stensikre sprinteretaper, ikke mindst i lyset af feltets stærke samling af sprintere. De sidste to etaper er mere uforudsigelige, men vi tvivler på, at de vil gøre den helt store forskel. Der er ganske mange flade kilometer mod slutningen af begge etaper, og selvom arrangørerne bestemt ikke er gavmilde med informationer om stigningerne, hvis sværhedsgrad er helt ukendt, tyder længden og det begrænsede antal højdemeter på, at der er tale om relativt jævne, ikke specielt stejle hovedvejsstigninger, meget i stil med dem, vi så sidste uge i Tyrkiet. Selvom vi helt sikkert vil se angreb fra klassementsrytterne begge dage - der er jo ikke meget at miste, og forsøget skal naturligvis gøres - er det svært at se, at man i dette terræn kan gøre den helt store forskel, selv på denne tid af året. Skulle der ske en overraskelse, skal det formentlig være på den hårdere 5. etape, hvor den største chance er at isolere løbets førende rytter og herefter angribe ham på det flade mod slutningen. Der er imidlertid så god til en regruppering og så stor en chance for, at hurtige folk vil kunne være med, at det formentlig ender i reducerede massespurter begge dage - hvis man ikke mod forventning lader et udbrud køre hjem.

 

Vejrudsigten lover flot vejr til 1., 5. og 6. etape, mens det vil blive en anelse mere blæsende på 2., 3. og 4. etape - sidstnævnte vil måske endda finde sted i regnvejr. Der vil dog hovedsageligt være medvind både fredag og søndag, og lørdag foregår det meste af etapen i byzone. Derfor ser det heller ikke ud til, at vejret vil spille den store rolle.

 

Med andre ord ser det ud til, at løbet skal afgøres på fjerde etape, hvor der sluttes på toppen af en stigning. Den er imidlertid hverken lang eller stejl og slet ikke skabt til klatrerne. Tværtimod er det en sag for puncheurs, og det vil være de eksplosive klatretyper, der skal slås om sejren på både etapen og i klassementet. Derudover kan bonussekunder komme i spil - der gives 3-2-1 sekunder i de indlagte spurter og noget atypisk 6-3-1 sekunder på målstregen - i et løb, der formentlig vil blive afgjort med ganske små marginer.

 

Kampen om placeringerne i top 10 er generelt åben og uforudsigelig, men til gengæld er der én soleklar favorit til den samlede sejr. Rutens beskaffenhed betyder, at der står Julian Alaphilippe skrevet med store fede bogstaver ud over hele løbet, og franskmanden er ubetinget manden, der skal slås. Ikke blot er han en af verdens absolut bedste på en kort, eksplosiv stigning som den, der venter på 4. etape, han er også løbets måske mest formstærke rytter. Efter en skadesplaget sæson fandt han nemlig benene under Vueltaen, og det satte ham op til en fremragende sæsonfinale. Ingen kan være i tvivl om, at han var stærkeste mand ved VM, hvor han var meget tæt på at snyde sprinterne, og han fulgte de fornemme takter op med en fornem andenplads i Il Lombardia på en rute, der egentlig burde have været for svær for ham.

 

Det er ruten i Kina til gengæld ikke. Det er meget svært at se, hvem der skal slå ham på 4. etape, og samtidig er han så hurtig, at han uden problemer kan gå efter bonussekunder i de indlagte spurter undervejs. Han kan ikke rystes på stigningerne mandag og tirsdag heller, og skal han besejres, handler det derfor om at isolere ham og angribe ham i den flade finale. Hans hold er hans eneste reelle akilleshæl, da Pieter Serry ikke er i storform, men belgieren, Remi Cavagna og Fernando Gaviria bør dog som minimum kunne komme tilbage og støtte ham i terræn som dette. Andre sprinterhold vil ligeledes komme til undsætning - og kommer Gaviria ikke med hjem, kan Alaphilippe faktisk spurte med om sejren på begge etaper også. Med andre ord er det meget svært at se, hvem der skal besejre Alaphilippe i et relativt let løb som dette, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke franskmanden ender øverst på podiet.

 

Det er sværere at se, hvem der ender som hans værste rival, men Tim Wellens fremstår som manden, der har den bedste chance for at skabe overraskelsen. Blandt favoritterne i dette løb er han formentlig den næstmest eksplosive, og derfor burde finalen på 4. etape ikke være dårlig for den talentfulde belgier. Dertil skal lægges, at Wellens har været fremragende kørende i dette efterår. Kun Dumoulin kunne akkurat følge en helt suveræn Wellens på kongeetapen i BinckBank Tour, og det var udelukkende det taktiske spil, der forhindrede ham i at vinde i Montreal, hvor han lignede stærkeste mand. I Tour de Wallonie leverede han en Merckx-agtig magtdemonstration, og ved VM holdt han næsten ene mand et stærkt udbrud fri over 50-60 km i finalen. Han skuffede måske en anelse i Lombardiet, men det løb var også en anelse for svært for ham. Han er kendt som en ustabil humørrytter, hvis form kan svinge drastisk fra dag til dag, og det kan derfor blive til lidt af hvert. Da jeg talte med ham under VM, nævnte han imidlertid løbet her som et mål, og han er som regel god på denne tid af året. I Quebec viste han senest sit gode punch på korte stigninger, og han vil derfor forsøge at gøre Alaphilippe rangen stridig.

 

BMC stiller med et fremragende mandskab med to af de største favoritter, og de er ovenikøbet begge i form, meget ens og stort set på samme niveau. Blandt de to er Nicolas Roche, der atter har vist, at han har en fabelagtig evne til at ramme topformen mod slutningen af året. Det er ikke uden grund, at han altid har haft sine bedste resultater i Vueltaen, hvor han også i år var blandt de stærkeste, og siden har han fastholdt de gode ben. Han kørte fremragende i Giro dell’Emilia, hvor han var en af de få, der kunne følge Vincenzo Nibali længe på San Luca-stigningen, og han var også med fremme i Il Lombardia, der dog ikke uventet var for hårdt for ham. Sidste år var han med helt fremme i Abu Dhabi Tour, hvilket viser hans evne til at bevare motivationen helt frem til anden halvdel af oktober, og at BMC i sidste øjeblik valgte at udnytte hans form og tilføje ham til startlisten, vidner om, at niveauet må være højt. Korte, eksplosive stigninger passer Roche fremragende, og derfor er han en af de klare favoritter.

 

BMCs andet formstærke kort er Ben Hermans. Det har ellers været et skidt efterår for belgieren, der missede Vueltaen efter et dumt styrt i Polen. Overraskende hurtigt har han imidlertid genfundet benene, og efter den lange pause bliver han modsat rivalerne bare bedre og bedre. Allerede i Emilia viste han med en overraskende 10. plads, at formen var god, og han gjorde det nærmest chokerende god i Lombardiet, hvor han trods manglen på løbskilometer blev nummer 14. Der er ingen tvivl om, at han er topmotiveret efter så afbrudt et efterår, og han drømmer om at slutte tiden hos BMC godt af, inden han skal til Israel Cycling Academy. Korte, eksplosive stigninger er gode for en Ardennertype som Hermans, der specielt viste, hvor højt hans topniveau er, da han knuste konkurrenterne i Tour of Oman. Nærmer han sig samme niveau her, vil han være en af Alaphilippes største udfordrere.

 

Wout Poels har gjort det til lidt af en tradition at slutte sæsonen godt af. Han har før kørt stærkt i Tour of Britain, og for to år siden var det kun et styrt i sidste sving, der forhindrede ham i at sejre i Abu Dhabi Tour. I år kom han fremragende ud af Vueltaen, men skuffede siden stort ved VM og i Il Lombardia. I Milano-Torino var han imidlertid ganske stærk, og det viser, at formen ikke er helt væk. Spørgsmålet er, hvor meget motivation han har haft efter de italienske løb. Poels har et godt punch og burde ikke være dårlig på 4. etape, men desværre er ruten nok lidt for let til, at han for alvor kan udfordre Alaphilippe. Sky har også Mikel Landa, men det vil være en sensation, hvis han er blot i nærheden af sin bedste form. Det ligner mest en ceremoniel afsked med Sky for baskeren

 

En joker er Bauke Mollema. Hollænderen har haft en hård sæson med to grand tours, men han er som regel motiveret til at vise sig frem sidst på sæsonen også, hvor Lombardiet ofte er et mål. Tit har han været stærk i Canada for så at løbe tør for kræfter i Lombardiet, og i år blev han desværre syg i de italienske løb. Han var dog blandt de stærkeste på den anden side af Atlanten, og blev trods helbredet nummer 19 i Lombardiet, så formen er bestemt ikke helt væk. Også han har før kørt løb i oktober og plejer at have god motivation. Desværre er ruten nok også lidt for let for ham, specielt fordi hans gode punch fra de unge dage ikke længere er helt så stærkt.

 

Ruten passer ganske fint til Wilco Kelderman, der jo som bekendt havde en helt fantastisk Vuelta. Han bar den gode form med sig til VM, men efterfølgende så det du til, at gassen gik af ballonen i de italienske løb. Derfor er det lidt et åbent spørgsmål, hvor vi har det hollandske talent, der derudover nok også havde ønsket sig en hårdere rute. Han er dog ganske god på korte eksplosive stigninger, og har han kunnet motivere sig til at holde gang i benene, bør han være med fremme.

 

Havde dette været juni 2016, havde Jesus Herrada været en af topfavoritterne. Det er svært at glemme, hvordan han med en knusende spurt i en lignende afslutning satte flere af verdens førende specialister - herunder en vis Alaphilippe - til vægs på en etape i Dauphiné. Desværre er det også det sidste, vi har set til den bedste Herrada, der ikke siden har kunnet finde de samme ben. Hans andenplads i Montreal var en antydning af, at han endelig havde fundet benene, men det håb døde i de italienske løb. Meget handler dog om motivation sidst på sæsonen, og formen kan trods alt ikke være helt væk. Har han kunnet bevare motivationen, har 4. etape en finale, der er skræddersyet til hans gode spurt.

 

Løbets helt store joker er Michael Matthews. Var australieren i topform, havde dette været et drømmeløb for ham. På sine bedste dage kan han nemlig matche de bedste i verden på en stigning som denne, men det kræver også, at formen er tæt på 100%. Det er desværre ikke meget, der tyder på, at den er. Han var fremragende til VM, hvor han vandt bronze, men i Tre Valli Varesine skuffede han stort og sagde efterfølgende, at han ikke er fan af at køre løb i oktober. Det virker stærkt usandsynligt, at han har kunnet finde den nødvendige motivation til årets sidste løb, og vi tror slet ikke, at han vil prøve at køre klassement. Afskrives kan han dog ikke, specielt ikke hvis han på de øvrige etaper kan blande sig i et par af spurterne og score bonussekunder. Det skal dog nok være på 2., 5. eller 6. etape, da han på de rene sprinteretaper kommer til kort i dette felt.

 

UAE stiller med en meget spændende kandidat i Valerio Conti. Italieneren er generelt undervurderet, specielt fordi han er så ustabil, men på sine gode dage er han fremragende. Mange vil sikkert huske, hvordan han kørte et udbrud sønder og sammen i Vueltaen for et par år siden, og hans præstation i de italienske løb indikerer, at han som så ofte før har fundet fornuftige ben til sæsonafslutningen. Hans speciale er netop at udnytte sin gode afslutning på relativt korte stigninger, og her burde han endelig få lov at køre sin egen chance.

 

En joker kan være Rein Taaramae. Esteren har haft en mareridtsagtig sæson, hvor intet har fungeret, men i Milano-Torino, hvor han kørte offensivt og var i angreb i finale, lignede han pludselig sit gamle jeg. Han viste på kongeetapen i Schweiz Rundt, at hans klasse fortsat er ekstremt høj, og var præstationen i Torino et signal, kan han måske slutte tiden på Katusha godt af, også selvom ruten ikke passer ham.

 

Endelig er der stortalentet Jack Haig. Australieren har haft et fantastisk efterår med en stor Vuelta og etapesejr i Polen, og han var endda fremme i de italienske løb også. Der blev det imidlertid også klart, at trætheden trods alt er sat ind, og han lignede en mand, der trængte til ferie. Alligevel har han gjort stop i Kina på vej hjem mod Australien, og Orica-Scott har udråbt ham til kaptajn. Han vil helt sikkert gøre det fornuftigt, men friskheden rækker næppe til at køre med helt i top.

 

***** Julian Alaphilippe

**** Tim Wellens, Nicolas Roche

*** Ben Hermans, Wout Poels, Bauke Mollema

** Wilco Kelderman, Jesus Herrada, Michael Matthews, Valerio Conti, Rein Taaramae

* Jack Haig, Mekseb Debesay, Matej Mohoric, Jakob Fuglsang, Leopold König, Daan Olivier, Andrey Amador, Lennard Hofstede, Lachlan Morton, Kristijan Durasek, Hugh Carthy, Dario Cataldo

 

Danskerne

Jakob Fuglsang fortsætter sit comeback på et relativt svagt Astana-mandskab og burde kunne få lov at køre sin egen chance, desværre på en eksplosiv rute, der ikke passer den i øvrigt fortsat ret formsvage dansker. Magnus Cort skal i sit sidste løb for Orica-Scott være en del af lead-outet for Caleb Ewan, men kan måske få sin egen mulighed på en af de to sidste etaper, hvis Ewan skulle falde fra undervejs. Også Christopher Juul vil være til rådighed for Ewan og holdets klassementsrytter, Jack Haig. Endelig skal Michael Mørkøv formentlig køre lead-out for Rick Zabel på et ikke specielt stærkt Katusha-mandskab.

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »