Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Trofeo Serra de Tramuntana

Optakt: Trofeo Serra de Tramuntana

26. januar 2018 12:32Foto: Movistar Team

Ventetiden er endelig ovre! Torsdag blev den europæiske sæson kickstartet med sejr til John Degenkolb i det første af fire endagsløb i løbsserien Challenge Mallorca. De fire begivenheder er ganske vist mest en chance for at forberede sig på større mål, men deres blanding af stigninger og spurtafgørelser giver alle en chance for at fjerne noget af presset tidligt på sæsonen ved at sikre sig en vigtig sejr straks fra start. I dag varmer vi op til det andet løb i løbsserien Trofeo Serra de Tramuntana. 

Artiklen fortsætter efter videoen.

Løbets rolle og historie

For fjerde år i træk afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den fire dage lange løbsserie Challenge Mallorca, en uge tidligere end vanligt, og dermed markerer den igen i år starten på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fire endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

 

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukkent træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fire løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Den er blevet forkortet fra fem til fire løb, men selvom startlisten måske ikke er helt så prangende som tidligere, er det lykkedes at forblive en uundværlig del af forberedelserne for mange hold og at tiltrække mange af sportens allerstørste navne.

 

Med en voldsom kaptailindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændrede i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon Van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement ikke nyder den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der er tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der er ganske vist et klassement for de ryttere, der gennemfører alle fire løb, men det har ikke meget prestige. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. Traditionelt har de første to løb været tilpasset sprinterne, inden rytterne har ramt bjergene i de sidste to løb, men for fjerde år i træk er sprinterløbene denne gang placeret i hver sin ende af serien.

 

Løbsserien har altid haft mindst to dage i kuperet terræn, hvoraf specielt det løb, der siden 2012 har været kendt som Trofeo Serra de Tramuntana har budt på adskillige højdemeter. I de senere år har det været afviklet på tredjedagen, men sidste år blev det flyttet en dag frem - en model, der gentages i år. Efter det indledende slag mellem sprinterne giver det således klatrerne deres første chance for at teste deres form efter en lang vinter med træning.

 

Sidste år endte det hele i en opvisning fra Lotto Soudal, der sikrede sig en dobbeltsejr med de ekstremt formstærke Tim Wellens og Louis Vervaeke, som dominerede de to kuperede løb og satte forhåndsfavoritten Alejandro Valverde skakmat. Kontinentalrytteren Vicente Garcia Mateos overraskede ved at sikre sig den sidste plads på podiet.

 

I 2016 var det imidlertid ikke en klatrer, der vandt. Fabian Cancellara overraskede favoritterne ved at angribe langt udefra, og han fik den perfekte indledning på sin sidste sæson ved at tage sejren 17 sekunder foran en lille gruppe, hvorfra Michal Kwiatkowski spurtede sig til andenpladsen foran Tiesj Benoot. I 2015 leverede Alejandro Valverde en imponerende soloopvisning, mens Kwiatkowski leverede en tilsvarende præstation i 2014. Valverde vandt en spurt i en kvartet i 2013, mens løbet blev aflyst på grund af sne i 2012.

 

Wellens vender i år tilbage for at forsvare titlen, men har angiveligt planer om at lægge lidt roligere ud denne gang. Vervaeke er skiftet til Sunweb, der ikke deltager, mens Garcia de Mateos får mulighed for at gentage sidste års flotte resultat, da han igen er til start for det spanske landshold.

 

Ruten

I de senere år har ruten til Trofeo Serra de Tramuntana været relativt ensartet, og årets rute er sågar helt identisk med den, der blev benyttet sidste år. Sidste år betød dårligt vejr, at man måtte gennemføre en mindre ændring, der gav løbet en lettere start end tidligere, hvor den kendte Coll de Soller skulle forceres straks fra start. Den ændring har man valgt at bibeholde denne gang.

 

Året løb er 153,9 km langt og bringer rytterne fra Soller til den nærliggende by Deia. Faktisk indledes løbet med at passere gennem målbyen efter bare 7 km, inden man bevæger sig langs kysten ud til en 26,4 km lang rundstrækning. Modsat tidligere år kører man en hel omgang her, hvor man således forcerer dagens første stigning Coll den Claret (10,3 km, 2,4%), der er i kategori 3. En anden omgang påbegyndes også, og dermed skal stigningen passeres to gange. Inden man når helt rundt anden gang, fortsætter man imidlertid mod nordøst for at tage hul på dagens næste stigning, Coll d’Honor (6,1 km, 5,2%), der er i kategori 2.

 

Toppen kommer efter 76,1 km, inden en efterfølgende nedkørsel leder frem mod det afgørende punkt. Det er dobbeltstigningen Coll de Sa Battalla (8,6 km, 5,9%) og Coll de Puig Major, der begge er i anden kategori, og stort set udgør en sammenhængende stigning med kun en lille nedkørsel undervejs. Den sidste top i 935 m højde nås med 24,8 km igen, og herfra leder en lang nedkørsel tilbage til startbyen Soller. Med 9,3 km til mål rammes dagens sidste stigning, kategori 3-stigningen Coll den Bleda (4,1 km, 6,3%), der har top bare 5,2 km fra stregen. Herefter gør det nedad i et par kilometer, inden det til sidst stiger let over de sidste 2400 m til målet i Deia. I finalen er vejen let snoet, men der er ingen reelle sving.

 

I alt byder løbet på 2904 højdemeter.

 

Læs også
Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

 

 

 

Vejret

Challenge Mallorca har ofte haft forfærdeligt vejr, der betydet aflysninger og ændringer af ruten. Det bliver næppe nødvendigt i år, men der venter alligevel rytterne en grim dag i sadlen. Således ventes det at regne det meste af dagen, og temperaturen i målområdet vil kun nå beskedne 11 grader, hvormed det vil være betydeligt koldere på stigningerne. Der vil blot være en let vind fra vest. Det giver sidevind på de første stigninger, medvind på stigningerne midtvejs og til slut modvind på Puig Major, den efterfølgende nedkørsel samt den sidste lille bakke. Til slut drejer man ind i sidemodvind og sidevind på de sidste ca. 2 km.

 

Favoritterne

Trofeo Serra de Tramuntana har i de seneste mange været det klart hårdeste af de fire endagsløb på Mallorca og har udviklet sig til lidt af en klassiker med en stort set uforandret rute i de seneste mange år. Derfor ved vi efterhånden, hvad vi skal forvente af det andet af de fire begivenheder på den spanske ø, og det er ikke småting, der er i vente. Det kræver således blot et enkelt blik på udfaldet af de seneste års udgaver af løbet for at indse, at det er en voldsomt selektiv affære.

 

Egentlig er ruten i sig ikke voldsomt vanskelig, men i januar måned kan et løb som dette, der ovenikøbet for de fleste er sæsondebut, være en brutal affære. I år bliver det bestemt ikke bedre af, at der for anden gang i træk er varslet elendigt vejr. Regn og kulde vil gøre det til løbet meget hårdere, og flere ryttere vil være forsigtige på nedkørslerne, idet et styrt i et forberedelsesløb vil være den værst tænkelige start på sæsonen.

 

Historien viser, at det ofte er muligt for den stærkeste rytter at gøre en forskel. I 2015 var det Alejandro Valverde, der kørte fra alt og alle, og i 2014 var det Michal Kwiatkowski. I 2016 leverede Fabian Cancellara en lignende bedrift, men modsat Valverde og Kwiatkowski gjorde han forskellen ved at foregribe favoritternes angreb og benytte sin styrke på nedkørslerne og det flade. Bag Cancellara var det en relativt stor gruppe, der spurtede om andenpladsen. Sidste år var det så Tim Wellens, der sammen med resten af Lotto Soudal angreb langt udefra og udnyttede sin kærlighed til dårligt vejr til at tage en solosejr, da storfavoritten Alejandro Valverdes Movistar-hold var blevet taget på sengen.

 

Det er dermed klart, at ruten er hård nok til at gøre en forskel på denne tid af året, og resultatlisterne viser, at man skal være en god klatrer for at være langt fremme. Historien viser imidlertid også, at klassikerryttere kan komme langt, hvis de er i god form. For at finde favoritterne skal vi således holde øje med de bedste etapeløbsryttere, klatrere og de mest holdbare klassikerryttere.

 

Det er værd at bemærke sig, at der i finalen er modvind på Puig Major samt den efterfølgende bakke. Det vil gøre det vanskeligere for en enkelt rytter at holde til mål, hvis der kan samarbejdes i forfølgergruppen. Omvendt kan vejrforholdene gøre løbet så hårdt, at meget få hold vil have flere mand med i favoritgruppen, og dermed vil det taktiske spil betyde, at det er en fordel at være alene. Under alle omstændigheder er finalen kun svagt stigende, og da der er mere end 5 km fra toppen af den sidste stigning, er en spurt bestemt ingen ulempe.

 

På papirer stiller de fem WorldTour-hold, Movistar, Sky, Trek, Bora-hansgrohe og Lotto Soudal, med klart de bedste klatrere, og dermed vil det være op til dem at tage initiativet. Førstnævnte er på hjemmebane og spillede en beskeden rolle i dagens sprinterløb, hvor Alejandro Valverde fik varmet benene op i sit første løb efter sin lange pause. Nu venter den første alvorlige test, og der er ingen tvivl om, at han må dirre af spænding efter at finde ud af, hvor han står.

 

Læs også
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

 

Derfor er der næppe heller tvivl om, at Movistar vil gøre meget for deres kaptajn, og de har et langt stærkere mandskab end sidste år, hvor det kneb med at kontrollere løbet. Også Lotto Soudal, Trek og Bora-hangrohe stiller med nogle solide med mange klatrestærke. Umiddelbart må man dog formode, at det specielt er Movistar og Lotto Soudal, der vil tage ansvar for at holde tingene under kontrol og samtidig gøre løbet hårdt.

 

Historisk har løbet været meget aggressivt, og der er ofte kommet en meget stærk gruppe afsted fra start. For tre år siden angreb Valverde således meget langt udefra. Sidste år lancerede Wellens sidste afgørende angreb meget tidligt, og efter sidste års store opvisning, hvor de fik det hele til eksplodere tidligt, kunne man meget vel forestille sig, at Lotto Soudal og Wellens atter vil gå i offensiven tidligt i løbet.

 

Denne gang må man dog formode, at det bliver lidt vanskeligere, da rivalerne er stærkere. Alligevel vil kombinationen af dårligt vejr og en svær rute formentlig gøre det til et brutalt udskilningsløb, hvor kun de bedste og stærkeste vil være tilbage, når den første seriøse udskilning på Puig Major skal gøres. Formentlig vil det derfor blive en hård affære, hvor de stærkeste skal slås om sejren. Her skiller tre navne sig ud: Alejandro Valverde, Gianni Moscon og Tim Wellens. Og Bauke Mollema fremstår som en farlig outsider.

 

Årets løb får ekstra megen opmærksomhed, da det er rammen om det længe imødesete comeback for Alejandro Valverde. Ganske vist var han også i aktion i dag, men det er fredagens løb, der vil afsløre, hvor han virkelig står. Ingen ved, om han kan genfinde fordums styrke efter så slem en knæskade, men skal man stole på meldingerne fra både ham selv, og de ryttere, der har trænet med ham, er der ingen grund til at tvivle. Angiveligt kører han i øjeblikket lige så stærkt som tidligere, og hvis det er sandt, bliver han skræmmende i fredagens løb. Hvad værre er, at han denne gang formentlig har arbejdet endnu mere seriøst og er endnu mere motiveret end normalt. Det kan kun få rivalerne til at ryste i bukserne.

 

Valverde har nemlig tradition for at starte løbet som lyn og torden. Mange vil huske hans suveræne solosejr i netop dette løb for tre år siden, og han leverede et lignende soloshow sidste år i Vuelta a Murcia. Ingen kan træne sig i form som Valverde, der vel har sportens højeste bundniveau. På papiret er han løbets bedste i terræn som dette, og som sagt er han formentlig denne gang endnu bedre forberedt og mere opsat end tidligere. Det dårlige vejr taler til hans ulempe, da han er en spinkel fyr, der ofte har lidt i kulden, men til gengæld er han suverænt den hurtigste blandt favoritterne, hvis det skal afgøres i en spurt. Modvinden i finalen betyder, at han bliver svær at sætte, og i en spurt kan hverken Wellens eller Moscon slå ham. Derfor er Valverde vores favorit.

 

Vi glæder os også voldsomt til at se Gianni Moscon i dette løb. Den unge italienske er et af sportens allerstørste talent og kan endda begå sig i alle sportens discipliner. Sidste år var han sammen med Julian Alaphilippe den allerstærkeste ved VM, ligesom han blev en imponerende nr. 3 i Il Lombardia, sportens måske hårdeste endagsløb. Det vidner om, at han er brølstærk i kuperet terræn, og alt taler for, at han i år blot vil være endnu bedre. Naturligvis er han næppe i topform endnu, men sportens supertalenter er ofte kendetegnet ved, at de altid er på et højt niveau. Er det tilfældet for Moscon, bør han kunne sidde med helt fremme på stigningerne. Han drager tillige fordel af det dårlige vejr, og man skal ikke glemme, at han er lynhurtig i en spurt op ad bakke - noget, han eksempelvis viste i Vuelta a Burgos sidste år. Blandt de bedste er han den eneste, der har en reel chance for at true Valverde på stregen.

 

Sidste år var Tim Wellens i særklasse i dette løb, og dermed fulgte han op på en tendens, der har betydet, at han altid er fremragende i sæsonens første løb. Til gengæld har det knebet lidt i klassikerne, og derfor vil han i år starte lidt roligere for at bevare lidt større friskhed. Han har derfor ikke trænet helt så intensivt, men han melder dog, at han alligevel burde være konkurrencedygtig. Terrænet er helt perfekt for Wellens, der var nærmest skræmmende sidste efterår, hvor han blandt andet knuste feltet i Tour de Wallonie og sejrede i sæsonens sidste løb, Tour of Guangxi. Derudover er regnvejr som bekendt Wellens-vejr, og han har netop taget mange af sine største sejre ved episke soloangreb i regnvejr. Det vil han utvivlsomt forsøge igen i dette løb, og er han bare tæt på at køre lige så stærkt som på denne tid sidste år, kan han meget vel tage endnu en solosejr. Hans største ulempe er modvinden, der kan gøre det svært at gøre en forskel, som er nødvendig, da han trods god spurtstyrke ikke er lige så hurtig som Valverde og Moscon.

 

Trek fik en perfekt start på serien med dagens sejr til John Degenkob. Nu er det så op til Bauke Mollema at følge op på den gode indledning, og hvis han følger traditionen, vil han være med i kampen om sejren. Mollema kører nemlig som regel meget stærkt straks fra sæsonstart og vandt eksempelvis sidste år Vuelta a San Juan samt var med helt fremme i kampen om podiet i Abu Dhabi Tour. Han har ikke gjort det helt så godt på Mallorca tidligere, men han har som regel været med fremme. Han er på papiret ganske stærk i dette terræn, da han har et godt punch, og han er faktisk heller ikke langsom på stregen. Han er dog ikke lige så hurtig som Wellens, Moscon og Valverde. Han skal derfor alene væk, men han har før vist, at han har taktisk snilde til at udnytte kampen mellem de hurtigere folk til at iværksætte en succesrig offensiv.

 

En nøgle til dette kan være den taktiske fordel, at han måske vil have Gianluca Brambilla ved sin side i finalen. Den lille italiener gør debut for Trek og vil helt sikkert være topmotiveret efter at vise sig frem straks fra start. Han har tidligere vundet et løb på Mallorca og har derfor før gjort det godt tidligt på året. Meldingerne om hans form er ikke klare, men han burde være blandt de bedste i dette terræn. Samtidig er han så hurtig på stregen, at han i en spurt vil kunne true selv Valverde, og sammen med Mollema kan han måske drage fordel af et overtal.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Sidste år blev Vicente Garcia de Mateos nr. 3 i dette løb, og det blev starten på en gennembrudssæson for den spanske veteran, der her kører for banelandsholdet. Han blev senere nr. 2 på kongeetapen i Algarve og nr. 3 samlet i Portugal Rundt, hvor han slutte i top 5 på 9 ud af 11 etaper. Han har tradition for at køre stærkt på denne tid af året, da han også er aktiv på banen, og han er stærk i let kuperet terræn som dette. Hans største fordel er dog, at han i en spurt er blandt de hurtigste, og det er således ikke uden grund, at han vandt pointtrøjen i det portugisiske løb sidste sommer. På stregen vil han tro på, at han slå de fleste, også Valverde.

 

Bora stiller med et fremragende hold af klatrere, men desværre er ingen af dem for alvor skabt til let kuperet terræn som dette. Mest formstærk er formentlig Leopold König, der tidligere har kørt stærkt først på året, og som formentlig har været topmotiveret gennem hele vinteren, da en knæskade ødelagde 2017-sæsonen. Han sluttede fornuftigt af og tog det momentum med sig frem mod den nye sæson. Vi tror derfor, at han vil være fyr og flamme for at lægge hårdt ud, men hans problem er, at han skal alene til stregen for at kunne tage sejren.

 

I den kamp kan han måske lukrere på, at Bora kan have flere mand med i finalen. Bedst skabt til denne rute er Patrick Konrad, da han er ganske spurtstærk. Til gengæld har han ikke samme tradition for at være specielt godt kørende allerede på denne tid af året. Bedre er måske Emanuel Buchmann, der sidste år var med fremme i dette løb. Han er imidlertid slet ikke spurtstærk og skal som König alene til stregen. Holdet har også Gregor Mühlberger og Felix Grossschartner, der begge kan sidde med fremme, hvis de har ramt formen fra sæsonstart.

 

Movistar kører formentlig 100% for Valverde, men man kan ikke udelukke, at det store fokus på kaptajnen kan åbne muligheder for andre. Her tænker vi specielt på Jose Joaquin Rojas, der kørte vanvittigt stærkt på stigningerne i sidste års Vuelta. Han har tydeligvis nået et helt nyt niveau, og kan han foregribe favoritterne, kan han komme langt i et løb som dette, der ellers umiddelbart er en anelse for hårdt. Hans store fordel er hans gode spurt. Holdet har også stortalentet Jaime Roson, der - hvis han er i form - er en af løbets bedste klatrere, men skal udnytte det store fokus på Valverde til at komme alene, hvis han skal have en chance. Andrey Amador kan måske også udnytte dette. Costaricaneren er ellers sjældent god i januar, men har meldt ud, at han denne gang håber at starte bedre ud. Terrænet burde i hvert fald passe ham.

 

Endelig vil vi pege på Garikoitz Bravo. Baskeren har nu igennem flere år været ganske stabil i de spanske løb, men i år skal han tage endnu et skridt. Hans hold Euskadi Murias tager nemlig et skridt op som professionelt kontinentalhold, og manager Jon Odriozola har udset sig Bravo som manden, der skal føre holdet an i bjergene. Han kørte ikke helt så godt i 2017 som tidligere, men det blev dog alligevel til flere topresultater. Han er ganske god i kuperet terræn som dette, og selvom der er hurtigere afsluttere, er han ikke langsom på stregen,

 

***** Alejandro Valverde

**** Gianni Moscon, Tim Wellens

*** Bauke Mollema, Gianluca Brambilla, Vicente Garcia de Mateos, Leopold König

** Patrick Konrad, Emanuel Buchmann, Jose Joaquin Rojas, Jaime Roson, Garikoitz Bravo, Andrey Amador

*  Philip Deignan, Kenny Elissonde, Tsgabu Grmay, Danilo Celano, Sander Armee, Gregor Mühlberger, Felix Grossschartner, Cristian Rodiguez, Pierre-Luc Perichon, Sergio Pardilla, Elie Gesbert, Jordi Simon, Alex Aranburu, Mikel Bizkarra, Dmitri Peyskens, Nick van der Lijke

 

Danskerne

Michael Carbel sidder over for Fortuneo-Samsic i dette kuperede løb, der ikke passer ham, og derfor er der desværre ikke dansk deltagelse denne gang.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tim Wellens’ sejr fra 2017, Fabian Cancellaras triumf fra 2016, Alejandro Valvedes sejre fra 2015 og 2013 samt Michal Kwiatkowskis solosejr fra 2014.

DEL
INFO
Challenge Mallorca
Nyheder Profil Startliste Resultater
Optakter
Nyheder
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?