Optakt: VM - linjeløb - Herre elite

Ruten

Modsat de øvrige linjeløb, så starter herrerne i midten af København, hvor efter man kører op til rundstrækningen i Rudersdal. Selve starten kommer næppe til at indeholde den store dramatik, men det er en måde, hvorpå man endnu engang kan promovere den hovedstad, der har fået stor ros af rytterne undervejs.

Efter 28 kilometer rammer rytterne rundstrækningen i Rudersdal, og så er det ellers 17 gange rundt på den 14 kilometer lange strækning, der indeholder tre stigninger, masser af små veje og oplagte angrebsmuligheder, men desværre også en afslutning, der på nær selve opløbet på Geels bakke, er som skabt til en lang leadout med en efterfølgende massespurt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det har i øvrigt også været historien bag de øvrige linjeløb, hvor kun et meget, meget stærkt udbrud blandt herre-juniorerne lige akkurat lykkedes at holde det jagtende felt bag sig. Ellers har det været spurt på spurt og alle indikationer går også i den retning på trods af at længden hos herrerne er betragtelig længere.

Der er start og mål på Kongevejen på toppen af Geels Bakke ved Holte. Fra Kongevejen går det ned af bakke med det samme og efter en kilometer begynder rutens hårdeste stykke, hvor man over de næste 2,5 kilometer skal over Søllerød Slotsbakke og bakken på Attemosevej.

Efter 3,5 kilometer begynder ruten at gå nedad igen, og de næste ti kilometer på et lettere ujævnt terræn, uden de store udfordringer, men med masser af tekniske passager, der kræver at man er årvågen. Den 14 kilometer lange rundstrækning slutter med de 500 meter op til toppen af Geels bakke inden rytterne starter forfra.

Hele ruten inklusive den lange tur ud af København er 266 kilometer, hvilket stemmer meget godt overens med, hvad vi plejer at se til et VM, og distancen og stigninger skal nok gøre sit til at der vil være underholdning det meste af dagen.

Favoritterne

Med erfaringerne fra de øvrige linjeløbet i baghovedet er det svært ikke at have britiske Mark Cavendish som løbets største favorit. Han viste i Tour of Britain at han stadig er i form, og han har efterhånden erfaringen til at sidde med hele vejen til målstregen. Som verdens bedste sprinter, er han også pinligt bevidst om at hvis han nogensinde skal være verdensmester, så får han ikke mange flere muligheder for at brillere, da der sagtens kan gå en årrække før der igen kommer et VM til sprinterne.

Geels bakke bør ikke kunne slå Cavendish ud. Hos U23-herrerne så man Arnaud Demare ”kicke” på stigningen, og den ekstra acceleration er den, der adskiller verdens bedste sprintere fra de, der bare kan sidde med over bakken. Cavendish har det ”kick”, og selvom han næppe kan forvente den samme leadout og hjælp fra det britiske mandskab som han er vant til fra HTC-Highroad, så er alt trods alt samlet omkring ham.

Den forsvarende verdensmester Thor Hushovd har måske mere tyngde end Cavendish, men han har ligeledes ved flere lejligheder vist at han kan accelerere i en spurt opad bakke. Siden VM-sejren har Hushovd gennemlevet et rædselsfuldt forår og en fantastisk sommer i det franske, men det er svært at have et reelt indtryk af formen på nuværende tidspunkt. Det norske hold har også en anden storfavorit til start, Edvald Boasson Hagen, der dog endnu mangler at vise, at han helt kan stå distancen i de lange endagsløb.

Der er masser af andre sprintere til start, blandt andet italienske Daniele Bennati, tyske Andre Greipel, australske Matt Goss, amerikanske Tyler Tyler Farrar, og så er der gode indikationer på en rytter som Romian Feillu, der er en skarp afslutter, når det stiger til sidst. Frankrig har haft et suverænt VM og der er grund til at tro, at den begejstring kan smitte af på hele lejren.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Udover de mange sprintere er det dog også interessant at flere af de helt store nationer stiller til start med ryttere, der nok kan betegnes som hurtige folk, men ikke ryttere, der normalt vil vinde en massespurt på Geels bakke. Det betyder at holdene skal ud og angribe for at skabe den lille gruppe, der kører om sejren til sidst.

Det mest oplagte angrebshold er det belgiske. Der er blevet snakket om at Philippe Gilbert kan tillade sig at afvente en massespurt, men det vil nok være lige satset nok for rytteren, der med en sejr sagtens kan tillade sig at påstå, at han haft den bedste sæson nogensinde for en endagsrytter. Gilbert skal derfor ud og angribe, og gerne langt fra mål, hvor han kan skabe den splittelse der er behov for og hvor belgierne kan komme i overtal med ryttere som van Avermaet og Nuyens. Gilberts problem er jo ikke blot at undgå massespurten, men også at sidde i et udbrud, hvor der rent faktisk er nogen der gider arbejde sammen med ham.

Holland har ligeledes et hold, der er bygget til angreb og særligt Lars Boom har vist stærk form på det seneste, og så er der noget, der tyder på at Spanien næppe vil læne sig tilbage og afvente Oscar Freire i en massespurt, men derimod vil forsøge at sætte det hele op til Joaquin Rojas, der både kan sidde i udbrud og som også kan spurte i et samlet felt.

Noget der er interessant ved året felt er i øvrigt de mange ryttere med gode chancer for at tage en medalje, men hvor de som nationer står så svagt, at man bliver nødt til at tage nogle chancer og håbe på det bedste. Både Hviderusland og Argentina vil eksempelvis blot sidde i feltet og håbe på en massespurt til henholdsvis Hutarovich og Haedo, men gør det samme sig gældende for Peter Sagan eller vil slovakken ud og køre med Gilbert, hvis/når denne angriber?

Danmark satser ligeledes på angreb. Nok har man Michael Mørkøv til afslutningen, men ikke til pladserne i top 10, hvorfor Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen, Lars Bak og Jakob Fuglsang alle skal ud og prøve sig selv af. Det hele store problem for danskere er at selv i et udbud, vil de næppe være den stærkeste med så mange dygtige afsluttere til start, og det betyder, at skal de have chancen for guldet, så skal en af de fire køre alene til mål, hvilket nærmest må betragtes som værende umuligt.