Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Optakt: Tour of Oman
13. February 2017 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Sprinterne havde deres chance i Dubai Tour, men nu er det tid til, at klatrerne skal vise, hvad de kan præstere, når serien af mellemøstlige løb rykker til Oman og den nationale rundtur i regionens sydøstlige land. Efter tidligere at have fungeret som den perfekte afslutning på en helt unik løbsblok på den internationale kalender og have opbygget et ry som det første store slag mellem grand tour-stjernene har løbet med tilføjelsen af WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour en uge senere måske tabt lidt prestige, og man har i de senere år haft det svært i kampen med Vuelta a Andalucia og Volta ao Algarve. Ikke desto mindre kan man præsentere et felt, der inkluderer navne som Fabio Aru, Romain Bardet og Rui Costa, og dermed er scenen sat til af februars vigtigste etapeløbsslag.

Løbets rolle og historie

Da Tour de France-arrangørerne i 2002 tog det modige valg at slå sig sammen med myndighederne i Qatar og arrangere et etapeløb i den arabiske ørkenstart, var der næppe mange, der havde set det som begyndelsen til en sand succeshistorie, der siden har udviklet sig til en af de allervigtigste løbsserier i den tidlige del af sæsonen og har ansporet mange af cykelsportens største stjerne til at skippe de traditionelle løb i sportens traditionelle kerneområde i Europa og i stedet tilbringe en stor del af februar under Mellemøstens behagelige sol.

 

På mindre en et årti lykkedes det imidlertid Tour of Qatar at opbygge sig et ry som det foretrukne forberedelsesløb for sprintere og ryttere, der satser på brostensklassikerne. Med den samme iver efter at vise landets skønhed var det derfor kun logisk, at myndighederne i Oman så en chance for at kapitalisere på den succes og forsøge sig med en lignende formel. Det førte i 2010 til, at også de slog sig sammen med ASO, og dermed var Tour of Oman skabt.

 

Ideen med at have ASO tilknyttet begge løb har vist sig at være genial, idet det har skabt en fantastisk synergi mellem de to begivenheder, der ofte har inviteret de samme hold og haft et stort overlap af ryttere. Alligevel har der været en stor forskel på de to løb, og det har været vidt forskellige ryttere, der har domineret i løbet af de to uger, der oprindeligt udgjorde den mellemøstlige løbsblok.

 

Qatar er et land med meget få højdeforskelle, og dramaet der bliver skabt af vinden, der ofte har ført til en fantastisk krig mellem de bedste klassikerryttere om at komme med på første vifte. I modsætning hertil er Oman et ganske kuperet land, og selvom mange af klassikerrytterne ofte er forblevet i Mellemøsten for at tilbringe yderligere seks dage under ørkensolen, har det andet ASO-løb i Arabien været domineret af klatrere.

 

Derfor var det ingen overraskelse, at løbet en overgang var i stand til at tiltrække de allerbedste grand tour-ryttere, der var ivrige efter at teste formen tidligt på sæsonen og fortsætte forberedelserne frem mod de første mål. I løbet af ganske få år opbyggede løbet et ry som det foretrukne februarløb for de ryttere, der jagter succes i etapeløbene og de store tours, og selvom det i de senere år har tabt betydelig status og tiltrækningskraft, er det stadig en nøglebegivenhed for mange ryttere.

 

Det tog noget tid for arrangørerne at finde det rette format. Den første udgave var således en relativ flad affære, der hovedsageligt blev afgjort på en enkeltstart. Ikke overraskende vandt Fabian Cancellara på et tidspunkt, hvor han var helt dominerende i kampen mod uret, men allerede året efter var der vendt op og ned på tingene. Med en bjergafslutning på landets ikoniske bjerg, Green Mountain, udviklede løbet sig til en affære for de virkelige etapeløbsryttere, og det var Robert Gesink, der i 2011 startede en helt fantastisk forårssæsonen med at vinde samlet i Oman.

 

I 2012 fjernede man enkeltstarten og gjorde dermed løbet til en sag for klatrerne. Det første år tog Peter Velits en kneben sejr over Vincenzo Nibali, men det var i 2013, at løbet fik sit virkelige gennembrud. Med den hårdeste rute hidtil lykkedes det at tiltrække Chris Froome, Alberto Contador, Nibali, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez som havde et fantastisk slag, der blev vundet af Froome. Året efter havde man en lige så imponerende startliste, og igen var det Froome, der slog Rodriguez og Nibali. I 2015 havde løbet igen tiltrukket mange stjerner, selvom løbet højst overraskende blev vundet af Rafael Valls, der satte topnavnene til vægs på Green Mountain.

 

Med tilføjelsen af Dubai Tour til kalenderen i 2014 udviklede løbsblokken i Mellemøsten sig til en tredelt affære med 20 dages fantastiske løbsmuligheder for stjernerne. Da den samlede kombination havde lidt for enhver smag - sprintere og puncheurs kunne excellere i Dubai, sprinterne og enkeltstartsrytterne havde muligheder i Qatar og klatrerne kunne vise deres format i Oman - havde stort set alle et incitament til at tage til Mellemøsten i februar. Da løbet i Oman samtidig var det mest alsidige med etaper for sprintere, klassikerryttere og en stor bjergetape, var det den perfekte afslutning på en unik del af kalenderen.

 

I årene 2013 og 2013 var løbet domineret af etapeløbsryttere, og det havde klart det bedste felt af alle de tidlige løb. I 2015 tabte de imidlertid kampen til Vuelta a Andalucia, der havde både Froome og Contador til start, og sidste år tabte man igen slaget til løbet i Andalusien og Volta ao Algarve. Hovedårsagen er det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, der har gjort Den Iberiske Halvø langt mere attraktiv som et alternativ, og derfor har mange foretrukket at blive i Europa. Det havde også en effekt på løbene i Dubai og Qatar, og sidste havde man i Oman chokerende få WorldTour-hold til start.

 

I år har kalenderen fået endnu en rystetur. Tour of Qatar er blevet aflyst, men i stedet er Abu Dhabi Tour flyttet fra oktober til februar og holdes nu ugen efter Tour of Oman. Samtidig har det fået WorldTour-status, mens det aldrig har været på tale for løbet i Oman, der i stedet har været truet på dets eksistens. Det er lykkedes at overleve, og på papiret burde tilføjelsen af Abu Dhabi Tour være en styrke. Også det nye løb har en stor bjergafslutning, og dermed appellerer de to løb til de samme ryttere. Med tre dages restitution ind i mellem de to begivenheder synes det oplagt for klatrere at køre dem begge, og det gør mindre, at aflysningen af løbet i Qatar giver et hul til Dubai Tour, der alligevel tiltaler en helt anden ryttertype. Desværre har Abu Dhabi Tour og Tour of Oman ikke de samme arrangører, og det har derfor ikke været muligt at få den ventede synergieffekt. Meget få ryttere kører begge løb, og da det er løbet i Abu Dhabi, der er højst i hierarkiet, står Tour of Oman tilbage som en stor taber. Således er det i år ikke lykkedes at tiltrække mange grand tour-stjerner, og det er hovedsageligt Romain Bardet, Rui Costa og Fabio Aru, der kaster stjernestøv over løbet.

 

Dermed er feltet svagere, end det var sidste år, hvor Vincenzo Nibali tog den samlede sejr. Efter at være blevet to i en helt ny finale på en mellemhård stigning slog italieneren til på Green Mountain, hvor han besejrede Bardet med 9 sekunder. Det var nok til at tage den samlede sejr foran Bardet og danske Jakob Fuglsang. Nibali kommer ikke tilbage for at forsvare titlen, idet han er blandt de mange, der foretrækker at køre i Abu Dhabi en uge senere, men både Bardet og Fuglsang er med igen og går efter at gøre det endnu bedre, end de gjorde for 12 måneder siden.

 

Ruten

Efter oprindeligt at have været et løb for temporyttere er Tour of Oman som sagt nu et løb for klatrere. Enkeltstarten er væk fra ruten, der i stedet består af en blanding af flade sprinteretaper, kuperede etaper, der passer til puncherus, og en reel bjergetape. Løbet har som regel haft perfekt vejr, og dermed er det et godt forberedelsesløb for snart sagt enhver ryttertype.

 

Arrangørerne har gradvist gjort løbet hårdere og hårdere ved at tilføje flere stigninger, og de har efterhånden fundet sig en samling af finaler, som de genbruger år efter år, dog i forskellige kombinationer. Dermed har løbet efterhånden fundet en relativt fast formel. Sidste år nåede hårdheden imidlertid et helt nyt niveau, idet man i tillæg til de tre hårde etaper, der typisk har været en del af ruten, inkluderede en helt ny afslutning på en stigning, ligesom man klatrede længere op ad Green Mountain på løbets kongeetape. Den model gentager man stort set i år, hvor det praktisk talt er de samme seks etaper, der er på menuen, og den største ændring er, at rækkefølgen er ændret. Den forlængede udgave af Green Mountain skrottes imidlertid, og man vil i stedet slutte kongeetapen, hvor man traditionelt har gjort det.

 

Tidligere havde løbet tre muligheder for sprinterne, men som sidste år er der i 2017 kun to flade etaper. De hurtige folk får således deres chance på 1. og 6. etape, mens klassikerrytterne vil elske finalerne på 2., 3. og 4. etape. På andendagen skal rytterne således igen udfordres af den svære etape til Al Bustan, hvor en lille stigning i finalen har givet anledning til et hav af forskellige udfald. På 3. etape vender man tilbage til den nye afslutning på stigningen i Quriyat, hvor Edvald Boasson Hagen sidste år spurtede sig til sejr foran klassementsrytterne. Den hårde afslutning ved Turistministeriet findes i år på 4. etape, og det har traditionelt været en dag for enten klassements- eller klassikerryttere. Det er imidlertid løbets kongeetape til toppen af Green Mountain på næstsidste etape, der ventes at afgøre kampen om den samlede sejr, inden sprinterne slås om hæderen i hovedstaden Muscat på sidstedagen.

 

 

1. etape

Det har været en hovedregel, at sprinterne har haft mulighed for at spurte om sejren på førstedagen, og det var kun i 2016, at man afveg fra den model. I år vender man tilbage til den velkendte formel med en relativt flad åbningsetape, der bør give de hurtige afsluttere muligheden for igen at få en enkelt dag i førertrøjen. Det sker på en etape, der er en tro kopi af sidste års 3. etape, der blev vundet af Alexander Kristoff i en stor massespurt.

 

Den 176,5 km lange etape starter i Al Sawadi Beach på Omans nordkyst, hvorfra rytterne bevæger sig ud til kystvejen, som de følger i et par kilometer. Herefter begiver de sig ud i ørkenen af en lang, lige vej, der stiger ganske svagt. Det højeste punkt nås for foden af bjergene i Wadi Bani Awf efter 81,5 km, hvorefter rytterne bevæger sig lidt mod øst, inden de vender rundt og sætter kursen tilbage mod kysten. Derfor er de næste mange kilometer let faldende, mens man ad en stort set lige ørkenvej nærmer sig vandet. Undervejs gælder det dagens sidste indlagte spurt i Al Taww efter 149 km. Vejen flader ud i de sidste 10 km, når rytterne har nået kysten. Med 6 km til mål foretager de en U-sving og følger dernæst en stor hovedvej, der har et blødt venstresving med 2,5 km til mål. Herefter rammer de den meget brede 2 km lange opløbsstrækning, der er 8 m bred og helt flad.

 

Uden kategoriserede stigninger har denne etape alle ingredienserne til at være en traditionel sprinteretape. Da de hurtige afsluttere ikke har mange mulighed i årets løb, skal de slå til hver gang, chancen byder sig, og derfor bør det blive afgjort i en massespurt. Rytterne skal imidlertid være opmærksomme i ørkenen, hvor vinden potentielt skal spille en rolle, men historien viser, at det aldrig rigtigt sker i Oman. Med mindre det blæser voldsomt, vil en sprinter vinde 1. etape i et brag af en spurtafgørelse.

 

Nasseem Park var første gang vært for løbet i 2014, hvor André Greipel vandt 1. etape foran Leigh Howard og Nicola Ruffoni. Sidste år vandt Alexander Kristoff foran Moreno Hofland og Roy Jans på en etape, der var helt magen til den, det gælder i årets udgave af løbet.

 

 

 

 

2. etape

De rene sprintere vil træde i baggrunden på dag to, der forventes at skabe den første lille udskilning i klassementet og give klassikerytterne en chance for at gå efter sejren. Finalen i Al Bustan har udviklet sig til lidt af en klassiker og har i de senere år repræsenteret den første lille test for de ryttere, der drømmer om den samlede sejr, og det vil igen være tilfældet i 2017. Samtidig har modvind før givet sprinterne mulighed for at få efter triumfen, og det har skabt rammen om et uforudsigeligt cykelløb.

 

Årets etape er med sine 145,5 km en ganske kort sag, der bringer rytterne fra ørkenbyen Nakhal til Al Bustan, der er en østlig forstad til hovedstaden Muscat helt ude ved kysten. Fra starten bevæger rytterne sig mod nordøst og ud mod vandet, hvilket betyder, at de første 20 km er jævnt faldende. Herefter brydes monotonien af lidt mere kuperet terræn, nå de rammer Fanja-stigningen (1 km, 9,5%), hvis top nås efter 38 km. Herefter flader terrænet igen ud, mens feltet passerer syd om Muscat forbi den første indlagte spurt i Saal efter 62,5 km.

 

I etapens anden halvdel bevæger man sig ind i bakkerne sydøst for hovedstaden, hvor de rammer stigninger, der er velkendte af de fleste ryttere. Først mødes de af Bousher Al Amerat (3,4 km, 8,8%), der er lidt af en klassiker i løbet, og som altid spiller en nøglerolle på den etape, der i år kommer på dag 4. Dens top er placeret efter 96,5 km, og herefter fortsætter man ad flade veje mod øst til den traditionelle finale, der med sine to stigninger er helt uforandret i forhold til tidligere. Den består af en lille tur frem og tilbage nær kysten øst for Muscat og indeholder to stigninger. Den første udskilning foretages på Al Hamriyah-stigningen (0,8 km, 9,8%), hvis top nås med bare 22,5 km til mål. Dernæst fortsætter man af faldende veje til Al Jissah, hvor dagens sidste spurt kommer bare 9,5 km fra stregen. Dagens afgørende udfordring er herefter Al Jissah-stigningen, der stiger med 9% over 1,4 km. Toppen kommer med bare 5 km til mål og efterfølges af en nedkørsel, der fortsætter helt frem til de sidste 1500 m, hvorfra det flade ud. 900 m fra mål når feltet kystvejen via et venstresving i en rundkørsel. I 2014 ramte feltet herefter en lille stigning, men siden 2015 er afstanden til toppen af Al Jissah blevet afkortet med én kilometer, og målstregen kommer i stedet i bunden af denne lille bakke.

 

Etapen er som sagt velkendt og har været brugt hvert år siden 2013. Dengang satte Sky et hårdt tempo på den første af de to finalestigninger, inden Rinaldo Nocentini og Alberto Contador angreb på den sidste bakke. De blev hentet, og derefter blev 50 ryttere samlet. Der var imidlertid ikke mange hjælperyttere, og derfor lykkedes det Martin Elmiger, Vincenzo Nibali og Tony Gallopin at stikke af på de sidste 2 km. Peter Sagan kørte op, og i stedet for at vente på spurten kørte han direkte forbi til en imponerende solosejr.

 

I 2014 blev feltet igen decimeret på stigningerne, men da der var en stærk modvind på den sidste af disse, overlevede André Greopel og flere andre sprintere. Efter at Chris Froome, Sagan, Zdenek Stybar og Fabian Cancellara var blevet hentet på den sidste kilometer, slog tyskeren Sagan og Nacer Bouhanni i en reduceret massespurt. I 2015 angreb klassementsrytterne på stigningen, og det skabte en gruppe på 19 ryttere, der spurtede om sejren. Sagan var den store favorit, men han blev kun nummer 5 bag Fabian Cancellara, der tog sejren foran Alejandro Valverde og Greg Van Avermaet. Sidste år var der igen udsigt til en spurt i en gruppe på bare 16 ryttere, men Bob Jungels overraskede rivalerne og kørte hjem til en solosejr.

 

Historien viser, at man kan forvente næsten alt på denne etape, og meget afhænger af vinden. Hvert år angriber klassementsrytterne på den sidste stigning, men deres forsøg holder sjældent hjem. Hvis der er modvind, er der stor chance for, at en større gruppe skal spurte om sejren, men er der medvind, bliver gruppen mindre, og så er det muligt at angribe på det flade stykke mod mål, som er svært at kontrollere. Efter at man i 2015 flyttede målstregen tættere på toppen af stigningen, er der kun 900 flade meter, og det har givet aggressive ryttere en langt bedre chance. Samtidig er det den første lille test for klassementsrytterne, og man har ofte set nogle store navne tabe tid på denne etape.

 

 

 

 

3. etape

Anden etape kan betragtes som den første lille test af klassementsrytterne, men den første virkelige prøve kommer på dag tre, hvor feltet vender tilbage til finalen på stigningen i Quriyat, der med succes gjorde debut i 2016. Afslutningen er ganske vist ikke meget hård, men sidste års udgave af løbet viste, at den kan gøre forskelle, og derfor skal klassementsrytterne være på stikkerne på torsdagens etape.

 

Ruten fører rytterne fra starten ved Sultan Qaboos University i den vestlige udkant af Muscat over 162 km til afslutningen i Quriyat, der ligger i det meget mere kuperede område vest for storbyen, og bortset fra en helt marginal ændring på de allerførste kilometer er der tale om en identisk kopi af sidste års 2. etape. Fra staten fører fladt terræn dem til Bousher al Aerat stigningen (3,4 km, 8,85), der allerede blev passeret på 2. etape og vil være den helt afgørende udfordring på 4. etape. Toppen kommer efter 33 km, og derefter vender man tilbage til fladlandet, mens den østlige rejse fortsættes.

 

Den første indlagte spurt kommer efter 81 km umiddelbart før forplejningszonen, og herefter kører rytterne ned til kysten, hvor terrænet er lidt mere kuperet. Med ca. 30 km til mål vender de rundt og vender tilbage mod målbyen Quriyat, inden de dyster om point i den sidste indlagte spurt med 22,5 km til mål.

 

Rytterne når Quriyat med 7,5 km igen, men modsat tidligere års udgave slutter de ikke inde i byen. I stedet fortsætter de ad flade veje til de omkringliggende stigninger, hvor etapen slutter på toppen af en bakke, der stiger med 6,5% over 2,8 km. Den har to hårnålesving tæt på den røde flamme, og derefter bøjer vejen svagt til venstre, inden rytterne når den 100 m lange opløbsstrækningen.

 

Den sidste stigning gjorde debut sidste år og viste sig at passe til et mix af puncheurs og klassementsryttere, der spurtede om sejren på bakken. Ni ryttere sluttede således i samme tid, og af dem var Edvald Boasson Hagen hurtigst foran Vincenzo Nibali og Greg Van Avermaet. Yderligere seks mand tabte 6 sekunder, mens 35 mand sluttede inden for et minut af vindertiden.

 

Sidste års udgave af etapen viser, at det næppe er en dag, hvor løbet kan vindes, men man kan sagtens tabe værdifuld tid i en finale, der passer mere til eksplosive typer end til rene klatrere. Feltets puncheurs håber på at gentage Edvald Boasson Hagens triumf, mens klassementsrytterne skal undgå dumme tidstab inden lørdagens kongeetape. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en af løbets favoritter kan tage sejren og score vigtige bonussekunder, hvis vedkommende besidder tilstrækkeligt punch på denne korte stigning.

 

Quriyat var også vært for løbet i 2014, hvor man sluttede inde i byen. Her vandt Alexander Kristoff en massespurt foran Leigh Howard og Tom Boonen.

 

 

 

 

4. etape

 I 2013 introducerede arrangørerne en ny nøgleetape, der sluttede med flere passager af den hårde Bousher al Amerat-stigning, inden man kørte ned til en finale i området med landets mange ministerier i udkanten af Muscat. Det gav anledning til et helt fantastisk løb, og derfor blev en svagt modificeret udgave af samme etape anvendt i 2014. Igen blev det stærkt underholdende, og siden da har denne etape været på programmet hvert eneste år. Det vil også være tilfældet i 2017, hvor den kommer på fjerdedagen og ikke dagen før afslutningen, som det ofte har været tilfældet.

 

Med sine 118 km er etapen som altid meget kort, og bortset fra en helt marginal ændring er der tale om en tro kopi af sidste års fjerde etape. Starten går fra kystbyen Yiti (Al Sifah) bare et par kilometer øst for Muscat og slutter igen i år foran Turismeministeriet i det kuperede område øst for hovedstaden. Efter start bevæger rytterne sig af tricky kystveje mod Muscat, og undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 27,5 km.

 

Efter 31,5 km får feltet en første chance for at teste klatrebenene på Al Jissah-stigningen (1,4 km, 8.9%), der var den sidste bakke i finalen på 2. etape. Bare syv kilometer senere rammer de stigningen Al Wadi Al Kabir (1,9 km, 6,3%), hvorefter de returnerer til fladt terræn, mens de kører ind i hovedstaden, hvor de kører en omgang på en lille rundstrækning.

 

Herfra bevæger feltet sig ad flade veje til forstaden Al Amerat, hvor finalen starter, når de rammer den svære rundstrækning med Bousher al Amerat-stigningen, som de allerede har været oppe over på de to foregående etaper. Først klatrer de op fra den nemme side, hvor den stiger med 6,8% over 3,2 km. Derfra kører de ned til Muscat, hvor de vender rundt, og derefter kører en hel omgang på den 29,5 km lange rundstrækning, der er helt simpel. De første 3,4 km består af Bousher al Amerat fra den stejle side, hvor den stiger med 8,8% i gennemsnit, hvorefter der følger en nedkørsel og et kort fladt stykke. Herefter foretager de en U-vending for igen at køre op ad stigningen fra den nemme side. Der vil være bjergpoint på toppen af stigningen de første to gange, mens den sidste indlagte spurt med bonussekunder kommer ved sidste passage af toppen. Herfra mangler bare 13,5 km. De består af den sidste, faldende del af rundstrækningen, hvorefter man fortsætter tilbage til byen og afslutningen ved Turismeministeriet. Der er et par bløde sving i de sidste 5 km, der er helt flade. Til sidst kommer der to skarpe venstresving på den sidste kilometer, inden man rammer den 500 m lange opløbsstrækning, der er hele 8 m bred.

 

Sammenlignet med 2014- og 2015-udgaverne skal rytterne kun op over stigningen tre gange, som det var tilfældet i 2013, mens man tidligere havde fire passager på programmet. Samtidig er finalen igen flyttet til Turismeministeriet, hvilket har øget afstanden fra toppen af sidste stigning med en kilometer.

 

Finalen er som sagt velkendt. I 2013 var vi vidne til et stort drama, hvor Sky med et brutalt tempo skabte stor udskilning. På den stejle stigning angreb Vincenzo Nibali, men han blev hurtigt passeret Alberto Contador, der var første mand på toppen. Richie Porte kørte ham ind forud for sidste stigning. 16 ryttere ramte bunden, hvor gruppen eksploderede, inden Contador angreb igen. Cadel Evans fulgte efter, men han blev overhalet af Chris Froome og Joaquim Rodriguez, der lukkede hullet til Contador. Trioen endte med at spurte om sejren, og det var Froome, der viste sig som hurtigste mand, inden Daryl Impey var første mand over stregen fra en 7-mand stor forfølgergruppe, der tabte bare 4 sekunder.

 

I 2014 angreb Chris Froome igen på den sidste stigning, og kun Rigoberto Uran kunne følge ham. Stærk modvind gjorde det umuligt at holde forfølgerne bag sig, og i stedet angreb Uran, Vincenzo Nibali og Peter Sagan på nedkørslen. De holdt feltet bag sig, og det var naturligvis Sagan, der var hurtigste af de tre. I 2015 blev etapen aflyst på grund af stærk vind, mens den var overraskende lidt selektiv i sidste års udgave. Her endte næsten 40 mand med at spurte om sejren, og det var Edvald Boasson Hagen, der slog Greg Van Avermaet og Marco Conala og derved sikrede sig sin anden etapesejr i løbet.

 

Historien viser, at etapen kan benyttes til at gøre forskelle i klassementet, men at det kræver et stærkt hold, der kan gøre det hårdt allerede fra den første af de tre passager af stigningen. Da etapen i år kommer inden kongeetapen, vil mange nok være bevidste om at spare kræfter, og derfor er der en vis sandsynlighed for, at det i stedet bliver en dag for klassikerryttere og hurtige folk, der kan klatre. Meget vil afhænge af vinden, men umiddelbart synes det mest sandsynlige scenarium at være en gentagelse af det, vi så i 2016.

 

 

 

 

5. etape

Lige siden den anden udgave af løbet i 2011 har Green Mountain - eller Jabal al Akhdar, som de lokale kalder det - været rammen om afslutningen på kongeetapen og dermed være scene for et af de første store bjergslag mellem verdens bedste grand tour-ryttere. Det har været en stor succes, og arrangørerne har ikke set nogen grund til ikke at vende tilbage til løbets mest ikoniske stigning, der således for syvende år i træk vil være scene for kongeetapen. Modsat de to foregående år er etapen igen rykket til næstsidste dag, men man har gjort den en anelse lettere. Sidste år klatrede man længere op ad bjerget end nogensinde før, men i 2017 vil man igen slutte, hvor man traditionelt har gjort det. Samtidig er distancen blevet betydeligt afkortet.

 

Den bare 152,5 km lange etape starter i Sama’il for foden af de store bjerge, hvilket er en markant ændring i forhold til sidste år, hvor man begyndte etapen langt tættere på kysten. Herfra bevæger rytterne sig ad en lang, let stigende ørkenvej mod syd, indtil de drejer mod vest for at slå en lille sløjfe i det hovedsageligt flade terræn øst for Green Mountain. Undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 90 km, hvorefter de sætter kurs mod det mægtige bjerg. Efter at have passeret gennem byen Izki, når de frem til Birkat al Mouz for foden af stigningen, hvor den sidste indlagte stigning er placeret bare 11,5 km fra stregen. Yderligere et par let stigende kilometer leder feltet ud af byen mod nord, hvorefter de rammer bjerget.

 

Sidste klatrede de længere op mod toppen, i alt 7,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,7%. I år slutter de, hvor de traditionelt har gjort det, hvilket gør det til en 5,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 10,5%. De første 2 km stiger med 10%, hvorefter den næste kilometer stiger med hele 12%. Midtvejs bliver det lidt nemmere på en strækning med kun 6%, men det er kun en chance for kortvarigt at få luften. De sidste 2 km har en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 13,5%, hvilket gør det til en afslutning for de ægte klatrere. De sidste 3 km følger en stort set lige vej med kun et par bløde sving, men inden for den sidste kilometer er der et 90-grader sving og to hårnålesving.

 

Afslutningen på Green Mountain gjorde debut i 2011, hvor Robert Gesink distancerede sin nærmeste rival, Edvald Boasson Hagen, med hele 47 sekunder. Året efter slog Vincenzo Nibali Peter Velits, men missede akkurat førertrøjen med bare et sekunder. I 2013 var bjerget scenen for et fantastisk slag mellem Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez medkontante angreb og ryttere, der faldt fra for siden at komme tilbage. Rodriguez udnyttede, at han allerede havde tabt tid tidligere i løbet, til at snige sig væk og udnytte det taktiske spil til at tage en sejr, mens Froome med et sent angreb blev nummer 2 og tog den samlede føring. I 2014 sendte Sky Sergio Henao i offensiven, og da han blev hentet, leverede Froome en sand magtdemonstration til at sikre sig en solosejr. I 2015 undervurderede Tejay van Garderen Rafael Valls, der højst overraskende satte stjernerne til vægs ved at sætte amerikaneren i finalen. Sidste år slog Nibali Romain Bardet, mens Jakob Fuglsang blev en flot nummer 3.

 

På papiret skulle man frygte, at ørkenvinden kunne komme i spil i den indledende fase, men historien viser, at det aldrig sker. I stedet er etapen altid blevet afgjort i et stort slag mellem klatrerne, og det vil være en overraskelse, hvis ikke det er tilfældet igen i år. Denne gang er det den sidste hårde etape i løbet, og dermed er det sidste chance for at gøre en forskel i kampen om den samlede sejr. Derfor vil alle stjernerne give sig fuldt ud i et stort klatreslag om den samlede sejr i Tour of Oman.

 

 

 

 

6. etape

Som de fleste andre nationale rundture er Tour of Oman som regel sluttet med en flad etape til landets hovedstad, og den tradition ændres ikke i 2017. Rundstrækningen på Matrah Corniche i det centrale Muscat er imidlertid ikke som nem, som man ser det i mange andre etapeløb, og da etapen endda indeholder et par stigninger tidligt på ruten, skal sprinterne ofte grave relativt dybt for at være sikre på stadig at være i spil til etapesejren.

 

Den 130,5 km lange etape er en tro kopi af den etape, der blev benyttet i 2016 og bringe rytterne fra Wave Muscat vest for storbyen til afslutningen på Matrah Corniche i centrum. Efter starten bevæger rytterne sig langs kysten i et par kilometer, indtil de når byen Al Seeb, hvorfra de bevæger sig langs flade veje ind i landet. Her rammer de den store Muscat Express Road, som de følger hele vejen ind til hovedstaden. Også den er helt flad.

 

I stedet for at køre hel til centrum tager rytterne en lille afstikker på en rundstrækning i det kuperede område i den østlige udkant af byen. Først rammer de Al Hamriyah-stigningen (0,8 km, 9%) efter 78,5 km, inden de følger en lang nedkørsel til Al Jissah, hvor de dyster om point i dagens første indlagte spurt efter 92 km. Herefter vender de rundt og bevæger sig tilbage mod byen, mens de undervejs bestiger Al Jissah-stigningen (1,4 km, 9%). Det var disse to stigninger, der udgjorde finalen af 2. etape. Denne gang kommer de imidlertid længere fra mål, idet rytterne fortsat har 35 km igen.

 

Fra toppen af stigningen kører de ned mod kystvejen, som de følger hele vejen til Matrah Corniche, hvor de krydser målstregen for første gang. Herfra mangler 22 km, som består af tre omgange på den lidt over 7,5 km lange rundstrækning. Den følger hovedsageligt kystvejen, men foretager en lille afstikker ind i landet, inden man vender tilbage til havnefronten. Rundstrækningen er næsten helt flad, men har en lille stigning med 3,5 km til mål, som ofte har været benyttet som affyringsrampe for et sent angreb. Man når kystvejen igen lige før 2 km-mærket, og derefter følger man en flad, let snoet 3 m bred vej hele vejen til mål. Målstregen kommer til syne, når man tager den sidste bløde kurve med 210 m til mål.

 

Den første udgave sluttede med en enkeltstart, men de næsten fire år var det en massespurt, der afsluttede løbet. Mark Cavendish, Marcel Kittel, Nacer Bouhanni og André Greipel tog alle en stor sejr på Matrah Corniche, men de hurtige folk blev snydt i 2015. Her reagerede sprinterholdene for sent, efter at nogle af de hurtige afsluttere var blevet sat på stigningerne, og det gav Matthias Brändle mulighed for at tage en udbrudssejr efter at have angrebet sine følgesvende på den lille bakke på rundstrækningen. Sidste år havde sprinterne styr på tingene, og Alexander Kristoff spurtede sig til sin anden etapesejr i løbet.

 

Historien viser, at det kan lade sig gøre at snyde sprinterne på denne ikke helt flade etape, men det hører til sjældenhederne. Da det er en af kun to muligheder for de hurtige afsluttere, må man formode, at der ingen chancer tages, og vi kan således vente os, at også 2017-udgaven af Tour of Oman afsluttes med et brag af en massespurt.

 

 

 

 

Favoritterne

I de seneste år er Tour of Oman stort set alene blevet afgjort på Green Mountain, og det samlede klassement har været stort set identisk med resultatet af løbets kongeetape. Det er i virkeligheden et paradoks. I gamle dage var ruten nemmere, og der var færre muligheder til at gøre en forskel, men alligevel var det i både 2012 og 2013 alligevel ikke vinderen på det berømte bjerg, der endte som løbets samlede triumfator. Siden da har henholdsvis Chris Froome, Rafael Valls og Vincenzo Nibali imidlertid lagt grunden til den samlede sejr ved at slå til på den sværeste etape.

 

I 2017 vil det med stor sandsynlighed igen være 5. etape, der i alt væsentligt afgør det endelige resultat. 2., 3. og 4. etape byder alle på væsentlige udfordringer i finalen, men den tid, der kan vindes her, er typisk mod intet at sammenligne med de tidsforskelle, der kan gøres på så stejl en stigning som løbets ikoniske bjerg, Green Mountain. Det betyder ikke nødvendigvis, at det hele skal afgøres her, men med stor sandsynlighed vil klassementet igen være meget tæt på resultatet af kongeetapen. De øvrige etaper er stadig farlige, men mere fordi man her kan tabe alt, som det skete for Nibali i 2012 eller Rodriguez i 2013, selvom de begge vandt løbets sværeste etape.

 

Den bedste mulighed for at gøre en forskel på en af de andre etaper kommer på torsdagens 3. etape. Da målstigningen sidste år gjorde debut, viste det sig imidlertid, at de bedste klatrere alle sluttede i samme tid. Det kan ikke udelukkes, at en eksplosiv type kan hente et par sekunder, men den største forskel vil sandsynligvis gøres, hvis en af klassementsrytterne kan snige sig ind i top 3 og hente et par bonussekunder, som Nibali gjorde det sidste år. 2. etape har aldrig været hård nok til for alvor at skabe splittelse, men her kan man på en dårlig dag tabe værdifuld tid. 4. etape har tidligere været ganske selektiv, men det er nu mange år siden. Den er i de senere år blevet gjort lettere, og da den i år kommer dagen inden kongeetapen, tvivler vi på, at en eller flere af favoritterne vil tage de risici, der skal til for at skabe større udskilning.

 

Den sidste faktor, der kan komme i spil, er ørkenvinden. I teorien burde den kunne skabe udskilning, men historien viser, at det aldrig er sket. I skrivende stund ser forholdene i den kommende uge til at være relativt gunstige, og det synes usandsynligt, at der for alvor kan skabes splittelse. Tirsdag og søndag synes at byde på de vanskeligste forhold, men det bedste bud er, at vejret ikke kommer til at gøre en forskel.

 

Dermed når vi frem til den konklusion, at løbet med stor sandsynlighed skal afgøres på Green Mountain - evt. med en lille korrektion via sekunder og bonussekunder vundet på 3. etape. Dermed bør det blive et løv for de rene klatrere, der excellerer på en så stejl stigning. Bjerget er imidlertid ganske kort, og det har givet tungere folk som Rui Costa og Edvald Boasson Hagen mulighed for at begrænse deres tidstab på en opkørsel, der egentlig burde være for stejl for dem. Overordnet set bør det imidlertid være et løb, der vindes af den mest formstærke af de gode klatrere.

 

På papiret er der to klatrere, der skiller sig ud, samt en stærk outsider, der er klar til at slå til, hvis de to favoritter ikke er helt klar endnu. Romain Bardet og Fabio Aru er ubestrideligt de bedste på en så svær stigning, og umiddelbart bør det skulle afgøres mellem de to. De gør imidlertid begge sæsondebut i Oman, og det kaster et element af usikkerhed ind i løbet. Er de ikke helt klar, synes Rui Costa at være klar til at slå til, idet portugiseren har vist sig som vanligt at være i fremragende form fra sæsonstart.

 

Vi tror imidlertid ikke, at der er nogen, der kan matche Romain Bardet. Som sagt har franskmanden ikke kørt én eneste løbskilometer endnu, men det plejer ikke at være en hindring for at levere en god præstation. Faktisk har Bardet altid været ganske god i februar måned, og bedømt ud fra hans egne udsagn bør det ikke forholde sig spor anderledes i 2017. Således hævder han, at han har haft en perfekt vinter, og at han forventer at køre med om sejren i Oman.

 

Bardet tog i 2016 endnu et skridt op ad stigen og er nu en af verdens allerbedste klatrere. Han har samtidig vist, at han kan håndtere meget stejle procenter, og med sine gode klassikerresultater har han også et godt punch på en så kort stigning. Sidste år blev han kun slået af Nibali, og det vidner om, at Green Mountain passer ham fint. Dertil skal lægges, at han ikke er helt uden eksplosivitet i en finale som den, der venter på 3. etape, og dermed kan han måske score et par bonussekunder her. Alt i alt betyder det, at Bardet er vores favorit.

 

Hans store rival er naturligvis Fabio Aru, der er løbets anden topklatrer. Italieneren er sublim på en stigning som Green Mountain, men der hænger stadig et spørgsmålstegn over ham efter hans dårlige 2016-sæson. Dertil kommer, at han modsat Bardet traditionelt har skullet bruge lidt længere tid på at ramme topformen, og han har sjældent været helt skarp i februar.

 

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det forholder sig anderledes i 2017. Sidste års mange skuffelser har betyder, at han i år har brug for at tanke selvtillid. Derfor har Astana meldt ud, at de regner med, at Aru kan køre med om sejrene det meste af foråret, inden han stiller til start i Giroen. Samtidig har han meldt ud, at hans form er aldeles glimrende, og at også han har haft en god vinter. Desværre har han ikke helt Bardets punch, og han er bedre på lidt længere stigninger. Han kan næppe helt matche franskmanden i en punchy finale som den, der venter torsdag. På den anden side er han så sublim en klatrer, at han sagtens kan slå sin franske rival, hvis han allerede nu er i form. Med Jakob Fuglsang og Tanel Kangert ved sin side har han holdet til at sætte rivalerne under pres og tage sin første sejr allerede her i Oman.

 

Rui Costa har før været på podiet i Oman, og det vidner om, at han kan begå sig på Green Mountain. Stigningen er imidlertid alt for stejl til at passe ham ideelt, og i teorien bør han få svært ved at matche lettere folk som Bardet og Aru. Det ændrer imidlertid ikke på, at Costa har en fantastisk historie i februar måned, og at han altid er i meget god form på denne tid af året. Det er bestemt også tilfældet i 2017, hvor han allerede har sikret sig en stor sejr på kongeetapen i Vuelta a San Juan. Målstigningen var her ganske vist langt lettere og mere skræddersyet til en stor fyr som Costa, men hvis man husker på, at portugiseren i 2016 klatrede bedre på stejle stigninger en nogensinde før, kan han måske også vinde på Green Mountain. Dertil skal lægges, at han er langt hurtigere i en spurt end både Aru og Bardet, og dermed kan han muligvis score bonussekunder på 2., 3. og 4. etape. Det kan give en samlet sejr til eks-verdensmesteren.

 

Merhawi Kudus har i mange år været betragtet som et kolossalt klatretalent, men han har haft svært ved at indfri forventningerne. Hans bedste præstationer er kommer i februar måned, og han blev blandt andet nummer 6 på Green Mountain for et år siden. I 2017 synes han imidlertid at være skarpere end nogensinde. Således var han den eneste, der kunne følge Nairo Quintana, da den colombianske stjerne angreb på kongeetapen i Volta a la Comunitat Valenciana, og selvom han senere måtte give fortabt, lykkedes det ham alligevel at sikre en imponerende andenplads på den brutalt stejle Alto Mas de la Costa. Green Mountain er meget lig denne spanske mur, og det er ikke mærkeligt, at Kudus, der er ren klatrer, har gjort det godt på de stejle skråninger i Oman. Han er ikke eksplosiv, så på de øvrige etaper handler det om ikke at tabe sekunder, men kan det lade sig gøre, og har han bibeholdt formen, kan noget stort være i vente fra Kudus.

 

Sidste år blev Jakob Fuglsang nummer 3 i dette løb, selvom han arbejdede som hjælperytter for Vincenzo Nibali. Igen i år er han på job for en kaptajn, denne gang for Fabio Aru, men som sidste års løb viste, betyder det ikke, at danskeren ikke kan køre efter et topresultat. Som sagt er Arus form stadig lidt af et spørgsmålstegn, mens Fuglsang med femtepladsen i Valencia allerede har vist, at han er godt kørende. Dermed vil han være klar til at slå til, hvis kaptajnen viser svaghedstegn. Den stejle Green Mountain er ikke ideel for Fuglsang, men i Oman sidste år og for et par uger siden i Valencia gjorde han det godt på denne type stigninger. Det er bestemt ikke umuligt, at en formstærk Fuglsang kan blande sig med de allerbedste i dette løb.

 

Efter sidste års topresultat i Giroen har Bob Jungels etableret sig som lidt af en etapeløbsstjerne. Dette løb er imidlertid ikke ideelt for luxembourgeren, der er lidt af en dieselmotor og derfor altid først kommer til rette mod slutningen af en grand tour. Han er ikke naturlig klatrer og har altid haft det svært på meget stejle stigninger. Derfor bør Green Mountain være for vanskelig for ham. På den anden side rapporterer Quick-Step, at han er i helt forrygende form, hvilket var tydeligt for enhver, der så Dubai Tour, hvor han tilbragte nærmest hele løbet i front af feltet. Samtidig er han relativt hurtig i en spurt og kan derfor muligvis samle et par bonussekunder sammen på 2., 3. eller 4. etape, hvor han også kan forsøge sig med et angreb som det, der gav ham sejren i Al Bustan sidste år. Han har imidlertid sandsynligvis brug for et forspring inden Green Mountain.

 

BMC stiller til start med Ben Hermans, der bliver bedre og bedre. Belgieren nåede et helt nyt niveau i 2016, hvor han i Vueltaen pludselig kørte i høje bjerge som aldrig før. Han gjorde det samtidig godt på korte, stejle stigninger, og derfor burde Green Mountain passe ham fint. Selvom han blev nummer 2 samlet i Volta a la Comunitat Valenciana, skuffede han imidlertid en anelse på løbets kongeetape, og han har behov for at være betydeligt skarpere, hvis han skal vinde i Oman.

 

Astana er klart løbets stærkeste hold og har ud over Aru og Fuglsang et tredje kort i Tanel Kangert. Esteren viste sidste år, at han er en undervurderet ryttere, da han tog den samlede sejr i Abu Dhabi Tour. I år håber han at køre efter flere personlige resultater i ugelange etapeløb, men om det sker allerede i Oman, er usikkert. Således har han endnu ikke kørt ét eneste løb, og han har ikke den bedste historik tidligt på sæsonen. Han skal sandsynligvis arbejde for Aru, men hvis han har samme form, som han havde i Abu Dhabi, kan han måske tiltvinge sig en mulighed.

 

Også Quick-Step kan spille på flere heste. Ud over Jungels har de David de la Cruz, der efter top 10-placeringen i Vueltaen er på udkig efter flere resultater i etapeløb. Spanieren burde være skræddersyet til et løb som dette, hvor der ingen enkeltstart er, og Green Mountain burde passe ham glimrende. Trods top 10-placeringen i Valencia skuffede han imidlertid ret markant på kongeetapen i Valencia, og han skal vise betydelig fremgang for at køre med om sejren i Oman. Samtidig mangler han at bevise, at topniveauet er til at udfordre de allerbedste i et løb som dette.

 

Katusha er her primært for at køre for Alexander Kristoff, men Rein Taaramae får chancen for at køre klassement. Den utilregnelige ester kan på sine bedste dage være flyvende, og hvis han rammer topformen i Oman, er han en af de få, der faktisk kan vinde løbet samlet. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at han er tæt på sit topniveau. I Etoile de Besseges viste han sig ganske vist fint frem på kongeetapen, men på de øvrige etaper, herunder specielt enkeltstarten, skuffede han fælt. Han er sjældent god i februar, og der skal derfor ske lidt af en omvæltning, hvis han skal være i stand til at følge de allerbedste i den kommende uge.

 

Wanty stiller til start med supertalentet Guillaume Martin, der af mange betragtes som en af de næste store franske grand tour-ryttere. Fraværet af en enkeltstart samt et hårdt bjerg gør det til et ideelt løb for klatreren, der sidste år gav prøver på sit talent med en samlet andenplads i Østrig Rundt og ved at udfordre stjernerne i Dauphiné. I år har han ikke skadesproblemer, som han led af sidste forår, og derfor bør han være konkurrencedygtig. Desværre tyder sæsondebuten i Marseille på, at han stadig har lidt arbejde at gøre, hvis han skal køre med om sejren i Oman.

 

En af de store jokers er Lachlan Morton. Som ren klatrer kunne australieren næppe ønske sig en bedre rute, og sidste år viste han i både Tour of California og Tour of Utah, at han kan klatre med folk på WorldTour-niveau. Samtidig synes han at være kommet over den store grad af ustabilitet, der ødelagde hans første ophold på WorldTouren. Desværre viste han meget dårlig form i de tidlige australske løb, og der er ikke meget, der tyder på, at han er konkurrencedygtig. På den anden side var det hele tiden oplagt, at han i Australien skulle arbejde for holdet. Her får han en chance for at se, hvad han selv kan levere, og med en uforudsigelig fyr som Morton kan man aldrig udelukke en overraskelse.

 

Til sidst vil vi pege på Mathias Frank. Schweizeren er på papiret en af de klart bedste klatrere i dette løb, men vi har ikke de store forventninger. Først og fremmest viser historien, at vi skal langt længere frem, inden han begynder at levere resultater. Derudover er hans hovedopgave at hjælpe Bardet, og han vil næppe jagte et personligt resultat. Da det er hans sæsondebut, er hans form imidlertid et stort spørgsmål, og det kan således ikke udelukkes, at han med sit nye hold har brudt rutinerne og er i bedre form end vanligt. Er det tilfældet, kan han måske blande sig i kampen om sejren.

 

***** Romain Bardet

**** Fabio Aru, Rui Costa

*** Merhawi Kudus, Jakob Fuglsang, Bob Jungels, Ben Hermans

** Tanel Kangert, David de la Cruz, Rein Taaramae, Guillaume Martin, Lachlan Morton, Mathias Frank

* Laurens De Plus, Giovanni Visconti, Kilian Frankiny, Janier Acevedo, Julian Arredondo, Daniel Pearson, Stefan Denifl, Ivan Santaromita, llya Koshevoy, Jacopo Mosca, Tsgabu Grmay, Nathan Haas, Alexey Lutsenko, Alexander Cataford, Delio Fernandez

 

Danskerne

Som allerede nævnt er Jakob Fuglsang en af de store favoritter, og han vil tiltrække mest opmærksomhed. Michael Mørkøv gør sæsondebut og skal spille en nøglerolle som sidste mand i Alexander Kristoffs tog på 1. og 6. etape. Det er også første løb i år for Søren Kragh Andersen, der skal hjælpe Max Walscheid på de to sprinteretaper, men måske kan gå efter et resultat på 2. og 4. etape, der burde ligge fint til ham. Også hans bror Asbjørn Kragh Andersen er til start, og han må lure på et godt resultat på de samme etaper som Søren efter den fremragende debut med 7. pladsen i GP Costa degli Etruschi. Endelig gør Lasse Norman debut for Aqua Blue Sport, men han må formodes primært at skulle spille en rolle i lead-outet for Adam Blythe.

Transferliste 2017-2018
Landevej
18.08 2017
Vuelta a Espana: Outsiderne
Landevej
17.08 2017

Ladies Tour of Norway2WWT 17/08-20/08

Tour de l´Avenir2.NCUP 19/08-26/08

Cyclassics HamburgWT 20/08-20/08

Bretagne Classic - Ouest-FranceWTD 27/08-27/08