Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Volta a Catalunya
19. marts 2018 13:07 af Emil AxelgaardFoto: Movistar Team / Photo Gomez Sport

Klassikersæsonen er ganske vist ved at starte, men det betyder ikke, at det er slut med de store etapeløb. Mens klassikerspecialisterne er i gang med de første store slag på brostenene, er Catalonien scenen for et løb, der i de senere år har været forårets måske allerstærkest besatte etapeløb, nemlig Volta a Catalunya. Efter adskillige år med store vanskeligheder er det spanske løb blevet den foretrukne mulighed for mange etapeløbsryttere til at teste formen, og selvom feltet i år ikke er helt så stærkt som i de seneste sæsoner, hvor det har tiltrukket næsten alle etapeløbsstjerner, er det stadig en fremragende liste af klatrere, der vil slås om sejren i det seneste store europæiske WorldTour-etapeløb, der ikke inkluderer nogen form for tidskørsel.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VOLTA A CATALUNYA

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

 

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco finder i løbet af de kommende uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

 

Ofte har løbene kæmpet lidt med at få plads i rampelyset i en tid, hvor klassikerne er i fokus for de fleste fans, men i de senere år har Volta a Catalunya i den grad formået at bryde trenden. Det spanske løb har haft nogle meget vanskelige år, men nu gennemlever det lidt af en renæssance, hvor løbene i 2014, 2015, 2016 og 2017 har været blandt de stærkest besatte ugelange etapeløb i de senere år. Fire år i træk har man således kunnet præsentere Alberto Contador og Chris Froome, og stjerner som Alejandro Valverde, Richie Porte, Nairo Quintana, Fabio Aru, Dan Martin og Rigoberto Uran har ligeledes i de senere år hørt til blandt de regelmæssige deltagere. I år har man ganske vist tabt kampen om de allerstørste stjerner, der denne gang i stort tal har kørt Tirreno-Adriatico og efterfølgende har valgt en træningsperiode frem mod enten Giroen eller klassikerne, men det er stadig et fremragende felt, der vil samles i Nordspanien. Dermed er scenen sat til en kamp, der er lige så spændende og imødeset som dem, Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke, Oliver Naesen, Gianni Moscon, Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Alexander Kristoff, John Degenkolb og co. vil udkæmpe på de belgiske brosten, og derfor vil Belgien i den kommende uge skulle dele rollen som cykelsportens centrum med Catalonien.

 

Det stærke felt er udtryk for lidt af en omvæltning for det spanske løb. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1911, er det faktisk det ældste løb på Den Iberiske Halvø og det fjerdeældste etapeløb i verden, kun overgået af Tour de France (1903), Tour of Belgium (1908) og Giro d’Italia (1909). Lige siden de tidlige år har det spillet en vigtig rolle på cykelkalenderen og i sportens historie. Selvom det naturligt nok har været domineret af spanske vindere, har det altid haft appel til sportens største stjerner, og det er bestemt ingen tilfældighed, at navne som Eddy Merckx, Jacques Anquetil, Felice Gimondi, Bernhard Thevenet, Francesco Moser, Sean Kelly, Robert Millar, Claudio Chiappucci, Laurent Jalabert og Alex Zülle alle er at finde på vinderlisten sammen med stort set alle de største spanske ryttere.

 

00erne blev imidlertid en svær tid for et af cykelsportens historiske løb. Volta a Catalunya var vel den største taber, da ProTouren blev indført i 2005. Man mistede sin vanlige kalenderplacering i juni, og i stedet blev Spaniens ældste etapeløb afviklet i den anden uge af Giro d’Italia, hvormed man mistede stort set al international opmærksomhed. For rytterne blev det nu mest betragtet som en chance for at komme i gang igen efter en lille pause og som et første skridt på vejen mod Touren, og derfor var de bedste ryttere altid meget langt fra deres bedste form. Det gav vindere, der for de flestes vedkommende var et stykke nede i det internationale hierarki.

 

Løbet blev reddet af, at Tour of California ønskede at blive rykket til foråret, og det gav mulighed for at genoplive det spanske løb. I 2010 blev kalenderen omstruktureret, og det catalonske løb har siden da været afviklet i marts som endnu en mulighed for de bedste klassementsryttere til at drage fordel af deres første formtop. Det har overtaget pladsen fra det nu hedengangne Setmana Catalana og senere Vuelta a Castilla y Leon, der nu er flyttet til april og senere maj.

 

Resultatet har været imponerende, og da løbet samtidig kan tilbyde vigtige WorldTour-point, har det i de senere år været i stand til at tiltrække sportens allerstørste navne. Mens maj typisk betragtes som en træningsperiode for de grand tour-ryttere, der ikke kører Giroen, er den sidste del af marts og første del af april typisk tidspunktet for den første formtop for Tour de France-rytterne. Selvom det altid er svært at finde den rette kombination af de fire tidligere WorldTour-etapeløb Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco, og ingen af disse derfor kan tiltrække samtlige stjerner, er de dage, hvor løbet i Catalonien er at betragte som ren Tour-forberedelse helt sikkert ovre.

 

Løbet befinder sig imidlertid fortsat i en hård kamp. Ugen efter Milano-Sanremo har i de senere år også budt på etapeløbene Criterium Internationale og Settimana Coppi e Bartali. Da førstnævnte er arrangeret af Tour de France-arrangørerne ASO, har holdene haft et særligt incitament til at køre det franske løb, og i 2013 betød Tour-starten på Korsika - det seneste hjemsted for det to dage lange etapeløb - at de fleste Tour-favoritter, herunder Froome og Contador, var til start i Frankrig.

 

Det incitament er siden forsvundet, og siden 2014 har det catalonske løb været den store vinder. Faktisk har man i de fire seneste år uden tvivl haft det stærkest besatte felt blandt de ugelange etapeløb på WorldTouren, og faktisk har dominansen været så kolossal, at Criterium International siden sidste år er helt forsvundet fra kalenderen. Paradoksalt nok sker det samtidig med, at løbet som alle andre spanske begivenheder har kæmpet med svære økonomiske problemer og har været i konstant frygt for aflysning. Kun massiv støtte fra de regionale myndigheder samt intervention fra UCI har holdt løbet oven vande. Senest har netop ASO, der allerede har investeret kraftigt i Vueltaen, trådt til og har kastet en livline, der igen har reddet Spaniens ældste løb.

 

I de senere år kunne man præsentere et felt, der stort set inkluderede samtlige etapeløbsstjerner. Det er som sagt ikke tilfældet i år, hvor specielt de mange ryttere, der satser på Giro d’Italia, vælger at fokusere på træningslejre på denne tid af året. Det betyder imidlertid ikke, at arrangørerne har grund til at begræde et felt, der tæller navne som Alejandro Valverde, Nairo Quintana, Marc Soler, Sergio Henao, Egan Bernal, Bob Jungels, Tejay van Gaderen, Esteban Chaves, Adam og Simon Yates, Davide Formolo, Pierre Latour, Rigoberto Uran, Michael Woods, Dan Martin, Fabio Aru, Tim Wellens, Steven Kruijswijk, George Bennett, Thibaut Pinot, Louis Meintjes og Warren Barguil, og dermed er løbet utvivlsomt igen blandt de absolut stærkest besatte ugelange etapeløb.

 

Sidste år fortsatte Alejandro Valverde sin totale dominans af de spanske etapeløb ved at tage en suveræn sejr. Efter at Movistar havde fået tidsstraf efter en oprindelig sejr i holdløbet svarede spanieren igen ved i suveræn stil at vinde begge de to bjergetaper samt den afsluttende etape, og han imponerede specielt ved at køre fra Froome og Contador på kongeetapen. Det gav ham en nærmest historisk stor triumf med hele 1.03 ned til Contador og 1.16 ned til holdkammeraten Marc Soler, der med en fantastisk præstation for sin kaptajn havde imponeret stort på kongeetapen, mens Froome mistede en sikker andenplads ved at være uopmærksom på en nedkørsel på næstsidste etape. Efter en lille pause vender formstærke Valverde tilbage for at forsvare titlen og får igen støtte af Soler, der kommer fra en frisk sejr i Paris-Nice. Cykelpensionisten Contador er naturligvis ikke med denne gang, og det er heller ikke Froome, der tager på træningslejr frem mod Giroen.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VOLTA A CATALUNYA
 

Ruten

Volta a Catalunya har altid været en ganske blandet sag, hvor terrænet har gjort det muligt for arrangørerne at variere hårdheden fra år til år. Tidligere har der været korte, flade prologer og bjergenkeltstarter, men siden man flyttede løbet til marts har tidskørsler været stort set bandlyst, og det var kun sidste år, hvor man havde et holdløb, at traditionen blev brudt.

 

2008- og 2010-udgaver stikker ud som særligt nemme, fordi der de år ikke var en stor bjergafslutning, og derfor blev løbet afgjort af etaper i kuperet terræn. I de senere år har man imidlertid fundet sig et relativt fast format helt uden enkeltstarter, med to store bjergafslutninger i Pyrenæerne på 3. og 4. etape og derudover adskillige kuperede etaper af varierende sværhedsgrad. Det har gjort det til det perfekte løb for klatrere, og blandt WorldTour-etapeløbene har det været det bedste for netop denne ryttertype. Bjergafslutningerne har ganske vist været relativt nemme og bedre for eksplosive typer end rene bjerggeder, men da det har været det eneste WorldTour-etapeløb i Europa uden tidskørsler har det appelleret meget til folk, der kan køre opad.

 

En ting er uundgåeligt: der er ikke meget at komme efter for de rene sprintere i Catalonien. Terrænet er ganske kuperet, og selvom der ikke er mange etaper i de høje bjerge, er der heller aldrig helt flade etaper. Mange af etaperne afgøres ofte i spurter, men det kræver et ganske godt sæt klatreben at holde sig fremme helt til målstregen. Derfor er det ikke overraskende, at de seneste udgaver har været succesfulde for folk som Gianni Meersman og Luka Mezgec, der netop har den specielle evne, at de både kan spurte og klatre.

 

Efter flere år med et relativt uforandret format forsøgte man sig sidste år med en nytænkning, hvor man indlagde et hele 40 km langt holdløb og droppede den ene af de to pyrenæeretaper for i stedet af opfinde en ny kongeetape på Lo Port-stigningen tæt på kysten. Den var langt sværere end tidligere målstigninger, og sammen med holdløbet bidrog den til at gøre løbet meget mere selektivt end tidligere. I år vender man imidlertid tilbage til det klassiske format med to relativt lette etaper i Pyrenæerne til at afgøre klassementet på 3. og 4. etape og derudover en stribe kuperede etaper, der vil tiltale en blanding af hårdføre sprintere, udbrydere og puncheurs.

 

Løbet indledes som altid med den klassiske etape omkring Calella, hvor sprinterne stort set altid kommer til fadet. Dagen efter vender man tilbage til byen Valls og endnu en velkendt finale, der hav givet flere forskellige udfald, men som har en reduceret massespurt som sit mest sandsynlige resultat. Klassementet skal herefter sættes på de to store bjergetaper onsdag og torsdag, hvor der sluttes på allerede kendte stigninger til La Molina og Vallter 2000. Man skal imidlertid ikke lade sig snyde af profilerne. Der er tale om to ganske lette målstigninger, der historisk kun har skabt ganske små forskelle og er langt bedre for hurtige Valverde-typer end for rene klatrere. Løbets jokeretape kommer om fredagen, hvor en ikke-kategoriseret stigning i den absolutte finale sandsynligvis kan bruges til angreb i klassementet, inden sprinterne atter ventes at komme til fadet på løbets fladeste etape lørdag. Endelig slutter det hele på den klassiske rundstrækning i Montjuic-parken i Barcelona, hvor vi altid ser angreb i klassementet, men hvor der sjældent gøres forskelle, og udbrydere ofte løber med sejren.

 

 

1. etape

For syvende år i træk starter løbet i Middelhavsbyen Calella, der igen er rammen om både start og mål på åbningsetapen. De syv etaper har alle haft forskellige ruter, men finalen har altid været den samme, og derfor ved rytterne, hvad de skal forvente på en etape, der traditionelt har været god for sprintere med gode klatreben. Også i år benyttes samme afslutning, og historien viser derfor, at vi kan se frem til, at en massespurt vil bestemme, hvem der skal have løbets første førertrøje

 

Med sine bare 152,3 km er etapen en yderst kort sag, der som i tidligere år både har start og mål i kystbyen Calella. Fra starten går det mod nordøst langs kystvejen, der gradvist bliver mere småkuperet og betydeligt mere teknisk. Efter 46 km kommer dagens første spurt, der efterfølges af de anden og sidste bare 6,4 km senere i byen Platja D’Aro.

 

Det markerer et skifte på etapen, da man herefter drejer mod vest og nordvest for at køre ind i landet. Det betyder, at man skal op ad en ikke-kategoriseret stigning, der over 4,4 km stiger med 4,5%. Herefter venter en ganske lille nedkørsel, inden terrænet flader ud. Kort før forplejningszonen drejer man mod sydvest, og denne retning holdes i det næste lange stykke tid, mens man fortsætter først igennem ganske let faldende og siden ganske let stigende terræn.

 

Med ca. 20 km igen drejer man mod sydøst for at køre ud mod kysten, og det betyder, at man som i de seneste seks udgaver af åbningsetapen skal op over kategori 3-stigningen Port de Collsacreu (3 km, 4,7%, max. 6%) i finalen. Den har top med bare 18,3 km igen og efterfølges af en ikke specielt vanskelig nedkørsel, der leder tilbage mod kysten. Man når vandet med 8 km igen, hvorefter man følger kystvejen mod nordøst ind til centrum af Calella. Der er en lille bakke med 5,3 km til mål, men derefter falder det let stort helt frem til de sidste 200 m, der er svagt stigende. Rytterne drejer til venstre med 2300 m til mål og passerer gennem rundkørsler med henholdsvis 1,9 og 1,3 km igen, men derefter er det en lang, lige vej frem til målstregen.

 

Etapen byder på i alt 2445 m.

 

I forhold til sidste år er den kuperede zone midtvejs gjort betydeligt lettere. I 2017 var der adskillige stigninger på programmet undervejs, men denne gang er det stort set helt fladt indtil afslutningen. Selve finalen med Alt de Collsacreu og den efterfølgende nedkørsel er den samme, som er blevet benyttet hvert år siden 2012.

 

Historien viser, at etapen næsten altid er endt i en massespurt, og det er vanskeligt at forestille sig, at det vil være anderledes i år. I år er etapen endda gjort langt, langt lettere, og der er stort set ingen udfordringer før finalen, hvor den relativt nemme Collsacreu-stigning har aldrig bragt sprinterne i vanskeligheder. Første etape i et løb uden mange sprintere kan imidlertid altid være svær, og for tre år siden tabte klassementsholdene næsten hele løbet, da fejlagtig information fra løbsradioen og manglende dedikation fra sprinterholdene betød, at udbruddet holdt hjem. Med den lettere rute bør der dog ikke være tvivl om, at sprinterholdene tager kontrol, så etapen bør ende i en massespurt, hvis ikke sidevinden kommer i spil.

 

I 2012 hentede man ikke udbruddet, og Michael Albasini lagde med en etapesejr grunden til sin senere samlede sejr. I 2013 var der lagt op til massespurt, men Sky splittede feltet på nedkørslen, hvor 13 ryttere - herunder Bradley Wiggins, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Daniel Martin og Michele Scarponi - kom fri og spurtede om sejren 28 sekunder foran feltet. Gianni Meersman vandt let den første af sine to etapesejre det år. I 2014 endte det i en massespurt, som blev vundet af Luka Mezgec, mens Maciej Paterski slog Bart De Clercqog Pierre Rolland i 2015, hvor det lykkedes trioen at snyde sprinterne. I 2016 blev det igen afgjort i en spurt, der blev vundet af Nacer Bouhanni, men da det sidste år atter endte i en spurt, blev franskmanden overraskende slået af Davide Cimolai.

 

 

 

 

2. etape

Efter en dag for sprinterne bliver terrænet gradvist hårdere, inden det fra og med onsdag gælder de høje bjerge. Først gælder det dog endnu en af løbets klassikere med den velkendte finale i nu afdøde Xavier Tondo’s hjemby Valls, hvor afslutningen med Coll de Lilla i mange år har været brugt på 5. etape. I år kommer den allerede inden bjergene og lægger op til at skabe en større udskilning end på mandagens etape, men hårdhedsgraden er stærkt uforudsigelig med en finale, der både har givet Luka Mezgec en sejr i en reduceret massespurt, en solosejr til Alejandro Valverde efter et sidevindsdrama og en udbrudssejr til Wout Poels.

 

I alt skal der tilbagelægges 175,6 km mellem Mataro og Valls på en dag, der byder på i alt 2376 højdemeter. Fra starten følger man den flade kystvej mod sydvest, inden man efter få kilometer drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Port de la Font de Cera (5,5 km, 4,5%, max. 15%), der har top efter bare 16,7 km. Efter en kort nedkørsel bliver det betydeligt lettere, mens man fortsætter mod sydvest via let kuperet terræn med kun enkelte bakker. I byen Martorell efter ca. 65 drejer man mod nordvest for over 15 km at gøre op ad en lang jævn stigning, inden yderligere let kuperet terræn leder frem til den første spurt i Igualada efter 104,7 km.

 

Spurten markerer starten på en lang, jævn opkørsel, der fører mod sydvest og over ca. 20 km fører op i 740 m højde. Herefter begynder det at falde jævnt forbi dagens sidste spurt, der er placeret med 29,2 km igen. Nedkørslen ender, når der resterer bar 14,8 km, hvor man drejer mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Coll de Lilla (4,2 km, 4,8%, max. 7%), hvis top rundes med bare 10,6 km til mål. Herfra går det mod syd via en ikke-teknisk nedkørsel, indtil det flade ud på de sidste 2,5 km. En ganske lille bakke ender med 1500 m igen, inden det falder let frem til de sidste 800 m, der er flade. På de sidste 3 km er der skarpe sving med 1400, 1000 og 800 m igen.

 

Valls var målby hvert år mellem 2013 og 2016, og selvom den første del af etapen varierede, blev finalen med Coll de Lilla og den efterfølgende nedkørsel benyttet hver gang. I 2013 og 2014 endte etapen i reducerede massespurter, først med Simon Gerrans som vinder foran Gianni Meersman og Samuel Dumoulin og siden med Luka Mezgec som sejrherre foran Julian Alaphilippe og Dumoulin. I 2015 eksploderede feltet i sidevinden, og det skabte en lille gruppe af favoritter, hvorfra Alejandro Valverde kørte alene hjem. I 2016 holdt et udbrud hjem, og det gav Wout Poels en solosejr, mens Gerrans vandt feltets spurt om 6. pladsen 33 sekunder senere.

 

De foregående udgaver viser, at etapen kan give anledning til flere forskellige scenarier, men i tre ud af fire tilfælde har favoritterne trods angreb ikke kunnet skabe væsentlig splittelse på stigningen. Kun i 2015 blev der gjort forskelle, men det skyldtes mere vinden end stigningerne. Da etapen denne gang kommer inden bjergene, vil incitamentet til at bruge kræfter på tvivlsomme angreb være mindre, og derfor burde det ende i endnu en reduceret massespurt, med mindre vinden atter kommer i spil.

 

 

 

 

3. etape

Med undtagelse af sidste års udgave, hvor man benyttede sig af en nytænkende rute, har man i de senere år fulgt et ret fast format, hvor løbet er blevet afgjort i Pyrenæerne på 3. og 4. etape, hvor man som regel har varieret mellem 3-4 velkendte bjergfinaler, der er blevet brugt igen og igen. Det vil også være tilfældet i år, hvor det atter onsdagens og torsdagens etaper, der vil være afgørende. Denne gang er der imidlertid byttet rundt på den traditionelle rækkefølge, og det betyder, at løbets kongeetape kommer som det første af de to bjergslag, når man onsdag vender tilbage til bjergafslutningen i Vallter 2000, der senest blev besøgt i 2013 og 2014.

 

Den 199,2 km lange etape byder på i alt 6003 højdemeter (ifølge de officielle tal, men det kan næppe være rigtigt) og fører feltet fra kystbyen Sant Cugat del Vallès til skisportsstedet Vallter 2000 i hjertet af Pyrenæerne. Startbyen ligger langt fra bjergene, og derfor består den første del af etapen af en lang rejse mod nordøst. Efter en flad indledning venter en lang, jævn opkørsel og en lille nedkørsel, indtil fladt terræn leder videre op mod bjergene. Undervejs venter den første indlagte spurt efter 49,9 km.

 

Efter ca. 80 km drejer man mod nordøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Coll de Bracons (10,2 km, 5%, max. 15%), hvis top rundes efter 101,3 km. En nedkørsel leder mod øst ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 111,7 km, hvorefter det går igennem relativt fladt terræn mod nordøst frem til bunden af kategori 1-stigningen Port d’Oix (7,5 km, 5,3%, max. 12%), hvis top rundes med 51,6 km igen. En kort nedkørsel leder mod vest direkte ned til bunden af kategori 1-stigningen Port de Rocabruna (72, km, 5,6%, max. 16%), der har top, når der resterer 41,2 km. Den leder op til et plateau, hvor man fortsætter mod vest, først igennem let faldende og siden let stigende terræn, der fører mod nord op til bunden af dagens sidste stigning, der er uden for kategori. Den fører mod nordvest, er i alt 11,2 km lang og stiger med i gennemsnit 6,5% med et maksimum på 13%. Stigningen følger en lang, lige vej, indtil en lille nedkørsel leder frem til de sidste to kilometer, der byder på utallige hårnålesving. De to sidste af disse kommer på de sidste 100 m af den meget tekniske afslutning.

 

Vallter 2000 er ganske vist den sværeste stigning i løbet, men det betyder ikke, at den er stejl. Tværtimod er det en typisk catalansk stigning, der aldrig bliver voldsomt stejl, og som hovedsageligt byder på overkommelige procenter. Det afspejles i udfaldet af de seneste to besøg, hvor forskellene har været ganske små, og derfor er det en etape, der passer bedre til en eksplosiv fyr som Alejandro Valverde end til mere rene klatrere som Nairo Quintana. Alligevel er det den bedste chance for klatrerne til at gøre en forskel, og derfor kan vi se frem til et stort slag mellem de mange stjerner, der alle har ambitioner om at vinde løbet

 

Da Vallter 200 senest blev besøgt i 2014, udnyttede Tejay van Garderen og Romain Bardet den interne kamp mellem favoritterne Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og Chris Froome, der ikke kunne sætte hinanden, til i ekstrem tåge, der umuliggjorde tv-produktion, til at køre væk, inden amerikaneren vandt etapen i en spurt. Contador vandt spurten om tredjepladsen på en dag, hvor hele 11 ryttere sluttede inden for 30 sekunder. Året forinden var etapen endnu mindre selektiv, da en ung Nairo Quintana udnyttede det store fokus på holdkammeraten Alejandro Valverde til at køre sig til en solosejr, inden Valverde sejrede slog Rodriguez og Bradley Wiggins i spurten om andenpladsen i en gruppe på 8 mand. Hele 16 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden.

 

 

 

 

4. etape

Som det oftest har været tilfældet, følger de to store bjergetaper lige efter hinanden om onsdagen og torsdagen, og det vil også være tilfældet i år, hvor rytterne for femte år i træk kastes ud i den klassiske finale i skisportsstedet La Molina. Der er tale om den sidste seriøse bjergudfordring i løbet, men der er tale om en bjergetape, der på ingen måde skal overvurderes. Målstigningen er nemlig ganske let og skabt til spurtstærke klatrere som Alejandro Valverde og Dan Martin, der kan se frem til at spurte om vigtige bonussekunder på en etape, der næppe vil gøre de helt store forskelle mellem de bedste.

 

Årets udgave byder på 4611 højdemeter (et tal, der virker højt sat) og 170,8 km, der leder fra Llanars i hjertet af Pyrenæerne til skisportsmekkaet La Molina bare få kilometer mod nordvest. I stedet for at køre den direkte vej mellem de to destinationer består etapen af en stor sløjfe id i fladlandet syd for Pyrenæerne. Fra starten kører man derfor mod syd og sydvest gennem let faldende terræn væk fra bjergene. Den første indlagte spurt kommer i Ripoll efter 21,2 km, hvorfra man fortsætter mod syd og sydvest op over en lille bakke til Perafita, hvor den anden spurt er placeret efter 50,8 km. Herfra man igennem ganske let kuperet terræn mod vest, inden man vender rundt for atter at køre mod nord op mod Pyrenæerne.

 

Klatreudfordringerne indledes med den lille kategori 1-stigning Port d’El Jou (4,8 km, 8%, max. 20%), der er usædvanligt stejl efter catalansk standard og har top efter 93 km. Derfra går det via en nedkørsel mod øst ned i dalen, hvor en let stigende dalvej leder mod nordøst frem til bunden af kategori HC-stigningen Coll de la Creueta (20,9 km, 5%, max. 12%), der har top i 1923 m højde med 33,7 km og er en klassiker i løbet. En lang nedkørsel leder nu mod nordøst ned gennem målbyen La Molina, hvor man få meter fra målstregen drejer til højre for at følge en vej ned til byen Alp, der går parallelt med den vej, der senere skal lede tilbage til mål. I Alp vender man rundt for atter at køre op mod La Molina, denne gang via den anden vej. Kategori 1-stigningen er i alt 11,6 km lang og stiger med 4,3% i gennemsnit samt har et maksimum på 15%.

 

Den sidste stignings data snyder en anelse, da toppen faktisk kommer med 3 km til mål. De næste 1000 m er let faldende, før det igen stiger i de sidste 2 km, der stiger med 3,5% i gennemsnit. Der er adskillige bløde sving på de sidste 1500 m, men den sværeste udfordring er et U-sving bare 100 m fra stregen.

 

Den samme finale har været benyttet nu mange gange i træk, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente, også selvom man har varieret første del af ruten fra år til år. Det har ikke gjort den store forskel, at man i de senere år har fjernet en sløjfe i dalen mellem de sidste to stigninger, og at der derfor intet fladt er i finalen. Den sidste stigning er ganske nem, da den reelle del ikke er særlig lang, og stigningsprocenten er lav, og historien viser klart, at det er en etape for eksplosive ryttere mere end for klatrere. Selvom de bedste klatrere gang på gang har forsøgt at angribe, er det som regel endt i en spurt i en lille gruppe, og det vil formentlig være tilfældet igen i år, hvor alt kunne pege på endnu en duel mellem Alejandro Valverde og Dan Martin, som vi så det i 2017.

 

I 2014 viste Joaquim Rodriguez, hvorfor stigningen er skat til eksplosive ryttere, da hans først besvarede Chris Froomes mange angreb, inden han lavede en af sine karakteristisk acceleration og således sikrede sig sejren fem sekunder foran Alberto Contador, mens Nairo Quintana mistede yderligere fire sekunder. Ikke færre end 48 ryttere sluttede imidlertid inden for et minut af etapevinderen, og det siger en del om stigningens natur. I 2015 udnyttede Tejay van Garderen, at han var ude af klassementet, til at angribe fra bunden, og mens klassementsrytterne kæmpede om den samlede sejr, sikrede han sig etapesejren. Richie Porte var første blevet sat af Contador, men kæmpede sig tilbage og sikrede sig en andenplads på etapen. Heller ikke i 2016 kunne folk som Froome, Contador og Quintana gøre forskellen, og i stedet udnyttede Dan Martin sit antrit til at vinde to sekunder foran Contador, Romain Bardet og Tejay van Garderen, mens Porte og Quintana tabte ni sekunder. Sidste år vandt Alejandro Valverde spurten i en favoritgruppe foran Dan Martin og Adam Yates på en dag , hvor hele 20 mand sluttede inden for 15 sekunder af vindertiden. I 2001 vandt Santiago Blanco en udbrudssejr i Vueltaen, mens kun Jose Maria Jimenez havde held til at køre væk fra feltet og slutte fire sekunder foran en gruppe på 18 ryttere med alle klassementsrytterne.

 

 

 

 

5. etape

Med undtagelse af sidste år, hvor man havde en usædvanlig sen bjergetape nær Middelhavskysten, har de sidste tre etaper som regel været betydeligt lettere end de to store bjergetaper og i alt væsentligt ført feltet fra Pyrenæerne tilbage til Middelhavskysten, hvor søndagens store finale i Barcelona venter. Det vil også være tilfældet i år, hvor 5. og 6. etape har karakter af transportetape uden store bjergfinaler. Fredag gælder det imidlertid en ny etape, der ikke er blevet benyttet af løbet i flere årtier, når feltet på løbets længste dag tilbringer en dag i kuperet terræn umiddelbart syd for Pyrenæerne, og det kan være en dag, der vil byde på overraskelser. En ikke-kategoriseret stigning i den absolutte finale, hvor stigningsprocenterne er lige så svære som på de foregående bjergetaper, kan nemlig give klatrerne en allersidste chance for at gøre en forskel, men det synes samtidig sandsynligt, at et udbrud kan slås om etapesejren, inden favoritternes kamp om de sidste sekunder.

 

Med sine 212,9 km og 4666 højdemeter er etapen en hård sag, der fører fra byen Llivia i udkanten af Pyrenæerne i til Vielha Val d’Aran, der ligger midt i den berømte bjergkæde. Fra start kører man mod sydvest og vest via en let faldende dalvej, der leder forbi den første spurt, som er placeret efter 4,6 km. Efter 62,4 km rammer man dagens sværeste udfordring, kategori HC-bjerget Port d’El Canto (24,3 km, 4,5%, max. 12%), der har top efter 86,7 km. Nedkørslen leder mod nordvest ned i dalen, hvorfra en let faldende dalvej fører mod sydvest til etapens sydligste punkt.

 

I La Pobla de Segur vender man rundt for at køre mod nord tilbage mod bjergene via kategori 1-stigningen Por de la Creu de Perves (7 km, 7%, max. 10%), hvis top rundes med 56,1 km igen. En kort nedkørsel fører mod vest, inden man via en let stigende dalvej kører mod nord og siden nordvest forbi dagens sidste spurt, der er placeret med 40,8 km til mål.

 

Herfra fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod nord, men det bliver gradvist stejlere og stejlere. I alt kan stigningen opgøres til at være 11,8 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,6. Med 23,3 km rammer man en 5,8 km lang strækning, der ifølge de officielle tal stiger med hele 6,3% i gennemsnit, og kan man stole på de den ikke altid præcise løbsbog, er det derfor meget sært, at stigningen ikke er kategoriseret. Med 16 km begynder det at falde, og herfra fortsætter det med at gå nedad stort set hele vejen til målet i Vielha. Nedkørslen, der byder på to hårnålesving på de sidste 3 km ender ved den røde flamme, og herefter stiger det ganske let frem til mål, der kommer efter et sidste sving i en rundkørsel med 700 m igen.

 

Denne etape er som sagt ikke prøvet før i nyere tid, og det gør det meget usikkert, hvad vi skal forvente. Den sidste stigning er ikke kategoriseret, men skal man tro løbsbogen er den hårdere end i hvert fald bjergfinalen til La Molina dagen forinden. Er det tilfældet, vil den kunne benyttes til at skabe forskelle, ikke mindst fordi det er sidste chance for klatrerne til for alvor at gøre en forskel. Alene det forhold vil betyde, at vi med stor sikkerhed vil se angreb fra favoritterne, og der kan ske visse forskydninger i toppen af klassementet. Hvis ikke bonussekunderne er vigtige, ligner det dog også en dag, hvor et udbrud meget vel kan få lov at køre om sejren.

 

Vielha ha kun én gang tidligere været mål i et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2004, hvor Cristian Moreni holdt et decimeret felt bag sig med 13 sekunder på 1. etape af Route du Sud. Derudover har byen med jævne mellemrum været blevet brugt som mål for det mindre Volta a Lleida, senest i 2008, ligesom man har været startby i Vueltaen i 2003 og 2008 og i Touren i 2016.

 

 

 

 

6. etape

Volta a Catalunya er bestemt ikke et sprinterparadis, og faktisk er det vel det af de ugelange WorldTour-etapeløb, der er mindst venlige ved de hurtige folk. Det er meget sjældent, at man finder helt flade etaper i det spanske løb, men dette års 6. etape fås ikke meget nemmere efter det spanske løbs standard. Ganske ofte har sprinterne kunnet se frem til at have en chance for måske at kunne sikre sig en spurt i løbets anden halvdel, men i år synes det næsten givet, at de får lejlighed til at slå til på lørdagens etape, der med en helt flad finale er som skabt til de hurtige afsluttere.

 

Med 194,2 km er der igen tale om en lang sag, der fører feltet fra fredagens målby Vielha Val d’Aran midt i Pyrenæerne tilbage mod kysten, hvor etapen afsluttes i Torrefarrera et par kilometer nord for Middelhavet. Starten går som sagt i bjergene, og det betyder, at man lægger hårdt ud ved at køre op ad den nedkørsel, der blev benyttet som afslutning på 5. etape. Det betyder, at der venter en kategori 2-stigning, Tunel de Vielha (7 km, 6%, max. 9%) med top allerede efter 7 km, inden man fortsætter mod syd i modsat retning af den foregående etape. Det betyder, at der venter en lang, jævn nedkørsel, der gradvist flader ud, indtil man drejer mod sydøst for at køre opad kategori 2-stigningen Port de Viu de Llevata (3,8 km, 7,1%, max. 11%), hvis top rundes efter 46,6 km. Herefter venter endnu en nedkørsel, der fører mod øst og syd frem til dagens første spurt, der er placeret efter 77,6 km.

 

Rytterne har nu vendt ryggen til bjergene, og i den følgende del følger de en ganske let faldende vej mod syd, inden man drejer mod vest for at køre op over kategori 2-stigningen Port d’Ager (9,3 km, 5%, max. 8%), hvis top rundes når der resterer 69 km. Herefter falder det igen let, mens man kører mod syd ned til den sidste spurt i byen Balaguer, der kommer med 42,6 km igen. Herefter er etapen stort ste hel flad, når man kører det sidste stykke mod vest og siden syd frem mod målbyen Torrefarrera, hvor der venter en finale med et sent sving. Det falder let frem til den røde flamme, hvorefter det begynder at stige let op til mål. Med bare 300 m igen skal man til højre i en rundkørsel, inden man rammer opløbsstrækningen.

 

Heller ikke i år har det sprinterfjendtlige tiltrukket mange hurtige folk, men der er dog enkelte sprinternavne til start. De har utvivlsomt alle udset sig denne etape som et stort mål sidst i løbet, og hold som Bora, Sunweb og Cofidis må ventes at gøre alt for at få en massespurt. Historien viser imidlertid, at manglen på sprinterhold overraskende ofte har givet udbrudssejre i denne fase af løbet, og der vil derfor helt sikkert være lykkeriddere, der igen vil forsøge at snyde feltet. For klassementsrytterne handler det om at komme sikkert igennem, men de skal tage sig i agt for sidevinden, der før er kommet i spil i denne del af Catalonien.

 

Torrefarrera har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

7. etape

I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt rundstrækningen hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2018. Ganske vist har den ikke siden kunnet skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.

 

Som vanligt er der tale om en meget kort etape på bare 154,8 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører indtil rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange. I år lægger man fra starten ved L’Hospitalet de Llobregat i den vestlige udkant af Barcelona ud med at køre igennem fladt terræn mod vest og siden nordvest. Her rammer man kategori 2-stigningen Alt de l’Ullstrell (7 km, 3,5%, max. 8%), der har top efter 27 km, hvorefter man vender rundt og via en nedkørsel kører mod sydøst og sydvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Alt de Corbera (6,9 km, 3%, max. 8%), hvis top rundes efter 45,1 km. Derefter går det via en nedkørsel mod sydøst, inden man kører ad flade veje tilbage mod Barcelonas centrum. Her slår man en lille sløjfe mod sydvest for at køre ned til dagens første spurt i forstaden Castelldefels, der er placeret efter 70,6 km. Herfra går det mod nordøst ind mod centrum, hvor man atter slår en lille sløjfe fora blandt andet at komme frem til den sidste spurt, der er placeret efter 88,5 km. Herfra fortsætter man mod nordøst ud til finalerundstrækningen

 

I hjertet af Barcelona krydses målstregen for første gang efter 102 km, og herefter afsluttes løbet med 8 omgange på den 6,6 km lange rundstrækning i Montjuic-parken. Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 500 m efter målstregen rammer man kategori 3-stigningen Alt Montjuic (2 km, 5,7%, max. 8%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Fra toppen resterer bare 4,2 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%.

 

Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012. Her lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC.

 

Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.

 

I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundkørslen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt. I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. Sidste år var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand.

 

De foregående udgaver af etapen viser, at den er ganske uforudsigelig. Det er en sidste chance for klassementsrytterne til at gøre forskelle, og hvis afstandene er små, kan vi vente angreb på rundstrækningen, der er svær at kontrollere. I år betyder den lette rute, at afstandene formentlig vil være små, og derfor vil incitamentet til at forsøge sig være endnu større. Som sagt har toppen af klassementet dog ikke ændret sig siden Scarponis kup i 2014, og derfor synes det mest sandsynligt, at etapen ikke vil gøre en forskel - med mindre bonussekunder kommer i spil i det, der kan være en meget tæt affære. Rundstrækningen er som skabt til angreb, og derfor bliver det altid enormt aggressivt. Med mindre Alejandro Valverde beslutter sig for at gå efter en etapesejr, er det derfor meget sandsynligt, at det tidlige udbrud skal køre om sejren. Ellers bør Movistar kunne holde det samlet til en spurt i en lille gruppe.

 

 

 

 

Favoritterne

Med en relativt ensartet rute i de senere år har vi efterhånden lært, hvad vi skal forvente af Volta a Catalunya. Sidste års nyskabende rute var en undtagelse, og nu er vi tilbage ved det klassiske format, vi har kendt fra årene mellem 2013 og 2016. Hele fem af de syv etaper genbruger finale fra tidligere udgaver, og der er derfor ikke mange overraskelser i vente.

 

Løbet har traditionelt været afgjort på de to store bjergafslutninger i Pyrenæerne, mens de øvrige etaper har spillet en begrænset rolle. Sidevinden har dog før skabt kaos, senest i 2015, hvor Dan Martin tabte sit klassement på gulvet, og bonussekunder er også kommet i spil som i 2015 og 2016, hvor henholdsvis Alejandro Valverde og Martin brugte deres spurtstyrke til på de sidste etaper at rykke frem i den samlede stilling. Årets rute synes at skulle blive afgjort af de samme elementer, og særligt spurtstyrke blandt de klatrestærke folk synes at blive afgørende i en udgave, der er en af de letteste af slagsen.

 

Historien viser med al tydelighed, at 1. etape er en sag for sprinterne, og 2. etapes afslutning i Valls burde ligeledes være for de hurtige folk. Etapen har ganske vist givet flere forskellige udfald tidligere, men splittelse mellem favoritterne er kun blevet skabt af sidevind. I år kommer etapen for første gang inden bjergene, og det betyder, at favoritterne formentlig vil holde sig i skindet. 6. etape er en stensikker sprinteretape, med mindre vinden kommer i spil, og historien viser, at det er meget svært for favoritterne at gøre forskelle på Montjuic-rundstrækningen på 7. etape, hvor typer som Alejandro Valverde og Dan Martin dog har gode chancer for at sikre sig vigtige bonussekunder.

 

I tillæg til bonussekunder og eventuel sidevind er det 3., 4. og 5. etape, der vil være udslagsgivende. Vi kender begge bjergfinalerne i Vallter 2000 og La Molina fra tidligere år, og de viser klart, at der er tale om ganske lette opkørsler. Som vi har opregnet i rutebeskrivelsen ovenfor, har tidsforskellene mellem de bedste været yderst små, og etaperne er som regel blevet afgjort i en spurt blandt de bedste klatrere. Med andre ord er der tale om etaper, der er skræddersyet til eksplosive folk som før omtalte Valverde og Martin, mens det bliver meget svært for rene klatrere at gøre en forskel.

 

Løbets joker er 5. etape, der er helt ny. Det virker meget specielt, at den sidste stigning ikke er kategoriseret, idet den tilsyneladende i sværhedsgrad er fuldt på højde med mange af de øvrige klatreudfordringer i Pyrenæerne. Der er næppe tvivl om, at den vil blive brugt til angreb i klassementet, men baseret på den begrænsede information, der er tilgængelig, kunne meget tyde på, at heller ikke den vil skabe den helt store splittelse. Mest sandsynligt er det, at et udbrud skal køre om sejren, og at toppen af klassementet vil slutte i samme tid.

 

Enhver, der kan huske 2012-udgaven, hvor kongeetapen blev neutraliseret, ved, hvor stor en rolle vejret kan spille i dette løb. 1. etape kan blive en våd affære, men der vil ikke være meget vind. Til gengæld ventes det at blive temmelig blæsende på den i forvejen farlige 2. etape, hvor feltet før er blevet splittet, og der vil endda være et længere sidevindsstykke til slut efterfulgt af medvind i finalen. Det kan give anledning til forskelle for ryttere, der ikke har et stærkt hold. 3., 5., 6. og 7. etape vil alle finde sted i fint vejr uden den store vind, men desværre ventes der regn og kulde på La Molina-etapen, hvilket muligvis kan føre til ændringer. Vi vil dog forvente, at etapen kan gennemføres som planlagt. Endelig er det værd at notere sig, at der ventes modvind på Vallter 2000-stigningen og på stigningen på 5. etape, hvilket vil gøre det endnu sværere at gøre en forskel. Til gengæld vil der være medvind på La Molina.

 

Dermed synes løbet at være skabt til klatrere med et godt punch, der kan sidde med på løbets tre bjergetaper og afslutte med en god spurt alle tre dage. De vil tillige have gode chancer for måske at score yderligere bonussekunder på 7. etape, og da vinden ikke ventes at spille den helt store rolle, er dette et løb for eksplosive klatrere med en god afslutning. De skal dog undgå at blive fanget i sidevinden på 2. etape, hvor Dan Martin før har tabt alt, og derfor er et godt hold med god power bestemt ikke at foragte.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VOLTA A CATALUNYA
 

Med andre ord står der Alejandro Valverde skrevet med flammeskrift ud over hele løbet. Sidste år dominerede han totalt med tre etapesejre, men her måtte han grave dybt og vise imponerende klatreevner for at vinde på en helt anderledes og langt vanskeligere rute. Denne gang er der tale om et format, der minder meget om 2015-udgaven, som spanieren dominerede totalt ved ligesom sidste år at vinde hele tre af de syv etaper (men hvor et styrt kostede ham den samlede sejr). Det siger meget om, hvor skræddersyet Volta a Catalunya typisk er til den spanske veteran, og det er da også kun en serie af uheld i 2013 og 2015, hvor han var ramt af styrt, der kan forklare, at han ikke allerede har brudt Miguel Indurains rekord på tre sejre i et løb, der simpelthen synes designet til netop ham.

 

I år er ingen undtagelse. Ingen i denne verden kan matche Valverde i en spurt på toppen af relativt lette stigninger som dem, der venter på 3. og 4. etape, og han er storfavorit til at vinde dem begge. Movistar kommer med et skræmmende hold, hvor Nairo Quintana, Paris-Nice-vinderen Marc Soler, Winner Anacona og talentfulde Antonio Pedrero kan hjælpe med at holde det samlet til to spurter på toppen, og her vil Valverde blive meget svær at slå. Mangler han yderligere bonussekunder, vil Movistar ligeledes kunne sikre en eller anden form for spurtafslutning på 5. og 7. etape, hvor Valverde vil kunne vinde yderligere tid, og han har sågar i dette løb blandet sig i regulære massespurt, noget, han atter kunne tænkes at gøre på 2. etape. Med andre ord kan han reelt vinde stort set samtlige etaper og score et kolossalt antal bonussekunder. Med tanke på, at Valverde med suveræne sejre i Valencia og Abu Dhabi har været forårets mest suveræne rytter, og at han så sent som i Strade Bianche sammen med Tiesj Benoot ubetinget var løbets stærkeste mand - stærkere end stjerner som Peter Sagan og Zdenek Stybar - er hans form dokumenterbart i top. Med andre ord bliver det meget svært at slå storfavoritten Valverde i dette løb.

 

Det er ikke uden grund, at Dan Martin ofte har gjort det fremragende i dette løb. Ligesom Valverde er ireren nemlig kendt for sine afslutningsevner på toppen af en stigning, og derfor kunne heller ikke han have ønsket sig en bedre rute. De lette bjergfinaler på 3. og 4. etape passer ham ganske enkelt fremragende, og det er da heller ikke uden grund, at han i de seneste to år i La Molina hhv. har vundet og er blevet nr. 2 bag Valverde. Ligesom Valverde vil han kunne gå efter bonussekunder i en evt. spurt også på 5. etape, og han har også altid været en aggressiv figur på Montjuic-stigningen i Barcelona, hvor han og Valverde tidligere har været tæt på sammen at køre hjem til en tomandsspurt, og hvor han atter vil kunne score bonussekunder i tilfælde af en reduceret massespurt.

 

Hans eneste problem er, at han er oppe mod Valverde, der i specielt ardennerklassikerne gang på gang har vist sig at være en smule skarpere i spurterne end ireren, men han kan håbe, at han langsomt har lukket gabet. Der hersker en smule usikkerhed om hans form, efter at sygdom tvang ham ud af et rædselsfuldt Paris-Nice, men de senere år, hvor han er kørt i top 5 i stort set alle sine etapeløb fra marts og frem til slutningen af Touren vidner om, at Martin må ventes også denne gang at være yderst velforbedret til atter at forsøge at få skovlen under kong Valverde.

 

Adam Yates havde en rædseslsfuld 2017-sæson, hvor han var en skygge af den rytter, der i 2016 var sluttet som nummer 4 i Tour de France. I år synes han imidlertid at være stærkere end nogensinde tidligere. Han lagde ud med en flot andenplads på kongeetapen, hvor det kun var Valverde - hvem ellers? - der forhindrede ham i at tage en usædvanligt tidlig sejr, men det var i sidste uges Tirreno-Adriatico, at han for alvor viste klassen. Havde han timet sit angreb lidt bedre, havde han vundet på muren på 3. etape, og på den lignende afslutning på 5. etape leverede han en magtdemonstration, da han satte alle til vægs og endda med et imponerende ryk satte formstærke Geraint Thomas fra hjul.

 

Det vidner om Yates’ imponerende punch på stigningerne, og det gør ham til en glimrende rytter til et løb som dette, hvor det netop er vigtigt at kunne afslutte. Desværre er han bedst på stejle procenter, og derfor er de to bjergfinaler ikke helt ideelle, og han hæmmes samtidig af ikke at være lige så hurtig som Martin og Valverde i en flad spurt, hvorfor han får sværere ved at blande sig i kampen om bonussekunder på 5. og 7. etape. Til gengæld er han del af et fremragende hold, der også tæller bror Simon, Esteban Chaves, Jack Haig og Mikel Nieve, og det kan måske benyttes til at sætte specielt Movistar under pres og tvinge Valverde i defensiven, inden Yates kommer med sit fremstød.

 

Også Simon Yates har fået en fremragende start på sæsonen, ikke mindst med den imponerende sejr på kongeetapen i Paris-Nice. Her var han efter Poels’ exit ubetinget løbets stærkeste på stigningerne, men blev til sidst udmanøvreret på sidste etape. Ingen kan imidlertid betvivle at også Simon er bedre end i 2016, og også han burde være yderst begejstret for denne rute. Han har ikke været helt så imponerende som Adam hverken i første del af sin karriere eller i denne sæson - Tirreno-Adriatico var langt stærkere besat end Paris-Nice - og derfor er han umiddelbart kun andenviolin. Som ryttertyper er de stort set identiske, og han havde derfor også foretrukket stejlere målstigninger, men også han har alligevel en ganske glimrende afslutning. Som det tilfældet for Adam, er heller ikke han lige så hurtig som Martin og Valverde i en flad spurt, men også han kan håbe, at holdets kollektive styrke kan give ham det sidste.

 

EF Education First stiller med et fremragende hold med to eksplosive klatrere, der er stærke i denne type finaler. Det gælder måske specielt Michael Woods, hvis speciale er korte, stejle stigninger. Det er naturligvis klart, at stigningerne i dette løb derfor slet ikke er stejle nok til at passe ham optimalt, men blandt klatrerne er han stadig blandt de hurtigste i en stigende spurt. Dertil skal lægges, at han længe har haft dette løb som et første mål efter en lidt rusten start i Abu Dhabi, hvor han kørte sit hidtil eneste løb. Sidste år nærmede Woods sig topformen på denne tid af året, og frem mod klassikerne og Giroen må han være på rette vej. Sidevinden vil altid være en stor trussel for en ryttertype som Woods, men overlever han den, vil han være klar til at spurte på toppen af stigningerne onsdag og torsdag.

 

Hans holdkammerat Rigoberto Uran er ligeledes en ganske hurtig afslutter i denne type finaler. Det viste han senest, da han blev nr. 2 bag Tiesj Benoot i feltets spurt på muren på 3. etape af Tirreno-Adriatico. I det hele taget viste han fornuftig form i det italienske løb, og Uran i det hele taget stabilt været blandt de stærkeste i bjergene i ugelange etapeløb på WorldTouren i de seneste sæsoner. Det vil han helt sikkert også være i dette løb, hvor han kan glæde sig over, at der denne gang ikke er en enkeltstart. Desværre synes han ikke at være helt så hurtig på stregen som i sine unge dage, og det vil måske koste det sidste i kampen om podiet i et løb som dette.

 

Tim Wellens fik sit gennembrud på lange stigninger på kongeetapen i Paris-Nice, hvor han overraskede sig selv og sit hold ved næsten at kunne følge de bedste. Etapen viste ganske klart, at han har sine begrænsninger i de høje bjerge, og han bliver næppe nogensinde i stand til at klatre med de allerbedste i grand tours, men i et løb som dette, hvor stigningerne er overkommelige, burde Wellens kunne være med helt fremme. Som bekendt er Wellens en fremragende afslutter på toppen af en stigning og er også hurtig på flad vej, hvilket giver mulighed for at score bonussekunder. Når vi alligevel ikke har ham som topfavorit, skyldes det, at det samlede antal højdemeter er meget større end i Paris-Nice, og vi skal stadig se, hvordan den ellers ekstremt formstærke Wellens håndterer så voldsom en klatreudfordring dag efter dag.

 

Thibaut Pinot har haft en meget stille sæsonstart, så han kan være frisk til sine ambitiøse mål i Giroen, Touren og ved VM. Han viste sig dog at være langt bedre, end han selv havde ventet i sin hidtil eneste optræden i Tour du Haut Var, hvor han begge dage var en af de stærkeste, selvom han kun havde trænet i meget begrænset omfang forinden. Det vidner naturligvis om Pinots høje klasse, og da hans Giro-forberedelser nu for alvor har taget fart, må vi formode, at han er langt bedre i dette løb, der er hans første seriøse test, hvor han går efter et reelt resultat. Pinot elsker lange stigninger som i dette løb, og han viste sidste år i Tour of the Alps og Giroen, at han pludselig har udviklet sig til en slags semisprinter, der er ganske hurtig på stregen i både stigende og flade afslutninger. Den egenskab burde komme ham til gode i et løb som dette. Det er klart, at han ikke er lige så eksplosiv som Valverde og Martin, men det skal blive interessant at se, hvor tæt på dem han kan komme.

 

Sæsonstarten så fremragende ud for Esteban Chaves, der var flyvende i Herald Sun Tour og på de første seks etaper af Paris-Nice. På kongeetapen eksploderede han imidlertid pludselig, og derefter var han en skygge af sig selv. Der er ikke givet en forklaring på, om det skyldtes sygdom eller styrtet på 5. etape, men den gode form kan umuligt være forsvundet helt. De lette stigninger i dette løb er dog ikke ideelle for Chaves, der kan blive henvist til en hjælperrolle for de mere eksplosive Yates-brødre. Mitchelton-Scott har imidlertid så overbevisende en kollektiv styrke, at en god måde at udnytte overtallet kunne være at sende Chaves i offensiven. Har han de ben, han havde i første del af Paris-Nice, bliver han meget svær at hente.

 

Nairo Quintana er tidligere vinder af dette løb og har tradition for at køre med om sejren i alle de ugelange etapeløb, han stiller til start i. I år er hans plan imidlertid at spare maksimalt på energien frem mod Touren, og der har faktisk været en del offentlig polemik mellem Quintana og Movistar-ledelsen om, hvorvidt det er holdet eller ham selv, der har krævet, at han skal levere resultater hver eneste gang. Nu synes der imidlertid at være en afklaring, og derfor må det være oplagt, at Quintana i sit første europæiske løb stiller til start for at hjælpe Valverde. Spørgsmålet er dog, om Quintana kan lade være med at gå efter sejren, hvis muligheden byder sig. Det er klart, at de lette afslutninger ikke er ideelle for Quintana, men Movistar kunne måske spille den lille colombianer ud for at lægge pres på rivalerne. Enhver ved, hvor svær Quintana er at hente, når det går opad, også når stigningerne ikke er specielt stejle, og derfor kan han måske alligevel løbe med sejren.

 

Paris-Nice blev endnu en søm i ligkisten for Sergio Henao, der nu i et år har været en skygge af sig selv. Henao er ganske enkelt ikke længere konkurrencedygtig med de bedste i bjergene, men alligevel burde han kunne gøre sig fornuftigt gældende i dette løb. Stigningerne her er nemlig relativt lette, og Henao viste faktisk glimrende form på de eksplosive stigninger først i Paris-Nice. Det er klart, at stigningerne her er betydeligt længere, og det vil være til ulempe for Sky-kaptajnen, men i en spurt på toppen af en stigning er Henao stadig en fornuftig afslutter, også selvom hans speciale er langt stejlere stigninger.

 

I virkelighed er Skys bedste klatrer stortalentet Egan Bernal, der viste sin høje klasse ved at slå stjernerne Quintana, Uran og Henao i Colombia Oro y Paz. Dermed har han vist, at han allerede nu kan blande sig med de bedste i bjergene, men dette løb er ikke ideelt for den lille colombianer. Selvom han ikke er helt uden punch, er Bernal ikke den mest eksplosive type, og derfor må man formode, at stigningerne her er for nemme til, at Bernal kan blande sig helt fremme. Har han samme form som i sit hjemmebaneløb, skal det imidlertid blive meget interessant at se, hvor tæt han er på de allerbedste.

 

Pello Bilbao er henvist en hjælperrolle på Astana, men dette er en sjælden chance for ham til at køre for sig. Baskeren havde en svær start på holdet, men fandt pludselig formen i efteråret, hvor han kørte en fremragende Vuelta. Han har taget de gode ben med sig ind i 2018, hvor han imponerede med en overbevisende 7. plads i Valencia, hvor han ellers var hjælperytter for Sanchez og Fuglsang. Desværre blev han syg i Abu Dhabi, men det ventes ikke at have været det helt store tilbageslag. Bilbao er bedst på kortere stigninger, men er til gengæld en fremragende afslutter. Kan han hænge på til toppen, burde finalerne på 3. og 4. etape derfor være helt perfekte for den eksplosive basker.

 

Supertalentet Enric Mas forventes at løfte arven efter Alberto Contador. Det skyldes hans fremragende debutsæson, hvor han specielt imponerede i Vuelta a Burgos, hvor han gav en vis Mikel Landa kam til sit hår. I år har han fået en meget skuffende start, specielt i Abu Dhabi, hvor han slet ikke levede op til egne forventninger. Nu har han haft en god måneds træning frem mod sine store mål i Catalonien og Baskerlandet, og man må derfor formode, at han er tæt på topformen. Han er ikke den mest eksplosive type, hvorfor dette løb ikke er ideelt for ham, men et supertalent som Mas har evnerne til alligevel at skabe en overraskelse i et løb med så mange højdemeter.

 

Hans holdkammerat Bob Jungels klatrer ikke godt nok til, at han for alvor kan blande sig i de ugelange etapeløb, men dette løb burde faktisk være glimrende for den store luxembourger. Stigningerne er slet ikke stejle, og derfor burde en kraftfuld type som Jungels kunne hænge på. Samtidig har han ved flere lejligheder vist, at han er en ganske glimrende afslutter, og derfor ligger det løb ganske fint til ham, selvom der ikke er enkeltstarter. Vi skal dog stadig se, hvordan han er kommet sig efter den sygdom, der lagde hans Tirreno-Adriatico i ruiner.

 

Det er ikke meget, vi har set til Pierre Latour i år, men han viste fin form i de australske løb, hvor han var blandt de bedste på stigningerne. Siden har han kun arbejdet for holdet i de franske endagsløb i Ardeche og Drome, og derfor er der ingen, der ved, hvor han står. Han mangler fortsat at vise, at han kan klatre med de bedste i de høje bjerge, men i et løb som dette har han ganske gode forudsætninger for at være med. Han er nemlig en glimrende afslutter på toppen af en stigning, og har han fundet formen, burde han derfor kunne jagte et topresultat.

 

Et endnu større talent er naturligvis David Gaudu, der fik en fabelagtig debut i 2017. Nu står han foran yderligere en forbedring i 2018, og starten i Provence, Ardeche og Drome var ganske opløftende, selvom løbene var for lette til, at han kunne gøre en forskel. Nu stiller han til start i Catalonien, hvor stigningerne nok ikke er stejle nok til, at Gaudu for alvor kan slås med om sejren. Han er dog en ganske eksplosiv type, hvilket hans top 10 i Fleche Wallonne vidner om, og bliver han ikke alt for låst af Pinot, skal han blive interessant at følge. Desværre skulle der nok lidt højere procenter til, hvis han virkelig skulle kunne gøre sig gældende.

 

Eksplosive stigninger burde til gengæld være gode for Ben Hermans, der er en glimrende afslutter og i de senere år bare er blevet bedre og bedre. I år er han imidlertid helt umulig at blive klog på. Sygdom ødelagde sæsonens første løb, og det så da også ud til, at Tirreno ville ende i endnu en skuffelse. Pludselig var der dog hul igennem til de gode ben, da han kørte med om sejren på kongeetapen - men 24 timer senere var han igen langt efter på en etape, der ellers burde have passet ham. Ingen ved derfor, hvor Hermans står, men har han samme niveau som i Tirrenos høje bjerge, burde han kunne være med til at spurte om sejren på toppen af stigningerne på 3. og 4. etape.

 

En anden meget spændende ung rytter er Maximilan Schachmann. Den unge tysker bliver ved med at overraske på stigningerne. Han er egentlig kendt som temporytter, men han har vist imponerende styrke på stigningerne også. I Algarve sluttede han i top 10 i den samlede stilling, og det blev til en andenplads i det stærkt kuperede endagsløb i Ardeche. Det er klart, at han ikke er klatrer, men stigningerne her er så lette, at han sagtens kan ende med at overraske igen. Samtidig er han slet ikke nogen dårlig afslutter på toppen af en stigning.

 

De rene klatrere Fabio Aru, George Bennett, Tejay van Garderen og Davide Formolo har alle vist fornuftig form i starten af sæsonen. Aru viste stor fremgang med en flot præstation på kongeetapen i Tirreno, hvor Bennett virkelig imponerede og bekræftede sin store fremgang. Formolo har været blandt de bedste på stigningerne i både Abu Dhabi og Tirreno og er endelig tilbage ved fordums styrke efter nogle svære år. Det samme synes van Garderen at være efter en yderst lovende præstation i Algarve, men desværre styrtede han ud af Paris-Nice, inden vi fik set, hvad han kunne. Han meldes dog at være kommet sig over sin hovedskade og være helt på toppen igen. Alle er de blandt de bedste klatrere i feltet, men de mangler eksplosiviteten til, at det er realistisk at tro på et absolut topresultat i dette løb.

 

Vi vil også pege på tre meget store talenter, der alle kan få et gennembrud her. Det gælder Bjorg Lambrecht, Gregor Mühlberger og Matteo Fabbro. Lambrecht er sammen med Pavel Sivakov og Bernal den mest lovende nyprofessionelle klatrer, efter at han sidste år blev nummer 2 i tre af de største U23-etapeløb, herunder Tour de l’Avenir, og vandt U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. Han kan både begå sig på lange stigninger og i eksplosivt terræn, og efter en ganske lovende præstation i Abu Dhabi burde dette derfor være et løb, der passer ham. Mühlberger har efter sidste års Giro virkelig taget et skridt op med en imponerende 10. plads i et knaldhårdt Strade Bianche samt fantastiske bedrifter i de hårdeste løb på Mallorca, hvor han på den sværeste dag kunne følge Valverde, Moscon og Wellens på stigningerne. Nu skal vi se, hvor langt han er kommet i et stort etapeløb på WorldTouren. Endelig er Fabbro en af de mest lovende klatrere, og han har vist god form fra sæsonstart, senest i GP Industria, hvor han så meget overbevisende ud på stigningerne. Han mangler lidt eksplosivitet, men han skal blive interessant at følge.

 

Endelig vil vi nævne Fabio Duarte. Formentlig bliver det til ingenting for den tidligere sølvvinder fra U23-VM, men man kan håbe på en overraskelse. Efter et par år i Colombia er han nemlig tilbage i Europa, hvor han har dette løb som det første store mål. Han har ikke vist meget i de senere år og imponerede heller ikke i Colombia Oro y Paz, men man skal ikke glemme, at Duarte er en klasserytter, der har et skræmmende antal andenpladser på store bjergetaper i Giroen. Samtidig er han en meget eksplosiv type, der på papiret er som skabt til dette løb. Nu kan man blot håbe, at han vitterligt kan genfinde sig selv og blive den ”gamle” Duarte igen.

 

OPDATERING: Tim Wellens er desværre blevet syg og må droppe løbet. Lotto Soudal kører i stedet for talentfulde Bjorg Lambrecht.

 

OPDATERING: Pinot har meldt ud, at FDJ kører for Gaudu - men lad os nu se. Det var samme melding i Haut Var, og her endte Pinot alligevel med at køre efter sejren.

 

OPDATERING: Rigoberto Uran er blevet syg og stiller alligevel ikke til start.

 

***** Alejandro Valverde

**** Dan Martin, Adam Yates

*** Simon Yates, Michael Woods, Thibaut Pinot, Esteban Chaves, Nairo Quintana,

** Sergio Henao, Egan Bernal, Pello Bilbao, Enric Mas, Bob Jungels, Pierre Latour, David Gaudu, Ben Hermans, Maximilian Schachmann, Fabio Aru, George Bennett, Tejay van Garderen, Davide Formolo, Bjorg Lambrecht, Gregor Mühlberger, Matteo Fabbro, Fabio Duarte

* Warren Barguil, Steven Kruijswijk, Sebastien Reichenbach, Daniel Martinez, Daniel Navarro, Jelle Vanendert, Floris De Tier, Louis Meintjes, Jan Hirt, Sergio Pardilla, Giovanni Visconti, Jarlinson Pantano, Sergei Chernetckii, Peter Stetina, Nicklas Eg, Mikel Bizkarra, Michael Storer, Darwin Atapuma, Jack Haig, Jai Hindley, Marc Soler


VIND KONTANTE PRÆMIER I VOLTA A CATALUNYA SPILLET
 

Danskerne

Efter den lovende præstation i Abu Dhabi stiller Nicklas Eg til start for Trek, hvor ha som udgangspunkt skal arbejde for en ikke alt for formstærk Jarlinson Pantano og derfor måske selv kan få lov at se, hvor langt det rækker på 3. og 4. etape. Jesper Hansen skal støtte Pello Bilbao, Sergei Chernetcki og Jan Hirt på Astana, men burde kunne sidde langt fremme, også selvom de eksplosive stigninger ikke er hans kop te. Mads Würtz skal støtte talentet Matteo Fabbro på Katusha, men kunne tænkes og at blande sig i spurterne på 1., 2. og 6. etape. Endelig skal Michael Mørkøv formentlig køre lead-out for Alvaro Hodeg på sprinteretaperne samt hjælpe Enric Mas, Bob Jungels og Maximilian Schachmann på de flade strækninger.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 16/08-19/08

Arctic Race of Norway(2.HC) 16/08-20/08

Colorado Classic(2.HC) 16/08-19/08

Tour de Hongrie(2.1) 14/08-19/08

Tour du Limousin(2.1) 15/08-18/08

Tour du Limousin(2.1) 15/08-18/08

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 16/08-19/08

Arctic Race of Norway(2.HC) 16/08-20/08

Colorado Classic(2.HC) 16/08-19/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 17/08-26/08

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 19/08

Omloop der Vlaamse Gewesten(1.1) 19/08

GP Stad Zottegem(1.1) 21/08

Tour du Poitou Charentes(2.1) 21/08-24/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/08

Deutschland Tour(2.1) 23/08-26/08

Great War Remembrance Race(1.1) 24/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »