Optakt: Tour of Norway

Løbets rolle og historie

Knut Knudsen, Dag Otto Lauritzen, Dag Erik Pedersen… Norge har aldrig været et af sportens kraftcentre, men de har tidligere haft store navne. Med seks etapesejre i Giroen og en samlet sejr i Tirreno-Adriatico lagde Knudsen grunden for sine landsmænd, og Lauritzen blev senere den første norske etapevinder i Touren. Deres bedrifter skabte nogen interesse for sporten, men i et land, der altid har været blandt de bedste inden for vintersport har det altid været svært for cykelsport at få megen opmærksomhed.

Det ændredes i 00erne. Thor Hushovds store succes i Toure de France og klassikerne og ved VM skabte et stort cykelboom, der pludselig fik mane børn til at fokusere på cykling. Resultatet er åbenlyst. Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff er nu topnavne på den internationale scene, landet udvikler masser af talenter på de mange kontinentalhold, og sporten får nu masser af opmærksomhed i de nationale medier, der har massiv dækning af de store cykelløb.

Boomet har også fuldstændig forandret løbsscenen. Tidligere havde man et par mindre UCI-løb, først og fremmest Ringerike Grand Prix, men som konsekvens af den store interesse er den norske løbskalender sandsynligvis den i verden, der har oplevet den største vækst. På bare få år har arrangører klaret at tiltrække så mange sponsorkroner, at man nu har tre store etapeløb med deltagelse af WorldTour-hold. Tour of Norway lagde grunden i 2011, og siden da er både Tour des Fjords og Arctic Race of Norway, der endda arrangeres i samarbejde med ASO, fulgt efter. Alle tre løb vises på nationalt tv, og derfor er cykling nu en af de helt store sportsgrene hos vore nordlige venner og landet et af cykelsportens kraftcentre.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Med den store interesse for sporten var det naturligvis oplagt at skabe et nationalt etapeløb, og i 2011 blev den første udgave af Tour of Norway afviklet. Det blev betragtet som en efterfølger til Ringerike GP, der var blevet reduceret til et endagsløb, og det fik med det samme 2.1-status i UCI-hierarkiet og deltagelse af WorldTour-hold. Efter tre succesrige udgaver blev det endda rykket op og fik tildelt 2.HC-status og er nu et årligt højdepunkt på den internationale kalender, hvor det tilbyder en virkelig cykelfest i et af de mest cykelgale lande.

Med en kalenderplacering samtidig med Giro d’Italia er det naturligvis svært at konkurrere med den italienske grand tour i kampen om deltagelse af sportens stjerner, men det giver Tour de France-rytterne en god chance for at komme i gang igen efter en lille pause. Da de største navne sjældent har været i topform har løbet været domineret af de hjemlige ryttere, og Edvald Boasson Hagen har således vundet løbet to gange, mens Kristoff har taget utallige etapesejre. Wilco Kelderman, Maciej Paterski, Jesper Hansen og Pieter Weening har imidlertid sikret, at fire udgaver har haft udenlandske vindere, og selvom de lokale helte altid vil spille en fremtrædende rolle, er det bestemt ikke bare en national begivenhed, særligt ikke, da der er mange point at hente for de professionelle kontinentalhold.

Det afspejles også i startlisten, der i de senere år ikke helt har kunnet leve op til den højeste standard. Således har man kun fem WorldTour-hold til start. Til gengæld er antallet af professionelle kontinentalhold stort, og for dem er løbet et stort mål, hvorfor niveauet næppe vil være lavere end tidligere.

Det norske terræn er kuperet og giver dermed mulighed for at sammensætte et solidt etapeløb. Der er altid et par chancer for sprinterne, men klatreudfordringerne er år for år blevet hårdere og hårdere. Mens de første udgaver var mere for all-roundere, kan klatrerne nu gå efter den samlede sejr i et løb, hvor der ikke er nogen enkeltstart. Det var tilfældet i 2015, hvor danske Hansen vandt tilstrækkeligt med tid på kongeetapen til at vinde løbet foran Boasson Hagen.

Scenariet gentog sig sidste år, hvor Weening tog en solosejr på kongeetapen og derefter forsvarede føringen hele vejen til mål, så han kunne tage den samlede sejr 23 sekunder foran Boasson Hagen og 33 sekunder foran Sondre Holst Enger. Efter et skadesplaget forår vender Weening tilbage for at forsvare titlen, mens Boasson Hagen også går efter en tredje sejr. Til gengæld er Enger på Ag2r-træningslejr og stiller ikke til start denne gang.

Ruten

Siden starten har Tour of Norway varieret ruten ganske betydeligt fra år til år. Der har altid været et par sprinteretape, ofte med et stigende opløb, der har passet de stærkere folk, samt et par kuperede etaper til at afgøre klassementet. Der har været mål opad flere gange, men ofte har det været for puncheurs og ikke for klatrere. Løbet har imidlertid også haft længere stigninger, idet man havde en hård rundstrækning i Lillehammer i 2013 og 2014 og en afslutning i Rjukan i 2015 og 2016. Disse stigninger har imidlertid altid været efterfulgt at længere nedkørsler, og derfor har klatrerne haft en ulempe i forhold til kraftfulde puncheurs som Edvald Boasson Hagen.

Løbet er gradvist blevet hårdere og hårdere, og man nåede kulminationen i 2015, hvor man med indførelsen af Rjukan-etapen gjorde det muligt for en ren klatrer som Jesper Hansen at vinde. Sidste år var ruten stort set identisk, og igen var det en klatrer, Pieter Weening, der på Rjukan kunne gøre forskellen. I år har man imidlertid brudt trenden og sammensat en helt ny rute, hvor der ikke er en stigning af samme sværhedsgrad som Rjukan. På den anden side er der heller ikke mange muligheder for sprinterne i et løb, der byder på sene stigninger hver dag.

Løbet indledes med den eneste afslutning på en stigning, og selvom det er en dag for puncheurs og ikke klatrere, er det en af de to vigtigste etaper for klassementet. Efter en sprinteretape, der ganske vist har en bakke sent i løbet, venter kongeetapen til Lillehammer, hvor løbets sværeste stigning skal forceres. Den kommer imidlertid med 20 km til mål, og der er derfor tid til en regruppering. De stærke sprintere håber at få en chance for at spurte op ad bakke på fjerde etape, men også her kan en stigning i finalen skabe kaos, inden det hele afsluttes i Oslo, hvor fire passager af en 2 km lang stigning mod slutningen vil betyde, at førertrøjen kan angribes indtil allersidst. Kort sagt er der tale om et løb, der er som skabt til Ardennerspecialister, der har et godt punch og en god spurt, og løbet synes nærmest i hidtil udset grad at være designet til den lokale helt Boasson Hagen.

1. etape

Sprinterne har som regel haft det første ord i Norges nationale rundtur, men det vil ikke være tilfældet i år. Tværtimod har man lagt en af de to vigtigste etaper allerede på første dag, hvor rytterne kastes ud i den eneste afslutning på toppen af en stigning. Ganske vist er det en finale for puncheurs og ikke for klatrere, men det kræver, at ryttere med ambitioner om den samlede sejr skal være klar fra start.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I alt skal der tilbagelægges 169,4 km mellem Hønefoss og Asker. Fra stat køres en lille sløjfe i åområdet nord for byen, inden man sætter kursen mod syd og følger en småkuperet vej langs Tyrifjorden. Undervejs skal man efter 27 km op over kategori 3-stigningen Skaret (3,6 km, 4,8%), inden man fortsætter mod syd forbi målbyen Asker. Her passerer man dagens første spurt efter 55 km, hvor terrænet flader ud. Efterhånden som man nærmer sig forplejningzonen, kommer der igen et par mindre bakker, og de fortsætter, efter at man er vendt rundt og bevæger sig tilbage mod nord. En af dem er kategoriseret, nemlig kategori 3-stigningen Ødegården (2,2 km, 5,8%) efter 117 km, der 8 km senere efterfølges af den sidste spurt.

Herefter går det ad småkuperede veje ind til Asker, hvor man rammer rundstrækningen efter 144,7 km. Den er i alt 11,4 km lang, og efter at man har kørt de sidste 1,9 km og krydset målstregen første gang, skal der køres to omgange. Den er ganske hårdt, idet målstregen er placeret på toppen af en 1,6 km lang stigning, der stiger med 4,4% i gennemsnit, men det stiger reelt i de sidste 2500 m. Efter stregen fortsætter det endda med at stige, indtil en skarp nedkørsel leder ned til et kort fladt stykke, inden man rammer målbakken igen. I finalen følger man primært en snoet vej langs fjorden, og der er ingen skarpe sving. Den sidste bløde kurve kommer 350 m fra stregen og leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen er som skræddersyet til den lokale helt Edvald Boasson Hagen, der allerede på første dag kan sikre sig en vigtig etapesejr. Derfor må man formode, at Dimension Data vil kontrollere etapen, men det bliver ikke nemt på en svær rundstrækning, hvor der ikke er meget fladt. For klassementsrytterne er det én af to muligheder for at gøre en forskel, og derfor kan vi vente en aggressiv finale. Da de fleste hold har ambitioner i klassementet, vil der imidlertid være mange til at kontrollere, og derfor må man vente, at det slutter i en spurt op ad bakke, hvor Boasson Hagen vil være den naturlige favorit.

Asker har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb.

2. etape

I år skal sprinterne vente en ekstra dag, inden de får mulighed for at gå efter en etapesejr, men de kan se frem til at få en chance på dag 2. Her venter en relativt flad etape, men en lille bakke i finalen vil måske sortere de tungeste fra inden finalen.

I alt skal der tilbagelægges 194,2 km mellem Eidsvoll og Brumunddal. Første del af etapen består af en flad tur op langs søen Mjosa, indtil man når frem til dagens første spurt efter 47 km. Her forlader man vandet for at køre mod nordvest, og det betyder, at terrænet bliver betydeligt mere kuperet. Der venter flere mindre bakker, mens man fortsætter mod nord. Efter 93 km skal man over kategori 2-stigningen Kollstoppen (4,2 k, 5,6%), inden man fortsætter ned til etapen nordligste punkt. Her kører man over en bro, inden man i småkuperet terræn bevæger sig mod sydøst forbi den sidste spurt, der kommer efter 119 km, og dernæst mod nord over en lille bakke.

Efter 148,6 km rammer man rundstrækningen, og bare 1,6 km senere krydses målstregen for første gang. Den er 22,1 km lang og skal tilbagelægges to gange. Den indeholder kategori 3-stigningen Byflaten (2,7 km, 3,4%), der har top med 16,7 km igen, og herefter falder det jævnt ned mod mål. Der er nogle små kontrabakker undervejs, herunder en med 2 km til mål, men det falder mest frem de sidste 1200 m. Her venter et fladt stykke, indtil det igen går nedad med 800 m til mål. De sidste 100 m stiger svagt. Finalen er uden tekniske komplikationer, da de sidste 2 km foregår ad en lang, lige vej. Der er bjergpoint ved sidste passage af stigningen.

Ganske vist er der en bakke på rundstrækningen, men det synes usandsynligt, at dette ikke er en dag for sprinterne. Rytterne skal naturligvis tage sig i agt for vinden, men som udgangspunkt er scenen sat for de hurtige afsluttere, der kommer til at opnå meget høj fart i den faldende finale.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Brumunddal har ikke været målby i løbet tidligere. Man var vært for enkeltstarten ved de norske mesterskaber i 2015, hvor Edvald Boasson Hagen vandt. I 2007 stod man for både enkeltstart og linjeløb, der blev vundet af hhv. Boasson Hagen og Alexander Kristoff. Enkeltstarten blev også holdt i byen i 2002, hvor Thor Hushovd vandt.

3. etape

Efter en dag for sprinterne skal klassementsrytterne igen i aktion, denne gang på løbets kongeetape, der ventes at blive helt afgørende for den samlede stilling. Ganske vist er etapen ikke så svær, som den har været i de to seneste udgaver, men en ganske stejl stigning i finalen vil helt sikkert skabe en del udskilning.

Etapen byder på i alt 192,5 km mellem Hamar og Lillehammer. Straks fra start bevæger man sig mod nordvest igennem fladt terræn, og i det hele taget byder den første halvdel af etapen ikke på væsentlige udfordringer. Kun en lille bakke venter undervejs, men derudover er højdepunktet den første indlagte spurt efter 26,2 km.

Efter 53,8 krydser man målstregen for første gang og tager herefter hul på en stor 64,9 km i området nord for Lillehammer. Den første del mod nord er helt flad og leder frem til den sidste spurt efter 72,1 km, men når man vender rundt for at køre tilbage mod Lillehammer, skal man over kategori 2-stigningen Jørstadhøgda (9,9 km, 5,2%), der har top efter 84,7 km. Man slår en lille sløjfe mod nordvest igennem fladt terræn, inden man ad helt flade veje kører tilbage til Lillehammer, hvor målstregen krydses igen efter 118,7 km.

Etapen afsluttes nu med 3 omgange på en 24,6 km lang rundstrækning. Straks fra start skal man over kategori 1-stigningn Kanthaugen (2,5 km, 9,3%), der har top med 20,3 km til mål og giver bjergpoint ved sidste passage. Der er et 800 m langt grusvejsstykke på toppen, og herefter venter en hurtig nedkørsel, inden det bliver fladt i de sidste 10 km. Med 2 km til mål drejer man til venstre og kører over en bro, hvorefter man ved kilometermærket tager et skarpt sving. Herfra stiger den sidste kilometer med ca. 4% i gennemsnit, men det flader ud på de sidste 200 m. Der venter to sving inden for de sidste 500 m.

Dette er helt klart løbets kongeetape, og Kanthaugen er ubetinget den sværeste stigning. Den er stejl nok til, at de bedste klatrere kan gøre en forskel, men fra toppen er der meget langt til mål. Det bliver ikke nemt for en enlig rytter at holde feltet bag sig, og derfor er det med stor sandsynlighed en lille gruppe, der skal slås om sejren i finalen. Her vil den lille bakke op til mål gøre det muligt for de stærkeste og mest eksplosive at gøre den forskel og dermed sikre sig et godt udgangspunkt for den samlede sejr.

Lillehammer var senest målby i 2014, hvor man imidlertid benyttede en anden stigning i finalen. Her vandt Bauke Mollema med 3 sekunder ned til Jesper Hansen, mens Lars Petter Nordhaug var første mand i en større gruppe 6 sekunder bag hollænderen. Året inden vandt Edvald Boasson Hagen 11 sekunder foran Sergio Paulinho og 29 sekunder foran Mollema, der var først i en lille gruppe. I 2012 slog Boasson Hagen Simon Clarke i en spurt, mens Nordhaug blev nummer 3 med et tidstab på 6 sekunder. Byen var også vært for de nationale mesterskaber i 2015, hvor Boasson Hagen slog Odd Christian Eiking og Vegard Stake Laengen i en spurt.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

4. etape

Efter en dag for klassementsrytterne bør sprinterne være tilbage i centrum på købets fjerde etape. Ganske vist har man som så ofte før lagt en lille stigning ind på den afsluttende rundstrækning, men den vil næppe være nok til at skræmme de hurtige folk, der vil være ivrige efter at gribe muligheden. En bakke på de sidste kilometer betyder imidlertid, at det kun er de stærkeste, der har en chance for at spurte om sejren.

I alt skal der tilbagelægges 193,8 km mellem Fetsund og Sarpsborg. Fra start bevæger man sig mod sydøst og syd gennem stort set helt fladt terræn, indtil man når frem til kategori 3-stigningen Momarken (1,3 km, 4,3%), der har top efter 53,5 km. Her kører man mod vest frem til dagens første spurt, der er placeret efter 63 km, inden man fortsætter ad tilsvarende flade veje mod sydvest ud mod Oslofjorden. Den når man efter ca. 120 km, og den følges mod syd i et par kilometer, inden man igen drejer væk og drager mod nordøst op til målet i Sarpsborg. Undervejs passerer man den sidste spurt, der er placeret med 47,2 km igen.

Efter 158,6 km rammer man den afsluttende 13,3 km lange rundstrækning, og kort efter skal man op over kategori 3-stigningen Yven (1 km, 5,7%) for første gang. Herefter kører man ned til målstregen og afslutter etapen med to omgange. Målstregen ligger på toppen af en lille bakke, hvorfra man kører ned til bunden af Yven, der har top med 7,6 km igen. Herefter falder det, indtil der resterer ca. 3 km. Det er nu hovedsageligt fladt, indtil man rammer den sidste bakke med 600 m igen. Herfra stiger det med ca. 5% i gennemsnit, men det flader lidt ud på de sidste 200 m. Det sidste skarpe sving kommer med 2,3 km igen, hvorefter vejen kun bugter let. Der er kun bjergpoint på stigningen ved næstsidste af de tre passager.

Finalen i Sarpsborg har været benyttet i de seneste fire år. Sidste år lykkedes det Edvald Boasson Hagen at køre alene hjem på den sidste bakke og således slå feltet anført af Sondre Holst Enger og August Jensen med 8 sekunder. I 2015 slog Alexander Kristoff Caleb Ewan og Boasson Hagen i en spurt, mens Marc De Maar og Maciej Paterski overraskende holdt feltet bag sig med 12 sekunder i 2014, hvor Kristoff vandt spurten om tredjepladsen. I 2013 slog Kristoff Boasson Hagen og Sebastien Hinault i en spurt.

Historien viser således, at Yven kan bruges til at gøre en forskel, men det bliver ikke let at gentage Boasson Hagens nummer fra sidste år. Alle vil have lært af historien, og derfor vil overraskelseselementet være mindre. Det peger derfor på endnu en spurt for de stærkeste sprintere, der vil drage fordel af bakken op til mål. Endnu en udbrudssejr kan dog heller ikke udelukkes i et løb uden mange topsprintere, og hvor klassementet ventes at have sat sig.

5. etape

De fleste nationale rundture slutter i landets hovedstad, men faktisk har Tour of Norway aldrig haft etapeafslutning i Oslo. Det ændres der imidlertid på i år, hvor den største by byder feltet velkommen til en spændende finale på løbet, hvor en svær rundstrækning åbner mulighed for, at der kan ske forskydninger indtil allersidst.

I alt er der bare 154,6 km mellem Moss og Oslo på programmet. Fra starten går det hovedsageligt mod nord op langs Oslofjorden i fladt terræn forbi dagens første spurt, der er placeret efter 38,3. Kategori 3-stigningen Sundby (1,6 km, 6,6%), der har top efter 58,9 km, bryder kortvarigt monotonien, hvorefter man kommer op på et plateau, som man følger mod øst. Efter 79 km sætter man kursen mod nordvest med retning mod Oslo, hvor man rammer rundstrækningen efter 104,8 km. Herefter går det nedad mod første passage af målstregen, der krydses, når der resterer 44,1 km.

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 11 km lange runde. Den er ganske enkel, idet det fra start går op ad kategori 2-stigningen Ekeberg (2,1 km, 4,5%), der har top med 7 km. Herefter falder det hele vejen ned til den røde flamme, og det er kun den sidste kilometer, der er helt flad. Finalen er imidlertid teknisk, idet en lang, lige vej afsluttes et U-sving med 1500 m igen. Herefter følger to skarpe sving med hhv. 1000 og 400 m igen. Den sidste indlagte spurt er placeret ved anden passage af målstregen.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Ekeberg er ikke en stejl stigning, og det er usandsynligt, at de bedste klatrere kan føre en forskel. Det er imidlertid sidste chance at køre om klassementet, og der er derfor ingen tvivl om, at favoritterne vil angribe hinanden. Derfor vil der blive skabt en betydelig udskilning, og det er helt sikkert ikke en dag for de klassiske sprintere. I stedet er den som skabt til folk som Edvald Boasson Hagen, Michael Albasini og Simon Gerrans, der kan vinde en spurt i en lille gruppe, men det kunne også meget vel være en dag for et udbrud, da forskelle i klassementet vil være etableret.

Oslo var sidst vært for et stort cykelløb ved de nationale mesterskaber i 2000, hvor Rune Jogert vandt.

Favoritterne

I de tidlige år var Tour of Norway et perfekt løb for puncheurs. Lillehammer-etapen var den sværeste, og selvom man tabte kontakten på den vanskelige stigning i finalen, var der tid til at komme tilbage og gøre brug af sine gode afslutteregenskaber. I de seneste to år har Rjukan-stigningen imidlertid gjort det muligt for de rene klatrere Jesper Hansen og Pieter Weening at tage samlede sejre.

I år er løbet mere sammenligneligt med de tidlige år, men der er tale om en historisk uforudsigelig udgave af løbet. Sjældent har man set en rute, hvor så mange etaper potentielt kan ændre på det samlede udfald. Således er det kun anden etape, der mere eller mindre synes at give anledning til en sikker massespurt. 4. etape bør også ende i en spurt, men sidste år viste Boasson Hagen, at det kan lade sig gøre at benytte den sidste stigning til at gøre en forskel. Klassementet bør komme i spil på 1., 3. og 5. etape.

Der er ingen tvivl om, at 3. etape er den sværeste, og det er her den store udskilning vil ske. Stigningen er svær nok til, at de bedste klatrere kan gøre en forskel, men da stigningen er kortere end Rjukan, er der større chance for, at vi vil se en lille gruppe skulle afgøre det på puncheur-afslutningen i Lillehammer. Disse puncheurs skal også slås om sejren på 1. etape, hvor der sluttes på en kort stigning. Endelig kan der angribes på 5. etape, der vil skabe nogen udskilning, men umiddelbart er stigningen ikke svær nok til, at der kan gøres store forskelle.

Vejret er naturligvis en helt afgørende faktor i Norge, og det ligner en våd omgang. Onsdag og torsdag ser ud til at blive meget regnfulde, fredag burde give en smule vand, og der ventes solskin i weekenden. Vinden vil imidlertid ikke være specielt stærk, og derfor det primært være regnen, der vil gøre etaperne lidt hårdere.

Et kendetegn ved årets løb er, at feltet i år er betydeligt stærkere end sidste år, og det afspejles specielt i, at Lotto Soudal og Orica-Scott komme med meget stærke hold, der har flere potentielle vinderkandidater. De er oppe imod Dimension Data, der er til start med løbets store navn, Edvald Boasson Hagen, men har et relativt svagt hold til at støtte sig. Derfor kan man vente en dynamik, hvor de to stærke hold vil benytte deres overtal til at sætte løbets favorit under pres.

Alligevel tror vi på, at Edvald Boasson Hagen tager endnu en samlet sejr. Nordmanden har tradition for at være meget stærk i dette løb, også selvom det altid kommer efter en lille pause. Hans værste rivaler har også netop pustet ud og møder derfor næppe op i samme form. I de senere år har Rjukan været for svær for Boasson Hagen, der også kan ventes at få det for svært på stigningen i Lillehammer. Denne gang tror vi imidlertid, at stigningen er så kort, at han med sin store power har overskud til at komme tilbage. Dermed er der gode chancer for, at han kan være med til at spurte om sejren på alle fem etaper.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Blandt favoritterne er Boasson Hagen umiddelbart den hurtigste, både på flad vej og i stigende spurter, som dem der venter på 1., 3. og 4. etape. Dermed har han gode muligheder for at opsamle masser af bonussekunder undervejs, og det er i høj grad i kraft af sin spurtstyrke, at han skal vinder. Umiddelbart er vejen til at slå ham enten at isolere ham og angribe ham på skift samt at komme af med ham på kongeetapen. Begge dele er bestemt muligt, men vi tror på, at Boasson Hagen er så stærk, at han kan vinde løbet igen.

Orica-Scott stiller til start med Michael Albasini, der viste storform i klassikerne og Tour de Romandie. Nu har han haft en lille pause, og derfor kan han ikke længere ventes at være på samme niveau. Holdet har imidlertid meldt ud, at de satser på deres schweiziske stjerne, der næppe kunne have designet en bedre rute. Således kan også han køre med om sejren på alle etaper, og han er bestemt ikke uden chance for at slå Boasson Hagen i en spurt, hverken på flad vej eller op ad bakke. Samtidig klatrer han bedre end sin norske rival og har derfor en reel mulighed for at komme af med den lokale helt på kongeetapen. Da han samtidig har både en formstærk Jack Haig og Simon Gerrans til at støtte sig, har han alle muligheder for at sætte Boasson Hagen under pres og udnytte et overtal.

For Tony Gallopin har pausen været endnu længere, og derfor er hans form endnu mere usikker. Lotto Soudal har udpeget ham som kaptajn, men usikkerheden om hans form betyder, at hierarkiet er mere fladt. Ruten passer ham imidlertid som fod i hose. Han er ganske vist ikke så hurtige som Albasini og Boasson Hagen og kan næppe matche dem på 2., 4. og 5. etape. På 3. etape kan han imidlertid distancere dem begge på den hårde stigning, hvor han bør være stærkere. Derudover kan han muligvis slå dem begge på den sidste bakke, som kommer efter en lang, hård dag. Endelig kan han tage kampen op med dem på 1. etape, hvor han kan score bonussekunder, og dermed har han flere muligheder for at tage den samlede sejr.

Lotto Soudal har en plan B i Sander Armee, der er i sit livs form i disse dage. Den uopslidelige hjælper har netop vundet bjergtrøjen i Romandiet Rundt, hvor han var i udbrud næsten hver dag, og er blevet nummer 2 i Dunkerque, hvor han var bedste mand på stigningerne. Han er ganske vist ikke så hurtig som sine rivaler, men han kan muligvis køre fra alt og alle på kongeetapen. Derudover kan han og Gallopin spille et taktisk spil i finalerne, som måske kan åbne døren for, at Armee kan tage en samlet sejr.

Også Orica-Scott har en plan B i Jack Haig. Han er den næste store australske klassementsrytter og har netop vist sit format i Romandiet, hvor han så ganske stærk ud på stigningerne. Sidste år greb han chancen for at køre for sig selv i Slovenien Rundt, hvor han var tæt på den samlede sejr, og her kan også tage sin egen chance. Han er måske feltets bedste klatrer og har en reel chance for at gøre en forskel på kongeetapen. Samtidig kan han som Armee udnytte sit holds mange muligheder til at angribe fra en reduceret favoritgruppe og herved sikre sig en sejr.

Danmark har en forrygende chance for at sikre os sejren for anden gang på tre år. Rasmus Guldhammer viste med sine to sejre i Norge i forrige weekend, at han er tilbage på det niveau, der fik ham til at kæmpe med de bedste i Tour of Britain for to år siden. Er han vitterligt lige så stærk, kan han ende som vinder af et løb, der passer ham perfekt. Lillehammer-etapen bliver svær, men stigningen er overkommelig for danskeren, der samtidig er hurtig på stregen. Specielt finalerne på 1. og 3. etaper, hvor der venter svære stigninger passer ham godt, og derfor har han de puncheur-egenskaber, der skal til for at blande sig i kampen om sejren.

Det samme har cykelcross-verdensmesteren Wout van Aert, der efter et par gadeløb stiller til start i sit første UCI-løb. Det gør naturligvis hans form temmelig usikker, men han kommer direkte fra en træningslejr på Mallorca og er derfor velforberedt. Sidste år slog han på sin første løbsdag Tony Martin på prologen i Belgium Tour, og derfor er der al mulig grund til at tro, at han er på et højt niveau. Sidste år viste han sine puncheur-egenskaber ved at blive nummer 2 på kongeetape i Ster ZLM Toer og nummer 9 på en meget hård rute ved de belgiske mesterskaber. Der er ikke noget på denne rute, han ikke kan klare, og kan han køre med om sejren på 1. og 3. etape, kan han vinde samlet.

Cannondale stiller til start med Patrick Bevin, der i sin tid i Australien vandt talrige løb med profiler som dette. Han har haft det sværere i Europa, men har med en top 10 i Tour Down Under og en forrygende prolog i Paris-Nice vist, at han kan begå sig på højeste niveau. Hvis han endelig kan finde tilbage til sit gamle niveau, klatrer han godt nok til at overleve stigningerne, og han er meget hurtig på stregen. Hans form er imidlertid usikker, da han ikke har kørt løb længe.

Efter et skadesramt forår vender Pieter Weening tilbage som forsvarende mester. Efter styrtet i Catalonien ventes han ikke at være på samme niveau som sidste år, men han viste dog fornuftig form med offensiv kørsel i Yorkshire. Desværre passer ruten ham ikke godt, og for at vinde skal han køre alene hjem på kongeetapen. I år er den næppe hård nok til, at det kan lade sig gøre.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Lottos tredje kort er Louis Vervaeke. Ingen kan betvivle belgierens kolossale talent, men desværre rammer han alt for sjældent topniveauet. Hans forår har været miserabelt, og nu er han på vej tilbage efter en pause. Det kan forhåbentlig give anledning til, at han endelig kan finde benene. Sker det, kan han som Armee gøre forskellen på kongeetapen eller udnytte holdets overtal til at angribe.

Roompot har også en stærk Nick van der Lijke, der måske er et bedre kort end Weening. Han har i år været stærkere end tidligere og klarede sig godt i Amstel Gold Race og Brabantse Pijl. Kongeetapen er måske for svær for ham, men kan han overleve her, har de rette puncheur-egenskaber til at gøre det godt.

På papiret er det også et løb, hvor Dylan van Baarle kan gøre sig gældende, i hvert fald hvis kongeetapen ikke viser sig at være alt for selektiv. Desværre vender klassikerstjernen først nu tilbage efter en længere pause, og vi tvivler på, at han allerede nu har formen til at være konkurrencedygtig her.

I gamle dage ville Simon Gerrans have været topfavorit i et løb som dette. Det seneste års tid har imidlertid vist, at det slut for Gerrans, der næppe finder tilbage til sit topniveau igen. Derfor skal han sikkert arbejde for Albasini og Haig. På den anden side er holdets styrke, at de har så mange kort at spille, og det kan måske give en chance til veteranen.

Endelig er der også gode muligheder for, at de lokale helte kan blande sig. Det bedste kort er Andreas Vangstad, der før har vundet en etape i løbet og hører til blandt landets bedste klatrere. Han viste fornuftif form i forrige weekend. Det samme gjorde Carl Fredrik Hagen med to andenpladser efter Guldhammer i de to store norske løb, og han må derfor ventes at være i storform. Også Audun Brekke Føtten og Øivind Lukkedahl kan være med på stigningerne. Hvis løbet bliver mindre selektivt, kan August Jensen måske overleve stigningerne, og i givet flad gør hans spurt ham til en farlig herre.

***** Edvald Boasson Hagen

**** Michael Albasini, Tony Gallopin

*** Jack Haig, Sander Armee, Rasmus Guldhammer, Wout Van Aert, Patrick Bevin

** Pieter Weening, Louis Vervaeke, Eduardo Sepulveda, Carl Fredrik Hagen, Andreas Vangstad, Nick van der Lijke, Dylan van Baarle, Simon Gerrans, August Jensen

* Audun Brekke Føtten, Bjørn Tore Hoem, Tosh van der Sande, Wilmar Paredes, Nick Schultz, Larry Warbasse, Øivind Lukkedahl, Artem Nych, Dimitri Peyskens, Eliot Lietaer, Sebastien Delfosse, Stefan Denifl, Sjoerd van Ginneken

Danskerne

Team Veloconcept stiller til start anført af en meget formstærk Rasmus Guldhammer, der støtte af Kasper Asgreen, Andreas Hyldgaard Jeppesen, Alexander Kamp, Michael Reihs og Michael Carbel. Deruodover er Lasse Norman til start for Aqua Blue Sport, hvor han sandsynligvis kan få lov at tage sin chance i spurterne.