Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Unipublic / Graham Watson

Optakt: Volta a Catalunya

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

19.03.2017 kl. 15:55 af Emil Axelgaard.

Klassikersæsonen er ganske vist ved at starte, men det betyder ikke, at det er slut med de store etapeløb. Mens klassikerspecialisterne er i gang med de første store slag på brostenene, er Catalonien scenen for årets første duel mellem Chris Froome og Alberto Contador, der står ansigt til ansigt i den kommende uges Volta a Catalunya. Efter adskillige år med store vanskeligheder er det spanske løb blevet den foretrukne mulighed for mange etapeløbsryttere til at teste formen, og som det har været tilfældet i de senere sæsoner har arrangørerne ikke kunnet ønske sig et bedre felt, når de igen i år kan præsentere en stor dyst mellem to af de allerstørste favoritter til Tour de France.

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagesløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

 

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco finder i løbet af de kommende uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til Ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagesløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

 

Ofte har løbene kæmpet lidt med at få plads i rampelyset i en tid, hvor klassikerne er i fokus for de fleste fans, men i de senere år har Volta a Catalunya i den grad formået at bryde trenden. Det spanske løb har haft nogle meget vanskelige år, men nu gennemlever det lidt af en renæssance, hvor løbene i 2014, 2015 og 2016 har været blandt de stærkest besatte ugelange etapeløb i de senere år. For fjerde år i træk er der i 2017 udsigt til en duel mellem Alberto Contador og Chris Froome i det, der vil være deres sidste konfrontation inden junis Criterium du Dauphiné, og selvom der i år ingen Nairo Quintana eller Richie Porte vil være, og man ikke helt kan præsentere den samme næsten udtømmende liste af etapeløbsstjerner, som man kunne i 2016, er det stadig et fremragende felt, der vil samles i Nordspanien. Dermed er scenen sat til en kamp, der er lige så spændende og imødeset som dem, Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke, Tom Boonen, Alexander Kristoff, John Degenkolb og co. vil udkæmpe på de belgiske brosten, og derfor vil Belgien i den kommende uge skulle dele rollen som cykelsportens centrum med Catalonien.

 

Det stærke felt er udtryk for lidt af en omvæltning for det spanske løb. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1911, er det faktisk det ældste løb på Den Iberiske Halvø og det fjerdeældste etapeløb i verden, kun overgået af Tour de France (1903), Tour of Belgium (1908) og Giro d’Italia (1909). Lige siden de tidlige år har det spillet en vigtig rolle på cykelkalenderen og i sportens historie. Selvom det naturligt nok har været domineret af spanske vindere, har det altid haft appel til sportens største stjerner, og det er bestemt ingen tilfældighed, at navne som Eddy Merckx, Jacques Anquetil, Felice Geminodi, Bernhard Thevenet, Francesco Moser, Sean Kelly, Robert Millar, Claudio Chiappucci, Laurent Jalabert og Alex Zülle alle er at finde på vinderlisten sammen med stort set alle de største spanske ryttere.

 

2000erne blev imidlertid en svær tid for et af cykelsportens historiske løb. Volta a Catalunya var vel den største taber, da ProTouren blev indført i 2005. Man mistede sin vanlige kalenderplacering i juni, og i stedet blev Spaniens ældste etapeløb afviklet i den anden uge af Giro d’Italia, hvormed man mistede stort set al international opmærksomhed. For rytterne blev det nu mest betragtet som en chance for at komme i gang igen efter en lille pause og som et første skrift på vejen mod Touren, og derfor var de bedste ryttere altid meget langt fra deres bedste form. Det gav vindere, der for de flestes vedkommende var et stykke nede i det internationale hierarki.

 

Løbet blev reddet af, at Tour of California ønskede at blive rykket til foråret, og det gav mulighed for at genoplive det spanske løb. I 2010 blev kalenderen omstruktureret, og det catalonske løb har siden da været afviklet i marts som endnu en mulighed for de bedste klassementsryttere til at drage fordel af deres første formtop. Det har overtaget pladsen fra det nu hedengangne Setmana Catalana og senere Vuelta a Castilla y Leon, der nu er flyttet til april.

 

Resultatet har været enormt, og da løbet samtidig kan tilbyde vigtige WorldTour-point, har det i de senere år været i stand til at tiltrække sportens allerstørste navne. Mens maj typisk betragtes som en træningsperiode for de grand tour-ryttere, der ikke kører Giroen, er den sidste del af marts og første del af april typisk tidspunktet for den første formtop for Tour de France-rytterne. Selvom det altid er svært at finde den rette kombination af de fire tidligere WorldTour-etapeløb Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco, og ingen af disse derfor kan tiltrække samtlige stjerner, er de dage, hvor løbet i Catalonien er at betragte som ren Tour-forberedelse helt sikkert ovre.

 

Løbet befinder sig imidlertid fortsat i en hård kamp. Ugen efter Milano-Sanremo har i de senere år også budt på etapeløbene Criterium Internationale og Settimana Coppi e Bartali. Da førstnævnte er arrangeret af Tour de France-arrangørerne ASO har holdene haft et særligt incitament til at køre det franske løb, og i 2013 betød Tour-starten på Korsika - det seneste hjemsted for det to dage lange etapeløb - at de fleste Tour-favoritter, herunder Froome og Contador, var til start i Frankrig.

 

Det incitament er siden forsvundet, og siden 2014 har det catalonske løb været den store vinder. Faktisk har man i de tre seneste år uden tvivl haft det stærkest besatte felt blandt de ugelange etapeløb på WorldTouren, og faktisk har dominansen været så kolossal, at Criterium International i år er helt forsvundet fra kalenderen. Paradoksalt nok sker det samtidig med, at løbet som alle andre spanske begivenheder har kæmpet med svære økonomiske problemer og har været i konstant frygt for aflysning. Kun massiv støtte fra de regionale myndigheder samt intervention fra UCI har holdt løbet oven vande. Senest er der gået rygter om, at netop ASO, der allerede har investeret kraftigt i Vueltaen, er trådt til og har kastet en livline, der igen har reddet Spaniens ældste løb.

 

Sidste år kunne man præsentere et felt, der stort set inkluderede samtlige etapeløbsstjerner. Det er ikke tilfældet i år, hvor specielt de mange ryttere, der satser på et usædvanligt stærkt besat Giro d’Italia, vælger at fokusere på træningslejre på denne tid af året. Det betyder imidlertid ikke, at arrangørerne har grund til at begræde et felt, der tæller navne som Froome, Contador, Alejandro Valverde, Bauke Mollema, Adam Yates, Ilnur Zakarin, Julian Alaphilippe, Dan Martin, Geraint Thomas, Rohan Dennis, Steven Kruijswijk, Robert Gesink, Romain Bardet, Andrew Talansky, Rafal Majka, Louis Meintjes og Davide Formolo, og dermed er løbet utvivlsomt igen blandt de absolut stærkest besatte ugelange etapeløb.

 

Sidste år tog Nairo Quintana en fantastisk sejr ved suverænt at vinde løbets kongeetape foran Alberto Contador, der ikke kunne svare på colombianerens angreb og måtte nøjes med en samlet andenplads. Efter at have vundet en etape var Dan Martin kommet lidt til kort på den sværeste etape, men han sikrede sig nok bonussekunder på de sidste etaper til at rykke forbi Richie Porte og sikre sig tredjepladsen. Quintana er allerede nu tilbage i Colombia for at forberede sig til Giroen, og derfor forsvarer han ikke sin titel. Contador og Martin er imidlertid begge med igen og går således efter at overtage colombianerens trone.

 

Ruten

Volta a Catalunya har altid været en ganske blandet sag, hvor terrænet har gjort det muligt for arrangørerne at variere hårdheden fra år til år. Tidligere har der været korte, flade prologer og bjergenkeltstarter, men siden man flyttede løbet til marts har der ikke været én eneste tidskørsel i løbet.

 

2008- og 2010-udgaver stikker ud som særligt nemme, fordi der de år ikke var en stor bjergafslutning, og derfor blev løbet afgjort af etaper i kuperet terræn. I de senere år har man imidlertid fundet sig et relativt fast format helt uden enkeltstarter, med en eller to store bjergafslutninger på 3. og 4. etape og derudover adskillige kuperede etaper af varierende sværhedsgrad. Det har gjort det til det perfekte løb for klatrere, og blandt WorldTour-etapeløbene har det været det bedste for netop denne ryttertype. Bjergafslutningerne har ganske vist været relativt nemme og bedre for eksplosive typer end rene bjerggeder, men da det har været det eneste WorldTour-etapeløb i Europa uden tidskørsler har det appelleret meget til folk, der kan køre opad.

 

En ting er uundgåeligt: der er ikke meget at komme efter for de rene sprintere i Catalonien. Terrænet er ganske kuperet, og selvom der ikke er mange etaper i de høje bjerge, er der heller aldrig helt flade etaper. Mange af etaperne afgøres ofte i spurter, men det kræver et ganske godt sæt klatreben at holde sig fremme helt til målstregen. Derfor er det ikke overraskende, at de seneste udgaver har været succesfulde for folk som Gianni Meersman og Luka Mezgec, der netop har den specielle evne, at de både kan spurte og klatre.

 

Efter flere år med et relativt uforandret format har man imidlertid valgt at foretage afgørende ændringer forud for 2017-udgaven. Det skyldes først og fremmest, at tidskørslerne vender tilbage i form af en holdtidskørsel på 2. etape. Der er imidlertid ikke tale om en sædvanlig sag på ca. 20 km, men derimod en monstrøs udfordring på mere end 40 km. Det betyder, at holdet vil i år være næsten vigtigere end den enkelte rytter, og langt hovedparten af feltet vil være ude af kampen allerede efter tirsdagens etape.

 

I de senere år har der som sagt typisk været to bjergafslutninger på 3. og 4. etape, men i år har man også ændret på det format. I stedet for to etaper i Pyrenæerne har man kun én i de høje bjerge på onsdag. Der er tale om den velkendte etape til La Molina, hvor målstigningen er så nem, at det er en etape for eksplosive typer og ikke rene klatrere. Det helt store slag skal i stedet slås på løbets kongeetape, der i stedet finder sted på stigningerne tættere på kysten. Her venter en helt ny afslutning på bjerget Lo Port, der i særklasse er det sværeste bjerg, der er blevet benyttet i de senere år, og dets hårdhed giver i det mindste klatrerne mulighed for at vinde anselig tid, hvis de har haft det svært på holdstidskørslen.

 

Klassementet ser ud til at skulle afgøres på 2., 3. og 5. etape, men også den øvrige del af løbet er sværere end vanligt. Som sagt har der som regel været adskillige muligheder for hårdføre sprintere, men de kommer ikke meget til fadet i 2017. Faktisk er det kun den klassiske åbningsetape omkring Calella, der synes at kunne slutte i en massespurt, og selv den er vanskeligere end vanligt. Hårde stigninger i finalerne på 4. og 6. etape betyder, at de ligner etaper for udbrydere, hvor det endda er muligt, at klassementsrytterne vil teste hinanden. Endelig slutter det hele på den klassiske rundstrækning i Montjuic-parken i Barcelona, hvor vi altid ser angreb i klassementet, men hvor der sjældent gøres forskelle og udbrydere som regel løber med sejren.

 

1. etape

For sjette år i træk starter løbet i Middelhavsbyen Calella, der igen er rammen om både start og mål på åbningsetapen. De seks etaper har alle haft forskellige ruter, men finalen har altid været den samme. Og derfor ved rytterne, hvad de skal forvente på en etape, der traditionelt har været god for sprintere med gode klatreben.

 

Med sine 178,9 km er etapen en anelse længere end sidste år, og det samlede antal højdemeter er også blevet forøget. Fra starten i Calella bevæger man sig ad den flade kystvej frem til byen Mataro, hvor man drejer ind i landet. Herefter starter klatreudfordringerne med kategori 3-stigningen Alt de Parpers (3,2 km, 4,5%, max. 6%), inden et fladt stykke leder forbi dagens første indlagte spurt, der kommer efter 45,1 km. Det flade terræn fortsætter, mens man fortsætter mod nord og således nærmer sig det vanskeligere terræn.

 

Det indledes efter km, hvor feltet rammer bunden af kategori 2-stigningen Alt dels Pinars de Bado (4,3 km, 4,3%, max. 7%), hvis top kommer efter km. Herefter bliver man i højderne inden man drejer mod vest for at tage hul på kategori 3-stigningen Alt de La Pullosa (7,7 km, 3%, max. 6%), der har top efter 92 km. Rytterne får endelig en chance for at komme sig på en længere nedkørslen, der undervejs giver plads til dagens sidste spurt efter 79,3 km. Herefter sætter man kursen mod syd og starter rejsen tilbage mod kysten. Det betyder, at man skal op over samme højdedrag igen, og det gøres via de to kategori 1-stignnger Alt El Muntanya (3,9 km, 7,5%, max. 18%) og Coll Formic (8,4 km, 4,7%, max. 12%), der har top efter henholdsvis km og km og reelt er at betragte som én lang stigning.

 

Med 54,9 km igen rammer man toppen af Coll Formic i 1145 m højde, og herefter går det mod sydøst tilbage mod kysten i rasende fart ad en lang, ikke særlig vanskelig nedkørsel. Først med ca. 30 km igen flader terrænet ud, og snart begynder det at stige, når feltet rammer kategori 3-stigningen Alt de Collsacreu (3 km, 4,7%, max. 6%). Den har top med km igen og efterfølges af en ikke specielt vanskelig nedkørsel, der leder tilbage mod kysten. Man når vandet med 8 km igen, hvorefter man følger kystvejen mod nordøst ind til centrum a Calella. Der er en lille bakke med 5,3 km til mål, men derefter falder det let stort helt frem til de sidste 200 m, der er svagt stigende. Rytterne drejer til venstre med 2300 m til mål og passerer gennem rundkørsler med henholdsvis 1,9 og 1,3 km igen, men derefter er det en lang, lige vej frem til målstregen.

 

I forhold til sidste år er den kuperede zone midtvejs gjort betydeligt hårdere, men til gengæld skipper man Alt del Montseny-stigningen på vejen tilbage mod kysten. Selve finalen med Alt de Collsacreu og den efterfølgende nedkørsel er den samme, som er blevet benyttet hvert år siden 2012.

 

Trods den hårdere rute viser historien, at etapen oftest er endt i en massespurt, og det er vanskeligt at forestille sig, at det vil være anderledes i år. De sværeste stigninger kommer for langt fra mål til at kunne gøre en forskel, og den relativt nemme Collsacreu-stigning har aldrig bragt sprinterne i vanskeligheder. Første etape i et løb uden mange sprintere kan imidlertid altid være svær, og for to år siden tabte klassementsholdene næsten hele løbet, da fejlagtig information fra løbsradioen og manglende dedikation fra sprinterholdene betød, at udbruddet holdt hjem. Igen i år vil sprinterne måske være usikre på deres muligheder, og derfor kan ansvaret igen ende hos klassementsfavoritterne. De har imidlertid lært af erfaringerne, så etapen bør ende i en massespurt, hvis ikke sidevinden kommer i spil. Det store antal højdemeter betyder imidlertid, at der ingen garanti er for, at alle de hurtige folk vil være med til at spurte om sejren.

 

I 2012 hentede man heller ikke udbruddet, og Michael Albasini lagde med en etapesejr grunden til sin senere samlede sejr. I 2013 var der lagt op til massespurt, men Sky splittede feltet på nedkørslen, hvor 13 ryttere - herunder Bradley Wiggins, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Daniel Martin og Michele Scarponi - kom fri og spurtede om sejren 28 sekunder foran feltet. Gianni Meersman vandt let den første af sine to etapesejre det år. I 2014 endte det i en massespurt, som blev vundet af Luka Mezgec, mens Maciej Paterski slog Bart De Clercqog Pierre Rolland i 2015, hvor det lykkedes trioen at snyde sprinterne. Sidste år blev det igen afgjort i en spurt, der blev vundet af Nacer Bouhanni.

 

 

 

 

2. etape

Volta a Catalunya har været kendt som det af WorldTour-etapeløbene, der gave de rene klatrere de bedste muligheder. Det skyldes, at der ikke har været en tidskørsel i løbet, siden det i 2010 fik sin nuværende kalenderplacering, men det bliver der ændret afgørende på i 2017. Nogle af klatrerne kan imidlertid finde trøst i, at de ikke skal kæmpe mod uret alene, men at man i stedet har valgt at indlægge en holdtidskørsel på andendagen. Med en distance på hele 41,3 km er der tale om en næsten uhørt lang kollektiv tempokørsel, idet man i moderne cykelsport generelt har forkortet disse etaper for at mindske deres betydning i klassementet. En småkuperet rute med 666 højdemeter vil samtidig gøre det til en ganske vanskelig sag, der vil skabe betydelige tidsforskelle, og 2. etape fremstår således som den måske vigtigste etape i det syv dage lange løb.

 

Den 41,3 km lange etape både starter og slutter i byen Banyoles og består af en stor rundstrækning i området nordøst for byen. Fra starten bevæger man sig væk fra centrum mod nordøst ad en småkuperet vej, der har et par mindre stigninger. Herefter følger en længere nedkørsel på knap 5 km, mens man kører mod nord til byen Orfes. Herfra bliver det igen fladt, inden rytterne drejer mod vest og fortsætter frem mod Esponella, der nås efter 25 km.

 

Esponelle markerer starten på dagens vanskeligste udfordring, en ca. 1 km lang stigning, der er ganske stejl og leder rytterne mod syd tilbage mod Banyoles. Efter toppen er det imidlertid stort set fladt, og det er således kun ganske svagt faldende, når man kører tilbage sydpå. I udkanten af målbyen kører man en lille sløjfe rundt om en sø, inden man nærmer sig bycentrum fra vest. I de sidste 3 km falder det let, mens man manøvrer igennem en del sving, og der er således tre skarpe kurve i løbet af de 3000 m.

 

Som sagt ser man i moderne cykelsport slet ikke så lange holdtidskørsler udenfor VM, og derfor er der tale om en uhørt udfordring. Der vil blive skabt kolossale tidsforskelle, og dermed er der tale om en nøgleetape for klassementsrytterne. Ruten er bestemt ikke flad og er til tider ganske teknisk, så der er bestemt ikke tale om en traditionel holdtidskørsel. Det kan gøre det vanskeligt for holdene at lægge den rette strategi og at holde sig samlet. Situationen er meget lig den, der var i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor man også havde en usædvanligt lang holdtidskørsel på 37,9 km. Her vandt BMC med 21 sekunder ned til Sky, mens der var hele 1.02 ned til Movistar på fjerdepladsen. Orica-Scott på 10. pladsen tabte intet mindre end to minutter, og det siger alt om, hvor afgørende en etape, der venter på andendagen.

 

Banyoles er regelmæssigt blevet besøgt af løbet, senest i 2013 hvor Gianni Meersman vandt en spurt. I 2011 var Alessandro Petacchi hurtigst, mens det var Mark Cavendish, der var stærkest 12 måneder tidligere. Thor Hushovd var bedst i 2008, mens vi skal helt tilbage til 1999 for at finde det næste besøg, der blev vundet af Erik Zabel i endnu en spurt. Sidste år var byen vært for en meget kort holdtidskørsel i La Mediterraneenne, hvor FDJ viste sig som stærkeste mandskab.

 

 

 

 

3. etape

Der bliver ingen chance for at komme sig ovenpå holdtidskørslen, idet det næste store slag for klassementsrytterne allerede venter på 3. etape. Sammen med første etape til Calella og sidste etape på Montjuic-rundstrækningen i Barcelona har etapen til skiparadiset La Molina i Pyrenæerne udviklet sig til en moderne klassiker i det spanske etapeløb, og igen i år vil stigningen danne ramme om det første slag mellem bjergrytterne. Der er imidlertid ikke tale om en voldsomt svær stigning, og den passer bedre til eksplosive ryttere end til virkelige klatrere. Alligevel vil det give en første indikation på, hvem der har benene til at slås om den samlede sejr.

 

Sidste år ændrede man lidt på ruten og bibeholdt blandt andet den kortere afstand mellem de to sidste stigninger, som blev introduceret i 2015. I år der ganske vist et par ændringer først på etapen, men den sidste halvdel er nøjagtig den samme som den, der blev benyttet for 12 måneder siden.

 

Med sine 188,3 km er der tale om en længere etape end i 2016, og i år starter man helt ude ved kysten i byen Mataro. Herfra bevæger man sig med det samme mod nord ind i landet, og første halvdel af etapen består af en lang rejse nordpå frem mod Pyrenæerne. Allerede efter venter den lille kategori 3-stigning Alt de Parpers (3,2 km, 4,5%, max. 6%), men derefter er der hovedsageligt tale om en blanding af fladt terræn og lange jævne opkørsler, der aldrig byder på væsentlige stigningsprocenter. Undervejs kommer dagens første indlagte spurt i Manileu efter 69,4 km.

 

Efter 113,8 km, når man frem til Ribes de Freser for foden af Pyrenæerne, og herfra ændrer etapen karakter. Efter at have dystet om pointene i dagens sidste spurt, drejer man mod vest og forlader dalen for at tage hul på kategori 1-stigningen Alt de Toses (6,3 km, 7%, max. 14%), der blev introduceret sidste år. Efter nedkørslen vil feltet klatre op til La Molina (1,,6 km, 4,3%, max. 15%) for første gang og dyster herefter om pointene i en bjergspurt af kategori 1 tæt på målstregen, der imidlertid ikke krydses

 

Rytterne forsætter herfra videre mod vest via en lang nedkørsel til byen Alp, der nås med bare 25,2 km tilbage. I 2014 kørte rytterne her en runde på en flad rundstrækning i dalen, før de vendte tilbage til Alp og startede den sidste stigning. Som i de to foregående år vender man imidlertid denne gang rundt med det samme for at køre op til La Molina, ganske vist ad en anden vej end den man kørte nedad. Den sidste stigning er 12,3 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,7 og et maksimum på 15%, men det stiger en smule længere. Ændringen betyder, at næstsidste stigning er 21 km tættere på stregen end for tre års siden.

 

Den sidste stignings data snyder en anelse, da toppen faktisk kommer med 3 km til mål. De næste 1000 m er let faldende, før det igen stiger i de sidste 2 km, hvor de sidste 1000 m stiger med 7% i gennemsnit. Der er adskillige bløde sving på de sidste 1500 m, men den sværeste udfordring er et U-sving bare 100 m fra stregen.

 

Etapen indeholder 4323 højdemeter og dermed masser af klatring, men bortset fra Toses er ingen af stigningerne stejle. Specielt er den sidste stigning ganske nem, da den reelle del ikke er særlig lang, og stigningsprocenten er lav. Etapen er hårdere, end den var i 2015, men det ændrer ikke på, at det er en etape for eksplosive ryttere mere end for klatrere. Alligevel er det en vigtig dag, hvor der kan gøres små forskelle. Folk som Chris Froome og Alberto Contador vil forsøge at gøre løbet så hårdt som muligt, men umiddelbart er det mere end dag for folk som Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe og Dan Martin.

 

I 2014 viste Joaquim Rodriguez, hvorfor stigningen er skat til eksplosive ryttere, da hans først besvarede Chris Froomes mange angreb, inden han lavede en af sine karakteristisk acceleration og således sikrede sig sejren fem sekunder foran Alberto Contador, mens Naior Quintana mistede yderligere fire sekunder. Ikke færre end 48 ryttere sluttede imidlertid inden for et minut af etapevinderen, og det siger en del om stigningens natur. I 2015 udnyttede Tejay van Garderen, at han var ude af klassementet til at angribe fra bunden, og mens klassementsrytterne kæmpede om den samlede sejr, sikrede han sig etapesejren. Richie Porte var første blevet sat af Contador, men kæmpede sig tilbage og sikrede sig en andenplads på etapen. Heller ikke sidste år kunne folk som Froome, Contador og Quintana gøre forskellen, og i stedet udnyttede Dan Martin sit antrit til at vinde to sekunder foran Contador, Romain Bardet og Tejay van Garderen, mens Porte og Quintana tabte ni sekunder. I 2001 vandt Santiago Blanco en udbrudssejr i Vueltaen, mens kun Jose Maria Jimenez havde held til at køre væk fra feltet og slutte fire sekunder foran en gruppe på 18 ryttere med alle klassementsrytterne.

 

 

 

 

4. etape

I de foregående år har man typisk tilbragt to dage i Pyrenæerne på 3. og 4. etape - 2015 var en markant undtagelse - inden tre relativt lette etaper tættere på kysten afsluttede løbet. I år vil man forsøge at bibeholde spændingen lidt længere, og derfor har man indlagt en ny mellemetape, hvor man kortvarigt kører ud af bjergene, inden man venter tilbage til det afsluttende slag i Pyrenæerne på 5. etape. Det giver klassementsrytterne en mulighed for at puste ud på torsdagens fjerde etape, der synes som skabt til udbrydere, men en hård stigning i finalen samt risikoen for sidevind betyder, at man stadig skal være årvågen.

 

Med sine 194,3 km er etapen en af de længere efter vanlig Catalonien-standard, og den fører feltet fra Llivia til Igualada. Målbyen ligger for foden af Pyrenæerne i mere end 1000 m høje, og etapen består i alt væsentligt af en lang rejse væk fra bjergene og tilbage mod kysten. Fra start sætter man kursen mod sydvest, idet man bevæger sig ad en lang jævn nedkørsel i ca. 70 km efter undervejs at have dystet i dagens første spurt efter bare 6,1 km. Derefter flader terrænet ud, mens man fortsætter mod syd, men monotonien brydes kortvarigt af den lille kategori 3-stigning Alt del Pubill (3,3 km, 5%, max. 9%), der har top efter 110 km. Herefter rammer man igen fladt terræn, mens man fortsætter mod sydøst og sætter kursen mod målbyen.

 

I byen Tora efter 142,6 km ændrer etapen karakter, idet rytterne rammer en ca. 10 km lang ikke-kategoriseret stigning, der imidlertid mere har karakter af en jævn opkørsel. Efter 157,5 km kommer dagens sidste spurt, inden man kører ned mod målbyen. Her slår man imidlertid en lille sløjfe for at ramme dagens vigtigste udfordring, kategori 2-stigningen Tiaro del Puig (3 km, 5,7%, max. 10%), der har top med bare 13 km til mål. Herefter følger en relativt teknisk nedkørsel, inden man rammer de sidste 2 km, der er relativt flade. Finalen er teknisk, idet der er skarpe sving med 2000, 1600, 800 og 600 m til mål, og derudover skal man lige igennem ikke færre end tre rundkørslen i løbet af de sidste 2 km.

 

Etapen minder meget om den traditionelle 5. etape, der ofte har været benyttet til angreb mellem klassementsrytterne. Det bliver imidlertid næppe tilfældet denne gang, da de fleste vil være opsatte på at spare på kræfterne inden kongeetapen. Samtidig vil sprinterne være usikre på, om de kan overleve sidste stigning, og derfor vil de næppe kontrollere. Derfor ligner det en dag for et udbrud, men det kan ikke udelukkes, at ryttere som Alejandro Valverde eller Julian Alaphilippe lugter bonussekunder og en mulig etapesejr. Samtidig kan vinden spille en afgørende rolle i denne region, og feltet er før splittet på de flade sletter i denne del af Catalonien.

 

Igualada har ikke været mål for et større cykelløb i mere end et årti.

 

 

 

 

5. etape

Med 2015-udgaven som en markant undtagelse har Volta a Catalunya i de senere år som regel budt på to store bjergetaper. I tillæg til den klassiske etape til La Molina, der er mere skabt til eksplosive ryttere end til rene klatrere, har man samtidig haft en vanskeligere kongeetape. Det er også tilfældet i år, hvor det afgørende slag om den samlede sejr skal slås på Lo Port-stigningen. Ved at flytte den afgørende etape væk fra de høje bjerge og ud til en svær stigning tæt på kysten har man samtidig gjort det muligt at udskyde den vanskeligste etape til tredjesidste dag. Da der samtidig er tale om en langt hårdere stigning, end man normalt ser i Catalonien, er scenen sat til et stort slag om den samlede sejr i Spaniens ældste etapeløb.

 

Den 182 km lange starter i Valls, der traditionelt har været målby for 5. etape og slutter på toppen af La port-stigningen uden for byen Tortosa. Den første del af etapen foregår i fladt terræn og fuldender rejsen til Middelhavskysten, idet man lægger ud med at køre mod syd. Herefter kører man mod sydvest og følger vandet, men i stedet for at benytte kystvejen holder man sig et par kilometer inde i landet, hvor terrænet er en anelse mere kuperet.

 

Det er imidlertid først efter 51,8 km, at etapen for alvor ændrer karakter. Her drejer man nemlig ind i landet for at tage hul på kategori 2-tigningen Coll de Fatxes (14,4 km, 2,7%, max.11%), der har top efter 66,2 km. Herefter fortsætter man mod vest ad nedkørslen, inden man igen sætter kursen mod syd og Middelhavet. Undervejs er der en mindre ikke-kategoriseret stigning, inden man på det sidste stykke mod kysten rammer dagens første spurt efter 109,1 km.

 

Efter at have nået havniveau fortsætter man i helt fladt terræn frem til dagens sidste indlagte spurt, der kommer efter 131,2 km. Herfra drejer man igen mod vest og nordvest ind i landet, hvor man fortsætter ad flade veje frem til byen Tortosa. Den markerer starten på den brutale afslutning, idet sidste del af etapen består af HC-stigningen Lo Port, der ligger i den vestlige udkant af byen. Der er tale om en særdeles modbydelig sag, der over 8,4 km stiger med 9% i gennemsnit og endda når et maksimum på 20%. De fleste kilometer stiger med mere end 8% i gennemsnit, og den tredje og ottende kilometer stiger endda med henholdsvis 10,3% og 10,9%, inden det flader lidt ud med bare 7,3% på de sidste 400 m. Finalen er endda teknisk kompliceret, idet der er hele seks hårnålesving på de sidste 1500 m, det sidste med bare 300 m til mål.

 

Lo Port er en særdeles modbydelig stigning, og det er klart det vanskeligste målbjerg, der har været benyttet i dette løb i adskillige år. På en så stejl stigning kan der gøres store forskelle, specielt fordi stigningen er stejlest mod toppen. Dette er dagen, klatrerne har ventet på, og dagen, hvor den afgørende tid skal vindes. Det er således her, Chris Froome og Alberto Contador ventes at have deres første store duel i 2017, og hvor ryttere, der er sat tilbage efter holdtidskørslen, skal slå til. Da den øvrige del af etapen ikke er særlig svær, vil det hele blive kontrolleret stramt af favoritterne, inden det endelig slag om sejren i Catalonien Rundt skal slås på de afsluttende stejle ramper.

 

Lo Port har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb, men Tortosa var senest vært for løbet i 1999, hvor Mario Cipollini vandt en massespurt.

 

 

 

 

6. etape

I de senere år har anden halvdel af Volta a Catalunya typisk været relativt begivenhedsfattig, idet der har manglet terræn til, at klassementet for alvor har kunnet ændres. Derfor har det mod slutningen primært handlet om, at favoritterne skal helskindet til Barcelona, og selvom man i år har skubbet kongeetapen til fredag, ventes det igen, at weekenden næppe ændrer på den samlede stilling. Det betyder imidlertid ikke, at der er tale om nemme etaper, og der er bestemt ikke tale om et sprinterparadis. Det hele starter med en helt ny etape til Reus, hvor en kategori 1-stigning i finalen kan blive brugt som en mulighed til at overraske og alligevel skabe lidt ravage.

 

Den 189,7 km lange etape starter i Tortosa for foden af målstigningen på 5. etape og slutter i Reus tæt på Middelhavskysten. Fra start bevæger man sig mod nord væk fra vandet, og det betyder, at man efter 10 flade kilometer skal op ad kategori 3-stigningen Alt de Bot (2,2 km, 5,5%, max. 10%), der har op efter 29,3 km. Herefter fortsætter man videre mod nord i jævnt stigende terræn, inden man drejer mod øst og tager en lang nedkørsel til Asco, vor dagens første indlagte spurt er placeret efter 75 km.

 

Herfra kører man mod øst op ad en mindre, ikke-kategoriseret stigning og dernæst ned til bunden af en lille bakke, der leder frem til dagens anden indlagte spurt, der kommer efter 95,9 km. Den markerer starten på en helt ny fase af løbet, idet det stiger jævnt de næste 25 km, hvor man fortsætter mod øst. Det hele kulminerer på toppen af kategori 3-stigningen Alt de Falset (3 km, 5%, max. 12%) efter 122,6 km, hvorefter en lille nedkørsel leder frem til starten på en lille sløjfe. Den indledes med kategori 3-stigningen Alt de Porrera (3,7 km, 5%, max. 11%), og derefter tager man næsten med det samme hul på kategori 1-stigningen Alt de la Musara (11,6 km, 5%, max. 11%). Dens top kommer med 35,4 km igen, hvorefter man bliver på et lille plateau i ca. 5 km, inden man sætter kursen mod syd ud mod kysten ad en teknisk vanskelig nedkørsel. Den slutter, når der resterer ca. 5 km, og herefter slår man en lille flad sløjfe omkring målbyen Reus, inden man kører igennem fladt terræn ind til centrum. Her venter en teknisk ukompliceret finale med et blødt venstresving 2 km fra mål, og herefter skal man bare igennem to rundkørsler på de sidste 1200 m. Det stiger svagt i de sidste 2km, mest markant mellem 2 km og 1 km-mærkerne.

 

Med et kategori 1-bjerg i finalen er dette ikke en dag for sprinterne, og da det heller ikke er en oplagt dag for klassementsrytterne er det en god dag for udbrydere. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke vil blive kørt om klassementet. Specielt hvis Alberto Contador er bagud, kan vi vente angreb på den sidste stigning, men med en meget lang nedkørsel og en relativt nem stigning, er det tvivlsomt, om det vil være nok til at skabe forskelle mellem de allerbedste. Klassementsrytterne vil sandsynligvis slutter samlet, men det vil sandsynligvis ske efter et aggressivt cykelløb. Hvis det er tæt i klassementet, er det samtidig muligt, at Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe vil jagte bonussekunder, og i så fald kan det meget vel ende i en spurt i en lille gruppe. Samtidig skal man altid tage sig i agt for vinden i denne kystnære region.

 

Reus har ikke været målby for et stort cykelløb i mere end et årti.

 

 

 

 

7. etape

I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning, der inkluderede den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt rundstrækningen i 2014, 2015 og 2016, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2017. Ganske vist har den ikke siden kunnet skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.

 

Som vanligt er der tale om en meget kort etape på bare 138,7 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører indtil rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange. I år lægger man fra starten ved L’Hospitalet de Llobregat i den vestlige udkant af Barcelona ud med at køre igennem fladt terræn mod vest og siden nordvest. Her rammer man kategori 2-stigningen Alt de l’Ullstrell (7 km, 3,5%, max. 8%), der har top efter 27 km, hvorefter man vender rundt og kører ad flade veje tilbage mod Barcelonas centrum. Undervejs dyster man om point og sekunder i den første indlagte spurt efter 42,5 km, inden man slår en lille sløjfe syd om storbyen. Undervejs passerer man dagens anden indlagte spurt efter 61 km, inden man vender rundt og fortsætter igennemfladt terræn ind til centrum.

 

I hjertet af Barcelona krydses målstregen for første gang efter 85,9 km, og herefter afsluttes løbet med 8 omgange på den 6,6 km lange rundstrækning i Montjuic-parken. Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 500 m efter målstregen rammer man kategori 3-stigningen Alt Montjuic (2 km, 5,7%, max. 8%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Fra toppen resterer bare 4,1 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Derefter er der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%.

 

Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd her en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012. Her lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC.

 

Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.

 

I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundkørslen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt. Sidste år forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt.

 

De foregående udgaver af etapen viser, at den er ganske uforudsigelig. Det er en sidste chance for klassementsrytterne til at gøre forskelle, og hvis afstandene er små, kan vi vente angreb på rundstrækningen, der er svær at kontrollere. I år betyder holdtidskørslen imidlertid, at der sandsynligvis vil være større forskelle, og derfor kan det være, at klassementsrytterne holder sig i skindet, specielt fordi ingen har kunnet komme fri, siden det lykkedes for Scarponi for fire år siden. Rundstrækningen er som skabt til angreb, og derfor bliver det altid enormt aggressivt. Med mindre Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe beslutter sig for at gå efter en etapesejr, er det imidlertid meget sandsynligt, at det tidlige udbrud skal køre om sejren. Ellers bør Movistar og Quick-Step kunne holde det samlet til en spurt i en lille gruppe.

 

 

 

 

Favoritterne

Med en relativt ensartet rute i de senere år har vi efterhånden lært, hvad vi skal forvente af Volta a Catalunya. Løbet har hidtil været afgjort på de to store bjergafslutninger i Pyrenæerne, mens de øvrige etaper har spillet en begrænset rolle. Sidevinden har dog før skabt kaos, senest i 2015, hvor Dan Martin tabte sit klassement på gulvet, og bonussekunder er også kommet i spil som i 2015 og 2016, hvor henholdsvis Alejandro Valverde og Martin brugte deres spurtstyrke til på de sidste etaper at rykke frem i klassementet.

 

Alle disse erfaringer kan vi imidlertid smide på møddingen forud for 2017-udgaven. Ruten er præget af så mange nyskabelser, at der i alt væsentligt er tale om et helt nyt løb. Kun den klassiske bjergafslutning i La Molina, den indledende sprinteretape samt det afsluttende rundstrækningsløb på Montjuic-stigningen i Barcelona er gengangere, mens løbets to absolutte nøgleetaper begge er helt nye.

 

På forhånd ser det ud til, at løbet primært skal afgøres på 2. og 5. etape. Det virker næsten helt vanvittigt at lægge en 41,3 km lang holdtidskørsel ind i et ugelangt etapeløb. Etapen vil skabe så store tidsforskelle, at det bliver helt umuligt for ryttere, der ikke kører på et af de allerbedste hold, at vinde samlet. Som sagt blev der kørt en tilsvarende holdtidskørsel i Volta a la Comunitat Valenciana, og her vandt BMC med 21 sekunder ned til Sky, mens der var hele 1.02 ned til Movistar på fjerdepladsen. Orica-Scott på 10. pladsen tabte intet mindre end to minutter, og det er næsten umuligt at vinde så meget tid tilbage.

 

Heldigvis har man for at kompensere for 2. etape opfundet den helt nye finale på 5. etape, der er så hård, at der her kan gøres store forskelle. Lo Port er stejl nok til, at de bedste klatrere kan vinde en del tid, og den er så svær, at man skal være en meget god klatrer for at vinde sammenlagt. Derfor ser det på forhånd ud til, at det i høj grad vil blive afgjort på disse to nøgleetaper.

 

3. etape til La Molina vil også skabe tidsforskelle, men der vil alene være tale om sekunder mellem de bedste. Vigtigere er det, at Volta a Catalunya er et af de få spanske etapeløb, der har bonussekunder. I år er der stort set ingen rigtige sprinteretaper, og ryttere som Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde kan potentielt bruge deres spurtstyrke til at gå efter sejren på 3., 4., 5. og 7. etape, og måske kan 1. etape endda komme i spil. Det kan give en del bonus, som bestemt ikke kan negligeres i det samlede regnskab. Dertil kommer risikoen for sidevind, hvor specielt 4. etape synes at kunne blive en udfordring.

 

Enhver, der kan huske 2012-udgaven, hvor kongeetapen blev neutraliseret, ved, hvor stor en rolle vejret kan spille i dette løb. Efter en solrig start ser det ud til, at der kommer nedbør på onsdag, og det kan betyde, at 3. etape må ændres. Samtidig ser det ud til, at det bliver ganske blæsende på torsdag, og dermed øges risikoen for, at sidevind vil spille en rolle. Det gode vejr skulle imidlertid vende tilbage til de sidste tre etaper.

 

Med udsigt til at løbet primært skal afgøres på 2. og 5. etape, skal favoritterne findes blandt de bedste klatrere på de hold, der vil køre om sejren på 2. etape. Det nytter eksempelvis ikke meget, at folk som Romain Bardet, Lachlan Morton, Rafal Majka, Davide Formolo og Louis Meintjes sikkert vil gøre det fint i bjergene, idet de allerede vil være sat ud af spillet på 2. etape. For at vinde løbet er det helt afgørende, at man er på et hold, der kan holde nogenlunde trit med BMC, som er de store favoritter til at vinde 2. etape.

 

Det må man formode, at Sky kan, og derfor peger vi på Chris Froome som vores favorit. Briten har ganske vist ikke den bedste historik i dette løb, hvor han af en eller anden grund aldrig har ramt topformen. I 2014 og 2015 kom han indtil løbet efter en sygdomsperiode, hvilket kunne forklare hans svage præstationer, men sidste år var der ingen undskyldning for, at han ikke kunne holde trit med de bedste. Alligevel er der ingen tvivl om, at Froome drømmer om at vinde dette løb, som han vender tilbage til år efter år, og det afspejles i det forrygende stærke hold, Sky møder til stat med.

 

Froome har efter debuten i Herald Sun Tour som vanligt trænet i Sydafrika, og derfor har han fulgt samme opskrift som sidste år. Dermed er han næppe helt dominerende i bjergene, som han vil være senere på året, men han bør være konkurrencedygtig. Vigtigt er det, at Sky stiller med et hold, der med folk som Vasil Kiryienka, Geraint Thomas og Froome selv kan gøre sig på holdtidskørslen. De kan næppe matche BMC og Movistar, men de bør være i stand til at slå Trek, hvormed Froome kan vinde tid på Alberto Contador. Han vil givet vis tabe tid til Alejandro Valverde, Tejay van Garderen og Rohan Dennis, men dem bør han sætte til vægs på 5. etape, hvor han har et helt fabelagtigt hold af klatrere til at støtte sig. Hvis Sky kan levere et fornuftigt holdløb, behøver Froome i år ikke at være på 100% for at vinde løbet, og derfor tror vi, at han endelig får den sejr, han så desperat har jagtet.

 

Alberto Contador har fået frataget sin sejr fra 2011, og derfor er dette det eneste større spanske etapeløb, han officielt ikke har vundet. Det drømmer han om at lave om på, og efter hans opvisning på sidste etape af Paris-Nice har han vist, at han er i form til at få revanche efter sidste års skuffelse. Hans problem er, at hans Trek-hold har haft en kedelig tendens til at skuffe på holdtidskørsler, selvom de ofte har haft en på papiret fremragende opstilling. Denne gang ser det imidlertid ganske lovende ud, idet han bakkes op af en specialist som Matthias Brändle - der desværre måske får det lidt svært i det kuperede terræn - samt solide enkeltstartsryttere som Bauke Mollema, Jarlinson Pantano og Markel Irizar. Med undtagelse af Brändle vil de alle finde sig til rette på den kuperede 2. etape, og da de har mindre dødvægt end Sky, er det bestemt ikke umuligt, at de kan få ram på briterne. I hvert fald bør Contador ikke tabe meget tid til Froome.

 

Herefter vil det være op til Contador selv at vinde den nødvendige tid på løbets kongeetape. Baseret på de historiske erfaringer i dette løb er der faktisk gode chancer for, at Contador her viser sig at være stærkere end briten, og han er umiddelbart favorit til at vinde 5. etape. På en så svær stigning bør han også være så meget bedre end folk som Valverde, van Garderen og Dennis, at han kan indhente det tabte fra holdtidskørslen. Alt afhænger derfor af 2. etape: hvis Trek kan fyre et brag et holdløb af, bliver Contador meget svær at slå.

 

Alejandro Valverde har tidligere haft stor succes i dette løb, og han er den store vinder ved indførelsen af så langt et holdløb. Movistar møder således op med det tunge kavaleri af enkeltstartsspecialister, og med folk som Jonathan Castroviejo, Andrey Amador og Nelson Oliveira, der alle trives i kuperet terræn, er det slet ikke umuligt, at de faktisk kan slå BMC og således vinde 2. etape. Sker det, kan Valverde opbygge sig en fantastisk tidsbuffer, som bliver meget svær for Froome og Contador at hente. Hvis man dertil lægger, at Valverde potentielt set kan benytte sin spurtstyrke til at vinde 1., 3., 4., 6. og 7. etape - specielt 3. etape er skræddersyet til ham - kan han score så mange bonussekunder, at han reelt bliver umulig at slå.

 

Den store udfordring for Valverde er naturligvis 5. etape. Normalt kan han ikke matche Froome og Contador på så svær en stigning, og det er ikke blevet nemmere af, at han måtte opgive Paris-Nice på grund af sygdom. Valverde er imidlertid altid på et ekstremt højt niveau på denne tid af året og ofte meget tættere på de rene klatrere, end han er i de store grand tours. Hvis man dertil lægger, at han er en mester i at begrænse sine tidstab på svære stigninger, er der gode chancer for, at Valverde igen kan vinde dette løb.

 

Skys kaptajn er naturligvis Froome, men holdet vil sandsynligvis forsøge at udnytte, at man har en uhyre formstærk Geraint Thomas til start. Briten var flyvende i Tirreno-Adriatico, hvor han næsten kunne følge Nairo Quintana på løbets kongeetape, og det er bestemt ikke utænkeligt, at han havde vundet samlet, hvis ikke Sky havde været så ekstremt uheldige på holdtidskørslen. Sky kan bruge Thomas til at sætte Valverde og Contador under pres i bjergene, og waliseren klatrer så godt, at han er stærk nok til at gøre det færdigt - også selvom Lo Port er lidt for stejl efter hans smag. Samtidig vil Thomas få frie tøjler, hvis Froome igen r under niveau, og i givet fald kan han udnytte et godt holdløb fra Sky til at vinde samlet.

 

Også Orica-Scott møder op med et meget stærkt hold til 2. etape, hvor folk som Daryl Impey, Damien Howson, Svein Tuft, Sam Bewley og Ruben Plaza vil sikre, at de er med i den sjove ende. Det giver Adam Yates det helt perfekte udgangspunkt til at gå efter den samlede sejr. Briten viste med sejren i GP Industria og specielt med tredjepladsen på kongeetapen i Tirreno-Adriatico, at han i år er i fremragende form på denne tid af året, og at han tilsyneladende har taget endnu et skridt op ad rangstigen. Desværre blev han syg under det italienske etapeløb, og det kan have haft en negativ indvirkning på hans form. Samtidig tvivler vi lidt på, at Orica-Scott kan matche de allerbedste på 2. etape, og hvis der er for meget tid, der skal hentes, bliver det svært for Yates, selvom både 3. og 5. etape er som skræddersyet til ham.

 

Hvis han havde været i topform, havde dette løb været helt perfekt for Tejay van Garderen. BMC er de store favoritter til at vinde 2. etape, og her kan van Garderen potentielt få et kolossalt forspring. Desværre har amerikaneren været helt bag om dansen i både Abu Dhabi og Tirreno, og han er tilsyneladende langt fra sit højeste niveau. På den anden side har han nu fået et solidt etapeløb i benene, og han så bestemt bedre ud på 5. etape i Tirreno. Van Garderen behøver ikke at kunne matche de bedste på 5. etape for at vinde samlet. Hvis BMC anført af en formstærk Rohan Dennis knuser rivalerne på 2. etape, er van Garderen vanligvis så god en klatrer, at han bør kunne forsvare det. Spørgsmålet er, om han har formen til det.

 

Ilnur Zakarin var dybt skuffet over sin præstation på stigningerne i Paris-Nice, hvor han slet ikke kunne leve op til forventningerne. Russeren er imidlertid så stort et talent, at hans form typisk forbedres hurtigt i løbet af foråret, og i slutningen af april plejer end ikke Froome eller Quintan at kunne køre fra ham. Vi forventer, at Zakarin er meget stærkere i dette løb, og hvis han nærmer sig sit topniveau, kan han køre med om sejren på 5. etape. Normalt er Katusha desværre ikke stærke i holdløb, men denne gang møder de faktisk op med et ganske fornuftigt hold med folk som Tiago Machado, Jhonatan Restrepo og Rein Taaramae, der alle kan køre enkeltstart. Tidstabet bliver nok for stort til, at Zakarin kan vinde, men han kan være med i kampen om podiet, hvis han er flyvende på stigningerne.

 

På BMC er alle øjne på van Garderen og Dennis, men måske er det i virkeligheden Ben Hermans, der er deres bedste kort. Belgieren går ganske vist ind til løbet som hjælperytter, men alle der så, hvor suveræn han var i Tour of Oman, vil vide ikke at undervurdere ham. Han er god på stejle stigninger, så Lo Port er faktisk slet ikke så dum for ham, og han har den store fordel, at BMC sandsynligvis vinder holdløbet. Hvis van Garderen stadig er under niveau, og 5. etape som ventet er for svær for Dennis, vil Hermans få frie tøjler. Husk på, at han sidste år næsten slog Contador på kongeetapen i Burgos, og i år er han langt, langt bedre.

 

Nøjagtig som det er tilfældet på Sky, har også Trek en plan B. Contador er naturligvis kaptajn, men i et taktisk spil eller i tilfælde af uheld kan Bauke Mollema måske komme i spil. Hollænderen har forbedret sin klatring så meget, at han ikke længere er langt fra de bedste, og han kan godt lide en relativt stejl stigning som den, der venter på 5. etape. Desværre var han ikke flyvende i Tirreno, men han var heller ikke i dårlig form. Hvis han har forbedret sig efter en uges hårdt løb, giver han Trek en fremragende anden mulighed, hvis holdet kan præstere på 2. etape.

 

Dan Martin har altid haft masser af succes i dette løb, men i år bliver det vanskeligere. Quick-Step er normalt blandt de stærkeste på holdtidskørsler, men denne gang er det vanskeligt at se, at de kan blande sig med de bedste. Kun Maximilan Schachmann er decideret enkeltstartsspecialist, og selvom Julian Alaphilippe og Pieter Serry ikke er dårlige i kampen mod uret, får de det svært mod de bedste hold. Alligevel skal man ikke afskrive belgierne, der har en imponerende tendens til altid at køre stærkt, selvom holdet på papiret er svagt. Efter et godt Paris-Nice er Martin klar til at følge det op i bjergene, hvor den stejle stigning på 5. etape passer ham perfekt. Det samme gør 3. etape, som han vandt sidste år, og kan han igen score bonussekunder her, er en podieplads inden for rækkevidde, selvom han næppe vinder.

 

Quick-Steps plan B er Julian Alaphilippe, der som bekendt var i storform i Paris-Nice. Desværre viste det franske løb også, at han fortsat mangler meget for at være konkurrencedygtig med de bedste i de høje bjerge, og 5. etape bliver nok for svær for ham. På den anden side overrasker Alaphilippe igen og igen, og da stigningen ikke er vanvittigt lang, kan det måske lade sig gøre at blande sig med de bedste. Hvis han samtidig kan bruge sin spurtstyrke til at score masser af bonussekunder på 1., 3., 4., 6. og 7. etape, kan han komme langt, selvom Quick-Step nok mister lidt tid på 2. etape.

 

Rohan Dennis viste i Tirreno-Adriatico, at han er i fremragende form, og han er allerede kommet langt i forsøget på at transformere sig til klassementsrytter. Tirreno viste imidlertid også, at han stadig ikke kan blande sig med de bedste i de høje bjerge, og Lo Port bør være alt for svær og stejl til, at Dennis kan begrænse tidstabet nok til at vinde. Hvis BMC virkelig smadrer feltet på 2. etape, er det måske slet ikke nødvendigt. Dennis viste i Italien, at han er god til at køre klogt på et bjerg som dette, og han kan derfor komme langt, selvom det bliver svært at vinde.

 

Endelig vil vi pege på George Bennett. LottoNL-Jumbo stiller ganske vist med Steven Kruijswijk og Robert Gesink som kaptajner, men førstnævnte har været syg og sidstnævnte langt fra formen. Trods kyssesyge i vinters var Bennett imidlertid flyvende i Abu Dhabi, og han må formodes at være endnu bedre nu. Sidste år viste han med sin top 10 i Vueltaen, hvor god og stabil en klatrer han er blevet, så han bør kunne være blandt de bedste på en stejl stigning som Lo Port. Dertil skal lægges, at LottoNL-Jumbo stiller med et af de allerbedste hold til 2. etape, og kan de med folk som Victor Campenaerts, Stef Clement og Martijn Keizer leve op til potentialet, kan Bennett komme meget langt i dette løb.

 

OBS! Efter udarbejdelsen af denne optakt har Quick-Step udtaget et hold uden Julian Alaphilippe, der således ikke vil være at finde i startfeltet.

 

***** Chris Froome

**** Alberto Contador, Alejandro Valverde

*** Geraint Thomas, Adam Yates, Tejay van Garderen, Ilnur Zakarin, Ben Hermans

** Bauke Mollema, Daniel Martin, Rohan Dennis, George Bennett

* Mikel Landa, Steven Kruijswijk, Louis Vervaeke, Robert Gesink, Rafael Valls, Samuel Sanchez, Jakob Fuglsang, Romain Bardet, Rafal Majka, David Gaudu, Damien Howson, Diego Rosa

 

Danskerne

Jakob Fuglsang får igen chancen som kaptajn på et ganske vist ikke imponerende stærkt Astana-hold, og han skal forsøge at udnytte den gode form til at køre klassement. Desværre får holdtidskørslen meget negative konsekvenser for hans chancer. Fuglsang støttes af Jesper Hansen, der skal forsøge at være hos sin kaptajn på de to bjergetaper.

 

SENESTE

Vis valgte

SØNDAG

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk